Forelæsninger over den norske Retshistorie/86
I den ældre Tid var naturligvis den hele Retsforhandling mundtlig. Parterne forklarede sin Sag og fremstillede sine Vidner, hvorpaa Dommen blev mundtlig afsagt, og de Tilstedeværende (heyrendr, dómstaurar) toges til Vidner paa Afgjørelsen. Det hele foregik vistnok som oftest ganske summarisk. – Da Brugen af Skrift var bleven almindeligere kjendt, fandt man det naturligvis ofte af Interesse at erhverve en skriftlig Bevidnelse om den afsagte Dom eller foretagne Rettergangshandling „til sikkert Vidnesbyrd“ for Fremtiden. Dette finder man allerede fra Begyndelsen af det 13de Aarhundrede. Disse Bevidnelser var oprindelig alene private; de kunde udfærdiges af hvilken som helst skrivekyndig Mand, der havde været tilstede, almindeligvis af Geistlige som paa den Tid næsten udelukkende var indehavere af Skrivekunsten. De manglede saaledes egentlig Autenti; men dels Udstedernes personlige Auktoritet, dels den halv mystiske Tro, som man dengang og tildels endnu fæster ved den skriftlige Form, gjorde, at man ikke lettelig vovede at forkaste dem som gyldige Dokumenter. Var Dommen udfærdiget af Domsmændene selv eller af den kongelige Ombudsmand, som paa Embedsvegne bestyrede Retten, maatte den naturligvis – Bevidnelsens Ægthed forudsat – have fuld Troværdighed; men dette sees først sednere at være blevet almindelig Brug. Selv Lagmands-Orskurd, hvilke man dog nærmest skulde forudsætte umiddelbart at være blevne udfærdigede skriftlig, sees at være afgivne mundtlig, idet man ogsaa om disse finder skriftlige Bevidnelser afgivne bagefter. – Imidlertid maa det allerede i 2den Halvdel af det 13de Aarh. være kommet i Brug ved Lagtingene umiddelbart at udfærdige Dommene skriftlig; Rb. 1280 Art. 8[1] bestemmer, at Lagtingets Segl skal forvares under 3 Laase: Lagmandens, Sysselmandens og Sognepræstens, og alene i Nødstilfælde bruges til andre end de Sager, som afgjøres paa Lagtinget, hvor de Breve, paa hvilke Seglet skal sættes, skal oprettes og strax besegles (jfr. Dipl. Norv. II. 287). Og Rb. 17 Juni 1308 Art. 11 befaler Sysselmanden og Lagmanden paa sine Omrejser i Distrikterne at have med sig en Skriver, der under sit Segl skal udfærdige alle Domme og Orskurd, hvilke derhos Sysselmanden skal indføre i en Protokol.
Ogsaa om afgivne Forklaringer og andre forefaldne Begivenheder har vi ovenfor seet (S. 246), at man jevnlig istandbragte skriftlige Bevidnelser til Brug i Rettergang, samt hvorledes man i den følgende Tid stadig maatte indskjærpe Budet om ikke at dømme efter saadanne Vidnesbyrd, med mindre de var istandbragte paa lovlig Maade. – Man finder ogsaa officielle Undersøgelser og Forklaringer angaaende forefaldne Sager ved de kongelige ombudsmænd skriftlig udfærdigede, og disse tilkom naturligvis fuld Troværdighed. Saadanne var Sysselmændenes Indberetninger om Drabssager ifølge Rb. 1273 (Hdsk. 36), 11 Oktbr. 1303 og 17 Juni 1308 Art 9. Ifølge Rb. 1280 Art. 24 skulde Sysselmanden oversende Lagmanden en nøjagtig Indberetning om den Undersøgelse, han havde anstillet, og de Forklaringer, han havde modtaget i de for ham indstevnede Sager, hvorefter Lagmanden skulde paakjende Sagen, uden at han behøvede selv at afhøre Vidnerne. – Man har her allerede formelige Forhør og Tingsvidner til fremtidigt Brug med offentlig Troværdighed, og Skriftligheden ved Bevisets Istandbringelse fuldt udviklet. – Noget Savn paa Grund af, at ikke Dommerne umiddelbart modtog Indtrykket af de Kjendsgjerninger, hvorpaa de skulde bygge sin Dom synes man aldrig at have følt.
Parternes egne Forhandlinger saavelsom Forklaringerne af de Vidner, som fremstilledes for Retten selv, modtoges derimod fremdeles i lang Tid udelukkende mundtlig. At den hele Retsforhandling endnu ved Slutningen af det 16de Aarh. i Regelen tænkes tilendebragt i et eneste Møde, kan skjønnes af Forbudet i Fr. 16 Aug. 1590 (Kilde til 1–5–8) mod at have nogen Sag optagen til Doms længere end 6 Uger, „regnet fra den Dag, Sagen først kom udi Rette“.
Protokoller, hvori Tingenes Forhandlinger optegnedes, kom i Norge vistnok ikke i Brug før i den 2den Halvdel af 16de Aarhundrede. Budet i Rb. 17 Juni 1308 Art. 11, at Sysselmændene skulde føre Protokol over Lagmændenes Domme og Orskurd, gjælder ikke Protokolførsel i Retten, og er neppe heller i Virkeligheden blevet efterkommet. Den ældste Dombog, som kjendes, er fra de norske Herredage i Aaret 1578; men at der ved Herredagene ogsaa tidligere maa have fundet skriftlig optegnelse af det Forhandlede Sted, er sandsynligt, da de danske Herredages Dombøger allerede begynder 1537. Men sandsynligvis har man først 1578 indført Dommene samlet i Protokol. – For de almindelige Lagting i Oslo og Bergen var det allerede ved Fr. 18 Januar 1557 befalet, at de skulde udgive sine Domme beseglede „og deri lade indføre begge Parters Beretning. Breve og Bevisning“. At der ogsaa har været ført skriftlige Optegnelser over deres Forhandlinger og Dombog over deres Domme, er sandsynligt, da Kansleren skulde være Rettens Præses; men der haves intet deraf bevaret. – Ved Recessen af 1568, der gjentager forskjellige Bud af Rb. 1308, paalægges det i Art 6 under Straf enhver Lagmand at „holde en klar Bog, hvori han kan indtagne og registrere sine Domme og Breve, som Magt paaligger, ingen undtagen, paa det at man deraf kan forfare, hvorledes hver Sag sig forløbet haver“. Imidlertid kjender man nu ingen ældre Protokol end Bergens Lagtingsprotokol 1592–1594 (Norske Samll. I. S. 221 fgg. og 321 fgg.). Ved Fr. 21 Juli 1587 blev det gjentagende indskjærpet Lagmændene at holde „en klar og rigtig Tingbog, udi hvilken de ved sine skrivere skal klarlig og nøjagtig lade optegne alle Domme, Afskur (ɔ: Orskurd), Skjødebreve, Vidne eller andre Breve, som for Lagting forhandles og gives beskrevet, med samme Brevs Datum“, hvilke Protokoller derefter skal indsendes til de kongelige Befalingsmænd, som skal holde dem tilstede i god Forvaring. Ligeledes bestemmes, hvor meget Lagmanden skal være berettiget til at tage i Brevpenge, nemlig for en Dom eller orskurd paa Pergament 4 gl. Daler i det højeste, og paa Papir højst 2 gl. Daler; for et Prov og Tingsvidne paa Pergament højst 2 gl. Daler, og paa Papir højst 1 gl. Daler. – Ogsaa Bygdetingenes Domme finder man, er blevne skriftlig udfærdigede, hvilket indskjærpes Lagrettesmændene i Fr. 3 Febr. 1579 og 16 Aug. 1590. Men om nogen almindelig Anvendelse af Skriftlighed kunde ikke val være Tale før efter Sorenskriver-Embedets Oprettelse: skjønt der ogsaa tidligere paa enkelte Steder findes Spor til, at Almuen selv har antaget sig en fast Skriver. Retsprotokoller haves først fra det 17de Aarhundrede[2].
At Dommene skulde indeholde en fuldstændig Fremstilling af Sagen og af Parternes Anbringender og Bevisligheder, og at de irettelagte Dokumenter skulde forsynes med Fremlæggelses-Paategning, synes tidlig at være antaget, skjønt ikke altid overholdt. I Fr. 18 August 1598 ankes der over, at Lagmænd og Lagrettesmænd (d. e. Sorenskriveren) af Partiskhed undlader at indtage begge Parters Bevisligheder i sine Domme, ej heller lader skrive paa de Breve, som for dem kommer i Rette, at man deraf kan forfare, hvad Breve de har haft at dømme efter, og naar den, som Dommen gaar imod, beklager sig over Lagmanden eller Lagrettesmændene (Bygdetinget), som dømt haver, at de ikke har villet agte eller anse hans Breve, og mener sig at være skeet Uret, og Lagmanden eller Lagrettesmændene bliver derfor stevnt og tiltalt, forevender de, at de Breve, som nu frembæres, var ikke for dem udi Rette, da de dømte; endog det ofte befindes, at Brevene har været udi Rette og dog ikke er blevne anseede af den Aarsag, at Dommeren har været den anden Part som en ond Sag har, mere tilneiget. Det paalægges dem derfor strengeligen „at lade Skriveren læse og inddrage udi deres Domme alle de Breve, som begge Parter for dem udi Rette fremlægger, saa og tilholde Skriveren at skrive paa samme Breve, saa man deraf kan se og forfare, hvad Breve for dem har været udi Rette“.
Dombøgerne var imidlertid, som ogsaa kan sees af de citerede Lovbud, ikke Tingbøger eller Justits-Protokoller i Nutidens Forstand; de indeholdt ikke en fortløbende, samtidig Nedtegning af, hvad der ved Retten passerede; men de var Kopibøger, og indeholdt alene Afskrift af de udfærdigede Domme. Selve Forhandlingerne er vistnok blevne optegnede paa løst Papir, alene til Retsskriverens eget Brug; derefter er da den egentlige originale Dom bleven udfærdiget, og derpaa igjen, ofte efter rum Tid, Dommene indførte i Dombogen, hvilken saaledes ikke er det umiddelbare Afpræg af selve Retsforhandlingerne. – Fra de første Herredage i det 17de Aarhundrede har man derhos bevaret nogle saakaldte „Stevningsbøger“. Disse er løst sammenheftede Bøger, indeholdende Fortegnelse over de til Herredagene udstedte Stevninger, hvori altsaa ogsaa de indstevnede Sagers Gjenstand er angiven. Disse Bøger har vistnok Rettens Formand haft for sig under Forhandlingerne, og man ser, at Christian d. 4de, der personlig overvar de tre Herredage i 1604, 1607 og 1610, med egen Haand har tilføjet Dommene Konklusion i Margen. Disse Bøger blev altsaa egentlig overflødige, saasnart de originale Domme var udfærdigede, idet Dombogen igjen var Afskrift af disse; men dette Forhold gjør det forklarligt, at man ingen Retsprotokoller besidder fra den første Tid, hvori man dog ved, at Rettens Forhandlinger virkelig blev skriftlig udfærdigede. Denne Udfærdigelse havde Formen af en Beretning om, hvad der var passeret i hver enkelt Sag, og den var selv den egentlige Original. – Først ved Fr. 16 Marts 1633 Art 3, Reces 1643, 3–19, der for Norge paabyder, hvad allerede ved Fr. 30 Marts 1568 var anordnet i Danmark (D. Mag. VI. 59), blev det udtrykkelig befalet Lagmændene saavelsom Sorenskriverne at holde „paginerede, gjennemdragne og forseglede Tingbøger“, og deri skrive alt, hvad der til Tinge forrettes: Afsigter, Tingsvidner og andre Rettens Forhandlinger, og ikke skrive til Tinge paa andet eller løst Papir og siden hjemme renskrive. Dette er ogsaa den nugjældende Regel, Lovb. 1–8–3 og 4. – Men saalænge Procedyren saavelsom Bevisførelsen i det væsenlige var mundtlig, kunde disse originale Tingprotokoller dog ikke komme til at indeholde stort mere end Stevningen og Dommene Konklusion. Parternes Anbringende, saavel deres egen Udvikling som de fremlagte Bevisligheder, samt Vidnernes Forklaringer m. v. maatte finde sin Plads i Dommene Præmisser, der naturligvis maatte udarbejdes hjemme, og saaledes ej kunde komme ind i Tingbogen; hvorimod Dombøgerne, som Kopibøger over de afsagte Domme, fremdeles udfærdigedes bagefter. Og da saaledes en Dom i de Tider indesluttede den fuldstændige Akt, bliver disse fremdeles de vigtigste Kilder til vor Kundskab om den ældre Retspleje.
Skriftlige Indlæg til Retten forekommer vistnok stundum allerede i det 16de Aarh., navnlig fra Parter, som ikke kunde møde personlig; men synes ikke at være komne i almindelig Brug, førend efter at en Sagførerstand havde udviklet sig. – Ved Overhofrettens Instrux af 20 Decbr. 1684 § 7 forbydes det at skrive Indlæggene paa fremmede Sprog, hvilket tidligere sees oftere at have fundet Sted.
Allerede i de ældste Tider sees det at have været brugeligt, at Parterne i sine Retstrætter søgte Vejledning hos visse Mænd, der stod i Anseelse som retskyndige, og stundum endog overdrog dem selve Sagens Udførelse, se saaledes Sigurd Hranessons Proces; men Regelen var dog den, at Parterne selv søgte og værgede sine Sager. Efter G. L. 47 og M. L. VIII. 8 var enhver fri og myndig Mand, som var tilstede i Fylket, pligtig selv at søge sine Sager; kun Hjemstevningen saavelsom Udsigelsen i Odelssager (Rb. 1316, N. gl. L. III. S. 120), kunde man lade udføre ved en Fuldmægtig. Kvinder, Umyndige og Fraværende kunde derimod lade sine Retssager udføre ved Andre, dog at Fuldmægtigen ikke maatte være af højere Stand end Modparten. Var Nogen formedelst Vankundighed eller Uforstand ikke selv dygtig til at paatale sin Sag, skulde efter M. L. Kongens Ombudsmand varetage hans Tarv uden anden Godtgjørelse end de af Sagen faldende Bøder. – Efter F. L. X. 29 og 36, B. R. 160 og B. L. VII. 24 var man derimod altid berettiget til at benytte Fuldmægtig i Rettergang, kun med den samme Indskrænkning, at denne ikke maatte være af højere Stand end Modparten[3]. jfr. G. L. 271 og 290; F. L. IV. 4 og XV. 1, M. L. IV. 3; se og Retshist. I. S. 316–18. – Forbudet mod at bruge Fuldmægtig synes vistnok i den følgende Tid at være gaaet i Forglemmelse; men som oftest sees dog Parterne, idetmindste ved Hjemtingene og Lagtinget, selv at have ført sine Sager, og til nogen egen Stand, der gjorde Sagførelse til Næringsvej, findes i Norge neppe Spor før i det 17de Aarh. – I Oslo Lagtingsprotokol for 1610 træffes et Par Gange en Christofer Stub „Fuldmægtig“, der synes at have virket som et Slags Prokurator. – Men allerede Fr. 29 Juli 1632 Art. 15, Reces 1643, 3–13, forbyder „at tilkjøbe sig Trættegjæld“, hvoraf man kan skjønne, at der nu maa have været Folk, som gjorde sig en Næringsvej af at inddrive Fordringer, og at dette har været drevet til Misbrug, hvilket igjen forudsætter, at det maa have varet en rum Tid. Samme Forordnings Art. 17 og 18, Reces 1643, 3–15, bestemmer ogsaa, at der skal beskikkes Sagførere med offentlig Auktorisation. „Fuldmægtige“ og „Supplikationsskrivere“, de første til at udføre Sagerne for dem, der ikke selv formaaede det, de sidste for at antegne og forfatte Enhvers Nødtørft, saavidt ikke Byskrivere eller Sorenskrivere dertil er forpligtede. De skulde ansættes af Borgermestre og Raad i Kjøbstæderne, og af Fogden, Sorenskriveren og de 6 ældste Lagrettesmænd paa Landet, „om endelig nogen Steder er fornøden“, – med Befalingsmandens Approbation. De skulde kun ansættes indtil videre og ved sin Beskikkelse aflægge Ed paa at være oprigtige, hvilken Ed Øvrigheden eller Dommeren i hver Sag maa forelægge dem, om det synes fornødent. Dette viser noksom, at Prokuratorerne navnlig paa Landet gjorde sig skyldige i Udsugelser og andre Misligheder. Der blev ogsaa fastsat Taxt for deres Betaling, Fr. 16 Juli 1644 og oftere. At de saaledes auktoriserede Fuldmægtige og Skrivere (Notarier) skulde være eneberettigede, er ikke udtrykkelig sagt; tvertimod forudsættes det, at Enhver kan lade sine Sager udføre ved sine egne Fuldmægtige; imidlertid blev det forstaaet som Eneret, Fr. 9 Juli 1646 og 31 Aug. 1648. – For Danmark blev Prokuratorernes Stilling nærmere bestemt ved Fr. 9 Septbr. 1638, gjentagen i Reces 1643, 2–6–16, og indskjærpet ved Fr. 11 Juli 1654, hvilken Bestemmelse er Kilde til Lovb. 1–9. – Forbudet mod at kjøbe Processer gjentages oftere, jfr. Fr. 4 Marts 1690 § 3, og ved Overhofretten skulde endog efter Reskr. 14 Jan. 1729 Prokuratorerne den første Retsdag hvert Aar tages i Ed paa ikke at skulle føre nogen vrang eller uretfærdig Sag eller transigere om Sagen.
At Sagførerstandens Opkomst maa have bidraget væsenlig til at udvide Skriftligheden og gjøre Retsforhandlingerne vidtløftigere, er klart. Man ser, at de i Regelen indgav skriftlige Indlæg, om end ved Siden af mundtlig Fremstilling, og deres optræden har vistnok virket meget til at indskrænke Rettens egen Indflydelse paa Sagerne.
- ↑ Geymist ok eigi siðr, at insigli løgþingis-manna varðveitist undir þrim lásum, løgmanns, sýslumanns ok sóknar-prest, ok hafist til enskis annars en til þeirra mála, sem skipast á løgþingi, útan nauðsynjar landsins komi til, þær sem skynsamir menn meta, ok at þar sé þat bréf upp lesit, sem þat skal fyrir setjast, ok þar þegar insiglat.
- ↑ De ældste, som nu haves bevarede, er Jæderens og Dalernes Tingprotokol for 1613, Ryfylkes Tingprotokol 1617 og Solør og Odalens Tingprotokol 1633. Iøvrigt findes ingen ældre end Aarhundredets Midte.
- ↑ G. L. 47: Sjálfr skal hverr sína sókn sœkja innanlands, frjáls ok fulltíða; en ef maðr ferr af landi braut, þá skal sá halda fé hans vetr þrjár, er hann hefir umboðit með váttum at halda skyldi; sá skal hafa sókn ok vørn fyrir hánum. … Svá skal konu sœkja sem karlmann, ef hon er ein fyrir sér; en hon á kost at selja sókn sinni ok vørn; eigi skal hon selja lendum-manni, né ofríkismanni þeim, er sœkja skal. Maðr má sœkja hennar sókn sem sína, ef hánum er með váttum umboðit. – F. L. X 29: Umboð sitt skal engi maðr meira manni at burðum bjóða, né at metorði, heldr en hinn, er hann á sókn við eða vørn, fyrir útan sóknir konungs eða erkibiskups. En ef hann býðr annan veg, þá hefir hann fyrirfarit máli sínu, hvert er hann á at sœkja eða verja, ok fær sér þegar umboðsmann, ef hann þykkist þess þurfa, jafnvel heill maðr sem sjúkr, hvárt er hann gerir ok hann þarf, innan fylkis eða útan. – Kap. 36: Ef maðr vill sœkja konu einhleypa, þá stefni hann henni heim ok svá varnarmanni hennar til heimilis hennar ok svá kveði sitt mál. En hon taki sér varnarmann jafnborinn þeim manni, er hana átti næst áðr. En ef hon býðr betr-bornum manni, þá hefir hon fyrirfarit sókn sinni. En ef mær er, sú er hvárki lifir faðir né bróðir, þá skal hon bjóða um jafnbornum manni feðr sínum.