Det var ved opbruddet fra den første eskimoleir, vi kom til, at
dette blev skrevet; men før vi fortsætter her, skal jeg først
omtale, hvordan vi kom did.
Mod kvelden den 28de juli, efterat ovenanførte dagbogsoptegnelse var sluttet, fik vi taage, som skjulte landet for os. Flere gange havde isen i løbet af eftermiddagen slaknet noget, og det uagtet vi var meget nær den ydre iskant, hvor der stod sjøgang paa, som man skulde vente maatte holde isen sammen. Slakningen havde dog ikke været af nogen betydning og ikke stor nok til, at vi kunde arbeide frem med baadene i denne sjøgang. Men som nogle af os tog vor vanlige spadsertur, før vi krøb i poserne om kvelden, blev det os paafaldende, i hvilken grad slakningen tiltog; det syntes, som isen slaknede ret ud mod dønningen; dette saa yderst besynderligt ud. Men vi var søvnige og trætte, ingen havde rigtig lyst paa at arbeide, — og oprigtig talt, vi var nu kjede af at bli narrede paa den vis og tænkte sterkt paa at stikke tilhavs. Vi krøb derfor i poserne, mens der dog blev holdt vagt som vanlig, og vagtmanden fik ordre til at purre ud, i tilfælde isen skulde slakne endnu mer. Om natten tiltog taagen, saa man intet saa af omgivelserne.
Sverdrup havde vagt noget ud paa morgensiden. Han gik da, fortalte han siden, i skodden og grundede paa, om han var blevef gal; for enten maatte han eller og kompasset være det; han hørte brænding i den retning, hvor han skulde have vest og følgelig land, mens vi hidtil altid havde hørt den fra øst, hvor havet brød mod isen. Dette kunde ikke hænge rigtig ihop. Senere fik det, som vi skal se, en anden forklaring — det var brændingen mod land, han havde hørt.
Om morgenen laa jeg en stund vaagen i soveposen.
