Hopp til innhold

Frederik IIIs hylding i Kristiania 1648

Legg til lenke
Fra Wikikilden

Efter at have regeret Danmark og Norge i næsten fulde seksti år afgik Kristian IV den 28 februar 1648 ved döden på Rosenborg slot i Köbenhavn, förend der endnu var valgt nogen tronfölger i stedet for hans året i forvejen afdöde sön Kristian (V.) Der var imidlertid med rigsrådets samtykke indkaldt en rigsdag, der skulde möde i Köbenhavn den 17 april for at vælge hans anden sön, hertug Frederik[1], der nu efter i længere tid at have været ærkebiskop af Bremen var forjagen derfra af de svenske tropper og om sommeren 1647 var bleven udnævnt til statholder over den kongelige del af hertugdömmerne Slesvig og Holstein. Indtil rigsdagen kunde afgöre valgspörgsmålet, overtog rigsrådet alle regeringsforretninger, hvorfor også dets fleste medlemmer, sålænge interregnet varede, forbleve samlede i Köbenhavn.

Da rigsdagen trådte sammen, viste der sig straks en stærk opposition mod rigsrådet, for hvis utvivlsomme oligarkiske tendenser adelen især under dets nuværende mægtige stilling troede at have al grund til at nære frygt. Rådet fremsatte som sin mening, at hertugens valg alene beroede på dem, og at stænderne kun vare indkaldte til rigsdag for at vedtage, hvad rådet havde afgjort. I modsætning hertil fastholdt adelen den opfatning, at valget tilkom rigsdagen, og at rådet derved kun mödte som en afdeling af adelen og fölgelig måtte udstede fælles valgbrev med denne. Heri fik standen også medhold af de deputerede for gejstlighed og borgere, af hvilke især de förste udtalte sig skarpt imod rigsrådets opfatning. Samtidig vilde adelen også drive igennem, at håndfæstningens affattelse væsentlig skulde bero på dem, og indgav et forslag til en sådan; men medens rigsrådet i det förste punkt om valget virkelig gav efter for adelens fordringer[2], viste det sig i det sidste ligeså bestemt på at modsætte sig disse, hvorfor det heller ikke lykkedes adelsoppositionen at sætte dem igennem.

Den 7 maj overleveredes stændernes valgbreve til den nye konge, hvorpå han den fölgende dag udstedte sin forelöbige håndfæstning, som var ham dikteret af rigsrådet, og fölgelig sikrede dette en gennemgribende indflydelse. Imidlertid vedblev rigsrådet fremdeles at före regeringen i kongens navn, indtil han den 6 juli havde modtaget de danske stænders hylding, hvilke i den anledning atter vare indkaldte til et nyt möde i Köbenhavn.

Ifölge Kristian IVs norske lov var dette valg også bindende for Norge; det hed nemlig i denne, at „hvilken herre og fyrste Danmarks riges råd, adel og stænder kåre til Danmarks riges konning, den skal og være konning udi Norge.“[3] Men tiltrods for disse tydelige ord rådede der en ganske anden opfatning inden det norske folk, der uden at göre sig nærmere rede for det sande forhold stod i den tro, at deres fædreland fremdeles var et arverige efter de samme regler, som för Kalmar-unionen. Kongehuset kunde ikke have noget imod en sådan anskuelse, der kun måtte være til dets fordel, og efter hvad der berettes, skal virkelig Frederik III under valgforlrandlingerne med rigsrådet have udtalt, at han ligeså vel betragtede Norge for sit arveland, som Holstein.[4] I de senere år af Kristian IVs regering havde også utvivlsomt statholderen Hannibal Sehested ved sine bestræbelser for at skaffe Norge en lidt selvstændigere stilling til en vis grad stöttet denne norske opfatning og på samme tid selv havt hjælp af den. Da man således i Köbenhavn i tiden nærmest efter den gamle konges död fortalte allehånde rygter, vidste man også at sige, at rigshofmesteren Korfits Ulfeld nærede den plan at tilbyde kronen til hertug Frederik af Holstein-Gottorp, men atter havde opgivet tanken herpå af frygt for, at Hannibal Sehested i så fald skulde lösrive Norge og proklamere det som arverige i den afdöde konges æt.[5] Den indflydelse og magt, som den norske statholder havde forstået at erhverve sig, kan meget let forklare disse og lignende rygter og måtte vække mistanke hos den danske adel, der i Hannibal Sehested så en af hovedmændene for rigsråds-oligarkiet. Derfor havde den opposition imod dette, som var kommen til orde ved valgrigsdagen, bl. a. også fremsat fordring om, at bestemmelserne angående Norge i Kristian IIIs håndfæstning atter skulde fornyes og i overensstemmelse hermed statholderværdigheden inddrages. Det heder således i det af adelen 19 april indleverede udkast til en ny håndfæstning: „desligeste, at Norges rige er og bliver under Danmark, som et lem under kronen, som det altid været haver,“[6] – og på samme måde havde den sjælandske adel allerede den foregående höst på provinsmödet i Roeskilde fremsat den begæring, „at Norge, som hidindtil haver været under kongl. maj.ts og samtlige rigens råds forvaltning, måtte uden separation og særdeles spesiel övrighed, blive under Danmark efter ældgammel, vedtagen skik og sædvane.“[7] Hensigten med disse begæringer var tydelig nok; de tilsigtede ligefrem at beröve Norge hvert spor af selvstændighed og derved formindske Hannibal Sehesteds indflydelse. Men sålænge denne personlig var tilstede i rådet, var det næsten umuligt for adelen at vente et villigt öre for sine forestillinger, omendskönt sikkerlig mange af rådets medlemmer må antages at have delt dens meninger. I de uroligheder, som netop på denne tid forefaldt i Norge, har efter al rimelighed Hannibal Sehested fundet en passende anledning til at foreholde sine kolleger i rigsrådet nödvendigheden af at vedligeholde hans magt i dens fulde udstrækning, for at kunne bevare Norge og atter tilvejebringe ro. Medens dere af adelens forslag, rigtignok tildels i en noget forandret form bleve optagne i den håndfæstning, som rigsrådet forelagde Frederik III, hörte derfor de nævnte begæringer mellem dem, som ikke fandt nogen plads i denne.

For den, der udenfra betragtede den omtalte gæring i Norge, kunde den let få udseende af et have större betydning, end der egentlig tilkom den, idet det lå meget nær at antage, at den udsprang af en almindelig misfornöjelse og sigtede til at lösrive riget fra det danske overherredömme. Den danske adel kunde deri mene at se en frugt af Hannibal Sehesteds ærgerrige bestræbelser, medens denne selv, som allerede antydet, ligeledes kunde benytte den til at sikre sig for angreb mod sin magt både fra rigsrådets og adelens side. Over Danmark kom rygter om misfornöjelsen i Norge til Tyskland, hvor man på den vestfalske fredskongres endog overdrev dem i den grad, at der blev forsikret, at Norge vilde göre sig til republik under svensk beskyttelse.[8] Alt sådant var imidlertid meget langt fra sandheden. De forskellige spredte uroligheder havde udelukkende sin grund i tilfældige forhold og stode aldeles ikke i forbindelse med nogen stræben efter at generhverve den gamle uafhængighed eller hævde tronen som arvelig inden kongehuset.

Hannibalsfejden havde især i det söndenfjeldske Norge krævet betydelige ofre, og samtidig havde en række dårlige år med frost, kvægpest, dårligt fiske o. s. v. over det hele land i en betydelig grad formindsket folkets evne til at bære de stedse stigende skatter, så at mange, der opförtes i fogdernes mandtal som skatteydere, måtte gå omkring og tigge bröd for sig og sine börn. Det var tungt „at gå på den hårde og bedske furubark at æde;“ men den var snart det eneste födemiddel, så man måtte være glad, om ikke også denne slap op. Således hed det fra Namdalen: „nogle mennesker ere fundne döde i skoven ved træet, som de haver siddet og lövet bark af til bröd til deres föde og underholdning, og nu på mange steder er ikke bark at bekomme.“[9] Hestene styrtede for plogen; på mange steder lå jorderne öde, da der ikke fandtes sædekorn, og mange bluedes for sin nögenhed ved at komme til guds hus. Det er hjerteskærende at læse disse skildringer; selv om en del deraf må tilskrives bondens almindelige lyst til at afmale sin tilstand i det sorteste lys, må de dog være sande i sine væsentlige træk. Det var derfor intet under, når fogderne kom og tog böndernes sidste skilling i skat, ja endog lagde de ulykkelige i böder, som ikke kunde betale[10], at da .de lovlöse „löbeskrivere,“ der begyndte at gennemstrejfe landet i alle retninger, fandt rig anledning til at opvigle almuen, der under deres ledelse på mange steder holdt ting og stævne på egen hånd. Men den selvrådighedsånd, som således ytrede sig på forskellige steder, indskrænkedes alligevel i regelen inden hver enkelt bygd.

For at stille uroen besluttede Hannibal Sehested allerede i begyndelsen af 1648 at imödekomme almuens önsker og få dertil sigtende bestemmelser vedtagne, når han begav sig til rigsdagen i Köbenhavn.[11] Ved brev af 26 februar pålagde han samtlige fogder inden Akershus len at forhandle med almuerne om deres klager og inden 15 marts indsende erklæringer derom, forfattede af sorenskrivere og lagrettesmænd. Dette blev imidlertid umueligt, hvorfor sagen blev udsat indtil efter statholderens tilbagekomst fra den danske rigsdag omkring 1 juli, da han selv foresatte sig at drage rundt om i lenet. I den anledning tilsagdes almuen ved brev af 3 juli til at möde ham med foged, sorenskriver og de tolv bedste mænd af hvert prestegæld for at forhandle om lettelse i skatterne og de övrige byrder, „til rolighed og fredelighed udi landet at stifte blandt almuen, at hans fyrstelige nåde for overlöb kunde forskånes.“

Under opholdet i Danmark havde Hannibal Sehested udvirket et kongebrev af 15 juni, der påböd en nedsættelse af skatterne med en trediedel af belöbet[12], med hvilket han nu optrådte på möderne med almuen. Af disse kendes to, hvoraf det ene på Bragernæs 17–18 juli med bönderne af Lier, hvis fleste besværinger bleve afhjulpne.[13] Kort efter var statholderen på Moss, hvor han og kantsler Jens Bjelke 21 juli og fölgende dage holdt möde med de 5 små lenes almue; fra Skeberg og Ingedal mödte ingen, idet almuen fremsendte en erklæring[14] „ved en vagant eller löbefante,“ hvori de forklarede, at de gentagne gange havde andraget sin store nöd uden at få svar, og derfor nu ikke kunde indlade sig på at supplicere derom, men måtte „sig bestå, efterdi at det ikke kan ske, fordi at det nu er udi vor bedste ånnetid.“ Denne erklæring, der var fört i pennen af sorenskriveren, Oluf Hanssön, blev befunden „mere i sit indhold til opsætsig uenighed eg beskylding imod den höje övrighed (så vel som andre deres naboer til lige modvilligheds induktion) at være dirigeret og stilet, end til lydighed og pligtskyldig, underdanigst taknemlighed den höjgunstige övrighed at bevise.“ Hannibal Sehested anså det nödvendigt at optræde med strenghed i denne sag og lod öjeblikkelig Oluf Hanssön tiltale af fogden Nils Meng samt dömme fra sit embede og i store böder.[15]

Også „de rebelliske bönder“ i Heggen og Fröland viste en lignende opsætsighed og indfandt sig ikke til mödet på Moss. I det sted lode de sig forlyde „med adskillige lastelige og strafbare ord efter nogle få urolige skalkes instigation.“ Her var der imidlertid ingen enkelt embedsmand, der i stedet for at opretholde orden og lovlighed gav sig af med at ophidse bönderne, og derfor fandt statholderen det bedst at formane dem med det gode. Med en påfaldende eftergivenhed underrettede han dem således om, hvad der på mödet var aftalt med den övrige almue, og tilböd dem, at de måtte slutte sig dertil.[16] Her, som så mange andre steder, var det især fogden, mod hvem böndernes forbitrelse var rettet; statholderen viste sig også villig til at lytte til disse klager og udvirkede senere et kongeligt pålæg til lagmændene i Kristiania, Oplandene og Frederikstads lagdömmer om at forhöre sagerne mellem almue og fogder.[17]

Da tiden ikke tillod Hannibal Sehested personlig at rejse om i hele lenet, måtte han i sit sted udsende lagmanden i Kristiania, Nils Hanssön, og den ene borgermester sammesteds, Hans Eggertssön, med fuldmagt til at reise om med rigens skriver[18] og afhjælpe klagerne i overensstemmelse med den aftale, han selv havde truffet med de andre almuer. På denne måde lykkedes det ham at stille skriget på de fleste steder ved i rette tid at göre indrömmelser og lette byrderne; hvad han således lovede, blev senere stadfæstet af kongen.[19]

Under disse forhandlinger nærmede sig den for kongens norske hylding fastsatte tid. Denne hylding var et af de få endnu bevarede tegn på, at Norge fremdeles var et eget rige, – ved den skulde den nye konge modtage det norske folks anerkendelse af hans kongelige værdighed, som han imidlertid allerede havde udövet lige for begge riger efter sin danske hylding. Akten havde derved tabt end mere af sin gamle betydning, og var faktisk ikke andet end en lejlighed for undersåtterne til personlig at forebringe sine klager og andragender for kongen. At fastsætte den norske hylding og indkalde stænderne havde været en af rigsrådets förste handlinger efter kongevalget, og dets indkaldelsesbrev var allerede blevet udstedt den 9 maj.[20]

Ved dette rigsrådets brev indkaldtes alle adelsmænd, biskoper og lagmænd i egen person, to kanniker fra hvert kapitel, provsten og to prester fra hver skibrede, en borgermester og to rådmænd fra hver köbstad samt to lagrettesmænd og to „embedsmænd“ fra hvert prestegæld, hvilke alle skulde möde i Kristiania for den til kongens hylding fastsatte dag, 24 august, „og der fornemme, hvis om höjbemeldte hans fyrstelige nådes hylding bliver foregivet, og derudinden at göre og samtykke, hvis menige stænder til rigernes rolighed, gavn og bedste for godt anseendes og görendes vorder.“ Således var hele den norske adelstand indkaldt til den kongelige hylding;[21] men det var dog langt fra, at alle afgave möde. I videste forstand måtte under norsk adel indbefattes alle adelsmænd, der enten vare ejere af norsk jordegods, havde len i Norge eller på anden måde vare bosiddende i riget. Til disse tre klasser (eller ialfald til de to förste) kunde alle de personer henföres, som mödte mellem adelen ved hyldingen i 1648, nemlig: statholderen, Hannibal Sehested, rigskantsleren, Jens Bjelke, rigsråd Ove Gedde, der var forlenet med Bratsberg, hovedlensherrerne Frederik Urne, Preben von Ahnen, Nils Lange, Jörgen Sefeld, Vincents Bildt og Ove Bjelke, samt videre Sigvard Gabrielssön Akeleje, Frederik Budde, Daniel Knutssön Bildt, Daniel Ottessön Bildt, Jakob Ulfeld, Tomas Dyre, Henrik, Jörgen og Hans Bjelke, Kristofer Frederik v. Gersdorf, Börge Rosenkrands, Oluf Kristoferssön Rytter, Trond Teiste, Peder Harboe, Hans og Peder Mogenssön Hardingmand, Ove Krag, Vilhelm Nettelhorst, Mogens Hanssön Hardingmand, Peder Lauritssön, Laurits Galtung og Manderup Pederssön Schönneböl.[22] Endskönt man mellem disse navne ikke finder medlemmer af alle dalevende norske adelsætter,[23] og uagtet dere af dem tilhörte indfödte danske, der ikke kunde nære synderlig interesse for Norge og dets anliggender, måtte dog denne forsamling ansees for en nogenlunde fuldstændig repræsentation af den norske adel. Dennes store flerhed havde ikke synderlig anseelse mellem sine danske standsbrödre og hævede sig neppe meget höjt over de odelsbönder, mellem hvilke de henlevede sine dage, så at den indfödte Normand endog kun sjelden kunde betroes forvaltningen af et större len. Der var nemlig kun et lidet antal mellem dem, der var i besiddelse af så megen velstand, at de ved udenlandsreiser kunde skaffe sig nogen höjere grad af dannelse end den tarvelige, de havde adgang til at erhverve i hjemmet.[24] Vistnok kan heller ikke den samtidige danske adel fortjene stor berömmelse for almindelig udbredt dannelse og det fædrelandssind, som bör fölge denne; men deres större rigdom og de deraf flydende fordele gave dem dog en afgjort overvægt over den norske adel, hvis interesser i regelen ikke strakte sig ud over det nærmeste distrikt. Alene et par oprindelig danske familier kunde i nogle henseender danne en undtagelse fra den almindelige regel; men i ethvert fald gaves der neppe en eneste norsk adelsmand, som besad et overlegent hoved og et klart blik på forholdene. Under sådanne omstændigheder bliver det ganske naturligt, at flere af disse ætters adelskab var blevet aldeles forglemt;[25] en sådan var familien Galtung, med hvis formuesforfatning det var gået tilbage i den grad, at den ikke „sit adelskab haver kunnet vedligeholde.“ Dagen för hyldingen fik imidlertid Laurits Galtung kongelig fornyelse derpå.[26] Peder Krabbe fra Båhus len gjorde også et forsög på at få sine adelige rettigheder anerkendte, men uden held, da ikke en gang den lovkyndige, gamle rigskantsler vilde påtage sig at afgöre, hvor grundede hans fordringer vare.[27] Derimod synes det ikke at have mödt nogen indsigelse, at Kr. Fr. von Gersdorf mödte, skönt han ikke var naturaliseret hverken som norsk eller dansk adelsmand; man må således have ladet sig höje med hans tyske adelskab, da han först 14 april 1656 fik privilegier som dansk-norsk adelsmand.[28]

Foruden adelen vare også samtlige rigets biskoper og lagmænd tilsagte. Af de förste mödte alle fire, Henning Stockfleth i Kristiania, Tomas Wegener i Stavanger, Ludvig Munthe i Bergen og Erik Bredal i Trondhjem. Lagmændene, hvis antal i alt var 11, vare en for Norge ejendommelig stand, hvortil der i Danmark ikke gaves noget fuldstændigt sidestykke; af dem mödte denne gang ti.[29]

Gejstligheden optrådte ikke som en samlet stand, men i to underafdelinger, kapitlernes 8 deputerede for sig og provster og prester for sig; det fulde antal gejstlige deputerede var henimod hundrede, af hvilke de mest bekendte navne vare Keld Stub og Nils Svendssön Krönike.

Efter indkaldelsesbrevet skulde der möde 3 mand for hver köbstad uanseet deres forskellige störrelse; dette vilde da have givet et antal af 33 for samtlige elleve, Kongelf, Oddeval, Marstrand, Frederikstad, Kristiania, Tönsberg, Skien, Kristiansand, Stavanger, Bergen og Trondhjem. Imidlertid opregnes der i den gamle beretning i Norrigia illustrata i alt 50 (eller 52) deputerede, idet antallet er forskelligt, og ingen köbstad anföres med mindre end 4.

Stændernes hovedmasse udgjordes af bönderne, og dog synes disse endda ikke at have mödt i så stort antal, som foreskrevet i rigsrådets indkaldelsesbrev; medens dette nemlig fastsatte 4 deputerede af bondestanden for hvert prestegæld, er det alligevel kun undtagelsesvis, at Norrigia illustrata opförer så mange, i regelen kun 2 eller 3. Hvis man turde anse denne beretning for pålidelig, har der i alt mödt omtrent 400 mand.[30] I ethvert fald bliver det aldeles sikkert, at der ikke toges noget hensyn til bestemmelserne om hyldingen i Kristian IVs norske lov, tingfarebalken kap 11, hvorefter bönderne ved den lejlighed skulde repræsenteres af 12 mand fra hvert len; hvis denne regel skulde have været fulgt, vilde der i det höjeste have mödt henved 150 bönder.

Således var altså den talrige forsamling beskaffen, som i midten af august efter hvert samledes i Kristiania. Hvordan dens medlemmer have fået husrum, er næsten ufatteligt; men fordringerne må også have været små. De, der mödte som deputerede for andre, have naturligvis havt krav på understöttelse af dem, med hvis fuldmagt de mödte; men denne var kun knap. For bönderne har sagen stillet sig lettest, da de have fået noget niste og nogle skillinger med til tærepenge og så taget landevejen fat.[31] De gejstlige skulde få sine rejsepenge ved subskription af deres medbrödre; men dette var i knappeste lag. Således måtte de deputerede af denne stand fra Trondhjems len allerede to dage efter hyldingen ansöge sin lensherre om at få fri skyds på hjemrejsen,[32] og i en af gejstlighedens petitioner krævedes der endog udtrykkelig, at de på sine rejser „til stændernes forsamling her udi Christianiæ by“ altid måtte nyde „fri fordringskab“.[33] De af de indkaldte, som mödte for sin egen person, måtte derimod selv bestride alle de med rejsen og opholdet i Kristiania forbundne udgifter af sine egne midler. På denne måde bliver det let forklarligt, at f. eks. biskop Wegener allerede fire dage efter hyldingen var på tilbagevejen til sit stift.

Det vigtigste öjemed med stændermödets indkaldelse var at hylde kongen; de ord, som rigsrådet i sit ovenfor omtalte brev af 9 maj havde udtalt om, at der tillige skulde afgöres forskellige sager, der angik rigernes gavn og bedste, havde nemlig i virkeligheden ingen anden betydning end, at enhver, der havde noget at andrage, enten det var private eller hele korporationer, frit kunde fremsætte, hvad de havde, og vente et gunstigt svar.[34] Sådanne andragender bleve også medbragte i stort antal af alle, som havde en besværing at få afhjulpen eller et privilegium, som skulde bekræftes og fornyes; mange af disse ere endnu bevarede og afgive en vigtig, skönt ikke altid ganske pålidelig, kilde for datidens indre historie.

Imidlertid havde kongen og dronningen forladt Danmark med en flåde, der bestod af fire store orlogskibe[35] og to fregatter, hvilke den 12 august ankom til Bastö i Kristianiafjorden. Först den fölgende dag kastede skibene anker udenfor Akershus, efterat Kongen var modtagen af Hannibal Sehested og hans gemalinde, fröken Kristina, omtrent ved Dröbak. Umiddelbart efter ankomsten gik de kongelige personer iland under en salut af. 450 skud og modtoges af biskop, lagmand, borgermestere og råd med byens gejstlighed og fornemste borgere, medens borgerskabet paraderede.[36] De fölgende dage anvendtes til udflugter i omegnen til Gamlebyen, Sagene, Hovedöen og Bærums jærnverk; til det sidste sted tilbagelagdes en del af vejen i to smukt udstyrede jagter. Hver gang, kongen ved disse lejligheder drog ud eller ind på Akershus slot, lösnedes en mangfoldighed af skud,[37] hvormed stadig fortsattes under hans hele ophold.

De .dage, der gik nærmest forud for den, som var fast- sat til hyldingen, forsamledes stænderne i den gamle, nu for- længst afbrændte og nedbrudte Trefoldigheds kirke. hvor kongens kantsler, Kristen Tomæsön Sehested, i en længere tale[38] underrettede om forholdene ved Kristian IVs död, og hvorledes man i Danmark havde valgt Frederik III, samt gjorde undskyldning, fordi man ikke til denne valghandling havde indkaldt også de norske stænder, hvilket han sagde kun havde sin grund i den hast, hermed man måtte drive på valget. Denne ytring, der for övrigt savnede al grund, var beregnet på at vinde det norske folk ved den måde, hvorpå den tilsyneladende erkendte dets valgret. Men på samme tid var den også ligefrem rettet mod den i Norge gængse opfatning, at riget var et arverige,[39] og derfor betonede den gamle kantsler, Jens Bjelke, den første indfödte norske adelsmand, i sit svar, at når de norske stænder hyldede kong Frederik, var dette som Norges arvekonge, fordi ingen havde nærmere ret til tronen end han. Disse ord, der i höj grad måtte behage kongen, bleve ikke modsagte, da der ikke var nogen lejlighed dertil, og det så meget mere, som det danske rigsråd, der ved denne lejlighed repræsenteredes af kantsler Sehested, stedse fulgte den fremgangsmåde at glide hen over enhver sag, hvor de mödte en fra sin egen forskellig opfatning, og holde spörgsmålet svævende, for så senere at benytte en gunstig lejlighed, som kunde åbne sig. Fra norsk side var dette også det heldigste, som kunde ske; nu blev der ikke nedlagt nogen protest mod Jens Bjelkes påstand, og denne kunde senere benyttes som bevis for, at Norge var et arverige,[40] medens man i modsat fald måtte have opgivet den gængse opfatning, uden at vinde noget til erstatning derfor. For resten foretoges intet af mærkværdighed på disse förste möder; de, der mödte på andres vegne, indleverede sine fuldmagter i kancelliet til oversekretæren, otte Krag, og de, som medbragte ansögninger, fremlagde nu disse til kongens afgörelse.

Til hyldingsfestlighederne havde Hannibal Sehested på toldstederne i Akershus len hævet en sum af ikke mindre end 31,535 rigsdaler, foruden at han pålagde almuen i lenet forskellige ydelser in natura.[41] Når man derhos tager i betragtning statholderens store rigdom, er det let at forstå, at der ved denne lejlighed har været anvendt en sjelden pragt, der da især måtte komme til at vise sig på selve hyldingsdagen. Höjtideligheden skulde foregå på den store, flade, såkaldte Hovedtange nedenfor Akershus, der senere blev indtaget under fæstningsverkerne; her var derfor opfört et „meget skönt og herligt palads,“ forsynet med krone og våben „med tvende löver,“ udskåret i lindetræ.[42] Det flöjel og klæde, hvormed paladset eller tribunen var beklædt, var på grund af sorgen over den afdöde konge sort; i hvert af hjörnerne vejede en silkestandart, og for övrigt var det forsynet med bænke, stole, trapper og rækverk samt omgivet af et stakit.[43] Udenfor dette sidste stod der endnu et kompagni pikenerer, der skulde bolde den påtrængende folkehob tilbage og afværge dens „modvillige og ubeskedne indfald.“ I nord for paladset stod byens borgerskab i fuldt gevær og „vel ndstafferet;“ i vest stod to kompagnier af Akershusiske regiment, som vare indkommanderede til tjeneste under hyldingen, og i öst stod slottets lille garnison.[44] I den jordvold, der den gang adskilte byen fra Hovedtangen, var der for leiligheden opfört en hvælvet port, der bl. a. var rigt udstyret med forgylding.

Vejen fra slottet og til den yderste port tilbagelagde kongen i en med sort betrukken vogn[45] og gik derfra videre tilfods under en tronhimmel af sort flöjel, der blev båren af 8 fornemme adelsmænd. Efterat kongen var kommen op på hyldingstribunen, vedbleve disse fremdeles at holde den samme over hans hoved. Kongen tog sæde på sin kongelige stol, hvorpå Hannibal Sehested trådte frem og „holdt en vigtig og berömmelig oration“ for hans majestæt. Han fortalte i denne om, hvorledes det havde behaget gud at göre Frederik III til konge over to så mægtige kongeriger, og at stænderne i Norges gamle rige[46] med glæde havde erfaret hans forestående ankomst og derfor indfundet sig til hyldingen i da håb, at de måtte få sine privilegier bekræftede, ligesom han også selv håbede at blive opretholdt i sin tidligere myndighed. Derpå aflagde statholderen sin ed, og så fremförte oversekretæren, Otte Krag, stænderne for kongen i den forud bestemte orden for at aflægge den i tingfarebalken foreskrevne hyldingsed, först adelen, så bisper, lagmænd og kapitlernes deputerede, derefter presteskabet, borgerstanden[47] og endelig bönderne. Efter hvert som alle disse kom op på tribunen, faldt de på knæ på egne, dertil indrettede skamler og aflagde eden, der blev dem forelæst af kantsler Sehested, hvorpå kongen „blideligen og nådigst“ rakte enhver sin hånd med undtagelse af bönderne. Dermed var Frederik III hyldet som Norges konge; soldater og borgere lösnede sine geværer „til salve og triumf,“ medens en salut på 800 skud drönede fra slottets og orlogsskibenes kanoner. Da denne var tilende, vendte kongen tilbage; hyldingspaladset gaves til pris for folket, der kastede sig over det med en sådan hurtighed, at alt var borte, da kongen atter var kommen op på slottet. På samme tid blev også det gode vejr, som hidtil havde varet den hele dag, aflöst af en tordenbyge, der dog snart trak over; at man i en så overtroisk tid tog varsler heraf, var ikke mere end naturligt.[48]

Samme eftermiddag kl. 4 holdtes det store hyldingsgæstebud, hvorved der beværtedes omtrent 1000 personer. Da der ikke var rum til så mange på slottet,[49] måtte man også tage byens rådhus (den tekniske forenings nuværende lokale) og to nærliggende borgerhuse til hjælp, hvor opvartningen besörgedes af 24 fornemme borgere i sorte kapper, 30 „forgangskvinder,“ hver med sin „stadsmö“ og 32 borgersönner eller „patricii.“ Beværtningen var god; gæsterne fik ni retter mad og dertil godt öl og fine vine, som de lode sig smage. Et talende vidnesbyrd herfor var de 1647 ituslagne vin- og ölglas; men det heder alligevel udtrykkelig, at ingen kom i slagsmål, hvilket ansåes „for et besynderligt Frederiks tegn eller freds tegn.“[50] Om aftenen afbrændtes et fyrverkeri, der var arrangeret af en tysk kunstner, ved navn Filip Geyfuss.[51] Den 27 august gaves atter et mindre selskab pā slottet, hvorpå kongen 2 september forlod Kristiania og rejste til- bāds over Dröbak til Bragernæs, og videre til Hannibal Sehesteds gård Sæm på Eker. . Derfra aflagdes et besög til Kongsberg sölvverk, hvorefter kongen vendte tilbage og den sjette gik ombord på flåden ved Bastö. Han steg iland i Jylland og begav sig derfra til Holstein for at modtage hylding af hertugdömmets stræder. I november foregik hans og dronningens kroning i Frue-kirke i København.

Dette var den sidste norske kongehylding, som fandt sted for suveræniteten. Spörgsmälet, om kongen skulde bære den norske krone i kraft af sin arveret eller som den, der var valgt af det danske rigsråd, havde ved denne lejlighed, skönt det var bragt på bane, ikke fundet sin afgörelse og vedblev fremdeles at henstå lige ubestemt, som det havde været for hyldingen. Heller ikke var det tilstrækkeligt, hvad der blev gjort for at fjerne de mange grunde, der vare, til misfornöjelse; denne kom således snart atter frem og blev ikke nogensinde ganske dæmpet under hele Frederik IIIs regering. Vi skulle, inden vi slutte disse linjer, endnu se lidt på, hvad der gjordes for at opfylde de mangfoldige andragender, der som ovenfor omtalt blevne indgivne ved hyldingen, og skulle i den anledning gennemgå dem for hver enkelt stands vedkommende.[52]

Adelens ansögning eller såkaldte „indlæg om privilegierne“[53] er udateret, men dog rimeligvis indleveret 24 eller 25 august. Det heder heri, at da de nu havde svoret og antaget hans majestæt som Norges rette herre og konge, så håbede de, at han vilde bevise dem den samme nåde, som den danske adel. De önskede derfor först og fremst at blive ved den augsburgske konfession og dernæst, at de måtte „erholdes ved Norges lov og ret samt gammel, lovlig sædvane, og nyde samme privilegier, benådninger, håndfæstninger, som adelen i Danmark nåd. er med forlenet.“ Hvad hermed var ment, angaves nærmere på fölgende måde: at adelen måtte få skattefrihed for de af dens egne bönder, der boede i det sogn, hvor deres sædegård var beliggende, – at rostjenesten måtte afskaffes, –– at de ligesom for 1646 måtte nyde fri skydsfærd gennem riget for sig og sine tjenere i lovlige og nödvendige ærinder, – at norske adelsmænd lige med danske måtte forfremmes til len og andre værdigheder i begge riger, – at der af Norges indtægter måtte anvendes så meget, som var fornödent til anlæg og vedligeholdelse af fæstninger og til at holde dygtige norske eller danske officerer til landets forsvar, – og endelig, at når kronens gæld var afbetalt, at der da af rigets indtægter måtte oprettes en landkiste i Norge, ligesom i Danmark, hvori en del af indkomsten kunde henlægges, for i påkommende tilfælde at anvendes til landets forsvar. Det fremgår heraf tydelig, at når der her er brugt ordet håndfæstninger, da har den norske adel væsentlig kun tænkt på de bestemmelser, der garanterede den danske adels friheder, og ikke fordret en egen norsk håndfæstning.[54]

Der hengik flere dage, inden der kom svar på denne ansögning; den 29de indfandt endelig kantsler Sehested sig hos Jens Bjelke og tilkendegav ham kongens villie med hensyn til privilegierne, hvorpå denne lovede at tale med de tilstedeværende adelsmænd. Næste dag sendte han sit svar eller såkaldte „indlæg på adelens vegne udi Norge,“[55] hvori han meddelte, at adelen var tilfreds med de af Sehested opgivne punkter, der, såvidt han kunde erindre, vare fölgende: at kongen vilde overholde de ældre privilegier, særlig de af 1646, – atter bevilge dem de to den gang afståede rettigheder, nemlig fri skydsfærd og akcise-frihed, – bevilge dem skattefrihed for deres bönder i det hovedsogn, hvortil deres sædegård hörte, samt næste anneks, – fritage dem for udredelse af rostjeneste-penge i fredstid, – og endelig bevilge dem, at de selv måtte udskrive af sine egne hender og lade dem stille under det næste kompagni. Dette var en ikke ganske liden indskrænkning af, hvad der var krævet i ansögningen, idet der aldeles ikke var taget noget hensyn til et par af dennes vigtigere punkter. Desuagtet og endskönt den norske adel selv havde erklæret sig tilfreds med det således tilbudte, nærmede privilegierne, der udkom 31 august, sig meget mere til den oprindelige ansögning; det heder også i deres indledning, at de ere et svar på denne.

I disse den norske adels nye privilegier[56] lovede kongen at opretholde den sande og rene religion uforfalsket efter den augsburgske konfession, og at holde adelen ved dens ældre privilegier, særlig de i 1646 opnåede, med hals og hånd over deres bönder på samme måde, som den danske adel, i hovedsognet og næste anneks ved hovedgården, samt skattefrihed for deres bönder i hovedsognet; med udskrivningen på adelens gårde skulde forholdes på den tilforn brugelige måde; hvis adelsmænd senere tilköbte sig upriviligeret gods, kunde de også for dette söge om samme friheder. Fremdeles lovede kongen, at han ikke skulde göre nogen forskel mellem de to rigers adel, men befordre både Normænd og Danske efter deres meriter, og efter lejlighed og tjeneste aflægge dem med len; adelen fik atter fri skydsfærd og akcise-frihed, samt i fredstid fritagelse for at betale rostjeneste-penge; til slutning lovede kongen at sörge for fæstningerne og andre forsvarsanstalter i Norge, dog uden at ville tillade, at noget af rigets indtægter anvendtes til en landkiste; derimod skulde det stå stænderne frit at oprette en sådan ved frivillige tilskud.

Den norske adel havde således opnået en formelig erklæring for, at dens medlemmer vare sidestillede med den danske; men dette var for det første knyttet til en fornyet opgivelse af den selvbeskatningsret, de havde havt för 1646, og kunde heller aldrig blive fuldstændig opfyldt af grunde, som ovenfor ere antydede. Privilegierne vare i det hele taget meget ubestemte og bleve derfor allerede 1 januar 1649 udgivne i en ny, mere udförlig form, i hvilken de bleve gældende indtil efter‘ suveræniteten.[57] Adelen vandt ved dem faktisk kun stadfæstelse på ökonomiske fordele, men ingen foröget politisk indflydelse.[58].

Medens adelen i sin ansögning ikke havde berört spörgsmålet om kongens arveret, begynder gejstlighedens petition, der indgaves 21 august, undertegnet af de 4 bisper og 99 prester, med den erklæring, at de havde indfundet sig i Kristiania for at hylde Frederik III „som Norges riges rette arveherre og konning.“ Foruden en almindelig anmodning om, at kongen med det danske rigsråd vilde håndhæve den augsburgske konfession samt ordinantsen med stiftsbögerne og gejstlighedens privilegier, fremsattes i denne petition fölgende önsker: at presterne måtte beholde samme offer, tiende o. s. v. som deres forgængere, – at ikke noget af det gejstlige gods måtte fratages dem, – at der måtte tænkes på midler til at forbedre ringe prestekald, og at bönderne overalt måtte tilholdes at bygge prestegårdene, – at der ligeledes måtte tænkes på midler til at forsörge fattige presteenker, og at der måtte bevilges enkesæderne skattefrihed, at presternes kontribution måtte forminskes, så at de, når atter rigerne kunde komme i sin forrige stand, måtte nyde sin forrige immunitet, – at fattige kirker til sin reparation måtte få hjælp af mere formuende, – at alle gejstlige på embedsrejser og rejser til stændernes möder i Kristiania måtte få fri skyds, og endelig – at prester i små kald måtte få tilladelse til at fæste sig en avlsgård og drive den fri for skat, samt sælge sine varer til nærmeste köbstad og köbe, hos hvem de vilde, Hvad de behövede til sin husholdning; derhos klagedes over, at bönderne ikke vilde give fiske- og kvægtiende, og heller ikke laksetiende, nar de lejede et laksefiske af kongens fogder.

Ved siden af denne petition indgaves endnu mindst tre andre, en undertegnet af de fire bisper, en fra Trondhjems kapitels fuldmægtige og en på samtlige kapitlers vegne, alle tre udstedte 21 august.[59] Bisperne udtalte kun önsket om, at kongen vilde overholde den augsburgske konfession og bekræfte privilegierne. Den trönderske, der var undertegnet af biskop Bredal, Augustinus Jenssön og Nils Schielderup, indeholdt tre poster: at kongen vilde tage dem i sin beskyttelse og bekræfte deres privilegier, – bevilge dem de samme friheder, som de danske kapitler, da de havde „lige besværing og ringere vilkår“ end disse, – og endelig formilde de tunge skatter, da böndernes tilstand nordenfjelds var meget slet. Den tredie, der indgaves på samtlige fire kapitlers vegne, og hvori Norge kaldtes „dette hans kongl. maj.ts eget arverige,“ indeholdt de samme tre poster.[60] Desuden sögte flere prester og andre gejstlige om forskellige ting, således syv deputerede fra Nordland om nedsættelse i skatterne samt om at måtte få fisketiende af de blandt deres sognefolk, der lå på fiske i Finmarken.[61] De fleste af disse ansögninger bevilgedes under kongens ophold; bl. a. bleve kapitlernes privilegier bekræftede 25 august. Derimod synes der ikke at have været taget meget hensyn til den samlede gejstligheds petition. Et punkt af denne vides dog at have været under behandling, nemlig det, som angik preste-enkernes forsörgelse; herom udbad Otte Krag sig 28 august en betænkning af de tre tilbageværernde bisper, Munthe, Bredal og Stockfleth, som i sit svar rådede til at bevilge enkerne de bedste af preste-bordenes jorder skattefrit. Dette bevilgedes ved åbent brev af 29 august 1648.[62]

For köbstæderne haves en petition, dateret 24 august,[63] der er undertegnet af de deputerede fra Kristiania, Bergen, Tönsberg og Skien, og hvori der bl. a. bedes om bekræftelse af de ældre privilegier, og at de fede-vare, som föres imellem byerne, „toldfri må forblive til den fattige, menige mands gavn og bedste.“ Men desforuden indgaves der også en mængde andre ansögninger af forskellig art fra enkelte byer og borgere. Köbstædernes privilegier konfirmeredes 25 august, og i de samme dage udgik også flere andre kongebreve, foranledigede ved de nævnte ansögninger.

Fra bondestanden haves ingen fælles petition, men derimod en række ansögninger og erklæringer fra alle landets kanter. Fra Akershus len findes kun ganske få, da Hannibal Sehested på de fleste steder havde truffet den nödvendige aftale med bönderne og derpå ved hyldingen fik kongens stadfæstelse på sine bestemmelser, således som allerede ovenfor (side 32) er omtalt.

Hvad angår skatternes nedsættelse, som forelöbig var lovet for Akershus og Bahus len ved kongebrev af 15 juni,[64] så trådte denne först i kraft med året 1649, og da for det hele land. Af större og varigere betydning vare de regulativer for skatteudskrivningen, som ved hyldingen udfærdigedes for hvert len, og som siden bleve gældende i lang tid. Æren for at have grebet initiativet til disse forbedringer tilkommer Hannibal Sehested, som vist også har den störste fortjeneste af at have drevet dem igennem.


Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. ↑ Danmark var fra middelalderen et valgrige , og i overensstemmelse hermed fastsatte også den forfatning, der fremgik af grevefejdens omvæltninger, at riget fremdeles skulde være et frit kårerige. Men den samtidig trufne bestemmelse om, at tronfölgervalget skulde afholdes i kongens levende live, tilsikrede denne en sådan indflydelse ved dette, at tronen i virkeligheden nærmede sig til at blive arvelig. Jfr. Aschehoug, statsforfatningen i Norge og Danmark, 359 flg. 433. Dette var imidlertid ikke meningen med recessen af år 1536, skönt det ved förste öjekast kunde synes så, da den sammenblander den ovenfor nævnte bestemmelse med beslutningen om Frederik (IIs) valg. Derfor gör også håndfæstningen af s. å. på samme tid, som den fastsætter, at Danmark skal være et valgrige, et forbehold for den allerede valgte tronfølger, prins Frederik. Paludan-Müller (grevens fejde, II, 376) har derfor ingen grund til at tale om en ved denne lejlighed fastsat „successionsorden“. – I 1648 sees tydelig, at rigsrådet ikke har bekymret sig synderlig om at betone, at Danmark var et valgrige; ja det afgav endog dagen efter rigsdagens sammenkomst i det brev, der erkendte gyldigheden af fru Kristine Munks ægteskab med den afdøde konge, den udtrykkelige erklæring, at dette ikke i nogen måde skulde skade hertug Frederiks forret til at vælges til sin faders efterfölger. Derimod var adelen meget ivrig for at få det fremhævet, at Frederik III ikke var valgt på grund af sin födsel, men kun for sine udmærkede egenskaber.
  2. ↑ Skönt rigsrådet ved uden protest at modtage gejstlighedens og borgernes valgbreve havde anerkendt disses valgret, nævner håndfæstningen kun råd og adel som de, der havde valgt kongen, medens de to andre stænder alene siges at have „bevilget og samtykt“ ham til konge. Årsberetninger fra det danske gehejmearkiv II, 111.
  3. ↑ Tingfarebalken, kap. 10.
  4. ↑ I Langebekiana, udg. ved R. Nyerup, 70 anföres (efter Wadskjærs Kristiansborg slots beskrivelse, 41) den ytring af Frederik III: „Norge og Holstein höre mig dog til; jeg går til Norge.“ – I Angeli Lucii Græsseri homagium, der er trykt 1648, kaldes kongen i dedikationen „udvalgt konge til Danmark og Norges arvekonge“ (arving til Norge?)
  5. ↑ Meddelelser fra det norske rigsarkiv I, 25. Jfr. Leonora Kristina Ulfelds jammers minde (1 udg.) 63.
  6. ↑ Thottske Saml. 842 fol. på det kgl. bibliotek i Kbhvn. Rigens råds breve, fasc. 56 i det danske gehejmearkiv. Jfr. Langebekiana, 69.
  7. ↑ Rigens råds breve, fasc. 57. Da disse begæringer forelöbig ikke syntes at frugte noget, bleve de atter optagne paa den sjælandske adels möde i Köbenhavn i oktober 1649, hvor der bl. a. krævedes, „at Norges riges indkomst efter gammel brug, skik og sædvane måtte leveres her neder til Danmark, der at dispenseres til rigens hjælp, tarv og nytte, som altid för brugeligt haver været“ – – og fremdeles, „at den store indkomst, som er af Akershus len kommen fra kronen, som mere importerer 1 år end alle de bevillinger, af adelens jordegods kan udgives i 2 år eller mere, når 4 skilling gives af tönde hartkorn, måtte igen til hans kongl. m.tt og kronen reduceres, os undersåtter til forskånelse og den fattige til lettelse.“ Rigens råds breve, fasc. 57 . Jfr. Aschehoug, anf. st. 510. – I Thottske samling 847 fol. på det kgl. bibliotek i Kbhvn. findes afskrift af et udkast til en håndfæstning, „givet, skrevet og proponeret af menige stænder på det islandske kompagni den 8 maj 1648“, hvori det bl. a. heder: „skal Norrigs blive til evig tid en uadskilt provincie til og under Danmarks krone, og kende vi os og vore börn og efterkommere eller blodsforvandte ingen rettighed dertil at have enten ved arv eller udi andre måder.“ Videre heder det: „item af Danmarks riges råd skulle der tages en statholder, en vice-marsk, en vice-admiral, hvilke alle skulle residere udi Norrige, udi Akershus len og under Danmarks riges konge og råds direktion have indseendes med Norrige, at Norriges lov og ret ved lige kan holdes, og militien til land og vand udi god skik og orden sættes og holdes ved lige.“ I margen står tilföiet: „Hvilke poster blev intet indfört, mens kasseret.“
  8. ↑ Depesche fra Aloisio Contarini, citeret af C. T. Odhner i Nordisk tidsskrift II, 441.
  9. ↑ „Indlæg fra alle lande 1648“, i det danske gehejmearkiv, mellem hvilke der i det hele taget findes mange bidrag til at belyse Norges tilstand i disse år.
  10. ↑ Kongebrev til Ove Bjelke ang. fogden i indre Sogn, dat. 23 aug. 1648, mellem „norske missiver“ i rigsarkivet.
  11. ↑ Måske også på en den gang påtænkt norsk rigsdag. Jfr. Aschehoug anf. st. 453.
  12. ↑ Findes i rigsarkivet mellem kongebreve, indbundne samling IV. Jfr. brev fra Hann. Sehested til Heggen og Frölands bönder af 24 juli i hans kopibog fra juni til decbr. 1648 i det danske gehejmearkiv.
  13. ↑ Samlinger til det norske folks sprog og historie V, 485 flg.
  14. ↑ Dom af Hans Pederssön, sorenskriver i Id og Marker, og 12 lagrettesmænd af 1 august 1648 i „indlæg fra alle lande 1648“ i det danske gehejmearkiv.
  15. ↑ Oluf Hanssön undskyldte sig med, at han ikke havde underskrevet erklæringen, men kun forfattet den paa almuens begæring; han havde ikke engang renskrevet den; dette var gjort af klokkeren på Halden, Peder Pederssön, der tillige havde indfört nogle latinske ord, som Oluf Hanssön ikke havde kunnet forstå – „muligt paa mit værste“. (Indlæg fra alle lande 1648.) 28 august ansögte O. H. kongen, da statholderen havde afvist hans ansögning, om at måtte få sit embede igen. (Ibdm.) Ved kongebrev af 7 septbr. fik han 6 ugers respit til at före vidnesbyrd i sagen. (Norske missiver i rigsarkivet.)
  16. ↑ Brev af 24 juli i den ovfr. nævnte kopibog.
  17. ↑ Kgl. missive af 1 septbr. 1648 i rigsarkivet. Jfr. åbent brev af 29 august sammesteds.
  18. ↑ Dette embede beklædtes den gang af Nicolaus Povelssön, der senere blev lagmand i Trondhjem – og efter 1660 landkommissær.
  19. ↑ Kgl. åbent brev, dat. Akershus 31 august 1648, i rigsarkivet. (kongebreve, indbundne samling IV.) Jfr. side 51.
  20. ↑ Saml. til det norske folks sprog og historie. I, 13 flg.
  21. ↑ Ved et senere missive til Hann. Sehested af 31 mai (i rigsarkivet, kongebreve, indbundne samling IV) pålagdes det denne at sörge for, at adelen indsendte rigtige jordeböger over det gods, de havde i 1646, da der forundtes dem hals og hånd over deres bönder.
  22. ↑ Listen er istandbragt efter I. Wolfs Norrigia illustrata, Budstikken IV, 767 flg. og „indlæg fra alle lande 1648“ i det danske geheimearkiv. De mödende medbragte fuldmagter fra de andre. Se Budstikken IV, 771 nederst.
  23. ↑ Således savnes navne som Venstermand, Skaktavl, Mouatt o. s. v. og flere danske adelsmænd, som ejede norske gårde. I det danske gehejmearkivs „indlæg fra alle lande 1648“ findes en ansögning fra Kristofer Svendssön Stenshorne, der i 27 år havde været bondelensmand i Eker len og nu önskede at få nyde sin gård fri for kongl. skatter, arbejde og skydsfærd o. s. v. ligesom under de gamle konger, der havde undt hans forfædre „skjold og hjelm, som andre adelige personer“; ifald han kunde opnaa dette, vilde han overlade kongen en gård i Sandsvær. I 1609 boede der i Eker prestegæld en „Keld Lauritssön til Stenshorne“, der af sit våben kan sees at have tilhört den gamle familie Tordenstjerne. (Diplom på pergament af 4 april 1609 i rigsarkivet.) Mellem nævnte „indlæg“ findes også en ansögning fra den senere så bekendte Georg Reichwein, der bad om at måtte få beholde tienden af Tanum og Kville, som i 1635 var forundt hans hustru, Karen Lucht, og hendes forrige mand, Nils Tolder, samt om at få bekræftelse på de adelige privilegier for sædegårdene Aker og Disen på Hedemarken, der vare ham overdragne for forstrækning i sidste fejde. Ved åbent brev af 30 aug. 1648 fik han kongetienden af Tanum og Kvine (i rigsarkivet.) S. d. fik Manderup Schönneböl samme frihed for sin afg. faders hovedgård Bertnes, som andre norske adelsmænd (åbent brev ibdm.)
  24. ↑ Datidens norske adelsmænd kunne (som helhed betragtet) nær- mest sammenlignes med de finlandske „knaper“. Jfr. H. Forsell, Sveriges inre historia I, 102 flg.
  25. ↑ En familie, af hvis medlemmer en i 1568–1572 havde været kantsler, men som senere efterhånden forsvandt, var familien Venstermand; denne synes ved midten af det 17de årh. at have været meget forarmet. En jomfru Sofie V. fik omtr. 1650 af Preben von Ahnen tilladelse til at bo på hans gård Hesby i Arndal skibrede for sin levetid, da hun ingen anden tilflugt havde. (Kontributions regnskab for Tönsberg len 1653 i rigsarkivet.)
  26. ↑ Sjælandske registre, XXII, fol. 45 a–b, i det danske gehejmearkiv. Jfr. det danske adelsleksikon under navnet Galtung og skånska fornminnesföreningens tidskrift I, 103.
  27. ↑ Brev fra kantsler Bjelke, aug. 1648, i afskrift i Klevenfeldiana i det danske gehejmearkiv. Dog opföres også Peder Krabbes navn i en fortegnelse over adelens jordeböger af 15 juli s. a. Budstikken IV, 758. Jfr. adelens privilegier af 1591, § 7 og 8.
  28. ↑ Ábent brev af s. d. i sjællandske registre, XXIII, fol. 231 b–232 a.
  29. ↑ I. L. Wolf, Norrigia illustrata, 142 opförer den ovfr. nævnte nordlandske adelsmand, major Manderup Schönneböl som lagmand i Stegen. Af „indlæg fra alle lande 1648“ i det danske geheimearkiv kan det imidlertid påvises, at dette beror på en misforståelse. Under sit ophold i Kristiania eller, som han selv kalder det, Oslo ansøgte. han nemlig kongen om at få fornyelse af dennes löfte om Stegens lagstol efter hans svigerfader, den gamle og skröbelige Jörgen Henrikssöns afgang. Samtidig ansögte også en vis Matias Holst om det samme og bad om, at Schönneböl fremdeles „måtte beholde majorskabs bestilling“; denne gik imidlertid af med sejren og blev endnu samme höst udnævnt til lagmand efter svigerfaderens död Jfr. samlinger til det norske folks sprog og historie V, 281 flg. Beretningen i Norrigia illustrata er ikke ganske pålidelig i sine detaljer; saaledes siges der, at Söndmöre lå i Throndhjems stift.
  30. ↑ Rimeligere synes imidlertid en anden antagelse at være, at nemlig Norr. ill. overalt undt. ved förste prestegæld i hvert „sæt“ har udeladt det förste navn; – det heder således: „Laurits Medby af Biri sogn med 3 mænd, af Hadeland med 3 mænd, – – – af Vangs prestegæld med 3 mænd“ o. s. v. I Vang (i Valders) almues ansögning, dateret Kvien tingstue 16 aug. 1648 (i det danske gehejmearkivs „indlæg fra alle lande 1648“) heder det, at de have afsendt lensmanden med 3 bönder. Hvis man derfor på denne måde må addere samtlige angivelser med 1, får man ud et antal af mindst 150–160 mer end det i teksten anförte.
  31. ↑ For bönderne i Nordland må det alligevel have havt sine store vanskeligheder at komme frem; det nordligste sted, hvorfra der kom deputerede, var Andenæs. De deputerede fra Lofoten (og således vel også fra hele Nordland) mödte ikke i kraft af rigsrådets indkaldelsesbrev af 9 mai, som umulig kunde være bekendt i Nordland så betids, at de deputerede kunde være i Kristiania noget over 3 Maaneder efter. Deres fuldmagt, der er dateret Valbjerg 19 februar, gjaldt nemlig egentlig en rigsdag, der var sammenkaldt ved kongebrev af 8 august 1647 i en ganske anden anledning. Fuldmagten findes i det danske geheimearkiv og er mig meddelt af hr. bureauchef E. O. Heiberg. Jfr. s 29.
  32. ↑ „Indlæg fra alle lande 1648“ i det danske gehejmearkiv, undertegnet af 12 deputerede.
  33. ↑ Se nedenfor side 49. Ansögningen findes i rigsarkivet under „kancelliet – gejstligheden“.
  34. ↑ Jfr. Aschehoug, anf. st. 447, samt ovfr. side 32 flg.
  35. ↑ Orlogskibenes navne vare „Trefoldighed“, „Hannibal“, „Victoria“ og „Spes“; de to fregatter kaldtes hollandske og norske fregat.
  36. ↑ Samtidige beretninger om hyldingen findes i I. L. Wolfs Norrigia illustrata, 139. flg. og i samll. til norske folks spr. og hist. I, 17 flg. Jfr. Thottske samling, 847 fol. på det kgl. bibl. i Köbenhavn. Fremdeles en tysk beretning (in qvarto,) der er trykt i Glückstadt, og hvoraf der findes et eksemplar i den Hjelmstjerneske samling på nævnte bibliotek.
  37. ↑ I det hele skal der under dette kongelige besög være lösnet ikke mindre end 3000 skud; – da kongen var i Kristiania 20 dage, giver dette 150 skud pr. dag i gennemsnit.
  38. ↑ Talen fandtes i koncept i arkivet på Rosenholm, der senere förtes til Norge og her brændte; en afskrift med Langebeks hånd opbevares i det danske gehejmearkiv, hvorefter den igen er afskreven af hr. bureauchef E. O. Heiberg, der har vist mig den velvilje at overlade mig den til afbenyttelse. Talen er stilet til alle stænder, skönt disse ikke vare samlede på engang. Norr. ill. taler kun om to dages möder; samll. til n. folks spr. og hist. derimod om tre; det sidste er det mest sandsynlige, da gejstlighedens petition er dateret 21 august, den förste af de tre i samlingerne angivne dage.
  39. ↑ Uagtet den nævnte imödekommen kommer talen på denne måde ikke i modsigelse med rigsrädets brev af 9 maj, idet den ikke hentyder til, at valget havde tabt noget i styrke ved de norske stænders fravær. Således blive kantslerens ord kun et spilfægteri.
  40. ↑ Se budstikken VI, 491.
  41. ↑ Disse ydelser af ferskmad, som får, lam, kalve, svin, höns og æg kaldtes „frivillige“; alene af får og lam leveredes et antal af 425. (Hyldingsregnskaberne fra 1648 i rigsarkivet.) Allerede 21 april havde rigshofmesteren, Korfits Ulfeldt, i en skrivelse til Sehested pålagt denne at træffe de nödvendige anstalter til den norske hylding, uagtet kongevalget dengang endnu ikke var afgjort. Flere af de her og ndfr. meddelte oplysninger skyldes hr rigsarkivar Birkelands velvilje.
  42. ↑ Fra slotsporten og til dette „palads“ var der planeret vej af nogle „stenklövere“.
  43. ↑ Alle disse enkeltheder ere dels uddragne af Akershus lensregnskaber, dels af hyldingsregnskaberne, hvilke begge opbevares i rigsarkivet.
  44. ↑ Garnisonen, det saakaldte slotskompagni, var ifört blå uniform, medens de to indkommanderede kompagnier havde röd.
  45. ↑ Dette har altsaa omtrent været den samme vej, der endnu benyttes som körevej op til slottet. Norske samlinger I, 647 viser, at den nuværende port gennem den store jordvold i nord for slottet er brudt ud ved denne hylding. Ved den store trappe, der fra borgegården förte op til de kongelige værelser, holdtes vagt af 12 sortklædte hellebardierer; værelserne vare også betrukne med sort; dog var et enkelt kammer malet blåt og kirkens træverk grönt. De vogne og heste, som kongen benyttede under sit ophold, har han vistnok alle selv medbragt fra Danmark. Se P. W. Beckers samlinger til Danmarks historie I, 5.
  46. ↑ „Die stände der uralten kron Norwegen“ heder det i den ovfr. omtalte tydske beretning om hyldingen.
  47. ↑ Borgermesterne havde for övrigt dagen i forveien sögt at skaffe sig plads foran presterne, forat ikke disse senere skulde anmasse sig nogen præcedents deraf, men forgæves. Brev fra de to borgermestere i Kristiania, Hans Eggertssön og Arent Hanssön af 23 aug. til statholderen. (Indlæg fra alle lande 1648 i det danske gehejmearkiv.) Med det samme spurgte de også om, hvordan borgerskabet skulde forholde sig, og „hvo på byens vegne skal udstede lösens ordet udi byens vagt“.
  48. ↑ I Bergen höjtideligholdtes hyldingsdagen ved salut fra slottet og en hollandsk konvoj, samt ved flagning. Norske magazin, II, 214.
  49. ↑ Provster, prester og borgerskab beværtedes i den gamle borgestue.
  50. ↑ Man kender imidlertid en uenighed, der opstod ved kortbordet mellem statholderen og Henrik Bjelke, idet den sidste dadlede den måde, hvorpå den forrige svenske krig var bleven fört. Se Hofmann, danske adelsmænd III, 60 og P. W. Becker, samll. til Danmarks hist. I, 4 flg. og 222.
  51. ↑ Regnskaberne udvise, at der blev indköbt ikke mindre end 78 oxer, 1387 kyllinger o. s. v. Den, som har interesse for det 17de årh.s kogekunst, vil i dem kunne finde rigelige oplysninger; vi skulle her kun nævne, at der indkjöbtes en mængde lam, får, svin, kalve, gæs, harer, tiurer, hjærper, höns, æg, kalkuner, (hvoraf 3 vare indköbte af „Birgitte Olsdatter, boendes i Piperviken“), kalkunkyllinger, årfugle, flamsk sild, karudser, franske östers, engelsk oxeköd, hammer og taskekrabber, forskellige slags ost såsom parmesaner, hollandsk og limburger, rosiner, dadler, figen, hollandske peberkager o. s. v. Vinregningen löd i alt på 3603 rdl., hvorfor der var indköbt forskellige sorter vin, som aloco, frontignac, alicante, malvasier, rhinskvin, canari sec, muskatel, fransk vin o. s. v. samt stærkt norsk öl, rostockeröl, zerbsteröl, „bottelbier“ og engelsk öl. Kongen medbragte mindst 2 franske kokke, men desuden nævnes 5 norske, hvoraf en hed Peder Harboe, – flere slagtere, Hans postejbager og vaskekoner; en pige passede fårene på volden og fik derfor 1 rdlr. Birte Piperviks, Storemaren, Kirsten Korporals og to andre kvinder vare „ved sölvet“. Talerkenerne vare af tin; af bordknive savnedes 5 dusin, ligesom også mange servietter. Af vinen var der endnu i flere år en restbeholdning på Akershus.
  52. ↑ Et vigtigt foretagende, nemlig „en erklæring den norske love forklaring angående“, som det ved kongebrev af 5 juni (rigsarkivet, kongebreve, indbundne samling IV) blev pålagt statholder og kantsler at indhente fra lagmændene i Kristiania og Skien, kom aldeles ikke på bane, skönt det i brevet ytredes, at det var rigsrådets mening, at sagen skulde foretages.
  53. ↑ Efter „norske registre“, VIII (i det danske gehejmearkiv), trykt i budstikken, IV, 762 flg.
  54. ↑ I så henseende er også at mærke, at en dansk rigsråd, Ove Gedde, selv var med at underskrive indlægget.
  55. ↑ Budstikken IV, 769 flg.
  56. ↑ Danske magasin III, 368.
  57. ↑ Se Aschehoug, anf. st. 406 flg.
  58. ↑ Ansögninger fra enkelte adelsmænd, se ovfr. side 34.
  59. ↑ Alle 4 petitioner findes i rigsarkivet under „kancelliet-gejstliheden“. Jfr. ovenfor side 38 samt Ludvig Dåe, Trondhjems stifts gejstlige historie, 102 flg.
  60. ↑ Petitionen var undertegnet af de 2 bisper, Munthe og Stochfleth, Ambrosius Rhodius, Truls Nilssön, Nils Svendssön, Jesse Matssön og Petrus Nicolai Lem.
  61. ↑ 25 august 1648 ansögte Anders Witfe m. fl. om, at kongen på grund af den ringe lejlighed, som både kapellan og skolemester i Frederikstad havde, vilde forunde dem noget. (Indlæg fra alle lande 1648, i det danske gehejmearkiv.) Denne ansögning bevilgedes den flg. dag (Norske stiftelser, III, 293.) Et par af de ansögninger, der findes mellem „indlæg fra alle lande 1648“, ere fra prester, der söge om lettelse i skatter, da deres prestegårde ligge midt i alfarvej, så de meget besværes med gæsteri.
  62. ↑ Afskrift mellem kongebreve, löse samling i rigsarkivet.
  63. ↑ Mellem „hyldinger“ i det danske geheimearkiv.
  64. ↑ Jfr s. 30. Allerede för (neml. 1 juni) havde de to nordenfjeldske hovedlensherrer, Frederik Urne og Preben von Ahnen, der dengang opholdt sig i Köbenhavn, udvirket et kongebrev, der bevilgede nedsættelse af skatterne i deres len. (Rigsarkivet, kongebreve, löse samling.) Dette antydede imidlertid ikke nærmere måden, hvorpå nedsættelsen skulde foregå, og var således kun et ubestemt löfte; hvorimod det kongebrev, som udstedtes for Akershus og Bahus len, nöjagtig fastsatte, hvor stor nedsættelsen skulde være, og også blev rettesnoren for de nye skattebreve, der udgik 2 januar 1649. – Frederik IIIs hylding gav den förste anledning til oprettelsen af Kristiania vajsenhus, idet han i dette öjemed bevilgede en sum af 1000 rdl. Skönt idéen ikke blev til virkelighed för i 1779, og kongen ikke en gang tog denne lille sum af sine egne midler, blev den dog i sin tid meget lovprist af hans beundrere, og det uagtet den i og for sig selv neppe er værd at nævne. Jfr. Holberg, Danmarks historie III, 46. Samll. til n. folks Spr. og hist. I, 20 flg. Budstikken V, 143. Norske stiftelser III, 156.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Frederik_IIIs_hylding_i_Kristiania_1648&oldid=189478»