Side:Nansen - Paa ski over Grønland.djvu/281

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


Underligt kan det, med det kjendskab, vi nu har til isforholdene paa kysten søndenfor Kap Dan, synes, at de ikke paa den sene aarstid kunde lande, men aarsagen har været, at de var for langt øst og nord og havde desuden adskillige storme og taaget veir.

I 1833[1] (28de og 29de juli) saa den franske sjøofficer, løitnant de Blosseville, en del af østkysten paa mellem 68° og 69° n. br., men kunde ikke lande for is. Paa grund af havari blev han straks efter nødt til at vende tilbage til Island. Den 5te august gik han atter ud, men siden har man intet hørt om ham.

1859 kom amerikaneren oberst Schaffner til Grønland i barkskibet «Wyman» for at undersøge, om ikke en telegrafkabel fra Europa til Amerika kunde føres den vei over. Den 10de oktober gik han fra Julianehaab sydover forbi Kap Farvel og op langs østkysten omtrent til høiden af Lindenows-fjorden (paa 60° 25′ n. br.). Han opdagede ikke «saa meget som en haandsbred drivis» langs kysten, hvilket er meget sandsynligt, da den paa en saa sen aarstid gjerne pleier at være isfri; men de hindredes fra at ankre eller gjøre landgang paa kysten ved en nordenstorm, som drev skibet tilsjøs.

18de juli 1860 kom Mc. Clintock ombord i «Bulldog» under kysten ved Kap Walløe (60° 34′ n. br.), men hindredes af is i at lande.

Derpaa gik han til vestkysten og senere til Amerika. Paa hjemreisen, efterat han havde besøgt Julianehaab, nærmede han sig

atter Grønlands østkyst og var den 8de

  1. Da det blot er den sydlige del af Grønlands østkyst, som her har interesse for os, omtales ikke de forskjellige ekspeditioner, som har besøgt den nordlige del, saaledes som f. eks. Scoresby, Sabine og Clavering i 1522 og 1823.