Paa ski over Grønland/4

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
III.
Skiløbningen, dens historie og udvikling.
————————

Den ekspedition, vi her gaar til at beskrive, er helt og holdent udsprunget af den norske skiløbning. Forfatteren har selv været vænnet til skierne fra fire aars alder, ligesom hver deltager var en øvet skiløber, og hele ekspeditionens udførelse var planlagt paa skiernes overlegenhed over ethvert andet fremkomstmiddel over sneflader.

Det kan da ligge nært at begynde med en kort skildring af skierne, saameget mere som de færreste udenfor de faa lande, hvor ski bruges, ved, hvad skiløbning er, og meget af denne reisebeskrivelse vil vanskelig kunne forstaaes uden kjendskab dertil.

At det for dem, som ikke har seet skiløb, kan synes underligt, at man paa to tildannede træstykker skal kunne komme frem saa hurtig over snemarker, som man gjør, er naturligt og er allerede bemerket af «Kongespeilets» forfatter for omtrent 640 aar siden. Han drøfter bl. a. spørgsmaalet om tæmmede flyvedragers tilværelse i Indien og mener, dette kan vistnok synes os underligt at høre om, men der er dog forhold hos os, som for folk i andre lande kan synes endnu underligere, og han siger:

«Men det vil tykkes større under, det, der fortælles om
Skiløber paa sletten. (Efter fotografi af L. Szacinski.)
Skiløber paa sletten.
(Efter fotografi af L. Szacinski.)

de mænd, som kunne tæmme et træstykke eller fjæler saaledes, at den mand, som ikke er raskere tilfods end andre, naar han kun har sko paa fødderne eller bare fødder, — at han, saasnart han binder 7 eller 8 alen[1] lange fjæler under sine fødder, overvinder fugle i flugt eller de rappeste mynder i løb eller renen, som dog løber dobbelt saa hurtig som en hjort, thi der er en mængde mænd, som kan bruge sine ski saa godt, at han i et rend rammer med sit spyd 9 rener og bagefter endnu flere. Nu vil den ting tykkes utrolig og urimelig og underlig i alle de lande, hvor man ikke ved, med hvilken list eller kunst det kan ske, at fjælen kan tæmmes til saa stor hurtighed, at oppe paa fjeldene kan intet, som følger jorden, undgaa den mands løb og hurtighed, som har fjæler paa sine fødder, men saasnart han tager fjælerne af, da er han ikke raskere end andre mænd. Men paa andre steder, hvor folk ikke er vant til sligt, der vil der neppe findes saa rask en mand, at han ikke mister al raskhed, naar slige trær blir bundne til hans fødder. Nu vide vi disse ting tilvisse og have straks om vintrene, naar der er sne, leilighed til at se nok af de mænd, som kan den list eller kunst.»[2]

Skierne gjøres af træ og er i Norge som regel 3—4 tommer brede og omkring 8 fod lange, undertiden mere, undertiden mindre. De er flade og glatte paa undersiden. Fortil er de mere eller mindre opbøiede, undertiden ogsaa lidt i bagre ende. De fæstes til foden ved en taa-strop, som er anbragt omtrent midt paa skien, og hvori man stikker fodspidsen. For alle gode skiløbere kommer dernæst til et hælbaand, som fra taa-stroppen gaar bagenom hælen.

Paa disse ski kommer man frem over flad mark ved en egen sigende bevægelse af ben og underkrop. Begyndelsesgrundene er egentlig ikke vanskelige at lære; men færdigheden kan udvikles til en høi grad af fuldkommenhed. Man maa ikke løfte skierne og stampe afsted gjennem sneen, saaledes som man ofte ser fuskere gjøre, — de gaar, som de var barfodede i en myr. Det gjælder netop om at føre dem frem glidende paa sneen. Man holder dem stadig i sig fremover, idet kroppen, spændstig og let, følger med i bevægelsen. Skierne føres parallelt saa nær forbi hinanden, som det er muligt, — de føres altsaa ikke til siderne som skøiter, hvilket vistnok mange tror, der ikke har seet skiløbning. Sporene i sneen der, hvor en dygtig skiløber har faret, blir saaledes to parallele linjer. I haanden bruger man almindelig en stav, som man hjælper til med under gangen, og som i enkelte bygder opnaar en urimelig længde. Ved denne gliden fremover kan man paa godt skiføre opnaa stor hurtighed paa sletten.

Opover bakke gaar det selvfølgelig langsommere, men ogsaa her vil den dygtige skiløber være enhver anden overlegen. Er bakken brat og lang, gaar han ikke bent paa, slag i slag krydser han sig opover mod toppen, eller ogsaa gaar han paa siden opefter skridt for skridt og danner ligesom trappetrin i sneen. Er bakken kortere og skierne ikke for lange, kan han gaa bent op paa det vis, som sees til venstre i hosstaaende tegning. Skierne vendes udad, til de danner en saa stor vinkel mod hinanden som bakkens skraaning gjør nødvendig, og føres frem saaledes, at den enes bagende løftes over og sættes ned fremfor den andens; sporet i sneen kommer til at faa lighed med kvindernes kjædesting. Den bakke maa se underlig ud, som en skiløber ikke skal kunne komme op ad uden at tage

Opfor og udfor. (Tegnet af Eivind Nielsen efter fotografier.)
Opfor og udfor.
(Tegnet af Eivind Nielsen efter fotografier.)

skierne af benene. «Der findes ikke saa høit et fjeld, at han jo naar op paa det ad listige omveie», siger allerede Olaus Magni 1555.

Udfor bakke gaar det af sig selv; thi let glider skierne paa sneen. Man har blot at holde sig paa dem og have herredømme over dem, saa man ikke render paa trær og stene eller udfor styrtninger. Jo brattere bakke, desto mere hvinende fart faar man, og det er ikke uden grund, at der i «Kongespeilet» siges, at man paa skierne overvinder fugle i flugten, og intet, som følger jorden (ɔ: dyr), kan undgaa skiløberen.

Skiløbningen er den mest nationale af alle norske idrætter, og en herlig idræt er den, — fortjener nogen navn af idrætternes idræt, saa er det isandhed den. Intet hærder musklerne og gjør legemet kraftigt og spændstigt som den, intet gir snarraadighed og behændighed bedre end den, intet hærder viljen og gjør sindet saa friskt som skiløbningen. Kan der tænkes noget sundere og renere end paa en frisk vinterdag at faa skierne under fødderne og stryge tilskogs? Kan der tænkes noget finere og ædlere end vor nordiske natur, naar sneen ligger alendyb, drysset blød og hvid udover skog og aaser? Kan der tænkes noget friere og mere spændende, end naar man hurtig som fuglen stryger udover de skogklædte lier, mens vinterluft og grankviste suser en om kinderne, og øine, hjerne og muskler er spændte, færdige til at undgaa hver ukjendt hindring, som næste øieblik kaster i ens vei? Er det ikke, ligesom hele kulturlivet med engang skylles ud af sindet og ligger igjen med byluften der langt bag —, man gror sammen med sine ski og naturen. Det er noget, som udvikler ikke alene legemet men ogsaa sjælen, det har dybere betydning for et folk, end de fleste aner, dette.

Neppe nogensteds egner naturen sig bedre for skiløb ning end i Norge, bakker er der nok af og ligesaa af sne. Lige fra barnsben vænnes vi til skierne, — den, som god krog skal bli, maa tidlig krøges, — og naturen selv tvinger gutterne i mangen fjeldbygd i Norge, ja jenterne med, til at bruge skierne næsten lige saa tidlig, som de kan gaa. Dyb og blød ligger sneen lige ud for døren hele vinteren igjennem. Tidlig paa høsten kommer den, og sent paa vaaren gaar den. Veie er der i mange bygder lidet af, og enhver, som vil frem — enten det er mand eller kvinde — fra gaard til gaard, maa paa ski; thi uden dem synker man i sneen til livet. Man vokser saa at sige op med skien, — ikke er det sjeldent at se gutter og jenter paa 3 eller 4 aar prøve sig. Fra den alder eller lidt senere holder paa mange steder bondegutterne sig i stadig øvelse, bakker har de som regel lige udenfor stuevæggen og overalt paa begge sider af de trange dale, paa ski maa de fra og til skole, og paa ski staar de i friminuterne mellem timerne. Læreren er ofte selv med og gaar i spidsen. Og saa hver søndags eftermiddag, — hvilken fest er det ikke hele vinteren igjennem, naar hele bygdens ungdom, baade yngre og ældre, samles efter aftale for i ædel kappestrid at maale sig med hverandre og more sig, saa længe dagslyset bare strækker til. Og jenterne kommer med, men de vil nu helst se paa gutterne, skjønt de ogsaa kan bruge skierne, og mangen god idræt er øvet paa ski af norske jenter uden at bli talt om.

Ja, slig er de unges vinterliv i mangen bygd i Norge. Gutten er ikke mange aarene gammel, før han ved, hvad «skap» en god ski skal have, og hvordan den bedste veden til skiemner ser ud, og hvorledes han skal vride en vidje for at faa bindinger; enhver lærer at klare sig selv uden andres hjælp, han vokser op til at bli en mand for sig selv, som hans far var. Gid dette maatte holdes i hævd, og gid skiløbningen maatte udvikles og trives, saa længe der findes mænd og kvinder i de norske dale.

Det er imidlertid særlig for vinterjagten, at ski er en absolut nødvendighed her i Norge som i hele Nordeuropa og Sibirien, og det er ved den, de dygtigste skiløbere er blevne uddannede i bygderne.

Før i tiden var det almindeligt her i Skandinavien, at man om vinteren forfulgte de større dyr, elg og ren, paa sine ski. Naar sneen er dyb, er det som regel ingen vanskelig sag for en dygtig skiløber at indhente dem og fælde dem, idet de synker i og kun med møie kan komme frem. Det var en spændende jagt, som ofte nok fordrede saavel styrke og udholdenhed som behændighed i at bruge skien. Den maade at fælde ren paa staar allerede omtalt i det tidligere anførte stykke af «Kongespeilet».

Nu, da disse dyr er fredede om vinteren, er dermed denne jagt forbudt; men endnu drives den vistnok af krybskyttere i mange dele af Skandinavien, især i Sveriges fladere skogtrakter, hvor den falder lettest.

Den fangst, hvortil den norske bonde nu mest bruger skien, er sikkert nok rypeskytteriet og snarefangsten i tjeldet. Den er fredeligere og mindre anstrengende, denne jagt; men ogsaa den har sin egen tiltrækning. At færdes i fjeldet om vinteren, naar vidjekrattet ligger tyngdet under sneen, naar ryperne, saa hvide, at de kun med møie kan skjelnes, fra omgivelserne, flakser og kagler i bjerkelierne, det kan nok gjøre hugen let og fri, mens øiet ser vidt over den hvide vidde. Og saa med bøssen og rypebøren paa ryggen at skjære med susende fart udfor de lange aabne lier, det kan nok give blodet raskere fart, dette.

Ikke usedvanligt er det, at den norske bonde bruger skien ogsaa til at ringe hare om vinteren, og undertiden hænder det vel og, at han paa ski opsøger bjørnen i hiet, eller, naar sneen er dyb og løs, forfølger gaupen, jærven eller en enkelt bjørn, som tilfeldig

kan være bleven skræmt
Udfor bakke gjennem skog. (Tegning af A. Bloch.)
Udfor bakke gjennem skog.
(Tegning af A. Bloch.)

ud. For lappen er det almindeligt nok, at han paa ski sætter efter og forfølger sin værste fiende ulven, til han kan skyde den eller endog dræbe den med skistaven. De fleste sibiriske folk driver al sin vinterjagt paa ski, og da vinteren udgjør den længste del af aaret, vil det let indsees, hvilken nødvendighed, ja vi kan sige livsbetingelse, skien er for mange af disse folk.

Skiløbningen er gammel i Norge, — hvor gammel er ikke godt at sige, thi den gaar længere tilbage i den urgraa oldtid, end vi har historiske optegnelser. I eventyrene om vor stamfader Nor heder det karakteristisk nok, at han og hans følge drog frem paa ski. De ventede i Kvænland (Finland), til det blev godt skiføre, og saa drog de vestover rundt den botniske bugt ind i landet. Disse eventyr er dog af en forholdsvis sen dato.

I særdeleshed gjennem prof. Gustav Storm, som har skjænket spørgsmaalet særskilt opmerksomhed, har jeg faaet samlet endel værdifulde oplysninger om skiernes historie i Norge, og jeg skal meddele noget deraf her. «Saavidt jeg forstaar,» — siger prof. Storm i en meddelelse til mig, — «maa skiløbningen hos nordmænd og svenske være laant fra lapperne.» De ældste historiske efterretninger peger ialfald i denne retning. I midten af 6te aarhundrede har to sydeuropæiske skribenter, grækeren Prokop og goteren Jordanes, givet lapperne et navn, som røber vore ældste forfedres opfatning. Begge omtaler den stamme blandt nordmændene, som lever paa 67°—68° n. b., altsaa nordlændingerne, og som kalder sine nomadiske naboer skridfinner. Nordlændingerne har altsaa givet finnerne eller lapperne tillægsnavnet skrid, fordi de fandt, at det «at skriða» var karakteristisk for dem; men «skriða» (glide) er netop i det gamle sprog det betegnende udtryk for at komme frem paa ski («skriða á skiðum,» — «Finnr skriðr» o. l.).

Betegnelsen skridfinner glemtes snart i Norge (og Sverige); thi her lærte man snart kunsten; men navnet var trængt sydover og benyttes ogsaa senere hos andre germaniske folks skribenter om lapperne, saaledes af Paulus Diaconus i hans longobardiske historie (c. 790), af den engelske kong Alfred (c. 890), af Adam af Bremen (c. 1070) og af Saxo Grammaticus (c. 1200).

Langt ned i tiden betragtede dog ogsaa nordmændene og nordboerne overhovedet lapperne som de dygtigste skiløbere og skiløbningen som karakteristisk for dem. Saaledes lader Snorre Sturlassøn dronning Gunhild, der blev fostret i Finmarken hos to lapper (c. 920), sige om disse, at de «er saa dygtige paa ski, at intet kan undgaa dem, hverken mennesker eller dyr, og hvad de saa skyder efter det træffer de». I Magnus Barfods saga bruges som et gammelt ord «snæliga snuggir sveinar, kváðu Finnar áttu andra fala[3]»; altsaa brugte vel nordmændene da i 1006 at kjøbe ski hos lapperne, som ifølge Stephanius (Kommentar til Saxo) endnu i det 17de aarhundrede er mestre i at arbeide ski. Historia Norwegiæ (fra c. 1200) skildrer lapperne som dygtige jægere, der bor i skindtelte. Naar de flytter, tager de disse paa ryggen, fester glatte træstænger, «som de kalder aandrer,» under fødderne og iler hurtigere end fuglene over sneen og fjeldene. Den omtrent samtidige Saxo siger ogsaa om lapperne, «at de under jagten paa krumbøiede fjæler iler om paa de snedækte fjelde,» — og da han skal fortælle sagnet om kong Harald og Toke, lader han kongen prale af sin dygtighed «i den kunst, hvorved finnerne (lapperne) iler over snedækte styrtninger». I den islandske lovsamling «Graagaasen» (c. 1250) hedder det bl. a., at den fredløse skal drives saa langt, «som finnen (lappen) løber paa sine ski, furuen vokser, og ørnen flyver paa en vaardag med medvind under begge vingerne.» Dette er tydeligvis en ældre norsk lovformular, som er optaget paa Island.

Der kunde endnu fra vore sagaer anføres mere om lappernes skiløb, men af hvad der her er gjengivet, tror jeg, det allerede maa fremgaa, at i Norge har lapperne først indført skierne.

Ifølge Storm kan vi med sikkerhed sige, at allerede i det 10de aarhundrede var skiløbning øvet i Norge, ialfald i Nordland og rimeligvis overalt i fjeldbygderne nordenfjelds, maaske ogsaa paa Oplandene. I en række skaldedigte fra 10de aarhundrede bruges skið og öndurr (det er ski betrukne med skind) i poetiske billeder, der sammenligner skibets seilads over havet med skiernes skriden. Guthorm Sindre paa Haakon den godes tid kalder f. eks. skibet «svane-vangens (ɔ: havets) ski». Dette viser jo tydelig, at brugen af ski maatte være almindelig kjendt; thi ellers vilde slige billeder ikke forstaaes. Endnu vigtigere er, at ski-idrætten havde faaet sine repræsentanter blandt guderne. Nordlændingen Eyvind Skaldespilder (fra Helgeland) kalder i et digt fra omkring 990 Thasses datter Skade for «öndur-dís» (det er skigudinden), og islændingen Einar Skaaleglam, der omkring 980 digtede et hædersdigt til Haakon Jarl paa Lade, giver Ullr tilnavnet: «Aanderguden», (õndur-jálkr, egentlig aandrernes-Odin). Merkes kan ogsaa, at Skade er af jotun-æt; betænker man, at nordmændene hyppig slog lapper og trold sammen, saa ligger det neppe fjernt at antage, at Eyvind har tænkt sig hende som lappisk af oprindelse. Om Ullr er at merke, at han i Danmark ikke er gud for ski, men for skøiteløbning; thi om «Ollerus» siger Saxo, at han istedenfor skib brugte at sætte over havet paa et ben, hvorover han havde sunget heksesange, det er, han gik paa «islegger», som var den form af skøiter, vore forfedre brugte, og som ogsaa efter talrige arkæologiske fund har været almindelige i Tyskland i meget tidlig tid. Baade i Norge og i Tyskland findes de tildels i brug den dag idag. Det er altsaa vistnok først i det nordlige Norge, at Ullr er bleven til skigud, mens skiløbningen vistnok aldrig har naaet Danmark, hvor jo naturforholdene heller ikke indbyder dertil. Sagnet om den danske konge Harald Blaatand og Toke, som maatte staa paa ski udfor Kullen i Skaane, har i denne henseende ingen betydning, da det tydeligvis stammer fra Norge, hvor det samme ogsaa fortelles om en kong Harald og «Hemingen den ungje» (se nedenfor).

I de historiske sagaer omtales bl. a., at da Egil Skallagrimsøn en vinter (c. 950) skulde drage i den norske konges erende til Vermland, forlod kongens sendemænd ham lidt vestenfor Eidskogen, tog sine ski og steg paa dem, og for saa nat og dag til Oplandene og nord over Dovrefjeld til kongen. (Egils saga, kap. 71). At ski allerede saa tidlig var brugt ogsaa paa Romerike, synes rimeligt nok, naar vi ser, at Harald Haardraade, som var i syden, fra han var 15 til han var 31 aar (1030—46), allerede i sin ungdom paa Ringerike har lært at gaa paa ski.

Fra hans tid er ogsaa emnet hentet til de over hele landet spredte kjæmpeviser om Heming, hvis vidunderlige skiløb i Nordland ogsaa omtales i Flatøbogen (c. 1390). Omkvædet er nu i almindelighed: «Hemingen den ungje so vel uppaa skiur renna kunde», og det er vel paa grund af sin dygtighed i en af folkets yndlingsidrætter han har levet til nu i folkedigtningen.

Senere omtales ski og skiløbere paa mange steder i vore sagaer, og det sees deraf tydelig, at skiløbning op igjennem tiderne har været en almindelig kjendt idræt i Norge.

Det er temmelig selvfølgeligt, — siger Storm, — at den offentlige postgang ofte om vinteren blev ført frem paa ski, naar der ikke var slæde- eller rideføre, — dette sees ogsaa af nogle breve fra 1525 og 1535. I det sidste heder det, at «smaasvenden» i begyndelsen af december maatte løbe paa ski «over Dovrefjeld og alle skoger nordenfor lige til Throndhjem».

At nordmændene i tidligere tider har været dygtigere i skiløbning, end de er nu, har vi ingen grund til at antage, og naar vi bl. a. læser om, at Arnljot Gelline (c. aar 1000) løb med to mand bag paa sine ski og alligevel for saa hurtig, som om han havde faret løs og ledig, da vil enhver skiløber vide, at dette maa henvises til fantasiens verden. Fortællingen er gjenfortalt af en islænding, Snorre, efter islandsk tradition, og som senere vil bli bemerket, forstod islænderne neppe kunsten.

I vore dage er skierne kjendte og brugte over hele Norge, lige fra Nordkap til Lindesnæs, dog mindst paa Vestlandet, hvor de slette sneforholde paa mange steder forbyder brugen af dem. Sammenfatter man hele det norske folk, saa blir det vel forholdsvis faa mænd eller gutter, som nu for tiden ikke kjender ski og ikke til nød kan tage sig frem paa dem. Af kvinderne blir det ogsaa en ikke uvæsentlig del, som kan bruge sine ski, nu ligesaavel som paa Olaus Magni’s tid (1555),da «man saa kvinder gaa paa jagt med ligesaa stor eller kanske endnu større raskhed end manden». Lykkeligvis for nationen er skiløbningen i stadig udvikling.

Fra Telemarken og Kristiania by med omegn kommer gjerne de fleste dygtige skiløbere, men i Østerdalen, Oplandene, Numedalen, Hallingdal, Valders, Gudbrandsdalen, det trondhjemske og i Nordland og Finmarken findes ogsaa mange dygtige skiløbere.

I Sverige, hvor skien vistnok blev indført af lapperne paa samme tid som i Norge, er skiløbningen mindre udviklet end i Norge, — det er jo heller ikke mere end, hvad der kunde ventes, at Norge med dets mange fjeldbygder skulde fostre flere og dygtigere skiløbere end det langt mere fladlændte Sverige. Det er væsentlig kun i fjeld- og skogtrakterne i det nordlige Sverige ned til Helsingeland, Dalarne og nordre Vermland, at ski er kjendt og brugt. Den senere opblomstring af idrætten i Norge har dog gjort, at man ogsaa i byer længere syd paa, med Stockholm i spidsen, har begyndt at indføre ski-idrætten.

Af nordmændene er skiløbning allerede i gammel tid ført til Island. Det synes dog, som den atter saa omtrent er bleven glemt; thi paa ingen steder omtales den ved fjeldovergange i de islandske sagaer, mens islændinger, naar de kommer til Norge, hyppig skildrer skiløbningen. I forrige aarhundrede var skiløbningen gaaet saa tilbage, at en kgl. resolution af 1780 opstillede præmier for den eneste mand, en norsk handelsbetjent Buch paa Husavik, som «besad kunsten», forat han skulde lære 3 andre op. Skiløbningen kan dog neppe staa paa noget høit trin deroppe; saaledes kjender man ikke engang til at binde skierne fast paa fødderne, uden hvilket selvfølgelig ingen kan faa fuldt herredømme over dem. Dog sagdes det mig, at der paa nordlandet deroppe skal være enkelte islændinger, som er ganske flinke, — at dette vilde gjælde efter norsk maalestok, tør jeg dog ikke indestaa for. Efter hvad kand. A. Hansen, som reiste i Island 1882, meddeler mig, findes der midt i Island gaarde, som er helt afskaarne fra udenverdenen hele vinteren over af den grund, at folkene ikke kjender brugen af ski.

Norsk skiløberske. (Tegnet af A. Bloch.)
Norsk skiløberske.
(Tegnet af A. Bloch.)

I Grønland er vel skiløbning indført i en meget sen tid af nordmænd. Den synes ikke at være kjendt nogensteds, da Egede i 1721 kom til Grønland; men hans raske sønner, der jo kom fra Nordland, indførte ski allerede i 1722. Det heder i Paul Egedes journal: «Den grønlandske ungdom havde stor lyst til at drive gjek med os. — — Derimod kunde vi gjøre os til af at gaa paa skøiter og ski — — —».

Skiløbningen drives nu delvis af de danske deroppe, delvis af eskimoerne selv, men ingen af dem har drevet det til noget. Skierne har aldrig vundet fast fodfæste der, de betragtes mest som legetøi til underhold i ledige timer. Kun sjelden benyttes de til jagt om vinteren. Eskimoen, som er mest knyttet til sjøen, har ikke opdaget den store fordel, som de derved vilde kunne yde ham, og det er vistnok kun mere undtagelsesvis, at han f. eks. gaar paa ski efter ren, hvilket dog hændte et par gange, mens jeg var deroppe.

I Amerika fandtes oprindelig ingen ski, — i den senere tid er de dog indførte af skandinaver paa flere steder, især i det nordlige. Saaledes meddeler den bekjendte norske reisende, kaptein A. Jacobsen, mig, at «i den del af Rocky-Mountains, hvor der om vinteren falder megen sne, har befolkningen, især minearbeiderne, i lang tid anvendt ski, mest til postbefordring mellem afsidesliggende mine-kompanier og steder. De fleste af disse postbefordrere skal være skandinaver.»

I Wisconsin, Minnesota og omkringliggende egne er skiløbning indført af nordmænd, og der afholdes endog paa flere steder aarlige præmierend. I Californien er ski ligeledes nu tildels kjendt og benyttet.

Ogsaa til jernbaneanlægget i Cordilleras mellem Argentina og Chili søgte man for kort tid siden norske skiløbere[4].

Til krigsbrug har skierne ofte været anvendte i Skandinavien. Dette er jo ikke mere, end det kan ventes, thi det er en selvfølge, at ski under vinterfelttog maa frembyde en stor fordel.

Olaus Magni afbilder paa sit berømte kart over norden fra 1539 finmarkingerne førende krig paa ski med helsingerne paa kong Frodes tid.

Den første, som har bragt dem ind i krigshistorien, er efter al sandsynlighed kong Sverre, og det geraader hans feltherretalent til megen ære, at han har vidst at benytte sig af dem og endog organiseret et skiløberkorps blandt oplændingerne. I slaget ved Oslo, mars 1200, byder kong Sverre ved mønstringen paa isen Paal Belte og hans skare oplændinger at tage sine ski og skistokke, at stige paa skierne og fare op paa Ryenbergene for at undersøge modstandernes styrke[5]. Det er her tydeligt af ordene, at denne skare er udrustet med ski til krigsbrug.

Efter den tid har skierne vistnok været anvendte ofte af skandinaverne i krig. Men ogsaa her kommer undertiden lapperne frem; jeg skal blot minde om hin lap i Finmarken, som for en 400 aar siden — efter hvad der fortælles — blev tvungen til at være veiviser over fjeldet for et russefølge. Det var om natten, at han drog paa ski med fakkel foran fienden, som kom kjørende efter i pulke, trukne af ren. I lynende fart skar han i nattens mørke mod en styrtning, renerne fulgte i fuldt firsprang lige efter, og idet han selv gik foran og frivillig styrtede sig i døden, drog han hele følget med sig i dybet. Efter et andet sagn skulde han have stanset paa randen og kun kastet fakkelen udover, idet følget, som fulgte fakkelskinnet, forsvandt i afgrunden. Efter endnu et andet sagn var det ikke russer i pulker, men svensker paa ski, som han narrede i døden. I Tysfjorden i Nordland henlægges det til Fredrik III’s tid (ca. 1650), i Snaasen i det trondhjemske til krigene mod Karl XII. Ogsaa fra Solør kjendes sagnet. Hvorom alting er, saa er det altid en lap paa ski, som gaar igjen i de forskjellige former af denne fortælling. Det viser, at lapperne havde anseelse som skiløbere ogsaa i den tid.

I midten af forrige aarhundrede oprettedes i Norge særskilte skiløberkompanier, som øvedes hver vinter, og velkjendt for hver nordmand er vistnok fortællingen om det østerdalske skiløberkompani.

Udenfor skandinavernes omraade har skien været kjendt fra de ældste tider i Finland. Dette fremgaar tydelig nok af den trettende sang i det gamle finske digt Kalevala, hvor Lemminkäinens jagt paa ski efter hiisi-elgen skildres paa en meget poetisk vis. I svensk oversættelse lyder begyndelsen saaledes:

«Nu mitt spjut är skodt og spetsadt
Redo äro alla pilar,
Spänd rir strangen på min båge,
Endast skidor, skinnbeklädda,
Saknas här ännu för färden.»

Betegnende er, at ogsaa her tales om skindbeklædte ski (i flertal), og at Lemminkäinen, som det skildres i andet vers, gaar til en lap, — «sköna Kauppi ifrån Lappland,» — for at faa ham til at lage sig to gode ski. Det kunde altsaa synes, som ogsaa finlænderne har havt lapperne til læremestre.

Dette digt er i sin nuværende form af forholdsvis sen datum, men stammer muligens fra 12te eller 13de aarhundrede.

I Rusland findes ski, foruden hos storrusser, letter og tildels i Polen, hos samtlige finske folkeslag lige ned til Volga. Hos permerne omtales de af Herberstein fra 1549 (Rerum moscov. commentaria).

I Asien findes ski udbredt over hele den nordlige del, nordenfor det store steppe- og ørkendrag — hos samtlige folkestammer. Ifølge hvad kaptein A. Jacobsen har meddelt mig, benyttes de hos golder, giljaker og ainoer merkelig nok mest ved kjørsel paa hundeslæde[6]. Kojuren (kusken) sidder skrævs over sin smale slæde og støtter den med benene, hvorpaa han har ski.

Jacobsens kusk fortalte ham, at tunguserne undertiden skulde benytte sig af ski paa den maade, at de staaende paa sine ski lader sig trække af ren, idet de i den venstre haand holder en læderrem, som er befestet til renen, mens de styrer med den høire. Noget lignende skulde efter den japanesiske tegning, som af Nordenskiöld gjengives i Vega-reisen (b. II, side 107), ogsaa forekomme hos ainoerne[7]. Efter hvad professor Friis har fortalt mig, skal ogsaa lapperne undertiden anvende renen paa denne maade, (han har givet en skildring deraf i sin bog «Laila»), men — som man sagde ham — skulde det kun være de dygtigste og mest udholdende skiløbere, som kan gjøre det kunststykke.

Som det vil sees, fører de oplysninger, litteraturen kan give om ski, ikke langt op i tiden. Længere tilbage kommer man ved at forsøge den sammenlignende sprogvidenskabs methode. Naar det samme navn for ski findes hos nu vidt adskilte folkeslag, maa der være sandsynlighed for, at dette navn har sin oprindelse fra en tid, da disse folkeslag boede nær ved hverandre eller endnu udgjorde et folk.

Min ven, bibliotheksamanuensis Andr. M. Hansen, har ydet mig en værdifuld hjælp i denne henseende og har blandt andet i en tildels vanskelig tilgjængelig litteratur søgt at finde frem skiernes navne paa de forskjellige nordasiatiske og nordeuropæiske folkestammers sprog. Disse undersøgelser har ved en ligefrem sammenstillen af navnene ført til meget interessante, om ikke afgjørende resultater, som jeg gjerne vilde have fremlagt i sin helhed her. Emnet er af en for speciel natur, til at dette kan ske; jeg skal derfor nøie mig med at anføre det vigtigste af disse undersøgelser.

Vi saa ovenfor, at det fremgaar af vor gamle mythologi og vore sagaer, at vi ligesom andre europæiske folk antagelig har lært kunsten at bruge ski af lapperne. Undersøger vi nu vore navne paa ski, kan vi imidlertid intet lappisk finde i dem; ski og aander (svensk: skida og andor), maa begge være af egte arisk oprindelse og maa være afledede af gamle ordstammer samtidig med, at skierne blev indførte. Gaar vi til andre ariske sprog, finder vi paa russisk lysja, polsk lyzwa, lettisk lushes. Ogsaa disse maa være af arisk oprindelse, om de end ikke har noget at gjøre med de skandinaviske. Længere end til dette negative resultat, hvad skinavnenes sammenhæng angaar, kommer vi neppe i de ariske sprog.

Vi stilles da overfor den vanskelige opgave at forfølge skierne gjennem de finsk-ugriske og sibiriske sprogs ukjendte og usikre veie.

Begynder vi med vore naboer lapperne, finder vi hos dem ordene savek (skindklædte ski) og golas (længere, nøgne ski).

Hos finnerne er der flere: hiiden og suksi om ski i almindelighed; lyly og kalhu om venstre ski, sivakka og potasma om høire.

Af disse er lyly det samme ord som det, der bruges for furutennar, potasma betyder det, man sparker med — de er altsaa afledede ord og af mindre betydning for vort nærværende emne. Kalhu er regelmæssig omdannet af lappisk golas, som igjen sandsynligvis er laant af russisk golysja, som ordret betyder bare (golo) ski (lysja). Efter dette laan at dømme kunde det synes, som om lapperne har lært af russerne at bruge ski uden skind; men dette tør dog være yderst tvilsomt. Savek og sivakka hører tydeligvis sammen og er sikkerlig udvidede former af suk(si), som synes at være det eneste oprindelige finske skinavn.

Dette stadfestes i en merkelig grad, naar vi søger sydover til de øvrige grene af de baltiske finner mellem Ladoga og Lithauen, voter, vepser, ester og liver, hvor vi finder skinavnene suhsi, suksi, suks og soks.

At ordet har udviklet sig i forskjellig retning, peger bestemt paa, at det er oprindelig fellesarv fra den tid, da disse finner udgjorde et folk, men muligheden af senere indbyrdes laan er dog ikke ganske udelukket.

Gaar vi imidlertid videre østover, kommer vi gjennem omtrent 1000 km. russisk befolkning til Østersjø-finnernes nærmeste slegtninge Volga-bulgarerne. Naar vi her hos mordvinerne ved siden af formen tokh træffer det samme soks igjen, skulde vi synes fuldt berettigede til at sige, at soks (ɔ: ski) var kjendt, mens Volga-bulgarer og baltiske finner endnu ikke var skilte. Vi tør sikkert nok ogsaa antage, at tokh er det samme ord som soks, da s og t som bekjendt har stor tilbøielighed til at gaa over i hinanden. Sandsynligt er det vel ogsaa, at stammen kok i koklaske — navnet for ski hos tsjeremisserne, den anden gren af Volga-bulgarerne — er af den samme stamme som tokh. Muligheden herfor blir, som vi skal se, ogsaa senere bestyrket.

Dermed har vi allerede skaffet, skierne en sandsynlig alder af mindst 1700 aar, idet nemlig de fælles laaneord fra den tid, disse stammer var sammen, maa være ældre end baade oldnorsk og gotisk[8].

Skiløbning i den gamle stil. (Tegning af Eivind Nielsen).
Skiløbning i den gamle stil.
(Tegning af Eivind Nielsen).

Ganske sikre mod muligheden af et laan i senere tid er vi dog endnu ikke. Den storrussiske befolkning, som skiller, bestaar for en væsentlig del af finner, som først i de sidste 600 aar er slaviserede, og Volga var meget tidlig en sterkt befærdet vei. Forfølger vi imidlertid finnernes stamtræ videre opigjennem, saa finder vi hos den næste sidegren, den permiske eller bjarmiske, blandt flere, som det synes, mer isolerede skinavne kjendte stammer i navne som artakh hos permerne, hvor stammen takh tydeligvis er det samme som den mordvinske sideform tokh og kok hos syrjænerne i ordet kört-kok. Dette kok er det samme som det, vi fandt i koklaske hos tsjeremisserne.

Herved er vi atter komne et langt skridt videre op i den finske stammes urtid; men endnu betydelig længere kommer vi, naar vi langt inde i Sibirien hos ostjakerne, som tilhører den ugriske hovedgren, igjen møder tokh.

Efter dette skulde ski altsaa have været kjendt i Asien, før den altaiske folkestamme endnu havde delt sig i finner og ugrer — og det maa være skeet, længe før vor tidsregning begynder.

Længere tilbage kan undersøgelser af de finsk-ugriske sprog neppe føre os. Fortsætter vi imidlertid vor vandring østover Sibiriens snemarker, træffer vi paa mange fremmedklingende skinavne, indtil vi pludselig hos de to samojediske stammer karagasser og sojoter i det sydlige Sibirien finder formerne hok og kok. Fortsætter vi endnu længere mod øst, træffer vi hos tunguserne helt i det østlige Sibirien velkjendte ordstammer i suksylta eller soksolta hos golderne, suksildæ hos manikow-tunguserne og huksille hos kondogiri-tunguserne. I den første del af disse ord: suk eller sok, (som hos den sidste folkestamme er gaaet over til huk) føres vi jo, som allerede Castrén har antydet, direkte tilbage til suks, det ord, hvormed vi begyndte vor vandring hos Østersjø-finnerne. Her, om ikke før, faar vi ogsaa en direkte bekræftelse paa, at suk kan være det samme ord som kok, idet vi ser, at suk i suksildæ er gaaet over til huk i huksille; hos karagasserne fandt vi endvidere formen hok og hos sojoterne kok, og dermed er jo overgangen given; thi at disse former er de samme, kan der vel neppe være tvil om[9].

Men hvorledes kan det forklares, at saa vidt adskilte folkeslag som de finske stammer ved Østersjøen og de tungusiske stammer ved det stille hav, adskilte ved ¼ af jordens omkreds, har faaet det samme navn for ski?

Saa vanskeligt det ved første øiekast kan synes at besvare dette spørgsmaal, saa ligger dog forklaringen nær nok, hvis man ser hen til disse to hovedstammers sandsynlige vandringer; begge maa nemlig, saavidt vides, være komne fra egnene omkring Baikal og Altai-bjergene. Deraf, at der ved Jeniseis og Obs kilder findes en hel række stedsnavne, som kun kan forklares ved det finske ordforraad, har man sluttet sig til, at finnerne maa have boet her. Tunguserne paa sin side er af jakuter og mongoler drevne mod øst og nord fra deres oprindelige opholdssteder.

Herigjennem føres vi altsaa direkte tilbage til en fjern tid, da den finsk-ugriske stamme og den tungusiske var nære naboer i egnene omkring Altai-bjergene og Baikal. Her maa vi derfor sandsynligvis søge oprindelsen til suks, skien, eller her har i ethvert fald disse folk først lært brugen af den. Her bor ogsaa den dag idag karagasser og sojoter, hvis skinavne svarer dertil.

Hermed har vi undersøgt den største af de hovedgrupper, hvortil navnene paa ski kan føres tilbage. Gaar vi imidlertid videre og sammenstiller de øvrige sibiriske ord for ski, saa vil vi finde endnu to grupper, som begge fører os tilbage til det samme sted for sit udspring.

Den ene af disse grupper er væsentlig repræsenteret hos samojederne ved Ob i ordene: tolds, tolð, tolde og toldö[10], som vi gjenfinder i det goldiske sok-solta eller suk-sylta og gjennem dette videre i de tungusiske ord suk-sildæ og huk-sille, ja sandsynligvis endog i Jenisei-ostjakernes a-sil. Solta kan være forandret til tolda og dette atter til toldö, mens sylta er gaaet over til sildæ og videre til sille og sil.

For at forklare, hvorledes de saa vidt adskilte stammer ostjaksamojeder og tunguser har faaet det samme ord for ski, føres vi atter tilbage til egnene omkring Altai-bjergene og Baikal, idet alle samojeder antages tidligere at være komne ad den vei til sine nuværende opholdssteder.

Den tredje hovedgruppe af skinavne er ordene sana og hana hos burjæterne omkring Baikal-sjøen, sana hos de halvsamojediske koibaler ved de saniske bjerge og taña hos tassov-samojederne nær Obs munding[11]. For at finde en forklaring paa, hvorledes disse ligeledes vidt adskilte folk, som ogsaa tilhører to helt forskjellige folkestammer, har faaet det samme skinavn, føres vi for tredje gang tilbage til den samme egn, hvor jo burjæterne fremdeles bor.

Foruden de allerede omtalte navne for ski findes der endnu hos de sibiriske folk nogle faa, som det synes, mer isoleret staaende navne. Disse har det ikke været muligt, ialfald ikke med nogen sikkerhed, at føre tilbage til noget felles udspring, og vi skal derfor heller ikke her gaa nærmere ind paa dem; de vil alle kunne sees paa kortet. For største delen tilhører disse navne folk, som i sproglig henseende staar isolerede, og om hvis slegtskabsforhold og vandringer vi lidet eller intet ved med sikkerhed.

Naar vi nu imidlertid, som paavist ovenfor, finder, at de allerfleste navne paa ski kan henføres til tre hovedgrupper og kan føres tilbage til en af tre oprindelige stammer eller rodord, naar vi endvidere, ved at søge forklaringen paa disse hovedgruppers udbredelse, blir ført tilbage til en og samme egn, hvorfra de alle tre oprindelig maa stamme, da maa det synes, som vi med en høi grad af sandsynlighed for at træffe det rigtige maa kunne antage, at de folk, som nu bruger disse ord, har oprindelig lært dem tilligemed brugen af ski omtrent i en og den samme egn, og at de herfra har ført skien med sig i forskjel lige modifikationer til sine nuværende bosteder.

Fra historieskrivningen kunde vi endvidere slutte os til, at de ariske folk, den største af de folkestammer, hvis ord for ski ikke tilhører nogen af de nævnte hovedgrupper, maa i en forholdsvis sen tid have lært kunsten at bruge ski af lapper og finner, som igjen er en hovedgren af de folk, der har de oprindelige ord. Desuden saa vi, at deres skinavne er nydannede ord af arisk oprindelse. Ifølge alt dette maa den slutning ligge nær, at skien har faaet sin nuværende udbredelse over jorden gjennem forskjellige folk, som har lært brugen af den i en fælles egn, og som derpaa ved sine vandringer i forskjellige retninger har bragt den med sig og spredt den udover. Denne fælles egn skulde da være egnen omkring Altai-bjergene og Baikal.

At en saadan grænseegn som denne skulde være skiernes fødeland, kan allerede af den grund synes sandsynligt, at da folkene fra syd kom trængende nordover, var det rimeligvis der, hvor vintrene begynder at bli lange, og hvor sneen ligger dyb, at de fandt op midler til at færdes over snemarkerne for ikke at stanses paa sin vandring eller stænges inde om vinteren.

Hvad tid skien blev opfundet, kan vi ikke engang tilnærmelsesvis danne os nogen forestilling om fra sprogforholdene heller; kun saa meget kan vi sige, at det maa være meget længe siden.

Allerede i begyndelsen af vor tidsregning boede der ifølge Tacitus finner nær Østersjøen. Det er klart, at stammens vandring vestover har varet meget længe, mens gren efter gren blev udskilt, og den tid, da de finsk-ugriske folk endnu boede sammen langt inde i det midtre Sibirien, maa sikkert nok søges længe forud for historien.

Men endnu langt længere tilbage kommer vi, om vi skal søge den tid, da de forskjellige hovedstammer, den finsk-ugriske, den samojediske, den egte mongolske, den tungusiske (hvilke gjerne sammenfattes under fællesbetegnelsen den mongolske rase), var nabofolk eller endog udgjorde én stamme; her kommer vi tilbage gjennem tidsrum, som vi intet middel har til at maale endog tilnærmelsesvis. Men allerede da skulde altsaa ski være kjendt.

Vi nordmænd har hidtil været noget tilbøielige til at betragte vort eget land som hjem og vugge for vor kjæreste idræt, skiløbningen. En mer videnskabelig undersøgelse af emnet, som her er forsøgt for første gang i en større udstrækning, tvinger os imidlertid til antagelsen af det muligens mindre kjærkomne faktum, at vi maa høre til de yngste blandt de talrige stammer, som har optaget og driver denne idræt, og at vi ligger i den yderste udkant af det umaadelig udstrakte strøg, gjennem hvilket brugen af ski synes for en stor del endog almindeligere end hos os. Men har vi end sent lært skiløbning, saa kan vi dog trøste os med, at vi har været lærenemme, og desto bedre er det, at vi har kunnet udvikle den til en høide som sandsynligvis intet andet sted.

Hvordan saa nu den første ski ud? Dette spørgsmaal har vistnok mange opstillet for sig selv, men har lagt det bort, mistvilende om, at det lod sig løse, og naar vi ser hen til skiens ærværdige alder, kunde det ogsaa synes haabløst at søge noget svar paa det. Man faar følge de faa spor, som kan skimtes.

Kulturhistorien viser os en hel række eksempler paa, at redskaber og lignende udvikler sig efter love, som fuldstændig svarer til dem, der behersker udviklingen i dyre- og vekstriget.

Det er nu en almindelig anerkjendt lov i biologien, at de fuldkomneste levende former har udviklet sig, hvor store sammenhængende strøg begunstiger kampen for tilværelsen, mens simplere, mere primitive former holder sig vedlige eller udvikler sig selvstændig i isolerede eller afsidesliggende egne. En lignende lov maa ogsaa antages at findes igjen i redskabernes udvikling; vi skal se, om den ikke ogsaa gaar gjennem skiens udviklingsforhold.

Det er trangen til at komme frem over dyb og løs sne, som har fremkaldt de forskjellige indretninger, som skal hindre, at man synker i. Der, hvor sneen ligger dybest og længst, blir trangen sterkest, og hjælpemidler vil søges ivrigst.

Det største sammenhængende strøg, hvor en lang snevinter hersker, er i den nordlige del af den gamle verden; her er det da ogsaa, vi finder udviklet den fuldkomneste form af redskaber til at komme frem over snemarker med, og dette er skien. Ser vi nøiere til, ligger den egn, hvortil vi af andre grunde har henlagt skiens oprindelse, fuldstændig centralt i dette strøg, som temmelig nøiagtig afgrænses af aars-isotermen +6° C. Som vi tidligere saa, er det heller ikke urimeligt, at det var her, folkene under sin udbredelse over jorden først stødte paa naturforhold, som nødvendiggjorde midler til at færdes over snemarkerne.

Det tilsvarende strøg i Nordamerika har ikke frembragt ski. Dette sekundære udviklingscentrum har derimod skabt eller muligens rettere udviklet af ufuldstændigere urformer, stammende fra den gamle verden, en selvstændig type, den indianske eller kanadiske snesko, som med sine elegante, harmoniske former af mange, skjønt feilagtig, fuldstændig ligestilles med eller endog sættes over skien.

At lede efter former, som ligner mest paa skiens eller sneskoens urtyper, i de strøg, hvor disse er udviklede, vil sandsynligvis kun have liden udsigt til at lykkes. I lighed med naturforskeren bør man sikkert nok saa meget hellere søge til de mest isolerede felter for at finde den slags former. Vi maa da gaa til fjeldkjæder, som ligger udenfor skistrøget, men som rækker op i skiens temperaturgrænse. Vi finder her forskjellige slags truger.

I den gamle verden kjendes saadanne fra Tibet, fra Armenien, Kaukasus og flere steder i Europa, og inden skistrøget findes denne primitive form ved siden af skien bl. a. i Skandinavien og hos tsjuksjerne og ainoerne (se side 93.

Allerede i den klassiske litteratur omtales primitive former af truger. 400 f. Kr. lærte Xenofon (som nævnt i anm. s. 41 af de indfødte i de armeniske fjelde «at binde sække (σαχια) paa hestenes ben, thi ellers sank de i til bugen». Sneen var favnedyb. (Anabasis IV, 5) — Strabo fortæller omkr. 20 f. Kr. (XI, 5), at «fjeldbyggere paa Kaukasus’s sydskraaning binder paa sig plader (πλατεια) ligesom tamburiner af ugarvet okselæder, forsynede med pigger». Saaledes skal de gjøre endnu den dag idag. I Armenien bruger de ogsaa (ifølge samme forf.) «runde skiver (τροχισκοι) af træ med pigger paa». Ifølge Suidas skal Arrianos (omkr. 140 efter Kr.) i et nu tabt verk have fortalt, at «under en marsch i fjeldene (Armenien?), hvor sneen laa 17 fod dyb, befalede Brutios indbyggerne paa stedet, som var vante til samfærsel om vinteren, at gaa i spidsen. De bandt da runde indretninger af vidjer (κυκλοι εκ λυγων) under fødderne».

I disse skildringer af antike truger har vi allerede antydninger, som kan lede os paa vei til udredninger af skiens udviklingshistorie.

Det gjælder om at bæres oppe paa sneen ved at gjøre saalen, hvorpaa man træder, større. At binde sække paa benene blev vel, om dette sted hos Xenofon er rigtigt, i ethvert fald kun benyttet for dyr; tunguserne og andre polarfolk bruger det paa sine slædehunde for at beskytte mod skare og haard sne. Nærmest synes det at ligge, at man binder træskiver under fødderne. For at lette gangen blir disse gjort aflange.

Fra denne aflange form kan udviklingen gaa i to retninger. Enten gaar man fra helt træ over til det lettere fletverk af vidjer, saaledes som Arrianos skildrer det, og dermed har vi straks de norske truger og sandsynligvis det udgangspunkt, hvorfra trugerne i sin almindelighed har udviklet sig, sandsynligvis ogsaa de indianske, hvis da ikke lignende indretninger er opfundne adskilt paa forskjellige dele af jorden. — Eller — og det laa nær i en tid, da huder brugtes til langt flere ting end nu — man beslog pladerne med skind for at gjøre dem sterkere. Dette kunde da undertiden være ugarvet okselæder med pigger, som af Strabo omtalt fra Kaukasus; thi i bratte fjeldsider gjaldt det nemlig om ikke at glide. Udover mindre bratte fjeldskraaninger og paa sletten har det imidlertid snart vist sig at være fordelagtigere at faa trugerne til at glide; at beklæde dem under med skind, hvor haarene sad paa og dannede glidefladen, idet de vendte bagover, maatte derfor ligge meget nær. Man ser oftere beskrevet, at naturfolk bruger skind til at age paa udover. Strabo omtaler dette fra Kaukasus. Indianerne bruger tildels at lægge skind under sine truger, naar de skal udfor bakke. Eskimoernes navn paa ski betyder egentlig «skind at glide paa» (ifølge Kleinschmidt). Deres ski er næsten altid skindklædte.

Men fra det øieblik bevægelsen gaar over til at blive glidende, har trugen udviklet sig til ski.

For at vinde støtte for denne antagelse af skiens udviklingsmaade maa vi undersøge, om der muligens endnu skulde findes skiformer, som ved sin store bredde og forholdsvis ringe længde minder om trugeformen.

Gaar vi østover i Sibirien, bliver, ifølge meddelelser, jeg har faaet fra kapt. A. Jacobsen, skiformerne stadig kortere og bredere. Længst øst, hos golderne og giljakerne, er de kun 1.40—1.60 m. (4 ½—5 fod) lange og 16 cm. (omtr. 6 tommer) brede[12]. Forholdet mellem længde og bredde er saaledes omkring 9:1; spranget til lange skindklædte truger er sandelig ikke stort, ialfald ikke større end til f. eks. trondhjemske eller østerdalske ski med forhold op til over 30:1.

Et slaaende indtryk af, hvor lidet spranget kan være mellem truger og ski, faar man ved at se paa de tegninger, som Nordenskiöld i sin beskrivelse af Vega-reisen (b. II, side 106) gir af en truge og en ski fra tsjuksjerne. Overgangen i form fra den ene til den anden er ikke stor; gjør trugen af helt træ betrukket med skind, og man har skien.

Gaar man over til den amerikanske side af Beringsstrædet, finder man ogsaa hos Alaska-indianerne lange, smale truger, noget lig tsjuksjernes, og som i paafaldende grad minder om korte og brede ski, saaledes som man finder dem hos mange østsibiriske folk. Ski finder man som nævnt derimod ikke hos de amerikanske folk, forsaavidt de da ikke senere er indførte.

Hvorledes denne indianertrugens afsmalning og forlængelse henimod skiformen i det vestlige Amerika skal forklares, og om det kan tilskrives nogen indirekte forbindelse med eller paavirkning fra denne, tør jeg for øieblikket ikke have nogen formening om.

I det vestlige Sibirien er skierne hyppig mere lig almindelige europæiske ski i form. Paa «Museum für Volkerkunde» i Berlin har man et par samojedski (betrukne med sælskind), som ifølge en af kapt. A. Jacobsen foretagen maaling er 2.20 m. lange og 15 cm. brede[13].

Den ældste paalidelige tegning[14], som findes af norske ski, er en, som i 1644 er givet af Stephanus i hans udgave af Saxo. Denne tegning, hvoraf jeg her har meddelt en kopi, er yderst interessant, fordi den i sterk grad minder om de afbildninger, som findes af tungusiske og andre østsibiriske ski. Den fremstiller muligens en nu forsvunden skiform, som har staaet den oprindelige betydelig nærmere end de nuværende. Undertiden kan man dog endnu, især i mer afsidesliggende bygder i Norge, træffe paa eiendommelige og, som det synes, antikverede former.

De skindklædte ski synes saaledes at have været den oprindeligste form; den er ogsaa udbredt over hele Sibirien og synes at være den, som er mest i brug der. I de ældste norske sagaer og skaldedigte bruges, som vi tildels har seet, ogsaa fra først af kun ordet aander,[15] som

Tegning af norsk ski fra 1644.
Tegning af norsk ski fra 1644.


nu bruges om lappernes og nordlændingernes korte, skindklædte ski.

Efter det russiske laaneord golas at dømme, kunde det, som det allerede er gjort opmerksom paa, se ud, som om lapperne først havde lært at bruge «bare ski» af russerne. Dette synes dog mindre sandsynligt, naar vi ser, at saadanne ogsaa hyppig bruges endog saa langt øst i Sibirien som hos tunguserne (meddelt mig af Jacobsen). Rigtignok er de her af omtrentlig samme form som de skindklædte ski og er vel hyppig kun fremkaldte ved mangel paa skind.

Det ser i det hele ud, som de har faaet sin vigtigste udvikling i Europa, hvor man vel ogsaa havde mindre adgang til at faa skind, men et desto rigere udvalg af træ til at lage gode «bare ski» af[16].

Derved at man ophørte med skindet, som er tungt, kunde man gjøre skien længere og derved give den en større bæreflade, saa den sank mindre i og gled desto lettere over sneen. I Skandinavien og isærdeleshed i Norge har denne skiform naaet sin høieste udvikling, og sætter man det at glide over sneen og komme frem som den vigtigste egenskab, da maa vistnok denne form ansees for den fuldkomneste.

For at give et kort overblik over skiens udviklingshistorie, saaledes som vi paa grundlag af det ovenfor fremstillede opfatter den, kan følgende stamtræ opstilles: Nansen,Fridtjof-Paa Ski over Gronland-p124.svg

Jeg har troet at burde give skierne og deres historie en saa udførlig behandling, som her er gjort, ikke blot fordi det er første gang, de i større udstrækning er benyttede videnskabens tjeneste, eller fordi hele Grønlands-ekspeditionen var planlagt paa og blev gjennemført ved dem.

Men jeg har gjort det ogsaa, fordi dette kraftige hjælpemiddel i menneskets kamp for tilværelsen hidtil aldeles ikke har faaet den plads i den kulturhistoriske forskning, som det fortjener. Det er et redskab, som har lagt store, ellers knapt beboelige strøg af jorden ind under mennesket, og som har gjort vinteren i disse strøg netop til samfærdselens tid, da sneen lægger bro grænd og grænd og bygd og bygd imellem, istedenfor at den skulde stænge alle stier.

For øieblikket har vi i Norge en stor mangfoldighed af skiformer; nogle er lange og smale, andre korte og brede, nogle har en stor hul rand under, andre har en mindre, atter andre har to eller flere mindre, mens en del former ikke har nogen og er ganske slette paa undersiden. Randens hensigt er at gjøre skierne støere, saa de, især paa haardt føre, gaar bent frem uden at vingle til siderne. Saavidt mig bekjendt, er det kun paa nogle faa steder i Nordland, at man endnu bruger aandrer. Disse forbinder med sine mange ulemper dog den fordel, at de paa et vist slags føre glider glattere end almindelige ski, idet haarene paa skindet forhindrer, at sneen hænger ved (kladder), saaledes som den gjør paa træet, naar den er ny eller kram (ɔ: vaad). Endvidere har de den fordel, at de ikke glider saa let tilbage, idet haarene tager imod. Dette vil dog for en øvet skiløber sige lidet.

Det vilde føre os altfor langt her at indlade os paa nogen beskrivelse af de mange forskjellige skiformer i vort land. Det er imidlertid beklageligt, at dette endnu ikke er gjort, ligesom at der endnu ikke findes en samling af vore skityper, dette saa meget mere som mange af vore merkeligste former efterhaanden fortrænges af nye og forsvinder. Skiernes længde varierer gjerne fra 2.2 m. og endog op til 3.1 m. (7—10 fod). Et almindeligt maal er, at manden, som skal bruge dem, skal til nød kunne række spidsen med oprakt haand, naar de staar lodret.

At sige, hvilken skiform er den bedste, er ikke let; thi den bør rette sig efter det føre og det lænde, hvori den skal bruges. Til at komme hurtig frem over flader og aabne fjeldtrakter, hvor der ikke er mange svinger at gjøre, staar man sig bedst paa at bruge lange og smale ski, mens det vil sige sig selv, at man f. eks. i ulændt skogmark bør bruge korte og brede, som er lette at svinge. I tung, løs sne kan man endvidere bruge lange og brede af løs, let ved o. s. v.

Til skiemne bruges paa de forskjellige steder yderst forskjellig ved. Foruden furu, som er den almindeligste, bruges gran (og grantennar, som dog er en sjeldenhed), birk (almindelig nordenfjelds), ask, alm, eg, rogn, asp, silje og en sjelden gang løn. At sige, hvilken træsort er den bedste, er heller ikke let, da de forskjellige træsorter gjerne har sine særegne fordele. Enkelte er meget glatte; især er almen bekjendt i saa henseende, og det har endog været anseet for farligt at bruge almeski, da man let kan rende sig fordærvet paa dem. I folketroen heder det, at fanden selv sidder bagpaa almeskierne.

Ikke al slags sne er lige god for skiløbning. Vaad sne er saaledes meget uheldig, især for ski, som ikke er betrukne med skind. Den hænger sig ved og kan ofte paa undersiden klumpe sig sammen til et fast lag, som kan bli mange tommer tykt, ja henimod en fod, og som gjør det uhyggelig tungt at komme frem, hvilket mangen skiløber har faat føle slemt nok, naar han milevidt fra folk paa fjeldet eller især paa den løse sne i skogen er bleven overrasket af lindeveiret. Naar sneen hænger saaledes ved, siger man, at det «kladder».

Man bruger mange midler mod dette. Ikke ualmindeligt er det at sætte skierne ind med linolje eller med tjære, tildels blandet med talg; dette hjælper noget. Man bruger ogsaa at gnide dem paa undersiden med talg, voks, stearin eller lignende. Stearin er efter min erfaring bedst, men ligesom de andre stoffe slides den hurtig af og maa fornyes. Bedst sidder den, naar man kan gnide den ind ved en ild, hvorover skiernes underflader vannes under indgnidningen. Et andet hyppig anvendt middel er at gnide skierne med en pose salt, som er vædet lidt, eller med en salt spegesild. Herved kan man faa dem til at slippe sneen for en kort stund, hvorefter behandlingen gjentages.

Ikke alle træsorter har lige let for at kladde. De federe er gjerne bedre i saa henseende; saaledes er furutennar gjerne anseet som fortrinlig. Bedst paa kladdeføre er dog aandrer, som ovenfor omtalt. De har imidlertid en ulempe derved, at skindet i lindeveir trækker i sig væden og snart gjør dem tungere.

Paa nyfalden sne glider det heller ikke let; den har gjerne, selv naar den falder i kulde, en tilbøielighed til at hænge ved. Det samme er ogsaa tilfældet med foksne. Denne blir gjerne, efter at være udsat for vinden en stund, fin som støv, pakkes da tæt sammen og blir traa som klæde at gaa paa. Især blir dette let tilfældet, naar sneen er faldt under sterk kulde og ikke siden har været udsat for lindeveir; thi den er da allerede fra før af meget fin. Saadan foksne af den traaeste slags var det, vi omtrent den hele tid havde over Grønlands indlandsis.

Det er klart, at forat det skal kunne glide rigtig let, bør sneen foruden at være glat ogsaa være nogenlunde fast, saa skierne ikke synker for dybt.

God sne er derfor den, som er faldt i lindeveir, har faaet synke sammen og saa er bleven udsat for kulde. Endnu bedre er det, naar den har været udsat for lindeveir og derpaa for kulde, saa der har dannet sig fast skare paa den. Kommer der saa et ganske tyndt lag, et par centimeter eller saa, løs god sne eller helst rim ovenpaa denne, da blir føret første rangs, skierne glider ganske forbausende let, og udfor den mindste helding gaar det af sig selv. Glat og haard skare uden sne paa er god forsaavidt, at det glider let paa den. Den har imidlertid den ulempe, naar den er for haard, at skierne har vanskeligt for at faa fæste og er, saafremt de ikke er særegne skareski, tilbøielige til at slingre. I ugreit lænde er det derfor vanskeligt at styre paa den slags føre, saa meget mere som man gjerne faar en voldsom fart.

Ikke al skiløbning er ganske ufarlig, og den, som f. eks. paa glat skareføre sætter udfor bratte lier i ukjendt og brudt lænde, bør helst være fuldt herre over sine ski; thi ellers kunde det komme til at passe paa ham, som skrevet staar om skiløberen i en gammel beskrivelse:[17] «Dersom han falder i det samme, kunde han meget let bryde Arm eller Been i tu». Det er imidlertid merkeligt, hvor forholdsvis faa uheld der i det hele indtræffer paa ski, og det er forsaavidt rigtigt, naar det i samme beskrivelse heder videre: «Til Lykke for Karlen i et saadant Tilfælde, møder ham gjerne et mindre Uheld: hans Skie brækkes over, hvilket skeer ligesaa hastig som en Pibestilk brydes i tu. Jeg har ofte været et øiensynligt Vidne til saadanne Hændelser.»

Fuldt saa ofte, som det heraf kunde synes, brækkes dog ikke

skierne. For en dygtig skiløber, som har gode
I hoppet. (Tegning af A. Bloch).
I hoppet.
(Tegning af A. Bloch).

ski, bør det høre til undtagelserne, at han render slig til, at saadant hænder. En brukken ski langt fra folk og paa dyb sne kan forøvrigt være lei nok, skjønt man ikke er raadløs; en af stumperne tildannes som bedst muligt, surres paa foden, og man klarer sig frem paa den. Det at en dristig skiløber altid vaager lidt under udøvelsen af sin idræt, gjør imidlertid ikke denne mindre tiltrækkende, det forhøier spændingen, og det hjælper godt til at hærde viljen og danne mænd.

I de allersidste aar har skiløbningen faaet et paafaldende opsving i Norge; der er i saa henseende kommet helt nyt liv i det norske folk. Dette skyldes for en ikke uvæsentlig del de offentlige skistevner og ikke mindst dem ved Kristiania, hvor telemarkingerne mødte. frem og forbausede bygutterne med sin overlegne færdighed, og hvor disse aflurede dem knebet og snart lærte at overgaa dem.

Den, som skridt for skridt har fulgt med i denne mægtige bevægelse, den, som erindrer, hvor øde og tomt det var i skibakkerne rundt byen for en 12 aar siden, og som ser, hvorledes det nu om vinteren over al mark myldrer af skiløbere, unge og gamle, mandlige og kvindelige, kan ikke andet end fryde sig over al denne sunde friskhed.

For nogen tid tilbage var staven omtrent lige saa uundværlig for skiløberen som skierne, paa den red han udfor bakkerne, naar farten blev vel stor, til den tog han sin tilflugt ved enhver vanskelighed, det var hans eneste trøstermand i al nød, men derved fik han ogsaa en tvungen, bagover liggende stilling, uden herredømme over skierne og uden tiltro til sine egne ben.

Men saa udviklede sig især oppe i Telemarken en hel ny retning. Telemarksgutten viste os, at lærer man rigtig tilgagns at faa herredømme over skierne uden at bruge staven ved alle leiligheder, da kan langt større vanskeligheder klares, ikke at tale om, at holdningen blir sikker og fri, idet man faar kroppen samlet og stoler paa sine egne bens styrke og ikke paa stavens.

Det er ikke mange aar, siden den fremstod, denne nye maade, men en hel omvæltning har den fremkaldt i vor skiverden. Med den fulgte ogsaa en forbausende udvikling af den kunst at «staa i hop». Dette, som altid har været anseet som en hovedting ved den sportsmæssige skiløbning, er ikke af synderlig praktisk betydning; thi ingen gir sig til at lægge ud for stup og gjøre lange luftreiser, naar han er ude paa langfærd og bruger skierne for alvor. Da søger man helst at undgaa den slags vanskeligheder. Det maa helt og holdent ansees som en leg, men det er en nyttig leg; thi intet gir til den grad balance i kroppen, herredømme over skierne, mod og sikkerhed som hopningen.

For at staa i hop opsøger man bakker med stup (enten dannede af naturen eller og opkastede af sne), udover hvilke man med susende fart kan gjøre længere eller kortere luftreiser. Disse øges gjerne efter evne ved at hoppe til paa kanten af stupet. Paa denne vis kan man svæve gjennem luften 20—25 m., ja der skal endog være dem, som har hoppet meget længere. Det fortelles om en bekjendt skiløber fra Telemarken, Søndre Auersen Nordheim, at han hoppede 30 m. udfor en bjergknaus og stod, da han kom ned. Det lodrette fald blir under slige luftsprang ikke ubetydeligt, — 8—12 m. forekommer ofte, det vil altsaa sige som et fald fra 3dje etage af en almindelig bygning. Under seiladsen gjennem luften holder nogle sig strake som lys, mens andre trækker benene opunder sig (se side 113 og 117).

Naar man kommer ned, skyder man
Et luftsprang. (Af Eivind Nielsen efter et øiebliksfotografi).
Et luftsprang.
(Af Eivind Nielsen efter et øiebliksfotografi).

gjerne det høire ben frem foran det venstre og synker for et øieblik lidt ned i det venstre knæ, idet det med susende fart bærer videre. Det er netop det, at man beholder saa meget af farten, som ved siden af sneens blødhed gjør slige hop mulige. At mange falder efter luftreisen, er ikke at undres paa, og naar man ser dem trille rundt udover bakkerne — arme, ben og ski hvirvlende om hverandre — i en sky af sne, da skulde den, som ikke har prøvet det, vistnok finde det naturligst, at idetmindste ben eller arme maatte brækkes. Den slags ulykker hænder dog heldigvis yderst sjelden.

At se en dygtig skiløber gjøre sine luftsprang, det er et af de stolteste syn, denne jords overflade har at byde paa. Se ham komme fri og kjæk skjærende udfor bakken, se ham nogle skridt fra hoppet begynde at huge sig sammen og saa paa hopkanten springe til og — hui! — som en maage svæve gjennem luften langt udover, indtil han en 20—25 m. nedenfor daler ned og gjennem en snesky suser videre. Det sitrer en formelig gjennem kroppen af glæde og begeistring ved et sligt syn. Og sligt kan man se, hver dag det er godt skiføre om vinteren heroppe, men fremfor alt da ved de store skistevner. Allerede Olaus Magni omtaler, at man i det 16de aarhundrede «gaar paa ski for sportens skyld, kappendes om at være den første ligesom løberne i de almindelige væddeløbsbaner for præmiens skyld». Dette er i den senere tid optaget igjen søndenfjelds regelmæssig siden 1862. Landets gjæveste skiløbere møder frem for at kappes om de første priser. Den ene kommer seilende gjennem luften bedre end den anden, mens tilskuerne venter i aandeløs spænding, indtil de er komne ned. Staar de, blir de hilsede med endeløs jubel, mens den stakkar, som falder, ubarmhjertig begraves under en regn af skoggerlatter. Den, der har seet et skiløb i Huseby-bakken ved Kristiania, glemmer aldrig det syn.

Men for at være fuldt herre over sine ski gjælder det at kunne mere end hoppe paa dem. Man maa kunne svinge dem til begge sider, i hvad øieblik det er nødvendigt, og man maa kunne kaste dem helt tvers og stanse for enhver uforudseet hindring. Kan man ikke det, da risikerer man jo at rende paa trær og stubber og udfor ukjendte stup. Ogsaa dette øves derfor ved de aarlige skistevner, og ogsaa deri er telemarkingerne ligesom den nyere tids skiløbere mestre. At se dem komme i fuld fart og saa pludselig ved en rask vending kaste skierne tvers og stanse, det er muligens et ligesaa stolt syn som at se dem svæve gjennem luften.

Skierne er fremfor alt et middel til at komme frem paa, og derfor er og blir ogsaa den hastighed, hvormed skiløberne kan tage sig frem gjennem ubanet mark, den vigtigste side af skiløbningen.

Uagtet hoppet er det, som tilskuerne sætter mest pris paa, saa er det med fuld grund, at længdeløbet er tillagt størst betydning ved vore aarlige skistevner. Mange tror, at det kun er nødvendigt at være udholdende og sterk for hurtig at kunne tilbagelægge lange strækninger paa ski, men dette er ingenlunde tilfældet. Det gjælder i ligesaa høi grad om at være vant til at bruge dem, helst skal man være opøvet dertil fra barnsben af, saa at man glider frem med den mindst mulige anstrengelse. Ved lang øvelse, især i barnealderen, blir ogsaa de muskler og den del af nervesystemet, som specielt kommer i anvendelse ved føringen af skierne, sterkere udviklet.

Hvad det gjør at være vant til dem, vil fremgaa tydelig nok, hvis man
Braastans for stup. (Tegning af A. Bloch).
Braastans for stup.
(Tegning af A. Bloch).

kan se en øvet og en uøvet skiløber gaa ved siden af hinanden, — den øvede glider afsted, som om intet var iveien, mens den uøvede arbeider og maser med hele kroppen og bortkaster en hel del muskelkraft for at faa den nødvendige bevægelse istand. Man vil af den grund yderst sjelden se, at folk, som først i en senere alder begynder at bruge skierne, blir sikre og udholdende skiløbere. Med faa ting gjælder det til den grad som med denne, at den maa tidlig krøges, som god krog skal bli; hele kropsystemet maa helst vokse op dertil. Man maa ikke deraf slutte, at denne idræt gir en ensidig udvikling, tvertimod er der vel neppe nogen, som udvikler mere sundt og harmonisk. Det er ikke blot benene, som anvendes, men ogsaa overkroppen og armene. De sidste faar en sund bevægelse ved brugen af staven under marschen, især hvis man har en i hver haand, saaledes som lapperne har for skik paa enkelte kanter, og som i den senere tid er begyndt at bli anvendt under hurtigløb i Norge. Paa vandringen over Grønland brugte ogsaa vi to staver.

At sætte en norm for den hastighed, en dygtig og udholdende skiløber skal kunne opdrive, er ikke muligt, da den i væsentlig grad blir afhængig af lænde og føre. For en god skiløber kan man dog paa godt føre og i nogenlunde let lænde regne, at han bør tilbagelægge omkring 100 km. (8—10 gamle norske mil) paa dagen.

Det længste skiløb, som endnu har været afholdt i Norge, blev i februar 1888 afholdt ved Kristiania. Banen var 50 kilometer lang og gik for en væsentlig del gjennem temmelig bakket og ujevn skogsmark, — paa veien var mange hindringer af forskjellig slags opstillede for at prøve skiløbernes dygtighed. Banen blev af den raskeste tilbagelagt paa 4 timer 26 minuter.

Det længste længdeløb paa ski, som overhovedet kjendes, er det, som paa friherrerne Dicksons og Nordenskiölds foranstaltning blev holdt i Jokkmokk i det nordlige Sverige den 3dje og 4de april 1884. Her toges første pris af lappen Lars Tuorda — 37 aar gammel, — som havde fulgt Nordenskiöld paa hans færd over Grønlands indlandsis. Han tilbagelagde efter prisdommernes opgivende 220 kilometer paa 21 timer og 22 minuter, — næste mand, ogsaa en lap (40 aar gammel), kom 5 sekunder senere, og af 6 mand, hvoraf 5 lapper og 1 nybygger, kom den sidste ind 46 minuter efter den første. Banen var omtrent plan og gik for største delen over isbelagte indsjøer, — den maa saaledes have været meget let, ligesom føret maa have været særdeles godt.

Paa tidligere arktiske ekspeditioner er merkelig nok skierne komne til yderst liden eller aldeles ingen anvendelse. Paa Grønlands indlandsis har kun nogle faa ekspeditioner brugt dem.

Allerede aar 1728 blev merkelig nok den tanke fremsat i Danmark, at skulde det indre af Grønland undersøges, da maatte det nærmest ske, ved at «nogle unge, friske, norske folk, som var vante til at løbe tilfjelds paa skytteri om vinteren med skier, kunde rekognoscere en god del af landet paa alle sider». Denne tanke blev imidlertid aldrig bragt til udførelse af danskerne.

I «Nachrichten von Island, Grønland und Strasse Davis» af Johann Anderson (Hamburg 1746) fortælles det bl. a., at en skipper har paa alle maader forsøgt at trænge ind paa Grønlands indlandsis «endog med de lange fodbredter, som det er bekjendt at lapperne og andre betjene sig af til deres vintertog; men har ikke kunnet komme meget langt ind i landet, og efterat han havde mistet en af sine folk, som vovede sig noget længere forud og sank ned for deres øine, saa at de vel kunde høre hans skrig og klager, men ikke komme ham til hjælp, har han maattet vende tilbage uden dette menneske og uden haab om nogensinde at komme længere frem».

1878 medbragte den danske ekspedition under kaptein Jensen ski, men brugte dem ikke. Jensen oplyser, at de derimod kom dem «til megen nytte som brændsel».

Ekspeditionens ski, seet ovenfra, fra siden og i tversnit.
Ekspeditionens ski, seet ovenfra, fra siden og i tversnit.

Endvidere blev ski anvendt af de 2 lapper, som fulgte med Nordenskiöld i 1883, samt af Peary og Maigaard i 1886.

Til slutning skal jeg omtale de ski, som vi brugte paa vor ekspedition. De tilhørte egentlig ikke nogen bestemt norsk form, men var lagede slig, som jeg antog de maatte passe bedst for snemarker med det føre, som ventelig var at finde i Grønlands indre. Vi havde ialt 9 par med os; 2 var af eg, mens de øvrige 7 par var af birk. Egeskierne havde en længde af 2.30 m. Foran ved bøien var bredden 9.2 cm., mens den fra midten og bagover var 8 cm. Paa oversiden af skierne løb en ryg efter længden saavel foran som bag fodpladen, — derved gaves dem den fornødne stivhed, uden at de blev for tykke og tunge.

Langs sidernes øvre kanter var de et stykke foran og bag taabaandet noget indskaarne (se tversnittet), saaledes at dette ikke kom til at staa for meget ud og stanse farten. Paa undersiden havde de tre smale render efter længden. Omtrent den samme form og de samme dimensioner havde ogsaa de 7 par birkeski. Ved unøiagtighed af den, der gjorde dem, blev de imidlertid noget smalere i bøien, idet de her havde den samme bredde som længere bag. Her ved bærer skiernes forender ikke saa godt ovenpaa sneen,

Vor paabinding sat paa en lauparsko
Vor paabinding sat paa en lauparsko


virker mere som en sneplog og gjør gangen tungere. Desværre fik vi skierne saa sent før afreisen, at der ikke blev tid til at faa nye.

Disse birkeski var paa undersiden belagte med ganske tynde staalplader. Under foden havde disse en aabning (88 cm. lang og 5.3 cm. bred), hvori der var indfældt et stykke skind af elgelæg. Disse staalplader var paasatte, fordi jeg ventede at finde meget vaad og kornet sne, hvorpaa almindelige træski aldeles ikke glider. Hensigten med skindet var at forhindre skierne fra at glide tilbage trods de glatte staalskinner. Vi traf imidlertid ingen saadan sne, og det hele kunde saaledes have været sparet.

De to par egeski viste sig at være meget hensigtsmæssige, og for fremtidige ekspeditioner tror jeg blot saadanne er at anbefale.

Vore paabindinger var yderst simple og bestod kun af et taabaand af tykt, stivt læder og en forholdsvis bred hælrem, som var fæstet til taabaandet paa begge sider helt nede ved skien. At have stiv paabinding, f. eks. af vidje eller spanskrør, saaledes som vi almindelig bruger det i Norge til at staa i bakker og hop med, egner sig efter min mening aldeles ikke til vandringer over store vidder. Det er ikke nødvendigt at have dem for at faa tilstrækkeligt herredømme over skierne, og de trætter og generer foden langt mere end en blødere og smidigere paabinding af læder. Min erfaring er, at jo mindre man føler paabindingen, desto længere holder man ud paa vidden.

  1. Ifølge prof. Gust. Storm bruges alen overalt i «Kongespeilet» istedenfor fod.
  2. Professor Gustav Storm, Kristiania, har velvillig oversat det sted, som her er gjengivet. (Kongespeilet, Kristiania-udgaven, s. 19—20.) Kongespeilet blev forfattet omkring aar 1250 af en nordmand, som boede i det nordlige Namdalen, enten paa Vigten eller Nærø (Se Arkiv f. nord. Filologi I 205—9.)
  3. Det ser ud til sneveir, gutter, sagde finnerne, de havde aandrer at sælge.
  4. I «Den norske turistforenings aarbog for 1889 ser jeg, at der i en artikel om verdens store vandfald af A. G. Guillemard omtales (side 17), at sne er ukjendt i Australien «undtagen paa fjeldet Kosciusco og de tilgrænsende høilande og toppe af de sydlige australiske alper midt paa vinteren, da snesko meget lig de norske ski, bruges af næsten alle bønder i fjelddistriktet rundt Kiandra». Der siges intet om, hvor disse ski er komne fra; men det er vel neppe tvilsomt, at de er indført i senere tid af skandinaver.
  5. Sverres saga, kap. 163.
  6. Til at gaa i skogen med skulde derimod truger være mest i brug.
  7. Herved er imidlertid at bemerke, at ainoerne ikke har tam ren; der maa saaledes foreligge en forveksling med et andet nordasiatisk folk, som holder ren.
  8. O. Donner. Acta soc. fenn. T. II.
  9. I ordet suatakha for ski hos mandsjuerne, den sydostlige sidegren af tunguserne, gjenfinder vi muligens den samme stamme takh som i formen tokh hos mordwiner og ostjaker og formen artakh hos permerne.
  10. Hvorvidt det samojediske tudo og tuta er det samme ord, maa synes tvilsomt.
  11. I ordene sana, hana, taña har vi en aldeles lignende lydovergang som i ordene sok, hok, tokh, og som kun end yderligere maa bestyrke os i overbevisningen om, at disse sidste maa være ændringer af det samme ord.
  12. Et par ski fra golderne findes i «Museum für Volkerkunde» i Berlin. Disse er ifølge Jacobsen 1.45 m. lange og 16 cm. brede. De er lagede af furutræ og betrukne med leggeskind af ren. Taastroppen er af bredt sælskind med en bred hælrem. De er endel opbøiede foran og ganske svagt bag.
  13. Kapt. Jacobsen giver i et brev til mig følgende beskrivelse af disse ski: «De er betrukne med sælskind, er forsynede med næver der, hvor foden hviler, foran og bag fra dette sted løber en svag ryg langs skien. Bøien foran er temmelig stor.»
  14. Olaus Magni tegninger fra 1539 og 1555 er øiensynlig urigtige.
  15. Dette ords afledning er vanskelig at gjøre rede for. I Smaalenene har jeg fundet ordet andre brugt om et lignende begreb nemlig om skoningen under en slædemei.
  16. Som en overgangsform maa vistnok den slags ski ansees, som endnu bruges i Østerdalen og tilgrænsende bygder i Sverige, samt vistnok ogsaa i Finland, idet nemlig den høire ski (andor kaldet) er kort og ofte skindklædt, den venstre derimod meget lang og bar.
  17. Smith. Beskrivelse over Trysild o. s. v. Kap. 9 (side 13). Topographisk Journal for Norge. Bd. 6. Christiania 1797—98.