Til Gretters Saga

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
P. T. Mallings Bogtrykkeri (s. 524-526).

Fra Hr. Peder Fylling i Ørskog (Forfatter af en Beskrivelse over Borgunds Præstegjeld og en flittig Samler af lokale Sagn) modtog Universitets-Bibliotheket for kort Tid siden et Sagn, som han nylig havde hørt paa Harhamsøen i Søndmøre, og som i Korthed indeholdt Følgende: Engang kom to Sørøverskibe ind til Søndmøres Kyster, af hvilke det ene seilede ind ad Bredsund, men det andet kom til Gaarden Harham paa Øen af samme Navn. Det var kort før Jul, og Mandskabet besluttede at tilbringe Helgen paa Harham, hvor de ogsaa trak sit Skib paa Land. Gaarden beboedes kun af én Mand, der ei var hjemme, men hans Hustru modtog de ubudne Gjester paa bedste Maade for at undgaa Plyndring, thi hun forstod snart, hvad Slags Folk hun havde for sig. Røverne foregave at kjende Manden paa Gaarden godt og lod, som om de beklagede ei at have truffet ham. Snart blev deres Opførsel nærgaaende, de forsynede sig paa egen Haand i Stabur og Kjælder og opførte sig brutalt mod Konen og hendes „Terner“. Der var tolv „Huskarle“ paa Gaarden, der havde Natteleie i et lidet Hus, adskilt fra Hovedbygningen, hvor Konen sov med sine Terner. En Nat overfaldtes Kvinderne af Røverne og raabte da paa Huskarlene, der ogsaa halvpaaklædte indfandt sig i den bælmørke Stue, hvor Lysene vare slukte. Her begyndte nu en vild Kamp, idet Huskarlene med Spyd og Øxer hug og stak efter Røverne, som for Øieblikket vare vaabenløse. Otte af dem faldt da i Stuen, medens de øvrige tog Flugten og ilede ned til Stranden for at faa sit Skib flot, men det lykkedes ikke, og de tog da Flugten indover Øen forfulgte at Huskarlene. Blandt disse sidste var der en stor og sterk Mand, han rev et „Smilbord“ fra Stuen, brugte det som Vaaben og ihjelslog dermed alle de tiloversblevne Røvere paa en eneste nær, som løb saa hurtig, at han først ved Gaarden Aakre blev indhentet og ihjelslaaet. Om Morgenen lod man Røverskibet brænde. Da Ilden blussede op, kom ogsaa det andet Røverskib til søndenfra, men dets Besætning mærkede snart Uraad og satte igjen til Havs.

Dette Sagn har, som ogsaa Hr. Fylling i sin Skrivelse til Meddeleren bemerker, en ikke ringe Interesse derved, at det paa en helt paafaldende Maade minder om en Begivenhed, som ifølge Gretters Saga (Kap. 19) har fundet Sted netop paa den samme Ø, Harhamsøen, for omtrent halvniende hundrede Aar siden. Dengang beboedes Øen af Lendermanden Thorfinn Kaarssøn, hos hvem Islændingen Gretter Aasmundssøn, Helten i den fornøielige Gretters Saga, aflagde et længere Besøg, men i Førstningen som en mindre vel seet Gjest. Denne Thorfinn havde deltaget i en Beslutning, fattet af Erik Jarl og en stor Del Lendermænd, om Afskaffelse af Tvekampe og om Fredløshed for Ransmænd og Berserker, hvorved han havde paadraget sig saadanne Ildgjerningsmænds Had. Da derfor Thorfinn forlod sit Hjem paa Harhamsø for at tilbringe Julen paa en af sine andre Gaarde paa Fastlandet, men efterlod sin Hustru og Datter paa Harhamsø; besluttede tolv Berserker under Anførsel af Brødrene Thorer Thamb og Øgmund at overraske Familien i hans Fraværelse. Gretter var den første, som traf dem, da de landede paa øen; han anstillede sig som den, der ønskede at optages i deres Selskab, lovede dem al ønskelig Udsigt til Plyndring og skræmte Husets Kvinder indtil det Yderste ved sin raa Tale om, hvad der nu forestod dem. Han førte om Aftenen Berserkerne hen til et Udhus med en Yderdør, der var tillukket med en stærk Laas, og som var Lendermandens Forraadskammer. Berserkerne, som havde drukket tæt, begyndte at blive ustyrlige og stødte Gretter hid og did, men da de mindst lagde Mærke dertil, løb han ud af Huset, greb fat i Dørhaspen, slog Døren igjen og satte Laasen for. Berserkerne anede i Begyndelsen ikke Uraad, men bleve siden betænkelige, da Gretter blev noget længe borte. Da han kom igjen, var han ledsaget af de otte Huskarle, som fandtes paa Gaarden, og nu begyndte en haard Kamp. Berserkerne vilde fremfor alt komme ud og søgte derfor at bryde Bordvæggen ned, hvilket ogsaa lykkedes dem, og de forsvarede sig nu med Tømmerstokke. Enden blev, at de, som ei strax dræbtes, rømte til Skibet, hvor de frøs ihjel.

Slægtskabet mellem disse to Fortællinger vil være Enhver indlysende, og Spørgsmaalet er kun, om man med Vished tør stole paa, at Sagnet har holdt sig paa Harhamsøen lige fra Begyndelsen af ellevte Aarhundrede, eller om man skulde antage, at en eller anden belæst Mand kunde efter Sagaen have fortalt Bønderne paa Øen den gamle Tildragelse, og at Sagnet paa denne Maade skulde have dannet sig. Det kan dog i den Henseende bemærkes, at Kundskab om Gretter og hans Bedrifter i forrige Aarhundrede alene kunde hentes enten fra Torfæus eller fra de Marcussons 1756 i Hole udgivne Noekrer margfrooder Söguþaetter Islendinga, Skrifter som ingensinde have været Almenlæsning og at Sagaen først i vor Tid gjennem N. M. Petersens Oversættelse og Magnussens og Thordarsons Udgave (1859) er bleven almindelig kjendt.

Hvad der yderligere taler for at betragte Sagnet som en virkelig ved uafbrudt Tradition forplantet Erindring om Gretter, er at dette Sagn ikke er det eneste Spor til, at hin islandske Sagahelt og hans opsigtvækkende Bedrifter leve i den norske Almues Erindring. Hr. Lærer J. T. Storaker har i det ovenfor indtagne Brudstykke af hans Samlinger om Overtroen i Norge (S. 478) meddelt et Sagn ifra Sætersdalen om en Kjæmpe Gretter Aasmundssøn: han traf engang en Rise og en Gygr, som kogte en hel Hest i en Kjedel, fældede Troldene og gav Kjedelen til Røldals Kirke. Dette sagn minder om Sagaens Gretter, forsaavidt dets Helt ligesom denne fremtræder som Trolde-Udrydder, og Navnet Gretter Aasmundssøn er altfor enestaaende til at give Rum for nogen Tvivl om, at den sætersdalske sagnfigur Gretter stammer fra den islandske historiske Gretter.

Hr. Storaker har paa Forespørgsel oplyst, at dette er det eneste herske Sagn om Gretter, som han kjender; men han anser det, vistnok medrette, for meget sandsynligt, at der findes flere, og lover at gjøre sit Bedste for at komme dem paa Spor.


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.