Paa ski over Grønland/11

Fridtjof Nansen

Paa ski over Grønland

Aschehoug, 1890 (s. 250-285).

X.
Historisk oversigt over tidligere forsøg paa at gjennemtrænge isbeltet paa Grønlands østkyst o. s. v.————————

Saa havde vi da endelig overvundet vor reises første vanskelighed; vi havde, om end sent og paa en sydligere bredde end ventet, gjennemtrængt drivisbeltet paa Grønlands østside og naaet denne kyst, som af saa mange har været søgt forgjæves.

Det kan neppe synes at være mere end vor skyldighed, at vi, før der gaaes videre, kaster et blik tilbage paa disse mange, som enten heldige eller uheldige dog alle i mere eller mindre grad banede os veien, om end vor maade at gaa tilverks paa ikke lignede deres.

Den grønlandske østkyst er, som bekjendt, kun besøgt af faa. Grunden hertil er nærmest den, at med et par undtagelser er alle de, som har søgt at lande, bleven stansede af hav-isen, som driver ned med polarstrømmen, og som den længste del af aaret ligger tætpakket i et bredere eller smalere belte langs med landet.

Disse vanskelige isforhold kjendte de gamle nordmænd meget vel, hvilket fremgaar tydelig nok af sagaernes mange beretninger om Grønlands-reiser og om skibsulykker i drivisen udenfor denne kyst^[1].

Enkelte af nordmændene maa imidlertid have naaet kysten.

Flóamannasaga (haandskriftet til den er fra omkring aar 1400) indeholder saaledes en beretning om, at den norske islænding Thorgils Orrabeinsfostre allerede for 900 aar siden (998) paa reise til Grønlands vestkyst (til Erik raude i Østerbygden) mødte uveir og modvind og efter mange trængsler forliste sit skib paa østkysten, «under Grønlands isbræer^[2], i en vik ved en sandig strandbred («undir Grænlands-jöklum^[3] í vík nokkurri við sandmöl»). Paa begge sider af viken skjød store isbræer ud i havet («Jöklar miklir géngu tveimmegin víkrinnar»)^[4]. Betegnende er, at dette angives at have hændt om høsten, midten af oktober (Þá var vika til vetrar»), som er den aarstid, da kysten er lettest tilgjængelig, efter hvad vi nu ved derom.

Det skal have været Thorgils med hans hustru og hele husstand samt en anden mand Jostein, ligeledes med hustru og husstand, som her blev kastet iland. Sagaen beskriver meget levende, hvorledes Thorgils i 4 vintre og 4 somre frister livet paa denne ugjestmilde kyst kun med de faa hjælpemidler, som han kunde skaffe sig der, foruden det, som var reddet fra skibet; men dette var lidet nok — en baad, et par stykker smaafæ og lidt mel («Mjöl nokkut höfðu Þeir til atvinnu sér». «Dautt var fé Þeirra flest»).

I to vintre og den mellemliggende sommer opholdt Thorgils sig paa det sted, hvor han var strandet, idet de ikke kunde komme bort for isen (?) («Nu líðr á vetrinn ok máttu Þeir eigi brott leita fyrir ísum ok féngu sér vistir um sumarit»)^[5]. I begyndelsen af den første vinter fødte Thorgils’s hustru, Thorey, en gut. I løbet af denne vinter døde Jostein, hans hustru og følge af sot. Dette maa nærmest have været skjørbug; det fremgaar af sagaen, at Jostein neppe har forstaaet at holde den nødvendige orden paa sine mænd. Om vaaren efter den 2den vinter, da Thorgils en dag med nogle ledsagere var oppe paa jøklerne for at se, hvordan det stod med drivisen, blev Thorey myrdet af hans avlsforvalter og trælle, hvorefter disse rømte sydover med den reddede baad og de indsamlede levnetsmidler. Da Thorgils kom hjem, fandt han huset plyndret og sin hustru liggende dræbt paa sengen, men barnet diede den døde («sjá Þeir at hon var önduð en sveinninn saug hana dauða»). Dette var det tungeste syn, Thorgils havde havt, og det fortælles, at han skal have reddet barnets liv ved at skjære sig i den ene brystvorte og ladet det die blod, som dog senere blev forvandlet til melk («— — at skera af mér geirvörtuna ok svá var gert; fór fyrst ór blód, siðan blanda, og lét eígi fyrr af en ór fór mjölk»). For at skaffe sig mad maatte Thorgils og hans faa ledsagere atter paa jagt, og istedenfor den stjaalne baad gjorde de sig skindbaad, som indvendig blev afstivet med træ eller vidjer («ok gerðu sér einn húðkeip ok bjuggu innan með viðum»).

Derefter løsnede isen («síðan losnar íssinn»), og gjennem to somre arbeider de sig nu sydover langs landet, indtil de naar et sted sandsynligvis i nærheden af Kap Farvel, hvor en landflygtig mand, Rolf fra Østerbygden, havde slaaet sig ned og bygget sig en gaard^[6]. Hos ham blev Thorgils vinteren over og reiste saa næste sommer mod syd forbi landspidsen («fara suðr fyrir land») og kom til Østerbygden.

I denne saga er der meget eventyrligt, som f. eks. at Thorgils havde besøg af Thor, eller at han, som ovenfor nævnt fik melk ved at skjære sig i brystet o. s. v. Dette maa bringe tvil om den hele beretnings paalidelighed. Beskrivelsen af det land, Thorgils færdedes langs, og af naturforholdene der stemmer imidlertid saa godt med de virkelige forholde paa Grønlands østkyst, at det umulig helt og holdent kan være digt, men maa skrive sig fra folk, som har seet denne kyst, ja som er godt kjendt med forholdene der. Naar man f. eks. læser om, hvorledes Thorgils om vaaren eller paa forsommeren steg op paa jøklerne for at se ud over havet, om isen skulde have begyndt at løsne sig («einn góðan veðrdag segir Þorgils at þeir muni ganga á jökla ok vita ef þeir sæi nokkut leysast ísinn»), da maa for enhver, som kjender den østgrønlandske kyst, tankerne henledes paa den. Naar det endvidere beskrives, hvorledes de drager frem forbi isbræer og bratte berg («Þeir dragast nú fram með jöklinum ok kvómu at björgum bröttum»), hvorledes de paa den sydligere del af færden ror forbi mange fjorde («róa fyrir framan margar víkr»), og hvorledes isen ligger tætpakket ind til landet største delen af aaret, da kan dette neppe passe paa andre steder end østkysten.

Det sees saaledes, at om end selve beretningen om Thorgils’s merkværdige hændelser kan for en større eller mindre del være digtet, saa maa forfatteren eller forfatterne have kjendt dette land vel, og usandsynligt er det ikke, at de gamle nordmænd oftere har forulykket enten i drivisen eller paa kysten og har reddet sig i land^[7]

At vore forfedre kjendte godt til de østgrønlandske isforhold, fremgaar forøvrigt tydelig nok af «Kongespeilet» (c. 1250), hvor det heder: «Endnu er i det samme hav mange flere undere, skjønt de ei kunne regnes iblandt uhyrer; thi saasnart man vinder over det meste af det vilde hav, da er der, i sjøen, saa stor en mængde af is, at folk ei ved lige til saadanne ise andensteds i den hele verden. Nogle af de ise er saa flade at se til, som om de var frosne paa havet selv, og det nu 4 nu 5 al. tykke, og ligger saa langt fra landet, at det kan bli 4 eller flere dages reise, som man maa gjøre paa isen til landet. Men de ise ligger mer imod nordost eller mod nord udenfor landet, end imod syd og sydvest eller mod vest; og derfor maa enhver, som vil naa landet, seile omkring samme i sydvest, og vest, indtil han er kommen alle disse steder forbi, hvor isen er at vente, og da seile derfra til landet. Men det har ideligen hændt de sjøfarende, at de har søgt landet for hastig, og er derfor komne ind i disse ise; men siden er nogle omkomne; men nogle har og reddet sig derfra, og har vi seet nogle af dem, og hørt deres taler og beretninger. Men det middel har alle de grebet til, som er komne i dette isdrev, at de har taget deres baade og trukket dem op paa isen med sig, og har saaledes søgt landet; men hav-skibet og alt andet gods er blevet der tilbage og forgaaet; nogle har endog siden holdt hus ude paa isen, før de har naaet land, 4 eller 5 dage, men nogle længer.

Disse ise er underlige i deres art, de ligger undertiden saa stille som venteligt er, med adskilte vaager, eller store fjorde, men undertiden er deres fart saa sterk og heftig, at de ei kommer senere af sted, end et skib, som har god vind, og driver de ligesaa ofte mod vinden som med. Nogle ise er endnu i det hav, som er af anden dannelse, og som grønlænderne kalder fald-jøkler (falljökla)^[8]. Deres vekst er ligesom et høit fjeld stod op af havet og blandes de ikke med andre ise, men staar alene for sig selv.»

Denne beskrivelse er saa god, at den kunde være fyldestgjørende den dag idag. Det fremgaar deraf tydelig, at isforholdene i Grønlands-havet og Danmarks-strædet var de samme paa den tid, som de er nu; og paastande om, at det af vore sagaer fremgaar, at de dengang maa have været anderledes, er ugrundede^[9] .

En stund efterat «Kongespeilet» var skrevet, begyndte forbindelsen med Grønland lidt efter lidt at ophøre, de norske kolonier der forfaldt, og den erhvervede kundskab om de grønlandske forhold forglemtes.

Mindet om Grønland har dog altid holdt sig, og under de dansk-norske konger middelalderens udgang tales der oftere om at udsende folk for at gjenfinde det tabte «norske skatteland». Under Kristian II var der saaledes megen tale derom, idet den norske erkebiskop Valkendorf havde besluttet atter at lægge Grønland under Throndhjems bispestol; men hans plan kom ikke til udførelse. Det var først efter midten af aarhundredet, at man gik mer alvorlig tilverks dermed og virkelig udsendte ekspeditioner.

De første af disse synes hovedsagelig kun at have havt til maal at gjenfinde landet, ligegyldigt paa hvad sted, og det var da naturligt, at de som regel kom først under østkysten, der laa nærmest, og forsøgte landgang der. Jeg skal i korthed omtale de vigtigste af disse første forsøg paa at naa østkysten.

1579 blev englænderen James Allday (eller Jacob Aldax eller Aldag, som han kaldes i det norske bestallingsbrev) sat i spidsen for en ekspedition^[10] paa to skibe og fik «Bestilling Grønland at skulle besøge — — paa det samme Land maa igjen komme under sin rette Øvrighed (ɔ: Norges krone) desligeste paa det menige Almue, der paa Landet Gud almægtigste til Lov og Ære kunde bringes til den christelige Tro og fange den rette Religion og Gudstjeneste^[11] .»

En dagbog, ført ombord i det skib, hvor Allday selv var, er den eneste kjendte beretning om denne reise^[12].

Det sees deraf, at man fik Grønlands østkyst i sigte den 26de august kl. 6 om morgenen, efterat man 7 dage før havde lettet anker i Island. Hvor paa Grønlands østkyst dette var, er ikke let at sige; det staar kun, at de da «ginge vestnoruest paa lang landen samme tid, oc var vinden norden oc var wij X wiegsiöes (ɔ: sjømil) then tid fra landen.» Deraf, at de gik i vestnordvestlig (misvisende?) retning, samt at det straks efter heder: «oc sagde voris capitin adt thed var halff anden hundre weigsiöes emellom Island og Grønland», forekommer det mig sandsynligt, at det har været et godt stykke nordenfor Kap Dan, hvilket ogsaa stemmer med den følgende beretning, hvori det om den næste dag (27de august) bl. a. heder: «Men ther wij komme 4 wiegsiös ner til landen var ther møgit isz ret indt til landen, siden ginge wij then ganske dag suduest an, oc kunde dog ingen steds klar land sije for isz, men vndtagen then isz som laa ij landingen, kom osz emod mange store støcker isz som store kircker.» Om landet siges: «Det war idell store oc høye stiennklipper, som the klippe vdi Norge oc Island, og war forne klippe spidske tili det ouerste som andre høye torne, oc emellom samme klippe, oc offuen paa thennem var ganske møgit sne lig gendis.» Dette er en god beskrivelse af fjeldene omkring Ingolfs-fjeld.

Saa kom man længere syd, og den 29de august saa man «en stor oc offuermadige høy stienklippe, som skiød sig wd afif landen, vdi haffuit med it aadde (sandsynligvis i nærheden af Kap Dan?)», og hvor man tænkte at lande, «thi wij saa en wiig hosz samme klippe.» En halv mil fra land stansedes man imidlertid af «saa møgit isz liggendis i landingen, oc ther for matthe ligge vd adt siøen igien, oc vilde vores capitinn hafft lagt an den dag, vester an paa landen, thi iszen formindskedis io mere oc mere, oc landen bleff oc saa laugre ind til forne». Dette har sandsynligvis været vestenfor Kap Dan, kysten bøier her vestover, isbeltet blir gjerne smalere — i ethvert fald til vestenfor Sermilik-fjorden — og landet omkring denne og sydover er paafaldende lavere end landet nordenfor.

Efter at have holdt ud fra kysten blev de overfaldt af storm og blev tvungne til efter store farer at vende hjem, endog uden at faa landet i sigte for anden gang.

Det er intet urimeligt i, at denne beretning er helt paalidelig, og at altsaa denne første ekspedition med dens halve mil fra land, er den, som, saavidt vides, ligetil 1883 er kommen Grønlands østkyst nærmest med skib fra sjøsiden. I slutten af august begynder nemlig landet ved Kap Dan allerede som regel at blive mer tilgjængeligt; vi fandt det isfrit allerede før midten af denne maaned^[13]. Allday mente imidlertid, at hans reises uheldige udfald skyldtes, at han havde været for sent ude. For det følgende aar blev det derfor forberedt en ny ekspedition under hans ledelse. Hvorvidt denne er blevet til noget, er uvist og synes ikke sandsynligt, da der intet mer høres derom.

Derimod foretog 1581 «en Bagge og norsker mand», Mogens Heinessøn,^[14] en reise paa egen bekostning for at gjenfinde den forglemte provins.

Han havde forøvrigt kongeligt skytsbrev og var lovet en kongelig belønning, hvis han var heldig. Denne «dapffer Hane oc Styris Mand goed» tog den gamle norske kurs til Grønland og fik Grønlands østkyst isigte, ja skulde endog have seet det gamle fjeld «Hvidsærk».

«Hand stæffned at Issland, som gammel vaar seed
Ham tyckte den vaar den gænniste leed
Dend vildde hand først forsøge.
Och sætte der om hen Nordden til Væst,
Och brugte sin Vind, som hand kundde bæst
Til hand kundde Huidsærck øye.
Derr mötte ham Taage, Wuær oc Mørck,
Derr vaar i Søen, som vilddeste Ørck,
De kunde slæt inggenstæds strandde.»

Hele den beskrivelse af Heinessøns reise, som staar i «Den Grønlandske Chronica»,^[15] hvoraf dette citat er taget, og som desværre er den eneste beretning, som findes derom, giver et tydeligt indtryk af, at den «dappfre Hane» har fundet isforholdene under Grønlands østkyst lige slemme, som de er den dag idag.

Vi ser, at han fra Island har reist «hen Nordden til Væst», og skulde have faaet «Huidsærk» isigte, men først senere fik han «Landdet omsier i syne oc sict». Hvorvidt dette er noget, som staar for forfatterens egen regning, og som denne har tildigtet efter den paa den tid almindelige opfatning, at Hvidsærk skulde have ligget midt mellem Island og Grønland, er ei godt at afgjøre, men synes rimeligt. At det skulde kunne forklares derhen, at Mogens Heinessøn har truffet paa et stort isfjeld, hvilket jo kan hænde i dette farvand, forekommer mig mindre antageligt, da han vel snart maatte komme fra en saadan vildfarelse ved at se, hvor ensomt dette har ligget midt i aabne havet.

Naar det heder, at skibet stansedes i sin fart af en magnet (Seylsten), som hvilede i dybet, saa forekommer det mig, at den naturligste forklaring derpaa er, at enten er det helt og holdent tildigtet af forfatteren i lighed med datidens overtro om det magnetiske ishav, og dette er muligens det rimeligste, eller ogsaa har det været den sydvestgaaende strøm, som har hindret dem, mens de seilede i nordøstlig retning; lige foran staar det jo ogsaa, at de drog den vei:

«Mæn lengger mand kom hen Øster^[16] paa leed,
jo skarppere strømmede Søen dær need.»

Enhver, som har forsøgt at krydse mod denne strøm, ved, hvad det vil sige, og at man let nok med lidt overtro kunde fristes til at tro paa magneter i dybet.

De ekspeditioner, som udsendtes fra Danmark 1605^[17] under ledelse af skotten John Cunningham (ekspeditionens chef), englænderen James Hall (Principal Pilot), dansken Godske Lindenow og englænderen John Knight og 1606 med Godske Lindenow som høistkommanderende, gjorde, saavidt man kan dømme fra de sparsomme beretninger, som haves derom, intet forsøg paa at lande paa Grønlands østkyst. Den paastand, at Godske Lindenow under den første reise skulde have landet paa den sydlige del af østkysten, forekommer mig ikke at hvile paa nogensomhelst holdbar grund.

Disse ekspeditioner landede paa Grønlands vestkyst, men da de herfra ikke bragte noget udbytte, som stod i forhold til forventningerne, saa antoges det at være, fordi man endnu ikke havde fundet den, som man mente, fordums saa rige «Østerbygd.»

1607 blev allerede en ny ekspedition under ledelse af holsteneren Carsten Richardsen og med englænderen James Hall som «pilot» sendt ud af Kristian IV for at gjenfinde denne, og man var saa sikker paa held, at der sendtes nordmænd og islændinger med, forat de kunde tjene som tolke, naar man traf etterkommere af de gamle grønlandske nordmænd.

«Och effter det alle vaar vitterligt nock,
Paa Grønland for tiden vaar Norske sprock,
Som Ihzlænder ochsaa haffue;
Da sænddis derr Bagger oc Ihzlænder med,
At de skuldde tyd’ och tolcke ded,
Grønlændderne foregaffue.»

«De skulle,» saa heder det i kongens instruks^[18] til ekspeditionen, «og med flid erfare, om der findes de fornævnte kirker, klostre, fjeld, indvige, smaafjorde, gaarde og andet, som foreskrevet staar. Item om der er nogen bisp, præst, foged, som de give skat og ere lydige». At man da endnu ikke havde noget meget feilagtigt begreb om denne Østerbygds beliggenhed, fremgaar forøvrigt af samme instruks, idet Kristian IV deri siger, at Eriksfjorden — den fornemste fjord i Østerbygden — «ligger sydvest paa landet mellem 60 og 61 grader ungefæhrlig, dog imod den østerside af landet». De skulde søge ind paa dette sydostpunkt, og efterat Østerbygden var undersøgt, skulde de begive sig mod nord langs østysten for at undersøge den.

Efter hvad der berettes i Lyschanders Grønlandske Chronica, fik de Grønlands østkyst isigte den 8de juni paa 59° n. br. De søgte mod land, men:

«Derr møtte dem Isen bod’ huid oc graa,
Vaar slagen i smull oc stycker smaa,
Gæmmel hannem de standde lode.
Hand reeff oc skrabede fast paae Boer,
Och giordde Barcken sinckelse stoer.»

En meget god skildring af et første møde med drivisen.

Saa seilede de nordover langs med østkysten og maa efter Lyschanders beskrivelse have gjort mange forsøg paa at trænge gjennem isen, indtil de 1ste juli mellem 63° og 64° n. br. gjorde et sidste fortvilet forsøg derpaa, som dog ikke var heldigere end de foregaaende.

«Derr stoed baade Skipper oc Styrismand
Saae hæn, som Moeses i Canaans Land,
Och maatte dog vde bliffue.
Dæd tuingde dæm moxen taaren paa kind,
Saae Landdet oc kundde ey komme derrind.»

Saa maatte de opgive haabet og blev da dels paa grund af vandmangel(?), dels paa grund af storm nødte til at vende hjem og ankom til Kjøbenhavn endnu i juli.

I aarene 1652, 1653 og 1654 blev der af en dansk privatmand, general-toldforvalter Henrik Møller, som dertil havde faaet kongeligt frihedsbrev, udsendt tre forskjellige opdagelses-, fangst- og handelsekspeditioner. Disse blev ledede af en udlænding, sandsynligvis hollænder, David Danell (eller de Nelle).

Den første af disse reiser har især interesse for historien om Grønlands østkyst, idet der blev gjort flere kraftige forsøg paa at naa den^[19] .

Da de tidligere ekspeditioner til østkysten var mislykkede, søgte Danell længere nord de gamles vei, den saakaldte «Eriksstevne»; han reiste nordenom Island, holdt saa sydvestover og var den 29de mai paa 64° 19′, og de gissede sig at være 50 mil fra Reykjanæs. Den 2den juni fik de Grønlands østkyst i sigte, antagelig ved Kap Dan^[20], men kunde hverken den eller de følgende dage lande for is, som laa 4 til 7 mil fra landet^[21]. Den 9de juni vilde de søge «havn» — sandsynligvis søndenfor Kap Dan —, men «isen laa to mile bred i havnen og for landet. De satte nu sluppen ud for at gjøre et forsøg paa at gaa over isen, men denne begyndte at bryde (?), og forsøget havde nær bragt dem alle i forlegenhed.» Saa seilede de sydover langs østkysten, og da de overalt fandt den spærret af is, gik de omkring midten af juni forbi Kap Farvel til vestkysten.

Paa tilbageveien gjorde Danell i slutten af juli et nyt forsøg paa at naa ind til østkysten, og det synes, som han dengang har været nær ved at naa land; den 23de juli skulde de endog have været udfor en fjord eller vik, som var fri for is, «og hvis ikke natten havde kommet saa hastig paa, vilde de have seilet ind i fjorden» (?). Længere nord paa 63° n. br. skulde de været landet paa 1 mil nær og saa den faste (?) is ligge en halv mil (?) o. s. v.

Det fremgaar tydelig af Danells reise, at isforholdene paa kysten har i den tid været de samme i juni og juli maaneder, som de er den dag idag.

Det følgende aar (1653) i juni maaned seilede Danell atter langs østkysten til Kap Farvel, men blev overalt af isen forhindret fra at nærme sig land. Den 19de juni troede de paa 64° n. br. at se de gamle nordmænds Herjolfsnæs, hvor isen strakte sig fem eller seks mil ud fra land. Derpaa gjestede han Grønlands vestkyst.

Om han paa tilbagereisen i begyndelsen af august atter gjorde noget forsøg paa at naa østkysten, vides ikke, det berettes kun, at da isen spærrede østkysten, besluttede Danell at gaa til Island.

1654 finder vi paany Danell under Grønlands østkyst, denne gang, som det synes, længere syd, og han har vistnok kun reist der forbi paa veien til vestkysten. Om reisen vides meget lidet, uden at de udenfor Baals Revier (ɔ: Godthaabs-fjorden) saa «En Hauffrue med Wdslagenn Haar och meget Deiligh».

1670 blev en sjøkaptein ved navn Otto Axelsen udsendt af den danske konge for at opsøge det gamle Grønland. Han vendte samme aar tilbage, men der er intet blevet bekjendt om denne hans første reise.

Aaret efter (1671) blev han atter udsendt, men vendte aldrig tilbage. Usandsynligt er det ikke, at hans fartøi er bleven knust under et forsøg paa at naa Grønlands østkyst.

Danell havde uden nogen grund henlagt de gamles «Herjolfsnæs» — som skulde ligge i nærheden af Østerbygden — til østkysten (se ovenfor). Dette har sammen med, at man endnu ikke havde fundet efterkommere af de gamle nordmænd paa vestkysten, forledet Theodor Thorlacius til paa sit kort over Grønland (fra 1668 eller 1669) at henlægge Østerbygden paa Grønlands østkyst, og dermed var opfatningen af dennes beliggenhed for lange tider bragt paa de vilde veie. Det gjaldt her efter for de ekspeditioner, som forsøgte landgang paa østkysten, ikke blot om at naa Grønland, men om at finde Østerbygden.

I begyndelsen af det 18de aarhundrede (1721) kom, som bekjendt, nordmanden Hans Egede til Grønland; han grundede en koloni der, og senere blev der grundet flere.

Det var nærmest for at bringe efterkommerne af de gamle nordmænd kristendommens lys, at Egede var kommet til landet, men man fandt fremdeles ingen saadanne. Han følte sig imidlertid fuldt overbevist om, at de maatte findes paa østkysten.

Af en indberetning, dateret 29de august 1724^[22], sees, at det kompani i Bergen, som udsendte Egede, havde givet et af sine skibe (huckerten «Egte Sophia», kapt. Hans Fæster) ordre til, at det skulde «opsøge og rekognoscere landet Grønlands østre side, men som det overalt, fra 66¹⁄2° til 60° har været belagt med is, saa er og dette dessein ej heller saa vel udfalden, som man gjerne havde seet eller ønsket». Den 12te mai kom skibet under Grønland, og i 3 maaneder skulde det have krydset langs isen paa østkysten fra 66¹⁄2° og til 60° 28′ n. br. og skulde have været landet «undertiden paa 1 Mil, og undertiden paa¹⁄2, 2, 3, 4 og 5 Mile nær, men ingen Dørkomst eller Aabning funden ...»

Det synes, som man nu for længere tid havde tabt modet paa at forsøge nogen landgang paa østkysten fra sjøsiden. Først i 1786 blev der paa forslag af biskop Paul Egede, søn af Hans Egede, udsendt en ny saadan ekspedition paa 2 skibe for at gjenfinde Østerbygden. Ekspeditionen blev stillet under ledelse af kapteinløitnant Paul de Løwenørn.

Den 3dje juli fik de mellem 65° og 66° n. br. et høit, bjergfuldt land isigte (nordenfor Kap Dan), som saaes hele den dag og den næste morgen; da synes Løwenørn imidlertid at være bleven skræmt af drivisen og fjernede sig atter fra «Grønlands isomgivne østkyst» for nogle dage senere at vende tilbage til Island, hvor han i længere tid laa til ankers i Dyrafjord. Dette var den eneste gang han fik landet i sigte. 23de juli gik han vistnok atter ud for at gjøre et nyt forsøg, men da han allerede dagen efter mødte drivisen, synes han meget snart at have opgivet haabet og reiste kort efter hjem til Danmark med sit største skib. Uagtet dette var en forhenværende hvalfanger og altsaa bygget netop for isseilads, saa han mindre af østkysten end de fleste af sine forgjængere. Nogen ynder af drivisen synes han saaledes ikke at have været. Som hans undskyldning kan tjene, at han som sjøofficer ingen erfaring har havt i isseilads.

Da han reiste hjem, efterlod han sit mindre fartøi, jagten «Den nye Prøve», under kommando af sekondløitnant Christian Thestrup Egede (en søn af biskop Paul Egede), forat denne kunde gjøre videre forsøg paa at naa «Østerbøygden». Til næstkommanderende paa jagten ansattes efter eget ønske sekondløitnant C. A. Rothe.

Hvad Løwenørn synes at have manglet af mod og foretagsomhed, det synes Egede i desto større grad at have været i besiddelse af, og med hele sin ungdoms begeistring satte han alt ind paa virkeliggjørelsen af sin fars drøm: Østerbygdens gjenopdagelse. Allerede den 8de august — samme dag, som Løwenørn seilede hjem — stod han tilhavs med sin lille jagt for endnu det aar at gjøre et alvorligt forsøg paa at naa den.

Den 16de august fik de landet (sandsynligvis nordenfor Kap Dan) i sigte, men kunde ikke lande paa grund af is, som strakte sig 7 mil fra land.

Den 20de august kom de længere syd ud for mundingen af en 1 mil bred fjord, som utvilsomt er Sermilik-fjorden, landet nær paa 2¹⁄2 mil; men ogsaa her blev de stansede af is.

Ved en række storme, som tilslut tvang dem til at reise til Island, blev de forhindrede fra at nærme sig land senere det aar.

I 1787 gjorde Egede og Rothe ikke mindre end 6 forsøg^[23] paa fra Island at naa Grønlands østkyst; men uagtet de dette aar havde faaet endnu et fartøi, en «hukert», opsendt fra Kjøbenhavn, saa lykkedes det dem bare en gang at faa landet i sigte. Dette var den 17de og 18de mai, da de inde i en dyb bugt i isen kom landet nordenfor Kap Dan nær paa en afstand af 6 til 7 mil^[24].

Det sidste forsøg gjordes ute til 29de september.

Underligt kan det, med det kjendskab, vi nu har til isforholdene paa kysten søndenfor Kap Dan, synes, at de ikke paa den sene aarstid kunde lande, men aarsagen har været, at de var for langt øst og nord og havde desuden adskillige storme og taaget veir.

I 1833^[25] (28de og 29de juli) saa den franske sjøofficer, løitnant de Blosseville, en del af østkysten paa mellem 68° og 69° n. br., men kunde ikke lande for is. Paa grund af havari blev han straks efter nødt til at vende tilbage til Island. Den 5te august gik han atter ud, men siden har man intet hørt om ham.

1859 kom amerikaneren oberst Schaffner til Grønland i barkskibet «Wyman» for at undersøge, om ikke en telegrafkabel fra Europa til Amerika kunde føres den vei over. Den 10de oktober gik han fra Julianehaab sydover forbi Kap Farvel og op langs østkysten omtrent til høiden af Lindenows-fjorden (paa 60° 25′ n. br.). Han opdagede ikke «saa meget som en haandsbred drivis» langs kysten, hvilket er meget sandsynligt, da den paa en saa sen aarstid gjerne pleier at være isfri; men de hindredes fra at ankre eller gjøre landgang paa kysten ved en nordenstorm, som drev skibet tilsjøs.

18de juli 1860 kom Mc. Clintock ombord i «Bulldog» under kysten ved Kap Walløe (60° 34′ n. br.), men hindredes af is i at lande.

Derpaa gik han til vestkysten og senere til Amerika. Paa hjemreisen, efterat han havde besøgt Julianehaab, nærmede han sig atter Grønlands østkyst og var den 8de oktober 1 geogr. mil nær land ved Prins Christians sund (60° 2′ n. br.), hvor han fandt meget lidet drivis; men om natten sprang der op en voldsom storm, som varede i tre dage og drev «Bulldog» tilsjøs.

Samme aar (1860) den ute september kom atter oberst Schaffner, denne gang ombord i trædampskibet «Fox» under den engelske polarfarer kapt. Allen Youngs ledelse, nær Grønlands østkyst ved Kap Bille (paa omtr. 62° n. br.). Hensigten med denne ekspedition ligsom den netop omtalte «Bulldog»-ekspedition var at gjøre undersøgelser i anledning den omtalte af oberst Schaffner projekterede telegrafkabel over Grønland.

Ved Kap Bille fandt de, efter hvad Allen Young har meddelt mig, saa lidet is, at man med lethed kunde have landet. Man var dog, som det synes, ikke landet nærmere end et par mil.

Den 12te september fandt de paa 61° 54′ n. br. isen tæt pakket til land.

Den 13de september dampede de «stille ind mod kysten,³⁄4 mil nær land» ved «Omenarsuk»; men isen laa her for tæt, til at det kunde naaes. En mørk vandhimmel nær Lindenows-fjord gav imidlertid kaptein Young formodning, om, at han der muligens kunde finde en ankerplads under landet. Da det om kvelden trak op til storm, holdt han imidlertid tilsjøs for ikke senere at nærme sig Grønlands østkyst.

1863 gjordes med to jerndampskibe «Baron Hambro» og «Caroline» et forsøg paa for et engelsk handelshus, som havde faaet tilladelse dertil af den danske regjering, at grundlægge en handelskoloni paa Grønlands østkyst. Ekspeditionens leder var engelskmanden Taylor. Man afseilede 21de august fra Hamburg i haab om saa sent at finde kysten isfri, men blev skuffet; den var fuldstændig spærret af is, som man ikke turde vove sig ind i med disse jernskibe.

1865 kom Taylor igjen med et sterkt trædampskib «Erik», bygget særskilt for isseilads. Han fandt atter kysten (paa omkr. 63° n. br.) spærret af is, som ikke trods 2 kraftige forsøg lod sig gjennembryde.

1879 seilede den danske orlogsskonnert «Ingolf» under kommando af kapt. A. Mourier med løitnant Wandel som næstkommanderende fra 6te til 10de juli langs Grønlands østkyst fra 69° n. br. og sydover til i nærheden af Kap Dan. Man var inde i en dyb isbugt og kom landet ved Ingolfs-fjeld 4 til 5 mil nær, men kunde ingensteds lande for is^[26].

Kapt. Mourier anser det efter denne ekspedition som fuldstændig umuligt at naa Grønlands østkyst fra sjøsiden af. Allerede 4 aar senere skulde urigtigheden af denne paastand bevises.

I 1882 var, som tidligere nævnt, forfatteren med sælfangerskibet «Viking» paa fangst under Grønlands østkyst. Vi blev den 25de juni fast i isen paa mellem 66° og 67° n. br. og drev i flere dage ret mod kysten, indtil vi den 7de juli paa 66° 50′ n. br. og 32° 35′ v. l. troede os at være omtrent 6 mil fra landet. Senere drev vi sagte i sydvestlig retning, indtil vi endelig den 17de juli atter kom løs af isen^[27].

I 1883 gjorde Nordenskiøld med jerndampskibet «Sofia» 2 forsøg paa at naa Grønlands østkyst. Den 12te juni fik man første gang landet ved Kap Dan i sigte, men kunde ikke lande for is, hvorfor kursen sattes sydefter langs kysten. Denne var imidlertid isspærret lige til Kap Farvel, som passeredes 15de juni. Derefter besøgte Nordenskiøld Grønlands vestkyst, hvor han foretog sin isvandring, som vil blive omtalt senere i denne bog.

Den 30te august kom han atter paa tilbagereisen forbi Kap Farvel.

Den 1ste september havde han søndenfor den 62de breddegrad i nord et tæt drivisfelt, som strakte sig langt ud i havet (25 til 30 minuter) «fra isbræen ved Puisortok. Men søndenfor denne isodde syntes havet mod land at være aldeles isfrit». Da man kom under land, var der dog et isbælte med «en bredde af blot 6 minuter». Nordenskiøld mente vistnok, at det uden uovervindelige vanskeligheder havde ladet sig gjennembryde, men forsøgte det ikke, da kysten der skulde være ubeboet.

Det synes, som de isforhold, Nordenskiøld her traf, med en isodde strækkende sig ud i havet og et smalt isbaand langs kysten sydover, har været paafaldende ligt, hvad vi nu traf omtrent paa denne høide eller rettere lidt søndenfor. Det synes, som der paa dette sted maa, ialfald undertiden, raade merkelige uregelmæssigheder i strømforholdene (se herom ogsaa senere).

Et stykke nordenfor 62de breddegrad skar en dyb bugt ind i isen mod land, men i bunden af denne hindredes de atter ved et smalt isbaand fra at lande.

Da Nordenskiøld ønskede at naa land noget nordligere, forsøgte han heller ikke her at bryde sig gjennem isen, «hvilket neppe havde været forbundet med nogen synderlig vanskelighed».

Endelig den 4de september skulde det lykkes Nordenskiøld at udføre, hvad saa mange havde søgt forgjæves; han kom med jernskibet «Sofia» gjennem forholdsvis spredt is lykkelig under land lige i vest for Kap Dan og ankrede i en bugt, som han kaldte «Konung Oscars Hamn». Her gik man den dag og den følgende morgen iland og gjorde forskjelligartede videnskabelige indsamlinger og iagttagelser. Man fandt ogsaa talrige og tildels ferske spor af indfødte, men saa ingen, og dette var, efter hvad vi nu ved om kysten, yderst merkeligt; thi man havde landet midt i et beboet strøg. Ekspeditionen var heller ikke bleven bemerket af eskimoerne, men derimod havde den som det eneste synlige tegn paa sin tilstedeværelse efterladt en tom ølflaske fra Calsberg bryggeri, der blev funden af eskimoerne og det følgende aar bragt Kapt. Holm^[28] som en overnaturlig ting; især tillagde de den gule vædske, hvoraf der endnu fandtes en draabe igjen, guddommelige kræfter.

5te september, dagen efter ankomsten, lettede «Sofia» atter anker og stod ud fra land for om muligt at naa det nordenfor Kap Dan. Dette lykkedes dog ikke, og man blev paa grund af manglende kulforraad tvungen til at vende hjemover.

I 1884 var isforholdene i Danmarks-strædet meget gunstige for en landing paa Grønlands østkyst, og flere af de norske sælfangere var, efter hvad jeg har hørt af paalidelige kilder, i første halvdel af juli meget nær under kysten omkring 67° n. br., og en af dem, kapt. A. Krefting med skibet «Stærkodder», fangede klapmyts lige under landet, som han, saafremt det havde været i skibets interesse, «let kunde have naaet».

Det sidste af de mange forsøg paa at gjennemtrænge drivisen paa Grønlands østkyst kjender læseren forhaabentlig saa vel fra den tidligere beskrivelse i denne bog, at det er unødvendigt at omtale det her^[29].

Foruden disse forsøg paa at naa Grønlands østkyst fra sjøsiden er der et par tildragelser i drivisen udenfor denne kyst, som vi ikke godt her kan undlade at omtale, saameget mindre som de paa en vis er forgjængere for vor drift i isen, skjønt denne er barneleg mod, hvad der under dem udstodes.

Aaret 1777 har paa en uhyggelig maade brændt sig ind i erindringen paa alle dem, som beskjæftiger sig med den arktiske forsknings historie; thi neppe nogensinde har de arktiske egne været vidne til saa megen elendighed paa en gang.

Dette var et meget slemt isaar paa Grønlands kyster, og dagene mellem den 24de og 28de juni kom 27 eller 28 hvalfangere af forskjellige nationaliteter^[30] fast i isen paa mellem 74° og 75° n. br. udfor østkysten^[31]. En del af disse skibe kom i løbet af de følgende maaneder atter løs; men 12 blev siddende^[32] og drev sydover langs kysten for efterhaanden at bli knuste mellem isflagene og synke. De første forlis skede 19de og 20de august, da 6 skibe sønderskruedes paa omtrent samme sted mellem 67° 30′ og 68° n. br. og i en afstand fra 12 til 14 mil fra land. De øvrige drev stadig sydover langs kysten, som næsten hele tiden havdes i sigte, almindeligvis i en afstand af en halv snes mil. Ved slutten af september var man mellem 64° og 65° n. br. Det sidste skib knustes den ute oktober 5—6 mil fra land paa omtrent 61¹⁄2° n. br.; altsaa netop ud for Anorilok, hvor vor isdrift endte. Den strækning, dette havde drevet, siden det først kom fast i isen i juni, blir omkring 270 geogr. mil, hvortil er brugt omkring 107 dage, hvilket følgelig giver en gjennemsnitlig hastighed af omkring 2¹⁄2 mil i døgnet. Paa den sidste del af driften havde dog hastigheden været betydelig større end paa den første. Indtil den 20de august maa den saaledes have været gjennemsnitlig omkring 2 mil, fra denne tid og til slutten af september 2¹⁄2 mil, men efter denne tid omkr. 4¹⁄2 mil.

Mandskaberne paa de forulykkede skibe reddede sig gjerne over paa dem, som endnu ikke var sunkne, nogle tog ogsaa sin tilflugt til isen og opholdt sig siden paa denne.^[33] Under stigende elendighed bar det sydover, og mange døde efterhaanden, nogle druknede, andre frøs ihjel, men de fleste sultede ihjel, da der som regel kun blev lidet proviant reddet fra de sunkne skibe, hvor der allerede var smaat nok før.

Paa det sidste skib havde der efterhaanden samlet sig 286 mennesker, og nøden blev snart stor, 10 spiseskeer grød eller erter tilmands var tilslut den daglige ration.

I begyndelsen af oktober gjorde 12 mand fra dette et forsøg paa at gaa over isen til land, omtrent paa 63° n. br. De naaede ogsaa en ø, men da de fra denne ikke kunde komme over til fastlandet, vendte de atter tilbage til skibet. Dette er altsaa de første i den nyere tid, om hvem vi ved, at de har naaet Grønlands østkyst fra sjøen.^[34] Efter forliset opholdt de fleste af folkene sig nogle dage sammen paa isen. Da de imidlertid indsaa, at hvis de i slig en samlet masse kom til beboede steder, vilde det være umuligt at skaffe mad til saa mange, delte de sig i flere partier, blandt hvilke kan nævnes ét, som søgte nordpaa langs landet, og et andet og større parti, som forlod kysten for at trænge tvers over landet til vestkysten. Om ingen af disse har man senere faaet nogensomhelst underretning. Et tredje parti paa omkring 50 mand søgte sydover langs landet og traf nordenfor Kap Farvel, sandsynligvis ved Alluk, eskimoer, som tog venlig imod dem, forsynede dem med proviant og overlod dem sin konebaad. I denne naaede de senere de danske kolonier paa vestkysten. Et fjerde parti, ligeledes paa vel 50 mand, søgte ikke at lande paa østkysten, men drev med isen rundt Kap Farvel og landede efter at have døiet meget, og efterat mange var døde, paa vestkysten, nogle ved Fredrikshaab, andre i nærheden af Godthaab.

Af de øvrige besætninger, som ikke havde været ombord i det sidst forliste skib, drev forskjellige mindre afdelinger med isen til Kap Farvel og kom i sine baade ind til kolonierne paa vestkysten, de fleste i oktober eller november maaned. Den merkeligste blandt disse var en paa 6 mand med 2 baade, som kom til land nordenfor Godthaab. Disse 6 havde reddet de to baade og næsten hele sit skibs proviant, da det sank, og istedenfor som kameraterne at søge over til et andet skib blev de paa isen. Senere søgte de ud tilsjøs, roede og seilede langs isen rundt Kap Farvel og videre, indtil de endelig efter mange lidelser naaede et lidet skjær nordenfor Godthaab, omtrent en halv mil fra fastlandet. De vidste ikke, hvor de var, men besluttede sig til at overvintre her. De levede af den reddede proviant og fik af seil og aarer laget en hytte, hvori de døiede meget ondt af kulde og vandmangel; det værste var dog næsten, at i storm brød sjøen saa over skjæret, at de stadig var udsatte for at drukne. Endelig i slutten af mars fandt nogle grønlændere dem og viste dem vei til Godthaab. Disse 6 mand maa have tilbagelagt en afstand af omkring 175 geogr. mil, dels paa isen, dels i aaben baad.

Af de mange, som i 1777 drev langs Grønlands østkyst, var der omtrent 320, som aldrig vendte hjem, mens omkring 155 naaede frem til Grønlands vestkyst og blev det følgende aar sendte tilbage til Europa. At de alle blev gjestfrit modtagne saavel af eskimoerne som af de danske i Grønland, er overflødigt at sige.^[35]

Vintrene 1869 og 70 gjorde besætningen paa «Hansa» en anden næsten lige saa merkelig, om end ikke saa uhyggelig reise paa isen langs Grønlands østkyst.

«Hansa» var det ene af de to skibe, som skulde sætte den saakaldte anden tyske nordpol-ekspedition iland paa Grønlands nordlige østkyst.

Under forsøget paa at trænge ind til kysten kom det ene skib «Germania», der foruden seilrig havde dampmaskine, lykkelig gjennem isen, mens seilskibet «Hansa», under kommando af kapt. Hegemann, den 6te september blev fuldstændig fast i isen paa omtrent 74° 6′ n. br. og 16° 30′ v. l.^[36] (omtrent 10 geogr. mil fra land). Derefter drev skibet stadig sydefter i forholdsvis liden afstand fra land, indtil det den 19de oktober blev sønderskruet og sank paa ca. 70° 50′ n. br. og 20° 30′ v. l. (nogle faa mil fra den saakaldte Liverpool-kyst); hele skibets besætning reddede sig imidlertid med de nødvendige forraad paa isen, og da de besluttede sig til at blive paa denne fremfor at søge land, byggedes af den reddede stenkul et hus paa et isflag. I dette tilbragtes den første del af vinteren, mens de stadig drev langs landet sydover. Under en storm 15de januar (paa 66° n. br.) revnede flaget midt under huset, og de maatte søge sin tilflugt i baadene. Senere byggedes paa et andet flag i nærheden et mindre hus. Under mange omskiftelser drev de videre sydover, indtil de den 7de mai paa omtr. 61° 12′ n. br. og nogle mil fra land (altsaa atter ikke langt fra Anoritok) kunde forlade isflaget for at gaa i baadene^[37] og i disse søge ind til kysten, som imidlertid først naaedes den 4de juni, da de landede paa øen Iluilek, som ligger paa omtrent 60° 53′ n. br. Herfra gik det videre sydover, og endelig den 13de juni naaede de 3 baade med «Hansa»’s hele besætning lykkelig den hernhutiske missionsstation Friedrichsthal vestenfor Kap Farvel.

Den strækning, som «Hansa»-mændene drev, fra «Hansa» kom fast i isen de første dage af september 1869, og til de forlod isflaget 7de mai 1870, er tilsammenlagt henimod 1080 kvartmil eller 270 geografiske mil (altsaa omtrent samme afstand som driften 1777, se ovenfor); denne er drevet i omtrent 8 maaneder eller 246 dage, og dette giver følgelig en gjennemsnitlig hastighed af henimod 1,1 geografisk mil i døgnet, hvilket er mindre end det halve af den hastighed, hvormed man drev i 1777. Grunden er muligens for en del, at strømmen om vinteren ikke er saa sterk, samt at «Hansa»-mændene drev i mindre afstand fra landet. Den maaned, hvori de havde den største midlere driftshastighed, var forøvrigt november, da denne var hen imod 2 geografiske mil (7,8 kvartmil); de var da endnu nordenfor Island.

Sammenstilles disse gjennemsnitshastigheder (altsaa 2,5 mil fra 1777 og 1,1 mil fra 1869—70) med den, vi havde under vor 11 dages drift, hvilken var henimod 6 mil (5.8 mil) i døgnet, da er forskjellen paafaldende; de fleste dage drev vi endog 7 mil. Sandsynligvis maa grunden til denne forskjel være at søge deri, at strømmen om sommeren løber med betydelig større hastighed end til andre tider paa aaret; en anden grund kan selvfølgelig ogsaa være den, at «Hansa»-folkene har været langt inde i drivisbeltet, mens vi var længere ude. De forulykkede i 1777 drev, som allerede omtalt, med betydelig større hastighed den sydligste del af sin drift, idet de søndenfor 64° n. br. havde en hastighed af omtrent 4,5 geogr. mil i døgnet^[38] .

En merkelighed med hensyn til strømmen paa 61—62° n. br. har jeg flere gange havt anledning til at berøre (sml. side 248, 272 og 279. Det synes, som der her hyppig maa være en uregelmæssighed i strømretning og hastighed, som muligens kan frembringes derved, at en arm fra en nordgaaende strøm bevirker forandringer i isen og tvinger isodder ud tilhavs (saml. vor erfaring, side 248 og Nordenskiölds, side 272. En lignende mulig uregelmæssighed i strømmen nordenfor Kap Dan er ogsaa gjort opmerksom paa (sml. side 268 anm. 2). I det hele synes det af alt, hvad vi nu ved om strøm og isforhold, at fremgaa, at polarstrømmen langs Grønlands østkyst er søndenfor 69° n. br. underkastet visse aarlige perioder. Disse kan muligens atter igjen skyldes vekslinger i nordgaaende strømme.

⁂

De tidligere i dette kapitel omtalte reiser har ikke i nogen væsentlig grad befordret kjendskabet til Grønlands østkyst.

Det kjendskab, vi har til dennes sydlige del, langs hvilken vi staar i begreb med at reise, skyldes væsentlig et par ekspeditioner, og da det uden disse, særlig den sidste af dem, neppe vilde have været os muligt at trænge frem nordover, saa ligger det nær at omtale dem med et par ord.

Da Dannell’s ovenfor omtalte reiser mentes at have bevist umuligheden af en landing fra sjøsiden paa Grønlands østkyst, saa er det naturligt, at man snart kom paa den tanke at tage vestkysten som udgangspunkt for ekspeditioner langs landet dertil. En saadan anskuelse findes da ogsaa fremsat allerede omkring 1664 af P. H. Resen og 1703 af Arngrim Vidalin^[39].

Som tidligere nævnt, antog Hans Egede, Grønlands apostel, at Østerbygden maatte ligge paa Grønlands østkyst. Allerede 1723 foretog han en reise sydover fra sin boplads nær det nuværende Godthaab for i to baade langs landet at naa denne. Ved Nanortalik paa 60° 8′ n. br. nær

Kap Farvel blev han imidlertid den 26de august nødt til at vende om paa grund af den sene aarstid og mangel paa proviant. Senere fremholdt han dog den anskuelse, at Østerbygden paa østkysten lettest maatte kunne naaes langs landet og muligens i eskimoiske konebaade.

Et forsøg paa fra Godthaab langs landet at naa østkysten, foretaget 1733 af Mathias Jochimsen, mislykkedes ligeledes, idet han paa 61° n. br. stansedes af is.

Heldigere var den dygtige Peder Olsen Walløe, en bornholmer, som i flere aar var handelsmand paa Grønland. I august 1751 begyndte Walløe sin reise fra Godthaab i en konebaad med en besætning paa 4 grønlænderinder og 2 europæere. Det første aar naaede han det nuværende Julianehaabs distrikt, hvor han foretog undersøgelser og overvintrede. Det følgende aar fortsattes reisen forbi Kap Farvel og et stykke op langs østkysten til en ø, som han kalder «Nenese» paa 60° 56′ n. br.(?), hvor han den 8de august blev nødt til at vende om. Dette er den første europæer, som med sikkerhed vides at have betraadt Grønlands sydlige østkyst. Han fik dog liden løn for sine fortjenstfulde reiser og levede sidenefter i de kummerligste omstændigheder i Danmark. Han døde 1793, 77 aar gammel, paa Vartov fattighospital i Kjøbenhavn.

Henimod udgangen af forrige aarhundrede beviste Eggers tydelig i et i 1792 udkommet skrift, at Østerbygden havde ligget paa den sydlige vestkyst; naar man havde henlagt den til østkysten, da var dette en feiltagelse af fortidens lærde, som havde tydet de gamle norske beretninger fuldstændig galt.

I aarene 1829—30 foretog kapteinløitnant i den danske flaade W. A. Graah sin betydningsfulde reise i konebaad, væsentlig bemandet med grønlænderinder, langs Grønlands østkyst.^[40]

Den 1ste april naaedes østkysten. Den 20de juni paa 61° 47′ n. br. tog Graah den modige beslutning at forlade sine europæiske fæller, som vendte tilbage, og at gaa videre alene med den ene af de to konebaade og 6 grønlændere.

Den 27de juni paa 63° 37′ n. br. forlodes han ogsaa af sit grønlandske følge paa 3 unge piger nær, som han endelig fik overtalt til at følge sig videre som roersker. Den 23de juli naaede han sin nordligste teltplads, en ø, som han kalder «Vend om» (paa 65° 13′ 11. br.), og den 18de august byggede han en varde paa sit nordligste punkt paa den nordenfor liggende Dannebrogs ø (65° 19′ n. br.). Her blev videre fremtrængen hindret af is.

Den 21de begyndte han tilbagereisen, og den 1ste oktober gik han i vinterkvarter ved et sted, han kalder Nukarbik, nu kaldet Imarsivik, paa 63° 22′ n. br. Vinteren tilbragte han under sygdom og store savn. Da vaaren kom, havde han imidlertid ikke tabt modet, men begyndte 5te april et nyt forsøg paa at trænge nordover. 25de juli maatte han dog efter de utroligste gjenvordigheder atter vende om uden at have naaet saa langt som forrige aar.

Den 16de oktober ankom han endelig til Frederikshaab efter at have udstaaet meget.

Denne merkelige reise bragte gode oplysninger om Grønlands østkyst lige til den 65 de breddegrad. Levninger efter nordboer eller ruiner efter deres huse fandt Graah derimod ikke paa hele den bereiste strækning, og umuligheden af Østerbygdens beliggenhed paa østkysten syntes dermed at maatte være bevist. Det eneste, Graah fandt af europæiske levninger, var en kanon, fundet ved Koremiut i Uarketfjorden paa 61° 17′ n. br. Denne maa sandsynligvis stamme fra et eller andet skib, som er forlist i isen og drevet ned langs kysten.

En nordboruin blev imidlertid af den hernhuttiske missionær Brodbeck i 1881 fundet ved Narsak paa den nordre side af Lindenows-fjorden eller Kangerdlugsuatsiak (paa 60° 30′ n. br.), hvorhen han i konebaad foretog en reise, altsaa den 3dje bekjendte paa Grønlands sydlige østkyst. Det er den eneste nordboruin, som er kjendt paa østkysten. Den var forøvrigt allerede i begyndelsen af aaret omtalt af Giesecke, som havde hørt grønlændere berette om den.

Den sidste reise langs denne kyst er den danske konebaadsekspedition under ledelse af G. Holm, kaptein i den danske flaade. Denne varede 3 aar, fra 1883 til 1885, og var ligesom Graahs ekspedition udsendt af den danske stat. Den dannede en del af de siden 1876 fortsatte «geologiske og geographiske Undersøgelser i Grønland».

Ekspeditionen, som fortiden lederen bestod af danskerne marineløitnant Garde, næstkommanderende, Peter Eberlin, botaniker og geolog, nordmanden H. Knutsen, geolog, samt som tolke to danske grønlændere, brødrene Petersen, foretoges i konebaade med grønlandsk besætning, mest kvinder. Ved de tidligere ekspeditioner var det lidt efter lidt gaaet ind i de danske grønlandsfareres bevidsthed, at dette skulde være den eneste maade at reise paa langs Grønlands østkyst.

Den første sommer naaede den samlede ekspedition med 4 konebaade og 10 kajaker Ikuilek paa østkysten (60° 52′ n. br.) i begyndelsen af august. Her nedlagdes et depot for det kommende aar, og den 10de august begyndtes atter hjemreisen til Nanortalik, vest for Kap Farvel, ekspeditionens standkvarter, hvor vinteren tilbragtes.

Det næste aar, 1884, begyndte reisen langs kysten med 4 konebaade og 7 kajaker (ialt 31 mennesker foruden de 6 europæere). En del af besætningen sendtes atter hjem den 18de juli fra Karra akungnak.

Den 28de juli naaedes Tingmiarmiut. Herfra vendte den halve del af ekspeditionen under ledelse af løitn. Garde tilbage til Nanortalik, idet den foretog undersøgelser paa veien.

Kapt. Holm med den øvrige del, som bestod af H. Knutsen og tolken Johan Petersen samt 2 grønlændere og 6 grønlænderinder, fordelte i 2 konebaade, forlod den 30te juli Tingmiarmiut og drog videre nordover langs kysten. Den 25de august kom de til Graahs nordligste punkt paa Dannebrogs ø, altsaa en hel maaned senere end denne.

Den 1ste september naaede de Angmagsalik lige ved Kap Dan, hvor de fandt en stor bebygget trakt med omkring 400 mennesker. Her blev de vinteren over.

Den næste sommer, 1885, drog de atter den 9de juni sydover og stødte den 16de juli ved Umanak, paa henimod 63° n. br. sammen med den øvrige del af ekspeditionen, som kom imod dem søndenfra. Den 18de august naaede den hele ekspedition Nanortalik og vendte snart efter tilbage til Danmark.

Denne ekspeditions videnskabelige udbytte var overraskende stort; østkysten lige til 66° n. br. er derved bleven grundig undersøgt med hensyn til befolkning og naturforhold, og de nøiagtige karter, som den har leveret af kysten, var det, som for en væsentlig del satte os istand til med sikkerhed at finde vor vei nordover langs denne.

1. De gamle norske kolonier paa Grønland laa, som bekjendt, paa vestkysten. Den ene «Østerbygden» laa langt syd i det nuværende Julianehaabs distrikt, den anden «Vesterbygden» laa nordligere inde i fjordene ved det nuværende Godthaab.
2. At oversætte «jöklum» med «isbjerge», som tidligere skeet, forekommer mig at være fuldstændig uberettiget.
3. I en anden udgave staar: «under Grænlands jökla, i udbygðir osv.
4. Paa hvilket sted af Grønlands østkyst denne beskrivelse nærmest skulde passe, har jeg ikke kunnet udrede, skjønt beskrivelsen maa siges at være karakteristisk for landet.
5. At isen skulde have stængt hele sommeren, er utænkeligt.
6. Der kjendes blot en nordboruin fra Grønlands østkyst, denne ligger ved Narsak i Lindenows-fjord; se herom senere i dette kapitel.
7. Om skibe, som forulykker i drivisen, er der flere beretninger i sagaerne.
8. ɔ: Isfjelde.
9. At isforholdene i Danmarks-strædet var de samme i middelalderen, som de er nu, fremgaar forøvrigt tydelig af en islandsk saga, hvori det omtales, at en islænding steg op paa fjeldet for at se, om isen vilde løsne sig fra land. (Meddelt mig af prof. G. Storm). Isen rak altsaa ogsaa dengang iland paa Island.
10. Om dette er den første ekspedition, som udsendtes til Grønlands gjenopdagelse, er ikke sikkert. Af en proklamation fra kong Frederik II til grønlænderne af 12te april 1568 sees det, at en vis Kristiern Aalborg skulde med et skib gaa did det aar; der vides imidlertid intet videre om ekspeditionen. Af den samme konge blev der senere ogsaa underhandlet i samme retning med en russer Paul Nichetz, som paastod, at han kjendte veien til Grønland (muligens forveksling med Spitsbergen eller Novaja Semblia); men til hvad resultat underhandlingerne førte, vides ikke.
11. Sml. Norske Rigs-Registranter, Kristiania 1863, Bd II s. 337.
12. Trykt i: Grønlands historiske Mindesmærker (Kjøbenhavn 1845) Bd. III side 641—647.
13. Alldays ekspedition er ikke den første blandt de kjendte, som efter middelalderen faar Grønland isigte. Englænderen Martin Frobisher havde allerede paa sine 3 reiser (1576—78) til nordvestpassagens opdagelse faaet sydkysten isigte, han antog den for at være Zeniernes Friesland og kaldte landet Ny England.
14. Mogens Heinessøn var paa den tid borger i Bergen, men var født paa Færøerne af norske forældre og regnes som Færøernes anden nationalhelt. Sigmund Brestesøn er den første.
15. Lyschander. «Grønlandske Chronica». Kjøbenhavn. 1608.
16. Muligens er dette det magnetiske øst, vil altsaa sige omtrent retvisende nordøst.
17. Før disse ekspeditioner var Grønlands vestkyst allerede fundet og betraadt af englænderen John Davis, som paa sine 3 reiser 1585—87 fandt landet (han kaldte det «Land of Desolation») og bereiste kysten lige fra den sydlige del og op til 72° n. br. Han er saaledes den første europæer, som vides at have sat fod iland der efter middelalderen.
18. Denne findes trykt i Stenstrups afhandling «Om østerbygden» i Meddelelser om Grønland», bd. 9 (Kjøbenhavn 1889), side 12—14.
19. Den eneste beretning, som haves om denne reise, er en beretning til Frederik den tredje, forfattet af en vis Christian Lund efter Danells dagbøger, og som opbevares i det kongelige bibliotheks gamle manuskriptsamling i Kjøbenhavn. 1787 blev der af John Erichsen udgivet i trykken et udtog af denne beretning. Se forøvrigt ogsaa «Grønlands hist. Mindesmærker», 111, side 713—720.
20. Hvorfra kapt. A. Mourier har hentet sine oplysninger, at Danell skulde have opdaget et forbjerg paa 67° og et paa 65¹⁄2° n. br. (se dennes artikel om «Ingolfs» reise 1879 i «Geografisk Tidsskrift», Kjøbenhavn, bd. 4, s. 51, 1880), har jeg ikke kunnet opdage.
21. Danell har i sine dagbøger beskrevet en del øer, som skulde ligge tildels 3 à 4 mil fra land søndenfor Kap Dan, og hvoraf han giver en navnet «Hvidsadlen» og en anden «Masteløst skib». Af beskrivelsen fremgaar det imidlertid tydelig, at disse øer kun har været store isfjelde, hvoraf der er mange, og som den med saadanne ukjendte Danell har taget feil af. Jeg har selv seet gamle ishavsfarere tage isfjelde for land. Om 5 øer, som de den 6te juni var nær, heder det, at de var «næsten ganske overklædte med is undtagen en, som var af sortagtigt udseende, meget høi og af en mils (?) omfang». Altsammen meget passende for isfjelde; at det ene isfjeld var sortagtigt, tyder paa, at det har ført moræneslam, grus og sten med sig, hvilket ikke er noget sjeldent tilfælde. Jeg traf selv i 1882 et saadant isfjeld under Grønlands østkyst paa ca 66° 50′ n. br. og tog det først for en ø. (Sml. min artikel derom i «Nyt Magazin for Naturvidenskab». Kristiania 1883). Naar Graah mente (1829) at have gjenfundet 2 eller 3 af Danells øer, er det antagelig toppene ved Kap Dan, han har seet over horisonten, hvis det da ikke atter er isfjelde, hvilket synes lidet sandsynligt at en saa erfaren mand som Graah skulde tage feil af. Jeg kan ikke tilegne mig kapt. Holms opfatning (se «Meddelelser om Grønland», bd. 9, side 201) at Danells ø Hvidsadlen skulde være den fjeldtop eller nunatak paa indlandsisen, som han kalder saa. Jeg har selv seet samme nunatak ude fra drivisen i flere miles afstand, men saa samtidig hele landet med indlandsisen, og at den skulde kunne tages for en ø, forekommer mig umuligt, saa meget mere som jo Danell skulde have været sin ø Hvidsadlen paa 3 mils afstand. Da imidlertid navnet passer paa den top, hvorpaa Holm har anbragt det, finder jeg ingen grund til, at det atter skulde fjernes.
22. Trykt i «Meddelelser om Grønland». Bd. 9, Kjøbenhavn 1889, side 28—29.
23. Disse forsøg var følgende:
    1. 1ste april til 12te april.
    2. 8de mai til 18de mai (da landet saaes).
    3. 8de juni til 3dje juli.
    4. 20de juli til 10de august.
    5. 26de august til 31te august.
    6. 11te september til 29de september.
24. Om strømmen paa dette sted gjør Egede en interessant bemerkning. Han siger: «De tvende forbigangne Etmaal løb Strømmen nordpaa, som jeg med saa megen mere Vished kan sige, da jeg med begge Skibene for hver Dag befandt mig ved Observation 30" eller 7¹⁄2 Miil nordligere end med Skibenes Udregning. Dette supponerer jeg sikkert at være Aarsag til den svære Iisbugt, som banede mig vei til at faae Landet at see.» En lignende bugt i isen og omtrent paa det samme sted fandt man med Ingolf 1879 (se om dennes togt senere), og den 11te juni var vi, som omtalt, med «Jason» inde i en bugt paa dette sted. I denne forbindelse kan ogsaa nævnes, at jeg i 1882 paa 66° 40′ og 66° 50′ n. br. (altsaa betydelig nordenfor det sted, Egede var inde) fandt ganske merkelige strømforhold under Grønlands østkyst. Den 24de eller 25de juni blev vi fast i isen og drev i mange døgn (indtil 9de juli) i vestlig og lidt nordlig retning (retvisende) ret ind mod landet med en hastighed af over 2 mil i døgnet; senere drev vi i mere sydlig retning. Det synes, som om strømmen langs Grønlands østkyst er underkastet flere ganske merkelige uregelmæssigheder. (Se herom ogsaa senere i dette kapitel).
25. Da det blot er den sydlige del af Grønlands østkyst, som her har interesse for os, omtales ikke de forskjellige ekspeditioner, som har besøgt den nordlige del, saaledes som f. eks. Scoresby, Sabine og Clavering i 1522 og 1823.
26. Kapt. A. Mourier: Orlogsskonnerten «Ingolfs» Ekspedition i Danmarks-strædet i 1879. «Geografisk Tidsskrift». Bd. 4. Kjøbenhavn 1880. Side 59. Se ogsaa om denne ekspedition Wandels artikel i «Meddelelser om Grønland». Bd. 6. 1883.
27. Se herom «Langs Grønlands Østkyst». «Geografisk Tidsskrift». Bd. 7. Kjøbenhavn 1884. Side 76—79. Se ogsaa denne bog, side 1.
28. Se om dennes ekspedition senere i dette kapitel.
29. Der haves en islandsk beretning om, at nogle fiskefartøier skulde have ankret 1756 paa Grønlands østside, nordvest fra Vestfírdir paa Island. Denne synes dog ikke at være meget paalidelig (se herom «Geografisk Tidsskrift». Kjøbenhavn. Bd. 7, side 117 og 176). At der af de forulykkede i 1777 var flere, som naaede kysten, vil senere blive omtalt
30. Disse var sandsynligvis: 9 hamburgere, 8 englændere, 7 hollændere, 2 svensker, 1 bremer og 1 dansk.
31. Her har det forøvrigt oftere hændt, at skibe kom fast i isen, uden at det dog er gaaet dem saa ilde, som det gik i 1777. Som et eksempel blandt de mange kan nævnes, at i 1769 skulde 4 skibe være komne fast i isen i begyndelsen af juli paa omtrent 76° n. br. og drev indtil den 16de og 19de november ned paa 69° n. br., da 2 af dem arbeidede sig ud, mens man intet ved om de 2 andres skjæbne.
32. Af disse var der sandsynligvis 6 hollændere og 6 tyskere (hamburgere). Besætningen paa dem bestod for en overveiende del af danske fra øerne ud for vestkysten af Jylland og Slesvig samt fra Holsten.
33. 2 besætninger reddede sig over paa 2 skibe, som senere kom lykkelig ud af isen.
34. Af en afdeling paa 160 mand, som allerede 30te september paa 64° n. br. maatte ty til isen og baadene, skulde 24 mand omtrent paa 63° n. br. have forsøgt at naa Grønlands østkyst, men der hørtes senere intet til dem.
35. Naar Julius Payer i sin forøvrigt meget ukorrekte notis om denne isdrift (Payer: «Die osterreichisch-ungarische Nordpol-Expedition in den Jahren 1872—1874 o. s. v., Wien 1876, side 481) giver det udseende af, at de frelste mandskaber (som han merkelig feilagtig angiver til 12) blev daarlig modtagne og behandlede paa vestkysten og ved hjemkomsten til Europa, da savner dette ethvert skin af sandsynlighed, og er forøvrigt grundig imødegaaet og forhaabentlig for altid gjort umuligt af kapt. C. Normann i hans indgaaende artikel om denne reise i «Geografisk Tidsskrift», Bd. 2, Kjøbenhavn 1878 side 49—63, hvori han giver en sammenstilling og et uddrag af de mange ældre beretninger derom. Det meste af det her anførte er taget fra denne artikel.
36. Altsaa omtrent paa samme sted, hvor hvalfangerne kom fast i 1777.
37. Den maade, hvorpaa dette skede, lignede meget vor (den 29de juli). Den 6te mai havde man endnu ingen anelse om, at man snart skulde kunne forlade flaget, og blev den følgende dag ikke lidet forbauset ved at finde aabent vande mod land, endvidere var man drevet 8 minuter eller 2 geogr. mil nordover fra den foregaaende dag. Det synes, som det ogsaa dengang har været uregelmæssigheder i strømforholdene paa disse høider. Som det vil erindres, drev heller ikke vi synderlig sydover den sidste nat, før vi slap fri af isen.
38. Det synes, som strømmens hastighed et stykke nordenfor Kap Dan er betydelig mindre, end den er i nærheden deraf og søndenfor. Det er ogsaa et forhold, som er almindelig kjendt blandt de norske sælfangere, der gaar paa fangst i Danmarks-strædet, at jo nærmere man kommer Kap Dan, desto stridere blir strømmen. Flere norske sælfangere har ogsaa været fast i isen under kysten kortere eller længere tid, men driften har, saavidt jeg har erfaret, ikke været betydelig. (Sml. ogsaa ovenfor «Viking»s drift 1882).
39. Se om disse i «Meddelelser om Grønland» Bd. 9. Kjøbenhavn 1889, side 26.
40. W. A. Graah: Undersøgelses-Reise til Østkysten af Grønland. 1828—31. Kjøbenhavn 1832.