Fredløse og Rømningsmænd

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
J.M. Cappelens Forlag (Anden Samlings. 31-39).

At Manddrab endnu for et Par hundrede Aar siden vare alt andet end sjeldne i vore Bygder er noksom bekjendt. Det er heller ikke Noget, hvorom Erindringen i den Grad er bevaret i Bygderne, som om deslige Begivenheder. Selv Præsterne vare hverken fri for at have Manddrabere i sin Midte eller sikre for at finde en voldsom Død. Nogle Aar efter Reformationens Indførelse forespurgte man sig endog hos Christian den tredie, om de „mange“ Præster i Oslos og Hamars Stifter, der havde begaaet Manddrab, skulde afsættes eller ikke, og idetmindste i et Tilfælde blev en saadan Præst ikke straffet anderledes end med at forflyttes til et andet Stift. Peder Claussøns Vidnesbyrd om den Thelebonde, som havde ihjelslaaet sex Præster, kjendes af Alle.[1] I visse Fjeldbygder, som Thelemarken, Valders og Hallingdal, (heder det i en gammel Optegnelse fra 1760) havde man fordum den Overtro, at „Ingen havde Lykke til at samle Rigdom, førend han havde dræbt to Mennesker og derfor bødet til Arvingerne og Kongen.“ I Tind i Thelemarken hedte det, at den, som kom til at tage begge Hoser paa et Ben, skulde komme til at slaa en Mand ihjel, inden Sol gik ned. Naar Mordet var begaaet, da gjaldt det, om man kunde faa kjøbt sig sin Fred, eller om man skulde blive fredløs. Ogsaa her gjorde Overtroen sig gjeldende. Sommesteds troede man, at Manddraberen, naar han rømte, paa den første Gaard, hvor han turde gaa ind til Folk, skulde bede om en Skaal Øl eller andet Drikke, sluge Drikken saa hurtig, han kunde, og saa kaste Skaalen baglænds over Hovedet mod Taget af al sin Magt. Blev nu Skaalen uskadt, kunde han haabe, at faa kjøbt sin Fred igjen, men gik den istykker, gjaldt det at søge sig et Skjulested i Skoven, thi da var der ingen gode Udsigter. Paa andre Steder heder det, at man kunde vinde sin Fred igjen, hvis man kunde passe paa, naar den Dræbtes Ligkiste førtes til Kirke, og smutte useet ind under den paa Veien. I Aamli i Robygdelaget findes paa en Hei, Trotsheien, en stor Heller (Hule) lige ved Veien, hvor Drabsmanden Aslak engang gjemte sig, indtil Ligfølget kom, sprang til i rette Øieblik og reddede Livet paa den Maade. Det skede i det Hele en sand Omvæltning i vore Bygder, dengang da Christian den femtes Lov (1687) indførte Dødsstraf istedenfor Mandebod. Bønderne havde hidtil anseet den Slags Drab, som ikke vare begaaede med Overlæg, men som skedte under Styrkeprøver eller i Drukkenskab, for at høre til det, der „kan hændes den bedste.“ Hvor saadanne Begivenheder indtraf, satte man gjerne et Mindesmærke derom, man anbragte enten et Trækors eller, hvor Leilighed gaves, hug man Mærker i Fjeldet til Amindelse derom. Saaledes ser man endnu i et Berg lige ved Veien ved Gaarden Vik i Granshered i Thelemarken to Kors indhugne. Det er til Amindelse om to Karle, som fulgtes hjem fra et Gjestebud i Numedal og her fandt paa at spænde Belte, men endte med at dræbe hinanden indbyrdes, hvorefter man fandt dem begge her. Ogsaa i Rollag i Numedal sees ved Bekkjursmoen et Minde om faldne Beltespændere, hvis Navnebogstaver her ere hugne ind i Fjeldet.

Naar nu saadanne Forbrydere enten ikke havde Penge til at betale Mandeboden med, eller Øvrighed og Slægtninge ikke vilde lade dem faa kjøbt sin Fred, bleve de fredløse, og rømte da tilfjelds eller tilskovs, undertiden ogsaa ud af Landet. Ogsaa efter Dødsstraffens Indførelse var det Mange, som man ikke fik sat paa, eller som brøde ud af Arresten. Om flere saadanne Skoggangsmænd haves Sagn bevarede. Af og til bleve de ogsaa besungne i Almuens Viser, f. Ex. i den ret interessante Vise om Aanund Gaangsøy, en Slagskjæmpe fra Gjævedal i Aamlid der havde begaaet to Manddrab, men endelig efter flere Aars Omstreifninger blev greben og henrettet. Den findes hos Landstad S. 687–093.

1. For halvandet eller to hundrede Aar siden boede der paa Vigen i Valle i Sætersdalen en Mand, som hedte Orm, hvis Slægt endnu kjendes. Han dræbte en Mand paa Loftet i et Hus, som fremdeles staar der, og tog strax Flugten. Sine Forfølgere undgik han ved at springe ned i en Bæk og gjemme sig under en Stenbro tæt ved Gaarden. Saa kom han tilfjelds og holdt sig da længe i den øde Dal Findalen, som ligger mellem Sætersdalen og Fyrisdalen i Øvre Thelemarken, en Dal, hvorom flere Sagn ere bevarede. En Stund havde han sin Hytte paa en Holme i et Vand der i Findalen, hvor Murene af et lidet Hus endnu sees, og undertiden boede han ogsaa i en Heller, som fremdeles heder Ormshelleren til Amindelse om ham. Endnu i Mandsminde laa der i den Heller Levninger af Løvknipper, som Orm havde hvilet paa. Tilsidst vovede han sig nærmere til sit Hjem og holdt sig paa en Støl, han selv eiede, og som kaldes Fossevand. Han levede mest af at fiske Ørret, men af og til fik han ogsaa lidt til Hjelp af Skyldfolk og Venner, som kjendte til, hvor han holdt sig. Imidlertid blev der holdt Forhør over hans Udaad paa Gaarden Rige, som i den Tid var Thingstedet, og Sagen varede længe, da man ikke kunde faa Manden fat. Orm fik da selv Lyst til at høre paa Sagen, listede sig til Rige og gjemte sig i en Loftssval over Thingstuen, hvor han laa og lyttede. Endelig faldt der Dom, og Orm blev frikjendt. Da hoppede han til Thingalmuens Forundring og Forskrækkelse fra Loftssvalen paa Tunet ned blandt Bønderne.

Meddelt af Sætæsdølen, Kirkesanger O. Evensen i Øiestad.

2. Paa Fjeldet mellem Hol i Hallingdalen og Lærdal ligger Eivindsbotten, som heder saa efter en Eivind, som havde begaaet et Vaadesdrab og var bleven fredløs. Men da Eivind igrunden var en godmodig og afholdt Mand, var der Ingen, som vilde gjøre ham noget, han fik Lov at leve paa Fjeldet af Rensdyr og Ryper, ja kunde endog liste sig ned i Bygden en Gang imellem for at hente Salt, Mel og lidt Brød. Saaledes gik det i mange Aar, og Eivind havde det noksaa godt i sin Hytte, hvor mangen Reisende blev godt trakteret og gjestfrit behandlet. Men engang fik han Besøg af et Umenneske fra Lærdal, som gik under Navn af Bøen. Denne Karl og hans Tjenestegut kom en Kveld, hver med sin Bøsse, thi de vare paa Rensdyrjagt, vandrende til Eivindsbotten, fik ligge der om Natten og bleve bevertede baade med Mad og Andet. Om Morgenen reiste de da, og Eivind fulgte dem og blev siden siddende paa en Sten og „saa ind i sin Barm.“ Da sagde Søen til Tjenestegutten: „Skyd til ham, du.“ „Nei“, sagde Gutten, „det kunde klikke for mig.“ „Ja klikker det for dig, skal det ikke klikke for mig“, sagde Bøen og skjød til Eivind, saa han faldt død om. Derpaa tog de Alt, hvad der fandtes i Fjeldboden og drog videre. Bøen var endog fræk nok til at rose sig baade i Hallingdal og i Lærdal af, at han havde skudt ihjel den fredløse Mand paa Fjeldet. Nogle Aar efter kom da Bøen en Gang til Havardsgaard i Vass i Hallingdalen og blev der om Natten. Manden stelte vel med ham og kom endog til ham med Øl og Brændevin paa Sengen om Morgenen. Mens nu Bøen drak, spurgte Havardsgaarden ham, om han havde skudt Eivind i Botten. Jo, det havde ham rigtignok, og han grummede sig til deraf. „Ja saa“, sagde Havardsgaarden, „saa du tykkes det var grumt, at du turde skyde paa Eivind, Sødskendbarnet mit!“ og dermed tog han Bøen ud af Sengen og rullede ham sammen som en Bold, saa han spyttede Blod. „Du lyt’ ha’ en Kjending af det, du dræbte Sødskendbarnet mit.“ Siden havde Bøen ikke mere nogen Helsedag.

Mundtlig Fortælling af Sander Raaen, der endnu i sin Ungdom hørte gamle Folk omtale Eivind, hvis Levetid dog maa ligge langt tilbage, med Beklagelse og Medynk.

3. Paa Gaarden Helle i Konnismo Sogn i nordre Undal findes et Fjeld, som kaldes Stkknollen. I gamle Dage skal her have holdt sig en fredløs Kobbersmed, som derfor i Sagnet kaldes Vildsmeden. Han havde sit Værksted i en næsten utilgjængelig Stenurd eller Skaar høit oppe i Fjeldvæggen, og den Skaar heder den Dag idag Smedeskaaren og Smedeslag skal findes der fremdeles. Her smedede han da Kobber, ja undertiden Guld og Sølv. Konnismo gamle Kirkeklokker, som for nogle Aar siden gik itu, skal være Vildsmedens Værk, ligesaa to prægtige Kobberkjedler, som overalt vare behængte med Dubber af forskjellige Metaller. Disse to Kjedler forærede Vildsmeden til Manden paa Helle, Stigan, fordi denne tog sig af ham, gav ham Mad og undertiden lod ham sove i sin Stolpebodsval. Men tilsidst faldt Vildsmeden ned fra Skaaren og slog sig ihjel, idet han vilde gribe efter sin Loddebolt, som var gleden ud over Styrtningen.

Den Stigan Helle, som var Vildsmedens Beskytter, var en stor Kjæmpe, hvis Mod og Styrke var spurgt vidt omkring i Bygderne. En anden Kjæmpe paa Roland i Bjellandssogn, som altid pleiede at vinde i alle Slagsmaal, fik Lyst til ogsaa at prøve Styrke med Helleskjæmpen. Han drog da afsted til Hest og tog med sig sin store Spundsebile. Det Huus paa Helle, hvor Stigan boede, laa paa Vestsiden af Hudalselven, saa at altsaa den, der kom fra Bjelland først maatte over Aaen. Da nu Stigan og hans gamle Fader, som var hos ham, fik se den velrustede Kjempe paa hin Side, forstod de strax, hvad han vilde. Stigan var vel stærk, men dog ikke af dem, som egentlig havde Lyst paa Slagsmaal; han befalede derfor, at man skulde hilse den fremmede Kjæmpe, at han ikke var hjemme, og gik op paa et Loft og satte sig der. Rolandsmanden kom da snart efter ind og spurgte efter Stigan. Faderen svarede, han var ei hjemme, men Rolandsmanden blev herover saa rasende, at han greb den Gamle i Skjægget og rystede ham haardt. Han var for gammel og affældig til at tage igjen, men Stigan hørte det, og nu skyndte han sig ned. Ogsaa han tog nu sin Spundsebile, og de gik ud paa Tunet for at prøve sig med hinanden. Den Fremmede vilde rykke Stigan nærmere og nærmere, men denne trak sig derimod mere og mere baglænds, indtil han endelig rettede et raskt Hug mod sin Modstander, saa at hele dennes Hovedisse blev hugget af ham, og han faldt overvunden til Jorden. „Dette var i August Maaned.“ Rolandskjæmpen levede endnu en Stund efter, men døde dog ud paa Høsten. I Mandebod maatte Stigen nu give den ene af Vildsmedens Kobberkjedler. Stigan var ogsaa bekjendt af sin prægtige Hest Blakken, hvis Mage ikke kjendtes. Naar han var til Konnismo Kirke, bandt han Blakken ved et Vad i en Bæk, som derfor endnu heder Blakkestadvadet. Men en Søndag hændte det, at Blakken rev sig løs og gav sig paa Hjemveien, men underveis mishandlede den en Pige, som mødte den, saaledes at hun døde. Da samlede alle Mænd i Bygden sig for at hævne dette paa Blakken, drog den hen til Stedet, hvor hen havde spændt Pigen ihjel, lagde Sten paa en Slæde, saalænge det var den muligt at trække og slog derpaa allesammen paa den med sine Stokke. Da den nu endelig blev sprængt, slog de den ihjel og væltede al Stenen over den. Stenhaugen ligger der endnu og heder Blakstad-Læsset.

Meddelelse fra Hr. Lærer J. T. Storaker i Søgne, en flittig og skjønsom Samler af vor Almues overtroiske Forestillinger, et Arbeide, hvorpaa han har givet flere interessante Prøver. Sammenlign Hist. Tidsskr. 1, 481. Med Hensyn til Vildsmedens Dødsmaade, da have vi her et Vandringssagn for os. Meget hyppig (f. Ex. i Fede i Kvinesdal) fortælles dette saaledes, at det er en dødsdømt Skomager, der skal redde sit Liv ved at sidde paa en spids Fjeldtop og sy et Par Sko, men idet han skal gribe efter sin Hammer falder den fra ham just som han skal slaa i den sidste Pinde eller Sylen, just som han skal gjøre det sidste Sting, og han selv falder efter og slaar sig ihjel, idet han skal gribe efter den. I flere Bygder bærer derfor den spidseste Fjeldtop Navnet Skomagerknibben. Et Sted ved Navn Smedeskaaren eller Smidjeskaaren findes ogsaa paa Kvinesdals Præstegaard.


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. Til de Sagn, som hos Faye findes samlede om Præste-Drab kan føies et par nye Smaafortællinger. I Sandshverv ved Kongsberg, skal saaledes en rig Bonde. Nils Grosvold, af hvem Efterkommere endnu leve, have skudt Præsten, medens han stod paa Prækestolen. Nedenfor Gaarden Kile i Hægeland, Annex til Øvrebø i Christiansands Stift, findes endnu et Sted ved Ravn Præstefaldet. Her skal en Tjenestegut have stukket sin Præst, fordi han blev vred, da denne paastod, at Gutten havde det bedre hos ham, end nogen anden Gut i Sognet.