Sagn om Sørøvere
1. Paa Gaarden Vestre Skogsfjord i Halsaa Sogn ved Mandal boede engang en Mand, som hed Reier. Han var saa slem og ilde omtykt, at man kaldte ham Rade-Reier. Engang roede han ud paa Bankefjorden, eller Fjorden ved Risørbanken ved Mandal og havde med sig en yngre Broder, som ogsaa hedte Reier og dengang var en liden Gut. Der laa just et Sørøverskib sra Lybek, og Rade-Reier gav sig i Snak med Røverne. Saa blev han forligt med dem om at sælge dem Lille-Reier for en Tønde Salt, og de seilede da afsted med Gutten. Han tjente dem længe, men endelig slap han fri, og det gik ham nu saa godt, at han omsider blev en rig Mand. Saa længtes han hjem igjen, og drog afsted til Norge og kom ogsaa lykkelig og vel iland ved Risørbanken. Som han nu gik videre hen imod sit Fødested igjennem den tætte Skov, som dengang voxte langs med Søen, og var kommen til et Sted, som heder Pustebakken, fik han see en Mand, som strax vilde skjule sig mellem Træerne. Men Lille-Reier fik dog fat i ham, og spurgte ham, hvem han var, og hvorfor han vilde gjemme sig for ham. Manden tilstod nu, at han havde dræbt en Mand og ikke kunde betale Mandebod, saa at han nu var fredløs. Lille-Reier spurgte, hvem det var, han havde slaaet ihjel. Den anden sagde: Rade-Reier paa Skogsfjord. Lille-Reier blev ikke bedrøvet, da han hørte dette, men lod sig ikke mærke med noget og sagde blot: Kom igjen her imorgen, skal vi tales mere ved. Derpaa gik han videre afsted til Gaarden. Dagen efter fandtes de atter, og Lille-Reier fortalte den Fredløse, at det var hans Broder, som han havde dræbt, men bad ham ikke være bange og gav ham de sexti Lod Sølv til at løse Freden.
Mundtlig fortalt mig af Hr. Th. Reymert i Mandal. At Sørøvere hyppig have huseret netop ved Mandalskysten, er bekjendt nok og erfares bl. A. af de Efterretninger om Røveren Martin Pechlin, som jeg har meddelt i Historisk Tidsskrift, B. 1, S. 485–497.
2. For nogle hundrede Aar siden kom tre til fire svenske Krigsskibe ind af Stathavet og beskjøde Selje Kloster, saaledes at det blev aldeles ødelagt. I sin Forskrækkelse søgte Munkene at redde sine kostbareste Eiendele, saagodt de kunde. De havde en Kjedel, som de pleiede at bruge, naar de holdt Julegjestebud for de bedste Bønder paa det faste Land, og som derfor ogsaa kaldtes Gildekjedelen. I denne Kjedel lagde de nu sit Guld og Sølv og sænkede den derpaa ned i Søen med Reb, men da Fienden vel var borte, og man skulde hale Kjedelen op, brast Rebet, og Skatten blev liggende i Søen. Ligeledes gik det med den store Klokke i Klosterkirken.
Hvis dette Sagn, som er nedskrevet i Selje Kaldsbog, indeholder nogen Sandhed, maa det vel henføres til Syvaarskrigen, da man veed, at Svensken efter Thrøndelagens Erobring sendte nogle Skibe sydover for at angribe Bergen (Se mit iaar udgivne Leilighedsskrift „Krigen nordenfjelds 1564.“) Lange (Norske Klostres Historie, 2 Udg. S. 348) mener, at Ødelæggelsen kunde være afstedkommet ved de franske Sørøvere, som (ligeledes i 1564) viste sig under Norges Kyst, og mod hvilke Erik Rosenkrands i Bergen udsendte et Skib. I ethvert Fald er det mindre rimeligt, at Munke endnu dengang fandtes paa Selje, skjønt dog heller ikke ganske utænkeligt, da man ved, at de i et andet norsk Kloster (Dragsmark) endnu ikke vare ganske uddøde i 1562. I Selje Kaldsbog er tilføiet en Fortælling, som dog senere sammesteds er erklæret urigtig, om at en Amund Lote fra Gloppen i Nordfjord skulde være kommen til ved Klosterets Ødelæggelse, og have udmærket sig ved tapper Modstand mod Svensken. Bønderne paa Gaarden Lote skulde formedelst Amunds Tapperhed have faaet Navnet Lote-Kjæmperne. Om disse Folk paa Lote i Gloppen haves ellers ogsaa forskjellige andre Sagn, blandt andet om en Thore Lote, der paa en vidunderlig Maade skulde have opført en stor og prægtig Bygning paa Gaarden, og i hvis Historie der findes Træk, øiensynlig laante fra Fortællingerne om Holger Danske. I 1626 hængte ogsaa et Par Skjolde i Gloppens Kirke, hvoraf det ene skulde have tilhørt „en Ridder“ paa Lote. (Nicolaysens Fornlevninger Side 493, Suhms Saml. til Danm. Hist. II, 3, 41 samt Meddelelse af P. Fylling).
3. Da Hollændernes Frihedskamp mod Spanien paany udbrød under Trediveaarskrigen, udrustedes fra de spanske Nederlande Kapere i stort Antal for at skade den hollandske Søfart. De allerfleste af disse Kapere vare fra Staden Dünkerken. Som sædvanlig nøiede de sig ikke med at optage en enkelt Nations Skibe, men benyttede som oftest ogsaa Leiligheden til at gjøre ogsaa andre til Prise. Ikke mindst gik det ud over Nordmændene, især da man her i Landet dengang hyppig kjøbte Skibe fra Holland, hvis Bygningsmaade fristede Kaperne til at ansee dem for fremdeles hjemmehørende der. Det var ogsaa i denne Tid, at Tyrkerne fra Algier begyndte at udstrække sine Røverier længer og længer mod Nord. De vare værre end de christne Røvere, thi de røvede ikke alene Skib og Ladning, men ogsaa Folk, for enten at sælge dem som Slaver, eller ogsaa lade dem udløse mod høie Løsepenge. I det syttende Aarhundrede gik ikke smaa Summer ud af Landet i denne Hensigt, især af Kirkernes Kasser og Beholdninger. En Skipper fra Bergen skulde saaledes 1636 udløses for 600 Stück von Acht, eller omtrent ligesaa mange Spdlr. og hans Søn for 400 St. v. A., altsaa særdeles mange Penge paa den Tid.[1] Dog har man intet Spor til at Tyrkerne gjorde Landgang paa selve Norges Kyst, saaledes som de 1627 gjorde paa Island, hvorfra de bortførte flere hundrede Mennesker i Fangenskab.[2]
Sørøverne fra Dünkerken foruroligede derimod ogsaa Norges Kyster, f. Ex. paa Søndmør, hvor Almuen endnu i forrige Aarhundrede vidste meget at tale om dem. Saaledes er der paa Svinøen en dyb Bugt, hvis Indgang er ganske smal og tillukket af Fjelde, saa at man kan seile og ro Øen mange Gange forbi uden at mærke Noget til Indløbet. I denne Vaag havde Jægter og Fiskerbaade et stadigt Tilflugtssted for Kaperne, som her ikke kunde finde dem igjen. I Nærheden ligger en anden Ø, Skorven eller Skorpøen. Det hændte sig en Søndag, at et Dunkerkerskib, som laa et godt Stykke tilhavs, sendte nogle Folk ind mod Land i en Baad. De gik i Land paa Skorpøen, hvor alle Mandfolk vare i Kirken, og gav sig til at plyndre. Kun en gammel Kone var hjemme, men hun var forslagen nok til at faa sat i Baaden og ro bort med den. Røverne kunde da ikke komme til Skibet igjen, og deres Kammerater kunde ikke finde dem saa at de alle satte Livet til.
H. Strøms haandskrevne Optegnelser. Endnu i 1689 (den 9de Juni) hændte det, at Fogden paa Søndmør Andreas Møller fik Efterretning om, at der var kommen nogle Sørøverskibe ind under Valderhaug og i Bredsund i Borgunds Præstegjeld. Fogden gav strax Befaling til Lensmanden Jens Larsen, om at hver Mand i Borgunds Skibrede skulde møde paa Fogedgaarden med Bøsse og 3 til 4 Skud Krudt saavelsom med de Hellebarder o. s. v., „som enhver for sin Gaard skreven var“. (Efter P. Fyllings Meddelelser). Dette har altsaa været under den Krig mellem Frankrige, England, Holland og Keiseren, som endtes ved Freden i Ryswick 1697. Ogsaa Anlægget af en Befæstning ved det daværende Strandsted Aalesund staar i Forbindelse med Kaperierne langs Kysten. Engang skulle nemlig tre hollandske Ostindiefarere være indkomne, den ene under Godø, den anden ved Valderhoug og en tredie ved Aalesund. En fransk Kaper var paa Jagt efter dem, og Skibet, som kom til Aalesund, anraabte Capitain Nils Knag, som boede paa Gaarden Sliningen, om Bistand. Han opkastede da et Batteri ved Aalesund hvis Tomt længe efter benævntes Skandsen (Kraft 5, S. 55), og anbragte her Hollænderens Kanoner. Da nu Kaperen viste sig, fik han saadan Medfart fra Batteriet, at han strax søgte Søen igjen, og Hollænderen var reddet. (Strøms haandskrevne Optegnelser). Denne Nils Knag, hvis Dattersøn, der egentlig hedte Castberg, optog hans Navn og i 1721 blev adlet under Navn af Knagenhjelm, var ellers neppe Capitain, men snarere Foged paa Søndmør.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |