Paa ski over Grønland/9

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
VIII.
Mod land. Drift i isen.
————————

Et stykke inde i isen blev vi indhentede af en baad med 12 mand og styret af 2den styrmand. Den var udsendt af kapt. Jacobsen for om muligt at hjælpe os det første stykke med at trække baadene eller bryde vei. De fulgte os en stund, men da jeg saa, at de ikke kunde være os til stor nytte, saa sagde jeg dem tak for god vilje og sendte dem atter ombord.

Vi fandt en lang slakke, tilviftede baaden farvel og stævnede indigjennem.

Til en begyndelse gik det ganske raskt med os; isen var saavidt slak, at vi for en væsentlig del kunde ro; var det ikke tilfældet, maatte brækstænger og økse bane vei, kun paa faa steder var vi nødte til at trække baadene over mindre flag. Allerede før vi forlod «Jason», var det begyndt at regne lidt, nu blev det værre, mens himlen mørknede sterkt og antog en uveirsagtig stemning; det var et syn af en eiendommelig virkningsfuld karakter at se disse mænd i deres mørkebrune waterproofs regnklæder med de spidse hætter, lig munkekutter, over hovedet arbeide sig sikkert og taust frem i sine to baade, den ene lige i kjølvandet paa den anden, ind gjennem de hvide, rolige isflag, som dannede en sterk kontrast mod den mørke, uveirssvangre nattehimmel. Over de sønderrevne fjelde ved Sermilik-fjorden leirede sig mørke skybanker, af og til splittedes skytæppet, og ligesom gjennem rifter i et forhæng saa man ind til en himmel bagenom, glødende i hele en arktisk solnedgangs langvarige straaleglands og kastende gjenskin paa det mørke forhængs kanter. Det varede ikke længe; saa droges atter forhænget for, mørkere end nogensinde, mens vi slag i slag slog os indad med regnen piskende i ansigtet. Var det et varsel om vor egen skjæbne dette? Nei vist ikke, men menneskesjælen er overtroisk, den tror saa gjerne, at elementerne og universet dreier sig med dens store selv som midtpunkt.

Isen blev noget vanskeligere, oftere maatte vi op paa iskoss for at se ud den bedste vei, og fra toppen af et saadant tilviftede jeg med det norske flag «Jason» vort sidste farvel, og denne svarede med at sænke sit. Saa gik det atter afsted, hurtig! her er ingen tid at spilde.

Vi havde fra begyndelsen af havt et stort isfjeld langt i vest for os, i længere tid havde det imidlertid været paafaldende, hvorledes vi stadig kom dette nærmere, uagtet vi arbeidede i en langt østligere retning. Det maatte være strømmen, som satte os vestefter. Og saa var det, med uimodstaaelig kraft blev vi førte afsted; umuligheden af at naa østenom isfjeldet var snart indlysende, og vi maatte gaa i læ af det. Her kom vi imidlertid pludselig ind i en rivende malstrøm, som kastede isflagene mod hverandre, saa de tørnede, sattes paa ende og truede med at knuse begge baade. Sverdrup trak sin op paa et flag og var i sikkerhed. Vi arbeidede os fremover mod en klare med fare for hvert øieblik at faa baaden knust, det gjaldt at være aarvaagen og holde den klar alle farlige pynter, altid slig, at man havde den paa en «fod» eller i en «vik»[1], naar isen pressede, men dette er ikke let i de rivende, uimodstaaelige hvirvler. Ved forenede kræfter lykkedes det os dog at komme igjennem og ud i den store klare i læ af fjeldet, hvor vi foreløbig var sikre; nu gjaldt det Sverdrup, jeg viftede til ham, at han maatte følge efter, og idet han fik holdt sin baad ud i smulere farvand end vi, kom han godt frem.

Vi fandt nu mange klarer indigjennem. Isen totnede kun et par gange, især hvergang strømmen førte os mod et af de mange isfjelde, som laa paa grund rundt omkring; men den slaknede atter, saasnart vi var komne forbi. Udsigterne var lyse og sindet let. Regnen var ophørt, og just nu steg solen over Sermilik-fjordens takkede baggrund, sættende den endnu skytunge himmel i brand og tændende baal paa toppe og tinder.

Der laa lange klarer fremfor os, jeg troede allerede fra baaden at kunne se det aabne vand paa indsiden isen. Landet paa vestsiden af fjorden var vi komne meget nær, jeg kunde tydelig skjelne stenene og ujevnhederne i fjeldet, intet syntes nu at kunne hindre vor landgang, vi talte allerede om, hvor og naar vi skulde koge kaffeen iland.

Da totnede isen, vi blev nødte til at søge op paa et flag snarest muligt. Min baad var kommen op paa et uheldigt sted i en trang rende, og da isen atter slaknede, og den sattes ud, skar en skarp iskant sig gjennem et bord i den ene side. Den kunde ikke flyde og maatte derfor losses og igjen tages op paa flaget for at bøtes. Sverdrup med Kristiansen som medhjælper gik igang dermed, og med sandt mesterskab bragte han i forholdsvis kort tid alt i orden med de daarlige greier, som var for haanden; de bestod i en bordende af furu, som havde dannet bundtilje i baaden, desuden nogle spiger, en øks og en træklubbe.

Denne knækkede baad afgjorde imidlertid vor skjæbne. Under arbeidet med den var isen totnet igjen, himmelen var mørknet, og regnen styrtede ned over os i strømme, indhyllende alt omkring. Der var intet andet at gjøre end sætte telt og vente. Klokken var allerede bleven 10 om formiddagen den 18de juli, det bedste for os var at krybe i vore soveposer og tage den søvn, som efter 15 timers anstrengt arbeide i isen ikke var uvelkommen.

Før vi gik tilkøis, blev det lidt mere sigtbart tilhavs, og i en lette fik vi øie paa «Jason» langt ude, den fyrede netop op og forsvandt en stund senere tilhavs, formodentlig antagende os for længe siden velbeholdne iland. «Da Ravna saa skibet for sidste gang,» skriver Balto i sin reiseskildring, «sagde han til mig: ’Ak, hvor dumme vi vare, at vi forlode skibet for at dø her. Der er intet haab om at bjerge livet. Det store hav blir vor grav!’ Jeg svarede, at det ikke vilde have været rigtigt, om vi to lapper havde vendt tilbage. Vi vilde ikke have faaet nogen betaling, og kanske den norske konsul havde maattet føre os tilbage til Karasjok paa fattigkassens bekostning. Det vilde have været en stor skam.»

Mens vi sov, maatte altid en af os holde vagt for at purre ud i det tilfælde, at isen skulde aabne sig saavidt, at vi kunde komme videre. Dietrichson tilbød sig straks at tage den første vagt.

Men isen slaknede lidet eller intet; kun engang tænkte jeg et øieblik paa at arbeide igjen; men straks totnede den atter. At trække baadene over denne is var der lidet mening i, den var for ujevn og bestod af for smaa flag. Mens regnen holdt ved, kunde vi vente og sove længere, end vi havde lyst til; vi var allerede inde i den forkjerte strømsætning.

Med rivende hastighed førtes vi vestover ind i det bredere isbelte paa vestsiden af Sermilik-fjorden, her tog strømmen en mere sydlig retning og førte os ret fra land hurtigere, end vi kunde arbeide os mod den i isen. Var vi ikke bleven opholdte ved den knækkede baad, kunde vi sandsynligvis have naaet gjennem det belte, hvor strømmen var mest rivende, og ind i det roligere vand under land.

Hastigheden af den strøm, vi her var komne ud for, var betydelig større, end man tidligere almindelig antog. At den var sterk, vidste jeg vel, jeg havde ogsaa regnet dermed; men havde vi havt anelse om dens virkelige styrke, havde vi gaaet noget anderledes tilverks. Det rigtige vilde da have været at sætte ind i isen betydelig østligere, ret ud for Kap Dan, og ved at arbeide indover tvers paa strømretningen vilde vi efter al sandsynlighed være gjennem isbeltet, før vi var drevne vest forbi Sermilik-fjordens munding og ind i det bredere isbelte, hvor strømmen bøier og gaar sydefter. Som det nu var, skulde vi kun faa se, hvor godt vi kunde have havt det; en time i godt farvand, og vi havde været gjennem. Men paradiset stængtes, og vi drev mod sydligere bredder.

Imidlertid havde vi stadigt arbeide med at øse teltgulvet for regnvandet, som sivede ind gjennem lissehullerne i teltvæggenes nederkant. Efter henved et døgn i teltet, væsentlig tilbragt paa denne maade, slaknede isen saa meget, at vi med fornyet mod og fornyede kræfter kunde begynde at arbeide mod land. Det var kl. 6 om morgenen den 19de. Det havde git sig noget med regnen, og gjennem en lette i regnskodden kunde vi øine landet ved Sermilik-fjorden; vi var meget over dobbelt saa langt fra det, mindst 4 mil; men fortrøstningsfulde saa vi fremad; naaede vi end ikke landet ved Inigsalik (vest for Sermilik-fjorden), saa kunde vi naa det søndenfor ved Pikiutdlek; arbeidede vi ufortrødent tvers paa strømmen, maatte vi jo engang komme frem; og ufortrødenhed manglede os ikke; vi arbeidede med lyst, kom i læ af et mægtigt isfjeld, fandt lange klarer og kom et godt stykke ind igjennem; saa totnede isen, og vi maatte atter ty op paa et flag. Nu brød solen af og til igjennem, vi trak baadene helt op paa isen, slog telt og indrettede os saa koselig vi kunde; fik delvis paa lidt tørt tøi og fik tørret lidt af vort vaade. Det sidste var især ønskeligt for mig, som under arbeidet om dagen havde faldt i vandet; idet jeg skulde springe ombord i baaden fra en fremstaaende iskant, brast nemlig denne. Den slags ufrivillige bad var forøvrigt en noksaa dagligdags begivenhed under færden. Ud paa dagen kom solen helt frem, og vi badede os tilgagns i dens milde straaler. De hermetiske sager, som var os sendte fra Stavanger hermetiske fabrik, vederfaredes retfærdighed, paa flagene fandtes det bedste drikkevand, og paa den dunk, som var fulgt med baaden fra «Jason», var der endnu øl. I hver af sælfangernes fangstbaade er der nemlig en øldunk og en brødkiste, fyldt med brød og noget flesk. Disse ting havde kapteinen ladet være i vor baad, velfyldte og i god stand, og det kom os nu tilgode.

Vi begyndte at kunne høre temmelig sterk brænding ude fra iskanten, men lagde ikke synderlig merke dertil. Landet drev vi tilsyneladende ret ifra, toppene ved Sermilik-fjorden blev mindre og mindre.

Om kvelden sad jeg længe oppe for at tage nogle skisser, efterat de andre var krøbne i poserne. Det var en herlig nordisk kveld, netop med disse bløde farvetoner, der ligesom smyger sig kjælent om en; denne drømmende, lyse vemod, som saa velgjørende sænker sig over sindet, og som er de nordiske nætter egen. Det takkede landskab i nord ved Sermilik-fjorden tegnede skarpt sine dristige linjer mod den glødende kveldshimmel, mens indlandsisens mægtige flade begrænsede synskredsen langt vestover og svandt mildt over i den gule baggrund med sine bløde linjer.

Det var altsammen saa nær — ærgerligt, at bare et saadant stykke drivende is skulde være istand til saa haardnakket at skille en fra sine længslers maal.

Som jeg sad og tegnede, lagde jeg merke til en voksende sjøgang, som trængte sig ind igjennem isen. Jeg saa mod havet, himlen var der lidt mørk; tænkende, at det drog op til uveir derude, men at jo det var noget, som ikke kom os synderlig ved, krøb jeg omsider i posen til mine sovende kamerater.

Næste morgen (20de juli) vaagnede jeg ved, at flaget, hvorpaa vi laa, fik nogle voldsomme stød. Sjøgangen maatte være vokset betydelig. Vi kom ud og opdagede, at flaget var revnet tvers over ikke langt fra teltet. Lapperne, som straks var tyede op paa nogle af de høieste punkter paa flaget for at se sig om, raabte, at de kunde se havet; og det var ret, blinkende i morgensolen laa havet langt derude; vi havde ikke seet det, siden vi forlod «Jason».

I mine dagbogsoptegnelser fra den og den følgende dag siger jeg videre:

«Sjøgangen vokser, det bryder stadig voldsommere ind over vort flag, isstykker og snesjap (is, som er sønderslaaet mellem flagene) kastes imidlertid op og danner en vold, som tager imod for meget af sjøerne. Det værste af alt er dog, at vi nærmer os havet med en uheldspaaende hastighed. Vi læsser paa kjælkerne og forsøger at trække indover mod land, men opdager straks, at den hastighed, hvormed vi drives udad, er os for sterk. Det blir derfor dermed, at vi ser os om for at finde et tryggere flag at bo paa, da det, vi har, forekommer os meget skrøbeligt. Fra begyndelsen var det vel en rund flade, omtrent 30 meter i tvermaal, men om natten revnede det engang, og nu revner det igjen paa en anden kant, det blir temmelig lidet. Tæt ved os er et stort og tykt flag, som endnu er ubrudt; vi flytter did.

«Imidlertid bærer det brændingen nærmere og nærmere, larmen stiger, rullingen vælter sig indover mod os og bryder over flaget paa alle kanter. Situationen tegner til at bli kritisk.

«Stakkars lapperne, de er ikke i det bedste humør. Om formiddagen var de forsvundne, jeg kunde ikke forstaa, hvor de var blevne af, da der just ikke var mange steder paa det lille flag, hvor man kunde gjemme sig. Da blev jeg opmerksom paa, at nogle presenninger var omhyggelig bredte over den ene baad. Jeg lettede sagte paa en af dem og saa begge lapper ligge i bunden af baaden, den yngste, Balto, læste høit for den ældre af det nye testament paa lappisk. Uden at de merkede det, dækkede jeg atter over for den egne lille kirke, som de saaledes havde indrettet sig. De havde opgivet livet og beredte sig til døden.» — Som Balto engang længe efter betroede mig, havde de dernede i baaden udgydt sig for hverandre og fældt sine modige taarer, bittert bebreidende sig selv og andre, at de nogensinde havde forladt den hjemlige arne. Det var ikke at undres paa, at de var rædde, for dem var det hele ukjendt.

«Det er et herligt veir med stegende solskin, saa snebrillerne maa tages i anvendelse. Solen benyttes til at tage en stedlinjeobservation, og ved peiling af landet bestemmes vort sted til at være: 65° 8′ n. b. og 38° 20′ v. l., altsaa 30 minuter (7 ½ mil) fra Sermilik-fjordens munding og 23 til 25 minuter (omtr. 6 mil) fra nærmeste land.

«Middagsmaden lages istand som vanlig, kun bestemmes, at der i anledning omstændighederne skal koges ertesuppe; den flothed at koge noget har vi nemlig hidtil ikke tilladt os. Under kogningen af suppen tiltager imidlertid rullingen saa voldsomt, at kogeapparatet flere gange holder paa at bli kastet overende. Middagen nydes for lappernes ved kommende i dyb taushed, de andre prater og skjemter imidlertid som vanlig, og rullingens voldsomme stød kunde ofte give anledning til vitser, som dog ikke syntes at falde i god jord hos lapperne; de mente, at nu var ikke rette tid og sted at spøge.

«Fra den høieste top paa vort isflag sees ganske tydelig, hvorledes isflagene derude spyles helt over af brændingen, medens skumsprøiten kastes som hvide skyer høit mod den blaa luft; neppe kan noget levende væsen der holde sig fast paa isen. Det synes uundgaaeligt, vi skal derud; vort flag er dog tykt, vi haaber, det vil holde ud en stund, og vi agter ikke at forlade det, før vi maa; men naar saa skal være, og vi ikke længer kan klore os fast, saa faar vi søge som sidste udvei at sætte baadene ud gjennem brændingen. Det blir en vaad fornøielse, men vi er bestemte paa en kamp for livet, saa haard som muligt.

«At sætte en af de lastede baade paa vandet gjennem de voldsomme braadsjøer og rullende iskoss, uden at faa den helt fyldt og uden at faa den knust af isen, vil muligens kunne gaa, da vi jo kan være begge baadbesætninger (alle 6 mand) derom, men for de tilbageblevne at faa den anden paa vandet blir svært. Vi overveier, hvordan dette bedst skulde ordnes, men kommer til det resultat, at vi maa tage netop det nødvendigste i den ene baad, saa den blir saa let som muligt, og saa i nødsfald kun tænke paa den; forøvrigt faar vi se, hvordan forholdene stiller sig, naar vi kommer ud i selve brændingen.

«Vi har nu ikke stort over 300 meter igjen, ingen af os tviler paa, at vi inden et par timer enten befinder os vuggende paa havet langs isen sydefter eller og synkende mod bunden.

«Stakkars Ravna, ham er det igrunden mest synd paa, han er endnu ikke vant til havet og dets luner. Han pusler stiltiende omkring, er af og til oppe paa de høieste toppe paa flaget, stirrer bekymret ud mod brændingen, mens tankerne helt sikkert vandrer til renflokken og teltet med kone og børn paa de finmarkske fjelde, hvor alt nu er sol og sommer. Men hvorfor forlod han dem ogsaa? Var det ikke blot, fordi han blev budt penge? Ak, lykken i teltet var bedre end penge, der er nu alt sol og sommer. Aa ja, Ravna,

»väl är farväl det svåraste bland orden,
och mycket skønt der finnas än på jorden»

_ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _

det er menneskeligt i slige timer at lade erindringen dvæle ved det, som var skjønt i livet, og skjønnere minder end dine solskinsminder fra fjeldet har vistnok ikke mange at se tilbage paa.

«Men ogsaa her skinner solen, og det ligesaa mildt og fredelig som nogensteds ned paa det rullende hav og den tordnende brænding, som bruser rundt om os. Kvelden er herlig; lige rød som igaar synker solen, sættende vesthimlen i brand og sendende land, is og sjø et langt glødende afskedskys, førend den svinder bag indlandsisens rand; — ingen vind rører sig, havfladen ruller blank-gul som et skjold under kveldshimmelen indover mod os. Uvilkaarlig kom de første linjer af den gamle velkjendte sang mig i minde:

«Havet er skjønt, naar det roligen hvælver
staalblanke skjold over vikingers grav.»

«Ja, det er isandhed skjønt; se disse mægtige, lange bølger, de kommer mod en i uendelig rækkefølge, vældige, rullende, som om intet kunde stanse dem, saa tørner de mod den hvide is, løfter sine vaade blaa-grønne bringer, bryder og kaster isstykker og skum foran sig indover den hvide sne. Men det synes næsten underligt, at sligt et veir skulde kunne være viet til undergang; — men nu vel, det skal engang ske, og man kunde i ethvert fald ikke ønske en smukkere afskedstime.

«Men her er ingen tid at spilde, vi nærmer os sterkt; rullingen er saa svær, at vi i bunden af bølgedalene intet ser af isflagene omkring, kun himmelen ovenover; flagene tørner, knækkes og males sønder rundt om os, vort eget flag er ogsaa knækket. Skal vi inden kort tid tilhavs, da kan vi trænge det mest mulige af kræfter til maaske i flere døgn at ro for at holde os klar af isen. Alle mand beordres derfor tilkøis i teltet, som er det sidste, der endnu ikke er pakket i baadene. Sverdrup skal, som den mest erfarne og roligste, tage første vagt for at purre ud i det afgjørende øieblik; efter to timer skal Kristiansen afløse.

«Jeg speider forgjæves efter en eneste trækning, som kunde forraade frygt hos mine kamerater, men de har det samme udtryk som vanlig, og samtalen gaar, som den pleier; kun lapperne har noget bekymrede ansigter, der synes dog at være en rolig resignation, de er fuldt og fast overbeviste om, at de har seet solen gaa ned over deres sidste dag. Trods brændingens larm var man snart i dyb søvn, og selv de syntes at sove godt, de er for sunde naturbørn til at lade angsten berøve sig søvnen. Balto, som, da han formodentlig ikke fandt teltet trygt nok, laa oppe paa den ene baad, vaagnede ikke engang, da den senere holdt paa at skylles ud af bølgerne, saa Sverdrup maa holde paa den.

«Efter nogen tids søvn, jeg ved ikke hvor længe, vaagnede jeg ved at høre vandet bruse tæt ved mit øre lige udenfor teltvæggen. Isflaget kjendtes at vugge op og ned som et fartøi i sterk sjøgang, brændingen tordnede ind mod os mere øredøvende end nogensinde; jeg ventede hvert øieblik at faa høre Sverdrup purre ud eller se teltet fyldt med vand; men ingen af delene hændte; jeg kunde tydelig høre hans velkjendte, rolige skridt op og ned ad flaget udenfor mellem teltet og baadene, det forekom mig helt, som jeg kunde se hans støe, tætte skikkelse gaa der ubekymret med begge hænderne i lommen, lidt lud i ryggen og med det eftertænksomme, uryggelig rolige ansigt vendt mod sjøen, mens af og til skraaen snues i munden, — saa husker jeg intet mer, jeg søvnede atter ind.

«Først ud paa morgenen vaagnede jeg atter og for forbauset op; — brændingen hørtes kun som en fjern torden. Kommen ud af teltet saa

jeg, at vi var langt fjernede fra
Sverdrups nattevagt 20de juli.<br > (Af E. Nielsen efter en skisse af forfatteren.)
Sverdrups nattevagt 20de juli.
(Af E. Nielsen efter en skisse af forfatteren.)

det aabne hav. Men hvor saa ikke vort isflag ud; isstykker, store og smaa, var væltede indover og taarnede op til en vold paa alle kanter; kun den ryg, hvorpaa teltet og den ene baad stod, havde sjøen ikke naaet.

«Sverdrup fortalte nu, at han i nattens løb flere gange havde været ved teltdøren for at purre ud; engang havde han allerede faaet op en hegte, lod den være, tog atter en tur til baadene, ventede lidt og saa paa brændingen, men lod for sikkerheds skyld hegten staa aaben. Vi var da lige ude i den yderste iskant, tæt paa siden rullede et stort iskos, som hvert øieblik truede med at bryde ind over os, det vilde just ikke blevet nogen behagelig visit. Brændingen skyllede ind over vort flag paa alle kanter; den vold, som blev kastet op af isstykker, tog imidlertid saa vidt af, at teltet og den ene baad endnu gik fri, den anden baad, hvori Balto laa, blev saa omskyllet, at Sverdrup flere gange maatte holde paa den.

«Saa blev det værre, han gik atter til teltdøren, aabnede endnu en hegte, men betænkte sig, han vilde endnu se paa næste sjø.

«Flere hegter kom han ikke til at tage. Midt som det saa styggest ud, og vort flag stod for tørn til at lægge ud i den værste brænding, forandrede det pludselig retning, og med en forbausende hastighed stævnede vi atter indover mod land. Sverdrup sagde, det saa ud, som om en usynlig haand skulde have ført det.

«Da jeg kom ud, laa vi langt inde og i sikker havn, kun brændingens brusen hørtes endnu tydelig nok til at minde om natten. Saaledes slap vi for at faa prøvet vore baades og vor egen sjødygtighed for den gang.

«Den 21de juli er en rolig dag ovenpaa en stormfuld nat, alt er fred og hvile, vi fjerner os stadig fra havet, solen skinner mildt og varmt, isfladen breder sig ensformig og rolig rundt om, endog lapperne synes lettede.

«Kun en tanke virker mer og mer tærende, det er udsigten til, at færden for denne gang skal mislykkes, og et aar skal gaa tabt. Nu vel, vi faar gjøre, hvad vi kan, og saa «smøre os med den gode dyd taalmodighed.»

«Solen benyttes til at tage længde og bredde, vi er paa 64° 39′ n. b., 39° 15′ v. l., vi kan endnu se toppene ved Sermilik-fjorden, indlandsisen fra Pikiudtlek nordover mod Inigsalik breder sig hvid og imponerende med sin lige, vandrette flade som et eneste hvidt umaadeligt hav, ingen nunatakker (ɔ: fjeldtoppe, som stikker op gjennem indlandsisen) at se indefter, kun ude nær kanten rager enkelte mørke toppe og klippepynter (ved Pikiudtlek er «Nunatak» mest fremtrædende) frem af den hvide, ellers ubrudte flade.

«Landskabet har hernede en karakter helt forskjellig fra nordenfor ved Sermilik, Angmagsalik og Ingolfs-fjeld. Der nord steg landet høit, sønderrevet og vildt op af havet, indlandsisens rolige flade skjultes bag en herlig række himmelstormende tinder, af hvis sublime skjønhed øiet uvilkaarlig fængsledes. Isen har ikke formaaet at knække deres stolthed eller kappe af alle høider, som ragede op over den jevne middelmaadighed. Her er derimod landskabet lavt, indlandsisen har kunnet brede sig lige ud i havet, og de faa former, som kommer tilsyne, er lave og rolige, de er afslebne af isen, alt synes som underkuet, tvunget i havet af den overmægtige is. Ogsaa dette landskab er vildt, men det er ensformighedens øde vildhed, intet, som kan fængsle øiet, derfor flakker det viljeløst indefter den lokkende isørken og taber sig i det fjerne, hvor intet stænger for synet. — Desværre det er altsammen altfor fjernt, underligt at have været maalet saa nær og saa være drevne saa langt tilhavs.

«Isen aabner sig lidt, der viser sig en slakke indefter. Vi sætter den ene baad paa vandet for at forsøge at arbeide frem, men til liden nytte; sne- og issørpen mellem flagene (dannet ved disses stadige gniden mod hinanden under sjøgangen) er saa tyk, at vi ingen vei vil kunne komme med de lastede baade. Det maa foreløbig opgives. At trække slæder og baade over flagene gaar heller ikke, da der er for store mellemrum mellem dem. Brændingen høres endnu derude, sjøgangen staar fremdeles paa og holder isen sammen.»

Denne dag, som var den første, vi fik tid til at tænke paa noget mere end netop at arbeide os frem eller at sove, paabegyndtes vor meteorologiske dagbog; den blev for en væsentlig del ført af Dietrichson, som altid, selv under de vanskeligste omstændigheder, tog sig deraf med en beundringsværdig iver; det var i særdeleshed temperatur, lufttryk, luftens fugtighed, vindens retning og styrke samt skydækket og skyernes form, som blev noterede; observationer toges saa ofte og saa omstendelig, det lod sig gjøre. Det er en selvfølge, at paa en færd som vor, hvor man som regel er fuldt optaget af et anstrengende arbeide, der vil der i den meteorologiske journal blive mange huller, specielt ofte om natten, naar man skal sove, trætte efter en anstrengende dag; men jeg tror dog trods alt, at den journal, vi bragte hjem, er merkelig fuldstændig og indeholder mange værdifulde iagttagelser, takket være Dietrichsons ihærdighed.

  1. Sjøvandet tærer paa isen, især nær vandfladen; den del af isflaget, som derved kommer til at stikke frem under vandet, kaldes for dets fod, og den danner et godt tilflugtssted, naar isen presses sammen, idet den under vandet støder mod nærmeste flag og holder det borte, saa der blir et stykke aaben vandflade, hvori baade kan ligge trygt. Paa samme vis danner viker i isflagene tilflugtssteder, idet kantene tager imod de andre flag og holder bunden fri.