Grundtrækkene i den ældste norske proces/5

Legg til lenke
Fra Wikikilden

Vi forlade hermed de private retsmidler, der stod til de gamle Nordmænds raadighed og gaa over til de rettergangsregler, man havde at benytte, naar hine vare utilstrækkelige, og man altsaa maatte ty til statens hjælp og afgjørende bistand, ydet gjennem dens organ, den offentlige thingforsamling. Førend vi imidlertid begynde skildringen af de herved brugelige søgsmaalsformer, maa et forsøg gjøres paa at fortolke de yderst magre efterretninger, der ere os overleverede om thingforfatningen og de enkelte thinges organisation.

Gul. kap. 266 skiller blandt thingene bestemt mellem tre arter; delingsgrunden er det distrikts størrelse, for hvilket de ere sammenkaldte, og de betegnes derfor henholdsvis som herredseller fjerdingsthing[1], fylkesthing og det for hele lagdømmet fælles lagthing paa Gulen. I Throndhjem var herredsinddelingen oprindelig ikke kjendt,[2] og Fr. 10–30 sætter følgelig fylket som den engeste thingkreds; men foruden fylkesthing opregnes to fylkers thing, fire fylkers thing og otte fylkers thing, ved hvilket sidste forstaaes lagdømmets fælles lagthing paa Frosten eller Ørethinget i Nidaros. Endelig sees af det lille opbevarede brudstykke af Eidsivathingsloven[3], at thingkredsene paa Oplandene vare trediedels- eller halvfylker, fylker og tre fylker. Til thingene for den engeste kreds, herredsthing i Gulathingslagen, fylkesthing i Thrøndelagen, sigte begge love paa de fleste steder, hvor thing nævnes; men deres organisation skildres intetsteds. Lagthingene blive derimod kun sjelden gjenstand for omtale, men denne er til gjengjæld noget udførligere. De øvrige thinge endelig, de vestenfjeldske fylkesthing og de nordenfjeldske to og fire fylkers thing blive ligesaa sjelden som flygtigt nævnte. Vi ville tage dem alle for os og gaa nedenfra opad.

Blandt de for de engeste thingforsamlinger oplysende lovsteder støde vi først paa Gul. kap. 131, der udtrykkelig udtaler, at den skal sammenkalde thing, som tror at behøve thing[4], og til denne sætning henholder sig en række andre bud, der alle forudsætte, at den, der stævnede sin modpart til things, tillige maatte sørge for, at thinget blev sammenkaldt.[5] Heraf følger strax, at hvis der overhovedet holdtes visse regelmæssige, til bestemte tider gjenvendende thinge, disse i ethvert fald ikke kunne have været hyppige, da extraordinære møder ellers vilde have været overflødige. Sammenkaldelsen skede ved hjælp af budstikke, der blev befordret fra den ene gaard til den næste og under bødestraf ikke maatte „fældes“ d. e. blive liggende uden af gaardens folk at føres videre. Om dens udsendelse bruges udtrykket „skera þingsboð“,[6] idet kjævlen fik en forskjellig form, eftersom anledningen var en simpel retstvist eller en anklage for blodig misgjerning; i sidste fald blev den skaaret i form af en pil (ør). I byerne skede sammenkaldelsen derved, at man henvendte sig til retstjeneren (kallari), der ved at blæse i horn kaldte borgerne til mødestedet (derfor: krefja horns). Hver thingkreds sees at have havt sin bestemte thingplads; men undtagelsesvis kunde man dog samles paa et for leiligheden valgt sted.[7] Herhen havde med ganske enkelte undtagelser[8] enhver husfast bonde, til hvis gaard budstikken kom, til opgiven tid at begive sig. For at danne fuldtalligt thing synes i regelen en fjerdedel af thingalmuen at maatte have været tilstede[9]; at man ikke kunde kræve en større forsamling, havde navnlig vestenfjelds sin tvingende grund i herredets vidde. Paa den sædvanlige thingplads tør det vistnok antages, at der altid fandtes en egen indgjærdet thingvold[10]; men naar thinget afholdtes andetsteds, kan det ikke formodes, at nogen særegen eller helligende indhasling har fundet sted, da en saadan intetsteds omtales.

Spor af, at der paa bygdethingene er bleven gjort et særskilt udvalg af gode mænd til sagens paadømmelse i lighed med lagthingenes lagret, findes ei, hvilket tør antages som et sikkert vidnesbyrd om, at et saadant ikke har været i brug; thi at en hel og tilmed meget praktisk institution ganske skulde lades uomtalt, ikke alene i én, men i samtlige retskilder, vilde dog have været for besynderligt. Den 12 mænds dóm, der fra Magnus lagabøters tid af saa hyppig forekommer i forbindelse med thinget, og som man har troet at burde anse som efterkommer af en gammel lagret ved bygdethingene[11], tro vi i forrige kapitel at have paavist at være af en anden oprindelse.

Derimod er der maaske grund til at antage, at derved siden af de thingforsamlinger, der sammenkaldtes til ubestemte tider, eftersom man behøvede dem, ogsaa er bleven holdt to regelmæssige thingmøder. Hermed sigtes ikke til de administrative mandtals- og vaabenthing, hvis afholdelsesdag fastsattes af de kongelige ombudsmænd[12], men som først sent kom i berørelse med rettergangen; derimod tænke vi paa de thinge, som ifølge Magnus lagabøters landslov holdtes ved midfaste og i august før og efter lagthingets afholdelse.[13] Det siges vistnok intetsteds, at disse thinge ogsaa tidligere ere blevne afholdte; men da hensigten med vaarthinget efter den nye lov var, at nævndemændene til lagthinget der skulde opnævnes, og en saadan opnævnelse ogsaa forhen fandt sted, da videre hensigten med høstthinget var, at de paa lagthinget afsagte domme og fattede beslutninger der skulde forkyndes, og dette ligeledes forhen maa være skeet, tør det maaske med temmelig sikkerhed antages, at ogsaa i den ældre tid thing i disse anledninger ere blevne sammenkaldte. Dette bestyrkes ogsaa ved den kjendsgjerning, at Island fra althingets oprettelse indførte den samme ordning. For disse regelmæssige thinge har man formodentlig tillige passet paa at faa indbragt de private tvistigheder og klager, som til den tid kunde gjøres modne til paakjendelse. Det synes nemlig af vore kilder at fremgaa, at forpligtelsen til at fremmøde til things ikke altid faldt bønderne behagelig. Der maatte sættes bestemte bøder for udeblivelse, og for at afskjære adgangen til altfor mange undskyldninger paalagdes det dem endog at begive sig paa veien, selv om de boede saa langt borte fra stedet for thingets afholdelse, at de ikke med rimelighed kunde vente at komme tidsnok; de skulde gaa, heder det, indtil de mødte den øvrige almue paa tilbageveien.[14] I Fr. 5–12 tillades det betegnende nok at sidde hjemme, naar indkaldelsen led af formelle mangler, f. ex. naar der var bleven sendt om en pil som budstikke til samling af et almindeligt thing. Herhen hører ogsaa et udtryk i Gul. kap. 35, der siger, at klageren skal stævne sin modpart til things inden 5 nætter i det korteste og 5 fimter i det længste, „hvis han ved, naar thing skal være; men ved han det ikke, faar han bie, indtil han ved det“. At der herved ikke gjøres nogen indskrænkning i den enhver tilkommende ret til at sammenkalde thinget, er klart; thi umiddelbart efter heder det, at den, som behøver, skal samle thing, „hvis han vil det“. Men netop det sidste lille betegnende tillæg viser, at man i almindelighed, naar sagen ikke var saameget større, kviede sig ved at uleilige bygdens folk med thingberammelser, og heller valgte at bie, indtil et af de ovennævnte regelmæssige thinge eller et andet i en anden anledning alligevel afholdtes. I overensstemmelse hermed heder det da ogsaa i Eid. kr. I. kap. 30, at vidner i en vis art sager skulle føres paa thinget, hvad enten de paagjældende selv „gjøre det (thinget) eller en anden mand“. Af beslægtede grunde er det vel ogsaa, at Fr. indl. kap. 23 lader den gamle forskjel mellem dømmende og administrative thinge forsaavidt falde, som den tillader almindelige søgsmaals anlæg ogsaa paa skibredethinget, hvor tidligere kun ledingsanliggender vare blevne drøftede. Endelig er det muligt, at man ogsaa udenfor de to regelmæssige thinge høst og vaar, har havt endnu et par faste thingtider. I det mindste nævner en saga thinget i gangdagene (ugen før Kristi himmelfart) paa en maade, der indbyder til den antagelse, at det var et regelmæssigt gjenvendende.[15]

Organisationen af melleminstantserne, Gulathingslagens fylkesthing og Frostathingslagens to og fire fylkers thing, er det endnu vanskeligere at danne sig en bestemt mening om, idet enhver nærmere antydning mangler. Da de repræsenterede flere thingkredse, har man antaget, at de aldrig af en enkelt privatmand kunde sammenkaldes, men kun gjennem de offentlige ombudsmænd, lendermænd og aarmænd. Dette har vel ogsaa været det regelmæssige; men de bekjendte bud i Fr. 4–50 o. flg. om opstand mod konge, jarl og lendermand vise dog, at det ogsaa stod i bøndernes egen magt under straffetrudsel for udeblivelse at foretage lovlig anerkjendte sammenkaldelser af flere fylkers mænd. At disse thinge ligesom fylkesthingene dannedes uden opnævnelse, men at den hele almue mødte frem, og at der i det hele taget har gjældt de samme forbud mod at udeblive fra dem som fra hine, synes at være det sandsynligste, da man dog vel i modsat fald i lovene havde fundet visse regler for opnævnelsen. Heller ikke er der mere end ved bygdethingene grund til at antage noget slags udvalg af thingmændene til sagernes paadømmelse.

Tilbage staa altsaa rigets store dømmende forsamlinger, lagthingene. Af disse fandtes der indtil lovreformen under Magnus lagabøter fire, hvoraf det vestlige, Gulathing, og det nordlige, Frostathing, i vore kilder findes nærmere omtalte, medens mangelen paa lovbøger fra det søndenfjeldske indskrænker vort kjendskab til de to sydlige, Eidsivathing og Borgarthing, til hvad vi kunne formode eller i historiske beretninger se antydet.

Eidsivathinget nævnes iøvrigt tidligst af dem alle: i det 9de aarhundredes første halvdel skal Eidsævislagen være „sat“ af Halvdan svarte, der dengang herskede over den sydøstlige del af landet; vi erfare dog intet om thingets organisation.[16] Hundrede aar senere faa vi derimod enkelte mærkelige oplysninger om Gulathing i anledning af en retsstrid, som Islænderen Egil Skallagrimssøn førte i Erik blodøxes tid.[17] Thinget var dengang endnu kun fælles for de tre fylker Hørdaland, Sogn og Fjordene[18]; der tales ikke om, at kun opnævnte mænd fra hvert fylke indfandt sig, hvorimod det udtrykkeligt siges, at lendermændene valgte de mænd, der skulde sidde i domen, og at disses antal var tre tylvter. Domen sad paa en egen, med vébønd, d. e. hellige baand, indhaslet plads Den næste efterretning er den, at kong Haakon den gode (935–961) „satte“ Gulathingslagen og Frostathingslagen, uden at dette udtryk dog sædvanligvis nærmere forklares,[19] og endelig heder det om Olaf den hellige, at han under et ophold paa Romerike „stævnede et talrigt thing paa det sted, hvor Eidsævisthing siden er bleven holdt; da satte han i loven, at dette thing skulde Oplændingerne søge, og at Eidsævislagen skulde gjælde over alle fylker paa Oplandene og saa vide andensteds, som den siden har gjældt“.

Senere høre vi intet synderligt, førend vi i de os opbevarede retsbøger støde paa mere i det enkelte gaaende bestemmelser, hvoraf de tidligste findes i den ældre redaktion af Gul. kap. 3. Ifølge denne afholdtes Gulathing én gang om aaret, thorsdag efter paaske og de følgende dage. Til denne tid skulde et bestemt antal bønder fra de til thingkredsen hørende fylker under straf af bøder have indfundet sig, nemlig fra Hørdaland 102 mænd, fra Rogaland ligesaa mange, fra Fjordene 80, fra Sogn 64, fra Agder 27 samt fra Søndmøre saa mange, som vilde; altsaa, bortseet fra Søndmøringerne, 375 mænd. Ligeledes skulde samtlige i disse fylker boende lendermænd være tilstede. Bønderne siges at være opnævnte, men ikke udtrykkeligt af hvem; der kan dog ingen tvivl være om, at det allerede dengang som senere skede af lendermændene og aarmændene. Nævndemændene fik paa hele reisen frem og tilbage fri underholdning, hvilken ved afreisen in natura udrededes af de hjemmesiddende. Spørges der nu, hvad hensigten med denne opnævnelse egentlig var, kunde man med nutidens forhold for øie være tilbøielig til at mene, at man vilde sikkre sig mod, at ikke det ene fylke sendte flere repræsentanter og derved fik større indflydelse, end dets betydenhed i sammenligning med de øvrige tilstedede. Lige overfor det thingstedet omgivende hered kan dette hensyn maaske ogsaa i en vis grad have gjort sig gjældende, men betænker man den uleilighed, en saadan reise for de fleste thingmænd maatte medføre, og at der heller ikke synes at have hersket nogen overdreven lyst til at begive sig til heredsthinget, sees der hen til den bestemte straf, der var sat for udeblivelse, og til den for hine tider ikke mindre betegnende omstændighed, at thingmændene fik fri reise, idet man, som det etsteds antydes, fandt, at de selv havde ydet tilstrækkeligt ved at paatage sig færden[20], og tages endelig ogsaa i betragtning, at Søndmøre kunde sende saa mange, som vilde reise, hvilket ikke røber nogen frygt for, at der skulde komme for mange, men meget mere en eftergivenhed for bøndernes ulyst til at drage af gaarde, saa tør det rigtige tilslut blive, at man med hine nøiagtige talbestemmelser for opnævnelsen har villet sikkre sig, at de forskjellige fylker virkelig med et passende antal lod sig repræsentere. At Søndmøre danner en undtagelse, kan kun forklares saaledes, at dette fylke først i en senere tid er blevet indlemmet i Gulathingets kreds, og at man derfor har troet ikke strax at kunne fordre et bestemt større antal derfra. Undtagelsen bør dog ikke gjøres større end nødvendig. Derfor maa det vistnok antages, at ogsaa her en reiseunderholdning er bleven ydet af de hjemmesiddende. Sammenligner man imidlertid uden hensyn til denne uregelmæssighed den nys beskrevne ordning med den, der af Eigla fremgaar at have gjældt under Erik blodøxe, sees det, at thingkredsen siden den tid havde faaet en betydelig udvidelse, idet nu samtlige kystlandskaber fra Ryggjarbit til Stad gik ind derunder.

Disse Gul.lovens bestemmelser stod ved magt, indtil Magnus Erlingssøn uden at rokke de vigtigste sætninger i enkelthederne indførte nogle ændringer. Det siges nu udtrykkelig, at det var lendermænd, aarmænd og sysselmænd, som skulde opnævne thingmændene, og dernæst indskrænkes disses antal til 248, nemlig fra Hørdaland 60, ligesaa mange fra Rogaland, 52 fra Fjordene, 40 fra Sogn, 20 fra Agder og 16 fra Søndmøre, der altsaa nu tabte sin begunstigelse. Endelig bestemmes det, at endel lendermænd for politiopsigtens skyld skulde blive tilbage i bygderne uden at drage til things, hvorhos tiden for mødet udsattes fra ugen efter paaske til Petersmesse aften, den 28de juni.

I disse bestemmelser nævnes derimod ikke et ord om noget særskilt udvalg blandt thingalmuen. At et saadant dog fremdeles er bleven benyttet, sees af Gul. kap. 266, hvor lagretten nævnes i stedet for det videre begreb thinget; ved lagretten forstodes nemlig, hvad navnlig fremgaar af landsl. 1–3, netop det samme udvalg, som i Eigla kaldes domen. Da denne ifølge hin saga talte tre tylvter mænd, tolv fra hvert af thingkredsens tre fylker, har man formodet, at lagretten senere har bestaaet af fem tylvter, da Rogaland og Agder vare komne til, og efter Søndmøres fulde optagelse af sex. Men denne slutning er neppe berettiget Magnus lagabøters lov har endnu de gamle tre tylfter mænd i lagretten, og det lader sig ikke antage, at der af ham atter er foretaget en nedsættelse i antallet, hvorved man tilfældigvis netop skulde være kommet tilbage til den ældgamle regel, der gjaldt under Erik blodøxe. Ved de tiere fylkers optagelse har man vistnok kun opgivet at tage tolv fra hvert, men for summen beholdt det gamle tal; den fuldstændige lighed mellem fylkerne var jo alligevel brudt ved det forskjellige antal nævndemænd, de skulde sende, og det er ikke rimeligt, at Hørdalands 102 mænd ikke skulde have afgivet en større del til lagretten end Agders 27, eller at af Søndmøres 16 de 12 skulde være tagne med. At lendermændene fremdeles have været dem, der have opnævnt lagretten, kan ikke betvivles. Heller ikke bør man i lovens taushed finde nogen hindring mod at antage, at lagrettens plads omgaves af vébönd; thi endnu under Magnus lagabøter sees disse i brug, og for Throndhjem paabydes de ogsaa tidligere udtrykkeligt.

Frostathingslovens tilsvarende bestemmelser lide af et yderst uheldigt hul, der omfatter thingfarebolkens begyndelse. Af lovens 1–1, saaledes som den nu foreligger, sees dog, at ogsaa i dette lagdømme nævndemænd benyttedes, at de opnævntes af aarmændene, og at de havde fuld reiseunderholdning. Kap. 2 fortsætter derpaa som følger: „Det er gammel ret, at en aarmand fra hvert fylke skal gjøre vébaand herpaa thingvolden. Men vébaandene skulle være saa vide, at de, som i lagretten ere nævnte, have rum at sidde indenfor; aarmændene skulle nævne i lagretten saa mange, som sagt er, fra hvert fylke. Nævnes skal indenfra Throndhjem 40 mænd fra hvert fylke, men udenfra Throndhjem 60 mænd fra hvert fylke, og de mænd skal man nævne i lagretten, som ere de ældste og mest erfarne. Ikke skulle lendermænd komme i lagretten, uden naar bønderne give lov dertil. Saa er og sagt, at ingen mand af dem, som ikke er nævnt, skal sidde indenfor vebaandene, uden at blive brødig en mark. Alle mænd, som dertil ere nævnte, skulle sidde i lagretten,saalænge mændene ville have thing, med mindre han gaar i et nødvendigt ærinde; men hvis han gaar ud af lagretten udenfor vebaandene andetstedshen, da er han brødig en mark talt.“ Og i kap. 3 heder det: „Mænd skulle gaa fastende til things og søge thinget, naar solen er i øst og være paa thinget til middag. Men den præst, der skal skaffe bog, han skal ringe med den store klokke, naar han vil gaa til things med bogen; men med den klokke skal der ikke ringes til andet, saalænge thinget staar. Men hvis nogen slaar i sig mad eller øl og ændser det mere end thinget, han skal ikke faa nogen sin sag fremmet det aar, hvilken sag han end har at føre paa Frostathing. Øl skal man ikke bære til things, hverken til salg eller paa anden maade. Men hvis det bliver baaret did, da er det forbrudt, og eie thingmændene det.“ Saaledes som kap. 2 staar der, skulde man nærmest være tilbøielig til at læse den mening ud deraf, at lagretten bestod af 400 mænd, nemlig 160 fra de fire indthrønderske og 240 fra de fire udthrønderske fylker. Da der imidlertid, som af kap. 1 sees, fra hvert fylke sendtes nævndemænd, bliver det ganske uantageligt, at disses antal i nogen mon skulde have været større; i saa fald maatte man nemlig have sendt hele bygden, og sammenligningen med Gul.loven viser desuden, at 400 nævndemænd for det egentlige Thrøndelagen slet ikke var noget lidet tal. Hin fortolkning vilde derfor føre til den antagelse, at samtlige nævndemænd sad i lagretten, eller at den dømmende thingforsamling og lagretten var et og det samme.[21] I Men dette forekommer os ikke meget sandsynligt. Allerede kap. 3 synes bestemt at forstaa noget andet ved thinget end kap. 2 ved lagretten; navnlig kunne bestemmelserne om øl og mad paa ingen maade henføres til lagretten, da det efter de gamles hele tænkevis og opførsel ikke engang vilde faldt dem ind at forbyde, at man ikke førte øltønder indenfor de hellige vébaand. Ogsaa viser Fr. 10–30, at lagretten vistnok stod i nøieste forbindelse med thinget, men ikke var ét dermed,[22] og det samme gjælder om det udtryk, der bruges om en beslutnings vedtagelse, at denne skede „indenfor og udenfor lagretten“[23]; havde hele thinget været indenfor, var en vedtagelse udenfor bleven meningsløs. Endelig kommer hertil, at den i alt væsentligt fra Fr.loven stammende Jernsida kun kjender en af tre tylvter bestaaende lagret.[24] Læser man nu med disse vægtige tvivlsgrunde for øie paany kap. 2 igjennem, opdager man ogsaa, at stedet ved en ualmindelig slet affattelse stærkt tyder hen paa, at dets text foreligger i fordærvet stand. Efter at det nemlig er udtalt, at der til lagrettesmænd fra hvert fylke skal tages saa mange, som sagt er (i det tabte stykke af kap. 1), indskydes sætningen om de 400 nævndemænd, hvorpaa der atter gaaes over til lagretten idet der siges, at i denne skulde de ældste og mest erfarne mænd indvælges. Men hvad mening vilde det være at karakterisere hele 400 mænd som ældre og mere erfarne end andre? Og hvorfor gjentage, at valget tilkom aarmændene, hvis det var den samme opnævnelse, hvorom allerede kap. 1 siger, at den foretoges af aarmændene? Lokket ved ordene: „saa mange som sagt er, fra hvert fylke“, har tydeligvis en hjælpsom afskriver hidtrukket et tal, der hørte hjemme i ganske andre forbindelser; maaske har ogsaa den omstændighed bidraget til at forvirre ham, at lagretten som thingets vigtigste del undertiden brugtes for at betegne hele thinget.[25] Vi kunne anføre endnu en betragtning til fordel for denne antagelse. Ifølge Gul. kap. 3 skulde samtlige lendermænd indfinde sig paa lagthinget, eller i det mindste saa mange, som i bygderne kunde undværes. At antage, at den stik modsatte regel skulde have gjældt nordenfjelds, nemlig at de kun efter særskilt tilladelse skulde kunne fremmøde, vil ingen paastaa. Naar imidlertid Fr. 1–2 udtrykkelig siger, at lendermænd ikke maatte komme i lagretten, med mindre bønderne gav lov, saa følger heraf, at lagretten maatte være noget andet end thinget. Eller har man lyst til at tænke sig lendermændene, hos hvilke thingets politi- og vagthavende myndighed laa, spadserende rundt udenom forsamlingen, som de ikke turde komme nær? Endelig maa det ogsaa erkjendes at stride mod enhver rimelighed, at man skulde have sat 400 mænd ind i lagretten, hvis hensigt det dog klarlig var at lette og muliggjøre domsbehandlingen, der vilde være bleven altfor tungvindt, hvis hele thinget skulde have taget praktisk del deri. Efter alt dette antage vi derfor, at lagretten paa Frostathing har bestaaet af et vist mindre antal blandt de ældste og erfarneste mænd. Hvad angaar tallet tre tylvter, der baade findes i Egils saga, Jernsida og landsloven, har man vistnok intet ligefremt vidnesbyrd om, at det ogsaa tilhørte Fr.loven; sandsynligt er det dog i ethvert fald.[26]

Erkjende vi saaledes, at hin sætning i kap. 2 om de 400 nævndemænd ikke hører hjemme, hvor den nu staar, kan den fornuftigvis kun blive at henføre til Fr.lovens bestemmelser om afsendelse af thingmænd fra fylkerne; den maa svare til Gul. kap. 3 og være taget fra det tabte stykke af 1–1. Vi vide altsaa antallet af de 8 thrønderske fylkers nævndemænd. Men efter landsloven hørte under Magnus lagabøter kystfylkerne Romsdalen, Nordmøre og Namdalen tillige med til Fr.lagen, og der spørges derfor, om dette ikke allerede tidligere har været saa. Herved bliver først Fr. 1–1 at tage i betragtning. Det heder nemlig paa dette sted, at indenfjords (innan fjarðar) skal reisegodtgjørelsen af yderne bringes til den, der skal reise, tre dage før reisetid, men udenfjords (útan fjarðar) raader den, der skal reise, nemlig for tiden, da nisten skal bringes ham. Man har her været tilbøielig til at forstaa ordene inden- og udenfjords i overensstemmelse med udtrykkene i kap. 2 „indenfra Throndhjem“ og „udenfra Throndhjem,“ og altsaa henføre dem til den bekjendte deling i ind- og udthrønderske fylker. Men herimod stiller sig den omstændighed, at udenfjords slet ikke kan betyde folk, der bo ved den ydre del af fjorden, men derimod alene folk, der bo udenfor fjorden, medens indenfjords passer paa alle dem, der bo ved fjorden lige ud til Agdenæs.[27] Der vilde heller ingensomhelst grund være for at have forskjellige regler som de i lovstedet fremsatte i de ydre og indre bygder ved fjorden. Disse havde alle en forholdsvis kort og paa sommertid letreist veilængde til thingstedet, og den dag, da thingfolket maatte drage afsted for at naa frem i rette tid, lod sig derfor uden vanskelighed udregne; i de fleste bygder har det været tilstrækkeligt at bryde op dagen før første thingmøde. Anderledes udenfjords; her havde man en længere og usikker reise for sig, og det maatte komme an paa mange omstændigheder, naar man burde drage afsted; vind og veir, baadenes forskjellige seileevne eller lethed, de reisendes personlige skjøn kunde bringe dem til at vælge forskjellig afgangstid, og derfor maatte det her staa dem aabent selv at raade for, naar deres reisekost skulde bringes til gaards. Skulde man imidlertid fremdeles ikke finde udtrykkene i Fr. 1–1 utvivlsomme, saa giver 4–56 i det mindste klar besked. Det bestemmes her, hvor lang stævnetid man i Fr.lagen skulde bruge til fylkesthingene, og de forskjellige tilfælder opregnes, at begge parter nemlig vare fra samme eller fra hvert sit fylke, at de vare Udthrøndere eller Indthrøndere begge, eller den ene Udthrønder og den anden Indthrønder. Derpaa fortsættes der: „Men hvis de mænd have sag sammen, som ere indenfjords og andre udenfjords mænd, men inden vore love (d. e. i Fr.lagen), da skal man stævne thing med maaneds frist. Men hvis mænd have sag sammen, som ere udenfjords og inden samme fylke, da skal man stævne thing med halv maaneds frist; men hvis de mænd have sag sammen, som hver er fra sit fylke, hvor langt det end er imellem dem, inden vore love og udenfjords, skal man stævne thing med maaneds frist.“ Heraf sees det altsaa med fuld sikkerhed, at der udenfjords og dog i Fr.lagen laa fylker, der hverken beboedes af Udthrønder eller Indthrønder og følgelig blot kunne være Romsdalen, Nordmøre og Namdalen, og sammenholdes hermed 1–1, tør det neppe blive tvivl tilbage om, at sidstnævnte sted med sit udtryk udenfjords ogsaa sigter til dem og viser, at de allerede før Magnuses tid have havt mænd paa Frostathing. Hermed stemmer da ogsaa Historia Norvegiæ ganske overens, naar den i sin geografiske indledning til lagdømmet (patria) Trondemia regner otte fylker (provinciæ) indenfor Agdenæs og tre udenfor, tilsammen elve.[28] – Men hvorledes forklares det efter dette, at afskriveren af sin i kap. 2 indskudte sætning ikke ogsaa har medtaget tallet for de udenfjords fylker? Den nærmestliggende grund synes at være den, at et saadant tal paa det oprindelige sted kun har været opgivet for det egentlige Throndhjem, medens det, ligesom tilfældet i ældre tid var med Søndmøre i Gul.lagen, har staaet de fjernere kystlandskaber frit for at sende saa mange eller faa, som vilde reise. Men dette er ogsaa alt, som herom kan siges, og slutningen maa indrømmes at være hel usikker, da et saa forvirret sted, som begyndelsen af Fr. 1–2 ikke just er skikket til at danne grundlaget for middelbare beviser.[29] Paa den anden side kan denne gjætning ikke imødegaaes med henvisning til den omstændighed, at ogsaa de udenfjords thingmænd ifølge 1–1 modtog reisegodtgjørelse; som ved Søndmøre bemærket bør det nemlig antages, at selv om nævndemænd ikke opnævntes, har dog de, der reiste, faaet den almindelige diæt. Munchs formodning endelig, at de 80 mænd, som Udthrønderne havde at sende flere end Indthrønderne til Frostathing, skulde tages fra fylkerne udenfjords, kan allermindst billiges; Romsdal og Nordmøre gaa efter den gamle sprogbrug ikke ind under benævnelsen útan or Þrándheimi, og desuden siges det jo udtrykkeligt, at 60 mænd skulde tages fra hvert fylke. – Frostathingets afholdelsestid kan sees at have været om sommeren[30]; men dagen opgives intetsteds.

Ved siden af Frostathing nævner den thrønderske lovbog ogsaa Ørethinget ved Nidaros som afsluttende thingrækken. Det siges i Fr. 1–4 at have bestaaet af mænd fra de otte ind- og ud- thrønderske fylker, og at være bleven holdt hvert aar en halv maaned før St. Hans. Nævndemænd benyttedes ikke, hvorimod der paalaa samtlige bønder den forpligtelse at indfinde sig. Nogen lagret omtales ikke i thingbolken; men det kan neppe betvivles, at en saadan jo er bleven opnævnt, saameget mere, som Fr. 10–30, der praktisk vel ligesaa meget sigter til Frostathing, dog ifølge sin ordlyd nærmest taler om Ørethinget og herved nævner lagretten.

Endnu meget dunklere træder thingordningen søndenfjelds frem for os. De i brudstykket af Eidsivathingsloven nævnte trediedels- eller halvfylker, der omtales som de mindste thingsogne, sees at falde sammen med herredet[31]; men mere end hvad navnet fortæller, vides ligesaa lidet om deres thinge som om fylkesthingene. Det tre fylkers thing er derimod utvivlsomt Eidsivathing. Mod at antage, at de tre fylker, hvad nærmest skulde formodes, vare Romerike, Hedemarken og Hadafylke, der alle havde en let vandvei over Mjøsen og Vormen til thingstedet, stiller sig den vægtige indvending, at Historia Norvegiæ ikke regner Hedemarken til samme lagdømme (patria) som Romerike. Til Romerikes – altsaa Eidsvolds – thingkreds henføres blot Romerike og Ringerike. Ogsaa dette er imidlertid forsaavidt unøiagtigt, som under Ringerike tillige maa indbefattes det egentlige Hadafylke, der ellers ikke vilde være medtaget i skriftets opregning, men som undertiden synes slaaet sammen med Ringerike til ét fylke, sædvanligvis i videre forstand betegnet som Hadafylke. Men paa den anden side kan man vel ikke lige mod den gamle geografikers ord henlægge Hedemarken til Eidsivathing, og dettes tre fylker blive derfor Romerike, Ringerike og Hadafylke[32]. Af visse yttringer i Borgarthingets kristenret lader det sig slutte, at dette ogsaa oprindelig har været et tre fylkers thing[33]; de tre fylker vare Alfheim, Vingulmark og Vestfold. Ved aaret 1164 kaldes det dog allerede et fire fylkers thing[34]; som det fjerde fylke maa Grønland være bleven optaget, efter at det forhen vistnok var regnet ind under Vestfold.

Om de under lagthingets afholdelse benyttede former erholde vi saagodtsom ingen oplysninger. Ved at sammenholde Gul. kap. 3 med Fr.lovens og Magnus lagabøters landslovs thingfarebolker ser man, at de thingpligtige skulde have indfundet sig paa den bestemte samlingsdag inden solnedgang. Næste dag synes da de forberedende handlinger at være foretagne; lendermændene opnævnte lagrettesmænd, aarmændene indhegnede lagrettens plads med vébaand, og tilsidst aflagde samtlige tillidsmænd ed, lendermændene paa, at de havde foretaget sine opnævnelser af nævndemænd og vel ogsaa af lagrettesmænd, som de troede at kunne forsvare det for Gud, lagrettesmændene, at de vilde dømme efter lov og samvittighed. Disse eders aflæggelse dannede slutningen af forberedelserne, og der gjaldt den regel, at de thingmænd, som ikke inden denne tidsgrændse vare komne tilstede, maatte betale fuld udeblivelsesbod, medens de slap med en mindre, naar de kom efter samlingsdagen, men før edernes aflæggelse. De regelmæssige forhandlinger aabnedes derpaa hver morgen kl. 6 og varede til kl. 3 (til nóns). Ifølge et lovbud, – der tilskrives erkebiskop Eystein (død 1188), skulde man gaa fastende til thinget, og det blev at paase, at der paa thingpladsen ikke blev nydt eller falbudt øl eller mad.

Ifølge landsl. 1–3 skulde forhandlingernes begyndelse daglig bekjendtgjøres ved klokkeringning. „Lagmanden“, heder det, „skal lade ringe med den største klokke, naar han vil begive sig til thinget med bogen. Men med den klokke skal der ikke ringes til andet, medens thinget staar.“ Hvad det er for en bog, som herved er ment, sees af en variant, der siger: „Men med den klokke skal der ikke ringes til andet, end at lagmanden vil læse lovbogen, medens thinget staar.“ Det er med lovbogen i haand, at den paa det 13de aarhundredes lagthing præsiderende lagmand hver morgen skal begive sig til thinget. Stedet er imidlertid med en enkelt iøinefaldende ændring optaget fra Fr. 1–3, der indeholder de erkebiskop Eystein tilskrevne, ovenfor citerede lovbud om thingordningen: „En prestr sá er bok skal ráða“, lyder det her, „han skal ringe med den store klokke, naar han vil gaa til things med bogen; men med den klokke skal ikke ringes til andet, medens thinget staar.“ Disse ord har man vistnok hidtil forstaaet, som om de sagde, at den præst, der skal raade for bogen d. e. evangeliebogen, hvorpaa vidneederne skulde aflægges, skal lade ringe o. s. v.; men det synes ikke rimeligt, at det var en anden bogs ankomst til thinget, som daglig betegnede forhandlingernes aabning i det tolvte aarhundrede, end i det trettende. Og under den forudsætning, at det var den samme, vil saa ikke udtrykket i Fr. 1–3 blot sige, at den for hierarkiets politiske magtforøgelse saa nidkjære erkebiskop Eystein har benyttet den tid, da han, som vi af Magnus Erlingssøns saga vide, var saa godt som eneraadende i Thrøndelagen, til ogsaa at skaffe geistligheden et slags præsidium paa lagthinget? Som vi nedenfor skulle se var lagmændenes stilling dengang endnu vistnok meget svævende og neppe istand til at udgjøre nogen hindring for en myndig og populær prælats planer, og paa den anden side vide vi, at der allerede i begyndelsen af Eysteins bispedømme fandtes lovbøger, som man henviste til, naar der var spørgsmaal om landets lov og ret.[35] Men ikke alene disse betragtninger, ogsaa lovstedet selv taler for en saadan forstaaelse. I slutningen af det foregaaende kapitel tales der nemlig om lagrettens pligt til at dømme efter, hvad lovbogen siger (eptir þvi lögbók segir), samt om hvorledes den skulde forholde sig, naar bogen tier (er bók skill eigi). Skal nu ordet bog nogle linier nedenfor i et nyt kapitel uden nogen nærmere betegnelse gaa over til at betyde en hel anden bog?[36] Men hertil kommer ogsaa, at ordet ráða i forbindelsen ráda bók langt bedre oversættes med „at tolke bogen“ end „at raade for bogen.“ Fritzner anfører i sin ordbog udtryk som ráða draum, tyde en drøm, ráða rúnar, læse runer, ráða rit, tyde et brev og efter den islandske Graagaas[37] endog ráða skrá, fortolke en skriftlig kontrakt. Paa samme maade har visselig udtrykket ráða bók været forstaaet om at tyde eller tolke en bog, medens man for at undgaa en saa nærliggende forvexling vilde have sagt ráða fyrir bók, naar det skulde hede raade for bogen.

Med hensyn til lagthingenes forretningsorden forøvrigt erfare vi intet. Af Fr. 5–7 sees det, at der ved bygdethingene skulde skulde ventes med domsafsigelsen, indtil vidneførselen i alle de forebragte sager var fuldendt; da vi finde den samme regel ved de islandske thinge, tør vi maaske antage den for en almengjældende sætning i vor gamle ret og altsaa ogsaa overføre den paa lagthingene. I det mindste lader sig herimod ingen indvending hente fra den omstændighed, at lagmanden eller præsten daglig skulde have lovbogen med sig paa thinge; thi ogsaa under vidneførelsen kunde der naturligvis tidt og ofte blive spørgsmaal om, hvad loven bød.

Efter at vi saaledes have fremstillet, hvad de os opbevarede kilder have at meddele om de fire lagthing og deres tilhørende lagdømmer, bliver den næste undersøgelse; hvor langt tilbage i tiden denne ordning kan antages at gaa. Som bekjendt har det hidtil været gjængs at forstaa sagaernes oven anførte efterretninger saaledes, at Eidsivathing stiftedes af Halfdan Svarte og fornyedes af Olaf den hellige, og at Gulathingslagen og Frostathingslagen erholdt sin ordning af Haakon den gode[38]; om Borgarthingets fremtræden som lagthing har man derimod intet andet vovet at udsige, end at thinget under Sigurd Jorsalafarer ved en leilighed, da de tre øvrige lagthing nævnes, endnu ikke sammenstilles med disse, men at det kan sees at have bestaaet under Magnus Erlingssøn. Mod denne lære er der, forsaavidt de tre førstnævnte lagdømmer angaar, imidlertid bleven indvendt, at det dog intetsteds siges, at thingkredsene under hine konger fik sin senere gjældende sammensætning, og dernæst, at stiftsinddelingen, der i Norge ligesom andensteds viser stærk tilbøielighed til at slutte sig til den verdslige inddeling af landet, dog i visse punkter mærkelig afveg derfra, hvorfor det kan sluttes, at lagdømmerne ved bispedømmernes oprettelse endnu ikke havde erholdt den skikkelse, som vi siden lære at kjende.[39] En fornyet undersøgelse af dette spørgsmaal er følgelig nødvendig.

Hvad da først stifternes forhold til lagdømmerne angaar, saa lader det sig ikke negte, at begge inddelingers grændser for en stor del faldt sammen, og at denne omstændighed berettiger til at anføre afvigelser derfra som støtte for den formodning, at hvor saadanne fandt sted, en senere omordning af den verdslige kreds kan være skeet. Men dette hensyn tør dog neppe tillægges en altfor fremherskende vægt; thi medens lagdømmernes antal var fire, havde man først tre og siden fem bispedømmer, hvoraf med nødvendighed følger, at der ved deres oprettelse maatte gjøres visse afvigelser fra lagdømmernes grændser, og at disse, hvor de ikke faldt sammen med stifternes, følgelig ikke overalt maa antages at være de yngre. Vistnok kan der ogsaa paavises en kort tid fra Sigurd Jorsalafarers regjering (død 1130) indtil 1152, da stifterne vare fire; men det er klart, at var man først begyndt med at gjøre sig uafhængig af den bestaaende verdslige inddeling, saa tog man det heller ikke senere saa nøie dermed, men lod dette hensyn fremdeles delvis vige for andre. Dette om hin indvending i sin almindelighed; hvor vi i det følgende behandle de enkelte thingkredse, skulle vi ved hver især komme tilbage dertil og søge at klargjøre, hvor meget vi maatte tro at burde lade den gjælde.

Til udgangspunkt vælge vi den i høi grad paafaldende omstændighed, at man nordenfjelds havde to øverste thinge for to kredse, hvoraf den ene helt gik op i den anden. Man har vistnok villet antage, at den i Fr.lovens 1ste bolk saa skarpt fremhævede forskjel saavel med hensyn til tiden og stedet for thingenes afholdelse som til thingkredsenes størrelse og maaden, hvorpaa thinget dannedes, skulde være af en sildig oprindelse, og man bar anført en yttring i en af beretningerne om den bekjendte proces mod Sigurd af Steig, hvor det heder, at Frostathinget ved den leilighed holdtes i byen, som vidnesbyrd om, at de to thinge dengang endnu vare sammenblandede.[40] Men herimod stiller sig som hovedindvendinger, at der ikke kjendes nogen begivenhed, hvorved hint underlige forhold, som Fr.lovens 1ste bolk saa bestemt skildrer, i en sildigere tid kunde være bleven fremkaldt eller skabt; at loven aldeles ikke giver nogen antydning af, at det ene af thingene var en ny indretning, og endelig at begge navne allerede forekomme saa tidligt som i det 10de aarhundrede.[41] Den antagelse, at man i aarhundredernes løb snart skulde have forlagt lagthinget til Frosten og snart til Nidaros, modbevises derved, at begge thinge efter Fr.lovens udtrykkelige vidnesbyrd vare to forskjellige institutioner, repræsenterende forskjellige kredse og med ganske forskjellig sammensætning, der gjorde en ligefrem substitution af det ene istedetfor det andet til en umulighed. Den nævnte procesberetning synes der heller ikke at kunne lægges nogen vægt paa; thi i en anden saga siges det om det paagjældende thing, at det netop var et otte fylkers thing, altsaa et Ørething, og hin yttring om Frostathingets afholdelse i byen turde derfor ikke være andet end et forsøg af den islandske sagaskriver paa at forene sine forestillinger om de norske lagdømmer med sine kilders beretning om, at thinget samledes i Nidaros.

Gaa vi altsaa ud fra, at de to thinge have staaet ved siden af hinanden gjennem en længere tid af Norges middelalder, saa maa forklaringen herfor søges i en sammenstilling af, hvad vi om ethvert af thingene kunne erfare. Det bliver da at mærke, at Ørethinget udelukkende besøgtes af de egentlige Thrøndere, og at det som et otte fylkers thing danner slutstenen paa den thrønderske thingordning: fylkes, to, fire, otte fylkers thing; thi dette viser uimodsigeligt, at det var Ørething, der var Thrøndelagens gamle hoved- og centralthing. Dets oprindelighed fremgaar ogsaa deraf, at hver thrøndersk bonde og ikke blot et vist særskilt opnævnt mindretal af mænd kunde og skulde fremmøde; thi dette er klarlig den ældre, mest demokratiske og mindst kunstige regel.[42] At Ørethinget fra gammel tid af særlig var udtrykket for Thrøndernes folkevillie, derom vidner tillige den bekjendte omstændighed, at Thrøndernes paastaaede ret til som rigets hovedstamme at kaare konger for det hele land altid skulde udøves paa Ørethinget, de otte fylkers thing. I modsætning til Ørethinget stiller Fr.loven Frostathinget, hvortil ogsaa udenfjords fylker sendte repræsentanter, og hvis forsamling dannedes ved den øiensynlig ikke oprindelige opnævnelse af visse mænd fra hvert fylke. Sagaerne paa sin side berette, at Haakon den gode „satte Frostathingslagen“,[43] og under den samme konge høre vi ogsaa første gang om Frostathinget selv, idet det var der, at hans kristendomspaabud af bønderne tilbagevistes. Hvorledes da forbinde vor antagelse, at Ørethinget var Thrøndelagens ældgamle thing, med denne beretning og begge dele med den mærkelige bibeholdelse af begge thinge? Vistnok ganske simpelt ved at formode, at de for sammenhold og selvfølelse saa bekjendte Thrøndere ikke have villet give sit samtykke til udenfjords fylkers optagelse i deres gamle thingkreds, og at Haakon kun har formaaet at vinde dem for en sammenslutning med hine derved, at han lod Ørethinget bestaa som thing for det egentlige Thrøndelagen og derimod oprettede et nyt thing, Frostathing for det nye lagdømme, Frostathingslagen, der indbefattede saavel de udenfjords fylker som de thrønderske. Sandsynligheden af denne forklaring turde være iøinefaldende, og heri ligger da atter et forsvar for, at vi i overensstemmelse med Keyser, Munch og Brandt forstaa sagaens udtryk „satte Frostathingslagen“ derhen, at han samlede thingkredsen og gav den sin senere i det store taget bevarede udstrækning; thi alene saaledes forstaaede støtte sagaens ord den nævnte, af det hele forhold næsten med nødvendighed krævede formodning. Men ogsaa i og for sig betragtet viser denne fortolkning af sagaen sig at være den rigtige. Man nødes nemlig til at anvende vold paa ordene, naar man fra Haakons virksomhed for lovene vil udelukke thingkredsenes udvidelse og afrundning. Udtrykket „satte lov“ kan umulig bruges om foretagelse af nogle ændringer, hvortil han under den her bekjæmpede forudsætning maatte have indskrænket sig, da saavel Thrøndernes „lov“ som midtlandets Gulathing allerede forhen bestod[44]; men det maa betegne en mere iøinefaldende konstituering, saaledes som den netop vilde fremkomme ved, at de ældre love for forskjellige landskaber sloges sammen og gjordes gjældende i en videre thingkreds. Og dertil kommer endelig ogsaa, at vor forstaaelse af stedet virkelig kan sees at have været den, som man i sagatiden selv lagde i ordene. Den større Olaf den helliges saga kap. 10 tilføier nemlig, efter at have gjentaget beretningen om, at Haakon satte „lovene“, ligefrem den forklaring: „men før havde fylkesmændene hver sin lov“.[45] Her er det altsaa dog udtrykkeligt sagt, at der under Haakon foregik en samling i større thingkredse, og om end heller ikke før hvert enkelt fylke havde hver sin lov, saa fremgaar vi det mindste saa meget som den gamle forfatters umiskjendelige mening, at der dengang stiftedes et forbindende fællesskab, som før ikke havde fundet sted.

Men tro vi os saaledes forvissede om, at Haakon virkelig har stiftet Frostathinget og dets thingkreds, som den senere bestod, turde vi maaske vove i en anden beretning om den samme konge at finde bestyrkelse paa, at forbindelsen mellem fjorden og kysten allerede dengang var til. Det siges nemlig, at da Haakon foreslog Mørernes og Romsdalens befolkning at antage kristendommen, henskjød de sagen til Thrøndernes afgjørelse, og da han kom til disse, henskjød de den til Frostathing.[46] Ligesom nu de enkelte fylker i Thrøndelagen ikke vilde afgjøre den sag hver for sig, men i henhold til det mellem alle Thrøndere raadende retsfællesskab fordrede et almindeligt thing, saaledes synes ogsaa kystboernes svar at maatte tolkes; havde de ikke staaet i en vis institutionel forbindelse med Thrønderne, vilde de neppe have faldt paa at skyde sagen ind under deres afgjørelse, hvilket ikke vilde have været overensstemmende med de gamles ærekjærhed og uafhængighedsfølelse, hvor meget end eller maaske netop fordi Thrønderne gjorde fordring paa et slags forrang. Meget mere maa forudsætningen just have været den, at hele thingkredsen burde afgjøre sagen paa én gang, for at kongens personlighed og vaabenføre hird ikke i de enkelte bygder skulde faa overvægtig betydning, og naar sagaen siger, at Mørernes og Romsdalens bønder henskjød sig under Thrønderne, bør dette udtryk vistnok ansees som unøiagtigt og forstaaes saaledes, at de henskjød sagen til Frostathing, der holdtes i Throndhjem og for største delen bestod af Thrøndere, men hvor de dog ogsaa selv havde gang og stemme.

Til slutning tilføie vi endnu, at vor hypothese paa en meget naturlig maade forklarer den iøvrigt paafaldende omstændighed, at Fr.lovens bestemmelser snart tage hensyn til retsfællesskabet med kystfylkerne og snart ikke. Idet der nemlig ved siden af Frostathinget for lagdømmets anseeligste del, det egentlige Throndhjem, i Ørethinget havdes et sideordnet lagthing med samme besluttende og dømmende myndighed som hint, kunde saadant ikke undgaa at føre til en vis dobbelthed i den gjældende ret med hensyn til indbyrdes varselsfrister og lignende. Det, at man indenfjords dog fremdeles havde sit eget hovedthing, maatte allerede i sig selv tjene til at bevare den gamle thrønderske særfølelse og slappe bevidstheden om at være ét med kysten, og da tillige dertil kom, at Ørething udenfor hin paastand med hensyn til kongers kaaring blot kunde fatte beslutninger bindende for Thrøndelagen selv, men ikke for hele Frostathingslagen, hvilket maaske fra tid til anden endog har styrket en aaben separatistisk stræben hos Thrønderne, saa kan det ikke falde underligt, at man i den for begge thinge fælles lovbog finder begge hensyn ved siden af hinanden, idet snart Indthrøndere og Udthrøndere sættes som modsætninger, uden at kystbeboerne nævnes[47], snart disse stilles op jævnsides med hine.[48]

Inden vi forlade den nordlige thingforening bliver endnu et spørgsmaal at drøfte. Idet vi i den ovennævnte sagaberetning om Haakon den godes kristendomspaabud se et vidnesbyrd føiet til de øvrige om de romsdalske bygders og Mørernes tilslutning til Frostathingslagen allerede under Haakon, maa vi i den samme tillige særskilt fæste os ved flertallet Mørerne, der viser, at Søndmøre dengang gik samme vei som Nordmøre og Romsdalen, og vi erindres derved videre om den efter slaget ved Svolder foretagne deling af riget, hvorved ogsaa disse tre fylker forbleve sammen. Til disse kjendsgjerninger kommer endnu den betragtning, at Søndmøre og Nordmøre ethnografisk forholde sig som bilandskaber til det i midten liggende Romsdalen; anderledes kan man ikke forklare sig, at deres navne ere blevne dem givne fra Romsdalen af og med udtryk for deres beliggenhed med hensyn til dette fylke. Den ved hine to leiligheder nævnte sammenhæng mellem disse tre landskaber synes derfor ikke at have været tilfældig, men dybere grundet i deres historiske forhold fra oldtiden af. Og efter dette bliver det da endelig tillige værd at lægge mærke til, at Søndmøre ogsaa i kirkelig henseende sloges sammen med Romsdalen og Nordmøre og ved bispedømmernes oprettelse henlagdes til Nidaros stift; thi her staar denne ordning ikke alene og som en vilkaarlighed, men viser sig tydeligt at være skeet i kraft af den gamle forbindelse mellem fylkerne, hvilken altsaa ved bispedømmernes oprettelse under Olaf kyrre endnu ikke var bleven afbrudt. Og paa grundlag heraf maa vi derfor slutte os til Konrad Maurers mening, naar han mod Munch paastaar, at Søndmøre ikke allerede i det 10de aarhundrede kan antages at have tilhørt Gul. lagen. Men naar han samtidig formoder, at det sammen med de to andre har dannet et neutralt omraade mellem Gulathings- og Frostathingslagen, maa vi herimod, som af alt det ovenfor sagte vil være fremgaaet, paa vor side fastholde, at samtlige tre fylker af Haakon den gode ere gjorte til led af det af ham oprettede Frostathings lagdømme. Grunden til, at denne forbindelse for Søndmøres vedkommende i tidens løb er bleven anseet uheldig, og at fylket senere isteden henlagdes under Gulathing, er let at indse; thi det havde til sit gamle thingsted den dobbelte veilængde og en ulige vanskeligere søfart end ned til Gulen ved Sognefjordens indløb, paa hvilken sidste reise endog Stadt kunde undgaaes ved at drage baadene over eidet. Med hensyn til tiden, da denne forandring er skeet, maa det være tilladt at gjætte paa kong Eystein Magnussøns regjering; thi at den falder efter bispedømmernes første ordning under Olaf Kyrre (1066–1093), tør vistnok trygt paastaaes, og paa den anden side maa den være foregaaet en saa vidt rum tid inden Magnus Erlingssøns kongedømme (1161–1184), at den i hans tid kunde henregnes til Olafs lov, d. e. til samlingen af de fra fortiden nedarvede retsregler. Blandt disse optages den nemlig i den ældre redaktion af Gul. kap. 3 i modsætning til Magnuses nye bestemmelser.[49] Men i dette tidsrum udmærker sig netop Eystein (1103–1122) ved sin iver for lovene ligesaa meget som ved sit fremtrædende skjøn for det almennyttige, og disse tvende hensyn er det, som ved den omhandlede ændring have været virksomme.[50] – Til slutning endnu en liden bemærkning. Som ovenfor paavist findes ikke i Frostathingsloven, som den nu foreligger, nogetsteds udtalt, hvormange mænd de udenfjords fylker skulde sende til thinget, og vi gjættede paa, at dette maaske har været ubestemt. Skulde denne gjætning ikke bestyrkes ved, at Søndmøre til Gulathing skulde sende saa mange, det vilde, idet man ved overflytningen kan tænkes simpelthen at have ladet det beholde sin forrige ret i saa henseende? Da fylket nu kun fik en forholdsvis meget kort vei til thinget, var der i det mindste ingen grund til at give det nok en begunstigelse, som det ikke havde før.

For Frostathingslagens vedkommende have vi altsaa seet os opfordrede til at forstaa sagaens ord om, at Haakon den gode „satte“ den, saaledes som de ogsaa hidtil i almindelighed ere blevne forstaaede, nemlig derhen, at han indførte de fylker i thingkredsen, som vi senere vide vare medlemmer deraf. Men fortolke vi beretningen om Frostathinget paa denne maade, vilde det være en utidighed at ville underlægge det samme udtryk, naar det bruges om Gulathing en anden betydning, og vi driste os derfor til ogsaa at forstaa det saaledes, at Haakon ved at føie de nye fylker, Rogaland og Agder, til den gamle, i Egils saga omtalte thingkreds, Hørdaland, Sogn og Fjordene, gav denne den udstrækning og sammensætning, som den endnu paa sagaskriverens tid i det store taget havde. Vi erholde herved tillige en vis indre regelmæssighed i kongens omdannelse af thingordningen, der ikke kan undlade at svække de tvivl, man har næret derom: Thrøndelagen udvidede han ved at inddrage de raumske fylker i thingsognet, Gulathingslagen ved paa samme maade at inddrage de rygske.

Mod at antage, at Rogaland allerede fra Haakons tid af sognede til Gulathing kan der heller ingen indvending hentes fra den omstændighed, at Olaf Tryggvessøn for dette fylke lod sammenkalde et særeget thing, hvorpaa kristendommen blev antagen, medens Gulathing dog kort efter blev afholdt i anledning af religionsvexlingen; thi Olafs vel beregnede fremgangsmaade var paa den hele reise at forhandle med bønderne fylkevis, da han derved ikke fik den overmagt mod sig, som han vilde have havt, om alle vare blevne stævnede til Gulen. Det thing, som holdtes paa dette lagthingssted, var derfor heller intet lagthing, men et fylkesthing for Hördaland alene, medens kongen senere og paa andet sted holdt møde med Sogninger og Firder.[51] Heraf kan altsaa intet sluttes mod lagthingets tidligere udvidelse. Derimod er ogsaa her en indvending bleven hentet fra delingen efter Svolderslaget og stifternes ordning.[52] Da de tre første bispedømmer under Olaf Kyrre oprettedes, fik biskoppen af Oslo landet lige til Lindesnæs, biskoppen af Selja (Bergen) stykket fra Lindesnæs til Stadt[53], og ved delingen i aaret 1000 fik Erik af Lade foruden fire af de egentlige thrønderske fylker samt Namdalen og Haalogaland tillige det vestenfjeldske til Lindesnæs, medens Viken tilfaldt den danske konge. Heraf har man da sluttet, at landskabet fra Lindesnæs til Ryggjarbit d. e. den del af Egdafylke, som kaldtes østre Agder dengang endnu har tilhørt Viken, da det i modsat fald vilde være fulgt det vestlige. Men dette kunne vi ikke lade gjælde. For Søndmøres vedkommende var sagen en anden, da en række omstændigheder i historiske kilder og retsbøgerne tydede den samme vei, som disse to delinger; her er det derimod blot disse, der taler for en tidligere adskillelse mellem Østagder og Gulathingslagens øvrige dele. Sin smule sagnhistorie har det tilfælles med vestlandet, og forbjerget Ryggjarbits navn vidner om, at derhen boede Ryger. Men modbeviset kan gjøres stærkere. Havde det ved hine delinger været hensigten at følge de verdslige omraaders grændser, saa maatte man dog vel i det mindste have taget hensyn til fylkernes enhed. Men her skiltes jo netop Egdafylke i en del, der gik til Viken og en anden, der gik vestover. Da nu ingen vil paastaa, at ikke Egdafylke som ethvert andet fylke havde sit fylkesthing og udgjorde en judiciel enhed, saa synes det klart, at man her har havt et ganske andet hensyn for øie end thingforholdene, hvad efter Svolderslaget ogsaa paa det eftertrykkeligste fortælles os gjennem den partering, som blev Frostathingslagen tildel. Dette andet hensyn har da simpelt hen været den bekjendte naturlige inddeling af landet i søndenfjelds og norden-(vesten-)fjelds. Lindesnæs skilte mellem begge, og det, som laa østenfor, tilfaldt i dette tilfælde den danske konge, i det andet Oslobispen. Iøvrigt sees det, at den splittelse af det sammenhørende, som ved hin stiftsdeling skede; ikke lang tid efter gjordes god igjen, idet det ny oprettede Stavanger stift kom til at strække sig fra Bukn til Ryggjarbit.

Hvorvidt det derimod er Haakon den gode, der ogsaa fra først af har indført bestemmelsen om et vist antal nævndemænd, eller om denne skriver sig fra Olaf den hellige eller omvendt endog fandtes i en tid, da endnu kun de tre midtlandskaber søgte til Gulathing, kan i mangel af efterretninger ikke afgjøres. Nærmest turde man vel formode, at det er kredsens udvidelse under Haakon, der har krævet dette bud som nødvendig ledsager; i det mindste vilde dette stemme dermed, at der til Thrøndernes oprindelige otte fylkers thing paa Øren ikke fandtes fornødent at sende nævndemænd, medens saadanne benyttedes ved Frostathing, der repræsenterede den udvidede thingkreds.

Gaa vi derpaa over til Eidsivathinget, saa sætter sagaens ovenanførte meddelelse om Olaf den hellige det udenfor al tvivl, at thingforholdene paa Oplandene af denne konge fik sin endelige ordning. Paa den anden side ere vidnesbyrdene om Halfdan Svartes virksomhed for dette thing langtfra saa bestemte, som om Haakon den godes for Gula- og Frostathing. Det er i anledning af den sidste, at Snorre ogsaa nævner hin, idet han siger, at Halfdan havde sat Eidsævislagen, „som før er sagt“. Denne henvisning kan kun sigte til Halfdan Svartes saga kap. 7, hvor der imidlertid ikke nævnes et ord om Eidsivathinget, men blot i almindelighed siges, at Halfdan tog sig af lovene. Heraf synes det at fremgaa, at sagaskriveren ikke i sine kilder har fundet noget om, at Halfdan stiftede dette lagdømme – thi i modsat fald vilde han dog vel have omtalt dette i hans egen saga –, men at han, ved at nævne de to lagdømmers dannelse under Haakon, selv har gjort sig den slutning, at Halfdans lovgivningsvirksomhed maatte have gjældt det tredie hovedlagthing. At sammenhængen kun har været denne, bestyrkes deraf, at en anden beretning, den større Olaf den helliges saga kap. 10, ogsaa giver Haakon den gode æren for Eidsivathingets stiftelse. Nu er vistnok ogsaa dette uden tvivl urigtigt, da Haakon aldrig havde noget at bestille med den indre styrelse søndenfjelds; men stedet viser dog, at det ikke var almindelig anerkjendt, at Halfdan i den forbindelse skulde nævnes. Imidlertid synes disse forsøg paa at tillægge en ældre konge lagdømmets dannelse at tyde hen paa, at man var sig Eidsivathingets høie alder bevidst, og naar den samme saga, der opgiver Haakon som stifteren, alligevel senere i bestemte ordelag ved at fortælle om Olaf den helliges virksomhed for den samme thingkreds, lader den formodning sig ikke afvise, at forfatteren har været vidende om, at denne virksomhed dog sluttede sig til et allerede tilværende grundlag. Det sandsynlige bliver derfor, at der mellem de tre oplandske fylker, Raumarike, Ringerike og Hadafylke fra gammel tid, for den sags skyld gjerne længe før Halfdan Svarte, har bestaaet et thingforbund med tre fylkers thing paa Eidsvold, og at Olaf har udvidet dettes lov til at gjælde over hele Oplandene. Men ordene i Olaf den helliges saga gaa videre; der siges ligefrem, at alle Oplændinger skulde søge til Eidsivathing. Hvorledes bringe dette i overensstemmelse med lovens egne udtalelser, der vise, at lagthinget var et tre fylkers thing og med fremstillingen i Historia Norvegiæ, der opregner fire lagdømmer paa Oplandene? Forklaringen kan ingen anden være, end at Eidsivathinget vistnok kun var thing for de tre fylker og sammensat af deres nævndemænd, men at det tillige som et slags hovedthing, hvorfra retsnormerne vare overførte til de øvrige, i vanskelige tilfælder kunde søges af alle Oplændinger. Kun i denne betydning turde betegnelsen lagthing være at forstaa, naar den særskilt fæstes ved Eidsivathing fremfor de øvrige thinge paa Oplandene. – Hvad stiftsinddelingen angaar, kan ogsaa her en afvigelse fra lagdømmernes grændser mærkes. Ved Hamars bispestols oprettelse i 1152 lagdes nemlig Raumarike til Oslo, uagtet det altid havde tilhørt og vedblev at tilhøre Oplandenes thingforbund, et godt bevis for, at man vistnok lagde lagdømmeinddelingen til grund for stifternes, men ikke tog i betænkning at gjøre væsentlige ændringer, naar nærmere liggende hensyn fordrede det; grunden var naturligvis her, at Oslo stift ellers vilde være bleven for lidet.

Nogen antydning til, at fylkerne ogsaa i Viken nogensinde skulde have sognet til Eidsivathing, findes derimod intetsteds, og dette kan derfor ikke antages. For Viken optræder derimod senere Borgarthing som rigets fjerde store lagthing, uden at det dog siges, naar det stiftedes eller erholdt denne rang. Det nævnes første gang ved aaret 1047 i anledning af Harald haardraades hylding[54], og næste gang 1164, da Erling af Stødle forelagde den danske kong Valdemars fordring paa Viken for almuen paa Borgarthing.[55] Ved ingen af disse leiligheder kaldes det lagthing. Men at det 1164 var thing for samtlige Vikens fylker fremgaar deraf, at det benævnes fire fylkers thing, og at det dengang ligesaavel repræsenterede vestkysten som østkysten af fjorden, sees af, at Erling før thinget opholdt sig en stund i Tønsberg, uden at det siges det mindste om, at han fandt det nødvendigt at sammenkalde et thing der, og det usigtet de danske fordringer lød paa hele Viken til Ryggjarbit. Undersøge vi nu nærmere, ved hvilken leilighed dette lagdømme kan antages at være ordnet, støde vi atter paa hin beretning om Olaf den helliges bestemmelser angaaende Eidsivathing, og navnlig maa fremhæves forskjellen i de udtryk, der handle om thinget, og de, der handle om loven. Thinget, bestemtes der, skulde alle Oplændinge kunne søge, men Eidsivathingsloven skulde ikke alene gjælde paa Oplandene, men ogsaa „saa vide andensteds, som den siden har gjældt“. Hvad kan hermed menes? At Eidsivathingsloven ikke gjaldt norden- og vestenfjelds, vide vi; foruden Oplandene selv staar da kun Viken tilbage som den landsdel, hvortil disse ord kunne sigte, og virkelig vise de dele af Eidsivathings- og Borgarthingslovene„ som vi endnu besidde, nemlig deres kristenretter, en langt nøiere sammenhæng indbyrdes, end tilfældet er med de to andre hovedlove saavel gjensidig som ligeoverfor hine. Den legendariske Olaf den helliges saga siger ogsaa udtrykkeligt, at Eidsivathingsloven gjaldt paa Oplandene og i Viken. Men har Olaf den hellige saaledes samlet en fælles hovedlov for hele det søndenfjeldske[56], men paa samme tid dog kun henvist de egentlige Oplændinger til Eidsivathing som hovedlagthing, saa spørge vi: kan man antage, at den i sin hele styrelsesvirksomhed saa energisk og systematisk fremgaaende Olaf skulde have ladet det ligesaa vigtige og folkerige Viken ligge splittet under lutter fylkesthing uden nogen institutionel forbindelse? Dette synes kun lidet rimeligt, og da vi nu tillige vide, at det netop var Olaf, der anlagde borgen og byen Sarpsborg, hvor Borgarthing holdtes, saa ligger det ikke fjernt at gjætte paa, at han ogsaa har gjort denne stad til thingsted. I denne forbindelse bliver det endelig særlig at mærke, at thinget allerede nævnes ved aaret 1047. Man kunde vistnok ville forklare dette derhen, at det maaske allerede i lange tider havde været thing for en mindre kreds, og at det fremdeles kun var denne, som ogsaa i hint aar samledes. Men herimod taler bestemt thingets navn, der forudsætter borgen som tilværende, da thinget stiftedes. Havde der forhen været thing der, vilde det visselig ligesaa lidt have byttet navn, som Ørething nogensinde trods hovedstadens opkomst fik hede Nidaros thing. Dertil kommer, at Sarpsborg, hvor thingstedet altid har været, laa paa den høire flodbred, altsaa i Vingulmark; men at det skulde have været fylkesthing for dette – og paa heredsthing hyldedes konger ikke –, kan aldeles ikke formodes, da et saadant ei kunde henlægges til den yderste udkant af fylket. Taler altsaa alt imod at antage et thing der tidligere end borgens anlæggelse, og fandtes paa den anden side thinget 1047, da synes dog Olafs lovgivningsvirksomhed at være den ene rimelige leilighed, hvorved thinget bør antages at være opstaaet. Men har Olaf oprettet et nyt thing i Viken, og har han tillige anordnet, at Vikens og Oplandenes lov skulde være den samme, men at Vikverjerne ikke skulde sogne til Eidsivathing, saa har man neppe ret til længere at bortvise den formodning, at hans nye thing netop skulde være for Viken, hvad Eidsivathing var for Oplandene, et fælles hovedthing. Herimod kan, saavidt vi se, kun indvendes, at kong Eystein ifølge beretningen om Sigurd af Steigs proces, idet han overtager Sigurds sag som sin egen, bemærker, at nu maatte den anlægges for et eller andet lagthing, Frostathing, Gulathing eller Eidsivathing[57], i hvilken yttring opregningen synes at skulle være udtømmende. Men hertil svares, at selv om yttringen tilsigter en opregning, hvilket i sig selv nok turde være tvivl underkastet, saa lader det sig dog let tænke, at de tre ældre lagthing besad en traditionel høiere anseelse end det nyere Borgarthing, saa at det ikke faldt fortælleren ind at tænke paa det, hvor der handledes om at dømme mellem konger; ja denne underordnede stilling vilde ogsaa meget godt passe med, at man paa Borgarthing, som ovenfor fremstillet, ogsaa synes i det væsentlige at have fulgt Eidsivathingsloven. Dertil kommer, at ordet lagthing slet ikke synes at have været brugt saa udelukkende, som det af hin yttring, der er lagt kong Eystein i munden, kunde lade sig formode; i samme beretning kaldes ogsaa Throndenæs paa Haalogaland udtrykkelig lagthing, og Historia Norvegiæ nævner fire lagdømmer paa Oplandene.[58] Endelig kommer det heller ikke væsentligt an paa thingets titel; det vigtigste er, om det tør antages, lige siden Olaf den helliges dage at have været hovedthing for Viken, og det tro vi at have paavist sandsynligheden af.

Udenfor de store thingkredse stod der imidlertid ogsaa en række landskaber, hvis afsides eller fjerne beliggenhed gjorde deres beboere det besværligt at træde i umiddelbar forbindelse med de egentlige lagthing og som derfor maatte lade sig nøie med sine egne fylkesthing som øverste domstole.Til denne klasse hører først og fremst Haalogaland. End ikke Magnus lagabøter ansaa det raadeligt at istandbringe nogen forbindelse mellem dette og Frostathing[59], og man kan derfor vistnok med trygghed antage, at en saadan heller ikke før har fundet sted. At søgsmaalet mod Sigurd af Steig fra et haalogalandsk thing henvises til Frostathing maa ikke betragtes som et thingskot fra et lavere til et overordnet; thi sagen var, at kong Eystein ved personlig at overtage sagen havde gjort den til en retstvist mellem kongerne selv, og en saadan kunde blot et af de store lagthing paadømme. Og noget andet, der skulde kunne tages for et vidnesbyrd om, at Haalogaland har sendt nævndemænd til Frostathing kan neppe paapeges. Meget mere kaldes, som ovenfor sagt, fylkets hovedthing paa Throndenæs selv lagthing, hvilket vel ikke kan betyde andet, end at intet andet thing stod over det, og kort efter Magnus lagabøters tid nævnes endog en særegen lovbog for Haalogaland, hvilket ogsaa vidner om fylkets uafhængighed. Endelig udtales denne ganske bestemt i Historia Norvegiæ, der stiller Haalogaland op ved siden af Viken, Gula- og Frostathingslagen som det fjerde af kystdistrikterues „patriæ“.[60]

Paa to steder i Fr.loven, 8–19 og 15–16, anføres en retterbod, ifølge hvilken udøerne „skulle have sit thing paa Jorulfsstad med lige fuld virkning (at jafnfullu) som alle fylkesmænd.“ Munch synes at have forstaaet dette, som om talen var om Ytterøen; i det mindste omtaler han i sin beskrivelse over kongeriget Norge i middelalderen et Jorulfsstad som thingsted for Ytterøen uden at opføre noget saadant paa udøerne. Ordet Úteyar kan imidlertid umulig betyde Ytterøen, der i det gamle sprog heder eyin hin ytri eller ytri-eyin og hverken kunde give anledning til brugen af et flertalsord eller til en lovbegunstigelse. Iøinefaldende rimeligt er det derimod, at de ude i havet liggende øgrupper kunde trænge til et særeget thing istedetfor at søge til Nordmøre, hvortil deres beliggenhed nærmest henviste dem. Lovstedet viser imidlertid, at det kun var fylkesthinget, som øboerne fik særskilt; til Frostathinget maatte de derimod finde sig i at se sine sager henviste. Retterboden synes atter at skyldes Eystein Magnussøn.

Jæmteland og Herjedalen, der først i begyndelsen af det 12te aarh. varigen sluttede sig til Norge, sees aldrig at have staaet i nogen forbindelse med Frostathing, og en saadan oprettedes ikke heller af Magnus lagabøter.[61] Deres fylkesthing, af hvilke Jæmtelands holdtes paa det med hensyn til beliggenhed endnu ukjendte Sproteid, kunne derfor med vished antages at have været uafhængige.

Af de landskaber derimod, som ved lovforbedringen indlemmedes i Gul.lagen, havde Valdres og Hallingdal forhen slet ikke været repræsenterede af nævndemænd paa Gulen, de indre bygder i Stavanger stift, Sætersdalen og Otterdalen, kun forsaavidt de ere blevne anseede som dele af Rogaland eller Agder. Af Historia Norvegiæ sees, at Thelemarken, Gudbrandsdalen og Hedemarken med Østerdalen have udgjort særskilte lagdømmer; men dette kan, som bemærket, kun forstaaes med forbehold af Eidsivathingets i en vis forstand overordnede stilling, uagtet de nævnte egne ikke sendte nævndemænd did. Om Numedal maa det samme gjælde.

Hvorledes disse enkeltstaaende landskabers stilling forresten har været, er derimod uklart. Mest oplysende turde de yttringer være, hvori Historia Norvegiæ omtaler. Valdres og Hallingdal. Uagtet disse to fylker nemlig ikke regnes med til Gulathingslagen og altsaa, hvad vi iøvrigt ogsaa vide af Gul.loven selv, ikke have havt repræsentanter paa Gulathing, siges det dog om dem, at de underligge Gulathingets love.[62] Dette tillader kun den ene fortolkning at det har været Gul.loven, som er bleven fulgt paa disse landskabers fylkesthing. At en saadan overførelse af et landskabs love til et andet i Norge neppe var ganske ukjendt, have vi ovenfor søgt at vise, og dette synes ved de citerede ord at blive utvivlsomt. Det er tillige høist sandsynligt, at en lignende overførelse har fundet sted af Fr.loven til Haalogaland; thi uagtet dette fylke aldrig sendte repræsentanter til Frostathing, tages der dog i loven paa flere steder særligt hensyn til dets forholde, hvilket vilde være uforklarligt, hvis grunden ikke netop var den, at loven ogsaa gjaldt der og følgelig ogsaa maatte indeholde de særegne bestemmelser, som der i enkelte tilfælder skulde følges. Naar saaledes Fr. 10–3 efter at have omtalt visse stævnefrister, brugelige i det egentlige Trondhjem tilføier regler for „de 4 fylker udenfor Agdenæs“, kan tallet 4 her ikke naaes uden at tage Haalogaland med, og dette stod altsaa umiskjendelig i en vis forbindelse med Fr.lagen, der under mangelen af større fællesskab ikke kan have bestaaet i andet end en fælles lov. Ligesaa betegnende er det, at Fr. 16–2 meddeler en hel lovparagraf, der udelukkende indeholder retterbøder for Haalogaland. En særskilt afskrift af Fr.retten til brug deroppe har da vel den „Vágsbók“ været, der omtales som lovbog for fylket, og heller ikke turde det være for dristigt at antage, at ogsaa de øvrige enkeltstaaende landskaber have staaet i et lignende afhængighedsforhold til den ret, der gjaldt ved det nærmeste store lagthing, der altsaa blev etslags hovedthing ogsaa for fylker, der ikke i egentlig forstand tilhørte thingsognet.

I redegjørelsen for thingenes organisation hører ogsaa ind at behandle det tvivlsomme spørgsmaal om vaabentaget. Herved forstaaes nemlig i vore kilder en handling hvorved den paa thinget fattede beslutning erholdt en ydre vedtagelse og stadfæstelse.[63] Om den rigtige opfattelse af denne handling, samt om hvorledes den udførtes, er der imidlertid bleven yttret forskjellige meninger, idet man dels har villet gjøre den til en art vaabened[64], dels kun til en særegen form, hvorunder man gav sit bifald og sin tilslutning tilkjende[65], og med hensyn til udførelsen enten har ment, at vaabentaget skede ved thingets slutning under ét for samtlige beslutninger[66], eller at det gjordes særskilt efter hver enkelt af disse[67]. Idet vi i det hele taget slutte os til Konrad Maurer, der i vaabentaget alene ser en bifaldsyttring, og til hvis bevisførelse vi i det væsentlige henvise, skulle vi dog give en oversigt over emnet og tilføie nogle videre bemærkninger.

Historiske beretninger fra forskjellige germaniske folk synes med bestemthed at vidne om, at det har været en ældgammel skik hos den hele folkestamme ved vaabenbrag at give sit bifald tilkjende. Allerede Tacitus siger om de paa thinget forsamlede Germaner: si displicuit sententia, fremitu aspernantur, si placuit, frameas concutiunt, honoratissimum assensus genus est armis laudare[68], hvor det altsaa udtrykkelig siges, at vaabenbraget gjaldt som bifald, og hvor det derfor modsættes forsamlingens lydelige knurren, der var udtrykket for dens mishag. Ganske overensstemmende hermed finde vi derfor ogsaa samme forfatters yttring paa et andet sted: Sono armorum tripudiisque approbata sunt dicta.[69] Fra Sverge beretter Snorre i sin bekjendte skildring af hint Upsalathing, hvorpaa der stiftedes fred mellem den norske og den svenske konge, at almuen for at tilkjendegive sit bifald ved Thorgny lagmands tale gjorde „vaabenbrag og stort gny“.[70] For Norges vedkommende erholde vi leilighedsvis yttringer, der ganske maa tydes paa samme maade. Saaledes fortæller Snorre, hvorledes de paa Bergens brygger sammenstimlede folk ved at høre Sigurd slembe lyse sig Harald gilles drab paa hænde slog sine vaaben sammen og dømte ham og hans fæller utlæge og fredløse.[71] Om et thing, som Olaf Tryggvessøn holdt med de thrønderske bønder paa Mæren for at overtale dem til kristendommens antagelse, heder det, at begge parter indfandt sig fuldt bevæbnede paa thinget, og at bønderne, efter at Jernskegge af Uphaug havde udtalt deres vægring ved at efterkomme kongens ønske, gjorde stor larm ved denne tale og sagde, at alt skulde være, som Skegge sagde.[72] Det siges vistnok ikke, at det var ved at slaa vaabnene sammen at denne larm frembragtes; men ingen vil tvivle om, at de bevæbnede mænd ogsaa ved denne leilighed ligesom ved hin paa Bergens brygge slog paa sine vaaben. Endnu mere sluttende sig til Tacituses beretning, fortæller sagaen om et lignende thing, som Haakon den gode holdt med Thrønderne, at der, saasnart kongen havde hørt op med sin tale, strax opstod en stor knurren, at Asbjørn af Medalhus derpaa svarede paa bøndernes vegne, og at disse ved denne tale gjorde megen larm og sagde, at saa skulde det være, som nu var sagt.[73] Her gjøres der altsaa ganske som hos Tacitus en bestemt forskjel mellem knurren og larm, og da vi se bønderne i Olaf Tryggvessøns tid komme væbnede til thinget, kunne vi neppe tvivle, at ogsaa larmen paa l thinget under Haakon var vaabenbrag. Paa ingen af de her anførte steder kaldes en saadan bifaldende vaabenlarm vaabentag; men vi maa ikke destomindre gaa ud fra denne almindelige maade at yttre bifald paa, naar vi ville forklare os dette sidste ord. I Andreas Sunessøns latinske bearbeidelse af skaanske lov oversættes nemlig vaabentag ligefrem med collisio armorum et contactus[74], og derved maa det ansees bevist, at hvad vore sagaer og gamle love kalde vaabentag, ikke har været andet end thingalmuens lydelige og med vaabenbrag ledsagede tilslutning til og antagelse af et fremsat forslag eller en udtalt formening.

Vaabentaget omtales i historiske beretninger navnlig ved hyldinger[75], et par gange ved vedtagelse af fælles beslutninger udenfor thinget[76], en enkelt gang ved en virkelig thingsdoms afsigelse.[77] I lovene forudsættes derimod dets brug at være ganske regelmæssig; de ovenfor anførte steder handle om tildømmelse af arv og odelsret, skjødning af jord og vedtagelse af love og i Fr. 5–45 heder det i almindelighed, at den, der bryder dom, som er dømt paa Frostathing, og hvortil vaabentag er føiet (vápnatak at átt) skal straffes med en vis bod. Med hensyn til ordets afledning har man hidtil villet betragte det første led af sammensætningen, vaaben som objekt for det sidstes verbale begreb, tage, og man har følgelig opfattet selve ceremonien saaledes, at thingfolkene tog sine vaaben, som de havde lagt fra sig, og gjorde larm dermed, og da en ofte gjentagen nedlæggelse og optagelse af vaabnene vel er bleven befunden noget burlesk, har man villet rette derpaa ved at henlægge vaabentaget til thingets slutning, da almuen saa alligevel skulde tage sine vaaben for at gaa og saaledes gjerne med det samme kunde gjøre larm for at tilkjendegive sin tilfredshed med det hele thing i almindelighed og hver enkelt sags afgjørelse i særdeleshed. Dette har man da i en sat i forbindelse med den mening, at vaaben ikke blev baaret paa thinge, men maatte henlægges paa et sted, der omtrent skulde svare til vaabenhuset ved senere tiders kirker. Uden at opholde os videre ved den fattigdom og neutralitet, der vilde have hersket over en saadan summarisk vedtagelse, i sammenligning med det liv, hvorom de anførte steder af sagaerne vidne, naar de lade vaabenbraget være et umiddelbart udtryk for thingmændenes øieblikkelige og ivrige tilslutning til en populær talers yttringer; idet vi ogsaa kun nævner den vanskelighed, som vilde opstaa, naar der var forekommet sager, hvorom meningerne havde været meget delte, skulle vi gjøre opmærksom paa, at den nævnte afiedning neppe er rigtig. Istedetfor vaabentag forefindes nemlig i norske love undertiden ordet thingtag[78], og paa Island brugtes istedetfor vaabentag det saakaldte lófatak d. e. haandtag[79], hvilket hverken var mere eller mindre end haandsoprækning. Nu vil ingen paastaa, at disse ord forudsætte, at nogen „tog“ thinget, eller at thingmændene „tog“ haanden og rakte den op. Ordet tak maa følgelig her have en anden end den alleregentligste betydning, og dette kan kun være antagelse, vedtagelse; det foregaaende sammensætningsled bliver altsaa at opfatte som beskrivende: man tog, vedtog loven, beslutningen, dommen, og det skede paa thinget, deraf thingtag, og undertiden ved haandsoprækning, deraf haandtag. Den aldeles ligedannede sammensætning gjør det nu klart, at vaabentag maa opløses paa samme maade, og det betyder følgelig vedtagelse ved vaabnene. Om nogen nedlæggelse og optagelse af disse bliver der altsaa ikke tale. Allerede heraf synes det temmelig sikkert at fremgaa, at det ikke kan være rigtigt, at man gik ubevæbnet til things. Dette har man imidlertid ment at skulle have været tilfældet, og man har i saa henseende dels paaberaabt sig thingstedernes hellighed, dels beretningen i Egils saga kap. 357, hvor det siges, at der ved et angreb paa lagretten opstod stor forvirring paa thinget, da mændene vare vaabenløse. Men hvad for det første thingenes hellighed angaar, saa synes den ikke i ældre tid at have indeholdt et almindeligt forbud mod at bære vaaben. Thingfreden var i Norge knyttet til thingmændenes personer, ikke til thingstedet, og beskyttede dem fra afreisen til hjemkomsten[80], og det er altsaa klart, at nogen bortlæggelse af vaaben dermed ikke var nødvendig forbunden. Vistnok høre vi om et par thingsteder paa Island, at de vare saa hellige, at der ikke maatte udgydes blod eller bæres blottet sværd[81]; men dels fortælles dette som en mærkelighed, og altsaa som en undtagelse, og dels forbydes det selv ikke her at bære vaaben, tværtimod forudsættes det meget mere, at saa skede. Hvad althinget selv angaar, saa berettes der, at det til sine tider var en sjeldenhed at se et vaaben; men ogsaa dette fortælles med en vis forundring, og det siges ved én leilighed udtrykkelig at staa i forbindelse med, at man ogsaa udenfor thinget overhovedet og i tillid til den dybe ro i landet brugte at gaa vaabenløs.[82] Noget forbud mod at bære vaaben paa thinget bør derfor heller ikke her uuderskydes. Først 1218 erfare vi, at der gjennemdreves en lov, ifølge hvilken man ikke skulde komme bevæbnet i de egentlige thingsdome; om althinget selv vedblev derimod den modsatte regel at gjælde.[83] I Sverge have vi allerede seet, at almuen i det mindste ved én leilighed kom bevæbnet til thinge. For Norges vedkommende findes foruden den slutning, der tør drages af selve ordet vaabentag, hin beretning om thinget paa Mæren, der dog ogsaa staar alene. Vigtigt er det derimod, at Gul. kap. 37 ligefrem forudsætter, at de i skiladomen siddende mænd bar vaaben, og endelig turde Fr. 5–7 være afgjørende. Idet nemlig dette sted forklarer, hvorledes det skulde gaa for sig, naar flere sager forelaa thinget, og i den anledning bestemmer, at ingen dom skulde afsiges før vidnerne i de forskjellige sager alle vare afhørte, fastsætter den en 3 marks bod for den, der i utide lagde dom paa, og tilføier saa: Men enhver anden, som holdt vaabnene op, er brødig en baug (en hverr annarra bangi, er vápnum hélt upp). Det er ikke tvivlsomt, at meningen her er at straffe dem, der ved at række vaabnene i veiret gav sit samtykke til den utidige domsafsigelse, og det er saaledes bevist, ikke alene, at vaabentaget bestod i at række vaaben i veiret, men ogsaa, at vaaben bares paa thinget. Det oftere gjenvendende udtryk vaabentag indenfor og udenfor lagretten vidner endelig om, at der ikke er bleven forbudt lagrettesmænd mere end de øvrige thingmænd at komme vaabenklædte. En anden sag var det, at misdæderen skulde lægge sine vaaben ned, naar han indfandt sig paa thinget for at søge fred; det samme skulde han gjøre, hvorsomhelst han under forfølgelse – f. ex. op igjennem en skov – bød lov for sig.[84]

I modsætning til alt dette staar imidlertid hint udtrykkelige vidnesbyrd i Egils saga. Men beretningen her er nøiere beseet selvmodsigende; thi uagtet det siges, at man paa thinget var ubevæbnet, saa sees dog den angribende skare, der paa dronningens opfordring gjorde indhug paa lagretten, men som ogsaa fra først af var tilstede paa thinget, at have været velbevæbnet. Udsagnet maa derfor være at forstaa rent faktisk; i tillid til thingfreden havde man ikke i almindelighed anseet det nødvendigt at klæde sig til kamp.

Under kristendommens indflydelse synes der imidlertid i en sildigere tid at være indtraadt en vis begrændsning i henseende til vaabens bærelse paa thinge. I en retterbod fra 1190 forbyder saaledes Sverre at bære vaaben til og fra thinget[85], og forbudet gjentages for det islandske althing i Jerns. kap. 4, uagtet samme lovs kap. 33 gjengiver det nys citerede sted af Fr. 5–7. Skarpest synes dog selvmodsigelsen at være i Magnus lagabøters landslovs 1–5, der paa den ene side ligeledes forbyder at bære vaaben paa thinge og paa den anden ikke desto mindre paabyder vaabentag udenfor og indenfor lagretten. Man kunde her nærmest være tilbøielig til at tænke sig ordet vaabentag som et gammelt udtryk, der i lovsproget var bleven bibeholdt, uagtet det nu kun betegnede vedtagelse overhovedet. Men man turde maaske komme sammenhængen nærmere ad en anden vei. Ogsaa i kirke siges det nemlig ganske i almindelighed i den nævnte retterbod, at vaaben ikke skulde bæres. Alligevel fremhæver Fr. 2–10 særlig de vaaben, som det var forbudt at bære i kirke eller paa kirkegaard[86], og antyder derved, at der gaves vaaben, hvorom dette forbud ikke gjaldt. Tilladelsen har i saa fald blot kunnet komme sværdet tilgode i modsætning til de egentlige angrebsvaaben, spyd og øxe, og hvad som kunde gaa an i kirke, kunde selvfølgelig endnu mindre have noget imod sig paa thinge.[87] Vi antage derfor, at vaabentaget i den senere tid er skeet ved at række sværdet i veiret til tegn paa samtykke.

Det næste spørgsmaal af interesse bliver, hvorledes det har forholdt sig med de forskjellige thingforsamlingers ledelse, om der ikke maatte være en retsformand tilstede, der som saadan skulde kjende herredets eller fylkets mandtal og reglerne for lagthingets sammensætning, tælle de tilstedeværende, overholde orden, lede forhandlingerne og afstemningen og endelig i thingets navn afsige dommen. For byernes vedkommende er svaret let; thi byfogden, eller, som han da hed, gjaldkeren forudsættes stedse at være tilstede, og da han tillige havde stemme ved afgjørelsen, kunne de nævnte forretninger med sikkerhed sluttes at have paaligget ham.[88] For landsbygderne foreligger derimod intet utvetydigt vidnesbyrd; thi medens lendermænd og aarmænd vistnok paa den ene side paalægges at indfinde sig ved lagthinget og endog gives bestemte forretninger at udføre[89], saa forbydes lendermændene paa den anden side uden bøndernes tilladelse at tage sæde i lagretten[90], og om de øvrige thinge erfare vi intet andet, end at aarmændene deltog i den af almuen umiddelbart fra thinget af udførte exekution af dommen[91], saa at de følgelig kunne antages ogsaa i almindelighed at have været tilstede paa thinget. Da imidlertid de forretninger, som paalaa lendermænd og aarmænd ved lagthinget var at opnævne thingmænd og lagrettesmænd og at indhasle lagrettens plads med vébaand, og da deres almindelige embedspligter først og fremst bestod i at være politi, saa tør man vistnok slutte, at det overhovedet ved alle thinge har været deres forretninger, naar de var tilstede, at paase, at ikke uberettigede, f. ex. ved herredsthinget udenherreds mænd, blandede sig ind i forhandlingerne og i det hele taget at overholde den ydre orden og regelmæssighed. Derimod findes ingen sikkre spor af, at de i kraft af sin stilling have ledet de underordnede thinge, og for lagthingets vedkommende maa det nævnte forbud mod at sidde i lagretten være tilstrækkeligt til at vise, at en saadan ret ikke der tilkom dem. Omvendt ser man, at deres nærværelse, der ved lagthinget udtrykkeligt paabydes, ved de øvrige ingenlunde var nogen nødvendighed. Fr. 7–8 viser nemlig, at de kunde udeblive selv fra de rent administrative thinge, uden at disses gyldighed derved led noget skaar, og saameget mere maa dette altsaa have gjældt om de almindelige dømmende thinge, hvor det offentliges personlige interesse ikke.var saa umiddelbar.

I de nævnte tjenestemænd kunne vi saaledes ikke se de domsafsigende thinges regelmæssige ledere. Men foruden dem træder i den norske historie og i lovbøgerne endnu en ombudsmand i forbindelse med thinget og det paa en meget indflydelsesrig og følgesvanger maade, nemlig den saa meget omtalte lagmand. Hvorvidt og i hvilken forstand man tør anse ham som thingets formand og ledende ordfører allerede fra oldtiden af, er imidlertid underkastet meningsforskjel, og da emnet tillige er af stor interesse ogsaa i forfatningshistorisk henseende, tro vi at burde egne det en indgaaende behandling.

Der er bleven gjort to hovedanskuelser gjældende, den ene, der som antagen af Keyser[92] og Munch[93] og i det væsentlige ogsaa af Fr. Brandt[94] hidtil var den herskende, gaar ud paa, at lagmændene først under Sverre ere blevne offentlige ombudsmænd, medens ordet forhen kun skulde have betegnet personer, der vare vel anseede for sin lovkundskab, men ikke i det retslige liv indtog nogen bestemt med særegne pligter og rettigheder udrustet stilling. Men herimod har Konrad Maurer[95] gjort en med særdeles vægtige grunde støttet indsigelse. Efter hans fremstilling skal man allerede fra den norske stats stiftelse have havt en art offentlige ombudsmænd, „hvis kald dels bestod i at holde regelmæssigt tilbagevendende retsforedrag paa thingene, dels i at meddele kjendelser over tvivlsomme retsspørgsmaal, og da navnlig naar saadanne af domstolene blev ønskede, dels endelig i paa thingene at føre ordet for bønderne, naar det gjaldt at tale et vigtigt ord ligeoverfor kongen og hans tjenestemænd“. Ombudet besattes ifølge denne anskuelse indtil kong Sverres tid af bønderne selv, og det var den stærkt monarkiske indre udvikling, der i Norge indskrænkede lagmændenes virksomhed til den teknisk juridiske, hvorved igjen deres sjeldne forekomst i de historiske beretninger forklares.

Lagmændene nævnes første gang i den norske historie under Erik blodøxe i anledning af Egil Skallagrimssøns bekjendte proces med Berg-Anund.[96] Egil siges nemlig at tage „lendir menn ok lögmenn ok alla alþyðu“ til vidner paa en erklæring. Stedet staar aldeles alene; thi først et par aarhundreder efter nævnes der atter lagmænd i Norge. Maurer finder imidlertid deri et vidnesbyrd om, at lagmændene allerede i denne tidligste del af den norske statsudvikling har indtaget en fra lendermænd og almue adskilt stilling; det lader sig ikke antage, at ordet lögmenn, der staar mellem to standsbenævnelser, blot skulde betegne lovkyndige mænd og ikke ogsaa en egen klasse. Men den sidste bemærkning kunne vi ikke finde slaaende. Det vil neppe lade sig godtgjøre, at her ikke kan oversættes: lendermænd og lovkyndige mænd og hele almuen, hvorved det midterste led, uagtet det staar mellem to standsbetegnelser, ligesaa lidt udtrykker en særegen opgave paa thinget, som de mægtigste bønder tildeles en saadan, naar den kongelige hilsen til thingforsamlingen lyder til „alle lendermænd og mægtige (rikir) bønder og hele almuen“[97]. Meget muligt er det jo ogsaa, at det hele udtryk skyldes sagaskriveren selv, idet han har hentet det fra, hvad der i hans egen tid passende kunde lægges helten i munden. Saameget stærkere ere Maurers øvrige grunde for at tilbageføre ombudet til hin oprindelige tid, idet han henviser til udviklingen i Sverge og de norske kolonier. I Sverge optræder som bekjendt lagmændene meget tidlig dels som lovsigende paa thingene dels som bøndernes ordførere under politiske forhandlinger.[98] Paa Island indførtes samtidig med statsstiftelsen lovsigemandens, med lagmandens nær beslægtede embede, og paa Grønland, paa Færøerne og de øvrige vesterhavsøer samt i Jæmteland sees ogsaa lagmænd tidlig at fremtræde. Dette mener den nævnte, mod vore oldtids forhold saa nøie bekjendte, tyske forfatter, kan ikke forklares anderledes, end at nybyggerne havde taget institutionen med sig fra Norge, hvor den altsaa ligesom i Sverge fra gammel tid af har været til. Uagtet vi tilfulde anerkjende denne betragtnings vægt, turde den dog heller ikke være sikker. Hvad saaledes forholdene i bilandskaberne angaar, saa maa for Islands vedkommende fremhæves den ikke uvigtige omstændighed, at ordet lögmaðr der altid bliver brugt i sin etymologisk begrundede, almindelige betydning af lovkyndig mand, medens man dannede et nyt ord, lögsögumaðr, for teknisk at betegne den i spidsen for retsvæsenet staaende ombudsmand. Dette maa dog nemlig uimodsigeligt vise, at det fra Norge medbragte ord lögmaðr endnu ikke var istand til at angive et særskilt hverv og altsaa endnu ikke havde erholdt sin senere norske, snævre bemærkelse. Og som svar paa den hovedsætning, at kolonierne dog ikke alle som en kunde optage et institut, der var moderlandet fremmed, ville vi sige, at dette netop laa, i de nybyggede landskabers egenskab af saadanne. I det oprindelige hjem havde forholdene og med dem den tilsvarende retsforfatning langsomt udviklet sig i aarhundredernes løb og passede nøie sammen med landets og folkets historie og retslige behov; loven stod fast i beboernes bevidsthed og uvilkaarlige udøvelse, og om der end gaves mænd med større lovkundskab end de heste andre, saa var dog dette mere en fordel end en nødvendighed. Med alt dette brød den udvandrende nybygger. Han kom ind i andre og ukjendte forhold, der tildels først skabtes ved ham selv; nylandets økonomiske egenskaber, dets bebyggelse fra forskjellige lagdømmer og meget lignende maatte i mange retninger gjøre nye retsregler nødvendige. Ordnede man sig derfor til et samfund, blev den første omsorg at faa retsvæsenet i skik og folkestammens gamle lovanskuelser afpassede efter de nye forhold eller indklædte i nye sætninger. Men jo mere hine havde været det hele folks eie, desto stærkere maatte trangen være til at skaffe sig et organ, hvorved ogsaa disse, der endnu ikke havde faaet tid til at fæste sig i almuens erindring, kunde opbevares, og saaledes blev det den naturlige udvikling, at man her ved særskilt udnævnelse udsaa sig mænd, hvem lovstudiet tillaa som embedspligt. Paa denne maade fik Island en lovsigemand, og paa de øvrige øer maa ordet lagmands hurtige forsnævring til teknisk udtryk forklares i overensstemmelse hermed. Den nys førte argumentation svækkes ikke ved en henvisning til, at der dog ogsaa i sverge meget tidligt fremstod lagmænd som ombudsmænd, uagtet landet aldeles ikke havde et nybyggerlands karakter. Thi vi have kun søgt at vise, at der i kolonier vare omstændigheder tilstede til befordring af et saadant ombuds oprettelse, hvilke ikke fandtes i moderlandet, hvorved paa den anden side naturligvis ikke er udelukket, at der ogsaa i et fra oldtiden af bebygget land kunde træde andre forhold til, der medførte det samme. Hvilke disse forhold for Sverges vedkommende have været, se vi os her ikke istand til i korthed at udvikle; dertil ligger dets ældste historie endnu altfor meget i det dunkle. Men derimod maa vi stærkt udhæve den forskjel, der hersker i beretningerne med hensyn til de norske og de svenske lagmænd. Medens Sverge i sammenligning med Norge kun kjender yderst sparsomme efterretninger fra sine første kristne aarhundreder, men i disse finder lagmændene at indtage en meget fremragende plads, iagttage de rigelige, Norges historie oplysende kilder den fuldstændigste taushed, der først brydes i det 12te aarhundrede. Indtil denne tid omtales lagmændene og deres gjerning udenfor det nævnte sted i Egils saga ikke med et eneste ord og ligesaalidt nævnes nogen, der bar ordet lagmand som tilnavn eller titel. Maurer henviser rigtignok til kongemagtens kraftige udvikling i Norge, hvorved det folkelige ombud skulde være bleven hemmet i sin væxt; men vi kunne ikke erkjende dette vink for tilstrækkeligt. Tausheden gjælder nemlig ikke alene den tid, da kongemagten var nogenlunde befæstet, altsaa fra Magnus den gode af indtil det andet aarti i det 12te aarhundrede, men ogsaa den foregaaende urolige og stridopfyldte periode fra Haakon den godes kristendomspaabud til helgenens fald ved Stiklestad, om hvilken tid det umulig lader sig sige, at det for sin egen tarvelige tilværelse kjæmpende, i store landsdele ofte ikke anerkjendte og i mange aar endog rent forsvundne kongedømme skulde have kunnet hemme nogensomhelst med fast rod i folket opvoxende institution. Intet er hyppigere end at se bønderne træde i underhandlinger med magthaverne i landet, og der nævnes en hel række mænd, der ved saadanne leiligheder talte bøndernes sag og virkede som deres betroede ordførere; men ikke en eneste af disse betegnes, selv ikke i saa vidtlyftige sagaer som Olaf den helliges, som lagmand. Havde der været folk med denne titel og vante til at tale for bønderne paa thinge, saa kunde forholdene i Norge i det 10de aarhundrede visselig ikke have været gunstigere for ombudets udvikling til en ligesaa stor historisk og politisk anseelse som i Sverge. Vil man imidlertid trods dette antage, at de fra ældgammel tid af i allerdybeste stilhed og mod hine tiders sædvane udelukkende holdende sig til sin egentlige gjerning have virket som teknisk-juridiske lovsigere ved thingene, hvorledes da forklare, at de ogsaa i love ældre end det 13de aarhundredes midte kun ganske sporadisk blive nævnte, at de ikke tidligere end i en retterbod i Fr.lovens indledning gives nogen opgave ved selve thingforhandlingerne, at de ikke sigtes til i en eneste gammel lovsætning eller sentents? En saa sparsom omtale kan kun begrundes gjennem den antagelse, at det var et nyt, først sent anerkjendt retsmiddel, som her holdt paa at bryde sig frem.

Men kunne vi saaledes end ikke dele den af Maurer fremsatte mening om lagmandsombudets oprindelse i dens helhed, maa vi dog paa den anden side slutte os til ham, naar han søger at godtgjøre, at det som ombud er ældre end Sverres tid. I saa henseende turde beretningerne om Sigurd Jorsalefarers bekjendte søgsmaal mod Sigurd Ranessøn af Steig være afgjørende; thi i disse finde vi lagmændene for første gang spillende en bestemt rolle i thingforhandlingerne. I Snorres iøvrigt høist forvirrede fremstilling af søgsmaalets gang[99], heder det saaledes om Arnanæs thing, at Sigurd bad lagmændene at afsige dommen, hvorpaa Eystein svarede, at han vist troede, at der var mænd saa forstandige og kyndige i loven i Norge, at de vidste, at de ikke kunde dømme en lendermand utlæg paa det thing. Om Gulathing siges dernæst, at der blev holdt mange møder og stævner i sagen og mellem forstandige mænd, og at den blev ransaget for lagmændene. Om Rafnista thing: „Da spørger kong Eystein efter hos lagmændene, om den lov var sat i Norge at bønderne kunde dømme mellem konger. Lagmændene sige, at sager mellem konger indbyrdes skulle afgjøres paa Ørething“. Paa lagthinget i Nidaros siges Bergthor bokk, en søn af Svein bryggefod, at have fremført vidnesbyrd om Sigurds skyld, og derpaa lægges der Eystein følgende yttring i munden: „Jeg kræver lagrettesmændene til at dømme Sigurd fri efter loven.“ Morkinskinna, hvis fremstilling er greiere, omend heller ikke paa langt nær feilfri[100], lader kong Eystein sige om thinget paa Kefley: „Dette thing have lagmænd og bønder sat sig imellem for at hver af dem kan have sand lov ligeoverfor den anden.“ Om Arnarheims thing fortælles i samme ordelag som hos Snorre om Amanæs thing. Om lagthinget i Nidaros heder det her: „Den dag, da de skulde sætte thinget, da blev der blæst i byen, at bønderne i byen og thingmændene først skulde gaa til things og afsige domme efter loven. Var derved leder (firimaðr) Jon Mornefssøn, en anseet lendermand. Med kong Olaf var der Sigurd Sigurdssøn af Hvitastein, den lendermand, som var den allerforstandigste i Norge. Kong Eystein gik først til things af kongerne og havde meget folk og krævede strax af lendermændene, at de skulde være af hans mening og efter evne styrke Sigurd Ranessøns sag. Jon Mornefssøn svarede og sagde, at det monne være en meget vanskelig sag at skifte ujævnt mellem brødrene, men at han helst vilde stille sig paa Eysteins side, hvis det kunde blive ret efter loven. Kong Eystein svarede: „Ikke vil jeg bede eder om andet end det, som er lov.“ – – Den sag blev paa thinget først at afgjøre, om kong Magnus havde kunnet fatte nogen bestemmelse med saa megen kraft, at den blev at holde længere, end hans liv var, og erklærede lagmændene, at kongen kunde fatte varige bestemmelser med hensyn til sine veizler frem i ætten, og at han skulde lyse dem paa alle lagthing i Norge. – Nu tog mange mænd del i talen om, hvorledes det var tilgaaet, og blev der ingen til uden Bergthor bokk, som erklærede, at Sigurd var skyldig i sagen. Kong Sigurd bad nu lagmændene om dom over Sigurd Ranessøn. Da svarede Jon Mornef og mente, at mændene ikke ansaa det let at give orskurd; men de fik dog gjøre det, hvis de dertil vare skyldige, hvorledes de end likte det. Kong Eystein svarede: „I skulle bie lidt med at fælde dommen.“ Derpaa henskjød han det til lagmændene, om de kaldte det at være lov, at mænd aldrig kunde misfare saaledes med sine søgsmaal, at de ikke altid skulde drive paa den samme sag. „Og det anser jeg for lov, at hvis der bliver saa stor meningsforskjel blandt de kyndigste mænd, at en sag bliver ødet paa tre eller fire lagthing og vidner blive opnævnte herpaa, skal der aldrig gives opreisning i den samme sag, og ere dommerne skyldige at dømme derom.“ Da svarede Jon Mornef og sagde, at han skulde dømme i sagen, som ham syntes lovligt, hvis han blev skyldig dertil, men sagde, at han var glad, om dette hindrede domsafsigelsen; han erklærede ogsaa, at loven var, som Eystein sagde.“ Den tredie beretning om dette søgsmaal foreligger os i Hrokkinskinna[101] og synes at være den paalideligste. Om thinget paa Kefsisey heder det her, at sagen blev ransaget efter loven, „og syntes det lagmændene“, at Eystein havde ret i sin lovfortolkning. Om lagthinget i Nidaros siges næsten ganske det samme som i Morkinskinna; dog kaldes Jon Mornef her lendermand og den største leder med hensyn til lovene (mestr forgangsmaðr laganna). Ligesom i de andre teater siges ogsaa her, at Bergthor bokk, om hvem det vides, at han var lendermand, var den eneste, som erklærede Sigurd af Steig skyldig i at have tilvendt sig fremmedt gods; men Hrokkinskinna bruger det udtryk, at ingen vilde give orskurd derom, undtagen Bergthor. Derpaa, heder det, „bad kong Sigurd lagmænd og dommere at dømme i sagen,“ og Eystein henvender sig strax efter til lagmændene med de ord: „Det henskyder jeg nu til lagmændene, at de sige lov om, hvorvidt osv.“

Af disse anførsler se vi altsaa, at lagmændene i begyndelsen af det 12te aarh. vare dem, til hvilke man henvendte sig for at faa oplysning om landets lov og ret, og selv en saa lovkyndig konge som Eystein fandt sig beføiet til at lade sin mening stadfæste af dem. Vi se ogsaa, at lagmændene allerede da indtog en særegen, udhævet og saavel fra bønderne i det hele som tillige fra dommerne forskjellig stilling, idet de sagde lov eller, som det det kaldtes, gav orskurd. Vistnok faldt det undertiden naturligt og let at bruge ordet dømme ogsaa om lagmændenes udsagn; men man ser øieblikkelig, at dette kun var et hurtigt og unøiagtigt udtryk. Derimod er der ingen tale om lagmænds ret til udenfor thinget at afgive kjendelser, og da de altid nævnes i flertallet faar man intet indtryk af, at de endnu havde hver sin lovsaga, hvorimod de nærmest synes at have udgjort et vist ubestemt antal ved hver enkelt leilighed. Heller ikke siges det, om de skyldte en udtrykkelig udnævnelse fra kongens eller almuens side deres stilling. Endelig hviler der en vis dunkelhed over lagmændenes forhold til lendermændene, ikke saa meget fordi Eystein retter sin første opfordring om at være af hans mening til disse sidste, som mere fordi Jon Mornef siges at være lendermand, men dog optræder som ordfører for lagmændene og nærmest i denne egenskab synes at svare ogsaa paa hin opfordring. Betegnende er det tillige, at sagaen fremhæver nærværelsen af den for sin kyndighed høit anseede (hinn vitrasti) lendermand Sigurd af Hvitastein, da det dog ved denne anledning blot kom an paa lovkyndighed, og endelig siges ogsaa lendermanden Bergthor bokk at give orskurd, hvilket ord netop brugtes om lagmændenes erklæring For Jon Mornefs vedkommende har Maurer foreslaaet at læse lagmand istedetfor lendermand, idet man kunde tænke, at ordet i en ældre text har været forkortet og siden er bleven feilagtig udfyldt. Man maatte i saa fald ogsaa strax nedenfor antage det samme om ordet lendermænd, hvor der tales om Eysteins opfordring; thi paa denne svarer Jon. Imidlertid kunne vi ikke overbevise os om nødvendigheden af en voldsom løsning. At Jons søn Eindride var lendermand, vide vi, og da denne værdighed som bekjendt praktisk talt var arvelig, saa er det sandsynligste, at det ogsaa har havt sin rigtighed med Jons egen lendermandstitel. Dertil kommer, at omtalen af Sigurd af Hvitastein og af Bergthor bokks orskurd alligevel vilde tilintetgjøre virkningen af en saadan rettelse, da deraf fremgaar, at der intet var i veien for ogsaa at tænke sig lendermænd blandt dem, hos hvilke man særlig søgte oplysning om landets lov. Men læse vi altsaa beretningerne, som de staa, finde vi lendermænd optrædende blandt lagmændene som thingets lovkyndige, og naar Fr. 1–2 ikke desto mindre forbyder dem at sidde i lagretten uden bøndernes tilladelse, saa ligger deri, at lagmændene udgjorde en samling af mænd, som ikke faldt sammen med lagretten. Kunde imidlertid paa denne maade ogsaa lendermændene være lagmænd, bliver det klart, at der ved denne betegnelse endnu ikke udtrykkes en særegen klasse af faste ombudsmænd, men et hverv, som det overhovedet faldt i lovkyndige mænds lod at paatage sig, og som bestod i til lagrettens veiledning og inden dens afsigelse af dommen at sige, hvad de for tilfældet ansaa som lovens bud.

Den udprægede rolle, som lagmændene allerede i denne beretning spille, har været hel vanskelig at forklare for dem, der ikke ville medgive, at deres forretning var en særegen og formel før Sverres tid. Munch har derfor troet her at burde oversætte lögmenn med lagrettesmænd. Men med Maurer maa vi erklære os enige i, at lagmændene dog for skarpt udhæves ved siden af dommerne til, at de kunne gjøres til de samme som disse, og vi tilføie, at det vistnok maa ansees utilladeligt at omgaaes saa frit med sprogets ordforraad. Paa de steder i den norsk-islandske literatur, hvor betydningen af ordet lögmaðr er utvivlsom, betyder det enten en lovkyndig mand overhovedet[102], eller, som tilfældet er i den sildigere del af den gamle norske historie, en lovkyndig mand med det offentlige hverv at sige lov. Da man altsaa heraf ser, at ordet har havt tilbøielighed til at indsnævre sin almindelige betydning til denne tekniske, saa gaar det ikke an at formode, at det ogsaa har kunnet bruges i en ganske anden ligesaa strengt teknisk; thi derved vilde jo sprogets betegnende evne erklæres ophævet, idet det ikke skulde kunne skjelne mellem to vigtige og velkjendte, men dog væsentlig forskjellige institutioner.

Denne betragtning leder os til ogsaa i en anden forbindelse at modsætte os en oversættelse af ordet lögmenn med lagrettesmænd. Foruden i det oven anførte sted af Fr.lovens indledning, findes ordet endnu brugt paa tre steder i de gamle love, Fr. 1–1 og Eids. kr. I kap. 30 og 44, og her vil ogsaa Maurer, som det forekommer os med inkonsekvents, fastholde betydningen lagrettesmænd. Af Eids. kr. I kap. 25 og 39 sees det, at gods, forbrudt ved forseelser mod kristenretten, skulde tredeles, saa at biskop, konge og almue fik hver sin del. I kap. 30 og 44 nævnes nu den samme tredeling, men uden nogen forstaaelig grund til, at derom skulde gjælde noget andet, siges det her, paa det ene sted, at biskop, konge og „lagmand“, og paa det andet, at biskop, konge og „lagmænd“ skulde tage hver sin del. Hvorfor nu ikke her forstaa ordet lagmand paa samme maade, som det ellers overalt benyttes? Sammenligningen mellem de nævnte fire steder synes os at føre til den simple forklaring, at det var thingets vigtigste mænd, de ved sine lovsagn afgjørende lagmænd, der paa bøndernes vegne modtog den dem tilfaldende del. At ordet ikke kan betyde lagrettesmænd er allerede klart deraf, at lagret kun fandtes ved lagthinget, medens ingen vil nægte, at utlegd kunde erklæres ogsaa paa heredsthinget, og dernæst bruger det ene sted lagmand i enkelttal, medens lagrettesmændene dog altid vare mange.[103] Betragte vi endelig det tredie hidhørende sted, Fr. 1–1, saa turde denne fortolkning blive til vished. Det heder her om bøder for at oversidde lagthinget: „ármaðr skall hafa hálft en lögmenn hálft fylkismenn allir.“ Den tilsvarende sætning i Gul. kap. 3 lyder imidlertid: þat eigum vér hálft lögunautar, en hálft á konungr vár, hvoraf sees, at de omtalte bøder gik halvt til kongen og halvt til thingfolket. Det bliver da klart, at Fr.lovens ord maa forstaaes paa samme maade[104], og forskjellen er kun, at den nævner aarmanden som den, der paa kongens vegne, og lagmændene som dem, der paa bøndernes vegne havde at modtage boden. Let forstaaelige blive da ogsaa de tilføiede ord „fylkismenn allir“; disse ere tilsatte som forklarende apposition dels for at udhæve, at pengene ikke gik i lagmændenes egen lomme, dels for at sige, at hvert fylke kun erholdt del i de bøder, der var forbrudt af dets egne nævndemænd. Munchs mening, at stedet er feilagtig gjengivet, Fritzners, at lögmenn betyder lögunautar[105], og Maurers, at det betyder lagrettesmænd, synes derfor alle lige uholdbare og unødvendige. Læse vi derimod ogsaa disse tre steder, som de staa, antyde de, at lagmændene vare bøndernes formænd paa thingene; men da to af stederne omtale dem i flertallet, synes de ligesom beretningerne om Sigurd af Steigs proces at tilhøre en tid, da lagmændenes hverv endnu ikke var bleven et personligt ombud, men udførtes af de lovkyndigste tilstedeværende og paa en maade kollegialt. Dette stemmer ogsaa med, at de nævnte tre steder, der iøvrigt kun i forbigaaende og dygtigt give efterretning om disse funktionærer, ere de eneste lovbud ældre end Fr.lovens indledning, hvori deres tilværelse antydes, og ligeledes dermed, at det først er efter det 12te aarhundredes midte, at en lagmand i sagaerne omtales ved navn og med lagmandsbetegnelsen som titel eller i det mindste som en hans person særlig udhævende og hædrende benævnelse.[106] Da de to søndenfjeldske kristenretter med temmelig bestemthed kan henføres til den anden og tredie fjerdedel af det 12te aarhundrede[107], og hin første lagmand allerede forekommer 20 aar før Sverres fremtræden, er det imidlertid paa den anden side ligesaa sikkert, at ombudet havde antaget en vis fasthed ogsaa før den nævnte konge, og beretningerne om Sigurd af Steig viser, at begyndelsen hertil alt var skeet ved aarhundredets indgang.

Forbinde vi da dette resultat med den ovenfor givne bevisførelse for, at lagmandsombudet dog ikke strækker sig ret langt tilbage i tiden, saa turde sammenhængen sluttes at have været følgende: I det 11te aarhundrede, da kongemagten havde faaet fast fod i landet og en ordnet indre styrelse samt med den en hurtigere udvikling i alle retninger indtraadte begyndte det ogsaa mere og mere at blive følbart, at lovkundskaben efterhaanden havde tabt sin oprindelige simpelhed og havde samlet sig hos et mindre antal begavede mænd. Bønderne, der paa thinge skulde afsige dommene følte sig tryggest, naar saadanne mænd først havde udtalt sin mening, og da lovkyndigheden saaledes herved fik sin mest iøinefaldende praktiske betydning, gik ordet lagmand lidt efter lidt over til at betegne den lovkyndige, der paa thinget afæskedes sin erklæring og gav sin orskurd, og som saaledes for tilfældet fungerede som lagmand. At der paa thingene som oftest fandtes flere saadanne, hvilke raadførte sig med hverandre, fremgaar saavel af den citerede processkildring som deraf, at ogsaa lovene nævne dem i flertallet. Heller ikke var deres virksomhed indskrænket til en bestemt art af thinge; de sees ligesaa meget at optræde ved bygdethingene som ved de store lagthing. Hvor lidet de endnu under Sigurd Jorsalfarer havde adskilt sig fra den øvrige forsamling, skinner imidlertid frem af deres sammenblanding med lendermændene og ikke mindre af kong Eysteins ord, da kong Sigurd beder lagmændene om at afsige dommen, at der vel vare mænd saa forstandige og kyndige i loven i Norge, at de vidste, hvad ret var. Selvfølgelig fæstede man sig dog efterhaanden i de forskjellige egne ved visse enkelte mænd, og til disse begyndte da lagmandsbetegnelsen, naar de ikke allerede havde en anden, at knytte sig som titel; men høist usikkert forekommer det os, om almuen nogensinde er kommen saa langt, at den har ombyttet denne tause maade at udse sine lagmænd paa med en formelig valg- og udnævnelseshandling.

Efter dette turde altsaa lagmandsinstitutionen endnu have havt en noget bøielig karakter, da erkebiskop Eystein overtog ledelsen af den norske kirke og med alvor og energi søgte at virkeliggjøre de hierarkiske idealer. Have vi ikke ovenfor taget feil i vor fortolkning af Fr. 1–3, har han til sine andre skridt ogsaa føiet dette, at kræve retshaandhævelsen udført under tilsyn af religionens tjenere, og til den ende drevet gjennem, at lovbogen ved lagthingene skulde læses af en dertil udseet præst, eller med andre ord, at en præst skulde træde op som ledende lagmand. Dette tiltag synes det atter at have været, der har fæstet Sverres opmærksomhed ved lagmændene og bragt ham til at give dem kongelig udnævnelse. Vistnok siges det intetsteds udtrykkelig, at denne konge var den første, der antog lagmændene som kongelige ombudsmænd; men da vi af beretningen om rigsmødet i Bergen 1223[108] vide, at han virkelig foretog saadanne udnævnelser, medens dette ikke kan bevises om nogen ældre konge, og da en foranstaltning, hvorved kongedømmets indflydelse banede sig vei i en ny retning, netop passede ind i Sverres regjeringssystem, turde intet sandsynligere tidspunkt kunne nævnes for ændringen. Denne gav imidlertid ombudet i det hele en væsentlig ny karakter. Det var nu ikke længere almuens hædrende udnyttelse af vedkommendes lovkyndighed, der gjorde ham til lagmand, men derimod den kongelige udnævnelse, og da denne naturligvis ikke meddeltes, uden hvor behov gjordes, nedsattes lagmændenes antal til et vist mindre, om end maaske fremdeles ikke ganske bestemt. Paa rigsmødet i Bergen 1223 sees 11 lagmænd at have været tilstede; deres embedskredse benævnes allerede lagsagaer, og om man end ikke af beretningen med nogen sikkerhed kan slutte, at landet ikke talte flere end disse 11, synes det dog at fremgaa, at der i det mindste ikke var saa ret mange flere. Ombudets forretninger siges at bestaa i at „sige lov“ og at „skifte ret“, i hvilket sidste udtryk maaske ligger en anerkjendelse af, at de begyndte at give orskurd ogsaa udenfor thinget. Fuldt udviklet fremtræder imidlertid institutionen først i en retterbod, optagen i Fr. indl. kap. 16. Dette lovsted har Munch vistnok villet henføre til kong Sverre og deri villet finde den forordning, hvorved lagmandsombudet gjordes til et kongeligt[109]; men stedets eget indhold gjør en saadan antagelse umulig, da den forudsætter, at de kongelige udnævnelser allerede i længere tid havde fundet sted og kun sætter straf for misagtelse af lagmandens orskurd. Da dertil kommer, at vedkommende del af Fr. lovens indledning viser sig at være samtidig med lovens deling i 16 bøger, og denne atter, hvad her ikke nærmere kan udvikles, med temmelig bestemthed kan sættes i forbindelse med en i 1244 foretagen revision[110], saa bliver den nævnte retterbod ogsaa at henføre til dette aar. Kongen udtaler sig ved denne leilighed saaledes: „Saa have vi det ofte hørt, at omend somme mænd blive givne sand klage, ville de ikke fare til lagmanden, uagtet man lovligen havde stævnt dem og mange ville ikke bryde sig om lagmandens kjendelse (orskurd), naar han har sagt loven. Men vi troede dog, at vi med den hensigt havde ansat lagmændene og lønnet dem (með þvi móti lögmennina tilleigda) af vort gods og fædrenearv, at efter den hellige kong Olafs lovgivning og lagmændenes kjendelse skal enhver føre sin sag til ende, og derfor lægge vi ved dette tre marks bod for hver den, som ikke, naar han gives sand klage og er lovligen stævnt, vil fare til lagmanden og ligeledes for dem, som ikke ville bryde sig om lagmandens kjendelse.“ Af dette særdeles oplysende sted se vi altsaa, at lagmændene i midten af det 13de aarhundrede vare kongelige embedsmænd, lønnede af kongedømmets indtægter og med ret til ogsaa udenfor thinget (se udtrykket fara til lagmanns), i retstvister at afsige kjendelser, efter hvilke man ifølge den herskende opfatning havde at rette sig. Men vi se ogsaa, at denne opfatning endnu ikke havde formaaet at trænge helt igjennem og følgelig ikke kan have været ret gammel, og at dette heller ikke i virkeligheden var tilfældet fremgaar bestemt deraf, at der før denne retterbod ikke var sat nogen straf for at vægre sig ved at efterkomme lagmandens orskurd. Retterboden indfører derimod ransbod ogsaa for denne vægring, hvilket vil sige, at fra nu af gjorde lagmandens kjendelse udenfor thinget sagen vitterlig ligesom forhen skiladomens og thingenes afgjørelser. Den authoritet, som hidindtil var bleven tillagt orskurden, har altsaa kun været af konventionel natur.

I sammenhæng med spørgsmaalet om lagmandsembedets oprindelse staar et andet, hvorvidt der i Norge ligesom paa Island og i Sverge paa thingene er bleven holdt regelmæssige foredrag af de gjældende lovsætninger. Kunde nemlig dette bevises, vilde man ikke godt kunne undgaa at antage tilværelsen af ombudsmænd, under hvis forretninger saadanne foredrag hørte, og Maurer har derfor ogsaa søgt at vise, at lagmanden fra gammel tid af har havt dette hverv. Da emnet tillige er af væsentlig interesse for de ældste lovtexters historie, skulle vi tillade os ogsaa fra vort standpunkt at yttre os derover.

Vidnesbyrd om lovforedrags afholdelse hentes først og fremst fra lovenes udtryksmaade, idet deres fremstilling vrimler af personlige udtalelser og vendinger, der ikke alene gjøre det utvivlsomt, at de til os komne lovsamlinger oprindelig ere privatarbeider af enkeltmand, men ogsaa skulle tyde paa, at man ved nedtegnelsen har havt mundtlige foredrag for øie og uvilkaarlig benyttet ordelag, der oprindelig blot i saadanne kunne tænkes anvendte. Naar saaledes f. ex. Gul. kap. 3 begynder paa denne maade: „Det er nu dernæst, at vi have bestemt vort møde hvert aar her i Gula, saa mange thingmænd, som vi nu ere enige om“, og nedenfor gjentager: „Vi skulle komme her, saa mange som nu ere opnævnte“, eller naar kap. 4 siger: „Det er nu dernæst, at vi skulle give en mand frihed hvert aar her i Gula,“ eller Fr. 1–2: „Det er gammel ret, at en aarmand fra hvert fylke skal gjøre vebaand her paa thingvolden,“ og nedenfor: „De sager, som hid (hingat) ere skudte“, saa skulde det synes, som om saadanne udtryk alene kunde forklares ved, at de blev udtalte, og lovstederne altsaa foredragne paa selve thinget. Men dertil kommer videre, at der paa et par steder virkelig er tale om foredrag af loven paa lagthinget. I Gul. kap. 314 siges det nemlig, at det lovmaal skulde gjælde om ledingsydelserne, som før havde været, og „som Atle talte (taldi) for mændene i Gula“, og Eids. kr. I kap. 10, der paalægger biskoppen hver sommer at fare til Eidsivathing, siger endog ligefrem, at han der blandt andet ogsaa skal høre lovbogen, eller, som et andet haandskrift har, „lögtölu“ d. e. fremsigelse af loven. Endelig anføres ogsaa, at lagmandens ombud kaldtes lagsaga, og at saavel dette som lovens inddeling i selvstændige bolker minde om den islandske lovsigemands forpligtelse til aarlig at foredrage et afsnit af loven, hvorhos tilsidst heller ikke maa lades ude af betragtning, at Magnus lagabøter paabyder en oplæsning inden hirden af dennes skraa, og at Haakon (den 5te) i en udateret retterbod virkelig forudsætter, at det var lagmandens pligt paa lagthinget at læse lovbogen for almuen.[111] Det lader sig ikke nægte, at denne sammenstilling af holdepunkter er skikket til at vække opmærksomhed; men de have dog ikke kunnet overbevise os. Hvad saaledes lovens udtryksmaade angaar, er det ganske vist saa, at den helt igjennem minder om den mundtlige tale; men deraf følger neppe, at den hviler paa mundtlige foredrag. Som bekjendt tilhører nemlig lovoptegnelserne de allerældste skriftlige forsøg hos vore forfædre, og da det altsaa er klart, at der dengang endnu ikke kunde have uddannet sig en for skriftlige meddelelser særegen diktion, maatte udtryksmaaden nødvendigvis og i ethvert fald, enten den hvilede paa et mundtligt foredrag eller ikke, blive en gjengivelse af de ordelag, som nedskriveren vilde have benyttet, om han havde meddelt sig mundtlig; nogen tilbagegaaende slutning lader sig derfor neppe drage af hin lovtexternes egenskab. Og med hensyn til de enkelte vendinger, hvori thingstedet betegnes som „her“, saa have vi i virkeligheden ikke kunnet finde flere end de ovenfor anførte fem sætninger, medens det regelmæssige er, at lagthinget nævnes ligesaa uafhængigt af nedskriverens nærværelse som ethvert andet.[112] Men for hine fems vedkommende er det at mærke, at de findes i tre lovsteder, der netop omhandle lagthinget og hvad der foregik, d. e. i thingfarebestemmelserne. Ligger det da ikke saare nær at tænke sig, at en i thingstedets nærhed boende lovkyndig mand, der aar ud og aar ind havde anledning til at se disse udøvede, ogsaa først har taget sig for at nedtegne dem? Og i saa fald maatte det falde meget naturlig at bruge udtryk som „her i Gula“, „her paa thingvolden“, hvilke have tilhørt den mundtlige tale ganske paa samme maade som man f. ex. endnu over hele landet siger „her i kirken“ om kirken i det sogn, hvori man opholder sig, om man end i talens øieblik ikke befinder sig i dens umiddelbare nærhed. Eller man kan ogsaa formode, at det særskilt er bleven en lovkyndig mand overdraget at nedskrive thingfarebestemmelserne, og at han har udført dette hverv under selve thingtiden, da han kunde raadføre sig med saa mange andre og desuden se reglerne udførte, eller udtrykkene kunne være indflydte med bogens hensigt for øie, at den skulde slaaes op i under thingtiden. Men saadanne nærliggende muligheder synes i høi grad at svække den slutning, at de paapegede ordelag skulde skyldes mundtlige foredrag, afholdte paa selve thinget. – Blandt de særskilt paaberaabte lovsteder viser Gul. kap. 314 længst tilbage i tiden, idet den omtalte Atle, hvad Maurer maa ansees at have godtgjort sandsynligheden af, vistnok er den samme, der optraadte som bøndernes ordfører ved deres underhandlinger med Magnus den gode. Herom beretter imidlertid Snorre i denne konges saga kap. 22, at Magnus med de forstandigste mænd kom overens om, hvordan loven skulde være, og intet er derfor rimeligere end at Atle er bleven tilkaldt til disse forhandlinger og derefter paa thinget har opregnet (talt) de ensidige forpligtelser, som ifølge den trufne aftale skulde bestaa mellem kongen og bønderne. En saadan anførelse af en række nye eller fornyede lovsætninger kan meget godt tænkes gjort en enkelt gang, uden at man deraf tør slutte sig til en regelmæssig gjentagelse; ja den maade, hvorpaa hin optræden af Atle i loven ihukommes, synes ogsaa bedst at forstaaes, naar man tænker sig hans foredrag enestaaende. Naar i denne forbindelse ogsaa Gul. kap. 170 og 180 ere nævnte, idet det første siger, at bøder skulle betales efter den kurs (at þvi aura lagi), som er sagt (mælt i Gula), og det andet, at bødesatser (gjöld) blive talte (töld) i Gula, saa udsige disse steder dog i det høieste kun, at der paa Gulathing ved domsafsigelserne tillige angaves, efter hvilken vare- og pengekurs, og efter hvilken beregning bøderne blev ansatte, hvorefter man naturligvis ved de mindre thinge i lignende fald rettede sig. Naar kap. 180 tilføier: „Men af de bødesatser, som blive talte (töld eru) i Gula, da skal derfra beregnes for haand og fod og øie og paa samme maade bod for at have raadet“, saa sees ogsaa, at ingen hel bødeordning paa thinget tænktes angivet, men at man der kun fik et fast udgangspunkt for beregningerne. Vægtigere synes derimod Eid. kr. I kap. 10 at være, idet den ligefrem paalægger biskoppen under sit ophold paa lagthinget at høre paa „lögtölu“ eller lovbogen. Dette i forbindelse med hin retterbod af en kong Haakon, der nævner som lagmandens vigtigste pligt at læse lovbogen for almuen, samt endelig at lagmandens embede og embedskreds hed lovsaga, ere i virkeligheden de eneste yttringer i lovene, der efter vor mening skulde kunne tages som umiddelbare antydninger af en regelmæssig oplæsning af landets almindelige love. Men ligesom ordet lagsaga er dannet i overensstemmelse med udtrykket seggja lög, hvilket ogsaa brugtes om lagmandens lovudsagn i hver enkelt for thinget foreliggende sag og følgelig neppe beviser noget med hensyn til sammenhængende foredrag, saaledes er der heller ingen tvingende grund tilstede for at forstaa de nævnte to lovbud anderledes. Eftersom nemlig skrevne lovbøger i løbet af det 12te aarhundrede vare komne i brug, er det klart, at det maatte falde lagmændene lettest, naar de skulde erklære sig over, hvad loven i dette eller hint omspurgte punkt sagde, simpelt hen at oplæse vedkommende lovsted for thingmændene. At saa virkelig skede, ligger vel ogsaa klart udtrykt i landsl. 1–3. der befaler lagmanden at lade ringe med den store klokke, „naar han vil begive sig til thinget med bogen (d. e. lovbogen)“; thi dette skulde ske hver morgen i hele lagthingstiden, og lagmanden sees altsaa at have havt loven ved haanden i hvert møde. Og nu heder det i et enkelt haandskrift om denne samme klokkeringning: „Men med den klokke skal der ikke ringes til andet, end at lagmanden vil læse lovbogen, medens thinget staar.“ Lagmandens forretning under hele thingtiden (medens thinget staar) betegnes altsaa her som bestaaende „i at læse lovbogen“, og da vi dog vide, at hans forretning var at sige, hvad loven var i de forekommende tilfælder, saa kan det ikke være andet end dette, der kaldes at læse lovbogen. Saaledes bliver da ogsaa de samme ord at forstaa i den citerede retterbod, og naar det i Eids. kristenret paabydes bispen at høre lovbogen og holde messer og at præke for mændene osv., saa vil det blot sige, at han til rettens bestyrkelse skulde være tilstede, naar lagmanden af lovbogen daglig foredrog de til sagerne hørende lovtexter, d. e. medens dommene afsagdes. Inden lovbøger kom i brug var det følgelig lagmændenes mundtlige svar, som biskoppen ligesom den øvrige thingalmue skulde høre paa, og vi indse ikke, hvorfor ikke den daglige række af disse svar ligesaa godt skulde kunde benævnes lögtala som de svenske foredrag af loven. – Hvad endelig angaar de paabud, som hirdskraaen indeholder om dens oplæsning, saa synes det af lovstedet at fremlyse, at dette var noget nyt, der af Magnus lagabøter selv var bleven indført; thi efter at en del andre retterbøder af denne konge ere blevne anførte, heder det tilslut i kap. 54 om oplæsningen: „Saa er og stadfæsteligen vedtaget inden hirden af alle haandgangne mænd med kongens forsorg og raad, at hele hirdskraaen skal oplæses hver jul.“ For de almindelige loves vedkommende lader sig altsaa deraf ingen anden slutning drage, end den omvendte, der maaske kan findes at ligge deri, at kun hirdskraaen men ikke nogen af kong Magnuses andre lovarbeider nævner en saadan oplæsning. – Summen af alt dette bliver derfor, at ligesaa lidt som der i sagaerne tales et eneste ord om almindelige lovforedrag, findes de i de gamle love foreskrevne eller i et nogenlunde utvetydigt sted hentydede til. Og herimod nytter det neppe at indvende, at de to ældre hovedloves thingfarebolker kun haves i brokker; thi heller ikke landsloven kjender det ringeste til noget saadant foredrag, hvilket den visselig ikke vilde have undladt at foreskrive, hvis dens forgjængere, som den saa trolig følger, havde havt noget derom. Men hertil kommer, at man saavel i sagaerne som i lovene undertiden støder paa yttringer, der hel vanskelig lade sig forene med en saadan pligt for lagmændene til at foredrage loven. Naar saaledes en af disse paa rigsmødet i Bergen siger: „Ei kaldes jeg lagmand, fordi jeg er noget kyndig i loven,“ saa vilde jo dette have klinget ikke som beskedenhed, men som en ren meningsløshed, hvis manden dog fra aar til aar havde havt at give samlede fremstillinger af landets ret. Og naar han tilføier: „Jeg har ofte skiftet ret mellem kotkarle, men jeg forstaar mig lidet paa kongers sager“, saa synes han heller ikke at forudsætte, at hans pligt gik videre end til at dømme i forekommende tilfælder. Ogsaa Gunnar Grjonbaks bekjendte tale ved samme anledning og kong Haakons i Fr.lovens indledning optagne retterbod nævne som lagmændenes opgave kun at skifte ret og give orskurd. Lignende betænkeligheder vækker Fr. 6–1, der klager over at bødeberegningen i drabssager“ er mørk for de fieste og behøvede dog mange at vide den“; thi hvorledes kunde dette være tilfældet, hvis lagmanden hvert aar var nødt til at klare den for sig selv og hele thingalmuen? Endnu tydeligere turde Gul. kap. 314 være, hvor koncipisten i ledingsbolkens slutning yttrer sig saaledes: „Nu have vi sat vore landeværnsregler i skraa (d. e. optegnet dem), og vi vide ikke, om det er rigtigt eller urigtigt. Men om end (dette) er urigtigt, saa skulle vi have det lovmaal om vore ledingsydelser, som før har været, og Atle talte for mændene i Gula“. Her er det dog klart, at nedskriveren ikke kan have havt noget embedsmæssigt, mundtligt foredrag at holde sig til, men at han paa egen haand har forsøgt at samle bestemmelserne og derfor heller ikke vil indestaa for deres fulde paalidelighed. Eller hvorledes vilde det have taget sig ud i en mands mund, der i embeds medfør skulde foredrage loven, til slutning at give sine tilhørere den oplysning, at han ikke nøiagtigt vidste, om det, han nys havde udviklet, var rigtigt eller urigtigt, lov eller ikke lov?

Hvad angaar lagrettens opgave paa lagthingene, saa sees den af de ovenfor anførte steder af love og sagaer at have været thingenes egentlige dømmende bestanddel, hvorfor den ogsaa i Egils saga kaldes domen. Man har naturligvis fundet den af flere hundrede mænd bestaaende thingforsamling ubrugelig som raadslaaende og forhandlende komité, og thingmændenes deltagelse i beslutningerne har derfor regelmæssig indskrænket sig til med vaabentag at slutte sig til lagrettensø afgjørelse, som dog paa den anden side først derigjennem erholdt gyldighed. Noget exempel paa, at lagrettens mening er bleven fraveget af thinget findes ikke og har man maaske aldrig havt. Lagrettens dom sees derimod atter sædvanligvis at være bleven dikteret af de tilstedeværende lagmænd.

Et emne, som det efter de opbevarede loves udtalelser kunde synes vanskeligt at udrede, er, hvorvidt der ved thingenes beslutninger er bleven krævet enstemmighed eller blot en vis stemmeflerhed. Paa den ene side er det nemlig lovenes tydelige og hyppigt fremtrædende forudsætning, at dommene afsagdes enstemmig, og dog tales der paa dere steder, navnlig i Gul. kap. 35 og 266 og Fr. 10–30, om mindretal, der under indsigelse forlade thinget og ikke ville være med i domsafsigelsen. I det sidste ligger imidlertid netop spørgsmaalets løsning. Sagen var nemlig simpelt hen, at de paa thinget tilbageblivende i egenskab af frie bønder ogsaa efter de andres bortgang kunde tage hvilken beslutning, de fandt for godt, og naar den fattedes paa thinget af thingføre mænd, der lovligen vare kaldte til thingforsamlingen, blev den en thingbeslutning, saalænge der kun var saa mange tilbage, at lovligt thing overhovedet kunde holdes. Saaledes gik det til, at dommen kunde blive afsagt enstemmig, og at der dog kunde forekomme mindretal. Denne grundbetragtning indskrænkedes dog i sin anvendelse ved de lavere thinge formedelst reglerne om appel. Ved lagthinget maa den derimod helt igjennem være bleven befulgt; men her havde man i lagretten en institution, der har tjent til at gjøre en, vistnok i det hele taget kun sjelden indtrædende, dissents mellem thingmændene endnu mindre sandsynlig. Iøvrigt skulle vi ikke nærmere opholde os ved dette emne, da det andetsteds allerede har fundet tilstrækkelig drøftelse.[113]

Under thingordningens behandling indgaar ogsaa spørgsmaalet om, i hvilken bygd thing for de enkelte sager blev at stævne, eller med nutidens juridiske udtryk, hvilke regler der gjaldt om værnethinget. Lovene give nemlig herpaa intet ganske ligefremt svar, og vi maa mere af, hvad der ikke siges, end af hvad der siges, slutte os til deres mening. Som vi have seet, var det en saagodtsom undtagelsesfri sætning, at kraf og kvaða skulde ske i den sagsøgtes bolig, hvorfor stævningen til disse retshandlinger ogsaa teknisk betegnedes som heimstefna. Ligeledes vide vi, at skiladomen blev at sætte enten paa den sagsøgtes gaard eller paa det sædvanlige domsted i hans hjembygd. Men i flugt med disse private optrin omtale kilderne thinget uden i regelen at give den ringeste antydning af, at scenen nu forlagdes til en anden bygd. Vistnok ligger den nærmeste grund dertil i den forudsætning at begge parter tilhørte samme thingkreds, hvilket tilfælde i almindelighed synes at have staaet lovkoncipisterne for øie; men havde man havt en regel, der f. ex. henlagde thingforhandlingerne til klagerens hjemsted; maatte dette dog ogsaa hist og her være bleven hentydet til, ligesom der maatte have gjældt bestemte frister for den indstævntes forpligtelse til at indfinde sig. Noget saadant er der imidlertid i kilderne for almindelige tilfælder intet spor til; de frister, som sættes for stævningen, ere meget mere kun at anvende, naar den sagsøgte ikke befandt sig i sit hjem, og tiden retter sig efter hans opholdssteds afstand fra dette.[114] Ganske uden umiddelbare vidnesbyrd ere vi heller ikke. Naar saaledes Gul. kap. 34 i en enkelt art sager lader thinget erklære sagsøgte fredløs for sagsøgeren og alle samthingsbønderne (samþingendr), saa kan dette kun forstaaes om dem, der hørte til den samme thingkreds som den fredløse; naar det følgende kap. 35 tillader den sagsøgte at svare, at han ikke kjender loven, men vil rette sig efter, hvad thingmændene kalde lov, saa kan ogsaa dette alene henføres til hans eget thing, og om drabssag bestemmer endelig Fr. 4–7 udtrykkelig, at den dødes arving skal fare i det herred, hvorfra den mistænkte sagdes at være, og der stævne ham til things. Den samme forudsætning ligger ogsaa til grund for den hovedregel, at det var de paa thinget forsamlede mænds pligt, naar de havde udtalt dommen til sagsøgerens fordel, tillige umiddelbart fra thinget af at ledsage og understøtte ham under exekutionen; thi praktisk muligt var dette som oftest naturligvis kun i det fald, at sagsøgte boede i den bygd, hvor thinget holdtes, og altsaa der havde sine betalingsmidler. Som hovedregel kunne vi derfor opstille, at sagsøgtes hjemthing var sagens rette værnething. Men i dobbelt retning gjordes dog herfra vigtige undtagelser. Den ene var, at sagen, hvis den angik fast eiendom, blev at anlægge i den bygd, hvor denne laa. Rigtigheden heraf fremgaar lige umiskjendelig af lovenes omtale af løsnings- som af markeskjelssagerne, idet vidnerne siges at skulle være mænd, der nøie vare kjendte med vedkommende eiendoms forhold og historie, og thingmændene ogsaa her paalægges at deltage i exekutionen. I en enkelt anvendelse, nemlig ved arvesøgsmaal, udtales iøvrigt ogsaa denne værnethingsregel udtrykkelig, idet Gul. kap. 124 siger, at der skal der dømmes om arv, hvor odelsjorderne eller kvægbesætningen er. Naar det derimod om arvesager heder, at arven skal søges i det fylke, hvor den er falden, maa denne sætning, forsaavidt den ogsaa angaar løsøre, vel kun forstaaes med den indskrænkning, at eiendelene og den, der havde taget dem under sin bestyrelse, endnu befandt sig i arveladerens thingkreds. Den anden undtagelse synes ikke at have gaaet foran, men kun staaet alternativ med hovedsætningen. Som netop nævnt, bestemmer Fr. 4–7 udtrykkelig, at drabsmand blev at søge for et thing i sin hjembygd. Ikke desto mindre siger Fr. 4–56, at hvis en mand farer fra sit hjemfylke og dræber eller saarer en mand i et andet, skal klageren søge ham i hans hjem og stævne ham til et thing i den bygd, hvor misgjerningen blev forøvet, og et lignende forum delicti commissi synes Fr. 4–62 at anerkjende. Denne modsigelse kan neppe forklares anderledes, end at det har staaet klageren frit at vælge et af de to saaledes betegnede thinge. Derimod bør det vistnok ikke, i det mindste formelt, betragtes som en undtagelse fra hovedreglen, naar omflakkende løskarle synes at kunne stævnes til things, hvor de komme; thi de fingeres, for hver enkelt sag at have hjemsted i den bygd, hvor de søges.[115]

Virkningen af et feilagtigt sagsanlæg synes kun at have været, at det ikke nyttede til noget og maatte gjøres om igjen for den rigtige domstol; exempler herpaa frembyder søgsmaalet mod Sigurd af Steig. Om arvesager bruger vistnok Gul. kap. 140 det udtryk, at hvis vidnerne ikke føres i det thingsogn, hvor arven er falden „þá hefir hann þvi fyrirskotit“; men man tør neppe forstaa dette anderledes, end at hans anlagte søgsmaal derved var forspildt.[116]

Vi have i det foregaaende nærmest beskjæftiget os med thingordningen, saaledes som den i sin regelmæssighed uddannedes i landsbygderne. Dog er der leilighedsvis gjort opmærksom paa de faa og ubetydelige afvigelser, som fandt sted ved kjøbstædernes bymøder: og som i hovedsagen indskrænkede sig til, at man der havde en fast formand i gjaldkeren. Ifølge Magnus lagabøters lov have de fire vigtigste stæder, Nidaros, Bergen, Tønsberg og Oslo sine særegne lagthing; men det tør med sikkerhed antages, at dette er en ændring indført med den nye lov.[117] Vanskeligt er det derimod ved første øiekast at bestemme det jurisdiktionelle forhold mellem bygdething og bymøde; thi foruden at de ovennævnte værnethingshensyn ogsaa her blev at iagttage, kom det nye til, at bjarkøretten tildels indeholdt lovbud, som landsbygdernes lovsamlinger ikke kjendte, og omvendt. Herom udtaler sig nu Gul. kap. 120 paa følgende utydelige maade:. „Alt det som er gjort i kjøbstaden, da skal det skiftes efter kjøbstadsretten; alt det, som er gjort efter heredsretten og vedkommer os heredsmænd imellem, da skal det søges efter heredsretten.“ Man skulde heraf nærmest kunne slutte, at et nyt princip var opstillet for sagsanlægget, idet stedet for forpligtelsers opstaaen ogsaa skulde være stedet for deres paatale, en tanke de gamle love ellers kun kjende i misgjerningssager. Fr.lovens tilsvarende bestemmelse i 10–32 giver imidlertid en anden forstaaelse. Det heder nemlig her: „Hvis den sag skal søges i heredet, som er gjort i kjøbstaden, da skal den søges efter Fr.retten og dømmes efter bjarkøretten; men hvis den sag skal søges i kjøbstaden, der er gjort i heredet, da skal den søges efter bjarkøretten, men dømmes efter Fr.retten.“ Heraf sees, at det kun var med hensyn til deres materielle indhold, men ikke med hensyn til deres territorier,at de to love stod mod hin anden, og at man, naar de ovenfor angivne værnethingssætninger krævede sagens anlæg i heredet, paa dettes thing ligesaa godt kunde dømme efter byretten, som i det omvendte fald paa bymødet efter landslovene. Det skjønnes altsaa, at bjarkøretten ikke forholdt sig til rigets øvrige retssystem som en inden visse bestemt afgrændsede landsdele gjældende og udøvet lovgivning, men at den meget mere kun vedkom visse retsforhold, der vistnok i almindelighed knyttede sig til kjøbstaden og herigjennem erholdt sin særegne karakter, men hvis eiendommeligheder dog anerkjendtes og opretholdtes ogsaa ved thingene paa landet. Imidlertid fulgte det af sig selv, at sagsanlæggets former maatte rette sig efter den domstols fordringer, for hvilken det skede. Spørges nu, hvilke slags sager, der saaledes blev at bedømme efter bjarkøretten, saa giver Gul. kap. 120 en del af svaret: de, der angik forpligtelser eller forhold, stiftede i kjøbstaden, og Bj. kap. 42 tilføier: „Bjarkøretten er (d. e. gjælder) paa fiskenæs og i sildevær og i kjøbfærder.“ Dette vil følgelig sige, at alle sager opstaaede under forhold, hvor en økonomisk virksomhed havde fremkaldt en større, mere eller mindre varig forsamling af næringsdrivende, blev at anse efter bjarkøret, samt at dennes gyldighed udvidedes til at gjælde alle de forretninger, som en handelsmand afsluttede, hvorsomhelst han optraadte som saadan.

Virkelige særdomstole kjendte de gamle Nordmænd derimod ikke. Den af geistligheden krævede kirkelige jurisdiktion omtales i de os her vedkommende retskilder ikke med et ord[118], og naar kardinalen Vilhelm af Sabina i 1247 yttrer, at den i fuld mon var det norske præsterskab tildel, tør Keyser have ret, naar han i sin kirkehistorie 1ste del p. 460 udtaler den formodning, at dette kun sagdes for at tjene som støtte for senere tiders krav. Derimod kunde man maaske ville anse det saakaldte hirdstævne for en art priviligeret domstol; thi paa dette afgjordes, hvis man tør slutte tilbage fra Magnus lagabøters hirdskraa, sager, anlagte mod hirdmændene af kongen, og som det af Haakon Haakonssøns saga kap. 52 sees, ogsaa sager mellem hirdmændene indbyrdes. Imidlertid udtaler endnu den nævnte hirdskraa i sit kap. 34, at hirdmændene vare forpligtede til at lade sig søge ved de almindelige retter, og det synes overhovedet kun at have været sager angaaende personlige fornærmelser inden hirden samt tjenestesager, der kom til behandling paa dens stævne. Selv et søgsmaal, som det mod Sigurd af Steig, hvor kongen var klager, sagvolderen en lendermand, og hvor spørgsmaalet angik dennes benyttelse af sin paastaaede lensret, anlagdes for landets almindelige domstole. Hirdstævnets domsmyndighed maa derfor kun opfattes som en lempelig anvendelse af den urgamle ret, der hævdedes af ethvert paa en eller anden maade afsluttet samfund, selv at dømme i sine indre tvistigheder, og den kan ikke stilles høiere end den adgang, Gul. kap. 187 aabner deltagerne i et gilde til at „setia þá sök þar, ef þeir kunnu lög“, eller den ubetingede ret, som Bj. kap. 42 tillægger skipper og mandskab til at dømme i opkomne sager ombord. – Endelig maa det heller ikke betragtes som en forret, at en lendermand, som det saa udtrykkeligt siges i beretningerne om Sigurd af Steigs proces, ikke kunde gjøres utlæg paa heredsthinget. Dette fulgte nemlig ligefrem af hans embedsvirksomhed, der ikke var indskrænket til en enkelt bygd, men strakte sig over det hele fylke.[119] Ikke heredet, men fylket var en lendermands hjem, og det tilkom derfor kun det sidste at dømme ham. For det egentlige Thrøndelagen, hvor fylker og hereder faldt sammen, udtrykkes den samme tanke i Fr. 4–52 saaledes, at der maatte to fylker til for at gjøre en lendermand utlæg. I de to foregaaeade kapitler bestemmes det – selvfølgelig grundet paa lignende betragtninger – at fire fylker krævedes mod jarl og hele lagdømmet mod konge; en følge af dette sidste er atter, hvad vi erfare af søgsmaalet mod Sigurd af Steig, at sager mellem konger indbyrdes blot kunde anlægges ved et af de store lagthing.

Derimod er det ingenlunde klart, om en sag i almindelighed for at kunne komme for et videre thing maatte have været for de mindre. I Egil Skallagrimssøns bekjendte retstvist med Berg-Anund sees stævningen strax at være skeet til Gulathing og i Fr. 1–2, hvor de sager nævnes, som Frostathing havde at dømme i, skeer opregningen i følgende udtryk: „(De) skulle dømme lov om de sager, som hid ere skudte med ret thingskot efter det, som lovbogen siger, og om de sager, hvori mænd lægge sine hænder sammen for to vidner, naar det vidnesbyrd fremkommer.“ Her gjøres det altsaa ikke til nogen betingelse, at sagen skal have været ved et foregaaende thing; thi dels sees det af Gul. kap. 266, at man brugte udtrykket at skyde til things og følgelig ogsaa thingskot ikke alene om skyden fra thing til thing, men ogsaa om at skyde til første thing, og dels nævnes ogsaa sager, hvori thingskot ikke var skeet. Paa den anden side kan det anføres, at lovenes mere eller mindre skarpt fremtrædende forudsætning overalt synes at være, at det almindelige sagsanlæg skede for bygdethinget, samt at der paa flere steder haves udtrykkelige bestemmelser om instantsfølgen. Saaledes siger Gul. kap. 35: „Men hvis de ikke alle blive enige om ét paa fjerdingsthinget, da kan man skyde sagen med to vidner til fylkesthinget. Men den af dem, som da endnu ikke synes at faa lov og ret, da kan han alene idet fald skyde til Gulathing, hvis en fjerdedel af mændene gaar fra thinget og kalder det lov, som han siger; da bliver skottet fuldgodt, men ellers ikke.“ Og om odelssager Gul. kap. 266: „Men hvis de (almuen paa fjerdingsthinget) ikke blive enige, da skulle thingmændene skyde deres væddemaalsdom til fylkesthinget; da er det vel, om de alle blive enige derom. Men hvis de ikke blive enige derom, vil den ene skyde sin dom, men den anden vil ikke, da skal hin, om han end ikke kan fremdrive skottet, da skal han dog skirskote det lovran, som thingmændene have gjort ham, under udenheredsmænd, som ikke did ere thingsognsmænd, da skal han dog skyde sin sag til fylkesthing. – Hvis de (almuen paa fylkesthinget) ikke blive enige, da vil den ene skyde sin dom til lagretten (d. e. til Gulathing), men den anden vil rette sig efter thingmændenes dom, da skal den, som vil skyde, gaa af thinget og samle sig folk. Men hvis han faar med sig fra fylkesthinget en fjerdedel af thingmændene, da kan han udføre skottet. Men hvis han faar mindre folk, da maa han taale thingmændenes dom.“ Endelig siger Fr. 10–30: „Enhver sag mellem dem (parterne), hvori alle fylkesmænd ere enige, da maa den slet ikke brydes, naar de dømme lov om alle de sager, som de have at dømme om, omend bauggildesmænd og nevgildesmænd og nærbesvogrede fjerne sig. Men hvis en fjerdedel af mændene eller flere af de rette thingmænd gaa bort, da skal han bære thingrovet tilbage paa thinget og skyde sagen til to fylkers thing. – Men hvis mændene ikke blive enige paa to fylkers thing, da skal man skyde til fire fylkers thing.“ Det lader sig ikke nægte, at i disse bestemmelser den forudsætning klart udtales, at man regelmæssig gik fra det lavere til det høiere thing; men at paabyde dette have de dog ikke til hensigt, idet de indskrænke sig til at fastsætte, under hvilke betingelser man kunde skyde til et høiere thing, naar man først havde henvendt sig til et lavere. Videre end til det sædvanlige kan derfor heraf ikke sluttes, og ligeoverfor beretningen i Egils saga og lovenes mangel paa udtrykkelige paabud om en instantsfølges iagttagelse, vil man være utilbøielig til at hævde dette sædvanlige som nødvendigt. Mod i denne forbindelse at lægge stor vægt paa Egils fremgangsmaade, er der imidlertid bleven bemærket, at han maaske som udlænding har været fritaget for at anlægge søgsmaalet ved de lavere thinge, og denne formodning har man støttet ved en henvisning til Morkinskinnas ord om heredsthinget, at det kun var bleven sat af lagmændene og bønderne, forat de kunde have sand lov sig imellem[120], hvoraf skulde følge, at udenhereds mænd overhovedet ikke var nødt til, med mindre de selv vilde, at anlægge søgsmaal ved sin modstanders hjemthing, hvor dennes slægt og venner kunde forventes at øve uberettiget indflydelse. Saa interessant end denne bemærkning er, og om den ogsaa finder bestyrkelse ved islandske procesregler, lader den sig dog neppe for Norges vedkommende med nogen grad af sandsynlighed opretholde. For det første tør man vistnok ikke tolke Morkinskinnas ord saaledes, at der fremkommer en modsætning mellem inden- og udenhereds mænd; thi de have kun til hensigt udhæve, at en lendermand paa grund af sin embedsstilling ligeoverfor det hele fylke ikke kunde dømmes ved bygdethinget, og bønderne modsættes følgelig paa dette sted de høitstaaende værdighedsbærere, men ikke udenbygds ligemænd. Dernæst kan det tilføies, at lovene, hvor de tale om søgsmaal fra et hered til et andet eller fra by til land og omvendt, ikke nævne et ord om, at det stod klageren frit for i egenskab af udenbygds eller udenbyes at gaa det almindelige thing forbi; thi denne taushed vilde ikke være saa let forklarlig, hvis retten kun var til som en undtagelse for fremmede, medens det langt bedre kan tænkes, at en for alle gjældende, forudsætning om, at man selvfølgelig kunde anlægge søgsmaalet for hvilket thing i instantsrækken, man vilde, ikke er bleven udtrykkelig udtalt. Synes kilderne saaledes kun egnede til at vække, men ikke til sikkert at besvare det fremsatte spørgsmaal, henvises vi til i thingenes egenskab af almindelige folkeforsamlinger at søge en hjælp til dets løsning. Og det kan da vanskelig nægtes, at det i det mindste maatte staa dem frit for, om de vilde, at tage en sag under paadømmelse, der ikke havde været ved en lavere domstol; thi thingene vare jo frie besluttende forsamlinger med rettighed til at yttre sin mening om eller i hvilkensomhelst sag. Om det derimod ikke har været en sjeldenhed, at høiere thinge have antaget sig saadanne søgsmaal, er noget andet; kilderne synes visselig mere at tyde derpaa end paa hyppighed.

Hvad selve appellen angaar, saa benævntes den thingskot, hvorved dog ligesaavel forstodes sagens skyden fra privat dóm til thing som fra det ene thing til det andet. Den kunde blot finde sted i tilfælde af uenighed mellem thingmændene paa det thing, hvorfor sagen forud var indbragt. Af Gul. kap. 266 sees, at thingmændene, naar de ikke kunde enes om andet, selv skulde skyde sagen til det videre thing. Det hyppigste synes dog at have været, at den part, der efter flertallets mening havde uret, udførte thingskottet. Til dettes gyldighed udkrævedes der, vestenfjelds dog kun, som det synes, ved fylkesthingene, at uenigheden mellem thingmændene om hovedsagen var saa stor, at mindst en fjerdedel af de forsamlede dannede mindretallet. Det udførtes paa den maade, at den skydende forlod thinget, ledsaget af alle sine meningsfæller; viste det sig nu, at en fjerdedel fulgte ham, gik han tilbage og stævnede sagen til den høiere thingforsamling. Skede saadant thingskot ikke, blev thingets dom at opretholde, hvor stort end mindretallet havde været. – Gul. kap. 266 og Fr. 10–30 betegner thingmændenes vægring ved at skyde sagen som lovran eller thingrov; hvis dette er mere end et billedligt udtryk, maa det betyde, at sagsøgeren havde at fremsætte formelt krav om thingskot, og at thingmændenes vægring ved at efterkomme denne fordring, paa sædvanlig maade er bleven betragtet som ran og har fremkaldt en straffeklage mod dem, som deri gjorde sig skyldige.[121]

  1. ↑ At fjerdingen vestenfjelds faldt sammen med herredet, sees netop af dette samme kapitel, idet det kalder thinget fjerdingsthing, men strax nedenfor befaler den, der ikke er tilfreds med sagens behandling paa fjerdingsthinget, at skirskote denne under „utheraðrs menn“, d. e. mænd fra et andet herred, en bestemmelse, der alene kan forklares ved den forudsætning, at alle tilstedeværende mænd fra fra hjemherredet havde deltaget i thingforhandlingerne og altsaa ikke kunde kaldes til vidner paa disse.
  2. ↑ Fr.loven bruger vistnok paa tiere steder ordet herred; men for det egentlige Throndhjems vedkommende staar det enten for at betegne landet i modsætning til byen eller i samme betydning som fylke; se f. ex. 4–56 og 10–32.
  3. ↑ Norges gamle love 2det bind p. 523. At det er et brudstykke af Eidsivathings- og ei af Borgarthingsretten, som her er os bevaret, fremgaar af en sammenligning med kristenretterne. Af disse sees nemlig, at der i Borgarthingslagen havdes to fylkeskirker i hvert fylke, under dem herredskirker og endelig høgendeskirker, og i Eidsivathingslagen þriðjungs- (trediedelsfylkes-)kirker, der ogsaa kaldes hovedkirker og herredskirker, samt høgendeskirker. Det er heraf klart, at de regelmæssige sognekirker i Viken ikke kunne have været kirker for et trediedelsfylke, med andre ord, at herrederne der ikke kunne have været saa store som trediedelen af et fylke, medens herrederne paa Oplandene netop have faldt sammen med trediedelsfylket. Og af det nævnte brudstykke sees trediedelsfylket at have været den mindste inddeling, vedkommende lovbog har kjendt, og denne kan altsaa blot have været Eidsivathingets. Se Borg. kr. I. kap. 8, 10 og 12; II. kap. 16, 17 og 19; III. kap. 11, 12 og 14; Eid. kr. I. kap. 32–35, 39 og 40; II. kap. 28 og 32. Se ogsaa K. Maurer: Die Bekehrung des norwegischen Stammes, 2den del, p. 444, note 5.
  4. ↑ Gul. kap. 181: Nú skall hverr þingi ráða, er þings þykkist þurfa.
  5. ↑ F. ex. Gul. kap. 35, der gjentager bestemmelsen fra kap. 181. og Fr. 10–3, der forudsætter, at thingdagen ikke var forud bekjendt.
  6. ↑ Gul. kap. 161.
  7. ↑ Gul. kap. 79, 151; Fr. 10–11.
  8. ↑ Undtagne vare de saakaldte einvirkjar, d. e. mænd, der forrettede hele sit gaardsarbeide selv uden større hjælp end en femtenaars karls. Ligeledes var enke og vanfør bonde fritagen. Men undtagelsen gjaldt for en einvirki ikke thing, sammenkaldt i anledning af drab, Gul. kap. 131.
  9. ↑ Gul. kap. 151.
  10. ↑ Se Gul. kap. 240, hvor der er tale om at raabe tvært over thingringen.
  11. ↑ Fr. Brandt i Langes tidsskrift 5te bind p. 105.
  12. ↑ Gul kap. 309; Fr. 7–8; jfr. Gul. kap. 296.
  13. ↑ Landsl. 1–1 og 7. Se ogsaa Fr. Brandt p. a. s. p. 102.
  14. ↑ Gul. kap. 131.
  15. ↑ Snorre, Sigurds, Eysteins og Inges saga kap. 7.
  16. ↑ Snorre, Haakon den godes saga, kap. 11.
  17. ↑ Egils saga, kap. 57.
  18. ↑ Dette siges egentlig ikke udtrykkelig, men antydes ganske umiskjendelig ved beskrivelsen af lagrettens sammensætning.
  19. ↑ Vi anføre her de forskjellige sagaers udtryk saavel om Haakon som om Olaf den hellige: Snorre, Haakon dan godes saga, kap. 11: Hann setti Gulaþingslög með ráði Þorleifs spaka, ok hann setti Frostaþingslög með ráði Sigurðar jarls ok annarra þrœnda, þeirra er vitrastir váru, en Heiðsævislög hafði sett Halfdan svarti, sem fyrr er ritat. Den større Olaf den helliges saga, kap. 10: Hákon konungr lagði mikinn hug á lagasetning i Noregi; hann setti Gulaþingslög ok Frostaþingslög ok Heiðsævislög fyrst at upphafi, en áðr höfðu sér hverir fylkismenn lög. Fagrskinna kap. 29: Hann setti lög um allan Noreg með ráði Þorleifs ens spaka ok annarra vitra manna, ok af þeim lögum nýtti hinn helgi Ólafr konungr mestan hlut. Ágrip kap. 5: Hann setti Gulaþingslög eptir raðágerð Þorleifs spaka, er verit hafði forðum. Den legendariske Olaf den helliges saga kap. 31: Ólafr setti lög þau er heita Sefsløg; þau standa siðan um Upplönd ok um Vikina austr; þrenn ero lög i Noregi, Frostaþings, ok þau lög er Hákon Aðalsteins fóstri lét setja, er Gulatþingslög heita. Snorre, Olaf den helliges saga kap. 120: þá stefndi Ólafr konungr þing fjölment i þeim stað, sem siðan hefir verit Heiðsævisþing. Setti hann þá þat i lögum, at til þess þings skyldi sœkja Upplendingar, ok Heiðsævislög skyldu ganga um öll fylki á Upplöndum, ok svá víða annarstaðar, sem siðan hafa þau gengit. Endelig lader Snorre, Magnus den godes saga kap. 16, landets bønder i almindelighed klage: hvat mun konungr þessi fyrir ætla, er hann brýtr lög á oss, þau er setti Hákon konungr hinn góði? Og da saa Sogningerne gjøre forberedelser til opstand, siger Sighvat skald i fritalenhedsviserne: þjóð hélt fast á fóstra fjölbliðs lögum siðan, enn eru af þvi minni, Aðalsteins, búendr seinir.
  20. ↑ Fr. 1–1: Sá er fara skal hann skal ekki sins tilleggja nema för sina.
  21. ↑ Fr. Brandt i Langes tidsskrift 5te bind p. 104.
  22. ↑ Fr. 10–30: – þá skall skjóta til átta fylkna þings, hafa þat þar er allir verða á sáttir ok i lögréttu kemr.
  23. ↑ Fr. 5–46.
  24. ↑ Jerns. kap. 3 jfr. 2.
  25. ↑ Gul. kap. 266.
  26. ↑ Tallet synes at have været gjennemgaaende benyttet; thi ogsaa de ældre islandske love anvende det i lignende forbindelser.
  27. ↑ At innan fjarðar har denne betydning sees bedst af landsl. 1–2, hvor de innan fjarðar boende sættes i modsætning til Romsdøler, Nordmøringer og Namdøler, og en saadan stedsbetegnelse er ikke af de ord, der anvendt paa den samme egn kan benyttes i forskjellig betydning; den antager der karakteren af et slags stedsnavn. Jfr. tillige udtryk som útan-heraðrs-maðr, útan-lendis, útan brautar, útan borgar, útan-borðs, útan garðs, innan kastalans, innan bœar, innan hallar, innan-borgar-maðr, innan-heraðs-maðr, innan-hrepps-maðr, innan-bords. Fra den ydre og den indre del af fjorden maatte have hedt útan af fjorð, innan af fjorð.
  28. ↑ Historia Norvegiæ, ed. P. A. Munch, Christianiæ. 1850. Med hensyn til det citerede værks forfattelsestid henholder jeg mig i det hele taget til Gustav Storm, Aarbøger f. nord. Oldk. og Hist. 1871 p. 410 o. flg. Her er det dog tilstrækkeligt at paavise, at det er skrevet før lovreformen under Magnus lagabøter, og dette fremgaar klart nok deraf, at der kun tælles de 6 gamle fylker som tilhørende Gulathingslagen, medens denne fra Magnus’es tid ogsaa indbefattede Valders og Hallingdal. – Hvad selve de tre udenfjords fylker angaar, kunde beretningerne om Sigurd af Steigs proces synes at antyde en nærmere forbindelse mellem Namdalen og Haalogaland, og da det sidste aldrig har været led af Frostathingslagen kunde man maaske ville slutte, at heller ikke Namdalen i hin tid hørte dertil. Som støtte herfor kunde ligeledes anføres, at de i Fr.lovens 16de bolk indeholdte retterbøder af kongerne Sigurd Jorsalfarer, Eystein og Olaf meddeles i tre bestemmelser, for Frostathingslagens almue (öllum lögunautum), for Haalogaland (Haleygjum öllum) og for Namdalen (Naumdölum eigi heldr en allir aðrir þrœndir). Hvorfor give en særskilt lov for Namdalerne, naar de allerede vare indtagne under „allir lögunautar“? Muligt er det jo, at Namdalen først ved en senere anledning, dog inden forfattelsen af historia Norvegiæ, er er bleven indlemmet i lagdømmet.
  29. ↑ En bedre tolkning har man villet istandbringe ved at antage, st kapitlets begyndelse: þat er forn réttr, har til hensigt at betegne indholdet som forældet ret, istedet for hvilken kap. 1 og det ved lakunen tabte skulde indtræde; man vandt derved støtte for den formodning, at de udenfjords fylker først i en sildig tid f. ex. under Sverre vare indførte i Frostathingslagen, idet sætningen om nævndemænd i kap. 2 skulde referere sig til den tid, da endnu kun des thrønderske fylker vare repræsenterede. Herimod er at indvende: 1) at kap. 1 handler om nævndemænd og kap. 2 om lagretten, saa at den første ikke kan træde isteden for den anden; 2) at forn ikke behøver at betyde forældet, men ogsaa kan oversættes med gammel: „det er god gammel ret“; 3) at den nævnte intimation kun siger, at det var forn réttr, at aarmændene gjorde vébönd paa thinget, medens den ikke lader sig henføre til de følgende bestemmelser; 4) at det hele kapitel, efter alt hvad vi ellers kunne vide om thingvæsenet, ikke indeholder en eneste i begyndelsen af det 13de aarh. antikveret sætning, og 5) at kapitlets redaktion, som den for os foreligger, bliver lige forvirret og meningsløs under den ene forudsætning som under den anden. Klart synes det at maatte være, at sætningen om nævndemændene midt inde mellem bestemmelserne om lagretten ved et eller andet tilfælde er kommen paa en ganske urigtig plads; nedenfor skulle vi forsøge at vise, at selve forudsætningen om en saa sildig udvidelse af thingkredsen neppe er holdbar.
  30. ↑ Haakon Haakonssøns saga kap. 302 og 303.
  31. ↑ Jfr. slutningsordene i brudstykkets to første kapitler med hinanden og de ovenfor citerede lovsteder af kristenretten.
  32. ↑ Munchs opregning af Oplandenes fylker i hans „Beskrivelse over Kongeriget Norge i Middelalderen“ p. 7 kan overhovedet langtfra ansees sikker. Navnlig turde selve navnet betegne Ringerike som et særskilt fylke ved siden af Romerike og Ranrike. Munch har høist 9 fylker paa Oplandene, Historia Norvegiæ 12 provinciæ, med hvilket ord forfatteren dog tydeligvis vil have forstaaet fylker.
  33. ↑ Se f. ex. Bj. kr. 1. kap. 11: Nu eru .iv. fylkis kirkjur i þeim þrim fylkjum.
  34. ↑ Snorre, Magnus Erlingssøn saga kap. 24. Ogsaa Historia Norvegiæ p. 2 regner 4 fylker til Viken.
  35. ↑ Magnus Erlingssøns saga kap. 21.
  36. ↑ Ogsaa i kristenretten selv kommer ordet bók uden nogen nærmere betegnelse for i betydning af lovbogen; se Fr. 2–10.
  37. ↑ Finssøns udgave I p. 15.
  38. ↑ Munch, Det norske Folks Historie, 1ste dels 1ste bind p. 712; Keyser, Norges Stats- og Retsforfatning p. 164; Fr. Brandt, Om Norges dømmende Institutioner gjennem Middelalderen i Langes tidsskrift, 5te bind p. 102.
  39. ↑ K. Maurer, Die Entstehungszeit der Gulathingslög, München 1872 p. 5 o. flg.
  40. ↑ Morkinskinna, Ungers udgave p. 181.
  41. ↑ Frostathinget nævnes første gang under Haakon den gode, Ørething under Olaf Tryggvessøn. Se Snorre, Haakon den godes saga kap. 11 og 17; Odd Munk, Munchs udgave kap. 15.
  42. ↑ Naar Sverres saga kap. 16 og Haakon Haakonsøns saga kap. 223 nævne Ørething, hvortil bønder blev at opnævne fra de otte fylker indenfor Agdenæs, saa har denne opnævnelse for begge tilfælder sin grund deri, at den sædvanlige thingtid ikke var inde, og at man altsaa ikke vilde uleilige den hele thrønderske befolkning til extraordinære thinge.
  43. ↑ Det er vistnok saa, at de to ældste, af hinanden uafhængige sagaer, der omtale Haakons lovgivning, nemlig Ágrip og den legendariske Olafs saga hins hellga kun kjende hans virksomhed for Gulathinget. Naar imidlertid alle de øvrige, mere eller mindre med Snorres forfatterskab i forbindelse staaende sagaer ogsaa nævne Frostathingsloven, have vi ingen ret til at betvivle det sidste mere end det første. De første sagaer støttede sig paa mundtlige meddelelser, der visselig ofte nok have været alt andet end fuldstændige; naar man nu i en noget senere saga finder tilføielser gjorte og rettelser foretagne, lader dette sig ingenlunde opføre som blotte gjætninger af efterfølgeren – saadanne kunde jo ligesaa godt ogsaa findes hos den første bearbeider –, men bør ansees som vidnesbyrd om, at den mundtlige kilde endnu flød og tjente til at fuldstændiggjøre de tidligere optegnelser. Tror man at have stødt paa en konjektur, maa denne egenskab blive at godtgjøre ved adskilligt mere end den blotte paavisning af, at et forarbeide ikke har havt bemærkningen; kun for det fald, at den ældre saga staar den omhandlede tid betydeligt nærmere end den yngre, er saadant tilstrækkeligt; men herom er der i dette tilfælde ikke tale. Iøvrigt omtaler allerede Sighvat skald i sine fritalenhedsviser, som vi have seet, Haakons lovgivning, og om man end vil indskrænke hans ord til at gjælde Sogningerne og Gulathing alene, saa lægger dog sagafortælleren kort ovenfor en tilsvarende yttring det hele landsfolk i munden.
  44. ↑ Det sidste sees af Egils saga, og hvad Thrønderne angaar, vil vel ingen tvivle om, at der fra den ældste tid har hersket en fælles og ved fælles institutioner opretholdt retsforfatning mellem disse allerede i de første historiske tider saa nøie forbundne, endrægtigen optrædende og med samme stammenavn betegnede fjordboere.
  45. ↑ At yttringen kun findes i denne sagabearbeidelse, synes ikke at kunne berøve den sit værd; thi den viser under enhver omstændighed, hvorledes man i sagaernes nedskrivelsestid har forstaaet de ældre kilders udtryk om Haakon.
  46. ↑ Snorre, Haakon den godes saga kap. 15.
  47. ↑ Fr. 4–54, 10–30 og 12–8.
  48. ↑ Fr. 4–56.
  49. ↑ Se om udtrykket Olafs lov Maurers tydning p. a. s. p. 48 o. fl.
  50. ↑ Vi vide desuden, at Eystein særskilt har havt sine øine rettede paa „den farlige og havnløse kyst udenfor Agdenæs, hvor mange skibe forliste“; Snorre, Sigurds, Eysteins og Olafs saga kap. 24. Han anlagde derfor en havn; men det maatte ligge ham ligesaa nær at fritage fjerntboende for pligtreiser i dette strøg.
  51. ↑ Snorre, Olaf Tryggvessøns saga kap. 60–65.
  52. ↑ Maurer p. a. s. p. 8.
  53. ↑ Munch, Langes tidsskrift 5te bind p. 1–45; det norske Folks Historie, 2den del p. 422; Keyser, den norske Kirkes Historie 1ste del p. 142; Konrad Maurer, Die Bekehrung des norwegischen Stammes 2den del p. 571.
  54. ↑ Fagrsk. kap. 180.
  55. ↑ Snorre, Magnus Erlingssøns saga kap. 24.
  56. ↑ At Eidsivathingsloven saaledes ogsaa overførtes til Borgarthing, kan ikke antages at have stødt de gamles særfølelse. I Tyskland var, som bekjendt, en saadan translation af de gjældende love fra den ene stad til den anden meget almindelig, og selv i Norge have vi det samme at iagttage ved Bjarkørettens udbredelse til alle norske kjøbsteder. Den er nemlig for største delen skreven lige ud af Frostathingsretten, og har øiensynlig fra først af kun gjældt i Nidaros.
  57. ↑ Morkinskinna p. 180.
  58. ↑ Sammesteds p. 179.
  59. ↑ Landsl. 1–2.
  60. ↑ Historia Norvegiæ p. 2. Ogsaa Odd munk har samme inddeling, se hans Olaf Tryggvassøns saga kap. 15.
  61. ↑ Forfatteren af Historia Norvegiæ regner endog Jæmteland til udlandet og stiller det op ved siden af Gøtaland, Svealand og Aangermanland.
  62. ↑ Historia Norvegiæ p. 2–3: Secunda (patria) Gulacia ad insulam, quæ Media nuncupatur, usque protelatur .vi. implectens provincias. De sex fylker ere de i Gul.loven nævnte: Agder, Rogaland, Hørdaland, Sogn, Fjordene og Søndmøre. Nedenfor heder det derimod: – – Waldresia et Vallis Haddingorum ac ceteri, qui Gulatiis subjacent legibus.
  63. ↑ Gul. 267, 292; Fr. 5–46; videre Norges gamle love I p. 438; landsl. 1–5; Norges gamle love III p. 206 (retterbod af 1380); Snorre, Magnus Erlingssøns saga kap. 10; Sverres saga kap. 16.
  64. ↑ Se Svend Grundtvigs ligesaa interessante som righoldige afhandling: Om de gotiske folks vaabened, Kjøbenhavn 1871.
  65. ↑ Se navnlig Konrad Maurers anmeldelse af Grundtvigs afhandling i tidsskriftet Germania 16de bind (1871).
  66. ↑ Rudolf Keyser, Norges Stats- og Retsforfatning i Middelalderen p. 160; Fr. Brandt: Langes tidsskrift 5te bind p. 105.
  67. ↑ Se Grundtvig og Maurer p. anf. st.
  68. ↑ Tacitus, Germania kap. 11.
  69. ↑ Tacitus, Historia V c. 17. Jfr. Cæsar, de bello Gallico VII c. 21, der vidner om, at Gallerne have kjendt den samme, for et vaabendjærvt folk overhovedet saa nærliggende skik.
  70. ↑ Snorre, Olaf den helliges saga kap. 81.
  71. ↑ Snorre, Harald gilles og Magnus blindes saga kap. 16.
  72. ↑ Snorre, Olaf Tryggvasøns saga kap. 75.
  73. ↑ Snorre, Haakon den godes saga kap. 17.
  74. ↑ Thorsens udgave p. 45 og 163.
  75. ↑ Sverres saga kap. 17; Knytlinga saga kap. 24.
  76. ↑ Sverres saga kap. 20 og 26.
  77. ↑ Snorre, Magnus Erlingssøns saga kap. 10.
  78. ↑ Jerns. kap. 9, hirdskraa kap. 1; Jonsbok 1–3; landsl. 2–3 og Norges gamle love 3die bind p. 145.
  79. ↑ Af lófi, den flade haand, biskop Arnes saga kap 42 og 61.
  80. ↑ Fr. 1–5.
  81. ↑ Eyrbyggja saga kap. 4, Landnáma II kap. 12; Gisle Surssøns saga I p. 55.
  82. ↑ Islandske annaler ved aaret 1154; Kristnisaga kap. 13, 14; jfr. Njáls saga kap. 146, hvoraf det endog sees, at sværdslibere havde sine egne boder paa althinget.
  83. ↑ Sturlunga saga XI kap. 30.
  84. ↑ Gul. kap. 156, 160, 183; Fr. 4–10; Snorre, Olaf den helliges saga kap. 186.
  85. ↑ Norges gamle love I p. 409.
  86. ↑ Fr. 2–10: En ef maðr veitir manni atlaup, eða sár med einhverju vapni þvi er fyrirboðit at bera i kirkju eða kirkjugarði.
  87. ↑ Sachsenspiegel (II 67) tillader ogsaa udtrykkeligt, at die schöffen tog sæde i retten med sværd eller kniv, men forbyder dem andre vaaben.
  88. ↑ Bj. kap. 14 og 102.
  89. ↑ Gul. kap. 3, Fr. 1-1 og 2; Egils-saga kap. 57.
  90. ↑ Fr. 1–2.
  91. ↑ Gul. kap. 35 o. m. fl.
  92. ↑ Norges Stats- og Retsforfatning p. 247.
  93. ↑ Norges Beskrivelse p. 11; det norske Folks Historie II p. 189.
  94. ↑ Langes tidsskrift 5te bind p. 106.
  95. ↑ Kritische Vierteljahrschrift für Gesetzgebung und Rechtswissenschaft, München 1868 p. 374, og Die Entstehungszeit der älteren Gulathingslög, München 1872.
  96. ↑ Egils saga kap. 57.
  97. ↑ Morkinskinna p. 137.
  98. ↑ Se de bekjendte pragtfulde exempler i Olaf den helliges saga.
  99. ↑ Snorre, Sigurds, Eysteins og Olafs saga kap. 21. At Snorre selv ingen skyld har i forvirringen, derom se Gustav Storm, Snorre Sturlasøns Historieskrivning, Kjøbenhavn 1873, p. 99.
  100. ↑ P. 174.
  101. ↑ Fornmanna sögur 7de bind.
  102. ↑ F. ex. Njáls saga kap. 20 fg., 139.
  103. ↑ En anden sag er det, at det kun var de paa thinget forsamlede bønder, som boden tilfaldt. Dette siges saavel i Fr. 1–1 i slutningen, som i Eid.kr. I kap. 25 og II kap. 21.
  104. ↑ Jfr. Fr. 1–1 i. f.
  105. ↑ Se hans ordbog under lögmaðr 3).
  106. ↑ Snorre, Haakon herdebreds saga kap. 4.
  107. ↑ Se Konrad Maurer i v. Holtzendorffs Encyclopædi, 2det oplag, I p. 251.
  108. ↑ Haakon Haakonssøns saga kap. 89–97.
  109. ↑ Det norske Folks Historie 4de del, 1ste bind p. 114.
  110. ↑ En mig i manuskript meddelt afhandling af Konrad Maurer „Die Entstehungszeit der Frostathingslög“ sætter, som det synes, dette aarstal udenfor tvivl.
  111. ↑ Norges gamle love 3die bind p. 143: Ver haffuum gjeffuat Gulaþings lagmannstoll nokra aff kronans jardir oc renthe oc skall hann lesse lagboken for almugenom I sinna om árit forfaldeloust St. Botulfs tiid om sommarit, aa rettom tingstadom, aa skipaa saa fattikom som rikom saa mikit som laug vátta, oc inna helder som han vill suare fyri guddi. – Sproget synes iøvrigt med be- stemthed at vise, at denne retterbod ikke som af lovenes udgivere antaget, skriver sig fra Haakon den 5te, men fra den i det 14de aarhundredes anden halvdel regjerende Haakon den 6te.
  112. ↑ F. ex. Gul. kap. 35: þá má þvi at eins skjóta af fylkisþingi til Gulaþings ef fjorðungr manna gangi af þingi. Gul. kap. 266: þá vill annarr skjóta dómi sinum i lögréttu, en annarr una dómi fylkismanna. – – Nu hafa þeir dómi sinum skótit i lögrettu, þa verða þar aðrir veðjaðir. Gul. kap. 170: At þvi auralagi skall gjallda hann aptr sem mælt er i Gula. Gul. kap. 180: Nu eru gjölld töld i Gula. – – En af þeim gjölldum er töld eru i Gula, þá skall þeðan gjallda hand eða fot. Gul.. kap. 298: þeir menn er vér gefum frælsi allir saman i Gula, skulu eigi gera (leiðangr) ok svá þeir menn er vér gefum frælsi fylkismenn, skulu eigi gera. Gul. kap. 314: Skulum ver þat lögmál hafa, er fyrr hefir verit, ok Atli taldi fyrir mönnum i Gula. Fr. 10–30: En ef þeir verða eigi þar (paa 4 fylkers thing) sáttir, þá skall skjóta til átta fylkna þings, hafa þat þar er allir verða á sáttir ok i lögréttu kemr. Eids. kr. I kap. 10: Nú skall biskup hvert sumar fara til Eiðsiva þings, ok heyra þar lögbók (löghtölu) ok veita þar tiðir ok telja þar fyrir mönnum, þar skulu prestar alla koma. At den gamle lovoptegner paa hver side bruger ordet vi, kunne vi ikke indrømme at være et vidnesbyrd om, at han tænkte sig som bøndernes ordfører foredragende loven paa thinge; det forklares ligesaa let som en uvilkaarlig anerkjendelse af, andet var sin egen folkestammes lov, han optegnede.
  113. ↑ Aschehoug, Statsforfatningen i Norge og Danmark indtil 1814, pag. 64.
  114. ↑ Se f. ex. Fr. 10–3.
  115. ↑ Gul. kap. 46; Fr. 10–26.
  116. ↑ Jfr. Gul. kap. 37, hvor det om et endeligt tab af søgsmaalsretten heder: ok á hann alldrigin upreist at þvi máli siðan.
  117. ↑ Jfr. f. ex. Bj. kap. 9: Slikan kristin dóm eigum vér at hafa i kaupangi sem mælt er allra manna millum á lögþingi, hvor allir menn tydeligvis er tænkt som modsætning til en engere betegnelse, mændene i kjøbstaden.
  118. ↑ Se iøvrigt Fr. Brandt i Langes tidsskrift 5te bind p. 120 flg.
  119. ↑ Jfr. f. ex. Gul. kap. 3.
  120. ↑ Morkinskinna p. 179.
  121. ↑ Jfr. det hele kapitel med Fr. Brandts afhandling Om Norges dømmende Institutioner gjennem Middelalderen i Langes tidsskrift 5te bind og Aschehougs, Statsforfatningen i Norge og Danmark indtil 1814 §§ 5 og 6.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Grundtrækkene_i_den_ældste_norske_proces/5&oldid=188785»