og isforhold, at fremgaa, at polarstrømmen langs Grønlands østkyst er søndenfor 69° n. br. underkastet visse aarlige perioder. Disse kan muligens atter igjen skyldes vekslinger i nordgaaende strømme.
De tidligere i dette kapitel omtalte reiser har ikke i nogen væsentlig grad befordret kjendskabet til Grønlands østkyst.
Det kjendskab, vi har til dennes sydlige del, langs hvilken vi staar i begreb med at reise, skyldes væsentlig et par ekspeditioner, og da det uden disse, særlig den sidste af dem, neppe vilde have været os muligt at trænge frem nordover, saa ligger det nær at omtale dem med et par ord.
Da Dannell’s ovenfor omtalte reiser mentes at have bevist umuligheden af en landing fra sjøsiden paa Grønlands østkyst, saa er det naturligt, at man snart kom paa den tanke at tage vestkysten som udgangspunkt for ekspeditioner langs landet dertil. En saadan anskuelse findes da ogsaa fremsat allerede omkring 1664 af P. H. Resen og 1703 af Arngrim Vidalin[1].
Som tidligere nævnt, antog Hans Egede, Grønlands apostel, at Østerbygden maatte ligge paa Grønlands østkyst. Allerede 1723 foretog han en reise sydover fra sin boplads nær det nuværende Godthaab for i to baade langs landet at naa denne. Ved
Nanortalik paa 60° 8′ n. br. nær
- ↑ Se om disse i «Meddelelser om Grønland» Bd. 9. Kjøbenhavn 1889, side 26.
