frygt for atter at komme ud i brændingen ved den ydre iskant var ikke ganske uden grund; vi kom den igaar atter nær paa neppe 300 meter; dog ønskede vi nu næsten at komme derud, da vi ved at stikke tilhavs kunde faa gjort en ende paa dette liv i drivisen. Sjøgangen var ikke sterk og vinden god, vi maatte kunne været ved Kap Farvel paa et døgn, og der vilde vi sikkert kunne komme gjennem isen og iland.
«Vi skulde dog ikke komme derud; da vi havde drevet langs iskanten en stund, begyndte vi atter at skjære indover i en odde af drivis, som syntes at stikke ud søndenfor os. Isen er her meget smal; ved peiling af forskjellige punkter iland fandt vi, at vi var omtr. 33⁄4 mil ud for landet ved Mogens Heinesens fjord, og iskanten var ikke langt fra os.
«Veiret, som igaar var surt og koldt med overskyet himmel, er idag atter smilende, solen skinner varmt og længselsvækkende ned paa os. Indlandsisen nord og syd for Karra akungnak ligger ren og hvid, udbredt som en jevn og tilsyneladende let farbar flade med rækker af nunatakker indenfor (flere end der staar paa Holms kart). Den drager og lokker langt, langt ind mod det ukjendte indre. — Nu vel, vor tid kommer vel og.»
Med dette forhaabningsfulde tidtryk, som muligens kan synes paafaldende, naar man saa mange gange er bleven skuffet, slutter mine dagbogsoptegnelser fra drivisen. De næste er fra 31te juli, og de begynder saaledes: «Hvilken forskjel mellem den scene, som nu omgiver mig, og den, da jeg sidst skrev. Da is, ensomhed og havets brusen, nu hylende hunde, hedninger i masse, baade, nedrevne telte, liv, virksomhed og sommer, men fremfor alt Grønlands klippegrund under fødderne.»
