Paa ski over Grønland/8

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

«Jason» tvinger sig vei gjennem isen. (Af Th. Holmboe efter fotografi.)

«Jason» tvinger sig vei gjennem isen.
(Af Th. Holmboe efter fotografi.)
VII.
Ombord i „Jason”
————————

Vort liv ombord i «Jason» randt behagelig hen uden begivenheder.

Sælfangstens pekuniære udbytte og fremtidsudsigterne paa Ishavet bekymrede os ikke dybt, og der var ikke mange skyer paa vort livs horisont, naar undtages enkelte mørke øieblikke, da det hændte, at riflerne ikke traf ganske saa godt, som de muligens burde. For de fleste af deltagerne er dette liv nyt, der er meget at se og iagttage baade i isen og paa havet, og er man jæger, mangler det ikke sin adspredelse; har man ikke sæl at skyde paa, kan man reise ud efter alker; thi af dem er der nok, det tager ikke lang tiden at faa et halvt hundrede, og holder man sig til at skyde dem i flugten, naar de i flokke trækker langs iskanten, er det god nok sport; i ethvert fald har jeg opnaaet at se folk skyde bom paa dem; at skyde dem med rifle paa vandet er heller ikke at foragte. Den første af al sport deroppe er dog i mine øine

Sæl i sigte. «Hart styrbord!» (Af forfatteren efter fotografi).
Sæl i sigte. «Hart styrbord!»
(Af forfatteren efter fotografi).

selve sælskytteriet. Det er i høi grad skikket til at gjøre en til en rolig og koldblodig rifleskytte. Som regel er holdene ikke store — en hundrede til halvandethundrede alen — men blinken er heller ikke stor; thi sælen maa træffes i hovedet eller til nød i halsen under hovedet; træffes den i kroppen, springer den straks i vandet. Undertiden, naar sælen er sky, kan holdene ogsaa bli noksaa betydelige.

Lægges hertil, at man skal skyde fra en bevægelig baad, og at belysningerne deroppe over den glitrende, snedækte is ofte er slemme, kan man muligens forstaa, at der dog fordres endel for at bli en god sælskytte. I virkeligheden er der ogsaa faa at finde; jeg har seet folk, som brugte sin rifle udmerket, naar det gjaldt et fast maal, skyde «til vandsbæk», naar de kom ud paa sælen. Sælskytteriet er heller ikke uden sin afveksling, og er man saa heldig at være bleven betroet førelsen af en baad, og der er god fangst, tror jeg, mange med mig vil regne de øieblikke, som da tilbragtes deroppe i det lille fartøi, hvor man som skytter er høvding og enehersker, til nogle af de lykkeligste i livet. Man er omgivet af en frisk natur: is, himmel og hav; sælen ligger paa isflagene rundt omkring en, og synet af den bringer det jægerblod, som fra fødselen af ruller i aarerne paa de fleste ikke altfor civiliserede mennesker, til at jage afsted i raskere takt, øiet skjærpes, alle evner lægges i syn og arme, som skal føre riflen og aaren, sindet samles i en eneste tanke: at fange sæl og tage baaden frem, saa man faar det mest mulige.

Det er kan hænde vildmennesket, som i saadanne øieblikke kommer frem i en; det er arven fra vore af jagt og fiskeri levende forfedre eller fra endnu længere tilbage; men et herligt, frit liv er det, som giver kraft baade til sind og legeme.

Naar vi ikke kunde drive jagt og var kjede af at stirre paa hav, himmel og is, maatte vi søge anden adspredelse; ja, thi hvor skjønt end alt dette er, og hvor meget man lige fra barneaarene har faaet indpodet skjønheden ved det mægtige, rullende, altid vekslende hav, saa lader det sig ikke negte, at har man stirret paa det i uger og maaneder, da finder man, at det dog alligevel er noget ensformigt, og man længes efter lidt afveksling.

En af vore største fornøielser var at kaste med lasso. Af baadsmanden fik vi, naar vi bad rigtig pent, udlaant noget smekker line, 10 til 12 favne lang; paa enden af denne gjordes en løkke, og dermed var lassoen eller kastesnaren færdig. Lapperne var selvfølgelig mestere i brugen deraf, og det var af dem vi lærte det; de bruger den jo daglig for at indfange sine ren. Især var gamle Ravna overlegen. Med sin sikre mine rullede han linen op i den høire haand; saa hovedet lidt forover, øiet skarpt fæstet paa den ulykkelige, han havde udvalgt, et par trin henover dækket, lette og smidige som en kats, — en rask bevægelse af den spændte høire arm, linen rullede sig lynsnart ud, og snaren faldt aldrig feilende ned over hovedet paa byttet, som fægtende med arme og ben forgjæves søgte at fri sig fra det snærende favntag.

Balto var som fastboende lap mindre øvet; men hans stolthed vilde nødig indrømme dette, og anledning til megen munterhed gav det, naar en af os tog snoren fra ham og sagde, at vi kastede bedre; overvandt vi ham saa, var hans fortrædelige mine ubetalelig.

Der dreves ogsaa mange lege og styrkeprøver ombord, saasom at spænde rævekrog, trække fingerkrog, kattestrube, og hvad de nu alle heder. Et spil, som dreves meget lidenskabelig, var at kaste paa «narhovedet»; med kridt ridses op nogle figurer og ruder paa dækket, disse faar forskjellige værdier, og fra et bestemt hold gjælder det med nogle fladslaaede blystykker at kaste ind i ruderne uden at komme op i en af dem, som kaldes narhovedet; kommer man derind, udgaar alt, hvad man kan have vundet i de andre kast. Naar det var godt veir og ikke for meget sjøgang, spillede ofte flere partier ad gangen paa forskjellige kanter af dækket; spillegevinsten var stykker af skraatobak.

Naar dette ikke længere tilfredsstillede, hændte det ofte, at vi trak os agter i kahytten og tog tilflugt til kortene; og trods flere af os ingen interesse havde for kortspil, kunde vi dog spille eftermiddagen udover og til langt paa nat, ja det hændte endog, at der begyndtes om formiddagen. Det var whist, sprøite, dundrabeis og kløverknægt, det gik ud paa. Vi havde bare en «kortlek», og denne var ved slutten af reisen saa skidden, at det vanskelig kunde afgjøres, hvilken bestanddel var mest synlig, smuds eller papir. Sad vi oppe til midnat, hvilket var det sedvanlige, maatte vi ofte have noget «i livet» ved hundevagtsskiftet; det var da enten kaffe eller «dænge», som serveredes, især var den sidste afholdt; den bestaar af brød, som blødes og steges i smør og sukker.

Ved denne tid fik ogsaa folkene forud kaffe, og vi kunde hver eneste nat have det smukke syn at se Balto komme søvndrukken og i et yderst let antræk op trappen fra det sted, hvor han havde sit soverum, for at gaa forud og faa sin midnatskaffe; som lap var han saa glad i kaffe, at han ikke kunde lade en saadan leilighed gaa hen, selv om han for længe siden var gaaet tilkøis.

Af læseligt havde vi kun lidet, — et saa langt ophold ombord var ikke beregnet. Takket være en ven af ekspeditionen, hr. boghandler Cammermeyer i Kristiania, var vi dog bleven forsynede med nogle bøger; disse var imidlertid snart fortærede, og nu blev der en aandelig hunger, som var helt trykkende. Man gik paa jagt efter hvadsomhelst, og selv de tarveligste røver-romaner og indianerfortællinger, som kunde praies hos folkene forud, blev slugte med begjærlighed; titlerne var noget i stil med «Den blodige handske i dalen», «Den røde høvding», «Den sorte slange» o. l. Undertiden gik vi paa kapertogt ombord i de andre skuder.

Megen afveksling bragte det os, naar vi kunde komme i gjestebud ombord hos de andre kapteiner, eller naar de kom i besøg til os. En sælsom, helt sommerlig scene var det undertiden at se disse ishavsfarere grupperede i solskinnet paa dækket, drikkende sin kaffe eller vin, røgende sine cigarer eller piber og stirrende ud over havet eller de hvide isflader, som laa og dirrede i sollyset, mens tiden gled forbi under latter og skjemt.

Undertiden prøvedes ogsaa skytterfærdigheden paa de i vandet flydende isstykker, og mangt et godt skud blev da gjort.

Den eneste, som ikke syntes at trives ombord, var vor gamle ven Ole Nielsen Ravna; han var vant til at flakke om med sin renflok, livet i det trange, gyngende skib tiltalte ham ikke, og han længedes efter at faa land under fødderne. Balto trivedes derimod udmerket ved sjølivet; med sit muntre, opvakte sind, som altid var parat til at finde paa en eller anden skøierstreg, blev han hele mandskabets yndling. Heldigvis var han nu ogsaa bleven ganske helbredet i det høire knæ, og jeg nærede ingen betænkelighed ved at tage ham med.

Den hest, vi havde bragt med fra Island, var alles kjæledægge. Dette havde imidlertid den yderst ubehagelige følge, at trods strenge forbud blev der brugt mer foder, end der var raad til, og en dag opdagede jeg, at det meste af høet var brugt. Fra nu af gav den anledning til stadige bekymringer; der maatte knibes og spares paa alle kanter, og vor opfindsomhedsevne blev anstrengt til det yderste for at finde nye fodringsmidler. Vi gav den raat sælkjød; det spiste den en stund, men saa var det slut; vi tørrede kjødet og gav den, det gik ligedan; den fik alker, det likte den godt nogle dage, saa samledes der tang, hvoraf der flød masser i sjøen; en vis sort af denne spiste den gjerne. Paa denne maade holdt vi det længe gaaende. Den saa ud til at trives ganske godt og blev en udmerket sjømand. Den 9de juli blev imidlertid en sorgens dag for ekspeditionen; da havde vi intet mer at give den, som den vilde spise, og den maatte skydes. Det var som at miste en ven. Den eneste tjeneste, den ydede os, var at give et godt og velsmagende beefkjød, og et af dens laar fulgte os i drivisen, efterat vi forlod «Jason».

Et godt eksempel paa luftens renhed deroppe er, at saadant kjød kan hænge i lang tid i riggen uden at raadne; der findes ingen baciller, og følgelig kan ingen forraadnelse gaa for sig, uden at den kommer gjennem smudset ombord, som er bragt med hjemmefra.

Folks fordom mod at spise visse ting er ofte latterlig, derpaa fik jeg ved denne leilighed nogle gode eksempler. Da hesten var skudt og blev sønderlemmet efter alle slagterkunstens regler, kom «Yank», som han kaldtes ombord, en norsk amerikaner, og spurgte, om han kunde faa noget kjød; han fik saa meget han vilde have og skar sig straks nogle smaa stykker, som han spiste raa; men den forfærdelse og uvilje, som det voldte, var yderst komisk. Da der var meget mer kjød, end ekspeditionen kunde gjøre brug af, tilbød jeg folkene deraf, men ikke en eneste vilde have det, da det var hestekjød. Senere kom imidlertid en af dem og spurgte mig, om han maatte faa det, som blev tilovers, for saa vilde han salte det ned; jeg blev glad over dog at finde et fornuftigt menneske og spurgte ham, om han ikke vilde have noget, saa han kunde spise det ferskt, da var det jo bedre. «Det kan nok være det, men dere maa ikke tru, jeg er sligt et svin. Det er til grisen derhjemme jeg vilde ha det,» var svaret, jeg fik.

Det er underligt, hvor fordummede mennesker kan bli ved fordomme. Her gaar disse folk ombord i sælfangerne, spiser saltmad og klager over, at de har «vont for brøste», det vil sige, de faar fordøielsesbesværligheder af en slet kost, samtidig med at de næsten daglig lægger masser af godt friskt sælkjød igjen paa isen; slige masser som paa Grønlands kyster vilde kunne lykkeliggjøre et helt samfund[1]; men at faa dem til at spise det, — nei, hellere døde de af sult end spiste slig «urenslig» mad. Deres forfærdelse, da jeg engang tog blodet af en nyskudt sæl og lod stewarten lage blodmad deraf, var stor. Det holdt haardt at faa nogen til at smage derpaa; de, som gjorde det, maatte indrømme, at det var godt, og dog kunde de intet spise; de vidste, det var sælblod. Men saa fortærede til gjengjæld flere af ekspeditionens medlemmer saa meget desto mere; det hændte engang, at en af os, efter at have spist sig vanlig mæt tilkvelds, spiste 18 — atten — blodpandekager; der var neppe nogen fordom iveien.

I en henseende havde jeg mere at bestille ombord, end jeg skjøttede om, det var som læge. Grunden dertil var den ulykkelige omstændighed, at jeg kaldtes doktor; dette og læge er jo for almindelige mennesker det samme. Og saa var de syge allesammen selvfølgelig, nu de kunde faa doktor saa billig, og det var ikke alene «Jasons» 64 mand, men fra de andre fartøier kom de ogsaa dragende ombord for at raadspørge doktoren, som det stod sligt ry af. At gjøre disse folk begribeligt, at doktor og læge ikke altid er det samme, var umuligt, doktor var jeg, og doktor maatte jeg være, og vilde jeg ikke doktorere paa dem, var det bare vrangvilje. Der var ikke andet for end at holde gode miner til slet spil; der har været saa megen humbug i lægekunsten til alle tider, saa at om jeg nu fuskede lidt i det samme, vilde det vist neppe skade dens renommé i nogen væsentlig grad; dernæst kommer jo en læges vigtigste indflydelse fra den tillid, hans personlighed vækker, og tilliden syntes her ikke at mangle; det gjaldt følgelig at give sig en betænkt mine og saa gaa paa.

Det almindeligste var, at de kom og klagede over ondt for brystet, holdende sig nede paa maven. Om de ikke ogsaa følte tunghed i hovedet? Aa jo, det var nok ikke frit for det. Om de ikke havde træg fordøielse og tildels led af forstoppelse? Jo, det kunde nok og hænde. Nu vel, deres ildebefindende kom af deres levemaade om bord; de førte et altfor dovent liv og spiste for meget. Skulde holde op med det, spise mindre og om muligt fersk mad, saasom sælkjød, tage sig motion i frisk luft oppe paa dækket. Gav det sig ikke paa den maade med ondet, fik de komme igjen, de skulde da faa en dosis engelsk salt eller amerikansk olje. Hørte aldrig mer til dem.

Andre kom og klagede over, at de havde saa elendig ondt i hovedet, og sligt tungsind faldt over dem undertiden. Jeg spurgte da, hvordan det stod til med maven? Jo, de havde gjerne træg fordøielse. Ja, det var greit nok, for dovent liv og for meget mad; mere arbeide og mindre mad, og forøvrigt samme opskrift som ovenfor. Undertiden blev ogsaa mavemassage anbefalet, og det forekommer mig, jeg ser disse karer ligge i de trange køier og massere sine maver.

En dag kom fra et af de andre fartøier med meget besvær en fyr ombord; han havde en rødlig farve, med feberroser i kinderne, han klagede over «vondt for brøste og svær mavepine». Det var tydelig nok tæring. Jeg kunde intet gjøre, tilfældet var uhelbredeligt, det vigtigste var at holde sig fed; han kunde jo spise spæk eller drikke tran, det var al den trøst, jeg kunde give. Ja, men han havde daglig drukket tran, klar botlenosetran. Stakkars fyr, intet under, at han havde mavepine, botlenosetranen virker mer afførende end amerikansk olje.

Nogen nytte kunde jeg dog gjøre ved behandling af saar. Disse omgikkes som regel paa en yderst uforsvarlig vis og gav ofte anledning til slem verk. Naar de blev rigtig daarlige, kom de for at faa raad. Først og fremst fik de sig da en god præken for deres urenslighed, dernæst blev saaret grundig renset for ugegammel smuds og saa behandlet med antiseptiske midler; som regel kom de sig da efter nogenlunde kort tid. Der var imidlertid et tilfælde af temmelig alvorlig natur.

En dag kom en af besætningen og klagede over, at han var saa elendig «bryten» i hele kroppen, det verkede i alle leder og lemmer paa ham. Jeg spurgte, hvor han havde det værst. Jo, det var i ryggen. Kjed af alle disse mennesker, som havde verk baade hist og her, svarede jeg, at det vel var gigt, og det var der ikke noget at gjøre med, han fik klæde sig godt og ikke gaa mer i vinden end nødvendigt. Et par dage senere kom manden igjen og sagde: «Naa maa dere gjøre noe ved mig, doktor, for naa holder jeg det ikke ud længere. Det har sli sig i den høire armen, og det verker reint ustyggelig.» Armen var desuden begyndt at hovne. Min mistanke blev vakt, og jeg spurgte, om han ikke havde havt noget saar paa den høire haand; men han sagde nei. Det var underligt, — men da saa jeg paa den ene finger en fille og spurgte, hvad det betød? Aa, det var ingenting, han havde bare for nogle dage siden slaaet lidt skind af den ene knogen. Havde vel været lidt verk? Jo, det kunde nok hænde, der havde været lidt. Jeg sagde ham da, at der havde han grunden til sin daarlige arm, han havde selv været skyld i den. Nu maatte han vaske fingeren omhyggelig og blotte armen, saa vilde jeg komme og se paa den. Det viste sig at være en sterkt udviklet blodforgiftning; armen var ikke lidet hovnet ovenfor albuen. Foreløbig fandt jeg dog ikke at kunne gjøre noget; den blev lagt i bind, og han fik strengt paabud om ikke at bruge den og at holde sig i ro. Det blev værre for hver dag, armen hovnede, og smerterne tiltog, han maatte tilkøis. For at dulme smerterne noget fik han vaade omslag. Han havde sterk feber og kunde lidet eller intet spise. Tilsidst var armen saa tyk som en almindelig mands laar, det var paatide at skjære den; men jeg skal ikke negte, at jeg kviede mig derfor. Alle mente, han maatte dø, og jeg kunde lige godt spare det. Jeg var hos ham flere gange om dagen. I sandhed, en lugar ombord, hvori der er henimod 60 mand, som støier, snakker i munden paa hverandre og holder alslags kommers, er ingen god sygestue. Der laa den syge inde i en trang, indestængt køie, stønnende under smerterne, saa hele rummet gjenlød deraf. Mørkt, lavt var der under taget, rundt omkring stod skibskister, sjøtøi hang eller laa henslængt paa alle kanter, skiddent og stygt, slibrigt var der paa gulvet, og luften var kvalm og indestængt.

Af og til tørnede skibet imod isen, det rystede i alt, den syge blev kastet fra den ene side af køien til den anden, det gav et sæt i ham af smerte, og han udstødte skrig, mer hjerteskjærende end nogensinde. I saadanne omgivelser var det, jeg maatte skjære ham, der kunde ikke ventes længer. En pennekniv, som blev slibt paa en grov slibesten, var det eneste brugbare instrument, som kunde opdrives; under det flagrende skin fra en liden elendig lygte skulde operationen gaa for sig; men det var vanskeligt nok at faa nogen til at holde lygten, ingen vilde se paa. Dog endelig var alt færdigt, staalet for ind og blev ført frem for at give et langt snit, den syge skreg ude af sig af smerte: «Dere dræber mig! Au! — A-u!» — saa kom et par draaber blod, og derpaa væltede materien i hvide strømme ud af saaret, det var helt som en lettelse for den, som saa paa. Men den syge laa stønnende, halvt bedøvet, saa begyndte han at fantasere, han havde mistet bevidstheden.

I flere dage fantaserede han stundimellem, folkene var helt bange for at være nede, de mente, han holdt paa at dø; samtidig var en anden af mandskabet bleven gal, for ham var de endnu ræddere. Det var ikke saa meget at sige dertil; i en trang lugar at have en vanvittig og en, som ligger og raver i feberfantasier, er neppe hyggeligt. Endnu en gang maatte jeg skjære min patient; den materie, som kom fra ham, kunde være maalt i litervis. Det drog i langdrag med bedringen; men inden jeg forlod skibet i juli under Grønlands østkyst, havde jeg dog den glæde at se ham oppe af køien. Hans taknemmelige blik, da vi skiltes, glemmes ikke let.

En gjengivelse af dagbogsoptegnelserne fra denne tid vilde kun have interesse for ishavsfarere; de bestaar i, hvorledes vi flakkede om langs iskanten, hvorledes vi gik ind i isen og saa ud af den igjen, hvorledes den var snart slak og snart tæt, hvorledes vi saa snart mindre, snart mere sæl og undertiden endog store masser af den langt inde paa den tætte is; hvorledes vi i vanskelig is gik omkap med de andre skuder indover mod tætte sælmasser, som forsvandt i vandet, da vi vel naaede dem o. s. v. o. s. v.

Efter sæl. Kapteinen paa udkig. (Af forfatteren efter fotografi).
Efter sæl. Kapteinen paa udkig.
(Af forfatteren efter fotografi).

Den 28de jun. var vi langt inde i isen paa omtrent 66° 24′ n. b. og 29° 45′ v. Her saaes land i nordlig retning (misvisende NO. t. O.), i særdeleshed var to fjeldtoppe fremtredende; deres virkelige form kunde ikke sees da de ved den «hilder», som er almindelig over disse ismarker, og som foraarsages ved lysbrydningen i de forskjellige kolde og varme luftlag, var sterkt forandrede og saa ud som tvert afskaarne takker paa en murkant med skydeskaar. Det maa være fjeldtoppe paa Blossevilles kyst, men de laa længere vest end de toppe, som staar angivne paa kortet. Jeg talte senerehen med kaptein Iversen paa «Stærkodder», som havde været længere inde i isen nordenfor os. Han kunde der se land ganske tydelig. Det var høit og bjergfuldt, sagde han, ikke lavt som længere nede paa kysten, hvor han havde været inde i 1884 (det var antagelig noget nordenfor 67° n. b.). Disse angivelser stemmer ogsaa med de beretninger, som kaptein Holm fik af eskimoerne i Angmagsalik, og hvorefter han gjorde sin skisse af østkysten nordefter. Denne kyst hører, som bekjendt, til de mest ukjendte strøg af vor klode.

Ud paa kvelden den 28de juni fik vi se sæl. Vi saa den nu daglig i længere tid uden at kunne komme ind til den. Den 3dje juli kom vi endelig langt ind, hvor der var meget sæl, men isen var saa tæt, at det ikke var muligt at faa baadene ud, og ingen fangst kunde gaa for sig. Ud paa natten, da solen kommer i horisonten, kan man se langt og tydelig over snefladerne deroppe. Jeg gik da i tønden. Jeg satte kikkerten for øiet og rettede den indover isen og fik da se, som tidligere nævnt, slige masser af sæl, at jeg ikke kan mindes nogensinde at have seet flere samlede paa engang. De laa, som styrmanden udtrykte sig, strøede tæt som kaffebønner henover isen. Hvorhen kikkerten rettedes, fra nordvest til nordost, var der sæl udover lige til horisonten og sandsynligvis endnu meget længere; jo længere udover, desto tættere syntes den at ligge.

Næste dag var der taage og endnu tættere is, rulling begyndte der ogsaa at komme, og om eftermiddagen gik vi atter ud.

Den 11te juli var der sterk bevægelse i isen, vi var komne ind i voldsomme strømninger. Som et par af os sad inde i skaffekahytten, gav et isflag «Jason» et stød for baugen saa sterkt, at den for agterover. Vi sprang ud og fik tvers af skibet se et andet stort flag, som med stor fart stevnede lige paa dets agterende. Noget maatte gaa, men afhjælpes kunde det ikke. Saa tørnede det mod med et

«Kjødting ombord». (Spæklaget paa skindenesindside renses for kjød). (Af E. Nielsen efter skisse af forfatteren).
«Kjødting ombord». (Spæklaget paa skindenesindside renses for kjød).
(Af E. Nielsen efter skisse af forfatteren).

brag; hele skibet rystede og krængedes over — roret var knækket, men heldigvis intet værre. Havde vi faaet flaget mod siden, er det uvist, hvad da havde skeet, siderne er sælfangernes svage punkt.

Den næste dag tilbragtes med at faa det reserveror, man altid fører med sig, sat paa, og dermed var vi atter lige gode.

Det var nu ledet saa langt paa sommeren, at der liden udsigt var til at faa mere fangst. Den 13de juli bestemtes det derfor til alles tilfredshed at gaa ud af isen og sætte kurs vestefter mod Grønland.

Den dag og den følgende toges dog endnu nogle sæl — alt ialt vel 100 —, som vi gik langs iskanten.

Om natten mellem den 14de og 15de juli havde styrmanden seet land, ligesaa om morgenen, og da skulde det ikke have været saa meget langt af. Om formiddagen var det taage, og vi vidste ikke, hvor nær vi var komne.

Vor bagage bares paa dæk, og alt gjordes færdigt for afreise.

Mens jeg ved middagstiden sad nede og skrev breve til Europa, hørtes fra dækket det magiske ord «land»! Jeg sprang op. Foran mig under taagehvælvet laa Grønland solbelyst. Det var atter landet ved Ingolfs fjeld.

Vi var vel omkring en 8 mil fra det. Da vi kunde se is forud, sattes kurs sydefter, idet vi nærmede os mer og mer.

Paa veien sydefter kom vi forbi flere mægtige isfjeld. Paa et par af dem saaes stene og grus. Naar man faar øie paa disse kolosser langt borte, ser de ud som hele landstrækninger, og flere gange hændte det, at man ombord tog dem for øer, som vi havde forud. Længere syd ved Kap Dan stod især mange af disse iskjæmper paa grund.

Der blev intet af landgang den dag og heller ikke den følgende; isbeltet var mellem 4 og 5 mil bredt, det var bedre at se paa forholdene længere syd.

Den 16de passeredes Kap Dan, som med sin runde kuppelform var let kjendelig. Isen laa endnu vel langt af land, isbeltet var endnu omkring 4 mil bredt. Længere vest saa det imidlertid paa den blaa luft over isen ud til, at en dyb bugt skar sig ind mod landet. Vi satte vort haab dertil, stævnede did og kom i løbet af natten virkelig derind.

Da jeg den 17de om morgenen kom paa dæk, saa jeg tydelig nok, at den dag maatte landgangen forsøges. En tur op i tønden bestyrkede mig end yderligere deri. Fjeldene omkring Sermilikfjorden laa lokkende derinde, længere i vest saaes for første gang indlandsisen, vore længslers maal; som en hvid umaadelig flade hvælvede den sig indover.

Der kunde ikke være stort over 2½ mil til nærmeste land. Det første stykke var isen nogenlunde fremkommelig, længere inde saa den temmelig tæt ud, men jeg kunde se smaa klarer hist og her. Isen syntes desuden ikke at være af værste slags, der var mange smaa flag imellem. Det er vistnok tungere at trække baadene over dem end over større flag, men de er lettere at rokke, naar man vil bryde sig frem i vandet. Fra tønden kunde jeg endvidere se luftspeiling af aabent vand paa indsiden af isen, mellem denne og land; der var saaledes sandsynlighed for, at naar vi havde brudt os gjennem hjertet af isbeltet, vilde vi atter finde flagene mer spredte mod det aabne vand paa indsiden.

For et fartøi som «Jason» vilde det have været en let sag at bryde sig gjennem denne smule is; hvor ofte havde vi ikke tidligere gaaet gjennem den, som var meget værre; men dengang gjaldt det sæl, det var skibets egen forretning, her stillede forholdet sig noget anderledes. Havde skibet været mit, vilde jeg ikke et øieblik have betænkt mig paa at lade det gaa ind; men nu var vi gjester ombord, og for at gaa iland paa Grønland var skibet ikke assureret. Strøm og dybdeforhold i dette farvand var endnu ukjendte; mistede skibet sin propel i isen, var det muligens redningsløst fortabt, da det neppe kunde faa den erstattet med en ny, og det værste af alt var, at maatte skibet forlades her, da kunde det være vanskeligt nok for de 64 mand, hvoraf besætningen bestod, at klare sig frem til beboede steder med den ringe proviant, som havdes ombord. Da vi endvidere mente med lethed at kunne klare os selv, anmodede jeg ikke kapteinen om at føre os længer end til iskanten, men gav ordre til at bringe vore sager i baadene og gjøre dem klare.

Som allerede nævnt, havde ekspeditionen medbragt en baad, forarbeidet for øiemedet i Kristiania; men da denne alene vilde blive sterkt belemret af ekspeditionens temmelig rumstore udrustning, modtog jeg med glæde kapteinens venlige tilbud om at faa overladt en af «Jasons» mindste fangstbaade. De to baade blev laarede og lagte paa siden af fartøiet, og der blev nu en sjelden travlhed ombord med at aabne vore kasser og pakke alt ned i dem; det var vanskeligt at sige, hvem der var ivrigst med at hjælpe til — ekspeditionens medlemmer eller skibets besætning.

Breve til hjemmet afsluttedes, og havde nogen en speciel ven, det være sig af mandligt eller kvindeligt kjøn, som han ønskede at sende et sidste farvel, saa blev det antagelig gjort, man vidste jo ikke saa sikkert, naar næste gang blev. Stemningen inden ekspeditionens medlemmer var særdeles oprømt; man fik neppe det indtryk af denne lille skare, at den forberedte sig til en alvorlig dyst. Efter halvanden maaneds venten skulde endelig forløsningens time slaa. Vi havde en spændstig følelse, som naar man gaar til en dans, hvor man venter at møde den udkaarede; nu vel, det blev jo ogsaa en dans, men ikke paa fuldt saa mange roser som antaget, og den udkaarede lod lidt længe vente paa sig.

Til norsk Morgenblad skrev jeg før afreisen i al hast følgende brev:

«Jason», 17de juli 1888.

«Det blev intet af landgangen den 15de, ikke heller igaar, der var et 4 à 5 mil bredt isbelte mellem os og land; dette bestod vistnok delvis af aaben is, som vi kunde ro, men vi ønskede at komme længere vest forbi Kap Dan og til egnen omkring Inigsalik vestenfor Sermilik-fjorden, hvor landet er jevnere end østenfor. Landet nordenfor Kap Dan er nemlig noget af det mest sønderrevne fjeldland, jeg tror at have seet; de vildeste norske fjeldpartier, ja selv Alperne synes ikke at kunne maale sig, hvad fantastiske, himmel stræbende former angaar. Høiderne er vistnok ikke saa store; en af de høieste toppe er Ingolfs-fjeld paa ca. 6000 fod; det er en skarp, meget fremtrædende top, som vi den hele tid under vor seilads langs landet lige til igaaraftes har havt isigte. Det forekom mig dog, som jeg længer nord og muligens længere inde i landet saa toppe, som var endnu meget høiere. Landet her nordenfor Kap Dan er dog endnu ikke undersøgt eller betraadt af nogen europæisk fod. Igaar passerede vi Kap Dan, og i dette øieblik befinder vi os blot et par mil af land og med Sermilik-fjorden lige foran os, rede til, saasnart alt er i orden, at sætte af fra skibet for, saavidt vi kan forstaa, at ro gjennem slak og aaben is lige til land. Paa venstre haand af os ligger Inigsalik-landet, og vi kan her bagenfor fjeldene for første gang se bræmmen af indlandsisen, denne mystiske isørken, som nu i den nærmeste fremtid skal blive vor tumleplads, sandsynligvis for over en maaned.

Inigsalik-landet ser ud til at være et forholdsvis jevnt land, som netop egner sig for opstigning paa isen; det var kaptein Holm (lederen af den danske konebaad-ekspedition), som anbefalede mig det til opstigning, og herfra seet ser det ud til, at vi ikke skal bli skuffede.

Men vore to baade ligger allerede paa siden, færdige til afreise.

Da isen er saa liden, har jeg foruden den baad, vi bragte med hjemmefra, faaet overdraget en af «Jason»s fangstbaade, idet det er meget bekvemmere at have to, og desuden er det mere betryggende, da en kunde knuses i isen.

Og saa stunder da det øieblik, da vi skal sige kaptein Jakobsen og skibets besætning farvel; det er mange kjære minder om gode venner og hyggelige stunder, vi alle tager med fra «Jason». Vi gaar i vore baade med det uryggeligste haab om et heldigt udfald af vor forestaaende reise; en græsk vismand har vistnok engang sagt, at haabet er den vaagnes drøm, men nu vel, drømme gaar undertiden ogsaa i opfyldelse, og jeg tror denne skal.

Jeg haaber paa at blive istand til at naa Christianshaab, før det sidste danske fartøi forlader det i september, og vi vil komme hjem endnu i høst, men hvis ikke, saa kommer vi næste sommer».

Farvel!

Deres
Fridtjof Nansen.

Henimod kl. 7 om kvelden var alt færdigt for afreise. Sermilik-fjorden laa ret ind for os, efter bestemmelse ved krydspeiling af punkter i land skulde vi være noget over 2½ mil (geografiske) fra dens munding. Jeg gik for sidste gang i tønden for at se, hvilken kurs vi burde tage.

Luftspeiling af aabent vand under land saaes endnu tydeligere end før. I retning noget vestenfor Kong Oscars havn syntes isen at være slakkest, og jeg bestemte mig for den kurs.

Mere seiersikker end nogensinde kom jeg atter ned, og nu stundede da afskedstimen. Hele besætningen var paa dæk. Trods glæden over udsigten til en heldig begyndelse paa vor færd, var det dog med lidt vemodige følelser, vi tog afsked med disse jevne sjøfolk, blandt hvilke vi vistnok alle havde vundet mangen ven, som kan hænde nu satte en betænkelig mine op eller vendte sig bort med en betegnende hovedrysten; man tænkte sig muligheden af, at det var sidste gang vi saaes. Sidst af alle trykkede vi kapt. Jacobsens haand, og paa sin rolige maade sagde denne type paa en norsk sjømand os et velment farvel og ønskede at «vi maatte leva». Saa ned ad faldrebet og i baadene. Mens jeg overtog styret paa den nye fangst baad, hvor Dietrichson og Balto førte hver sin aare, overtog Sverdrup den gamle baad som høvedsmand med Ravna og Kristiansen som roere.

«Alle mand paa plads?» «Sæt af!» og idet baadene for de første kraftige aaretag skyder frem gjennem det mørke vand, gjenlyder luften af 3 kraftige hurraer fra 64 struber, saa to hvide røgsøiler, og «Jasons» to kanoner sender os sin sidste hilsen, skraldene ruller dumpt ud i den tunge, regnsvangre luft og dør hen. Den sidste bro bag os er kastet. Saa farvel, og vore baade glider for taktfaste aaretag ind gjennem isen for at faa det første kolde favntag af den natur, som nu for en tid skal huse os. Vi havde alle den bedste tro paa lykke; at anstrengelser og farer ventede os, vidste vi; men vi følte os overbeviste om, at vi skulde og maatte klare dem.

  1. Det hænder ofte, at skrotterne af den flaaede sæl, som altsaa driver sydover paa isen, findes af eskimoerne ved Kap Dan. De tager dem glade med sig hjem og fraadser deri.