Grundtrækkene i den ældste norske proces/4

Ebbe Hertzberg

Grundtrækkene i den ældste norske proces

A.W. Brøgger, 1874 (s. 108-119).

Vi have seet, at det ikke alene var retstrætter om uvitterlige kontraktsforhold, der blev at behandle for skiladóm, men at ligesaavel fordringer, udspringende af delikter, der kunde erholde vitterlighed. Fra denne institutions virkekreds var imidlertid udelukket den hele række af straffesager, hvori straffen vedkom det offentlige, altsaa bestod i saavel offentlige som private bøder eller i fredløshed (utlegd). Blandt disse unddrog igjen de, hvori utlegden var uafløselig, sig selvfølgelig ganske de stridende parters selvstændige raadighed, og paa den anden side bevirkede et søgsmaals egenskab af offentlig bødesag, at den private fornærmede ikke ved at lade sin klage uforfulgt tillige kunde bevirke, at kongens søgsmaal til inddrivelse af den offentlige bod bortfaldt. Men derimod var der ved den mellemklasse af forbrydelser, for hvilke straffen var afløselig utlegd, atter fuld plads for den private villies yttringer, idet afløsningen var afhængig af istandbringelsen af et forlig mellem parterne. Inden vi forlade de private retsmidler i oldtidens samfund, skulle vi derfor ogsaa medtage den institution, som blev anvendt til at fremme forligs afsluttelse.

I sin retterbod, indtagen i Gul. kap. 32 og Fr. 5–46, siger kong Magnus Erlingssøn: „Alle de dome, som man skal sætte om drabsfærd eller om leiermaal med de kvinder, (til opreisning) for hvilke mænd ifølge lovene kunne begaa drab, dem skal man sætte med lov og grid til første betaling. Men den, som bryder lovrigtig dom før betaling eller ved første betaling, han spilder sin grid, og er han fredsbryder. Men første betaling skal fremkomme inden den samme maaned og skal bringes hjem til ham og tilbydes med to vidner. Men den anden eller hans ombudsmand skal tage derimod, med mindre den, der skal modtage, vil gjøre ham indrømmelser (med hensyn til betalingen). Men med hensyn til alle andre sager, hvorfor mænd tilsætte lovlige dome sig imellem, da forbryder den, der bryder dommen, 18 øre til sagsøgeren og holde den som før, men til kongen 15 mark. Men hvis han ikke vil holde domen, skal sysselmanden stævne ham thing og gjøre ham utlæg, med mindre han betaler, som dømt var.“ Stedets sidste del er i en sildigere fri bearbeidelse ogsaa gjengivet i Bj. kap. 104. Man ser imidlertid heraf, at der ved drab og andre forbrydelser, for hvilke fredløshed rammede gjerningsmanden, naar han ikke betalte bøder, brugtes en privat dómssætning, hvorved den bod, der af gjerningsmanden til sagsøgeren skulde udredes, blev vedtagen og betalingsdagene fastsatte. Det er ogsaa klart, at denne art af private dome strengt maa adskilles fra skiladómene. Her var der ingen fordring, som af den ene part paastodes og af den anden benægtedes, og intet retsfaktum, til hvis oplysning vidner skulde fremføres og anerkjendes eller benægtelse paalægges; det gjaldt blot at afgjøre, hvorvidt en gjerningsmand, der vedgik sin gjerning, vilde betale bøder eller valgte at paadrage sig utlegdsdom. I betragtning heraf synes ordet dóm som betegnelse for denne institution ikke at være ganske paa sit rette sted, og da vi ved siden ogsaa finde brugt ordet sættarstefna, ligger det nærmest at antage, at stefna er det oprindelige tekniske udtryk, der, eftersom fremgangsmaaden mere og mere antog dómsformerne, er blevet fortrængt af den anden benævnelse.^[1] Til den fulde forstaaelse af sættarstævnets virksomhed hører imidlertid besvarelsen af to med hinanden nær forbundne, tvivlsomme spørgsmaal, nemlig hvorvidt de i lovene nævnte private bødestørrelser vare ufravigelige straffesatser eller kun lovens anvisning paa passende beløb, og om sagsøgeren paa sin side havde ret til at nægte bøders modtagelse med den følge, at utlegd isteden indtraadte.

Det er navnlig i klargjørelsen af det sidste, at vanskeligheden ligger. De gamle love iagttage nemlig en haardnakket taushed om sagen i dens almindelighed, lige indtil i den her behandlede lovperiodes slutning endelig en retterbod af Haakon Haakonssøn giver en bestemmelse derom. Denne gaar ud paa, at tilbud fra gjerningsmandens side om at betale bøder ikke med hin virkning af sagsøgeren kunde afslaaes, dog vel at mærke med mindre gjerningsmanden allerede én gang før havde gjort sligt værk – mod den nuværende sagsøger eller en anden er ligegyldigt –; thi i saa fald har den fornærmede ret til at gjøre ham utlæg og afslaa bøderne.^[2] Ved denne undtagelse lider hovedsætningen, som man vil se, en betydelig indskrænkning, og den karakteriseres desuden tydeligt nok ved den samme indskrænkning som et bud, der blot med forbehold kunde opretholdes og følgelig ikke havde synderlig stærk rod i folkebevidstheden. Paa den anden side maa det bemærkes, at den række af rettebøder, hvori ogsaa denne er optagen, netop har til hensigt at gjenoprette indre orden i riget efter de langvarige borgerkrige, hvis forvildende indflydelse paa folkets sæder sagaerne bringe sørgelige vidnesbyrd om, og som derfor ogsaa kunde antages i dette punkt at have slappet udøvelsen af den ældre ret. Undersøge vi imidlertid denne, saa støde vi paa den bekjendte yttring i Gul. kap. 186, at ingen kan tage bøder mere end 3 gange, uden at hævne sig imellem. Vistnok er dette steds proverbielle karakter altfor udpræget til, at man tør tage det paa ordet; men der ligger dog den utvivlsomme forudsætning til grund, at man ikke var strengt forpligtet til at modtage de tilbudte bøder. Saavel det ældre som det yngre lovsted synes derfor at vidne om en vag ubestemthed i lovreglerne paa dette omraade, og maa det end indrømmes, at andre steder, der kunne anføres som i nogen mon bidragsydende til spørgsmaalets løsning^[3], nærmest synes at gaa ud fra den mening, at bøderne, naar de først tilbødes, ogsaa blev at modtage, saa tør man dog neppe paastaa andet og mere, end at dette var den sædelige og sociale opfatning, der i det store flertal af tilfælder befulgtes, men at der bag den alligevel altid laa en juridisk mulighed for at sige nei, hvilken i den praktiske almindelighed var for fjern til, at man tænkte synderlig paa den, men som under særegne omstændigheder ikke desto mindre kunde gjøre sig gjældende. Af saadanne omstændigheder nævner, som vi have seet, Fr.loven den, at gjerningsmanden i det hele taget er en ugjerningsmand, og hint ordsprog i Gul.loven, at den krænkede oftere har været udsat for slem medfart. Tilføies tør dog vistnok ogsaa gjerningens egen beskaffenhed, idet man f. ex. i drabssag vanskeligere lod sig stille tilfreds med bøder, end hvor kun talen var om saar osv., og i det hele gjælder det vel tillige, at jo længere man tænker sig tilbage i tiden, desto hyppigere gjordes der brug af denne haarde vægring.

Hvad dernæst angaar den i lovene fastsatte størrelse for bøderne, saa følger det af det nys sagte, at den mulighed, der forelaa til endog ganske at nægte deres modtagelse, med saa meget større lethed maatte kunne gjøre sig gjældende som en paastand paa rigeligere bøder, end almindeligt gaves. For drabssagers vedkommende finder en saadan ubestemthed ogsaa sit klare udtryk i lovene selv, idet mandeboden slet ikke opføres med nogen engang for alle fastsat størrelse, men forudsættes at kunne være af snart sagt et hvilketsomhelst beløb. Fr. 6–1 udtaler ogsaa ligefrem sin forargelse over, at de mænd, der sidde i domene og gjøre forlig, ikke ved bodens fastsættelse og fordeling følge sikkre regler, men snakke frem og tilbage, naturligvis for at faa parterne til gjensidig eftergivenhed.^[4] Hvad derimod andre misgjerninger angaar, give lovene overalt bestemte bødesatser, der kun derved afændres, at de tildels lyde forskjellig efter den krænkedes stand. Heraf at slutte, at det ikke i regelen ansaaes tilladeligt for sagsøgeren at kræve mere, er vistnok det ene rigtige; men neppe tør man gaa saa langt som til at paastaa, at ikke ogsaa denne sætning under særegne omstændigheder kunde vise sig afmægtig. Den praxis sees nemlig efterhaanden at have uddannet sig, at det ikke ansaaes for nok, at gjerningsmanden betalte boden, men han paalagdes tillige at sværge klageren en saakaldet jafnaðareiðr. Ifølge Bj. kap. 90 skulde denne gaa ud paa, at fornærmeren ikke paa grund af den fornærmedes villighed til at indgaa forlig ansaa ham for mindre mand end sig selv, men at han i lignende fald selv vilde have modtaget saadant forlig og saadanne bøder.^[5] Nu er imidlertid intet sikrere, end at der i lovenes straffesatser ikke tales det allermindste om denne ed, og at den altsaa var en ren privat opfindelse og forøgelse i fordringerne fra sagsøgerens side, der efterhaanden dog var naaet op til sædvansmæssig ret; men kunde fordringerne paa denne maade øges, var der ogsaa en mulighed for at gjøre det samme med hensyn til selve boden, og paa forudsætningen om en saadan mulighed er jo tillige eden selv og dens formular udtrykkelig bygget. Iøvrigt bortfaldt jafnaðareden ved Magnus Lagabøters landslov, og allerede i Jernsida erklærer denne konge, at en saadan ed, som man har indført i forligsbetingelserne, mere skylder fordringsfuldhed end lov og ret denne sin benyttelse.^[6][7]

Den vaghed, som saaledes maa ansees at have hersket paa det her omhandlede omraade, maatte nødvendigvis have indflydelse paa sættarstævnets virksomhed. Den blev en forligelseskommission, der ved at fire og hale sluttelig naaede saa langt, at den kunde afsige en kjendelse, hvori billigheden vel som oftest faldt sammen med retten, men dog vistnok ogsaa undertiden kjendelig fjernede sig derfra.

Med hensyn til stævnets indretning og fremgangsmaade er Fr. 10–28 af vigtighed. Den siger nemlig: „Hvor mænd lægge sine hænder sammen, og er der 6 mænd paa hver side, da skal det saaledes holdes, som domen dømte.“^[8] Heraf lære vi altsaa, at sættarstævnet ligesom skilardomen bestod af 12 mænd, opnævnte 6 af hver part, og at de stridende for stævnet rakte hinanden haanden til forlig; thi at der her er tale om sættardóm og ikke om skiladóm, sees af de foregaaende kap. 21 og 22, hvor udtrykket at „fæste sine hænder sammen og ere 6 mænd paa begge sider“ bruges i modsætning til skiladomen, der her i egentlig forstand benævnes „domen“. I overensstemmelse hermed kaldes sættarstævnet i Bj. kap. 104 12 manna dómr. Der kan imidlertid spørges, om forliget sluttedes før eller efter domsafsigelsen eller med andre ord, om det gik ud paa at underkaste sig sættarstævnets endnu ukjendte afgjørelse eller kun bestod i en tilkjendegivelse af, at man enedes paa det i dommen forslagsvis opstillede grundlag. Det rigtige er maaske, at nogen bestemt regel herom ikke heller har gjældt; men paa den anden side maa det dog anføres, at Haakon Haakonssøns saga kap. 52 indeholder et klart exempel paa, at forliget gik ud paa at rette sig efter den endnu ikke afgivne dom.^[9] I ethvert fald blev den sum, som man saaledes vedtog at betale, vitterlig gjæld, hvilket i Fr. 10–21 udtrykkeligt siges.

Af beretningen i den nævnte saga sees det ogsaa, hvad iøvrigt maa erkjendes at ligge i institutionens hele væsen, at det var en frivillig sag, afhængig af begge parters samstemmige ønske, at sagen blev bragt for en sættardóm. Da den imidlertid i lovene paa flere steder omtales, og som vi have seet, endog havde evne til at uddanne sig en praxis, maa den dog almindeligvis være bleven benyttet. Om dette er skeet i alle de sager, hvori den sagsøgte ved at betale bøder kunde fri sig fra den ellers truende utlegd, kan vistnok ikke sees; men da Haakon Haakonssøns saga endog lader sættardóm blive holdt for et simpelt saar, tilføiet paa kindet, og Gul. kap. 32, foruden udtrykkelig at nævne et par større misgjerninger, ogsaa forudsætter, at domen holdtes i andre sager, saa tør det formodes, at den er bleven brugt i dem alle.

Idet gjerningsmanden saaledes paa sin side lovede at betale bøderne, var det paa den anden klagerens pligt at tilsige ham trygd, d. e. endelig fred og sikkerhed. I modsætning til trygden kaldes den foreløbige fred, der af klageren meddeltes ham ved Overenskomsten om en saettardóms afholdelse, grid.^[10] Brud paa trygd eller grid var nidingsværk og straffedes med uafløselig utlegd. Fr. 5–9 viser, at saavel den foreløbige som den endelige fred i tilfælde af drabssag edelig tilsagdes af fire af den dræbtes fædrene- og fire af hans mødrenefrænder, hvilke derved forpligtede sin hele ætt. I andet fald var naturligvis den fornærmedes eget tilsagn tilstrækkeligt, hvad det nævnte lovsted iøvrigt udtrykkeligt tilføier. Brud paa forliget fra gjerningsmandens side medførte ifølge Magnus Erlingssøns retterbod i de særskildte nævnte grovere fald, at utlegden paany indtraadte; i de øvrige blev han brødig en 18 øres bod til modparten og en 15 marks bod til kongen, hvorhos dommen blev at holde som forud. Bj. kap. 104 nævner i modsætning hertil kun den 18 øres bod og lader den ikke tilkomme den private maalsmand alene, men deles halvt mellem denne paa den ene side og kongen og bymændene paa den anden. Magnus lagabøters love have atter Magnus Erlingssøns regel, kun med den sædvanlige nedsættelse i bødesatsen.

Ved Magnus lagabøters lovreform undergik den gjældende ret ogsaa med hensyn til sættardomen væsentlige ændringer. Allerede i begyndelsen af sin regjering drev denne konge igjennem, at private bøder i drabstilfælde ikke længere skulde betales af drabsmandens hele ætt til hele den dræbtes, men kun af drabsmanden selv til den nærmeste arving. Den vanskelige fordeling af det udredede gods mellem slægtningerne, hvilken hidtil, som Fr. 6–1 viser, ofte havde faldt sættardómsmændene saa surt at udføre, faldt derved bort, og det var maaske af hensyn til denne lettelse, at der tillige bestemtes, at dómsmændenes antal skulde nedsættes til sex. Deres adgang til ganske efter sagens omstændigheder at vælge den passende bødesum udtales ved denne leilighed udtrykkeligt, og alle hensyn til de gamle saktal afskaffes.^[11] Da det desuden, som allerede udhævet i slutningen af Haakon Haakonssøns regjering var bleven fastsat, at sagsøgeren i regelen var nødt til at give drabsmanden fred, naar han bød fulde bøder for sig, var domens stilling i virkeligheden bleven en anden: fra en forligsret var den bleven en uafhængig domstol. Efter disse forberedelser kunde derfor ved landsloven endelig det sidste skridt gjøres, der helt skulde bringe institutionen ind under tidens theorier om den dømmende magt: retten til at udnævne dómsmændene, der endnu i Jernsida siges at tilkomme parterne, fratoges nu disse og henlagdes til den kongelige embedsmand, den retsstyrende lagmand.^[12] Samtidig traadte domen ogsaa i en nærmere forbindelse med thinget og synes at være bleven holdt umiddelbart efter og i flugt med dette. Allerede i Jernsida findes der antydninger hertil, og i landsloven siges den udtrykkeligt at dømme paa thinget.^[13] At den dog fremdeles ogsaa kunde sættes, uden at noget thing holdtes, sees af landsl. 4–20, der tillader lagmanden at kalde parterne til sig, og paa dette stævne opnævne mændene. Det samme sted viser, at domen endnu ligesom efter Magnus Erlingssøns retterbod i sin kjendelse fastsatte terminen for bødernes betaling (salastefnur). Ogsaa deri viser endelig institutionens historiske sammenhæng med sættarstævnet sig, at det ikke lykkedes at gjøre den nye bestemmelse om sex mænd til sikker retspraxis. Paa mange steder synes man at have holdt fast ved det gamle tolvtal, og de forskjellige haandskrifter af lands- og byloven nævne om hverandre og uden nogensomhelst regelbundethed snart 6 mænd, snart 12 mænd; den store forordning af 1280 kræver 12 mænd ved større forbrydelser.

1. I lovene er ordet dómr det almindeligste, saaledes Fr. 6–1: þeir er i dómum sitja ok sáttmál gera. Bj. kap. 104 kalder stævnet 12 manna dómr, en benævnelse, der uagtet ogsaa passende paa skiladomen synes at have fæstnet sig til et teknisk udtryk for sættardomen. Samme betydning har vel ogsaa ordet nefndarstefna i Bj. kap. 23.
2. Fr. indl. kap. 6: En ef hann kemr bóðum fyrir sik með fullum vörðzlum, þá er hann friðheilagr, en hinn utlegr er siðan drepr hann. En þó at sá maðr komi i sættir, er of sinn vann á saklausum manni, ok vinnr hann enn slikt verk annat sinni, ok traustir svá fé sinu eða frændum sínum ok kemr hann enn bóðum fyrir sik, þá taki hinn þvi at eins sættir at hann vili er siðar var misgört við, þó at hann (den krænkede) sé friðheilagr við konung, ok bótamaðr þó at hann hefni sín, hvárt sem hinn daur eða lifnar. En öll önnur útbótaverk fari eptir þvi sem áðr er i lögum mælt.
3. F. ex. Gul. kap. 240, der siger, at et forligstilbud i drabssag kommer sent, naar det først sker efter et aars forløb, hvor forudsætningen altsaa er den, at eftermaalsmanden sidder og venter paa tilbud for at modtage det. Videre Fr. 4–22, der udtrykkelig siger, at „hvis han byder bøder, da helliger han sig, enten de tage mod dem eller ikke“, og 4–42, der om saare tilføielse kort og godt fastsætter: „da skal erlægges saarbøder og lægeløn og løgbaug til kongen og være han ilendr“, d. e. have han sin fred. Ligesaa utvivlsomt udtrykker sig Bj. § 44. Herimod staar dog atter Fr. 5–9: ef bœtr eru boðnar með vitni ok vill hinn við taka er hafa á, hvori fremdeles ligger, at han ogsaa kunde sige nei.
4. Fr. 6–1: Margir vita eigi hvat laga bót er, en þó at vissi, þá vilja nú fáir þvi una. En Frostaþings bók skiptir lagabót hverjum eptir sinum burð ok metorði en ekki hinum bótum er þeir ofsa og vansa er i dómum sitja ok sáttmál gera.
5. Bj. kap. 90: En hvervitna er maðr bœtir manni fullrétti, þá skall hann vinna honum jafnaðareið, at hann mundi slikt sáttmál ok slikar bœtr sér til handa taka af honum, ef hann ætti slikan hluta máls sem hann, ok væri þeir jafnir menn ok vildi hann sátt taka. En ef hann vill ekki þann eið vinna, þá er jafnt útlegr sem aðrir, þó at hann hafi fé bœtt. Jfr. kap. 32.
6. Jerns. kap. 49.
7. Se om disse spørgsmaal v. Amira p. a. s. p. 48 flg. og Konrad Maurer i Kritische Vierteljahrschrift, 16de bind p. 83 flg. Begge disse forfattere finde det for den tid, som de skrevne love tilhøre, utvivlsomt, at den krænkede ingen ret havde til at nægte modtagelsen med den virkning, at forbryderen blev utlæg. Derimod mener Maurer mod v. Amira, at den ældre tid har kjendt en saadan ret, og jeg slutter mig forsaavidt ganske til hans udtalelser; thi det er netop lævningerne af den ældre tids opfatning, jeg ovenfor har søgt at paavise bag lovens modsatte, en senere periode tilhørende forudsætninger, der endnu kun havde naaet frem til social, men ei til fuld juridisk gyldighed. Se. Fr. Brandt, Brudstykker af Forelæsninger over den norske Retshistorie § 53, hvis opfattelse jeg tiltræder.
8. Paa oldnorsk: Hvar er menn leggja hendr sinar saman, ok eru .vi. menn af hvárstveggja hendi, þá skal allt svá halda sem dómr dœmdi. Man har troet at burde oversætte det sidste led „som om domen dømte“; men det indsees ikke, at dertil foreligger fuld foranledning. Beretningen i Haakon Haakonssøn saga kap. 52 viser, at der ved saadan anledning baade sluttedes forlig og afsagdes dom.
9. Medens kong Haakon og Skule af Rein 1218 opholdt sig i Oslo, opkom der en aften slagsmaal mellem begges hird. Kongens morbroder Gunnolf hug næsten haanden af en af jarlens bedste mænd ved navn Eilif, og i forbittrelse herover saarede Skule selv den anseede Vegard af Veradal, kongens tro mand. Om forfølgelsen af disse sager beretter nu kap. 52: „Om morgenen, da formesserne vare sungne, gik kongen til Eilif og bød ham beder for Gunnolf. Eilif svarede vel og tilsagde grid, indtil det viste sig, hvorledes det gik med hans saar. Kongen lod da blaase hirdstævne og bar denne sag (nemlig om hele slagsmaalet), frem der. Der vare helt ulige meninger. Da stod Vegard af Veradal op og for- talte hirden om den overlast, han sagesløs havde lidt, men sagde dog, at han ikke vilde paatale den, om der blev gjort ham hæderligt forligstilbud. Lendermændene og hirdmændene svarede, at de ingenlunde vilde lade det gaa dermed. Enden blev, at jarlen indlod sagen til gode mænds dom, og disse dømte ham til at betale Vegard bøder og sværge ham ed.“ Her var der altsaa to sager at paatale. I den ene tilbyder kongen paa sin slægtnings vegne bøder, og den fornærmede svarer vel, hvori ligger, at han ikke var nødt til at modtage tilbudet, og tilsiger foreløbig grid; thi bødernes størrelse maatte rette sig efter den skade, som saaret viste sig at ville medføre. I den anden sag erklærer den fornærmede, at han ikke vil gjøre paatale, hvis han modtog godt forligstilbud, hvori ligeledes ligger, at han ikke var nødt til at afstaa fra paatale, om han modtog tilbud. Gjerningsmanden indlader sagen til gode mænds dom (sættardóm), men det er af Vegards ord klart, at han ikke havde været forpligtet til at vedtage disses afgjørelse; idet han imidlertid intet derimod indvender, afsige mændene sin dom.
10. Den os bevarede begyndelse til Gul. kap. 320 (det sidste kapitel i hovedafskriften) giver indledningen til den ved trygdens meddelelse brugelige formel. Da denne indledning ord til andet stemmer med indledningen til den formel for trygðarmál, der findes optaget i den islandske graagaas, Finssøns udgave, kap. 115, tør det sluttes, at den islandske formel omtrent har været ligelydende med den norske. Men i saa fald er der ingen grund til at tro, at ikke ogsaa formelen for den foreløbige grið (Graagaas kap. 114) har været fælles. Jeg meddeler derfor en oversættelse af begge disse islandske formler, saameget mere, som de give et godt indblik i tidens karakteristiske retssprog. Formelen for grið lyder saaledes: Alle vide hændelserne om uenigheden mellem N. N. og N. N. Men nu ere deres venner komne til og ville forlige dem. Nu giver N. N. N. N. grid til deres sættarstefna, som de have fastsat for sig og sin arving og alle de mænd, som han har at give grid for. Men N. N. tager grid af N. N. sig til haande og sin arving og alle de mænd, som han skal tage grid til haande. Men nu er Gud selv først af dem, han er den bedste, og alle hellige mænd og al helligdom, paven i Rom og patriarken, vor konge og vore biskopper og alle boglærde mænd og alt kristent folk. – – Derpaa skal den mand, der fremsiger gridsformelen, nævne to vidner eller flere til det vidnesbyrd, at denne grid, som nu er nævnt, skal være fuld og fast mellem alle de mænd, som her komme til denne sammenkomst, eg saalænge mænd ere her i dette møde, og indtil hver mand kommer hjem til sit hjem, og omend oftere bliver lagt møder i deres sag, da skal dog griden holdes, indtil deres sag har faaet den udgang, som er dem den bedste. Nu holder jorden griden oppe, men himmelen vogter den foroven, og det store hav udenfor, hvilket ligger om alle de lande, som vi have tidende om. Trives den mand intetsteds, som bryder denne grid, som jeg her har nævnt, og binder han sig saa tung en byrde, at han aldrig kommer undan, men det er Gud Herrens vrede og gridsbryders navn. Men alle de mænd have Guds miskund, som holde griden vel, og alle helliges forbønner hos den almægtige Gud til alt, hvad de behøve; være Gud dem huld, som holde griden, men dem gram, som bryde griden. Maatte I have sat griden til eders held! – Formelen for trygd: Sager vare der mellem N. N. og N. N.; men nu ere de forligte og bødede med gods, som de skjønnende skjønnede, og de tællende talte, og domen dømte, og de modtagende modtog og bar derfra med fuldt gods og fremkomne penge, givne i deres haand, der skulde have dem. I skulle være forligte mænd og enige ved drik og ved spise, paa thing og paa folkemøde, ved kirkegang og i kongens hus, og hvorsomhelst mænd komme sammen, da skulle I være saa velforligte, som om dette aldrig var hændet mellem eder. I skulle dele kniv og kjødstykke og alle ting eder imellem som frænder og ikke som fiender. Hvis sager siden opstaa mellem eder, andet end det, som vel er, derfor skal gods bødes, og ikke spydet rødes. Men den af eder, der bryder gjort forlig, eller dræber mod given trygd, da skal han jages saa vide, som mænd vides at jage ulvene, kristne mænd søge kirker, hedenske mænd blote i tempel, ilden brænder opad, jorden grønnes, græsset gror, søn kalder paa moder, og moder føder søn, mennesker tænde ild, skibet skrider, skjolde blinke, solen skinner, sneen ligger, finnen skrider, furu voxer, falken flyver den foraarslange dag, saa vide som bør staar bent under begge hans vænger, himmelen hvælver sig, verden er bebygget, vinder tuder, vande falde til søen, karle saa korn; han skal fjerne sig fra kirker og kristne mænd, Guds hus og menneskers, fra hvert et hjem uden helvede. Nu holde begge paa samme bog, men der ligger nu det gods paa bogen, som N. N. bøder for sig og sin arving, født eller ufødt, avlet eller ikke avlet, nævnt eller unævnt N. N. tager trygd, men N. N. giver evindelig trygd, som altid skal holdes, medens der er muld, og mænd leve. Nu ere de N. N. og N. N. forligte og enige, hvor de træffes paa land eller i havneleie, paa skib eller paa ski, paa havet eller paa hestens ryg, skifte sig imellem aarer og øsekar, telter og tiljer, hvis behov gjøres; ligesaa forligt skal den ene være med den anden som fader med sin søn eller søn med fader i al samfærdsel. Nu lægge de sine hænder sammen N. N. og N. N.; holder trygden efter Kristi villie og alle de mænds, som nu hørte trygdarmaalet; have den Guds huld, som holder trygden, men den hans vrede, som bryder ret trygd; maatte I have sluttet forlig til eders held, men være vi vidner, som tilstede ere. – Som man vil se nævnes kongen i begge formler og i den ene i en forbindelse, der neppe er ganske ung; dette bestyrker antagelsen af formlernes norske oprindelse. Ikke vilde det vel heller være faldet en Islænding ind at bruge en for ham saa fjerntligggnde lignelse som den, der indeholdes i verset: finnen skrider, furu voxer.
11. Jerns. kap. 42, der udtrykkelig betegnes som en under Magnus vedtagen retterbod: En af fé veganda dœmi .vi. skilrikir menn, lögliga tilnefndir, slika gerð eptir lagaskilorði sem þeir sjá rettligast fyrir guði ok málavextir eru til, erfingjum hins dauða einum. En allar aðrar frændbœtr ok saktal skal falla niðr.
12. Jerns. kap. 38 jævnført med landsl. 4–5 o. m. fl.
13. Jerns. kap. 38, 47 i. f.; landsl. 4–17.