ud til at ligge helt til land. Vi befandt os paa indre side af ismassen, havet paa udsiden kunde jeg ikke øine med sikkerhed. Underligt, hvor hurtig skjæbnen skifter; det var tydeligt nok, at vi inden kort maatte være iland; men havde nogen sagt det igaar, havde ingen af os kunnet indse muligheden deraf.
Saa satte vi af, og saa hurtig som 8 sterke arme kunde føre os frem, gik det indigjennem, vi kunde ro i aabent vand mellem flagene omtrent den hele vei, kun paa et par steder maatte vi bryde os frem.
Efter nogle timer var vi gjennem isen. Den følelse, som greb os, da vi styrede baadene forbi de sidste isflag og saa det aabne vand hvælve sig lige mod land, lader sig neppe beskrive i ord. Ikke ofte har en arm ført gladere en styraare end dengang, det var, som om man havde undsluppet et langt og trist fangenskab og med engang saa fremtiden ligge lys og blinkende foran sig. Og livet var ogsaa lyst nu; kan det nogensinde blive lysere, end naar man ser mulighed for at naa sine længslers maal, fra uvished atter begynde at glide over i visheden, det er den gryende dags sitrende glæde, og er ikke daglysningen altid skjønnere, gladere end den klare dag?
