Sammenstilles disse gjennemsnitshastigheder (altsaa 2,5 mil fra
1777 og 1,1 mil fra 1869—70) med den, vi havde under vor 11 dages
drift, hvilken var henimod 6 mil (5.8 mil) i døgnet, da er
forskjellen paafaldende; de fleste dage drev vi endog 7 mil.
Sandsynligvis maa grunden til denne forskjel være at søge deri, at
strømmen om sommeren løber med betydelig større hastighed end til
andre tider paa aaret; en anden grund kan selvfølgelig ogsaa være
den, at «Hansa»-folkene har været langt inde i drivisbeltet, mens
vi var længere ude. De forulykkede i 1777 drev, som allerede
omtalt, med betydelig større hastighed den sydligste del af sin
drift, idet de søndenfor 64° n. br. havde en hastighed af omtrent
4,5 geogr. mil i døgnet[1] .
En merkelighed med hensyn til strømmen paa 61—62° n. br. har jeg flere gange havt anledning til at berøre (sml. side 248, 272 og 279. Det synes, som der her hyppig maa være en uregelmæssighed i strømretning og hastighed, som muligens kan frembringes derved, at en arm fra en nordgaaende strøm bevirker forandringer i isen og tvinger isodder ud tilhavs (saml. vor erfaring, side 248 og Nordenskiölds, side 272. En lignende mulig uregelmæssighed i strømmen nordenfor Kap Dan er ogsaa gjort opmerksom paa (sml. side 268 anm. 2). I det hele synes det af alt, hvad vi nu ved om
strøm
- ↑ Det synes, som strømmens hastighed et stykke nordenfor Kap Dan er betydelig mindre, end den er i nærheden deraf og søndenfor. Det er ogsaa et forhold, som er almindelig kjendt blandt de norske sælfangere, der gaar paa fangst i Danmarks-strædet, at jo nærmere man kommer Kap Dan, desto stridere blir strømmen. Flere norske sælfangere har ogsaa været fast i isen under kysten kortere eller længere tid, men driften har, saavidt jeg har erfaret, ikke været betydelig. (Sml. ogsaa ovenfor «Viking»s drift 1882).
