Krigen nordenfjelds 1564

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Chr. Johnsens Bogtrykkeri (s. 1-35).

KRIGEN NORDENFJELDS

1564.

AF

L. DAAE,

UNIVERSITETS-BIBLIOTHEKAR.

SÆLGES TIL INDTÆGT FOR THRONDHJEMS DOMKIRKE.

CHRISTIANIA.

CHR. JOHNSENS BOGTRYKKERI

VED A. E KOLSTAD.

1872.

Nærværende Afhandling har allerede i det væsentlige under Titelen „En Episode af den nordiske Syvaaskrig“ været aftrykt i Nordisk Tidskrift för Politik, Ekonomi och Literatur, utg. af G. K. Hamilton, andre Årgången, Lund 1867, Pag. 129–155, men fremtræder her omarbeidet og forøget med endel nye Oplysninger. Dens Kilder ere for den allerstørste Del utrykte Dokumenter fru det danske Geheimearkiv, men Forfatteren har af Hensyn til, at Skriftet dennegang henvender sig til en større Læsekreds, bortskaaret Henvisninger og Bevissteder.

11te Mai 1872.

Dengang Kalmar-Unionen opløstes ved Sveriges Udtrædelse manglede Norge ganske saavel de aandelige som materielle Betingelser for et selvstændigt Statsliv, og maatte derfor nedsynke til et Lydrige under et af de to øvrige skandinaviske Riger. Gustav Vasa synes at have tænkt paa at forene Norge med Sverige. I de første Maaneder af 1523, endnu førend Christiern den anden var afsat i Danmark, lod han en Hær drage ind i det søndenfjeldske Norge og besatte Oslo. Han lod Anførerne opfordre Almuen til at gjøre fælles Sag med de Svenske, men forskjellige Omstændigheder nødte snart Hæren til at trække sig tilbage, skjønt den ingen Modstand havde mødt, og en kortvarig Besiddelse af det nordlige Baahus-Len blev Togets hele Udbytte. Men Gustav har selv udtalt de Ord, at han, „efterat Sverige var sat i Frihed, ogsaa havde kunnet tage Norge og en god Del af Danmark med, dersom han selv paa den Tid havde siddet fast paa Thronen og ikke havt at kjæmpe med Uroligheder hjemme.“ Derimod lykkedes det Christiern den andens Eftermand paa Danmarks Throne, Frederik den første, at blive ogsaa Norges Konge, og Landet, i Virkeligheden behersket af nogle faa danske Adelsmænd, bevarede endnu i Frederiks Tid i Navnet sin Selvstændighed. Men efter hans Død medførte Grevefeiden og Reformationens Indførelse, at Norge mistede ogsaa Uafhængighedens Skin og ligefrem nedsank til et dansk Lydrige, om just ikke, som man har sagt, til en dansk Provinds. Landets paatænkte Indlemmelse i Danmark blev nemlig ikke mindende udført, og Danmarks valgkonger fremsatte endnu i det 17de Aarhundrede den Paastand, at Norge var deres Arverige.

I den første Menneskealder blev Herredømmet over Norge ikke gjort Danmark stridigt fra svensk Side, thi den fælles Fare, hvoraf baade Gustav Vasa og Christian den tredie truedes fra den mægtige Habsburgsk-Burgundiske Families Side, nødte dem til at holde Fred indbyrdes. Men det danske Herredømme over Norge ansaaes i Sverige som en Usurpation og blev betragtet med misundelige Øine af dets Konger. Vilde en svensk Konge ægge sit Folk til Kamp mod Danmark eller advare det mod ydre Farer, da glemte han ei at pege paa Norges sørgelige Skjebne. Saaledes udtalte sig Erik den fjortende 1565 og Gustav Adolf endnu i 1625. Det elegante Digt af en svensk Anonym „Qverelae Svecicae“ taler i samme Tone. I de jevnlige Krige, som førtes mellem Sverige og Danmark, søgte de svenske Konger ogsaa gjentagne Gange at vække Opstand blandt Nordmændene selv. Erik den fjortende, Gustav Adolf og Carl Gustav have alle tilbudt Nordmændene Befrielse fra den danske „Trældom“. Fornemmelig fremtraadte dog alt dette under Syvaarskrigen, der ret var en forbitret Nationalkamp imellem Danske og Svenske. Under denne Krig trængte de svenske Hære ogsaa dybere ind i Norge, end nogensinde enten før eller siden. Hele Landet fra Salten til Nordfjord var engang i deres Magt, og en anden Gang overskrede de Christianiafjorden, besatte de sydlige Dele af Gudbrandsdalen og sluttede Bondefred med Valders. Landet havde ingen national Hær, og den danske Regjering havde ikke Evne til at afse Leiesoldater til Norges Forsvar; dets Befalingsmænd maatte da hjelpe sig med uøvede Bønder, der kun med største Ulyst greb til Vaaben. Norges Almue havde endnu ikke lært at se Fiender i de Svenske, og havde heller ikke endnu levet sig ind i Foreningen med de Danske. Havde dengang paa Sveriges Throne siddet en af dets store Konger, skulde det sandsynligvis have lykkedes at erobre Norge og for bestandig skille det fra Danmark. Men den karakterløse Erik den fjortende magtede ikke at føre sig Begivenhederne til Nytte; han formaaede kun gjennem den afsindige Maade, hvorpaa han angreb Nordmændene, at lægge Spiren til Aarhundreders Had og Misforstaaelser. Et Brudstykke af denne Krigs norske Hændelser skal her fortælles, nemlig Thrøndelagens Erobring og de Svenskes kortvarige Herredømme i det nordenfjeldske Norge 1564.

Danmark erklærede Sverige Krig den 21de Juli 1563, men allerede i de samme Dage, i hvilke denne Krigserklæring naaede Stockholm, befalede Erik den fjortende ved en Skrivelse af 25de Juli 1563 sin Foged i Dalerne, Mikkel Helsing, og en anden der boende Undersaat, Jens Ingemarsson, at de skulde være betænkte paa at foretage et indfald i det nordlige Norge. „Hans Majestæt var tilsinds, at de, som oppe i Dalarne bo, maatte gjøre indfald til de Norske, at ströfva, plundra og ihjelslaa, alt det de kunde.“ Dog endnu bedre vilde det være, siger Kongebrevet, om man først „havde nogle derind, som hemmeligen kunde forhandle med de Norske og bevæge dem med det Gode, at de under H. Maj. sig begive maatte.“ For det Tilfælde, at dette kunde lykkes, skulde der ikke tilføies dem noget ondt; de skulde kun sværge Kong Erik Troskab, og Landet derpaa besættes med svenske Fogder. Vaaben til Toget skulde leveres de svenske Bønder fra Vesteraas og Örebro, dels Staalbuer, dels Krudt og Bly og en Hob „Spidser“, efterdi „ingen andre Slags Værger der ere brugelige“.

Et Par Uger efter talte man i Sverige om, at der fra norsk Side tænktes paa et lignende Indfald i Sverige, nemlig fra Jemteland, men Kong Erik omtalte dette Rygte med Ligegyldighed; „han havde forstaaet, at Kongen i Danmark kun har ladet reise en Hob af Baggerne og saagodtsom truet dem til at drage heden“. Hertil havde han ogsaa nogen Grund, thi Almuen i Jemteland vægrede sig virkelig ved at væbne sig og negtede at adlyde de Befalinger, som Kong Frederik den andens Ombudsmand her, Olaf Tørrissøn Gyldensø, en Adetsmand af en norsk Familie[1], havde givet dem.

Jemteland indtog en særegen Stilling. Det tilhørte vel Norge, men det maatte i flere Henseender snarere kaldes et Biland, end en Provinds. Det var vel oprindelig blevet befolket fra Norge af, men havde derpaa en Tidlang adlydt de svenske Konger og blev først i det 12te Aarhundrede forenet med Norge af Kong Eystein Magnussøn, ikke ved Vaabenmagt, men gjennem Underhandlinger med Bøndernes Høvdinger. Et paa en saa eiendommelig Maade erhvervet Landskab blev naturligvis behandlet med megen Varsomhed af Norges Konger, og der blev fredet om dets provinsielle Særegenheder. Magnus Lagabøters Landslov blev vistnok indført her, som i det egentlige Norge, men ikke gjennemført i alle Enkeltheder, thi dels vedbleve her visse Bestemmelser af den ældre Frostathingslov at gjælde, dels udgave Kongerne særegne Lovbud eller Retterbøder for Jemteland, som Bønderne længe omhyggelig forvarede i et eget Bygde-Arkiv eller „Landskiste“. Jemteland havde et særeget Landsthing (Jamtamot), der ikke som andensteds i Norge afholdtes ved Midsommertide, men i Ugen efter den 12te Marts. Thingstedet var først paa Sproteid, hvis Beliggenhed nu er ukjendt, senere ved Berg paa Frøsøen. Baade dette Landsthing og de enkelte Bygdething i Jemteland bevarede længere, end andensteds, sin oprindelige Karakter og behandledes med Hensynsfuldhed af de dansk-norske Magthavere. Hr. Vincents Lunge drog saaledes omkring paa ikke mindre end 14 eller maaske endog 18 Thingsteder i Jemteland for at lade Almuen „keise“ Frederik den første til Konge, en aldeles enestaaende Forholdsregel, thi i det øvrige Norge blev Almuens vedtagelse af Kong Frederiks Valg ikke ænset eller begjæret. Nogle Aar senere lod han paa Landsthinget optage et Vidnesbyrd om denne Handling af de „gjeveste og ypperste Mænd, som ere fire og tyve“. Dette er af Interesse, ikke alene fordi det vidner om, hvor ængstelig man var, for at Jemterne under det paa den Tid stedfindende Røre skulde slutte sig til Sverige, men end mere, fordi vi i hine fire og tyve Mænd kunne se et tydeligt Spor til, at en rent svensk Institution har bestaaet i Jemteland; thi i Helsingland, Medelpad osv. bleve just ved de Tider Dommermyndighed og Kommunalanliggender varetagne af „Landsens tiugefyra“. Og medens Lagmændene i det egentlige Norge stedse vare kongevalgte Embedsmænd, blev i Jemteland endnu i 1540 Lagmanden valgt af „menige Mænd“ og kun bekræftet af den kgl. Lensmand i Throndhjem. De Breve og Forestillinger, som Jemterne af og til sendte den danske Konge, aande ogsaa, ganske i Overensstemmelse med den svenske Almues Optræden, en Selvstændighedsfølelse, som sjeldnere møder os i Norge[2]. Skjønt Jemterne allerede i 16de Aarhundrede søgte Levanger Marked i Norge, heder det dog samtidig gjentagne Gange, at i „Jemteland vanke ikke andet end svenske Penninger“. Det er i det Hele ret naturligt, at en norsk Bygdebeskrivelse af 1597 kan tale om en Elv, der skiller Norge fra Jemteland.

Medens Jemteland saaledes i verdslig Henseende frembød mange Overensstemmelser med svenske Forhold, var det i geistlig Henseende ligefrem at betragte som en Del af Sverige. Landskabet var nemlig, allerede førend Foreningen med Norge i del 12te Aarhundrede, blevet kristnet fra Sverige, og det vedblev derfor gjennem hele Middelalderen at henhøre ikke m

under Throndjems, men under Upsalas Erkebiskop. Det var den svenske Kirkes Metropolitan, som visiterede Landskabets tolv Prestegjeld, og næsten samtlige Geistlige vare svenske af Fødsel eller oplærte i svenske Skoler. Jemternes hele Dannelse og deres nationale Sympathier maatte nødvendigvis paavirkes heraf, og den Formodning er medrette bleven udtalt, at Jemteland sandsynligen allerede i det 14de Aarhundrede vilde ogsaa i politisk Henseende være bragt under Sverige, hvis ikke Frygten for det svenske Frelsearistokrati havde skræmt Almuen tilbage.

Jemteland modtog ogsaa Kirkereformationen i det 16de Aarhundrede fra Sverige, altsaa tidligere end det egentlige Norge, og den geistlige Jurisdiktion i Landskabet vedblev for det første at tilhøre Sverige. En saadan Uregelmæssighed havde i den katholske Tid, da den geistlige og verdslige Myndighed stedse vare strengt adskilte, forvoldt forholdsvis færre Ulemper og fandt, som bekjendt, da ikke sjelden Sted ogsaa andensteds[3], men nu, da Kirken skulde være en Statskirke, maatte dette Forhold vise sig høist uheldigt. Tvivl opstode strax om, hvorhen flere af de kirkelige Pengeydelser nu skulde betales, og det kom til alvorlige Rivninger mellem den dansk-norske Befalingsmand og den svenske Geistlighed. I 1540 klagede Bønderne over, at Fogden „med Hug og Slag forurettede deres Sogneprester, som vare dem sendte fra Sverige.“ Landets Provst, der residerede i Oviken, gjorde under hele Gustav Vasas Regjering Tjeneste som Spion paa de norske Grændser og betragtede sig ligefrem som svensk Undersaat.

Jemteland indtog altsaa en Stilling midt imellem Norge og Sverige, ikke ganske ulig den, som Slesvig i sin Tid har indtaget mellem Danmark og Tydskland.

Det faldt ikke Fienden vanskeligt at erobre et saadant Landskab, hvor Befolkningen endog ligefrem havde negtet sin Befalingsmand Lydighed. Ridderen Hr Knut Haraldsson Soop og den ovenomtalte Mikkel Helsing indtog om Høsten 1563 Jemteland og Herjedalen uden Modstand. Til svensk Befalingsmand indsattes derpaa Anders Bjørnsson, den samme, der Aaret efter fandt en berømmelig Død sum Skibshøvedsmand i Fegtningen ved Warnemünde.

Snart kom dog den danske Befalingsmand over Trondhjems Len, Evert Bild til Ravnholt, med en norsk Hær af Borgere og Bønder over til Jemteland og gjenerobrede Landskabet.– For at forsvare det mod nye Angreb efterlod han vel nogle hundrede Bønder under den danske Mand Tønne Abildgaards Anførsel, men Jemterne klagede over at skulle underholde en saa stor Besætning i Landet og tilbøde at forsvare sig selv. Dette Tilbud blev mærkelig nok modtaget, og Tønne Atbildgaard drog bort.

Men lige efter Nytaar 1564 begyndte alvorligere Fiendtligheder. Kong Erik den fjortende, der holdt meget af at skifte Generaler, lod en af eine hidtilværende Hofbetjente, franskmanden Claude Collart (efter sit Fødeland almindelig benævnt Claudius Gallus), optræde som Anfører tor Krigsfolket imod Norge. Han var en Vinhandlersøn fra Champagne, der tidligere havde tjent Hertugen af Guise, men derpaa havde søgt til Sverige, hvor Franskmænd dengang modtoges med aabne Arme. I Aarene 1562 og 1563 havde han været med paa Gesandtskabsreiserne til landgreven af Hessen for et frie for Kongen til dennes Datter, og stod i det Hele høit i Eriks Gunst, men var aldeles uforsøgt som Krigsmand.

Den 9de Februar drog han ind i Jemteland med en Styrke af omtrent 4000 Mand; mellem dem vare 300 Skiløbere. En Del al Hæren bestod af tydske hvervede Knegte, men den største Del udentvivl af svensk Bønder. Claudius fandt Landet forladt af Tønne Abildgaard, og han kunde derfor indtage det med samme Lethed, som kort før Hr. Knut Haraldsson Soop. Allerede den 10de Februar kom han i Besiddelse af Kongsgaarden paa Frøsøen. Den danske Befalingsmand Olaf Tørrissen Gyldensø flygtede, men blev indhentet og dræbt. Samme Skjebne havde Lagmanden og to Andre, hvis Tilnavn „Skriver“ betegner dem som Fogder eller Bestillingsmænd. En samtidig Optegnelse tilføier: „Hvor ubarmhjertig de handlede med de stakkels Folk, kjender Gud“.

En Uges Tid senere, den 21de Februar, gik de Svenske over „Sulefjeldene“ ned i Verdalen i Throndhjems Len, ad den samme Vei som Olaf den hellige fem hundrede Aar tidligere. De leirede sig ved Prestegaarden, ikke ret langt fra det berømte Stiklestad. Evert Bild forsøgte ingen Modstand i aaben Mark, men tog sin Tilflugt til den eneste Fæstning i Lenet, Stenviksholm i Størdalen.

Stenviksholm er en liden Holme ved Sydsiden af den Bugt, der løber ind fra den egentlige Throndhjemsfjord mellem Størdalen og den bekjendte Halvø Frosten. Den var for omtrent 40 Aar siden bleven befæstet af Norges sidste Erkebiskop. Men hvor uheldig denne havde været i at vælge dette Sted, kan allerede skjønnes deraf, at Holmen mangler ferskt Vand[4]. Stenviksholm var derfor allerede i 1537 med Lethed bleven erobret af de Danske, men blev dog ogsaa af Kronen bibeholdt som Fæstning, og i Begyndelsen var den tillige Residens for Lensmanden over Thrøndelagen, der dog snart flyttede til Trondhjem og tog Erkebispegaarden til Bolig. Nu var en i Norge indgiftet pommersk Adelsmand, Axel Gyntersberg, Slotsfoged; desforuden var ogsaa en anden adelig Svend, Peder Pederssøn, der længe havde havt en mindre Forlening i Egnen, tilstede paa Borgen, og da nu ogsaa Evert Bild tog sin Tilflugt derhen, kom disse tre Adelsmænd, mellem hvem Evert naturligvis var den fornemste, til i Forening at udgjøre Kommandantskabet eller, som man kaldte det, „Slotsloven“.

Den 28de Februar stod Claudius Gallus udenfor Stenviksholm og opfordrede den til Overgivelse. De tre Herrer samlede da den menige Besætning til en Art Raadslagning i Borgestuen, og lode derpaa svare Fienden at de vilde forsvare sig til det Yderste. Men allerede Dagen efter tog Evert Bild den Beslutning at overgive Slottet. En samtidig Dagbog fortæller, at „Kvindernaad“ var Skyld i dette „Paafund“; da vi vide, at Everts Hustru, Vibeke Podebusk, var tilstede paa Stenviksholm, er det vel hende; som har bevæget ham hertil.

Den 1ste Marts havde da Evert og Claudius en Sammenkomst udenfor slottet og enedes om, at dette skulde opgives inden faa Dage. Evert skulde beholde sin private Eiendom, men aflevere hvad der tilhørte Kongen, herimellem nævnes ogsaa Lenets Jordebøger og andre Arkivalier. Om Besætningens Skjæbne haves ingen bestemt Underretning; rimeligvis er denne tagen tilfange. Haanet eiede indrykkende Fiender forlod nu Evert Fæstningen den 3die Marts, idet Svensken tilraabte ham: „Godt Aar Evert! Det er alle svenske Mænds Skaal; vil I ikke komme ind paa Slottet igjen og være vor Gjest?“

Claudius Gallus udstedte allerede samme Dag, som han lod Stenviksholm opfordre, ogsaa et Slags Proklamation til Staden Throndhjems Borgere. Der burde egentlig; siger han, tages Hevn over Menigheden i Throndhjem, fordi den havde hjulpet Evert Bild paa hans Tog det foregaaende Aar imod „Kong Eriks Undersaatter i Jemteland“. Men da der var Grund til at tro, at Borgerne kun nødtvungne havde deltaget i Toget, havde han dog bestemt sig til at lade Naade gaa for Ret. Ja Kong Erik skulde endog „forløse dem af den Trældom“, hvori de havde befundet sig, „siden de kom fra Sverige (!) og under Danmarks Krone“ og „forhjelpe dem igjen til deres gamle Frihed. Claudius forlangte, at de skulde sende fuldmyndige Sendebud til hans Leir for Stenviksholm for at underhandle med ham om Underkastelse og Naade. Som saadanne Sendebud mødte allerede den 2den Marts fire Borgere og tre Kanniker, hvilke sidste synes at have været af norsk Adel. De erklærede „gjerne at ville undergaa Sveriges Krone“ og bade blot om Udsættelse med at aflægge Ed, indtil Stenviksholm havde overgivet sig. Da nu dette kort efter var indtruffet, tilsvore Borgere og Kanniker Claudius paa Erik den fjortendes Vegne Troskab den 8de Marts. Erik hyldedes som Arveherre, vistnok i Medhold baade af den ældgamle Opfatning af Norge som Arverige og af den svenske Arveforening af 1544. Man svor ogsaa, „at befordre hans Majestæts Gavn og Bedste efter yderste Norges Formuenhed og Magt“, men forøvrigt taltes ikke nærmere om det Forhold, hvori Thrønderne skulde træde til Sverige, om nemlig det nordenfjeldske Norge herefter skulde være svensk Provinds, eller om Erobringen skulde betragtes som Begyndelsen til hele Norges Forening med Naboriget.

Dette Skridt synes ikke Thrønderne at have gjort uvillige. Vistnok undskyldte de sig siden med at fortælle, at de først vilde have forsøgt Modstand enten ved Gevingaasen, et Pas paa den daværende Vei mellem Størdalen og Throndhjem, eller ved Langstenen (hinsides Stenviksholm), men vist er det, et dette blev til intet. Tvertimod saa Claudius Gallus sig snart omgiven af et ikke ringe Parti af Byens Folk og det at de mest ansete blandt dem. En af Borgermestrene, Adrian Falkener, Byfogden Oluf Nilssøn og flere andre navngivne Borgere, t. Ex. Hans Skotte og Caspar Bogbinder, sluttede sig fra første Færd af til ham; den første havde endog, endnu medens Stenviksholm beleiredes, sendt Claudius nogle Amer Vin som Foræring. Ogsaa en af den sidste Erkebiskops fordums Tilhængere, Hans Piber, der oprindelig hørte hjemme i Köln, senere havde fulgt sin Herre i Landflygtighed, men atter var kommen tilbage og havde været Byfoged i Throndhjem, gik over i Claudius’s Tjeneste. De mærkeligste blandt dennes norske Venner vare dog Kannikerne Mag. Henrik Nilssøn og hans Søn Mag. Christopher. Mag. Henrik, „en mærkelig Kannik og Throndhjems bedste Forsvar“, var en Søn af Norges sidste Drost eller Rigshovmester Nils Henrikssøn Gyldenløve; som uægte født havde hen maattet se paa, at Faderens store Eiendomme vare tilfaldne danske Svigersønner og selv maattet nøie sig med en geistlig Værdighed. Dette i Forbindelse med Tilsidesættelsen af den norske Adel i Alminnelighed og Udplyndringen af Kirkens Eiendomme har vel gjort ham til, hvad han kaldes i en samtidig Optegnelse: „capitalis hostis regis Danorum“. Hans fremrykkede Alder har dog sagtens hindret ham selv i nu at udrette noget af Betydenhed, men desto ivrigere viste sig hans Søn.

Kun ganske Enkelte bevarede Troskab med Kong Frederik. Blandt dem var Biskoppen, den gamle Mag. Hans Gaas, en dansk Mand, der siden 1549 med Hæder havde forestaaet dette Embede, og som allerede i Grevefeidens Dage skal have lagt sit Fædrelandssind for Dagen under Kampen med Lybekkerne. Mag. Hans havde 1542 svoret Frederik den anden Lydighed som udvalgt Thronfølger; han vilde derfor ikke sværge til nogen anden. Dog lovede han „at gjøre hvad Claudius var til Vilje, sidde stille og hverken skrive eller hemmelig sende Bud fra sig. Hermed var den svenske Krigshøvding imidlertid ei tilfreds og lod derfor Bispen gribe tilligemed hans søn Mag. Kjeld, som var Rektor ved Latinskolen, men slap deg siden den Gamle løs for en Brandskat af 2000 Daler. Ogsaa Adelsmanden Erik Andersen Hvittenstierne, der var gift med en Datter af den ældre Jens Bjelke til Østraat og Lucie Gyldenløve, synes at have negtet Claudius Lydighed. Denne lagde nemlig Beslag paa hans Gods og overlod det til sin Ven, Adrian Falkener.

Da saaledes Hovedpunkterne i det Throndhjemske, Staden og Stenviksholm, vare vundne, kom Raden til Landdistrikterne. Indhered blev „thinget“ under de Svenske af en dansk eller norsk Mand, Peder paa Egge, der strax havde sluttet sig til dem; forresten „droge ogsaa endel Klerker og Kjøbstedmænd om i Lenene og thingede med Bønderne, at de skulde falde fra“. Hertil har Almuen vistnok været saa meget villigere, som Evert Bild, der siden 1556 havde været Lensmand, ikke var afholdt, men havde plaget Bønder og Presteskab med overdreven Skydsfærd og Gjesteri og uretmæssige Afgifter. Geistligheden havde (1559) havt Sendebud nede i Danmark (blandt dem Claudius’s Ven Mag. Christopher) for at klage over ham, ja selv den loyale Biskop Hans Gaas var bleven chikaneret af Evert, der endog havde ladet sin Brutalitet gaa ud over Bispinden.

Raden kom nu til Helgeland, der ligesom det øvrige Nordland (med Finmarken) hørte under Bergenhus Slot. Peder paa Egge og Mag. Christopher Henrikssøn bragte Helgeland til Underkastelse under de Svenske endog uden Krigsmagt. Almuen i de tre store Prestegjeld, hvori hele Helgeland da var delt, nemlig Alstahaug, Brønø og Rødø, synes paa sine Bygdething at have udvalgt tolv Fuldmægtige til at handle paa dens Vegne[5]; i det mindste udtale de tolv, at de handlede „paa menige Mands Vegne, som i dette Fogderi boende ere“. De 12 Mænd sammentraadte den 5te April 1564 paa Nord-Herø (i det nuværende Herø Prestegjeld, da hørende til Alstahaug). Mellem dem vare først Distriktets tre Sogneprester, der tillige vare Medlemmer af Throndhjems Domkapitel, og derhos ni andre Mænd, rimeligvis de rigeste Gaardeiere, Fiskeværeiere o. s. v.; om en Del af disse sidste lade Navne som Holst, Skriver o. s. v. formode, at de have været indflyttede andensteds fra. Mellem de tre prester var den ene, Elling Oxe (Magister fra Rostok og Prest i Rødøen), norsk Adelsmand, hvad maaske ogsaa var Tilfælde med en af de øvrige. Mag. Christopher og Mag. Elling dreve ivrigst paa Underkastelsen under Sverige, der da ogsaa blev besluttet. Endog Stenviksholms forrige Slotsfoged, Axel Gyntersberg, der nu havde begivet sig op til sine Gaarde paa Helgeland, gik over til Svensken, hvis Herredømme et Par Dage efter Hyldingen befæstedes ved 100 opsendte Krigsmænd, der kom op fra Throndhjem paa to Jagter, anførte af en norsk Borger, Hans Skotte. Kronens Eiendom paa Helgeland blev nu lagt under Beslag, Skat opkrævet o. s. v. og Alt, hvad man kunde faa fat paa, sendt til Throndhjem. Mag. Christopher, som ledede det Hele, lod ogsaa de danske Mænd, som fandtes deroppe gribe og sende til Throndhjem, og han ytrer i sin Rapport til Claudius: „Gjerne ville vi ikke have Juterne igjen, som til Eders Strenghed blev forskikket“. Forøvrigt udtalte han sit Haab om, at Befolkningen paa Helgeland vil blive Kong Erik troe Undersaatter, dog „Juterne undentagendes“.

Ogsaa syd for Throndhjem udstraktes det svenske Herredømme over de tre Landskaber, som nu tilsammentagne udgjøre Romsdals Amt. Først hyldedes Kong Erik paa Nordmøre. En Prest i Surendalen, Hr. Erik Olssøn, blev ved denne Tid dømt fra Embedet „formedelst Forbrydelse imod Riget“, og det er derfor sandsynligt, at han har hjulpet til at befordre Frafaldet i sin Kreds. Romsdalens Fogderi eller Len var (siden 1558) forlenet til en dansk Adelsmand Knut Stenssøn, der aldrig opholdt sig der. Her blev Fogden, Hans Skriver, der tillige bestyrede den rige Erik Rosenkrands’s store Privateiendomme, dræbt, og Almuen maatte betale 4000 Daler i Brandskat. Søndmøre, ligeledes bortforlenet til en fraværende Herremand (Lensmanden paa Akershus, Christiern Munk), blev derefter hjemsøgt. Som Høvding for de svenske Streifpartier optraadte her en Mads Dalkarl, hvis Minde endnu lever hos den nordenfjeldske Almue. Alle danske Personer eller„Jutar“ bleve eftersatte paa Søndmøre ligesom paa Helgeland, kun med den Forskjel, at, medens de hist kun bleve fangne, bleve de her strax slaaede ihjel. Paa Foldstad i Ørstens Sogn boede saaledes en formuende, indgiftet dansk Mand, Nils Jenssøn. Han blev med flere Landsmænd overfaldet og myrdet; paa det Sted, hvor han faldt, stod endnu ved Midten af forrige Aarhundrede et Trækors som Amindelse. Eieren of Abelset i Ørskog, ligeledes en „Jyde“, maatte nedgrave sine Penge i Jorden og selv tage Flugten[6]. Til Foged over Romsdalen, Søndmøre og Giske Gods, som da endnu var privat Eiendom og tilhørte den rige svenskfødte Enke Gyrvhild Fadersdatter i Skaane, indsatte Claudius Gallus en vis Arne Gutessøn.

Claudius havde, medens disse Begivenheder foregik, selv afvexlende opholdt sig paa Stenviksholm og i Throndhjems By. Hans Hærstyrke var for stor, til at den i Længden kunde finde sin Underholdning i en liden By med et tyndt befolket Opland[7]. Han besluttede derfor at sende en Del af sin Hær hjem. Allerede den 29de Marts droge 1800 Knegte til Sverige. De førte med sig den ovenfor nævnte norske Adelsmand Peder Pederssøn, uvist om som Fange eller som Ven; det sidste blev siden antaget af den danske Regjering. Ved samme Anledning bortførtes „St. Olafs Hjelm og Sporer“ som Trophæer til Stockholm, hvor de siden have prydet St. Nicolai Kirke[8]. Endog selve St. Olafs Legems blev bortslæbt, efterat de faa Sølvnagler, som de danske „Reformatorer“ havde levnet, vare blevne borttagne af hans Helgenskrin. Liget fandt man det dog ei Umagen værd at føre helt til Sverige, og de svenske Soldater jordede det derfor i en siden nedbrudt Annexkirke paa Fløan i Størdalen, Helgeseters og Bakke Klosteres Bygninger ødelagdes af Claudius’s. Folk; og Throndhjems Domkirke blev brugt til Hestestald. En saadan Vandalisme gjorde endog Opsigt udenlands. Den mærkelige Jesuit Laurids Nilssøn („Klosterlasse“) har saaledes i sin bekjendte Bog opbevaret et Sagn om, at den, der forgreb sig paa St. Olafs Lig, senere fik Guds Straffedom at føle, idet han lagdes paa Steile i Stockholm. Endnu i det attende Aarhundrede skrev en thrøndersk Poet, Marcus Volqvartz, en Klagesang over Domkirkens Vanhelligelse, om hvilken Begivenhed Sagnet endnu lever hos Almuen.

End mindre har det vel huet Thrønderne, at Claudius strax begyndte at forlange Krigstjeneste af Borgere og Bønder, ja endog vilde trække dem ud af Landet. Ved den „Raadstue“, som han holdt med Borgerne i denne Anledning den 5te April, synes det ogsaa at være kommet til alvorlige Uenigheder mellem dem, og at kort efter Galger opreistes paa Throndhjems Torv og rundt omkring i Lenene, tyder ikke paa, at Forholdet i Længden blev det bedste. Almuen paalagde han en Skat af 2 Daler for et Spands Leie, og indrømmede kun en Betalingsfrist af 8 Dage.

Claudius’s private Liv var letsindigt og usædeligt. Han holdt, ogsaa ifølge svenske Kilder, idelige Banketter i Throndhjem og paa Slottet, og udvalgte til en af sine Elskerinder en gift Kone, den „deilige“ Lisbeth Hansdatter, en af hans Tilhængere, Borgeren Oluf Gudmundssøns Hustru, et Fruentimmer, hvis senere Skjebne Absalon Pederssøn har beskrevet med fotografisk Anskuelighed Som Vinhandlersøn fra Champagne forsmaaede han heller ikke Bacchus’s Glæder. Han fortæller selv i et bevaret Brev til en Ven i Sverige: „Jeg drikker baade Eder og mine kjære gode Venner til med vakre Sølvkander, fulde med god Rhinskvin“. En stor Guldkjæde, som Kong Erik sendte sin seierrige General, har endmere forøget hans Seiersrus. Midt under sine Orgier tænkte Claudius dog besynderlig nok ogsaa paa et befordre den lærde Dannelse. Han lod Erkedegnen i Domkapitlet, Mag. Sigvardus, holde to ugentlige Forelæsninger, den ene over Græsk, den anden over Hebraisk.

Et heldigt Tilfælde har opbevaret nogle af de Breve, som Claudius i April Maaned sendte sin Konge; Brevdrageren, en svensk Adelsmand Aage Jørgenssøn, blev nemlig opsnappet og hans Skrivelse kom i de Danskes Hænder. Det heder i et af dem: „Jeg haver handlet med de Juter og Danske, som jeg paa Landsbygden har kunnet overkomme og opspørge, efter som deres Fortjeneste haver tilsagt. Jeg vil endog ydermere lægge mig med al Vind og Flid om at udrydde det Ugræsset og ombringe on fordærve saamange Juter og Danske, som i denne Landsende findes kunde; dertil jeg og haver fornummet, at den menige Almue ikke skal være ubenægen, men gjerne se, at de kunde blive af med dem; derfor de og tilhjelpe dennem at antaste“. Kongen havde forlangt Gidsler af Nordmændene, men Claudius finder dette unødvendigt. „Baade Prester, Borgere og Bønder, fortæller han, ere ganske glade, at de ere komne under Eders Kgl. Majestæt og Sveriges Krone og takke Gud almægtigste, at saa skeet er. Saa forhaabes mig, at dersom de tilbørligen blive trakterede, haver Eders Kgl. Maj. en lydig, hørsom og velvillig Almue, her, som i Sverige.“ Og i et andet Brev, der er skrevet til Erik den fjortendes berygtede Tjener Jøran Persson, skriver han: „Kjære Broder Jøran, jeg forskikker til Stokholm en Jydeprest ved Navn Hr. Laurits Vinter, hvilken Evert Bild havde forordineret til Prest udi Jemteland. Den samme Prest havde ladet sig fornemme udi nogle sine Breve, hvad han haver udi sit falske Jydehjerte, saa et han er en stor indbunden Skalk. At jeg ikke flere Jyder herfra og til Sverige haver forskikket, er Aarsagen, at jeg dennem ikke vil bemøde den lange Vei over Fjeldene, men lader dennem her en Part gaa til Hængeby og en Part til Bøddelsværd og ellers gjør Lod og Krud sit Bedste.“

Claudius bestræbte sig forresten for at hverve saa mange Nordmænd som muligt til svensk Krigstjeneste og gav hver Knegt en halv Dalors Haandpenge. Naar disse Folk kunde blive mønstrede, og naar de Mænd, som Kongen havde udnævnt til Embeds- og Befalingsmænd i Norge, kunde komme frem, var det hans Hensigt at drage til Sverige igjen over Fjeldene. Han vilde i Throndhjem efterlade en Del tydske Folk som skulde bevogte Veiene fra det søndenfjeldske Norge, især Hedemarken; til Stenviksholm Forsvar holdt han tre fjerdedele af en Fennike tilstrækkelig, og derhos ansaa han det hensigtsmæssigt at lade Skjærgaarden bevogte med nogle Smaaskibe. Den Mand som Erik den fjortende havde udseet til sin Statholder i det nordenfjeldske Norge, skal have været Hr. Knut Haraldssøn Soop.

Claudius’s Reise forsinkedes imidlertid ved de store Snemasser, som havde ophobet sig paa Grændsefjeldene og gjorde Veiene ufremkommelige. Han maatte for det første blive i Throndhjem. I Slutningen af April besluttede han da at angribe Bergen, hvorhen han havde sendt hemmelige Bud med Breve til det derværende Borgerskab og til Tydskerne fra ham selv og hans throndhjemske Venner; disse Skrivelser henholdt naturligvis Opfordringer til Frafald, men de udrettede Intet, og de, der overbragte dem, blev endog opsnappede og straffede. Ikke heldigere var hans Forsøg paa et sætte sig i Forbindelse med Greven af Øsfriesland, Edvard den anden, der var den svenske Konges Svoger, og paa hvis Hjælp i Krigen denne troede at kunne regne.

Den 28de April droge nogle Skuder fra Throndhjem imod Bergen. Det var Hensigten overalt underveis at reise Almuen og paa den Maade samle en større Angrebsstyrke mod hin Norges største og vigtigste By. Men i denne var imidlertid forefaldt Begiveriheder, som ei alene hindrede denne Plans Udførelse, men som endog kom til at omstyrte det svenske Herredømme i Thrøndelagen lige saa hurtig, som det var erhvervet.

Bergens By var den vigtigste i i Norge, og Fæstningen Bergenhus det militære Middelpunkt for Rigets nordlige og vestlige Dele. Frederik den anden kalder ogsaa i et Brev til sin allierede, Kong Sigismund den anden af Polen, Bergen regni Norvegiae metropolis. Siden 1560 var Bergenhus med tilliggende betydelige Len, der foruden nuværende Stavangers og de to Bergenhusiske Amter ogsaa omfattede Nordlandene og Finmarken, betroede til den rige og duelige Erik Ottessøn Rosenkrands til Valsø i Sjæland, Medlem af det danske Rigsraad og udentvivl sin Tids største private Jordegodseier i Norge, idetmindste næst efter Fru Gyrvhild Fadersdatter. Erik Rosenkrands viste sig i disse Aar som en værdig Eftermand af de tidiligere danske Lensmænd paa Bergenhus, Esge Bilde og Christopher Walkendorf, af hvilke den første i sin Tid med Dygtighed havde opretholdt Foreningen med Danmark, den enden med Kraft sat de hanseatiske Overgreb Grændser.

Til Bergen naaede naturligvis Efterretningen om Stenviksholms Erobring og Throndhjems Besættelse endnu inden Maanedens Udløb. Allerede den 18de Marts lod derfor Erik Roskrands baade Borgerskabet og Tydskerne mønstre. De udgjorde tre Fenniker eller Compagnier, bevæbnede paa forskjellig Maade, nogle som Hageskyttere, andre med Spyd, „Fyrrør“ o. s. v. Nogle vare forsynede med Harnisk, andre ikke. Derpaa lod Erik efter ældgammel norsk Skik antændte Varderne som Tegn paa, at Fienden var i Landet, og lod Budstikker omsende i de nærmeste Distrikter (Hordeland) med Opfordring til Bønderne om snarest mulig at møde til et et mindeligt Thing i Bergen. Som Trudsel for de Gjenstridige var der til Budstikken befæstet et Reb, der antydede, et den, der ei mødte, skulde hænges[9].

Den 23de Marts mødte Almuen fra Nordhordland i Bergen. Den samlede sig paa St. Hans- eller Jons-Volden, der fra gammel Tid havde været det sædvanlige Samlingssted ved saadanne Anledninger, og da Erik Rosenkrands lod dem anmode om at mødes med ham i Domkirken eller paa Kirkegaarden, negtede de det med høie Raab. Erik Rosenkrands begav sig da ud til dem paa Jons-Volden, forklarede dem den Fare, hvori Riget svævede formedelst det svenske Indfald, og lod derpaa Lagmanden i Bergen, Mads Størssøn, forelæse dem de Stykker af Landsloven, der forpligtede dem til et forsvare Fædrelandet. Skjønt Bestemmelserne om Værnepligten i den gjældende Landslov (Kong Magnus Lagabøters) i det Hele forlængst vare forældede[10] og Almuens personlige Tjeneste i det Væsentlige afløst af Pengeydelser, var det naturligvis en Selvfølge, at Kongen eller dennes Ombudsmand paa hans Vegne i et Tilfælde som dette maatte kunne forlange en almindelig Reisning „af Thegn og Træl“ til Landets Forsvar. Men da Erik Rosenkrands forlangte, at hver femte Mand skulde drage ud mod de Svenske, svarede Bønderne med et bestemt Nei[11]. Erik Rosenkrands „blev da underlig derved“ og begav sig til Slottet igjen, hvor han lod Lensmændene kalde for sig. Dem foreholdt han, hvor paatrængende nødvendig Udrykningen var, og bad dem om at anvende sin Indflydelse paa den menige Almue for at bevæge denne til at gaa ind paa Forlangendet. Dette hjalp. Lensmændene forestillede sine Bygdemænd, at de for sin ulydighed kunde løbe Fare for at straffes med Tabet af sine Gaarde, ja endog med Fredløshed, og da, heder det, bleve de bange. De samtykkede altsaa i at udgjøre hver femte Mand, skjønt det ikke manglede paa Klager over, hvor haardt de vare udskattede, og hvor ubeleiligt det just nu, da Vaaraannen stundede til, maatte være at forlade Hus og Hjem.

Nogle Dage senere, 28de Marts, havde Søndhordlands Almue indfundet sig i Bergen. Erik Rosenkrands havde naturligvis ved sine Underhandlinger med disse den store Fordel at kunne paaberaabe sig, at Nordhordlands Bønder allerede havde lovet at drage i Felten, men ikke destomindre fandt han det ogsaa denne Gang nødvendigt at benytte Lensmændene og Lagrettesmændene som Mellemmænd mellem sig og Almuen[12]. Han opnaaede dennegang hvad han vilde, uden, som det synes, at møde nogen ligefrem Modstand; Almuen forbandt sig til et møde bevæbnet og selv skaffe skibe og Proviant, hvorimod Erik Rosenkrands skulde levere Lod og Krudt.

Almuen manglede naturligvis enhver krigersk Øvelse. Kun modstræbende havde Bonden, hvis Interesse ikke gik ud over hans egen Bygd, givet efter for Erik Rosenkrands’s Opfordring til at drage ud, og det viste sig snart, at de i en Hast opbudne Folk endog manglede Mandemod. Det vilde ogsaa have været en umulighed for Erik Rosenkrands at foretage Noget, hvis han ikke ved Siden af Bonde-Landeværnet havde kunnet raade over en Del bedre, om end lidet talrige Stridskræfter. Først og fremst havde han Bergenhus’s Besætning. Dernæst stillede de norske Borgere i Byen 60 Mand, og endelig tilveiebragtes ogsaa en Del Folk af Tydskerne paa Bryggen. De hanseatiske Kjøbmænd lode Hververtrommen røre med Tilbud om, at de, som vilde lade sig hverve, skulde faa en maaneds sold forud, og det var mange „at adskillige Embeder“[13], der lode sig hverve. Hanserorbundets Hovedstad Lybek var nemlig Danmarks Allierede i denne Krig, den sidste i hvilken en Hansestad optræder som selvstændig krigførende Magt. Heri maa man se Grunden til, at Tydskerne i Bergen fandt sig i at bidrage til Udrustningen.

Den 17de April samledes Bønderne fra Nordhordland og Søndhordland ved Lungegaarden i Bergen. Det heder, at især Almuen fra det førstnævnte Landskab var vel rustet; dog manglede den Harnisk. Nogle Dage senere vare tre Orlogsskibe seilfærdige. Det ene, „Duen“, havde Erik Rosenkrands udrustet paa kongelig Bekostning eller af Lenenes Indtægter, dets Befalingsmand var Erik Munk. Det andet Skib, „Svanen“, var stillet af Bergens Borgerskab og kommanderedes derfor af Borgermesteren, en Fynbo ved Navn Anders Pederssøn; Skipperen var en Hollænder. Paa det tredie Skib, som Tydskerne leverede, førte Jochum Kock m. Fl. Befalingen. Over samtlige Folk og hele den lille Flaade, som foruden de tre Orlogsskibe bestod al en Del mindre af Bønderne leverede Jagter og Skjøttebaade, havde Duens Befalingsmand Erik Munk Overanførselen og blev derfor benævnt Admiral, en Titel, som endnu ikke havde faaet sin senere begrændsede Betydning.

Erik Nilssøn Munk hører til de mærkeligere Figurer i Norges Historie ved denne Tid. Han hørte hjemme i Halland, hvor hen eiede Gaarden Hjørne. Sandsynligvis har han været af adelig Herkomst, thi han kaldes allerede under dette Felttog „ærlig og velbyrdig“, og naar det heder, at hen blev adlet 1580, maa Sammenhængen formodentlig have været den, at hen har hørt til en af de mange ringere adelige Familier, hvis Adelskab i Tidens Løb er blevet omtvistet og derfor har tiltrængt Fornyelse. I de seneste Aar havde Erik været Slotsfoged paa Vardøhus og som Erik Rosenkrands’s Foged havt den underordnede Bestyrelse af Finmarken; maaske er Rosenkrands, der tidligere havde været Befalingsmand paa Vardberg i Halland, der bleven opmærksom paa denne Mand og har taget ham med sig til Norge. Erik Munk viste sig ved denne og mange andre Leiligheder som en meget brugbar Mand, i Besiddelse af Energi og Aandsnærværelse, men tillige hensynsløs og havesyg. Netop disse sidste Egenskaber have bevirket, at Almuen i Nedenæs, hvormed han siden blev belenet, længe bevarede ham i sin Erindring som en af sine værste Plageaander.

Endnu førend Erik Munk seilede afsted med sine Skibe, var den forrige Befalingsmand i Throndhjem, Evert Bild, kommen til Bergen. Efter Stenviksholms Overgivelse havde han en Tid opholdt sig i Throndhjem, uden at det er klart, paa hvad Vilkaar han fik Lov til at blive der. Han drog derfra den 25de Marts med et skib sydover til Bergen, skjønt det rigtignok forekommer ubegribeligt, at han kunde faa Tilladelse til at seile ud af Claudius Gallus, især da han havde 50 Mand i sin Tjeneste. Paa Veien til Bergen stødte han paa et Skib, som Claudius havde taget fra nogle Borgere i Throndhjem og sendt afsted til Holland med en Ladning Fisk, Smør og Skind, hvorfor igjen skulde indkjøbes Krudt og Bly. Dette skib lykkedes det Evert at bemægtige sig. Til Bergen naaede han den 18de April, og her hvervede han paa egen Bekostning andre 50 Mand, dels tydske „Garper“, dels andre unge Karle af Byen, saaledes at han ialt fik 100 Mand under sin Befaling. Med disse seilede han nordover igjen den 30te April for at bidrage hvad ham formaaede til at gjenerobre sine forrige Len.

Erik Munk forlod Bergen den 26de April og fik god Vind. Sidst i Maaneden, rimeligvis 30te April befandt han sig udenfor Søndmøre, uden at Svenskerne havde Nys om hans Komme; de havde kun hørt, at en vis Frands Kjøbenhavn, formodentlig Fører af et Speiderskib, var kommen forbi Stat. Derimod vidste Erik Munk, at Mads Dalkarl nylig havde været paa Søndmøre og lod derfor 8–10 Skjøttebaade gjøre et Forsøg paa at fange denne Partigjænger, men da var Mads just draget nordover til Bo i Romsdalen. Her vilde det maaske have lykkedes at overraske Mads og hans Folk, hvis ikke „en forbandet Kjærling“[14] havde taget en Baad og i største Fart advaret dem om, at de Norske vare i Nærheden. De Svenske ventede, indtil de fik Erik Munks udsendte Folk at se; derpaa søgte de Skoven, idet de opofrede sine Baade. Erik Munks Folk satte vel efter, men Mørket hindrede Forfølgelsen, og da Morgenen kom, fik Mads 60 Mands Forstærkning nordfra, hvorved de Norske nødtes til at drage ned til sine Baade igjen. Dette foregik rimeligvis den 1ste Mai.

Den Forstærkning, der saaledes for denne Gang reddede Mads Dalkarl, havde han forlangt baade hos Claudius Gallus og hos en Underbefalingsmand Tydskeren Hans Garp. Til den sidste skrev han den 30te April i følgende Tone: „Forundrer mig, Hans Garp, hvi Du saa ringe agter, det Øversten Dig befalet haver at Du skulde fare her udi Skjærgaarden og have grand Opseende, hvad paafærde er, men vil du ikke fram i Guds Navn din Sutlare, saa fram i alle de hundrede tusinde Tynder fulle med Djevler, og vil Du ikke fram, saa send mig Folket: Gid Du fik saamange Djevler, som flyve og fare mellem Huseby og Vadstena Kloster.“

Erik Munks Flaade var den samme Dag, som hans udsendte Streifparti havde maattet opgive at forfølge Mads Dalkarl, naaet til en Havn, Hammersund paa Nordmøre, og allerede Dagen efter (rimeligvis altsaa 2den Mai) stødte Streifpartiet her atter til ham. Erik fik høre, at svenske Tropper nu i Forening med Mads Dalkarls Hob hjalp Claudius Gallus’s Fogder at udskrive Folk rundtom i de nærmeste Bygder, men han besluttede dog for det første at lade disse Svensker i Ro og derimod benytte den gode Vind; for at naa frem til Agdenes. Her agtede han da foreløbig at leire sig, reise Bønderne i Omegnen og forsøge at afskjære de svenske Tropper i Nordmøre fra Forbindelsen saavel med Claudius som med Sverige, for saaledes desto sikrere at kunne tilintetgjøre dem.

Han seilede derfor strax fra Hammersund og mødte paa Veien Evert Bilds Skib, der nu forenede sig med den bergenske Eskadre. Om Aftenen samme Dag (2den Mai) naaede de en Havn i Nærheden af Agdenes. Netop som de vare komne did, bleve de til sin Forundring var, at sex Jægter, „besatte med Skyts og Folk“, kom seilende ud af Fjorden; det var den ovenfor omtalte svenske Expedition, som skulde drage langs Kysten mod Bergen. Da de Norske mærkede, at det var Fienden, betænkte de sig ikke paa at give dem det glatte Lag, saa at „somme sank af dennem, somme veltede om og somme strøg“. Erik Munk satte selv med Duen efter en af Jægterne, der seilede bedre end de øvrige, men i samme Øieblik, som han troede sig vis paa at skulle tage Fartøiet, „kom der en saadan hastig Flage i Seilet paa Duen, saa Skibet laa paa Siden, og alle Skjøtterne laa udi Vandet vel en Trediepart af en Time og jeg havde ikke troet, et Skibet skulde have reist sig.“ Herved undslap den fiendtlige Jægt, og skjønt den et Øieblik efter stødte og søndersloges, reddede Mandskabet sig og fik fat i en Baad, hvormed det ilsomt roede til Throndhjem, uden at Erik Munk formedelst det tiltagende Mørke kunde forhindre det. Den svenske Skjærgaardsflaade var imidlertid tilintetgjort. Foruden „Baadsmændene“ (Matroserne) havde der været 200 Knegte ombord, der alle fandt Døden i dette lille Slag paa 34 Tydskere og 10 Svenske nær, der toges tilfange.

Claudius Gallus, som just befandt sig i Throndhjems By, fik af Flygtningerne fra Agdenes Budskab om den overhængende Fare, saa at Erik Munk til sin store Ærgrelse gik glip af at kunne „tage ham paa Sengen i Byen.“ Trods den korte Afstand mellem Agdenes og Throndhjem kunde Erik paa Grund af ugunstig Vind først naa ind til Staden ved Middagstid 3die Mai, da han lagde til med sine Skibe og Baade under Munkholmen. Claudius havde først en Times Tid iforveien faaet Varsel om Eriks Komme og var med sine Folk flygtet ad Stenviksholm til. Erik Munk „skjød ind i Byen, saa at det fløi derefter“, og nogle Borgere kom da, skjønt der blæste en stærk Storm, roende ud, med en Hat paa en Stage i Baaden som Parlamenteringstegn, for at bede om Leide, hvilket de fik mod Løfte om, at Staden samme Dag skulde overgive sig og paany hylde Kong Frederik den anden.

Storm og Snefald afholdt i de nærmeste Dage Erik Munk fra at landsætte sine Folk og han maatto indskrænke sig til at sende Skrivelser over til Bønderne med Opfordring om at hjælpe til med at rense Landet for svenske Tropper. Almuen havde ogsaa allerede faaet nok af Claudius Gallus’s Herredømme og begyndte igjen at længes efter det gamle; de erklærede sig villige til at opofre baade sine Sølvbelter og hvad de ellers kunde eie af Klenodier for at faa Fienden ud af Landet. Ved Bøndernes Hjælp blev derfor i de Par første Uger af Mai Maaned flere Svenske Hobe paa tyve, sexti eller hundrede Mand overfalte og tilintetgjorte, og Skjøttebaadene opsnappede ogsaa flere Svenske, som ad Søveien forsøgte at naa Stenviksholm. Søndagen den 7de Mai fandt Mads Dalkarl sin Død. Han befandt sig paa en Gaard i Soknedalen, Annex til Størens Prestegjeld, og blev her overfaldt og dræbt med 40 of sit Følge; 20 toges tilfange. Endnu i 1857 saa Eilert Sundt paa Gaarden Garlid, Skydsskiftet mellem Soknedalen og Rennebo, en gammel Røgstue; gjennem dennes Ljore eller Tagaabning fortalte Bønderne, at Mads Dalkarl – Ingen vidste for hvor mange hundrede Aag siden – var bleven skudt af en Nordmand som havde listet sig op paa Taget. Sagnet tilføiede, at Nordmændene for of overliste de Svenske paa Garlid havde betjent sig af det Kunstgreb at bære Løvbuske i sine Hænder for at indbilde Fienden, at det var en Del af Skoven, som viste sig i det Fjerne[15]. Allerede den 14de Mai vare, efter Erik Munks egen Beregning, omtrent tusinde Svenske enten fangne eller dræbte.

Natten til den 8de Mai kunde endelig Erik Munk paa Baade og Jægter føre sine Folk fra Throndhjem til Stenviksholm, som da for anden Gang i dette Aar skulde beleires. Claudius Gallus havde søgt at benytte Tiden siden hans Flugt fra Throndhjem til at proviantere, og havde derhos forbedret Festningsværkerne ved at anlægge et Bolværk af Træ udenfor Porten. Hans Besætning paa Slottet udgjorde omkom 400 Mand.

Den norske Hær talte, da den leirede sig foran Stenviksholm, hele 4000 Mand, men heraf udgjorde „Bondeknegtene“ fra Hordeland den største Part. Disse Folk faa af Erik Munk just ikke det bedste Vidnesbyrd. „Ingen af Bondeknegtene, skriver Erik, haver været brugt der, som Hug have vanket, og jeg lover dem altid, at vi ville tage den første Tørning for dem, at de deraf kunde faa Mod, og ellers, hvor vi end have slaget med vore Fiender, hove de holdt sig tilbage, til de have seet, at vi have vundet.“ Men Erik Munks heldige Fremgang havde dog tilsidst fremkaldt en bedre Stemning hos Bønderne, og han kunde derfor ogsaa slutte sit Vidnesbyrd om dem med de Ord: „Her udi Skandsen ere de lystige og glade“.

Beleirerne lode først bygge en Flaade af Tømmer, belagt med Ved, Næver og Tjære, for, saa snart Vinden tillod det, at lade den antændes og drive imod Fæstningsholmen for at sætte denne i Brand. Derhos stilledes naturligvis Kanonerne frem for at beskyde Stenviksholms Taarne og Mure. Ligeoverfor Fæstningen havde Claudius tidligere opreist en af sine Galger; nu benyttede Erik Munk denne til at lade hænge Hans Piber og Arne Gutessøn, begge Fogder i svensk Tjeneste, for at Svensken „desbedre skulde se dem som i et Speil“.

Den svenske Besætning lod det ikke mangle paa Løfter til Claudius om Udholdenhed og Standhaftighed, men saa snart Forraadet af friskt Vand var sluppet op, og de maatte drikke salt Vand, hvormed de maatte lade sig nøie i 8 Dage, „da blev der slig Jammer og Armod, at Mesteparten af Folket vare plat overgivne“. Claudius maatte da begynde at underhandle. Første vexledes et Par Breve mellem begge Anførere med den dengang under deslige Omstændigheder sædvanlige Indledningsformel: „Hilsen forsendt efter Tidens Leilighed“, og derpaa kom Claudius paa Pintsedag (21de Mai) om Middagen efter givet Leide selv fjerde ned til Erik Munk. Han tilbød Overgivelse paa det Vilkaar, at han ligesom Evert Bild for et Par Maaneder siden skulde beholde Friheden for sig og sine Folk, men herpaa vilde Erik ikke indlade sig. Claudius vilde nu, som han selv fortæller, formaa sine Folk til at gjøre et Forsøg paa at slaa sig igjennem. Han vilde selv „være den første og fremste Mand, hvis de vilde være ham følgagtige“, men da det kom til Stykket, siger han, „da var jeg alene“. Paa Undsætning var ikke at tænke; Fjeldveiene vare paa Grund af Sneløsningen ufremkommelige, og hans Bud til Sverige vare dertil endog bleve opsnappede. Der var saaledes intet andet at gjøre end overgive Fæstningen og hele Besætningen paa Naade og Unaade, kun mod det lidet sigende Løfte om et „christeligt“ Fængsel. Overgivelsen fandt Sted allerede Dagen efter Feltherrernes Sammenkomst, den 22de Mai, anden Pintsedag.

Rimeligvis allerede forinden denne Overgivelse fandt sted, var ogsaa Nordland bragt til Lydighed igjen. Hid havde Erik Munk allerede den 13de Mai sendt den bergenske Lagmand Mads Størssøn, der havde ledsaget ham paa Toget, med Evert Bilds Skib og et Par Skjøttebaade. Mads Størssøn havde streng Ordre til at tage Axel Gyntersberg tilfange og behandle de frafaldne Prester og de øvrige Deltagere i Hyldningsmødet paa Nord-Herø som Rigets Fiender, et Bud, som dog neppe blev udført. Ogsaa til Namdalen udsendtes samtidig et Par hundrede Mand.

Bønderne paa Nordmøre fik den 23de Mai Befaling „at holde et almindeligt Fylkesthing og der udgjøre de tolv myndigste Mænd, som findes udi Nordmøre Len“; disse skulde senest inden 14 Dage møde Erik i Throndhjem „for med ham at handle paa Kongens Vegne om den Ed og Løfte, som de havde givet og svoret Kong Erik af Sverige“ o. s. v. Lignende Breve ere vel ogsaa blevne sendte til Almuen i de øvrige Len, hvorefter Bøndernes fuldmægtige da have indfundet sig for at tilbagekalde sin Ed til Kong Erik og fornye Eden til Kong Frederik. I Throndhjems By skede dette den 26de Mai, da Kannikerne og Borgerne igjen hyldede Frederik som sin „rette Arveherre og Konge“.

I Danmark havde man først i Begyndelsen af April faaet høre om de Svenskes Indfald og om Stenviksholms Erobring. Erik Rosenkrands fik strax Anmodning om at sætte sig i Bevægelse for at fordrive Claudius Gallus, men havde da for længe siden handlet paa egen Haand. Fra Danmark opsendtes ogsaa nogle Skibe under Anførsel af Adelsmændene Herluf Skave, Christopher Throndssøn (den ved Reformationstiden noksom bekjendte Tilhænger af Erkebiskop Oluf, men nu forlængst i dansk Tjeneste) og Knut Stenssøn. Men da de henimod Midten af Juni kom til Throndhjem, havde Erik Munk allerede bragt samtlige Landskaber vestenfor Kjølen til Lydighed. De to af disse Adelsmand drog derfor igjen bort, medens Herluf Skave forblev i Throndhjem som kongelig Befalingsmand. Evert Bild havde den 28de Mai ladet Throndhjems Kapitel og Borgere udstede et Vidnesbyrd om hans gode Forhold under Krigen, maaske i den Hensigt at faa Forleningen tilbage, hvilket i saa Fald ikke lykkedes ham. Derimod belenedes han samme Aar med Kongens Gaard i Odense og Næsbyhoveds Len i Fyn, blev ikke længe eller Medlem af Rigsraadet og var i 1567 Admiral i Østersøen. Kort efter døde han. Om Claudius Gallus’s senere Skjebne vides kun, at han fra Stenviksholm blev sendt til Bergen, og derfra den 12te Juli 1564 med Skibet Falken sendtes til Danmark; Chronisten Absalon Pederssøn fulgte med som Skibsprest og beretter, at Claudius den 1ste August kom til Kjøbenhavn, hvor han blev lagt i Bolt og Jern. Han nævnes i det følgende Aar blandt de Fanger, som det var Tale om at udvexle, men forsvinder efter denne Tid af Historien. De tydske Landsknegte, som fangedes ved Stenviksholm, bleve førte til Danmark og toge nu der Tjeneste mod Sverige. De nævnes af og til i de følgende Krigsaar som de „throndhjemske Knegte“.

Noget af det første, man foretog sig i Throndhjem, var at hente Olaf den Helliges Lig tilbage fra den „øde Bondekirke“ i Størdalen, hvor de Svenske hevde ladet det ligge. Den 8de Juni 1564 førtes Helgenens Levninger tilbage til Domkirken „med stor Proces“. Her blev Liget først begravet, men derpaa atter engang optaget af Herluf Skave. Endnu i 1567 fandtes det „helt og holdent“ i selve Kirken, men Aaret eller lod Rigsraaden Hr. Jørgen Lykke under sin Nærværelse i Throndhjem Legemet nedgrave i Jorden, hvorefter endog Stedet, hvor det hviler, er gaaet i Forglemmelse. Om hans Ligkiste dannede der sig et romantisk Sagn i Nordtyskland. En Sømand fra Bremen, Karsten Tiemann, skal i 1564 have befundet sig i Throndhjem og der have forfærdiget St. Olaf en ny Trækiste, men tillige hemmelig bemægtiget sig nogle Splinter af den gamle, i det Haab, at disse Relikvier skulde bringe ham Lykke. Det gik imidlertid netop omvendt og han nedsank i dybeste Armod. Da aabenbarede St. Olaf sig for ham i en Ridders Skikkelse og befalede ham at give Splinterne fra sig. Karsten overleverede dem da til en Kannik fra Paderborn, der bragte dem til denne Stads Domkirke.

Kong Frederik havde i Begyndelsen til Hensigt at straffe med Strenghed alle dem, som havde taget svensk Parti under Claudius’s Indfald og været med at overtale Almuen til at hylde Erik den fjortende. Erik Rosenkrands fik derfor Befaling til at indstevne navnlig de kompromitterede Kanniker og endel af Throndhjems Borgere for en Domstol i Bergen, der skulde dømme dem som Landsforrædere. Men denne Ret kom aldrig istand. Det bestemtes nemlig snart, at Sagen skulde henstaa indtil efter Freden, og denne lod vendte paa sig i flere Aar, saa at Retsforfølgelsen aldeles gik i Glemme.

Tidsomstændighederne indbød heller ikke til Strenghed, thi snart gjentoges Angreberne fra Sverige, og det gjaldt da for Herluf Skave og de Danske at bevare god Forstaaelse med Thrønderne. Den 1ste December 1564 kom de Svenske i meget stort Antal paany ned fra Jemtelandsfjeldene, fangede de norske Vagter og stode den 4de December atter baade for Throndhjem og for Stenviksholm. Denne Fæstning var nu, som før, slet. Vand manglede den nu, som altid, og Murene og Taarnenes Tag vare nedskudte i Erik Munks Beleiring. De tre hundrede tydske Landsknegte, som Herluf Skave havde faaet fra Danmark, knurrede over Soldens mislige Betaling, saa at Herluf maatte skrive til Kjøbenhavn, at han havde et værre Arbeide med dem end med selve Fienden. Bønderne havde flere Gange været under Vaaben, men vare kjede deraf og havde nylig negtet Herluf Lydighed. Dennes Stilling var derfor mindre end heldig. Paa at indlade sig i Slag kunde han ikke tænke, men maatte indskrænke sig til Skjærmysler. En saadan fandt Sted St. Nicolai Dag, 6te December, udenfor Stenviksholm, som derpaa blev stormet, men ikke indtaget, skjønt Fienden var elleve Fenniker stærk. Der maa da sandsynligvis have manglet Svenskerne tilstrækkeligt grovt Skyds. Et Par Dage efter dette Sammenstød trak ogsaa Fienden sig tilbage, men betegnede sin Vei med forfærdelige Hærverk. Prestegaarde og Bondegaarde stode overalt i Lue, og i tre Kirkesogne afbrændtes endog saagodtsom ethvert Hus. Almuen grebes at Skræk og rømte i Skarevis fra Herluf Skaves Leir.

Fienden kom igjen i Marts 1565 og viste sig atter udenfor Throndhjem og Stenviksholm, men i de følgende Krigsaar var det paa disse Kanter forholdsvis roligt. Jemteland og Herjedalen bleve i svensk Vold lige til Freden 1570. De bleve da tilbagegivne, og Sverige opgav dermed tillige den geistlige Overhøihed i disse Egne, der nu henlagdes under Throndhjems Biskop.


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. Tilforn, som hyppig Tilfælde med den lavere Adel, benyttet som Skibshøvedsmand. Belenet med Jemteland 1559.
  2. Sine Breve forseglede Jemterne med et eget Landskabssegl med Indskrift: Sigillum Communitatis de Jemtelandia (afbildet i Danske Magazin B. 6). Andre norske Landskaber have neppe paa den Tid havt egne Sigiller.
  3. f. Ex. Man og Hebriderne efter 1266, Lunds Erkesæde i Magnus Smeks Tid, Øerne Gotland og Rügen ved Reformationstiden o. s. v.
  4. Afbildning og Beskrivelse af Stenviksholm findes i Norske Samlinger 2det Bind.
  5. Sammenlign Erik Munks Befaling (i det følgende) til Almuen i Nordmøre om paa sine Thing at udvælge tolv Fuldmægtige.
  6. Nogle flere Traditioner herom læses i L. Daaes Norske Bygdesagn.
  7. Throndhjems By havde ved den Tid neppe 2000 Indbyggere. Begge de throndhjemske Amter antages ved Midten of det syttende Aarhundrede at have havt omtrent 50,000 Indbyggere tilsammen, men Befolkningen var vistnok ved de her fortalte Begivenheden Tid noget mindre.
  8. Disse Sager, der dog bevislig ere mindst et Par Aarhundreder yngre end St. Olafs Tid, havde formodentlig ligesiden Reformationen hængt pen Stenviksholm. Dette erfares af en senere fangen svensk Krigsmand, Laurits v. Hamelns Bekjendelse under et Forhør af 17de Juli 1584, hvori det heder: „Claudius sendte Kongen St. Olufs Hat og et Par Sporer, som nu hænge i Stockholms Kirke og hængte tilforn paa Stenviksholm Slot“.
  9. En lignende symbolsk Trudsel finde vi anvendt af Bønderne paa Romerike, da de gjorde Opstand mod Knut Alfssøn 1497. Deres Budstikke var brændt i den ene og kroget i den anden Ende.
  10. I Christian den tredies sidste Tider (1556 og 1557) var der gjort et Forsøg paa (med nogle tidsmæssige Forandringer) at gjenoplive Lovbogens Bestemmelse om Distrikternes Forpligtelse til at holde Orlogsskibe til Kongens Tjeneste, men da Almuen idetmindste paa de fleste Steder gjorde Vanskeligheder og tilbød at betale Penge i Stedet, blev denne Plan opgiven.
  11. Paa samme Maade, som Bønderne paa Vestlandet i 1532 ved Thinget i Sogndal negtede et betale Skat.
  12. „Vil man udrette noget hos Bønderne, maa man have den mest formuende Bonde paa sin Side, hvilken udretter mere blandt dem, end Prest og Øvrighed“. (H. J. Wille: Sillejords Beskrivelse (1786), S. 234).
  13. Embede betyder i Datidens Sprog som oftest et Haandværk. Mellem Bergens især dengang yderst blandede Befolkning har der utvivlsomt ikke været saa faa, der have gjort Krigstjeneste i Udlandet.
  14. Her som i det Hele i Fortællingen om Erik Munk betegnes ved Anførselstegn hans egne Ord i hans endnu bevarede (utrykte) Rapport om Toget.
  15. Flere Almuetraditioner herom i L. Daaes Norske Bygdesagn.