Grundtrækkene i den ældste norske proces/2

Ebbe Hertzberg

Grundtrækkene i den ældste norske proces

A.W. Brøgger, 1874 (s. 23-79).

I saa vid en udstrækning end skirskotningen kan sees under den gamle retsforfatning at være bleven benyttet, var det dog en selvfølge, at der, ogsaa bortseet fra egentlige forbrydelser, mand og mand imellem tidt og ofte maatte opstaa forhold og tvistigheder, hvori skirskotne vidnesbyrd ikke kunde haves, dels fordi man overhovedet ikke havde tænkt sig muligheden af nogen uenighed, dels fordi denne ikke havde sin forbindelse i nogen egentlig kontraktsforbindelse, dels endelig fordi retten eller evnen til at føre skirskotningsvidner paa en eller anden maade var tabt. For saadanne tilfælder tog de gamle sin tilflugt til en søgsmaalsbehandling, der neppe bør karakteriseres anderledes end som en sagførelse for en privat opnævnt domstol, den saakaldte skiladómr, ved hvis hjælp de opnaaede den samme vitterlighed, som skirskotningen ellers medførte. Med den foreløbige bemærkning, at der under udtrykket dómr i lovene undertiden ogsaa forstaaes en anden institution, gaa vi umiddelbart over til undersøgelsen af skiladomens stilling.

Allerede strax møder os imidlertid den vanskelighed, at kilderne, saaledes som de foreligge, skildre i det mindste to forskjellige søgsmaalsmaader, der begge betegnes som sagførelse ved skiladóm, og hvoraf den ene kunde synes især at have været brugelig i Gul.lagen,^[1] den anden i det throndhjemske,^[2] men ogsaa for visse sager vestenfjelds.^[3] For at udrede, hvorledes sammenhængen hermed har været, bliver det nødvendigt, at tage dem begge for os, og vi begynde da med Fr. lovens skiladóm, fordi denne har de vidtlyftigste, mindst afslebne former. Et stykke paa vei følger imidlertid ogsaa den i Gul. loven for almindelige sager givne skildring i de fleste punkter de samme regler som hin, og vi benytte os heraf til, saa langt enigheden rækker, at udfylde Fr. lovens halvdunkle fremstilling.^[4]

Det første skridt, en klager under den gamle retsforfatning i regelen altid havde at foretage, var den saakaldte hjemstævning. Denne bestod deri, at han opsøgte sin modpart i hans hjem, eller hvor han ellers kunde træffe ham, og i tilkaldte vidnerne overvær stævnede ham til paa en bestemt dag, ifølge Gul. loven inden udgangen af de to næste uger, at være hjemme „paa den bø, hvor han boede, ved sin ild og sin arne, i sit høisæde og i det hus, hvor hynder vare bredte“, eller hvis han ikke førte eget hus, da i sin arvings gaard for at høre klagerens fordring fremsat.^[5]

Paa den berammede dag havde klageren dernæst at indfinde sig paa det betegnede sted og, fremdeles i vidners overvær, opfordre den indstævnte til at rette for sig eller, som Fr. loven udtrykker sig, at udlevere gjenstanden. Denne opfordring kaldtes kvaða eller kvøð og, naar dens fulde formelle lovrigtighed skulde udtrykkes, laga kvøð og lyrittar.^[6] Rettede nu indstævnte for sig enten ved strax at efterkomme opfordringen eller ved at stille borgen for efterkommelsen, var sagen i orden. Fandt han sig derimod ikke beføjet hertil, havde han under iagttagelse af en ceremoni, der betegnes med udtrykket „at kasta fram lagakefli“ at fæste dóm d. v. s. erklære, at han ønskede skiladóm nedsat til sagens paakjendelse. Var indstævnte ikke paa den bestemte dag tilstede eller undlod han baade at falde tilføie og at fæste dóm, ansaaes han at have erkjendt søgsmaalets rigtighed, og idet dette udfald af sagsøgeren skirskotedes under vidnerne, var sagen altsaa derved bleven vitterlig. Skede derimod dómsfæstelse, skulde indstævnte i forbindelse med denne tillige spørge, hvilke klagerens vidner vare. Klageren havde nu fra sin side at erkjende sig villig til at underkaste sig domens kjendelse, eller, som det i modsætning til indstævntes dómsfæstelse om ham hed, leggja dóm á; i sammenhæng hermed skulde han bestemme domens afholdelse med fem nætters frist til det sædvanlige dómssted og endelig opregne de vidner, som han havde til hensigt for domen at fremføre.^[7]

Til fastsat tid skulde da begge parter møde paa dómsstedet, ledsagede af alle de mænd, som i en eller anden egenskab skulde være dem til hjælp. Sagen begynder derpaa med, at klageren paa sin side opnævner sex dómsmænd, der tage sæde paa dómspladsen i én række, hvorpaa han opfordrer modparten til at nævne sine. Disse tage saa plads ligeoverfor hine, og det tilkommer nu sagsøgte at rydde klagerens dóm d. v. s. anmode de slægtninge eller besvogrede af ham, hvilke han maatte have sat i domen, om at fjerne sig. Har klageren for dette tilfælde andre mænd tilstede, som kunne indtage den ryddede plads, sker dette; i modsat fald er hans søgsmaal forspildt, og han maa begynde helt fra nyt at Satte han lendermænd i sin dóm, tabte han endog for fremtiden selve klageretten i den sag.^[8] Er klagerens dóm endelig istand, kan han paa samme maade rydde indstævntes, og saaledes faar man da en ret, bestaaende af tolv gode mænd, hvoraf hver af de tvistende har opnævnt det halve antal. For denne dóm fremfører derpaa klageren sine hjemstævnevidner og kvaðavidner, der have at bevidne, at sagen hidtil er bleven rigtigen dreven. Erkjender domen disse vidnesbyrd for gode, nedlægger han paany sin paastand.

Saa langt kunne vi ved at sammenholde Fr. lovens bestemmelser i dens 10de bolk med Gul. kap. 37 og 266 med nogenlunde lethed trænge frem i forstaaelsen af Fr. lovens skiladómsbehandling. Men fra dette punkt af forlader den thrønderske retskilde ganske skildringen af fremgangsmaaden i dens regelmæssighed for at gaa over til at fortælle, hvorledes det gik i uregelmæssige fald, nemlig naar en af parterne udeblev. Paa den anden side tager netop her ogsaa Gul. kap. 37 afsked og gaar sin egen vei, og det bliver os derfor ingen anden mulighed tilbage end gjennem reglerne for de uregelmæssige tilfælder at søge at naa de for de regelmæssige gjældende, hvorunder vi dog som en god støtte endnu beholde Gul. kap. 266–269.

Fr. 10–11 o. flg. bestemme altsaa: Udebliver en af parterne fra dómsbehandlingen, skal den anden vente paa ham til middag og derpaa sætte domen, sex mænd fra hver side; forudsætningen er følgelig, at begge parters domsmænd havde indfundet sig. Gul. kap. 269 viser imidlertid, at klageren, selv om ogsaa indstævntes domsmænd blev borte, kan sætte sin dóm, og lade dennes sex mænd udtale kjendelsen.^[9] Hvis sagsøgeren er den udeblivende, er han ude af sit søgsmaal, d. e. han ansees i realiteten at have havt uret, og sagen hæves. Dette udfald skirskoter sagvolderen under sine vidner og sikkrer sig derved mod ved en anden leilighed at blive dømt i den sag; thi en dómflogi, en, der flyr domen, kan aldrig med virkning fremsætte samme søgsmaal paany. Er det derimod den sagsøgte, der udebliver, fremfører klageren sine vidnesbyrd, og hvis disse bæres for fulde, have de dømmende at lægge domsord paa, nemlig at han er kommen til sit søgsmaal. Herved forudsættes det altid, at der herskede enstemmighed blandt domsmændene; deres kjendelse kaldes tolv mænds dóm,^[10] og endnu saa sent som i slutningen af Haakon den gamles regjering betegnes det som en utilbørlig forspildelse af klagerens sag, om der opstod dissents i domen. Fr. indl. kap. 16 paalægger nemlig de dómsmænd, der befandtes at have uret, en straffebod til kongen, hvorfra de kun blev fritagne ved at beedige sin gode tro og personlige overbevisning. Efter at have modtaget saadan dom, skal sagsøgeren nedlægge ny dómsstævning til samme sted med fem nætters frist. Kommer han selv ogsaa til den anden dom, men sagsøgte fremdeles ikke, har denne forbrudt sit forsvar. Hvis han derimod kommer til den anden dóm, skal han nyde alle sine vidnesbyrd der. „Men“, heder det videre, „den tredie dóm skal lægges til samme sted med fem nætters frist“. Dómsmændenes antal var den tredie gang fireogtyve, og de skulde atter tage plads i to rækker. Derpaa skulde sagsøgerens domsmænd tilbyde modpartens at indgaa et væddemaal om sagen. Antoges dette, rakte hver dómsmand sin haand til den lige overfor siddende og væddede to ører sølv paa, at hans opfatning var den rigtige; sad de hinanden ikke nær nok, maatte de i siddende stilling rykke saavidt sammen, at de kunde give hinanden haanden. Reiste en sig op i domen, havde nemlig hans parti altid tabt. Den væddede sum blev strax fra begge sider at udbetale og lagdes i en upartisk trediemands haand, hvorpaa sagen af de tvistende skjødes til things for at finde sin endelige afgjørelse. Antoges væddemaalstilbudet derimod ikke, eller, hvilket var det samme, holdt en af de fireogtyve mænd, sin haand tilbage, havde hans parti tabt, og sagen skirskotedes under tilhørerne, de saakaldte dómstaurar eller heyringjar, som vitterlig, hvis klageren var den vindende, som endelig afgjort, hvis sagvolderen havde vundet.

Hvad vil nu alt dette sige? Gjaldt hele denne fremgangsmaade alene for det tilfælde, at sagvolderen ikke indfandt sig til den første dóm, men ventede til den anden, eller vare disse regler almindelige og skylde de kun en slet redaktion af retsbogen, at de alene ere satte i forbindelse med hint tilfælde, at den indstævnte første gang udebliver? En sammenligning med Gul. kap. 266, hvor de tre dome for de der omhandlede sager fremsættes som det regelmæssige, synes allerede bestemt at vise, at det sidste er det rigtige, og der mangler ikke i Fr.v loven selv vidnesbyrd om det samme. Saaledes siger Fr. 9–7, der handler om arvesøgsmaal, at en i udlandet født arving skal „holde alle dóme, med mindre modparten før trækker sig tilbage“, i hvilken yttring de tre domes regelmæssighed tydelig underforstaaes. Endnu mere almindelig udtrykker sig Fr. 10–18, naar den siger, at enhver mand kan holde fast ved sin sag til den tredie dóm, og endelig forudsætter Fr. 12–8 for de samme tilfælder som Gul. kap. 266, at tre dome blev at holde. Bj. retten, der som bekjendt næsten udelukkende er bygget paa Frostathingets ret, tillader i kap. 52 ligeledes udtrykkelig den sagsøgte at holde ud til den tredie dom og nævner ikke det mindste om, at dette privilegium blot skulde tilkomme ham, om han udeblev fra den første. Betegnende er det ogsaa, at denne lov kalder søgsmaalet for skiladóm „at sœkja á dómum“, d. e. at søge ved domene, hvis flertal altsaa ansaaes som det almindelige.^[11] Lægges alt dette sammen, maa det derfor vistnok ansees som sikkert, at de tre dome ikke blot kom til anvendelse i undtagelsesfald, men var en regelmæssig form for en retssags førelse for skiladomen.

Ønske vi dernæst en nøiere forklaring over, hvad disse tre dome havde at gjøre, maa vi atter ty til Gul. kap. 266, for ved dets hjælp at fortolke Fr. lovens vanskeligheder. Af dette sted fremgaar det nemlig, at der ved første dóm kun blev at fremføre vidner fra sagsøgerens side, men at sagvolderen da kun havde at nævne sine vidner, hvilke derimod først blev at føre ved anden dóm. Kommer nu hertil, at Bj. kap. 52 fordeler vidneførelsen paa samme maade,^[12] saa maa vi ved Fr. lovens 10de bolk have lov til at tænke os den samme ordning. Og virkelig er denne forudsætning ogsaa den eneste, der aabner adgang til en tilfredsstillende forklaring paa de deri givne bud; thi at indstævnte uden videre skulde kunne udeblive fra den første dóm, naar han kun indfandt sig til den næste, kan ikke godt have anden grund, end at han ved den første intet væsentligt havde at gjøre, medens den anden dóm netop holdtes for hans skyld, idet han da havde at fremføre sine vidner. Vi maa saaledes antage, at den regelmæssige fremgangsmaade i Fr. lovens skiladómssager har været, at alene sagsøgeren ved den første dóm har fremført sine vidner, hvorpaa han i ethvert fald, enten indstævnte var tilstede eller ikke, har stævnet en ny dóm med fem nætters frist til det samme sted. For det tilfælde, at indstævnte ikke var tilstede, siger Fr. 10–12 videre udtrykkeligt, at domsmændene ved den første dóm skulde afgive kjendelse for, at sagsøgeren var kommen til sit søgsmaal. Der er imidlertid neppe nogen grund til at indskrænke denne bestemmelse til det nævnte fald alene. Den anden dóm stod jo ogsaa da i udsigt, og det kunde derfor ikke være, fordi sagen allerede skulde være endelig afgjort, at kjendelsen afgaves. Den eneste forklaring, som kan tænkes, er, at det offentlig skulde udtales og skirskotes under sagsøgerens vidner, at hans vidneførsel var rettelig skeet, og at han følgelig rebus sic stantibus var kommen til sit søgsmaal. Ved anden dóm havde dernæst den sagsøgte at fremføre sine modvidner. Gul. kap. 266 viser i saa henseende, at den almindelige regel, at modvidnerne maatte være flere end vidnerne, ogsaa ved skiladómen kom til anvendelse. Vare de altsaa kun ligesaa mange eller endog færre, havde den anden dóm blot at erklære, at sagsøgte havde tabt, i hvilket fald første dóms kjendelse stod ved magt, og al videre sagførelse for skiladóm bortfaldt. Hvis han derimod førte det tilstrækkelige antal modvidner, maatte den anden dóm med samme føie afgive kjendelse for, at hans forsvar var lykkedes, hvorved den første dóms kjendelse modsagdes, og sagsøgeren tabte. Hvorledes kunde der efter dette blive anledning til at holde endnu en tredie dóm, væddemaalsdomen?

Det maa med hensyn hertil siges at staa fast, at den tredie dóm udelukkende sammenkaldtes for væddemaalets skyld, hvorimod der ikke længere var anledning til nogen vidneførsel Fr. 10–12 indskrænker tydeligvis denne til de to første samlinger, og Gul. kap. 266, Fr. 10–15 og 12–8 kjende ved den tredie dóm ogsaa kun til væddemaalet. Dette afsluttedes mellem tolv og tolv, og til grund derfor maa altsaa have ligget en uenighed, hvorved tolv stod mod tolv. Men det eneste punkt, hvori den forudgaaende behandling aabner muligheden af en uenighed, er modsætningen mellem første og anden dóm. Den første dóm har efter at have hørt klagerens vidner erklæret, at han var kommen til sit søgsmaal, den anden har efter at have hørt indstævntes erklæret dennes forsvar for gjennemført. Denne strid er det følgelig, som ved væddemaalet enten skal løses eller bringes paa spidsen, og det bliver da ogsaa let at indse, hvorfra tallene tolv mod tolv komme; det er nemlig mændene i de to dóme, som nu sættes ligeoverfor hverandre, for at det kan prøves, om de ville vedstaa sine udsagn. Fra dette standpunkt af siges domsmændene ved tredie dóm at være sagsøgerens eller den sagsøgtes, uagtet parterne oprindelig hver havde opnævnt sex mænd til hver af de to første dome.^[13] Da kjendelsens indhold i det væsentlige bestod i en anerkjendelse af parternes vidner, hvortil desuden kunde komme lovens anvendelse paa det ved vidnerne oplyste forhold, vil det skjønnes, at mening her lettelig kunde staa mod mening. Paa den anden side laa den udvei for den gamle tid og tænkemaade meget nær, ved et væddemaalsforslag, der stillede en materiel opoffrelse i udsigt, at undersøge, om de ogsaa samtlige vare faste i sin opfatning og ikke blot havde ladet sig lede af kammeratskabsfølelse eller uselvstændighed ligeoverfor sine meddomsmænd. Indlod en eller anden af dem sig ikke paa saaledes at bekræfte sin mening, men holdt sin haand tilbage, havde han derved skilt sig fra den dóm, hvortil han hørte, og som ufuldtallig kunde denne ikke længere opretholde sin kjendelse ligeoverfor den anden. Kom væddemaalet derimod istand, havde den private skiladóm vist sig udygtig til endelig at løse striden.

Hermed er imidlertid ikke alle spørgsmaal, som de anførte bestemmelser i Fr. loven vække, besvarede. Vi forbigaa dog foreløbig undersøgelsen af, hvad ordene lyrittarkvøð og lagakefli betegne, da dette bedst behandles i andre forbindelser. Derimod bliver vort næste emne, hvorledes det kan hænge sammen, at der i denne søgsmaalsform forekommer vidner, uagtet det først var ved sagførelsen for domen, at sagerne blev vitterlige. Det maa i saa henseende strax erkjendes, at den gamle terminologi ogsaa kalder de for skiladomen brugelige vidner váttar og deres udsagn vitni,^[14] hvoraf man altsaa skulde ledes til den slutning, at der ingen forskjel var. Ikke desto mindre skiller den samme bolk af Fr. loven, hvori de nævnte ord i hin betydning forekomme, bestemt mellem søgsmaal, hvori sagen allerede var vitterlig, og søgsmaal for skiladóm, og det i samme øjeblik, som den henfører alle skirskotne vidnesbyrd og tilkaldte vidner til de første.^[15] Allerede efter dette tør man formode, at der maatte findes andre vidner end de, hvorunder der var skirskotet, og Fr. 10–8 viser ogsaa, at der raadede en vis valgfrihed ved fremførelsen.^[16] Nogen nærmere forklaring herpaa giver Fr. loven imidlertid ikke. Derimod komme et par steder i Gul. loven os atter til hjælp. Saaledes bestemmer kap. 266, at vidnerne i odelssager skulde bestaa af tre mænd, der mindst vare 20 aar, da deres fædre døde, og at deres udsagn skulde sandes af andre, der ved deres fædres død vare femten aar; det tilføies, at alle odelsvidnesbyrd skulde bæres af odelsmænd. Det sees altsaa, at der her er tale om vidner, der havde at udsige, hvad de overhovedet kjendte til og havde erfaret; ja da en gaard først blev odel i ætten gjennem fem generationers besiddelse, var det langt mere, hvad de af andre, navnlig af sine forfædre havde hørt, end hvad de selv i sit eget liv havde iagttaget og oplevet, som de kom til at erklære sig over. I markeskjelssager omtaler Gul. kap. 86 lignende erfaringsvidner. I disse sager kunde enhver, som vilde, bære vidnesbyrd, naar han kun var fri og myndig, og vidnesbyrdets indhold skulde være grændsens paavisning; det tilføies, at selv en træll, der havde arbeidet paa det omstridte stykke, skulde kunne vidne, naar han kun var fri, idet vidnesbyrdet blev afgivet, en særdeles klar tilkjendegivelse af udsagnets erfaringsmæssige, af enhver skirskotning uafhængige karakter. Sammenligner man nu disse to steder, der ere de eneste utvivlsomme, der lidt nøiere beskrive de for skiladomen brugelige vidner, saa finder man ved siden af adskillig ulighed den fælles hovedbestemmelse, at vidnerne vare erfaringsvidner, hos hvilke ingen skirskotning eller tilkaldelse ved forholdets stiftelse forudsattes. Den indirekte slutning, som af lovens 10de bolk kunde drages, bestyrkes altsaa ved ligefremme bud i vor anden hovedkilde. I den nærmere skildring af disse erfaringsvidner, afvige derimod de to steder i Gul. loven betydeligt fra hinanden. I odelssøgsmaal kræver det ene særdeles udmærkende egenskaber hos vidnerne, og deres udsagn skulle ovenikjøbet stadfæstes af andre næsten ligesaa gode mænd; i markeskjelssager tillader derimod det andet endog frigivne at bære vidnesbyrd, og om nogen stadfæstelse er der slet ikke tale. Grunden hertil kan kun være den, at hensyn er taget til sagernes forskjellige beskaffenhed; i de saa høist vigtige odelssager maatte man sikkre sig mænd, hvis stilling og livsforhold gjorde dem ikke alene fuldt paalidelige, men endog til de paalideligste, som overhovedet kunde haves, medens man ide mere vanskelige end vigtige grændsetvister isærdeleshed maatte lægge an paa at faa saa mange brugbare oplysninger som muligt, og derfor, som det af udtrykkene fremgaar, har slappet fordringerne til vidnernes personlighed. Fra disse to yderligheder tør man saaledes vistnok slutte, at erfaringsvidnerne i almindelige sager^[17] have været fri, myndige, velkjendte og gode mænd, og at man følgelig har krævet de samme egenskaber hos dem som hos de tilkaldte vidner, hvilket jo ogsaa i sig selv er det sandsynligste. Om disse vidner gjaldt det altsaa, at de ikke umiddelbart gjorde det forhold, hvorom de udtalte sig, vitterligt, men at denne egenskab først opnaaedes ved, at skiladomen paa deres udsagn grundede sin kjendelse.

Tro vi saaledes at være komne til en nogenlunde sikker oversigt over den søgsmaalsmaade, der skildres i Fr. 10–6 til 15, bliver vor næste opgave at bestemme, ved hvilke anledninger den brugtes. Dette falder forholdsvis let. Hvor loven indleder sin omtale af hin skiladómsrettergang^[18] siger den nemlig, at klageren ved kvaða skal fordre den gjenstand (gripr d. e. klenodie, værdigjenstand), som han har (at fordre) hos ham. Det er altsaa en individuel ting, som kræves udleveret, sagen er en vindikationssag eller en dermed ligeartet.

Men er dette tilfældet, bliver spørgsmaalet, om der da ikke i loven ogsaa gives regler for andre arter af søgsmaal. Herpaa behøver man heller ikke at lede længe efter svar. Det er nemlig paafaldende, at loven efter sin ovenfor gjengivne vistnok dunkle, men dog vidtløftige beskrivelse af skiladómsbehandlingen atter i 10–17 begynder med hjemstævning og dómsfæstelse og herom gjentager bestemmelser, der allerede i det foregaaende ere meddelte,^[19] hvorpaa den i kap. 18 paany tager fat paa den tredie dóm, hvis omtale den imidlertid pludselig afbryder midt i en sætning. Man maa uvilkaarlig gjætte paa, at meningen her har været at tale om en anden art søgsmaal end den ovenfor skildrede, men at nedskriveren efter at være naaet et stykke paa vei af en eller anden grund ikke vil fortsætte Man bliver da heller ikke i tvivl om, hvilket søgsmaal det var, som nu skulde være kommet; thi kap. 18 paalægger udtrykkelig indstævnte som ene alternativ at „festa fé“, og viser derved, at det er gjældssøgsmaal, som haves for øie. Ordet fé bruges nemlig paa oldnorsk fortrinsvis generisk og især i betydning af penge eller penges værd. Det samme fremgaar ogsaa af kap. 17, hvor baade ligefrem benyttes det alene om generiske og især om pengeydelser brugelige ord reiða, udrede, .og hvis bud, at bønderne i tilfælde af exekution skulde tage dobbelt saameget, ogsaa kun bliver forstaaeligt under forudsætning af en generisk forpligtelse. At fremstillingen saa hurtigt gaar over til tredie dóm, synes derimod kun at have sin grund deri, at kompilator er bleven kjed af at gjentage og derfor har tænkt sig det øvrige udfyldt fra det lige forudskikkede vindikationssøgsmaal; for at danne en afslutning har han dog ment at burde medtage tredie dóm, men finder snart, at ogsaa det kun bliver gjentagelse og bryder derfor med en gang af. Af dette følger det da, at gjældssøgsmaal efter Fr. loven i alt væsentligt faldt sammen med vindikationssøgsmaalet, og at der navnlig ogsaa i uvitterlige gjældssager kunde føres erfaringsvidner.

I modsætning til disse bestemmelser i 10–17 o. flg. staar imidlertid 5–42, der giver en ganske anden regel. „Om alle de gjældssøgsmaal“, heder det her, „hvori eder komme til, der skal én nægte for én øre, men to for to og tre for tre, og om der end er mere gods (at kræve), da kommer det ikke mere end til lyritared“. Her omtales altsaa et retsmiddel, der i de hidtil behandlede steder forbigaaes med taushed, idet det viser sig, at den indstævnte kunde benægte gjælden med sin egen og mededsmænds ed. Den tilsyneladende modsigelse løses dog ved hjælp af den anden thrønderske retskilde, Bjarkøretten, hvis kap. 52 (98) skiller mellem to tilfælder, at klageren har (erfarings-) vidner paa sin fordring, i hvilket fald der skal benyttes vidneførsel og indtil tre dómssættelser, og at han ingen vidner har, da én, to eller tre mænds ed bliver at paalægge den indstævnte. Hertil svare ogsaa nøiere beseede udtrykkene i Fr. 5–42; thi naar stedet taler om alle de gjældssøgsmaal, hvori eder komme til, medgiver det indirekte, at der vare andre gjældssøgsmaal, hvori eder ikke brugtes, og ifølge sammenhængen maa disse først og fremst være de sager, der skildres i 10–17.

Vi komme altsaa for Fr. lovens vedkommende til det resultat, at førelse af erfaringsvidner, i vindikations- og gjældssøgsmaal eller som man for at have et fælles udtryk for begge i hovedsagen sammenfaldende former har valgt at kalde dem, søgsmaal angaaende penge og gods (fjársoknir i videre betydning), fremkaldte skiladómsbehandling med indtil tre dómssættelser, medens søgsmaal, hvori vidner ikke havdes, blev at afgjøre ved den indstævntes ed med eller uden edshjælp. Formerne for denne edspaalæggelse nævner Fr. loven intetsteds nøiere.

Gaa vi derpaa over. til Gul. lovens tilsvarende regler, er det at mærke, at disse kun gives for et enkelt af Fr. lovens flere tilfælder, medens loven om de øvrige alene tillader gjætninger. „Hvis en mand har gods tilgode hos en anden, hvilket vidner ikke vide“, begynder Gul. kap. 37, skal han stævne ham til kvaða og til aftalt tid opfordre ham til at rette for sig. Skyldneren har da enten at festa fé d. e. paa fyldestgjørende maade love efterkommelse eller festa dóm.^[20] Dómssættelsen skildres derpaa saaledes, som ovenfor under Fr. retten indtaget, kun med den forskjel, at domen vestenfjelds sættes paa sagvolderens egen gaard. Derpaa fremfører klageren sine hjemstævne- og kvaðavidner, og saa fortsættes der: „da have de, som i domen sidde, at dømme herom og dømme den, der benægter gjælden, til en ed saa stor, som han ifølge loven har at nægte det gods med, hvorfor han blev fordret med kvaða; men én skal nægte for én øre, to for to og tre for tre“. Man ser, at her hverken er tale om vidneførsel eller flere dome eller væddemaal; klageren fremfører sin paastand, og derpaa dømmes indstævnte til benægtelsesed efter sagens størrelse med to, en eller uden mededsmænd. Budet gjælder saaledes kun for det tilfælde, at klageren end ikke havde erfaringsvidner at paaberaabe sig. Inden denne begrændsning slutter det sig imidlertid supplerende og forklarende til Fr. lovens ufuldstændige bestemmelser om dette fald, og det bliver tilladt at slutte, at eden ogsaa i Thrøndelagen er bleven paalagt ved en enkelt skiladóm.

Vanskeligere er det under lovens taushed at komme til fuld sikkerhed med hensyn til Gul. lovens behandling af de uvitterlige sager angaaende penge og gods, hvori erfaringsvidner ikke havdes. Imidlertid ere vi dog ikke ganske uden antydninger. Frost. lovens form for disse sager falder, som man ved en sammenligning mellem dens 10de og 12te bolk strax vil se, i alt væsentligt sammen med dens odelsløsning. Da begge loves retssystemer ere for identiske til, at nogen væsentlig forskjellighed skulde kunne antages at have fundet sted i deres procesregler, er det allerede i og for sig meget sandsynligt, at rettergangen for de nævnte sager ogsaa efter Gul. loven nærmest var dannet i lighed odelssøgsmaalet. Og dette turde virkelig ogsaa have været tilfældet. Gul. kap. 40 bestemmer saaledes for det fald, at en mand har solgt samme gjenstand til to, og den sidste kjøber tillige er kommen i besiddelse af den, at denne kan fæste dóm mod den førstes fordring paa udleverelse, og at klageren for domen maa føre vidner paa, at han kjøbte først. Nu var det almindelig oldnorsk ret, at eiendom stiftedes ved selve salgsaftalens sluttelse, og at besiddelse i saa henseende hverken gjorde fra eller til. Den første kjøber havde følgelig ligeoverfor den anden kun at fordre sin egen ting, vi have altsaa et tydeligt vindikationssøgsmaal for os og under dette føres vidner for skiladomen. At disse for tilfældet vel altid vare de ved kjøbet tilkaldte skirskotningsvidner, kan ikke fordunkle sammenligningen med Frost.lovens bestemmelser; thi idet de ikke førtes mod sælgeren, men mod en senere kjøber, d. e. mod en mand, med hvem de i egenskab af tilkaldte vidner intet havde at skaffe, kunde de blot optræde som erfaringsvidner, og maatte finde sig i, at modparten ikke betragtede sagen som vitterlig. Endnu klarere er kap. 216, der forudsætter, at en gjenstands besidder mod vindikationssøgsmaal fæster dóm, og at sagsøgeren for denne fører sine vidner, i dette fald altsaa rene erfaringsvidner. Endelig gjentager kap. 78 for et andet tilfælde bestemmelsen i kap. 40, og kap. 49 og 79 sigter, som det synes, utvetydigt til den samme søgsmaalsform. Tilsidst kan det ogsaa nævnes, at kap. 86 for markeskjælstrætter udtrykkelig fastsætter erfaringsvidners førelse for skiladóm, og saaledes godtgjør, at denne bevismaade ogsaa udenfor odelssager af Gul. loven anerkjendtes. Sammenholdes alt dette, tør vi vistnok anse det for sikkert, at de vestenfjeldske bygders maade at benytte erfaringsvidnerne paa i hovedsagen var den samme som de thrønderskes. Dog turde der maaske være grund til at antage, at der i ét punkt har hersket ulighed. Af Gul. kap. 266 sees det nemlig, at væddemaalsdomen i odelssager ikke som i Throndhjem bestod af 24, men kun af 12 mænd, og formodentlig har da vel det samme ogsaa gjældt i andre sager. Hvorvidt disse 12 mænd vare nyopnævnte, der skulde vædde, om første eller anden dóm havde ret, eller om de udtoges blandt første anden dóms mænd, tør derimod ikke afgjøres.

Vi komme efter dette tilsidst til de forandringer, som endnu i provindsiallovenes tid kunne sees at være indtraadte i behandlingen af de ovenfor skildrede søgsmaal. Gul. kap. 37 viser nemlig, at kong Magnus Erlingssøn^[21] eller vel rettere rigsmødet i Bergen 1164 under ledelse af hans fader Erling af Stødle ligefrem har afskaffet skiladomen i saadanne uvitterlige sager, hvori erfaringsvidner ikke fremførtes, og det uden at egentlig noget andet sattes istedet Medens indstævnte hidtil ved kvaða havde at fæste skiladóm, og denne efter at have hørt klagerens paastand skulde dømme indstævnte til en de, hvis størrelse dog simpelt hen rettede sig efter fordringens og derfor paa forhaand af enhver kunde udregnes, blev fremgangsmaaden herefter den, at indstævnte ved kvaða skulde fæste selve eden, d. e. erklære sig villig til at aflægge den ed, som loven fastsatte for et krav af vedkommende størrelse. Saaledes som Fr. loven nu foreligger os, findes der i denne ingen hertil svarende bestemmelse. Ikke desto mindre viser Bj. kap. 158, der i forkortet udgave gjengiver Magnuses retterbod, at ændringen ogsaa er bleven vedtagen i Frostathingslagen.^[22] Imidlertid behøver man dog ikke at lede længe efter en forklaring paa Fr. lovens taushed. Jævnfører man nemlig det nævnte sted af Bj. retten med det i sin nuværende form uforstaaelige kap. 24 i Fr. lovens 10de bolk, der forøvrigt ord til andet er ligelydende med Bj. kap. 158, saa ser man, at Fr. loven har udeladt et eigi som Bj. rettens text har.^[23] Dette eigi har vistnok udgiverne af de gamle love i en note til stedet i Bj. retten formodningsvis erklæret for urigtigt, fordi det ikke findes paa det tilsvarende sted i Fr. loven; men at det er denne formodning, som er urigtig, medens eigi nødvendigvis maa blive staaende i Bj. retten og indskydes i Fr. loven, det fremgaar ligesaa klart ved jævnførelsen med Gul. kap. 37 som derved, at stederne ellers forblive absolut uforstaaelige, hvorimod de læste med eigi give en grei og høist rimelig tydning.^[24]

Den ændring, hvorved skiladomen saaledes i søgsmaal uden vidneførsel blev afskaffet, kom ikke til at staa alene. Det nysnævnte Fr. 10–24 indeholder nemlig endnu en herhen hørende bestemmelse. Da forstaaelsen af dette kapitel imidlertid vanskeliggjøres ved en meget utydelig redaktion, blive vi nødt til kortelig at underkaste det en exegese.^[25] Der omtales i dets første del den almindelige, af os først nedenfor behandlede fremgangsmaade i vitterlig sag, hvilket tydelig nok betegnes ved indledningsordene: svá skal vita fé sœkja. Derpaa følger anden del, som ogsaa taler om søgsmaal af penge og gods (fjársóknir, fjárskuldir). Da nu vitterlige sager allerede ere skildrede i første del, maa formodninningen strax være for, at der her gaaes over til de ikke vitterlige, og nærmere undersøgelse viser, at dette virkelig forholder sig saa. Den fælles indledning for hele anden del dannes af ordene: „men om alle de søgsmaal af gods, som ikke maa søges med lovkjævlen.“ Men ved de sager, der maatte søges med lovkjævle, menes, som nedenfor skal blive paavist, de ikke vitterlige sager, der begyndte med nedlæggelse af processuelt forbud; da nu imidlertid kun en enkelt art af ikke vitterlige sager indlededes paa denne maade, saa ligger det ligefrem i udtrykkene selv, at de følgende bestemmelser gjælde og have anvendelse paa de øvrige, ikke – vitterlige sager. At de kun gjælde disse, fremgaar derimod som bemærket ved sammenligningen med første del, hvor vitterlige sager allerede ere behandlede. Overensstemmende hermed er da ogsaa selve indholdet af anden del. Som ovenfor godtgjort havde ikke vitterlige søgsmaal af gods ifølge den ældre Frostathingsret to former, eftersom erfaringsvidner havdes eller ikke, og ganske rigtigt falder nu ogsaa den anden del i to led, hvoraf det første handler om det tilfælde, at vidner havdes (en um fjársóknir þær allar er eigi má með lagakefli sœkja ok eru þó váttar til), og det andet, hvor et eigi ifølge det ovenfor sagte maa indskydes, om det tilfælde, at vidner overhovedet ikke havdes (en um þær fjárskuldir er vitni eru eigi til). At de i første led omtalte vidner ere erfaringsvidner, tør derfor neppe kunne underkastes tvivl, saameget mere som de i forbudssager brugelige vidner altid vare erfaringsvidner, og sætningen: „Men om alle de søgsmaal af gods, som ikke kan søges med lovkjævlen, og hvor der dog (d. e. uagtet lovkjævlen ikke be- nyttes) ere vidner,“ tydeligt nok viser, at forskjellen mellem de udelukkede og de behandlede sager kun laa i de førstes forbudsnedlæggelse, men ikke tænktes udstrakt til vidnerne.

I den saaledes fortolkede anden del af Fr. 10–24 fastsættes det da, dels, som ovenfor fremstillet, at den sagsøgte, hvor vidner ikke haves, strax ved kvaða skal fæste ed, hvorved skiladomen for dette tilfælde afskaffes; dels at klageren, hvis han har erfaringsvidner, skal stævne skyldneren hjem til krav og derfra til things og der nyde sine vidner. For dette tilfælde afskaffes altsaa ogsaa skiladómsbehandlingen; men det er her den vidtlyftige fremgangsmaade med de tre dome og væddemaalet, der udgaar. Ved dette var imidlertid erfaringsvidner i sager angaaende penge og gods meddelt samme vægt og betydning, der, som nedenfor skal sees, tilkom skirskotningsvidnerne, og det ældre bevissystem havde faaet et stærkt stød. Om derimod ogsaa denne ændring hidrører fra rigsmødet i Bergen 1164, der i det hele taget synes at have dannet udgangspunktet for de under Magnus Erlingssøn foretagne lovreformer, kan ikke sees; men den er maaske for vidtgaaende til at kunne antages overhovedet at være bleven besluttet før under Haakon Haakonssøn. I Gul.loven findes et lovsted, svarende til Fr. 10–24–2–1, ikke optaget i den til os komne afskrift.

Efter paa denne vis at have søgt at angive grundreglerne for de gamles søgsmaal angaaende penge og gods for skiladóm i uvitterlig sag, gaa vi over til enkelte særskilte arter af sager, der behandledes for den samme private dóm.

En nærmere omtale kræve saaledes arvesøgsmaalene. Fr. 9–7 gjør en forskjel, eftersom den, der fordrer arv, er indenlands eller udenlands født. I første fald er det nok, at han, hvis arvens indehaver benægter hans arveberettigede fødsel, holder en enkelt skiladóm og der fører sine vidner, medens han i sidste er nødt til at holde alle domene d. e. alle tre.^[26] Grunden til denne skjelnen kan naturligvis kun ligge deri, at en i udlandet foregaaet fødsel og opvækst under datidens mangel paa retslig kommunikation mellem landene langt vanskeligere for en norsk domstol lod sig bringe paa det rene, end om den var skeet indenlands; thi at en udlænding skulde have foretaget en reise til Norge for at afgive vidnesbyrd, vilde vel ingen have faldt paa at tænke sig, saameget mere som en fremmeds udsagn neppe vilde være bleven taget for saa særdeles godt. Paa den anden side vare de erfaringsvidner, en indenlands født og opvoxen blandt sine omgivelser kunde skaffe tilveie vistnok som oftest saa gode og bestemmende, at man kun i sjeldneste fald tænkte sig muligheden af modvidner, medens disse saameget rigeligere kunde forsøges fremført mod de halve oplysninger, vidnerne for en i udlandet født mand kunde afgive. Det almindelige blev derfor, at der i det ene tilfælde kun holdtes én dóm, nemlig for at modtage klagerens vidner, men at der i det andet ogsaa førtes modvidner og altsaa trængtes samtlige tre dóme. Da det almindelige under en sædvansmæssig retsudvikling jævnt skraaner med i det lovbestemte, har dette da ført til, at det er bleven anseet for utilbørligt af den sagsøgte, naar han har forsøgt at føre vidner mod den indenlands fødtes; denne har betragtet den første dóms anerkjendelse af hans vidner for en anerkjendelse af sagens vitterlighed overhovedet og er, hvis modparten fremdeles vægrede efterkommelse, strax skredet til anlæg af vitterligt søgsmaal, hvorved skiladomens gjentagelse bortfaldt – Endnu videre sees man i denne retning at være gaaet efter Gul.loven. Dennes kap. 121 tillader nemlig arvingen, naar arvens indehaver vil værge sig med dóm (leggr dóm fyrir), det er, naar sagen ikke er vitterlig, strax at anlægge søgsmaal som i vitterlig sag; det bliver altsaa her overhovedet anseet for en utilbørlighed af den sagsøgte, at han ikke vil anerkjende erfaringsvidner for ligesaa gode som skirskotningsvidner, en tankegang, der i sig selv bærer mærket af at tilhøre en yngre tid, da skiladomen allerede var i forsvindende.^[27] Af overskriften fremgaar det dog, at denne for sagsøgte saa ugunstige regel kun ansaaes anvendbar, naar hans uret var klar, og sagsøgeren altsaa følte sig ganske sikker i sin sag. – At der iøvrigt heller ikke var noget i veien for i arvesag at føre virkelige skirskotningsvidner, og at sagen da selvfølgelig førtes i formerne for vitterlig sag, viser Gul. kap. 124.

Særegne regler gjaldt ligeledes for løsning af jord (løsningssager). En saadan kunde forekomme paa grundlag af hauldeætternes odelsret, der sigtede til at bevare jordegodset for slægten, eller paa grundlag af en ved salget forbeholdt kontraktmæssig løsningsret. I begge tilfælder var rettergangen af hensyn til aarsarbeidet bunden til visse bestemte tider.

Strengest var i enhver henseende fremgangsmaaden i de egentlige odelssager, det er saadanne, hvori jord, der uden foregaaende lovligt anbud til odelsmændene var solgt til skjødning og endelig eiendom ud af ætten, af dennes medlemmer krævedes indløst. Gul. kap. 266 o. flg. give herom vidtlyftige lovbestemmelser, fra hvilke vi allerede ovenfor have hentet væsentlige træk til belysning af vindikationssagerne, med hvilke odelssøgsmaalene nærmest vare beslægtede. Løsning maatte i regelen ske inden ét aar efter salget. Den førstkommende høst mellem vinternat og jul skulde løsningsmanden indfinde sig hos gaardens besidder og sige ham ud (segja fyrir, deraf forsøgn, udsigelse). Vilde besidderen ikke godvillig vige, lægger Gul.loven ham dere forskjellige svar i munden, hvorefter rettergangen antog en noget forskjellig karakter. Den vigtigste indvending var at benægte løsningsmandens odelsret (dula oðals ok kenna sér): „Du siger mig ud fra den jord, som du intet eier i; jeg eier den jord til eiendom og til odel.“^[28][29] I dette fald skulde løsningsmanden ved udsigelsen foretage hjemstævning til en bestemt dag mellem jul og faste, paa hvilken lovformelig kvaða blev at fremføre. Fastholdt sagvolderen fremdeles sin indvending, skulde han fæste dóm, og denne blev at lægge med fem nætters frist (fimtardómr). Derpaa fulgte den regelmæssige rettergang for de tre dome, dog som allerede ovenfor paapeget saa, at der hos odelsvidnerne krævedes særegne udmærkende egenskaber. De hed med et gammelt ord árofar.^[30] Svarede sagvolderen ved udsigelsen derimod, at han havde solgt jorden videre, erholdt formerne enkelte tillæg, sigtende til at konstatere, hvem i saa fald den rigtige sagvolder monne være, og det samme var ifølge Fr. 12–8 ogsaa tilfældet, naar besidderen erklærede sig for en andens leilænding. Afholdelsen af de tre dome var imidlertid, som ellers, afhængig af, at begge parter havde vidner at fremføre. Var dette ikke tilfældet, indtraadte en lignende forkortelse i odelsprocessen som den, vi nys lærte at kjende ved arvesøgsmaalene. Exempel herpaa giver Gul. kap. 277 for det fald, at jordens besidder ikke benægter løsningsmandens odelsret, men paastaar, at jorden før salget var bleven de odelsberettigede lovformeligen tilbudt. Her havde altsaa løsningsmanden intet at bevise, han behøvede ikke at sætte nogen dóm for at lade vidner afhøre; alene indstævntes dóm blev at holde og saaledes bortfaldt muligheden af en uenighed mellem to dome og et paafølgende væddemaal.^[31] I denne omstændighed maa imidlertid ikke sees nogen principiel afvigelse fra reglerne for de ikke vitterlige sagers behandling, og naar man har villet tolke stedet saaledes, at den heromhandlede skiladóm brugtes i vitterlig sag, hvoraf atter sluttes, at man ved løsning af jord regelmæssig brugte skiladóm ogsaa i vitterlig sag, saa modbevises dette, som det forekommer mig, ved kapitlets egne ord; thi naar det heder: „Nu værger han sin jord med skiladóm,“ saa er forudsætningen dog klarlig den, at skiladómen var noget, som kunde indtræde i processen, men som ogsaa kunde udeblive, alt eftersom sagen var vitterlig eller ikke. Heller ikke kan det med virkning paaberaabes, at de vidner, som indstævnte i kap. 277 tænkes at føre, ere kjøbe- og altsaa skirskotningsvidner; thi de vare ligeoverfor løsningsmanden vistnok tilkaldte og ikke erfaringsvidner, men det vilde være at stille vitterlighedsbegrebet paa hovedet, om de sager fra anlægget af skulde erkjendes for vitterlige, hvori ikke klageren, men den sagsøgte alene førte skirskotningsvidner.

For de tilfælder, at besidderen, uagtet han ikke vilde give efter for løsningsmandens paastand, dog ikke vilde fæste dóm, eller, hvis han havde fæstet dóm, ikke indfandt sig til denne, foreskriver Gul. kap. 268 og 269 ganske det samme, der gjaldt i andre uvitterlige sager: søgsmaalet blev ved den ulovlige vægring eller udeblivelse vitterligt og gik som saadant umiddelbart til things. Iøvrigt var der naturligvis heller intet i veien for, at ogsaa odelssager fra først af kunde være vitterlige; men herom først nedenfor i anden forbindelse. Til slutning maa endelig nævnes, at kap. 285 for et enkelt fald tillader løsningsmand og besidder at føre sine vidner for samme dóm; vi skulle nedenfor se, at dette dog kun kan betragtes som en yngre afvigelse fra den almindelige regel.

Den fremgangsmaade, som blev at befølge, naar kontraktmæssig løsningsret ved salget var bleven forbeholdt, var beslægtet med odelsløsningen; men praktisk var der en væsentlig forskjel mellem begge. Medens odelsmanden nemlig ifølge sagens natur aldrig havde skirskotningsvidner at fremføre for sin ret, og indsigelse fra besidderens side derfor gjorde sagen uvitterlig og tvang til en eller flere domes afholdelse, var forholdet ved kontraktmæssig løsning det modsatte: der havde løsningsmanden i regelen sine vidner, hvorunder salget og dets betingelser i sin tid var bleven skirskotet, og han behøvede kun at fremføre dem for at gjøre sagen vitterlig.

Gul. loven skiller mellem to aftaler, den en ene gaaende ud paa, at løsning skulde ske efter en bestemt tids forløb (til stefnu), den anden, at den kunde ske naarsomhelst (til mála). Kap. 276 synes at vise, at 15 aar var det almindelige tidsrum, hvori kjøberen af stefnujørð forbeholdt sig at besidde gaarden uden indløsning; naar man derimod har tænkt sig muligheden af, at dette antal aar tillige skulde have været lovens maximalfrist, lader dette sig ikke forene med en anden bestemmelse i samme kapitel og i kap. 27211 at jorden kunde ligge uindløst i over 20 aar, naar man blot huskede paa inden denne præskriptionstids udløb at lyse salgsbetingelserne til thinge for derved at fornye de efter 20 aars forløb præskriberede skirskotningsvidner^[32]. Det er imidlertid meget oplysende med hensyn til de gamles betragtning af de skirskotne vidnesbyrd, at det kun var de nærmere ved salget trufne aftaler og altsaa først og fremst løsningssummens størrelse, som ved dem blev at bevise, hvorimod den hovedkjendsgjerning, at salget var skeet til stefnu, og at sælgeren altsaa fremdeles havde løsningsret, ansaaes for en i bygden bekjendt sag, der kunde bevises ved erfaringsvidnesbyrd Ved at lade de 20 aar hengaa uden lysning tabte løsningsmanden derfor ikke muligheden af at foretage sin løsning; men han maatte finde sig i, at denne skede efter taxt og ikke, efter hvad han i sin tid selv havde faaet, hvilket paa grund af skirskotningsvidnernes præskription ikke længere kunde oplyses. Gul. kap. 272 udtrykker dette saaledes: „Nu ligger jorden i 20 vintre, og der er ingen lysning paa, da ligger den til fuld værd (til fullra aura)“. Kap. 276 bruger derimod om det samme følgende ordelag: „Nu ligger jorden over stævnetid (um stefna, nemlig uden at indløses til aftalt tid) og ligger 20 vintre, og have de ingen lysning derpaa, da er den bleven til odel (þá er hon at oðrli orðin)“. Den sidste yttring kan naturligvis ikke forstaaes saaledes, at jorden ved de 20 aars forløb var bleven til kjøberens odelsjord i teknisk-juridisk betydning; thi dertil krævedes som bekjendt ganske andre betingelser, hvilke opregnes i kap. 270. Da imidlertid baade kap. 272 og 276 forudsætte, at løsningen ogsaa efter de 20 aars forløb kunde gaa for sig, saa bliver det klart, at kap. 276 med sin sats: da er den bleven til odel, vil udtrykke det samme som kap. 272, naar det siger, at jorden ligger til fuldt værd, og virkelig forklarer ogsaa kap. 276 selv nedenfor sagen derhen, at han skulde „løse den jord med dens fulde værd, hvis ikke lysning havde været i de 20 vintre“. Ordret af tyde yttringen falder derimod lidt usikkert; man kan nemlig enten tænke sig, at ordet odel er brugt i en mindre streng forstand, kun for at betegne en bedre ret ligeoverfor en mindre god,^[33] eller ogsaa er, hvad der turde være det rigtigste, meningen, at jorden var bleven til odel i den forstand, at dens løsning maatte foregaa i odelsprocessens former og da navnlig efter taxt. Dette være nu, som det vil; saa meget er sikkert, at begge kapitler give regler for den efter de 20 aars forløb foretagne løsning, hvilken væsentlig stemmer med de ikke vitterlige odelssager. Vistnok gjaldt der intet om, at løsningen skulde være foretagen 1 aar efter de 20 aars forløb, medens det i odelssager var en hovedregel, at løsningen maatte ske 1 aar efter salget og heller ikke antydes det, at løsningsmanden maatte være odelsmand for at kunne løse efter de 20 aar; det turde tvertimod af stederne fremgaa, at al stefnujørð kunde løses efter denne tid, selv om den ogsaa kun var løsningsmandens kjøbejord, idet der nemlig ikke gjøres nogen forskjel i saa henseende. Men løsningens berettigelse kunde blot bevises ved erfaringsvidner, der førtes for skiladóm, og fremgangsmaaden blev saaledes i hovedsagen ganske den samme som i odelsprocessen. Efter at have paabudt, at udsigelse skulde ske den foregaaende høst – en regel, der dog ogsaa gjaldt, naar stævnejorden løstes i vitterlig sag inden udgangen af de 20 aar – skildrer kap. 276 den uvitterlige løsningssag saaledes: „Da maa han (besidderen) benægte odelen og tilkjende sig den, da skal han værge den jord med dóm, den anden skal søge med árofar. Nu ere de árofar, som vare tilstede ved deres kjøb.“ Det sees heraf, at besidderen tænktes at kunne give et lignende svar som i odelssag, og det bliver kun at mærke, at udtrykket „dula oðals“ d. e. benægte odelen maa tages med det samme forbehold, som det lige i forveien brugte verda at orðrli, altsaa: at benægte løsningsretten. Svaret fremkaldte erfaringsvidners førelse for dóm, og ligesom i odelssag kaldes vidnerne ogsaa her árofar; dog heder det karakteristisk nok, at de vidner, under hvilke salget i sin tid var blevet skirskotet, men hvis evne som skirskotningsvidner de 20 aars forløb havde præskriberet, kunde være árofar i sagen d. e. afgive erfaringsvidnesbyrd for, at klageren havde løsningsret. Heraf ser man ogsaa tydeligt, at forudsætningen ikke var, at løsningsmanden havde sand odelsret; thi denne kjendte salgsvidnerne som saadanne intet til, og udtrykket „dula oðals“ i besidderens mund kan følgelig kun blive at oversætte som ovenfor skeet. – Bestemmelserne i kap. 272 se ved første øiekast lidt forskjellige ud, men bør dog vistnok forstaaes i fuld overensstemmelse med kap. 276. Efter at det er bleven sagt, at jorden ligger til fuldt værd, hvis lysing ikke kommer paa i 20 aar, heder det: „Men lysingen nytter til intet, hvis ikke begge (kjøber og sælger) erkjende kjøbet og salget (d. e. ere enige om, hvori salgsbetingelserne bestod). Nu hvis hin (kjøberen) nægter, da nyde han (sælgeren) sine vidner paa thinget. Nu skal han løse den jord med árofar; de ere ham gode árofar (árofar réttir), som vare tilstede ved deres handel, hvis de leve, hvorledes det end er med deres herkomst. Men hvis de ikke ere til, da skal han løse med gode árofar (með árofum réttum“). Her siges det altsaa udtrykkeligt, at salgsvidnerne, der brugtes som erfaringsvidner, ikke behøvede at være odelsbaarne eller af en særeget udmærkende herkomst, hvilket atter er et vidnesbyrd om, at en gaard ikke behøvede at være odel for at kunne indløses efter de 20 aars forløb. Naar det derfor nedenfor heder, at i mangel af saadanne vidner gode árofar skulde bruges, kan dette ikke forstaaes saaledes, at de skulde have alle et odelsvidnes egenskaber, men kun saa at de vare bondefødte i bygden og altsaa istand til at oplyse, hvad man i denne vidste om sælgerens ret til at løse. Derimod kunde det synes mærkeligt, at kap. 272 ikke nævner noget om, at erfaringsvidnerne blev at fremføre for en dóm, og man kunde derfor maaske ville forstaa den sætning, der omtaler vidners førelse for thinget, saaledes, at der her skulde foreligge et exempel paa skiladomens afskaffelse og erstattelse ved thinget selv. Men en gjennemlæsning af stedet vil dog overbevise om, at sætningen om vidneførsel paa thinget slutter sig til den foregaaende om lysningen; naar denne nemlig foretoges i behørig tid, kunde sælgeren endnu bruge sine skirskotningsvidner som saadanne, og dette skulde han ifølge den nævnte sætning gjøre, hvis kjøberen ikke vilde erkjende lysningens rigtighed. Men nævner saaledes kap. 272 slet ikke, hvor dets árofar blev at føre, saa tør man vistnok ikke forudsætte, at stedet har villet indføre en ændring i den ældre ret, hvorimod det maa antages ganske simpelt at henholde sig til denne, ifølge hvilken det var en selvfølge, at erfaringsvidner førtes for skiladóm. Loven nævner for dette tilfælde slet intet om domens gjentagelse; men da dens yttringer ere ganske kortfattede, kan saadant ikke paaberaabes som vidnende om, at kun en enkelt holdtes, og da fremgangsmaaden falder odelsprocessen saa nær som muligt, er der vistnok overveiende grund til at antage, at tre dome er bleven brugt, hvis begge parter førte vidner for sin paastand. Løsning inden de tyve aars forløb eller efter denne tid, naar lysning havde fundet sted, var vitterlig sag og skal som saadan nedenfor paa sit sted behandles.

Den anden løsningskontrakt, der gik ud paa løsning naarsomhelst, omtaler Gul. loven mere sparsomt. Kap. 280 og 288 forudsætte, at sagen var vitterlig; men kap. 79 viser, at ogsaa besidderen af málajørð i paakommende tilfælde kunde værge sin besiddelse med skiladóm.^[34] I modsætning til stefnujørd gjaldt det ved málajørð, at udsigelsen kom tidsnok en halv maaned før thorsdag i paaskeugen. Besidderens forhold til gaarden var altsaa her slet ikke saa fast og sikkret, og naar udsigelsen i kap. 280 siges udtrykt i de ord, at „besidderen selv kunde bruge sine penge den sommer“^[35], idet nemlig løsningsmanden ikke havde mere brug derfor og vilde betale ham dem tilbage, saa gives ogsaa herved et vink om, at kontrakt om málajørð økonomisk fjernede sig langt mere fra det virkelige salg end kontrakten om stefnujørð, og nærmede sig jordleien eller pengelaan mod brugspant for udlaaneren i jorden.^[36]

Paa en ganske anden maade end Gul. loven behandler vor thrønderske retskilde løsningssagerne: medens hin er vidtlyftig, fuld af gjentagelser og dernæst skiller mellem tre slags løsninger, af odels-, stefnu- og málajørd, men derimod kaster vitterlige og uvitterlige sager om hverandre, er Fr. loven meget kortfattet, giver i 12–1 og 2 regler for vitterlige løsningssøgsmaal, hvorved dog vitterlige odelssøgsmaal forbigaaes, og i 12–6, 7 og behandler den dernæst samtlige uvitterlige løsningssager under ét som „jardarbrigð“. Kun de sidste vedkomme os her. At det virkelig er lovens mening i de tre kapitler at give bestemmelser for al slags løsning af jord og ikke, som man hidtil synes at have villet forstaa den, kun om odelssager, fremgaar allerede deraf, at den ganske i almindelighed taler om jarðarbrigð uden paa et eneste sted særskilt at fremhæve odelsløsningen, medens den sidste halvdel af kap. 7 ikke engang kan forstaaes om andet end den kontraktsmæssige løsning.^[37] At den dog paa den anden side ikke vil have odelssagerne udelukkede fra de nævnte kapitlers fremstilling, sees deraf, at denne i det hele falder sammen med Gul. lovens regler for odelssager, og at man ellers ikke vil finde de vigtigste løsningssager omtalte i loven; det bestyrkes ogsaa ved, at kap. 4 og 5 ere forudskikkede, da disse handle om at lovbyde odelsjord. Iøvrigt henvises med hensyn til sagernes førelse til, hvad ovenfor er meddelt om den vestenfjeldske odelsløsning; fremgangsmaaden med de tre dome og væddemaalet danner ogsaa her grundridset. Kun besættes ligesom i vindikationssagerne efter 10–15 veðjanardomen med 24 mænd istedetfor efter Gul. loven med 12. At de tre dome her saaledes ogsaa tænktes at kunne bruges i uvitterlige sager angaaende kontraktsmæssig løsning, taler for rigtigheden af vor formodning om en lignende regel vestenfjelds. Meget praktisk har dog dette neppe været, da 12–7 viser, at man i Fr. loven var naaet frem til den anskuelse, at de 20 aars præskription ikke blot umuliggjorde de oprindelige skirskotningsvidners brug, men overhovedet gav besidderen en for alle tilfælde gyldig exception. Som ovenfor bemærket, staar Gul. loven i saa henseende endnu paa et ældre trin. Exceptionen gjordes i den form, at besidderen ved kvaða fæstede lyritared for, at præskriptionstiden var forløben; da nogen dómssætning til at faa eden paalagt ikke nævnes, tør det antages, at exceptionen tilhører en tid, da fæstelse af skiladóm til edspaalæg allerede var afløst af den umiddelbare fæstelse af ed.

Ikke mindre tvivlsomme spørgsmaal foranledige lovenes omtale af markeskjelssagerne. Gul. loven behandler dem idet noget forvirret affattede kap. 86, hvis forskjellige bestemmelser ikke alle staa i god sammenhæng med hverandre.^[38] Meningen turde dog være følgende: I sin første del taler kapitlet om det tilfælde, at der ikke alene er strid mellem parterne om eiendomsretten til et grændsestykke eller en sæter, men ogsaa om den faktiske besiddelsesstand. Her ligger der i tvisten selv ingen nødvendighed for den ene mere end for den anden til at optræde som klager, og det kommer altsaa ganske til at bero paa hver enkelts godtykke, om han vil stævne eller bie, til han bliver stævnet. Hans valg bør følgelig ikke skaffe ham særegne fordele under sagførelsen. En saadan vilde det imidlertid være, om den almindelige regel, at indstævnte for ikke at tabe maa føre flere vidnesbyrd end klageren, her kom til anvendelse; derfor stiller et lige antal vidner for tilfældet de stridende ganske paa lige fod, og sagen afgjøres enten ved den parts ed, der ønsker at sværge, eller om begge ville sværge, ved at skiladomen deler det omtvistede stykke. Har derimod den ene flere vidner end den anden, indtræder naturligvis hovedregelen. Den anden del af kapitlet taler om det tilfælde, at besiddelsesstanden er ubestridt og kun eiendomsretten bestridt. Her er det klart, at den, som ikke er i besiddelsen, er nødt til at optræde som klager; der er følgelig heller ingen grund til at afvige fra den almindelige regel om vidners førelse, og naar man har villet finde en modsigelse mellem denne bestemmelse og den ovenfor for et andet tilfælde givne, saa kan rigtigheden heraf ikke erkjendes. Paa grund af den civilretslige sætning, at 20 aars uforstyrrede besiddelse skaber eiendom, kommer imidlertid vidnernes udsagn til at indskrænke sig til bekræftelse eller benægtelse af dette antal aar. Have ingen af parterne vidner, bestemmes videre, at den vinder, som med ed vil bekræfte sin paastand, og at stykket deles, hvis begge ville sværge eller ingen af dem. Dette punkt turde imidlertid være det tvivlsomme i kapitlet. Den almindelige regel for det tilfælde, at vidner ikke havdes, var jo dog, at indstævnte paalagdes benægtelsesed, og omend i kapitlets første del denne udvei ikke kunde benyttes, saa var dog her, hvor rollerne som sagsøger og indstævnt vare begrundede i sagen selv, ingen foranledning til en lignende afvigelse. Dertil kommer, at besidderen for dette tilfælde ikke vilde blive det mindste bedre stillet, end om ogsaa besiddelsen havde været bestridt. Om man ligeoverfor stedets bestemte udtalelse tør antage noget andet, synes imidlertid ikke at være klart. Sidste sætning i kap. 86 handler endelig om det tilfælde, at stykket hidtil var bleven besiddet af begge i fællesskab. Ogsaa her gjaldt det altsaa at komme paa det rene med, hvem der burde være den klagende. I saa henseende siges nu, at den skal nævne dóm, der volder uenigheden; men uheldigvis ere disse udtryk) ikke ganske klare.^[39]

I alle tilfælder blev markeskjelssager altsaa ifølge Gul. loven at anlægge for skiladóm. Det fulgte ogsaa af stridens natur, at man ikke godt paa nogen af siderne vilde kunne have skirskotningsvidner, og kapitlet udtaler ogsaa meget bestemt den forudsætning, at det var erfaringsvidner, som blev at bruge, idet der endog gives forhenværende trælle, der havde arbeidet paa det omstridte stykke, evne til i sagen at afgive vidnesbyrd. Vanskeligere er det derimod, at kun én skiladóm anvendtes. Ved nærmere betragtning vil man dog indse, at dette var det naturlige for det fald, at ogsaa besiddelsen var bestridt, og rollerne som klager og indstævnt altsaa hjemfaldne tilfældet; thi afholdelsen af flere dome hvilede jo paa den grundregel, at klagerens vidner førtes for den første og indstævntes for den anden, samt at allerede den første dóm udtalte kjendelse, medens indstævnte ved anden dóm blot ved et større antal vidner kunde opnaa en dom for sin paastand, og intet af dette passede, hvor begge parter saavidt muligt skulde staa lige. I dette fald maatte begges vidner blive at fremføre for samme dóm, og bedømmelsen falde samtidig ligeoverfor dem begge. Men dette hensyn bortfalder ved kapitlets andet tilfælde, at besiddelsen ved sagsanlægget tillaa indstævnte, og naar ogsaa her kun en enkelt dóm holdes, synes det blot at kunne betragtes som forladelse af en ældre regel, der har krævet de tre dome. Den maade, hvorpaa domens afholdelse omtales, er her ogsaa saa forvirret, at formodningen om en sammenstøbning af to tekster, en ældre og en yngre, uvilkaarlig paatrænger sig.

Fr. lovens regler ligne i det store taget Gul.lovens, men have dog ogsaa sine væsentlige afvigelser. Nogen ændring er det imidlertid ikke, naar den sætning i Fr. 13–23 udtrykkelig udtales, at vidnesbyrd om eiendom gaar forud for vidnesbyrd om besid- delse^[40]; thi Gul. kap. 86, 2den del forudsætter bestemt det samme. Derimod indlægges der et nyt hensyn for det tilfælde, at begge kunne føre besiddelsesvidner; ere disse nemlig lige talrige,^[41] skal den af de stridende, der er odelsmand til sin gaard, medens den anden kun er kjøblænding, have fortrinnet til at sværge. Tilhøre derimod begge samme stand, eller vil ingen af dem sværge, deles det omtvistede stykke. Vare begge kjøblændinge, vandt dog den, der blandt sine vidner havde en odelsmand til gaarden. Har den ene besiddelsesvidner, den anden slet ingen, hvilket fald ligeledes gaar ind under Gul. kap. 86 2den del, er det ogsaa efter Fr. loven den sidste, der skal klage; men modsat Gul.lovens forkjerte bud, er regelen her den rigtige, at indstævnte paalægges benægtelsesed. Om man heri vil finde endnu en grund for at anse Gul. lovens text paa hint sted for feilagtig, maa staa derhen.

Fr. lovens omtale af markeskjelstrætterne fører os imidlertid ind i en ny række af undersøgelser. Den adskiller sig nemlig fra Gul. loven ikke alene i enkelte bevisregler, men navnlig derved, at den lader de nævnte sager begynde med forbudsnedlæggelse og derpaa blive behandlet ikke ved en skiladóm, men paa en saakaldet fimtarstefna. Det sidste ord betyder ligefrem oversat et møde med en varselsfrist af 5 dage, og det kan strax bemærkes, at disse 5 dage i begge love er det regelmæssige varsel til den, der opholder sig i samme hered, ligesom de ogsaa iøvrigt var en hyppig benyttet termin.^[42] Saaledes tales der om fimtargrið af þingi d. e. den frist, fredløse erholdt til flugt, inden dommen traadte i kraft;^[43] ligeledes om fimten som den længste tid, hvori visse handlinger kunde undlades^[44]; fremdeles om fimtarþing d. e. thing med 5 dages varsel^[45] og om 5 nætters stævning til edsaflæggelse,^[46] og endelig ogsaa om fimtardómr.^[47] Hyppigst bruges dog ordet fimtarstefna og navnlig i to anvendelser, en almindeligere om møder uden egentlig dømmende karakter, inden hvilke enten visse handlinger skulde være foretagne eller visse oplysninger tilveiebragte, og en engere, hvor virkelige kjendelser blev afgivne. Den første art fimtarstefna omtales saavel i Gul. loven som i Fr. loven, samt tillige i Borg. kristenret. Saaledes skulde den, der ulovlig havde taget en gaard i besiddelse, opfordres til at flytte,^[48] den, der ulovlig havde sat stængsel i elveløb, til at tage det bort inden fimtarstefna^[49]; krigsbudstikken siges at stævne fimtarstefna til skibs d. e. sætte 5 dages frist for de ledingspligtiges fremmøde,^[50] de i et odelsskifte interesserede kaldes ogsaa sammen til fimtarstefna, hvor det var dem selv, der foretog skiftet,^[51] og fimtarstefna var endelig fortrinsvis det møde, der efter domfældelsen af en fredløs skulde holdes til udbetaling af hans gjæld, og hvortil derfor alle hans kreditorer havde at melde sig.^[52] Den anden art fimtarstefna omtales derimod kun i Fr. retten, men optræder her som et fast institut i forbindelse med forbudsnedlæggelsen. Til denne gaa vi derfor nu over.

Under navnet forbud eller lovfæstning forekommer i de gamle love en retshandling, der havde til hensigt paa lovlig maade at hindre andre fra at udøve en benyttelse af gjenstande, hvorover man selv paastod at have-i det mindste brugsretten. Det er navnlig i Fr. loven, at oplysninger herom meddeles, og ifølge disse skilles mellem to anvendelser af retsmidlet, eftersom det benyttes ligeoverfor alle eller mod en enkelt. I første tilfælde skulde lovfæstningen ske offentlig paa thinge eller ved kirke,^[53] og den bestod i, at man høitidelig hævdede sin egen ret over vedkommende gjenstand og forbød enhver anden at befatte sig dermed.^[54] Var nu hans ret ubestridelig, eller blev den under en senere strid af dommerne retslig anerkjendt, var lovfæstningens virkning den, at indgrebet fra selvtægt gik over til ran og som saadant straffedes med dobbelt bod til sagsøgeren og desuden med ransbod til kongen^[55]; i modsat fald havde den ingen betydning. Efter et aars forløb blev den almindelige straffesats atter gjældende^[56]; men forbudet kunde naturligvis fornyes. Andre regler indtraadte derimod, naar man vilde sikkre sig mod, at en bestemt enkeltmand foretog visse handlinger, hvis berettigelse, man bestred, og kun forsaavidt tilhører forbudsinstitutionen egentlig rettergangsvæsenet. I dette fald nedlagde man i vidners overvær forbudet, hvor man først traf ved- kommende.^[57] Virkningen var vistnok ogsaa her nærmest kun den, at en optræden mod lovfæstningen belagdes med dobbelt privat bod og en ransbod til kongen; men da for tilfældet en andens paastaaede beføielse til at handle paa en vis maade ligefrem gjennem forbudet benægtedes, kunde sagen ikke, med mindre den, mod hvem forbudet rettedes, strax viste sig villig til at efterkomme det, ende uden en retstvist, og denne antog igjen efter omstændighederne en forskjellig form. Var nemlig den gjenstand, hvortil den omstridte rettighed knyttede sig, i lovfæsterens egen besiddelse, kunde han rolig vente, indtil modparten overtraadte forbudet, hvorpaa han anlagde vitterlig sag mod ham for ran og indgreb.^[58] vilde den anden ikke gjøre sig skyldig heri, maatte han paa sin side anlægge almindeligt vindikationssøgsmaal. Var derimod besiddelsen bestridt, saa at altsaa begge parter allerede paastod at være i fuld udøvelse af benyttelsen, indeholdt forbudsnedlæggelsen fra den enes side en utvetydig civilretslig paastand og klage, der strax maatte føre til retsvist. Og her er det da, at fimtarstefna nævnes som den domstol, for hvilken sagen blev at føre; af navnet sluttes, at afgjørelsen ikke maatte udsættes længere end 5 dage, hvilket naturligvis havde sin gode grund i hensynet til den skade, en længere tids ophør med jordarbeidet vilde medføre. For sagsanlægget gjaldt det i dette fald, at den lagde fimtarstefna, som bedst mente at behøve den, og denne sætning staar igjen i forbindelse dermed, at den ene vel sjelden undlod at nedlægge modforbud, naar den anden havde nedlagt forbudet, og at begge parter saaledes stod fuldkommen ens.^[59] Det tilfælde, som i loven hyppigst omtales er imidlertid, at vedkommende gjenstand ikke var i lovfæsterens, men i hans modparts besiddelse,med andre ord, at striden egentlig var et vindikations- eller dermed ligeartet søgsmaal fra forbudsnedlæggerens side, og at klageren altsaa indledede sin sagførsel med at forbyde besidderen enhver benyttelse, indtil det var afgjort, hvem retten tilkom. Her maatte selvfølgelig en bestemmelse om domstolens nedsættelse paa femte dag fortrinsvis faa betydning, og det synes derfor ogsaa af de herhen hørende lovsteder at fremgaa, at lovfæsteren altid i disse tilfælder i og med forbudets nedlæggelse skulde stævne modparten til fimtarstefna; gjorde han ikke dette, synes forbudet at have været uden virkning.^[60]

Spørges der nu, hvad slags domstol denne med forbudssagerne saa nær forbundne fimtarstefna egentlig var, saa kan det vistnok ikke negtes, at den paa flere steder nævnes som noget fra skiladomen forskjelligt.^[61] Undersøger man imidlertid den paa fimtarstefna brugelige fremgangsmaade, finder man, at denne ganske var den samme som for skiladomen. Begge parter opnævnte hver 6 mænd,^[62] fremførte for dem sine vidner^[63] og modtog derpaa deres dom.^[64]. Der findes ogsaa antydninger til, at man undertiden har brugt dere fimtarstefnur, men at udviklingen ligesom ved skiladomen er gaaet henimod en sammendragning til én.^[65] Grunden til, at man havde en egen benævnelse paa denne enkelte slags skiladóm, kan derfor neppe have været anden end den, at der oprindelig kun for det tilfælde, at forbud var nedlagt, gjaldt en bestemt tidsfrist af 5 dage for dómssættelsen, medens man ellers havde større frihed til at fastsætte dagen. Derfor kan ogsaa Fr. 5–8, der handler om fimtarstefna, i dens overskrift siges at give regler om festardóm. At lovene saaledes, som de nu foreligge, ogsaa undertiden kræve andre dome tilstævnede med kun 5 dages frist,^[66] skyldes derimod vel kun en senere skik og brug, der har taget forbudssagerne til forbillede.

Blandt de tilfælder, hvori forbudsnedlæggelse benyttedes, nævner Fr. 8–16 og 17 og 9–30 arvesøgsmaal. Vi have imidlertid ovenfor behandlet et fjerde sted, 9–7, der ogsaa giver regler for arvesøgsmaal, men som ikke forudsætter denne fremgangsmaade, og vi maa altsaa undersøge, hvorledes hermed hænger sammen. Af de nævnte steder foreskriver 9–30 arvingen at anlægge sin sag med forbud og for fimtarstefna, naar arven bestaar i jord, og tilføier derpaa: „Saaledes skal han ogsaa søge med lovkjævle, hvis avling eller kvægbesætning bærer i arv, men med útbeizla alt løsøre, saaledes som før er fremstillet“. Herved er altsaa sagt, at arvesag kun da anlagdes for fimtarstefnar naar jordavling eller kvæg skulde arves, og i overensstemmelse hermed bliver 8–16 og 17, hvor fimtarstefna paabydes, ogsaa at forstaa; men tillige siges det, at det ved almindeligt løsøre brugelige arvesøgsmaal allerede ovenfor i loven er bleven omtalt, og at det skede med útbeizla, hvilket som vi i næste kapitel skulle se, var formen for vitterlig sag. Det eneste lovsted, som denne henvisning om arvesager, hvori forbud ikke bruges, kan sigte til, er 9–7; 8–16 o. flg. kan det nemlig ikke være, da disse steder paabyder fimtarstefna og altsaa forudsætter forbud. Her bliver det imidlertid paafaldende, at 9–7 vistnok foreskriver en fremgangsmaade, der passer for løsøre, men denne er ikke, som kap. 30 siger, útbeizla, men, som vi ovenfor have seet, en eller tre skiladome. Hvorledes forklare denne modsigelse? Uden tvivl bringer os Fr. 10–24–2–1 nøglen. Det heder nemlig her: „Men om alle de søgsmaal af gods, hvor man ikke maa søge med lovkjævlen, men hvor der dog ere vidner til, da skal man út beiða“. At disse ord gjør samme inddeling mellem sager, hvor lovkjævle brugtes d. e. forbud nedlagdes, og sager, hvori útbeizla brugtes, som 9–30, er ved første øiekast klart. Men ovenfor have vi søgt at vise, at de sager, som det citerede led af 10–24 omtaler, ere de gjældssøgsmaal, som tidligere maatte søges for skiladóm, og at stedet indfører den ændring, at ogsaa erfaringsvidner herefter skulde gjøre sagen vitterlig og tillade brugen af útbeizla istedetfor af kvaða. Benytte vi nu dette resultat ogsaa ved 9–7 og 30, saa bliver det klart, at kap. 7 indeholder den ældre regel for arvesøgsmaal, naar arven var løsøre eller penge, idet der endnu foreskrives skiladóm; slutningen af kap. 30 sigter derimod til den yngre, der tillader útbeizla ogsaa ved erfaringsvidner. Naar nu 9–30 ikke desto mindre henviser til 9–7, som om ogsaa her taltes om útbeizla, kan dette kun forklares som en forglemmelse af, at rettelsen ikke var bleven indført paa det paaberaabte sted, der altsaa vistnok omhandlede det nævnte fald, men gav en antikveret regel derom; en saadan unøiagtighed er i de gamle kilder ikke ganske sjelden og undskyldes let, naar man tænker sig, at kompilator har benyttet flere ældre texter, der ikke alle i lige grad tog hensyn til indtraadte nyere ændringer. Saaledes forstaaet siger altsaa Fr. 9–30, at forbud og fimtarstefna i arvesag kun brugtes, naar arvens bestanddele gjorde den til en landbosag, men at den ellers fulgte de almindelige regler for gjælds- og vindikationssøgsmaal, hvori erfaringsvidner havdes.

Af denne skjelnen mellem lovfæstelse og ikke lovfæstelse i arvesag, eftersom arven bestod i fast gods, avling og kvæg eller i almindeligt løsøre, tør imidlertid dernæst ogsaa den videre slutning drages, at det overhovedet kun var i sager om fast gods og om visse dertil som tilbehørigheder betragtede gjenstande, at forbudsnedlæggelse anvendtes, og dette stemmer med alt, hvad de øvrige lovsteder derom antyder. Blev forbudet inden fimten overtraadt, maa det antages, at man paa fimtarstefna, efter at det civile spørgsmaal var bleven afgjort til lovfæsterens fordel, har forsøgt at faa overtræderen til godvillig at erkjende sig skyldig til ransbødernes erlæggelse, og at thing er bleven stævnet, hvis dette ikke er lykkedes; thi paalægge offentlig straf kunde en privat dóm selvfølgelig ikke.

Vi have nys et par gange nævnt ordet lovkjævle; for tilfulde at forstaa enkelte lovfæstningen omhandlende lovsteder blive vi nødt til nøiere at undersøge, hvad der med dette udtryk betegnes. Det forekommer i vore gamle love paa følgende steder: Fr. 9–30, hvor det heder: „Hvis en mand har jord at søge, som han skulde have taget i arv, da skal han søge med lovkjævle (laga kefli), og fremføre det vidnesbyrd paa fimtarstefna, etc. – Saaledes skal han ogsaa søge med lovkjævle, hvis avling eller kvægbesætning bærer i arv“. Fr. 10–24, hvis tidt nævnte mellemsætning begynder saa: „Men om alle de søgsmaal til gods, hvori man ikke kan søge med lovkjævle“. Fr. 13–23, der om markeskjelstrætter har følgende bestemmelse: „Men hvis ingen af dem lægger fimtarstefna og begge lovfæster eller en af dem, da hvis (en af dem) aavirker under lovkjævlen og lægger fimtarstefna (d. e. selv om han lægger f.), da har han tabt sit søgsmaal etc. – Men alt det som en mand arbeider paa ager eller eng til fimtarstefna og fører ikke undan lovkjævlen (d. e. og ikke bortfører efter sagsanlægget), da gjør han sig ikke skyldig til bod“. Endelig siger Fr. 14–11, at man skal hægne sine sælvær, som folk oppe paa land hægne sine eiendomme med lovkjævle. Paa disse steder staar brugen af lovkjævlen tydelig i forbindelse med lovfæstningen. Da ordet ligefrem betyder lovstav, og det af det sidst anførte sted fremgaar, at lovkjævlen brugtes til at hægne eiendomme med, da det videre af de tre øvrige citater sees, at udtrykket at søge med lovkjævle vil sige det samme som at begynde et søgsmaal med forbud, saa bliver det klart, at vi her have at gjøre med en symbolsk handling, hvorved en stav paa en eller anden maade anvendtes til at betegne ceremoniens forbydende kraft. Hvori anvendelsen egentlig bestod, faar man oplysning om paa to andre steder, hvor ogsaa lovkjævlen nævnes, men rigtignok kun paa det ene i forbindelse med en lovfæstning. Idet Magnus lagabøters landsl. 7–19 giver formelen for forbudsnedlæggelsen, tilføjer nemlig enkelte haandskrifter: „og kaster jeg derfor lovkjævlen,“ og endelig heder det i Fr.lovens beskrivelse af det almindelige vindikationssøgsmaal om den sagsøgte (10–11): „Den skal fæste dom, der er søgt med kvaöa, og kaste frem lovkjævlen.“ Heraf tør det sluttes, at lovkjævlen benyttedes paa den maade, at vedkommende først holdt den i haanden, og derpaa under fremsigelse af den ved hver enkelt handling brugelige retsformel kastede den frem foran sig. Anvendt paa forbudsnedlæggelsen vilde dette altsaa sige, at lovstaven kastedes frem for at betegne den lovlige hindring, der nu hægnede gjenstanden mod videre benyttelse. Ikke saa klart fremskinner betydningen af, at indstævnte, idet han benægtede et søgsmaals rigtighed og skjød sagen til dóm, brugte den samme ceremoni; men man aner dog, at ogsaa herved en afvisning skulde betegnes.

Længere end til disse sandsynlige formodninger kunne de norske love til forstaaelsen af det omhandlede udtryk ikke hjælpe os. Det er imidlertid saa heldigt, – at vi fra udenlandske kilder faa bestyrkelse paa, hvad vore egne lade os gjætte. I Tyskland og Frankrig brugtes nemlig i den ældre middelalder en lignende ceremoni med en stav, der i diplomstilen kaldes festuca notata d. e. mærkestav eller ogsaa calamus, rør, og baculus, stav, paa tydsk stap eller halm.^[67] Ved eiendomsoverdragelser af fast gods var det saaledes almindeligt, at en festuca notata overgaves den nye eier tilligemed en klump muld, en gren og dere andre gjenstande, der enten skulde repræsentere den solgte gaard eller rettigheden derover.^[68] Selv ved fyrsters afstaaelse af sit land brugtes den samme skik. Lex salica benytter endog udtrykket jactare festucam in laisam d. e. kaste staven i det fremholdte kjoleskjød og minder derved om den nordiske overdragelse af fast eiendom ved at kaste muld i kjøberens skjød.^[69] Men ikke alene ved fast eiendoms overdragelse brugtes formen med festuca; den anvendtes, som det synes, ved alle formelt afsluttede kontrakter.^[70] Sammenligner man nu disse sydgermaniske kontraktsceremonier med de i de gamle norske love omtalte, saa finde vi vistnok, at disse kun have bevaret en enkelt af Tyskernes mange symboler, nemlig ved salg af jord at overgive kjøberen et stykke muld af det kjøbte land. Men der opstaar den stærkeste formodning for, at den mærkestav, som i Syden ligeledes overleveredes kjøberen som et tegn paa hans nyerhvervede ret, netop er Fr. lovens lovkjævle, ved hvis fremkastelse den, der paastod at være eier, under en forbudsnedlæggelse værgede sin jord mod andres uretlige brug eller i andre tilfælder som sagsøgt protesterede mod sagsøgerens paastand. Og at identiteten virkelig er sikker, synes at fremgaa deraf, at der ogsaa i syden lader sig paavise en lignende benyttelse af staven ved høitidelige benægtelser. Navnlig ere for os mærkelige nogle yttringer hos en gammel historieskriver, der beretter, hvorledes man i en frankisk rigsforsamling opsagde Karl den enfoldige troskaben, og skildrer ceremonien saaledes: „(proceres Francorum) congregati in campo more solito ad tractandum de publica regni utilitate, unanimi consilio, pro eo, quod ignavæ mentis erat idem rex, festucas manibus projicientes, rejecerunt eum, ne esset eis ultra senior.“^[71] Her have vi jo nemlig en ligefrem oversættelse af det i Fr. 10–11 forekommende udtryk: kasta fram lagakefli; de kaste stavene frem for ham og benægte derved hans fremtidige ret til riget. Og stedet er ikke enestaaende; om en erklæring fra folket heder det i et andet gammelt værk: „profitemur omnes stipulas dextris in manibus tenentes, easque propriis e manibus ejicientes – nec talia facere nec facere volentibus consentire.“^[72] Endelig benyttedes festuca i Tyskland ligesom lovkjævlen i Throndhjem ved sagsanlæg; dog siges hist kun klageren udtrykkelig at benytte den,^[73] medens Fr. loven alene nævner sagsøgte. Imidlertid er der antydninger til, at ogsaa i Tyskland den sagsøgte har gjort sin indsigelse med staven i haand.^[74] Ere vi saaledes ikke uden vidnesbyrd om, at den benyttelse af lovkjævlen, som omtales i vore kilder, tillige anvendtes i Syden, haves der ogsaa exempler paa, at den hos tyske folkeslag brugelige overdragelsesform med festuca notata heller ikke var ukjendt hos Nordgermanerne. Fra Sverige fortæller nemlig Stjernhöök, at der til formerne ved salg i den ældre tid ogsaa hørte denne: „adhibebant et baculum, quem duodecim firmatores (fastar) tangere debebant,“ og hertil knytter sig, siger han videre, udtrykket „skaft ock skötning,“ „quæ dicuntur de tabulis sive instrumentis judicialibus super contractu factis.“^[75] Her have vi altsaa den samme stav (skaft), og at dens benyttelse var gammel viser saavel alliterationen i formelen skaft ock skötning, som den omstændighed, at disse ord ganske meningløst kunde anvendes paa den senere i brug komne skriftlige overdragelse. Vistnok beskrives ceremonien noget anderledes end i beretningerne fra Tyskland; men at ikke formerne overalt have holdt sig ganske ens, synes ikke at kunne skjule den oprindelige ligeartethed.^[76] Ikke mindre stærkt fremtræder denne i den mærkelige beretning, som vore sagaer indeholde om kong Magnus den godes afstaaelse af det halve kongedømme i Norge til sin slægtning Harald haardraade: Magnus gik frem til sin frænde Harald, holdende to rørtener (mærk Tyskernes calamus og halm) i haanden og sagde: hvilken af disse to tener vil du have, frænde? Den, som er mig nærmest, svarede Harald. Da sagde kong Magnus: med denne rørsprote giver Jeg Eder det halve Norges rige med alle skylder og skatter og al den eiendom, som der ligger til.^[77] Altsaa ganske den samme ceremoni, som den, der brugtes, da Tassilo af Bayern underkastede sig og sit land Karl den store. Jævnføres nu alt dette tør sammenhængen maaske sluttes at have været følgende: Blandt de ved overdragelse af rettigheder, være sig over løs eller fast eiendom, brugelige symbolske handlinger har i hele den germaniske verden ogsaa været den, at overgive den nye eier en stav som tegn paa hans ret til for fremtiden at udøve rettigheden. Skede der saa siden virkelig angreb paa hans ret, brugtes staven ved den høitidelige benægtelse af klagens lovmæssighed, saavelsom ogsaa af sagsøgeren for at betegne, at han mente at have retten i sin haand. Herfra har dens brug da videre strakt sig ud til alle slags lovformelige protestationer, paa den ene side til Fr. lovens forbudsnedlæggelse, paa den anden til undersaatternes vægring ved længere at anerkjende en konge. I tidens løb ere disse former imidlertid begyndt at gaa i forglemmelse, og som det ved saadan leilighed pleier at ske, man har ved enkelte handlinger holdt længere fast paa dem end ved andre. Saaledes er lovkjævlens benyttelse i Norge forsvundet ved almindelige eiendomsoverdragelser, men bibeholdt ved forbud, i Sverige synes det omvendte at have været tilfældet.^[78]

I begyndelsen af syttenhundredetallet fandtes endnu i Notredamekirkens arkiv i Paris en festuca notata opbevaret; den ansaaes at være fra det niende aarhundrede og beskrives som et firkantet tilskaaret stykke træ, en halv fod langt og omtrent en tomme tykt. I Sverige sees staven at have været større og at være bleven erstattet ved et spydskaft.

Vende vi efter denne undersøgelse tilbage til vore kilders bestemmelser om forbud, saa staa, efter at Fr. lovens hidhørende steder ere behandlede, endnu Gul. lovens tilbage. Men disse ere hverken mange eller meget oplysende. Ligesom denne retsbog ikke kjender ordet fimtarstefna i betydning af en særegen art skiladóm, saaledes har den heller ikke det tekniske udtryk lovfæstning, men benytter det almindeligere og mindre sigende ord forbud. Heraf saavelsom af den sparsomme omtale at slutte, at retsmidlet vestenfjelds ikke har havt den udbredte anvendelse, som nordenfor, er vistnok fuldt tilladeligt; men paa den anden side sees dog saa- meget, at institutionen ogsaa her har været kjendt. Saaledes bevidner Gul. kap. 91, at landnamsforbrydelsen gik over til ran med ransbod til kongen og fordoblet landnamsbod til sagsøgeren, naar denne havde nedlagt forbud, og at dette var den almindelige følge af forbudsnedlæggelsen, fremgaar tillige af kap. 72, 77, 81, 88 og 100. Blandt disse indeholder kap. 81 og 88 exempler paa, at besidderen af jord kunde nedlægge forbud dels mod en indtrængende, dels mod en medbesidder, og kap. 72 og 77 vise, at forbud ogsaa her kunde anvendes af en ikke i besiddelse værende klager mod vedkommende gjenstands besidder. Derimod kan intet sted anføres, hvoraf man kunde slutte, at en almindelig mod alle gjældende forbudsnedlæggelse vestenfjelds har været kjendt; men herved er at mærke, at det blot kom an paa en erklærings ordlyd, om den skulde blive et almindeligt forbud eller kun en simpel lysning af vedkommendes egen ret, og at forskjellen paa dette punkt derfor egentlig alene bestod deri, at man i Gulathingslagen har indskrænket sig til den simplere, men heller ikke saa kraftige form. En skarpere afvigelse fremgaar af kap. 72, der viser, at fristen, de 5 dages termin, vistnok ogsaa her i forbudssager forekom, men at den havde en anden betydning end i Throndhjem, idet den betegnede den frist, som sagvolderen fik til at ordne sig saa, at han efter de fem dages forløb kunde rette sig efter forbudet. Det i kap. 72 omtalte tilfælde er, at en leilænding ikke betaler sin landskyld og derfor betages retten til videre benyttelse af avlingen; hensynet synes her virkelig at have været, at skyldneren, der havde ret til at bo paa gaarden til næste vaar, i de fem dage skulde kunne faa hentet sig det nødvendige andetstedsfra^[79]. Paa samme maade maa tydeligvis kap. 77 være at forstaa, naar det om den sig uden hjemmel indtrængende leilænding siger, at eieren skal „gjøre ham fimtarstefna af“; der findes ingen antydning til nogen dómssættelse, og meningen er klarlig kun den, at leilændingen, naar eieren paa femte dag, fimtarstefna, indfandt sig, under ransstraf skulde have fortrukket.^[80]

Spørges der nu, hvorledes man da vestenfjelds har forfulgt en forbudssag, saa indeholder lovbogen kun exempler paa, at sagen umiddelbart indførtes for thinget, hvorimod nogen skiladóm ligesaa lidt nævnes som nogen fimtarstefna i thrøndersk betydning. Man maa altsaa, naar det efter de 5 dages forløb viste sig, at vedkommende ikke vilde rette sig efter forbudet, strax som vitterlig ranssag have bragt sagen ind for thinget, og den civilretslige berettigelse, hvorom striden egentlig dreiede sig, og hvorpaa ogsaa forbudets retslige kraft beroede, maa være bleven trukken ind i ranssøgsmaalet. Dette turde igjen staa i forbindelse med den allerede paapegede svage udvikling af den hele institution vestenfjelds, idet man kun synes (at have nedlagt forbud i ganske klare tilfælder, i hvilke klagerens ret ikke egentlig kunde bestrides, men kun aabenbart krænkes, hvorimod man ikke kan sees at have benyttet det som indledning i uvitterlig sag^[81]. Derfor sætter Gul.loven heller ikke markeskjelstrætter i nogen sammenhæng med forbudsnedlæggelsen. I det Throndhjemske derimod var forbudet den regelmæssige begyndelse i en række beslægtede søgsmaal, hvorfor det ogsaa fik navn af lovfæstelse, d. e. erklæring om at ville indhente lovens udslag i sagen, og som enhver uvitterlig civilsag gik ogsaa disse først til den private skiladoms, her fimtarstævnens bedømmelse.

Endelig kan det mærkes, at Gul. kap. 72 omskriver ordet forbyde med krossa, d. e. korse, og at den, mod hvem forbudet var rettet, siges ikke at skulle neyta undan krossi, hvilket svarer til Fr.lovens yrka undan lagakefli. Dette vidner om, at man ogsaa i Gulathingslagen oprindelig har kjendt ceremonien med lovkjævlen, men at man i den vel bekjendte kristendomsiver har ombyttet hedendommens nedarvede kjævle med et kors, ganske ligesom man i kristenretterne ikke vilde bruge den almindelige budstikke til ritualmæssige forkyndelser, men ogsaa gav den korsform^[82].

Særskilt omtale kræver endnu en af de for skiladóm behandlede sager. Det kunde nemlig hænde, at ogsaa en ren straffesag der fik sin afgjørelse. Dette var tilfældet, naar efter den gamle strafferet forbrydelsen kun var belagt med en privat bod til den fornærmede, hvilket kilderne udtrykke saaledes, at kongen ikke har noget dermed (þar á konungr ekki á). Om saadanne søgsmaal siger Bj. kap. 48: „Alle thokkabøder og alle halvrettessager og halvrettesmænds saar^[83], alle de sager skal søges for dóm (á dómi), hvilke ikke kongens ret eller bymændenes ligger ved,“ og dette bestyrkes ved lignende udtryk i kap. 21 og 83, hvor det hedder: „Søge ham for domene; kongen har ikke noget dermed“. Heraf sees, at private bødesager ganske ere blevne sammenstillede med gjældssager, og at der altsaa ingen vægt har ligget paa, om en fordring var udsprungen af kontrakt eller af delikt, naar det sidste blot ikke var saa stort, at det belagdes med offentlig bod. Fremgangsmaaden har vel i regelen bestaaet i en enkelt domsafholdelse og edspaalæg; thi erfaringsvidner kunde i saadant fald ikke godt haves.

Efter saaledes at have søgt at forfølge skiladómens virksomhed og udvikling i dens forskjellige anvendelser, blive vi endelig istand til at bedømme dens betydning og systematiske plads. I saa henseende er tidligere den anskuelse bleven udtalt, at skiladomen ikke var nogen ret, men et bevismiddel og at den ikke dømte i en tvist, men var det organ, hvorved en bestridt retslig tilstand konstateredes og sloges fast^[84]. Til fordel for denne opfattelse taler dels den omstændighed, at domen var en rent privat institution, der ikke kan sees i nogen henseende at have laant sin myndighed fra det offentlige og thinget, dels at domens kjendelser ikke lod sig udføre med magt, men alene forudsatte, at den, der havde faaet uret, godvillig vilde rette for sig, dels endelig og fortrinsvis, at sagførelsen for skiladóm i uvitterlige søgsmaal ganske havde samme virkning som ellers skirskotningen under vidner, nemlig at gjøre sagen vitterlig. Man har ogsaa anført, at alene skiladomen kunde bedømme vidnernes vægt, medens thinget var indskrænket til at undersøge deres formelle egenskaber. Disse grunde turde imidlertid neppe være tilstrækkelige. Det er nemlig herimod først og fremst at mærke, at kilderne selv ingen saadan forskjel gjør mellem thingets og skiladomens udslag. De siges begge at dømme (dœma), og deres medlemmer betegnes jævnsides som dommere (dœmendir)^[85]. Havde de to virksomheder været principiel uensartede, kunde man umulig have benyttet samme ord til deres betegnelse^[86]. Der mangler heller ikke udtrykkelige vidnesbyrd om, at dóm og thing ganske stilledes i samme række som dømmende forsamlinger. Betegnende er navnlig Bj. kap. 52, hvor thinget eller, som det i byerne kaldtes, bymødet ligefrem siges at være den fjerde dóm, idet de tre skiladome gik forud^[87], samt Fr. 14–7, der endog viser, at thinget i en enkelt art sager kunde indtræde som underordnet led, der blot skaffede bevisligheder, som siden benyttedes ved skiladomen.^[88] Men selv om man i en senere systematik turde ansees berettiget til at forlade den opfattelse, som de gamle selv tydeligvis have havt, kan det ikke erkjendes, at nødvendigheden heraf i dette tilfælde foreligger. Det er vistnok saa, at skiladomen ikke udtalte samfundets opfatning saaledes som domstolene i vore dage gjøre dette, støttende sig til en udtrykkelig anerkjendelse fra statens side af deres stilling; men deraf følger kun, at den var en privat ret, sammensat af private mænd og kun støttende sig til private mænds anerkjendelse, ikke derimod, at den ikke var en ret, og heller ikke, at den ikke i virkeligheden udtalte samfundets opfatning. Hvad dernæst kjendelsens udførbarhed angaar, saa tør vel heller ikke exigibilitet siges at være en konstituerende egenskab ved en dom; meddeles der i en tvist i henhold til lov og retsbevidsthed et udslag, der giver den ene part medhold i hans paastand ligeoverfor den anden, er domsbegrebet visselig i dets inderste væsen derved fyldestgjort, og da sagsanlægget for skiladóm netop havde opnaaelsen af et saadant udslag til hensigt, synes de gamles betegnelse deraf som en domstolsbehandling ganske rigtig. Med hensyn endelig til skiladomens benyttelse af vidnerne, saa kan der neppe anføres et eneste lovsted, der antyder, at den havde lov til at undersøge vægten af det enkelte vidnesbyrds indhold. Vistnok bruges hyppigt nok udtrykket, at vidnerne skulde tages for gode (fullnast) for domen, eller vidnesbyrdene bæres til fulde (at fullu)^[89]; men ganske det samme siges ogsaa om thinget^[90], og ligesaa lidt er udtrykket at meta vitni (vurdere vidnesbyrdene) indskrænket til domen alene.^[91] Allerede heraf fremgaar det altsaa, at domens formelle raadighed over vidneførelsen ikke var større end thingets. Undersøger man nu nærmere, hvori den bestod, og hvad det vil sige, at vitni fullnast eller metast, saa sees det med bestemthed, at det kun var vidnernes erkjendelse som saadanne og formelle vurdering, hvorom der handledes. Intetsteds findes der en antydning af, at mændene kunde udstykke og forbinde med hinanden de forskjellige udsagn for at komme den absolute sandhed nærmere, intetsteds foreskrives, at et vidnesbyrd paa grund af visse egenskaber ved dets indhold skulde foretrækkes for et andet, der fremstillede samme sag paa en anden maade; det eneste hensyn, som i tilfælde af strid mellem vidnerne maatte tages, var til deres antal eller en sjelden gang til særegne personlige egenskaber.^[92] Men dette vil videre sige, at domen, hvis der kun var vidner paa den ene side, ligefrem havde at tage sagens faktiske oplysninger saaledes, som de fremstillede dem, og at den, hvis modvidner blev ført, helt havde at bygge paa disses udsagn, hvis de vare overtallige, men i andet fald ganske se bort fra dem. Kort og godt udtales dette i Gul. kap. 86 for grændsetvistigheder saaledes: „Vidnesbyrd skal sagsøgeren lade bære, at mærkerne ere de, som han siger, da er det sandt, med mindre der kommer flere andre imod og øger, da ere mærkerne, som de bære.“ Men maa vi saaledes udelukke enhver drøftelse af vidnesbyrdenes indhold fra skiladomens virksomhed, saa kan der ved udtrykkene vitni fullnast eller vitni berast at fullu nærmest kun sigtes til en undersøgelse af vidnernes berettigelse og evne til at optræde som vidnende og og til en i saa henseende anerkjendende eller forkastende kjendelse fra domens side. Og herved komme vi ind paa selve hoved- og mærkepunktet i den hele skiladómsrettergang. Medens nemlig de mænd, hvorunder der skirskotedes, ved den retsformelige opfordring, som ligeoverfor en enkelt begivenhed udgik til dem om af være iagttagere, gjordes til gode vidner om denne begivenhed, og sagen altsaa, som hvilende i opnævnte vidners kundskab, i sig selv var vitterlig, idet domstolene kun fik at vaage over, at de rent ydre egenskaber, myndighed, fribaarenhed osv. vare tilstede, saa var forholdet med erfaringsvidnerne et ganske andet. At deres kundskab stod i nogen forbindelse med den tilstand og de omstændigheder, hvorom de sagde at have erfaring, var ikke ved nogen til skirskotningen svarende form retslig konstateret; at de selv paastod at kjende til, hvad der spurgtes om, kunde ikke gjøre dem til gode vidner, og saalænge de ikke vare anerkjendte som saadanne, var sagen ikke vitterlig. Naar de fremførtes for domen, blev det derfor dennes opgave at undersøge, om der bestod nogen forbindelse mellem deres kundskab og det foreliggende spørgsmaal, med andre ord, om de kunde have havt anledning til derom at gjøre nogen erfaring eller danne sig en mening. I saa henseende opstod der for de forskjellige slags sager mere eller mindre faste regler; saaledes i odelssager, hvor udsagnet skulde angaa længst svundne tider, at vidnerne maatte have naaet en vis alder, da deres fædre døde, og derfor kunde antages af dem at have faaet besked om bygdens forhold og personer; i markeskjelstrætter, at det var godt, om vidnet havde arbeidet paa det omstridte stykke, og i det hele taget har man foruden de almindelige ydre vidneegenskaber tillige krævet vedkommendes habilitet til at vidne i det enkelte, foreliggende tilfælde klargjort. Skede dette, fulgte domens udtrykkelige anerkjendelse af deres vidneevne, men dermed ogsaa dens forpligtelse til at antage deres udsagn for fuld sandhed, saalænge de ikke af modvidner blev overstemte; sagen var bleven vitterlig, var hentet ud af anerkjendte vidners kundskab. Hermed være det nu imidlertid ikke sagt, at man i skiladomen gik saa nutidsmæssigt tilveie, at man ikke afæskede vidnerne deres erklæringer, inden deres habilitet var godkjendt; thi det fremgaar tværtimod af kilderne, at det først var efter vidneførelsen, at domen tog vidnerne tilfulde. Vi mene kun, at dómsmændenes raadslagning med hensyn til spørgsmaalet om, hvad der var faktum, alene havde til gjenstand vidnernes personlighed og foregaaende livsvilkaar og stilling ligeoverfor erfaringsgjenstanden^[93], men ikke deres udsagns indhold. Dette ikke blot faldt, men stod ogsaa med habiliteten.

Idet saaledes skiladomen ved at tage de fremførte erfaringsvidner for gode, gjorde dem til vidner og sagen vitterlig, kom den forsaavidt til at faa en indflydelse paa beviset. Men heraf turde man ikke kunne slutte, at den ogsaa selv kun var et bevismiddel; thi dens virksomhed gik et vigtigt skridt videre. Idet den udtalte anerkjendelsen af vidnerne, sagde den tillige, hvad der paa det saaledes fundne grundlag af fakta i det foreliggende tilfælde var ret, d. e. den anvendte loven paa den indbragte sag og tilkjendte derved den vindende eller frakjendte den tabende en paastaaet rettighed.^[94] At dette i mange, ja vistnok i de fleste fald var letvindt nok, fordi de egentlige retsspørgsmaal endnu som oftest vare for enkle til, at tvivl derom kunde opstaa, naar først den faktiske sammenhæng var bragt paa det rene, skal villigen indrømmes; men paa den anden side vide vi, der ogsaa i hine tider kunde opstaa spørgsmaal om, hvad der var lov, og vi behøve vel heller ingen udtrykkelig anvisning for at turde formode, at der ogsaa da bar været sagsøgere, som enten ønskede at lade vidnernes faktiske grundlag gjælde for mere, end det indeholdt, eller i det mindste forsøgte derpaa at bygge en ulovhjemlet og for vidtgaaende paastand. Dog maa man ikke i kilderne vente at finde disse forskjellige momenter i domens virksomhed bestemt og ved enhver leilighed systematisk adskilte; til institutionens fulde forstaaelse have vi vistnok maattet tage dem hver for sig, men for de gamles kun lidet theoretiske opfatning sluttede de sig sammen i en eneste fortløbende forretning, der ofte kun betegnedes efter dens mest fremtrædende led, snart med udtryk som, at vidnesbyrdene bares eller toges tilfulde, eller at man nød sine vidner, snart ved, at domen dømte eller lagde domsord paa, eller at domsmændene erklærede sagsøgeren at være kommen til sit søgsmaal. Men selv om det sidste ikke overalt udtrykkeligt tilføies, bliver domsafsigelsen dog altid at underforstaa.

Efter dette kunne vi da ikke komme til anden anskuelse, end at skiladomen var en domstol. Da den var sammensat af private mænd, hvis eneste berettigelse til at dømme var at søge i de to stridende, ligesaa private mænds opnævnelse, maa den nærmere betegnes som en privat domstol; men da den umiskjendelige forudsætning dog var, at dens medlemmer skulde afsige kjendelse i overensstemmelse med lov og egen retsbevidsthed, sank den ikke ned til en voldgifts- og billighedsret, men maa opfattes som et organ for samfundets af staten og statsbegrebet uafhængige selvdømme.^[95] Den anvendtes i alle civile sager, hvor skirskotningsvidner ikke havdes. Dens private karakter viste sig praktisk deri, at staten ved dens kjendelser ikke umiddelbart lod sig foranledige til at give tilladelse til exekution.

Ved kjendelsens afgivelse skirskotede den vindende part indholdet under de vidneføre mænd, der stod udenom domen og hørte paa forhandlingerne (heyringar). At saadanne vare tilstede, maatte følgelig parterne selv i fornødent fald sørge for. De blev ved skirskotningen til dómsuppsøguváttar, vidner paa domsafsigelsen, og dommen selv gjennem dem vitterlig. Hvad dette vil sige, bliver klart, naar man erindrer, at domen afgav en kjendelse paa grundlag af de af den anerkjendte vidners vitterlige udsagn. At kjendelsen ofte i realiteten blev en simpel gjentagelse af dette, hindrede ikke, at den formelt var noget nyt, nemlig en retsstiftende dom; i en fortsat strid var det denne og ikke dens grundlag, vidnesbyrdet, som blev at benytte, og derfor maatte man ved skirskotning under vidner altid sikkre sig at have den i vitterlig stand.

For det tilfælde, at heller ikke erfaringsvidner kunde skaffes tilveie, have vi seet, at skiladomen paalagde indstævnte benægtelsesed med eller uden mededsmænd, der skulde stadfæste rigtigheden af hovedmandens edelige erklæring. I dette fald blev sagen altsaa ikke vitterlig ved selve domskjendelsen, men først derved, at den dømte lod eden falde eller omvendt i skirskotningsvidners nærværelse rigtigen aflagde den. Dette skulde være skeet inden 10 uger fra domsafsigelsen, ellers ansaaes den som endelig falden.^[96]

1. Skildres i Gul. kap. 37.
2. Fr. lovens 10de bolk.
3. Gul. kap. 266 flg.
4. Jfr. v. Amira, Das altnorwegische Vollstreckungsverfahren, München 1874, p. 266 flg, der med hensyn til formerne i alt væsentligt har den samme opfattelse, som her skal udvikles.
5. Fr. 10–4, jfr. Gul. kap. 35. Det sees altsaa heraf, at enhver fast bosiddende maatte søges i sit hjem. Var han derimod en omflakkende løskarl (einleypr maðr), kunde han søges, hvorsomhelst han kom. Havde han været i bygden julenat, ansaaes det sted, hvor han havde tilbragt denne, for hans hjem; i modsat fald skulde han opgive en gaard, ligegyldig hvilken, naar det kun ikke var en lendermands sæde. Vilde han ingen opgive, skulde sagsøgeren nævne en gaard for ham. Gjaldt sagen en kontraktmæssig forpligtelse (kaup), var ogsaa stedet for kontraktens afsluttelse (á kaupreinu) godt søgsmaalsted. (Gul. kap. 46, Fr. 10–26.) v. Amira skildrer p. 239 fl. heimstefna som en foreløbig opfordring til betaling; det ligger nær, at den ofte faktisk maatte blive dertil, hvilket ogsaa enkelte lovsteder (Gul. 40, Fr. 10–33) antyde; men hovedstederne, hvis indhold ovenfor er anført, vise ligesaavel som navnet, at det væsentlige ved denne leilighed var at faa modparten stævnet til at være hjemme for der at paahøre fordringens fremsættelse.
6. Fr. 10–6.
7. Fr. 10–5 til 11 jævnførte med Gul. kap. 37.
8. Fr. 10–11: En ef øðrum þeim brestr einhverr er i dómi skyldi sitja, þá er þeim fallin sókn. At dette ikke maa forstaaes, som om selve søgsmaalsretten tabtes, sees af Gul. kap. 37: – setja aðra valinkunna menn i stað þeirra, ef til eru. En ef eigi eru til, þá er dómr hans únýtr. Nu ef harm hefir sett lendan mann i dóm með sér æða lends manns sun þann er yngri sé en fertugr eða ármann konungs þá er hann dómflogi ok á alldrigin upreist at þvi máli siðan.
9. Fr. 10–11: En ef eigi kemr annarr tveggja, þá skal þó dóm setja saman, ok .vi. menn af hvárstveggja hendi. Gul. kap. 269: En ef hann eigi igegn setr, ok vill eigi dóm halda, þá skal hann fram fœra vitni ok gøgn fyri dœmendum sinum øll slik sem hann þá myndi ef fullr dómr væri.
10. Fr. 10–13.
11. Bj. kap. 98.
12. Bj. kap. 52: Sœkjandi skal njóta vitnis sins i hinum fyrstu dómi. En verjandi skal sins vitnis njóta á øðrum dómi ok haldi til þriðia dóms ef hann vill.
13. Denne forklaring synes at være saa selvfølgelig, st den omstændighed, at Gul. loven kun sætter tolv mænd ogsaa i tredie dóm, ikke kan rokke den. Det sidste greies vel bedst saa, at parterne uf hver sin dóm have udvalgt sex til væddemaalet. I ethvert fald er det af sammenhængen klart, at væddemaalsthemaet ogsaa efter Gul. kap. 266 er uenigheden mellem de to første dome.
14. Fr. 10–8, 12; Gul. kap. 266.
15. Jfr. Fr. 10–19 til 24 med de foregaaende kapitler.
16. Fr. 10–8: þá skall hafa þá vátta, er hann má fá at sverja með sér.
17. Jfr. saaledes Gul. kap. 144, 145, 254 og 314, der nævne vidner om eiendomsret.
18. Fr. 10–6.
19. Jfr. kap. 17 f. ex. med kap. 5.
20. Foreløbigt tages intet hensyn til den af Magnus Erlingssøn foretagne ændring.
21. At det er denne konge, derom se Konrad Maurer, Die Entstehungszeit der älteren Gulathingsløg, München 1872 p. 48 flg.
22. Bj. kap. 158: – En ef þær eru skuldir er eigi eru vitni til, þá skall stefna honum heim til þingstefnu ok þing siðan. En hann eigi kosti tvá, lúki skuld eða vinni løgeiða, eðr bœndr fari at honum ok taki hálfu meira. – Stedets sammendragne udtryksmaade bør neppe forlede til at forstaa det, som om thing øieblikkelig blev at stævne og eden at fæste paa thinget; det er klart, at sagsøgeren ogsaa nordenfjelds maatte være tilfreds med, at modparten allerede paa fremsættelsen af kvaða svarede med at fæste ed, og sagsøgtes forpligtelse hertil udtales i Gul. loven saa bestemt, at noget andet vist heller ikke har gjældt i det andet lagdømme.
23. Fr. 19–24: – En um bær fjárskuldir er vitni eru til etc. som Bj. kap. 158.
24. Det vilde jo f. ex. ganske stride mod den gamle processes første grundsætninger, at man skulde kunne aflægge ed mod vidnesbyrd; uden eigi vilde heller ikke kapitlets forskjellige led komme i den fornødne modsætning til hverandre. Ogsaa v. Amira læser stedet med eigi, p. a. s. p. 288.
25. Da Fr. 10–24 oftere vil blive citeret, have vi valgt for bekvemmelighedens skyld at inddele det i visse underafdelinger; med antydning af disse gjengive vi det her i sin helhed. 1ste del: Svá skal vita fé sœkja sem allar skuldir, beiða ut þrysvár ok þó fullt at um sinn sé, ok leggja rán við ef á er haldit, ok stefna honum þing, nema hinn stefni þrinætting innan fimtar sá er vørn á. En ef þeir sættast þar þá er vel, en elligar stefni sœkjandi honum þing ok njóti þar allra vitna sinna. En ef honum fellsk at vørn þá halldi hann upp skulld ok sekt við konung, slikri sem honum gefr søk til, .iii. merkr við hverja útbeizlu, hvárt er beiðir eitt sinn eða optar, eða þoli atfør, en bœndr skyldir til atfarar. 2den del, 1ste led: En um fjársoknir þær allar er eigi má með lagakefli sœkja ok eru þó váttar til, þá skal út beiða ok leggja rán við, en ef á helldr, stefni honum þing, ok njóti þar vitna sinna. En ef hann vill eigi þá lúka, þá fari bœndr at honum ok taki af honum hálfa meira ok ránbaug konungi. 2det led: En um þær fjárskuldir er vitni eru (eigi) til, þá skal stefna heim til þingstefnu ok þing siðan, en hann hefi kasti .ii., lúki skuld eða vinni løgeiða, en bœndr fari at honum ok taki hálfri meira. 3die del: En um þau spell øll er gera um fénað manna ok svá þar er fé spillir fé, þá stefni hann til þingstefnu ok þing siðan, þá láti bera mannsverk á ok svá ef fé spillir fé, þá stefni heim til þingstefnu. En ef hann hefir sýn fyrir sér, þá halldi hann upp løgeiðum, eða bœti som menn meta. En ef hann vill hvárki, þá fari bœndr at honum ok taki af honum hálfu meira. En sá er eigi ferr til, hann er sekr baugi.
26. Fr. 9–7: Ef maðr kallar til fødurarfs sins, ok hinn játar þvi at hann er þess sunr er hann segir ok af frjálsum kviði ok til arfs kominn, ok er hann innanlands getinn, þá má hann ganga til fødurarfs sins, en sá fari hinn á frá er kallaði hann eigi arfa vera með váttum ok með vitum. En ef hinn dular at hann sé þess manns sunr er hann segir eða hann sé af frjálsum kvidi kominn, þá skall hann kveðja fjárhalds mann ok eigi dóm einn til og njóti vátta sinna at hann er þess manns sunr er hann segir. En ef hann er utanlands getinn, þá skall hann kveðja føður arfs sins, eða þess arfs er hann kallar til og njóti vátta ok vitna sinna at hann sé arfs gørr ok eigi dóma alla nema hinn láti fyrr af. Skulde det være rigtigt at generalisere denne bestemmelse derhen, at det regelmæssig i alle ganske klare sager, selv om kun erfaringsvidner havdes, har staaet sagsøgeren aabent at vægre sig ved at modtage dómstilbudet og umiddelbart stævne thing?
27. Gul. kap. 121: Ef maðr leggr dóm fyrir þat er hann á ekki i. Nu sitr maðr i arfi ok leggr dóm fyrir, en annar kallask tilkominn, þá skall sá stefna honum heim, heimstefnu rétta, ok krefja hann arfs ok orfarar. Nu vill han eigi or fara, þá skall hann stefna honum þing fyrir rán ok isetu, ef þá fullnask honum vitni ok gøgn øll til sins máls, ok kœmr ekki vitni ámóti, þá eiga þingmenn honum arf at dœma.
28. Jvfr. kap. 266 med kap. 277; se ogsaa kap. 285: sva nánar at frændsemi at eigi má oðals dula.
29. [Wikikildens note: Henvisningene til fotnotene på s. 36 må være feilplassert. Her er de plassert der hvor de ser ut til å høre hjemme etter sammenhengen.]
30. Ordets afledning er dunkel: rjúfa á?
31. Gul. kap. 277: Nú kaupir maðr jørð úboðrna, þá megu oðalnautar þat kaup ripta. Nú segja þeir honum fyrir jørðu of haust, þá megu þeir bæði gera senn ef þeir vilja svá, segja honum fyrir jørðu, ok stefna honum til jarðar þorsdag i páska viku. Hann má ok síðarr stefna honum at miðri føstu hit seinsta, þvátdag þann er .iii. vikur liva føstu. Nu verr hann skiladómi kaup sitt, þann dóm skulu Þeir á jørðu þeirri hallda er hann hefir honum til stefnt, þá skal sá leiða vitni sin fram er sœkir, hvessu hann stefndi honum til, ok taka við aurum slikum som váttar vitu með honum, þá ef honum bersk þat at fullu, þá eigu þeir at dœma honum jørd, en hinum aura slika sem váttar vitu at hann reiddi honum. Nu ef hinn kallar boðrna ok leiðir hann vátta þar fram, at jørð var boðin løgboði, þá skal hann jørð hafa sem hann keypt hafði. Nu ef hinn kemr eigi til dóms, þá skall hann bjoða aura. En ef hann hefir nøkkurum manni umboðit með váttum, þá skall þeim i hønd reiða, ellar hirða aura ok láta hann eigi fá áðr enn hann sœki hann. Her er det klart, at det eneste forsvar, besidderen kan frembringe for domen, og for hvis skyld han siges at værge sit kjøb med skiladóm, netop er det eneste, som lægges ham i munden, nemlig at jorden var bleven lovbudt. Stedets videre fortolkning skal nedenfor omhandles.
32. Gul. kap. 276: – Nu vill hann til vetrar stefnu jørð selja, .xv. vetr þá skall þat kaup halda. – Leysa fullum aurum þá jørð, nema lýsing hafi á Þeim .xx. vetrum. Kap. 272: Nú liggr jørð .xx. vetr ok er þar engi lýsing á, þá liggir hon til fullra aura.
33. Man sammenligne verbet oðrlast, der bruges i den almindelige betydning af at erhverve. Jfr. ogsaa den fortolkning, som Sars giver af sagaernes udtryk, at Harald haarfagre fratog bønderne deres odel, Historisk Tidsskrift II p. 171 flg. og Udsigt over den norske Historie, Kristiania 1873 p. 179 flg.
34. Gul. kap. 79: – þá skall harm siðan hallda skiladómi fyrir leigujørd sina, ok svá málajørd at sømu.
35. Gul. kap. 280: Nu kaupir maðr jørd, ok skall han aptr leysa er á, á hverjum degi sem hann vill, þá skall hann segja honum hálfum mánadi fyrir þorsdag i páska viku, at hann megi sér aura nýta þat sumar. Leysir hann jørð aptr eptir fardaga, þá skall hinn hafa bæði aura ok leigu.
36. Mærk ogsaa, at kap. 79 stiller málajørð, men ikke stefnujørð sammen med leigujørð, og at kap. 280 taler om rente.
37. Der tales nemlig om lysningen inden de 20 aar.
38. Gul. kap. 86: 1ste del: Hvervitna þess er menn skilr á um sætr. Nú lætr annarr dóm hallda fyrir, þann dóm á sætr at hafa, sá er vitni berr til, nema annarr hafi fleiri vitni. Nú skilr menn á markteig, ok lætr annarr dóm hallda fyrir, þann dóm á marteigr at hafa sá er vitni berr til, nema annarr hafi fleiri vitni. Hvervitna þess er menn skilr á, um sætr eða á markteig, eða á markreinu utangarðs, þá hefir sá sitt mal er vitni berr til. Nú hefir hvárrtveggja vitni til, þá skal sá hafa sitt mál er sverja vill til. Nú vilja báðir sverja til, eða hvárgi, þá skall brjota sundr i miðju þar er þá skilr á. Of markreinur allt þat er menn skillr á, þá má vitni bera um hverr er vill, frjáls ok fulltiða, hann skall svá at orðum kveða at hér skilr, ok þá er rétt. 2den del: Nú skilr menn á um sætr, eða á markteig, sá skall hafa er haft hefir .xx. vetr, eða .xx. vetrum lengr úillt og úspillt, ok vitu þat váttar með honum. Sá skall dóm hallda fyrir er haft hefir, en sá skall stefna honum til markteigs, ok til dóms er eigi vill una, eigi skømrum en .v. náttum fyrir, þingat skall hann þá fara er at þeim degi kemr, með dœmendr sina ok vitni þau øll er hann þarf, dœmendr sina skall hann setja þar sem hann kallar merki. Hin skall setja halfan dóm við hann er mál á móti honum, Vitni skall sá lata bera er sœkir, þat at hann stefndi honum þangat, en þat annat, at þau sé merki er hann segir, þá er þat satt, nema annatt komi meira i gegn, ok auki, þá er merki sem þeir bera. En ef þeir eru báðir jafnmargir, þá hafa þeir sitt mal er fyrri báru. En ef ekki er vitni, þá skall sá hafa sitt mál er sverja vill til. En ef hvárgi vill sverja til eða báðir, þá skall brjóta sundr i miðju þat er þá skilr a, svá skall hvervitna er menn skilr á merki, sem ek hefi nú talt, ok skulu þeir þar dóm setja á markteig. Nú er þeir hafa dóm sett, þá skall sœkjandi njóta vátta sinna. Nú megu allir menn þat vitni bera, þó at hann væri þræll ok vann i þann teig, ok er hann þá frjáls. Nú skall sá þeirra hafa þann teig, er meira vitni hefir til ok betra, þó at sœkjandi leiði sina vátta fyrr. 3die del: Nu hafa þeir báðir jørð, þá skall sá dóm nefna, er þvi velldr, at þá skilr á.
39. At volde uenigheden kan baade klageren siges, der kræver skilsmisse og den anden, der giver anledning til klagen, og at nævne dóm er neppe noget sikkert udtryk om sagsøgeren, om det end om denne i Fr. 10–11 heder, at han skal „leggja dóm á, ok nefna sá bœinn er leggr dóm“. Meningen er maaske, at hvilkensomhelst af parterne kan optræde, og at engen derpaa gaar frem efter de almindelige regler.
40. Fr. 13–23: En ef annarr fœrir fram óðalsvitni, en annarr hafnarvitni þá skall hinn hafa sitt mál, er óðalsvitni fœrir fram. Ordet óðal bruges her atter for at betegne eiendom i almindelighed ligeoverfor en mindre stærk adkomst. Paa samme maade i det følgende 13–25: En ef báðum bersk hafnarvitni, en hvárgum óðalsvitni, þá ef annarr er óðalsmaðr en annarr kauplendingr, þá skal óðalsmadr einn sverja til. At oversætte oðalsvitni med vidner om virkelig odelsret vilde her føre til meningsløshed; thi kunde ingen af dem fore odelsvidner i teknisk forstand, saa kunde den ene af dem heller ikke, hvad dog forudsættes, optræde som odelsmand.
41. Denne betingelse udtales ikke, men følger deraf, at overstemte vidner ikke vare vidner.
42. Fimten var som bekjendt ugen i den ældste germaniske verden.
43. Gul. kap. 22, 24, 30; Er. 4–30, jfr. 34.
44. F. ex. Gul. kap. 23 om at begrave lig.
45. Gul. kap. 184, Fr. 5–7; jfr. Gul. kap. 35.
46. Gul. kap. 30.
47. Gul. kap. 266, jfr. Fr. 10–11.
48. Gul. kap. 77.
49. Gul. kap. 85. Ifølge begge steder har fimtarstefnu kun at konstatere, om opfordringen er efterkommet eller ikke.
50. Gul. kap. 312.
51. Fr. 14–4.
52. Gul. kap. 162, En 3–23, 5–13; heller ikke for dette tilfælde omtales nogen dómssættelse, hvorimod kreditorerne synes en for en at have fremført sine skirskotningsvidner for den, der havde godset i varetægt, og derpaa, hvis tilstrækkelig dækkelse ikke fandtes, indbyrdes at have ordnet nedsættelsen i hver enkelts fordring. Opstod under denne fremgang strid, synes dóm for denne særskilte tvistighed at være bleven sat. Jfr endelig ogsaa Borg. kr. II kap. 9 og Jerns. kap. 77.
53. Fr. 13–14: Ef maðr løgfestir holt eða haga eða veiðistaðir, þá skall løgfesta at kirkju eða á þingi þar sem jördin liggr.
54. Magnus lagab. landsl. giver ordlyden (7–19): En sá er lögfestir skall tala svá hátt ett allir heyri þeir sem þar eru ef þeir vilja ok svá mæla: Ek lögfestir jørð mina her i dag at orðfullu ok løgfullu ok þingsmáli; fyrirbjoð ek hverjum manni sér at nýta at vitni guðs ok goðra manna þeirra sem orð min heyra.
55. Fr. 13–11. Ef maðr festir løg fyrir haga sinn ok er ort i siðan, sá er sekr ránbaugi við konung ok landnám silfrmetinu þeim er jørð á. Landnám var nemlig selvtægt udøvet paa jord. Se ligeledes 13–19, jfr. 13–15.
56. Fr. 13–14.
57. Fr. 13–26: Festa skall løg fyrir lóð ok fyrir áverka, hvar sem hann hittir hann sjálfan er á orti innan fylkis. En ef hann hittir hann eigi, þá fari hann til lóðs ok til áverka, ok festi løg fyrir, ok segi honum sjálfum siðan til eða hjúnnm ef eigi má hann hitta.
58. Fr. 13–21: En ef ross gengr i akr manns eða eng, hann skal taka ross þat ok inn setja ok fara til hins er rossit á með vátta ok beiða úslá bót ok festi løg fyrir rossit ok sýni mønnum úslán. En ef hann út tekr rossit at úbœttu gjalldi ránbaug konungi en hinum landnám er jørð á. – En uberettiget anvendelse af lovfæstning i dette tilfælde omtaler Fr. 7–26.
59. Fr. 13–17: En ef .ii. menn taka jørð eina ok festa bádir løg fyrir, þá skall fimtarstefna til hafa og njóti vitnis eins er fyrr tok, en hinn lauss er siðarr tók. Fr. 13–23: Allt þat er menn skill á hollt eða haga, akr eða engi, þá skall løgfesta fyrir, sá leggi til fimtarstefnu er helldr þykkiz þurfa. En ef hvárgi festir fimtarstefna ok festa báðir þeir løg fyrir eða annarr einn, þá ef á yrkir undir lagakefli ok leggr fimtarstefnu, þá hefir sá fyrirtekit sókn sinni ok gjalldi ranbaug konungi, en hinum landnám silfrmetit er jørð á.
60. Jfr. Fr. Brandt: Om foreløbige retsmidier i den gamle norske rettergang, indtagen i juridisk ugeblad for 1863. De tilfælder, hvori lovfæsteren ufravigelig skulde anlægge sag, indskrænker professor Brandt til tvende, nemlig naar to leilændinge stride om samme gaard, og almindingstvistigheder. Se Fr. 13–1 pr.: En ef maðr reiðir fararlass hit fyrsta i garð, þá hafi med sér vátta .ii. ok segi þeim til er á jørdu býr. En ef sá kallast eiga tøku, þá festi hann løg fyrir ok leggi fimtarstefnu með þeim sømu váttum. En ef hann leggr eigi fimtarstefnu, þá hafi sá jørd er til reidd. Og Fr. 14–7: En ef menn skil á, kallar annarr almending, en annarr kallar sér, þá festi sá løg fyrir er sér kallar, ok kenni þing siðan, ok hafi haft upp þingboð fyrir fimt. En ef hann gerir eig svá, þá er únýt løgfesta hans at þvi sinni. En af þvi þingi leggi sá fimtarstefnu er sér kallar jørð, ok njóti þar vitnis eins þess er á þingi var nefnt. Jeg kan imidlertid kun forsaavidt tilkjende disse steder egenskaben af undtagelsesbud, som det ene forudsætter, at besidderen lovfæster, og det andet, at besiddelsen er bestridt; de tilhøre altsaa de to første af mig opførte tilfælder, for hvilke et saa bestemt paabud om at lægge fimtarstefna ellers ikke lader sig paavise. For det fald derimod, at besidderen var den, mod hvem forbudet rettedes, synes en række steder ligesaa bestemt af lovfæsteren at fordre, at han med det samme lagde fimtarstefna. Se saaledes Fr. 8–16 om arvesøgsmaal: løgfesti arf ok leggi fimtarstefnu; Fr. 9–28 om myndlings søgsmaal mod formynderen: þá fari úmagi til ok løgfesti ok leggi fimtarstefnu; Fr. 13–1 i. f. om søgsmaal mod leilænding til husenes udbedring: þá skall landsdrottinn leggja fimtarstefnu ok festa løg fyrir lóð hans; Fr. 13–9 om benyttelse af elv: festi løg fyrir ok leggi fimtarstefnu, samt Bj. kap. 48 om søgsmaal mod leilændingen til landskylds betaling: þá skall løg fyrir lóð festa ok leggja fimtaretefnu. – Naar Fr. 10–3 paaberaabes som bevis for, at ogsaa besidderen i disse tilfælder kunde lægge fimtarstefna, er neppe heller denne slutning ganske bindende, da forudsætningen er, at besidderen allerede er stævnet til stefna, men at den fastsatte dag kræver hans nærværelse andetsteds, hvorfor han maa sætte en anden dag istedet for den af modparten tidligere nævnte. En 10–3: Ef maðr er heimstefnu váttr eða þingstefnu eða kvøðuváttr, ok er siðan fest løg fyrir lóð hans, ok ber allt á einn dag þing ok dóm ok fimtarstefnu hans, þá skal hann kost bjóða þeim er løgfestir fyrir lóð hans hvert er hann vill hafa fernæting eða sexnæting, en ef hann vill hvárki kjósa, þá leggi .vi. næting.
61. Se det nys anførte 10–3; ligeledes 10–16: elgi skall lendr maðr koma á fimtarstefnu helldr en i dóm.
62. Fr. 13–23: .vi. menn skall hvárrtveggi nefna i stefnu sem i dóm.
63. Fr. 5–8: Svá er mælt um fimtarstefnu, at sá maðr skall fyrr sina vátta njóta er fyrr løgfesti.
64. Fr. indl. kap. 16: En allar þær eignir ok landskyldir er menn skulu fimtarstefnu til leggja, þá skall sakaráberi nefna við vátta tvá ok leggja stefnu eptir. En ef þá skill i dómi, ok verða eigi samdóma etc.
65. Fr. indl. kap. 16: Ein skall ok fimtarstefnu at hverju máli vera en eigi fleiri. Stedet indeholdes i en retterbod af Haakon den gamle og har tydeligvis hensyn til en tidligere modsat brug. Se ogsaa Fr. 8–17 om arvesøgsmaal, hvor det udhæves, at arven kan søges á einni fimtarstefnu.
66. Fr. 10–11. Bemærkningen gjælder kun terminologien nordenfjelds; jfr. Gul. kap. 266, hvor fimtardómr i odelssag synes at være gammel ret. Muligt maa det iøvrigt ogsaa erkjendes, at fimtarstefna oprindelig ikke har været nogen dóm; herom nedenfor.
67. Se herom Michelsen, Ueber die festuca notata und die germanische traditionssymbolik. Jena 1856. Forfatteren har imidlertid, som det sees, ikke kjendt Fr. lovens tilsvarende bestemmelser. Se ogsaa Grimms Rechtsalterthnmer, Göttingen 1828 p. 121–130 og 133–137, samt Siegel, Geschichte der deutschen gerichtsverfasanng, Giessen 1857 §§ 5, 17, 19 og 32.
68. Fumagalli, cod. dipl. S. Ambr. p. 393, dipl. a. 867: Tradedit Gerulfus mini- sterialis domni imperatoris, qui profitebatur salica vivere lege, per cultellum, wantonem et festucum notatum, seu ramum arboris, justa sua lege salica, in manus Petri. Ducange, dipl. a. 951: Ideo constat, me A. ex natione Bejubaria secundum meam Bajubariorum legem per festucam et gazonem et per rames de arboribus et per ostium domorum vendidi et manibus meis tradidi atque investivi tibi. Mabillon, dipl. p. 542, charta a. 872: Et justa meam legem per cultellum et festucam notatam seu guazonem terre vobis exinde ad vestram partem corporalem facio vestituram ad vestram proprietatem habendum. Og om fyrster Pertz I. p. 43, Ann. Guelferb. et Nazar. ad. a. 787: Et illuc venit dux Tasilo et reddit ei (Carolo) ipsam patriam cum baculo.
69. Lex Sal. tit. 46 og Gul. kap. 292.
70. Se saaledes det ofte citerede sted Lex Rip. tit. 71: De quacunque causa festuca intercesserit ect. (Stedets fortolkning, Siegel p. a. s. p. 35). Ligesaa tit. 31 om et bindende løfte: cum festuca fidem faciat. Marculf 1–21 om overdragelse af retssag: omnes causas suas per festucam ei visus est commendasse, og 2–14 om deling af arv: per fistucam omnia partitum esse. Ogsaa ved salg af trælle brugtes festuca (se Michelsen) og endnu i den senere tid berettes fra øen Man, der i middelalderen vexelvis stod under norsk og engelsk herredømme (Spelmann col. 156, b.): In insula maris Hibernici, quæ Manniæ dicitur, hodie in usu est equorum aliarumque rerum venditiones traditione stipulæ ratas facere.
71. Ademar Caban. p. 184.
72. Georgisch, corp. jur. Germ. antiqui, 1590. Se ogsaa Galbertus, Vita Carolis comitis Flandr. nr. 65: Fidem et hominia, quæ hactcnus vobis servavimus, exfestucamus, damnamus, abjicimus. – – Finita responsione ista, arreptis festucis exfestucaverunt illorum hominum fidem.
73. Lex Sal. tit. 53, 3: Tunc ille, cui fides facta est, ambulet ad grafionem loci illius in cujus pago manet, accipiatque festucam et dicat verbum (han modtager staven, som ved den foregaaende retshandel af afhænderen var bleven leveret dommeren og fremstiger med den i haanden sin klage). Klagen kaldtes derfor stapsagen, se Siegel p. a. s. § 17.
74. Siegel p. a. s. § 19.
75. Stjernhöök, De jure Sueonum et Gothorum vetusto, Holmiæ 1672, p. 235.
76. Denne fremgaar ogsaa ved at jævnføre Stjernhööks beretning med tyske diplomer. Hos Gudenus, cod. dipl., Goettingæ 1743, vol. 3 p. 798 heder det fra aaret 1273: More scotationis, per porrectionem calami, tradiderunt, og hos Schöpflin, Alsatia diplomatica, Manheimii 1772, nr. 893 fra aaret 1314: Vendiderunt, tradiderunt et libere resignaverunt per porrectionem calami, ut est moris, quæ more schottationis secundum consuetudinem civitatis pro traditione habetur.
77. Snorre, Harald haardraades saga kap. 23; Fagrskinna kap. 143; Morkinskinna p. 20.
78. Vi kunne ikke modstaa fristelsen til her ut forsøge at opklare et lidet spørgsmaal, som vi maa erkjende at ligge paa grændsen af disse afhandlingers emne. Hos Hyltén-Cavallius, Wärend och Wirdarne II p. 404 oplyses det som gammel sædvane, at ved jordskjødning de tolv nævninge greb om et spydskaft, samt at udtrykket „at faa skaft“ paa en eiendom endnu betyder at faa sig den tilskjødet. Man ser, at det er den samme form, som Stjernhöök sigter til, kun at skaftet (staven) er bleven til et spydskaft. I en afhandling „Om de gotiske folks vaabened,“ Kjøbenhavn 1871, har Sv. Grundtvig, der ikke synes at have kjendt Stjernhööks yttring og forøvrigt vel heller ingen foranledning havde til at forfølge brugen af lovkjævlen, sat dette vidnesbyrd fra Wärend i forbindelse med en beretning, som den engelske sendemand i Stockholm, Whitelocke, fra aaret 1654 meddeler om de ceremonier, der kom til anvendelse ved et adeligt bryllup, han ved dronning Kristinas hof overvar. Blandt disse forekom det nemlig ogsaa, at et spyd (speare or pike) blev rakt frem, idet morgengavens størrelse bekjendtgjordes, og at tolv adelsmænd efter hinanden traadte til og lagde deres høire haand paa spydet, hvormed skulde tilkjendegives, at de som vidner havde at paase, at gaven i tilfælde af brudgommen død kom bruden og børnene tilgode. (Se Whitelocke, Journal of the swedish embassy in the years 1653 and 1654, 2den udgave, London 1855, II p. 229–30 og 248–50). Det er klart, at her atter simpelthen foreligger en anvendelse af den samme form, som Stjernhöök bevidner brugtes ved skjødning. Kunde staven i Wärend gaa over til et spydskaft, maatte spydskaftet i Stockholm vel kunne gaa over til et spyd, og i de 12 adelige vidner have vi jo netop Stjernhööks 12 fastar, der tangere debebant baculum. Vistnok erfor Whitelocke siden af Erik Axelsson Oxenstjerna, at denne ceremoni med spydet kaldtes vaabentag, og det er heraf, at Grundtvig drager den slutning, at det gamle vaabentag ogsaa var kjendt i Sverige og det som en vaabened; men selv om ordet vaabentag virkelig i Sverige var bleven brugt om denne form for tilkaldelse af vidner og ikke, hvad man næsten turde formode, blot er en lærd gjætning enten af Whitelocke, der kjendte det angelsaksiske wapentace, eller af grev Oxenstjerna, der kan have hørt, at man i gamle dage havde noget, som hed vaabentag, og har henført ordet til det eneste, der i hans tid passende kunde belægges med samme navn, saa kan det være den svenske almenhed selv, som har gjort denne gjætning. Det vilde ikke være første gang, at et gammelt ord er bleven brugt til at betegne en ny, med den gamle i ingen forbindelse staaende sag. Se saaledes, hvad Konrad Maurer (Germania 16de bind p. 329) oplyser netop om ordet vaabentags forandring af betydning paa Island. Naar ogsaa den sidstnævnte forfatter antager (p. a. s. p. 222), at en vaabened ved hint bryllup er bleven aflagt, kan heller ikke dette ifølge det foregaaende medgives. Whitelocke, der dog giver en meget nøiagtig skildring, omtaler heller ingen edsaflæggelse. I Adlersparres Historiske Samlingar, 4de del, Stockholm 1812, p. 71 omtales den samme ceremoni, men uden at hverken ed eller navnet vaabentag forekommer. Se videre Olaus Magnus, De gentium septentrionalium conditionibus, lib. XIV cap. IV; Loccenius, Antiquitatum Sueo-Gothicarum Libri III, editio tertia p. 155, og Tollstorp, Södermanlands beskrifning, Stockholm 1837 p. 79, hvor notitser af samme indhold findes. Paa Rafaels berømte maleri „lo sposalizio“ (fra 1504), der findes i pinakotheket i Milano, staa brudesvendene ifærd med at bryde sine omtrent halvanden alen lange stave, idet brudgommen sætter ringen paa brudens finger.
79. Gul. kap. 72: Nú vill hann eigi reiða, þá skall krossa lóð til leigu, ok fyribjóða honum at neyta undan krossi, eptir fimt. En ef hann neytir, bœti konungi baugi, ok gjaldi þó hinum leigu. Nú skall á þeirri jörðu búa til fardaga at öðru vári.
80. Gul. kap. 77: Nu ferr maðr á jörð manns, ok tekr eigi heimild af þeim er á, þá skall gera honum fimtar stefnu af, ok leysa sitt med landnámi af, þá ef hann vill eigi af fara, þá skall stefna honum til þings fyrir rán. Jfr. det hyppige udtryk: fimta einhvern af, ór, eller brótt, f. e. rb. 9 marts 1295 § 1.
81. Fra dette standpunkt af lader sig, som allerede ovenfor antydet, maaske en dybere indsigt naa med hensyn til forbudssagernes og fimtarstævnets udvikling. Gul.lovens benyttelse af ordet stefna synes at staa i bestemt modsætning til ordet dómr og at betegne en mere formløs og ikke dømmende forsamling, og dette gjælder ikke alene ved forbud, men, som vi have antydet, ogsaa ved løsningssager. Da Gul.loven i det hele skildrer ældre retstilstande end Fr.loven ligger det ikke fjernt at formode, at det er en sildigere tid, der saa kraftig har udviklet de nordenfjeldske forbudssager og derunder tillige medført, at fimtarstefna, der oprindelig var ligesaa underordnet som Gul.lovens, er gaaet over til dóm, dog med bibehold af sit gamle navn.
82. Gul. kap. 19; Fr. 2–22 Jfr. Fr. Brandt: Om foreløbige retsmidler i den gamle norske rettergang fin.; Walter, Das alte Wales § 203 og v. Amira p. a. s. p. 240 flg. Det hos disse forfattere anførte skulde synes at tyde hen paa, at korset er bleven reist paa vedkommende mark. Det vilde vel heller ikke være bleven anseet som anstændigt at kaste korset foran sig, saaledes som det skede med kjævlen.
83. Texten i kapitlet selv maa rettes fra overskriften. At kongen heller ikke efter Fr.loven tog bod i almindelige halvrettessager viser 4–27 o. flg.; men at sætningen ikke var ganske sikker, sees dog af 4–18 sidste halvdel.
84. Fr. Brandt i Langes tidsskrift 5te bind p. 113.
85. Gul. kap. 37, 266 ff., 320; Fr. 10–12, 14, 15.
86. Jfr. Schlyter: Om domare och nämd, i hans Juridiska afhandlingar, Upsala 1836, hvor den forskjellige betegnelsesmaade for dommerens og nämdens virksomhed omvendt ansees at godtgjøre, at nämden ikke var en dømmende institution.
87. Bj. kap. 528 Haldi til þridia dóms ef hann vill, ok til móts hins fjorða.
88. Fr. 14–7: En af þvi þingi leggi sá fimtarstefnu er sér kallar jörð þá, ok njóti þar vitnis sins þess er á þingi var nefnt.
89. Gul. kap. 266, Fr. 1o–12 o. fl.
90. Gul. kap. 35 o. fl.
91. Gul. kap. 267.
92. Gul. kap. 266: Nú eru verjanda vitni at fullu borin, ef hans vitni er borit fleira árófa einum ok sannaðar vitni fleiri. Þá eru þeir skrœkváttar er fyrri báru, nema þeir sé allir jafnmargir, þá eru þeir skrœkváttar er eftri báru. Fr. 13–25 om odelsmænds fortrin.
93. Kun dette kan lægges i udtryk, som f. ex. Gul. kap. 86: meiri ok betri vitni.
94. Kildernes udtale dette paa flere steder udtrykkeligt; se Gul. kap. 266: Dœma dœmendr honum jörd, og Fr. 10–12: Nú er sœkjanda borit vitni at fullu, þá skulu dœmendr domsord á leggja, at hann er kominn at sókn sinni.
95. Jfr. v. Amira, p. a. s. p. 267 flg., der søger at gjøre gjældende, at domen virkede under statens authoritet, idet „der Staat die Parteien dazu anhielt das Sehiedgericht niederzusetzen, und von demselben Recht an nehmen, indem er ferner die Nichtbefolgung des Urtheils als Vergehen ahndete“. At domsudslaget i virkeligheden var udtrykket for en authoritet, medgives. Naar jeg imidlertid foretrækker at kalde denne authoritet samfundets og ikke statens, sker det netop for at fremhæve som min anskuelse, at staten ikke ad de to nævnte veie stod i forbindelse med skiladómsinstitutionen. Det var saa langt fra, at staten tvang parterne til at gaa til privatdomen, at det ligesaa meget var dem, der i det længste afholdt sig fra at blande det offentlige ind i sagen og derfor søgte at greie den for privat ret; staten indskrænkede sig nærmest til at taale dette, men kun saalænge, den selv endnu ikke var stærk nok til at hindre det. Men eftersom statstanken mere og mere traadte frem i livet, trængte den skiladomen tilbage og tilintetgjorde den tilsidst. Og hvad angaar den omstændighed, at staten straffede overhørighed af domsudslaget, saa synes dette intet at kunne bevise, aldenstund den straffede enhver vitterlig retskrænkelse, hvad enten retten var bleven vitterlig ved skiladóm eller paa anden maade, f. ex. ved en privat kontrakt, hvortil vidner vare tilkaldte.
96. Gul. kap. 136.