af meiernes overside en langsløbende ryg, som gav dem, der forøvrigt for vegtens skyld var tynde, den fornødne stivhed og spændstighed.
Kjælkerne var beregnede paa at trækkes en af hver mand, men da det er heldigt i vanskeligt terræn, at en mand kan sendes forud for at finde ud den letteste vei, uden at ekspeditionen derved stanses, og da det tillige er tungest at gaa foran i løst sneføre, saa finder jeg det mest hensigtsmæssigt, at den første kjælke trækkes af 2 mand. Af denne grund havde vi blot 5 kjælker.
Fordelen ved at have saa mange mindre kjælker fremfor en eller et par store, saaledes som saa mange tidligere ekspeditioner, forekommer mig at maatte være iøinefaldende. I vanskeligt terræn, hvor det er tungt at komme frem, er det besværligt at manøvrere med de store slæder og deres tunge oppakning, ja paa vor færd vilde det ofte været en umulighed uden at læsse dem af og bære bagagen, mens vi, naar vi enedes to og to eller tre og tre om vore kjælker, altid kunde klare os frem uden aflæsning eller ompakning; undertiden var vi dog nødte til at bære dem hele og holdne, som de var.
At rigge om vore kjælker til seilads, hvilket skede flere gange, gik uden videre for sig paa den maade, at 2 eller 3 stilledes paa siden af hinanden og bandtes sammen ved hjælp af nogle ski eller stager, som lagdes tvers over og surredes fast; derpaa reistes særegne, dertil medbragte bambusstenger som mast. Til seil anvendtes teltgulvet eller 2 presenninger. Naar vi saa styrede kjælkerne ved en foran anbragt styrestang, noget lig en vognstang, af bambusrør, saa kunde vi paa dette vis seile ganske godt. Naar man udrustede sig specielt derfor, kunde man selvfølgelig indrette sig betydelig letvindtere og bedre, end vi havde det.
