Nu svartes der nætop fra masten: Land!
nu, nu nætop...
da tapte han roret av trofaste hænder
og sank i døden, mens skuten vænder
— nej, ikke vænder,
de kursen kjænner;
stå sammen nu, Danmarks hvær eneste mann,
hold fram som han!
Det var just hans ære: stå jævnt i lag,
og ej ta plass,
men bredved de andre sit ærlige tag
foruten stas.
Nu høster de frugten: hvær mann står øvet,
helt ned til soldaten, så tro, så prøvet!
Det kan ikke slingre:
for mange fingre
har fast i roret, for mange: „hurra,
mot Nord ænda!“
Der er ikke annet at gjøre nu
æn at holde ud,
stå vakt i mørket, men uten gru,
med tro på Gud.
Her er dumpt, her er stilt, her er længsels vånde,
hvær står og lytter med halvkvalt ånde, —
her er væntetider...
intil omsider
det rødner i luften med lyse drag:
det er handlingens dag!
TIL SVERIGE
(28. December 1863)
Løft du dit gamle gule-blå,
ti det må bæres foran.
Nu vil ej Tysken ret forstå;
men ser han det, forstår han.
Forstår at større fare fans
æn blæk på Bismarcks bukser,
at der må dobbelt leverans
av hæster, folk og okser, —
