Hr. Peder Claussøn

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
J.M. Cappelens Forlag (Anden Samlings. 110-117).

At denne mærkelige Mand er en blev en Sagnfigur i den Bygd, hvor hans Liv henrandt, skyldes ikke hans noksom bekjendte literære Fortjenester, thi om dem havde hans Menighed ingen Forestilling. Grunden til, at han endnu lever i Almuens Erindring er derimod den, at han aabenbart var en i flere Henseender usædvanlig Personlighed, kraftfuld og nidkjær, men tillige myndig og hidsig.

Hovedtrækkene i hans Liv ere snart fortalte. Hans Fader, Hr. Claus Friis, var oprindelig Præst i Ekersund, og her fødtes Peder Claussøn 1545. Siden forflyttedes Faderen til Undal[1], hvor Peder, kun en og tyve Aar gammel, i 1566 blev hans Eftermand. Efter i otte og firti Aar at have været Sognepræst til Undal, Provst i Listers Provsti og en Tidlang tillige Kannik i Stavangers Domkapitel døde han 15 Octbr. 1614. Hans Reiser i Verden have neppe naaet længere end til Stavanger, hvor han sagtens har gaaet i Skole, til Bergen og til Oslo, thi da han allerede, lidt over tyve Aar gammel, var Sognepræst, kan man ikke antage, at han har studeret ved noget Universitet. Begge de Skrifter, der have bragt Peder Claussens Navn til Efterverdenen, udkom først adskillige Aar efter hans Død i Kjøbenhavn. Til at forfatte disse var han bleven opfordret af en dansk Lensherre, Statholder Axel Gyldenstjerne. Dette var intet enestaaende Tilfælde, thi ogsaa andre af vort Lands ældste historiske Forfattere efter Reformationen have grebet Pennen efter høierestaaende danske Mænds Tilskyndelse. Foruden sine to Hovedværker har Hr. Peder ogsaa udarbeidet adskillige andre Skrifter. Hans Optegnelser om Tienden paa Agdesiden, der indeholde mange ypperlige Træk om Datidens Tilstande paa Vestlandet, men hidtil kun ufuldstændig ere trykte, existere endnu, dog kun i en Afskrift, derimod er hans Lovcodex, der findes paa Bibliotheket i Stockholm, formodentlig egenhændig. Haandskriftet til hans Sagaoversættelser ansees almindelig for tabt, men det er min Tro, at et større Brudstykke af en Sagaoversættelse hvorpaa jeg i 1870 blev opmærksom ved et Besøg i det kongelige Bibliothek i Hannover, ved nærmere Undersøgelse vil vise sig at hidrøre fra hans Haand. At dette Haandskrift sees senere at have været i en Hans Jørgensens Eie, taler ogsaa for denne Antagelse, thi saa hedte Hr. Peders anden Eftermand i Undals Kald.

I sin ældste, fyldigste og oprindeligste Form foreligge Sagnene om Hr. Peder Claussøn i nogle Optegnelser af den lærde Præst til Vanse paa Lister, Mag. Michael Tyrholm († 1767), hvis Beretning hører til de Haandskrifter, som Conferentsraad Werlauff i i sin Tid har skjænket vort Universitetsbibliothek. Nedenfor skulle vi meddele Indholdet deraf uden dog overalt at binde os til Tyrholms Ord.

Peder Claussøns Giftermaal skal være gaaet saaledes for sig. Der kom et Skib fra Jylland med Kornvarer til en af Havnene Undal, og et Par unge Piger var ombord. De havde med sig endel Haandgjerningsarbeide at sælge, og kom ogsaa til Præstegaarden dermed, og medens de vandrede hen ad Veien, vare de ikke ledige, men gik og strikkede. Hr. Peder syntes godt om deres Vindskibelighed, og da den ene af Pigerne især behagede ham, friede han til hende, og hun blev Præstekone paa Valle Præstegaard, medens den anden reiste tilbage. Med denne sin danske Kone fik han en Søn og en Datter. Sønnen blev Præst efter Faderen, men slægtede ham ikke paa og skal ikke have duet stort. Datteren blev gift med en Bonde. Af disse Børns Efterkommere i Undal var det, at Mag. Tyrholm hørte de følgende Traditioner.

Engang hændte det sig, at en Hestehandler fra en af Fjeldbygderne kom ned ad Dalen med sin Drift og solgte en Hest til Hr. Peder. Han havde forsikret, at den var uden nogen Lyde, og fik ogsaa sin Betaling for den og fatte dermed over Undalselven, der løber lige forbi Valle Præstegaard, til Gaarden Vigeland paa den anden Side. Idet Hr. Peder blev staaende og betragtede sin Hest, saa han, at den havde en Feil, og raabte da over Elven til Manden, at han skulde komme over til ham. Men Hestehandleren svarede: „Nei Far, jeg har ikke mere at tale om, Kjøbet er gjort“. Hr. Peder raabte: „Kommer du ikke tilbage, skal du aldrig gaa et Skridt mere“. Dermed løb han ind, greb en ladt Rifle og skjød Fjeldmanden ihjel paa den anden Aabred.

For denne Gjerning blev da Hr. Peder stevnet til Bergens Herredag, hvor Kongen og hans Søn Prindsen selv skulle indfinde sig og skifte Lov og Ret. Tiden kom, da Kongens Skibe vare ventendes under Kysten, og Hr. Peder roede da ud med sin Baad og passede paa udenfor Lindesnæs, om han skulde være saa heldig at træffe Kongeskibet. Som han laa der, hændte det, at en Fisker fangede en stor prægtig Kveite eller Helleflyndre. Den kjøbte Hr. Peder og roede længere ud for at see efter Skibene. Han gjorde Tegn til et af dem, at man kunde skjønne, at han havde noget at melde, og det traf til, at det var Prindsens Skib. Denne kom op paa Dækket, saa Fisken og befalede Præsten at komme ombord. Hr. Peder bad Prindsen om at modtage denne og lade den anrette for sig, da den var meget lækker. Derhos havde han en Mængde Ting at fortælle om, baade om Fugle, Fiske og andre Dyr. Alt dette morede Prindsen, og han spurgte da tilsidst, hvad Naade han kunde vise Hr. Peder. Da aabnede denne sit Hjerte, men i Førstningen ganske forsigtig. Han takkede Gud og Kongen, sagde han, for det gabe Kald, han havde. Men nu fortalte han videre, var han ulykkeligvis stevnet til Bergen i en Sag, og derfor vilde han udbede sig den Naade, at Prindsen vilde erindre ham, naar han fik se ham igjen, bleg og blaa om Næsen. Prindsen opskrev da strax hans Navn, og de skiltes ad.

Hr. Peder reiste derefter til Herredagen, og da hans Sag kom for og han stod for den høie Ret, fæstede han sine Øine alene paa Prindsen og stirrede paa ham. Denne tog da sin Tegnebog op og mærkede, at det var den samme Præst, han havde talt med udenfor Lindesnæs. Da reiste Prindsen sig op, vendte sig til sin Hr. Fader og udbad sig den kongelige Naade, at Hans Majestæt vilde forære ham denne Mand Kongen spurgte, hvorfor, om det var for at han vilde gjøre en Prøve og alene dømme den Mand. Just saa, svarede Prindsen. Kongen føiede ham da i hans Ønske, og Prindsen vendte sig nu til Hr. Peder med de Ord: Hans Majestæt har foræret mig Eders Person, jeg forærer Jer Eders Liv, gak hjem med Fred. Saaledes beholdt han baade Liv og Kald.

Hr. Peder skal ogsaa have havt Adskilligt at bestille med Troldkjærringerne i sit Kald. Han forfulgte dem, hvor han traf dem og lod nogle af dem sætte fast hos Lensherren Peder Grubbe, som skal have boet i Nabobygden Lyngdal, og som var en haard Mand. En Vinter var Hr. Peder reist til Lyngdal for at besøge Lensherren, og der blev da drukket temmelig tæt af en Sølvkande. Medens de sad og drak, bleve de uenige, og medens Lensherren en liden Stund var ude af Stuen, reiste Præsten afsted i sin Karmslæde. Derover blev Peder Grubbe saa forbitret, at han gik ned i Kjelderen til Troldkjærringerne, som sad arresterede og lovede dem, at de skulde slippe løs, ifald de med sine Kunster vilde gjøre Præsten Fortræd, medens han var underveis. De lovede det da strax, og ganske rigtig, da Hr. Peder skulde over et Vand, Tarvandet, brast Isen og Hest og Slæde faldt ned i Vandet. Vel bjergede Hr. Peder selv sit Liv, men hans Dreng druknede.

Hr. Peder, skriver Tyrholm til Slutning, var ikke alene Præst, men ogsaa Tolder i Snig og Lensmand i Lyngdal, „og vist er det, at han var en rar Mand i sin Tid og er bleven navnkundig af Adskilligt.“

Andensteds fortælles ogsaa om Hr. Peder, at han med stor Iver ivrede imod Helgendyrkelsen, og den Tilbedelse af Billeder, som endnu gik i Svang blandt Almuen. Han tog alle Billeder ud af Kirken og kastede dem ud i Undalselven, for at de kunde drive tilhavs med Strømmen. En Bonde fra Gaaarden Syrdal, som just laa ude paa Fjorden ved Svinør og fiskede, blev da forfærdet, da han fik se sin Helgen komme drivende ud imod sig og det, uagtet Helgenen „var af Guld.“ Glad tog han det kjære Billede op af Vandet i Baaden og bragte det til sit Hjem, hvor han dyrkede det i al Stilhed, indtil Præsten fik det at vide og straffede ham derfor.

Sagnet om Hr. Peders Giftermaal fortælles ellers i Undals Kaldsbog, der dog er indrettet mindst halvhundrede Aar yngre end Tyrholms Optegnelser og hidrører fra Provst Jens Saxe d. Æ. († 1814), om en af de senere Præster i Dalen, Hans Jørgensen Gotzow, der levede c. 1650. Det heder i Kaldsbogen, at de to jydske Piger begge bleve gifte med Præster, den ene med Sognepræsten „Gamle Dr. Hans“, og den anden med Capellanen, „Unge Hr. Hans“, og der tilføies, at disse to Præstekoner erhvervede sig store Fortjenester af Almuen i Dalen, hvem de oplærte i Jordbrug, Husflid og Vindskibelighed. Hans Jørgensen Gotzow, der blev Præst i Undal 1629 efter en Valgstrid, der maaskee er den interessanteste, vor Præstehistorie kjender, (se mit Skrift: Om geistlige Embeders Besættelse i Norge efter Reformationen, Chra. 1869, S. 17) er ogsaa mærkelig formedelst sin Lærdom. Universitetsbibliotheket eier hans betydelige Samling af latinske Breve og Digte, et sjeldent Exempel paa Erudition og varm literær Interesse hos en Landspræst i de Dage. Hans Gotzow vides forøvrigt at have været gift med en Adelsjomfru fra Lister, Marina Theiste.

Hvad angaar Hr. Peders Sag ved Herredagen i Bergen, da er det vist nok, at han blev stevnet derhen i 1604 (se Fr. Brandts Afskrift af norske Herredagsdomme, benyttede af A. Faye i hans Meddelelser om Peder Claussøn i Skillingsmagazinet for 1858, ogsaa særskilt), men Akterne indeholde dog Intet om nogen skudt Fjeldmand. Derimod tiltalte Peder Grubbe ham for flere andre Forseelser, deriblandt for at have (for tyve Aar siden) stukket en Lensmand, Thorkel Haugen, i Armen med en Kniv, hvoraf denne skulde være død. Præsten blev imidlertid frifunden for videre Tiltale. Med Hensyn til Peder Grubbe har Sagnet fuldkommen Ret, naar det tillægger ham Haardhed mod Almuen, han blev af denne Aarsag afsat fra sit Len 1605, Aaret efter den omtalte Herredag. Hvad endelig „Prindsen“ angaar, da er dette aabenbart en Opdigtelse. Nogen anden Prinds end Christian den fjerdes Søn af samme Navn kunde der ei tænkes paa, og denne fødtes Aaret 1601, altsaa et Aar førend Herredagen.

Tilsidst skulle vi her meddele et Dokument, der endnu findes i Undals Præstearchiv, og indeholder et lidet Bidrag til Hr. Peders Levnetsbeskrivelse. Da det desuden er skrevet med hans egen Haand, er det tillige af Interesse, om man vil sammenligne hans egen Retskrivning med den, der efter hans Død anvendtes ved Trykningen af hans Skrifter.

Jeg Peder Claussøn Sogneprest y Undall kiendis och giør alle vitterligt met dette mit opne Breff. Att efterdi Erlig mand, Olaff tiøstelsønn paa Roland er forligt met mig utii Lagmandens och andre gode folckis nærværelsse for den skade som hand giorde mig paa Miølhus denn 6 dag Juli utii forgangen Vinter och allt andet som os kand haffue wæret imellom indtill denne Dag, Daa losfuer ieg och tilsiiger Att ieg samme forliigelsse will ubrødelig hollde och att forne Olaff och alle hans Arffuinger skall wære quijt frij och klaffeløs for mig och alle mine Arffuinger och for fødde och ufødde for forbeneffnde Skade, liige som den aldrig wore skeedt, och aldrig paatalis. Utii liige maad skall och were forliigt och endelig afftalld for fødde och ufødde allt huis Tore paa Miølhus oc sorne Olaff imellem kom for samme Handels Skylld: Saa bekiender ieg ochsaa obenbar met dette mit Breff for alle ærlige folck, At ieg ingen Sag haffuer ey heller nogen tilltale till forne Olaff Roland eller nogen hans folck och Børnn Och ey heller ieg med andet met dennom End dett som ærligt och forsvarligt er vtij alle maade: Huorffor ieg och will holde forne Olaff for min Wenn och være hans Wenn igien och forfremme allt huis hannem och hands kand komme tillgode saa som ieg ochsaa hannem saa well som andre mit Sognefolck paa mit Embeds wegne plichtig er. Till huis witnesbyrd haffuer ieg vndertrøckt mit Signet Under dette mit Breff, som ieg met Egenn hand schreffuit haffver opaa walle denn 24 Martij Anno 1590.

(Udenpaa: Rolands forliigelsse).


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. Ved Undersøgelse i det ret indholdsrige Præstearchiv i Undal har jeg fundet, at Hr. Peders Fader Claus Friis nævnes som Sognepræst der i et Diplom af 1557; i et andet Diplom af 1549 nævnes derimod Hr. Rasmus Olafssøn, der formodentlig har været Claus’s Formand.