Heldigvis var nogen hjælp fra regjering, storting eller nogen
anden ingen nødvendighed for mig.
Da kom et tilbud fra en mand i Kjøbenhavn om at betale den sum, hvorom jeg havde ansøgt.
Denne mand var etatsraad Augustin Gamél, som jo allerede ved udrustningen af Dijmphna-ekspeditionen har gjort sig fortjent af den arktiske forskning. Dette tilbud fra en udlænding og en mig personlig ukjendt mand om at bidrage til en ekspedition, som af de fleste ansaaes for at være vanvid, var i sandhed saa ædelmodigt, at jeg ikke kunde betænke mig paa at modtage det.
Det var først i januar 1888, at jeg i det norske tidsskrift «Naturen» i en artikel, betitlet «Grønlands indlandsis», fremlagde min plan for offentligheden. Efterat jeg her bl. a. har redegjort for de mange tidligere forsøg paa at trænge ind i Grønlands indre, siger jeg:
«Min plan er i korthed følgende: Med 3 à 4 af de bedste og mest udholdende skiløbere, som blir at opdrive, vil jeg i begyndelsen af juni med et af de norske sælfangerfartøier gaa fra Island mod Grønlands østkyst og paa omkring 66° n. br. forsøge at naa ind mod kysten saa langt som muligt.[1] Hvis fartøiet ikke skulde kunne naa land, hvad dog efter sælfangernes erfaring ikke er usandsynligt, idet disse hyppig har været inde under denne ukjendte kyst,[2] saa forlader ekspeditionen fartøiet, naar dette er kommet saa langt
ind som muligt, og gaar over isen iland.
- ↑ Allerhelst skulde jeg lande ved den ukjendte Scoresbyfjord længer nord. Dertil trængtes imidlertid, at man helt leiede et fartøi, og da det antagelig vilde bli vanskeligt at tilveiebringe de dertil nødvendige pengemidler, har jeg foreløbig opgivet denne tanke.
- ↑ Som eksempel kan nævnes, at sommeren 1884 var der yderst lidet is, og sælfangerne fangede klapmytsen næsten lige under land.
