Fra Fantestien
1. Mellem sine Sagnhelte nævne vore Fanter en Mand ved Navn Rasmus Jynge. Hans Fader (eller Farbroder) Anders Jynge, blev brændt paa Hedemarken. Hans Moder hedte Kari Graa og var dygtig som den flinkeste Smed. Hun kunde smede gode Boløxer, men hendes Mesterstykke var dog en Stoppenaal, som var hul og indrettet saa, at den kunde skrues af paa Midten. Indeni den gjemte hun fine smaa Synaale. Selv skal Rasmus have tjent Kongen som Sergeant, og det baade i Femaars- og i Tiaars-Ufreden. Han var forlovet med en Præstedatter, Karen Margrete, men i Krigens Tid hændte det engang, at han fik se hende sidde paa en Løitnants Fang. Da blev han saa rasende at han hug Armen af Løitnanten, og blev saa sat i det mørkeste Fængsel. Derfra brød han ud og fik Karen Margrete med sig. De rømte afsted og kom paa sin Vandring ogsaa over Dovrefjeld, hvor de mødte Tater-Lars i Spidsen for atten andre Tatere. Lars spurgte Karen Margrete, hvem det var, som hun fulgte, og hun nævnte Rasmus Jynge. „Ja saa, er han af Jynge-Ætten“, sagde Tater-Lars, „da tør jeg ikke tage paa ham med mine atten Drenge. Men vi ere fire og tyve ialt, og naar jeg faar samlet dem alle, saa skulle vi nok faa plukket Kjødet af Benene paa ham“. I det samme kom Rasmus Jynge til med Kongens Bajonet i Haanden, og Lars tog strax Flugten. Tingen var, at der havde længe været Ufred mellem Lars’s Æt og Jyngerne, og der var den Regel mellem Taterne, at de skulde hevne sig indtil fjerde Led.
Denne Rasmus Jynge eller „Gamle Rasmus“, som han ogsaa kaldes, blev Stamfader til den vidtforgrenede Fanteæt, som kaldes Vardals-Folket. Selv blev han hundrede og to Aar gammel og skal tilsidst være bleven begravet ved Tonstad Kirke i Siredalen. En af hans Sønner, Jens, skal ogsaa være bleven gift med en Præstedatter, og endnu for en halvhundrede Aar siden levede der i Helleland ved Egersund en Præst Reiner, som Vardals-Folket regnede sig i Slægt med, og som de stadig besøgte paa sine Vandringer. Præsten vedkjendte sig Slægtskabet og var hjelpsom mod sit ulykkelige Skyldfolk.
Til samme Vardals-Folk hørte en Pige, som hed Pernille. Hun var meget smuk, og en Bondesøn, Knud Aakset fra Løvdal i Holme Præstegjeld i Mandalen forelskede sig i hende. Han var Tambur i Kongens Tjeneste og Odelsmand til Aakset Ødegaard, men gik ikke desto mindre fra Altsammen og blev et „Ukjure“ for at følge den deilige Pernille. Med hende fik han en Datter Gunvor Marie, men efter nogen Tids Forløb fik hans Slægtninger dog fat paa ham igjen, og han stod da offentlig Skrifte i Kirken, kom tilbage til sin Gaard og blev gift med en Pige af Bygden. Ogsaa med hende fik han en Datter, som hed Gunvor, og fra disse to Halvsøstre af samme Navn nedstamme to talrige Familier, en vandrende om paa Fantestien, og en anden spredt ad mellem Husmands- og Arbeidsklassen i flere Bygder og Byer paa Vestlandet. Det er nu vel en otteti eller niti Aar, siden Knud fantegik. Endnu synge Fanterne en Vise, som Knud skal have digtet om sin første Kjæreste Pernille, og et af Versene lyde saa:
Jeg ønsker dig min Ven.
Saa mange rolig’ Nætter.
Som Lunden den bær Løv,
Og Haslen den bær Neter.
Se Eilert Sundt, Anden Aarsberetning om Fantefolket, Chra. 1862. S. 15–16, 28–24. At Rasmus Jynge skulde have været med baade i Femaarskrigen (ɔ: Gyldenløvefeiden) og i Tiaarskrigen (ɔ: Krigen mod Carl den tolvte) er naturligvis en Utænkelighed.
2. I Thelemarken og tillige mangesteds i Numedalen ved man almindelig at fortælle om en Stortyv og Rømningsmand Thov Johannessen Murekleiv. Hans Tid faldt ind i Slutningen af forrige og Begyndelsen af vort Aarhundrede. Oprindelig var han Soldat, men blev bragt paa Afveie af en Elskerinde „Tusta“ eller „Tuste“, udentvivl et Fantefruentimmer, og streifede nu om med hende i Thelemarkens Fjeldbygder, især i Hjertdal, Sillegjord, Fladdal og Hitterdal. Ofte forfulgt og stundom fængslet, vidste han dog altid at rømme ud igjen til sine Tilholdssteder i Fjeldene. Undertiden gav han sig ogsaa ud paa længere Vandringer, og skal have vanket om lige ind i Sverige. Sit ensomme og fortvivlede Liv og sin Kjærlighed til sin Tusta besang selv han paa sin Maade i Viser, af hvilke man endnu finder Stumper bevarede i Bygderne. F. Ex.:
Mellem Fjeld og øde Dale,
Mellem Bækkene store og smaa,
Langsomme er alle Dage,
Men længere Aar efter Aar.
Det var nu saa ondt for min Tuste,
Men nu er det værre for mig,
Og gid, at den Vetren var Ende,
Saa bjerge nok Thov’en sig.
Saa nørte vi op lite Varme,
Saavidt Folk saag, at det rauk,
Men saa var det ikke fortidlig at sende[1],
Jeg totte, i hver Buske det skaut.
Der bor en skarve sille Lensmand i Heddal,
som altid har været saa snil,
Fangan dem slepper han lause
Og Bygdan dem armer han ut.
Med sine Forfølgere bestod Thor undertiden blodig Kamp, som han sang i en Vise:
Da slog jeg ud af Kræfter,
Til de alle sank i Blod.
Men tilsidst fik hans Liv en brat Ende. Da han en mørk Aften sad og drak i et afsidesliggende Hus hos en af sine Hælere, trængte en Flok Bønder, som havde faaet Nys om, hvor han var, ind i Stuen, under Anførsel af en Hitterdøl, Ellef Trolddalen. Thor greb da sit sædvanlige Vaaben, Bladet af en Ljaa, fæstet til et langt Skaft og forsøgte at gjøre Modstand, men blev strax kastet ned paa Gulvet. Han gjorde nu Tegn til Overgivelse, men Ellef Trolddalen knuste alligevel hans Hoved med et Slag af sin Geværkolbe.
Efter Fortælling dels af flere Numedøler og Thelebønder, dels af Sognepræst I. H. Bentzen i Øiestad.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ sende: rømme.