Gudbrand Gudbrandssøn paa Vik
Om den høifornemme Æt, som gjennem flere Aarhundreder, beboede Gidske paa Søndmør, haves faa eller ingen Sagn. Naar paa engang man træffer flere velvoxne Karle i Veien, pleier dog Almuen at sige: „Der kommer Gidskegutterne.“ Og naar man har havt Sager til Things, men faaet en uheldig Dom, „eller Øvrigheden faar sat Noget igjennem, som behager Bønderne ilde“, skal det ogsaa kunne hænde, at man siger: „Havde Gidskegutterne levet endnu, skulde det have gaaet bedre.“
I forrige Aarhundrede levede endnu en Fortælling om en rig Mand, Gudbrand Gudbrandssøn, som skal have været Foged over det store Gidskegods. Han boede paa den store Gaard Vik i Søkelvens Annex til Ørskoug og tilhørte en mægtig Æt. To af hans Brødre, hver ligesaa rig som Gudbrand, boede den ene paa Egsund i Rødve Sogn, den anden paa Ringstad i Strands Sogn. En Sten ved Flaaskjærsvarpet skulde have været Grændseskjel mellem Gudbrand og en af hans Brødre. Gudbrand opførte store og prægtige Huse paa Vik, Tømmeret tog han paa Jarnæs, og et Berg, hvor dette Tømmer var blevet oplagt i en Flaade, fik Navn af Kliningsberget, fordi hans Tømmerhuggere der havde fortæret en halv Tønde Smør. Endnu i forrige Aarhundrede saaes Levninger af Huset, hvis Stokke vare tilhuggede paa en egen, nu forglemt Maade, nemlig med „Glip-Hug“, der kaldtes saa, fordi man lod Øxen glippe eller glide ud ved hvert Hug, hvorved Spaanene bleve rundagtige og Tømmeret selv udhulet og afdelt i visse Ruder. Fra Vik førte ogsaa en brolagt Vei over nogle Myrer til Kirken. I Elven ved Vik var ogsaa i den Tid, da Trælasthandelen med Skotterne blomstrede, ikke mindre end fem Sagbrug, og man paaviste længe det Sted, hvor de skotske Skibe lagde til, naar de hentede Lasten. Man kunde ogsaa mindes et Vers, som Gudbrand skulde have gjort om nogle af sine Gaarde, og hvori det hedte:
Vik, Velle-Sætre i Aarebygd
Bær stor Frygd.
Grebstad liden, ligger mig nær,
Det holder jeg meget kjær.
Engang fik Gudbrand et Besøg af Præsten i Ørskoug og bevertede ham med en Ret Lax, som smagte Præsten saare vel. Gudbrand skjænkede da Ulleviks Laxevarp til Ørskougs Præstebord paa det Vilkaar, at, naar han var død, skulde hans Skaal hvert Aar blive drukken paa Oure Kirkebakke, det vil sige paa en Houg ved Gaarden Oure, hvor Søkelvens Kirke staar. I lange Tider blev ogsaa hvert Aar paa Sognepræstens Bekostning kjøbt en Tønde Øl og tømt til Gudbrands Minde.
De i Begyndelsen meddelte Træk om „Gidskegutterne“ ere mig velvilligen meddelte af P. Fylling; Sagnet om Gudbrand er hentet dels fra Strøms Søndmørs Beskrivelse, 2, S. 191–192, dels fra denne Forfatters haandskrevne Optegnelser paa Universitets-Bibliotheket. (Mscr. No. 61. 8).
Det er aabenbart, at man i Kirken har holdt Gudbrands Aartid (Keyser, den norske Kirkes Hist. I, S. 194), og at dermed, som vist ingenlunde usædvanligt, har været et Gilde forbundet. Paa samme Maade hør vistnok ogsaa det mærkelige i første Samling af mine Bygdesagn S. 1–2 fortalte Sagn om Tollef Sal forklares. At Gudbrands Levetid falder i den katholske Tid, er givet nok; hans Navn nævnes i et Dokument af 1544. et Thingsvidne, hvorved bevidnes, at han i sin Tid har skjænket Præstebordet det omtalte Laxevarp. Sagnet har ogsaa vidst at angive Navnet paa den Præst, i hvis Tid Gudbrand levede, nemlig „Hr. Ebbe“, men dette er vistnok en Anachronisme, thi Hr. Ebbe Madssøn, den eneste af dette Navn i Ørskoug, var en luthersk Præst, kaldet af Almuen 1590 og død omtrent 1629. (Hatlings utrykte Præstehistorie).
Endelig kan her om Gidske Gaards Kirke tilføies, at der paa dennes gamle Prædikestol fandtes anført, „at den var oprettet den Dag, da Kong Christian den anden blev kronet i Oslo“, altsaa i Juli (29de ?) 1514. (Strøms haandskrevne Optegnelser). Sandsynligvis har altsaa den daværende Eier af Gaarden og Godset, den bekjendte Karl Knutssøn af Familien Tre Roser, Søn af den 1502 dræbte hr. Knut Alfssøn, paa denne Maade villet ogsaa paa sin Gaard forherlige sin Konges Kroning.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |