give om ski, ikke langt op i tiden. Længere tilbage kommer man ved at forsøge den sammenlignende sprogvidenskabs methode. Naar det samme navn for ski findes hos nu vidt adskilte folkeslag, maa der være sandsynlighed for, at dette navn har sin oprindelse fra en tid, da disse folkeslag boede nær ved hverandre eller endnu udgjorde et folk.
Min ven, bibliotheksamanuensis Andr. M. Hansen, har ydet mig en værdifuld hjælp i denne henseende og har blandt andet i en tildels vanskelig tilgjængelig litteratur søgt at finde frem skiernes navne paa de forskjellige nordasiatiske og nordeuropæiske folkestammers sprog. Disse undersøgelser har ved en ligefrem sammenstillen af navnene ført til meget interessante, om ikke afgjørende resultater, som jeg gjerne vilde have fremlagt i sin helhed her. Emnet er af en for speciel natur, til at dette kan ske; jeg skal derfor nøie mig med at anføre det vigtigste af disse undersøgelser.
Vi saa ovenfor, at det fremgaar af vor gamle mythologi og vore sagaer, at vi ligesom andre europæiske folk antagelig har lært kunsten at bruge ski af lapperne. Undersøger vi nu vore navne paa ski, kan vi imidlertid intet lappisk finde i dem; ski og aander (svensk: skida og andor), maa begge være af egte arisk oprindelse og maa være afledede af gamle ordstammer samtidig med, at skierne blev indførte. Gaar vi til andre ariske sprog, finder vi paa russisk lysja, polsk lyzwa, lettisk lushes. Ogsaa disse maa være af arisk oprindelse, om de end ikke har noget at gjøre med de skandinaviske. Længere end til dette negative resultat, hvad skinavnenes sammenhæng angaar, kommer vi neppe i de ariske sprog.
Vi stilles da overfor den vanskelige opgave at forfølge skierne gjennem de finsk-ugriske og sibiriske sprogs ukjendte og usikre veie.
