Falkefangsten
Igjennem Aarhundreder, da Norges Kyster endnu kun saare sjelden besøgtes af andre Fremmede, end Sømænd og Handelsfolk, og dets Indre endog var næsten aldeles ubekjendt for Verden, foregik der dog en Bedrift paa vore Fjelde, som kunde lokke Udlændinge op paa de vilde Høisletter. Thi ved Fyrster og Adelsmænds kjæreste Fornøielse, Jagten, brugtes dengang jevnlig tæmmede Rovfugle, Falke og Høge. Med dem jagede man efter Harer, Kaniner, Heirer, Vildænder, Agerhøns, Vagtler, Ravne, Krager, Spurve, Lærker og andre Smaadyr. Det var en anstrængende Jagt, thi Fuglenes Flugt var meget hurtig, og Jægeren, der naturligvis stedse var til Hest, maatte idelig have sit Øie henvendt paa Falken i Luften, og kunde ikke ofre stor Opmærksomhed paa Hesten, medens den ilede afsted over Grøfter, Gjerder, Bakker og Aaer; Mennesker og Heste mistede altsaa ofte Liv, Lemmer og Helbred under denne Fornøielse. De afrettede Rovfugles Hjem var især Norges og Islands Fjelde, og derfor blev disse øde Egne aarlig besøgte af Falkefængere, som enten udsendtes af Fyrster og Rigmænd eller ogsaa undertiden for egen Regning efterstræbte Fuglene. Saadanne Spekulanter fandtes især i Nederlandene; herfra udsendtes Falkefængere i alle Retninger, og herfra udførtes de igjen til alle de Lande, hvor de efterspurgtes af Jagtlystne.
I Norden har man afrettet Falke til Jagt fra umindelig Tid. De forekomme allerede i Sagnene om Ragnar Lodbrok og den fabelagtige Kong Gautrek; til de Ydelser, som Haakon Jarl skulde svare Harald Blaatand, hørte sexti Falke eller Høge, Olaf den Hellige skal have faaet Falke fra Island, Falkejagten nævnes i Kongespeilet osv. Men først i det sextende Aarhundrede, da der vistnok hertillands neppe mere fandtes Mange, som selv havde Anvendelse for Falke til Jagt, begyndte Fremmede i større Udstrækning at søge Fuglene paa vore Fjelde, der især ere rige paa de saakaldte Gierfalke. I Aaret 1560 udstedtes et Kongebrev til alle Hovedlensmændene i Norge, hvori det heder, at „Kongen forfarer, at mange Falkefængere ligge udi vort Rige Norge og der fange, hvis Falke der er, og siden udføre dem af Riget og Intet derfor udgiver til os og Kronen“; dette skulde der nu sættes en Bom for, alle de fangede Falke skulde nedsendes til Kongen selv og ingen „undrykkes paa Veien“. Samme Aar omtales ogsaa allerede „Falkeleier“ i Nedenes, som Kongen tilhørende; denne har tilladt en Simon Prytz at bruge dem, men forbeholdt sig selv de smukkeste Fugle, og forbudt paa det Strængeste baade Nordmænd og Fremmede at udtage de unge Falke af Rederne, „paa det at ikke vore og Kronens Falkeleier skulle blive øde“. Fra nu af forekomme idelig Privilegiebreve for fremmede Falkefængere, navnlig havde Nederlandenes berømte Generalstatholder, Morits af Oranien, i Begyndelsen af syttende Aarhundrede idelig sine Falkefængere i Landet, der fornemmelig færdedes i Lister og Mandals Len. I 1613 omtales en Bartholomæus Henrik, den storbrittaniske Konge, Jacob den førstes Falkefænger. Denne Bartholomæus havde „saavelsom hans Forfædre“ havt Tilladelse til at fange Falke paa et Sted, „kaldet Lille-Hammer“, mod Afgift til Kronen. Den berømte Vilhelm den tredie havde sine Falkefængere i Bratsbergs Amt, altsaa i Thelemarken o. s. v. Forøvrigt var ogsaa Dovrefjeld og Fjeldene ved Tydalen i Throndhjems Stift søgte Fangesteder; ved Røraas havdes fem Hytter, i Opdal ligesaamange og paa Listerlandet otte. I Lovgivningen, ogsaa i Christian den femtes Lovbog (3–14–38) var det fastsat, at Falke og Høge, som bygge Reder, skulde tilhøre Jorddrotten, kun at de skulde tilbydes Kongen, før de solgtes til Andre, men man ser dog stadig, at dette neppe har havt stor virkelig Betydning, thi overalt var det Kongen, som enten selv lod Fuglene fange, eller som gav Andre Tilladelse dertil mod Afgift til Kronen. Især fik Forpagtningsvæsenet af Falkefangsten i Norge en vis Fasthed i Slutningen af det syttende Aarhundrede. Indtil 1718 havde især Brabantere Forpagtningen mod en aarlig Afgift af omtrent 500 Rdlr. foruden nogle Falke til Kongen, siden havde Statholder Ditlev Vibe overtaget denne Bedrift og efter ham andre af Kongens egne Undersaatter. Dengang gik Fangsten især for sig ved Røraas, Jerkind og Fogstuen, og paa Lister. Her pleiede dog Bønderne at fange dem selv med Redskaber, som Falkonererne havde overladt dem, og de Fremmede havde kun at tage imod dem og betale Bønderne for deres Umag. Ellers fulgte det af sig selv, at de Fremmede i ethvert Fald maatte bruge Bønderne som Veivisere; de fik derfor fri Kost, sex Daler hver for Umagen samt desforuden en Daler for hver Falk, som blev tagen. Men efterhaanden tog Efterspørgslen efter Falke af, Fangsten minkede da naturligvis ogsaa, Forpagtningssummen sank ned til 30 Rdlr., og omkring 1790 var vistnok den hele Bedrift ophørt. Dog er det endnu i Mandsminde en enkelt Gang hændt, at Udlændinge have indfundet sig for at fange Falke til Jagtbrug.
Man skulde have troet, at denne eiendommelige Syssel paa Fjeldene skulde have efterladt flere Erindringer hos Almuen, end det i Virkeligheden er Tilfældet. Ganske vist mindes Falkejægerne endnu. De forekomme saaledes hos Asbjørnsen i Eventyret om Smaagutterne, som traf Troldene paa Hedalsskoven, og paa flere Steder ved man endnu at paapege de Steder paa Fjeldet hvor „Hytterne“ have staaet. Saaledes f. Ex. ved Mjøsvandet, paa Høiderne mellem Numedal og Tind og i Tydalen. Paa sidstnævnte Sted var det, at de Svenske, dengang Armfelts Hær paa en saa ynkelig Maade frøs ihjel 1718, havde en gammel Veiviser, Lars Østby, om hvem det heder, at han var saa vel kjendt paa Fjeldene, fordi han fra sin Ungdom af havde fulgt med de hollandske Falkefængere og havt dem boende i sit Huus. Men det Sted, hvor Traditionen vistnok mest har bevaret Falkefangstens Minde, er det fordums norske, nu forlængst svenske Serna i Dalarne. Hid kom Hollænderne hvert Aar ved St. Jacobs Dags Tider (25 Juli) og reiste igjen ved Bartholomæi Tider (24 August). Bønderne lærte efterhaanden at forstaa og bruge saamange af de fremmede Ord og Vendinger, at en Forfatter endog tør vove den Overdrivelse, at Sproget i Serna var en Blanding af Hollandsk og Norsk. Herfra har man ogsaa en udførlig Skildring af den Maade, hvorpaa Fangsten gik for sig: Falkene søgtes paa det flette Fjeld, hvor Falkonererne fordetmeste gjorde sig et underjordisk Rom eller Hytte med Aabning op gjennem Jorden, bedækket med et lidet Tag, fæstet paa smale Stolper omkring hele Aabningen; naar man reiste sig i dette Rum, kunde man se sig om til alle Kanter. Ild eller Røg maatte her ikke findes. Oppe paa Taget havde man en liden „Wahrvogel“, som skreg jammerlig, naar den mærkede, at en Falk var i Nærheden. Falkoneren havde en lang Stang, fæstet i Jorden; øverst oppe i Stangens Top, gjennem en Trinse sad et tykt Snøre, saa langt at det naaede ned i Hyttens Aabning. Ved Trinsen sad ogsaa en Træfugl, som Falkoneren idelig dreiede og svingede. Nede paa Marken ved Stangens Ende var hans Garn eller Næt udsatte, saaledes gjorte, at man i Hast kunde hale dem til sig. Naar nu Vagtfuglen paa Taget gav Tegn til, at Falken var nær, havde Falkoneren en Due i Beredskab, og stak den op ved Nættet, og idet nu Falken ville gribe Duen, indviklede han den i Nættet og fangede den. Den blev da bunden fast, fik en Ruslæders Hue over Øinene, og gjemtes herefter nede i Hullet indtil Afreisen til Holland. En Bonde fra Serna, som endnu levede 1733, fandt engang oppe paa Fjeldet en død Falk, med to smaa Dombjelder om Halsen og en Messingring om hver Fod. Paa disse Messingringe stod en hollandsk Indskrift, og det var derfor troligt, at Fuglen havde flygtet fra Holland den lange Vei over Havet og hjem til de nordiske Fjelde. Til Amindelse bleve Bjelderne gjemte i Serna Kirke.
Bidrag til en Skildring af Falkevæsenet og Falkejagten forhen, navnlig i Danmark af P. V. Jacobsen i Nyt historisk Tidsskrift, udgivet af den danske historiske Forening. B. 2, S. 307–414. Norske Rigsregistranter, paa mangfoldige Steder. Willes Sillejords Beskrivelse, A. Faye, Carl XII i Norge, S. 122. St. Hülphers, Resa genom Stora Kopparberg Høfding
døme. S. 229 og 238. Asbjørnsens Folkeeventyr, ny Saml. S. 151 samt Historiola lingvae Dalekarlicae, (Diss., autore Reinh. Näsmann, præs. Andr. Grönwall. Ups. 1788. 4) p. 13 sqq.
Af andre Traditioner, som knytte sig til Høifjeldene, kan nævnes Sagnene om den ældgamle Bergverksdrift efter Myrjern samt om Rensdyrfangsten. I Tind i Thelemarken fortælles, at da to Døtre paa Gaarden Marem skulde skifte som eneste Arvinger, foretrak den ældste at overlade Søsteren den hele store Gaard imod for sin Part at beholde de syv tilliggende Rensdyrgrave paa Fjeldet.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |