Grundtrækkene i den ældste norske proces/3

Ebbe Hertzberg

Grundtrækkene i den ældste norske proces

A.W. Brøgger, 1874 (s. 79-108).

Af det foregaaende vil det være fremgaaet, at saavel skirskotningen under opnævnte vidner som behandlingen ved skiladóm gjorde det faktiske grundlag for en retstvist utvivlsomt og klart eller, som det er bleven valgt at kalde det, vitterligt. Derfor stiller ogsaa Fr. 10–19 o. flg. gjæld, som (skirskotnings-)vidner vide, og gjæld, som domen dømte, ganske jævnsides som vita fé.^[1] Efter at have omhandlet de to maader, hvorpaa vitterligheden saaledes kom istand, bliver her stedet til nøiere at undersøge dens retslige virkning.

Først spørges da, om den forskjellige tilblivelse ikke ogsaa havde indflydelse paa vitterligheden selv, saa at denne ikke var ganske den samme ting, naar den skirskotedes under opnævnte vidner, som naar den skyldtes skiladómskjendelse, og om navnlig ikke den sidstes afgjørelse af det tilhørende retsspørgsmaal gjorde sagen ikke alene faktisk, men ogsaa retslig utvivlsom. Hertil er følgende at bemærke: Naar gode mænd ved skirskotning opfordredes til at være iagttagere af en handling eller begivenhed, saa var det ikke denne kjendsgjerning i og for sig, som skirskotedes under dem, men kjendsgjerningen som retsstiftende udgangspunkt for paastande. Kom de da senere til at afgive vidnesbyrd i den sag, indskrænkede dette sig ikke til en blot og bar fremstilling af, hvorledes det ved hin leilighed var gaaet til; men det vitterlige faktum, hvorom de gav oplysning, blev dette, at der var bleven stiftet en rettighed af en vis art.^[2] Allerede i vitterligheden, saaledes som den ved skirskotningsvidnerne kunde skabes, laa der altsaa et stærkt fremtrædende retsligt moment.^[3] Paa den anden side hindrede dette ikke en domstol i selvstændig lovanvendelse; thi spørgsmaalet om, hvilket indhold en saadan rettighed ifølge lov og retssædvane skulde ansees at have, eller hvilke følger, der i det foreliggende tilfælde flød af dens stiftelse, aabnede fremdeles mulighed for tvivl og tvist. Men det er klart, at begreber som rettighed og rettighedens indhold i hine tider, om de end i deres yderpunkter kunde adskilles, dog i virkeligheden stadig maatte løbe over i hinanden, og at navnlig vidnerne maatte blive tilbøielige til at udtale sig om begge dele, hvorved det vitterlige endnu mere opblandedes med det retsgyldige. Og i saa henseende stod erfaringsvidnerne paa endnu usikkrere grund, idet deres vidnegjenstand allerede i sig selv indbød til at udviske forskjellen mellem hvad de vidste, og hvad de mente. Selv om derfor domen fandt leilighed til at benytte en af vidnerne ikke allerede paapeget lovanvendelse, saa kunde dette ikke paafalde som noget fra vidneudsagnet væsentlig uensartet; det var kun en stærkere fremhævelse og præcision af det retslige moment. Men ligesom vidneudsagnet paa denne maade i indre værd og retslig virkning rykkede domskjendelsen meget nær,^[4] saaledes bragte den form, hvorunder man under en fortsat strid gjorde kjendelsen gjældende, denne atter, omend saa at sige fra modsat side, i forbindelse med skirskotningsinstitutionen. Det var jo nemlig gjennem de ovennævnte dómsuppsøguváttar, altsaa gjennem skirskotningsvidner, at domens udslag selv blev vitterligt og brugbart. Seet fra dette punkt maatte den rettighed, som i kjendelsen erklæredes at tilkomme nævnt mand, klarlig indtage ganske den samme stilling ligeoverfor en kommende retstvist, som den rettighed, hvis stiftelse skirskotedes under kontraktsvidner. Som udgaaende fra en forud dreven strid kunde den være nøiagtigere bestemt og klarere udtalt end denne, og derfor i ringere grad indbydende til fortsat uenighed; men ingen afgjørelse er sikker mod at betragtes med forskjellige øine, og opstod der tvist, havde kjendelsens ihændehaver at fremføre sine dómsuppsøguváttar til bevis for sin derved erhvervede ret, ganske paa samme maade, som den, hvis ret fra først af var gjort vitterlig, fremførte de vidner, hvorunder den i sin tilblivelse var bleven skirskotet. Kommer altsaa den formelle ligestillethed^[4] til den ovenfor gjorte betragtning af vidneudsagnets stærkt fremtrædende retslige moment, ogsaa hvor det aflagdes af andre end dómsuppsøguváttar, saa tro vi os fuldt berettigede til kun at tale om ét slags vitterlighed i den gamle proces, hvad øiensynlig ogsaa stemmer med kildernes egen anskuelse.

Derimod laa det i vitterlighedens begreb, at man ikke kunde tænke paa at faa en dóms kjendelse omstyrtet ved noget slags appel til en høiere ret^[5]; det faktum, at domen havde tildømt vedkommende en rettighed, lod sig ligesaa lidt bringe ud af verden som det, at en mand ved en for vidner indgaaet kontrakt havde indrømmet en anden visse rettigheder. Som i enhver vitterlig sag kunde tvist desangaaende blot reises, enten fordi rettighedens indhold var underkastet tvivl, eller fordi den dømte ligeud vægrede sig ved et efterkomme domen. Til den rettergangsmaade, som derved blev at anvende, gaa vi nu over; for at vinde fuld klarhed bliver det imidlertid nødvendigt enkeltvis at gjennemgaa de angjældende lovtexter.^[6]

Udgangspunktet danner Gul. kap 35, der, forsaavidt den her vedkommer os, lyder saaledes: „Hvis en Mand har gods tilgode hos en anden, hvilket vidner vide, da skal han stævne ham hjem til krav og til vidneudsagn, bonde i sit høisæde, men drengkarl til sin arving, med saa kort varsel, som han vil, inden 14 dage i det længste. Nu skal han saa sige, at han skal være hjemme, naar han kommer der. Hele dagen kan bruges til stævne mellem dem, enten han kommer tidlig paa dagen eller senere, i lyse og uden at skjule sig; da skal han der strax lade bære hjemstævningsvidnesbyrd, men derpaa skal han føre vidner til saa meget gods, som han har tilgode hos ham. Men hvis han da ikke vil betale, da skal han kræve ham og erklære ham skyldig i ran, med mindre han da betaler ham. Nu hvis han svarer: jeg kjender ikke loven, men jeg retter mig efter, hvad thingmændene kalde lov, da maa han stævne ham til things“. – Herpaa følge nogle bestemmelser om at skyde fra det ene thing til det andet. – „Men hvis han ikke bød thingmændenes dom for kravet, da bliver han brødig en baug til kongen, men for hin øges hans gods til det dobbelte.^[7] Men hvis en mand skyder sin sag til thingmændenes dom, da bringer han dermed sagen til at bortfalde; da skal han paa thinget lede sine vidner, at han har søgt det gods efter loven (osv. om thingsagen)“.

Man ser altsaa heraf, at søgsmaalsmaaden i vitterlig sag var væsentlig kortere end i uvitterlig, men at ogsaa den maatte begynde med hjemstævning. Ved det derpaa følgende møde paa indstævntes gaard fremsatte sagsøgeren sin fordring, hvilken i modsætning til kvaða i uvitterlig sag her kaldes kraf, krav. Saavidt er alt klart; men hvad videre fulgte, er gjenstand for meningsforskjel. Man har nemlig villet forstaa de anførte bestemmelser paa følgende maade: Indstævnte kunde enten svare, at han ikke kjendte loven; i saa fald var hans opførsel ikke ran, naar han henskjød sagen til thingmændenes dom. Eller han kunde simpelt hen svare, at han ikke betalte; i saa fald var hans opførsel ran, og han blev brødig en baug til kongen. Men desuden kunde sagsøgeren selv („hvis en mand skyder sin sag etc.“) ved kravet eller umiddelbart ved hjemstævningen skyde sagen til thinget; i saa fald bragte han ogsaa baugen til at falde bort, men for sig selv paaskyndede han sagen, og hvis han ikke var ganske sikker paa sine vidners godhed, kunde han tillige maaske undgaa den fare, at modparten tilbød ed, idet det altid var et forsøg værdt, om ikke thingmændene dog kunde ville tage hans vidner for gode. Hermed, har man sagt, var i princippet den nyere rettergangsmaade med bedømmelse af vidneudsagnenes indre vægt fuldstændig indført, og det stod kun tilbage efterhaanden mere og mere at benytte den, indtil den tilsidst blev eneraadende. Men denne opfattelse synes ikke forenelig hverken med lovens ord eller med andre gjældende rettergangsbud. Vistnok er det ofte usikkert, hvilket subjekt der skal underlægges lovtexternes „han“ eller „en mand“; men i det nys anførte stykke synes dog de tilhørende sætninger at vise, at „en mand“ i sætningen: „hvis en mand skyder etc.“ maa gaa paa sagvolderen og ikke paa sagsøgeren. Først siges jo sagvolderen at blive brødig en baug, hvis han ikke bød thingmænds dom for kravet; i den næste sætning er der atter tale om thingmænds dom, men nu for det modsatte tilfælde, at sagen underkastes deres afgjørelse. Det ene rimelige er da, at tage disse to sætninger, som gjensidigt udfyldende hinanden, idet de behandle hver sin mulighed i indstævntes opførsel, først at han ikke skyder til things, og dernæst, at han skyder til things. At det følgende „han“ derimod maa gaa paa sagsøgeren, kan ikke anføres som grund til allerede ved „en mand“ at bytte subjekt; thi intet er almindeligere i de gamle lovtexter, end at „han“ i bisætningen betyder noget andet end i hovedsætningen, og i dette tilfælde maa jo subjektsvexlingen paa et af stederne alligevel indtræde, hvorfor de stilistiske hensyn ikke komme til sin bedste ret, hvorledes man end vil læse sætningen. Maaske kan en indvending mod vor tolkning ogsaa tænkes hentet derfra, at lovstedet allerede ovenfor har talt om det tilfælde, at sagsøgte fæster thingmændenes dom. Men paa hint sted tales der ikke om, hvorledes det gik med bøderne, og selv om man maa indrømme, at kapitlets redaktion ikke er den bedste, men lider af en vis gjentagelse, saa er dette en feil, der langtfra var de gamle lovskrivere fremmed, og som i nærværende tilfælde tillige kan undskyldes med, at koncipisten i kapitlets første del havde forviklet sig ind i bestemmelserne om thingskot, saa at han var nødt til atter at gaa tilbage til det første thing for dog ogsaa at medtage det hyppigste tilfælde, at der herskede enighed og intet thingskot var fornødent. Endelig kan det heller ikke erkjendes, at den bestridte tydning lader sig forene med, hvad vi forøvrigt faa at vide om rettergangsreglerne. At sagen allerede ved hjemstævningen skulde kunne være kommet saa langt som til thingstævning, er saaledes en umulighed af den grund, at den sagsøgte ved hjemstævningen slet ikke behøvede at svare nogen ting, men havde betænkningstid indtil kravsdagen. Klageren kunde derfor ikke endnu vide, hvorvidt noget søgsmaal overhovedet blev nødvendigt eller ikke. Ligesaa lidt kunde han efterkomme lovens ord, paa thinget at føre sine vidner for, at han lovligen havde søgt sit gods, naar det først skulde være paa thinget, at spørgsmaalet begyndte.

Den os her vedkommende del af Gul. kap. 35 bør derfor vistnok fortolkes som følger: Enten vægrede indstævnte sig ved kravet ligefrem ved at rette for sig; i saa fald var hans opførsel ran, og han dømtes af thinget saavel til erlæggelse af dobbelt betaling som til en baugs bod til kongen. Eller han undskyldte sig med sin ukyndighed i loven og skjød selv sagen til things; i saa fald svarede han ingen bøder til kongen, hvilket vil sige, at hans opførsel ikke ansaaes som ran og følgelig heller ikke nødte ham til dobbelt betaling. Med andre ord, der gjorde sig her den samme anskuelse gjældende som ved kvaða i ikke vitterlig sag, hvorved den sagvolder, som skjød sagen til dóm, handlede lovligen, den, der simpelt hen svarede nei, handlede ulovligen, og fordringen mod ham ansaaes for vitterlig og bevist.

Heller ikke denne tydning tillader imidlertid at anse samtlige dens dele for oprindelig ret. Det paafalder tværtimod, at der ligger en overraskende klarhed over forskjellen mellem faktum og lov til grund for det svar, der lægges sagvolderen i munden, at han ikke forstod loven. Han indvender intet mod vidnernes fremstilling, men finder dog retsspørgsmaalet tvivlsomt. Nu have vi vistnok ovenfor søgt at vise, at domstolenes virksomhed ikke indskrænkede sig alene til en anerkjendelse af vidnerne, men bestod i at anvende loven paa det foreliggende fald; men vi have ogsaa gjort gjældende, at denne forskjel ingenlunde for de gamle forelaa klar og tydelig skjærpet, og se vi hen til de utallige steder, hvor kilderne ligefrem synes at forudsætte, at det at nyde sine vidner og faa dem anerkjendte, var det samme som at vinde sagen, kunne vi ikke værge os mod det indtryk, at lovanvendelsen i sin praktiske almindelighed oprindelig kun har indtaget en meget underordnet stilling, og at det var den fremadskridende retsudvikling forbeholdt at hæve den til større selvstændighed. Foreløbig se vi derfor bort fra den i Gul. kap. 35 meddelte tilladelse for sagvolderen at skyde sagen til things, og holde os til det andet tilfælde, at hans vægring ved at betale vitterlig gjæld var ran.

Tilsvarende til det nævnte kapitel i Gul.loven er begyndelsen af Fr. 10–24: „Saa skal man søge vitterligt gods som al gjæld, kræve tre gange, og dog er det nok, at det sker én gang, og erklære ran, hvis der holdes paa det, og stævne ham til things, med mindre hin, som har forsvaret, stævner þrinætting inden fimten. Men hvis de der forliges, er det vel; men ellers stævne sagsøgeren ham thing.“ Paa thinget dømmes skyldneren derpaa til en bod paa tre mark til kongen. Forstaaelsen af dette sted beror især paa, hvad man skal antage, at þrinætting er for noget. Man har villet sætte ordet i forbindelse med Gul.lovens nys anførte bestemmelse om, at sagsøgte kunde undskylde sig med lovukyndighed og skyde sagen til things, og har derfor forklaret þrinætting som et thing med kun tre nætters varsel, for hvilket sagvolderen kunde anlægge liberatorisk søgsmaal. En sammenligning med det tilsvarende kap. 158 i Bjarkøretten viser imidlertid, at her ikke er tale om noget thing; medens nemlig begge steder forøvrigt ere ligelydende, følgelig øste af samme kilde og omhandlende samme spørgsmaal, har sætningen i byloven følgende udvidelse: „– stævne ham thing, med mindre den, som har forsvaret, lægger stævne, þrinætting inden fimten, og hvis de der blive enige, er det vel.“ Her synes det at være klart, at udtrykket at lægge stævne betyder det samme, som Gul. kap. kalder at gjøre stævne til, d. e. at bestemme en dag, da betaling skal ske. At dette ogsaa virkelig er meningen, bestyrkes derved, at hensigten med stævnen siges at være den, at parterne skulde blive enige, hvilket ikke ganske godt kan siges om thinget, der dømte, men saa meget mere om det opgjør, der skede ved betalingen. Utvivlsom bliver denne fortolkning ved en sammenligning med Fr. indl. kap. 15, hvor et „stefnulag“, betalingsstævne, udtrykkelig modsættes thinget og tillige betegnes som en i Thrøndelagen fast institution.^[8] Forstaaes Fr. 10–24 i overensstemmelse hermed, findes der i denne lovbog intet sidestykke til Gul.lovens bestemmelse om ukyndighed i loven som undskyldningsgrund for ikke strax at betale. Ogsaa i to andre punkter skiller Fr. 10–24 sig, som man vil se, fra Gul. kap. 35; dels rammer her den større ransbod paa 3 mark den, der med uret vægrer sig ved at betale, medens det hist er den mindre (en baug er i Gul. kap. 35 lig 12 øre eller 1½ mark), og dels tales der ikke udtrykkelig noget om, at gjælden fordobledes.

For de oprindelig ikke vitterlige sager, der henimod lovperiodens slutning blev stillet lige med vitterlige, idet forskjellen mellem erfaringsvidner og skirskotningsvidner i formel henseende bortfaldt, beskriver Fr. 10–24 2den del, 1ste led søgsmaalet saaledes, at sagsøgeren skulde „kræve og erklære ran; men hvis han holder paa godset, stævne ham til things“. Ved exekutionen udtoges derpaa til kongen en ransbaug, hvormed her maa forstaaes en baug paa 3 mark, og til sagsøgeren gjældens dobbelte beløb.

En nyere bestemmelse om det vitterlige søgsmaal indeholder Fr. indl. kap. 15: „Hvis en mand har gods tilgode hos en anden, da kjære han med vidner, kræve af ham, at han lægger stævne (til betaling); men hvis han nægter, da stævne han ham thing.^[8]“ Ved exekutionen tages ogsaa her dobbelt saa meget.

Endelig mærkes Jerns. kap. 113: „Hvis en mand har gods tilgode hos en anden, som vidner vide, eller som er erkjendt, da skal den, der har at hente gjælden, kræve sit gods med to vidner, hvorsomhelst han træffer den, der har at betale, og gjøre ham halv maaneds stævne; men hvis det ikke betales paa det stævne, da skal sagsøgeren stævne ham thing.“ Om exekutionen heder det: „Kongens ombudsmand er skyldig at fare til og erhverver derved kongen en baug tilhaande; men hvis han ikke vil fare til, da bringer han derved baugen til at bortfalde.“

En anden gjenstand for vitterligt søgsmaal nævner Gul. kap. 70, der handler om arbeidsfolk: „Hvis en bonde ikke vil holde aftalen med sin arbeidsmand og viser ham ud af tjenesten, da skal han med to vidner kræve ophold og tilbyde sit arbeide saaledes, som de blev enige om. Hvis nu bonden ikke vil det, da er han brødig 12 øre, men hin have sin løn og erstatning for den kost, som ikke er nydt. Hvis nu arbeidsmanden ikke vil holde aftalen med bonden, da skal han kræve af ham saadant arbeide, som han haandsalede ham, og med vidner tilbyde ham ophold; men hvis han ikke vil, da er han brødig 12 øre.“ Om det samme siger Fr. 10–10: „Hvis arbeidsmand gaar ud af sin tjeneste, da betale han saa meget gods til den, der leiede ham, som han var fæstet,“ hvorpaa der videre bestemmes, at der i tilfælde af udeblivende betaling ved den endelige exekution skal tages dobbelt saameget.

Om søgsmaal til gods, der under ens umyndighed af formynderen er bleven afhændet til trediemand, siger Fr. 9–23: „Da skal han sit tage der, hvor han ser det. Men hvis han vil holde paa det, da skirskote han ham ran paa hænde og stævne ham hjem til thingstævning og til thing siden for ranet.“ Og nedenfor om søgsmaal mod formynderen selv: „Da kræve den umyndige sit gods og erklære ham skyldig i ran“, hvorpaa der ved exekutionen udtages saavel den dobbelte fordring som tre mark til kongen.

Var gods taksat, d. e. stillet som sikkerhed for retslig fordring, og eieren ikke desto mindre afhændede det til trediemand, „da“, siger Bj. kap. 98, „søge sagsøgeren det gods med krav“. Bliver exekutionen nødvendig, skal foruden boden til kongen og gjælden ogsaa udtages dennes beløb endnu engang, „og have det bønderne“.^[9]

Bestod den forpligtende handling i et under vidner skirskotet delikt, gjøres de samme sætninger gjældende. Om áfang, d. e. ulovlig benyttelse af andens løsøre, heder det i Gul. kap. 92, at det er vel, om den skyldige betaler aafangsbod ved kravet. „Men vil han ikke, øges den til det dobbelte, og kongen tilfalder der en baug.“ Om landnam, d. e. ulovlig benyttelse af andens jord, siger Gul. kap. 91: „Nu hvis han har vidner til, da skal han stævne ham hjem, – hele dagen kan bruges til stævne, – og søge det landnam som andet vitterligt gods.“^[10] Videre Fr. 10–1 om selvtægt: „Hvis der bliver taget, da skal hin fare efter, som eier de ting, med vidner og kræve sit. Men hvis han holder paa det og ikke lader det løst, da foreligger der ran“, – og Fr. 5–13 om at tilbagefordre af aarmanden, hvad han urettelig havde taget i besiddelse i kongens navn: „Hvis aarmanden ikke vil give slip derpaa, da skulle de kræve godset, og hvis han da ikke lader det løs“, sker exekution, hvorved tages dobbelt saameget, som vidnesbyrdene udsagde, „have han sit, men bønderne det, som er mere.“ Mest betegnende er dog Bj. kap. 44, der handler om voldsomt ran (haandran, fordi gjenstanden tænktes revet ud af den retmæssige besidders haand): „Hvis en mand raner en anden med haandran, og denne skirskoter, da betale hin 3 mærker til kongen og bymændene. Det heder haandran, hvis han tager ham det ud af haanden. Men hvis han nu gaar, da skal han gaa efter ham med husfaste mænd som vidner og erklære ham skyldig ransbod og kongens ret. Men hvis han ikke vil give ham sin eiendomsgjenstand i hænde, da er han brødig andre 3 mark“, hvorpaa han bliver at dømme for to gange forøvet ran. – Ogsaa det følgende kapitel indeholder exempel paa, at vægring af at udlevere en ranet gjenstand atter var ran.

Er sagen fra først af ikke vitterlig, men den sagsøgte vægrer sig ved at fæste dóm eller i den senere tid ed, erklærer Gul. kap. 37 ældre red. ham brødig 18 øre til kongen, hvorhos der om exekutionen siges, at man skal „tage af ham 18 øre kongen til haande, men ham (sagsøgeren) dobbelt saameget, som han havde tilgode hos ham.“ Den yngre redaktion siger om det samme: „Hvis han ikke vil gjøre nogen af delene (betale eller fæste ed), da sander han sig gjælden paa hænde; da skal sagsøgeren skirskote det under vidner og stævne ham til things for ran.“ De 18 øres bod rettes her til 12 øre, og om exekutionen heder det, at man skal tage dobbelt saa meget af ham, som han havde tilgode hos ham.“ Tilsvarende hertil er Fr. 10–24–2–2, hvor det forudsættes, at indstævnte har valget mellem at betale og at fæste ed. Sker intet af dette, tages der ved exekutionen dobbelt saameget. Som exempel paa behandlingen af en ved delikt opstaaet ikke vitterlig fordring, kan nævnes Fr. 13–11 om landnam. Der forudsættes her, at forbud var nedlagt, hvorfor den skyldige ved selve overtrædelsen ikke alene forbrød landnams-, men ogsaa ransbod, hvorhos han havde at erstatte den gjorte skade. Vil han nu hverken fæste gods eller ed, skal man ved exekutionen „tage saameget gods, som han er brødig, og endnu ligesaa meget desuden, og have bønderne eden (hafi bœndr eið)“. – Om fordring paa erstatning for tilføiet skade paa kvæg bestemmer ligeledes Fr. 10–24–3, at hvis skyldneren hverken vilde bøde eller fæste ed, skal der ved exekutionen tages dobbelt saameget.

Vi have opført denne række af lovtexter for ved hjælp af den ene at kunne belyse den anden. Som man vil have seet, siger en stor del af dem udtrykkeligt, at vægring ved at betale vitterlig gjæld var ran og bevirkede forbrydelse af en ransbod til kongen. Hvad der imidlertid for en del fordunkler klarheden af den heri begrundede slutning, er den omstændighed, at en anden flerhed af lovstederne slet ikke ved kravet nævner noget om ran og ransbod, men dels derom forholde sig ganske tause, dels først ved exekutionen efter thingsdoms afsigelse lader en ransbod blive indkrævet, ja Jerns. kap. 113, der i dette punkt ikke engang er ganske enestaaende,^[11] synes ved at gjøre baugens udredelse til kongen afhængig af den kongelige ombudsmands nærværelse ved exekutionen endog at ville have den betragtet som en sportel uden nogen forbindelse med den dømtes forhold ved kravet. Veies imidlertid hin række af udtrykkelige, af hinanden uafhængige, i forskjellige love og for forskjellige tilfælder afgivne vidnesbyrd, ifølge hvilke det var nægtelsen af ved kravet at rette for sig, der konstituerede ransforbrydelsen og betingede ransboden, og erindres paa den anden side den saare hullede og mangelfulde maade, hvorpaa vore lovtexter ere blevne nedskrevne, hvilken kun altfor vel tillader os paa de øvrige steder at forudsætte en skjødesløs affattelse, der først ved den endelige exekution har husket paa den allerede ved kravet forfaldne bod eller endog rent har glemt at omtale den, saa tør det neppe forblive tvivlsomt, at vægring af at betale vitterlig gjæld efter den oldnorske betragtningsmaade var strafbar forbrydelse, var ran. Hine bestemmelser (i Jerns. kap. 113 o. fl.), hvorefter den kongelige ombudsmand ved sin hjælp under exekutionen erhvervede kongen en ransbaug, kan derimod i det mindste oprindelig kun have været ment negativt: hvis han ikke indfandt sig, fik kongen ikke den ham ved kravet forbrudte bod; thi der var ingen tilstede, som kunde opkræve den. Saaledes udtrykkes det ogsaa ligefrem i Gul. kap. 35: Men hvis aarmanden ikke vil fare til, da taber han det, som ligger ved (þá er han af þvi er við liggr).

Den os her vedkommende ransbod var i Gulathingslagen 12 øre, d. e. 1½ mark, i Frostathingslagen 3 mark. Begge summer betegnes undertiden med det før pengeudmyntningen opstaaede udtryk baug eller ransbaug. En baug (ring) kunde naturligvis i sig selv være af hvilkensomhelst størrelse; men man har, som det synes, valgt at give dem visse efter mark- og øreberegningen afpassede værdier. For at vægre sig ved som svar paa kvaða enten at fæste gods eller dóm, var deti Gulathingslagen dog sat en bod af 18 øre, som først ved Magnus Erlingssøns ændringer nedsloges til 12 øre.^[12]

Som en forbrydelse, rettet mod private, maatte man vente, at det ved ulovlig vægring i vitterlig sag begaaede ran ikke alene var belagt med ransbod til kongen, men med en lignende ogsaa til den private sagsøger. Herved gjentager sig imidlertid de vanskeligheder, som vi netop ved ransboden have omtalt. Som man vil have seet, sige nemlig Gul. kap. 35 og 92, at vægringen foruden ransbod til kongen tillige bevirkede, at fordringen voxte til til det dobbelte beløb; en række andre steder nævne derimod ogsaa denne udgift først ved exekutionen, og en del omtale den slet ikke. Da det imidlertid vilde stride mod alt, hvad vi kunne erfare om den oldnorske strafferet, at antage, at der for en privat forbrydelse kun erlagdes offentlig bod, og da hine to steder ligefrem bevidne det modsatte, medens de andre i henhold til texternes nys paaklagede affattelsesmaade med god grund kunne sættes ud af betragtning, uden forsaavidt de dog ogsaa tildels lade den sagsøgte tilslut betale dobbelt, saa komme vi her som ovenfor til det resultat, at det sidstnævnte slags lovsteder maa modtage sin udfyldning og forklaring fra dem, der om selve kravet udtale sig bestemt, altsaa for tilfældet fra Gul. kap. 35 og 92. Vor forudsætning er herved følgelig, at denne gjældssummens fordobling kom sagsøgeren tilgode. Da dette baade med bestemthed kan paastaaes grundet i de ældre strafferetsregler selv, og det til ydermere sikkerhed i Gul. kap. 35 og 37 udtrykkeligt siges, samt ogsaa synes at fremskimte gjennem de øvrige steders vage udtryksmaade, vilde tvivl herom neppe være tilladt, hvis ikke nogle steder vakte betænkelighed. Det ene af disse er Fr. 3–20 (Bj. kap. 98), hvor fordoblingssummen ligefrem siges at skulle gaa til bønderne, der dømte og exekverede i sagen. Det andet er Fr. 5–13, hvor nøiagtigt det samme siges. Det tredie er Fr. 13–11, der efter at have omtalt fordoblingen, tilføier de ganske meningsløse ord: ok hafi bœndr eið; thi her foreligger der tydeligvis en Skrivfeil for: ok hafi bœndr féit, d. e. den netop nævnte fordoblingssum. Om disse steder er der her ikke andet at sige, end at de i kraft af de ovenanførte grunde maa blive at give en sildig oprindelse og kun maa ansees at betegne en afvigelse fra den oprindelige ret; nedenfor komme vi tilbage til dem.

Den retslige virkning af en fordrings vitterlighed i den oldnorske rettergang kan altsaa efter dette sættes deri, at den gjorde enhver vægring af at opfylde den til ran og lod den skyldige forbryde en bestemt ransbod til kongen og en privat bod af samme størrelse som kravet til sagsøgeren. Gik kravet ud paa udleverelse af en bestemt gjenstand eller fravigelse af en fast eiendom, beregnedes den private bod dog ikke efter dennes værdi, men rettede sig efter størrelsen af den private straffebod, som besidderen allerede havde forbrudt ved sætte sig i uretlig besiddelse deraf eller ved uretlig at forblive i besiddelsen, efter at hans ret var ophørt, altsaa efter omstændighederne efter selvtægtsbodens, landnams- eller ransbodens størrelse. Maaden, hvorpaa rettighedshaveren havde at optræde for at tvinge sin modpart til at vælge mellem denne følge og betaling, bestod alene deri, at han stævnede ham til at være hjemme paa en bestemt dag, ifølge Gul. kap. 35 i de første to uger, og at han til fastsat tid indfandt sig med sine vidner og krævede fyldestgjørelse. Dette krav, der i Fr.loven kaldes útbeizla, var det, som enten fremkaldte betaling eller den som ran anseede vægring.

Til betalingens erlæggelse sees som oftest et særskilt møde (stefna) at være bleven fastsat.^[13] Da betalingsmidlerne i hine tider endnu vare ufuldkomne nok og ikke alene bestod i veiet guld og myntet sølv, men ogsaa i trælle og kvæg og vistnok tillige i andre varer,^[14] synes det rimeligt, at man ofte ved betalingens erlæggelse har maattet tilkalde gode mænd, der kunde vurdere, om der blev givet god og lovlig betaling; for en enkelt leilighed siger Gul. kap. 266 dette udtrykkeligt, idet den giver de ved en odelseiendoms opladelse for løsningsmanden tilstedeværende gode mænd den opgave, ikke alene at vurdere jorden (jörð meta), men ogsaa betalingsmidlerne (meta lögeyri). Iøvrigt omtales ikke fremgangsmaaden paa betalingsstævnet nærmere; vi maa dog tænke os, at sagsøgeren har indfundet sig med de vidner, hvorunder modpartens løfte om at betale var bleven skirskotet, og efter deres fremførelse har krævet og erholdt sit tilgodehavende.

I det foregaaende ere vitterlige løsningssager ladte ude af betragtningen. De danne nemlig en klasse for sig, hvis behandling er underkastet særegne vanskeligheder, dels fordi lovenes og navnlig Gul.lovens hidhørende afsnit ere yderst uklart affattede og øiensynlig sammenarbeidede efter flere kilder, dels ogsaa fordi der, som det synes, hos de gamle selv har hersket en vis uklarhed over emnet. Det bliver derfor nødvendigt at fremlægge undersøgelsen i dens fulde bredde.

Nærmest de almindelige vitterlige søgsmaal staa de, der grunde sig paa en kontraktmæssig løsningsret; thi denne blev selvfølgelig at bevise ved skirskotningsvidner. Havdes saadanne ikke, gik sagen over til en uvitterlig og er i den egenskab omhandlet i forrige kapitel; Om løsning af stefnujörð for det tilfælde, at vidner havdes, giver Gul. kap. 276 de greieste bud: „Nu ligger jord til stævne“, heder det her, „da skal han sige ham ud om høsten og gjøre begge dele med én gang (d. e. udsigelse og stævning) og stævne ham til jorden thorsdag i paaskeugen, hvis han vil modtage saadan betaling (við aurum slikum), som vidner vide, at han gav ham (nemlig ved salget); hvis de blive enige derom, da er det vel, at han stævner ham til jorden og til betalings modtagelse (til aura töku). Men hvis han nægter det, da skal han nævne sine vidner, hvor mange penge (hversu miklu aura) hin har i den jord, men da skal han byde ham slig betaling (aura slika), som vidnerne have baaret ham vidnesbyrd til; da skal han tage vare paa (veita vörð) sin jord, men hin paa betalingen (aurum), da har han løst sin jord tilbage efter lov og ret (at skilum ok at lögmáli).“ Derpaa gaaes der over til det fald, at jorden ved at ligge uden lysning i tyve aar er kommen ud af vidners ansvar; i modsætning til den vitterlige sag heder det herom: „da skal han værge den jord med dóm, den anden skal søge med árofar.“ Som man heraf vil se, er der ved den vitterlige sag ikke tale om nogen dóm, medens denne strax bliver nævnt, naar den uvitterlige sag omhandles. Fremgangsmaaden bestaar derimod af de tre led: 1) udsigelse om høsten, 2) stævning, der tillades at ske samtidig med udsigelsen, men ogsaa kunde ske senere, og 3) mødet paa jorden thorsdagen i paaskeugen, hvorved gaarden oplodes, løsningssummen erlagdes, og i tilfælde af indsigelse skirskotningsvidner paa dens størrelse fremførtes.

Med Gul. kap. 276 bliver at jævnføre Fr. 12–1^[15]: „Men hvis den paastaar at have løsning som har solgt den, da skal han have to mænds vidnesbyrd til af dem, som vare tilstede ved skjødningen. – Men saa skal deres edsformular være, der beedige løsningen, at det kom under kjøb og saa skjødning og saa trygd, at den skulde have løsningsret til jorden, som solgte, og den aftale (þat mál) blev gjort uden svig mod den, som kjøbte. Men hvis sølvet gaar bedre eller daarligere, da løsningen bæres paa jorden, end det gik, da jorden blev kjøbt, da skal man se hen til (hyggja at), hvorledes kursen (auralög) var, da kjøbet skede, og skal denne pengesum (þat fé) gjøres jævngod med den, som da blev vurderet efter kursen (er þá var til auralaga at virða). Men hvis kjøberen har bygget eller bødet paa jorden, da skal der vurderes, i hvilken mon den er bleven bedre, naar løsningen sker, end den var ved salget, og skal han modtage det i slige penge (i slikum fjárlutum), som da gaar.“ Heller ikke her er der noget spor til, at nogen skiladóm er bleven afholdt, og skulle ikke skirskotningsvidnesbyrd ansees i dette fald at have havt en mindre kraft end ellers, kan brugen af dóm heller ikke formodes. Derimod er det af slutningsbestemmelserne om pengenes vurdering klart, at der ved betalingens erlæggelse i fornødent fald maa have været skjønsmænd tilstede, som har kunnet værdsætte betalingsmidlerne.

Et godt exempel paa vitterlig løsningssag giver videre odelssøgsmaal, efterat proceduren for domene har godtgjort løsningsmandens ret. Herom siger Gul. kap. 266: „Nu har løsningsmanden søgt sin jord efter loven, da skal han bære penge (fé) paa jorden ved midfaste den lørdag, da tre uger ere igjen af fasten; han skal lægge de penge paa den sten, hvor ager og eng mødes. Men han „skal sige saa: vær du her paa jorden thorsdag i paaskeugen og tag mod slig betaling for jorden (jarðar verð slikt), som mænd vurdere at være lovlig betalingsmiddel (løgeyris). Jeg mon komme med gode mænd, men hav du ligesaa mange imod. De skulle vurdere jorden efter de regler, hvorefter mænd skulle løse sin odel tilbage. Den betaling (þat fé) skal være halvt i guld og sølv, men halvt i indfødte trælle.“ Og paa samme maade heder det i kap. 269 om det tilfælde, at odelssagen var bleven vitterlig ved besidderens undladelse af at møde frem til domene: „Men han skal da fare til jorden den lørdag, da tre uger ere igjen af fasten og bære penge (fé) paa jorden og sige saaledes til den, fra hvem han løser jorden, at han skal være paa den jord thorsdag i paaskeugen og have der gode mænd. Men jeg mon komme der med andre imod for at vurdere (meta) jorden efter loven. Men naar jorden er vurderet, da vil jeg udrede slig betaling (verð), som mænd vurdere. Da skal han fare til jorden thorsdag i paaskeugen med gode mænd; da er det vel, om han kommer der. Men hvis han ikke kommer der, da skulle gode mænd vurdere jorden, men derpaa skal han vise dem betalingen for jorden og lægge den i sin pung og have den tillaans, indtil den henter den, der skal have den.“ Som man vil se, er der heller ikke i disse vidtlyftige og utvivlsomt meget gamle lovbud nævnt et ord om nogen dómssættelse, efter at sagen ved skiladómsbehandlingen var bleven vitterlig. Løsningsmanden skulde indfinde sig hos besidderen ved midfaste og vise, at han havde den fornødne løsningssum; derpaa skulde han stævne ham til thorsdagen i paaskeugen at oplade ham jorden og modtage betaling. Da udsigelsen allerede var skeet om høsten, inden skiladómsproceduren begyndte, blev den naturligvis ikke efter dennes afslutning fornyet. Hvad vi i Fr. 12–1 derimod kun fandt antydet, træder i de to sidste steder frem med fuld klarhed: dels til jordens, dels til betalingsmidlernes vurdering havde begge parter til mødet i paaskeugen at medbringe gode mænd, som kunde afgive de nødvendige skjøn (meta). Her gjorde sig altsaa samme tankegang gjældende som ved edsaflæggelse; ogsaa ved denne havde begge parter at medbringe hver to gode mænd, der skulde skjønne, om eden var rigtigen aflagt (meta eið). Imidlertid faar man dog det indtryk, at mændenes antal ved odelsskjønnet har været større; noget bestemt tal opgives derimod ikke.

Sammenligner man nu fremgangen i disse sager med de almindelige vitterlige, synes det os ikke at være tvivlsomt, at mødet i paaskeugen, hvorved jorden oplodes for løsningsmanden, svarer til de andre sagers betalingsstævne. Ved det sidste fik sagsøgeren det krævede gods udredet, ved det første løsningsmanden den krævede jord overleveret. Derfor heder det ogsaa, at han fra dette møde af skulde tage vare paa sin jord, ligesom en kreditor fra betalingen af siges at tage vare paa sine penge. Og ligesom vi have antydninger af, at betaling af en fordring paa grund af hine tiders ufuldkomne betalingsmidler har udkrævet skjøn af gode mænd over de i betaling givne varers værd, saa se vi paa mødet i paaskeugen et skjøn blive afgivet over værdien af den indløste eiendom, hvor denne ikke kontraktmæssig var sat i en vis pris. Mellem begge stævner er egentlig kun den forskjel at mærke, at jordens opladelse af hensyn til aarsarbeidet skulde ske paa en bestemt dag om vaaren, hvoraf fulgte, at sagsøgeren i dette fald ikke behøvede at lade sig en mødesdag forelægge af den, der skulde fyldestgjøre ham, men umiddelbart kunde stævne ham til thorsdagen i paaskeugen.

Fremgangen ved opladelsen maa da ligesom paa betalingsstævnet tænkes saaledes, at løsningsmanden har fremført vidner for lovligen at have ført løsningssagen til ende, saa at han ved denne leilighed kunde kræve jorden overleveret. For det fald, at sagen fra først af havde været uvitterlig og først ved behandling for skiladóm havde erholdt vitterlighed, kunde det nu vanskelig falde besidderen ind at gjøre flere indvendinger, og Gul. kap. 266 tænker sig derfor ogsaa mødets hele gjerning at bestaa i vurderingerne. Men var sagen fra først af vitterlig, altsaa enten kontraktmæssig løsningssag, hvori skirskotningsvidner havdes, eller odelssag, hvori løsningsmandens paastaaede slægtskabsforhold ikke stod til at nægte, vare omstændighederne noget anderledes. I dette fald indskrænkede de forudgaaende processkridt sig til udsigelsen og stævningen, hvilke begge vistnok foretoges i vidners overvær, og hvorved vidner ligeledes førtes, men ved hvilke det dog overlodes til den sagsøgte selv alene at bedømme sin processuelle stilling og i henhold dertil afgive sit svar. Man naaede saaledes opladelsesmødet, uden at nogen udtalelse eller kjendelse fra samfundets side var falden i sagen, og de ved denne leilighed fremmødte skjønsmænd vare de første virkelig udenforstaaende, der kom til at deltage i fremgangen. Saa vigtige nu løsningssagerne vare i oldtidens liv, vilde det have været underligt, om ikke besidderen havde grebet leiligheden til at raadføre sig med disse gode mænd, om ogsaa løsningsmandens vidner virkelig vare i fuld orden, og den forsikring, han paa denne maade skaffede sig, var saameget mere værdifuld, som mændene for skjønnets skyld vare opnævnte fra begge sider. Omvendt faldt det mændene, der jo dog vare tilstede og iagttog den indledende vidneførsel, ligesaa naturligt at udtale sig om vidnernes godhed, og selv løsningsmanden kunde det ikke være imod at modtage anerkjendelse af sine vidner ogsaa gjennem deres mund. Det laa derfor saare nært, at skjønsmændene tillige kom til at give sit skjøn over de fremførte vidner, og at saa undertiden skede, siges udtrykkeligt i Gul. kap. 274. Stedet omhandler det vitterlige tilfælde, at odelsjord er kommen i kvindes besiddelse og bliver indløst af hendes mandlige slægtninge, hvis odelsret hun ikke bestrider. I den anledning foreskrives udsigelse om høsten og inden midfaste stævning til jordens opladelse thorsdag i paaskeugen. „Da skulle de fare til jorden, baade de, der skulle løse, og hun, der skal tage mod betalingen (aurum); da skal han (løsningsmanden) lade bære vidnesbyrd, hvorledes han sagde hende ud fra den jord, og hvorledes han stævnte hende og hendes værge; hvis da det er baaret tilfulde, da skulle mænd vurdere (meta) hans vidner og skjønne (meta), om han er kommen til løsningen eller ikke; hvis det befindes rigtigt (metast at fullu), da skulle de vurdere (meta) jorden til fuld værdi, vurdere jorden og se baade udmark og indmark; naar de da have vurderet jorden (jorð metna) da skal han byde betaling (aura), en femtedel mindre, end jorden er vurderet, eller dens værdi er; da skal han udrede det halvt i guld og sølv og halvt i trælle og kvæg; da tage han vare paa sin odel, men hun paa betalingen (aurum).“ Her beskrives altsaa forretningen i fuld overensstemmelse med de før anførte steder; den eneste forskjel er den nys forklarede, at mændene tillige siges at meta vidnerne og meta, om han er kommen til løsningen. Men der er fremdeles ikke tale om nogen dóm, og mændene siges hele tiden at „meta“, ikke at „dœma“. Det er imidlertid klart, at jo sikkrere sædvane det blev at lade skjønsmændene ogsaa bedømme de fremførte vidners lovmæssighed, desto mere maatte forretningen antage skiladomens former, og derfor finde vi da ogsaa, at enkelte lovsteder ligefrem tale om den paa thorsdagen i paaskeugen nedsatte dóm.^[16] Maaske har det allerede fra først af været skik, at hver af parterne medtog sex skjønsmænd, og at overgangen til en virkelig dom derved blev saa meget lettere, i andet fald synes det i det mindste at fremgaa, at sammenblandingen med domen har bragt dette tal med sig. Men havde man altsaa paa denne maade faaet en dómssætning ved opladelsesmødet, maatte dette nødvendigvis medføre en forrykkelse af den hele procedure i vitterlig løsningssag, idet hovedvægten nu kom til at hvile paa det sidste led, medens det foregaaende møde, der endte med besidderens stævning til opladelsesforretningen, tidligere ligesom andre vitterlige sagers krav maa have dannet det afgjørende moment.^[17] Nu sank dette derimod ned til en nøgen stævningsform uden væsentlig forskjel fra udsigelsen, med hvilken det paa lovens nedtegnelsestid holdt paa at falde sammen. Men at det sidste var en forholdsvis sildig udvikling, og at der tidligere maa have været hensyn, der have holdt de to processkridt ud fra hinanden, sees af lovens tilladende udtryk: „Da skal han sige ham ud om høsten; han maa gjøre begge dele, om han vil, paa engang;“ eller af dette, hvori ny og gammel ret ved første øiekast synes at modsige hinanden: „Da skulle de sige hende ud fra jorden om høsten og stævne hende til thorsdag i paaskeugen at modtage slig betaling, som loven tilsiger, og have stævnt hende i det seneste den lørdag, da tre uger ere igjen af fasten.^[18]

Ovenstaaende fremstilling vil have vist, hvorledes vi tro at kunne bringe den orienterende tanke frem af Gul.lovens uklare bestemmelser om vitterlige løsningssager: skiladómsbehandlingen er efterhaanden trængt ind paa et omraade, hvor den oprindelig ikke hørte hjemme. Ved denne tolkning vinde vi at kunne føre ogsaa disse søgsmaal tilbage til de samme grundregler, som ved de andre vitterlige sager gjorde sig gjældende, og vi vinde, hvad der for fortolkeren er hovedsagen, en tilfredsstillende forklaring over vor retskildes usikkerhed. Det er nemlig klart, at en udvikling, der brød med en saa stærk retstanke, som skjelningen mellem dómssager og vitterlige sager i den oldnorske proces var, ikke kunde undlade at bringe en vis forvirring ind i betragtningen af vedkommende punkt^[19], og naar kompilator, der øiensynlig har sammenflikket sin med hyppige gjentagelser forsynede fremstilling af løsningssagernes førelse fra forskjellige samlinger, i de ældre blandt disse, f. ex. i de gode gamle bud om odelssøgsmaalene i kap. 266–269, kun fandt skjønsmænd omtalte, medens i andre en fuld dómssætning blev nævnt, saa kan man ikke undre sig over, at hans arbeide kom til at se lidt broget ud. At iøvrigt ogsaa nordenfjelds den samme udvikling har fundet sted, synes at fremgaa af Fr. 12–2, der taler om en dóm for det fald, at besidderen af forsölujörð kræver sine penge tilbage mod at opgive pantet i jorden. At der her ogsaa foreligger et gjældsspørgsmaal, er nemlig kun den halve side af sagen; den anden var, at eieren skulde indløse sin jord.

At paapege, at formerne for vitterlige løsningssager oprindelig i alt væsentligt havde været de samme som for de øvrige vitterlige sager, kun at deres anvendelse maatte ske til bestemte tider, er imidlertid kun halvfuldendt værk; det maa ogsaa vises, at den retslige betragtningsmaade var den samme i begge fald, det er, at vægring ved at opfylde sagsøgerens vitterlige krav ved løsning af jord ligeledes var ran og som saadant hjemfalden thingets straffedom At ransbegrebet overhovedet ogsaa var anvendeligt paa uretlig besiddelse og benyttelse af fast eiendom, have vi allerede ovenfor seet. Selv uden nærmere tilrettevisning i kilderne turde vi derfor have antaget, at heller ikke den uretlige besidder af løsningsjord undgik at ansees skyldig i denne forbrydelse. Til ydermere sikkerhed siges dette imidlertid i Gul. kap. 268 udtrykkeligt. Den besidder, der ved ikke at fæste dom ligeoverfor løsningsmandens kvaða har gjort sagen vitterlig skal stævnes til thing for ran og lovløshed og være brødig en 18 øres bod til kongen, og den hele fremgang skildres ganske i samme ordelag som Gul. kap. 37 bruger om gjældssag i lignende stilling. Heller ikke i dette kjernepunkt unddrager altsaa løsningssagerne sig den raadende retsbetragtning.

Vi kaste efter dette et oversigtsblik over det hele vitterlighedsinstituts karakter og ledende grundtanke. Da en vægring af at efterkomme kravet var strafbart og altsaa indeholdt en retsfornægtelse, vil det indsees, at ikke alene det retsstiftende faktum og selve rettighedens tilværelse, men ogsaa dens for det enkelte tilfælde omspurgte indhold, det, som af den sagsøgte kunde fordres .opfyldt, ved kravshandlingen ansaaes at være bleven bragt paa det rene; thi først naar fordringen var bleven anerkjendt ret, kunde dens fornægtelse blive strafbar. Ovenfor er imidlertid bleven paavist, hvorledes vidnernes udsagn vistnok gik ud paa at stadfæste en rettigheds tilværelse, men at de i formen ikke afgav nogen kjendelse om, hvad der som følge af denne faktiske retstilstand in concreto skulde ske. Den sidste slutning blev derimod ved skiladómsbehandlingen at uddrage af domens formelig udtalte godkjendelse af det retsstiftende faktum og den deraf udspringende retsfølge, og i vitterlige sager at tillægge vidnerne en i formen mere udstrakt virksomhed vilde være at gjøre dem til noget andet og mere end vidner, hvilket lovene ikke give nogen anledning end sige berettigelse til. I vitterlig sag traadte tværtimod sagsøgte selv i dómsmændenes sted: støttende sig til de for ham personlig fremførte skirskotningsvidners faktiske fremstilling af retsforholdet henvendte sagsøgeren sig til sin modparts egen lovsands og retskyndighed. For at en saadan søgsmaalsform imidlertid skulde kunne anvendes og blive et hovedinstitut i retsforfatningen, hvilket de gamle love klart vise her var tilfældet, maatte den nødvendigvis hvile paa den forudsætning, at enhver sagvolder var i besiddelse af den fornødne lovkundskab og retsbevidsthed, eller med andre ord, at rettighedens indhold med saa stor bestemthed fremgik af rettigheden selv, at et ethvert myndigt medlem af samfundet var istand til at drage slutningen. Vidneudsagnet og hvad deraf aflededes vare to ting; men det sidste var en ligesaa uvilkaarlig følgesætning af det første, som at døden er en følge af at blive dræbt, og den, der ikke vilde rette sig efter en slutning, som saaledes forudsattes af sig selv at fremstille sig for ham, var retsbryder og skyldig i ran.

Efter dette bliver det da heller ikke vanskeligt at se, hvilken plads Gul.lovens tilladelse for sagvolderen til at undskylde sig med lovukyndighed indtager i retsudviklingen. Den stod jo nemlig i ligefrem modsigelse med grundtanken for det vitterlige søgsmaal, at sagvolderen selv var forpligtet til at være dommer i sagen, og det bliver derfor klart, at naar kilden ikke desto mindre kun fremstiller den nævnte form som en variation i dette søgsmaal, saa kan den alene tilhøre en tid, da grundtanken ikke længere var et sandt udtryk for folkets retsstandpunkt; d. e. da lovene havde erholdt en saa rigelig uddannelse, at ikke en hvilkensomhelst mand, i hvis lod det faldt at være sagsøgt, selv i klarere sager med sikkerhed kunde give sig af med at anvende dem.

Den i det foregaaende udviklede anskuelse af vitterlighedens karakter og stilling i vort ældre retsliv deles imidlertid ikke af alle; i modsætning dertil staar en anden, der gaar ud paa, at vitterlighedsprocessen, saaledes som den klarest foreligger for os i gjældssagernes behandling, kun var et mellemtrin i retsudviklingen, og at der oprindelig ogsaa i disse sager er bleven brugt en privat dómssættelse. Udgangspunktet for denne mening danner en anden tolkning af lovens bestemmelser om vitterlige løsningssager end den, vi ovenfor have fremsat. Man medgiver nemlig ikke identiteten mellem opladelsesstævnet i paaskeugen og de andre vitterlige sagers betalingsstævne, men vil lade det første svare til de sidstes kravssammenkomst. Dernæst tror man at burde forklare kilderne saaledes, at dómssættelsen er den oprindelige og regelmæssige fremgangsmaade i disse sager, og da løsningssøgsmaalene, i sig selv de mest formelle og tillige vedkommende tidens vigtigste eiendomsgjenstand, maa antages bedst at have bevaret de ældre former, saa sluttes heraf, at alle vitterlige sager fra først af have været den private dóm underkastede, og at de mindre formelle blandt dem i tidens løb have ladet den falde, ganske paa samme maade som i den historiske tid og ifølge lovenes udtrykkelige vidnesbyrd den enkelte skiladóm, der i ikke vitterlige gjældssager holdtes til edens paalæggelse, er bleven afløst af en fæstelse af ed,v foretagen af sagsøgte selv uden dóm. Rigtigheden af denne slutning finder man bestyrket ved den betragtning, at det dog ikke oprindelig kunde have været den sagsøgte afskaaret at forsvare sig mod de mod ham fremførte vidnesbyrd, hvorfor en dómssætning maatte til for at bedømme hans indvendinger, og man har i den sagsøgtes adgang til at føre modvidner villet se en gjenstaaende anvendelse af en saadan forsvarsret; thi vidner mod vidner synes dog at maatte kræve en domstol til deres bedømmelse. Efter domens afskaffelse er der derimod blevet affordret den sagsøgte umiddelbar underkastelse i rene og klare sager, medens man i andre mindre sikkre tillod ham at undskylde sig med ukyndighed i loven og at skyde sagen til things.

Vor hovedargumentation mod denne hypothese have vi nedlagt i den foranstaaende fremstilling. Vi have forsøgt at vise, at opladelsesstævnet i løsningssag svarer til betalingsstævnet i gjældssag, og at den dómssætning, som der forekommer, er af uægte og sildig oprindelse. Til denne specielle imødegaaelse føie vi følgende almindeligere betragtninger. Det bør neppe forundre i en retsforfatning, hvori skirskotningen af retshandler under gode vidner havde vundet en saa fast og udbredt anvendelse som i den oldnorske, at finde en særegen hurtig procesmaade for notoriske sager tilhørende systemets grundtanker. Det vilde have været mindre forklarligt, om de tilkaldte vidner ikke skulde have havt et saadant praktisk fortrin fremfor erfaringsvidnerne. Skirskotningen havde jo nemlig til hensigt at konstatere et bestemt retsforholds tilværelse og gyldighed; den opreiste strax fra det retsstiftende øieblik af et slags ideelt grændseskjel mellem, hvad der vitterlig var den enes gode ret, og hvad der var den andens, medens erfaringsvidnerne først efter tvistens opstaaen ved domens anerkjendelse af deres evne til at vidne i den sag blev istand til at øve et lignende gjærdehold. Det laa derfor i forholdets egen natur, at den saaledes ved skirskotningen opstukne linie maatte besidde en stærkere retsbeskyttende evne end en anden, som først skulde blive opstukken (ved domens anerkjendelse af vidnerne). Og den eneste forskjel, som herved var tænkbar, naar man ikke vilde gaa saa langt som i den ældste tyske ret og tillade en øieblikkelig exekution uden statens mellemkomst, var den, at forpligte til umiddelbar anerkjendelse og befølgelse af den vitterlige ret, medens man tillodes at reise indvendinger mod den ikke vitterlige. Paa den anden side var dette ikke at berøve den med vitterlig søgsmaal sagsøgte retslig beskyttelse; thi anklagen for retsfornægtelse gik til thinget, og sagsøgte kunde altsaa der fremføre sine grunde for ikke at have rettet sig efter, hvad hans modpart kaldte vitterlig ret, hvilke grunde af thinget blev at antage eller forkaste. Førte han ved kravet modvidner, kunde heller ikke dette give anledning til nogen domssættelse; thi tog sagsøgeren ikke deres udsagn for godt, maatte hans paastand fremdeles gaa ud paa, at sagsøgte ved sin vægring krænkede den ved hans vidner beviste vitterlige ret, klagen kom følgelig i saa fald til at lyde paa ran og kunde ikke behandles for en privat dóm.

Men ligesom bevissystemets indre bygning ikke synes at tale for hin menings rigtighed, saaledes tro vi heller ikke, at den historiske udvikling kunde have skabt det processystem, som i vore ældste love træde os imøde, hvis den skulde have havt et forhistorisk udgangspunkt, som det antydede. Tænke vi os nemlig, at oprindelig ogsaa skirskotningsvidnerne blev at føre for en privat dóm, og at det først var ved ikke at rette sig efter domens kjendelse, at sagsøgte gjorde sig skyldig i ran, saa vilde forskjellen mellem skirskotnings- og erfaringsvidnerne strengt have været indskrænket til dette ene, at der til bevis af enkeltstaaende begivenheder krævedes skirskotning, medens der til bevis af retslige tilstande krævedes længere tids erfaring; bortseet fra denne forskjellige konstitutive egenskab vilde derimod deres vidnesbyrds kraft og virksomhed ganske have været den samme. Vi vilde med andre ord før vor retshistories begyndelse befundet os ved et punkt, meget lignende det, hvortil vi først ved det 13de arhundredes lovgivning, der slog erfarings- og skirskotningsvidner sammen, atter naaede hen. Men havde dette været tilfældet, hvorledes da tilfredsstillende forklare det mellemliggende tidsrums strenge og fundamentelle distinktion med hensyn til virkningen af de to slags vidnesbyrd? Vilde ikke en praktisk retsudvikling, som den oldnorske dengang endnu helt igjennem var, have holdt fast ved den opnaaede faktiske lettelse, med hensyn til deres virkning at kunne betragte dem begge som ét og hurtigen have udvidet fællesskabet ogsaa til deres formelle egenskaber? Men istedet derfor se vi vore retskilder drage den bestemteste forskjel mellem erfaring og skirskotning som grundlag for vidnesbyrd og ikke alene med hensyn til den formelle dannelse, men med fuld processuel virkning. Paa den anden side, naar dómsbehandling oprindelig og med samme nødvendighed skulde være bleven brugt i sager med skirskotnings- som med erfaringsvidner, hvilken grund skulde der da have foreligget til at kaste domen i det ene fald og beholde den i det andet? Og dog stille de ældste love vitterlige sager, som skirskotningsvidner vide, op ved siden af de sager, der først blev vitterlige ved domens kjendelse. Vilde vel denne modsætning have været mulig, ja have kunnet trænge sig ind i processystemets inderste folder og i de teknisk-juridiske udtryksmaader og forestillinger, hvis domens forbigaaelse i vitterlig sag kun havde været et ufuldkomment stadium i en ufuldendt udvikling, hvis begyndelse og ende ikke kjendte nogen saadan indgribende forskjel? At skiladomen bortfaldt i edssager, staar derimod i forbindelse med en anden og sildigere række af ændringer, fremkaldte ved den offentlige retspleies stigende anseelse og de private domstoles gradvise tilbagetræden fra retslivet.

1. Fr. 10–19: Þat er vite fé er fest er fyrir váttum. 10–20: Þat er annat vita fé er maðr játar fyrir váttum (erkjender for opnævnte vidner). 10–22: Allt þat er dómr dœmir manni, þat er vita fé. Jfr. Gul. kap. 36.
2. Jfr. f. e. udtryk som: ef maðr á fé at manni þat er váttar vitu (Gul. kap. 35), d. e. vidnerne vide, at den ene har penge tilgode hos den anden; eller: Þá fyrnist sá skulld fyrir váttum (Gul. kap. 39), vidnerne ere ikke længere gode vidner paa gjælden; eller: njóti vátta ok vitna sinna alla, at hann sé arfs gørr (Fr. 9–7), d. e. vidner paa, at han er arveberettiget.
3. Se Brunner, Die Entstehung der Schwurgerichte, Berlin 1871, p. 47: – Daher beschränckt sich das Beweisthema nicht auf nackte Thatsachen, sondern greift oft in ausgedehntem Masse in das Gebiet der rechtlichen Beurtheilung hinüber.
4. Vel at mærke, ikke af vidneudsagn og domskjendelse, men af domskjendelsen og selve den vitterlige, under vidner skirskotne retshandel, eller om man saa vil, ligestilletheden af vidneudsagnet om retshandelen og vidneudsagnet om domskjendelsen.
5. Naar man har villet anse rettergangen for de tre skiledome, som ført for forskjellige instanser hviler dette paa en fuldstændig miskjendelse af den hele fremgangsmaades indre konstruktion.
6. Jfr. v. Amira p. a. s. p. 234 flg.
7. Med hensyn til den rigtige oversættelse af udtrykket hálfu meir o. lign. jfr. Fritzner under hálfa og v. Amira p. a. s. p. 249.
8. Fr. indl. kap. 15: Ef timbr á skulld at manni, þá kæri hann með váttum, beiði hann stefnulags. En ef hann synjar, þá stefni honum þing.
9. Budet findes ligelydende i erkebiskop Sigurds kirkeret, Fr. 3–20.
10. Stedet lyder ordret: og søge det vitterlige gods, som andet landnam, hvilket i grunden giver samme mening, men vel kun er en skrivfeil.
11. Gul. kap. 77, Jerns. kap. 94. Jerns. kap. 113: Sóknarmaðr (d. e. kongens ombudsmand) er skylldr at fara til ok oðlast með þvi konungi baug til handa, en ef hann vill eigi fara, þá fellir hann með þvi baug.
12. Gul. kap. 37 og 268. Disse 18 øre opløses atter i 3 gange 6, nemlig 6 for hver af de 3 gange, fordringen blev at udtale ligeoverfor skyldneren. Selv om man heri vil se en antydning af, at straffen ogsaa i andre vægringstilfælde oprindelig har været tre gange sex, rokkes dog herved intet i den hovedsætning, at vægringen var ran; thi dette omfattende begreb har, som det sees, altid indeholdt gradationer, belagte med bøder af forskjellig størrelse v. Amira vil p. a. s. p. 236 have ranstraffens anvendelse i disse tilfælder anseet som beroende paa en fiktion; man har fingeret, at den ulovlige nægtelse var et ran. Udgangspunktet for denne mening er, at ran oprindelig var en forbrydelse, hvis begreb forudsatte vold, hvilket neppe er rigtigt. Grændsen mellem ran og tyveri dannes i de os lævnede love kun ved forskjellen mellem aabenbar og hemmelig krænkelse af andens ret, og der henføres ligesaa mange forbrydelser, der ikke forudsætte vold, som saadanne, der have denne forudsætning, under ransbenævnelsen.
13. Gul. kap. 35: ef hann vill þat fé á þingi reiða eða gerir hann stefnu til ok lýkr þvi þar. Fr. indl. kap. 15. Ef maðr á skulld at manni, þá kæri hann með váttum, beiði hann stefnulags Bj. kap. 158 (Fr. 10–24–1): En svá skall vita fé sœkja sem allar aðrar skuldir – – leggja rán við ef á helldr ok stefna honum þing, nema hinn leggi stefnu er vörn à, þrinætting innan fimtar ok ef þeir sættast par þá er vel, elligar stefni sækjandi honum þing.
14. Gul. kap. 266 og 274.
15. For tilfulde at kunne fremstille min opfattelse af bestemmelserne i Fr. 12–1 og 2 bliver jeg nødt til at gaa noget udenfor de processuelle spørgsmaals grændser. Fr.loven kjender ikke udtrykkene stefnujörð og málajörð; den sidste kalder den forsölujörð, og efter den almindelige fortolkning omtaler den intetsteds den første. Om forsölujörð handler specielt 12–2; men ogsaa 12–1 giver regler for løsning af jord, og en sammenligning mellem begge turde vise, at der umulig begge steder kan være tale om samme slags løsning. 12–2 viser sig ved første øiekast at behandle en kontrakt, der kun i formen var salg af jord med gjenløsning, men i den praktiske økonomi laan mod brugspant i jorden. Der gives saaledes saavel kjøberen som sælgeren ret til at kræve handelen gjort om, d. e. henholdsvis at kræve laanet tilbage mod opgivelse af brugspantet eller at tilbyde tilbagebetaling mod at faa gaarden igjen. Kan debitor paa anfordring ikke betale, lægges der 20 % rente til kapitalen for det følgende aar. Betalingen skal erlægges med iagttagelse af kursforskjellen paa guld og brændt sølv mellem udlaane- og betalingstiden. Er der ingen udsigt for kreditor til at komme til sine penge, kan han lade sig saameget af jorden tilskjøde, som er nødvendigt til at kunne dække gjælden. Skjødningen sker ved vaabentag af thingalmuen. Kontrakten selv betegnes med udtrykket at selja at forsølu, og udlaaneren siges at kjøbe jorden; men at dette kun har hensyn til formen, sees deraf, at forholdet ligesaa ofte og i samme aandedræt betegnes som leie. Kreditor siges at leie jorden, og den udlaante kapital kaldes landsleiga, en betragtning, som ligeledes 9–22 ved forsölujörð gjør gjældende. Endelig synes ingen praktisk mulighed at have været for, at jorden ved at ligge uden lysning i 20 aar kunde tabes for sælgeren; man har øiensynlig kun tænkt sig pengene staaende hos skyldneren i ét eller ganske faa aar. Væsentlig forskjellige ere bestemmelserne i 12–1. Her er der ingen tale om nogen ret for kjøberen til at lade handelen gaa om; kun sælgeren siges at kunne løse ind igjen. Nogen rente forekommer ikke. Budet om at tage hensyn til pengekursen gjenfindes derimod ogsaa her; men det siges, vel at mærke, for den i dette kapitel omhandlede kontrakt at være ganske ny ret og endnu uanvendelig paa handler, sluttede før dens antagelse, en indskrænkning, hvortil kap. 2 intet kjender. Noget spor til, at man har vaklet mellem at anse kontrakten for kjøb eller for leie, er der heller ikke og i overensstemmelse hermed siges skjødningen udtrykkelig at være foregaaet ved selve salget, medens kap. 2 først lader den ske senere hen og som en tvangsexekution for gjælden. Endelig omtaler kap. 1 udtrykkelig muligheden af, at løsningsretten ved tyveaarspræskriptionen kunde gaa tabt, og det kan i forbindelse dermed mærkes, at ogsaa Gul.loven kun nævner lysning ved stefnujörð, ikke ved málajörð. Ved at sammenstille denne række af modsætninger tro vi at have godtgjort, at Fr. 12–1 handler om det virkelige salg med forbehold af gjenløsning, ved hvilket det var kjøberens økonomiske hensigt at skaffe sig en jordeiendom (Gul.lovens til stefnu), og at kap. 2, naar den taler om forsölujörð (Gul.lovens til mála) ikke mener den samme kontrakt om jord som kap. 1.
16. Gul. kap. 283 og 284. Tolkningen af det sidste sted er bestridt, da dets slutning kunde synes ikke at staa i nogen god sammenhæng med det øvrige. Det heder saa: Nú vill maðr stefnu jörð eina brigða, þá skall hann segja honum fyrir of haust með vatta tvá, hann má bæði senn gera ef hann vill, ok stefna honum til auratöku þorsdag i páskaviku á jörð þá er þeir deila um. Nú koma þeir þar, þá skall hann setja niðr dóm einn, ok njóta vátta sina hvessu mikla aura hinn á i þeirri jörðu, þá skall hann reiða nema hinum beri vitni til meiri aura, þá skall hann vátta hafa at, er at þeirri stefnu kemr er hann á jörð sina aptr at leysa. Man har vistnok foreslaaet at læse den sætning: þá skall hann osv. i umiddelbar sammenhæng med: Nú koma þeir þar; forudsætningen skulde da være, at kompilator havde havt to texter for sig, hvoraf den ene havde sæt- ningen: þá skall hann – – til meiri aura, den anden: þó skall haan – at leysa, og at han ligesom i kristenretten vilde have den læst ved siden af hinanden som ældre og yngre ret. Men denne læsning synes ikke at tilfredsstille: sætningen vilde komme til at lyde: „Nu komme de der (nemlig til stævnet), da skal han have vidner til, naar det kommer til det stævne, hvor han har sin jord at løse“, hvilket visselig maa medgives at være temmelig usammenhængende. Jeg slutter mig derfor til en enden i forslag bragt læsning: da skal han betale, medmindre der for hin (besidderen) bæres vidnesbyrd til flere penge; da (nemlig: i saa fald) skal han (besidderen) have vidner til, som komme til det stævne, hvor han (løsningsmanden) har sin jord at løse. Kapitlet danner et godt exempel paa den usikkre vaklen mellem stævne og dóm, som Gul.loven i dette emne udviser. Jfr. iøvrigt ogsaa kap. 293, der ligeledes kun taler om det stævne, paa hvilket jorden skulde løses, ikke om nogen dóm.
17. Den ældgamle regel, at man ved dette foregaaende møde skulde samles der, hvor ager og eng mødes, og at løsningsmanden her skulde lægge pengene paa en sten, viser ogsaa, at det ikke oprindelig har været en blot og bar stævning, som ved denne leilighed skulde udføres.
18. Gul. kap. 284, 277, 274.
19. At usikkerheden heller ikke har undladt at virke tilbage paa de ikke vitterlige sager, synes det under behandlingen af disse allerede citerede kap. 285 at antyde. Det tillader i ikke vitterlig løsningssag vidner at blive fremførte fra begge sider for samme dóm, en sammendragning af tredómsbestemmelserne, som vi vistnok alt have lært at kjende ved markeskjælstrætterne, men som i løsningssag neppe vilde være skeet, om ikke den ene og afgjørende dómssætning paa betalingsdagen i vitterlig sag havde givet exemplet. Stedet indbyder endog til den forstaaelse, at det netop er til dette sidste møde, at det henlægger sin dom, hvad dog ikke udtrykkelig siges. – Ogsaa kap. 277, der ligeledes handler om uvitterlig sag og som ovenfor citeredes, synes, uden at det dog med fuld nødvendighed fremgaar af ordene, at tænke sig sin skiladóm afholdt thorsdag i paaskeugen.