Forviklinger paa Oplandene i Midten af det 17. Aarhundrede

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Lesjeverkets Optagelse.
I. Hr. Jens den yngre til Lesje og hans Børn.

Det 17de Aarhundrede oprandt med mørke og tunge Udsigter for vort Land. Vinteren 1599–1600 var over hele Nordeuropa en af de strengeste, Historien ved at berette om.[1] Ved St. Bartholomæi Tid om Høsten naaede en smitsom og ondartet Farsot, som havde hjemsøgt Tyskland, Danmark og England, til Bergen, hvorfra den spredte sig ud over det hele Land og herjede det i samfulde to Aar med en voldsomhed, som kaldte Sagnene om den store Mandedød til Live igjen.[2] Efterpaa fulgte tre saa store Uaar, at de tre Aarhundreder, som snart er forløbne siden den Tid, ikke har formaaet at udslette Mindet om dem. I sin skrækkeligste Skikkelse optraadte Nøden under det andet Uaar (1601–1602), der i Folkemunde bærer Navnet det store Dyraar.[3] Der var samtidig stor Nød i det øvrige Nordeuropa, saa ingen Korntilførsel derfra kunde finde Sted. En Skjeppe Byg blev derfor betalt med 4 Rdlr., naar den var at opdrive.[4] I det Throndhjemske siger Almuen endnu, at „paa Nordkanten af Landet (d. e. nordenfor Dovrefjeld) blev Græstuen ei grøn den hele Sommer“.[5] Ved Olsokstider faldt der paa dere Steder baade norden- og søndenfjelds en saadan Mængde Sne, at den i Fjeldene naaede Folk til Beltestedet, men i Dalene til Knæs.[6] Da denne Sne efter fjorten Dages Forløb gik bort, indfandt Markmus og Lemæn sig i store Skarer og aad op, hvad Frosten og Sneen havde skaanet. Andre Steder ved man at berette om, at Bønderne kunde trække Løvkjærverne, som blev skaarne for at holde Kvæget i Live, hjem over Indsøer og Vande, der allerede i Begyndelsen af August Maaned var tilfrosne.[7]

Under disse Ulykker synes Indlandsbygderne og navnlig da Egnene omkring Dovrefjeld at have lidt mest. I Opdal skal efter en optegnelse af den dalevende Sogneprest, Hr. Morten Bjørnssøn, ikke mindre end 80 Mennesker være omkomne af Sult.[8] Bønderne i Gudbrandsdalen sendte sine Plogjern ind til Statholderen paa Akershus – det var et i Trængselstider almindeligt Tegn paa, at de ei magtede at betale sine Skatter og Afgifter, og at de vare villige til at gaa fra sine Gaarde.[9] Fra det høitliggende, frostlændte Lesje Prestegjeld vandrede Folket ud i Skarer.[10]

Dengang var en dansk Mand, Hr. Jens den ældre, Prest til Lesje og Dovre. Nøden voxede og Menigheden tyndedes, og omsider saa han sig ogsaa nødt til at følge Strømmen og friste sin Lykke andensteds. Det fortælles, at han da var saa fattig, at han ikke eiede Hest, men selv maatte han trække sin Hustru og det lille Bohave, de havde tilovers, paa en Kjelke ud af Bygden. Sin Menighed saa han ikke mere igjen; thi kort Tid efter blev han Sogneprest til Øier og Provst over Gudbrandsdalen og døde som saadan omkring Tyveaarene.

Lesje Prestegjeld var saaledes uden Sjælesørger. Saa udarmet, som Bygden var, fandtes der heller ingen, som lystede at overtage Kaldet her, før man henvendte sig til Hr. Jens’s Søn af samme Navn, som gik i fjerde Lektie paa Throndhjems Skole. Han gav efter for Menighedens Ønske og kom om Sommeren „som en meget fattig Person“ vandrende paa sin Fod til Lesje. Her tog han ind paa Gaarden Hattrem hos en Bonde ved Navn Svend, hvis Datter Anne han siden blev gift med.[11] Hr. Jens den yngre – som han kaldes for at skjelnes fra sin Fader – aflagde sin Embedsed den 21de Juli 1602.[12] Da han kom til sin Prestegaard, fandt han den i en meget ynkelig Forfatning, da den hverken var pløiet eller saaet. Det var ham derfor vel tilpas, at han under sit Ophold ved Throndhjems Skole havde lært Feldberederhaandverket, og han skal i Førstningen have forsørget sig og sin Familie ved at gjøre Skindfelder for Bønderne.[13] Lesjeværingen mindes endnu den Dag idag med Taknemmelighed, at han er den første, som har grundlagt denne vigtige Næringsvei der i Bygden. Hvorledes han skikkede sig som Prest og Sjælesørger, kjender man lidet eller intet til. Ved Visitatsen paa Dovre i 1620 roser Oslo Biskop, Nils Simonssøn Glostrup, Ungdommen for dens Kundskaber i Katekismens fem Parter; fire Aar efter finder han den i Hovedsognet saa maadelig oplyst, at han ser sig beføiet til at formane Presten til at tage sig mere af Undervisningsvæsenet.[14] Forholdet mellem Hr. Jens og hans Menighed synes ikke altid at have været det bedste. Der foreligger flere Vidnesbyrd om, at der ret som oftest har været Kranglerier dem imellem om Prestens tilkommende Rettighed og Prestegaardens Tilliggelser.[15] Det lader til, at Hr. Jens besad adskillig Sands for at forøge sit jordiske Eie. Mod Slutten af sit Liv var han en ret velholden Mand. Det ene af hans Børn efter det andet giftedes ind i Bygdens gjæveste Ætter eller erhvervede ved Kjøb de bedste Gaarde i Lesje. Den ældste af Sønnerne, Jens, bosatte sig paa Gaarden Brændjord. Hans Tvillingbroder Christen skal have giftet sig til Hofauk (Hovoch). Den tredie, Svend, fik Morfaderens Odelsgaard Hattrem og en fjerde, Ole, kom til Gaarden Lida. En af Døtrene blev Husmoder paa Tøndevold („Tyndøfvel“), og en anden, Marit, fik den velstaaende Thore Sønstebø. Men de yngre Børn, Mari og Christopher, syntes ganske vist Hr. Jens og Almuen, gjorde det bedste Gifte af alle.

Paa Frigaarden Tofte i Dovre Annex, der var tillagt adskillige Forrettigheder mod at besørge Skydsen over Fjeldet og drage Omsorg for de Reisendes Underholdning, boede Ole Olssøn. Han tilhørte den samme aristokratiske Bondeslægt, som gjør Paastand paa at kunne føre sit Stamtræ op til Middelalderen og endnu har en udbredt Descendents der i Dalen. Ole Tofte var en efter Tidens Forhold meget rig, men derhos haard og stolt Mand, som aldrig taalte noget Indgreb i, hvad han ansaa for sin Ret. De mangfoldige Processer, han førte, vidner om, at han ikke var god at komme ud for. Hans to Børn, Sønnen, den unge Ole Tofte, og Datteren Marit, var Faderen op af Dage i Grumhed og Hensynsløshed. Marit havde endnu, efter at hendes Børn var voxne, et slemt Ord paa sig for at være løsagtig. Mellem den unge Ole Tofte og Hr. Jens’s Søn Christopher knyttedes der et dobbelt Svogerskab, idet de gjorde Søsterbytte; Ole Tofte fik Hr. Jens’s Datter Mari, medens Christopher ægtede Marit Tofte. Vi vil snart se, hvilken Kjæde af Ulykker disse Forbindelser skulde drage efter sig.

Mærkelig nok sætter Traditionen ogsaa Hr. Jens’s Død i Forbindelse med de Planer, han omgikkes med at faa sin yngste Datter Anne forsørget. Da det led ud i Tretiaarene, blev Hr. Jens saa skrøbelig at han maatte tage til Medhjælper Hr. Sivert Engebretssøn, en Bondesøn fra Faaberg. Hr. Jens ønskede, at denne, som paa en Maade var bleven ham paatvunget, skulde ægte hans Datter Anne; men dette vilde Kapellanen ikke indlade sig paa. Misfornøiet herover reiste Hr. Jens saa i Aaret 1639 ned til Christiania for at forklage ham hos Biskopen. Hvorledes hans Erinde her faldt ud, vides ikke; men paa Hjemveien blev den gamle Prest saa syg, at han maatte tage ind paa Ringsaker Prestegaard, hvor han snart afgik ved Døden. Hans Grav saaes endnu i Begyndelsen af dette Aarhundrede paa Nordsiden af Kirken.[16] Ved Menighedens Valg blev Hr. Sivert Engebretssøn kaaret til Sogneprest. Han ægtede strax efter en Datter af Hr. Jørgen Marstrand, Sogneprest til Grytten i Romsdalen. Anne Jensdatter blev omtrent paa samme Tid gift med Ole Olsen Kolstad, en slu og rænkefuld Kakse der i Bygden, der stadig beskjæftigede Sorenskriver og Meddomsmænd med Sager af forskjellig Art.

Det Fiendskab, Hr. Jens nærede til sin Kapellan, gik i Arv over paa de fleste af hans Børn og Svigersønner, saa at Bygden under hele Hr. Siverts Embedstid var splittet i to Partier. Den fornemste Leder af denne stadige Opposition, som efter Sigende aldrig lod nogen Leilighed til at krænke Presten gaa ubenyttet hen, var den ovenfor omtalte Christen Hofauk, en ryggesløs Slagsbroder, som hverken respekterede Thingfred eller Kirkens Hellighed.[17] Hans Brødre Ole Lida og Christopher og hans svogre Ole Kolstad og Ole Tofte var stedse i Ledtog med ham, og der førtes i Aarenes Løb ikke faa Processer mellem dem og Hr. Sivert. Denne havde paa sin Side ogsaa et stort Parti i Bygden. Saaledes havde han en trofast Støtte i Bondelensmanden, den kjække og mandige Peder Ekre, som var en Søn af Oberst Sinclairs Banemand Lars Hage.[18] Ja, selv to af Hr. Jens’s Sønner, Svend Hattrem og Jens Brændjord, som ikke slægtede sine Søskende paa, synes at have holdt med Presten. Den første nævnes endnu 1667 som Prestens Medhjælper.

Der var dog ingen af Hr. Jens’s Sønner, som vandt en saadan sørgelig Navnkundighed i Dalen som Christopher. Efterat han havde faaet Marit Tofte tilægte, kjøbte han Gaarden Flagestad, som hans Faders gamle Tjener Jesper før havde eiet. I Aaret 1654 blev han Skoggangsmand. Han var – paa hvilken Maade vides ikke – bleven usams med sin Grande Jon Nilssøn paa Kaarbø. En Dag, da denne skulde til Møllen, lagde Christopher sig paa Lur efter ham og gav ham Banehug med sin Øxe. For denne Udaad blev han dømt til at have sit Liv og Gods forbrudt. En Del af hans Eiendom blev ogsaa inddraget i Kongens Kasse, men selv blev han i hele ni Aar gaaende paa fri Fod i Bygden, indtil andre Forbrydelser gjorde Maalet fuldt. Endnu for femti Aar siden vidste man i Lesje at fortælle om, hvorledes han byggede sig en Stenhytte i en utilgjængelig Urd i Skjeberget, og hvorledes hans Søster paa Tofte drog Omsorg for at skaffe ham det fornødne til Livsophold.[19] Paa sin Gaard synes han ikke at have efterladt større Savn. Hans Slægtninge paa Tofte forhindrede, at Flagestad gik over i fremmede Hænder.[20] Hans mandhaftige Kone forestod da Bruget, indtil deres ældste Søn

Jens havde fyldt sit 25de Aar.[21]
2. Magister Iver Pederssøn og Jørgen Philipssøn.

Til Trods for at Christopher Flagestad var lyst fredløs, finder man dog, at han tidt og ofte var paa Vandring inden Prestegjeldet, snart nede i selve Bygden, snart paa Skogen, snart i Dovre Annex.[22] Navnlig sees han at have staaet i stadig Forbindelse med sin Broder Christen Hofauk og sine Svogre paa Kolstad og Tofte. Det forekommer endog, som han allerede i levende Live har været omfattet med den Sympathi, som Almuesmanden i vort Land pleier at nære for store Forbrydere efter deres Død. Det tør vel ogsaa være muligt, at der har ligget en efter Tidens Leilighed undskyldende Omstændighed til Grund for hans Forbrydelse. Da aabnede der sig efter et Par Aars Forløb Udsigt til, at han skulde faa sin Straf eftergivet.

Det er neppe tvivlsomt, at Tilværelsen af flere af de Gruber og Kisgange, som man optog til Drift i den første Halvdel af det 17de Aarhundrede, allerede før havde været bekjendt i de Bygdelag, hvori de laa. I denne Omstændighed har man fornemmelig at søge Kilden til de uendelige Trætter og Processer, som i Regelen udspandt sig om Eiendomsretten, naar et Verk først var kommet i Gang. Thi det var ofte nok umuligt at afgjøre, hvem der var den første Finder af Malmanvisningerne. Der var nemlig en gjængs overtro i Bygderne, at den, som stødte paa en Ertsgang, gjorde klogest i ikke at omtale det; ellers, mente man, vilde det ganske vist gaa ham ilde.[23] Kongebrevet af 24de Februar 1645 bidrog ikke lidet til at rydde denne Fordom af Veien ved Løftet om Belønning for hver den, som skaffede en rig Malmgang for Dagens Lys. Stundom kunde det og hænde, at Kundskaben om Tilværelsen af Malm- og Kisleier var bevaret inden en enkelt Familie; det beroede da som oftest paa en tilfældig Omstændighed, om Finderetten til disse skulde gaa over til Mænd, som kunde overtage deres Drift. Saaledes har man fra Thelemarken Efterretning om, at en Manddraber ved Navn Thorgrim Vik i Aaret 1645 kjøber sig Fred ved at give Stødet til Optagelsen af Fossums Kobberverk, som en Tid var anseet for det rigeste i Landet.[24] En lignende Tildragelse laa som bekjendt ogsaa til Grund for Oprindelsen af Meldals Kobberverk.[25] Under sine Omflakninger i Bygden var Christopher Flagestad kommen under Veir med, hvilke rige Skatte af Jernerts og Kis der fandtes paa flere Steder paa Lesjeskogen, fornemmelig paa Gaardene Einstads og Bjølleruds Grund. Sommesteder laa Malmgangene oppe i Dagen i „en sand Guds Velsignelse“. Bonden paa Einstad havde endog opført et Gjerde om sin Indmark af malmholdig Sten. Christopher Flagestad gjorde vistnok Paastand paa, at han var den første, som havde opdaget disse Gange; dette medførte dog ikke Sandhed; thi en gammel Pligtsfoged paa Sells Kobberverk havde allerede længe, før Christopher blev fredløs, undersøgt Malmens Beskaffenhed. Rimeligvis har han faaet sin Kundskab om Anvisningerne af Gudmund paa Bjøllerud, som han fra tidligere Dage sees at have været kjendt med, og som maaske herved havde villet bidrage sit til at redde Christopher ud af hans møisommelige Liv i Urden.

Den mest anseede Mand i Gudbrandsdalen var dengang den formaaende og lærde Provst, Magister Iver Pederssøn Adolphus, Sogneprest til Fron og Søthorp. Han tilhørte en Borgerfamilie, som i nogle Generationer spillede en ikke ubetydelig Rolle her i Landet. Hans Fader var den bekjendte Dr. juris og medicinæ Peder Alfssøn, som døde i Sextiaarene efterat have taget sin Afsked som Lagmand i Throndhjem. En Søster af ham var gift med Faderens Eftermand paa Lagstolen, Niklas Povelssøn, der eiede Løkkens Kobberverk i Meldalen. En yngre Broder var den myndige Hr. Alf Pederssøn til Ringsaker, Paven kaldet, om hvem der senere skal berettes. Selv var Magister Iver født i Bergen i Aaret 1620 og var altsaa ved denne Tid en Mand i sine bedste Aar. Med Hensyn til Begavelse og Lærdom stod han vistnok langt over sine Medbrødre i den norske Kirke. I sin Ungdom havde han besøgt fremmede Universiteter, og navnlig sees han i længere Tid at have ligget i Leyden, det 17de Aarhundredes fornemste Lærdomssæde. Under sit Ophold her udgav han et Par Skrifter. I det ene af disse, hans rhetoriske Haandbog „Medulla oratoria“, som flere Gange blev optrykt paany, har man et Bevis paa, hvor mærkelig vel bevandret han var i de gamle Klassikere, og hvilken sjelden Sands han havde for en elegant latinsk Stil.[26] Umiddelbart efter Hjemkomsten 1647 blev han kaldet til Personelkapellan hos den alderstegne Sogneprest til Fron, Hr. Thor Lauritssøn, og ægtede dennes Datter Birgitte. Da Svigerfaderen døde, valgte Menigheden ham til hans Eftermand.[27]

Staar Magister Iver i Henseende til Lærdom end høit over sine Samtidige, havde han dog paa den anden Side ei formaaet at frigjøre sig for den Raahed og Ryggesløshed i Omgang og Sæder, som var et særligt Kjendetegn for denne Tidsalder. Navnlig var han sterkt henfalden til Drik, og naar han var beruset, var han yderst voldsom og uregjerlig. Naar han var i den Tilstand, kunde han skræmme Folk ved at sige, at han stod i Ledtog med den Onde;[28] andre Tider udlod han sig med, at han ikke burde have været Prest, men Hærfører, hvilken Tale man ansaa for at være en Spot over det hellige Prædikeembede. Stundom kunde det og hænde, at han i sit Raseri truede med at bruge Kniv paa sig selv.[29] Engang – det var en Maaneds Tid før Jul 1659 – havde han været i et Gravøl, hvor der var bleven drukket meget tæt, og kom aldeles fuld hjem til Prestegaarden, „mere lig en Daare end en hæderlig forstandig Prestemand“ at se til. Her var en Prestesøn fra Faaberg, Studiosus Samuel Sachariassøn, som reiste om for at lade sig høre af Menighederne i de ledige Kald, just tagen ind. Magister Iver lod sin Gjest vel beverte, og de to Prestemænd blev nu siddende ved Drikkebordet udover til Midnatstider, hvorunder Verten førte „megen unyttig Tale med Daarlighed, Gudsbespottelse, Bagtalelse og Banden“, saa Gjesten – det paastod han ialfald senere – „ønskede sig langt bort fremfor at høre slig Guds Fortørnelse“. Da kommer der Bud til Provsten fra den Gaard, hvor Gravøllet holdtes, at han maa se til en dødssyg Skindfeldmager, som har begjeret sakramentet. Magister Iver negtede længe at reise, idet han paastod, at det kun var en Snare, hans Fiender vilde lægge for ham; „thi – sagde han – nu ved de, at jeg er saa drukken, at jeg ei kan forrette mit Ombud.“ Endelig bestemte, han sig til at reise; men da han saa var kommen ud paa Isen et Stykke fra Gaarden, fik han Bud om, at den syge var død. Han vendte da om igjen og fortsatte Drikkelaget til den lyse Morgen.[30] Ligeoverfor sin Menighed vidste Magister Iver at optræde med megen Myndighed og utidig Strenghed, saa at han derved vakte Forargelse endog hos sine standsfæller. I nogle Thingsvidner, som hans Modstandere senere lod optage, findes nogle ret mærkelige Træk indtagne. Bonden Amund paa Alme havde begaaet Leiermaal med sin Hustru før Bryllupet. Inden Forseelsen endnu var kommen ud i Bygden, var han bleven syg, og Magister Iver betjente ham da med Sakramentet. En stund efter, at han var bleven frisk igjen, maatte han staa aabent skrifte i Hovedkirken og blev derpaa antagen til Altergang. Under Uddelingen af Nadveren standser Magister Iver foran den knælende og vinker til Menigheden, at den skal afbryde Sangen. Han byder Amund at staa op og holder følgende fyndige Skriftetale for ham: „Eftersom den Dannemand for nogen Tid siden udi hans Svaghed er betjent med Sakramentet, saa ville vi nu ei misbruge det igjen.“ Dermed viste han ham bort.[31] Selv mod Døende kunde han optræde med den samme oprørende Haardhed. En Kvinde i Annexsognet Kvikne skar Struben over paa sig; hun angrede strax Gjerningen og bad sin Broder om at hente Sjælesørgeren, for at han maatte række hende Herrens Legeme og Blod, før hun døde. Men Magister Iver negtede endog at se til Selvmordersken. „Har hun befattet sig med Djævelen – sagde han – saa kan hun og have hannem nu.“ Kapellanen bad da om at maatte reise i hans Sted, men det vilde han ikke paa nogen Maade tillade.[32] Mod Presterne i sit Provsti opførte han sig ikke meget skaansommere, naar han drog ud paa Visitats. Da kunde han skjælde, bande og dominere, saa det var en Gru. Engang tog han ind paa Loms Prestegaard og nød, hvad Huset formaaede. Han blev da – uvist af hvilken Grund – opbragt paa Sognepresten, den gamle og sygelige Hr. Povel Friis, og overfusede ham slig med Skjældsord og Eder, at han maatte rømme ud af sin egen Stue. Da Prestens Hustru vilde lægge sig imellem, truede han hende med, at han nok skulde vide at betale hende efter hendes Mands Død. Da han drog bort fra Gaarden, ønskede han Presten, hans Hustru og hans ganske Hus Djævelen i Vold.[33]

Det var paa denne Tid ikke ualmindeligt, at Presterne betragtede sine Kald som et Slags Biforretninger, som de enten ganske eller for en Del kunde overlade sine Huskapellaner at røgte. Selv optoges de derimod af andre mere verdslige Gjøremaal som Trælastexportører, Jordegodsbesiddere og Bergverkseiere. Som Exempler herpaa vil det være nok at nævne Hr. Peder Krabbe til Aure, Hr. Søren Hanssøn og Hr. Bernt Brunsmand i Throndhjem, Hr. Anders Bruse til Meldalen, Hr. Hans Lauritssøn til Tønset m. fl. Man kan derfor ikke undres over, at Mag. Iver, ærgjerrig og magtbegjerlig som han var, med slige Forbilleder for Øie maatte hige efter at forøge sin Velstand, som allerede før var ret betydelig, ved lignende Bedrift.

I Juni Maaned 1656 skrev Ole Kolstad paa Christopher Flagestads Anmodning til Mag. Iver og tilbød at oplade ham den Malmanvisning, som Christopher paastod at have Finderetten til.[34] Det nævnes jo ikke udtrykkelig, hvilke Betingelser de opstillede herfor; men der kan dog neppe være Tvivl om, at den fornemste var, at Mag. Iver skulde anvende al sin Indflydelse paa at forhverve Christopher Frihed til at vende tilbage til Bygden. Provsten stevnede da Ole Kolstad til sig; denne indfandt sig ogsaa nogle Uger efter hos ham og bragte da med en Erklæring fra Opsidderne paa Gaarden Einstad om, at de havde overladt ham Retten til den tidligere bekjendte Malmgang, som ovenfor er omtalt.[35] Siden reiste han med Prøver af de forefundne Mineralier ind til Oberberghauptmanden, Brostrup Gedde, i Christiania. Hid kom ogsaa Magister Iver kort efter for at være nærværende ved Prins Christians Hyldning.[36] Ole Kolstad havde imidlertid efter sit Skjøn ordnet alt paa det bedste, hvad Muthingen angik.[37] Det har senere vist sig, at Malmleierne under Foden af Lidhøvde paa sine Steder har været stærkt isprængt med Kobberkis. Sandsynligvis har dette ogsaa været Tilfældet med de Prøver, Ole Kolstad havde forevist for Oberberghauptmanden. Thi under 28de Juli s. A. meddelte Oberbergmesteren Johannes Barth Magister Iver Forlening paa at optage en Kobberertsgang paa Lesjeskogen og fri Ret til alle de Skove, Fossefald, Hytte- og Smedepladser, som udkrævedes til Verkets Drift.

Den Frist, Bergordningen satte som yderste Grændse for Muthingsbrevets Gyldighed, var allerede forlængst overskreden, uden at der endnu havde vist sig det ringeste Tegn til, at Bergverksdriften paa Lesjeskogen vilde tage sin Begyndelse. Først og fremst synes der at have reist sig Vanskeligheder for Mag Iver at tilveiebringe de fornødne Midler. Dernæst tjente Udbruddet af Krigen med Sverige og de svære Skatter og Paalæg, den førte med sig, ei heller til at lette Tidernes Tryk. Et Aars Tid efter, at Muthingsbrevet var udstedt, kastedes Mag Iver paa et langvarigt og smertefuldt Sygeleie, og det varede længe, før han forvandt dets Følger. Fra den Stund af, han igjen var kommen paa Benene, var hans Liv for en uafbrudt Kjæde af Uheld og Modgang at regne, paa samme Tid som Frons Prestegaard blev et Arnested for alskens Intriger og Kabaler, som han selv var Hovedmand for.[38]

Jørgen Philipssøns Navn er et af de mærkeligere i vort Lands Annaler i Tiden efter Souverænitetens Indførelse. Over hans Herkomst og Liv før 1658 hviler der et tæt Slør; men i det sidstnævnte Aar træffer man ham som Foged i Gudbrandsdalen, i hvilket Embede han havde afløst Christen Mogenssøn. Fra hans kortvarige Virksomhed her i Dalen haves der forskjellige Vidnesbyrd om, at han var en myndig Herre, som der stod megen Respekt af, og hvad oppebørselen angik, klagedes der Mand og Mand imellem over, at Afgifterne voxede i foruroligende Grad, siden han kom til Fogderiet; ja, man ymtede endog om, at han stak utilbørlig store Sportler i sin egen Lomme. Det er ikke urimeligt, at saa var Tilfælde; thi nogle Aar efter trak han sig tilbage til Privatlivet for at indtræde i den Kreds af mægtige Magnater, som – uden at tage det saa nøie med Midlerne – forstod at sætte sig i Besiddelse af Landets bedste Krongods paa den fortrykte og udpinte Statskasses Bekostning.

Den 24de Mai 1658 kom han op til Lesjeskogen. Han havde til den Dag faaet Tilsigelse om at møde de kongelige danske og svenske Kommissarier, der skulde regulere Grændserne mellem det ved Roeskilde-Freden afstaaede Throndhjems Len og det Søndenfjeldske, for at bistaa dem ved deres Arbeide. Som bekjendt stødte Opgaaelsen af Grændserne paa Vanskeligheder af forskjelligt Slags. De Erklæringer, som afgaves af Bygderne paa begge Sider af Fjeldet, stemte dengang ligesaa lidt som nutildags overens og egnede sig snarere til at gjøre Sagen mere indviklet end omvendt. I Henhold til disse Thingsvidner søgte Lensherren over Throndhjem, Peder Vibe, at faa det afstaaede Landomraade beklippet saa stærkt som muligt, medens den svenske Kommissarius, Lorents Creutz, paa sin Side fortolkede dem med al den Vilkaarlighed, som den seirende Part kunde tillade sig. Forhandlingerne drog saaledes i Langdrag, og Jørgen Philipssøn blev en hel Maaned liggende i Uvirksomhed paa Lesjeskogen, inden Herrerne naaede derhen.

I disse Uger var hans Fuldmægtig Anders Nilssøn og den tidligere omtalte Lensmand Peder Ekre ifærd med at inddrive Skatterestantserne i Bygden. En Dag indfandt de sig hos Fogden for at berette ham, at de havde faaet opspurgt en Malmanvisning, som Masmesteren paa Selsverket, Nikolaus Grein, havde undersøgt og erklæret for lønnende. Det var netop den samme Gang paa Gaarden Bjølleruds Grund, som Christopher Flagestad havde overdraget Magister Iver Pederssøn Finderetten til, og paa hvilken vi har seet denne allerede forlængst havde løst Muthingsbrev.[39] Hvor Fogdens Hovmand havde faaet sin Kundskab fra, lader sig neppe med Bestemthed sige. Men dengang Sagen først blev bragt paa Bane, var den vel neppe en saa stor Hemmelighed inden Bygden, at den jo kunde komme Peder Ekre for Øre, og det tør nok hænde, at denne, som havde saare lidet tilovers for Hr. Jens’s Sønner, allerede siden den Tid havde luret paa en Anledning til at spille Retten over i andre Hænder.[40] Det maatte derfor være ham kjært, at Magister Iver af Omstændighederne havde været tvungen til at udsætte Verkets Optagelse over den lovhjemlede Frist og derved forspildt sin Adkomst. Bonden Gudmund paa Bjøllerud, som baade havde faaet Haandpenge af Magister Iver og desuden Pant i Gaarden Kolstad, kom herved i en meget pinlig Stilling, da han nødig vilde forurette Provsten og heller ei havde Mod til at bryde med den mægtige Foged, saa meget mindre som han isaafald kunde være vis paa, at hans Sønner, som var i Udskrivningsalderen, strax vilde være blevne tagne til soldater og sendte til Grændsen.[41]

Der kan neppe være Tvivl om, at Jørgen Philipssøn kjendte meget godt til, hvorledes Sagen hang sammen, lige saa vel som han maatte vide, at de forhaandenværende Omstændigheder sikkerligen vilde tjene til Undskyldning for Magister Iver, om der paa høiere Steder maatte blive vakt Motion om, hvorfor han ikke i Tide havde benyttet sig af den Bevilling, som var bleven ham meddelt. Da det imidlertid gjaldt at bevare skinnet eller ialfald at overtyde Menigmand om, at Retten til at optage Driften tilkom ham alene, lod han Hovmanden opbyde Opsidderne, for at de skulde blotte den malmholdige Fjeldgrund paa flere Steder. Det skulde være et Tegn paa, at han først havde lagt Haand paa Verket. I Løbet af Sommeren reiste han ind til Christiania. Han bragte da Prøver af Malmen med for at lade dem undersøge, og Oberbergamtet, som forlængst var bleven kjed af Presternes Befatning med Bergverkerne, gjorde alt muligt for at lette ham Adkomsten.[42] Paa samme Tid skulde der ogsaa tilbyde sig en Anledning for Fogden til at kaste et Dække over den Maade, hvorpaa han var trængt ind paa andres Enemærker.

3. Throndhjems Tilbageerobring. Magister Iver Pederssøn fravristes Eiendomsretten til Lesjeverket.

Da det lakkede mod Høsten 1658, brød Krigen med Sverige ud paany. Den stridslystne Carl X Gustav havde i de sex Maaneder, som var forløbne siden Fredsslutningen i Roeskilde, foretaget store Rustninger, og denne Gang gik som bekjendt hans Planer ud paa intet mindre end at sammensmelte de tre nordiske Riger til en Stat. Fra dansk-norsk Side havde man vistnok ogsaa efter fattig Leilighed i al Hemmelighed truffet Anstalter til at være forberedte i Tilfælde af, at Striden maatte gjenoptages, men paa et seierrigt Udfald af denne vovede ingen at haabe.

Hvorledes den afgjørende Kamp udfægtedes udenfor Kjøbenhavns Mure, og hvorledes Kongens Kjækhed og Borgernes Fædrelandssind afværgede den overmodige Fiende, er et af de bedst belyste Partier af den dansk-norske Historie, men hører ikke med her. For os samler Interessen sig derimod om det sekundære Forsvar – Tilbageerobringen af Throndhjems Len. Afstaaelsen af denne Provins havde nys over det hele Land været følt som „et Hug i Norges Hjerte“, som det største politiske Misgreb, den dansk-norske Stat kunde gjøre næst det at opgive sig selv ganske og aldeles. – Men denne Stemning veg snart for det Had, som Fiendens Vilkaarlighed i at fortolke Fredstraktatens Bestemmelser avlede. Det voxede ved Rygterne om, hvorledes Mænd i tusindvis reves bort fra Hustru og Børn for at slagtes af Muskoviterne paa fjerne Valpladse,[43] hvorledes Skatterne inddreves med ubønhørlig Strenghed, og hvorledes agtede Øvrighedspersoner blev fortrængte af sine Stillinger. Til alt dette kom den lidet trøstelige Udsigt, at den samme Skjæbne lidt efter lidt vilde ramme det hele Land.

Det var derfor intet Under, at det Opraab, som Statholderen, Nils Trolle, og Generallieutenant Jørgen Bjelke udstedte til det hele Folk, til de forskjellige Stænder og til hver enkelt Provinds, fandt dyb Anklang overalt. Med en Offervillighed, som vistnok har faa Sidestykker i vor Historie, opbød Rige og Fattige i Landet sine yderste Kræfter for at skaffe tilveie, hvad der udfordredes til de nødlidende Troppers Udrustning og Underholdning. Blandt Bønderne i Gudbrandsdalen og Bergenhus Len, som stod nærmest for Tur til at komme under Svenskens Vælde, vaktes der en almindelig Reisning.[44] Paa det førstnævnte Sted kappedes de to Rivaler, Fogden Jørgen Philipssøn og Provsten Iver Pederssøn Adolphus, om at opmande Dølerne til at tage Del i den forestaaende Kamp. Det lykkedes dem virkelig at faa Almuen samlet om den store Fosterlandstanke, og med det smukke Exempel for Øie, som deres Fædre havde givet for 46 Aar siden, fremsøgte Bønderne sine gamle Gevær og Hellebarder. Der mægledes af sig selv en midlertidig Stilstand i de Stridigheder, som herskede Mand og Mand og Grænd og Grænd imellem. Sikkert er det, at Dølernes Holdning ved denne Leilighed er al Ære værd, men det staar heller ikke til at tage Feil af, at baade Provsten og Fogden skjulte egennyttige Hensigter bag det høit løftede Fædrelandssind: den første haabede at faa sit Brev paa Grubedriften paa Lesjeskogen fornyet, den anden havde vistnok allerede under sit Ophold i Christiania om Sommeren sikret sig Besiddelsen af hele Verket i Tilfælde af, at Toget løb heldigt af.

I September Maaned begyndte Generalmajor Reichwein, der havde Overkommandoen over det Troppekorps, som skulde tilbageerobre Throndhjem, at sætte sig i Bevægelse. Han lod rykke frem i to Afdelinger; den største, som han selv førte, tog Veien op gjennem Østerdalen, den anden under Anførsel af Major Paul Michelet gjennem Gudbrandsdalen. Til den sidste sluttede Jørgen Philipssøn sig i Spidsen for de opbudne Døler, som lidt over 500

   Mand stærke i Antal var inddelte i to Kompagnier og

kommanderedes af sine Bondekapteiner, Hans Paulssøn Tolfstad af Vaage og Christen Nilssøn Bø af Gausdal. I Ilmarsch gik det nu over Dovrefjeld, hvor et svensk Rytterkorps paa tre Kompagnier, der havde taget Stilling ved en Bro i Opdal, blev slaaet og maatte trække sig tilbage. Opdalinger og Rennebygger, som jo ved Slægtskab og Svogerskab stod Gudbrandsdølerne meget nær, forenede sig med dem, og med en anselig, men høist irregulær Armé leirede Reichwein sig den 1ste Oktober paa Stenbjerget udenfor Throndhjem. Herfra kunde han se, hvilke Forberedelser de bergenhusiske Tropper, som allerede nogle Dage i Forveien havde slaaet sig ned paa Lademoen, havde truffet til at begynde Beleiringen. Det varede ikke længe, før Reichwein ogsaa havde foretaget de fornødne Dispositioner til at indeslutte Byen fra Sydsiden. Gudbrandsdølerne blev henlagte i Egnen omkring Gaarden Stafne, hvor de vistnok ikke kom til at tage aktiv Del i Kampen, men gjorde des større Nytte ved at forrette Speidertjeneste og dække Forbindelsen med Bergenhusingerne og Dalerne.[45]

Medens Jørgen Philipssøn havde nok at varetage i de halvtredie Maaneder, Beleiringen stod paa, sad Mag. Iver ikke ørkesløs hjemme paa sin Prestegaard. Det gjaldt nu for ham at skynde sig med at tage Initiativet til Driften paa Lesjeskogen, da der i dette Øieblik ikke fandtes en eneste Mand i Dalen, som kunde hindre ham deri. Under 6te November skrev han til Ole Kolstad for at varsle ham om, at han havde forskrevet en fransk Murmester ved Navn Louis Lutton, og at han maatte være forberedt paa at gaa ham til Haande, saasnart han ankom.[46] Længere ud paa Vinteren drog Provsten til Hæren udenfor Throndhjem. Den 11te December nødtes den svenske Guvernør Stiernschöld til at kapitulere mod at faa fri Marsch under flyvende Faner og klingende Spil. Strax efter samledes de norske Tropper og Throndhjems Befolkning i Domkirken for at holde en Takkegudstjeneste for Lenets Frigjørelse fra svensk Vælde og for de udstandne Gjenvordigheder. Magister Iver Pederssøn forrettede og prædikede over Davids 46de Psalme.[47]

Ind under Jul vendte Gudbrandsdølerne hjem igjen. Da Helgen var omme, lod Magister Iver flere Læs med Korn og Sulvarer kjøre op til Lesjeskogen. Berggeseller fra forskjellige Kanter af Landet indfandt sig og tog Ophold paa de omliggende Gaarde. Ved Kyndelsmesse Tider var Driften paa Bjøllerud Grube allerede i fuld Gang.

Bonden Gudmund paa Bjøllerud begyndte imidlertid under alt dette at blive betænkelig; thi Jørgen Philipssøn var ikke at spøge med, saa han nødig vilde lægge sig ud med ham. Otte Dages Tid efter at Gruben var optaget, kom Laurits Thorssøn, som var Magister Ivers Svoger, og Christen Hofauk til Bjøllerud. Gudmund erklærede da til den sidste, at han ikke turde have noget med Provstens Forehavende at gjøre; „thi – sagde han – Fogden har taget Malm her. Gav du mig end 200 Rigsdaler, saa tør jeg det ikke.“ Denne Besked overbragte Mændene Mag. Iver fra Gudmund. Et Par Uger efter reiste Provsten indom til hans Frænde, den unge Ole Tofte, og fik ham til at følge med op til Bjøllerud. Han vilde nu først vide Aarsagen til, at Gudmund bar sig slig ad mod ham. Denne rykkede da ud med, at han ikke turde andet for Fogden, og berettede, hvorledes Anders Nilssøn forleden Sommer havde taget Malm her og faaet den prøvet ved Selsverket, hvorledes han var kommen igjen og havde baaret ham Godnat fra hans Husbond, og hvorledes han havde ført med sig to Kvarter Malm herfra. „Han kan tage saa meget Malm, han vil,“ sagde Magister Iver, „saa har dog jeg ret Muthbrev derpaa.“ Han begyndte nu at lægge ud for ham, at Oberbergmester Johannes Barths Brev af 28de Juli 1656 gav ham Ret til al den Erts, som fandtes paa Lesjeskogen. Gudmund vendte sig da til Ole Tofte og spurgte: „Kan du forstaa, om han har Ret til det?“ „Aldrig havde jeg troet,“ sagde denne, „at han havde havt saa gode Breve, som han har. Tager du ikke imod det, han nu byder dig, saa faar du intet en anden Gang.“ Da sagde Gudmund: „Ja, er det saa, som du siger, Master Iver, at du har Muthbrev og Øvrigheds Befaling, saa hører I Godtfolk, at jeg vil være undskyldt, om der siden kommer andet paa.“ „Ja, jeg skal være din Mand for alt det, som drages efter,“ sagde Magister Iver, og nu slog Gudmund sig til Ro. Med Ole Tofte og Naboerne paa Einstad som Vitterlighedsvidner udstedte han saa en Erklæring om, at han allerede for tre Aar siden gjennem Ole Kolstad havde overdraget Provsten sin første Finderet, og denne paa sin Side gav ham et skriftligt Løfte om at hjelpe ham, „om Nogen hannem med Trudsel eller andre ubillige Maader vil forfølge og skade.“ Dermed begav Magister Iver sig hjem igjen.

Der skulde ikke gaa lang Tid hen, før Gudmund trængte til Bistand hos Provsten. Fogdens Hovmand Anders Nilssøn[48] og Bondelensmanden søgte at gjøre ham det saa broget som muligt og truede ham endog med, at hans Sønner skulde blive skrevne til Soldater, om han ikke stillede sig paa Fogdens Side. Ogsaa hans Sjælesørger, Hr. Sivert Engebretssøn, dreves af sit Had til sin Formands Børn til at forene sine Forestillinger med deres. Hvad Bonden angaar, er han ikke til at blive klog paa; thi han sees stadig at have holdt med den af Parterne, som sidst havde underhandlet med ham. Om det var af Sluhed eller Enfoldighed, lader sig neppe afgjøre; men Betaling for sin Finderet modtog han baade af Provsten og Fogden.

Til at bestyre Verket paa sine Vegne havde Magister Iver antaget Bonden Mads Knudssøn Bergdal, som var et af hans Sognebørn, og som han vel vidste han kunde stole paa i alle paakommende Tilfælde. Thi det var en rask og determineret Mand, og Bygderygtet beskyldte ham ialfald for at have begaaet Drab.[49] Der udfordredes ogsaa megen Energi til at opretholde Ordenen her, da Provstens Modstandere af bedste Evne søgte at vække Uro og hindre Verkets Drift. Den 18de Mai 1659 modtog Mads Bergdal fra sin Herre 300 Rdr. til Lønningspenge og kaldte Arbeiderne sammen for at udbetale dem deres Tilkommende. De, som havde hugget Sætteved til Verket, kom først og fik sit. Da Grubefolkene mødte op, turde de derimod ikke modtage en Skilling, saa gjerne de end vilde, da Jørgen Philipssøn under høieste Straf havde forbudt dem det. De beklagede sig herover, men erklærede dog alle at ville staa paa Magister Ivars Side, hvad Fogden end vilde tage sig for.[50]

Arbeidet i Bjøllerud Grube fortsattes for Magister Ivers Regning indtil den 1ste August 1659; i dette Tidsrum var der udvundet 2000 Tønder Malm til Smeltning. Imidlertid havde Jørgen Philipssøn tilveiebragt Vidnesbyrd om, at Magister Iver aldrig havde været paa Aastedet, før Verket var kommen i Gang, og at Masmesteren ved Selsverket, Nikolaus Grein, paa Oberberghauptmandens Opfordring vistnok havde været paa Lesjeskogen nogen Tid efter, at Provsten havde faaet Muthbrev paa en Kobberkisanvisning, men at Christen Hofauk, til hvem han henvendte sig, kun havde vist ham et Skjærp, som forlængst havde været kjendt. Med den fredløse Christopher Flagestad eller dennes Fuldmægtig Ole Kolstad havde han dog ikke talt. For en mere uhildet Betragtning skulde et saadant Vidnesbyrd derfor have været af temmelig tvivlsomt Værd. Til den nævnte Dag i August Maaned fandt der mellem Jørgen Philipssøn og Magister Iver en Sammenkomst Sted, hvor de enten skulde søge at opnaa Forlig eller lade Oberbergmesteren Johannes Barth, som var mødt frem, dømme dem imellem. Begge Parter holdt imidlertid paa sit, saa der ei var Tale om mindelig Overenskomst. Under Forhandlingerne fandt følgende ganske karakteristiske Episode Sted. Gudmund Bjøllerud, som baade af Jørgen Philipssøn og Magister Iver var tilkaldt som Vidne i Sagen, afgav efter Sædvane Forklaringer, som var vaklende og modsigende, da han helst ønskede at være udenfor det hele. „Dersom Provstens Muthbrev,“ sagde han, „lyder paa Lesjeskogen, saa falder jeg til ham; hvis ikke, saa falder jeg til Jørgen Philipssøn.“ „Nuvel, Mester Iver,“ sagde da Fogden, „dersom Eders Muthbrev lyder paa Lesjeskogen, saa skal jeg aldeles fravige dette Brug og aldrig mere gjøre Paastand paa det.“ Magister Iver havde hidtil vægret sig ved at fremvise sine Adkomstdokumenter; men saasnart han hørte dette, skjød han de omstaaende til Vidner, tog sin Hat af og gik hen og rakte Oberbergmesteren og sin Modpart Haanden. „Og jeg,“ sagde han, „forpligter mig til, hvis mit Muthbrev ikke lyder paa Lesjeskogen, at give Eder, Hr. Bergmester, 500 Rigsdaler, og,“ vedblev han, idet han vendte sig til Jørgen Philipssøn, „jeg skal efter denne Dag ikke længere holdes for en ærlig Prestemand, men for en Skjelm og en Bedrager.“. „Det er godt,“ sagde Oberbergmesteren. Nu fremtog virkelig Mag. Iver sit Muthbrev, og det viste sig da, at han havde Ret. Johannes Barth udbrød vistnok i Befippelsen: „Det er vel, det er vel;“ – men hans Kjendelse gik dog ud paa, at Magister Iver skulde fravige Verket, medens Jørgen Philipssøn uden Hindring kunde indtræde i Eiermandens Rettighed, naar han fandt for godt. Magister Iver maatte da fortrække, saa nødig han end vilde, men var dog fast bestemt paa at indanke sin Sag for en høiere Domstol.[51]

Der haves kun faa sikre Oplysninger om, hvad der foregik i Gudbrandsdalen i de sidste Maaneder af Aaret 1659. Som tidligere bemærket havde Jørgen Philipssøn den hele Tid, han var Foged her, vaaget med Omhu over sin egen Fordel og allerede høstet en klækkelig Formue. Man maa ei heller undre sig over, at der stod saa megen Respekt af ham i Bondens Øine; thi Fogderiets Jordebøger for disse Aar viser, hvorledes han lidt efter lidt var kommen i Besiddelse af Odelsretten til et overveiende Antal af Gaardene i flere af de Prestegjeld, som hørte under hans Omraade. Herved var han vistnok kommen i Kollision med den bekjendte kongelige Forordning af 16de December 1590, der forbød Bondelensmændene, Fogderne og Presterne at opkjøbe Jordegods i sine Kredse; men denne var dog aldrig bleven strengt overholdt. Under de forhaandenværende Forhold ansaa han det imidlertid for sikrest at give Afkald paa Fogderiet, saa meget mere som han kunde være vis paa at erholde fuld Erstatning for det i Bergverket paa Lesjeskogen. Men for at have Ryggen fri drog han Omsorg for, at han til Eftermand fik sin Svoger Jens Madssøn.

Det er indlysende, at denne og Magister Iver allerede fra første Færd af maatte være svorne Fiender. Der haves nok af Vidnesbyrd om, at Fogden benyttede sig af enhver Anledning til at chikanere Provsten, og det staar ikke til at negte, at denne paa sin Side ogsaa bar sig høist uforsigtig ad. Han henfaldt mere og mere til Drik, og naar han var beruset, kunde han udtale saa formastelige Ord, som at „Gud ikke var retfærdig, om han ei lod ham vinde sit Bergverk“ o. s. v. Ja, man har endog et Vidnesbyrd om, at Provsten engang i Jens Madssøns eget Hjem truede ham med sin Kaarde.[52]

Blandt dem, som var tilstede i det omtalte Møde paa Bjøllerud, var ogsaa Magister Ivers unge Svoger, Jakob Madssøn Lund, en Søn af den bekjendte Biskop i Lund Mads Jenssøn Middelfart og en Søstersøn af den afdøde Lensherre i Throndhjem Peder Vibe.[53] Vaaren 1660 foretog denne en Reise til Kjøbenhavn, sandsynligvis i det Øiemed at ansøge om et eller andet Embede. Samtidig havde han i Opdrag fra Magister Iver at forebringe hans Sag paa høiere Steder. Det lykkedes ham og under 9de Juni 1660 at udvirke en kongelig Befaling til Oberbergamtet, hvori det blev tilholdt at undersøge, hvorvidt Provstens Adkomstbrev var af ældre Datum end Jørgen Philipssøns; i saa Fald, heder det, „ere vi naadigst tilfreds, at han sit Bergverk maa niude.“[54] Den 27de August s. A. behandledes Sagen i Christiania for denne Domstol. Jørgen Philipssøn havde allerede i Juli Maaned sendt Bud til Gudmund Bjøllerud og Opsidderne paa Einstad, at de skulde indfinde sig hos ham i Christiania; det maatte nemlig være ham særdeles magtpaaliggende at sikre sig disse vigtige Vidner. Han beholdt dem nu i sit Hus i fire Ugers Tid, og den Erklæring, Bønderne afgav, faldt ganske ud efter Ønske. Lensmanden Peder Ekre og Anders Nilssøn sees ogsaa at have været tilstede i Christiania i de samme Dage. Paa Grundlag af deres og Nikolaus Greins Forklaringer tildømte Oberbergamtet under 27de August Jørgen Philipssøn Verket med Tilføiende, at han skulde optage i Kompagniskab med sig en eller flere formuende Participanter, for at det saa meget tidligere maatte komme i lykkelig Gang. Jørgen Philipssøn fulgte Raadet og henvendte sig til den bekjendte Matador Kammerjunker Joachim Irgens, hvis Navn er uopløselig knyttet til Rørosverkets Oprindelse. Denne var strax villig til en Forbindelse med en saa driftig Mand som Jørgen Philipssøn, saa meget mere som han nys ved sit Giftermaal med Cornelia Bikkers havde faaet en ny Tilvæxt i sin Formue, som han maatte gjøre sig frugtbringende. Den 19de November 1660 meddelte Kong Fredrik III dem Privilegier paa Verket[55] for den Tjeneste, Jørgen Philipssøn havde ydet i Krigen mod Sverige, hvorhos der forundtes dem begge Fritagelse for at betale Told og Tiende deraf i deres Levetid.

Uroligheder i Gudbrandsdalen.
4. Magister Iver ved Hyldingen og Herredagen i Christiania 1661.

Med Oberbergamtets Dom hverken kunde eller vilde Magister Iver slaa sig til Ro. Han havde ofret saa meget for at komme i Besiddelse af Lesjeverket, at han ogsaa maatte lade Sagen paakjende af høieste Instans; thi nu kunde han allerede øine den Tid, da han vilde være en forarmet Mand. Han indankede derfor sin Sag for Kongen selv, og denne resolverede, at den skulde paadømmes af den Herredag, som var berammet at afholdes paa Akershus i August Maaned 1661.

Endnu før Stevningen til denne var bleven forkyndt for Magister Ivers Modpart, var Regjeringsforandringen af 1660 foregaaet. Til Trods for, at forskjellige Lærde baade ad historisk og juridisk Vei havde søgt at godtgjøre, at Norge var et Arverige, ansaa man det dog for at være af særdeles praktisk Nytte at skaffe Statskupet det norske Folks Sanktion. Ved aabent Brev af 16de November 1660 tillystes derfor en almindelig Hylding at afholdes i Christiania den 27de Mai 1661, hvor samtlige Rigets Adelsmænd, Lagmænd, Biskoper og Provster samt Deputerede for de geistlige Kapitler og de tre Stænder, Prester, Borgere og Bønder, havde at afgive Møde. Det var fra først af Tanken, at Kongen i egen Person skulde tage herop; der lagde sig imidlertid Hindringer i Veien for Gjennemførelsen af denne Plan, og Akten maatte derfor flere Gange udsættes.

Da man med fuld Føie kunde nære Frygt for, at der hos Folket skulde vaagne Misnøie med den nye Tingenes Orden, traf den landsfaderlige Regjering strax paa Hannibal Sehesteds Initiativ en Række kloge Foranstaltninger, som fra første Færd af skaffede den Støtte hos Borgere og Bønder. For den første Stands Vedkommende opnaaedes dette ved Kjøbstadsprivilegierne af 30te Juli 1662, der værnede om Borgernes Interesser, paa samme Tid, som de i betydelig Mon satte Grændse for den Maade, hvorpaa Fogder og Prester før havde grebet ind paa Handelens og Industriens Omraade. Af Hensyn til Bønderne nedsattes 1661 „den almindelige Landskommission“, hvem den suveræne Regjering paalagde at undersøge Almuens økonomiske Kaar, og hvorledes de helst kunde forbedres. Denne Kommissions Arbeide blev Forløberen til det store Matrikulverk, der i Tidernes Løb i flere Henseender skulde blive for Bonden, hvad Kjøbstadsprivilegierne blev for Borgeren.

Ifølge Instrux af 17de Januar 1661 skulde Kommissionen have afsluttet sit Hverv inden den Tid, da Hyldingen efter den første Berammelse skulde finde Sted. Paa Grund af Arbeidets Vanskelighed og af Hensyn til den korte Frist, som var tilstaaet til dets Udførelse, maatte den konstituere sig i ti Grupper, hver bestaaende af Deputerede fra de forskjellige Lagdømmer i Landet. Endvidere sees disse engere Udvalg at have indhentet Oplysninger og Klager fra de forskjellige Distrikter. Der var dog ingen af disse Kommissioner, som fik saa meget at varetage som den, der var nedsat for Oplandene.

Denne bestod af Landkommissarius Johan Gaarman, Lagmand Jens Jakobssøn Bang, Proviantskommissarius Nils Toller og Magister Ivers tidligere omtalte Svoger Jakob Madssøn Lund. At denne tiltrods for sin unge Alder blev betroet et saa vigtigt og ansvarsfuldt Hverv, skyldtes vistnok den indflydelsesrige og intrigante Landkommissarius Niklas Povelssøn Orlof, der var gift med Magister Ivers Søster.

I nær Sammenhæng med Nedsættelsen af den almindelige Landskommission stod ogsaa oprettelsen af Fiskal-Embedet, der daterer sig fra 6te Mai 1661.[56] Det var fra første Tid af tiltænkt Jakob Madssøn Lund, og det tør nok hænde, at dets Tilbliven skyldes Niklas Orlof. Fiskalen havde en ubegrændset Virkekreds; han førte paa en Maade et Slags Overopsyn med de forskjellige Grene af Landets Administration paa samme Tid, som han skulde være de Fattiges og Forurettedes Forsvar mod deres Undertrykkere. Det var saaledes nødvendigt, at Indehaveren af dette Embede var i Besiddelse af en mere end almindelig fin Takt, en urokkelig Sindighed og en retskaffen Upartiskhed, hvis hans Stilling ikke fra første Færd af skulde blive et Maal for alles Had. Det viste sig og snart, at den upraktiske og fremfusende Jakob Madssøn Lund ikke var denne vigtige og ansvarsfulde Post voxen.

Paa dette Træf af Omstændighederne var det, at Magister Iver byggede sine Planer for at ramme sin Uven Jørgen Philipssøn og hans Svoger og Eftermand i Embedet Jens Madssøn paa den føleligste Maade. I den korte Tid, den sidstnævnte havde havt Fogderiet, havde Dølernes Had allerede vendt sig mod ham. En ikke ringe Del deraf var vistnok bleven overført paa ham fra hans Formand, men det ansaaes dog tillige for en given Sag, at han i endnu høiere Grad end nogen anden Foged der i Dalen modtog Bestikkelse; derhos viste han i sin optræden en Arrogance, der selv i hine Dage skulde søge sit Sidestykke. Magister Iver gjorde, hvad der stod i hans Magt, for at puste til Ilden, da han ikke spaaede sig noget godt af den nye Foged. Hvad enten han vandt sin Sag for Herredagen eller ikke, var det ham af den høieste Vigtighed at faa en saa besværlig Person som Jørgen Philipssøns Svoger fjernet, det koste, hvad det vilde. Jakob Lunds Kaldelse til Rigens Fiskal bragte hans Planer Maalet adskillig nærmere, da hans unge Svoger i et og alt rettede sig efter hans Villie.

Blandt de Pligter, som paalaa Fiskalen, havde han blandt meget andet at føre Opsigt med Kirkernes Eiendomme, deres Indtægter og Vedligeholdelse, samt paase, hvorledes Geistligheden forholdt sig med Kirkernes Rente og oppebørselen af de Fattiges og Hospitalernes Indkomster. Dernæst havde han at forhindre, at Bonden blev forurettet, samt at optage Klagemaal fra de Fattiges og Nødlidendes Side. Endelig skulde han undersøge Forholdet mellem Leilændingen og Jorddrotten og holde Øie med, at denne ikke drev Skattepligten ud over den Grændse, som Loven og Jordebogen tillod. Der var endnu flere Bestemmelser i Fiskalens Instrux, som vistnok har sin Betydning for de Begivenheder, her skal fortælles; men det vilde føre for vidt at opregne dem. Anvendt i en ensidig Bygdepolitiks Tjeneste blev Fiskalen en fortrinlig Støtte for det Parti, som kunde knytte ham til sin Sag.

Hvad Fiskalen først og fremst fik at varetage, var for de forskjellige Landdistrikter at opnævne Repræsentanter, der skulde fremmøde ved Hyldingen i Christiania og meddele den almindelige Landskommission Oplysninger. For Gudbrandsdalens Vedkommende ser det ud, som om Jakob Lund overdrog det til sin Svoger Provsten at træffe de fornødne Anstalter i saa Henseende i Forening med Christen Jakobssøn af Fron, som under hans Fravær var bleven substitueret som Fiskal.

Magister Iver sendte derfor Bud til de forskjellige Prestegjeld i Dalen og tillyste et Møde paa Frons Prest gaard den 17de Juni. Herhen stevnede han de Storbønder, som han fandt skikkede til at være Hyldingsmænd, det vil med andre Ord sige, enten var Magister 1vers personlige Venner eller – hvad der kom ud paa et – havde noget udestaaende med Jørgen Philipssøn, Jens Madssøn eller deres Slæng.[57]</ref> Blandt dem, som til berammet Tid indfandt sig her, var den af Eventyrsagnet bekjendte Johannes Blessum af Vaage, Jenssønnerne af Lesje, Brødrene Hans og Jon Skjønsberg fra Øier o. fl. Hvad Aarsag de sidstnævnte havde til at tage saa ivrigt Parti med Magister Iver, vides ikke; det var myndige, selvbevidste Kakser, hvis uforfærdede optræden og afmaalte Ordknaphed bringer en uvilkaarlig til at tænke paa Sagaens Almuetalsmænd. En lignende Skikkelse var Johannes Blessum; siden Hans Eggertsøn uden nogensomhelst Grund forhøiede hans Gaards Skyld fra 9 til 10 Huder, havde han i den lange Aarrække, som var hengaaet efter den Tid, ligget i Krangel med Fogderne i Dalen.[58] Jenssønnerne havde nu sluttet sig nærmere til Magister Iver, da denne havde hjulpet dem til at komme deres Arvefiende Hr. Sivert Engebretssøn nærmere ind paa Livet. I April Maaned indgav Christen Hofauk, Ole Kolstad, Ole Lida og Iver Tøndevold nemlig en Klage til Regjeringen over sin Sjælesørger. Den bestod af 11 svære Ankeposter, hvoraf hver enkelt var svær nok til at fælde Presten paa Embede og Ære. Klagen var ført i Pennen af Mag. Iver, der paa eget An- og Tilsvar havde indflettet en Beskyldning mod Hr. Sivert for ulovlig Omgang med Nadverens Sakramente. Hr. Sivert blev strax efter ganske rigtig suspenderet, men inden hans Sag var underkastet Prøvelse af Provsteretten, reiste han ind til Christiania, hvor han fik opreisning og sit Embede tilbage.[59]

Hvad der blev forhandlet hin sommerdag paa Frons Prestegaard, kjendes ikke; med Sikkerhed ved man kun, at Magister Ivers Plan om at faa Jens Madssøn afsat og sin Svoger, Fiskalen Jakob Lund, beskikket til Foged i hans Sted fandt Bifald hos Bønderne. Da Dalene Sorenskrivere heller ikke stod i Yndest hos Almuen, skulde ialfald den ene af dem, Sorenskriveren i søndre Gudbrandsdalen, dele Skjæbne med Fogden, og den substituerede Fiskal Christen Jakobssøn blive forhjulpet til hans Stilling. Den senere Statholder Iver Krabbe, der i sin Embedstid forfulgte Magister Iver Adolphus med uudslukkeligt Had, opsatte et Par Aar efter et Aktstykke, der mere er bygget paa de indbyrdes modstridende Beskyldninger, Provstens Fiender reiste, end paa et nøie personligt Kjendskab til Sagen i sin Helhed. Ifølge dette Vidnesbyrd skulde Magisteren ved samme Leilighed have skrevet „et falsk Hyldingsbrev“, som blev beseglet af de indkaldte Bønder med de forlangte Signeter. Iver Krabbe paastaar, at Kantsleren Ove Bjelke kom under Veir med, hvorledes det hang sammen med dette Dokument, og negtede at modtage det. Men hele denne Beretning finder ingen Stadfæstelse i Kantslerens Breve fra samme Tid og er i sig selv lidet sandsynlig.[60]

Noget over en Uges Tid bagefter finder vi Magister Iver i Christiania, hvor han boede i samme Hus som hans Ven Christen Jakobssøn. Denne var ved Udsigten til den omtalte glimrende Stilling bleven. Magister Ivers og Bøndernes Sag med Liv og Sjæl hengiven. De modtog jevnlig Besøg af Jakob Madssøn Lund og hans Tjener, og disse fire bestræbte sig i Forening for at gjennemføre sine Planer mod Jens Madssøn og Sorenskriverne i Gudbrandsdalen.

Det gjaldt da først og fremst at formaa de øvrige Hyldingsmænd, som ei havde været med i det hemmelige Møde paa Frons Prestegaard, til at besegle Klagen over Fogden. En Dag gik der da Bud til Erland Olstad og Hans Forset, der skulde repræsentere Gausdals Prestegjeld, om, at de skulde møde hos Provsten.[61] Jakob Lund var just hos Svogeren, da de indfandt sig. Han læste op for dem en Klage, som han havde forfattet over Fogden, og bad om deres signeter til at besegle den med. Men saa paastod Bønderne senere – paa en saa vovelig Sag vilde de ikke paa nogen Maade indlade sig og strøg strax paa Dør.

Magister Iver indsaa nu, at han maatte gaa mindre ligefrem til Verks, om han skulde naa sit Maal. Hyldingsmændene fra Faaberg, Ole Engebretssøn Haavin, en Broder af Hr. Sivert til Lesje, og Gudmund Thorgeirsrud, havde medbragt sine Kameraters, Thomas Kasteruds og Ole Jørstads, Signeter. De fik Hilsen fra Provsten om at komme indom til ham. I Provstens Logis traf de ogsaa Fiskalens Fuldmægtig, Christen Jakobssøn. Magister Iver lagde nu ud for Bønderne, hvilken skjændig Forfølgelse han var bleven Gjenstand for, og bad dem om, at de vilde besegle hans Skudsmaalsbrev, som han læste op for dem. De havde ikke noget imod det og leverede efter Provstens Anvisning strax sine og Kammeraternes signeter til Christen, som forseglede to Dokumenter med dem. Da de havde forladt Provsten, gik det op for dem, at det maaske ikke var saa ganske i sin Orden, at de ei først havde faaet høre, hvad disse Breve indeholdt; selv kunde de nemlig hverken læse eller skrive. Jo mere de tænkte over det, desto uklogere syntes de, at de havde baaret sig ad; Dagen efter bekvemmede de sig endelig til at gaa op til Magisteren for at komme efter, hvorledes Sagen hang sammen. Da de jamrede over, at de kanske vilde blive stedte i Uleilighed for disse Breves Skyld, trøstede Provsten dem med den Forsikring: „I Dannemænd skal ikke lide Skade for en Skilling engang; jeg paatager mig Ansvaret!“[62]

Da Hyldingsmændene fra Gausdal hørte, at deres Kammerater havde været med at klage paa Fogden og Skriverne, fandt heller ikke de længere nogen Betænkeligheder ved at levere sine Signeter fra sig til Besegling af Klagen. Men for mulige Tilfældes Skyld ansaa de det dog for sikrest at røbe for Jørgen Philipssøn og Jens Madssøn, hvad der var igjære. Disse truede dem nu til at gaa op paa Slottet til Kommandanten Hans Jakob Schjørt for at tilbagekalde Klagen, før denne endnu var naaet saa langt, samt afgive Erklæring om, at de kun nødtvungne havde udleveret sine Signeter til dette Brug; for sit personlige Vedkommende – forsikrede de – var de saare vel fornøiede med sin Øvrighed. Christen Hofauk og Povel Graff, Hr. Ivers Sognebarn, kom dog strax efter Forræderiet, og nu tvang de i Forening med Hyldingsmændene af Vaage og Lom Hans Forset og Erland Olstad til at gjøre sin Feil god igjen ved at udstede en endnu ydmygere Ansøgning om at blive Fogden og Sorenskriveren kvit.[63]

Paa denne mærkelige Maade blev da den saakaldte „lille gudbrandsdalske Supplikation“ til. Den var stilet til oberst Hans Jakob Schiørt, der bestyrede Statholderembedet i Nils Trolles Fravær, og var i sin Helhed saalydende:

„Ædle, velbaarne og strenge Hr. Oberste, Commandant paa Fæstningen Akershus og itzige Tid Slotslovens Forvalter.

Eders Strenghed haver vi underskrevne paa egne og nødlidende Almues Vegne af Gudbrandsdalen paa det underdanigste at andrage, hvorledes vi ved Fogden Jens Madssøns Forurettelse er en stor Del geraaden i Armod og Fattigdom, i det vore Midler er os aftvungne og fralokkede, det vi og en Del haver andraget skriftligen og videre andrage og bevise vil lovligen, naar paafordres og begjæres. Da efterdi saadant vor itzige Foged Jens Madssøn baade for Udskrivelse, Udbud i Feidetid og andet formedelst Gunst og Gavers Annammelse og andre Mishandlinger høit angaar, og vi det af høi trængende Nød haver været foraarsaget at tilkjendegive (dog ikke endnu nær alt, som dog vel muligt sker), da formoder vi, at Fogden Jens Madssøn formedelst sligt vores Andragende hannem antræffende os ugunstig bliver og af størst Myndighed, om han ved Fogde-Embed skulde forblive, skulde søge os for vore anbragte Klager at fordærve, dem vi dog erbiuder os lovlig at bevise, naar som helst en anden, ærlig Mand Retten at betjene forordnes. Derfore allerunderdanigst begjærende, at en anden god, ærlig Mand til Foged i Jens Madssøns Sted maatte forordnes, som vil betjene Hans Kongl. Maj.t med Troskab og Flid og forskaffe os Lov og Ret, paa det vi fattige Folk ikke skal have Aarsag Hans Kongl. Maj.t herom vidtløftigere at anmelde. Dersom Jens Madssøn formener, at denne vores Begjæring skal være ubillig, at han derfore synes at ville formene sig nogen Tiltale at have til os, erbiuder vi os at svare hannem til til Lov og Ret, naarsomhelst vi en anden ærlig Mand til Foged maa bekomme. Formoder herpaa en gunstig og god Resolution, hvorefter vi inderlig forlænges; saadant vil Gud belønne, udi hvis Beskjærmelse vi hermed trolig Eders Strenghed til Sjæl og Liv befaler.

Af Christiania den 1ste Juli Anno 1661.

Eders Stormægtigheds underdanige og pligtskyldige Tjenere:

Reer Faar. Mogens Hundorp. Ole Melgaard. Christen Houoch. Ole Kolstad. Hans Engelstad. Thore Guper. Morten Krogstad. Erik Kolstad. Christen Gunstad. Tjøstel Gunstad. Hans Skjønsberg. Engebret Lunke. Nils Olstad. Gudmund Torgeirsrud. Ole Jørstad. Povel Graff. Hans Nørstegaard. Jon Okrust. Erland Skrinde. Per Presttangen. Jon Skjønsberg. Ole Haavin og Thomas Kasterud,

alle edsvorne Lagrettemænd af forne Gudbrandsdalens Fogderi.“

Da denne Klage kom Obersten i Hænde, oversendte han den strax til Landskommissionen til videre Forføining, idet han ledsagede den med Paategning om, at „det kom ham sælsom fore, at de her undertegnede af Almuen i Gudbrandsdalen beklager sig over Fogden, og en Del af Almuen i samme Fogderi supplicando andrager, at de er vel tilfreds med ham“. Længere ude i Maaneden blev den saakaldte „store Supplikats“ undertegnet af Hyldingsmændene fra de otte Prestegjeld i Dalen. Den indeholdt i flere eller færre Poster en Fremstilling af, hvilke trykkende Skatter og Afgifter der i de nys forløbne Krigsaar havde været paalagt Almuen, men var dog paa samme Tid tillige en nærmere Udvikling af Jørgen Philipssøns og Jens Madssøns Forurettelser. Under 29de Juli 1661 blev som en Følge af disse Klagemaal Fogden Jens Madssøn ved en Kommissariatsskrivelse, som var udfærdiget i de mest velvillige Udtryk af Niklas Povelssøn Orloff og Johan Gaarman, suspenderet fra sit Embede, hvis Bestyrelse midlertidig overdroges Jakob Madssøn Lund.[64]

Omtrent paa samme Tid som Klagen over Fogden blev afsendt, opsatte Underfiskalen Christen Jakobssøn paa de gudbrandsdalske Bønders Vegne et Dokument, hvori der klagedes over de Udsugelser, som Sorenskriverne i Dalen havde tilladt sig. Til Ankeposterne var der knyttet et Andragende om, at Christen Jakobssøn maatte faa det ene Sorenskriveri. Ogsaa dette Skrift blev forsynet med det behørige Antal Underskrifter og Segl.

Som ovenfor omtalt var Kong Fredrik III.s Hylding som Norges suveræne Arvekonge fra først af berammet til 27de Mai 1661, men da Kongen var forhindret fra at indfinde sig i Christiania til den bestemte Tid, udsattes Hyldingsakten siden til Udgangen af Juni eller Begyndelsen af Juli Maaned. Men da Kongen heller ikke nu kunde komme afsted, og Forberedelserne allerede var saavidt fremskredne, at en yderligere Forhaling ei ansaaes tilraadelig, blev det besluttet, at Kronprins Christian skulde drage opover i hans Sted. Den 24de Juli brød Prinsen op fra Helsingør i Følge med Rigsskatmesteren Hannibal Sehested, Kantsler Peder Reetz, Rigsadmiralen Henrik Bjelke, Rigsmarskalken Johan Christopher v. Kørbitz, Erkebispen Hans Svane, Kammerraad Peter Bulche o. fl. Reisen forsinkedes ved Modvind og Stille, og først den 1ste August kunde Prinsen, hilset af Kanontorden og Stændernes Velkomstraab, stige i Land ved Akershus Slotsbro. Den 5te August foregik derpaa Hyldingen med megen Pragt paa Akershus, hvorefter Suverænitetsakten udfærdigedes og besegledes to Dage efter.[65]

Strax efterat Prinsen havde forladt Christiania, traadte Herredagen sammen. Foruden de sex forannævnte Herrer havde tillige Norges Statholder, Hr. Nils Trolle, Norges Kantsler, Ove Bjelke, samt General Claus von Ahlefeldt Sæde i denne Domstol.

Blandt de Sager, som Herredagen havde at dømme i, forelaa der flere, som var af særlig Betydning for Samtidens Historie. Her mødte saaledes den pedantiske Professor Ambrosius Rhodius med sin iltre, skarptungede Hustru, Anna Fredriksdatter, op mod Christiania Byes Borgermestere og Norges Statholder, Hr. Nils Trolle til Trolleholm; Presten Hr. Engelbrekt til Urskoug havde ikke mindre end tre Sager at fremlægge til Prøvelse. Herredagen paakjendte ikke deres Sager anderledes end at henskyde dem under Kongens Naade. Deres Straf kom derved til at bestaa i Deportation til Vardøhus Fæstning. Her har Herrerne ogsaa to af Tidens Majestætsforbrydere for sig i civile Sager:. Den ene er Ole Baadsmand af Lillefosen, den anden Christofer Nordhassel, Strandfoged paa Lister. Af alle disse Sager kan dog ingen paa langt nær i Interesse maale sig med Sagen om Lesje Jernverk, der blev paakjendt den 20de August. Der er adskilligt, som synes at antyde, at Magister Iver har taget Parti for Ambrosius Rhodius i hans fortvivlede Kamp mod Overmagten, og han blev som Følge deraf indviklet i hans Fald. Ved Gjennemlæsningen af de Akter, som er indtagne i Herredagsdombogen, vil man uvilkaarlig faa Indtryk af, at hans Sag er bleven meget summarisk behandlet fra Ende til anden, og at Herrerne have afsagt sin Dom under den Forudsætning, at de rige Panthavere Joachim Irgens og Jørgen Philipssøn umulig kunde have feilet.[66]

Man kan af Dokumentationen se, at Magister Iver har bragt en Række nye Oplysninger tilveie at fremlægge for den høie Domstol. Hvad disse har gaaet ud paa, vides ikke. Magisterens Fiender paastod, at han i Vidners Overvær havde aabnet Postvæsken og af den udtaget et Brev fra Forvalteren paa Lesjeverket, Anders Nielssøn, til hans Herre, Jørgen Philipssøn, ja, at han endog havde været fræk nok til at fremlægge dette Aktstykke for Herredagen til Støtte for sin Sag. Af Domskonklusionen kan ogsaa sees, at Herrerne fandt de nye tilveiebragte Oplysninger at være „usømmelige“ og „ulovlige“. Forholder dette sig saa, er det intet at undres over, at Magisterens skaanselsløse Uvenner senere i fuldt Maal benyttede sig af denne hans Forseelse. Men kan end Presten paa den ene Side ikke renses for Mistanke om at have forgrebet sig paa Posten, skal man paa den anden ogsaa tage tilbørligt Hensyn til, at et kjøbt Vidne, Anders Trompeter, et Par Aar efter, dreven af Samvittighedsnag, tilbagekaldte sit herom afgivne beedigede Vidnesbyrd.

Men fra det samme Hold skulde der ogsaa blive Magister Iver et Slags Opreisning til Del. Thi før Herrerne skiltes ad, blev der under 9de September resolveret, at Fogden Jens Madssøn ved Lov og Dom skulde fralægge sig de Beskyldninger, som var reiste mod ham. Paa samme Tid blev der nedlagt Forbud mod, at Jakob Madssøn Lund, der hidtil havde bestyret Fogderiet, havde yderligere Befatning dermed. Dets Forretninger skulde udføres af Fogden over Hedemarken Beril Jenssøn, indtil der var faldet Dom i Sagen. Derimod fandt Raadet ikke skjellig Aarsag til at fjerne den af Christen Jakobssøn anklagede Sorenskriver fra hans Bestilling.

5. Hvorledes Fogden Jens Madssøns Sag blev undersøgt.

Til at undersøge Jens Madssøns Sag nedsatte Raadet under 9de September en Kommission, der skulde bestaa af Raadmand Nils Lauritssøn af Christiania, Sorenskriver Peder Anderssøn af Thoten og 6 Lagrettemænd fra dennes Embedsdistrikt. Den førstnævnte følte sig imidlertid for gammel og svag til at foretage en saa møisommelig Færd og bad sig derfor fritaget for Hvervet. I hans Sted traadte da Forvalteren over Ulleland paa Eker, Laurits Christenssøn af Bragernes, en Mand som ialfald nogle Aar senere kan sees at have staaet Jørgen Philipssøn meget nær i Forretningsanliggender.

Rigsraadets Bestemmelse gik ud paa, at Jens Madssøn inden en Maaned efter, at der var opnævnt Dommere i hans Sag, skulde have fralagt sig de mod ham reiste Beskyldninger. I Førstningen fandt han, at den Frist, som var ham tilstaaet, var altfor kort, og besværede sig ynkeligen derover. Men neppe havde han bragt i Erfaring, at Fiskalen Jakob Lund havde faaet Ordre om at reise til Vestlandet i et kongeligt Erinde, og at denne og Magister Iver som Følge deraf ogsaa arbeidede for at faa Sagen udsat, indtil Fiskalen kom tilbage, før han med Brask og Bram gjorde alt muligt for at drive den frem og klagede over, at man søgte at spilde Retten for ham.

Magister Iver søgte da at faa Fuldmagt af Bønderne til paa deres Vegne at møde paa de berammede Thing for at tale deres Sag mod Jens Madssøn. Før sin Afreise drog Fiskalen om i Bygderne og paalagde Hyldingsmændene at sende Magister Iver sine Signeter til at besegle Fuldmagten med. Nogle efterkom ogsaa Opfordringen; men fra andre Hold blev den mødt med stærk Uvillie. „Det er ikke Ret saaledes at sanke Signeter og sende bort i fremmede Bygder,“ svarede Lensmanden Ole Sønstevold af Gausdal.

For imidlertid saa meget som muligt at imødekomme sin Svogers Ønsker gav Jakob Lund sin Substitut Christen Jakobssøn under 8de Oktober Bemyndigelse til at „have Inspektion med alt, hvorudi hans Kongl. Maj.ts Interesse kunde falde.“ Herved blev det saa alligevel i Virkeligheden Magister Iver, som blev Almuens Talsmand paa de tillyste Thing, da hans Ven Christen Jakobssøn var nødsaget til at handle efter hans Raad og Bud.

Den 25de Oktober begyndte Undersøgelseskommissionen, der foruden de nævnte to Mænd bestod af Lensmanden Arne Sem af Birid og sex Lagrettemænd af samme Prestegjeld, sin Virksomhed paa Jørstad Thingstue i Faaberg, hvor den holdt ved i tre Dage. Baade Jørgen Philipssøn og Jens Madssøn var komne til Dalen for at forsvare sig mod de fremførte Klagemaal. Bygdens Almue var mødt talrig op, og Hyldingsmændene Ole Haavin og Gudmund Thorgeirsrud var tilstede for at svare for de indgivne Supplikationer. Hans Skjønsberg af Øier og enkelte af Magister 1vers Tilhængere af Ringebo og Fron havde, skjønt ustevnte, indfundet sig for at paase, at Hyldingsmændene ikke svigtede den fælles Sag.

Paa den saakaldte store Supplikation havde Statholder Nils Trolle afgivet den Erklæring, at samtlige Skatter og Afgifter, som i den sidste Feidetid var blevne udredede af Almuen, var komne Kongen og Landet til Bedste. Til denne, der blev Bønderne forelagt ved Knud Frantssøn, turde de intet indvende, af Frygt for at rammes af den mægtige Statholders Vrede. Med Hensyn til Klagen over Fogden og Sorenskriveren traadte der strax efter Tilskyndelse af Hans Skjønsberg nogle Bønder op, der vidnede, at Fogden og Sorenskriveren under Navn af frivillig Gave havde beregnet sig utilbørlig store Sportler.

Det lod næsten til, at der skulde opdynge sig Bevisligheder mod Jens Madssøn; da faldt han paa den lykkelige Tanke at lade Hyldingsmændene træde frem for at svare for de indgivne Klager.

Nu anstillede disse sig, som om de var aldeles uvidende om, at der var klaget paa Øvrigheden, og fremkom med en forvirret Forklaring om, hvorledes det var gaaet til, at deres Segl var blevne satte under Supplikationen. Retten lod sig dupere og krævede ikke engang, at Bønderne skulde beedige sit Udsagn.

Hvad der bevirkede dette mærkelige Omslag, var dels de Trudsler, som Jens Madssøn havde ladet falde om, at han vilde tage en haard Hevn over Klagerne, naar han igjen kom til sit Embede, dels en Skrivelse fra Presten Hr. Sivert paa Lesje til hans Broder Ole Haavin. Dette politiske Sendebrev er endnu i Behold, og da det i al sin Korthed yder interessante og særdeles karakteristiske Bidrag til Belysning af Forholdene, maa det her medtages i sin Helhed.

„Kjære Oluf Haavin, Lader jeg dig vide, at den 25. Oktober førstkommende skal Jens Madssøn sin Proces anfange i Faabergs Sogn imod sine Anklagere. Hvorledes Enhver sit Klagemaal beviser, lærer Tiden. Her i mit Sogn haver Christen Hofauk og Ole Kolstad suppliceret over Jens Madssøn udi Almuens Navn og dertil misbrugt deres signeter, som Christen Hofauk haver taget hos dennem og belovet, at han deres Signeter ikke til anden Ende bruge skulde end til menige Almues Bedste om deres forrige Friheder. Der Almuen erfaret haver, at de til Klagemaal haver brugt deres Signeter, er de alle falden dennem ifra, saa de faar ene at svare, til hvis (ɔ: hvad) de angivet haver. Hvad Ende det vil tage med dennem, kan enhver, som nogen Fornuft haver, lettelig forstaa. Og eftersom jeg erfarer, at du med de rebelske og urolige Hoveder skal have udfaaet dit Signet at besegle en supplik over Jens Madssøn, hvilket gjør mig ganske ondt, og du uden al Tvivl maa dertil være belokket og kanske derhos belovet store Løfter, som aldrig kan holdes eller efterkommes af dem, som det udlovet haver, hvorfor jeg endnu anden Gang varer dig ad din Skade, at du i Tide vender dig fra saadanne urolige Mennesker, som du est kommen iblandt, om du ellers vil agte din egen velfærd og vi, som dig anrørende er, skal ikke have Skam og Blusel af dig. Se du derfor til, at de, som dig til dette Verk haver bedaaret, ikke slaar sig derfra, saa du staar i Stikken igjen. Betænk nu hos dig selv, naar du bliver tilspurgt, hvad Jens Madssøn haver dig forurettet, hvad du da med Sandhed haver at klage over hannem. Det skal endnu være mit Raad, at du bekjender, hvo dig dertil skyndet haver. Men gaar du paa dine egne ulovlige Veie, og du kommer derover i Uleilighed, saa skal du have den Bistand, du skal have hos mig. Jeg vil saa hermed have dig med alt kjært yndende Gud befalet. Af Lesje Prestegaard hastigt den 16. October Ao 1661.

Sivert Engebretssøn

egen Haand.“

Dette Brev havde den tilsigtede Virkning. Efterat Ole Haavin havde udleveret det til Retten, og det var bleven oplæst for den forsamlede Almue, var der ingen, som havde noget at sige paa Fogden eller Sorenskriveren i ringeste Maade, endda Rettens Præsiderende gjentagne Gange lydeligen opfordrede alle til at fremkomme med sine Klagemaal.

I Gausdal Prestegjeld, hvor Retten holdtes paa Volden Thingstue, gik alt til paa samme Maade som i Faaberg; Almuen vilde med den saakaldte store Supplikation alene have andraget om Forlindring i Skatterne, uden at have havt til Hensigt at rette nogen Beskyldning mod Statholderen, Fogden eller Øvrigheden forøvrigt. Hvad Klagen over Fogden angik, erklærede Hyldingsmændene Erland Olstad og Hans Forset, at de vistnok under sit Ophold i Kristiania havde faaet Opfordring af Magister Iver og Jakob Madssøn Lund til at besegle en saadan, men at de ei vilde være med derpaa. Denne deres Forklaring tog Retten for god, uagtet disse Mænd, som vi ovenfor have seet, endog to Gange havde andraget om at faa Fogden fjernet og begge Erklæringer var fremlagte for den!

Ganske anderledes gik det imidlertid til i Øier Prestegjeld, hvor Thinget holdtes paa Gaarden Skaden. Her førte Hans og Jon Skjønsberg Ordet paa Bøndernes Vegne. Hver Gang de oplod sin Mund, æskede de Lyd ved at slaa med sin Stok i Loftsbjelkerne, og Almuen gjentog, hvad de sagde. Da den store Supplikation af 14de Juli 1661 blev oplæst og Almuen tilspurgtes, om den vilde vedstaa den, svarede Skjønsbergmændene paa Bøndernes Vegne, at de havde andraget sin Nød og sine Udgifter for Kongen i Haab om at finde nogen Lettelse; hertil havde hverken Statholderen eller andre noget at sige.

Hidtil var alt gaaet stille for sig. Men da Laurits Christenssøn, som præsiderede i Retten, oplæste Klagen over Fogden og spurgte, om Bønderne vilde vedstaa den, reiste der sig sterk Bulder og Larm i Thingstuen. Den ene raabte i Munden paa den anden, at de stod ved den. Laurits Christenssøn forlangte at faa opgivet Navnet paa Forfatteren, men Hans Skjønsberg spurgte spodsk, om det ikke kunde være det samme, om det blot var en Gjetergut, som havde ført Klagen i Pennen, siden Almuen vedkjendte sig hvert Ord, som deri var sagt. Bønderne ytrede sit Bifald til Hans Skjønsbergs Udtalelser.

Ude paa Tunet opstod der ligeledes paa samme Tid stor Bulder og Larm. Der stod Christopher Thordssøn, Magister Ivers og Jakob Lunds Svoger, med Hans Klokkers Søn og oplæste høit og lydeligt nogle Stevninger, som Christen Jakobssøn havde udstedt over Jens Madssøn og Skriverne i Dalen. Siden traadte han med Brask og Bram ind i Thingstuen, ledsaget af en stor Hob Bønder. Laurits Christenssøn spurgte ham om, hvad han her havde at gjøre. Christopher drog den krumme Sabel, som han paa Gudbrandsdølernes Vis altid pleiede at bære ved Siden, og mente, at han agtede at blive, hvor han var, og under Mængdens jublende Tilraab gik han hen og satte sig paa Bænken lige over for Lagrettemændene.

Da Larmen var stilnet lidt af, spurgte Knud Frantssøn, Statholder Nils Trolles Fuldmægtig, Almuen, om der var nogen, som havde noget at sige Statholderen paa eller nærede Tvivl om Rigtigheden af Paabudene eller Klareringen af Oppebørslerne, saa skulde han paa sin Herres Vegne svare dertil. Hans Skjønsberg og nogle af Almuen erklærede hertil, at Nils Trolle havde de ikke klaget over; thi ham skyldte de hverken ondt eller godt; sine Skatter skulde de svare, men de vilde heller ikke vide mere af Jens Madssøn eller Sorenskriveren at sige.

Da Larmen vedvarede, bad Fogden Jens Madssøn for Guds Skyld om, at de fremmede fra Fron og Ringebo, som blot ophidsede Almuen, maatte vises bort fra Thinget, da de ikke havde noget her at gjøre. Laurits Christenssøn bad dem om at forføie sig væk; men da reiste der sig et Skraal i Thingstuen, som var værre end alt det Spektakel, som før havde fundet Sted. Hans og Jon Skjønsberg slog med sine Stokke i Loftsbjelkerne og mælede, at de fremmede skulde blive der, hvor de var, og siden skulde de følges ad fra Thing til Thing over hele Dalen. Nogle af Bønderne tillod sig under Tummelen paa en meget nærgaaende Maade at forhøre sig hos de tilforordnede Øvrighedspersoner, om de havde Skydspas; da disse saa viste det frem, lovede de dem, at de nok skulde faa Friskyds ud af Bygden.

For nogenledes at tilveiebringe Ro paa Thinget forlangte den anklagede Foged Jens Madssøn, at hver Mand fra Øier Prestegjeld skulde træde frem efter Paaraab efter Mandtallet for hver især at gjøre Rede for, hvad han havde at klage over. Laurits Christenssøn var villig til at efterkomme Fogdens Forlangende og slog til Lyd. Men Skjønsbergmændene erklærede, at herpaa vilde de ikke indlade sig; „det var tidsnok – mente de – at gaa frem efter Mandtallet, naar Skattething blev.“ Almuen stemte i med Hujen og Skraal og sagde, at det var Ret. Paa samme Tid indleverede Jon Skjønsberg en „Fortegnelse paa hvis Almuen haver lidt og udstaaet“,[67] der skulde tjene til at bevise deres Klagemaal; men da dette Dokument hverken var skrevet paa stemplet Papir eller forsynet med Underskrift, erklærede Laurits Christenssøn, at han ikke kunde tage noget Hensyn dertil, og lagde det i et Skrin, som stod paa Bordet. Men Jon vilde ikke slaa sig tiltaals dermed. Han trængte sig ind paa Rettens Medlemmer, slog i Bordet og greb i Skrinlaaget for at tage Brevet tilbage. Bønderne stimlede ogsaa sammen under Trudsler og Skraal og mente, at de nok skulde ud med Brevene, før de kom af Dalen. Der var nu intet andet for Øvrigheden at gjøre end at tage Protokollerne og Dokumenterne i Hænderne og under største Livsfare søge at trænge sig gjennem Mængden ud paa Tunet, hvilket ogsaa lykkedes. Værre var Fogden Jens Madssøn faren, der blev haardt kringsat af Mængden inde i Thingstuen. Man hørte ham raabe, at man tog ham afdage. „Er der nogen,“ sagde han, „som vil lægge Haand paa mig, saa kom! Gud skal være mit Vidne !“ Men midt i sværmen svang Magister Ivers Svoger Christopher Thorsen sin Krumsabel og raabte: „Skal det saa gaa, da skal jeg, Guds Død, hugge fra mig, saa det skal sjunge i dem!“

Efterat Retten paa denne bedrøvelige Maade var bleven sprængt paa Øier Thing, maatte Øvrigheden for den største Del tilfods begive sig til Ringebo. Da Retten saa den 2den November paa Bjørge Thingstue erklæredes lovlig sat, var Hans Skjønsberg tilstede der blandt Almuen.

Hyldingsmændene Christen Gunstad og Erik Kolstad var fremmødte at svare paa Almuens Vegne. Hvad den store Supplikation angik, afgav de den samme Erklæring, som var afgivet paa de tidligere holdte Thing; i den, mente de, fandt Klagen over Dalens Øvrighed sin Begrundelse, og den vilde de vedstaa. Hans Skjønsberg raabte da ud blandt Almuen, at det ikke var mere end rimeligt, at Jens Madssøn fremlagde den Erklæring, han havde indsendt til de gode Herrer i Rigens Raad om sit Forhold, saa kunde man selv lettest dømme om, hvorvidt han var skyldig eller ikke. Bønderne fandt, at dette var vel talt. Men denne Erklæring havde Jens Madssøn ikke ved Haanden; derimod gjentog han sit Forlangende, at hver Mand skulde gaa frem efter Paaraab efter Mandtallet og angive sine Klagemaal. „Det er da forunderligt,“ sagde Christen Gunstad, „at nu kan ikke en hel Almue sætte en Foged af, medens faa Mænd kunde gjøre det i gammel Tid.“ Til Fogdens Forlangende svarede han og hans Kammerat Erik Kolstad paa Almuens Vegne, at man vilde gjøre, som han havde krævet, hvis man med det samme fik beedige sit Vidnesbyrd. Men herpaa turde Laurits Christen søn ikke indlade sig. Nu overleverede Bønderne til Retten et Register over Jens Madssøns Forseelser,[68] men da dette hverken var forsynet med Segl eller Underskrift og derhos var feilagtig dateret, negtede Laurits Christenssøn at tage noget Hensyn dertil. Da begyndte Bønderne at knurre. Hans Skjønsberg skreg og hujede, at de skulde tage sit Indlæg tilbage, og øvrigheden fandt det klogest at hæve Retten, inden det kom til de samme tumultuariske optrin som i Øier Thingstue.

Det næste Prestegjeld, som Undersøgelseskommissionen skulde besøge, var Lesje, der i enkelte Henseender maatte betragtes som Centralpunktet for den hele Bevægelse blandt Dølerne. Da Jens Madssøn og Jørgen Philipssøn vel kunde indse, at Jenssønnerne med Christen Hofauk i Spidsen til det yderste havde ophidset Stemningen i Hovedsognet mod dem, havde de draget omsorg for, at Thinget blev berammet i Dovre Annex, hvor de i ethvert Fald trygt kunde gjøre Regning paa, at Lensmanden Peder Ekre vilde tage dem i sit Værn, om Nøden saa skulde føre det med sig. Medens de Kommitterede var paa Veien til Dovre, modtog Christen Hofauk Besøg af Fiskalens Tjener Philip Iverssøn. I Løbet af Dagen samlede sig her flere af Hr. Jens’s Sønner og Svigersønner samt deres Venner. Ogsaa Magister Iver skal have havt sin Repræsentant ved Mødet. Det vides ikke, hvad her blev forhandlet, men om Aftenen sendtes der til de forskjellige Fjerdinger i Bygden Budstikker, ved hvilke Almuen befaledes at møde paa Gaarden Flitte Dagen før Thinget holdtes paa Dovre.

Paa Lønthinget paa Flitte oplæste Christen Hofauk en Befaling fra Fiskalens Fuldmægtig Christen Jakobssøn om, at ingen skulde møde paa Thinget paa Dovre, da han selv ikke agtede at indfinde sig her. Længere ud paa Dagen ombestemte han sig imidlertid, og nu gik Budstikken om Natten om paa de nærmestliggende Gaarde for at befale Bønderne at møde paa Dovre.

Den 7de November holdtes det tillyste Thing paa Gaarden Landnem.

Her mødte Fogden over Hedemarken, Berild Jenssøn, der som ovenfor omtalt var bleven konstitueret i det gud- brandsdalske Fogedembede, og Christen Jakobssøn som Fiskalens Fuldmægtig. Christen Hofauk og Ole Kolstad, der som Hyldingsmænd var fremmødte i Christiania, erklærede paa Forespørgende, at de ei havde faaet den store Supplikation eller Svar paa den tilbage; men hvad den indeholdt vedstod de, og til yderligere Begrundelse fremlagde de en Fortegnelse over, hvad Almuen af Lesje havde maattet udrede til Jørgen Philipssøn og Jens Madssøn.[69] Jørgen Philipssøn følte sig i Begyndelsen ganske rolig; thi paa det sidste havde han for Laan, som han havde forstrakt Kronen med, faaet i Pant Odelsretten til et Flertal af Gaardene i Lesje og paa Skogen. Da Enken paa Gaarden Bjørlien, der i Jordebogen var opført for en Huds Skyld, beklagede sig over, at hun havde maattet betale ham 25 Daler og en Oxe i Bygsel, endda hendes ældste Søn, der fire Aar i Forveien havde overtaget Gaar- den, havde betalt 20 Rigsdaler og 3 Maardskind, forlangte Jørgen Philipssøn, at hun skulde forlade Gaarden, i hvilken hendes eller hendes Mands Slægt havde nedlagt Generationers Arbeide, saa skulde han lade hende faa tilbage de Penge, hun senest havde indlagt! Nu fulgte det ene Vidnesbyrd paa det andet, der alle stillede Jørgen Philipssøns og Jens Madssøns Udsugelser i et grelt Lys selv for hin Tids Jordegodsbesidderes Retsbevidsthed. Det lod næsten til, at alle Bønderne af Lesje med et havde faaet Mod til at træde frem for Retten og gjøre nøiagtig Rede for, hvad Klagemaal de havde at føre over Fogderne.

Da reiste Jens Madssøn sig med et og beklagede sig over, at han var rettesløs. Thi paastod han, det var Christen Jakobssøn, den konstituerede Fiskal, som havde lagt Bønderne Ordene i Munden for at skade hans Sag. Jørgen Philipssøn stemte i med sin Svoger og forlangte, at enten skulde Christen Jakobssøn forlade Retten eller og maatte de vige fra sin Sag.

Christen Jakobssøn sprang nu op fra Bordet, der han sad, tog sine Breve i Haanden og raabte til Almuen: „Kom med mig; jeg skal holde med Eder paa Kongens Vegne!“ Han forlod derpaa Thingstuen med alle dem, som havde agtet sig frem for at klage paa Fogderne.

Nu var der ingen tilbage, som havde havt noget med Supplikationeme at gjøre, derimod nok af dem, som var beredt til at fortælle Fogderne og Undersøgelseskommissionen om den Budstikke, Christen Hofauk havde opskaaret, og om hvad der var forhandlet paa Lønthinget paa Bø. To af Lagrettemændene af Lesje, som var tilstede, Knud Hielle og Arne Klef, lod da herunder det Ord falde, „at dersom de skulde bekomme Jakob Madssøn til Foged, som enkelte forlangte, da vilde der blive Mandemord og Oprør mellem Almuen indbyrdes her i Bygden.“ Denne Ytring blev strax omhyggelig ført til Protokols efter Fogdernes Forlangende.

Den 9de November holdtes Thinget paa Moens Thingstue i Vaage Prestegjeld. Her fremmødte Hyldingsmændene Laurits Kvarberg og Johannes Blessum for at forsvare sine Klagemaal over Fogderne; Christen Jakobssøn, Fiskalens Fuldmægtig var ogsaa tilstede til Trods for sin opsigtvækkende Udgang fra Landems Thingstue forleden Dag. Magister Iver havde vistnok fundet, at det lidet vilde svare Regning at holde sig borte fra en Forsamling, hvor man kunde stole paa Bistand fra slige Karle som Laurits Kvarberg og Johannes Blessum.

I Førstningen lod det næsten til, at Almuen vilde fralægge sig enhver Andel i Klagerne over Fogderne og Sorenskriverne. Da Christen Jakobssøn mærkede det, vinkede han en Vaageværing hen til sig og hviskede noget til ham; hvad det var, kunde ingen høre. Umiddelbart efter begyndte Bønderne at raabe og gjøre Allarm inde i Thingstuen. Jens Madssøn reiste sig da og klagede over, at han var rettesløs; thi, sagde han, nu havde Christen Jakobssøn, som var Part i Sagen, indblandet sig i hans lovlige Proces og ophidset Almuen imod ham. Han vilde derfor nedlægge Paastand om, at der i Thingbogen blev indtaget en Fremstilling af, hvorledes Christen Jakobssøn havde opført sig. Da blev der Tummel og Brag over hele Stuen. Erik Helden, der stod langt nede paa Gulvet, raabte til Peder Anderssøn, den forrettede Sorenskriver: „Skriver du ind dette, da skalt du fare en Djævels Færd!“ Underfiskalen vendte sig om til Bønderne og spurgte, om han ophidsede dem. Under den Hujen og Skraalen, der fulgte som Svar paa dette Spørgsmaal, trykkede en Vaageværing sig ind paa Lagrettemændene fra Birid og erklærede: „Besegler I paa os, saa skal I faa en Djævel!“ For at minde Retten om, at hans Pligt bød ham at være her tilstede, leverede Christen Jakobssøn sin Fiskal-Fuldmagt til Laurits Christenssøn, der modtog den med de Ord, at han vilde beholde den, indtil Sagen var bleven beskreven, eller i alfald saa længe, indtil han havde taget en Kopi af dem Dette optog Underfiskalen som den største personlige Fornærmelse. Vred i Hu sprang han op, slog i Thingbordet og knyttede Næven mod Retten: „I flyr mig den igjen nu strax!“ brølede han, og henvendt til Almuen vedblev han: „Han tager min Fuldmagt fra mig! Skal han ikke fly mig den tilbage?“ „Tag den igjen, tag den igjen!“ skreg Bønderne og stimlede ind mod Thingbordet. Laurits Christenssøn fik denne Gang ikke Tid til at erklære Retten lovlig hævet; med Bøgerne og Brevene i Hænderne maatte han og hans Kollega, Sorenskriveren fra Thoten, tilligemed Citanten Jens Madssøn smutte ud af Bagdøren.

Tre Dage efter samledes Retten paa Moens Thingstue i Loms Gjeld, hvor Fogden Berild Jenssøn af Hedemarken og Christen Jakobssøn fremmødte tilligemed Hyldingsmændene Jon Okrust, Thore Guper, Erland Skrinde og Morten Krogstad, der samtlige havde været tilstede i Christiania. Paa Laurits Christenssøns Tilspørgende erklærede Bønderne, at den store Supplikation var forfattet efter deres udtrykkelige Ønske. Hvad Klagemaalet over Fogden angik, sagde Hyldingsmændene under Thingalmuens høilydte Bifaldsraab, var der ingen Grund til at fravige det; thi der i Gjeldet havde man for længe siden været kjed af dette „Svogerskabs“ Prellerier og Udsugelser, og man havde derfor med velberaad Hu begjæret at faa til Foged en troværdig Mand, som vilde holde dem ved Lov og Ret. Laurits Christenssøn lod nu oplæse et Indlæg fra Jens Madssøn, hvori denne nedlagde Paastand om at maatte blive frikjendt for „de opsætsige, sammenrottede og urolige Menneskers løse og ubeviste Anklage“, samt at disse skulde drages til Ansvar. Inden den suspenderede Fogeds Skrivelse endnu var læst til Ende, begyndte Almuen at knurre. Magister Ivers Svoger, Christofer Thordssøn af Fron, der ogsaa paa dette Thing havde indfundet sig, blev saa forbitret over at høre sit Navn nævne paa en fornærmende Maade i Jens Madssøns Indlæg, at han drog sin Sabel, trængte frem gjennem Sværmen, hoppede op paa Thingbordet, greb Jens Madssøn i Armen og ruskede ham under Løftet om, at han skulde faa en Ulykke for, at han havde indført ham i sin Klage. Med Hensyn til den Beskyldning for Oprør og Opsætsighed, som Jens Madssøn havde udslynget mod Bygdens Hyldingsmænd, æskede disse og fik en Erklæring fra Almuen om, at der ikke var andet at sige paa dem end det, som godt og ærligt var. Derpaa gik Sorenskriveren over til at oplæse den Fuldmagt, som Jakob Madssøn Lund havde givet Christen Jakobssøn til at forrette som Fiskal i Dalen under hans Fravær, og som denne havde indlagt i Retten. Paa Jens Madssøns Opfordring negtede Kommissærerne at udlevere Fuldmagten til Christen, efterat den var bleven oplæst. Da denne nu troede, at det var deres Mening at ødelægge den, blev han aldeles rasende. Han begyndte først at tale eggende Ord til Bønderne; siden sprang han frem til Bordet og greb baade efter Fuldmagten og den store Supplikation, som Skriveren netop havde i Haanden. Skriveren kastede den da ned i Bænken ved Siden af Laurits Christenssøn. Christen knyttede Næven, slog vældigt i Thingbordet og brølede: „Guds Død! Nu flyr I mig den strax igjen, siger jeg!“ Dermed vendte han sig om til Almuen og raabte: „Drages til Minde, Godtfolk, at de tager mine Breve fra mig! Skal de ikke give mig dem igjen?“ Strax reiste der sig Bulder og Larm i Thingstuen. Bønderne skraalede den ene i Munden paa den anden: „Tag dem, tag dem! Eller at skal vi kanske tage dem?“ Det var umuligt for Peder Anderssøn at komme tilorde, idet Bønderne trængte op mod Bordet. Skriveren skjød da Lagrettemændene til Vidner paa, at han ved Vold hindredes fra at opfylde sine Pligter. Men fire af Bygdens mægtigste Bønder sagde da til Lagrettet: „Forsegler I noget af dette, saa skal I faa en Djævel.“ Paa samme Tid raabte de til Skriveren: „Fører du noget af dette ind i Bogen, saa skal du faa en Djævels Færd.“ Da kom der krybende en Gut ind under Bordet, sandsynligvis i den Hensigt at hente Christen Jakobssøns Fuldmagt bort fra Bænken, hvor den laa. En af Hovmændene blev ham var og sparkede ham væk. Larmen og Tummelen blev sterkere og sterkere. Hyldingsmanden Thore Guper greb allerede fat paa Skriveren; denne slængte da Christens Fuldmagt hen til Eiermanden og raabte saa: „Der ser I, Dannemænd! Der har han den!“ Men nu var det for sent. Der var intet andet for Laurits Christenssøn og Skriveren at gjøre – paastod de – end at slaa Bøgerne sammen og stikke Dokumenterne til sig, saa godt de kunde, hvorpaa de „med Frygt og Rædsel“ rømte ud af Thingstuen. Jens Madssøn havde allerede i Begyndelsen af Optøierne smurt Haser, da han saa, at Bøndernes Kjeppe paa en foruroligende Maade begyndte at bevæge sig i Retning af hans Hoved.

Nu stod der kun et Prestegjeld i Dalen tilbage, som Retten havde at besøge. Det var Frons Gjeld, Magister Ivers eget Sognekald og Christen Jakobssøns Hjemstavn. Her skulde Jens Madssøns Sag behandles Lørdag den 16de November.

Dagen efter at Underfiskalen paa en saa brammende Maade havde forladt Landems Thingstue – vistnok meget mod den ham af Bevægelsens Hovedmænd givne Instrux – holdtes der paa Tofte Frigaard et Møde af Jenssønnerne, Ole Tofte, Christen Jakobssøn samt Lagrettemændene Jens Nørstegaard og Mads Bergdal af Frons Prestegjeld. At Magister Iver selv var her, nævnes vistnok ikke, men er dog ikke usandsynligt. Det blev da her bestemt, at de to sidstnævnte Lagrettemænd, Jens Nørstegaard og Mads Bergdal, skulde drage fra Bygd til Bygd i den nedre Del af Dalen for i hvert Prestegjeld at stevne Lensmanden, de to sidst forordnede Hyldingsmænd tilligemed tolv Lagrettemænd, som det overlodes Hyldingsmændene at udvælge, til at afgive Møde paa Listad den 16de November. Her skulde de „med fuldkommen Fuldmagt fra den hjemmeblivende Almue angive alt, hvis de haver lidt og udstaaet udi forrige Tider, Kongen til Gavn og Bedste og den betrængte til Hjælp og Opreisning“.[70] Som Følge af denne Ordre havde der i de sidste Dage indfundet sig i Gjeldet Døler fra de øvrige Bygder, væbnede med Øxer. Omflakkende Soldater og forløbne Landsknegte, der siden Krigens Slutning havde drevet om i Landet med Bøssen paa Nakken og levet høit paa andres Gods og Frygt, var af Rygterne om de tumultuariske Optrin, som havde fundet Sted paa Thingene, lokkede herhen i Haab om, at der skulde vise sig noget. Fra flere af sine gamle Bekjendte fik Jens Madssøn Advarsel om at tage sig i Agt, da det hed sig, at Dølerne havde svoret, at han ikke skulde komme levende ud fra Frons Thingstue. Paa hans og Lagrettets Forestillinger besluttede Laurits Christenssøn med Sorenskriveren Peder Anderssøn at opsætte Behandlingen af Sagen til en anden Leilighed og aflyste det berammede Møde. Den følgende Nat forlod Laurits Christenssøn, Peder Anderssøn og Jens Madssøn i største Hemmelighed Bygden, da de vidste, at de her ei var sikre paa Liv og Lemmer. De var imidlertid ikke komne langt paa Vei, før de mærkede, at deres Flugt var opdaget, og at de blev eftersatte. Det var den nysnævnte Lagrettemand af Fron, Magister Ivers tidligere Verksfuldmægtig Mads Knudssøn Bergdal, der havde samlet et lidet Parti bevæbnede, determinerede Karle i det faste Forsæt at hevne de Forurettelser, som var bleven tilføiet hans Herre, og at befri Dalen fra en slig Bygdeplage, som Fogden Jens Madssøn var. Forfølgelsen fortsattes over en Mils Vei. Da lykkedes det Flygtningerne omsider at redde sig ind paa Ringebo Prestegaard, hvor de hos Sognepresten fandt Ly, indtil de den følgende Dag under sikker Bedækning kunde drage videre.

Kommissærerne ilede nu med at indberette til Regjeringen, hvorledes „den gudbrandsdalske Sag“, som den allerede kaldtes, havde udspundet sig. Paa samme Tid sendte Jens Madssøn til oberst Hans Jakob Schiort, Slotslovens Formand, en Klage over Magister Iver Pederssøn og Fiskalen Jakob Madssøn Lund, hvori han anklagede dem for at have opviglet Almuen mod sig. Følgerne lod da heller ikke vente længe paa sig. Under 23de November udgik der kongelig Befaling til Biskop Henning Stockfleth at lade Magister Iver Pederssøn suspendere og sætte under Tiltale for at have misbrugt Almuens Signeter imod Landsloven og de kongelige Forordninger. Paa samme Tid beordredes Slotslovens Forstander at lade arrestere Christofer Thordssøn og Hans og Jon Skjønsberg for det Opløb, de havde forvoldt paa Thingene i Gudbrandsdalen. Det drog dog temmelig længe ud, før den sidste Befaling blev efterkommet. Den Kjendelse, som Laurits Christenssøn og Peder Anderssøn 6 Uger efter sit ilsomme Tilbagetog afsagde, er vistnok i de fleste Henseender en af de snurrigste Domme, vore retshistoriske Annaler har at opvise.[71] Men andet kunde jo heller ikke være at vente af en dømmende Kommission, som Gang paa Gang rømmer fra Forhandlingerne og tilsidst i Mulm og Mørke forlader et Distrikt, hvis Befolkning den i Stedet for at berolige havde ophidset til det yderste. Bøndernes Optræden kan, seet i en raa Tids Belysning, lade sig undskylde, naar man tager Hensyn til, hvorledes Kommissionen fra først til sidst søgte at behandle Sagen i Jens Madssøns og Jørgen Philipssøns Faveur. Den førstnævnte sees saaledes ikke at have betragtet sig som den anklagede Part, men er snarere anerkjendt som Administrator i Retten; paa samme Tid negter man Fiskalens Fuldmægtig, hvem det officielt paalaa at føre Bøndernes Sag, at komme tilorde, ja bestrider endog Gyldigheden af hans Mandat, uagtet Fiskalen maatte antages lige saa vel som Fogden og en Sorenskriver at have Ret til at vælge, hvilken Fuldmægtig han vilde. Det, som bragte Bægeret til at flyde over, var vistnok den taktløse Adfærd, som Kommissionen udviste ved at tage ind paa Fogdens, den anklagedes, Gaard og lade sig behandle som hans Gjæster.

6. Lagmanden Vittikind Huus dømmer i Jens Madssøns Sag.

Der tør neppe være nogen Tvivl om, at den danske suveræne Regjering ansaa „den gudbrandsdalske Sag“ for at være af langt større Betydning end den i Virkeligheden var. Den saa i Bevægelsen en Reisning mod den nye Statsform og frygtede for, at den skulde komme til at antage store Dimensioner. Ligesom enhver frimodig Ytring om den arvelige Enevoldskonge, som slap fulde Bønder eller hidsige Baadsmænd af Munden, blev straffet med Bremerholms Arbeide eller med Deportation til Vardøhus, saaledes skulde enhver frisindet Tanke hos det norske Folk slaaes ned.

Det kan ikke sees, om det var det gudbrandsdalske Oprør, som afgjorde Valget af en ny Statholder for Norge, efter at Nils Trolle havde forladt Landet. Den Mand, som ved aabent Brev af 8de December 1661 blev udnævnt til denne Stilling, var ikke ubekjendt for Nordmændene, og om hans Person end ikke var synderlig populær i Samtiden, har hans Navn dog med Rette en god Klang i vort Lands Historie. Det var Iver Tagessøn Krabbe til Jordberg i Skaane, der i 1657 havde været kommanderende General for de søndenfjeldske Tropper, og efter hvem den Episode af Krigen, som i dette Aar fandt Sted paa de norsk-svenske Grænser, havde faaet Navnet „Krabbekrigen“.

Den 5te Februar 1662 ankom Statholderen til Akershus. Han tog sig strax med megen Iver af Forholdene hertillands, reiste om Vinteren omkring i Egnene ved Kristianiafjorden og søgte efter bedste Evne at raade Bod paa den herskende Nød. Alligevel havde han knapt været en Maaneds Tid i sit nye Embede, før han havde lagt sig ud for Folks Had.

En af de Opgaver, han først og fremst havde at løse, var at faa bilagt „Oprøret i Gudbrandsdalen“, som han kaldte det. Men allerede fra sin tidligste Færd fik han vrange Forestillinger om, hvad Bønderne egentlig vilde. Thi under 16de Februar 1662 indgav Jørgen Philipssøn paa sin Svoger Jens Madssøns Vegne Andragende om, at hans Sag mod de gudbrandsdalske Bønder maatte blive paakjendt af Lagmanden i Christiania Vittikind Huus – ikke af Oplandenes Lagmand Jens Bang, som efter Jørgen Philipssøns Paastand skulde være interesseret i Sagen. Sandheden var nok den, at Jens Bang ikke var Jørgen Philipssøns og Jens Madssøns Ven, men det var – deres Svoger Vittikind Huus. Dagen efter udfærdigede Statholderen Befaling til denne Lagmand at underkaste den hele Sag Prøvelse i Hofsvangs Thingstue paa Thoten den 3die April, ligesom Laurits Christenssøn og Peder Anderssøn fik ordre til at indfinde sig paa Gaarden Jørstad i Faaberg den 7de April for at forhøre de fire Hyldingsmænd af Fron, som fik Ordre til at møde ber; endelig stevnedes alle de Bønder i Dalen, som havde beklaget sig over Jens Madssøns Overgreb, til at møde for Retten i ovennævnte Hofsvangs Thingstue. Selv bestemte Statholderen sig til at drage opover til Gudbrandsdalen ved Paasketider.

I Slutningen af Vinteren synes det at være kommen til alvorlige Rivninger mellem Bønderne i Dalen og den verdslige Øvrighed. Man ser saaledes, at Sorenskriverne i Dalen er blevne viste bort fra Retten, at Fiskalen Jakob Madssøn Lund ved sin Tilbagekomst til Dalen afsatte Lensmændene i Lesje, Lom og Øier, der havde vist sig Jens Madssøns Sag altfor hengivne, og at Almuen gjorde Vanskeligheder ved at udrede Skatterne. Christen Hofauk og Christen Jakobssøn var Hovedmænd for Urolighederne, men nærmere Oplysninger haves ikke herom.

Den 3die April 1662 indfandt statholderen sig paa Hofsvangs Thingstue i Thotens Prestegjeld, hvor den gudbrandsdalske Sag atter skulde tages under Behandling under Forsæde af Lagmand Vittikind Huus. Tilstede var ogsaa Rigens Fiskal Jakob Madssøn Lund, Christen Jakobssøn og tolv Lagrettemænd af Thotens Prestegjeld.

1mod al Forventning løb alt her roligt af. Som Fuldmægtig for Bønderne i Sagen mod Jens Madssøn optraadte Christen Gunstad af Ringebo, der Aaret før som Hyldingsmand havde undertegnet den store Supplikation. Han fastholdt, at Klagen over Fogden var beseglet med velberaad Hu.

Christen Jakobssøn, „Jakob Madssøns substituerede Fiskal“, paastod, at Aarsagen til, at Almuen havde optraadt med Uro paa de afholdte Stevner, var ene og alene den, at Kommissarierne havde vægret sig ved at høre paa Bøndernes Klagemaal og Beviser. Af Jens Madssøns Venner var der imidlertid saa mange tilstede paa Hofsvang, at denne Erklæring af Christen Jakobssøn blev strax reduceret til en skammelig Bagvaskelse, som man ei engang behøvede at reflektere over. Forøvrigt fremkom der paa Stevnet paa Hofsvang ingen nye Oplysninger. Kun en Skrivelse, som Christen Gunstad fremlagde, og som var forsynet med 30 Mænds Segl, tror jeg bør her indtages i sin Helhed. Den udtaler Bøndernes Mening om Kommissariernes Procedure, der blev rettet mod dem i Stedet for mod Jens Madssøn og Jørgen Philipssøn. I ethvert Fald fortjener den at sammenholdes med den Fremstilling, Kommissarierne i sine officielle Indberetninger afgav om sin Færd.[72]

Eftersom Jens Madssøn, wohnhaftig i Frons Sogn i Gudbrandsdalen paa Isum, haver forhvervet en Rigens Citation, dat. Akershus den 18. Februar næst passeret, hvormed han lader citere Peder Anderssøn, Sorenskriver over Thoten, Birid og Vardal, samt hans Meddomsmænd Jens kinden et consortes af Birid Prestegjeld i Thotens Fogderi anlangende en Dom, de skal have dømt og beskreven givet imellem Jens Madssøn paa den ene og Almuen i Gudbrandsdalen (Frons Sogns Almue undtagen) paa den anden Side, givende tilkjende i samme Citation, at Jens Madssøn skal være frikjendt, og derfor lader stevne samme Dom i Rette for Lagmanden i Christiania, velvise og fornemme Mand Vittikind Huus, til Confirmation og det til Thotens Thingstue den næst tilstundende 3die Aprilis og stevner nogle faa Mænd af hvert Sogns Almue til samme Tid og Sted at møde, at de skal tage med sig alt, hvis de kan vide til samme Doms Svækkelse, med mere Vidtløftighed, som samme Stevning indeholder og medfører etc.

Saa er imod samme Citation underdanigste Svar paa denne Tid som følger:

Denne paastevnte Dom er os ganske ubevidst, eftersom ei omtales, paa hvad Sted, Dag eller Tid samme Dom er dømt og afsagt, Peder Anderssøn heller aldrig afsagde nogen Dom imellem Almuen og Jens Madssøn her i Gudbrandsdalen, mens Almuen i Gudbrandsdalen haver sig høiligen at beklage over Sorenskriveren paa Thoten Peder Anderssøn saavelsom Lars Christenssøn paa Bragernæs, formedelst der de forleden Høst skulde efter vores allernaadigste Herres og Konnings Brev og Befaling saa og efter Hans Kongl. Majts hanns Raads Resolution til næst forleden Arvehylding i Christiania forhørt Almuens Klagter uden Persons Anseelse, Vild eder Venskab, da maatte vi i Stedet fornemme, at Peder Anderssøn ikke anstilte sig som en retsindig Dommere, mens i Steden høiligen protesterede mod Almuen og var deres Vederpart fast mere end Jens Madssøn og Jørgen Philipssøn, som Sagen angik, tog fra dennem deres Dokumenter, saasom Supplikationer og Memorialer, de havde sig selv til Efterretning ladet optegne, og ikke vilde tage deres Prov ved Ed, mens i Stedet oplæst en Forordning om dem, som skriver Supplikationer for Almuen, hvad deres Straf skal være, under Hr. Hannibal Sehestedts Haand, som siden blev befunden at være udgiven in Anno 1649, dog lod sig ei forstaa anderledes, end at den nyligen var udgiven, Almuen til Skræmsel og Affald fra Sandhed, og paa Faaberg Thingstue maatte fornemme, at Døren blev tilstængt og Hyldingsmændene alene maatte være i Stuen, hvor de dennem truede imod al Lov og Ret og skrev efter egen Villie. Almuen havde ingen Forsvar, førend Rigens Fiskals Fuldmægtig Christen Jakobssøn kom efter til Dovre Thingstue i Lesje Prestegjeld, der han paa Rettens Vegne begjærede, at Almuens Klager, Prov og Vidnesbyrd maatte høres og beskrives; da vilde Peder Anderssøn tage hans Fuldmagt fra ham, som Peder Anderssøn dog efter lang Disputats maatte faa fra sig igjen imod hans Villie, og som Christen Jakobssøn fik det saa vidt, at nogle faa Klager nogenledes blev forhørt (dog ei rettelig, som det sig burde), og Peder Anderssøn fornam, at der var mangfoldige Klager, brød de af igjen, sigendes, at det ei stod i deres Kommission, saa at Almuen intet mere kunde udrette, mens maatte klage sig rettesløs. Som saa Thinget var splittet og Almuen næsten borte, saavelsom Rigens Fiskals Fuldmægtig, begav forne Peder Anderssøn, Laurits Christenssøn, Knud Frandssøn og det hele Kompagni sig til at holde Thing igjen ved Lys om Natten med nogle Jens Madssøns Anhang, saasom Peder Ekres Folk, og saa uden Vederparternes og Fiskalens Nærværelse skrev efter deres egen Behag; hvor da Laurits Christenssøn mainteneret Kongens Brev, det ved Gud. Knud Frandssøn var ikke den værste til at defendere Jørgen Philipssøns og Jens Madssøns Sag, siddende for Bordenden hos Laurits Christenssøn og protesterede imod Almuen.

Paa Vaage Thingstue, der velbete Peder Anderssøn atter taget Fiskalens Fuldmagt fra hannem; som det ikke kunde have Gjænge, gik Peder Anderssøn og Laurits Christenssøn fra Thingbordet og ikke vilde forhøre Almuens Klager. Til Jens Madssøns Værnething paa Fron, der (saavelsom paa de flere Steder) indstillede Almuen sig betimelig til Thinget, saavelsom Fogden Berild Jenssøn og Fiskalen Christen Jakobssøn, og gik de længe og ventede. Paa det sidste kom Jens Madssøns Tjener Knud Trolssøn med en Seddel fra Sorenskriveren Peder Anderssøn, at Almuen skulde have Hiemlov etc., og fik saa Almuen spurgt, at det hele Selskab og Kompagni havde draget lige fra Isum, Jens Madssøns Residents, som de laa om Natten, og udefter til Ringebo. Jens Madssøn i saa Maader undrømte sin egen Stevning samt de kongelige Stevninger, han var citeret med i samme Sag af Fiskalen, Jørgen Philipssøn i lige Maader, Jens Madssøn kasserede sin egen udgivne Forpligt, in summa de samtlige overtraadte og foragtede Kongl. Majts Brev, det kongl. Raads Resolution saa og Landsloven, siden efter oplagde Raad, angiver og udraaber, at Almuen rebellerede, saa de neppe undkom uden største Livsfare, hvilket var og er en skammelig Løgn; Peder Anderssøns egen Haand og Segl skal bevise det. Havde Almuen rebelleret imod dennem, hvorledes skulde de da bleven af Almuen befordret med mere end 30 Skydsheste paa hvert Skifte frem og tilbage gjennem Fogderiet, eller hvem af dem havde nogen Saar eller Skade at fremvise? Kunde Almuen i Gudbrandsdalen Ao Christi 1612 slaa 900 Skotter, hvorfor skulde de da ikke nu kunne have slaaet forne Personer og deres Følge, om de havde rebelleret? Saadant var aldrig tænkt af os, langt mindre i Gjerningen bevist i ringeste Maader, mens langt mere dennem i bedste Maader befordret, som for er meldt. Det skal aldrig bevises, at nogen Bonde kom til Thinge enten med Bøsse eller Kaarde, som Ordene gaar, mens somme havde en Stav i Haanden, somme slet intet uden deres Vanter. Haver nu Peder Anderssøn gjort nogen Løn-Dom og (som Stevningen formelder) dømt Jens Madssøn fri for de Klager, som Almuen udi Gudbrandsdalen haver over ham, det formener vi at være imod al christen Lov og Ret, mens at samme Løn-Dom nu skulde i et andet Fogderi, nemlig paa Thotens Thingstue, af velvise Hr. Lagmand i Christiania, Vittikind Huus, Jørgen Philipssøns og Jens Madssøns Svoger, confirmeres og saa syv Prestegjeld for Sandheds Tilstand og Peder Anderssøns Løn-Dom blive Løgnere, de, som haver besværet Kongen og Bonden, blive fri. det skulde være en uhørlig Gjerning og aldrig formodes at være vores naadige Herres og Konges Villie, hvorfor vi paa egen og nødlidende Almues Vegne begjærer og paastaar, at Jens Madssøn efter hans egen Forpligt maa søge os til vores Værnething, hvor vi os efter vor naadige Herres og Konges naadigste Brev, det høivise kongl. Raads Resolution og Norges Lov nu som tilforn erbyder os at overbevise hannem saavelsom Jørgen Philipssøn de angivende Klager, naar Lov og Ret maa have sin ubehindrede Fortgang paa begge Sider og det udi Rigens Fiskals egen Overværelse, saa at Hans Kongl. Majts Interesse ikke skal stikkes under Stol, som hidtil er skeet; naar saadant er skeet, maatte de Peder Anderssøns Løn-Dom confereres imod hvis da passeret er, saa fornemmes klarlig, hvordan han og Laurits Christenssøn Lov og Ret haver betjent i denne Sag.

Vores christelige Landslov formelder udi Thingfarbalken 10de Kapitel sidste Vers, at Kongen skal holde hver Mand ædel og uædel ved Norges Lov og Ret og ikke tilstede Nogen imod Loven at forurettes i nogen Maader. Udfarbalkens 1ste Kapitel Norges Konning skal byde over sine Undersaatter efter Loven etc. At vi skal stevnes til Hofsvangs Thingstue i Thotens Fogderi i det Sogn, der Sorenskriveren Peder Anderssøn er boendes, i dend besværligste Tid, som man for Vand og Sne ikke kan fremkomme den lange, farlige og besværlige Vei, og forsømme vore Gaarde at pløie og saa, ja endog lide Hunger og Sult paa Veien for Armods Skyld og der svare til en Løn-Dom, som af Peder Anderssøn skal være given beskreven os uvitterlig, finder vi ikke i Norges Lov. Mens det finder vi udi Thingfarbalkens første Kapitel, at Lagthing udi Oplandet skal holdes den første Tage-Tirsdag (som er fjorten Dage efter Paaske), den anden St. Mortens Aften, hvilket Lagthing udi Mands Minde haver været holdet udi Vangs Sogn paa Hedemarken. Samme Kapitel udi Begyndelsen siger, at Lagthing skal holdes hvert Aar udi hvert Lagsogn paa de bestemte Tider og Steder, som sædvanligt været haver etc. Thingfarbalkens 9de Kapitel sidste Vers siger, at Lagmanden skal ikke holde Thing hjemme i sit Hus, men offentlig paa Lagthinget, ikke skal heller en Lagmand maa dømme i de Sager, som falder i en anden Lagsogn, ikke skal heller nogen stevnes fra sit rette Lagsogn og til anden Lagsogn at lide Dom i nogen Sag, men hver Lagmand skal dømme i de Sager, som i hans Lagsogn forefalder. Naar Hs. Exc. ædle, velbyrdige Hr. Iver Krabbe overveier og betragter saadant, formoder vi underdanigst, at Hs. Exc. ikke paa os fattige Folk her i Gudbrandsdalen, som altid har af yderste Evne, med Liv, Gods og Formue tjent vores naadige Herre og Konge, kan bryde den Ed, som Riddersmænds Mænd og Adelen sværger Kongen, at læse udi Thingfarbalken 11te Kapitel, nemlig holde skal jeg alle dem ogsaa som jeg haver at raade over ved Norges Lov, Skjel og Ret efter dend Løfte, Kongen haver lovet alt Landfolket, og derimod ingen forurette, efter den Skjel og Forstand, Gud givet haver, saasandt hjælpe mig Gud og hans hellige Evangelium!

Efter denne korte forberørte Leilighed formoder vi underdanigst, at Peder Anderssøns Løn-Dom, som imod Loven er dømt og skreven (det vi formener), bør være som ugjort og han samt hans Forseglingsmænd af Birid Prestegjeld tilbørligen at bør straffes derfor, andre til et mærkeligt Exempel, Sagen at hjemvises til lovligt Forhør og Examen til Værnething, som forhen er refereret, og Jens Madssøn for ulovligt Stevnemaal at give os Kost og Tæring. Formoder underdanigsten, at dette vores Indlæg, paa Lov og Ret funderet, for godt at blive annammet. Actum Fron den 28de Marts Anne 1662.

Paa vore egne og i Rette citerede og nødlidende Almues Vegne haver vi efterskrevne denne Indlæg forseglet, nemlig

af Vaage Gjeld: Johannes Blessum, Lars Kvarberg, Laurids Øe, Hans Filingsø, Ole Sandboe og Amund Evangen.

Loms Gjeld: Jon Okrust, Thore Guper, Knud Gielloug, Peder Galde, Morten Krogstad og Guldbrand Skeager.

Lesje Gjeld: Christen Hofauk, Ole Kolstad, Bjørner Flitti, unge Siver Ulleteigen, Erik Morkind, Engebret Flindal.

Ringebo Gjeld: Erik Kolstad, Christen Gunstad, Christen Vestad, Johannes Vestad, Siver Høistad og Per Presttangen.

Øier Gjeld: Hans Skjønsberg, Jon Skjønsberg, Bjørn Olstad, Bjørn Lunke og Johannes Lunke.

Faaberg Gjeld: Ole Hovind, Gudmund Thorgeirsrud, Reier Jørstad, Ole Jørstad, Thomes Kasterud og Alf Kolberg.

Fuldmagt giver vi Christen Gunstad og Hans Mellom denne vores Indlæg at fremlægge i Rette, hvilket vi med vores Signeter bekræfter. Actum ut supra.

(Locus sigillorum.)

Som man kunde tænke sig, lød ogsaa Lagmandens og de 12 Mænds Dom paa, at Jens Madssøn skulde frikjendes for Almuens Klagemaal i alle Punkter.

Samme Dag, Lagmandsdommen faldt, indgav Jens Madssøn en Klage til Statholderen over en Del Forseelser, Christen Jakobssøn skulde have begaaet under sin Embedstid, samt forlangte, at han som en „ubosat og ganske uvederheftig Person“ skulde straffes i Jern og Arbeide for at have skrevet Klagemaal for Almuen.[73] I den Grad var Statholderen bleven forblindet af Magister Ivers fanatiske Avindsmænd, at han lod sig bevæge til at begaa den uretfærdige Handling at sætte Christen Jakobssøn fast, uden at tage i Betænkning, at han havde handlet i Overensstemmelse med sin Herres, Fiskalens, Instrux. Fiskalen blev siden holdt i Forvaring paa Hadeland.

Fra Thoten fortsatte Statholderen sin Reise op til Gudbrandsdalen og kom den 6te April til Faaberg. Her tog han ind paa Prestegaarden, hvor Viceprovsten Zacharias Sørenssøn, Magister Ivers Uven, boede. Han udstedte herfra Befaling til Fogden over Hedemarken, Berild Jenssøn, at holde Thing i Gudbrandsdalen samt at paase, at Dølerne ei hindrede Sorenskriveren i at administrere Retten. I det hele sees Statholderen kun at have talt med Magister Ivers Avindsmænd under sit Ophold i Dalen. Blandt andre indfandt Sognepresten til Lesje, Hr. Sivert Engebretssøn, sig her for at klage over sin forhenværende Provst. Her mødte ogsaa de af Fiskalen afsatte Lensmænd i Lesje, Øier og Lom frem – og fik sin Stilling tilbage. Mod „de Oprørske“ gik han derimod haardt frem. Den 7de April holdt han paa Jørstad Thingstue Forhør over Hyldingsmændene fra Fron samt over Christen Hofauk og Mads Bergdal, der af Lensmanden Peder Ekre var beskyldt for at have underslaaet en Supplikation, som Jens Madssøns Venner i Nordre Gudbrandsdalen havde indsendt til Hyldingen i Christiania. Hans og Jon Skjønsberg blev paa samme Tid tagne i Forvaring, og endelig gav han paa Tilbageveien til Akershus, som han lagde over Hedemarken, den 9de April Fogden Befaling til at arrestere Christofer Thordssøn, Christen Hofauk og Mads Bergdal.

Efter denne Færd stod Jørgen Philipssøn og Jens Madssøn fast i Iver Krabbes Gunst. Han foretog allerede de forberedende Skridt til at gjenindsætte den sidstnævnte i hans Stilling. Paa den anden Side kunde han ikke udmale sig Magister Iver med Farver, der var mørke nok, og hadede ham som Ophav til al den Ulykke, som Urolighederne vilde føre over Dalen. Ligeoverfor Jakob Madssøn Lund indtog han en mere forbeholden Stilling. Denne er vel fremdeles hans „høitærede gode Ven.“, hvem han sender sin „venligste Hilsen“; men i hans Skrivelser til ham skinner der dog igjennem en smaalig Mistanke til ethvert Skridt, han foretog, og det varede ikke længe, før han ei undsaa sig for at fremkomme med lave Insinuationer, som ikke ganske stemmede med en Statholders Værdighed.

(Fortsættes.)


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. Det Throndhjemske Selskabs Skrifter (Kbhvn. 1761), I, S. 148. N. Slange, Christian IV.s Historie (Kbhvn. 1749), I, S. 150. Helvaderus, Sylva chronol. circul. mar. Baltici, II, p. 262.
  2. Norske Samlinger, II, S. 495 f. Slange, l. c. S. 155, 162. Norske Magazin, II, S. 179. Cold, Lægevæsenet under Christian IV, S. 146. F. V. Mansa, Bidrag til Folkesygdommenes og Sundhedspleiens Historie i Danmark, S. 254 f.
  3. Det Throndhjemske Selskabs Skrifter, I, l. c. L. Daae, Norske Bygdesagn, Første Samling (2den Udgave), S. 79, jfr. S. 38.
  4. „I denne dyre Tid var ikkun lidet Penge iblandt Folk. De gav derfor varer for Korn og fik for en Kobberkjedel ei mere Korn, end den kunde tage“. Relation om Sigdal (Mskrpt. No. 2 fol. i Rigsarkivets alm. Saml.).
  5. Efter mundtlig Fortælling i Meldalen, Rennebo og Guldalen.
  6. I. Ramus, Norges Beskrivelse (Kjøbenhavn 1735), S. 192, hvor Aarstallet dog er urigtig angivet.
  7. I Bindalen siger Sagnet, at Søerne i Lommunddalen kunde kjøres. Det ovenciterede Manuskript om Sigdal beretter, at „imellem Laurentii og Bartholomæi Dag jagede man Elgsdyr paa de tilfrosne Fjeldvande“.
  8. Det Throndhjemske Selskabs Skrifter, I, S. 148 f., jfr. L. Daae, Norske Bygdesagn, Første Samling (2den Udgave), S. 79.
  9. L. Daae, Norske Bygdesagn, Første Samling (2den Udgave), S. 35, Anm.
  10. I det følgende har jeg væsentlig fulgt H. F. Hiorthøy’s Beskrivelse over Gudbrandsdalene Provsti (Kbhvn. 1786), II, S. 10–12. De her tildels paa authentiske Dokumenter byggede Oplysninger findes gjengivne i L. Daae’s Norske Bygdesagn, Første Samling (2den Udgave), S. 35 ff. Andre Kilder, som er benyttede ved Siden af, er citerede.
  11. Dom af 13de Marts 1643 (Christiania Bispearkivs Diplomer – Lesje).
  12. B. Svendsen, Biografiske Efterretninger om Geistligheden i Christiania Stift (Univ.-Bibl. Mskrpt.-Saml. fol.).
  13. „Man fortæller, at han engang i en Ligprædiken over en Bonde, som havde været Skindfeldmager, skal i sin Applikation have sagt: „Vel var den gode salig Mand en god Mester til at gjøre Skindfelder, dog kunde han ikke gjøre saadanne Fryndser i Hjørnene som jeg“. Hiorthøy l. c., hvor der ogsaa fortælles en Anekdote om Hr. Jens’s Hustru.
  14. Biskop Nils Glostrups Visitatsbøger (Afskrift i Kildeskriftfondets Samlinger No. 171 efter Orig. paa Kbhvns Univ.-Bibl.).
  15. Glostrups Visitatsbøger. Dom af 13de Marts 1643 (Christiania Bispearkivs Diplomer – Lesje). I forskjellige Aktstykker fra Eftermandens Tid omtales Hr. Jens’s Processer oftere.
  16. Christian Carlstrøm, Prosteriet Hedemarkens geistlige Antikviteter (Chra. Univ.-Bibl. Mskrpt.-Saml. No. 385 4to).
  17. Hiorthøy fortæller, at Christen engang lagde voldsom Haand paa Hr. Sivert, medens han stod foran Alteret, og rev Messeklæderne af ham. I Gudbrandsdalens Fogderis Regnskab for 1654–55 (Akershus Lens Regnskaber Pk. 159) findes følgende ganske karakteristiske Antegnelse: „Christen Houoch sonede for Gevalt, han havde paa almindelig Thing øvet mod sin Vederpart, Peder Tande, der han imod hannem procederede i en Sag, som hannem intet vedkom, – Penge 20 Rigsdlr.“
  18. Som alle ved, paastaar Traditionen og det gjælder for en ubestridelig Sandhed, at det var Bondelensmanden af Ringebo Berdon Seielstad, som fældede oberst Georg Sinclair ved Kringen. De samtidige historiske Aktstykker ved dog intet at berette herom, ligesaalidt som den bekjendte Dølevise, som vistnok er digtet ikke ret længe efter Begivenheden. Saavidt mig bekjendt har Hiorthøy først optegnet det Sagn, som tillægger Berdon Seielstad denne Daad. Sandsynligere er det, at den er øvet af en anden af Bøndernes Høvdinger, nemlig Lensmanden Lars Hage. Der foreligger ialfald en Udtalelse, som er over hundrede Aar ældre end Hiorthøys Bog, og som ovenikjøbet skriver sig fra den senere Lensherre i Throndhjem, Kantsler Ove Bjelke til Østraat. Han synes at have kjendt nøie til de Gudbrandsdalske Forhold. I en Anbefalingsskrivelse, som han den 20de December 1661 medgav Lars Hages Søn Peder Ekre til Statholder Iver Krabbe, har han med egen Haand tegnet følgende Postskriptum:
    „Kiere broder Jeg schriffuer saa flittig for denne mand, aff aarsager, att Jeg haffuer kient hans fader, som var den mand, som slog her Georgium Sinchelar, som ville føre de skotsche folch jgennom Guldbrandsdalen; denne hans søn siunes mig att vere een mand som søger effter rolighed. Vale.“
  19. Dagbogsoptegnelser fra 1834 af daværende Lieutenant, senere Overtoldbetjent C. Lund (i Forfatterens Eie).
  20. I Skattemandtallene omkr. 1660 nævnes Toftebønderne som Medeiere i Flagestad.
  21. Retsprotokol for nordre Gudbrandsdalen for 1668 (No. 699).
  22. Iver Krabbes Befaling til Bergskriver Anders Nielssøn 2den September 1662 (Stath. Prot. sign. 22).
  23. Daae, Norske Bygdesagn, Første Samling (2den Udg.), S. 201, 211.
  24. Statholderskabets Arkiv før 1700: Bjergverkerne. Brev fra H. Sehested af 4de December 1645.
  25. Daae, Norske Bygdesagn, Første Samling, S. 210 fg.
  26. Nyerup og Krafts Literaturlexikon. „Medulla oratoria, continens omnium transitionum formulas, qvibus ornari possit oratio rhetorica. In gratiam studiosorum eloquentiæ ex variis oratoribus collecta ab Ivaro Petr-Adolpho, Norvego“.
  27. Svendsens Efterretninger om Geistligheden i Christiania Stift. Retsprotokol f. Gudbrandsdalen f. 1667 (No. 698).
  28. „At han havde en Geist“.
  29. Provsterettens Dom af 9de Juli 1662. Erik Arntssøns Vidnesbyrd.
  30. Provsterettens Dom af 9de Juli 1662. Vidnesbyrd, aflagte af Anders Sørenssøn, Anders Nilssøn, Christen Christenssøn, Jens Svendssøn og Samuel Sachariassøn. Det maa dog bemærkes, at de tre førstnævnte var Magister Ivers afsagte Fiender.
  31. Carsten Hanssøn beedigede Vidnesbyrd af 9de Juli 1662. Jfr. Amund Almes Forklaring paa Lidstad Thingstue 21de Mai s. A. Retsprotok. f. Gudbrandsdalen f. 1662 (No. 693).
  32. Erik Arntssøns Vidnesbyrd.
  33. Hr. Povel Friis’s Vidnesbyrd, dat. Loms Prestegaard 3die Juli 1662.
  34. Skrivelse fra Mag. Iver Pederssøn, dat. Frons Prestegaard 10de Juni 1656. (Stath. Arkiv: Bjergverkerne).
  35. Ole Kolstads Forskrivelse, dat. Frons Prestegaard 4de Juli 1656 (ibidem). Johannes Einstads korte og sandfærdige Beretning om nogen Erts, som eftermelder; dat. Christiania 20de August 1660 (Herredagsdombogen f. 1661).
  36. Om Hyldningen 1656 findes udførlige Oplysninger i Meddelelser fra det norske Rigsarkiv, I, S. 267 ff. og L. Daae, Det gamle Christiania, S. 118 ff.
  37. Skrivelse fra Mag. Iver Pederssøn, dat. Christiania 26de Juli 1656. (Indt. i Herredagsdombogen f. 1661). Muthingsbrev, udstedt af Johannes Barth i Christiania 28de Juli 1656. (Stath. Arkiv før 1700: Bjergverkerne).
  38. Mag. Ivers Indlæg for Herredagen i Christiania, dat. 7de August 1661.
  39. Anders Nilssøns og Peder Lauritssøn Ekres beedigede Vidnesbyrd, dat. Christiania den 15de August 1660 (indt. i Herredagsdombogen af 1661). Jørgen Philipssøns Skrivelse til Oberbergmester Johannes Barth, dat. Christiania den 15de August 1658, og dennes Muthseddel, udstedt s. D.
  40. Jfr. Lagrettemændene Bane Nestegaard og Gudbrand Angaards Vidnesbyrd, dat. Dovre 6te Juni 1661 (Stath. Arkiv før 1700: Bjergverkerne)
  41. Mag. Ivers Indlæg, dat. Christiania 1ste August 1661. Vidneprov, dat. Breen 24de Mai 1661. Skrivelse fra Magister Iver til Gudmund Bjøllerud, dat. Frons Prestegaard 20de April 1659.
  42. „Og var at ønske, at endel prester vilde engang aflade og ophøre ved de nye opkomne Bergverker her i Landet ydermere Strid og Uenighed at begynde, efterdi alt saadant intet uden den fattige gemene Bonde, som vel ellers mere kunde opljuse og aabenbare, saare forvilder og alle formuende Bergelskende ganske afskrækker ……“ – (Oberbergamtets Forestilling til Kongen, dat. Christiania 27de August 1660).
  43. „for at slagtes af Hedninger og Tyrker“ heder det i Opraabet til Romsdølerne. Handl. rör. Skandin. hist. XXX, S. 242.
  44. Norsk historisk Tidsskrift (Første Række), Bd. IV, S. 286 fg.
  45. Blandt dem, som saaledes udmærkede sig, var Kapteinen over Bønderne i Nordre Gudbrandsdalen, Hans Paulssøn Tolfstad, der var en Ven af Magister Iver, og den oftere omtalte Lensmand Peder Larssøn Ekre af Lesje. Begge disse blev siden til Belønning for sit kjække Forhold fritagne for at svare Skat og Landskyld af de Jorder, som laa under deres Brug. Ogsaa den anden Bondekaptein, Christen Nilssøn Bø af Gausdal, erholdt en lignende Løn for sin Deltagelse i Toget mod Throndhjem.
  46. Skrivelse fra Mag. Iver til Ole Kolstad, dat. Frons Prestegaard 6te Novbr. 1658.
  47. Prædikenen findes endnu i Manuskript paa det store kongelige Bibliothek i Kjøbenhavn; ifølge velvillig Meddelelse fra Prof. Dr. L. Daae indeholder den dog intet Bidrag af historisk Interesse.
  48. Jørgen Philipssøn selv synes fra Februar af, da han først kom tilbage fra Throndhjem, og indtil han nedlagde sit Embede for det meste at have opholdt sig i Christiania, hvorfor Mag. Iver spotvis kaldte ham „Bymanden“.
  49. Lagmandsdom af 3die til 4de April 1662 (Cancelliet: Embedsmænds Forhold, Undersøgelser og Klager).
  50. Erklæring fra Ole Kolstad, Ole Skotte, Ole Sletten og Sivert Einstad, dat. 18de Mai 1659 (Stath. Arkiv før 1700: Bjergverkerne; Lesje).
  51. Johannes Barths „Weisung“, dateret Lesje Prestegaard 1ste August 1659. Ole Toftes, Jakob Madssøns, Christen Hofauks og Mads Bergdals Vidnesbyrd, dat. Lesje 2den August 1659 (Stath. Arkiv før 1700: Bjergverkerne). Nikolaus Greins Vidnesbyrd, dat. Christiania 16de Marts 1660. (Herredagsdombog f. 1661).
  52. Erik Arntssøns Vidnesbyrd af 8de Januar 1662.
  53. Hofmans Efterretninger om Danske Adelsmænd, III, 265 Stamt.
  54. Kongebrev af 9de Juni 1660. (Stath. Arkiv før 1700: Bjergverkerne).
  55. Findes trykte i Wessel-Bergs Rescript-Samling, I, 3 ff. De give i sin Helhed Indtryk af at være rettede paa at afskjære Magister Iver Pederssøn enhver Adkomst til at kunne optage Konkurrance med dem.
  56. Fra denne Dag hidrører nemlig Fiskalens Instrux, ligesom der udfærdigedes kongeligt Reisepas for Jakob M. Lund som Indehaver af Embedet; men hans Bestallingsbrev er fra 11te November 1661.
  57. Man har i Christiania Kapitels Dombog indtaget Kopi af det Brev, som Christen Hofauk af Lesje fik. Det faldt nemlig siden, da han blev Skoggangsmand, i øvrighedens Hænder. Det er dateret Frons Prestegaard den 9de Juni 1661 og lyder saaledes:
    „I samt Olaf Kolstad og Olaf Tofte skal endelig efter Jakobs Befaling være Hyldingsmænd og tage med Eder 12 eller 24 Mænds Signeter og maa endelig være her imorgen 8 Dage.
    Iver Pedersen Adolphus.
  58. Herredagsdombogen f. 1661. Ambrosius Rhodius og hans Hustru lagde bl. a. i Rette „en Zeddel vnder trende mendtz hender och zigneter daterit Waage 24 January 1661, hvorudj foregiffues, at borgemester Hans Eggertzen schall haffue paalagt dend gaard Blesim en hud, som tilforn haffuer schyldet 9 huder, vden loulig besigtellse, saa den nu schall schylde 10 huder, och at borgemester Hans Eggertzen udi Hr. Hannibal Sehestedtz tid schall haffue oppebaaren for samme landschy1d 30 rixdlr., haffuer och med samme 30 rixdlr.s landschyld giort mageschiffte och solt 10 huder foruden besigtellse till kongen.“
  59. Nordre Gudbrandsdalens Retsprotokol for 1662. Herredagsdombogen f. 1661. Ambrosius Rhodius og hans Hustru har en Klagepost mod Statholder Nils Trolle „Om Hr. Siffuert paa Lessøe hans Affsettelse och Isettelse uden domb“. Det tør nok hænde, at Jørgen Philipssøn har havt nogen Andel i dette Misgreb fra statholderens Side. Ialfald var han en af dem, som Nils Trone ifølge Ambrosius Rhodius’s Paastand hævede paa Almuesmandens Bekostning.
  60. „Mine [d. e. Iver Krabbes] Motiver og Aarsager, hvorfor jeg ikke haver villet være med udi Bispens Afbigt og opsættelse udi M. Ivers Sag“, Post 3. Dokumentet, der er dateret den 11. April 1663, er af en samtidig [Generalprocureur Scavenius?] betegnet: „Af ingen Værdi“.
  61. Kommissionsdommen under 28de Oktober 1661.
  62. Kommissionsdommen under 26de Oktober 1661.
  63. Erklæring fra Hyldingsmændene af 15de Juli 1661, jfr. Kommissionsdommen under 28de Oktober 1661.
  64. Hans Jacob Sehiørts Skrivelse til Kommissarierne den 15de Juli 1661. „Den store Supplikats“, dat. Christiania og Ringebo 14de Juli 1661. Kommissarierne til Jens Madssøn, dat. Akerhus 29de Juli 1661.
  65. Om Hyldingen haves udførlige Efterretninger i Holbergs Danmarks Historie, III, 541 fg., Bircherods Dagbøger 71 fg., Tageregister über des Herrn Christian des fünften Regierungsgeschichte p. 9.
    Suverænitetsakten er trykt i Aarsberetninger fra det danske Geheimearchiv, II, 143 fg.
  66. „Efterdi det med fremlagte Documenter klarligen bevises udisputerlig Forskjel at være først imellem Finderne, som deres Finderet til M. Iver Pederssøn og Jørgen Philipssøn overdraget haver, dernæst paa Muthsedlerne, som de af Bergamtet haver bekommet, og endelig paa Ertsen i sig selv, hvorefter Muthsedlerne ere søgte og givne; M. Iver og desforuden paa adskillige usømmelige Maader blandt andet med ulovlige Vidnesbyrd, som først for den høieste Ret er produceret, at tage, hvortil vederparten ei har vaaret lovlig stevnet eller paa Vedermaals Thing tilstede, og i Særdeleshed med et Overladelsesbrev paa tredie Aar før den rette og usandfærdige Tid at datere lade, haver søgt at tilegne sig det Jernverk, det Jørgen Philipssøn nu haver i Brug, – er for Retten afsagt, at Oberbergamtet med deres Dom ingen Uret haver gjort, mens at den bør ved Magt at stande og Jørgen Philipssøn efter Kongl. Bevilling og derpaa givne Privilegier nyde uturberet sit Jernverk.“ (Herredagsdombog f. 1661. Afsigtsbog ved Herredagen 1661. A. 1.)
  67. „Forteignelsne paa huis almuen haffuer lidt och vdstaait som epter følger.
    Fæholding sex rdr, fougdens holding 3 gannge om aarit i det ringeste och 3 dr. huer natherberge; fougdens bocher, som hannd tager i støffuelhud, besueris almuen med at holde. Fougdens hester besuergis ochsaa allmuen med at holde; fougdens fæ maa ochsaa Konngens bønnder føede.
    I forleeden vintter loed Jenns Madsen sin sedel vdgaae til Lensmmanden, att hannd schulle ihaabetage høe til hanns øxszen, szom hannd beraabte szig paa at schulle verre til herredaugene och hyldingens fornøedenhed, och det høe som igen vaar maatte vi och kiøre enn miel i schydtzferd, droeg saa vd paa Edszvold verch och solde dem der for pennge. Fougden besuerger och almuen med tou, szom hannd vdschaffer huert aar at lade spinde for sig. En fuld gaard, szom er offuer threi hunder, maa giffue ophøyelsze, aff huer huud 1 r:ort. En halff gaard, som er offuer 14 huud, maa giffue i ophøy- elsze af huert schin 2 scheling. En ødegaard, szom er offuer 9 skind, maae giffue i ophøyelsze af huert schind 2 ß. Fattigmands schatt af en fuld gaard en rixort, en halff gaard en ort, en ødegaard sex schelling, som offte bleff kreffuet aff lennsmanden paa kierchevolden saavel som aff fougden paa tingit.
    Toeg Jørgen Philipsen en told alf huer mannd for vegt och tønnde maal, huusmandz schatt ehnn rdr. Besueris och almuen en part att maa igen tage paa kastebuden meere end dennd 3die part, och fougden tager tiende aff enn fuld gaard i huert soegenn. Her befindis, att fougden haffuer tagit aff en ødegaard, som schylder ichun it schind threi rd: i schatt.
    Dennd tid Jørgen Philipsen droeg herfra, toeg hannd tredie aars tage; dette anndet aar toeg Jenns Madsen af en part kongens bøender tredie aars tage.
    Dennd tid, vi giorde huer tredie mannd til Trundhiemb med sex vgers koest, da toeg Jørgen Philipsønn fra dennem dend største deel.“
  68. „Effterszom Jenns Madsenn os fattighe almue aff Ringeboe soegen haffuer ladet steffne for de klagter, som vi haffuer hannem af høy tilforaarszagit nøed angiffuet for, hvorpaa vi stoerlig forundretz, thi vi ere udi mannge maader aff hannem forarmede szom aff desse efterfølgende bevislighe poester schal forclaris.
    1. Dennd v-lidelig forheyelse schat, som Jens Madsenn haffuer aff os annamit saasom aff huer gaard offuer thre huuder maate giffue hannem 1 ort for huer huud; huer halff gaard som haffuer werit 1½ hud maate giifue 1 ort och huer ødegaard som haffuer verit offuer 9 schinnd maatte giffue aff huert schin 2 ß udi ophøyelsze.
    2. Haffuer Jens Madsen och hans fuldmæchtig reist omkring i bøyden ett vdtrue enn ort aff huer fuldgaard och en halff ort af en heel gaard och sex schelling aff huer ødegaard.
    3. Ennd dennd store summa pennge aff os er opbaaren for leegs fæ eeh søffuer, som er en for huer søuff och enn daler for huer koe, beløbber sig i ringeste aff dette ringe gield huer aar til fiorten rdr.
    4. Haffuer vi som er kong: bøennder maattet føede hanns fæ och menige mannd hanns hester.
    5. Dennd v-lidelig bøxsel som er tagen aff oss ved Jens Madsen som bevisis alf Siffuer Høystad, som maatte giffue hannem 20 rdr. for huuden och 5 rdr. i støffuelhuud. I lige maader af Arne Nørdrum, som maatte giffue hannem 20 rdr. for huuden 3 rdr. i støffuelhud, Guldbrand Tullien lige saa.
    Olle Linduig bekiende, att hannd bøxselet sin gaard af Jørgen Philipsønn det enne aar, och Jenns Madsenn maatte hannd giffue tredie aars bøxel dett anndet aar 1½ rdr. och enn halff rdr. i støffuelhud. Dett samme bekienndte Enngebret och Steffen Opszal, Sten och Siffuer Høystad, Peder Suenndsen och Morten Lien.
    6. Dennd v-lidelig indquartering, som Jenns Madsen os haffuer paalagt, bevisis aff Guldbrand och Johannes Biørge, att di maatte holde officerer i fire maanedter, enndoeg de sider paa en ringe gaard, och deris naboer iche hollt vden en dragun i thou maanidter. Det samme bechiennde Inngebret och Erlannd Flyen, at først Jenns Madsen inndlagte paa dennem captein lieutenant och maatte giffue hannem halffelleffte rdr. och straxt der epter indlagde hannd en dragun paa dem och maatte giifue hannem 2 rdr. 16 ß. Nu i sommer 3 vger for Piinszdaug inquarterit haand en corperal paa os dennd ganndsche sommer offuer, saa noch som aff slig tilfelde giffues aarsag at bliffue vdarmet, formidelst slig Jenns Madsens store forvrettelser imod os. Bevisis endoch aff Christen Vedstad, Erich Guttu, Siffuer och Jacob Høye, at Jenns Madsen indlagde paa dennem en quartermester, och di hollt hannem i femb vger, menns maatte saa giffue Jenns Madsen for hannd inquarterit hannem ind til anndre thri rd. Guttorm Opsal bekiende i lige maader, att Jenns Medsen indlaugde paa hannem lieutenant Borchort, maatte giffue hannem 1 rd., for hannd toeg hannem bort, laugde saa en munsterschriffuer innd paa hannem och maatte giffue hannem 4 rdr.
    7 . Annlanngende dennd store foræring, som bete Jenns Madsen haffuer tagit for vdschriffuelse, bestaar wdi det hannd haffuer szolt kongens folch lige som beester, som kannd bevises med Steen Høystad, som maatte giffue hannem en voxen oxe for 6 rd., 2 pund smør, 1 voxen giet, en halff side flesch och tou toebrinder hamp, for hannd schreff enn annden karl i hanns sted.
    Guldbrand Tullien vinder och bekiennder, at hannd maatte giffue Jens Madsen thou støcher fæ for tolff rdr. och enn giødt galte for 3 dr., for hannd schreff enn annden soldat i hanns sted, endoeg hannd haffde stadtholders ordre, et hannd maatte bøxele sin faders gaard. Elleff Kolstad maate giffue Jenns Madszen tou rdr. och it pund tallig, for hannd schulle schriffue enn annden karl i hanns steed, menns der hannd samme penge haffde bechommet, maa hannd ennda alligevell nu sielff gaae vnnder compagniet. Hans Biørge bechiender at haffue en liden søen, som ikke kunde gaa i schydzferd; schreff Jenns Madsenn hannem til soldat, maatte saa giffue hannem tou bocher, for hannd gaff hannem løes, och schreff et fattig barn i steden, som iche haffde i liffue huerchen fader eller moeder, mens tuennde hanns brøedere haffuer tiendt vnnder compagniet i mannge aar, hnilchet vidtnes aff Christen och Hafftoer Biørge. Erich Spanngerud maatte giffue hannem en voxsen oxse, och it reefschinnd for 5 r:ort, førennd hannd vilde schriffue hanns naffn ind i jordeboegen. Johannes Veedstad gaff hannem en biørnhuud for hannd schulle schriffue en annden karl i hanns tiennistedrenngs sted. Knud Bringsrud vinnder och bechiennder, et hannd gaff Jenns Madsenn 5 rdr. och hanns quinde den 6 for hanns drenng iche schulle schriffues, och samme tid gaff hannd firre rdr. for Joen Veenaasszis søen, och fjortenn dage der effter hannd fich samme pennge, schreff hannd deris drennger til søldater. Haffthor Myttingen bechiender, att Iffuer Berig thoeg 3 rd. aff hannem paa Jenns Madsens veigne. Baltzer Aarnes nødte Jenns Madsen til att maatte giffue hannem 1 rd. och toue bocher for vdschriffuelse, vinnder Annund Aarnes och Steffen Dalszeeg, som hannem samme bocher och pennge leffuerede paa Løesznes. Siffuer Høystad bleff truit aff Jenns Madsen att hannd schulle giffue hannem en koe och 1 pund Smør, for hannd ich haffde tient under compagniet, førend hannd fich bøxselit sin faders gaard. Joen Mortensen Hille bechiender, att hannd haffde faait tuennde tingsvidner om dennd store w-løche ildebrand giorde hannem, doeg maatte hannd ikke befries for schat, førennd Jenns Madsen udtruede en buch ifra hannem udi hanns store nøed och fattigdomb. – – – –
    8. Enndoch bekiennde Baar Ilstad, enn fattig soldat, som i denne forgangen besuerlige krigstid haffuer tienndt hanns Kongl. Ma. at hannd bleff truet aff Jenns Madsen at giffue sig 14. rdr. for en ringe sag foruden loug och domb; maatte iche i dett ringeste udi sagenn faae sine proff forhørt, som hannd haffde verit begierennde.
    9. Da giffues nochsom for os fattighe bønnder aarszag til at verre i stoer forarmelse af de v-billighe mannge penngers fralochelse och fratruelse aff fougden och begge schriffuerne imoed lougen och recessen, først idett vi nøedis til att holde schiffte, som ieg Erich Kolstad maa bechiennde, ett de truede mig paa 2 aars tid at holde schiffte, men der de kom at holde schiffte, haffde de iche vmag offuer en 2 eller 3 timmers tiid, maatte saa giffue dennem derfor 5 Rd., Jenns Madsen 2 och beggi schriffuerne threi; droeg saa fra mig om afftenen dett var saa goedt som mørcht, ind till min naboe Elling Bøe, nøedt och truet hannem til at holde schiffte, enndoeg hanns broeder var vd moed fiennderne ned ved Halden, och maate saa med bøen och graad giffue hannem 1 rd., for byttet maatte bliffue opszat til hannsz broeders hiemkompst. Dett schall Johannes och Christen Veestad vidne, som offuerverenndis var. Samme tid droeg de til Giørn Rombsaasz, nøede och truet hinder til at holde bytte, enndoeg henndes v-myndige børns formynnder iche tilsteede var, maatte saa giffue Jenns Madsen 2 rd. Hendrich Jacobsen thou dr. och Jacob Knudsen en liden kiel. Droeg saa der i fra och til Inngeborre Trobmsnes, nøede och truede hennder til at holde bytte, maatte saa give Jenns Madszen enn rdr., Hendrich Jacobszenn enn oxse, Jacob Knudsen en jernpannde paa 2½ ort och itt alreb; siden vilde Henndrich Jacobszen tage ifra hennder 1 par lyszestager for gammel gield, saa maatte hun giffue hannem enn rd. – – – – – Dette forschreffne at verre voris korte indlæg imoed Jenns Madsens steffning, huor vdi vi mennige mannd beviser voris klagter och supplicationer sanndferdig at verre, och effterszom vi iche kunde faa voris eigenn schriffuer til at schriffue paa tingit hiemme voris store nøed och trang, haffuer vi giffuet voris fuldmæchtiger, nemblig Erich Kolstad och Christen Gundstad fuldmagt vnnder voris breff och zeigl paa voris veigne at tilkiendegiffue den storre vdarmelse vi aff Jenns Madsen lid haffuer, med anndet merre som vi menige Mannd vil ghestendig verre, och det bevislig giøre, naar denne indschreffne deris æd forr rettenn schal giøre. Vil saa hermed haffue dennd fromme dommere, som rettenn er betroed att betienne, Gud befallit. Aff Ringeboe dennd 4 Nouember Anno 1661.“
  69. „Rigtig ferteignelsze paa huis som allmuen her udi Lessøe soegen baade udi Jørgen Phillupszens och Jenns Madsenns tid udgiffuet haffuer fra ao 1657 och til ao 1660, er som følger.
    1. Anno 1657 udi Augusti maanidt udreede huer tou fuldegaarder en soldat til Vinger med 3 vgers koest, saa vel som med driche pennge effter formuen, och schaffet vi dennem hoeser och schou och var di der til otte dauge fore Jul.
    2. Fierde dag Jul vdreede vi dennem igen med fiorten daugis koest och fulde klæder med kioel och ald annden behøring och var der til vor Frues daug i Faste.
    3. Anno 1657 ved Michelszmestid vdreede vi trei fulde gaarder en døgtig karl vd til lanndvagt vnnder 12-miilskougen med hester at føre deris koest paa och gaff vi huer karl 3 rd. effter szin anndel.
    4. Anno 1657 bleff paabuden at giffue røtterholdschatt baade aff det goeds, som vi sielff haffuer i brug saavelsom det vi haffuer i hiembbørszel och halffdellen af voris inndtegt, huilchen vi haffuer maatt vdstaait udi ald dennd foregaaende besuerlige tid.
    5. Haffuer vi och maate vdgiffue til de forarmede ved Halden enn r:ort aff huer fuldgaard, udi schierboeds schatt ½ r:ort, item for vegt och maal 3 schl. aff en tønde och enn bismer.
    6. 1658 vdlagde vi ni dragunhester med sadel och bidsel, annden gang maatte vi vdleege 4 hester och forschaffe dennem ind til byen och fich ingen betalling derfore i ringeste maader.
    7. 1658 om høesten ved Korszmesze reiste maior Poffuel til Trundhiem med alle voris søldatter; da maatte vi vdleege til huer søldatt fiorten dauges koest med kioel til behørige kleeder.
    8. For Michelsmes schaffet huer fuldgaard til Trundhiems beleigring 4 ℔ brøed 1 pund smør och 1 pund ost. Her paa Læssøe haffuer en part bechommet noeget och enndeel aldelis inngen betalling.
    9. Samme foreschreffne aar 3 vgger for Jul var 3 fulde gaarder om huer karl at vdreede til Trundhiembs beleigring med siuff vggers koest til lanndvagt och de, som ei sielff haffde karl, maatte leie enn annden for sig och giffue hannem 3 rdr., och som de kom der nord, var de der ichun 13 natter, dermed fich de forloff hiem igen, mens ald koesten de med sig haffde, truede Jørgen Philipszønn fra dennem, saa folchit maate gaa 23 fulde mille vegs foruden koest, vdenn huis de vnndervegs aff medynnch kunde bechomme, ellers hadde de slet vnndkommet, maate dertil aff huer thou fulde gaarder forschaffes enn hest til prouianten nord paa at føre, huilchet koestet enhuer aff os paa reisen 3 rd., huorfore vi inngen veederleeg igen haffuer bekommet.
    10. Anno 1658 ved Kynndelsmese tider vdreede vi voris soldater med 14 daugis koest sampt med kioel och fulde klæder och vaar de da vde til Korsmisze om varen.
    11. Anno 1658 trei vgger epter Kyndelsmes kom her til os strenngelig bud och befalling, at alle och ennhuer, som kunde berge vaabben och verge, och ennhuer karl schulle haffue enn maanidtz koest med fuld ghever, loed och krud, da reiste vi fattige folch straxt vdi veien, och som vi kom vd til Glommen, var vi der i trei nætter, fich saa forloff at gaa hiem igjenn.
    12. Anno 1659 gaff huer fuld gaard 4 rd. i prouiant til sloettet, och haffuer vi derfore intet heller bechommet.
    13. Vdi samme aar bleff os strenngeligen paabiudet och befallit aff Jenns Madsen, at 2 fulde gaarder enndelig schulle da forschaffe enn fuld kledning til huer soldat, halffue och øde epter anndell. Dissze forschreffne kleder forschaffet vi straxt til fougit gaarden Iszum, huilche klæder en part af søldaterne iche bekom det ringeste aff.
    14. Noch bleff os paabøedenn, at huer fuldgaard paa sloedtet schulle forschaffue prouiant, nemblig en tønde biugkaffringer, 1 qter grynn och tou punnd røegit kiøed, halffue och øde epter anndel, och berettet for os Jørgen Philipszen szamme prouiant paa sloedtit at haffue vdlagt, huorimoed vi samptlig haffuer moette vdloffuet at schulle arbeide derfore paa jernverchit for hannem, huilchet vil falde os al for megit beszuerligt det at vdstaae; siunes snart at komme offuer slig pressue (sicl) udi største armoedt och elenndighed, som nu er allereede at finnde epter dennd ringe taxt, som nu er sat paa det berigarbeide.
    15. Vdi samme aar ved kynndelsmes tider optentis vedvarderne offuer ald Guldbrandzdallen och da bleff strenngelig befallit at schulle vd en aff huer gaard med en maanidz koest. Da reiste vi vd til Stannge soegen paa Hedemarchen och vaar vde en maanidz tid med; hesterne szom foederit bleff vdført paa, kom ingen igen aff, mens bleff for menige allmue alle borte.
    16. Enn maatte ochsaa aarligen vdgiffues enn r:ort vdi schat, som kaldes Visøer schat aff huer fuld gaard, halffue och øde gaarder effter anndel, hnorudi siunes vi fattige allmue megit at vere forvrettet aff Jørgen Philipszenn och Jenns Madsen, effterdi vi iche maa niude voris allernaadigste herres och kongis naadigste medgiffne frihedsbreff, inndehollennde att vi for alle schatter schulle verre fri och forschaanit, som formiedelst dennd stoere och beszuerlige schydzfærd och misvegst paa komit er bleffuen benaadigit, huor imoed naar schattebreffuene udi anndre soegner er paabuden haffuer Jørgen Philipsen och Jens Madsen os fattige almue ochsaa paalagt schatter lige ved anndre, och dersom vi da schulle niude voris allernaadigste herres och kongis naadigste benaadning, maatte vi Jørgen Phillupsen med goede foræringer os afschedige, saasom det første aar 1 par øxszen, de erindre aar maatte vi vdgiffue aff huer fuldgaard enn rdr. eller fire pund fisch, halffue och ødegaarder efter anndeel och ellers videre som her vdi ey kannd forfattis.
    17. Enn ydermere haffuer ochszaa cronens lanndbønnder maatte aarlig holde aff fougdens hester paa foring, nemblig 2 eller 3 paa enn nat, huer fuld gaard, halffue och ødegaarder effter anndel.
    Att dette er en rigtig copie aff originalen bekiennder vi med voris vnndertrøgte zeigl.“
    (L. S.) (L. S.) (L. S.)
  70. Befaling af Christen Jakobssøn, dateret Tofte paa Dovre den 8de November 1661. (Indtagen i Lagmandsdommen.)
  71. De erklære nemlig Jens Madssøn for uskyldig i Bøndernes Klagemaal, men henstiller paa samme Tid til den høie Øvrighed at optage Sagen til fornyet Prøvelse, dog saaledes at den anlægges mod Magister Iver, Jakob Madssøn Lund og Christen Jakobssøn.
  72. Vittikind Huus har ledsaget Aktstykket med følgende Noter: „Ved dette Indlæg er at observere:
    1. at udi bemte Indlæg findes indført 6 Mænds Navne af Faaberg Sogn og Vox til deres Signeter underslaget, hvilke 6 Mænd dog ikke haver med de andre forseglet, mens hver udi egen Person fremmødt og bekjendt, at deres Navne ere indførte imod deres Villie og Begjæring, og at de bemte Indlæg tilforn ei havde hørt.
    2. Er at merke, at Hans Mellom, Lensmand udi Faaberg Sogn, udi forskrevne Indlæg er indført saasom en Fuldmægtig tilligemed Christen Grimstad det udi Retten at fremlægge, dog her beretter det ei at have anseet eller villet sig dermed befatte.“
  73. Christen Jakobssøn skulde nemlig have forseet sig mod Forordning af 1ste Januar 1649, uagtet denne udtrykkelig tillader enhver ærlig Mand at skrive Supplikationer for Almuen i Tilfælde af, at de beskikkede Sorenskrivere skulde undslaa sig for det, hvorimod den advarer mod at lade dem forfatte af „Løbesvende eller lovforvundne modvillige Knegte“.