Paa ski over Grønland/5

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

IV.
Fra Norge over Skotland og Færøerne til Island.
————————

For at komme til Grønlands østkyst var det, som ovenfor (side 8 meddelt, min hensigt at faa en norsk sælfanger til at hente os paa Island, hvortil danske dampskibe holder fast rute. Efter underhandling med flere kom jeg tilsidst overens med rederiet for sælfangeren «Jason» fra Sandefjord om, at denne skulde hente os paa Island og forsøge paa at sætte os iland paa Grønlands østkyst mod min garanti for, at den ikke derved skulde lide noget pekuniært tab f. eks. ved forsømmelse af fangst eller lignende. «Jasons» kaptein var Maurits Jacobsen, en rolig og erfaren norsk ishavsfarer. Min aftale med ham blev den, at han i begyndelsen af juni paa sin vei til Danmarks-strædet fra fangstfelterne omkring Jan Mayen skulde komme ind og hente os enten i Isafjord eller, om der her var ishindringer, i Dyrafjord paa Island.

Den 2den mai drog jeg fra Kristiania for at gaa over Kjøbenhavn og London til Leith, hvor jeg skulde støde sammen med de øvrige deltagere. Disse afreiste den følgende dag med dampskib over Kristianssand til Skotland, medtagende hele ekspeditionens udstyr. Mange fornuftige folk rystede betænkelig paa hovedet og trykkede os vemodig i haanden, da vi reiste; man mente, om man ikke sagde det, «det er sidste gang vi sees».

Afreisen skildrer Balto paa følgende vis: «Da vi droge ud af byen til dampbryggen, saa var ogsaa da mange kvinder og herrer ledsagende os til dampen for at kunne komme til at ønske os lykke og raabe nogle hurraer atpaa. Denne lykønskning fik vi af enhver af de smaa byfolk, som bo imellem Kristiania og Kristianssand, thi de tænkte, at vi aldrig nogensinde vilde orke at komme tilbage; kanske det vilde gaa os som hr. Sinclar, som var reist for at røve i Norge.»

I Kjøbenhavn opsøgte jeg kaptein Holm, lederen af den danske konebaadsekspedition til Grønlands østkyst, og han gav mig adskillige værdifulde oplysninger om isforholdene paa det af ham bereiste stykke af østkysten. Ligeledes traf jeg her handelsassistent Maigaard, som sammen med amerikaneren Peary havde foretaget en vandring ind over indlandsisen (1886). Han var en af de yderst faa, som saa med lyse øine paa ekspeditionens fremtid, og som ikke tvilede paa muligheden af at gjennemfare Grønlands indre.

I Leith stødte jeg, som sagt, sammen med ekspeditionens øvrige deltagere, som var bleven vist megen godhed af derboende landsmænd. Balto omtaler i sin beretning bl. a. den norske konsul som «en ny fader, de havde fundet i Leith, og som havde trakteret saa meget paa dem»; det lader til, han har fundet fædre mange steder. Efter at have nydt mange beviser paa skotsk gjestfrihed gik vi i Granton (lige nord for Leith) kvelden den 9de mai ombord i det danske dampskib Thyra.

Dette tilhører «Det forenede dampskibsselskab» i Kjøbenhavn og er det ene af de to skibe, som nu gaar i fast rute mellem Danmark og Island.

Det var ved midnat, at vi sagde farvel til de sidste venner, som havde fulgt os paa den ensomme brygge og styrede ud i mørket for at sætte kurs nordefter.

————————

Langt ude i vesterhavet, ombrust af sjø og brænding, ligger nogle smaa øer, det er Færøerne. For mere end tusend aar siden fandt vore forfedre dem og bebyggede dem, og gjennem lange tider sidenefter hørte øerne til Norge, og norske skuder kom aarlig did. Den tid er for længe siden forbi, og sjelden kommer nu nordmænd til øerne. Afstængte, som de er, fører de et liv for sig selv langt derude i havet, folkene paa dem danner en liden afsondret og forglemt levning efter en længst svunden tid; men kommer vi til dem, vil vi endnu føle, det er skud af vor egen stamme; meget har de endnu af den gamle norske folkekarakter, og endnu taler de det gamle norske sprog, som vi selv har glemt.

Indesluttede i sig selv, rugende over sine minder fra nordens stormagtstid, har de et sælsomt præg disse folk, ligesom øerne, hvorpaa de bor.

Disse er dannede ved vulkansk virksomhed og bestaar for en væsentlig del af basalt, som i smeltet tilstand til forskjellige tider er gydt ud af jorden i vældige strømme, ligesom lava ud af vulkanerne den dag idag. Disse strømme har flydt jevnt udover til alle sider, er stivnede, den ene ovenpaa den anden, og danner nu den utallighed af næsten vandrette lag, som vi kan se overalt i fjeldsiderne; de gir disse en eiendommelig stribning og danner hyppig afsatser ligesom mægtige trappetrin opefter mod toppen, der gjerne er vandret afskaaret og flad ovenpaa.

Oprindelig har vel Færøerne dannet et stort sammenhængende land ligesom Island nu; men basalten er en løs stenart, som let forvitrer. Gjennem tidernes løb har regn, frost, is under istiden og mest af alt havet bidraget til at skjære landet istykker til den mangfoldighed af smaaøer, vi nu finder.

Fjeldet «Kodlen» med stenene «Risen» og «Kjellingen» paa Færøernes nordside. (Af Th. Holmboe efter fotografi)
Fjeldet «Kodlen» med stenene «Risen» og «Kjellingen» paa Færøernes nordside.
(Af Th. Holmboe efter fotografi)

Men de frembyder en uendelig rigdom paa vilde, maleriske former, disse rester af det fordums land; det er især paa vest- og nordsiden, hvor havet staar sterkest paa og graver sig mest ind, at de er mest sønderrevne. De mørke basaltvægge styrter sig ofte med flere hundrede, ja tusend fods lodret fald i sjøen; men hyppig staar endnu enslige klippestykker med mange underlige former igjen langt udenfor, bølgerne bryder mod dem og gjør dem stadig mindre, men har dog ikke formaaet at fjerne dem helt.

Naar havet staar paa her i hele sin vælde, naar de kommer rullende langt udefra, disse mægtige, mørke vesterhavssjøer, løftende sine vaade bringer og jagende hverandre i uafbrudt rækkefølge, og saa — med tordnende brag efter bestemte mellemrum styrter sig ind i kløfter og huler, som de selv har udgravet, naar brændingen larmer, og det bryder hvidt paa alle kanter, naar havsprøiten kastes høit opover bergvæggene og indover landet, da kan det nok hænde, at disse øer frembyder et skue saa stormende havfriskt, at der maa mere end ord til for at give et indtryk deraf.

Men aar efter aar bryder havet mod klipperne paa denne vis, stadig fortsættes ødelæggelsesverket, især fra vest; øerne blir umerkelig mindre og mindre.

Sten og havsprøit, det er hovedtrækkene i det færøiske landskab; men saa er det ogsaa fuglelivet, det bidrager i ikke ringe grad til dets eiendommelighed. Basaltvæggene med sine mange afsatser er et ypperligt tilholdssted for sjøfugl af alle slags. Der er da ogsaa en rigdom af dem; det yrer i vandet og opefter fjeldene; i luften er det som et myldrende sneveir mod de mørke bergvægge høit over brændingen.

Mod disse øer var det vi styrte. Først efter mer end 2 døgns reise i smukt veir ankom vi til Trangisvaag, en liden flekke paa den sydligste ø, Suderø. Den ligger ved en liden fjord eller vaag, som er omgivet af forholdsvis lave basaltfjelde, og har forøvrigt intet merkværdigt ved sig, saavidt mig bekjendt.

Straks skibet kastede anker, satte en baad fra land ud imod os; den roedes af 6 unge, kjække færøinger i deres eiendommelige dragter, som bestaar af knæbukser, kofte af mørkebrun eller kaffebrun farve og lue, noget lig vore norske topluer, men rynket sammen oventil og af

Færøisk fugleberg.
(Af A. Bloch efter fotografi).


brun-, blaa- eller rødstribet farve. Paa fødderne havde de nogle besynderlige sko, som lod til at være behagelige; de var syede af et eneste stykke tyndt skind, og bundne paa foden noget ligt sandaler. Baaden lagde til siden og bragte stedets doktor og sysselmand ombord. Mens den laa der, lyttede jeg til færøingernes sprog og forsøgte, om jeg kunde forstaa noget deraf. Jeg vidste jo, det var en afstamning af det gamle norske, og havde hørt, det skulde være meget ligt vort landsmaal; men til en begyndelse søgte jeg forgjæves at opsnappe et eneste ord. Pratet og tonefaldet hørtes dog aldeles ligt strilernes paa Bergens-kanten, naar de pludrer sig imellem. Efter nogle timers ophold der stævnede vi videre. Paa veien nordefter fik vi kuling og temmelig tæt taage. Det var dog saavidt sigtbart, at vi kunde se store og lille Dimon, som vi reiste forbi.

Dette er to smaa basaltøer, som stiger næsten lodret op af sjøen og væsentlig er tilholdssted for talrige sjøfugle

Store Dimon har en eneste opsidder, hvis gaard ligger paa toppen af øens sydlige side. Varer og lignende, som skal ned herfra, heises udover den stupbratte bergvæg til stranden. Folkene selv kommer op og ned ad en sti,

Vor færøiske lods i sin nationaldragt.
(Efter fotografi).


delvis udhugget i fjeldet. Da kysterne overalt er bratte, kan ingen baad opbevares der om vinteren. Mangler beboerne noget, maa de da give det tilkjende ved signal, og folk kommer ud, om de kan; men fra begyndelsen af november til udgangen af mars er det vanskeligt nok at lande paa øen, da havet gjerne staar for voldsomt paa.

I denne tid er da disse øboere som oftest afstængte fra udenverdenen.

Det blev mig fortalt, at det for en del aar tilbage skulde have truffet sig saa, at varmen gik ud for dem; det var i midten af november, fyrstikker havde de ikke, og henimod et halvt aar maatte de da leve paa kold mad, uden ild og uden lys i de lange vinterkvelder.

Paa store Dimon var det, saavidt vi ved, at nordmanden Sigmund Bresteson, Færøernes nationalhelt, blev overfaldt af sin fiende Trand, og her var det ogsaa, at han, da han blev forfulgt, skal have sprunget i vandet sammen med sin bror Thorer og Einar og svømmet over til Suderø, som ligger en mil søndenfor. Fortæller sagaen her sandt, hvilket synes lidet troligt, saa maa denne svømmetur være den største idræt, som nogensinde er bleven spurgt; thi Sigmund svømte ikke tomhændt; da Einar ikke kunde mer, tog han ham paa ryggen og svømte med ham, til han var død, og da de havde en fjerdedel af veien igjen, tog han Thorer paa ryggen og svømte med ham, til han naaede Suderø; der blev Thorer skyllet væk af brændingen, mens Sigmund vandt op paa stranden. Dette skal have hændt, da vinteren

Lille Dimon. (Efter fotografi af kapt. Sørensen).
Lille Dimon.
(Efter fotografi af kapt. Sørensen).


nærmede sig, og i et farvand, hvor der gaar sterk strøm. Det maatte have været karle for en polarekspedition.

Ud paa eftermiddagen naaede vi Torshavn, der som bekjendt er Færøernes hovedstad. Det er sædet for øernes amtmand, samt for andre embedsmænd. Det har sin egen avis «Dimmalætting» (ɔ: daggry), som trykkes paa færøisk og udkommer hver lørdag.

Stedet har et lidet fort med tre og en halv malmkanon og, efter hvad der blev sagt mig, en besætning paa henimod tolv mand; dog sagde andre, at der ingen var. Murene var saa høie, at vi hoppede over dem, da vi var deroppe for at bese anlægget og fandt portene stængte.

Byen ligger ved to viker i et noget ujevnt land og omgivet af mindre hauge og koller. Længere i baggrunden ligger høiere, nu snedækte fjelde. Seet fra sjøen ligner den i ikke ringe grad en almindelig kystby i det vestlandske Norge.

Port af to finhvalkjæver i Thorshavn. (Efter fotografi).
Port af to finhvalkjæver i Thorshavn.
(Efter fotografi).

Torshavnsboerne, ligesom den øvrige færøiske befolkning, lever for en betydelig del af fiske. Men foruden af sjøen lever færøingerne ogsaa af faareavl, og der er flere faar paa Færøerne, end en vanlig finder; der skal være over 18 for hvert menneske.

Da vi paa grund af storm maatte ligge over fra lørdag til mandag morgen, fik vi anledning til at se den færøiske dans. Denne holdes der hver søndagskveld kl. 10 og er den besynderligste form af dans, jeg endnu har været vidne til. Den bestod deri, at alle deltagerne (her var der vel henimod et hundrede), mænd og kvinder, uden orden og uden inddeling i par, griber hverandre i hænderne og danner en eneste stor ring eller lang kjæde; man bevæger sig afsted i en slags slæbende polkatrin til takten af en eller anden vise, undertiden dansk, men oftest færøisk og helst gammel kjæmpevise, som til en monoton og slæbende melodi synges af alle deltagere paa en utrolig skingrende maade; det lod til at gjælde om, hvem der kunde trænge mest igjennem.

Saaledes holder man paa at gaa rundt og rundt efter omtrent den samme takt i et rend lige til kl. 1 eller 2 om natten og ved særegne høitideligheder naturligvis endnu meget længere; der er ingen anden afveksling, end at man gjør forskjellige bugtninger paa kjæden.

Har man lyst at være med, bryder man ringen paa første bedste sted og stiller sig ind i den. Dette gjorde straks flere af ekspeditionens medlemmer, de passede selvfølgelig sit snit til at komme ind mellem to vakre jenter og deltog nu i dansen med et liv og en udholdenhed, som var en bedre sag værdig.

Dette synes at være den eneste dans, man bruger paa Færøerne. Den er vistnok en overlevering fra de gamle nordmænd. En lignende har til forrige aarhundrede holdt sig paa Island. Den kaldtes der for «Vikivaka». I Norge er den vel allerede for lang tid tilbage forsvunden, og det kan neppe undre en; — hvori fornøielsen ved den bestod, er endnu ikke gaaet op for mig.

Der er dog noget sælsomt ved saadanne fortidslevninger, noget næsten rørende ved, at disse mennesker mødes her hver eneste søndagskveld for at danse en dans, som forlængst er forsvunden alle andre steder, og for at synge kjæmpeviser, som de neppe selv kan forstaa meningen af længere.

Mandag formiddag kom vi til det lille handelssted Klaksvig, den nordligste havn, som anløbes paa Færøerne. Det er omringet af høie basaltfjelde med en, endog for Færøerne, sjelden udpræget lag- eller terrasseformation.

Basaltfjelde ved Haraldsund vestenfor Klaksvig. (Efter en skisse af forfatteren).
Basaltfjelde ved Haraldsund vestenfor Klaksvig.
(Efter en skisse af forfatteren).

Efter et par timers ophold gik vi nordover, og efter at have beundret den rigdom af vilde, sønderrevne former, øernes nordside har at byde paa — stod vi tilhavs med kurs for Island.

Vi begyndte nu paa temperaturen at føle, at vi kom paa nordligere bredder. Lapperne, som mødte op i sine renskinds pesker, frøs selvfølgelig ikke, men enkelte af os andre, var nok ikke ganske frie for at finde luften lidt kjølig. Dette gav for Ravna anledning til temmelig alvorlige betragtninger, og han betroede sig til Balto, som straks kom til os og fortalte: «Han Ravna han si’ til mig, hvad har vi gjort, at gaa med disse mennesker, dem har saa lidet klæder, jeg ser, dem frys’ her, dem kom’ at dø i Grønland, hvor det er saa koldt, Sverdrup og Dietrichson og Kristiansen og Nansen, og da maa vi to lap’ ogsaa dø, for vi ved ikke ingen vei til folk.»

Ravna befandt sig idetheletaget mindre vel ombord; i begyndelsen var han sjøsyg; dette gav sig dog efter nogle dage; Balto mente, det var, efterat han havde døbt ham med sjøvand; men han kom dog aldrig til at blive fortrolig med sjøen og skibslivet; saaledes kunde han umulig bekvemme sig til at sove under dæk; der blev det ham for kvalmt, han trak hovedet og armene ind i pesken, krøb sammen som en hund i en krog paa dækket og sov sikkert lige godt som vi. Balto, som allerede tidligere havde prøvet sjøen, befandt sig derimod straks tilrette ombord, han kom paa en god fod med besætningen og gav den store mand forud.

Paa sjøreisen fra Skotland til Island saavelsom paa havet mellem Island og Grønland tog jeg daglige prøver af luften, væsentlig for at faa undersøgt kulsyregehalten. Luftprøverne toges paa den vis, som er antydet i indledningen. Paa denne maade bragtes luft hjem endog fra Grønlands indre.

Allerede paa Færøerne havde vi faaet høre onde tidender om isforholdene paa Island iaar. Isen skulde ligge saa langt syd, som den «ikke havde været i mands minde», og østkysten skulde være utilgjængelig. Altfor snart fik vi sande rigtigheden heraf, idet vi allerede efter et døgns reise traf isen omkring 30 mil tilhavs fra Islands østkyst. Vi gik videre for at se, om det længer nordpaa skulde være muligt at naa land, men forgjæves. Vi traf ogsaa flere seilere, og disse fortalte, at Isen strakte sig ud langt nordefter.

Den næste dag, altsaa onsdag den 16de mai, gjorde vi om morgenen endnu et forsøg paa at naa østlandet langt syd, ud for Berufjorden, men ogsaa her blev vi stansede af is allerede 20 mil fra land. Der var ikke andet for end at sætte kursen søndenom, og med god vind bar det nu langs Islands bjergfulde og maleriske sydkyst. Om eftermiddagen og kvelden kom vi forbi Islands højeste fjeld, den mægtige Øræfajökull, som lige fra sjøen stiger op til en høide af henimod 2000 m. (6241 fod). Idet solen sank i havet og kastede sine sidste straaler paa dens snedækte sider og paa skoddesløret, som skjulte dens top, gjorde den et vældigt indtryk. Af og til reves der huller i skodden, og hele dens kegleform fik for et øieblik lov til i bløde linjer at vise sig for os.

Øræfajökull er en del af og ligger paa den sydlige side af Vatnajökull, som er den betydeligste bræmasse i Island, og som næst Grønlands indlandsis er den største kjendte i de arktiske egne. Øræfajökull er en gammel vulkan, som vistnok ikke har havt mange udbrud efter landnámstid (ɔ: tiden, da nordmændene første gang tog land i Island), men som dog har gjort megen skade. Ved sit udbrud i midten af det 14de aarhundrede ødelagde den to kirkesogne, og der siges i Thorvaldur Thoroddsens «Lysing Islands» (oversat af professor Amund Helland), at hele Litlahérad ødelagdes af Jökulhlaupet[1], og da sopedes der ud i havet paa en morgen 40 gaarde med alt, som var, og det siges, at kun faa folk undslap. Der førtes frem saameget sten, aur og sand, at der, hvor der før var 30 favne dybt, der blev flad sand. Sidste udbrud fra Øræfajökull var i 1727, og da ødelagdes mange gaarde og dræbtes meget kvæg.

Vestenfor Øræfajökull og længere inde i landet i Varmárdalur ligger Lakis kraterrække, hvor der i 1783 var et udbrud, voldsommere og frygteligere end noget andet, som har fundet sted, siden Island blev bebygget. Thoroddsen siger, at man ved ikke af, at der nogensteds paa jorden er kommet frem paa engang saa meget hraun (ɔ: lava) som ved dette udbrud. «Det er sagt, at der i dette hraun er ligesaa meget sten, som i fjeldet Mont-blanc.»[2]

I det hele er de midtre og sydvestlige dele af Island sterkt vulkanske. Man kan her følge den samme kraft i virksomhed, som har dannet Island saavelsom Færøerne. Lavastrømme fra den historiske tid har bredt sig lige til 900 km. ud over ældre tuf, basalt eller præglacial lava. Mens Færøerne ligger som en død ruin af en tidligere mægtig bygning, virker den samme bygmester fremdeles paa Island.

Hoveddragene i konstruktionen er de samme begge steder. Island er som en stabel flade skaaler af basalt, hvor alle lag helder indover mod midten, Færøerne som rester af en saadan, dyppet paa skraa mod øst ned i havet. Det kan synes vanskeligt at forklare, at disse lag har en saa regelmæssig heldning, som de har. Forudsættes imidlertid den antagelse som rigtig, at lande stiger derved, at jordskorpens underliggende lag udvider sig, efterhvert som overliggende lag fjernes, idet nemlig disses tryk paa de underliggende maa til nogen grad have presset dem sammen[3], da synes det mig, at en forklaring, som cand. real. Andreas Hansen vil give i en artikel om strandlinjer i «Nyt archiv for mathematik og naturvidenskab» (Kristiania), maa være rigtig. Han mener nemlig, at naar havet tærer paa landet, saaledes som det gjør paa Island og Færøerne, saa formindskes følgelig trykket paa de underliggende lag langs kysterne, og disse kommer til at stige. Paa Færøerne virker havet mest paa vest- og nordsiden, følgelig skulde landet paa disse kanter have steget mest, hvilket stemmer med de virkelige forhold. Paa Island virker havet mere ens langs hele kysten, følgelig skulde landet have steget langs denne, og lagene synke mod midten, altsaa netop som forholdet er.

Den næste morgen (17de mai) nærmede vi os Vestmannaøerne (Vestmannaeyjar), som ligger omtrent midt paa Islands sydkyst nogle mil tilhavs. I det herligste solskinsveir med blank stille sjø gled vi ind mellem disse høie, bratte basaltøer og stansede foran indløbet til havnen paa Heimaey, den største af øerne og den eneste, som er beboet. Her blev vi liggende i nogen tid for at vente paa baad fra land og fik saaledes god tid til at betragte landet, og saavidt rullingen tillod, at fotografere det.


Ogsaa paa Vestmannaøerne æder havet sig ind og undergraver lavalagene til lodrette styrtninger med store porte og grotter. Der

var noget vulkansk sydlandsk ved det
Vestmannaøerne og Eyafjallajökull ved solnedgang. (Af Th. Holmboe efter en skisse, taget af forf. mai 1882.)
Vestmannaøerne og Eyafjallajökull ved solnedgang. (Af Th. Holmboe efter en skisse, taget af forf. mai 1882.)


hele, tankerne gik til Capri — hvad formen angaar, kan vistnok Vestmannaøerne bære prisen. Vi styrede lige under de høie basaltvægge. hvor brændingen sprøitede opover, og hvor sjøfuglene med sine skrig i store sværme omkredsede os — den var underlig betagende denne natur i den friske morgen med det straalende veir, en frisk grøn sjø, klar som krystal, og lige indenfor os paa fastlandet Islands næst høieste fjeld, vulkanen Eyafjallajökull, som i en kegle hæver sig lige fra havet op til en høide af 1700 m. (5432 fod); med sin mægtige hvide snehætte ligger den der glitrende i solskinnet. Længere inde sees andre jøkler, mest fremtrædende er Hekla med sin nu drivhvide kuppel.

Farten gaar imidlertid videre langs kysten, og snart synker ogsaa al denne pragt i havet, kun Hekla, Tinnfjallajökull og Eyafjallajökull sees endnu længe over synskredsen.

Ud paa eftermiddagen kom vi forbi Reykjanæs med Islands eneste fyr, Reykjanæs fyr, som ligger paa en høi berghammer, der stikker ud i havet. Fyret har i de sidste

Nordsiden af Vestmannaøerne. (Efter øiebliksfotografi).
Nordsiden af Vestmannaøerne.
(Efter øiebliksfotografi).


aar været hjemsøgt af flere jordskjælv, og ved det sidste revnede taarnet, samtidig med at et stort stykke af klippen foran styrtede i havet. Man venter nu saa smaat, at det hele en dag skal forsvinde. Fyret ligger forøvrigt paa yderst vulkansk jordbund og i de tristeste omgivelser, man kan tænke sig. Omtrent hele Reykjanæs er en eneste stor lavaslette, som skyder ud i havet.

Jeg var iland der for 6 aar siden, men mindes neppe at have vandret gjennem et tristere landskab; der var næsten ikke et straa at øine, alt var nøgen, sort lava udover til alle kanter uden anden afveksling, end at den hist og her antog varmere farvetoner af rødt og gult; ingen menneskebolig uden fyrvogterens og intet liv uden et par magre, forpinte heiloer, som paa reisen nordover havde slaaet sig ned paa et slags græsmark foran fyrvogterhuset, hvor ogsaa et par faar sled i nogle afsvedne græsstumper. Den eneste afveksling var nogle dampsøiler fra kogende, svovlholdige

Reykjanæs med Islands eneste fyr. (Af Th. Holmboe efter en skisse af forfatteren).
Reykjanæs med Islands eneste fyr.
(Af Th. Holmboe efter en skisse af forfatteren).


kilder, hvoraf der er flere paa halvøen. Seet paa afstand ligner de rygende kalkovne.

Udenfor Reykjanæs stikker flere klipper og skjær op ude i havet; den mest iøinefaldende af disse er Melsækken, antagelig kaldt saa, fordi den har en vis lighed med en mægtig sæk, staaende paa ende ret op af sjøen. Disse skjær er bekjendte blandt andet, fordi de engang husede mange af den nu uddøde geirfugl (alca impennis).

Efter at have kjæmpet os frem mod vind og svær sjø, som adskillige gange bragte «Thyras» fart ned paa nul, kom vi endelig om natten ind til Islands hovedstad Reykjavik.

Det var ikke længe, vi skulde opholde os her, men den næste dag om morgenen fik vi dog leilighed til at gaa iland og bese byen i nogle timer.

Reykjavik er ikke stor, den har en tre eller fire tusend indbyggere og bestaar af smaa træhuse, som ligger strøede udover en slette. Der er kun et par stenhuse; det ene er

«Reykjavik» med Islands eneste vei (Efter fotografi).
«Reykjavik» med Islands eneste vei
(Efter fotografi).


altingsbygningen, hvori Islands alting eller rigsdag samles, den anden er domkirken; disse er byggede af lava, hvoraf der er stor rigdom paa øen, eftersom det meste af deri bestaar deraf, og det er kun til at forundre sig over, at dette byggemateriale ikke er benyttet til flere huse; thi øen er træbar, og hver træpinde maa tilføres udenfra, vel mest fra Norge. Foran altingsbygningen ligger en stor græsbevokset plads, Austarvöllur, hvorpaa der staar en billedstøtte i bronce af Thorvaldsen, som skal have islandske forældre.

Reykjavik maa være en yderst bureaukratisk by; thi efter sigende bor der ikke mindre end 40 embedsmænd, det er altsaa mindst en embedsmand for hvert hundrede indbyggere. Stakkars mennesker, man skulde næsten tro, det var et rigt land, som kan føde saa mange standspersoner.

«Thyra» foran Snefellsnæs. (Af Th. Holmboe efter en skisse af forfatteren)
«Thyra» foran Snefellsnæs.
(Af Th. Holmboe efter en skisse af forfatteren)

Ud paa dagen forlod vi Reykjavik efter at have hilst paa officererne ombord i det danske orlogsfartøi «Fylla», som dampede ind paa havnen, just som vi skulde gaa.

Vi satte kurs paa Snefellsnæs for at gaa nordefter mod vort bestemmelsessted, Isafjord. Om kvelden, just i solnedgangen, passerede vi den mægtige Snefellsjökull, som er en gammel vulkan og ligger yderst ude paa næsset. Som en kegle stiger den lige op til en høide af halvfemte tusend fod og danner et ypperligt sjømerke; mangt et skib har dens hvide hætte lyst i havn. Den tog sig sikkert ikke mindre godt ud end vanlig hin kveld, solen sank just i havet og kastede rødmende stænk over dens snekappe.

Da vi om morgenen den 19de kom paa dæk, blev vi modtagne af en stiv kuling fra nord med sne og slud, de høie basaltfjelde var snedækte til foden, og hist og her saaes enkelte isstykker flydende i sjøen, det var forløbere, som meldte, at isen i ethvert tilfælde ikke var meget langt borte. Vi befandt os nu i nærheden af Ønundarfjord, og da kulingen begyndte at stige til storm med tættere og tættere snebyger, tyede vi ind i dens lune havn for at se veiret an. Stormen tiltog nu hurtig, og vi fik en liden prøve paa, hvad vind vil sige i disse nordlige farvande. Det var ikke uden nødvendighed, man viste sig paa dæk; det blæste jo rigtignok ikke mere, end at man endnu kunde holde sig paa benene, men det var dog saameget, at hvis man havde faaet næsen ud, skyndte man sig helst at stikke den ind igjen. Vi laa imidlertid godt, der vi laa, det var ogsaa pinsekvelden, og hvorfor skulde man da ikke gjøre sig det saa behageligt som muligt inden døre? Af landet omkring saa vi kun lidet, det var mest foden af de sandsynligvis høie fjelde og undertiden heller ikke det. Af hvad vi saa, fremgik tydelig, at vi befandt os i et udpræget basaltlandskab. Efterhaanden dækkedes alt af et tykt snelag, og det eneste fremherskende i landskabet blev, at der var fuld vinter med nogenlunde skiføre, hvis sneen havde været lidt tørrere.

Da vi vaagnede næste morgen, var vi i Isafjord, hvor vi efter bestemmelsen skulde gaa iland. Havde det været vinter i Ønundarfjord, saa var det det ikke mindre her, alt var dækket af sne. Isafjord er den næststørste af Islands tre kjøbstæder, den ligger ved en liden fjord, klemt nede mellem høie fjelde.

Her blev det mig sagt, at drivisen ikke var langt borte, den skulde ligge søndenfor Kap Nord. Under sterke nordlige storme kunde den drive endnu længer syd og stænge for indløbet til fjorden; dette hænder yderlig sjelden, men der var dog en mulighed, og «Jason» kunde da faa vanskeligheder med at hente os. For ikke at risikere dette bestemtes, at vi skulde gaa til det søndenfor liggende Dyrafjord, som aldrig stænges af is, for at afvente «Jason» der, hvilket jo ogsaa var efter aftalen. Et brev med underretning derom til «Jasons» kaptein sendtes følgelig iland, og vi gik atter sydover efter at have været oppe og seet paa isen.

Den følgende morgen stod vi i prægtigt veir raskt ind ad den vakre Dyrafjord. Vinteren var nu delvis flygtet tilfjelds igjen, og langs strandene smilede lidt af vaaren os imøde. Snart ankrede vi paa havnen foran Thingeyre, fjordens handelsplads. Her tog vi afsked fra «Thyras» fører, kaptein Sørensen, og dens besætning; lige fra første stund havde de gjort alt for at gjøre os opholdet ombord saa behageligt som muligt, ved afskeden sendte de os en dundrende salut.

Paa Thingeyre blev vi hjertelig modtagne af kjøbmanden, konsul Gram, under hvis tag vi skulde tilbringe ventetiden.

Handelsstedet, som har faaet sit navn deraf, at der tidligere holdtes ting, ligger paa en flad ør (islandsk «eyre») eller tange midt i fjorden. Denne tange er et jøkelgjærde (moræne), som lang tid tilbage, da Island var helt dækket af is og sne, er bleven opskuret foran den isbræ, som fyldte fjorden, og som, ialfald tildels, har uddybet og formet denne. Indefter ligger flere slige jøkelgjærder, det ene indenfor det andet, og de strækker sig som flade rygge, delvis over, delvis under vandet, tvers over fjorden og gjør det ofte vanskeligt nok at komme frem med baad. De er uimodsigelige vidner fra istiden, og meget sten og grus er det, som er ført frem i dem.

Dyrafjord er paa begge sider omgivet af bratte basaltfjelde aldeles lig dem, vi saa paa Færøene, og inderst inde stænges den af den mægtige Glámujökull. Denne er vistnok ikke meget høi, jeg fandt den at være omkring 910 m. (2900 fod), men er dog det høieste fjeld i Vest-firðir,

Bunden af Dyrafjord med Glámujökull i baggrunden, seet fra Thingeyre. (Efter en skisse af forfatteren).
Bunden af Dyrafjord med Glámujökull i baggrunden, seet fra Thingeyre.
(Efter en skisse af forfatteren).


der igrunden er som en ø for sig selv, kun ved et 10 km. bredt, lavt eid forenet med hovedlandet.

Glámujökull bestaar, som hele landet deromkring, af basalt.

En dag besteg vi jøklen. Vi tog ski og truger med, da det saa ud til at være dyb og blød sne oppe i høiden. Heri tog vi dog feil, sneen var haard og let at gaa paa, men frembød ogsaa et godt skiføre, ja altfor godt, hvilket vi senere skulde faa sørgelig erfaring for. Det var i det deilige klare veir en ypperlig udsigt fra toppen. Det er et ganske underligt landskab, man her har for sig, en snedækt, paafaldende flad og stor høislette indover, som styrter brat ned i havet paa alle sider. I baggrunden mod syd stiger Snefellsjökull høit over synskredsen, let kjendelig ved sin kegleform.

Man ser her ovenfra med en gang tydelig, hvorledes det hele land maa være opstaaet, hvorledes basalt-strømmene har gydt sig jevnt og stille udover til alle kanter, den ene ovenpaa den anden, og dannet en sammenhængende, stor flade; saa er havet kommet og veiret med

Den sydlige del af Vestfirðir seet fra Glámujökull. (Efter en skisse af forfatteren).
Den sydlige del af Vestfirðir seet fra Glámujökull.
(Efter en skisse af forfatteren).


frost og regnvand, og under istiden kom isbræerne og tærede paa fladen, især langs kanterne, hvor de dannede eller dybede ud fjorde og dale. Siden har forvitringen fortsat udvidelsen af disse, men de har dog kun formaaet at trænge sig lidt ind yderst ude ved randen, mens høisletten i det indre endnu ligger der næsten lige flad og urørt, som den var, da den blev dannet.

Hjemover stod vi paa vore staalskodde ski med susende fart udfor de lange bratte fjeldsider, det gled som glas paa den isede skare. Da gik Balto uforsigtig til og blev slynget paa hovedet udover en liden fjeldknat; ved faldet blev hans høire ben saa sterkt forstrukket, at vi havde vor nød med at faa ham hjem. Paa opturen havde Balto været meget ovenpaa og talt om, at «for os lapper er det ingen sag, vi sætter stav mellem bein, og da klarer vi alt». Det var, da han i den første bratte bakke skulde vise os dette sit kunststykke, at det gik saa galt, og vi kunde jo trods alt ikke lade være at le.

I længere tid var han nu vanfør, og vi troede at skulle bli berøvet den ene af vore kamerater, ja det

Islandsk bondegaard. (Af E. Nielsen efter fotografi).
Islandsk bondegaard.
(Af E. Nielsen efter fotografi).


gik endog saa vidt, at jeg tænkte paa at faa en mand i hans sted fra Island, skjønt neppe nogen der var villig til at gaa. Ved daglig massage kom han sig dog snart saa vidt, at vi atter fik haab om, at han kunde gaa med, skjønt han selv havde liden tro derpaa og forøvrigt var yderst ulykkelig. Ligesaa var Ravna, som troede, han skulde bli nødt til enten at følge os alene eller ogsaa opgive reisen og dermed fortjenesten.

Forøvrigt faldt tiden os ikke lang paa Thingeyre; snart besteg vi fjelde, snart drev vi jagt paa fjorden, snart red vi, besøgte bondegaarde o. s. v. Især var rideturene paa de smaa islandske heste ubetalelig fornøielige. Kommer man skrævs over slig en liden rotte, og man, saaledes som forfatteren, ikke af naturen er begavet med lidenhed, tar man sig med fødderne hængende nær marken neppe ud til sin fordel. Man føler en uhyggelig uvished om, hvor længe hesteryggen vil holde. Men naar det saa bærer afsted i det vildeste firsprang, alt hvad remmer og tøi kan taale, over ur, hvor stenene ruller under hestehoven, gjennem myrer, hvor hesten synker i til langt op paa benene, over bække og kløfter, opefter stupbratte lier, udover fjeldskrænter og glatte flaaberg, kortsagt gjennem et lænde, hvori en almindelig hest vilde brække benene ved de første skridt, og overalt med den samme vilde fart og uden et eneste feiltrin, ja da tror jeg, man snart lærer respekt for denne, sikkert den første fjeldhest i verden; men mest forbauset blir man maaske, om man kommer til en elv og faar se hesten uden videre vade over eller lægge «paa svømmen», mens en selv faar hytte sig for at bli vaad, som bedst en kan; er det ikke meget dybt, kan man længe klare sig ved at lægge benene op paa halsen af hesten, hvis man da ikke triller af under en uventet bevægelse af denne. Som bekjendt, er der hverken veie eller broer i Island; paa hesteryg eller tilfods tar man sig frem overalt.

Paa en bondegaard i nærheden af Dyrafjord, kjøbte vi en liden hest. «Denne,» siger jeg i et brev til Norge (skrevet 4de juni), «tager jeg med for at bruge den som hjælp til at kjøre baaden og bagagen over isflagene under Grønlandskysten og for at bruge den til at kløve op paa høiden ved kysten, hvis vi faar den saa langt. Det er jo tvilsomt, om den kan gjøre os stor nytte; men i ethvert tilfælde gir den, naar vi blir nødt til at skyde den, et godt maaltid fersk mad.»

Desværre skulde den ikke naa sin bestemmelse; det er ikke let om vaaren at opdrive foder paa Island, og alt, hvad jeg kunde skrabe sammen, var kun tilstrækkeligt for henimod en maaned.

Det var forøvrigt et godt lidet dyr, som havde den eiendommelighed at være vant til at trække — den var brugt lidt foran plog — og det er en ren sjeldenhed paa Island; thi de benyttes jo almindelig kun under sadel og kløv.

En morgen under vort ophold i Dyrafjord kom et tremastet skib dampende ind fjorden og ankrede paa havnen, det var den danske orlogsskonnert «Fylla». Dette var for os selvfølgelig en kilde til megen glæde; i flere dage fik vi nu nyde godt af omgangen med de elskværdige officerer, og mangen hyggelig time tilbragte vi ombord. Imidlertid begyndte nu tiden at nærme sig, da vi hver dag kunde vente at se «Jason»; man begyndte næsten at bli utaalmodig.

Da en søndags formiddag, det var den 3dje juni, faar vi langt ude i fjordmundingen se en liden dampbaad komme pustende indefter. Ingen forstod, hvad det var for en; snart kom man dog paa det rene med, at det maatte være en af de smaa norske hvalfangere fra Isafjord. Den gaar rundt «Fylla», hilser med det norske flag og ankrer paa havnen, en baad blir laaret og kommer ind mod land. Vor glæde var stor ved i den første, som steg iland, at gjenkjende kaptein Jacobsen, «Jasons» fører. Det blev selvfølgelig et livligt gjensyn, og sammenhængen var straks klar. «Jason» var kommen til Isafjord, havde ikke fundet os der, og vilde saa gaa til Dyrafjord; men vinden var sterk imod, og det vilde have taget den et døgn med dens svære seilrig at dampe op mod den. Da var bestyreren for det norske hvalfangerselskab i Isafjord, hr. grosserer Amli fra Kristiania, saa sjelden imødekommende at sende «Isafold», den ene af sine dampbaade, ned for at hente

Islandsk bondejente i nationaldragt.
(Af A. Bloch efter fotografi).


os. Et nyt bevis fra en landsmand paa den velvilje, hvormed ekspeditionen omfattedes.

Der blev selvfølgelig travlhed med at bringe alt iorden til afreise, og det var ikke vanskeligt om hjælpende hænder til at bringe vor bagage ombord; almindelig interesse vakte det, da den lille islandshest skulde over landgangsbroen; stakkars dyr, den vilde nødig til; maatte næsten bæres; men havde den havt anelse om, hvad der ventede, havde den nok aldeles ikke gaaet.

Da alting var iorden, og vi havde taget farvel med konsul Gram, faktor Wendel og de andre venner, vi havde vundet i Dyrafjord, stod vi ud fjorden og tilhavs nordefter.

Fra «Fylla» sendtes os en sidste hilsen, idet musiken blæste den norske nationalsang: «Mens Nordhavet bruser . . . .» Længe hørte vi tonerne over vandet.

Allerede samme aften ankrede vi paa Isafjords havn under en kraftig salut fra «Isafold» saavelsom fra «Jason». Den sidste var smykket fra top til dæk, som Balto udtrykker sig, «med saamange flag ligesom røde multer paa en myr». Da vi satte foden paa «Jasons» dæk, blev vi hilsede af et kraftigt hurra fra hele besætningen, som ikke var mindre end 63 mand.

«Jason» havde faaet nogenlunde god fangst indtil den dag — 500 ungsæl og omtrent 1100 gammel sæl — og var en af de heldigste det aar i hele sælfangerflaaden.

  1. Naar en isbræ ligger over vulkanen, flyder der som regel ikke lava fra den, men lavaen forvandles til aske. Derimod smelter noget af jökelisen, mens andet gaar istykker og render ned over lierne med svær fart; dette er jökulhlaup; da føres der ned paa lavlandet is, store stene, aur og mudder, og intet staar sig, som kommer iveien. Det er let forstaaeligt, at saadanne jökulhlaup er værre end lavastrømme, idet de kommer med rivende fart, mens lavaen kun skrider sagte frem.
  2. Se A. Helland. Lakis kratere. Univ. program, Kra. 1886.
  3. Saaledes mener nogle, at landets stigning efter istiden beror derpaa, at jordskorpens øvre lag har været sammenpressede af isens vægt under istiden og har udvidet sig efter dennes fjernelse.