Paa ski over Grønland/3

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
II.
Udrustning.
————————

Ved ekspeditioner af natur som den, der her er tale om, er det klart, at et heldigt udfald for en væsentlig del beror paa udrustningen, ja i dette tilfælde gjaldt det deltagernes liv, hvis udrustningen ikke var, som den skulde. En nagle eller forbinding, som springer, kan være nok til at sinke den hele færd, ja kan drage de alvorligste følger efter sig; hver eneste ting bør samvittighedsfuldt prøves, og man maa ikke sky forandringer og uleilighed, indtil alt er saa fuldkomment som muligt. Det hele er iagttagelse og overveielse af en lang rækkefølge bagateller; men det er disses sum, som giver et godt resultat, og der kan vanskelig lægges for megen vegt derpaa; mange af de tidligere ekspeditioner har efter min mening sprunget vel let over dette kapitel.

Som tidligere omtalt (s. 7), var det oprindelig min agt, om muligt, at anvende hunde eller rener som trækdyr. Fordelen herved er tydelig nok ikke liden, naar man først har dyrene paa det sted, hvor selve slædeekspeditionen kan tage sin begyndelse. Det er af mange erfarne mænd blevet sagt, at trækdyr egner sig ikke for længere slædeekspeditioner, da dyrene kun kan trække proviant til sig selv for et bestemt tidsrum. Jeg forstaar imidlertid ikke dette ræsonnement; kan man ikke bruge dyrene den hele vei, saa staar man sig dog paa at bruge dem, saa langt de rækker, og saa slagte dem.

Har man et tilstrækkeligt antal dyr og medtager saa meget proviant til dem, som de kan trække ved siden af ekspeditionens øvrige udrustning, kan man ved deres hjælp rykke hurtig frem uden at anstrenge sig selv i nogen følelig grad. Samtidig har man den fordel, at man ved efterhaanden at slagte dyrene stadig kan skaffe sig fersk mad; saaledes trænger man heller ikke saa stor proviantforsyning til sig selv. som ellers vilde være nødvendig. Naar man saa tilsidst blir nødt til at slagte de sidste dyr, bør man være kommet et betydeligt stykke frem uden at tære paa sine egne kræfter, — har desuden den hele tid kunnet spise sig god og mæt paa fersk mad, hvilket er af stor betydning, og bør saaledes kunne fortsætte reisen med lige gode kræfter, som da man begyndte.

Mange vil vistnok indvende, at dette ikke kan gjælde, naar talen blir om hunde; men jeg kan dertil kun svare, at jeg ved af erfaring, at hunger er en særdeles god kok, at hundekjød aldeles ikke er usmageligt, eskimoerne anser der endog for at være meget godt, og at den, der under saadanne omstændigheder som her ikke kunde spise det, ikke egner sig som deltager i en færd af denne natur.

Havde jeg kunnet opdrive gode slædehunde, havde jeg derfor taget dem med; hunde har nemlig den store fordel fremfor renerne, at de er betydelig lettere at transportere, samt at de ikke er vanskelige at fodre; de spiser den samme proviant, som vi selv, mens renen maa have sin egen proviant, væsentlig renmos, og den er rumstor og

tung. Det var mig imidlertid ikke muligt
Paa indlandsisen. Opbrud om morgenen. (Tegnet af A. Bloch efter fotografi)
Paa indlandsisen. Opbrud om morgenen.
(Tegnet af A. Bloch efter fotografi)

paa den tid, som var mig levnet, at opdrive brugbare hunde, og jeg maatte derfor lade det fare. Saa tænkte jeg paa rener; jeg skrev til Finmarken derom, ja jeg indkjøbte endog renmos i Røros til dem. Men saa viste det sig at være saa mange vanskeligheder med at faa dem fragtet, og endnu større vanskeligheder vilde der komme med at faa dem iland paa Grønland. Jeg opgav derfor ogsaa disse og holdt mig blot til menneskene.

Men naar hver brødsmule, man skal spise, skal trækkes frem af en selv, da er det ikke mer end naturligt, at man ser til at gjøre alting saa let som muligt, provianten, redskaberne, klæderne, alt maa reduceres til det mindst mulige. Holder man paa med en slig udrustning, da begynder man tilsidst ubevidst at regne alle tings værdi i omvendt forhold til dens vegt, ja selv om det er en lommekniv, saa gjælder det om, at den er let. Men man maa passe paa ikke at gaa for langt i sin jagen efter lethed; redskaberne maa være sterke; thi de kommer til at maatte udstaa mangen haard prøve; klæderne maa være varme, ingen ved, hvor koldt vi faar det, og provianten maa være nærende og sammensat af forskjellige bestanddele i passende forhold; thi der blir strengt arbeide, sandsynligvis strengere, end nogen deltager har prøvet før.

Noget af det vigtigste ved en slæde-ekspedition er selvfølgelig slæden eller kjælken.

Da der gjennem tidernes løb specielt fra England har gaaet saa mange slæde-ekspeditioner mod de arktiske egne, skulde man tro, at slæden gjennem de paa disse indvundne erfaringer havde faaet en høi grad af udvikling. Det har den imidlertid ikke, og man kan ikke forundre sig nok over at se saa sene ekspeditioner som f. eks. den anden tyske nordpol-ekspedition i 1869—70 (til Grønlands østkyst), den østerrigsk-ungarske nordpol-ekspedition i 1872—74 (til Franz Josefs land) eller endog den store engelske nordpol-ekspedition under Nares i 1875—76 (til Smith’s sund) reise afsted med saa store, klumpede og uhensigtsmæssige slæder, som de gjorde. Bedre udrustede i saa henseende var vistnok de to seneste amerikanske ekspeditioner, Greely-ekspeditionen (1881—84) og rescue of Greely, ledet af Schley og Soley (1884).

Den almindelige feil ved slæderne paa de forskjellige ekspeditioner har været, at de var tungt og klumpet byggede samtidig med, at de var for store. Naar dertil lægges, at de gjerne havde smale meier, saa er det ikke vanskeligt at forstaa, at de sank dybt i sneen og ofte var næsten umulige at faa frem.

Enkelte ekspeditioner har vistnok anvendt de i Amerika brugelige tobaggans, som bestaar af en eneste fjæl, opbøiet foran. De er gjerne af birkeved eller lignende og har en længde af ca. 2.5 m. og en bredde af 46 cm. eller mer. Vi finder disse slæder anvendte paa ekspeditioner allerede i begyndelsen af dette aarhundrede, saaledes havde Franklin paa sin første reise saadanne. Den engelske reisende dr. Rae og efter ham Greely anvendte lignende slæder med ganske lave og smale meier, en paa hver side.

Det er selvsagt, at disse slæder bærer godt ovenpaa i løs sne og egner sig godt for denne slags føre; men naar sneen er noget haardere, gir de dog for stor friktion og er mindre lette at trække frem.

At sætte slæderne paa brede meier er det merkelig nok kun faa ekspeditioner, som har fundet paa[1]. Dette falder dog for os nordmænd som det naturligste, vi, som fra gammel tid af er vante til skikjælken.

Dette er en liden slæde, som hviler paa brede, skilignende meier, og som i mange bygder i Norge anvendes meget af skiløbere saavel i skogen som paa fjeldet til at føre frem læs af hø, ved og lignende paa. Den trækkes gjerne ved et taug, men styres ved en stang, som er fæstet paa siden, og som især er nødvendig for at holde kjælken fra at rende i hælene paa skiløberen, naar det i susende fart gaar udfor bakke.

Skikjælken er udenfor Norge udbredt over Sverige, Finland, lige til det østlige Sibirien.[2]

Det var den norske skikjælke, som stod for mig under konstruktionen af den, som anvendtes af os. Denne forbandt de egenskaber, som bør sættes høiest hos en træk-kjælke, den var sterk, let, flød godt ovenpaa og gled let paa sneen i al slags føre.

Foruden den norske skikjælke havde ogsaa den slæde, som staar beskrevet i beretningen om Greely-ekspeditionen[3], og som anvendtes af den ekspedition, der gjenfandt Greely, for en liden del tjent mig som mønster.

Til forfærdigelsen af skikjælkerne fandt jeg en meget dygtig og samvittighedsfuld mand i snedker Christiansen, nu bosat i Næs i Telemarken. Han sparede intet for at efterkomme mine ønsker og for at skaffe det mest udsøgte materiale.

Det var først efter talrige forandringer og forsøg, bl. a. paa en reise over fjeldet fra Bergen til Kristiania, — at jeg blev staaende ved den form, vi benyttede.

Alt træverk, undtagen meierne, var gjort af ask i saa seige, udvalgte stykker, som muligt.

Da udsøgt ask som bekjendt er et overmaade sterkt materiale, kunde kjælkernes overstel gjøres meget smekkert og let uden dog at blive svagt.

Kjælke.
Kjælke.

Meierne var paa et par kjælker gjorte af alm, paa de andre af løn — begge disse træsorter udmerker sig nemlig ved sin glathed paa sneen. Forsaavidt kunde det dog have været det samme, hvad de var gjorte af; thi meierne var skoede med tynde staalplader, som jeg havde tænkt at tage af, naar vi kom ind paa løst føre, men som med én undtagelse blev benyttede den hele vei.

Hosstaaende tegning giver vistnok en saa god forestilling om kjælkens bygning, at enhver nærmere beskrivelse er overflødig; der var ingen nagler, alle sammenføininger var gjorte med surringer, dette gjør kjælken mer elastisk, saa den gir svigt under stød og lignende, da nagler gjerne springer; følgen var ogsaa, at intet blev brudt paa den hele reise. Kjælkernes længde var omtrent 2.90 m. og bredden var ca. 0.50 m. Maalte man meierne i løbet under fra spids til spids, saa var de 2.89 m., mens bredden var 9.5 cm. Det, at de var opbøiede baade foran og bag, gav slæden mere styrke og spændstighed samtidigt med, at det vilde yde en fordel, hvis den forreste ende af en kjælke blev brudt eller ødelagt, idet man da kunde vende den om og benytte bagenden som forende.

Den opstaaende ryg, som sees paa tegningen, var gjort af en bøiet, smekker askestang. Den viste sig meget praktisk til at styre og skyve kjælkerne ved i vanskeligt lænde, naar man maatte være to om hver.

Hver kjælkes vegt uden staalmeierne var omkring 11.5. kgr., med staalplader under meierne var den 13.75. Foruden disse tynde staalplader var der langs midten af hver mei paa undersiden paaskruet en smal, firkantet staalstang, der skulde tjene som en slags kjøl og paa haardt isføre tjene til at styre kjælkerne og holde dem fra at slingre, hvilket er af stor betydning, naar man bevæger sig over isbræer med sprækker, hvor slingring af en kjælke let nok kan bringe den til at forsvinde i dybet, og man maa være glad til, hvis man ikke selv blir trukket med i faldet. Disse staalstænger gjorde, saa længe de sad paa, fortrinlig nytte, men da de under kjælkernes voldsomme bevægelser i det ujevne isterræn nær kysterne udsattes for mange stød, blev de snart afrevne; især var dette tilfældet, da vi kom op i kulden, hvor staalet blev skjørt som glas.

For fremtidige ekspeditioner burde derfor kjøle under meierne, om man vilde benytte saadanne, anbringes paa en anden maade, end vi havde dem; sterkest var de selvfølgelig, om de var udarbeidede i ét stykke sammen med staalpladen; men derved vilde de miste den fordel, som vore havde i at kunne afskrues, naar man ønskede dem væk. Som det af tegningen vil kunne sees, var der paa midten af meiernes overside en langsløbende ryg, som gav dem, der forøvrigt for vegtens skyld var tynde, den fornødne stivhed og spændstighed.

Kjælkerne var beregnede paa at trækkes en af hver mand, men da det er heldigt i vanskeligt terræn, at en mand kan sendes forud for at finde ud den letteste vei, uden at ekspeditionen derved stanses, og da det tillige er tungest at gaa foran i løst sneføre, saa finder jeg det mest hensigtsmæssigt, at den første kjælke trækkes af 2 mand. Af denne grund havde vi blot 5 kjælker.

Fordelen ved at have saa mange mindre kjælker fremfor en eller et par store, saaledes som saa mange tidligere ekspeditioner, forekommer mig at maatte være iøinefaldende. I vanskeligt terræn, hvor det er tungt at komme frem, er det besværligt at manøvrere med de store slæder og deres tunge oppakning, ja paa vor færd vilde det ofte været en umulighed uden at læsse dem af og bære bagagen, mens vi, naar vi enedes to og to eller tre og tre om vore kjælker, altid kunde klare os frem uden aflæsning eller ompakning; undertiden var vi dog nødte til at bære dem hele og holdne, som de var.

At rigge om vore kjælker til seilads, hvilket skede flere gange, gik uden videre for sig paa den maade, at 2 eller 3 stilledes paa siden af hinanden og bandtes sammen ved hjælp af nogle ski eller stager, som lagdes tvers over og surredes fast; derpaa reistes særegne, dertil medbragte bambusstenger som mast. Til seil anvendtes teltgulvet eller 2 presenninger. Naar vi saa styrede kjælkerne ved en foran anbragt styrestang, noget lig en vognstang, af bambusrør, saa kunde vi paa dette vis seile ganske godt. Naar man udrustede sig specielt derfor, kunde man selvfølgelig indrette sig betydelig letvindtere og bedre, end vi havde det.

Jeg mener, at denne maade at komme frem paa, som paa Grønlands indlandsis først er anvendt af amerikaneren Peary, bør ved fremtidige ekspeditioner skjænkes mer opmerksomhed, end hidtil er skeet, specielt turde den faa stor betydning ved undersøgelser af den antarktiske indlandsis.

For en ski-ekspedition som vor er selvfølgelig skiernes konstruktion af lige stor vigtighed som slædens, men da jeg i næste kapitel kommer til at omtale vore ski, vil jeg henvise dertil.

Foruden ski medtoges ogsaa indianske snesko og norske truger.

De indianske snesko bestaar som bekjendt af et fletverk af dyresener (helst af den amerikanske elg), udspændt i en ramme af seigt træ (ask eller lignende). Vore snesko havde en længde af 1.06 m. og en bredde af 39 cm.

De norske snesko eller, som vi kalder dem, truger var gjorte af et fletverk af vidjer og havde en form som omstaaende tegning. De var smaa og havde kun en længde af omtr. 39 cm. og en bredde af omtr. 26 cm.

Trugerne anvendes i enkelte dele af landet ikke ualmindelig ogsaa om vinteren, men især er de dog nyttige paa vaarføre, da ski er mindre anvendelige. Størst anvendelse har i mange bygder landet over trugerne til hestene. Hestetrugerne ligner aldeles mennesketruger, kun er selvfølgelig paabindingen noget forskjellig og afpasset efter hestehoven. Vore fjordheste lærer meget hurtig at gaa paa truger og kan saaledes med nytte anvendes i sneføre, hvor andre heste er en umulighed.[4]

Truger, saavel indianske som norske, staar selvfølgelig til almindeligt brug langt tilbage for ski under en mand, som forstaar at bruge disse. Hvorfor jeg trods dette havde medtaget truger, var af den grund, at jeg troede, de skulde være fordelagtigere, naar det gjaldt at trække de tunge kjælker opover bakkerne. Hertil anvendtes de da ogsaa; selv foretrak jeg de indianske snesko, ligesaa ogsaa enkelte af de andre nordmænd; en af dem kunde dog ikke forsone

En norsk truge og finnesko.
En norsk truge og finnesko.

sig med dem; der kræves nemlig lidt øvelse for at føre dem ordentlig uden at snuble. Han brugte da istedet de norske truger. Med disse sank han dog betydelig dybere i den bløde sne.

Det varede ikke længe, at vi overhovedet anvendte snesko, snart fik vi skierne paa og fandt, at selv opover bakke er disse at foretrække.

En fordel har dog snesko eller truger fremfor ski, naar der ikke er skind under disse, og det er, at de godt kan anvendes ogsaa i lindeveir, naar sneen klabber (det vil sige, hænger sig fast under skien). En anden fordel er den, at trugerne er betydelig lettere at bære end ski.

For at faa en hensigtsmæssig baad, som var saa let, at den skulde kunne trækkes over havisen, samtidigt med, at den var sterk nok til at udholde de mange prøver, hvorpaa den vistnok vilde bli sat mellem de lunefulde drivisflag, saa lod jeg den bygge specielt for øiemedet her i Kristiania af hr. Hansen, direktør for nuværende «Kristiania baadbyggeri».

Baaden.
Baaden.

Baadens hele længde var 5.96 m. (19 fod), dens største bredde var 1.88 m. (6 fod), dens indvendige dybde 0.63 m. (2 fod). Bordlægningen bestod af en dobbelt hud, hver 10 mm. (38 tomme) tyk, med et mellemlag af tynd seildug. Den indre bordlægning var af furu, den ydre af norsk staaleg, begge paa det omhyggeligste sammenklinkede. Baandene eller spanterne var af bøiet asketræ, 26 mm. (1 tomme) brede og 13 mm. (½ tomme) tykke, med en afstand mellem hvert af 157 mm. (6 tommer.)

Paa undersiden var der paa hver side af kjølen en mei af furu. Disse var beregnede paa at støtte baaden under trækning over isen, men min erfaring er dog den, at det er bedst at være dem foruden; baaden glider da lettere saavel over isen som gjennem vandet; desuden kan meierne, naar isen skruer sammen, let nok komme i klemme og derved ødelægge baaden.

Vor baad var forøvrigt særdeles hensigtsmæssig og var sterk og elastisk under tryk mellem isflagene. Jeg er dog tilbøielig til at anbefale enkelt bordklædning fremfor dobbelt, da baaden derved blir lettere at reparere. Den dobbelte bordklædning optager ogsaa let vand mellem bordene, og derved gjøres baaden tungere.

En vigtig udrustningsgjenstand ved alle arktiske ekspeditioner er soveposen.

Den halve ekspedition i sin sovepose.
Den halve ekspedition i sin sovepose.

Paa en ekspedition som vor var det stofs natur, hvoraf poserne forfærdiges, selvfølgelig af største vigtighed; thi dette maatte være saa let som muligt samtidig med, at det ydede tilstrækkelig varme. Paa tidligere ekspeditioner har der været anvendt delvis uldtøi eller filt, delvis skind. Uldtøiet har selvfølgelig den fordel at slippe transpirationen bedre igjennem end skindet, og i sterk kulde kondenseres saaledes fugtigheden ikke i den grad i det, som i skind; men paa den anden side har uldtøiet den store feil at være for tungt i forhold til dets varme. Jeg tænkte en stund paa at forsøge uldtøis soveposer; men jeg fandt dem for lidet varme, og jeg er bange for, at havde vi taget saadanne, saa var vi neppe levende komne frem til Grønlands østkyst.

Efter forskjellige forsøg blev jeg staaende ved renskinds soveposer som det heldigste af det, der for øieblikket var muligt at opdrive. Renskindet er, i forhold til sin vegt, det varmeste af alle mig bekjendte skindsorter, i særdeleshed er vinterskind af renkalve ganske sjelden lette og varme; dette kunde jeg imidlertid ikke opdrive itide og maatte derfor nøies med skind af simler (hunren), som er betydelig tungere.

En ulempe ved renskind er selvfølgelig den, at haarene slides let af det, ligesom det ikke taaler meget vand, før haarene falder af. I saa henseende er hundeskind betydelig bedre og sterkere; det naar dog ikke renskindet i varme. Endnu bedre end hundeskind er ulveskind, som kun har den feil at være kostbart.

Skindet i vore soveposer holdt meget godt den hele reise, samt vinteren over paa vestkysten; det var ekstra tilberedt for anledningen af bundtmager Brandt i Bergen, og jeg har al grund til at være tilfreds med det.

Vi havde 2 soveposer, og hver var indrettet til at rumme 3 mand. Dette er særdeles hensigtsmæssigt, idet en pose til 3 mand selvfølgelig er lettere, end 3 enkeltmandsposer, og samtidig er den betydelig varmere, idet de 3 mand i samme pose gjensidig varmer hinanden. Endnu større fordel vilde man vundet i saa henseende ved en pose til hele ekspeditionen. Dette turde jeg dog ikke risikere; thi hvis den kjælke, hvorpaa denne ene pose laa, faldt i en revne, saa vilde vi staa der aldeles uden beskyttelse mod nattekulden; mens vi i det fald, at vi mistede en af 3-mandsposerne, dog ikke var raadløse; til nød kunde der sove 4 mand i hver pose, og saa fik man byttes paa.

Oventil var poserne forsynede med et hætteformet laag, som kunde spændes til ved hjælp af to remme. Saa længe kulden ikke var følelig, blev det gjerne varmt med disse laag tillukkede, men naar det blev koldere, var det nok saa, at vi var glade ved at kunne spænde igjen, saa langt remmene rak; der blev altid ventilation nok gjennem den spræk, som endnu blev levnet; af den kjølige natteluft, som findes i Grønlands indre, trænger man ikke meget ind i poserne, før man synes det er nok.

For at beskytte soveposerne mod fugtighed udenfra havde jeg ladet gjøre betræk af tynd oljedug; da vi kom ind i kulden paa indlandsisen, kasseredes imidlertid disse.

Luftmadrasser af kautschuk til at lægge under poserne fandt jeg ikke nødvendige, naar poserne er af renskind, og da kautschukmadrasser er tunge, er det selvfølgelig en fordel at kunne undgaa dem.

Af klæder havde vi, naar undtages nogle faa reserveplag, ikke stort mer end det, hvori vi gik og stod den hele tid lige fra Norge.

Naar undtages 2 renskindspesker med tilhørende bukser af renskind, som lapperne havde, og en liden jakke, foret med ekornskind, som jeg medbragte, dog næsten uden at bruge den, saa havde vi ikke skindklæder, men benyttede fra inderst til yderst gjennemgaaende uldtøi.

Inderst bares en tynd uldskjorte og uld-underbenklæder, derpaa kom en tykkere islandsk uldtrøie og saa yderklæderne. Disse bestod af en jakke paa overkroppen, knæbenklæder og snesokker paa benene og var gjorte af norsk vadmel, som viste sig meget hensigtsmæssigt.

Uldtøi er under strabadser saavelsom ellers det sundeste, idet det yder fri gjennemgang for transpirationen mens lin-, bomuld- saavelsom skindtøi stanser den; fremfor alt maatte vi selvfølgelig passe ikke at blive svede, da dette i sterk kulde let kan foraarsage paafølgende afkjøling og forfrysning. Vi maatte derfor hellere, efterhaanden som vi blev varme, afkaste klædningsstykker, og saaledes gik det da til, at man kunde se ekspeditionens medlemmer i 20 til 30 graders kulde gaa i bare uldtrøien og svede som paa en sommerdag.

I vind samt i sne- og regnveir bar vi gjerne udenpaa ulddragten en let dragt af et slags tynd, brunfarvet seildug eller lignende, som skulde være saaledes indsat, at den var vandtæt, men som aldeles ikke var det. I vind og sneveir var dog denne dragt udmerket, og vi benyttede den meget paa indlandsisen; den beskyttede godt mod den fine foksne, der er som støv og trænger ind i alle porer af uldtøiet og tilsidst ved sin smeltning aldeles gjennemvæder det.

Paa jakken af denne seildugsdragt var anbragt en hætte til at slaa over hovedet Den var saa stor, at den kunde trækkes helt frem for ansigtet og herved beskytte dette fortræffelig mod vinden, som i den sterke kulde kunde være bidende nok og ikke ganske ufarlig for kind og næse.

Om de to lappers dragt kan neppe siges noget bedre, end hvad Peder Dass siger om lappedragten i «Nordlands Trompet» (omkr. 1685):

«Det Folk bruger og en besynderlig Dragt.
Hvad Skik deres Fædre har holdet i Agt,
Hos dennem det aldrig forfalder.

De aldrig bevilge forandret Habit,
Men Kiolene aabne i Bringene vit
Med Bræmmer og Lister omsnoerit.


De Buxer og Hoeser er skaaren i eet,
Ombunden om Knæer og Lænderne tæt,
Med Reen-Kalvers Skind underfoeret;

De slide Koemager isteden for Skoe,
Saa Fødderne være kan smidig at snoe,
Det er kun en eniste Saale.

Derover er syed med det tyndeste Skind,
Og Foeden er snøeret behændig derin,
Det tætteste Læggen kand taale.

Ved saadan en Klæde-Dragt kommer og det
At Lapperne løebe gesvindig og let,
Heel’ Miiler foruden at sveede.»

Hvad det sidste angaar, bør det dog bemerkes, at Ravna som oftest svedede noget ganske «gevaltig».

En lauparsko.
En lauparsko.

Til fodbeklædning benyttedes foruden almindelige «begsømssko» ogsaa de i Norge almindelig bekjendte «lauparsko», som er lagede af raa huder eller af garvet læder, hvilket sidste var tilfældet med vore. Deres saaler bestaar af et stykke mygt læder, som er bøiet op paa siderne og sammensyet med et stykke overlæder paa fodens overside, omtrent paa samme vis, som lapperne og kvænerne gjør det med sine komager og

eskimoerne med sine
Gjennem ujevn is nær vestkysten 23 sept. 1888. (Tegnet af Eivind Nielsen efter fotografi).
Gjennem ujevn is nær vestkysten 23 sept. 1888.
(Tegnet af Eivind Nielsen efter fotografi).

kamiker; noget lignende har jeg forøvrigt ogsaa seet paa Island, skjønt skoene her var styggere og mere klumpet lagede end hos os. Inden i lauparskoene benyttede vi inderst et par tykke, tøvede uldstrømper og udenpaa dem et par svære ladder af gjederag, som foruden at være varmt har den egenskab, ligesom lappernes sennegræs (carex vesicaria), at trække fugtigheden til sig og holde fødderne tørre.

Disse lauparsko egner sig fortræffelig til fodbeklædning ved brug af ski og truger. De er sterkere end «hudsko»[5] og «finnesko», men har den ulempe ikke at være saa varme som disse. Det hændte saaledes undertiden, at vi om kvelden kunde have ondt nok ved at faa skoene af os, idet strømper, ladder og sko var sammenfrosne.

De to lapper havde med sig to par finnesko hver, foruden et par, som den yngste lap havde bestemt at give mig i foræring.

Finnesko (se tegningen s. 40) er gjorte, naar de skal være gode, af skindet fra benene af renoksen. Skindstykkerne lægges med haarene paa helst et døgn i et sterkt udtræk af bark (birkebark o. l.), eller ogsaa garves de med tjærelaag. Skindet fra bagbenene bruges til saalerne og siderne, mens skindet fra forbenene bruges til over stykker. Skindstykkerne syes saaledes sammen, at haarene vender udad. Lignende sko lages ogsaa af skindet paa renens pande og hoved; disse sko, almindelig kaldet «skaller», er varmere end de ovenfor omtalte, men ikke saa sterke.

Disse finnesko, hvorpaa altsaa haarene vender udad, og som lapperne fylder med det omtalte sennegræs, hvori de stikker sine bare fødder uden strømper, er meget varme og fortrinlige til skiløbning. At jeg ikke selv havde medbragt saadanne til ekspeditionens medlemmer, var, fordi jeg antog, at vi skulde faa meget væde, og det taaler de ikke. Finnesko maa nemlig i saa henseende passes godt, hvis de ikke meget snart skal ødelægges. Væde fik vi imidlertid ikke meget af; de finnesko, jeg fik af Balto, tog jeg paa nogle mil fra østkysten og brugte dem omtrent den hele vei til vestkysten, brugte dem dernæst endel om vinteren, og endda var de ikke udslidte, da jeg bragte dem tilbage til Norge. Dette maa man sige er meget i betragtning af, at de ikke var nye, da jeg fik dem; Balto havde brugt dem en vinter før. Jeg blev saaledes fuldt overbevist om finneskos brugbarhed for reiser som denne og kan give dem den varmeste anbefaling til saadant brug; de veier en ubetydelighed; man kan uden at føle det føre med et eller to par i reserve. De maa imidlertid, som ovenfor nævnt, skjøttes godt, skal de holde længe; er de bleven vaade, skal man helst, naar man gaar tilkøis, vrænge dem, saa haarsiden kommer ind, trække dem paa og ligge med dem paa om natten; herved faar man nemlig skindsiden tørret, og det er det vigtigste, forat skindet ikke skal slippe haar.

Paa hænderne brugte vi store uldvanter, saakaldte lovanter eller bladvanter. Udenpaa disse brugtes gjerne i sterk kulde eller vind store vanter af hundeskind med haarene ud. Lapperne brugte vanlige lappevanter af renskind med haarene ud. Naar man fylder disse vanter med sennegræs, ligesom finneskoene, er de meget varme.

Til brug under behandling af instrumenter og tegnesager medbragte jeg fingervanter af uld.

Paa hovedet havde vi luer af uldtøi til at slaa ned over øren og nakke. Desuden havde vi hætter af uldtøi (vadmel) samt, som ovenfor nævnt, hætter paa vore seildugsjakker. Havde vi alt dette paa, var hovedet vel beskyttet mod den strengeste kulde, selv naar det blæste.

Af stor betydning for slæde-ekspeditioner er snebriller til forebyggelse af sneblindhed. Hvad det vil sige at glemme en saadan bagatel, er Majsejews ekspedition til Nowaja Semlia i 1839 et levende eksempel paa, idet mangelen paa disse lagde hindringer iveien for hele ekspeditionens fremgang. Vi anvendte snebriller af mørkt, røgfarvet glas, dels

Vore snebriller af træ.
Vore snebriller af træ.

uden, dels med kurve af staaltraadfletning paa siderne for at beskytte mod det nedenfra og fra siderne indfaldende lys. Selv anvendte jeg mest et par snebriller af denne sidste form, som jeg havde faaet af Nordenskiöld, og som jeg fandt udmerkede. Foruden disse briller med mørkt glas, anvendtes ogsaa briller af sort træ (se hosst. tegning) med en smal horisontal split i for hvert øie, lignende dem, som anvendes af flere polarfolk. Denne form af briller er særdeles god og har den fordel fremfor de andre, at der intet glas er, hvorpaa fugtigheden kan slaa sig ned og hindre synet. Paa den anden side har den imidlertid den ulempe at indsnævre synskredsen betydelig; især er det en ulempe ikke at se grunden under sig, naar man gaar paa ski. Dette kunde dog muligens for en del afhjælpes ved at have en vertikal spalte tvers over den horisontale.

Vort telt, som løitnant Ryder i Kjøbenhavn havde været af den godhed at skaffe mig, og som havde en form noget lig den, han havde benyttet under sine udflugter paa Grønlands vestkyst, havde jeg ladet saaledes indrette, at det kunde tages fra hinanden i 5 stykker: 2 sidestykker, 2 endestykker samt gulvet, som var af vandtæt seildug.

Ved denne indretning havde jeg tænkt at kunne faa benytte alle dele af teltet som seil paa kjælkerne under seilads; men teltets sidestykker og endestykker var af saa tyndt og let bomuldstøi, at jeg frygtede, vinden kunde sønderrive dem, og det vilde, mildest talt, være ubehageligt paa den maade at faa sit telt ødelagt i slig kulde med snefog, som vi havde.

Bomuldstøiet, hvoraf teltet var gjort, ydede forøvrigt udmerket tjeneste saavel mod regn som mod vind og snefog; og da det er nødvendigt at have saa tyndt tøi i teltet for vegtens skyld, saa vil jeg anbefale fremtidige ekspeditioner at lade det hele telt sammensy med gulvet, som bør være af vandtæt seildug ligesom vort, til et eneste sammenhænhængende stykke, som altsaa faar form af en pose med en eneste aabning, nemlig teltdøren, og to huller i gulvet for teltstængerne, som herigjennem rammes ned i sneen. Med teltet indrettet paa denne maade kan man lige godt benytte det sterke seildugsgulv som seil, idet man lader den øvrige tynde teltdug hænge sammenbundet paa forsiden, og man undgaar den ubehagelighed, som vi led meget af, nemlig at der gjennem sammensnøringerne mellem de forskjellige stykker fyger sne ind i teltet. Hos os kunde det under snefog hænde, at vi om morgenen, naar vi stak hovederne op af soveposerne, fandt disse fuldstændig dækkede af sneen.

Gulvarealet i vort telt var saa stort, at vore to tremands soveposer netop kunde faa plads paa gulvet, naar de lagdes saaledes, at aabningen paa den ene vendte samme vei som bunden paa den anden.

Teltstængerne, som var tre, to opretstaaende og en liggende langs mønet, var gjorte af bambusrør og viste sig meget brugbare; de to mindre anvendtes selvfølgelig ogsaa som skistave.

Bardunerne gjordes fast ved hjælp af jernkroge. Vegten af vort telt, efterat jeg ved adskillige forandringer havde reduceret den betydelig, er desværre gaaet mig af minde; jeg erindrer dog, at den med barduner, teltkroge og teltstænger ikke oversteg 8 kilogram.

Det stod særdeles godt i sneen; men under flere storme frygtede vi dog sterkt for, at det skulde springe, og jeg vil derfor anbefale en del gode stormbarduner. Vi havde vistnok ogsaa nogle; men et par sprang oppe ved fæstepunktet og var senere ikke lette at reparere.

Kogeapparatet er paa slæde-ekspeditioner en yderst vigtig gjenstand; thi gjennem det er det, naar alt er frosset, at man skal faa hver draabe drikkevand, som man ikke kan smelte ved sin egen varme. Fremfor alt er det ved et kogeapparat af betydning, at det udnytter brændematerialet saa godt som muligt, det vil sige, at dette faar en saa fuldstændig forbrænding som muligt, og at den varme, som derigjennem udvikles, udnyttes til det yderste. Herigjennem formindskes forbruget af brændematerial til et minimum, og vegten af en af de vigtigste dele af bagagen kan derved reduceres.

Som brændematerial staar utvilsomt spiritus, saa ren som muligt, uovertruffen. Foruden andre fordele, som renslighed o. s. v., har den ogsaa den at yde, i ethvert fald i praksis, den høieste varme i forhold til sin vegt. To ulemper har den imidlertid. Paa den ene side er den flydende og kan saaledes let spildes. Det undgaaes dog ved gode dunke, sikre og sterke kraner[6] og en forsigtig behandling. Paa den anden side kan den

Kogeapparatet

drikkes og kan under kritiske omstændigheder være en sterk fristelse selv for den bedste. Dette undgaaes ved at sætte methyl-alkohol til, som vi havde gjort.

Ideen til vort kogeapparat havde jeg oprindelig faaet fra det, som anvendtes under Greely’s ekspedition (se dennes beretning p. 207), og det var efter flere forsøg sammen med min ven kemiker Schmelck i dennes kemiske laboratorium, at vi blev staaende ved det apparat, som her er fremstillet.

Indretningen vil forhaabentlig let kunne forstaaes af denne tegning. I nederste rum er der en spirituslampe med 6 væger. Luften kommer gjennem aabninger i bunden ind i saa stor mængde, at den tilsteder en fuldstændig forbrænding samtidig med, at den maa passere gjennem eller i nærheden af flammerne og forbrændes eller opvarmes saaledes, at ingen kold luft slipper ind i apparatet; er dette nødvendigt, f. eks. paa grund af, at varmerummet og spiritusbeholderen blir for sterkt opvarmede, hvilket desværre altfor ofte skede hos os, da kan gjennem aabningen af 3 huller i varmerummets sider kold luft slippes ind paa siden af flammerne.

Kogekarret, som sættes ovenpaa varmerummet, er af fortinnet kobber. Det er høit, cylinderformet, og op gjennem dets midte gaar en skorsten, ligeledes af kobber; gjennem denne passerer den ophedede og forbrændte luft fra varmerummet op under bunden af et bredere, fladt kobberkar, som staar ovenpaa kogekarret, og som kun er beregnet paa at smelte sne i. Efter at have meddelt det meste af sin varme eller ialfald en god del til skorstenen i kogekarret og bunden af karret ovenpaa, undviger saa luften gjennem hullerne paa siden under dette kar.

Kogekarret saavelsom det øvre kar er paa siderne udvendig beskyttede af tyk filt. Det øverste kar er endvidere dækket af et laag.

Med sne af omtrent ÷40° C. og i en luft af samme temperatur, tog det omtrent en time eller vel saa, inden jeg havde kogekarret fyldt med kogende chokolade og det øvre kar fyldt med vand, lidt varmere end smeltepunktet. Jeg havde da henimod 5 liter chokolade og ikke fuldt 4 liter vand. Hertil var medgaaet, naar jeg var forsigtig, 0.35 liter spiritus.

Ved nogle forsøg, som af prof. Sophus Torup (Kristiania) er foretagne efter vor hjemkomst, viser det sig, at vort kogeapparat, selv under gunstige omstændigheder, kun udnytter 52% af den forbrugte alkohols brændselsværdi. Dette maa siges at være en slet udnytten af brændselsmaterialet,

Tidligere ekspeditioner har dog neppe været synderlig heldigere stillet[7]; der er dog ingen tvil om, at spiritusforbruget ved fortsatte forbedringer maatte kunne formindskes i betydelig grad.

For ogsaa at kunne benytte legemets varme til smeltning, medhavde hver mand en flaske af tyndt jernblik til at fylde med sne og med en flad, afrundet form, saa den uden at være til hinder kunde bæres inde paa brystet.

Provianten til en slæde-ekspedition maa for en væsentlig del bestaa af tørrede fødemidler, da disse er de mest nærende i forhold til vegten; hermetiske ting er vel sundere og lettere fordøielige, men er for tunge, saa de kan kun anvendes i ringe udstrækning.

Jeg havde paa forhaand beregnet, at vi daglig skulde trænge et fjerdedels kilogram tørret kjød eller noget mer, ligemeget fedtstof, samt et noget større kvantum tørret brød, dertil forskjellige ting, som chokolade, sukker, kjødpepton, ertesuppe etc., saaledes at rationen tilmands for dagen skulde blive 1 kilogram eller noget mer.

Vore dagsrationer tilmands vilde udregnet have indeholdt omtrent: 200 gram albuminstof, 240 gram fedt, 230 gram melstof og sukker. Nu regner man efter en mængde forsøg (med preussiske soldater under streng tjeneste), at en sterkt arbeidende mand trænger:

191 gram albuminstof,

63 gram fedt,

607 gram melstof og sukker.

Tages i betragtning, at 100 gram fedt svarer i ernæringsværdi til 230 gram melstof eller sukker, saa vilde vore dagsrationer sammenlignet hermed have været omtrent:

200 gram albuminstoffe,

63 gram fedt,

637 gram melstof og sukker.

Da nu trangen til kulhydrater stiger sterkt i saa sterk kulde, som vi udsattes for, saa vil det sees, at vore rationer ikke vilde have været overflødige; dog tror jeg, de vilde have været tilstrækkelige, hvis vi blot havde havt de forskjellige stoffe i det angivne forhold; men ved en misforstaaelse indsneg der sig i vor proviantforsyning en feil i form af mangel paa fedtstof, og denne skulde vi komme til faa føle paa en mindre behagelig maade.

Hr. Beauvais i Kjøbenhavn, som skulde levere vort pemmikan (det er tørret kjød blandet med fedt), havde underrettet mig om, at han lagede pemmikan paa amerikansk vis. Jeg havde ingen anledning til at tale med ham mundtlig; men gaaende uden videre ud fra, at hans pemmikan, ligesom det almindelige, bestod for en halvdel eller en tredjedel af fedt og forresten tørret kjød, bestilte jeg hos ham det fornødne kvantum. I sidste øieblik paa gjennemreise i Kjøbenhavn fik jeg imidlertid vide, at hans pemmikan var omhyggelig renset for alt fedt. Dette var en ubehagelig overraskelse; men da jeg havde medtaget endel smør og endel leverpostei, tænkte jeg, at vi alligevel skulde kunne klare os. Dette var imidlertid snaut nok, og saaledes gik det da til, at vi kom til at lide af en hunger efter fedt, som vanskelig den kan gjøre sig nogen idé om, som ikke har prøvet det. Beauvais’s tørrede kjød var forøvrigt fortrinligt.

Efter kaptein A. Hovgaards raad forsøgte jeg Beauvais’ leverpostei, men fandt den aldeles uskikket til at anvendes paa slædereiser; thi for det første er den altfor tung i forhold til sin næringsværdi, og for det andet indeholder den vand, som fryser og gjør den i kulden saa haard, at vi hug flere knive istykker paa den og tilsidst tyede til øksen, men maatte saa efterpaa fare rundt for at samle op stykker, som sprang langt henover snefladen.

Særdeles hensigtsmæssig er Rousseaus’s kjødpulverchokolade. Denne forbinder de to gode egenskaber, at være baade nærende og velsmagende. Jeg medbragte 20 kilogram deraf, som var bestilte fra fabrikanten i Paris. Efter den opgivne analyse skal denne chokolade indeholde ikke mindre end 20 procent kjødpulver. Vi spiste den i smaa portioner under marschen, og den virkede særdeles oplivende paa os. Med tilstrækkeligt fedt ved siden af maatte den være aldeles fortrinlig.

Den er efter min erfaring meget let fordøielig, hvad pemmikanen ikke er. Dette har baade sine mangler og sine fordele. Er et stof for let fordøieligt, da optages det straks i legemet, og maven er snart igjen tom; man faar atter følelsen af at være sulten. Et saadant stof egner sig efter min mening udmerket til at tages i mindre portioner og til at kvikke op med under anstrengende arbeide. Paa den anden side er vistnok et stof som pemmikan for mange maver for tungt fordøieligt; en hel del næring passerer da gjennem ernæringskanalen uden at komme til nytte.

I det hele maa det ansees som en absolut fordel paa en arktisk ekspedition, at fødemidlerne er let fordøielige; man bor derfor søge at faa saadanne i saa stor udstrækning som muligt. Let fordøielige stoffes nytteværdi er i forhold til sin vegt større end mindre let fordøieliges.

Som brød anvendtes dels svensk knækkebrød, som er meget let, og som har den fordel ikke at smage tørt og derved foraarsage følelsen af tørst, dels kjødkjeks (meat-biscuits). Disse maatte særskilt bestilles i England og indeholder foruden mel en bestemt procent kjødpulver; de er ogsaa velsmagende samtidig med at være nærende.

Til varm drikke, hvilket ikke er nogen nødvendighed, men unegtelig en stor behagelighed, anvendtes mest chokolade om morgenen og ertesuppe om kvelden. Chokoladen lagedes selvfølgelig ikke af kjødpulver-chokolade, som kun spistes raa, men af almindelig vanilje-chokolade.

Til ertesuppe anvendtes det tyske fabrikat, benævnt Erbsenwurst, faaet fra A. Schörke & Co. i Görlitz. Bohnenwurst og Linsenwurst anvendtes ogsaa. Disse præparater indeholder foruden søndermalede erter, bønner eller linser ogsaa flesk og skinke.

Jeg prøvede et lignende fabrikat fra London, men det var ikke som det tyske blandet med fedt, hvilket gjorde det sidste saa paafaldende velsmagende for os.

Vi havde endvidere medbragt kaffe og the. Den første havde vi i form av kaffe-ekstrakt i et kvantum af omtrent halvanden liter. Efter at have brugt denne et par gange om eftermiddagen og kvelden og erfaret, at man vistnok følte sig særdeles vel og oplivet af den, men at man sov desto slettere eller endog aldeles ikke om natten efterpaa,[8] saa indskrænkede jeg brugen af den til enkelte morgener; men da den heller ikke paa den tid bekom os vel, saa banlystes den til lappernes skræk og bedrøvelse aldeles, indtil vi var komne ganske nær vestkysten.

The er efter min erfaring betydelig mindre skadelig end kaffe, dernæst er den meget læskende; tynd the med kondenseret melk eller med sukker anvendtes derfor oftere, især om morgenen efter den tid, da vor chokolade var opbrugt.

I det hele gaar min erfaring aldeles imod brugen af narkotiske nydelsesmidler, det være sig kaffe, the, tobak eller spirituøse drikke. En sund leveregel er, at man til alle tider bør leve saa naturligt og simpelt som muligt; men fremfor alt maa dette gjælde, naar talen er om et liv med sterke anstrengelser, særlig i et koldt klimat. At tro, at man vinder noget ved kunstig at stimulere krop og sjæl, røber efter min mening, foruden ubekjendtskab med de simpleste fysiologiske love, enten mangel paa erfaring eller ogsaa mangel paa evne eller vilje til at benytte sine erfaringer. Det forekommer dog saa simpelt og selvsagt, at man intet faar her i livet uden at betale for det paa en eller anden vis, og at kunstige stimulanser følgelig, selv om de ikke havde nogen direkte skadelig virkning, hvad de uden tvil har, dog intet kan bringe uden en midlertidig opflamning og en paafølgende afmattelse.

Kunstige stimulanser, naar undtages chokoladen, som er nærende ved siden af at være mildt stimulerende, tilfører jo legemet intet næringsstof af betydning, og hvad man faar paa forskud af kræfter i det ene øieblik, maa betales med en tilsvarende afmattelse i det næste.

Det vil vistnok af enkelte indvendes, at der kan forekomme de tilfælde, hvor det gjælder om blot at have kræfter for et kort øieblik; men jeg vil dertil svare, at jeg ikke indser, hvorledes den slags tilfælde skal kunne indtræde paa en længere slæde-ekspedition, hvor det tvertimod som regel gjælder om saa regelmæssigt og sikkert arbeide som muligt.

Alt dette kan for mange synes saa selvindlysende, at det er overflødigt at nævne; men ikke desto mindre ser man arktiske ekspeditioner lige til den sidste tid gaa afsted med store ladninger ikke alene af tobak, men endog af saa ødelæggende stimulanser som spirituøse drikke. Betegnende for opfatningen i saa henseende er f. eks. fortegnelsen over de drikkevarer, som den anden tyske nordpol-ekspedition (se dennes beretning, indledning p. 44 og 46) førte med sig paa de to skibe «Germania» og «Hansa». Det er sørgeligt, naar denne misopfatning kan faa et saadant udslag, som den fik under Greely-ekspeditionen, den sidste store tragedie i den arktiske opdagelseshistorie. Naar man her ser, hvorledes f. eks. den kjække sergeant Rice, dødstræt, udhungret og forfrossen tror at kunne redde sig ved et kvantum rum, hvortil endog sættes amoniak (det værste, han kunde finde paa), og saa umiddelbart derpaa dør i sin ven Fredericks arme, mens Frederick berøver sig selv klæderne, endog lige til skjorten for at varme sin vens stivnende lemmer o. s. v., da kan man ikke undgaa at bli underlig berørt ved tanken om, at saa megen energi, saa meget mod og selvopofrelse blir saaledes ødslet bort. Jeg skal ikke engang omtale de uhyggelige bakkanaler, som folkene paa denne ekspedition opførte i disse ugjestmilde omgivelser, omringede af døden paa alle kanter.

Foruden at alkohol slapper udholdenheden og virker direkte skadelig ved at nedsætte legemstemperaturen og forringe fordøielsesvirksomheden i ventriklen, saa sløver den energien og foretagsomheden, og dette ikke mindst, naar folkene, saaledes som paa Greely-ekspeditionen, er udsultede og forkomne.

Men hvad skal man sige, naar en saa erfaren polar-reisende som Julius Payer siger i sin bog om den østerrigsk-ungarske nordpol-ekspedition (1872—1874), at «en daglig liden ration rum er for en længere slædereise, i særdeleshed ved meget lav temperatur, næsten uundværlig» (se p. 224), ligesom om ikke brændevin netop ved lave temperaturer er skadeligst, ligesom om man skulde være ubekjendt med det forhold, at det foraarsager en forringelse af legemstemperaturen istedenfor en forhøielse, som mange folk saa gjerne tror, fordi de, efter at have drukket det, føler, at det «varmer indvendig», og fordi de blir varme efter en god middag med mange hede vine.

Manges mening er, at selv om man ikke vilde bruge brændevin til daglige rationer, saa bør man dog have det med for at kunne bruge det som medicin. Jeg vilde give dem ret, hvis der kunde paavises et eneste tilfælde, hvor det skulde være nødvendigt; saalænge det ikke sker, holder jeg paa, at selv det paaskud for at tage det med er forkasteligt.

Det rigtigste er helt at banlyse alkoholen som drikkevare fra arktiske foretagender.[9]

Mindre ødelæggende end spirituøse drikke paa ekspeditioner er tobak; men ogsaa denne (røgetobak saavel som tyggetobak) virker i høi grad skadelig under sterke anstrengelser og selvfølgelig ikke mindst paa ekspeditioner, hvor tilgangen paa mad ikke er af den rigeligste. Den har ikke alene uheldig indflydelse paa fordøielsessystemet, men den slapper legemskræfterne og forringer den nervøse kraft, udholdenhed og seighed i det hele.

Ved den fuldstændige afskaffelse af tobak ved ekspeditioner er der imidlertid den omstændighed, som ikke kan gjøres gjældende overfor brændevin (da man neppe medtager drankere), at de fleste mennesker er saa vante til den, at de føler et sterkt savn ved at undvære den. Af denne grund er det vistnok ikke tilraadeligt at lade overgangen bli altfor brat; men derimod lade tobaksforbruget formindskes lidt efter lidt; mens paa den anden side altfor ivrige tobaksrøgere eller tyggere neppe heller bør medtages.

Der var paa ekspeditionen 4, som røgte (den gamle lap Ravna og jeg selv røgte ikke), men tobaksforsyningen var kun liden; paa vandringen over Grønland tillodes kun en pibe hver søndag samt ved særdeles høitidelige anledninger.

Af proviant, foruden det ovenfor nævnte, medtoges smør, tørret kveite (rækling), som var meget fed, og som vi derfor skattede høit, lidt schweizerost, lidt mysost, 2 bokser havrekjeks, lidt tyttebærsyltetøi, tørret karvekaal, lidt kjødpepton, endel daaser kondenseret melk o. s. v.

Desuden fik vi som gave af Stavanger hermetiske fabrik endel hermetiske sager, som kom vel med og smagte os fortræffelig under vort liv i drivisen og i baadene langs Grønlands østkyst, og disse ekstra tilkommende lækkerier har vi for en del at takke for, at provianten, der, som det staar i min plan (se side 12 var beregnet for 2 maaneder, dog strak til for 2½ maaned, som gik med, fra vi forlod «Jason», og til Sverdrup og jeg naaede Godthaab; ja vi havde endog meget proviant, især tørret kjød, tilovers, og deraf brugte flere af os endog lang tid, efterat vi var komne til Godthaab. Selv ved juletider blev der endnu spist tørret kjød, som havde gaaet over indlandsisen.

Som noget tilhørende proviantforsyningen kan ogsaa nævnes vore to dobbeltløbede geværer med ammunition. Hvert gevær havde et rifleløb af 9 mm. dimension og et hagleløb, kaliber 20. Ved kalibre af saa smaa dimensioner opnaar man, at den fornødne ammunitions vegt i betydelig grad formindskes, og jeg fandt dem fuldstændig fyldestgjørende saavel for sæl som søfugle. De gjør ogsaa fuldgod tjeneste for isbjørn, naar de er i en sikker skyttes hænder. Det vigtigste er her som altid det, der er bag kolben.

Hensigten med disse geværer var dobbelt: for det første at skaffe proviant paa østkysten, især i tilfælde af en nødvendig overvintring; i den anledning agtede jeg ogsaa at nedlægge et depot af ammunition med den ene bøsse paa østkysten; for det andet var det den at skaffe fersk proviant, naar vi kom til vestkysten, hvis vi ikke straks traf mennesker; thi har man først sjøkanten og en bøsse med noget til at lægge i den, blir der dog vel altid raad at faa noget at leve af.

Af videnskabelige instrumenter medførte ekspeditionen følgende:

En teodolit, et udmerket instrument, laget af instrumentmager Olsen i Kristiania; det var dog vel tungt (veiede omkr. 3.2 kg.) og havde et ikke meget lettere stativ, men til gjengjeld gav det udmerkede observationer, saavel terrestriske som astronomiske. For fremtidige ekspeditioner vil jeg foretrække saavel dette instrument som andre gjorte af aluminium; vegten vil i væsentlig grad formindskes derved.

En sekstant med kunstig horisont. Den første var en lommesekstant, faaet fra Perken, Son & Rayment i London, et fint lidet instrument, som gjorde god tjeneste. Til horisont brugte vi kviksølv; ved middag var det aldrig saa koldt, at dette holdt sig frossent. Da kviksølv er meget tungt, tror jeg, at f. eks. olje maatte være mer anbefalelsesværdig til horisont.

En peilskive med 3 bussoler (kompasser) til maaling af misvisning samt til trigonometriske maalinger.

5 lommekompasser.

3 aneroidbarometre fra Perken, Son & Rayment i London.

1 hypsometer eller kogebarometer med to dertil hørende fine termometre. Dette barometers princip beror paa en nøiagtig bestemmelse af rent vands kogepunkt, der jo som bekjendt forandrer sig med lufttrykket og som følge deraf altsaa ogsaa med høiden. Jeg fandt dette barometer særdeles bekvemt, og paa grund af sin ubetydelige vegt egner det sig særlig for en ekspedition som vor, hvor kviksølvbarometret selvfølgelig blir altfor tungt og uhensigtsmæssigt at føre med.

6 svingetermometre. Disse er indrettede til at bindes i en snor og svinges rundt i luften med stor hastighed; herved kommer termometerkuglen i berøring med saa megen luft, at solstraalernes indvirkning paa den blir forholdsvis forsvindende, og man kan saaledes med lethed maale luftens sande temperatur selv midt i solskinnet.

Binder man et ganske tyndt stof, som gaze eller lignende, over kuglen paa ét svingetermometer, saa har man ved at fugte dette stof et godt middel til at maale luftens fugtighedsgrad ved sammenligning med et tørt termometer.

1 minimumstermometer og

1 spiritustermometer, begge gave fra instrumentmager Krogh i Kristiania.

4 ankergangsure af de saakaldte halvkronometre. Almindelige lommekronometre egner sig neppe for den slags ekspeditioner, da de i visse stillinger har let for at stanse. Vi var forøvrigt særdeles uheldige med vore ure, idet et ved at falde ned stansede aldeles, et andet fik antagelig af samme grund en noget upaalidelig gang; et tredje, som var et ældre mig tilhørende ur, stansede formodentlig af smuds, mens det fjerde holdt sig godt den hele tid og var et saa fortrinligt ur, at feilen ved vore længdeobservationer neppe nogetsteds beløber sig til mer end en halv mil i veilængde.

Jeg tror, at ekspeditionen, hvad instrumenter angaar, var særdeles heldig udstyret, og dette skyldes for en væsentlig del direktøren for det meteorologiske institut i Kristiania, professor H. Mohn, som med utrættelig iver tog sig af vor videnskabelige udrustning og forberedelse.

Paa opfordring fra professor Petterson i Stockholm medtog jeg for ham de nødvendige instrumenter for at tage luftprøver under reisen. Disse toges paa en mængde middelsstore glascylindere, som var omhyggelig tømte for luft og tilsmeltede. Ved aabning fyldte de sig selvfølgelig straks dermed, og ved nu paaany at tilsmeltes omhyggelig, hvilket let kunde ske ved en spirituslampe og blæserør, idet de var specielt indrettede derfor, kom de til at indeslutte luft, som nu kunde transporteres, hvor langt det maatte være ønskeligt. Paa dette vis hjembragtes luft endog fra Grønlands indre.

En nødvendig artikel paa alle moderne forskningsreiser er et fotografiapparat. Jeg medbragte et lidet apparat med to rullekasetter til ruller af papir med ømfindtlig gelatinfilm[10]. At transportere glasplader blir selvfølgelig baade for tungt og for uhensigtsmæssigt.

For at kunne skifte papirrullerne, hvilket som bekjendt maa ske i mørke[11], medtoges 2 røde lygter, en af glas og en i reserve af papir, hvilken sidste imidlertid var den bedste. Til disse medbragtes 5 stearinlys.

Af øvrige instrumenter, redskaber o. l. medførtes:

2 aluminiums kikkerter, 2 podometre, 1 øks, diverse mindre verktøi som knive, file, syle (med begtraad og bust), synaale, seilhandske, knibetang, skrujern, smaaskruer til staalpladerne under kjælkemeierne, reservenagler til baaden o. s. v., endvidere vegte til proviantudveining, isbrodder fra Tyrol eller saakaldte «Steigeisen», pigger til at skrue ind i støvlesaalerne, manilla alpetaug, endel reserveline til slæder og lignende, alpeøkser med skafter af bambusrør, — disse brugtes ogsaa som skistave — en staalspade til at skrue paa en af stavene, og som tænktes brugt til sneskufning, især for at skaffe god teltplads eller til at bygge snehytter, om teltet skulde bli ødelagt, flere bambusstænger, som brugtes til master i baadene og til master og styrestænger under seilads med kjælkerne, en firskaaren talje for ophaling af baad og kjælker paa vanskelige steder, tegneredskaber, skissebøger og notisbøger, logarithmetabel, søkalender for 1888 og 1889 o. l., et stort brændglas, flint, staal og lunte, fyrstikker, som tildels var lagte ind i lufttæt tilloddede blikbokser, som opbevaredes paa forskjellige steder af bagagen, forat, selv om noget gik tabt, vi dog skulde have nok, 3 tiliters spiritusdunke, presenninger dels af vandtæt seildug, dels af oljedug til at brede over hver kjælke, 6 store bæresække, som nærmest var bestemte til brug paa vanskelige steder for at bære bagagen i, hvor man ikke kunde trække, men som i virkeligheden blev brugte som vadsække for vor private garderobe, diverse baadredskab, som tauge, lange baadshager (af bambusrør), korte baadshager — forsynede med brede blade, saa de samtidig kunde gjøre tjeneste som paddel-aarer, og som er meget hensigtsmæssige i trangt farvand mellem drivis, hvor andre aarer blir for lange, — endvidere almindelige aarer, reservegafler, haandpumpe med slange til at lense baaden, mens den er lastet o. l. Endvidere havde vi et lidet apothek, hvori var skinner og bandager til forbinding af brukne arme og ben, chloroform, cocainopløsning til lindring af smerter ved sneblindhed, tanddraaber, mavepiller, vaselin m. m. Det er selvsagt, at alt var reduceret til det mindst mulige.

I april maaned gjorde vi en liden prøvetur til et skogholt i nærheden af Kristiania; ekspeditionens medlemmer paa en nær var da samlede. Denne udflugt skildrer Balto paa følgende vis:

«En kveld drog vi udenfor byen til en skov for at blive der natten over og forsøge at sove i de sovesække, som var gjorte af renskind. Om aftenen, da vi kom til skoven, hvor vi skulde tilbringe natten, slog vi op vort telt. Derpaa saa skulde vi koge kaffe med en maskine, som skulde koge med spiritus. Saa blev maskinkjedelen fyldt med sne, og vi tændte ild ind under den. Den brændte flere timer, men kom ikke i kog. Saa maatte vi da forsøge paa at drikke af det lunkne vand, hvortil blev sat kaffeekstrakt. Det smagte ikke af nogenting; thi det var næsten koldt. Om kvelden, da vi skulde lægge os til at sove, krøb de fire nordmænd ind i sovesækkene. Nansen bød os ogsaa at lægge os i sækkene, men vi mente, at det vilde blive altfor hedt. Vi behøver ikke at gaa ind i sækkene, mente vi, og vi sov saa udenfor. Om morgenen vaagnede jeg, da klokken vel kunde være 6, og saa da, at vore mænd laa og sov som bjørne i sækkene. Jeg lagde mig igjen og sov til kl. 9. Da vækkede jeg dem; thi jeg vidste, at skydshest var bestilt til os til kl. 10.»

Denne skildring tyder vistnok paa, at enkelte dele af vor udrustning, som f. eks. kogeapparatet, endnu ikke var saa gode, som de kunde være; men der var endnu tid til forbedringer; disse blev da ogsaa foretagne, og da vi endelig i de første dage af mai drog ud efter at have faaet flere vigtige ting i den ellevte time, var i ethvert fald det meste i den forønskede orden, og hvad som ikke var det, kunde bli det under reisen.

  1. Payer siger dog i sin bog om den østerrigsk-ungarske ekspedition, at «brede slædemeier letter marschen gjennem dyb sne særdeles»; han nævner meier af optil 7 cm. i bredden.
  2. Angaaende skikjælken i Sibirien se bl. a.: Nicolaes Witsen, «Noord en ost Tartarye.» Amsterdam 1705 (s. 820).
  3. Greely. Three Years of Artic Service. London 1886. Vol. I, side 199.
  4. Af Xenophons Anabas’s (IV, 5) sees forøvrigt, at allerede 400 aar f. Kr. kjendte indbyggerne i de armeniske fjelde sandsynligvis til at binde truger eller noget lignende under hestebenene.
  5. Sko, gjorte af raagarvede eller endog helt raa oksehuder med haarene paa. De saavelsom lappiske finnesko anvendes i Norge meget almindeligt til skiløbning.
  6. Kranerne var paa vore dunke saaledes indrettede, at de kunde skrues paa, hver gang der skulde tappes spiritus. Hullerne for kranen var ellers lukkede ved smaa, ikke udstaaende tapper, som skruedes ind.
  7. De af Greely opgivne data om det kogeapparat, som anvendtes paa den af ham ledede ekspedition, lyder noget besynderlige; de deri anførte tal maa være ukorrekte; thi efter disse skulde man med dette apparat kunne udnytte 95% af den forbrugte alkohols brændselsværdi, hvilket er en umulighed. Endnu merkeligere i saa henseende maa dog det paa Tegethoff-ekspeditionen anvendte kogeapparat have været; thi ved dette skulde efter de af Payer opgivne tal mer end 100% af alkoholens brændselsværdi være udnyttet.
  8. Virkningen var for alles, selv lappernes vedkommende aldeles iøinefaldende. Dette maa, ifølge hvad prof. Torup har meddelt mig, sikkert nok tilskrives de empyreumatiske oljer, cafëonet, hvis sterkt giftige virkninger er kjendte. Det er sandsynligt, at kaffe-ekstrakt efter sin tilberedelsesmaade kommer til at indeholde disse stoffe i langt større mængde end kaffe, tilberedt paa almindelig vis, mens paa samme tid mængden af det som beroligende middel virkende cafein ligeledes paa grund af tilberedelsesmaaden formindskes.
  9. Af professor i fysiologi Sophus Torup er jeg gjort opmerksom paa en række forsøg, foretagne med engelske soldater, og som er yderst illustrerende. En del soldater fik ordre til at marschere en given strækning paa den mindst mulige tid, idet der blev medgivet nogle af dem cognac i forskjellige kvantiteter, mens andre kun fik vand. Det viste sig stadig, at jo mere alkohol der var nydt under marschen, desto mere tid var der anvendt.
  10. Hvad jeg anvendte, var de saakaldte «Eastman’s American stripping films».
  11. Dette var let at skaffe sig, om ikke andetsteds saa i soveposerne.