Paa ski over Grønland/6
Fra Island mod Grønland. Skuffede forhaabninger.
Mod kvelden den 4de juni lettede vi anker i det deiligste solskinsveir. Som vi stod ud fjorden, lagde netop den synkende sol et kjærtegnende skjær over Isafjords basaltfjelde; deres vestsider smilede i kveldslyset, mens kolde skygger blev kastede ind i alle afsatsernes sprækker oppe ved toppene og i revnerne, som vandet har gravet ned langs siderne, ladende de eiendommelige vandrette formationer træde end skarpere frem.
Saa sendte vi dette sidste stykke Europa vor afskedshilsen, lagde det bag os og stod tilhavs.
Som vi staar ud fra land, blir vi fulgte af krykjer (Larus tridactylus) i hundredevis, bølgende i hvidblaa skarer og snadrende i munden paa hverandre, snart synkende, seilende lavt paa strakte vinger over skibets kjølvand, snart stigende, svævende let i sin yndige luftdans mod den blaa himmel. — Her var anledning til at øve sin færdighed i flugtskydning; at tage dem i luften med kugle er ikke let — og med salonrifle og revolver skjød vi tilmaals efter dem. De fleste skud træffer ikke, fuglene ryster kun paa sig og seiler videre; men saa træffes en, den er ikke rigtig død, den flakser med vingerne og synker, hjælpeløse skabning. Skibet gaar sin gang videre, det lader sig ikke stanse af en klagende fugl; men længe kan man se den, langt, langt der agter, omkredset af sine kamerater med deres bebreidende skrig, flaksende paa vandfladen med sine kraftløse vinger. Hvor elendigt, uden hensigt og tanke at ofre en lykkelig fugl for en tvilsom fornøielse.
Der blev ikke rørt bøsse mer den dag, sligt noget mindes en stund, men glemmes saa atter.
Førend vi forlader de islandske fiskegrunde, maa vi forsøge at faa en ret fersk fisk med os. Henimod en mil fra land stanser vi derfor, og snørerne slippes ud. Et par minuters taus spænding — og saa nogle sterke ryk i det ene snøre, der hales op, man helder sig ud over rælingen, der skimter det hvidt langt nede i vandet, og en stor, sprellende torsk trækkes paa dæk. Snart kommer den ene op efter den anden, og man kappes om, hvem der kan faa de fleste. Det varer ikke længe, inden vi har en god ret fisk og vel saa det til hele skibets besætning. Det faar være nok med torsken; men det kunde være godt ogsaa at faa lidt kveite (helleflyndre). Vi gaar længere ud, hvor kveitebankerne skulde være. Vi forsøger, men her er vi ikke heldige. Vi skifter plads og forsøger igjen; samme udfald. Ja saa kan vi ikke ofre mer tid derpaa, os vi stævner vestefter mod isen.
Det er en herlig nordisk nat. Solen er sunken i sjøen; i vest og nord gløder endnu dagen. Over os himlen i farver, under os havet speilblankt vuggende sig i tungsindige tanker; i blødere, endnu finere toner giver det gjenskin af himlens dæmpede farvepragt; — i midten den sorte Jason — stønnende sig for maskinen vestover. Bag os svinder Islands klippekyst i en blaalig, violet tone langsomt under havet, bagenom der ligger hjemmet og livet, men hvad ligger forud? Ingen ved; men det maa være noget skjønt; det er løfterigt at begynde sin færd under slig en himmel.
Af alt skjønt i livet er slige nætter dog det skjønneste.
Livet — er det stort mer end haab og erindring? Haabet hører muligens morgenen til, men minderne, alle de fagre minder, de er kveldens og nattens.
Den følgende dag (tirsdag den 5te juni) kom vi allerede under isen; den strakte sig hint aar langt sydpaa.
Det indtryk, som polarhavets drivismasser gjør, første gang man kommer i berørelse med dem, er ganske eiendommeligt; hvad man faar se, er vistnok for de flestes vedkommende forskjelligt fra, hvad der var ventet. En gjøglende fantasiverden med vilde, eventyrlige former ragende over synskredsen i alle retninger, altid vekslende, altid ny, en rigdom af straalende regnbuefarver, sligt er det fantasibillede, som saa almindelig males af hine egne. Men slig er ikke denne isverden; den er ensformig og enkel, og dog gjør den et sælsomt indtryk paa vort sind. I det smaa har den former, vekslende i det uendelige, og farver, spillende i alle afskygninger af blaat og grønt; men i det store, da er det netop ved sine enkle modsætninger den virker, denne natur, — den drivende is, en mægtig hvid flade, hvælvende sig udover, saa langt øiet kan spænde mod synskredsen, og kastende et hvidt gjenskin paa luft og skyer ovenover, — det mørke hav, ofte næsten kulsort mod den hvide flade, — og ovenover denne ensformighed en himmel, snart hvidblaa i den klare dag, snart mørk truende af drivende skyer eller hyllet i tætte taager, snart glødende i solopgangen og solnedgangen, eller drømmende i nætternes lyse længsel — og saa i den mørke aarstid de sælsomme nætter med stjerneskinnet og nordlyset spillende over disse hvide flader, eller maanen mer vemodsfuld end nogensteds vandrende sin lydløse bane gjennem en øde, uddød natur. Himlen faar i disse egne mere værd end nogensteds, landskabet selv er det samme; men himlen gir det farve og stemning.
Aldrig gaar det mig af minde, første gang jeg kom ind i denne natur. Det var en mørk nat i mars maaned 1882, da jeg ombord paa en sælfanger kom seilende fra Norge mod Jan Mayen, at der blev meldt is forud. Jeg sprang paa dæk, men alt var sort nat, jeg kunde intet bli var. Pludselig skjød noget stort hvidt ud af mørket, det voksede og blev hvidere, underlig hvidt paa den ravnsorte havflade. Det var det første isflag. Saa kom der flere, de dukkede frem langt forud, med en skvulpende lyd gled de forbi og forsvandt atter langt bag. Jeg blev opmerksom paa en sælsom lysning over den nordlige himmel; den var sterkest ved himmelranden, men strakte sig langt mod zenit; samtidig hørtes fra nord en svag brusen som af brænding mod land. Det var drivisen, vi havde forud; lyset var det gjenskin, som dens hvide flade altid kaster mod taaget luft, og lyden kom fra sjøen mod isflagene, som tørnede raslende mod hverandre; i stille nætter kan den høres langt tilhavs.
Men stadig kom vi nærmere, lyden blev sterkere, de drivende flag omkring blev hyppigere. Saa stødte skibet undertiden mod et flag, med en voldsom tørn blev det reist paa ende og kastet tilside foran den sterke boug; undertiden var stødene saa voldsomme, at hele skibet rystede, og man blev kastet forover paa dækket; isandhed, en skulde ikke længe være i tvil om, at det her bar ind i noget nyt og
ukjendt. Kursen blev sat langs isen i et
(Tegnet af Th. Holmboe).
(Tegnet af Th. Holmboe).
par dage. En kveld drog det op til uveir, vi var trætte af sjøen og bestemte at søge ind i isen for at ride stormen af; men inden vi naaede kanten, brød det allerede løs. Seilene blev mindskede; tilsidst havde vi bare stumperne igjen; men med susende fart bar det indigjennem, skibet tørnede uafladelig, det kastedes fra flag til flag, men frem kom det, gjennem mørket fandt det sin egen vei. Da kom det værste, det var sjøgangen, som voksede voldsomt; flagene brødes mod hverandre og reistes paa ende, det larmede paa alle kanter; men kapteinens kraftige kommandoraab hørtes, punktlig og stiltiende blev de adlydte af de blege mænd; alle var paa dæk, ingen turde friste livet nede nu, da skibet rystede i alle sine sammenføininger.
Det bar stadig indigjennem, det fossede foran bougen, flagene væltedes, splintredes, traadtes under, kastedes til siden, — intet stod imod. Med et reiser sig et flag mægtigt og hvidt forud i mørket, det truer med at feie den ene skibsside ren for davider og rig; roret blir lagt om — og uskadte glider vi forbi. Saa bryder en sjø til luvart, skibet faar et voldsomt stød, et brag høres, og træsplinter farer en om ørerne, det krænger og et nyt brag; skanseklædningerne er knækkede paa begge sider.
Men efterhvert som vi kommer ind i isen, føles sjøgangen mindre, larmen gir sig, kun stormen suser sterkere end før hen over os. Vi havde gjort et vovestykke, men var komne uskadte fra det og i god havn. Da jeg næste morgen kom paa dæk, var der sollys dag, isen laa hvid og fredelig omkring os, kun de knækkede skanseklædninger grinede i dagen og mindede om en stormfuld nat. — Ja, saaledes var mit første møde med isen.
Hvor anderledes var det ikke nu i den solblanke dag, blendende hvid laa den og sitrede i sollyset, og havet vuggede sig stille og fredelig imod.
En maa ikke tænke sig Ishavets drivis som en eneste sammenhængende flade. Den bestaar af sammenstuvede masser af større eller mindre flag, 6 m. tykke, ja op til 12 og 15 m. eller mer; hvordan de dannes, og hvorfra de kommer, ved ingen med sikkerhed, det maa ske etsteds paa det aabne hav langt der nordpaa, hvor endnu ingen har været. Baaret af polarstrømmen føres isen sydefter langs Grønlands østkyst, her møder den sjøgang, som bryder de større sammenhængende flader op i mindre og mindre flag, efterhaanden som de kommer sydpaa; ved ispresninger og sjøgang kan flagene stuves op paa hverandre og danne de saakaldte «iskos», som ofte rager en 6 til 8 m. op over vandfladen.
Sønderbrudt paa denne maade er polarisen, som sælfangeren træffer i Danmarks-strædet, og ind mellem disse flag, som dog ofte kan være farlige nok, er det han baner sig vei med sit sterke fartøi paa jagt efter klapmytsen.
I flere dage gik vi sydefter langs iskanten. Onsdag saa vi Staalbjerghuk paa Island og anslog vor afstand derfra til omkring 8 mil.
Torsdag (7de juni) kom vi ind i en isodde med slak is. Enkelte klapmyts saaes paa flagene. At finde sæl i den første odde, man kommer til, det er et godt tegn, og billeder af fangstaar, som i tidligere tid her «paa Grønland», steg op i de mange sælfangeres livlige fantasi; de var jo alle sterkt interesserede i skibets heldige fangst, da deres fortjeneste afhænger deraf; og mange mennesker har heldigvis en tilbøielighed til at haabe paa det, de ønsker; let stiger haabet, men hurtig skuffes det og. Der saaes flere sæl paa isen, og kapteinen bestemte sig til at forsøge et lidet «fald»[1]. Den ene vagts baade, altsaa skibets halve antal, blev sendte ud. Sverdrup og Dietrichson, som aldrig havde været med i fangst, brændte selvfølgelig af iver efter at se og skyde paa disse masser af vildt og blev ikke lidet glade, da det endelig bar afsted; som uerfarne maatte de dog gaa under gode skytteres veiledning første gang. Snart hørtes det knalde i forskjellige retninger, men der var kun et skud nu og da, ikke som naar det knitrer paa alle kanter i god fangst; dette var tydeligvis slængere, væsentlig af mindre sæl, som laa spredt. Da baadene var komne tilbage, sendtes om eftermiddagen den anden vagt ud. Jeg blev ombord den hele dag og skjød en del sæl fra bakken; merkelig nok kan man som regel med skibet komme den nærmere end med baadene; for disse gaar den ofte i vandet paa langt hold, mens man med fartøiet undertiden kan støde til flaget, hvorpaa sælen ligger, før den gaar ud.
Alt ialt fik vi 187 klapmyts, hvilket er meget lidet; det var mest ung saakaldt «klapmytsgris».
Fangstfartøier saaes nu i isen vestenfor os, og den følgende dag kom vi i forbindelse med flere af dem; det var en selvfølge, at de alle gjerne vilde tale med «Jason», som havde denne underlige grønlandsekspeditionen med sig. Fra en af dem kom kapteinen ombord og fik udleveret posten til de andre fartøier, da jo vi skulde til Grønlands østkyst, og det var usikkert, om «Jason» vilde lade sig se paa en stund. Det er en noksaa merkelig postbefordring paa Ishavet; gaar et af fartøierne indom Island, saa faar det posten for alle de andre; nu mener man muligens, at Ishavet er stort, og at man vanskelig træffes deroppe; men saa er det ikke; fangstfelterne er ikke større, end at der haves vel saa god greie paa med menneskene der som i en smaaby hjemme. Et fartøi fjerner sig nødig noget stykke af betydning fra de andre af frygt for, at disse kunde komme i fangst, mens det var borte.
Senere paa eftermiddagen kom vi i nærheden af «Geysir» fra Tønsberg. Kapteinen kom ombord og tog sin aftensmad og et glas toddy hos os. Han var munter og glad, og ingen havde hjerte til at underrette ham om, at 3 af hans børn var døde af difterit, siden han reiste hjemmefra. Saaledes kan man leve deroppe paa Ishavet i uvidenhed om, hvad der gaar for sig i verden, ens glæder og sorger er knyttede til sælen og sælfangsten, hele Europa kunde ramle overende, og man vilde ingen anelse faa derom.
Om natten passerede vi «Morgenen», et af Svend Foyns skibe; den kom netop ud af isen med skindet af tre nyskudte bjørne paa slæb[2]. Dette ærgrede Dietrichson og Sverdrup grundig, deres høieste ønske var at faa se og skyde bjørn.
Vi holdt nu vestover i et par dage; men vinden var ugunstig, og det gik ikke saa hurtig som ventet, især da vi ved hver dybere bugt i isen maatte ind for at se efter sæl, hvoraf lidet var at øine.
Af hvaler saaes derimod en del, især af den mindre hvalart, bottlenosen eller næbhvalen (Hyperoodon diodon). I flokke paa 5 og 6 eller flere kom de, som de gjerne pleier, strygende langs fartøiets sider og boltrede sig eller laa stille foran bougen. De er nogle underlige dyr med den høie runde fedtpukkel paa panden, som de gjerne stikker over vandet; især er denne fremtrædende hos hannen. Den falder brat af mod det smale lange næb, hvortil kjæverne er forlængede.
Næbhvalen regnes til tandhvalerne, skjønt den kun har to smaa tænder, siddende løst yderst ude i underkjæven, og som meget hyppig paa ældre individer falder ud. De har tydelig nok ingen nytte af dem, de er kun den sidste levning efter rovgjerrige forfedre, som havde en lang og god besætning af spidse, kegledannede tænder lig andre tandhvaler. Et forandret levesæt har gjort tænderne unyttige, lidt efter lidt er de forsvundne, og nu er kun to levnede. Forøvrigt har de før fødselen anlæg til fuld besætning, arv fra forfedrene. Nu lever næbhvalerne af blæksprutter og mindre dyr, som sluges hele, og hvortil tænder er unødvendige. Paa hvor liden nytte de har af de to tænder, de beholder, fik jeg for nogle aar siden et godt bevis, idet der blev sendt Bergens museum, hvor jeg dengang var, en næbhvaltand, hvis krone var tæt besat med en hel koloni af lange rankefødder (cirripeder), unge og gamle; enkelte var saa store, at de maa have hængt helt ud af munden paa dyret. Havde denne tand været brugt, vilde disse snyltedyr ikke have kunnet sidde et øieblik. Tanden opbevares endnu i Bergens museum.
Slige smaa iagttagelser, hvor ubetydelige de end kan synes, er ofte for naturforskeren af stor interesse; de viser, paa hvor vaklende fødder den staar, den saa almindelig udbredte antagelse af altings absolute hensigtsmæssighed i naturen.
Undertiden mødte vi ogsaa den vældige blaahval (Balænoptera sibbaldii), kjæmpen i vor tids og alle tiders dyreverden. Langt i det fjerne kan man se sprøiten af den og høre den puste. Saa pludselig, før man aner det, skyder først hovedet med den skarpe kjøl langsefter næsen, saa den mægtige ryg med den lille finne langt bag op paa siden af skibet; den skyder pusten fra sig, en dampsky stiger iveiret; det er, som naar ventilen paa en dampkjedel aabnes, man kjender formelig luften sitre. Saa krummer den ryg og forsvinder atter.
Søndag den 10de juni var der taaget veir; paa flere dage havde vi ikke kunnet faa nogen observation og vidste intet om, hvor langt vi var komne; men strømmen, som er sterk der, maatte have sat os et godt stykke i sydvestlig retning og bragt os paa de høider, hvor, saafremt der skulde være udsigt til at naa land paa den tid, iskanten burde dreie mer i vestlig eller nordvestlig retning. Der var imidlertid ingen antydning dertil, og det saa lidet haabefuldt ud.
Fangsttiden for klapmytsen begyndte at nærme sig sterkt; det kunde tage lang tid for «Jason» at komme mod strømmen nordøstover igjen, saameget mer som det nu var begyndt med østlig vind; de andre skibe kunde i mellemtiden fange, og jeg havde forpligtet mig til ikke at afholde «Jason» fra fangst ved min ekspedition. Det bestemtes følgelig om formiddagen at opgive landingsforsøget nu for at vende tilbage til det vanlige fangstfelt, og vi begyndte at krydse os østover mod vind og strøm.
Den følgende dag klarnede det af, og vi fik land isigte, det første lokkende syn af Grønlands østkyst. Det var høie, takkede fjelde, tydeligvis landet nordenfor Kap Dan. Vi var ikke saa langt af det som ventet, muligens 15 mil. Da en dyb, trang bugt, hvis bund ikke kunde øines selv fra tønden paa toppen, skar sig ind i isen, bestemte vi at forsøge, hvor langt vi kunde komme.
Vinden var gunstig, og det gik hurtig indigjennem. Snart dæmmede der is forud; men en sælfanger taber ikke modet for saa lidet, for «Jasons» sterke boug maatte isflagene vige plads, — og vi kom ind i en stor «klare» (aabent, isfrit vand), hvor is ikke øinedes i retning af land. Dette saa lovende ud. Ved middagstid var vi paa 65° 18′ n. b. og 34° 10′ v. l., det var over 13 mil igjen; men haabet begyndte dog saa smaat at stige.
Efterat vi havde seilet endnu et par timer med god fart, begyndte man dog fra toppen at øine is forud. Da vi havde seilet et stykke ind gjennem denne, viste den sig vanskelig at gjennemtrænge for fartøiet. Vi var 9 til 10 mil af land, og da isen var temmelig ujevn, fandt jeg det lidet tilraadeligt at forsøge landgang over den nu; det var bedre at vente til længere paa aaret, da isen blir mindre. Vistnok saa det ud til, at vi længere nord kunde komme land betydelig nærmere; men «Jason» skulde som sagt paa sælfangst, og søgte vi ind der, udsatte vi os for at bli fast og gaa glip af den bedste fangsttid. Vi stod atter udefter for at sige Grønlands østkyst farvel for denne gang. Taage skjulte snart landet for vore øine.
Om dette vort første syn af Grønland skriver Balto: «Vi seilede i flere dage i retning af Grønland, indtil vi fik landet i sigte. Men landet laa langt fra os, omtrent 15 (?) mil bag isen. Den del af Grønlands østkyst, som vi da fik se, var ikke smuk eller yndig at se til, tvertimod var kysten fæl og uhyggelig at skue; thi forfærdelig høie klippetinder hævede sig som kirketaarne op imod himmelens skyer, der dækkede deres toppe.»
Den næste dag fik vi et godt bevis for strømmens styrke i dette farvand. Hele natten havde vi krydset nordostover med en sterk østlig vind. Næste formiddag kom atter land i sigte, men da omtrent i samme retning som foregaaende dag.
I nogen tid krydsede vi langs iskanten, men havde kun liden fremgang, da vind og strøm var sterkt imod. Meget næbhval og flere store bardehvaler, sandsynligvis mest blaahval, saaes ligesom tidligere. De sidste stævner gjerne vestefter, muligens paa vandring mod Grønland;
(Skisse af forfatteren).
(Skisse af forfatteren).
hvalerne har tydeligvis ogsaa sine vandringer, men vi kjender endnu lidet eller intet til dem. Af og
til saaes en mindre bardehvalart, sælfangerne kalder den undertiden
for klapmytshval, da de paastaar, den skal holde sig i nærheden af
klapmytsfangsten. Det saa ud til at være den, som forekommer paa
Finmarkens kyster og der kaldes seiehval (Balænoptera
borealis).
Et par gange saa jeg spækhuggeren (Orca gladiator), denne lille hvalart, som er saa let kjendelig paa sin høie rygfinne, og som af den grund kaldes staurhynning eller staurkval af de norske fiskere. Den er en kraftig svømmer med hurtige bevægelser og et farligt tandsæt; den er alle de store hvalers rædsel; hvor den viser sig, flygter de over hals og hoved, og en eneste saadan liden gladiator er nok til at jage disse store kjæmper afsted undertiden lige paa land. Denne skræk er heller ikke ugrundet; thi helst i flokke angriber den dem og hugger store spækstykker ud af deres sider, deraf navnet spækhugger; af smerte og fortvilelse pisker de store hvaler vandet og skyder afsted som lyn, fulgte lige i halen af disse smaa uhyrer, som ikke gir sig, førend deres bytte, udmattet af blodtab og anstrengelse, maa bukke under. Men ikke bare hvalerne angriber spækhuggeren, ogsaa sælerne er gjenstand for dens rovlyst. Eskimoerne har fortalt mig, hvorledes de har seet «ardluken» — saa kalder de den — tage sælen i en eneste bid.
Paa vore kyster synes spækhuggeren delvis at føre et mer fredeligt liv; den sees stadig paa vore sildefisker og synes der kun at leve af sild og sei; den viser ingen tilbøielighed til at angribe de store hvaler, som den daglig har anledning til at komme sammen med, og disse synes heller ikke at være rædde for den. Grunden hertil er muligens, at der er nok af fiskeføde, saa den ikke bryder sig om hvalspæk; mere sandsynligt er det dog, at de bardehvaler, som kommer paa sildefiskene, nemlig sildehvalen (Balænoptera musculus) og vaagehvalen (Balænoptera rostrata), ikke er de, den pleier at angribe; dette er sandsynligvis den ikke saa hurtige og sterke blaahval og muligens ogsaa troldhvalen (Megaptera boops).
Af og til saaes sæler i vandet sovende; duppende op og ned paa bølgerne, lignede de livagtig korkefendere, flydende paa vandet. Enkelte sæler laa ogsaa paa de spredte drivende isflag. Dette skulde være tegn paa, at der muligens var sæl i isen indenfor, men luften var tyk, og vi havde ingen ro til at undersøge sligt, vi længtes efter at se de andre fartøier igjen.
Endelig fik vi noget vestlig vind, og et par dages seilads bragte os atter sammen med dem. Man drog et lettelsens suk ombord i «Jason», da det erfaredes, at de intet havde fanget, siden vi forlod dem.
I mange dage, udover til St. Hans laa vi nu og plaskede i taage og stygveir udenfor isen, bankende op og ned i sjøgangen; ikke liv af sæl fik vi.
I St. Hans-helgen skulde det bli forandring, sagde man; men St. Hans-kvelden og St. Hans-dag og endnu mange andre dage gik forbi uden anden forandring end, at det blev rigtig fint veir med lyst, menneskevenligt solskin; det gjorde tilværelsen betydelig bedre; saalænge man har solen, skal man jo ikke klage.
Vi var nu samlede alle de skuder, som fandtes i Danmarks-strædet, der var vel en 14 eller 15 stykker. Alle seilede efter hverandre ud og ind i bugterne ligesom en saueflok; sætter en afsted indigjennem, saa alle mand efter. Lurer saa den første, kommer alle og lurer, vender saa en, vender alle, og saa bærer det atter udefter. Paa denne maade tilbragtes tiden.
Men hvad var grunden til, at der var saa lidet at se af denne sælart, som tidligere fangedes i slige masser her oppe? Dette vanskelige spørgsmaal har sat mange sælfangere graa haar i hovedet. At give et svar derpaa her falder ikke let.
Det kan muligens interessere enkelte at faa et fyldigere billede af klapmytsens liv og vandringer og af fangsten paa den.
Da jeg har havt mere anledning end de fleste til at anstille iagttagelser i denne retning, vil jeg i et særskilt kapitel forsøge at give en kortfattet fremstilling deraf, saavidt min erfaring tillader. Der er dog endnu meget, i særdeleshed med hensyn til klapmytsens vandringer, som er dunkelt og trænger grundigere undersøgelse.