St. Olafs-Dyrkelsen

Ludvig Daae

Norske Bygdesagn

J.M. Cappelens Forlag, 1872 (Anden Samling, s. 76-94).

Mellem de Punkter af vor Middelalders indre Historie, som endnu ikke ere tilstrækkelig paaagtede, hører Helgendyrkelsen i dens Enkeltheder. Her er dog aabenbart et ikke ringe Udbytte at vinde. En Undersøgelse af, hvilke fremmede Helgener vort Folk især har dyrket, og hvis Legender det altsaa fortrinsvis har hørt og kjendt, vil være oplysende med Hensyn til Rigets Forbindelser med Udlandet og dets Paavirkninger derfra, og tillige opklare meget af Almuens gamle Forestillinger, Skikke og Folkeliv, der ellers maa blive dunkelt. Endnu større Interesse vilde en grundig og udtømmende Sammenstilling af, hvad man veed om vore indfødte Helgene, kunne frembyde.

Disse sidste ere rigtignok ikke mange. St. Olaf, St. Sunniva, St. Halvard og St. Augustinus (Erkebisp Eystein Erlendssøn) er vistnok de eneste norske Helgene, som have nydt Tilbedelse over det hele Land, eller til hvem egne Kirker have været viede. St. Augustinus blev formelig kanoniseret ved Pavebulle, de øvrige, Hellig Olaf ikke undtagen, skylde alene Folkets Canonisation sin Hellighed, skjønt denne unegtelig stedse faktisk blev erkjendt, ikke alene af Landets egen Geistlighed, men ogsaa af den romerske Curie. Men foruden de nævnte have dog ogsaa flere indfødte Nordmænd dels i kortere Tid, dels alene paa enkelte Steder nydt Helgeners Anseelse. Dette er først og fremst Tilfældet med endel af Rigets Konger. Saaledes har Haakon den Gamle virkelig sommesteds været dyrket som Helgen, og vor sidste catholske Konge, Christian den anden, bestræbte sig mærkelig nok, for at faa Paven til formelig at kanonisere ham^[1]. Hvad der foranledigede Kong Haakons Udraab for Hellighed, har neppe været hans Fortjenester af Riget, men snarere den Omstændighed, at han fandt sin Død langt borte paa et farefuldt og besværligt Tog. Det er nemlig en bekjendt Sag, at man i den catholske Tid lagde en forunderlig Vegt paa Folks Dødsmaade, og at endog Omdømmet om en i Livet lidet agtet eller endog ligefrem forhadt Mand kunde vendes ganske om, ifald han fik en Udød. Paa den Maade gik f. Ex. til, at den vilde Viking Hr. Alf Erlingssøn til Thornberg efter sin Henrettelse kunde faa sit (senere som bekjendt misforstaaede) Tilnavn „Milder Hr. Alf“. Hvor Drab eller ulykkelig Hændelse havde fundet Sted, reistes Kors, hvorved Forbifarende standsede med Andagt. Saaledes kunde ogsaa en af Harald Gilles Sønner, Kong Eystein Haraldssøn, i Historien nærmest kun bekjendt for Gjerrighed og Voldsomhed, komme i Udraab som hellig, fordi han blev slaaet ihjel. Han blev i 1157 dræbt af sin Halvbroder Kong Inges Folk ved Fors i det nuværende Bohuslen; paa det Sted, hvor han var henrettet, fremvældede, heder det, en Kilde, og en anden Kilde sprang frem der, hvor hans Lig havde staaet om Natten. Begge Kilder bleve af Overtroen ansete som Sundhedskilder, hvortil der skede Valfarter, og den ene af dem bærer den Dag idag Navn af „St. Østens Kilde“ eller „Helligkorses Kilde“, ja det skal hænde, at der fremdeles i Hemmelighed ofres Gaver til den^[2]. Der taltes endog om Jertegn ved denne saa lidet afholdte Mands Grav, og man paastod, at de først ophørte derved, at hans Fiender kastede Hundefod derover. Ogsaa en foregiven Søn af den samme Kong Eystein, Thronprætendenten Thorleif Breidskegg, der i Aaret 1191 blev dræbt af Bønderne i Marker, kom i Ry som hellig Mand. Han havde før været Munk og havde allerede i levende Live Ord for et „rent Liv“; men dog har vistnok ogsaa han sin bratte Død at takke for sin Glorie og for Sagnet om, at der brændte Lys over hans Grav. En anden af det samme Aarhundredes fast utallige Thronprætendenter, Hættesvendenes Anfører, Olaf Gudbrandsøn, Kong Eystein Magnussøns Dattersøn, opnaaede ogsaa Anseelse som Helgen, skjønt rigtignok udenfor Norges Grænser. Han døde nemlig i Aalborg (1169), begroves i Mariakirken sammesteds og dyrkedes siden i Danmark.

En Klasse hellige Mænd kjendes ikke af Historien, men kun af Sagnet. Det er, hvad man kan kalde Bondehelgener, Personer, som Almuen i en enkelt Bygd paa egen Haand har æret som halve Helgene, og til hvis Grav man har gjort Valfarter. Et Exempel herpaa er Tollef Sal eller Salemand, der skal have opryddet Tessungdalen eller Tollefsdalen i Tind i øvre Thelemarken. Lige til 1692 samledes Omegnens Bønder ved Tollefs Grav, der var anbragt i en Kiste, hængende i Messingkjæder og anbragt i et særeget for ham bygget Kapel. De sang her Sange til hans Ære, og det troedes, at Tollef, der først skulde have ryddet Dalstrøget, skjænkede sine Efterkommere og Bygdefolk Lykke til Gjengjeld. Endelig blev i det nævnte Aar Kapellet voldsomt forstyrret paa en Præsts Foranstaltning^[3]. “ I Fjotland i Lister Fogderi kjender man den hellige Besse, hvem Sagnet tillægger den Evne til at hænge sin Handske paa Solskin, der stadig gaar igjen i Helgenhistorier^[4].

Af og til findes ogsaa fremmede Helgene i Sagnet at være gjorte til indenlandske. Saaledes f. Ex. Islændingen, den hellige Gudmund, Biskop i Hole Stift 1201–1237, en trættekjær og umedgjørlig Mand, der ikke destomindre allerede i levende Live gjaldt for en Helgen. For denne Mand har der været et Capel i den senere saakaldte Majorskov paa Grændsen af Eidsvold og Ullensaker. Dette Kapels Navn gav siden Anledning til en fuldstændig opdigtet Historie om en ny St. Gudmund, en norsk Bondegut, hvem nogle Kvinder skulde have lemlæstet og dræbt efter forgjeves at have forsøgt at forføre ham. Ganske paa samme Maade lokaliserede man paa Søndmøre den engelske Helgen St. Eatmund, og tillagde denne („St. Jetmund“) Opførelsen af Kirken i Vanelven, hvor ogsaa hans Billede (nu i Bergens Museum) fandtes anbragt^[5].

Idet vi nu gaa over til at tale om Landets fornemste Helgen, St. Olafs Dyrkelse, skulle vi først dvæle ved de Pilegrimsreiser, som skede til hans Helligdom i Nidaros.

At disse Farter maa have taget sin Begyndelse allerede meget tidlig, og det ikke alene fra de nordiske Lande, men ogsaa fra Tyskland, fremgaar tydelig nok af de Ytringer, som findes hos Sven Estridssøns bekjendte Samtidige, Mag. Adam, Kannik i Bremen. Høist sandsynligt har St. Olafs Datter Alfhilds Giftermaal med en saxisk Hertug bidraget adskilligt til at udbrede hendes Faders Helgenry i hendes nye Hjemland.

Mag. Adams Ord lyde saaledes: „Nordmændenes Hovedstad er Trondemnis, som nu er prydet med Kirker, og hvor der er stort Tilløb af Folk. Der ligger den høistsalige Konges og Martyrs, Olavi, Legeme, ved hvis Grav Gud indtil denne Dag gjør store Sundheds og Lægedoms Mirakler, saa at didhen skeer fra langt borteliggende Lande stor Tilstrømning af dem, som haabe at hjelpes ved den hellige Martyrs Fortjenester. Fra Aalborg eller Vendsyssel i Danmark, hvor man gaar ombord reiser man over Havet til Viken, en By i Norge (herved tænkes sandsynligvis paa Tønsberg). Derfra seiler man videre paa venstre Haand og langs Norges Kyst, indtil man paa den femte Dag kommer til Throndhjem selv. Man kan ogsaa reise en anden Vei fra Skaane i Danmark overland lige til Throndhjem, men man kommer ikke saa hastig afsted mellem Fjeldene, og fordi den Vei tillige er farlig, vælge de Reisende den ikke gjerne“^[6].

Senere synes imidlertid Landveien at være bleven den sædvanlige, og eftersom Valfarterne bleve hyppigere, opkom faste Veiruter for Pilegrimene. Den mest befærdede af disse har udentvivl været Veien gjennem Vinger, Solør, Østerdalen. Gjentagne Kongebreve udstedtes til Beskyttelse for de fromme Reisende. Allerede Magnus Erlingssøn lovede i sin bekjendte Forpligtelse før Kroningen, at Alle saavel Fremmede som Indenlandske, der reiste til Christkirken i Throndhjem for at bede, eller for at bringe St. Olaf sit Offer, skulde, selv om der var Ufred i Landet, modtages fredelig og faa reise hjem i Ro. Den, som paa nogen Maade krænkede en Pilegrim, skulde straffes med Landflygtighed for Livstid og, hvis han døde paa sine Gjerninger, skulde han ikke begraves i christen Jord. Erik Præstehader stadfæstede i 1297 disse Bestemmelser. Ingen maatte, heder det, vove at ødelægge eller borttage de Skibe og Baade, hvormed Pilegrimene satte over Elve og Indsøer, ombytte deres Heste eller bedrage dem i Handel og Vandel. Men der tilføies dog allerede et Forbehold for det Tilfælde, at det viste sig, at nogen Pilegrim var en Speider eller Fredløs, eller om de reiste bevæbnede og i saa stort Følge, at de heller maatte holdes for Krigsfolk end for Pilegrime. I det næste Aarhundrede under Haakon Magnussøn den yngre gjentoges disse Forbehold i stærkere Udtryk, og man ser nu tydelig, at Landstrygere ogsaa i vort Land, som overhoved i den katholske Verden, mere og mere havde forsøgt at misbruge Pilegrimnavnet for at faa en bekvem Anledning til at øve Skjelmsstykker og Bedragerier paa Bygden. Det heder nemlig nu ligesrem, „at adskillige Ribalder fare gjennem Landet under Skin af Pilegrimsreise, og gjorde intet andet end ondt“. En anden mærkelig Oplysning findes ogsaa i et af disse Kongebreve, nemlig, at der langs Veien var skjænket egne Jordstykker til fri Græsning for Pilegrimenes Heste, („St. Olafs Vange“), altsaa en ganske særegen Art af beneficeret Gods^[7].

I Ikke alene i Norge men ogsaa i Sverige har Folkesagnet lige indtil den sidste Tid endnu havt Noget at fortælle om disse Reiser. Erindringen derom synes endog at have holdt sig bedst i Sverige, i hvilket Land Olafsdyrkelsen ogsaa har været meget levende og stærkt udbredt.

Strax nordenfor Gaarden Akre i Ytre-Rendalen staa endnu den Dag i Dag to Stene, hvoraf den ene har et indridset Kors paa hver Side, det ene større, det andet mindre. Noget længere mod Nord findes en tredie Sten af samme Høide ligeledes med et raat indridset Kors. Disse Stene skulle være satte der af Pilegrime „for at vise Halvveien mellem Nidaros og Oslo“. Endnu i 1812 troede Rendølerne at der fandtes et Dokument i Throndhjems Domkirke, som forbød Bønderne i Østerdalen at indhegne de reisende „Munkes“ Hestevolde. I Engdalen skal endnu et Sted føre Navn af Munkebeite^[8].

Paa de øde og skaldede Fjelde i Trysil sees paa mange Steder Spor til gamle Veie, som her i det mindste for et Par Menneskealdre siden bare Navn af Munkeveie. Det fortaltes at „Munkene“ i gamle Dage benyttede disse Veie, naar de kom fra Rendalen, hvor der var et helligt Billede som de tilbade. I Trysil Kirke stod et Billede af St. Olaf, som besøgtes flittig ved Olsoktider. „Munkene“, (det vil vistnok sige Pilegrimene) nærmede sig da med Trommer og Piber, og deres Ankomst var en Glædesdag for Bønderne. Uagtet det var midt i Slaataannen, slap de baade Ljaa og Rive og stimlede til Veien for at hilse paa Munkene. Derfra gik Veien videre til Vermeland. Fire Mile fra Trysil Kirke ligger ogsaa et lidet Vand som endnu kaldes Munkesøen^[9].

I Vermeland var Olaf den Hellige i særegen Grad Gjenstand for Dyrkelse, en stor Del Kirker var her helligede til ham og Sagnet vidste meget at fortælle om hans Mirakler. Derfor foregik ogsaa herfra stadige Valfarter til Nidaros, eller, som man kaldte Byen „St. Olafs Stad“. „Forbi Dalby Kirke i Elfdalens Pastorat droge aarlig Pilegrimsskarer til Throndhjem. Paa en Eng sydlig for Kirken mødtes Munke og „Wallaremän“ (Pilegrime) to Gange aarlig, ved Botvidsmesse (28de Juli), da den aandelige Karavane begav sig afsted til Helgenens Grav og ved Mikkelsmesse (29de Septbr.), da den vendte hjem igjen. Ved Tilbagekomsten modtoges Pilegrimene af Bønderne som da holdt Sammenskudslag, og de udhvilede sig nu her i fjorten Dage. Almuen fortæller, at nogle Groper paa denne Eng ere blevne til ved Pilegrimenes Danse“. Nordligst i samme Pastorat skal have ligget et Kapel, Hølje, hvor der holdtes Gudstjeneste af Munke for de fromme Reisende^[10].

Ogsaa i Herjedalen har Pilegrimsfærden efterladt sig et Minde. I Svegs Sogn, sex Mile sydvest fra Kirken ved Läfdalsby, findes en stor Stenvarde, hvor der tilforn skal have staaet et Kors. Det fortælles, at herforbi gik Pilegrimsreiserne fra Norge, og at Pilegrimene, naar de fik Korset at se, skulle have faaet fordoblede Kræfter og derfor ivrig stræbt at naa til dette Sted, hvor de hvilede og sang Lovsange^[11].

Disse Reiser til St. Olafs Helligdom vedbleve indtil Reformationen, fra hvilken Tid de naturligvis maatte ophøre. Med Føie antager Allen^[12], at endnu i Katholicismens sidste Dage har Throndhjem af alle Valfartssteder i de tre nordiske Riger været det stærkest besøgte. Ikke usandsynligt er det netop Ødelæggelsen af St. Olafs Skrin og Ophøret af Reiserne til dette for hele Landet fælles religiøse Midtpunkt, som efterhaanden har affødt de overtroiske Valfarter, der i de følgende Aarhundreder halvt i Smug fandt Sted til de afsidesliggende Lovekirker og Fjeldkapeller (Røldal, Vattenaas, St. Thomaskirken paa Filefjeld osv.), hvor de seige Levninger af katholsk Tænkemaade og Overtro lige ned til vor Tid fandt Tilfredsstillelse og Næring.

I disse afsides Landskirker f. Ex. Hedals i Valders, fandtes som bekjendt lige indtil den senere Tid ikke sjelden gamle Ulveskind, Bjørnefælder o. s. v. ophængte som Gaver fra Skyttere. Men i Katholicismens Dage fandtes den Slags Prydelser ogsaa i Kathedralkirkerne, særlig i Throndhjems Domkirke. De skjænkedes, fortæller den berømte svenske Forfatter Olaus Magnus, dels for at Præsterne skulde bruge dem til Beskyttelse mod Kulden, dels for at sælges og skaffe Midler til at kjøbe Voxlys for^[13].

Baade i Danmark og Sverige bleve senere Konger og Fyrster kanoniserede, saasom den hellige Knud, Erik Plovpenning, Knud Lavard, Erik den hellige. Men den norske Kongehelgen vedblev udentvivl bestandig at indtage den fornemste Plads mellem dem alle. Dette har ikke alene sin Grund deri, at han var den ældste, og hans Dyrkelse allerede i fuld Blomstring ogsaa i Danmark og Sverige før de øvrige hellige Kongers Tid, men vistnok ogsaa deri, at hans Historie var den rigeste og sublimeste af alle nordiske Helgeners. Hellig Erik dyrkedes neppe synderlig meget udenfor Sverige, Knud Konge dyrkedes i Danmark og Sverige, St. Olaf i alle tre nordiske Riger og desforuden rundt om i en stor Del af Europas øvrige Lande. Et mærkeligt Vidnesbyrd om St. Olafs høie Anseelse i Norden er ogsaa de gjentagne Opkaldelser efter ham, som fandt Sted i Kongehusene. Ikke alene blev Haakon den sjettes og Margretes bekjendte Søn kaldt efter hans Navn, men ogsaa Christiern den første, Oldenborgernes Stamfader, lod sin første Søn døbe Olaf. Dette Barn fødtes netop samme Aar, som Faderen kronedes i Nidaros som Norges Konge, (1450) og just i den Tid, da Christiern opholdt sig her i Landet, men døde allerede Aaret efter^[14].

I Konstantinopel finder man tidlig Helligdomme omtalte for St. Olaf. Det var naturligvis her Væringerne, der dyrkede ham, og blandt dem uddannedes flere nye Legender om hans Undergjerninger f. Ex. om, hvorledes Paakaldelsen af ham skaffede Keiser Alexius Seiren over Vlakerne. St. Olaf havde i sin Tid tænkt meget paa at gjøre en Pilegrimsreise til Konstantinopel og Jerusalem, hvilken han siden opgav, for i dens Sted at gjøre et Forsøg paa at gjenvinde sit Rige. Efterhaanden opkom imidlertid det Sagn, at denne Reise virkelig var bleven udført. Det fortaltes (ved en Forvexling af Navne), at han havde besøgt Venedig, og dette gav Anledning til, at den venetianske Reisende, Peter Quirino, som i det femtende Aarhundrede af Storm og Uveir kastedes ind paa Norges Kyster, blev modtagen af Nordmændene med særegne Æresbevisninger, „til Gjengjeld for den udmærkede Modtagelse, som Regjeringen i Venedig havde vist den fromme Kong Olaf paa hans Pilegrimsreise til Jerusalem“^[15] om i Konstantinopel, saaledes dyrkedes Olaf ogsaa i en af de Stationer, over hvilken Nordboernes Reiser didhen jevnlig foregik, nemlig i Novgorod. Her fandtes en Kirke, som Skandinaverne havde opført under Paakaldelser til Olaf.

Paa de britiske Øer vilde uden Tvivl kunne paavises flere Spor til St. Olafs Kultus. I hvor stor Anseelse hans Navn stod i Dublin viser sig deraf, at han havde sin Kirke i denne Stad lige til langt ned i det sextende Aarhundrede; hans Navn forvanskedes dog her efterhaanden fra St. Olaf til „Tulloch“.. Ogsaa i London havde han sin Helligdom; et Gadenavn er her fra „St. Olaves Street“ blevet forvansket til „Tooley Street“^[16]. Paa de skotske Øer, der hørte under Nidaros*s Erkestol, falder det af sig selv, at Norges Nationalhelgen tilbades. Endnu i det forrige Aarhundrede, heder det hos Shetlandsøernes Chorograph Hibbert, vidste hine Øboere vidunderlige Ting at fortælle om „St. Olla“, i sine Sange eller Vissacks og de paastode, at de havde faaet sin gamle Lovbog af St. Olla. Endog i Nordmandiet har man Spor til Helligdomme for St. Olaf.

I Brügge i Flandern havde Dominikanerne i 1316 i sin Kirke oprettet et Alter for St.Olaf, hvorpaa de agtede at opstille hans Billede. Derfor sendte de Bud til Kong Haakon Magnussøn med Bøn om, at han vilde skaffe dem Underretning om Helgenens Fødselsdag og om hans Mirakler, meddele dem Legenden om hans Liv og skjænke dem Relikvier af ham^[17].

Ogsaa Reval i Esthland havde en St. Olai Kirke, bygget i gothisk Stil, der endnu er til og antages at være opført i den første Tid af de Danskes Herredømme der i Landet, maaskee af Kong Valdemar Seier selv^[18].

I Nordtydskland vare, som vi have hørt, Pilegrimsfarterne allerede en Menneskealder efter Helgenens Død til hans Grav i Throndhjem i fuld Gang. Senere have vi nogle Vink om hans Dyrkelse i Hansestæderne, især Lybek. Det var naturligt nok, at den stærke Forbindelse, hvori Stæderne stode med Norge, maatte fremkalde gjensidig Paavirkning ogsaa i religiøs Henseende. Særlig æredes den norske Konge af de Lybekkere, der fore paa Bergen, („Bergefarerne“) i Maria-Kirken i hin Hansens Hovedstad. I den storhertugelige meklenburgske Antikvitetssamling i Schwerin findes endnu en Levning fra hin Tid af høit kunsthistorisk Værd. Da nemlig i 1728 Kirken i Neustadt i Meklenburg brændte, indløb fra flere Kanter Gaver til den nye Kirke, som skulde bygges. Fra Lybek kom da et Kunstverk „von ausgezeichneter Schönheit und so großer Vollendung, daß man selten seines Gleichen findet.“ Dette hidrørte fra Mariakirken, og fremstiller foruden Christus og Maria ogsaa Olaf den hellige. I et Dokument fra 1436 omtales ogsaa denne Kultus^[19]. Det har ogsaa været formodet, at Clemenskirken, en af de ældste Kirker i Rostok, har faaet sit Navn paa Grund af Forbindelsen med Norge, da den ældste Kirke i Throndhjem var viet til St. Clemens^[20], men dette synes dog lidet sandsynligt. Særskilt fortjener at nævnes den Omtale af Olaf den Hellige, som findes i det saakaldte Lybekske Passionale^[21], et gammelt i det plattydske Sprog affattet Skrist, trykt 1499. Man finder her ikke alene et smukt Træsnit af Helgenen, der med sit Skib gjennembryder Fjeldene, men ogsaa en udførlig Legende om hans Liv og Lidelse. Denne Legende, der helt igjennem er saagodtsom aldeles uhistorisk, lader ham blive kronet i Throndhjem, blive Konge ogsaa i Danmark og fortæller hans Lidelse og Død omtrent paa samme Maade som Christi egen, idet han bliver forhaanet, tornekronet og korsfæstet, ja hans Mordere udraabe endog: „Se hvilken Konge“! Den tillægger ham ogsaa en ond og ugudelig Broder, med hvem han strider om Riget, Danmark og Norge.

I Danmark, hvor Olaf har havt en Mængde Kirker og hvor enkelte af disse f. Ex. i Helsingør og paa Bornholm, endnu bære hans Navn, er for nogen Tid siden et ganske mærkeligt Billede af ham opdaget og beskrevet. Det fandtes (thi det er desværre tilintetgjort) i Vallensbæk Kirke, to danske Mile Vest for Kjøbenhavn. Det var et Kalkmaleri i Skibets østre Hvælving paa Kappen over Korbuen og opdagedes ved en Restauration af Kirken samtidig med syv andre Kalkmalerier. Man saa her Kongen med sit røde Skjæg og sin Øxe „Hel“ i Haanden, staaende i Løftingen paa sit Skib „Oxen“, Skibet skrider mod de rullende Bølger, og den stærke Søgang synes udtrykt ved en søsyg Kriger, der bøier sig ud over Rælingen, der sees Klipper og det lede Trold, „med Negle som Bukkehorn“, som det heder i Folkevisen, og „hvis Kløer vare slemme at see“, i Færd med at drage Skibet „i Bjerget ind“, idet han tager „Snekken om Horn og Stavn“, men „strax synker han i Klippen ned saa dybt, som over begge sine Knæ“. Foruden Troldet sees ogsaa en Havfrue ifærd med at hjælpe dette med at omdreie Skibets Ror. Af Farver var her kun benyttet Graat og Brunt paa enkelte Steder nær, f. Ex. Kongens og Krigernes Kjortler, Haar og Skjæg. Af Dragternes Kostume har man kunnet nogenlunde bestemme dette Maleries Tid, idet nemlig de høie, spidse Hjelme og den paa Brystet nedfaldende Ringkrave peger henimod Middelalderens senere Tider, Slutningen af 14de eller Begyndelsen af 15de Aarhundrede. Billedet stammer altsaa fra et Tidsrum, da de billedlige Fremstillinger allerede havde begyndt at tabe sit gamle, strenge og alvorlige Præg; derpaa tyder ogsaa den Frihed, Maleren har taget sig ved at afbilde en søsyg Kriger, Noget, der dog ogsaa gjenfindes ved andre Fremstillinger af den samme Legende. Det her omtalte Billede angives at være det eneste hidtil i nogen dansk Kirke opdagede, hvis Æmne er hentet fra et nordisk Sagn, og man maa derfor beklage, at det er tilintetgjort. Anledningen til denne Ødelæggelse var en Klage fra de geistlige Myndigheders Side, over at Billederne forstyrrede Menighedens Andagt. Heldigvis var det i Forveien omhyggelig aftegnet af Arkitekturmaler. J. Kornerup^[22].

Fra Sverige kjendes derimod flere lignende Kirkebilleder af St. Olaf og hans Skib, seilende iblandt Troldene, saaledes i Flada Kirke i Södermanland, Tegelmora i Upland og Kumbla Kirke i Vermeland, hvilke alle tre antages at være yngre end det ovenfor beskrevne danske i Vallensbæk. Ogsaa er det danske Billede mere i Overensstemmelse med Folkevisen, medens de svenske have behandlet Æmnet med adskillige, tildels temmelig plumpe Friheder^[23].

I Hammars Kirke i Nerike fandtes idetmindste endnu i 1817 Olaf den Helliges Øxe og Korsmærke anbragt paa den største Klokke. Hans Billede havde fordum været afmalet paa Altertavlen, og paa Kirkegaarden fandtes i gamle Dage et Træbillede af ham, hvilket Almuen i sin Tid pleiede at tilbede. Allerede i Reformationsaarhundredet lod dog Præsten Ericus Laurentii, hvis Mod i den Anledning berømmes, dette Træbillede borttage. Sagnet fortalte ogsaa, at Hammars Kirke var bleven bygget af Kong Olaf^[24]. Elgaa Kirke i Vermland, Annex til Arvika, var St. Olaf helliget; ogsaa her saaes Kongens Billede, siddende paa en Throne med Krone paa Hovedet. Dette Billede fandtes endnu 1700, og længe efter den Tid feirede Almuen sig imellem St Olafs Fest med „Kalaser“^[25].

En Del af Sverige, hvor Olaf ganske særlig dyrkedes, var Øen Gotland i Østersøen. Herhen var han nemlig selv kommen, dengang da han fra Kong Jaroslav i Gardarike drog over til Sverige, og her havde han virkelig bidraget meget til at udbrede Christendommen. Han var derfor at betragte som Øens Apostel. Paa Gotland maatte der selvfølgelig opstaa Kirker og andre Minder om ham. Han havde landet i Havnen Akrgarn paa den østlige Kyst af Øen; der er endnu St. Olafs Holm, før en liden Ø, nu en Halvø. Akrgarns Kirke, hvis Levninger endnu findes, kaldtes ogsaa før Capella Sti. Olavi. Ruinen er nu forandret til et Magasin^[26]. Mellem det gamle Visbys mangfoldige Kirker savnes heller ikke en for St. Olaf. Den skal være anlagt af den danske Konge Erik Eiegod paa hans Reise til det hellige Land, under hvilken han døde paa Cypern.

Ogsaa i Jomakils Kirke i Nærheden af Upsala fandtes for et Par hundrede Aar siden et Billede af St. Olaf. Dette er gjengivet i et af de fortjenstlige Skrifter, som Johan Hadorph har udgivet. Denne med Nordens Middelalder fortrolige Lærde lod nemlig i 1675 trykke en gammel svensk Oversættelse af Olafs Saga^[27], forfattet, som han antager, endnu før Reformationen „af någon gammal Swensk man, som till äfwentyrs St. Olaff för Patron brukat hafver“. Man vil i Hadorphs Fortale finde flere interessante Oplysninger om St. Olafs Dyrkelsen i Sverige: det heder, at der kun er faa gamle Kirker, hvor ikke hans Billede findes blandt de fornemste Patroner, og at hans Helgendag, 29de Juli, holdtes i saa høi Ære i Sverige, at ingen Dag, næstefter de tre store Høitider af Vorfruedagene var faa høit anseet. Den kaldtes Festum duplex i Messebøgerne, og talrige Bønner, Sange og Lectier vare forfattede til St. Olafs Ære^[28].

Hvorledes St. Olafs Skrin blev sendt til Danmark, hans Legeme bortført af de Svenske, derpaa atter bragt til Throndhjem og endelig begravet paa et forlængst glemt Sted, har jeg fortalt i andre af mine Skrifter^[29]. Det staar kun tilbage at fortælle om de Mindestøtter, som have været reiste til hans Ære ved Stiklestad. Fra ældgammel Tid af stod paa en temmelig høi Bakke, omtrent et Par hundrede Skridt fra den nuværende Øvre-Stiklestad Gaard et simpelt tilhugget Kors af Træ. Et Sagn sortalte nemlig, men udentvivl med Urette, at han var falden her^[30]. Istedenfor dette Trækors lod en Oberst ved det throndhjemske Dragonregiment Johan Lemfort, (som det antages, fordi hans Hustru var af den katholske Religion) i Aaret 1710 opreise en Støtte af Graasten, fem Alen høi og tre Fjerdedele Alen bred. Paa denne Støtte var igjen anbragt et Jernkors, to Alen høit. Monumentet var forsynet med en Indskrift, som rigtignok vrimlede af historiske Feil. Til Vedligeholdelse af Støtten skjænkede Lemfort et ikke ubetydeligt Jordstykke, der henlagdes til Øvre-Stiklestad, hvis Eier skulde svare Landskyld deraf til Kirken; dennes Eier skulde da igjen mod Landskylden holde Støtten i Hævd. Dette skede ikke paa den Maade, som det burde, Jordstykket blev endog ulovlig bortsolgt, og Støtten blev en Ruin. I Begyndelsen af vort Aarhundrede fornyedes imidlertid Monumentet af Throndhjems Stiftamtmand, Baron Frederik Adeler^[31].

Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.

1. Allen, de tre nord. Rigers Historie B. 2.
2. Holmbergs Bohuslens Beskrifning. (1ste Udg.) I., 59. Munch N. F. Hist. 2, 889.
3. Første Samling S. 1–2.
4. Sammesteds S. 4. .hyppigst tillægges dette Hellighedstegn St. Anders i Slagelse, men derhos ogsaa St. David, Vestmanlands Apostel, ligesaa en Præst i Rone paa Øen Gotland, Petrus Barqvardi, 15de Aarh. (Lemke, Visby Stifts Hardaminne, Örebro 1868, S. 271.) Efter Meddelelse af Prof. S. Bugge skal det samme Mirakel i Thelemarken tillægges en forøvrigt ukjendt Bondehelgen, „Lille-Jæger.“
5. Strøm, Søndmørs Beskrivelse. 2, S. 493–495.
6. Adami Gesta Hammaburgensis ecclesiæ Pontificum ex rec. Lappenbergii, ed. Pertz, Hannov. 1846. 8. p. 207.
7. G. Schøning. Throndhjems Domkirkes Beskrivelse. S. 168–171.
8. N. Nicolaysen. Norske Fornlevninger, S. 59, 743.
9. Top. Journ. H. 23, S. 92.
10. J. Hammarin, Carlstads Stifts Herdaminne, Curlstad 1846. I. S. 294–95.
11. A. A. Hülphers Samlingar till en Beskrifning öfver Norrland. Westerås 1777. 3. 31–32.
12. De tre nord. Rigers Hist. 4, 1, 216.
13. Olai Magni Hist. Gentium Septentrionalium. Lib. XVIII. cap. 20.
14. Jvfr. Indledningen til Mich. Beheims Buch von dem Wienern, Wien 1843 P. XLI.
15. P. Riant, Skandinavernes Korstog og Andagtsreiser til Palæstina. (Dansk Udg. Kbh. 1868), S. 167–168.
16. Worsaae, Minder om de Danske og Nordmændene i England osv.
17. Dipl Norv. VIII, S. 71–72.
18. P. A. F. R. Possart, die russischen Ostseeprovinzen, Th. 2. Stuttgart 1846, S. 191–198.
19. „Olderlude des kopmans unde de gemene kopman ven Berghen to Lübke wesende – to behuff der lichte vor Sunte Olausbilde neddene in Vnser Vrowen kerken hangende.“ Jahrbücher des Vereins f. Meklenburgische Geschichte X, 318.
20. Jahrb. des Vereins f. Meklenb. Geschichte, XXI, 48.
21. Dat Passionaal, Lybek 1499, Folio. Bogen findes blandt vort Universitetsbibliotheks Palæotyper. Træsnittet fortjente udentvivl at optrykkes; Texten er efter en senere Udgave af Passionalet (Lybek 1505) optagen i Scr. Rer. Dan. Tom. II. p. 536–539.
22. Afbildningen er gjengiven med en interessant Beskrivelse af K. N. H. Petersen i Folkekalender for Danmark f. 1871. S. 122 fgg.
23. Ogsaa disse Billeder ere gjengivne i Træsnit i den nævnte danske Folkekalender.
24. Follén, Strengnäs Stifts Herdaminne. Strengnäs 1817, 2, 209–210.
25. Hammarin Carlstads St. Herdam. 2, 131.
26. Lemke, Visby St. Herdaminne, S. 159.
27. Sanct Olaffs Saga på Swenske Riim fördom öfver 200 år sedan uthdragin af then gambla och widlyftige Norske Sagan och här korteligare författat, uthskrifvin af ett gammalt Msto. Archivi &c. af Johan Hadorphio. I et af de Haandskrifter, Hadorph har benyttet, forekommer følgende med Hensyn til Sprogforholdene paa Unionstiden ret interessante Ytringer:

    Norges Mål thet kan ey hwar,
    Å Svensko tala thes är jak war,
    Jag niuter ath en annar man,
    Som Norges tungo tala kan.

28. Herom skulle findes Oplysninger i Breviarium Stregnense, Strängnäs. 1495.
29. Se „Et nordtydsk Sagn om Olaf den Helliges Ligkiste“ i Norsk hist. Tidsskr. B. 1, samt min Bog „Krigen nordenfjelds 1564“.
30. Sammenl. P. A. Munch, N. F. Hist. I, 2, S. 812.
31. Se herom Eiler Hagerup: Om Oluf den hellige Norges Konge. En Læsebog for Menigmand. Kbhvn 1805 S. 255 fgg. Dette Skrift af en siden afsat Præst er et ret characteristisk Arbeide for Rationalismens Tid; man vil nemlig der finde de St. Olaf tillagte Mirakler forklarede i Lighed med de dengang gjængse Forsøg paa at forklare Miraklerne i den hellige Skrift paa naturlig Maade.