Nogle Bidrag til Søkrigens Historie 1710–1712
Medens Landkrigen med Sverige under Frederik den Fjerde og Carl den Tolvte hører til de mere kjendte Afsnit af vor Historie, ere de senere Krigsbegivenheder, Kaperier o. s. v. paa de norske Kyster, som gik forud for den svenske Konges Indfald, blevne mindre paaagtede, alene med Undtagelse af Tordenskjolds Bedrifter[1]. De større og vigtigere Kampe i Østersøen (Huitfeldts heroiske Daad i Kjøgebugt og Gabels Seier ved Kolbergerheide) have naturligvis stillet de smaa Sammenstød i Nordsøen i Skygge. Derfor kunne nogle Uddrag af Datidens vigtigste danske Avis „Nye Tidender, som Kjøbenhavns Postrytter fremførte,“ have nogen Interesse, da de ikke ere benyttede af Garde i hans Værker om Sømagten og „Postrytteren“ derhos hører til de meget store literære Sjeldenheder.
I Juli eller August 1711 erobrede norsk „Commisfarer“ Mr. Arthur, altsaa en Sømand af engelsk Fødsel, i Kanalen sex svenske Franskfarere med kostbar Ladning og bragte dem ind til Frederiksstad. Samtidig overraskede fire norske Kapere syv svenske Spaniefarere paa Doggersbank og gjorde dem til Prise.
En Maanedstid senere indbragtes tre svenske skibe til Flekkerø, og disse vare tagne af russiske Kapere. Allerede i Oktober 1710 omtales det forøvrigt, at fire moskovitiske Orlogsskibe, hvert bevæbnet med 70 til 80 Stykker grovt Skyts, vare løbne ind til den nysnævnte Havn for at forene sig med de danske Orlogsmænd, som samtidig krydsede i Nordsøen. Anfører for denne danske Eskadre var paa den Tid Viceadmiral Barfod, i de nærmestfølgende Aar derimod Schoutbynacht Wilster.
Den heldigste og mest bekjendte norske Kaper ved denne Tid synes at have været Peder Sørensen fra Bergen. Han førte et Fregatskib paa 24 Kanoner og 120 Mands Besætning. Ud paa Høsten 1711 bragte han syv svenske Franskfarere ind til Stavanger efter at have sluppet den ottende fri mod svære Løsepenge. Disse Peder Sørensens Priser ansloges til en Værdi af hundrede tusinde Rigsdaler. Samtidig erobrede en anden norsk Kaper, der førte to og tyve Kanoner, det svenske Skib „Anklam.“ I det Hele regnedes, at der i Høsten 1711 var erobret tredive store svenske Koffardiskibe foruden adskillige mindre Skibe, og da samtidig Trælasthandelen med England var gaaet særdeles heldig for sig og de norske Landtropper under Løvendal uden Modstand havde kunnet oversvømme det forsvarsløse Baahuslen, herskede Tilfredshed og Glæde i Christiania. Baron Løvendal, ved den Tid Norges første civile og militære Embedsmand, høitideligholdt den 11te Oktober med stor Pomp Frederik den Fjerdes Fødselsdag i Christiania.
Nordmændenes Held i Kaperkrigen vedblev i det følgende Aar. Ved Juletider 1711 løb et svensk Fregatskib paa fire og tyve Kanoner ind til Stavanger under engelsk Flag og forsøgte at proviantere. Man mærkede imidlertid, at Skibet var svensk, men da Besætningen, femti Mand, forstod, at den var røbet, brændte den Skibet og tog Flugten ind igjennem Landet. Flygtningerne bleve dog snart indhentede og fangne.
Det Sted, hvorfra svenske Kapere fornemmelig udrustedes, var Götheborg, men efterhaanden formindskedes disses Antal, og i Marts 1712 regnede man, at hele tolv af disse götheborgske Kapere vare erobrede af de Norske og Danske. I Februar 1712 kom tre svenske Priser ind til Flekkerø, og samtidig lykkedes det tre store og vel monterede norske Kapere, hvoraf de to hørte hjemme i Bergen og den tredie i Arendal, at tage ikke mindre ad fjorten svenske Koffardiskibe paa engang. Fire af disse svenske Skibe vare endog armerede med sex og tredive smaa Kanoner hver, men saa svagt bemandede, at de ikke ret kunde bruge sit Skyts. De norske seierherrer løb formedelst modvind ind i „Duyns“ Havn. Et stort svensk Skib, ledet med Vin, blev samme Vinter indbragt til Bergen.
Ud paa Sommeren havde imidlertid nye svenske Kapere vovet sig ud. I Mai havde de endog „forøvet store Insolentier“ mod Kystbefolkningen søndenfor Bergen, men snart bleve de fleste ødelagte. Wessel (Tordenskjold) tog den ene, en norsk Kaper fra Mandal den anden, og Fregatten „Pakan“ en tredie, saa at man i Juni Maaned antog dem alle ødelagte paa et skib nær. Senere i denne Maaned indbragtes flere svenske Priser til Bergen. Det var dennegang især en Nils Sørensen af Bergen, som udmærkede sig[2]. Foruden andre Skibe tog denne Mand en Fregat „Carolus,“ der førte ti Jernkanoner og tolv Trækanoner og kommanderedes af Ole Ankarström, en varsling svensk Søofficer. Nils Sørensen solgte Skibet i England og lod Ankarström og hele hans Mandskab slippe fri.
I Skagerak nær ved Jyllands Kyst forefaldt i Begyndelsen af Mai 1712 en liden Affære. Fire svenske Orlogsskibe lode sig ved den Tid se i Nærheden af Fladstrand og gjorde Mine til at ville angribe et derliggende dansk Skib „Fyen,“ som førtes af Kommandør Knopf, samt to smaa Fregatter, der skulde ledsage nogle Koffardimænd op til Norge. Men da de tre danske Krigsskibe gik under seil for at møde sine Modstandere, rømte disse bort. Nogle Dage senere, den ellevte Mai, kom de Svenske igjen og havde an forstærket sig saa, at deres styrke udgjorde syv Skibe, med Montering fra 50 til 16 Kanoner. De Danske havde ogsaa faaet Hjælp og havde nu fem Skibe, men med langt færre Kanoner end Fienden. Fægtningen begyndte Kl. 3 om Eftermiddagen og varede i otte Timer. De to fornemste svenske Skibe bleve stærkt medtagne, og et af dem sank senere et Par Mile fra Land[3]. De danske Skibe havde kjæmpet for Anker, men paa to af dem bleve Ankertougene bortskudte af svenskerne. De gjorde da Seil, men da de Svenske saa dette, satte de afsted det hurtigste de kunde. Et Par Dage efter seilede Kommandør Knopf med sine Skibe op til Norge og naaede til Staværn uden at møde nogen Fiende.
I Buevigen (i Nærheden af Frederiksstad) laa i September 1712 en dansk Fregat „Andrikken“ og tre dobbelte Chalupper som Vagtskibe under Kapitainlieutenant Nils Aastrup. Den 10de September om Morgenen mellem Kl. tre og fire nærmede sig tre svenske Galleier og tre enkelte Chalupper. Da Vagten meldte Fiendens Ankomst, gjorde Aastrup sig strax færdig til at tage imod ham, og snart begyndte en Ild, der fortsattes i omtrent halvanden Time. Aastrup mærkede imidlertid snart, at Svensken havde langt sværere Skyts, og besluttede da for at redde Skibe og Folk at tage Tilflugt under Agerøens Skandse (en 1675 opført og omtrent 1807 sløifet Fæstning paa en af Hvaløerne). Fienden forfulgte de Norske en Stund, men lettede saa Anker og drog bort. Den danske Fregat var haardt medtagen, men dog ingen Norske faldne. Et Par Dage efter kom et Par svenske Overløbere hen til de Norske, og man fik da vide, at Fiendens styrke skulde have udgjort 750 Mand, medens Nordmændenes kun var 250.
I April 1713 kom den danske Fregat „Søridderen“ til Staværn med en erobret svensk Fregat. Samtidig tog Wessel tilbage et Skib fra Arendal, der var gjort til Prise af en svensk Kaper, men Kaperen selv lykkedes det ham ei at tage.
I de følgende Aar var Kaperbedriften vistnok langt ringere, thi de Svenske viste sig udentvivl efterhaanden sjeldnere i Nordsøen. Det behøver forøvrigt neppe at bemærkes, at „Postrytterens“ Efterretninger vel ere af Vigtighed, men dog maa benyttes med stor Varsomhed, og at der til en udtømmende Skildring af hine Aars Kaperier tiltrænges andre og flere Kilder. Gjorde de Norske stor Skade paa Svenskens Handelsflaade, lede ogsaa Nordmændene paa sin Side store Tab ved de svenske Kapere. Man ved saaledes, at alene Bergen i denne Krig mistede 26 Handelsskibe, og at Norges Søfart først længe efter Fredsslutningen naaede den Høide, hvortil den havde hævet sig omkring det attende Aarhundredes Begyndelse.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Med Hensyn til Tordenskjolds Virksomhed i Aarene 1711–1712 kan nu ogsaa henvises til de i Danske Saml. B. 2, S. 306 af C. Calundan meddelte Aktstykker.
- ↑ Muligvis den samme som den ovennævnte Peder Sørensen; en saadan liden Unøiagtighed er let tænkelig i „Postrytteren.“
- ↑ I „Postrytteren“ bruges her det gamle Ord for Sømile Aag-Søes, (rettere Ugesøes, vika sjofar).