Thrond Hoskoldssøn paa Kvinlog
Det nuværende Fjotlands Sogn, som udgjør den øvre Del af Kvinesdalen, fik først i 1670 egen Kirke og sognede indtil den Tid til Liknes Kirke nederst i Dalen. Om den første Mand, som blev begravet ved den nye Kirke; ved man endnu meget at fortælle, ikke alene der i Bygden, men ogsaa i Nabobygderne i en vid Omkreds. Han hed Thrond Hoskoldssøn og boede paa nedre Kvinlog ved Kvineselven.
I den Tid og længe efter gaves der ikke saa faa paa sin Vis velstaaende Folk i disse nu jevnt fattige Fjeldbygder. Det var ikke Jordbruget, som berigede dem, thi hermed var det endnu mere smaat end nu, men de samlede sig Penge ved Handelsreiser. I de nordligere Bygder, som paa Stavangerkanten og i Hardanger, opkjøbte de Uld og strikkede Trøier og Vanter („Spød“), som de igjen reiste østover med og solgte. Endnu vigtigere var Hestehandelen. Thrond Hoskoldssøn og flere Fjotlændinger hørte til det samme Slags Folk som Blank-Ola i Hallingdalen. Naar de vare hjemme, toge de sig for det meste Ingenting for, men ude vare de desto mere dristige. Og var de stundom Uvenner hjemme, holdt de sammen, naar de vare borte. Ved Thingstevner og Markeder, f. Ex. ved Thinget og Hestemarkedet paa Hordnes i Evje ved Otteraaen, ved Stavanger Marked, Røldals Marked osv. vare de vel kjendte og det ikke mindre som Slaaskjemper, end som Handelskarle.
Engang var Thrond reist nord til Hæskestad i Dalerne, hvor Bønderne efter Nabobygdernes Sagn skulle nedstamme fra bortrømte Trælle. Han kjøbte her Heste først af en Mand, som hed Gudmund, derpaa ogsaa af Andre. Aftalen var, at de Andre skulde saa Betaling, naar Gudmund fik. Dog det gik Aar og Dag hen, inden Gudmund fik sit, end sige de øvrige. De bleve da enige om allesammen at reise over Fjeldene til Kvinlog og kræve Betaling af Thrond. Men, da de nu kom saa langt, at de saa hans Huse nede i Dalen, gjemte de andre sig oppe i Kleven, og Gudmund var den eneste, som vovede sig frem; skjønt ogsaa han var bange. Da han kom ind, stod Thrond paa Stueguloet og brynede paa en Kniv. Gudmund rømte da afsted i Forskrækkelse, men Thrond løb efter, tog ham igjen og bar ham ind i Stuen. Her blev han godt trakteret med Mad og Drikke og fik ogsaa strax sine Penge. Men da Thrond hørte, at de øvrige var med i Følge, befalede han Gudmund at løbe afsted, men ikke at være bange, om han skjød efter ham, thi det skulde blot være med løst Krudt. Da nu Gudmunds Kammerater saa ham rende afsted, forfulgt med Bøsseskud af Thrond, skyndte de sig afsted igjen til Hæskestad det forteste de kunde. Men Thrond sendte dem dog siden deres Penge.
Hvergang Julen kom, havde Thrond for Skik at reise bort alene, og Folk mente, at han turede Jul i Aaseral eller Sætersdalen. Paa en af disse Reiser hændte det ham, da han sent om Aftenen red forbi Tilhaugen i Aaseral, at han fik se et prægtigt og oplyst Hus der, hvor han vel vidste, at det kun var vilde Heien. Det gik da med ham, som det saa ofte skal være gaaet mange Andre. Han blev buden ind, undskyldte sig, skulde saa drikke af et Horn, beholdt Hornet, men slog Drikken ud over Hesteryggen, hvis Haar bleve afsvedne osv. Hornet er endnu til i Fjotland; det er smukt udskaaret, sølvbeslaaet og tager sine tre Pæle. Thronds Kone fik aldrig Lov til at være med ham paa disse Julereiser. Men engang, da han havde sadlet sin Hest, sprang hun op og satte sig bagpaa. Han lod længe, som han Ingenting mærkede, men da de vare komne til Aane-Broen, som fører over en Bielv til Kvineselven, stod han af og sagde til Konen, at han vilde dræbe hende. Flere Gange dukkede han hende i Elven, men hun bad saalænge og saa bønlig for sig, og lovede, at naar han blot vilde spare hendes Liv, skulde han aldrig faa se hende mere for sine Øine. Saa slap han hende, og de skiltes. Mange Aar efter kom Thrond østover til Raulandsstranden i Thelemarken for at sælge Spød. Sent paa mørke Aftenen bad han om Husly paa en Gaard og fik det. Først da han kom ind til Ilden, saa han ret paa Folkene og gjenkjendte da strax i Konen sin egen fordums Hustru. Ingen af de to talte et Ord til hinanden, men begge vare de bange for sit Liv, og Ingen af dem lukkede et Øie om Natten. Men om Morgenen, da Thrond skulde bede Farvel og gaa videre, trykkede Konen ham en blank Femmarksdaler i Haanden, og sin Skræppe fandt han vel forsynet med rigelig Niste. Men dette gjorde ham altid siden ondt at tænke paa, fortalte han.
Engang reiste Thrond nedover Dalen til Flekkefjord, hvor der allerede da var en liden Handelsplads. Han var forlegen for Korn, men havde for Tiden ikke Penge eller noget Andet „at vende for sig“. Han gik da raadvild paa Bryggen og saa der en Jydeskipper, som havde fuld Kornladning. Med ham gav han sig i Samtale, og tilsidst væddede han med ham om fem Tønder Korn, at han skulde fra et langtbortliggende Sted skyde Hul i Fløien. Det syntes umuligt, men Thrond havde hver Dag et Friskud og kunde ramme, hvor han vilde. Han vandt da sine fem Tønder, men Jyden væddede igjen, at han ikke skulde kunne gjøre et saadant Skud om igjen. Thrond kunde ikke heller, men han narrede dog Jyden ved at skyde med løst Krud og indbildte ham, at han havde skudt Hul i Hul i Fløien. – Den nærmeste Gaard ved Kvinlog var i Thronds Tid Røinestad, som ligger en hel Mil nedenfor, men Dalen var ikke tættere bebygget dengang. Paa Røinestad boede en Mand, som hed Knut. Han havde ogsaa nylig været paa Byreise, og bragt hjem med sig en prægtig Hat, som der gik stort Ord af. Thrond maatte afsted og se den Hat, og den syntes ham saa gild, at han bød Knut mange Penge for den, men denne svarede nei. Thrond bød mere, men forgjæves. Tilsidst sagde da Knut, „sælge dig den vil jeg ikke, men jeg vil give dig den.“ „Det skal du ikke have gjort for Ingenting“, sagde Thrond og forærede ham en stor Ø i Kvineselven, Ribersøen. Der var saa megen Skov paa den Ø, at Knut fik Tømmer nok til at bygge sig nye Huse. Endnu leve Folk, som kunne mindes at have seet disse nu nedrevne Bygninger.
Tre Gange var Thrond fredløs for Drab og maatte tre Gange „løse Freden.“ Man paaviser endnu de Steder oppe i Fjeldnuterne ovenfor Kvinlog, hvor han for Sikkerheds Skyld opholdt sig, medens han havde sine Sendebud ude for at løse Fred. Den sidste Gang, dette hændte for ham, havde han aftalt med sin Sendemand, at han ved Hjemkomsten skulde skyde tre Bøsseskud, om hans Ærinde var gaaet efter Ønske. Manden skjød nu strax de to Skud, men ventede med det tredie, indtil han var kommen i Forstuedøren. Thrond havde alt begyndt at tage Flugten ind over Heien, men kom nu strax ned, da han hørte det tredie Skud. Men tilsidst blev Thrond selv, om just ikke dræbt, saa dog ordentlig mærket af sin egen Broder. Denne Broder boede paa Helle, paa den anden Side af Elven og havde et Friskud om Dagen, han ogsaa, ligesom Thrond. En Vaar traf det sig, at Thrond ikke havde Hø nok, og han fik da en liden Lade overladt af Broderen. Men da han skulde kjøre Høet hjem, blev det Hele ikke mere end et lidet Læs, og Thrond tog da selve Laden og lagde ovenpaa Høet. Broderen taalte ikke slig Spot og skjød Laarbenet af Thrond.
Thrond havde en eneste Søn, som hed Aslak. Denne var engang reist over Heien til et Gjestebud paa Haddeland i Egebygd. Thrond blev hjemme og sad den hele Aften stille og stirrede paa Lyset, der stod paa Bordet. Saa sagde han med Et: „Nu gik det galt, enten fik nu Aslak Skade, eller gjorde han Skade.“ Og ganske rigtig, Sønnen var kommen i Slagsmaal paa Haddeland og fik der sit Banehug af en Øxe. Han faldt over en liden Kiste, som endnu for ikke saa længe siden var i Behold og bar Blodpletter og Spor af Øxehug.
Husene paa Kvinlog i Thronds Tid vare store og mægtige. Laden var fjorten Favne lang og hvilede paa atten store Egestolper, den blev først nedreven for et Snes Aar siden, og Tømmeret var enda saa, at man byggede et godt Hus deraf. Stolpeboden var høvlet baade udvendig og indvendig, og istedetfor Mose mellem Stokkene laa der rødt Klæde og det saa rigeligt, at der hang to Fingerbredder ud paa hver Side. Denne Stolpebod blev siden flyttet over Elven og blev Hovedbygning paa Helle. Thronds Bord staar endnu paa Kvinlog. Det holdt oprindelig ti Alen i Længde og er halvanden Alen bredt og gjort af en eneste Planke; siden synes man det blev for langt, men man nænnede længe ikke at forandre Thrond Hoskoldssøns Bord og nøiede sig med at sætte en Seng ovenpaa det i den ene Ende. Bordet bærer kjendelige Spor efter Øxehug.
Det var spaaet Thrond, at der skulde voxe Bringebærris paa hans Grav, og den Spaadom gik ogsaa i Opfyldelse, da han som første Mand blev begravet paa Fjotlands Kirkegaard, hvor man lige til vor Tid har kjendt hans Hvilested. Efter Aslaks Død havde han to Døtre igjen, men ingen af dem fik Kvinlog efter ham, saa at det formodentlig maa være gaaet ud med ham paa hans Alderdom. En Datter kom til Risøen, som nu blev ryddet til Gaard, men før kun havde været Støl under Kvinlog, den anden, Kari, kom til Spikeland, ogsaa en af Thronds Støle. Paa Spikeland har Slægten holdt sig lige til Nutiden, og Navnene Thrond, Aslak og Kari bevaredes bestandig. Først den sidste Thrond, som endnu lever, lod sin Søn døbe Andreas istedenfor Aslak, thi, naar blot det første Bogstav bevares, er Opkaldelsen jo lige god. Men den gamle Aslak syntes ikke om dette og sagde: „Nu bliver det galt paa Spikeland, siden man vender Navnet.“ Familien har ogsaa siden maattet sælge Gaarden.
Meddelelsen af dette Sagn skylder jeg især Student P. Eiesland fra Fjotland. Det Træk om, at der voxte Bringebærris paa Thronds Grav kan jevnføres med et lignende hos Asbjørnsen (norske Huldreeventyr og Folkesagn. 2den Saml., S. 265, 2 Udg.) hvor det heder om „gamle Lensmanden paa Dalsøren“, at der paa hans Gravsted „voxte op alle Slags Ris med Naale paa, som ingen havde seet før.“ At Thrond har levet netop paa den Tid, som Sagnet fortæller, fremgaar af Rigsarkivets Skattemandtal, hvor han opføres som eneste Eier af nedre Kvinlog i Aaret 1651.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |