Paa ski over Grønland/7
Klapmytsen (Cystophora cristata) og fangsten paa den.
Klapmytsen (Cystophora cristata, Erxl.) er en meget stor sæl, som er nærmest beslegtet med sjøelefanterne paa Amerikas vestkyst og i de antarktiske have; ligesom hos disse har hannen en hætte over næsen, hvorved den adskiller sig i det ydre paafaldende fra alle andre arktiske sæler; hunnen har derimod ingen saadan, huden over næsen er kun lidt løs og poset[1]. Den er næst blaasælen den største af de sælarter, som forekommer i vore nordiske farvande. Straks den kommer til verden, er den færdig til at gaa i vandet og har en dragt af glatte sælhaar; den er da lys eller næsten hvid paa undersiden og graa over ryggen. Ved næste haarskifte blir den noget flekket, og efterhaanden som den vokser til, udvikles dette videre, indtil den som voksen faar en graalig hvid bundfarve med talrige større og mindre sorte flekker, strøede ud over hele kroppen; mindst er flekkerne paa hovedet, men de sidder her saa tæt, at det ofte ser ganske sort ud. Hannens hætte kan blæses op til en ganske forbausende størrelse og giver da hovedet et yderst eiendommeligt udseende. Det er dog sjelden, dette sker, jeg har kun seet det, naar den blir opbragt, f. eks. ved at anskydes; almindelig ligger hætten slapt ned og hænger da gjerne som en kort snabel udover paa fremsiden af næsen. Hvad betydning denne hætte har, er ei let at forstaa. Det kunde synes, som det
(Af E. Nielsen efter skisse af forfatteren)
(Af E. Nielsen efter skisse af forfatteren)
muligens var et forsvarsmiddel til
beskyttelse af deres ømfintligste punkt næsen, udviklet i tidens
løb hos hannerne paa grund af deres kampe om hunnen, idet de bedst
beskyttede er blevne seierherrer og har faaet anledning til at
formere sig.
Denne forklaring forekommer mig dog at være langtfra overbevisende; thi vistnok fører klapmytshannerne i elskovstiden vældige kampe med hverandre, men ikke let kan jeg indse, hvorfor netop næserne derunder skulde være saa sterkt udsatte. Mer rimeligt kan det synes, at denne hætte er en prydelse, udviklet ved, at hanner med anlæg dertil er bleven foretrukne af hunnerne,
Foruden størrelse har klapmytsen kræfter og mod og er, naar den sætter sig til modværge, ikke at spøge med. Paa isen bevæger den sig vistnok mindre letvindt; men i vandet kan den være ligefrem farlig, og det er derfor ikke ugrundet, at eskimoerne, som driver fangsten paa sine smaa kajaker, har respekt for den — den har forvoldt mangen
(Af E. Nielsen efter skisse af forfatteren.)
(Af E. Nielsen efter skisse af forfatteren.)
eskimos død. I 1882 blev min baad engang
angrebet af en saaret klapmytshan, som kastede sig op paa
baadkanten og hug efter mig med tænderne, men traf i ripen, hvor
den satte dybe merker.
Klapmytsen er en fortrinlig svømmer og dykker; for at hente sin føde, som væsentlig bestaar af fisk, kan den gaa til store dybder, hvor store kan ikke siges; men noget kan sluttes deraf, at jeg midt mellem Spitsbergen og Jan Mayen har fundet uer eller rødfisk (sebastes norvegicus) i dens mave, og dette er en dybvandsfisk, som lever paa mellem 50 og 90 favnes dyb[2]. Betænkes, hvilket sterkt tryk (altsaa mindst 4 atmosfærer) saa mange favne vand frembringer, vil det forstaaes, at den kar neppe kan have noget svagt bryst. Som bevis paa dens voldsomme kraft kan ogsaa nævnes, at den er istand til at hoppe lige op paa kanten af isflag, som ligger sine 6 til 8 fod over vandfladen.
Klapmytsen er en næsten fuldstændig pelagisk sælart; den holder sig ikke i nogen betydelig grad til kysterne, men følger væsentligst drivisen paa sine vandringer og forekommer med denne overalt i Ishavet og det nordlige Atlanterhav mellem Spitsbergen, Labrador og Baffinsbugten; dens østlige grænse synes at falde omtr. ved Spitsbergen; paa Novaja-Semlja forekommer den ikke.
Den er selskabelig, og samlet i større eller mindre flokke, foretager den flere gange om aaret bestemte vandringer, som endnu er lidet kjendte. Paa Grønlands vestkyst, hvor eskimoerne driver fangst paa den, ser man vistnok, at den forsvinder til bestemte tider; men ingen ved med vished, hvor den gaar hen. Jeg anser det sandsynligt, at den, naar den første gang forsvinder om vinteren eller tidlig paa vaaren, opsøger fjernt fra kysterne liggende drivis[3] for der i fred og ro at kunne føde sine unger omkring slutten af mars, hvorpaa de atter i slutten af april eller begyndelsen af mai viser sig ved Grønlands vestkyst. Naar de saa forsvinder i juni og i begyndelsen af juli, er det atter for at opsøge drivis; da kommer nemlig den tid, hvori de skifter haar, og mens det staar paa, gaar de nødig i vandet; helst ligger de oppe paa isflagene og soler og skubber sig; man kan da finde hele hauge af haar efter dem. I den tid spiser de lidet og blir i juli maaned meget magre. Hvorvidt den klapmyts, som forekommer paa Grønlands østkyst, tildels er den samme, som eskimoerne fanger paa vestkysten, har jeg ikke kunnet faa fuld rede paa; men der er visse forhold, som gjør dette ialfald tildels sandsynligt. Gjennem kolonibestyrer R. Møller har jeg fra en halv grønlænder, assistent Lund ved Sydprøven, faaet oplysninger om klapmytsfangsten i Vestgrønland. Af disse og andre oplysninger fremgaar, at klapmytsen viser sig om vaaren paa den sydlige del af vestkysten i mai eller tildels endog i slutten af april. Den synes da at komme trækkende nordfra (muligens langs isen fra Labrador-siden?), man kalder derfor dette træk for klapmytsens sydtræk. At den virkelig kommer nordenfra, fremgaar ogsaa deraf, at den gjerne viser sig tidligere ved de nordligere kolonier Sukkertoppen, Godthaab, Fredrikshaab end ved Julianehaab og den sydligste kyst. De største masser af klapmyts forekommer fra slutten af mai til midten af juni. Fra 20de til 25de juni er trækket forbi. I midten af juli viser klapmytsen sig atter paa den sydlige vestkyst, og høstfangsten begynder. Den synes da, saavidt jeg forstaar, at komme med «storisen» (ɔ: drivisen) søndenfra eller rettere østenfra. Fangsten varer gjerne til slutten af august.
Min erfaring med hensyn til klapmytsens forekomst i Danmarks-strædet er følgende. Man finder den der allerede i mai og begyndelsen af juni, og jeg har selv i 1882 seet og været med paa at fange ret meget i den tid (før 24de juni havde vi mellem 3000 og 4000 sæl). Først henimod slutten af juni (efter den 24de) begynder hovedmasserne at indfinde sig eller i ethvert fald at samle sig i de umaadelige skarer, som da og i begyndelsen af juli kan sees der. Senere, henimod midten af juli, synes de atter at sprede sig eller forsvinde. Efter den tid, omkring 22de juli, har jeg seet meget klapmyts liggende paa drivisen længere syd paa 63°—64° n. br. under østkysten (saml. kap IX, vor drift i isen).
Sammenlignes disse iagttagelser, da synes den slutning naturlig, at klapmytsen efter muligens at have født sine unger (i slutten af mars) paa drivisen under Labrador, søger mod nord langs iskanten, skjærer over Davis-strædet og kommer under Grønlands vestkyst muligens ved Sukkertoppen eller lidt nordenfor i den sidste del af april, søger derpaa sydover langs kysten[4], gaar omkring midten af juni og tildels før rundt Kap Farvel og søger op langs drivisen paa østkysten til Danmarks-strædet, hvor hovedmassen ankommer henimod slutten af maaneden. Efter at have fuldendt haarskiftet der drager den saa igjen sydover og begynder allerede i midten af juli at komme forbi Kap Farvel til vestkysten. Rigtigheden af denne slutning er dog langtfra bevist, det kunde f. eks. tænkes, at der længer syd paa østkysten er steder, hvor den drager hen[5]. Intetsteds vides klapmytsen at forekomme i slige masser som i Danmarks-strædet under haarskiftet, og der er det de norske sælfangere for en væsentlig del driver fangst paa den.
Denne begynder gjerne i juni maaned, da fartøierne kommer til Danmarks-strædet, efterat de har drevet fangst paa en anden sælart, den saakaldte Grønlandssæl (Phoca grønlandica, O. F. M.), i havet omkring Jan Mayen; nogle af dem har ogsaa først gaaet efter bottlenosen (Hyperoodon diodon) nordøst for Island.
Det gjælder først og fremst at finde sælen, og dette er ofte vanskeligt nok; thi man maa ikke indbilde sig, at den ligger strøet udover al is deroppe. For at finde den maa fartøierne ofte lede i uger; de gaar da langs den ydre kant af drivisen, og overalt, hvor der er bugter eller aabninger, trænger de gjerne ind, mens ismasserne paa alle kanter stadig undersøges med kikkert fra den paa stortoppen anbragte udkigstønde. Opdages endelig flokker af sæl langt inde i isen, og denne ikke er altfor blokkende tæt, saa gjælder det om at fyre op og gaa paa for at vinde ind til sælen snarest muligt, ellers risikerer man, at en anden skude kan komme en i forkjøbet; der er intet brorskab i kortspil, heder det, og dette gjælder i fuld udstrækning om sælfangsten paa Ishavet; her søger man at snyde hverandre efter bedste evne. Er der skuder i nærheden, naar man faar se sæl, gjælder det gjerne om at narre dem bort, hvis de endnu ikke har seet den, og der kan da gjøres de utroligste kunststykker; at sætte for damp og fulde seil i en helt anden retning og lade, som man der saa eller ventede at faa se noget, for at lokke de andre med sig, og saa, naar de er komne et stykke paa vei, luske tilbage og ind til sælen alene, ja det er ikke ualmindeligt deroppe.
Naar man saa, alt hvad fartøiet kan taale, bryder sig frem indigjennem isen, og det rygtes blandt mandskabet paa dækket, at man fra tønden ser sæl, da kan det nok hænde, der blir liv ombord. Alle kommer paa benene, alle skal op paa bakken og rækken for at se, om de ikke allerede kan øine den fra dækket; saa faar man travlt med at gjøre baadene ferdige til fangst, undersøge, om der er brød og flesk i baadkisterne, om der er øl paa øldunken, om der er patroner i patronkassen, og om riflen er i fuld stand og forsvarlig pudset; og findes intet andet at pusle med, saa gir man sig til at slibe flaakniven, forat den kan bide rigtig godt paa alle de sæl, som skal flaas; saa ei det en tur op paa bakken igjen, snart farer øiet op i tønden for at se, hvorhen den lange kikkert peger, snart atter udover isen i denne retning, og faar man saa øie paa en sæl, blir der liv med pegning og prat, snart sees flere, som sorte prikker dukker de frem langt der forud, hver ny sæl hilses med jubel. Imens arbeider skibet sig jevnt og sikkert ind igjennem isen, kommandoraabene lyder oppe fra tønden, snart er det «hart bagbord», snart «hart styrbord», «ikke lavere», «stødt a», «steady»; de to, som staar tilrors, arbeider, saa sveden render, og rattet gaar rundt som et rokkehjul, mens skibet dundrer mod de vældige flag, saa man ofte har vanskeligt ved at holde sig staaende paa dækket. Nede i maskinen fyres der stadig paa, skruen surrer rundt agterud og danner et blaat, hvirvlende kjølvand, som snart lukkes igjen af isen. Oppe i tønden sidder kapteinen og fryder sit øie ved sælmasserne forud, mens han lægger sine planer og finder vei for skibet. Det er en spændende ferd, der ligger forventning og uro over alle. Endelig kommer det forløsende ord: «Pur ud til fald!». Der lyder et hyl over hele skibet, værst er det nede i folkelugaren, hvor det nu ikke er tilladt at sove længer; alle mand trækker i fangstklæderne, og paa kabyssen brases og koges, forat de kan faa sig et godt maaltid mad, før de gaar i baadene. Saa kommer man muligens efter en halv dags gang ind i sælen, og der sees mere og mere af den paa flagene; men der gaaes paa lige ind i hjertet af fangsten, hvor sælen ligger tættest, og saa endelig lyder det fra tønden: «Færdig til fald!», og alle mand styrter til sine baade, som hænger klare i daviderne paa begge sider af fartøiet. Skytteren paa hver baad[6] faar sin ordre om, i hvilken retning han skal gaa frem, og endelig heder det: «Laar væk!», og mens fartøiet har sagtnet farten, kan det hænde, at baadene kommer i vandet i en fart. De sætter af, hver til sin kant; det er et stolt syn, at se et fangstfartøis 10 baade paa en gang sprede sig i isen; skytteren staar rank og speidende foran i rangen, mens baadstyreren staar agterud, og de øvrige 3 eller 4 mand trækker paa aarerne, det bedste de vinder. Saa kommer de ind mellem sælen, og det begynder at knitre og skyde paa alle kanter, det kan lyde, som om der blev leveret et helt slag. Er det saa en vakker solskinsdag, og der er masser af sæl, som ligger og strækker sig i solen hen over isfladerne rundt om, da er der et eget skjær over dette liv, som altid vil staa dragende for den, som engang har været med paa det. Det gjælder selvfølgelig for enhver skytter at bli den første, som kommer tilbage med lastet baad, han søger at flamme sine folk op til den samme ærgjærrighed og drive baaden saa hurtig som muligt fremad. Nærmer man sig sæl, maa man omhyggelig undgaa at komme bag noget isstykke, saa at den mister baaden afsigte, efterat den først har faaet øie paa den. Man søger helst at ro frem i saa aabent farvand og saa ret paa den foranfra som muligt, forat den kan se baaden længe; ved pludselig overraskelse forsvinder den straks. Idet den faar øie paa baaden, løftes hovedet, men er denne endnu langt borte, lægger den det muligens atter ned paa isen og ligger i ro; imens kommer baaden nærmere, baaren frem af 4 kraftige aarer; atter løfter den hovedet nu mer betænkelig, den ser
(Af E. Nielsen efter skisse af forfatteren
(Af E. Nielsen efter skisse af forfatteren
snart paa baaden og snart ned i vandet, den
blir urolig, skubber sig endnu lengere ud paa kanten, strækker hals
og gjør synlige tegn til at ville forsvinde; da pludselig, paa
skytterens vink, sætter hele baadmandskabet i nogle forferdelige
hyl, sælen studser og lytter forbauset, men saa tar den sig sammen
igjen, gjør endnu et skub ud mod kanten og vil forsvinde; da kommer
et hyl endnu værre, endnu mer langtrukkent og uhyggeligt end det
første, atter strækker den hals, atter lytter den forbauset, idet
den stirrer paa baaden, som stadig siger paa med fuld fart; men nu sætter
den «fremsveivene» ud over kanten, krammer ryggen og strækker hals
mod vandet; trods de mest djævelske hyl vil den nu alligevel gaa,
og man er endnu ikke paa skudhold; da er der intet andet raad,
skytteren hæver raskt riflen og sender en kugle i iskanten lige
under den, saa sne og isstykker kastes mod bryst og næse; det var
noget nyt, forskrækket rygger den agterover med tilbagetrukket
hoved og stirrende paa iskanten. Mens den grunder paa denne nye
gaade, er baaden med god fart kommen i skudhold, det er «vel rod!»,
aarerne slippes, og hængende i stropperne, glider de langs siden;
alle maa sidde stille, mens skytteren hæver riflen, det smelder, og
truffet i panden, falder sælens hoved atter paa isen for nu ikke
mere at reises.
Ligger der mange sæl i nærheden, kan man komme til at gjøre god fangst med en gang; men det gjælder da om at træffe især de første, man skyder paa, saa de straks ligger stendøde. Jeg kan erindre i 1882 at have skudt hel baadlast paa samme sted, og der var intet iveien for at skyde flere baadlaster til, om jeg havde kunnet fortsætte; thi faar man først skudt sig ind i sælen saaledes, at man faar død sæl omkring sig paa alle kanter, da ligger den levende ogsaa rolig; den ser paa sine døde kamerater, som den antager for levende, og mener tydeligvis, at kan de ligge rolige, som er urostifteren saa nær, saa kan sagtens jeg. Er man derimod saa uheldig at skadeskyde en af de første, saaledes at den hopper saaret rundt paa flaget og med plask springer i vandet, da følger de andre gjerne efter. Man maa af den grund meget hellere skyde bom, og det vil deraf kunne forstaaes, at det i høi grad kommer an
paa at have dygtige skyttere paa sælfangst.
(Tegning af E. Werenskiold efter fotografi).
(Tegning af E. Werenskiold efter fotografi).
Straks sælen er skudt, blir den flaaet; det gjælder om at faa dette gjort hurtigst mulig for at komme videre og ikke bli forbiroet af de andre baade; det er derfor meget om at gjøre for en skytter at faa gode flaaere paa baaden.
Det er en utrolig kort tid, som trænges for at flaa en sæl, jeg har ofte seet det ske paa et par minuter; det er ét langt snit langs efter bugen fra hoved til hale, et par ned paa hver side mellem spæklag og kjød, saa lidt ved hovedet og lidt nede ved hale og baglemmer, og huden er afflaaet; derefter vrænges skindet af forlemmerne og skjæres fra med et par snit; alt er færdigt og bringes i baaden; det er kun skindet og det derunder liggende tykke spæklag, som tages, resten af sælen ligger igjen paa isen som mad for maagerne.
Det er ikke saa længe, at denne fangst paa klapmytsen har foregaaet i Danmarks-strædet; den blev paabegyndt 1876 og blev af mange norske fartøier[7] drevet med storartet held de første 8 aar; der fandtes sæl overalt, og man skjød den ned i tusendvis; der blev i den tid skudt henved 500000, og næsten lige mange er muligens ødelagte af kugler, uden at man har faaet dem. Saa kom der imidlertid et omslag i fangsten, og efter den tid har der været saagodtsom intet at faa af klapmyts, uagtet man hvert aar har anstrengt sig til det yderste. Hvad kan grunden være hertil? — Sælfangerne har taget vinden, sjøen og de ugunstige isforhold til hjælp; men alt tilsammen har dog ikke været istand til at danne en beroligende grund og lade ham beholde haabet om bedre fangst i fremtiden; thi lad alt være ugunstigt et aar og to aar, men naar det sker sommer efter sommer gjennem 4 og 5 aar, da holder det ikke længere som forklaring, i den grad har ikke forholdene paa Ishavet forandret sig.
Desuden var vi med «Jason» flere gange inde i saadan is, som man i tidligere tid vilde have kaldt god fangstis, uden at finde sæl i den. Fandt vi sæl, laa den altid indenfor paa den tætte is, og naar isen slaknede, gik den ned for atter at gaa længere ind, hvor isen var tæt.
For den, som ser upartisk paa dette spørgsmaal, maa det staa klart, at klapmytsen har aftaget i antal ganske betydelig paa grund af den rovfangst, som den har været gjenstand for. For mig, som paa to forskjellige tidspunkter har besøgt fangstfelterne deroppe, var forskjellen iøinefaldende. Hvor jeg i 1882 saa sæl overalt, naar vi bare kom et stykke ind i isen, var der 1888 næsten ikke liv at øine. I begyndelsen antog jeg dog denne formindskelse af sælen for betydelig større, end den i virkeligheden var.
Den 3dje juli skulde dog min opfatning deraf forandres; thi, som senere omtalt, saaes da langt inde i isen saa meget klapmyts, som jeg neppe før havde seet paa én gang. Men den laa paa tæt pakket is, hvor man tidligere ikke søgte den.
Min opfatning af aarsagen til klapmytsfangstens tilbagegang er, at paa den ene side har den altfor sterke fangst formindsket klapmytsens antal, paa den anden side har den forandret dens natur og sedvaner, enten ved opdragelse eller ogsaa ved direkte naturligt udvalg i kampen for tilværelsen.
Mange mener, at dyrene ikke kan drage slutninger af sine erfaringer og udvikles. Jeg kan ikke være enig deri og tror, at dyrene, de vilde ligesaavel som de tamme, har øine at se med, øren at høre med, de kan erfare og lære ligesaavel som vi mennesker, om end ikke i saa høi grad. Og et godt eksempel herpaa er maaske netop klapmytsen i Danmarks-strædet. I tidligere tider, levede den et herligt liv paa isen deroppe. Den spiste, sov, havde sine elskovseventyr, formerede sig. Kun en eneste ydre fiende
(Af E. Nielsen).
(Af E. Nielsen).
kjendte klapmytsen i hin guldalder, og det
var isbjørnen; men den blev ikke ofte gjestet af den; thi bjørnen
holder sig gjerne længere inde, hvor isen er tættere, da den ikke
er nogen god svømmer, og klapmytsen holdt sig af den grund i den
aabnere is nærmere iskanten. Men i aaret 1876 kom om sommeren fra havet et andet slags isbjørn til
Danmarks-strædet, og den var baade griskere og større. Det var det
norske sælfangerfartøi «Isbjørnen», udsendt til disse egne af
veteranen blandt de norske sælfangere, Sven Foyen. Den fandt masser
af sæl og tog med engang flere tusend. Men fra den dag var det slut
med klapmytsens uforstyrrede liv deroppe; hver eneste sommer i
slutten af mai og begyndelsen af juni kom der flokke af norske
sælfangere, og da sælen var spag og let at fange, tog man store
mængder af den. Ja, i de første aar behøvede man ofte ikke at skyde
den, men kunde slaa den ihjel; paa flere fartøier fik folkene ikke
engang rifler med paa baadene, men al sæl blev slaaet. Denne
guldalder for sælfangerne tog en brat ende. Klapmytsen havde hidtil
ikke vidst, hvilken fare der truede den fra disse fartøier med
udkigstønde paa stortoppen, og som udsendte en hel sværm af baade;
men den gjorde snart sine erfaringer, og det varede ikke længe før
den blev skyere. Nu maatte man skyde den og ofte paa lange hold.
Det merkeligste af det hele var, at ikke alene de gamle sæler, men
ogsaa de ganske unge blev sky; enten maa altsaa de gamle paa
en eller anden maade have meddelt sine erfaringer til sine unge
poder, eller ogsaa maa disse have faaet det gjennem arv(?); hvordan
dette end forholder sig, saa er det en kjendsgjerning, at
klapmytsen, saavel unge som gamle, er blevet skyere aar efter aar,
med andre ord, den har lært at tage sig iagt for en fiende, den
tidligere ikke kjendte, og dette er skeet i det korte tidsrum af
henved et halvt snes aar. Men jeg tror, klapmytsens lærdomme gaar
videre end dette; den har ogsaa erfaret, at det var især ude i den
aabne is nær iskanten, hvor den tidligere følte sig tryg, at den nu
var udsat for angreb, og har indseet, at hvis den skulde kunne ligge uforstyrret, mens haarskiftet gaar for, maatte den lægge
sig paa den tætte is langt inde. Der udsætter den sig vistnok for
isbjørnen, men den undgaar de langt værre norske sælfangere.
Saa antagelig denne forklaring end maa synes, saa kan der dog ogsaa findes en anden. Indrømmes det, at ikke alle sæler fra oprindelsen af er lige sky, hvilket er sikkert nok, da blir det først og fremst de mindst sky baade af nyfødte unger og gamle sæler, som udryddes ved fangst, mens de øvrige gaar fri og kan formere sig. Paa den maade maa jo skyhed i sterkere og sterkere grad fastslaaes i slegten som arv. Herved forklares det dog ikke, at klapmytsen holder sig længere inde i isen end før; antages det imidlertid, at ligesom der var forskjel i skyhed, der ogsaa gives sæler, som fortrinsvis foretrækker den aabne is, mens andre har for vane at holde sig længere inde, saa er det jo klart, at de, som er længst ude, hvor fartøierne lettest kommer til, blir først skudt bort, mens de andre spares og kan formere slegten, som da mer og mer faar forkjærlighed for den tætte is i arv.
Hvilken af de her givne forklaringer bør tillægges størst sandsynlighed, er ikke let at afgjøre; rimeligvis er vel begge berettigede, det er opdragelse og det naturlige udvalg, som har virket sammen. I begge fald er klapmytsen et merkeligt eksempel paa, i hvor forholdsvis kort tid et dyr kan undergaa forandringer.
- ↑ Naar Robert Brown siger («Arctic Manual and Instructions», London 1875, — «Natural History» side 64), at ogsaa klapmytshunnen har hætte, da er dette en fuldstændig feiltagelse.
- ↑ Undertiden kan de ogsaa forekomme paa noget mindre dyb.
- ↑ Den vestgrønlandske klapmyts gaar sandsynligvis til drivis under Labrador, hvor der om vaaren fanges meget af den.
- ↑ Den holder sig da gjerne ude i sjøen et stykke fra land. Fangerne ved Kangek (i nærheden af Godthaab) fortalte mig saaledes, at de maatte søge den flere mil tilhavs.
- ↑ At det kun kan være en del af klapmytsen i Danmarks-strædet, som søger sydover, fremgaar deraf, at allerede i midten af mai er den funden der; desuden forekommer den jo over hele Ishavet nordover. Der synes ogsaa at være bestemte steder nordenfor, hvor den samles under haarskiftningen. Saaledes har norske sælfangere de senere aar søgt den nær Jan Mayen paa den tid.
- ↑ Der er bare én skytter paa baaden, og han er ogsaa fører af den.
- ↑ Et par engelske og amerikanske fartøier forsøgte sig ogsaa paa denne fangst, efterat nordmændene havde fundet den.