Paa ski over Grønland/2

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Under Grønlands østkyst 1882.

Under Grønlands østkyst 1882.
I. Inledning
————————

Det var i sommeren 1882, at vi ombord paa en norsk sælfanger, «Viking», blev fast i isen under den endnu ukjendte del af Grønlands østkyst (paa omtr. 66° 50′ n. b.). I 24 døgn laa vi fast, og for hver dag drev vi til besætningens forfærdelse den bjergfulde kyst nærmere. Tinderne og jøklerne laa og glitrede i dagen derinde bag drivisen; om kvelden og natten, naar solen under sin runde over himlen berørte dem og satte luft og skyer i brand bagenom, fremhævedes end mer deres vilde skjønhed.

At kikkerten mer end engang om dagen rettedes vestover fra stortoppen, og at hele denne ukjendte verden lokkede og drog i min unge sjæl, er neppe unaturligt. Ustanselig grundedes over planer til at naa denne kyst, som saa mange har søgt forgjæves, og jeg kom til det resultat, at den maatte kunne naaes, om ikke gjennem isen ved hjælp af skib, som tidligere prøvet, saa i ethvert fald over den, naar man trak baade med sig.

Jeg vilde endog straks gjøre et forsøg og alene spadsere iland over isen. Dette strandede imidlertid paa kapteinen, som under de forhaandenværende forhold ikke fandt det forsvarligt, at nogen forlod skibet for længere tid.

Efterat jeg kom hjem, skrev jeg paa opfordring en artikel i dansk Geografisk Tidsskrift (7de bind p. 76). Heri udtaler jeg som min formening, at det uden synderlig vanskelighed lader sig gjøre at naa Grønlands østkyst, naar man ombord i en norsk sælfanger trænger ind i isen, saa langt man rækker, og saa forlader skibet og gaar over isen iland.

At der ogsaa dengang foresvævede mig nogle ideer om at trænge ind mod landets indre, lader sig neppe negte; disse fik dog først ved en senere leilighed fast form.

Det var en høstkveld aaret efter (altsaa 1883) — jeg mindes det, som det var igaar — jeg sad og hørte ligegyldig paa, at dagens avis blev oplæst; da blev med ét min opmerksomhed fængslet af et telegram, som berettede, at Nordenskiöld var kommen lykkelig tilbage fra sin ekspedition mod Grønlands indre, at han ingen oaser havde fundet, men kun uendelige snemarker, over hvilke hans to lapper skulde have tilbagelagt en utrolig strækning paa kort tid, og hvor de skulde have fundet godt skiføre. Det slog ned i mig som et lyn: en ekspedition paa ski gjennemtrænger Grønland fra kyst til kyst. Planen var færdig, saaledes som den senere blev fremsat og udført.

Min mening var i korthed den, at hvis man udrustede en ekspedition af kraftige skiløbere paa en hensigtsmæssig maade, saa maatte den komme over Grønland, naar den begyndte fra den rigtige side; men dette sidste var af stor vigtighed. Etatsraad Augustin Gamél.

Etatsraad Augustin Gamél.

Begyndte man, som alle tidligere ekspeditioner, fra vestkysten, kunde man være sikker paa ikke at komme over; man vilde da have Ægyptens kjødgryder bag sig, mens man foran kun havde den ukjendte isørken og østkysten, som ikke er meget bedre. Og selv om man naaede frem, havde man lige saa lang vei tilbage for at vende hjem.

Den eneste sikre vei var efter min mening at gjennemtrænge drivisen og lande paa Grønlands øde og isdækte østkyst og herfra gaa mod den beboede vestkyst. Paa den maade kastede man alle broer af bag sig, ikke blev det nødvendigt at drive mandskabet frem, østkysten skulde neppe lokke en tilbage, mens forud laa vestkysten, dragende med alle civilisationens behageligheder. Der var intet valg, kun fremad, ordren vilde lyde: Døden eller Grønlands vestkyst.

Det følgende aar fremsatte jeg min plan i et brev til en bekjendt i Danmark og foreslog en kombineret dansk-norsk ekspedition til Grønlands østkyst; danskerne skulde undersøge østkysten, mens nordmændene paa ski skulde gaa over indlandsisen til vestkysten. Dette førte til intet, og da jeg blev sterkt optaget paa andre kanter, hvilede sagen i nogle aar.

Først høsten 1887 bestemte jeg mig til for alvor at gaa igang. Min oprindelige mening var at udføre ekspeditionen for private midler; men da jeg fra flere hold blev kraftig opfordret til at søge det norske universitet om de nødvendige midler, forat ekspeditionen derved skulde faa et mere offentligt nationalt præg, samstemte jeg deri og indsendte til universitetet følgende ansøgning:

«Til det akademiske kollegium ved det kongelige

Fredriks universitet i Kristiania.

Det er min hensigt til sommeren at foretage en reise paa ski over Grønlands indlandsis fra østkysten til vestkysten.

Grønlands indre er et af de fuldstændigste terræ incognitæ, vi har paa vor jords overflade; det frembyder imidlertid saa mange videnskabelige opgaver at løse, at det tillige udgjør et af de interessanteste. Det har derfor gjennem tidernes løb heller ikke manglet paa forsøg paa at trænge derind.» – – –

Derefter følger en opnævning af de vigtigste af disse forsøg, som imidlertid vil blive omtalte paa et andet sted i denne bog. Efter endvidere at have paapegt, af hvor stor videnskabelig betydning det er at faa dette, som jeg udtrykker mig, «sandsynligvis sne- og isfyldte indre» undersøgt, fortsætter jeg:

«Min plan er nu ved hjælp af norske skiløbere at trænge tvers igjennem dette indre. Nordmændene har endnu kun lidet bidraget til forskningen i de arktiske egne; der er endnu ikke udrustet en eneste arktisk ekspedition fra Norge (jeg regner ikke her Atlanterhavs-ekspeditionen, hvis maal jo væsentlig gik i anden retning), mens nabolandene Sverige og Danmark har ofret ikke lidet paa løsningen af de arktiske problemer. Dette kan synes saa meget merkeligere, som det jo for Norge maatte ligge nærmest, og nordmændene vel utvilsomt er den nation, der af alle er bedst skikket for polarforskning. Vi har forudsætningerne til at taale klimatet bedre end de fleste andre, og vi har i vore skiløbere en overlegenhed, som er ganske betydelig.

Hvor fuldstændig overlegen en skiløber er alle andre paa Grønlands snemarker, tror jeg maa fremgaa tydelig nok fra de to lapper, Nordenskiöld havde med sig.

Jeg mener derfor, at en ekspedition paa ski (med skikjælker, muligens trukne af hunde) vil have al mulig udsigt til at komme lykkelig gjennem Grønland.»

Efter derpaa at have redegjort for min plan, slutter ansøgningen saaledes:

«I anledning denne plan vil jeg forespørge det ærede kollegium, om det tror sig istand til at bevilge midler dertil, eller om det vilde opføre paa budgettet for iaar de nødvendige midler til denne reise.

Omkostningerne, om reisen skulde foretages paa her antydede maade, vil antagelig beløbe sig til kr. 5 000,00.

Kristiania 11 nov. 1887.
Ærbødigst
Fridtjof Nansen.»

Ansøgningen blev paa det kraftigste anbefalet af det akademiske kollegium og oversendt til regjeringen, forat denne kunde tage den under overveielse og befordre den videre til stortinget som regjeringsforslag paa regelmæssig vis. Fra regjeringen blev der imidlertid svaret, at man ikke fandt at kunne optage forslaget, og i et af de regjeringsvenlige organer blev det endog antydet, at man ikke kunde se nogensomhelst grund til, at det norske folk skulde betale en saa stor sum som femtusend kroner, forat en privatmand kunde gjøre en forlystelsesreise til Grønland. De fleste, som hørte om planen, mente, det var det reneste galmandsverk, jeg maatte enten være mindre vel bevaret eller kjed af livet; hvad var der at hente i Grønlands indre?

Heldigvis var nogen hjælp fra regjering, storting eller nogen anden ingen nødvendighed for mig.

Da kom et tilbud fra en mand i Kjøbenhavn om at betale den sum, hvorom jeg havde ansøgt.

Denne mand var etatsraad Augustin Gamél, som jo allerede ved udrustningen af Dijmphna-ekspeditionen har gjort sig fortjent af den arktiske forskning. Dette tilbud fra en udlænding og en mig personlig ukjendt mand om at bidrage til en ekspedition, som af de fleste ansaaes for at være vanvid, var i sandhed saa ædelmodigt, at jeg ikke kunde betænke mig paa at modtage det.

Det var først i januar 1888, at jeg i det norske tidsskrift «Naturen» i en artikel, betitlet «Grønlands indlandsis», fremlagde min plan for offentligheden. Efterat jeg her bl. a. har redegjort for de mange tidligere forsøg paa at trænge ind i Grønlands indre, siger jeg:

«Min plan er i korthed følgende: Med 3 à 4 af de bedste og mest udholdende skiløbere, som blir at opdrive, vil jeg i begyndelsen af juni med et af de norske sælfangerfartøier gaa fra Island mod Grønlands østkyst og paa omkring 66° n. br. forsøge at naa ind mod kysten saa langt som muligt.[1] Hvis fartøiet ikke skulde kunne naa land, hvad dog efter sælfangernes erfaring ikke er usandsynligt, idet disse hyppig har været inde under denne ukjendte kyst,[2] saa forlader ekspeditionen fartøiet, naar dette er kommet saa langt

ind som muligt, og gaar over isen iland.
Dr. Fridtjof Nansen.
Dr. Fridtjof Nansen.

For at sætte over det aabne vand, som antagelig findes nær kysten, trækkes en let baad paa meier med over isen. At en saadan fart over drivis er mulig, tror jeg fra tidligere kjendskab til denne med sikkerhed at kunne antage. I 1882 foretog jeg nemlig med sælfangeren «Viking» fra Arendal en reise i disse egne, og vi blev i juni sat fast i isen under østkysten af Grønland. I løbet af 24 døgn drev vi da langs den kyst, hvor jeg nu agter at lande, og jeg havde i den tid under talrige vandringer og jagtfærder rigelig anledning til at stifte bekjendtskab med isens beskaffenhed og sneforholdene, ligesom vi ogsaa hyppig under vor reise blev nødte til paa grund af pludselige indesperringer at trække vore baade lange distanser over flagene. — Paa denne maade mener jeg altsaa at skulle kunne naa land. Helst saa jeg, at dette blev et stykke nordenfor kap Dan, da kysten her endnu ikke er bereist af europæere, og der er meget af interesse at undersøge allerede paa kysten. Søndenfor er kysten nu forholdsvis vel kjendt, idet den danske konebaadsekspedition under ledelse af kaptein Holm i 1884 trængte op til et punkt noget nordenfor kap Dan og overvintrede i Angmagsalik, en koloni af hedenske eskimoer lidt søn denfor det nævnte forbjerg. Efter at have gjort de undersøgelser paa kysten, som uden for meget tidsspilde lader sig udføre, tiltræder vi snarest mulig vandringen over indlandsisen. Saafremt ekspeditionen naar land nordenfor kap Dan, begynder vi vandringen ved bunden af en af de derværende fjorde; hvis vi lander længere syd, søges ind til bunden af den dybe Sermilikfjord for her at komme ind paa isen.

Ekspeditionen søger med engang at naa saa høit op som muligt paa isfri mark, selv om stigningerne her skulde bli betydelig sterkere end paa isbræerne; herved opnaaes nemlig, at man, naar det endelig blir nødvendigt at gaa ind paa isen, da antagelig finder fladere og jevnere is, og man vil undgaa den værste gletscheris, som ved sine ujevnheder og sprækker kan frembyde ikke faa hindringer og farer. Kommen ind paa isen, sætter ekspeditionen kurs paa Christianshaab ved Diskobugten og søger at naa dette maal saa hurtig som muligt. Fordelen ved at gaa mod Diskobugten istedenfor at søge længere syd paa er paa den ene side den, at man nordpaa antagelig vil finde bedre skiføre, og paa den anden side den, at det ved Diskobugten, hvor landet ikke er indskaaret af dybe fjorde, vil være forholdvis let at finde frem til beboede steder, idet Diskoøen ligger udenfor kysten og vil, seet fra indlandsisen med sine etageformede basaltklipper, danne et godt merke, hvorefter man let maa kunne finde ned til en af de to kolonier Jakobshavn eller Christianshaab, som ligger ved Diskobugten med omkring en halv grads mellemrum.

Afstanden fra østkysten, hvor jeg agter at lande, og til Diskobugten er omtrent 670 km.; regnes nu, at man for hver dag i gjennemsnit kan tilbagelægge 20 à 30 km., hvilket for skiløbere er meget lavt regnet, saa vil farten dog ikke tage over en maaned; og medtages saa proviant for henved den dobbelte tid, saa synes der at være al sandsynlighed for at komme lykkelig frem.

Provianten maa trækkes paa slæder eller skikjælker. Foruden ski tænkes ogsaa truger[3] medtagne, idet de, hvor sneen er vaad og blød, er mere anvendelige end ski.

Foruden proviant for henimod 2 maaneder samt ski og truger skal endvidere medtages de nødvendige instrumenter til stedsbestemmelse o. s. v. o. s. v. — —»

At der mod en plan som denne ogsaa i pressen fremkom flere mer eller mindre kraftige indlæg, er jo ikke til at undres paa. Disse udmerkede sig dog gjennemgaaende mest ved sin paafaldende uvidenhed om is- og sneforhold og om færdsel over is- og snemarker.

Jeg kan ikke negte mig fornøielsen af her at gjengive lidt fra et foredrag, som blev holdt af en ung dansk grønlandsreisende i Kjøbenhavn, og som er trykt i det danske tidsskrift «Ny Jord» (februar 1888). Det heder her blandt andet:

«Andre planer er kun blevne til paa papiret, saaledes som forslagene om at gaa i ballon tvers over indlandsisen, der allerede fremsattes i slutningen af forrige aarhundrede. Til den sidste klasse forslag, der hidtil kun er fremsatte paa papiret, hører ogsaa det, der er fremsat af den norske zoolog, konservator ved Bergens museum, Fridtjof Nansen.» — — —

«Der er meget tiltalende ved grundtankerne i Nansens ekspedition, baade ved det, at han vil søge fra østkysten over mod den koloniserede del af Grønland (istedenfor omvendt), og ogsaa ved det, at han, der er en dygtig skiløber, vil benytte skier som befordringsmiddel. Men med denne anerkjendelse af grundtankerne i planen maa ogsaa for enhver, der kjender noget til forholdene, anerkjendelsen høre op. Allerede den maade, Nansen eventuelt vil naa ind til østkysten paa, nemlig ved at forlade den faste skibsplanke og lig en isbjørn vandre fra den ene gyngende isflage og kalvisklods til den anden ind mod kysten, er jo saa dumdristig, at man ikke ved, hvad man skal sige til den.

Lad imidlertid lykken staa den kjække bi. Lad Nansen være naaet ind til Grønlands østkyst, — hvorledes vil han da bære sig ad med at naa op paa den egentlige jevne indlandsis, med andre ord, hvorledes vil han komme frem over den yderste rand af indlandsisen, hvor fjeld paa fjeld rager op gjennem isdækket og efter al sandsynlighed gjør dette ufremkommeligt paa de allerfleste steder?»
— — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — —
«Nansens plan at gaa op netop paa de høie kystfjelde og derfra spadsere ind paa den opdæmmede høie ismark røber derfor fuldstændigt ukjendskab med forholdene. «— — — — «Med hvad der kan sees fra yderlandet, hører min erfaring op, og jeg skal derfor ikke gaa ind paa at kritisere planen om paa ski at passere den indre del af indlandsisen og muligheden for at kunne føre tilstrækkelig proviant med sig o. s. v. Jeg tror forøvrigt, at der er nogen sandsynlighed for, at denne del af planen vil kunne føres igjennem, hvis Nansen blot kunde komme over den første rand af isen.

Derimod er der noget helt andet, som jeg mener, at netop jeg er berettiget og forpligtet til at fremkomme med i nærværende sag. Og det er da det, at der efter min mening ikke er nogen, der har moralsk ret til ved vovestykker, der kun har ringe sandsynlighed for at føre til noget resultat, at belemre de eskimoiske indbyggere af dansk Østgrønland med at hjælpe sig ud af den klemme, man selv uden nytte har styrtet sig ind i. Der er nemlig for os faa, der kjender noget til forholdene i dansk Østgrønland, ingen tvil om, at saadan som Nansens plan er udkastet, kan man, hvis skibet ikke naar ind til kysten og venter paa ham, til han er bleven nødt til at

opgive sin plan, holde 10 mod 1 paa, at enten sætter Nansen sit (og
Skibskaptein Otto Sverdrup
Skibskaptein Otto Sverdrup

maaske andres) liv til uden nytte, eller ogsaa blir han optagen af eskimoerne og af disse ført ned langs kysten til de danske stationer paa vestkysten. Men til uden nytte at kaste østgrønlænderne ind paa en lang og for dem i mange henseender fordærvelig reise, har ingen ret til.» Disse artikler var sikkert nok skrevne i en god mening; men de er dog betegnende eksempler paa, hvilken næsten overtroisk skræk der hos mange mennesker, selv blandt dem, som anser sig for autoriteter og sagkyndige, maa have været for indlandsisen og færdsel over is- og snemarker lige til den sidste tid. Forfatteren af ovenanførte artikel havde selv i flere aar færdedes langs indlandsisens rand, men det ser ud, som det aldrig med en tanke er faldt ham ind at tage sig en liden spadsertur indover den; han vilde sikkert nok ved de første skridt faaet mange af sine vildfarelser opklarede og faaet rede paa, hvad et «fuldstændigt ukjendskab med forholdene» vilde sige.

I en anden og muligens endnu mindre sagkyndig artikel hed det, at omend Nansen selv kan være saa gal at ville forsøge noget sligt, saa faar han dog ikke et eneste menneske med sig, og alene kan han dog ikke gaa.

I England fremkom ogsaa i pressen adskillige artikler imod ekspeditionen.

Men tiltrods for disse advarende røster, og tiltrods for den almindelige mening, at det hele var galskab, var der dog nok af mennesker, som vilde være med. Jeg fik over 40 ansøgninger fra mænd af de forskjelligste stillinger, der var bønder, sjømænd, officerer, farmaceuter, handelsmænd, studenter o. s. v. Der var endnu mange flere, som ikke ansøgte, men som sagde, at de heller end gjerne vilde være med og vilde melde sig, hvis det kunde nytte noget. Der var heller ikke blot nordmænd, men ogsaa fra Danmark, Holland, Frankrig og England indløb ansøgninger om at faa være med.

Jeg kunde imidlertid kun tage folk, som var godt vante til at bruge skierne, og som var kjendte som energiske og udholdende mennesker. Jeg valgte følgende nordmænd: Otto Sverdrup, forhenværende skibskaptein, Olaf Dietrichson, dengang premierløitnant ved det norske infanteri, Kristian Kristiansen Trana, norsk bondegut.

Da jeg oprindelig tænkte paa at tage rener med, og da jeg troede at kunne faa nytte af den naturfolkene almindeligvis medfødte stedsans og gave til at greie sig under de forskjellige omstændigheder, saa skrev jeg til et par velkjendte mænd i Finmarken med forespørgsel, om man kunde skaffe mig to fjeldlapper, som var villige til at følge med. Jeg tilføiede, at dette maatte være modige folk, der var kjendte som særlig udholdende og flinke til at finde sig frem i ukjendt mark; de maatte paa forhaand fuldt underrettes om foretagendets farefulde natur; det maatte indprentes dem, at der var lige stor udsigt til, at de ikke kom tilbage, som at de vilde gjøre det; endvidere maatte det være ugifte mænd i en alder mellem 30 og 40, da jeg tror, at krop saavelsom aand i den alder er mest hærdet og skikket for slige foretagender.

Det led længe, før svar kom paa mine forespørgsler, posten gaar ikke hurtig til Finmarkens indbygder, hvor den kun hver 14 dag kjøres indover fjeldet med renskyds. Endelig, da det allerede led paa tiden, kom der svar, at jeg kunde faa to kjække karer fra Karasjok, hvis jeg vilde betale rigtig godt; jeg gik saa omtrent ind paa deres forlangende og telegraferede, at de maatte komme snarest. Saa blev det da sagt, at de var paa veien, og at de vilde komme den og den dag. Jeg var selvfølgelig meget spændt paa at se dem.

Det var en lørdagskveld, de ventedes; der var folk paa stationen for at tage imod dem og føre dem til deres logi. Men ingen lapper kom; heller ikke søndag kom de, ingen forstod, hvad der var blevet af dem; men mandag blev det endelig sagt, at nu var de komne. Det var de ogsaa — med det blandede godstog istedenfor med hurtigtoget.

Jeg skyndte mig til deres logi og kom ind i deres kammer. Midt paa gulvet stod en ung, vakker mand med et næsten mer kvænsk end lappisk udseende; borte i en krog sad en gammel mand med et langt, sort haar hængende ned over skuldrene; han var liden af vekst, men endnu mindre saa han ud, som han sad der sammenkrøben paa en kiste; han havde et mer lappisk udseende end den unge, og paa ham vilde det fuldt ud passe, som det heder om lapperne hos Peder Dass (1685):

«Det Folk er særdelis af sælsom Natur
Kort-benet i Vexten og støt af Statur,
Ey meget uliige til Dverge.
––––––––––––––––––
Skarp-Øyet i Sigt og forbister i Sjun,
Og heel under Ansigtet gusten og bruun,
Spis-Haget og Kiægerne lange.»

Som jeg kom ind, bøiede han hovedet og slog ud med haanden paa østerlandsk vis, den unge hilste som folk almindelig. Den gamle kunde lidet norsk, og det var derfor til den unge, jeg maatte tale.

Jeg spurgte da, om de havde det godt, og hvorfor de kom med det tog. «Jo, de havde ingen greie paa det, og saa var det et par kroner billigere med det tog.» «Hvor gamle er I to?» «Jeg er 26 aar, og han Ravna er 45 aar.» Det var en underlig historie; jeg havde forlangt, at de skulde være mellem 30 og 40 aar.

«I er fjeldlapper begge I to?» «Nei da, bare han Ravna er fjeldlap, jeg er fastboende fra Karasjok, jeg.» Endnu værre, jeg havde forlangt to fjeldlapper.

«Men er I nu ikke rædde for at tage paa denne turen da?» «Jo, vi frygter meget; dem har sagt os paa veien, at denne ekspetion er saa farlig, at vi aldrig kommer levende hjem, og saa er vi blevne saa rædde.» Nei det var for galt, de var altsaa ikke engang underrettede om, hvad de gik til, stakkars mennesker.

Jeg havde den største lyst til at sende dem tilbage; men nu var det for sent at tage andre folk, jeg maatte beholde dem; det var derfor bedst at trøste dem, som en bedst kunde, sige dem, at hvad folk sagde, var noget sludder; at betage dem modet paa forhaand, førte jo til intet, de kunde hurtig nok komme til at miste det alligevel.

Om de end ikke saa ud til at være saa sterke og udholdende, som jeg havde ønsket, saa saa de dog ud til at være snille og paalidelige mennesker. Dette har de da ogsaa fuldtud bevist, at de er, og med hensyn til udholdenheden stod de heller ikke tilbage. Forøvrigt havde jeg dog ingen særegen nytte af dem som naturfolk betragtede, til rekognoseringer blev de saaledes aldrig benyttede.

Efterat Balto i en skildring, som han har givet af hele færden[4], har omtalt sin reise fra Finmarken,

og hvorledes
Kaptein O. C. Dietrichson.
Kaptein O. C. Dietrichson.

folk paa veien havde betaget dem modet ved bl. a. at fortælle dem, at jeg skulde være et rent urimeligt menneske, fortsætter han saaledes:

«14 april reiste vi fra Trondhjem og kom til Kristiania den 16 april. Nansen havde sendt en mand til ildvogns-stationen for at modtage os to, nemlig Sverdrup, som kom til os og spurgte: «Er I to de mænd, som skal med Nansen?» Vi svarede, at det var os to. Sverdrup fortalte, at ogsaa han var en af dem, som skulde med Nansen, og han fortalte, at han var dragen afsted for at modtage os. «Kom med mig,» og vi fulgte med, og han førte os til et hotel, som er i Toldbodgaden nr. 30.

Efter en times forløb kom Nansen og Dietrichson for at hilse paa os. — Det var fremfor alt herligt og vidunderligt, da vi slap til at faa se denne fremmede husbond, nemlig Nansen. Han var fremmed for os, men hans ansigt skinnede imod os, som om det havde været vore tilbageblevne forældres ansigt, saa yndigt forekom det mig, og ligesaa hans velkomsthilsen til os. Alle de fremmede byfolk var meget gode og venskabelige imod os lapper i den tid, da vi var i Kristiania by; fra den tid blev vi endnu mere glade, og det blev meget behageligt for os.»

Da vi nu gjennem hele denne bog skal færdes sammen med disse 5 mennesker, saa er det muligens mest passende, at de blir forestillede. Jeg skal begynde med nordmændene og tage dem efter alder.

Otto Neumann Sverdrup var født den 31 oktober 1855 paa gaarden Haarstad i Bindalen paa Helgeland. Hans far var gaard- og skogseier Ulrik Sverdrup, og hans mor var Petra Knoph.

Født i en barsk natur og fra barnsben af vant til at færdes ude i skogen og paa fjeldet i al slags gjerning og alt slags veir, lærte han snart at klare sig selv og staa paa egne ben. Ikke var han stor gutten, da han begyndte at gaa paa ski, og at et ulændt distrikt som Bindalen er et godt sted for at uddanne raske og snarraadige skiløbere, er naturligt.

10 aar gammel fik han bøsse, og fra den tid flakkede han og hans et aar ældre bror stadig om paa jagt, om vinteren paa skierne, om vaaren efter tiuren paa spil og om sommeren og høsten efter bjørn og andet.

Han blev ikke sendt til nogen by for at gaa paa skole, men læste hjemme paa gaarden med huslærer.

Bogen synes dog aldrig at have huget ham. I 17 aars alder gik han tilsjøs og flakkede om i mange aar dels paa norske, dels paa amerikanske skibe.

I 1878 tog han sin styrmandseksamen i Kristiania og for i flere aar som styrmand. Som saadan forliste han for flere aar siden med en norsk skonnert paa vestkysten af Skotland. Ved den leilighed viste han tilfulde, hvad malm der var i ham, og det kan nok for en væsentlig del takkes hans sindighed og seighed, at mandskabet blev frelst.

En skonnert og et dampskib førte han som kaptein. Et aar laa han ogsaa paa bankfiske udfor nordlandskysten med en fiskekutter.

For en del aar siden hændte det, at man i Gøteborg søgte en fører til Nordenfeldts undervandsbaad, som skulde føres over Nordsjøen til England; man udlovede en belønning til den, som vilde paatage sig dette farefulde hverv, men der var ingen, som vaagede det. Da kom Sverdrup tilfeldigvis dertil og tilbød sig straks. Men saa i sidste øieblik betænkte de sig, som sendte den, og den blev bugseret over sjøen.

De sidste aar har Otto Sverdrup for en stor del ligget hjemme paa gaarden hos sin far, som i mellemtiden (for

Kristian Kristiansen.
Kristian Kristiansen.

omtrent 11 aar siden) havde solgt sin gaard i Bindalen og flyttet længer sydpaa til gaarden Trana ved Stenkjær. Her drev han paa snart med det ene, snart med det andet, snart var det skogsbrug, snart tømmerfløtning, hvor han var en dygtig formand, snart som smed, snart paa fiske, hvor han ikke stod tilbage for nogen som høvedsmand paa baaden.

Hans kjæreste tidsfordriv var i rigtig forrykende veir at seile i nordlandsbaad. Naar baaden for 4 klør skar gjennem de skumfraadende braadsjøer, naar det var slig, som det heder i Peder Dass, at:

«Han byder: tag vare paa Skiødet:
Øes-Karret i Næven og Øyet i Vind,
Set Halsen til Riben vær knap og gesvind»,

da likte Sverdrup tilværelsen.

At en slig kar var som skabt for en ekspedition som denne, er selvsagt. Ved sit omflakkende og mangeartede liv havde han lært at greie sig i alle vanskeligheder; altid var han rolig, aldrig raadløs.

Oluf Christian Dietrichson blev født i Skogn ved Levanger 31 mai 1856. Hans far var distriktslæge Peter Wilhelm Krejdahl Dietrichson, og hans mor var Canuta Pauline Ditlevine Due. Han fik en streng opdragelse og blev tidlig holdt til mandig idræt og friluftsliv, havde nær en halv mils skolevei til Levanger, hvor han var indtil 1873. Senere gik han et par aar paa Trondhjems latinskole, hvorpaa han kom til Maribogadens skole i Kristiania i 1876. Efter et aars privatlæsning blev han derpaa 1877 kadet, idet han kom ind i den midterste (saakaldte 2den) af krigsskolens daværende 5 klasser. Officer blev han 1880 og udnævntes til sekondløitnant i den trondhjemske brigade februar 1882; 1886 blev han premierløitnant, og nu i mai 1890 er han bleven udnævnt til kaptein i samme brigade.

Vinterhalvaarene 1882 til 1884 gjennemgik han den gymnastiske centralskole (i Kristiania) til uddannelse af lærere i legemsøvelse og vaabenbrug, og i 1887 ansattes han som hjelpelærer ved denne skole.

Dietrichson har hele sit liv været en ivrig dyrker af al mandig idræt. Af naturen har han faaet et sterkt og

Samuel Balto. Ole Ravna.
Samuel Balto. Ole Ravna.

velproportioneret legeme, og ved en god opdragelse er det stadig blevet hærdet og udviklet.

I en senere alder har han hver vinter foretaget lange skiture gjennem de forskjelligste trakter af Norge, og fra Skien til Trondhjem har han paa sine ski gjennemvandret de fleste dale, og ikke er der mange, som har seet saa meget af vort land om vinteren som han.

Paa ekspeditionen kom de kundskaber, han havde faaet ved sin militære uddannelse, til megen nytte. Det var ham, som omtrent helt og holdent overtog førelsen af den meteorologiske dagbog, ligsom ogsaa de udførte landmaalinger og karter skyldes ham. Det var med en selvopofrelse og nidkjærhed, som er mer end beundringsværdig, at han tog sig af dette sit hverv, og hvad det vil sige under saadanne forhold at levere et arbeide som det, han har leveret, det kan kun den tilfulde forstaa, som har prøvet at tage sine observationer, føre sin meteorologiske dagbog nøiagtig og punktlig som vanlig i en temperatur under ÷30°, naar man selv er dødstræt, eller naar undergang truer rundt om, eller at skrive, naar fingrene er saa ødelagte og ophovnede af forfrysning, at man næsten ikke kan holde en blyant, ja, dertil hører en mer end almindelig karakter og energi.

Kristian Kristiansen Trana var ikke mere end 24 aar gammel, da han fulgte med paa ekspeditionen. Dette var vistnok betydelig under den alder, jeg anser for heldigst til den slags strabadser, men han var modig og sterk og havde en lyst som faa; paa Sverdrups anbefaling betænkte jeg mig derfor ikke paa at tage ham med; jeg kom heller ikke til at angre det, skjønt han vistnok endnu ikke har naaet sin kraftigste alder.

Han blev født den 16de februar 1865 paa pladsen Grinna, som ligger under Trana, den gaard, som Sverdrups far nu eier. Paa sit fødested har han især deltaget i skogsarbeide, et par gange har han dernæst været tilsjøs og var saaledes ogsaa vant til lidt af hvert.

Han var en stø og paalidelig kar, og naar Kristian havde sagt, at han skulde tage sig af noget, vidste jeg altid, det blev gjort.

Samuel Johannesen Balto er en fastboende lap fra Karasjok og var 27 aar gammel, da han gik med paa ekspeditionen Han var af middels høide og havde forøvrigt intet udpræget lappisk i sit udseende; han hører ogsaa til de saakaldte elvelapper, som gjerne er storvoksne folk og er sterkt opblandede med kvæner (finner).

Den meste tid havde han drevet paa skogsarbeide, men i flere aar havde han desuden været med paa fiske, og en stund havde han ogsaa tjent hos fjeldlapper og hjulpet til med at skjøtte renen, saaledes havde han blandt andet en kort tid været tjenestekarl hos Ravna.

Han var en livlig, opvakt kar, var meget ivrig i alt, han tog sig paa, og adskilte sig heri væsentlig fra sin kamerat Ravna. Han var tillige temmelig udholdende, var altid villig til at hjælpe til med hvad som helst og gjorde saaledes megen nytte. Med sin flydende tunge og sit gebrokne norsk var han ogsaa for en væsentlig del ekspeditionens muntrationsraad.

Ole Nielsen Ravna er fjeldlap fra Karasjok-trakten og var 45 eller 46 aar gammel, han var ikke ganske sikker paa det selv. Hele sit liv har han som nomade levet i sit telt og flakket om med sine rener paa de finmarkske fjelde. Hans renhjord var, før han reiste til Grønland, ikke stor, antagelig mellem 200 og 300 dyr; selv vilde han nødig snakke om det.

Han var den eneste af ekspeditionens medlemmer, som var gift; han forlod kone og fem børn. Som tidligere nævnt, kjendte jeg ikke dertil paa forhaand; jeg havde sat som regel, at ingen af deltagerne skulde være gifte. Som fjeldlapper i almindelighed var han betydelig dorskere end den yngre lap; han likte bedst, naar vi ikke var paa vandring, at sidde stille ned med benene overkors i en krog inde i teltet og aldeles ingenting bestille, efterat han havde pudset sig selv for sne. Det var sjelden, man saa ham tage sig noget for, uden han blev direkte opfordret dertil. Han var meget liden af vekst, men var overraskende sterk og udholdende, uagtet han altid vidste at spare sig selv og sine kræfter.

Han talte især ved begyndelsen af færden meget lidet norsk, men paa grund deraf kunde hans bemerkninger falde yderst komiske og forvoldte ofte megen munterhed. Han kunde ikke skrive og forstod ikke saa moderne indretninger som et ur, men læse kunde han, og hans kjæreste lekture var det nye testamente paa lappisk, som han aldrig vilde skille sig fra.

Begge lapper var, som de selv sagde, gaaede med blot for at tjene penge, ikke af nogen lyst til færden eller til eventyr; de var tvertimod yderst bange for det hele og blev let skræmte, hvilket jo ikke er til at undres paa, naar det betænkes, hvor liden rede de fra først af havde paa det hele. At de ikke vendte saa uvidende tilbage, kan blandt andet sees af enkelte af Baltos optegnelser, hvoraf nogle senere vil bli meddelte.

De var forøvrigt snille og elskværdige mennesker, deres troskab kunde ofte være ligefrem rørende, og jeg kom til at holde meget af dem.

  1. Allerhelst skulde jeg lande ved den ukjendte Scoresbyfjord længer nord. Dertil trængtes imidlertid, at man helt leiede et fartøi, og da det antagelig vilde bli vanskeligt at tilveiebringe de dertil nødvendige pengemidler, har jeg foreløbig opgivet denne tanke.
  2. Som eksempel kan nævnes, at sommeren 1884 var der yderst lidet is, og sælfangerne fangede klapmytsen næsten lige under land.
  3. d. v. s. snesko, dannede af en oval træramme, overspændt med fletverk af vidjer. Bruges meget paa østlandet i Norge selv under heste.
  4. Tilskyndet af prof. Friis (Kristiania), anmodede jeg Balto efter hjemkomsten om at skrive en beretning om færden paa lappisk, hvilket han meget beredvillig gik ind paa. Prof. Friis har velvillig oversat enkelte dele af den lange skildring, og oversættelsen er holdt saa ordret til originalen som muligt.