Side:Nansen - Paa ski over Grønland.djvu/260

Det var da Ravna, som havde vagt, og som sedvanlig havde han holdt ud i 4 timer istedenfor 2. Jeg laa længe og morede mig over at se hans lille runde, skjæggede ansigt i sprækken ved teltdøren, kigende ind i teltet; jeg tænkte, han gik og grundede over, om han ikke havde holdt ud sine 2 timer og kunde vække Kristiansen, som var næste vagtmand; men da blev det mig paafaldende, at der idag i dette besynderlige ansigt var et uroligt udtryk, som ikke var vanligt. Jeg spurgte da tilsidst: «Nu Ravna, kan du se land?» Og paa sin naive maade svarede han: «Ja, ja, land altfor nær.» (Begge lapperne brugte «altfor», som forsterkning istedenfor meget). Jeg spurgte, om der var slak is. «Ja, is slak.» Det gav et sæt i mig, og jeg sprang ud af posen og hen til teltdøren, — der laa landet ind for os nærmere, end vi nogensinde havde havt det. Isen var slak indigjennem, og jeg kunde se aabent vand under land. Ravna havde i sandhed ret, land var altfor nær til, at vi skulde ligge uvirksomme i vore poser. Der blev purret ud, og det kan hænde, vi kom i klæderne og fik frokosten i os i en fart. Baadene blev satte paa vandet og lastede, det varede ikke længe, før vi var ferdige. Inden vi forlod dette flag, som havde ført os saa vel, og som efter al sandsynlighed vilde blive vor sidste isskude, gik jeg op paa det høieste punkt af det for at se, hvilken vei vi burde gaa. Det var en merkelig forandring, som var foregaaet; hele drivismassen syntes at bli drevet ud fra land i retvisende sydostlig retning. Paa den kant kunde jeg kun øine is, og luften var der helt hvid som over store ismasser. Sydefter langs landet syntes der derimod at være helt aabent vand. Vi befandt os ikke meget langt fra dette, det strakte sig op i en kile langs kysten og stansede noget nordenfor os, hvor isen saa