Historiske Optegnelser af Caspar Peter Rothe og Laurids Engelstoft

Legg til lenke
Fra Wikikilden

De historiske Smaating, som meddeles paa de følgende Blade, maa nærmest sammenlignes med de spredte Optegnelser, som vi kjende af A. S. Vedel,[1] Carl Deichmann,[2] Langebek,[3] Suhm[4] m. Fl. De ere hentede fra et Haandskrift, der i sin Tid maa have været i Conferentsraad E. C. Werlauffs Besiddelse, da et Register over de i samme omhandlede Personer øiensynlig er skrevet med denne Lærdes Haand. Nu tilhører det kgl. Fuldmægtig Thorvald Boeck, i hvis Bibliothek, det betydeligste private i Norge, findes ikke ganske faa yngre Haandskrifter, af hvilke et (Willes Reise i Thelemarken) allerede ved en tidligere Leilighed er udgivet af mig i nærværende Tidsskrift.

Det os her vedkommende Haandskrift, et Kvarthefte, indeholder først forskjellige Bemærkninger, nedskrevne i Aarene 1753–1784 af den bekjendte Caspar Peter Rothe, der døde i det sidstnævnte Aar. Han har givet sine Optegnelser Navn af Arcana historiae literariae Danicae, uagtet kun den mindste Deel deraf kan siges at vedkomme just Literærhistorien. Længe efter Rothes Død har en anden i Aarene 1803–1807 i samme Hefte indført talrige og mangeartede Notitser, især om Samtidens, af og til dog ogsaa om det attende Aarhundredes Begivenheder og Personligheder. Denne Fortsætter, der udtrykkelig har bemærket, at Rothe er Forfatter af Heftets første Deel, har ikke navngivet sig selv, men allerede ved et flygtigt Blik vil Enhver, der kjender Conferentsraad Laurids Engelstofts Haandskrift, være paa det rene med, at det er ham, med hvem man her har at gjøre, og det fremgaar ogsaa tilstrækkelig af alle indre Mærker og Kjendetegn, at man har et Engelstoftianum for sig.

Af hvad Rothe har nedskrevet egner sig kun den mindre Del til Trykning, bl. A. ogsaa af den Grund, at flere Notitser (f. Ex. om Beaumelle og Norcross) kun indeholde Skandale. Derimod ere, som paa Forhaand kunde vides, Engelstofts Optegnelser af en helt anden Natur. Denne lærde og smagfulde Historiker havde som bekjendt altid Tilbøielighed til at iagttage og nedskrive, hvad der foregik om ham,[5] og han havde derhos ved sine gode Forbindelser og som Indehaver af et administrativt Embede ved Siden af det historiske Professorat en rigere Anledning end Videnskabsmænd i Almindelighed til at erfare Ting, hvorom de Færreste fik Besked.

Af Engelstofts Dagbøger og Memoirer er tidligere Et og Andet udgivet, først hans i Form af Breve til en fortrolig Ven og Collega, Børge Thorlacius, nedskrevne Bemærkninger fra Aaret 1813,[6] dernæst hans Dagbog fra 1807–1808,[7] og tilsidst hvad Schiern har meddelt under Titelen Engelstoftiana.[8] Hertil slutte sig nu nærværende Antegnelser, der vistnok ere de ældste fra Engelstofts Haand, man hidtil har vidst om. Som et lidet Tillæg har jeg medtaget et Brev fra ham til J. Chr. Berg, hvis Original findes i mine private Samlinger. Skulde det forekomme Nogen, at en og anden af de medtagne Optegnelser uden Skade kunde være udeladt, da vil jeg ikke tvistes med ham, thi at vælge og at vrage er i saadanne Tilfælde ikke altid let, og det, som kan interessere den Ene, kan forekomme den Anden intetsigende og unyttigt. Undertiden kan endog en Fortælling, der i sig selv er urimelig og usandsynlig (saaledes det meste af Engelstofts Anecdoter om Holberg) dog fortjene at anføres som Exempel paa, hvad der dengang fortaltes og troedes i de bedste Kredse.

I Henseende til Anmærkninger har jeg iagttaget Sparsomhed.

I.
Af Caspar Peter Rothas Optegnelser.

Den 24 Martii 1753 gav jeg hans Excellenee Statholder Rantzau et Exemplar af brave Danskes Eftermæle for Februarii Maaned, ved hvilken Leilighed denne store Mand iblandt andet sagde, at Gyldenløves Ligprædiken var Aarsag i, at der nu ei mere udkom nogen saadan Ligprædiken. Jeg eier Cantsler Friises, sagde han, den er trykt heel maadelig og slet nok in 4to, sligt kunde Folk holde ud, men siden Pragt og Ødselhed har taget saadan til, at man lod stikke hele Lig-Processionen i Kobber, er det reent afskaffet, thi Udgifterne ere derved for enorme, og nu vilde dog ingen gjerne være ringere.

Samme er altsaa Pinden til alle Danske Lig-Prædikeners Lig-Kiste.

30 Nov. 1753 havde Etats-Raad Stampe Bryllup med Frøken Kløcher. Det, som gav Opmærksomhed, var, at der kun vare 6 Personer til Brylluppet, da der ellers gjerne hidindtil haver været stort Samqvem ved alle Bryllupper. Ikke engang Etats-Raadens egen Søster, som er gift med Brygger Soelberg, var buden, saa indgetogen var det. Grev Holst fulgte ham foran. Bruden skattes paa en Tønde Guld. (Anm. 1).

1753, nu i Octob. Maaned pryglede Grev Otto Manderup Rantzau den engelske Jøde meget lystelig i sin egen Stue, saa at samme ei troedes til Livet. Jøden havde sagt, at Grev Rantzau-Ascheberg havde kjøbt en Hest i Hannover og ladet den bringe til Hamburg og derpaa gaaet fra Kjøbet. Sagen var rigtig nok, men Jøden maatte ei tale derom. Det artigste var, at Greven sendte næste Morgen sin Løber i Synagogen og lod sige alle Jøder, at de ikke maatte understaa sig at nævne hans Navn i Synagogen; gjorde nogen det, da skulde han massacrere den. Iligemaade lod han dem sige, at ingen Jøde maatte understaa sig at gaa forbi hans Hus, thi hvis nogen gjorde dette, da vilde han skyde den forbigaaende med sin Pistol som en Hund. Jøderne turde virkelig ogsaa i lang Tid ei gaa forbi. Greven logerede den Tid i Munkes Gaard ved Kanalen. (Anm. 2).

Consistorialraad Humble, en Mand af en uendelig stridsindig Gemyts Art, gav 500 Rdl. for at faa denne Characteer. Disse Penge bleve anvendte til i Glasgow at lade støbe nye græske Bogstaver for, hvormed det nye Testamente nytrykkes 1776. (Anm. 3).

– – Mærkeligt er det, at havde Dronning Caroline Mathilde levet fire Uger længere, end hun gjorde, havde hun vist kommet til Danmark igjen og paa Thronen, og det just ved Kammerherre Beringskiold. Der blev vexlet Breve med ham om den Sag og formodedes vist at være gaaet igjennem. (Anm. 4).

Strax før d. 17 Januar blev holdt Commission hos Gähler over den vanlykkede Algierske Expedition. Rantzau, som og sad i den, berettede Kongen, at Admiral Rømeling skulde ei have gjort, hvad han burde i Henseende til Skibenes Udredning. Kongen blev vred, og Rømeling gik af. Denne gode gamle Rømeling var ingenlunde rig, kunde derfor desto mindre taale, hvad ham hændede. Da han erfarede, at det var Rantzau, der havde beklaffet ham, gik han til sin Kone og sagde hende, hun skulde berede sig som en forstandig Qvinde paa, hvad der muligen forestod, han havde ladet sin Kaarde slibe, og med den agtede han at fordre Hevn af Rantzau paa det yderste. Rømeling lod virkelig sin Kaarde slibe, gik derpaa paa Slottet, og da han traf Rantzau, slog han ham paa Skulderen og vinkede ham hen i et Vindue; der sagde han til ham: „I har handlet som en slet Karl imod mig med at belyve mig for min Konge, jeg skal have Revange af Jer, i hvor jeg træffer Jer, saa enten I eller jeg skal ligge; her er ei Stedet, men jeg træffer Jer nok udenfor Slottet.“ Med disse Ord forlod han ham. At slaaes var aldrig denne Grev Rantzaus Sag. Han blev saa allarmeret over det barske Aasyn og hevngjerrige Stemme, at han holdt sig inde i mange Dage under Paaskud af at have Podagra, men det var egentlig af Frygt for Rømeling. Den 17 Jan. tvang Beringskiold ham at lade sig i Porte Chaise bære til Slottet. Da Tummelen var over, og al Verden flokkedes til Slottet, gik Rømeling endelig, paa det Ingen skulde tænke, han havde en ond Samvittighed. Da skede det, at Grev Rantzau kom ud fra Kongen, med det blaa Baand om, ud til Couren, hvor hver trængte sig til for at lykønske Helten med sit nye store Hæders Tegn. Rømeling stod midt paa Gulvet og saa til med et fortrædeligt Hjerte. Men i Stedet for, at Grev R. skulde have svaret paa alle de høitidelige Ord, ham bleve sagte, løb han i hele Courens Paasyn lige hen paa Rømeling, tog ham i sin Favn, kyste ham og sagde: „Intet glæder mig saa storligen, som at jeg kan overbevise denne ærlige Mand om, at jeg ingen Fiende er, men at jeg af min ganske Formue tjener mit Fædreneland ligesaa oprigtig som denne værdige og meget brave Mand.“ Den mindste Deel forstod, hvad de saa. Rantzau var bange for koldt Jern, og desaarsag skaffede han Rømeling strax ind i Stats-Raadet, hvor han døde værdig 1775.

Denne Grev Rantzau reiste bort just samme Dag, som den tripolitanske Gesandt havde Audients hos von Osten. Jeg saa selv og hørte, at, da han gik ned i Sluppen, som laa udenfor Palæet i Kalleboderne, sagde han sagtelig til en Mængde Matroser, der stod og saa paa hans Hedenfart: Hurra!, thi han vilde gjerne, Matroserne skulde have beæret ham ved sin Bortgang med et Hurra, men i den Sted vare nogle faa, der fløitede og pebe ham ud, skjønt sagte, kastede og med Stene efter ham i Kanalen. Han var høi, velskabt, men saa forstyrret ud.

1784, da vor elskede og fromme Kron-Prinds Friderich gik ind i Stats-Raadet, hændte adskillig mærkværdigt; det gamle Stats-Raad eller rettere de, der vare paa Julianes Parti, omgikkes med det Anslag, det Kron-Prindsen, naar han havde været til Confirmation, vel maatte faa Sæde i Stats-Raadet, men NB. uden Votum. Sporon var af Dronningens Parti sat til vogter over ham og var Prindsen imod, derfor kunde han ei heller lide Sporon. Han skulde have havt det halve Haderslef-Hus Amt, som ......[9] først var tildelt, som Amtmand, og Stemann siden fik heel, men han undskyldte sig, det han ei forstod Sproget ret, hvortil Prindsen svarede, saa skulde man nok employere ham andensteds. Kron-Prindsen havde mærket, (at) Dronningens Parti, som egentlig bestod af Eichstedt, Guldberg, Stemann, Arve-Prinsen, vilde have dragen et Dække for hans Øine og holde ham fra Alting, derfor opsatte de hans Confirmation saa længe, men som der er en fyrig Sjel i ham, vilde han allerede 1783 have forlangt af sin Fader, at Ministerien skulde forandres, men hans Kammer-Junker Bülow fik ham raadet derfra og overtalt til at opsætte Alting, til han var bleven majorenn. Denne Bülow, en forstandig ung Mand, har givet Kron-Prindsen de bedste Oplysninger om Alting. Den 4 April, som Dagen, da Kron-Prindsen første Gang trinte ind i Stats-Raadet, tog han strax, efterat have sat sig, et Papir op af sin Lomme og sagde til sin Fader, som han stedse omgaaes med megen Ærbødighed, fremfor hvordan man ellers omgikkes C. 7de, det han havde 3 Poster at bede sin Fader om, førend man skred til nogen videre Deliberation, nemlig 1) at Kabinettet maatte aldeles ophæves og afskaffes, 2) at Undersaatterne i dets Sted maatte henvises til Collegierne, og 3) at der maatte anordnes et nyt Stats-Raad, der skulde bestaa af Schack Rathlou, Bernstorff, Stampe, Rosencrantz, General Huth. Dette Papir fremlagde han til sin Hr. Faders Underskrift, samt tog en Pen, dyppede den og leverede den sin Hr. Fader, som strax skrev sit Navn og stadfæstede det begjærte. Der blev en stor Forbauselse over de afgaaede 3 nye Stats-Raader, Stemann, Guldberg og Rosencrone, helst da Kron-Prindsen sagde selv til dem, de gjorde bedst strax at indgive deres Ansøgninger om deres Afsked. Dertil hørte og Godske Moltke, men Eichstädt havde takket af nogle Dage før. Næste Morgen indkom Moltkes, Rosencrones og Stemanns Ansøgninger om deres Afsked, den de fik i Naade, men som Guldberg ingen indsendte, thi han ønskede at blive i Kjøbenhavn hos Prinds Frederik som hans Ober-Kämmerer, sendte Kron-Prindsen Kammer-Junker Brockenhuus til ham og lod ham sige, han undrede over, han ei havde indsendt sin Ansøgning om sin Afsked. Guldberg svarede: han bad allerund. om Forladelse, han havde ei forstaaet, det skulde skee saa strax, men skrev den saa paa Timen i Kammer-Junkerens Overværelse og leverte ham samme. Han fik 2,500 Rdl. Pension. Kron-Prindsens Beslutning gik derpaa ud at ville have det modsatte Parti skilt ad, derfor fik Guldberg ordre at begive sig til Aarhuus som Stiftamtmand, thi man havde lagt Mærke til, at han ved sine idelige Opvartninger paa Slottet maaskee gav Dronningen og Prinds Fr. de Raad, man ei skjøttede om. Stemann kom til Hadersleb. Kron-Prindsen har ingen gode Tanker om Eichstädt, som han anseer for en Mand med et ondt Hjerte. Han gaar nok til sit Boltinggaard i Fyen. Kron-Prindsen, som har indseet og sukket over den galne Bestyrelse, der var i Alting, har fra Grunden af villet have det i mange Maader død-syge Stats-Legeme helbredet. Hans ypperlige Hjerte viser sig og derudi, at han ikke vil, nogen skal blive ulykkelig. Derfor gaar Alting lemfældig frem.

Da disse Ting gik for sig paa Slottet, vilde Dronning Juliane have løbet ind til Kongen i sit Gemak, men Kammerherre Reventlow var sat for Døren, som med Respect afviste hende og sagde, det var forbuden, ingen maatte komme ind til Kongen. Jus talionis for C. M.

Juliane holder meget af Geheimeraadinde Guldberg. I den Tid, Dronningen havde tykke Been og ei kunde taale at staa, naar hun gav Audience, befalede hun, at de, hun kunde lide om sig, maatte sætte sig hos hende. Fru Guldberg var deriblandt. Medens hun saaledes sad, kom Grevinde Scheel fra Estrup ind. Da Dronningen havde reist sig for at hilse hende og igjen strax satte sig, gav hun Mad. Guldberg et Tegn, hun skulde og sætte sig, men den samme Ære vederfores ei Grevinden, som derover blev meget fortrydelig, og menes var Hovedaarsagen, hvorfor Grev Scheel forlangte sin Afsked fra Hoffet. Fordi Geheimeraadinde Guldberg er en Møller-Datter fra Bygholms Mølle ved Horsens, fandt Grevinden sig desto mere stødt.

Faa Dage førend Stats-Raadet blev ophævet, skal man have havt i Sinde at give Schack Rathlou sin Afsked. Han er den, Kron-Prindsen især har havt megen Tillid til.

Kron-Prindsen gaar paa sin Fod ofte op til den gamle Geheime-Raad Thott, sidder 3 à 4 Timer hos ham for af denne gamle Bedagede at høre sunde Raad til Landets Bedste. Er noget særdeles af en 17aars Herre, men spaar os en treffelig Regent.

II.
Af Laurids Engelstofts Optegnelser.

Frederik V. spiste undertiden hos de fremmede Ministre og lod sig Vinene smage godt. Engang havde han spist hos den keiserlige, Grev Lichtenstein, og taget saa meget til sig, at han ravende gik nedad Trappen. Lichtenstein havde en sort Lakei, som, da han saa dette, sagde i sin Uskyldighed: „Ach, der König ist besoffen.“ Kongen, som hørte det, svarede ligesaa naiv: „Nein, mein Sohn, wir sind nicht besoffen, wir haben nur ein Bisschen zu viel getrunken.“

En Student, fortælles der, kom engang til Struensee for at bede ham skaffe sig et Præstekald. Struensee, som kjendte Personen og yndede ham, forsøgte at raade ham fra denne Vei, sagde, at han var skikket til noget bedre end at præke dumt Tøi, og aabnede ham andre Udsigter. Studenten syntes dog bedst om at faa et Præstekald og svarede: „Mundus vult decipi, decipiatur ergo.“ Dette Svar behagede Struensee saa vel, at han gav ham Kaldet.

Geheimeraad Carstens sagde til adskillige af sine Venner, at det fortrød ham inderligt, at han havde underskrevet Struensees og Brandts Dom. Schack Rathlou, endskjønt han først blev kaldet herover fra Jylland, efterat Caroline Mathilde var bragt til Helsingør, blev ogsaa siden meget melancholsk og bebreidede sig selv den Deel, han havde i de Begivenheder, som fulgte umiddelbar derpaa. Havde man vidst, at Carol. Math. vilde dø saa hastig, var vel idetmindste Brandt bleven pardonneret. Da Geheimeraad Stampe fik hendes Død at vide, sagde han: „Ach, nu er det sikkerlig først, jeg synes, at mit Hoved sidder ret fast.“ Kronprindsen har, som bekjendt, en hemmelig Foragt for Jurister; Aarsagen dertil skal tildeels være denne, at de første Jurister underskreve hans Moders Dom. Han kan fra den Synspunkt have Ret.

I den Periode efter Struensees Fald, da alt, hvad der angik Bondefrihed, skulde kvæles og tilbagegjøres, var det Tilfældet mere end en Gang, at naar kongelige Godser bleve solgte – hvilket gik tidt paa – var der hemmelig Ordre, at Godserne ikke maatte sælges til Bønderne selv. Man saa Bønder staa med Pengene i Haanden for at kjøbe dem selv, og det blev dem sagt, at det skede ikke, og med Taarerne i Øinene maatte de høre, at de vare solgte til en eller anden Skurk. (Af K.herre Sehesteds Mund).

Kronprindsen og Hertugen kalde deres Gemalinder min Kone, men Arveprindsen nævner endnu aldrig sin afdøde Kone (Sophie Friderica) uden med det Navn Prindsessen. Han siger ogsaa immer Vi Kongelige, hvorfor hans Gemalinde engang sagde til ham: „Ja I Kongelige ere opdragne til hverken at bruge Hænder eller Fødder.“ (1804. Af Grevinde Rosencrone).

Det hændes ofte, at Kongen Statsraadsdagene ikke vil underskrive; naar dette skeer, siger Kronprindsen: „Maaskee befaler min Fader, at det skal opsættes til næste Gang.“ Dertil er han da strax villig, løber ud af Døren og siger: Hihi! Men de Papirer, han skulde underskrive, leveres da til hans opvartende Kammerherre, som passer paa, naar han har de rolige Luner, og lader ham da underskrive dem, hvorpaa de skikkes til vedkommende Departementer. Man har ogsaa megen Vanskelighed ved at faa ham barberet; thi han springer hvert Øieblik op, og Barbereren maa passe paa, naar han et Øieblik er stille, for da at tage et Strøg. Han er en stor Elsker af Skuespil. Forat holde ham desbedre paa Landet om Eftermiddagen, lader man en aparte Addresseavis trykke for ham, hvori Skuespillene ikke ere anførte.

Naar Kongen (Christian VII.) seer nogen hilse ham, siger han til den, som gaar med ham: „Das war ein sehr artiger Mensch.“ Naar han skal underskrive Resolutionerne, der ere mange, siger han: „Hvad det dog er et tungt Arbeide at regjere!“

I Sommeren 1805, da Arveprinds Frederik laa paa Sorgenfri, foreslog hans Søn, Prinds Christian, ham en Dag ved Bordet, at han skulde dog holde nogle Kjøer, fordi det var saa vanskeligt at faa Fløde „O tal ikke om Kjøer, min Søn,“ svarede han, „derved nødes jeg at tænke paa den sal. Prindsesse.“ (Sophie Friderica, thi i hendes Tid havde Prindsen holdt Kjøer).

Da Arveprinds Frederik skulde begraves i Jan. 1806, var der mange, som undskyldte sig for Tilsigelsen at møde, endskjønt hverken Alder eller Svaghed hindrede dem. Dette tog Kronprinsen unaadig op og lod sig til Kiel sende en Liste paa alle dem, som havde undslaaet sig. For at Ligvognen kunde gaa ud af Vesterport, maatte man fordybe denne, hvilket skal have kostet 1500 Rdl.

Det er adskillige danske Statsmænds Mening og Kronprindsens, at den Artikel imod os i Moniteuren i Anledning af Troppernes Samlen i Holsteen egentlig kommer fra Rusland af, hvor Regjeringen er misfornøiet med, at vi have gjort nogen Bevægelse, medens det hele og alle de andre Magter stode stille (27 Sept. 1803). [Senere tilføiet:] I Anledning af dette Udfald i Moniteuren indlod den danske Minister i Haag, Grev Løvendahl, sig i en ubehagelig Explication med den franske Minister sammesteds og fik af den Aarsag en meget skarp Irettesættelse her fra Hoffet.

Da i Begyndelsen af 1805 Krigen nærmede sig sit Udbrud i det sydlige Tydskland, hed det, at det danske Hof var af Rusland bleven anmodet om Tilladelse til at sætte Tropper i Land i Holsteen, men at man svarede med megen fermeté, at man altfor nøie iagttog den strengeste Neutralitet til at kunne tillade det. Det hed endvidere, at man lod Rusland forstaa, at den sidste Corporation med det ikke havde bekommet os synderlig, og at vi agtede med al vor Magt at soutenere mod Enhversomhelst vor Neutralitet og Selvstændighed. Dette Svar, forsaavidt det rygtedes, fandt meget Bifald En Fore- spørgsel fra Sveriig skal man til samme Tid have affær- diget meget kort. (Af Grev Rosencrone).

I December 1806 sendte Kongen af Sverrig en Forespørgsel til det danske Hof. Den Svenske Minister Oxenstierna skulde have reist med Depescherne til Kiel til Kronprindsen, men han skøttede ikke om denne Commission og undskyldte sig med Podagra. Den Svenske Chargé, Baron Taube, fik da Befaling at reise derhen. Men Kronpr. vilde ikke aabne Depescherne, men svarede, at hans Fader dertil ikke havde autoriseret ham, og at Allerhøistsamme boede i Kjøbenhavn og havde der sit udenlandske Departement. Da nu Baron Taube vilde mundtligen forklare noget og udlod sig med, at Sverrig maatte betragte Danmark som en Formuur for sig, skal Kronpr. have sagt til ham, at det var den første Gang, han havde hørt, at det var Danmarks Bestemmelse at være en Formuur for Sverrig. K. P.s hele Conduite i denne Sag er overalt meget omtalt med den fortjente Roes. (Jan. 1807).

Det var i Januar 1807, at Dommen faldt i Høiesteret mod Udgiveren af Bladet „Dagen“, K. H. Seidelin, i Anledning af Klager, ført af den preussiske Minister over den Efterretning i et No. af bemeldte Blad, at Kongen af Sverrig skulde have skrevet til Kongen af Preussen, at han ei lod sig saaledes foreskrive Love af Rusland, som Preussen af Frankrig. Udgiveren blev dømt til Vand og Brød paa 8 Dage. Cancelliet og en Deel Medlemmer af Høiesteret vilde have ham dømt i Tugthuset, og Cancellipræsidenten Kaas og Justitiarius i Høiesteret Confer. Colbjørnsen skal begge have været i Forbedringshuset samme Morgen og bestilt Værelse til Seidelin samt anbefalet ham til Forstanderens Opsyn; saa visse vare de paa, at han vilde blive dømt deri. Da dette ikke skeede, havde de altsaa prostitueret sig. Pluraliteten af Publicum ansaa ham uskyldig og ustrafbar efter Trykkeloven, da Bladet havde Politimesterens maa trykkes Skjold, og dette enten maatte ansees for intetbetydende eller ogsaa Politimesteren staa selv til Ansvar. Saaledes var ogsaa nogle Høiesteretsassessorers Mening. Imidlertid søgte det ikke-aristokratiske Parti, hvortil hørte Etatsraad Graah, Assessor Brorson o. fl., en Middelvei, at hverken Udgiveren uskyldig lider for meget, eller Regjeringen compromitteres, og saaledes faldt en Dom, hvorefter Seidelin skulde sidde paa Vand og Brød i 8 Dage.

Intet characteriserer bedre den Aand, som besjeler Rentekammeret, end dette, at det, uagtet Stiftamtmand Moltkes og Directionens Modforestilling, paanødte en Opsidder sin Christiania Cathedralskole beneficerede Gaard til Eiendom for en lavere Priis, end han selv bød, da han fandt sig undseelig ved at forlange den for den Pris, hvortil den af en Realisationscommission var anslaaet, og som Rescr. af 5 Sept. 1800 berettigede ham til at forlange den for. I samme Aand handlede dette Collegium, da det vilde tvinge Stiftsøvrigheden paa Island til at udpine af 3 fattige Lærere ved den islandske lærde Skole en Understøttelse af 200 Rdl. til Deling, som den havde givet dem i Vinteren 1803 af Skolens Almisser, for at de ikke af Nød og Mangel skulde desertere fra Skolen, og da at indbetale dem i Kongens Kasse eller selv blive samme ansvarlig derfor. Stiftsøvrigheden retfærdiggjorde i en Skrivelse til Cancelliet sin Fremgangsmaade paa en bitter Maade mod Rentekammeret og bad Cancelliet forestille Kongen Sagen Cancelliet sendte den til Directionen for Universitetet, som gjorde en med bittre Sideblik til Rentekammerets Aand opfyldt Forestilling desangaaende, og de 200 Rdl. bleve dem eftergivne. (Juli 1806).

Ethvert Medlem af høieste Ret, som rangerer over Conferentsraad, maa sidde med Fløiels Kaabe; de andre have blot Damaskes. Man har havt Exempel paa i de senere Tider, at en Auscultant (en Kammerherre) har siddet med Fløiels Kaabe, medens Justitiarius kun havde en Damaskes. Medens Høieste-Ret holdtes paa Christiansborg Slot, før det brændte af, hændtes det ofte, at naar Kongen havde (første Thorsdag i Marts) selv siddet i Retten, mødte de udgaaende Dommere en og anden Stempelpapirsforvalter, Kjøbmand eller anden saadan Person, der havde faaet Conferentsraads Rang, paa Trapperne for at gaa til Taffels hos Kongen, medens Dommerne i det øverste Tribunal ikke kunde nyde den Ære

Pensionerne i Danmark og Norge beløbe sig for nærværende Tid (1806) til 8 à 9 Tønder Guld om Aaret.

Toldintraderne i Kongen af Danmarks Stater beløbe sig for nærværende Tid til 5 Mill. Rdlr. aarlig. For nogle Aar siden udgjorde de kun 3 Mill. (August 1806. Fra en sikker Kilde).

Siden den sidste Krigs Udbrud ere Postvæsenets Indtægter her stegne til det dobbelte; de skal nu beløbe sig til 140,000 Rdlr. (1806).

Førend Sct. Hans’ Hospital fik den nye Indretning, hvortil Confr. Malling saa meget har bidraget, fortæredes aarlig 80 0xehoveder Brændeviin indenfor Hospitalets Mure! (Af Confr. O. Malling).

Da Privatinscriptionerne ved Universitetet bleve ophævede i Begyndelsen af Aaret 1805, befandt jeg, at siden 1 Marts 1801 til Udgangen af Aaret 1804 vare der i alt 100 privat indskrevne. Det samtlige Antal af dem, som imidlertid vare blevne academiske Borgere, beløb sig til 663, altsaa omtrent privat indskrevne, eller, som er det samme, vare blevne Studenter uden at have lært noget. Adskillige Bedragerier, som vare foregaaede med Bønderkarle, der vare blevne inscriberede som Studenter for at blive fri for at være Soldat, fremskyndte Privatinscriptionens Afskaffelse, uagtet endeel Professorer satte sig derimod, da den immer havde været en god Indtægt for Decanus.

Da Commissionen for Universitetet og de lærde Skoler engang ved sine første Forslag androg paa, at Rectorerne skulde have en Rang, var det især Bernstorff (A. P.), som satte sig derimod, saa der blev intet af.

Af Pædagog-Stolthed kjender jeg her i Landet intet mere indgroet end det Blaagaardske Seminariums for Landsby-Skolelærere. Blandt flere et Exempel. 1 Jan. 1807 tilskrev Dir. for Univ. og de lærde Skoler Commissionen for Blaagaard om at optage to Disciple af Roeskilde Latinskole, som ønskede at optages deri og allerede havde gjort en temmelig Fremgang. I den Anledning yttrede den tillige, at de maaskee kunde faa nogen Understøttelse fra Roeskilde Skole, at efter den Udvikling, de havde, kunde maaskee Seminariets Læretid for dem formindskes eller forkortes, men Læreren Saxtorph svarede kort og godt, at fra de befalede tre Aars Læretid kunde aldeles ingen Afkortning skee, naar de omskrevne Disciple skulde erholde seminaristisk Dannelse og Rettigheder. Til den seminaristiske Viisdoms Modtagelse vare de altsaa ligesaa lidet forberedte som den simpleste Bondedreng. (Jan. 1807).

Da Kammerherre Bernt Anker i Norge i Sommeren 1803 var i Paris og blev Bonaparte forestillet, sagde Bonaparte for at sige noget til ham: „C’est un beau jour,“ hvorpaa Anker svarede: „C’est le plus beau jour de ma vie.“ Derpaa spurgte Bonaparte: „Vos affaires à Paris seront-elles bientôt finies?“, hvorpaa Anker svarede: „Elles sont finies dès ce moment.“

Under Bataillen d. 2 April 1801 kom Prof. Olsen hen til Prof. Jacob Baden. Denne sad og læste i Properts det Sted, hvor Amor siges at være bleven mager, men desbedre, da han saa lettere kunde smutte gjennem smaa Aabninger. Prof. Baden talte midt under Kanonernes Dundren om dette Stads Skjønhed og mente, at saa smuk en Idee kunde Ingen falde paa nuomstunder. „Men, min Gud,“ sagde Olsen, „hvor kan Du dog tænke paa saadanne smaa Ting nu, da Kanonerne tordne os om Ørene?“ „Aa,“ svarede Baden, „hvad bryder jeg mig derom? Det lar jeg være Statens Sag.“

Da Forordningen af 11 Mai 1775 blev foretagen i Statsraadet, skal den gamle Greve Bernstorff have haft 71 Erindringer at gjøre derimod, af hvilke blot 1 foranledigede nogen Modification. (Ex ore domini August.)

Conferentsraad Chr. Colbjørnsen sagde idag til mig, da vi talte om Adelens Usurpationer under Christian VI. og Frederik V. etc., at det har været her ligesom i Algier, thi ligesom der Ingen kan blive Dey uden at have været Janitschar og Ingen bliver dette uden at være hvervet i Levanten, saaledes havde heller ikke her Nogen kunnet komme til nogen betydelig Post, med mindre han var forskreven udenlands fra d. e. fra Tydskland (9 Marts 1804).

Det var i Vinteren 1801–1802, at en Mængde Personer af ingen Merite fik det hvide Baand Alle undrede sig over, at Edvard Colbjørnsen, Justitiarius i høieste Ret, ikke fik det. En udlod sig til ham om, at det gjorde ham ondt, at han var bleven forbigaaet. „Rigtignok,“ svarede Colbjørnsen, „havde jeg ønsket Bernstorff i bedre Selskab.“ Bernstorff fik just ogsaa samme Gang det hvide Baand.

Provst Engelbreth i Lydersløv blev egentlig kaldet dertil paa Grund af Cardinal Borgias Recommendation. Ved den Leilighed bemærkede En, at man vel havde vidst før, at alle Veie førte til Rom, men ikke, at Veien til Lydersløv gik gjennem Rom.

(1803). Da det i Foraaret 1801 oprettede Studentercorps var, især ved Professorernes Bestræbelser, bleven ophævet, sagde Prof. Münter i Skandinavisk Selskab til Etatsraad Falsen: „Det vil vare længe, inden vi faar alle de Griller ud af Studenternes Hoveder igjen.“ „Jeg har aldrig vidst før,“ svarede Falsen (der selv var med i Corpset), „at de theologiske Professorer havde noget med Studenternes Hoveder at bestille.“

Da den berømte Dr. Gall ankom den 22 Sept. 1803 med Paquetbaaden til Kjøbenhavn, skal en af Toldbetjenterne, da han hørte hans Navn, have sagt til ham: „Mein lieber Hr. Doctor, bleiben Sie lieber zurück, Sie werden hier mit Ihr Fixfax kein Glück machen.“ Den 26 Sept. kom han ned i Directionen for Universitetet, hvor han lod sig melde for at faa Tilladelse til at holde Forelæsninger i et af Auditorierne. Det er en lavagtig Mand med et lille stygt Hoved, guul Ansigtsfarve, men skarpe Øine. Han fortalte, at han var reist fra Hamborg uden denne Gang at holde nogen Cursus, fordi det var ham mindre vortheilhaft, medens saa mange endnu laa paa Landet.

Da i Vinteren 1805 Kronprindsen skulde uddele Medaillerne i Landhusholdningsselskabet, vare følgende Omstændigheder dermed forbundne. En vis Gyllenborg, der havde havt Deel i Gustav III.s Mord, havde indleveret en Afhandling om Jordudstykningen, som man fandt Præmien værdig. Men da det forekom Mange upassende, at Kronprindsen skulde indbydes at levere egenhændig Medaillen til en Kongemorder, saa opkom derover en heftig Debat. Gen. Adjut. Løvenørn satte sig især derimod, men Christian Colbjørnsen forfegtede Gyllenborgs Sag med saadan Iver, at Afhandlingen blev kronet. Nu var Kronprindsen af Lovenørn bleven underrettet om Alt, og da Justitsraad Pram med en anden Deputeret fra Selskabet kom for at invitere ham, sagde han dem ligefrem, at han af saadan Aarsag ikke fandt det passende at komme. Herover kom nu Selskabet i Allarm, og det blev saaledes omgjort, at Gyllenborg tog sin Afhandling tilbage under Paaskud af at forbedre den, hvorpaa Kronprindsen indfandt sig som sædvanlig ved Priisuddelingen, men Colbjørnsen fandt det og raadeligst at gaa til Kronprindsen for at retfærdiggjøre sig. (Anm. 5).

Da Worm udgav den 3die Deel af sit Lexicon over lærde Mænd og deri skulde anføre Geheimeraad Ove Høegh Guldberg, skikkede han sin Brodersøn, nu Rector i Horsens, til ham med hans vita, saaledes som han agtede at indrykke det i sit Verk. Worm den yngre læste Manuscriptet op for ham. „Hans Fader var Bedemand“ – – „Ja,“ sagde Guldberg, „det gaar alt for meget i Detail, Bogen vilde blive altfor stor, lad os slette det ud!“ „Han tog theologisk Attestats og skulde have været Personelcapellan.“ „Hvortil alle disse Details? Kjære, lad os slette dette ud“ o. s. v. (Fortalt mig af Prof. Kierulf). (Anm. 6).

Geheimeraad Hielmstierne hed egentlig Henrichsen og var en Kjøbmands Søn fra Helsingøer. Da han kom tilbage fra sin Udenlandsreise, var han, som han var gal, og bar sig saa naragtig ad, at han blev Originalen til Holbergs Jean de France. Han kaldte sig ogsaa med fransk Udtalelse Mr. Anrison. Han var den første, som bragte den Mode hjem med Kjoler, hvis Skjød havde Knapper og Knaphuller bag paa, derfor lod Holberg sin Jean de France knappe Kjolen bag til. (Prof. Nyerup). (Anm. 7).

En Lector fra Throndhjem kom til Holberg og fortalte ham, at han havde begyndt at oversætte hans Peder Paars paa græske Hexameter. „Det skulde De lade fare,“ sagde Holberg, „thi Græsk forstaar nu Ingen mere, men oversæt det hellere paa Arabisk, det er et levende Sprog.“ Kierulf). (Anm. 8).

Holbergs Don Colibrados skal i Henseende til Navnet have følgende Oprindelse. En Kok hos Kong Frederik IV. havde samlet sig saa mange Penge, at han fik Lyst til at komme høiere i Veiret og søgte om at blive optagen i Adelstanden. „Was,“ sagde Kongen, „er will adlich werden! Was will er denn für einen Namen haben? Er will vielleicht von Kohl und Braten heissen?“ (Anm. 9).

20%

Baron Holberg var saa gjerrig, at han gav Kudsken, der kjørte ham fra Bjernede her til Byen, 2 ß i Drikkepenge. Man fortæller, at Frederik V. engang vilde have Løier af ham og aftalte med et Par Officerer af Garden, at de skulde engang see at forskrække ham. De oppasse ham engang, da han gik sildig i Kongens Have, og idet de satte ham et Par Pistoler for Brystet, sige de, at han strax skulde gjøre et Vers. Han skal da have fremsagt følgende Impromptu:

„Ach Gott, Du grosser Richter,
Was sind dies für Geschichten
Sage mir in Namen dein,
Was mögen diese für Schurken sein.“

Dengang Geheimeraad v. Holstein var Præsident i Cancelliet, vare Værelser i Husene ligeoverfor hans Palais i Stormgaden meget dyre, fordi Candidaterne i Theologien kappedes om at leie dem for ved deres Gudfrygtighed at tiltrække dem Excellencens Opmærksomhed, der var af de Hellige. Til den Ende lukkede de Vinduerne høit op om Morgenen og sade paa Knæ i bedende Stilling lige over for Geheimeraadens Vinduer, som om de forrettede deres Morgenandagt. Dette hjalp mange til Præstekald. (Af Prof. Müller).

I den Tale, som Prof. Hornemann som Rector magnificus holdt paa Studiegaarden d. 8 Jan. 1806 i Anledning af Arveprindsens Død, vare mange Bitterheder mod Hertugen, som var tilstede; her var den lange Episode til Badens Roes et indirecte Angreb paa Hertugen, hvori han endog gik saa tydelig frem, at han talte om injurias ei (Badenio) immerito illatas. Saalænge Baden levede, var der ellers kun slet Forstaaelse mellem ham og Hornemann, da Fru Baden skrev den bekjendte Drøm om H., og Baden sagde om ham, at han talede Latin som Dansk (saa daniserende).

Den 1 Febr. 1804 var Maskerade ved Hoffet Der blev lagt Mærke til den keiserlige Ministers, Grev Kaunitz’s Attention. Han var først maskeret som en Savoyard og bar paa Ryggen en Kiste, hvori han havde lutter Kobbere, der forestillede de af de Danske vundne Batailler, f. Ex. Slaget i Kjøgebugt, det af 2 April etc., hvilke han tillige forklarede meget fuldstændigt. Siden klædte han sig som en simpel Soldat af Kronprindsens Regimente og posterede sig som Skildvagt ved Døren til det Gemak, hvor Kronprindsen var gaaet ind. Kronprindsen var saa indtaget heraf, at han lod ham bede at komme og sætte sig ved det Bord, hvor han sad, og lige ved hans Side. Imellem disse to Maskeradedragter havde han endnu ladet sig see i en tredie, nemlig som Gartner med en Kurv med Blomster og galante Deviser. Han leverede Hertuginden en Rose og en Lilie, hvorved fandtes en Devise med Paaskrift: Vous les ressemblez.

En Præst Larsen har havt den Dristighed at sige offentlig, at Luthers Katechismus er en Hindring for Oplysningen. Derover er Biskop Balle bleven meget vred og har sagt, at dersom han (Biskoppen) vilde –øre sin Pligt, burde han denuncere det for Cancelliet.

Den herværende russiske Minister Lisakewitz er en saa erklæret Fiende af de Franske, at da en Gravør her i Byen ved Navn Jacobsen, som han havde fattet Yndest for og ofte bad til sig, havde stukket Bonapartes Portræt og sendt denne, har han siden ikke villet see ham. (Nov. 1803).

Den franske Minister General Macdonald ankom her til Kjøbenhavn i Sommeren 1801 for at succedere Bourgoing (hvilken man her ikke kunde lide, fordi han var saa simpel og saa ud som en Skrædder, men især fordi han meget næsviis løb og gjorde sig Ærinde paa Slottet de paa 2 April næstfølgende Dage). Det var meget imod hans Villie, at han kom her som Minister, da det var som et Slags Exil, hvori Bonaparte viste ham. Han omgikkes med Ingen og gjorde sig ingen Umage for at behage Nogen. Han havde engang blandt Flere Audients hos Kronprindsessen, som spurgte ham: „Comment se porte le premier Consul?“ „Mafoi,“ svarede han, „je n’en sais rien, mais les aides-de-camp le sauront pent-être.“ (Han havde et Par af Bonapartes Adjutanter med sig her). I Midten af October 1801 præsenterede han Duroc, som kom herigjennem fra Rusland, for Hoffet, men man fandt ham ordentlig impertinent, saa – hedte det – Duroc selv rødmede. Han sagde selv, at der ikke var anstændige Værelser at faa til Leie i Kjøbenhavn, og ingen Folk, man kunde omgaaes. – – – Den hele Post tracterede han med Foragt. „J’ai fait,“ sagde han, ... „une douzaine d’espions en Italie; me voilà reduit à l’être moi-même à la verité sous un titre plus honorable.“ (Anm. 10).

Den gamle Moltke, som man kaldte den gamle Adam, var saa stolt, at naar han havde bedet Nogen tilbords og der ingen Damer var, som vare i Rang over hans Kone, tog han selv først hende og gik tilbords med. Kun naar han var paa Landet paa sine Godser og han havde bedet sin Præst, gav han denne, hvis ingen Rangspersoner vare tilstede, Vink om at følge Grevinden tilbords, men var der nogen Rangsperson tilstede, saa tog han hende selv som sædvanlig.

For at omvende Struensee fik Münter 4000 Rdlr. Hans Kone beklagede, at det gik saa sjelden paa med saadanne overordentlige Forretninger. (1806).

Naar sal. Prof. Møllmann examinerede i Historien, bleve Examinanderne sædvanlig soufflerede af visse Personer, som gik bag ved dem og hviskede dem til, hvilket var et Slags Levebrød for slige tjenstvillige Aander. Prof. Møllmann, som var halvblind, blev derved bedraget. Undertiden svarede Souffleuren selv for Candidaten, og der var en, som ved at forvende sin Stemme paa dere Maader saaledes agerede Examinandens partes.

Da Rantzau var Statholder i Norge, skrev hans Kone paa sine Visitkarter: Vice-Reine de Norvège. (Af Grevinde Rosencrone).

For ikke lang Tid siden kom det ved Kongens Taffel paa Tale om Reverdil. Oberkammerjunker Calmette spurgte Kongen, hvad han egentlig havde været, da han var der. Kongen svarede: „Han var min Lecteur.“ Han: om det havde været en duelig Mand? Denne: „Ja.“ – „Hvorfor reiste han da bort ?“ „Ih, “ svarede Kongen med en Latter, „er kriegte ja seinen Abschied.“ (1806).

I Aarene 1792 ff., da Republikanismens Hede var kommen over Folk, havde den og bemægtiget sig Skolelærer-Seminariet paa Blaagaard, hvor Lærerne Riber og Clausen selv gave Tonen an. Det gik saa vidt, at selv ved Arithmetiken neppe nævnedes en fransk Kjøbmand som Exempel paa Kjøbende eller Sælgende, uden at der jo blev sat til i Parenthese: en god Patriot.

Professorerne Riisbrigb og Jacob Baden havde i Aaret 1803 faaet deres Dimission fra Universitetet for Skrøbeligheds Skyld. Imidlertid ankom Tiden, da Prof. Wøldike (som ellers havde et meget slet Rygte paa sig for at gjøre Alt for Penge) skulde nedlægge sit Dekanat, og nu paastode begge de Dimitterede at ville (hver i sin Orden) være Decani, uagtet de ikke længere havde Functioner ved Universitetet. Hertugen fandt den Ting meget absurd, som den ogsaa var, og forlangte Consistoriums Erklæring derover. Dette erklærede sig stærkt for Riisbrigh og Baden – man tør vel ikke sige uden alt Hensyn paa sig selv –, men Hertugen sendte hele Sagen tilligemed sin egen Erklæring til Cancelliet, hvilket deciderte i Faveur af Hertugens Mening, og hine Ex-Professorer bleve altsaa udelukte fra Decanatet, dog saa, at en anden skulde forrette deres partes.

Det er bekjendt, at Tyge Rothe skrev et besynderlig affecteret Sprog. Luxdorph sagde ganske vittigt: „Rothe skriver virkelig et smukt Sprog; dersom han blev oversat, skulde jeg tilforladelig læse ham.“ En Lieutenant i Artilleriet kaldte ham Stedholder i Skydelegemet, en Cancelliraad Sprinkelraad, Landsoldater hjemmegjorte Landsknegte o. s. v.

Da de Franske i November 1806 rykkede ind i Berlin, havde den derværende russiske Gesandt Alopæus, som ikke saa hastig kunde faa sit Tøi i sikkerhed, bedet den: danske Chargé d’affaires, som da var i Berlin, Baron Selby, en Søn af den baroniserte Grosserer i Kjøbenhavn, om at flytte ind i hans Palais og saaledes ved der at opslaa det danske Vaaben at tage samme og Gesandtens hele Eiendom under Folkerettens Beskyttelse. Selby var saa udelicat og havde saa liden diplomatisk Æresfølelse, at han gjorde det. Omendskjønt de Franske ikke yttrede nogen Uvillie derover, som dog let havde været muligt, og respecterede Alopæus’s Effecter for det danske Vaabens Skyld, saa blev det dog i Danmark meget ilde optaget, og Selby fik strax sin Rappel. Paa Tilbagereisen over Kiel gjorde han sin Opvartning hos Kronprindsen. Denne skal ved Audiencen blot have sagt de Ord: „De kan reise til Kjøbenhavn“ og derpaa vendt ham Ryggen. Man fortæller ogsaa, at Kronprindsen, da han blev underrettet om Selbys Mal-Conduite, skal have sagt: „Han er født til Kjøbmand, og dertil er han ogsaa bedst skikket.“ (Jan. 1807). (Anm. 11).

Da Geheimeraad Stampe var Qvæstor ved Universitetet, begik han aabenbar Underslæb med Universitetets Penge. Prof. Geus var da Secretair i Consistorium; han havde ofte taget sig den Frihed at erindre Stampe om visse Regnskaber at bringe i Orden, og Stampe havde svaret, han skulde nok eftersee det. Efter lang Henstand og ofte gjentagen Paamindelse talte endelig Geus lidt alvorlig til ham derom. Da blev han vred og svarede: „Ved han hvad, Mons. Geus, jeg vil saa visselig aldrig mere høre tale om disse Penge.“ Det var omtrent 2,500 Rdl., der savnedes. (Af Conferentsraad Malling).

25 Jan. 1804. Dr. Steffens, som ifjor kom hjem fra en Reise og derpaa blev ansat som Lærer i Geognosien med 1200 Rdl. Gage, har i Vinter holdt Forelæsninger over Philosophien efter Schellingske Principer, men de ere meest gaaede ud paa Theologi, hvori Hr. Steffens er saa orthodox, at han har erklæret Læren om Syndefaldet, Forsoningen, Christi to Naturer og hans Legems og Blods Tilstedeværelse i Alterens Sacramente for Grundvolden for al Religion. Bibelen er efter ham Kilden til al Viisdom. Han taler i et Sprog, som den meest orthodoxe Catholik vilde fryde sig ved. Han declamerer stærkt mod Oplysning, som han kalder Culturens Barbari. Den nærværende Churfyrste af Baiern er derfor for ham en stor Kjeltring. Christi saakaldte Spaadom om Jerusalems ødelæggelse (hos Matthæus) har han forklaret saaledes, at med Christus ophørte den poetiske Tidsalder, og fra nu af vilde Verden synke tilbage til en reen Prosaisme. Mange Studenter have faaet Hovedet fuldt af Griller, studere i Bibelen og randsage efter det indvortes Lys. Den hellige Augustin sætter Dr. Steffens meest Friis paa næst efter Bibelen. To Studenter ere gaaede fra Forstanden over hans Gallimathias, en ved Navn Seyer, der ansaa Steffens for Messias, og en anden ved Navn Scheel, der troer, at Steffens vil stifte en ny Religion paa Catholicismens Grundvold, og at Steffens vil overlevere ham til Inquisitionen for at blive pidsket, fordi han saa lang Tid har levet i Vantro. Dr. Steffens foragter alle Mennesker undtagen Øhlenschläger, som han ogsaa har gjort halvgal. Denne sidste skal have gjort et Digt om Christus og hans Apostler og have sagt, at Christus det var Steffens, Johannes den Døber det var ham selv (Øhlenschläger), en Lieutenant Steffens (Broder til Dr. Steffens) er Sct. Peder, en Student Bull Simon etc. Hertugen af Augustenborg har afværget, fat Steffens, der beundres af Schimmelmann og Grevinde Schimmelmann, blev ansat ved Universitetet. Da Steffens kom til Hertugen for at takke ham for hans Medvirkning til, at han var bleven ansat som Lærer i Geognosie, svarede Hertugen, at han behøvede aldeles ikke at takke ham, siden han ingen Deel havde havt deri.

Dr. Steffens skal have sagt i en af sine Forelæsninger, hvor han talte om det Mirakel med Formørkelsen etc., der skeede ved Christi Korsfæstelse: „Hans Disciple skjalv, men han selv skjalv ikke, thi han vidste, at det var Naturen, som talte til Historien.“

Da Professor Steffens fra Halle i Vinteren 1806–1807 kom til Kiel formodentlig for efter Halles Indtagelse af de Franske at søge Ansættelse her, og han havde havt Audients hos Kronprindsen, sagde denne til ham, at han ikke vilde, at han nu igjen, naar han kom til Kjøbenhavn, holdt Forelæsninger i den nye Philosophie, hvormed han tilforn havde stiftet mere Skade end Gavn. Men Steffens erklærede, at det var hans Kald at udbrede Sandhed, og dette Kald ansaa han sig pligtig at følge. Kronprindsen blev vred, og Følgen var, at han skrev til Hertugen af Augustenborg om at forhindre, at han ikke kom til at holde Forelæsninger, hvilket ogsaa foreløbigen hos Rector magnificus blev anmeldt, ligesom ogsaa Udgiveren af Addresse-Avisen fik Varsel om ingen Anmeldelse af Forelæsninger fra Prof. Steffens at indrykke uden Politimesterens Forevidende. Steffens kom her, opholdt sig her et Par Uger og reiste misfornøiet bort.

Digteren Thaarup, som er meget satirisk, udtrykte sig saaledes om Guldbergs to Bind af Digte: „Nu er da den poetiske Mark atter bleven gjødet; jeg seer, at Guldberg har ført to Læs Møg derud.“

Prof. Thestrup (Prof. philosophiæ) havde en meget smuk og dydig Kone. Holberg, som var meget for at have Løier, besøgte hende ofte og især, naar Manden holdt Forelæsninger, for at gjøre denne jaloux, hvilket og lykkedes ham. Prof. Thestrup var ellers meget gjerrig, saa at han stærkt drev paa at faa Betaling for sine Forelæsninger. Nu kom engang en Student, som skulde op til Examen, op til ham og bad sig undskyldt, at han ei havde Raad til at betale. Da han havde en smuk Sølvkaarde ved Siden, sagde Thestrup, han kunde jo sætte den i Pant, saa fik han den vel siden indløst. Studenten svarede, han var dertil villig, om Professoren vilde tage den selv i Pant. Denne tog imod den og satte den hen i sit Værelse. Studenten gik, kom Dagen efter til Examen og stod sig meget godt under Professoren. Strax derpaa kom han igjen til denne og sagde, at han nødvendig behøvede sin Kaarde til en Stads, og bad om at laane den paa nogle Timer. Han fik den, men var klog nok til aldrig mere at bringe den eller betale for forelæsningerne. (Af Prof. Riisbrighs Mund).

Den berømte Professor Tode, som døde i Februar 1806, havde den Ulykke at have en slet Kone og en slet Søn, som begge forbittrede ham hans Alderdom – – Hans Kone satte hans Klæder paa Assistentshuset for at faa Penge til Brændeviin. Engang havde hun, da han skulde præsidere ved en medicinsk Doctor-Disputats, faaet hans Kjole hjem i det Øieblik, han skulde bruge den, og i denne Hast forglemt at tage Assistents-Sedlen af. Han gik med den op paa Studiigaarden, indtil En gjorde ham opmærksom derpaa. Han tog sig denne huuslige Prostitution meget nær.

Professor Wadskjær var saa timid, at naar han holdt Forelæsninger, turde han ikke et øieblik vende Øiet fra Papiret. Derfor ikke aleneste havde han faa Tilhørere, men de, som kom, sad og rygede Tobak og spillede Trekort. Han faldt ofte i Søvn paa sit Studerekammer ved Lys, hvorover hans Kone maatte have Opsigt med ham.

Da det holstenske Bytte var skeet 1773, blev der forordnet en Taksigelsesfest i den Anledning og tillige for den gode Afgrøde. En Præst i Nannestad i Norge ved Navn Wexels talte da saaledes fra Prækestolen: „Hvad det første angaar, da har jeg hørt sige, at alt Bytteri gaar ud paa Bedrageri; har vi nu vundet derved, saa Gud være lovet; hvad det andet angaar, saa har jeg vel hørt, at de skal have avlet godt her i Nabobygderne, men her i Præstegjeldet skal vi ikke rose os stort deraf, men hvad jeg meest vil takke Gud for, det er det, at jeg er bleven Jer Sognepræst, nu skal I høre mit Kaldsbrev.“ (Anm. 12).

Det skal i denne Tid være blevet angivet om en Præst i Norge, at han ved at døbe et Barn har brugt den Formular: „Forsager du Djævelen og alle hans Gjerninger og alt det militaire Væsen?“ (10 Febr. 1804).

Tillæg.
Et Brev fra Engelstoft tll J. Chr. Berg.

Kiøbenhavn d. 19 Aug. 1849.

Allerhøistærede Hr. Justitiarius!

Det er flere Aar siden en af tidligere personlig Bekiendtskab og Forbindelse udsprungen Brevvexel mellem os ophørte, jeg tør ikke sige, ved hvis Skyld nærmest; maaskee er den paa min Side, forsaavidt jeg kan være bleven Dem en Giengield skyldig Den Omstændighed, at Christian 8 kaldte mig tilbage til en practisk Virksomhed, som nu i 8 Aar optog den største Deel af min Tid og Flid, bragte meer eller mindre en Standsning ind i andre mine Sysler, og navnlig i mine Brevvexlinger. Det være nu, som det vil, De har nu selv paa en ligesaa venskabelig som for mig interessant Maade fornyet den tidligere Forbindelse ved giennem en fælles Ven – Hr. Conferentsr. Werlauff – at lade mig i Deres Navn levere et Exemplar af Deres med Forerindring og Anmærkninger ledsagede Oversættelse af Wimpfens Afhandling ang. Hertugdømmerne Slesvigs og Holstens statsretlige Forholde, hvorved jeg næsten ikke veed, om jeg meest skal takke Dem for det private Erindrings- og Venskabsbeviis eller for den Opmærksomhed, Interesse og Bistand De har villet skiænke vor retfærdige Sag, navnlig og fornemmelig ved de Dem selv tilhørende saa grundige, oplysende og betydningsfulde „Forerindring og Anmærkninger“. Vil Nogens Dom og Anskuelse i denne Sag møde Anerkiendelse som upartisk, maa det vistnok blive Deres; og kan jeg derfor som Dansk (skiønt derfor ingenlunde selv partisk; for mig gik altid Sandhed og Retfærdighed over Alt) ikke andet end dobbelt glæde mig over, at Sandhed og Retfærdighed her har fundet en Hiemmelsmand og Forsvarer i en saa lærd, grundig og betydende norsk Autoritet som Deres. Maatte De nu ogsaa selv-hvad jeg ikke mindre haaber end ønsker – opleve den Satisfaction at see reddet i Sandhedens, Retfærdighedens, det Deres Sympathie tiltrækkende Danmarks, man kan vel sige, i hele Nordens Interesse det, til hvis Hævd og Forsvar De saa værdigen er optraadt. Hvad angaaer min nylige Yttring „hele Nordens“, da behøver denne ingen Forklaring for Dem, ja man kunde vel sige: den burde ingen Forklaring behøve for nogen mere oplyst Norsk eller Svensk. Det er ikke blot det lille Danmarks, men per dette det hele store Skandinaviens Interesse, de quo aptur. „Entreen“ er den samme. Disse fælles Interesser have, desværre, kun alt for ofte været overseede, forglemte, modarbeidede – og dog til alle Tider af de Indsigtfuldeste og de Bedste i alle tre Riger erkiendte. I den Tid, jeg – mange Aar igiennem – holdt Forelæsninger ogsaa over den nordiske Historie ved Universitetet, havde disse uafladelig denne Betragtningsmaade for øie, og det er mig paa min Alderdom en stor Satisfaction at være mig bevidst, altid at have søgt at lede Eftertanken og stemme Gemytterne i den Retning. Den Grundtext, jeg immer kom tilbage til, og ligesom et historisk Bibelsted, var Inscriptionen paa Kong Frederik den fierdes Medaille af 1721

„Een Tro, eet Blod, eet Navn
Blev Nordens Fred og Gavn“

dobbelt skiøn Tanke og Sætning umiddelbart efter 9 Aars forbittret Strid. Man maa beklage, at det, som er det Principale og altid lige ønskelige og Værdige i denne Retning, har skullet ligesom blive udsat for Miskiendelse eller Misforstaaelse ved nogle excentriske Ideer eller ungdommelige Ubesindigheder (cfr. Deres Anm. S. 13); men man har uden Tvivl feilet og feiler i at tillægge det Extravagerende heri en alt for stor reel Betydning eller forestille sig unge Menneskers – i sig selv elskværdige og velmeente (Ungdommen er den eneste oprigtige Alder) Enthusiasterier som Udtryk af de Modneres og Forstandigeres Anskuelser. En saadan Skandinavisme havde og har – efter Alt, hvad jeg kunde og kan dømme her paa Stedet selv – aldeles intet særligt Hiem i de Danskes Land eller finder der nogen særlig Anklang, og allermindst – efter alt hvad jeg har havt Anledning og Leilighed til at bemærke – med noget nationalistisk Hensyn til eventuel Prædomination eller Overvægt. Og saa vare de ungdommelige Phantasier, som man kunde sige beherskede af en saadan Skandinavismus som saa mange Stemmer have reist sig imod, allermindst skikkede til at undfange eller nære slig Nationalegoisme der hos dem absorberedes i Fælles- og Paritets-Ideen. Ungdommen er en uegennyttig Alder. Denne Bemærkning har jeg troet at burde giøre som Resultat af mine egne Iagttagelser og selv ganske staaende uden for Sagen, da jeg ved samme alene har forholdt mig som Tilskuer.

Siden Hr. Justitiarius udgav det ovennævnte Skrift er der endnu udkommet Adskilligt, som De rimeligviis allerede kiender, angaaende den samme Strid, men for det Meeste kun Partieskrifter uden videre Udbytte. Derimod ere endeel nye oplysninger fremkomne med Hensyn til Oprørets Ophav og Udvikling og til de dermed sammenhængende politiske og militære operationer. I første Henseende er af overordentlig Vigtighed og Interesse en i disse Dage udkommen Publication af Geheimearchivar, Etatsr. Wegener. Hvorvidt alligevel tilsidst den gode Ret vil komme til at nyde sin Ret og derved Danmarks og det hele Skandinaviens Interesse blive betrygget, vil først det endelige Udfald vise.

Disse Linier sendes ved Rigsarchivar Lange, der har været saa god at ville tage dem med. Jeg beklager at have kun alt for lidet kunne profitere af denne indsigtsfulde og behagelige Videnskabsmands Ophold her, da samme faldt ind i Ferietiden, under hvilken jeg var fraværende paa Landet, tildeels for mit Helbreds Skyld, da jeg i Foraaret havde været temmelig angreben og langsomt kom til Kræfter igien. Det duer ikke at være gammel, og er jeg altid noget ældre end Deres Høivelbaarenhed. En Lettelse for mig er det imidlertid, at jeg nu som senior er fritaget for at holde Forelæsninger og tage Deel i Examina. Som jeg hører har D. Høivelb. nu ogsaa trukket Dem tilbage fra det practiske Embedslivs Forretninger. I det historiske Fag, hvortil min professio hørte, have vi nu foruden Conferentsr. Werlauff, fra hvem jeg har mange Hilsener, Profess. Velschow og en Lector: derimod er nu en egen Professor ansat i Statistik.

I Deres Høivelbaar. venskabelige Erindring anbefaler jeg fremdeles

Deres

høiagtelsesfuldt ærbødige

L. Engelstoft.

Høivelbaarne

Hr. Justitiarius J. C. Berg

Ridder af Nordstjernen pp
i Christiania.
Anmærkninger.

1. Den omtalte Ligprædiken over Gyldenløve er Rector Gottfried Masius’s prægtig udstyrede „Trauerrede bey des Herrn Christian Gyldenløves Leichenbegängnizs“. Kopenhagen 1709. Fol. Af kongelige Cantslere har Danmark, som bekjendt, havt tre af Navnet Friis, og over enhver af dem haves der en i Trykken udgivet Ligprædiken, men siden her er Talen om en saadan i Kvart, maa der sigtes enten til Mads Jensen Midelfarts Ligtale over Christian Friis til Borreby (Kbh. 1617) eller til Jesper Brochmanns over Christian Friis til Kragerup. (Kbh. 1640). – Grev Christian Rantzau, om hvis Frues Hoffærdighed af Engelstoft (S. 329) meddeles et Træk, var Statholder i Norge 1731–1739. Hans Søn var den nedenfor omtalte Grev O. M. Rantzau, om hvem se Nyerups Forfatter-Lexicon.

2. Grev Rantzau-Ascheberg og Grev O. M. Rantzau tilhørte forskjellige Linier og vare saagodtsom eller maaske slet ikke i Familie. (L. Daae, Det gamle Christiania, S. 180 f.). Det maa altsaa have været Hensyn til det fælles Navn og den fælles Stand, der har voldt Grevens Raseri mod Jøden.

3. Mag. Christian Reitzer Humble (f. 1730 † 1799), Consistorialraad og Sognepræst til Ønslev paa Falster, en stridbar og ulykkelig Mand („en sand Ismael“), men afholdt af Bondestanden i Danmark som dens Ven. Se om ham J. Barfod, Den falsterske Geistligheds Personalhistorie, II. S. 277–287. Han blev Consistorialraad 1773.

4. Sammenlign Joh. Grundtvig, Magnus Beringskjold (i Dansk hist. Tidsskrift, 5. R. I. S. 216–217).

5. Den i den seneste Tid meget omskrevne Carl Frederik Gyllembourg (Ehrensvard), der vandt den omtalte Medaille, fandt imidlertid Leilighed til at frembære sin Tak derfor til Kronprindsen, hos hvem han kom i Naade, og som siden benyttede ham som politisk Redskab. Se bl. A. Johanne Luise Heiberg, P. A. Heiberg og Thomasine Gyllembourg, 1ste Udg., S. 74 og 402.

6. Rector Oluf Worm i Horsens var ikke Brodersøn, men Søstersøn af Rector Jens Worm, af hvem han blev adopteret. Guldberg havde paa samme Tid, som han blev kaldet til Professor i Sorø, ogsaa „Kaldsbrev i Lommen“ til det residerende Capellani i Ringsted (H. P. Gjessing, Struensee og Guldberg. Kbh. 1849. S. 155). Forøvrigt vil man ved at efterse de hos Jens Worm i hans Forsøg til et Lexicon over Lærde Mænd (I. S. 377 og III. S. 268) finde de biographiske Data om Guldberg affattede paa en Maade, der gjør nærværende morsomme Anekdote sandsynlig nok. Prof. Kierulf, Engelstofts Hjemmelsmand, var O. Worms Samtidige ved Universitetet og hans Collega som Decanus ved Communitetet.

7. Denne Nyerups Fortælling om Hielmstierne som motiv for „Jean de France“ er aabenbart urigtig, skjønt den er betegnende nok for den Opfatning, man har havt af Hielmstiernes Personlighed. Da „J. d. F.“ første Gang opførtes (1722), var nemlig Hielmstierne syv Aar gammel! Et Billede af Hielmstierne i hans flotte Ungdom har man ellers i et Brev af 1743 fra ham til Langebek, der findes trykt i Dansk hist. Tidsskrift (1. R.) IV. S. 300–302. En anden og rimeligere Beretning om, hvem Holberg her skal have tænkt paa, er efter den samtidige Rostgaards Fortælling og Langebeks Optegnelse meddelt i nærværende Tidsskrift (1. R.) II. S. 292.

8. Hvilken „Lector“ her kan være ment, er ei godt at sige. At tænke paa Th. v. Westen (Lector 1716–1729)er umuligt, og siden blev dette Embede ikke mere særskilt besat. Den lærde latinske og danske Versificator Jonas Schanke, Rector i T.hiem og en Tid ogsaa Lector sammesteds. (L. Daae, Throndhjems Stifts geistl. Historie, S. 153), maa vistnok antages at være Manden, hvis der da overhoved er noget i det Hele.

9. Sammenlign K. L. Rahbek, Om Ludvig Holberg som Lystspildigter og om hans Lystspil. III. Kbh. 1817. S. 432.

10. Nærmere Oplysninger om de franske Gesandter i Kjøbenhavn Chevalier Jean Francois de Bourgoing og General Macdonald findes hos F. Schiern, Nyere historiske Studier, I. S. 499 flg. (især s. 514–515).

11. Baron Charles Borre de Selby, Gesandt i Berlin, siden i Nederlandene. Han var gift med Frøken C. G. L. Falbe, der havde været forlovet med Bernt Anker og efter dennes Død kom i Besiddelse af store Midler af hans Bo. (B. Moe, Tidsskr. f. den norske Personalhistorie, I. S. 408).

12. Den her omtalte Sognepræst til Nannestad hed Wexel Hansen (Wexelsen) og udnævntes ganske rigtig til det nævnte Kald 1773, samme Aar, som mageskiftet med Rusland traadte i Kraft. (Svendsens utrykte Samlinger til Christiania Stifts Geistligheds Historie i Univ.-Bibl.).


Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. ↑ Suhms Nye Samll., III, S. 267 flg.; H. Rørdam, Historieskrivningen i Danmark og Norge, Kbh. 1867, S. 144–145.
  2. ↑ Se fornemmelig: Meddelelser fra det norske Rigsarchiv, I. S. 1–27, samt J. H. Bang i Programmet fra Sorø Academis Skole 1865, S. 16–47.
  3. ↑ F. Ex. nærværende Tidsskrift (1. R.) II. S. 300–322.
  4. ↑ Suhms Saml. Skr. X. S. 21–154, XIII. S. 1–38, XIV. S. 225–274.
  5. ↑ Smnlgn. C. F. Wegener, Biographiske Antegnelser om Laurids Engelstoft, Kbhvn. 1852, S. 138–139.
  6. ↑ Udvalg af L. Engelstofts Skrifter. B. 3. Kbh. 1862. S. 324–413.
  7. ↑ Danske Samll., udg. af Chr. Bruun m. Fl. III. S. 97–192.
  8. ↑ Dansk Historisk Tidsskrift 5. R. III. S. 348–395.
  9. ↑ Aabent Rum.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Historiske_Optegnelser_af_Caspar_Peter_Rothe_og_Laurids_Engelstoft&oldid=210554»