Paa ski over Grønland/12

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

XI.
Nordover langs østkysten. Møde med eskimoer.
————————

Det første, vi tænkte paa efter at være komne gjennem isen, var at søge land, vi maatte jo snarest muligt føle Grønlands klippegrund under fødderne, og desuden havde jeg for længere tid tilbage udlovet chocolade og festmaaltid, den dag vi satte fod paa fast grund.

Ret ind for os og nærmest ved laa øen Kutdlek med sin høie, afrundede form, men det vilde føre os for meget ud af kursen at lægge til der, naar vi skulde nordefter; vi stævnede derfor hellere mod den nordligere ø Kekertarsuak.

Paa veien kom vi under et mægtigt isfjeld, som laa paa grund her i det aabne vand. Paa dets høideryg sad masser af maager, strøede som mørke punkter henover. Da vi var nær det, faldt et vældigt isstykke med brag i vandet; skarer af maager hævede sig og omflagrede os med sine ensformige skrig; dette var et helt nyt liv, og velgjørende var det saadan uhindret at kunne ro frem i aabent vande.

Da vi kom længere frem, opdagede vi, at der endnu var hindringer at overkomme for at naa land, idet vi traf paa et nyt drivisbelte, strækkende sig langs stranden sydefter. Det var dog ikke bredt og var nogenlunde slakt, saa det voldte ikke meget besvær at bryde os igjennem. Endelig gled vi, baadene smykkede med norsk og dansk flag — ind under et brat berg, hvis mørke væg speilede sig i det blanke vand og gjorde dette næsten kulsort; det gav gjenlyd, naar der blev talt. Det var et høitideligt øieblik. Nordenfor fandtes en havn, hvor vi kunde lægge til med baadene. Vi kappedes formelig om at springe iland og kjende sten, virkelig sten, under fødderne. Vi tog ture op efter berget for at se os omkring og var som smaaunger, et stykke mos, et græsstraa, ikke at tale om en blomst vakte en hel storm af følelser. Det var saa nyt, overgangen saa sterk og pludselig. Lapperne løb lige lukt tilfjelds, saa vi ikke fik se dem paa længere tid.

Men efterat den første stormende glæde nogenlunde havde givet sig, saa maatte der tænkes paa noget mere prosaisk, og det var vort festmaaltid. Paa et berg nede ved baadene blev kogeapparatet sat op og bragt i virksomhed for at faa chokoladen kogt; der var hænder nok til at bistaa med dette, og det vilde tage sin tid; jeg kunde trygt følge lappernes eksempel og tage en tur tilfjelds for blandt andet at se ud veien nordover.

Jeg drog opefter, først over brat fjeld, saa over en liden snefon, saa gjennem lyng og mos paa en liden slette, hvor store flytblokke laa spredte udover. Hvor sælsomt var det ikke atter at faa videre syn, at kunne se havet og isen blinke under sig, se tinderækkerne ligge disige i sollys, se indlandsisen indfor næsten lavere end en selv.

I syd laa øen Kutdlek og længere borte det vakre forbjerg Kap Tordenskjold; jeg hilste det som en landsmand, ikke blot navnet, men ogsaa formen var hjemlig. Jeg satte mig ned paa en sten for at tage en skisse og lade solen skinne paa mig. Som jeg sad der, frydende mig ved landskabet og tilværelsen, hørtes noget komme syngende gjennem luften og stanse ved min haand; det var en paafaldende velkjendt melodi, jeg saa efter, jo ganske rigtig, en myg, tænk en myg, og snart kom der fler; jeg lod dem rolig stikke, det var en lyst; de gav rigtig følelige beviser paa, at man var paa land, disse kjære væsener, som sad der og sugede sig runde og røde, det var nok længe, siden de sidst havde smagt menneskeblod. Vi skulde dog snart, som senere vil bli omtalt, faa denne lyst mere end tilfredsstillet.

Da jeg havde siddet endnu en stund, hørte jeg en kvidren, og en snespurv slog sig ned paa en sten tæt ved, gloede paa den nykomne gjest med hovedet paa skakke, snart paa den ene side, snart paa den anden, saa kvidrede den lidt, hoppede paa næste sten, tittede igjen, og saa var den væk. Liv er altid kjært at møde, ikke mindst naar det kommer i form af kvidrende fugle, det vækker gjenklang i fuglenaturen i en selv, især naar man længe har været uden vaar og sommer.

Jeg kunde se et godt stykke nordefter her ovenfra. Det saa ud til, at vi det første stykke skulde faa slak is, men lidt forbi Inugsuit syntes den at bli tættere, og muligens blev den der slem nok at bryde igjennem.

Men det var paatide atter at gaa nedover til de andre, nu maatte vel chokoladen være færdig. Da jeg kom ned, var vandet endnu ikke i kog; det var tydelig nok uøvede kokke; ja, de skulde jo heller ikke faaet for megen øvelse i drivisen. Jeg benyttede imidlertid ventetiden til at tage et fotografi af denne scene og dette sted, som jo i vor historie indtager en fremtrædende plads.

Endelig var man færdig, og 6 længtende struber kunde i lange drag suge i sig den koghede gudedrik; foruden

Øen Kutdlek og Kap Tordenskjold seet fra Kekertarsuak (Efter en skisse af forfatteren).
Øen Kutdlek og Kap Tordenskjold seet fra Kekertarsuak
(Efter en skisse af forfatteren).

rundeligere rationer end vanlig uddeltes idag ogsaa ekstrarationer i form af havrekjæks, schweizerost, mysost og tyttebærsyltetøi; det var i sandhed et herremaaltid, sligt som vi endnu ikke havde havt det, og vi nød det ogsaa, stemningen var belivet.

Det bestemtes, at vi for den ene gang kunde give os tid og nyde livet i fulde drag, men saa maatte det ogsaa være slut; fra nu af blev dagsordenen at sove saa lidet som muligt, spise saa lidet og saa hurtig som muligt og at arbeide saa meget som muligt; vor føde kom væsentlig til at bestaa af vand, beskjøiter og tørret kjød; til at koge noget eller at skaffe fersk mad havde vi liden eller ingen tid, omendskjønt der var vildt nok.

Den bedste tid var allerede gaaet, lidet var tilbage af den korte grønlandske sommer; men endnu maatte vi kunne række vestkysten, naar vi benyttede tiden vel, det gjaldt bare at hænge i, og hænge i gjorde vi. Da vi endelig var færdige ved 5-tiden om eftermiddagen, gik vi atter i baadene og drog nordefter langs kysten.

Det første stykke gik det let, farvandet var nogenlunde aabent; men da det lakkede mod kvelden, blev det værre, isen blev tættere, og ofte maatte vi bryde os gjennem. Undertiden traf vi dog paa lange aabne slakker, hvor vi kunde ro raskt til. Rød sank solen bag fjeldene, natten var stille og længselsfuld, dagen laa og drømte bag topper og tinder. Nordefter gjennem isen arbeidede vi uopholdelig; ved midnat var det vanskeligt at se, men naar man gav nøie agt, kunde slakkerne og vandet skjelnes fra isen ved gjenskinnet, som de gav af den gulrøde kveldshimmel.

Jeg længtede efter at komme nordover; thi vi havde ikke langt igjen til den berygtede bræ Puisortok, hvor kapt. Holm paa sin reise langs kysten i 1884 blev stanset af is i hele 17 dage. Jeg tænkte mig muligheden af, at drivisen fortrinsvis der blev presset mod landet af strømmen, og at det var grunden til, at stedet var saa frygtet; det stod da for mig som yderst vigtigt at naa did saa tidlig som muligt for at kunne benytte første gunstige leilighed, da isen var slak, til at komme forbi.

Ud paa natten kom vi op under forbjerget Kangek eller Kap Rantzau; der blev isen saa tæt, at vi ikke længer kunde bruge aarerne. For vor øks og vore lange baadshager og brækstænger maatte den imidlertid give vei, og vi kom stadig fremad. For at gjøre det endnu tungere dannedes der nyis paa vandet mellem flagene. Denne voksede i tykkelse udover natten og hindrede baadene betydelig; den holdt sig til næste formiddag. Ud paa morgensiden begyndte kræfterne at vige, længe havde vi nu arbeidet, sultne var vi efter ikke at have spist siden vort festmaaltid foregaaende dag, og enkelte var saa søvnige,

Vort første landingssted paa Grønlands østkyst (Efter et fotografi).
Vort første landingssted paa Grønlands østkyst
(Efter et fotografi).

at de næsten ikke kunde holde øinene aabne. I vor higen efter at komme nordpaa og glæden ved dette nye liv havde vi ganske glemt «legemets behov»; nu meldte de sig dobbelt.

Vi lagde til ved et isflag for at tage en hvil og faa os lidt frokost. Det smagte vidunderlig, skjønt man næsten syntes, at der ikke var tid til at ligge stille. Da kom dagen, det blev lysere og lysere, mer og mer brændende nede ved himmelbrynet i nordost, det tændte opefter og opefter, — saa steg selve ildskiven straalende over isranden, baade sind og krop badedes i lysvældet, al træthed var som strøget af en. Nu var det atter til arbeide med den gryende dag.

Isen var tættere end nogensinde, tomme for tomme og fod for fod maatte vi kjæmpe os frem nordefter, ofte saa det næsten haabløst ud; men frem maatte vi, og frem kom vi. Vi naaede forbi Kap Rantzau, forbi Karra akungnak, bekjendt fra Holms og Garde’s reise i 1884, og op under Kap Adelaer; men her blev det værre end værst, flagene laa pressede sammen, store og mægtige, med vore lange hager forsøgte vi at stikke dem fra hverandre, men det hjalp til intet, vi tog i alle 6 mand paa en gang, de laa som før; endnu en gang med alt, hvad vi eiede og havde af kræfter, nu seg de en tomme, det gav mod, paa igjen, nu lidt mer, det hjælper, bare hold ved; snart er de segne saa meget fra hverandre, at baadene kan komme frem, naar man hugger væk de udstaaende iskanter med øksen. Saa glider man gjennem og til næste flag, her gjentager det samme sig. Ved forenede kræfter og ved at anvende dem til det yderste tvang vi os frem. Det fordrer ikke ringe øvelse at føre baade sikkert gjennem slig is, man maa have skjøn paa, hvor isflagene bør angribes, maa forstaa at anvende paa bedste maade de kræfter, som staar til ens raadighed, og man maa være rask til at benytte leiligheden og faa baadene frem, naar man har tvunget sig en aabning; thi den siger øieblikkelig sammen igjen, og er baadene da ikke igjennem, blir de ubarmhjertig knuste. Det hændte flere gange, at Sverdrups baad, som var sidst, blev klemt sammen mellem flagene, saa at siderne vred sig og slog bugter efter iskanten; men den var elastisk, og i sidste øieblik blev den altid tvunget igjennem, uden at der skede noget uheld.

Vi tvinger os vei gjennem isen nordover. (Af E. Nielsen efter fotografi).
Vi tvinger os vei gjennem isen nordover.
(Af E. Nielsen efter fotografi).

Tilsidst kom vi ogsaa forbi Kap Adelaer, og gjennem fremdeles tæt is arbeidede vi os langs landet mod det nordenfor liggende forbjerg, som jeg har kaldt Kap Garde. Hid naaede vi endelig ved middagstid og bestemte os til at lande for at faa os noget mad og lidt søvn, hvilket høilig kunde trænges efter over et døgns anstrengt arbeide gjennem isen. Vi havde netop med meget besvær faaet trukket vore baade op paa det bratte berg, slaaet telt og holdt just paa med udveiningen af middagsmaden, da der hændte os noget aldeles uventet og for os næsten utroligt.

I min dagbog har jeg omtalt tildragelsen paa følgende vis:

«Det var igaar (30te juli) omkring middagstid (kl. 11?), at vi efter en utrolig møisommelig fart gjennem tæt is havde lagt til ved — ja lad os foreløbig kalde det Kap . . . — paa nordsiden af Karra akungnak for at faa lidt mad og endelig faa sove nogle timer. Den meget frygtede Puisortok havde vi foran os, men haabede endnu samme dag at kunne komme forbi den — — — Mens vi spiste eller rettere, mens tillagningen af vort tarvelige maaltid gik for sig, hørte jeg mellem maageskrig og anden lyd noget, som fabelagtig lignede menneskelige stemmer; jeg gjorde de andre opmerksom herpaa, men mennesker i disse egne var saa lidet sandsynligt, at vi forsøgte længst mulig at tale om lom (Colymbus) og lignende fugle, hvoraf her findes maaske vel saa lidet som mennesker; vi besvarede dog et par gange raabene. Disse kom stadig nærmere. Just som vi er ifærd med de sidste dele af vort maaltid, høres et raab, saa tydeligt og saa nær, at de fleste springer op, og en bander paa, at det ikke var nogen lom, og jeg tror nok, at selv de sterkeste tilhængere af lomteorien blev rokkede. Det varer heller ikke længe, inden Balto, som med kikkerten er sprunget op paa et klippestykke, raaber, at han kan se to menneskelige væsener; jeg springer selv op til ham og har inden kort kikkerten fæstet paa to sorte prikker, som farer, snart sammen, snart fra hinanden, frem mellem isflagene; de synes at lede efter gjennemfart; thi de gaar et par gange frem og tilbage; — men se, der kommer de ret paa os; se, hvor paddelaarerne gaar — — —; det er to smaa mennesker i kajak. De kommer nærmere og nærmere; Balto begynder at faa en halvt forundret, halvt ængstelig mine; han siger, han er næsten bange for disse underlige væsener. Der kommer de, den ene bøier sig forover i kajaken ligesom til hilsen (det var det dog ikke), den anden gjør intet; de lægger ind til klippen med et eneste aaretag, kryber ud af kajakerne; den ene bærer sin op, den anden lader sin ligge i vandet, og der staar de foran os, de to første repræsentanter for disse meget omtalte hedninger (fra Grønlands østkyst). — Var det første indtryk gunstigt? Ja, ubetinget, — to vistnok uciviliserede, men venlige ansigter smilede imod os. Den ene var iført sælskinds «kufte» og sælskinds bukser med et godt stykke bart liv samt kamiker og uden anden hovedbedækning end nogle perlebaand.» . . .

Her blev mine dagbogsoptegnelser om dette møde afbrudte; erindringen derom staar imidlertid lige levende for mig, som om det havde været igaar, og det er saaledes ikke vanskeligt at udfylde det manglende. Den anden af de to havde til vor forundring delvis klæder af europæisk herkomst, idet overkroppen var dækket af en «anorak», et trøielignende plag, af blaat bomuldstøi med hvide spetter, paa benene havde ogsaa han sælskinds bukser og kamiker (saa kaldes det eiendommelige grønlandske skotøi), midt paa livet var et godt stykke aldeles nøgent ligesom paa den anden. Paa hovedet havde han en eiendommelig bred og flad lue med skygge; den bestod af blaat bomuldstøi, udspændt over en træring; ovenpaa havde den et rødt og hvidt kors, som strakte sig over hele dens øvre flade. Disse slags luer i forskjellige sterke farver og som regel med kors over er meget almindelige blandt østkystens eskimoer; de bruger dem i kajakerne, dels fordi de er nyttige, idet skyggen skjermer mod solen, dels antagelig fordi de synes, det er en pryd; jeg saa dem senerehen med stor stolthed fremvise sine luer.

De var smaa mennesker, disse to; de saa ganske unge ud, og den ene, han der kun havde perlebaand i haaret, var ligefrem vakker; en mørk, næsten kastanjebrun hud, med langt, ravnsort haar, som holdtes tilbage fra panden af perlesnorene, og som faldt langt ned over nakke og skuldre; et bredt, rundt ansigt med temmelig regelmæssige, bløde træk, der havde en næsten kvindeagtig skjønhed, saaledes at vi endog var i tvil, om det virkelig var en mand, vi havde for os. De var let og smidig byggede og gratiøse i sine bevægelser.

Komne op til os begyndte de at smile, gjøre fagter og tale i munden paa hverandre i et sprog, hvoraf vi selvfølgelig ikke forstod et eneste ord. De pegte sydover og nordover, udover mod drivisen og indover mod land, saa pegte de paa os, paa baadene og paa sig selv, og hele tiden gik munden paa dem; men lige meget forstod vi. Vi smilte igjen og stirrede paa dem med en dum mine, mens lapperne lod til ikke at befinde sig rigtig vel, de var endnu lidt rædde for disse «vilde mennesker» og holdt sig paa afstand.

Saa ledte jeg frem nogle papirer, hvorpaa en bekjendt havde paa grønlandsk skrevet op endel spørgsmaal, som det kunde være af vigtighed at faa besvarede. Jeg forsøgte nu derefter at tale til dem, som jeg mente paa godt grønlandsk; men nu blev det deres tur til at se dumme ud; jeg forsøgte om igjen og spurgte om isforholdene nordenfor, men med aldeles samme resultat, de forstod ikke et ord. Efter endnu et par forsøg kastede jeg fortvilet papirerne og tog min tilflugt til tegn; det gik bedre, og derved fik jeg ud, at der var flere af dem, og at de laa i leir eller boede paa nordsiden af Puisortok, at man maatte holde tæt indunder bræen for at komme frem; saa pegte de mod denne, gjorde mange underlige fagter og satte en betænkelig mine op, idet de talte en hel del, som antagelig skulde betyde, at den var yderst farlig, at man derfor maatte tage sig iagt; østgrønlænderne har nemlig, som senere omtalt, en hel del overtroiske begreber om denne bræ. Saa forsøgte vi ved tegn at gjøre dem begribeligt, at vi var komne ikke søndenfra langs land, men ude fra havet, hvilket kun frembragte en lang, brummende lyd livagtig som en kos rauten, og som vel skulde betyde den høieste grad af forbauselse; de saa ogsaa samtidig paa hverandre og paa os med en tvilende mine, enten troede de ikke et ord eller rettere et tegn deraf, eller ogsaa tog de os for overnaturlige væsener, det sidste var vel igrunden ikke saa usandsynligt.

Saa begyndte de at beundre vor udrustning; baadene tiltrak sig da først og fremst deres opmerksomhed, og isærdeleshed vakte jernbeslagene paa dem deres høieste forbauselse og beundring.

Vi gav dem et stykke kjødbeskjøit hver, og herover blev de straalende fornøiede, de spiste et lidet stykke deraf, men gjemte saa resten, sandsynligvis for at vise det frem hjemme i leiren. Hele tiden stod de imidlertid og skalv af kulde, og det var ikke underligt; thi lidet klæder havde de paa sig, og nøgne var de som sagt midt paa livet, ganske mildt var det heller ikke. Saa gjorde de nogle betegnende fagter, at det var koldt at staa der paa berget, og at de atter vilde gaa i sine kajaker; ved tegn spurgte de, om vi kom nordover, hvortil vi svarede bejaende, saa pegte de endnu engang advarende mod Puisortok og gik ned til stranden; her trak de sine halvpelse paa, lagde kajakerne tilrette og krøb i dem lette og behændige som katte. Nogle aaretag, og de pilede lydløse hen over vandspeilet. Snart gik aarerne som møllevinger, mens de jog frem mellem flagene, snart stansede de for at bane sig vei og skyve is tilside eller for at se efter fremkomst, ofte hævedes armen til kast af harpun eller fuglepil, den førtes tilbage, den stansede et sekund, mens pilen rettedes ind, og saa sprang den frem som en staalfjær, idet pilen susede fra kastetræet, for langt frem gjennem luften og faldt i vandet for straks efter at bli grebet igjen af kajakmanden; — og alt imens kom de længere og længere bort, vi saa dem kun som to sorte punkter mellem isflagene derover under bræen, saa dreiede de rundt bag et isfjeld og blev borte for vort syn. Vi stod igjen grundende over dette første møde med østkystens eskimoer, det var saa underligt og uventet at træffe folk her, hvor der jo efter Holms og Gardes erfaringer ingen skulde bo; men det maatte være nogle, som var paa reise — — og vi gik ind i teltet og krøb i vore poser. Snart var alle i dyb søvn.

Dette møde skildrer Balto i ordelag, der uagtet de, som ovenfor nævnt, er skrevne i Karasjok et aar efter begivenheden, dog tildels er saa paafaldende lig mine dagbogsoptegnelser, at jeg ikke kan negte mig fornøielsen af at gjengive dem her:

«Mens vi spiste, hørte vi en lyd som et menneskes røst, men vi troede, at det var en ravn, som skreg. Nogle af os troede, at det var en havymmer, som skreg. Jeg tog da kikkerten og løb op paa en fjeldknat og kigede. Saa saa jeg noget sort bevæge sig henimod et isflag. Saa raabte jeg: «Der borte sees to mand paa isen.» Nansen kom da ogsaa løbende og saa gjennem kikkerten. Vi hørte dem nu synge deres hedenske salmer(?), og vi raabte til dem. De hørte os straks og roede henimod os, og det varede ikke længe, før de var hos os. Da de nærmede sig til os, bukkede den ene sig dybt ned med hele legemet, og da de kom til stranden, tog hver sin kajak i haanden og gik op paa land. Da de kom hen imod os, rautede de begge som en ko: iö, iö! hvilket skulde betyde, at de undrede sig over, hvad for slags folk vi var. Vi skulde da forsøge at tale med dem, men vi forstode ikke et ord af deres sprog» . . . . . . .

Henpaa eftermiddagen ved 6-tiden vaagnede jeg og sprang ud af teltet for at se paa isen. Der blæste en frisk bris af land, og isen var endnu slakkere end før; det lod til at være god fremkomst nordefter, og jeg purrede ud.

Snart var vi i baadene og stævnede endelig over mod Puisortok i det vakreste farvand, vi endnu havde havt. Jeg frygtede imidlertid stadig for, at det skulde bli værre, naar vi kom længere frem, og skyndede paa; men det blev ikke værre; den is, som laa der, var væsentlig kun mindre og større kalvisstykker, og de er som regel langt lettere end havis at komme frem gjennem med træbaade, som ikke skjæres istykker af deres haarde kanter saaledes som skindbaadene. Det, som hindrede os mest, var, at vandet paa enkelte steder mellem flagene var tæt opfyldt med masser af ganske smaa søndersplintrede isstykker. Uden større hindringer kom vi forbi bræen, flere gange roende lige under dens høie, lodrette isvægge, som skifter i alle bræisens blaafarver, lige fra det dybeste blaat inde i sprækkerne og til det blegeste melkeblaat i de slette isvægge og ovenpaa, hvor sneen delvis endnu breder sig.

Hvad der egentlig har gjort denne bræ saa frygtet, forstaar jeg ikke ganske; thi den har efter grønlandske forhold kun yderst ubetydelig bevægelse og kalver som følge deraf sjelden, og naar dette sker, kan det kun være forholdsvis smaa stykker, som falder ned fra den; thi ingen større isfjelde ligger udenfor — der er ogsaa for grundt for saadanne — ja bræen er ikke engang saa pas stor, at den skyder helt ud i vandet; paa flere steder kan man se fjeldgrunden under den.

Allerede Graah og endnu tidligere forfattere som Walløe fortæller imidlertid om eskimoernes overdrevne frygt for denne farlige bræ, som altid er rede til at falde ned paa og knuse de forbidragende, og hvor der endog langt ud i havet pludselig kan skyde store ismasser op fra dybet og tilintetgjøre baade og besætning. Navnet Puisortok tyder ogsaa hen paa denne forestilling, det betyder nemlig stedet, hvor noget skyder op, og er ikke et ganske enestaaende navn paa østkysten; hvad det egentlig sigter hen til, er ikke godt at fatte. At Holms og Gardes grønlandske besætninger ligeledes havde en hel del overtroisk frygt for denne bræ, faar man et levende indtryk af ved at læse deres interessante beretning. Som Garde meddeler, har beboerne af den sydlige vestkyst den opfatning «at naar man passerede Puisortok, saa roede man under en overhængende isvæg, der hvert øieblik var parat til at styrte ned, og over ismasser, som, skjulte under vandet, blot ventede paa en gunstig leilighed til at «skyde op» og ødelægge de forbidragende baade.» Disse overtroiske forestillinger har selvfølgelig sydvestkystens beboere faaet fra østkystens hedninger, som de er trufne sammen med. Disse har endog en hel del forskrifter om, hvordan man maa forholde sig under forbifarten for at slippe helskindet fra det, ikke maa man tale, ikke le, ikke spise, ikke bruge tobak, mens man passerer, ikke maa man se paa bræen og slet ikke nævne navnet Puisortok; derved gjør man den sint, og det er den visse undergang.

Hvorom alting er, saa er det sikkert, at Puisortok er ikke det ry værd, der staar af den. Som jeg senere opdagede, er den sandsynligvis en lokalbræ, beliggende paa en fjeldryg, som ved en snefyldt dal paa indsiden synes at være adskilt fra den egentlige indlandsis; dette er ogsaa grunden til, at den har liden bevægelse, saaledes som maalt af Garde[1]. Det eneste merkelige ved den er, at den paa et saa langt stykke støder til sjøen; Garde angiver dens bredde til at være34 mil, og det synes at være rigtigt. Dette maa vel, som han ogsaa antager, være grunden til, at østkystens eskimoer er saa bange for denne bræ, idet de, da den ligger saa lige ud i havet uden nogen skjærgaard udenfor, er nødte til at gaa lige under den, naar de færdes op og ned langs kysten. I det hele er eskimoerne ængstelige for at komme under bræer; dette er heller ikke saa urimeligt, da jo bræerne ofte kalver, eller der falder mindre isstykker ned fra dem, som let kan afstedkomme ulykker paa forbidragende. Hvis en baad befinder sig ud for en bræ, i det øieblik den kalver, da vil den vistnok i de fleste tilfælde være redningsløst fortabt; thi selv om den ikke rammes direkte af nedstyrtende ismasser, saa sættes vandet i slig voldsom bevægelse, og de drivende isstykker og isflag kastes slig imod hverandre, at det vil være vanskeligt at bjerge sig. De fleste større isbræer ligger imidlertid inde i bunden af trange fjorde, som de for en del selv i tidernes løb har udgravet ved sin sterke udadskridende bevægelse, under hvilken de fører masser af sten, grus og slam med sig ud i havet. Ind til bunden af disse fjorde kommer eskimoerne sjelden, det er saaledes ikke nødvendigt for dem at færdes under disse bræers vældige endevægge, hvis lunefulde farlighed de dog godt kjender. Det er derfor nok tænkeligt, at de, naar de skal forbi en saa bred isbræ som Puisortok, er ængstelige, selv om den kun har liden bevægelse.

Hvorom alting er, vi kom godt og sikkert forbi, og os hindrede ingen overtroisk frygt fra fuldt ud at nyde disse mægtige ismassers sønderrevne skjønhed.

Farvandet var forholdsvis godt nordefter. Modet steg stadig, og vi fik mer og mer uryggelig overbevisning om, at nu kunde intet hindre os fra at naa vort maal.

  1. Han fandt en hastighed af 2 fod i 24 timer. Allerede isbræens form og sterke heldning viser, at den er lokal.