En Ormemaner

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
J.M. Cappelens Forlag (Anden Samlings. 100-102).

I Underdal i Aurlands Præstegjeld i Sogn var der i gamle Dage en uhyre Mængde af Orm, som var Folk til allerværste Plage og Skade. Man vidste heller ingen Raad til at blive Ormene kvit, førend der engang kom en Mand, som for god Betaling tilbød sig at gjøre Ende paa dem allesammen. Dog spurgte han først, om der ogsaa fandtes Hvidorm i Bygden, thi saa vilde han ikke have Noget med det Hele at gjøre, thi da heller ikke Lindormen kunde være langt borte. Bønderne forsikrede ham, at Hvidorm havde de aldrig seet i Underdal. Saa gik da den fremmede Mand ned til Stranden ved Fjorden, samlede en Mængde Ved og optændte deraf et stort Baal. Derpaa begyndte han at mane af alle Kræfter, og det varede ikke længe, førend der kom farende den ene Orm efter den anden i Tusindtal, og allesammen fløi de lige i Ilden og brændte op. Men tilsidst kom ogsaa Hvidormen reisende og kastede sig paa Baalet. Da raabte Manden: „Nu er Livet mit sprunget“. I det samme gik ogsaa et Stykke, saa stort som et Brændevinsanker ud af et Berg lige ovenfor Baalet og for med susende Fart gjennem Luften lige midt ud paa i Fjorden. Og ud af det Hul kom Lindormen flyvende. Manden hoppede i Søen, saa fort han kunde, men Lindormen satte efter, hentede ham igjen og lagde baade ham og sig selv paa Ilden. Saa brændte de op begge to. Siden den Tid har der aldrig været Orm at se eller mærke, hverken i Underdal eller i Nærøen eller i Opheimssogn paa Vossestrand. Ja, naar Folk i Underdal have prøvet paa at føre levende Orm med sig i Baad fra den anden Side af Fjorden, er Ormen altid død, strax Baaden kom midtfjords. Engang vilde en Mand undersøge Hullet, hvorfra Lindormen kom flyvende. Han slap ind en Hund, som ogsaa langt om længe kom ud igjen i Gjøstensurden, paa Voss, men haarløs over hele Kroppen, saa trangt havde det været inde i Berget.

Efter Vossingen 1872, No. 9. Saagodtsom ordlydende overensstemmende med en lignende Fortælling, som jeg selv har hørt i 1855 i Aaseral i Mandalen. Ogsaa i Vikør i Hardanger findes Sagn om en Jørgen Vinter, som skal have renset den saakaldte Botnegrænd for Orme og Padder, saa at Ingen mere ser disse Dyr indenfor en vis der løbende Grændsebæk. Han kunde, naar han saa en Hugorm, dræbe den blot ved at drage en Kreds omkring den med sin Stav. Denne Jørgen Vinter skal ogsaa have været den sidste Discipel i „Nedgangsskolen“ og skulde derfor egentlig tilhøre Fanden. Denne var ogsaa flere Gange efter ham, men det lykkedes Jørgen at redde sig for Gamle-Eriks Efterstræbelser. Engang kom denne til ham, just som han stod og klædte sig paa om Morgenen, og han maatte da love at følge med, saasnart han havde faaet Strømpebaand paa, men han lod sit Strømpebaand ligge og brugte aldrig den Ting mere i sine Dage. En anden Gang samlede Fanden alle sine Nedgangskarle og tvang dem til at klyve op i en Skorstenspibe, den ene efter den anden i den Orden, som de havde siddet i Skolen, han vilde da have den sidste. Det var Jørgen, og da han var kommen halvveis i Piben, stak ogsaa Fanden Kloen ud efter ham. Da raabte han: Tag ikke mig, men den, som kommer efter! Fanden greb da efter Jørgen Vinters Skygge, og efter den Tid var han skyggeløs. (Bergens Tidende 1872, No. 21). At Fandens Disciple, eller de, der gik „i den sorte Skole i Wittenberg“, vare skyggeløse, er, som bekjendt, et udbredt Sagn. Sammenlign forøvrigt om „Hvidormen“ Afzelius, Svenska Folkets Sage-Häfder. D. 2, (Sthlm. 1840. 8) S. 172 fgg.


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.