Sagn om Bygders og Gaardes første Bebyggelse

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
J.M. Cappelens Forlag (Anden Samlings. 106-110).

1. Paa Aahjem i Vanelven paa Søndmør var der en Mand, som efterlod tre Sønner. Den ældste arvede da Gaarden, men de to yngste, Gaut og Alf, maatte søge andenstedshen før at rydde sig nye Bosteder. Gaut vandrede op til en Dal ved et stort Vand, som efter ham endnu heder Gautsdalsvandet, ligesom Dalstrøget heder Gautsdalen. Alf vilde ogsaa slaa sig ned der i Nærheden, men Gaut truede ham med, at hvis han gjorde det, skulde han blive liggende under det første Træ, han fældte. Han gik da længer op til det Sted, som nu heder Helebust, (det er et Sted, hvor der fryser Hele eller Rim). Han bar med sig et stort Kar, thi det hørte til for Rydningsmænd, som gik for at see sig ud en Byggeplads. Naar nemlig en saadan Mand kom til en Plads, som huede ham, skulde han hvælve Karet over sig og lægge sig til at sove under det; fik han saa sove, var det et godt Tegn, fik han ikke sove, skulde han vandre videre. Hverken paa Helebust eller paa Krogen fik Alf sove, og derfor gik han længere op, indtil han stod paa Høiden af den store Bakke ovenfor Krogen. Da saa han nedenfor sig en vakker Slette, der hældede ned til Aaen. Han gik ned paa Sletten, lagde sig under Karet og fik her en kvægende Søvn. Her besluttede han da at rydde. Imidlertid var Alfs Kone bleven igjen paa Aahjem, men skulde saa ud at lede efter Manden. Paa Gautsdal fik hun hvile i et Udhus, thi Gauts Kone turde ikke lade Manden vide, at hun var der, og derfra gik hun da videre. Hun tog Veien ad den sydlige Side af Elven, medens hendes Mand havde gaaet ad den nordlige, men da hun var kommet tvertover for hans Rydningssted, hørte hun Øxehug, og hujede over til Manden. Dette Rydningssted er nu Gaarden Alfklov, saa kaldet, fordi der oppe paa Bakkeryggen er en Kløst, som dannes af to tæt mod hinanden staaende skilte Fjelde.

Meddelt mig af J. Th. Storaker. Sagnet om Søvnen paa Byggestedet er ogsaa knyttet til Fortællingen om St. Jetmund og Vanelvens Kirke, se første Samling S. 3.

2. I Tolgens Præstegjeld i Østerdalen ligger Dalsbygden, en liden Sidedal, gjennemstrømmet af Vandgrøftelven, som løber i Glommen ved Os Kirke. Tiden, da dette Dalføre ryddedes, kan ikke bestemt angives, men Sagnet fortæller, at to Brødre, „Kviknebrødrene“, fra Gaarden Brea i Kvikne vare de første, som her tog fast Ophold. De nedsatte sig paa det Sted, som endnu kaldes Breens Storgaard, og som de da formodentlig have opkaldt efter sit Hjemsted. Her var meget god Jord, og i Ly af den ypperlige Furuskov kunde her dengang voxe Korn. Deres Huse stod der, hvor nu „Midtstuen“ og „Fremstuen“ findes. Efterhaanden kom flere Nybyggere til, og saaledes opstod en liden Grænd. I Begyndelsen havde Folket her en lang Kirkevei, nemlig lige til Aalens Kirke i Guldalen, siden fra det sextende Aarhundrede af gik de til en Stavekirke, som da skal være opført paa Vingelen. Endelig blev der bygget en Kirke ved Os, til hvilken Dalens Folk siden have sognet. Af Næringsveiene her var Elgefangsten ikke den mindste. Endnu vises dybe Grave i Jorden, hvori disse prægtige Dyr fangedes. Da Elgen mest holdt sig omkring Aasene og i Lierne, opførte man hist og her høie og stærke Gjerder lige fra Dalen op til øverst i Aasen, men af og til gjorde man en Aabning i Gjerdet, og midt i hver Aabning grov man en dyb Grøft, der tildækkedes med Grene og Kviste. I disse Grøfter faldt nu Dyret ned og kunde ikke komme op. Kornavlen blev fortsat med nogenlunde Held indtil der i 1707 blev optaget en Grube paa en Aas en Fjerdingvei i S. V. fra Vandgrøftgaarden. Denne Grube voldte Skovens Undergang og dermed ogsaa Kornavlens. Hvor liden Forbindelse disse Dalboere i Fortiden havde med Byerne og Udenverdenen, førend Røros Verk blev anlagt i Midten af syttende Aarhundrede, er neppe til at beskrive. Ikke alene var der ingen Veie, saa at Vinteren var den eneste Tid, man kunde tænke paa at kjøre, men Kjøretøiet var endnu saa slet, at der ikke fandtes en Splint af Jern deri, Sæletøiet bestod af Vidjer, og Slæderne vare sammenslaaede med Træpinder. Var man ude at kjøre, maatte man have en dygtig stor Bundt med Vidjer med sig, thi den Slags Sæletøi gik naturligvis idelig i Stykker. Efter Kobberværkets Anlæg blev Meget forandret, og Kjørsler og Transporter til Røros, tildels endog fra Throndhjem og Sverige bleve nu nye Næringsveie.

I Carl den tolvtes Dage, maaskee ved Armfelts Indfald 1718, paakom der disse afsidesboende Bønder en stor Skræk, da de pludselig fik see svenske Soldater rykke ind i den forsvarsløse Bygd. Der var ikke stort at faa til Underholdning hverken for Heste eller Folk, og stor Nød opkom derfor blandt Bønderne. Længe vidste de, der havde oplevet denne Begivenhed som Børn, at tale derom paa sine gamle Dage: „Jeg saa der stod Hest i Hest, og Høet laa under deres Fødder, jeg saa, at Stuen vor var fuld af Svensker, som aad og drak og gik ud og ind, men jeg forstod dem ikke“. Det var om Vinteren, at Fienden kom til Bygden; nogle Familier forlod derfor sine Gaarde og tyede tilsæters med Penge, Kreaturer, Mad og Klæder. De turde længe ikke vove sig hjem igjen, og holdt endog Jul i Sæterboden, som ikke havde andet Gulv end den bare Jord, og som forresten var en Røgstue med Ljore men uden Vinduer og med Dør, som gik i Hængsler af Vidjer.

Efter et Manuscript af Bygdens forrige Kirkesanger Jon Grue, der døde sjette Juni 1833. Sognepræst Eilert Sundt, gjennem hvem Manuscriptet for ganske kort Tid siden indsendtes til Universitetsbibliotheket, kalder Johan Grue „en Typus for de gode gamle Kirkesangere.“ Hans Optegnelser indeholde forøvrigt Meddelelser om hans eget Liv samt en stor Del Smaadigte af ham.


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.