Forelæsninger over den norske Retshistorie/87
Om nogen kirkelig Jurisdiktion i samme Betydning som i det øvrige Europa kunde der i Norge ikke blive Tale før den norske Kirkeforfatnings Organisation ved Midten af det 12te Aarhundrede. Før den Tid var Gejstligheden altfor afhængig af det øvrige Folk, og ved altfor mange Baand sammenknyttet med det[1]. Selv besad den intet eget Sammenknytningspunkt, lige saa lidt som økonomisk Uafhængighed nok til engang at kunne nære Tanken om en isoleret Stilling eller om at optræde som sluttet Magt lige over for det øvrige Samfund. Paa den anden Side bestredes aldrig Kirkens Ret til i rent kirkelige Anliggender at skride ordnende og tugtende ind, og den kirkelige Myndigheds Afgjørelser respekteredes af den verdslige Magt. Men Domme, d. e. bindende Afgjørelser af Forpligtelse og Ansvar, kunde, ligesaavel som Love, alene udgaa fra Folket selv til Tinge, hvad enten Sagen angik Kristenretten eller noget andet Afsnit af Loven, og hvad enten Parterne var gejstlige eller verdslige Personer. – Imidlertid er der ganske vist altid blevet indrømmet Gejstligheden en vægtig Indflydelse ved Afgjørelsen af alle Sager, der berørte Kirkens Interesser. Der var jo altid gejstlige Personer tilstede ved Tingene, og navnlig synes der samtidig med Lagtingene i Regelen af Biskoppen at have været afholdt Diøcesansynoder (prestamót), hvor de Sager, som i nogen Maade vedkom Kirken eller Gejstligheden, foreløbig blev drøftede.
Men en saadan ordning var ganske stridende mod de Grundsætninger, som Kirken opstillede og virkelig havde vidst at skaffe Anerkjendelse i det øvrige Europa: at Kirken og dens Tjenere overalt i Verden udgjorde et eget Samfund med sin egen uafhængige Styrelse, adskilt fra alle de verdslige Samfundsforbindelser og uafhængigt af de deri raadende Myndigheder. Efter at derfor i den første Halvdel af 12te Aarhundrede i Norge faste Biskopsdømmer var oprettede, og ved Tiendens Indførelse Gejstlighedens økonomiske Stilling betrygget, og endelig 1152 Kirkeforfatningens ordning fuldstændiggjort ved oprettelsen af Metropolitansædet i Nidaros og Indretningen af Domkapitler ved Biskopstolene, – gjorde Kirken strax sin Paastand paa den ifølge den kanoniske Ret den tilkommende Stilling gjældende, og fik allerede 10 Aar efter denne Paastand i fuldeste Maal indrømmet ved Overenskomsten af 1164 mellem Erkebiskop Eystein og Erling Jarl; der indrømmedes endog Kirken Lenshøjhed over det verdslige Kongedømme, og dermed selvfølgelig Magtfuldkommenhed til uafhængig at ordne ethvert Anliggende, hvori den paa nogen Maade selv var interesseret. Men denne Overenskomst faldt med selve det Kongedømme, som den havde skabt, og Repræsentanten for det legitime Kongedømme. Sverrer, tilbageviste med Kraft Gejstlighedens Paastande. Erkebiskop Eriks Klager over, at Sverrer fordrer, at „Gejstligheden, mod de hellige Fædres Dekreter og al Kirkens Sædvane, skulde svare for de verdslige Domstole, og dømmes af Kongens Embedsmænd“, og Pave Coelestin d. 3djes Forbud af 15 Juni 1194 og 17 Marts 1196 mod at Gejstlige underkastedes verdslig Domstol i Sager, som den kanoniske Ret forbyder, frugtede intet. Vistnok forligte Haakon Sverressøn sig strax efter Faderens Død med Kirken og stadfæstede dennes ældre Friheder; men med udtrykkeligt Forbehold af Kongedømmets Ret og Værdighed, og uden at den af Kirken paastaaede lovgivende og dømmende Myndighed nævnes; der findes heller intet Spor til, at denne har været anerkjendt udenfor de rent gejstlige Sager. Naar derfor Kardinal Vilhelm af Sabina i sit Brev af 16 Aug. 1247 bevidner, at han har fundet „den norske Kirke i Besiddelse af Jurisdiktionen i alle aandelige Sager, uanseet Parternes Stilling, og i alle Sager mod Gejstlige, hvad enten de var af aandelig eller verdslig Beskaffenhed“, – da strider dette ganske mod de virkelige Forhold, og Kardinalens Erklæring maa enten være grundet i en Misforstaaelse, eller snarest en forsætlig Forvanskning af Tilstanden, bestemt til at benyttes ved sednere Lejlighed. – Derimod var der i Erkebiskop Sigurds Kristenret af 1244 sørget for at skaffe Kirkens Tugt den tilbørlige Virksomhed ved den Bestemmelse, at den Bansatte, som ikke rettede for sig inden 3 Maaneder, skulde dømmes fredløs (ved almindeligt Ting, F. L. III. 21), og at Kongen ikke skulde give nogen Mand Fred, som efter Biskoppens Klage var dømt fredløs (F. L. III. 24), ligesom F. L. II. 45 aabenbart udtaler den Grundsætning, at det tilkommer Kirken at antage sig deres Sag, som nægtes sin Ret ved den verdslige Domstol, jfr. c. 10, 11 X. de fore comp. (2. 2). – At Biskoppen var ret Sagsøger i alle Kristenretssager, og tilkom de deraf faldende Bøder, er før omtalt.
En væsenlig Indskrænkning i den Indflydelse, som Gejstligheden tidligere gjennem sin Deltagelse i Tingene kunde øve paa Sagernes Afgjørelse, maatte naturligvis bevirkes ved Lagmands-Embedets Oprettelse. Da Magnus Lagabøter ved sin Lovrevision udtrykkelig stadfæstede Lagmandens dømmende Myndighed i dens fulde Omfang, blev derfor Kirkens aldrig opgivne Krav paa selvstændig Dommermyndighed i den af Kirkeretten foreskrevne Udstrækning med Eftertryk hævdet af Erkebiskop Jon, og af den eftergivende Konge indrømmet ved Forliget til Bergen af 1 Aug. 1273 og Overenskomsten til Tunsberg af 9 Aug. 1277, hvorved Kirken tillagdes Dommermyndighed i alle Sager mod gejstlige Personer, samt i alle Sager angaaende Ægteskab, ægte eller uægte Fødsel, Patronatsret, Tiende, Løfter og Testamenter, Kirkens Ejendom, Sacrilegium (d. e. bannsverk, jfr. Jons Stat. 1280, N. gl. L. III. S. 231, se og c. 16 X. de foro comp., 2. 2), Mened, Aager, Simoni, Kjætteri, Fornicatio, Hor og Blodskam, Fornærmelser mod Pilegrime samt i alle Sager, som efter den kanoniske Ret henhørte under gejstlig Domstol; dog skulde Kongen have sin Ret forbeholden til de Bøder, som efter Loven tilkom ham for deslige Sager, jfr. J. K. R. 51. Endvidere skulde Erkebiskoppens Mænd, hvor de kom i Strid med hinanden paa hans Skib, i hans Gaard eller i hans Følge, staa under hans Dom, og Bøderne tilfalde ham; med mindre Sagen angik Drab eller Lemlæstelse, i hvilket Tilfælde den udelukkende hørte under Kongens Jurisdiktion; paa andre Steder skulde Sagsøgeren have Valget mellem Kongens og Erkebiskoppens Dom, og Bøderne deles mellem begge. Ved Rb. 13 Septbr. 1277, tillagdes Erkebiskoppen de fulde Bøder ogsaa i dette Tilfælde, og Konkordatets Bestemmelser udvidedes ogsaa til de øvrige Biskoppers Tjenere, – hvorhos det bestemtes, at de, som udeblev efter Stevning fra Biskoppens eller Korsbrødrenes eller deres lovlige Provsters Dom, skulde svare samme Bøder som for andet Stevnefald i Kjøbstæderne.
Som bekjendt, blev imidlertid Overenskomsten til Tunsberg strax efter Kong Magnus’s Død omstødt (jfr. Rb. 14 Maj 1290, 23 Juni 1310, 28 Juli 1316 og 14 Septbr. 1327), og den verdslige Jurisdiktion i sin tidligere Udstrækning opretholdt. Men ved Siden heraf anerkjendtes dog altid inden visse Grænser de gejstlige Domstoles Kompetens, om end disse Grænser var temmelig ubestemte. Kirken paa sin Side opgav aldrig sin Paastand; skjønt den fandt sig i, hvad den ikke kunde forhindre; men hvor Lejlighed gaves, hævdede den sin Ret endog gjennem Exkommunikation i Henhold til Bonifacius d. 8des Anordning af 1297 (c. 4 VI. de imm. eccl. 3. 23) for „Sacrilegium“, jfr. Eilifs Stat. 1327 og Olafs Stat. 1351, samt Dipl. Norv. III. 661 (af 1442). – I Virkeligheden synes man heller ikke at have været afgjort ugunstig stemt mod den gejstlige Dommermyndighed; det synes fornemmelig at have været i rene Ejendomstrætter og i Sager mod verdslige Personer, at den bestredes. I enkelte Tilfælde gjøres der Kirken udtrykkelige Indrømmelser. Saaledes havde allerede Erik Magnussøn ved Rb. 13 Novbr. 1298 tilstaaet Korsbrødrene i Nidaros Jurisdiktion over 6 af Kommunets daglige Tjenere; ligesaa blev Abbeden i Lysekloster ved Rb. 14 Juni 1350 (Dipl. Norv. II. 307) tilstaaet Domsret over Klostrets Tjenere. Ved en Overenskomst mellem Kongen og Erkebiskop Paal Baardssøn af 30 Aug. 1337 vedtoges, at alle Kristenretssager skulde paakjendes i Kongsgaarden af Erkebiskoppens Official og Lagmanden, enten hver anden Dag, eller saaledes, at de vexelvis afgav lige mange Orskurd ad Gangen. De Sager, der var saa vigtige, at Officialen og Lagmanden ikke troede at kunne afgjøre dem paa egen Haand, skulde de i Forening med Fehirderen forelægge for Erkebiskoppen, der i deres Overvær skulde afsige Dommen paa begges Vegne. Denne Overenskomst var imidlertid efter sit eget Indhold kun midlertidig, og dens Forskrifter del hos temmelig uklare. – I Sager mellem Verdslige og Gejstlige har det vistnok oftest beroet paa Parternes eget Valg at indstevne Sagen for hvilken Domstol, de vilde; man ser ogsaa, at der i deslige Sager plejede at tages nogle gejstlige Personer med blandt Domsmændene, eller at man har ladet Sagen afgjøre ved Voldgift ved Mænd af begge Stænder. Saaledes blev den bekjendte Proces mellem Biskop Ketil i Stavanger og Halsnø Kloster om Laxefiskeriet ved Faxstad 1306–1322 gjentagende paakjendt ved verdslig Ret; uagtet Biskoppen udtrykkelig protesterede og henskjød sig under gejstlig Domstol (Dipl. Norv. IV. 63, 65, 86, 114, 118, 143, 155 og 156). En Testamentstvist mellem Erkebiskop Paal Baardssøn og Vigleik Aslakssøn paa Lyng blev i 1333 paadømt af Erkebiskoppens Official, og derefter det følgende Aar afgjort ved voldgift af Biskopperne i Hamar, Oslo og Stavanger, Drotseten Ivar Øgmundssøn samt Fehirderen og Lagmanden i Nidaros; men i 1337 stevner Erkebiskoppen atter Vigleik Aslakssøn for Lagmanden, der dømmer ham til at efterkomme hin Kjendelse (Dipl. Norv. III. 167, 179 og 193). I 1442 blev en Sag mellem en Præst og en Lægmand angaaende en Skovejendom „henvist til Granskning og Paadømmelse af 12 Mænd, Halften Klerke og Halften Lægmænd“; men da der blandt de opnævnte Mænd ikke var mere end een Præst, afviste de Sagen og henviste den til Paakjendelse af Officialen og Lagmanden i Oslo (Dipl. Norv. I. 780). Men i 1422 blev en Anders Thormodssøn Skrog, der havde indstevnt Korsbrødrene i Nidaros for Lagtinget angaaende en Gaard, som disse pusted at have erhvervet ved Testament, tiltalt for Sacrilegium, og af 12 af Erkebiskoppen opnævnte Mænd, 6 Præster og 6 Lægmænd, kjendt skyldig, hvorefter de henskjød Sagen til Erkebiskoppens Orskurd, som paalagde Anders en Bod af 30 Pund engelsk og dermed løste ham af Bannet (Dipl. Norv. III. 661). – Sager mellem Gejstlige indbyrdes saavelsom angaaende rent kirkelige Gjenstande saasom angaaende Gejstlighedens Kaldspligter, samt Sager, som nødvendigvis krævede Kirkens Mellemkomst, navnlig Ægteskabssager, ansaaes vistnok altid for udelukkende at henhøre under gejstlig Domstol. Men formelt blev det Tunsbergske Forlig ikke anerkjendt fra den verdslige Magts Side før ved Chr. I. Fr. 14 Jan. 1458.
De gejstlige Domstole var i første Instans Biskoppen eller dennes Archidiaconus; sednere hans Official; i anden Instans Erkebiskoppen eller dennes Official, og i sidste Instans Paven (d. e. Rota Romana), hvilket imidlertid fra det 12te Aarh. var forandret, saa at Sagerne ikke behøvede at gaa umiddelbart til Rom, men kunde paakjendes ved dertil af Paven særskilt delegerede gejstlige Dommere inden selve Provinsen.
Den kanoniske Rettergang var grundforskjellig fra Processen ved de verdslige Domstole, idet Dommerens Opgave fremfor alt var at undersøge Sagens Sammenhæng og bringe Sandheden for Lyset. Parterne bliver examinerede og egen Tilstaaelse er det fornemste Bevismiddel; dernæst Vidnesbyrd. Mod Ed er Kirken ugunstig fornemmelig Mededen, hvilken den saameget som muligt søger at indskrænke; men heri undgik Kirken, som overalt, ethvert iøjnefaldende Brud med det Bestaaende. – Af almindelige Lovregler haves alene J. K. R. 51, der udtaler den Grundsætning: at den, som sigter og giver Sag, skal føre Bevis for sin Paastand; med mindre den, som nægter, i sin Benægtelse fremfører noget, som han paa sin Side har at bevise, – og Kap. 52, der formaner til Forsigtighed ved Edens Anvendelse – Angaaende Fremgangsmaaden i de borgerlige Tvistemaal, som behandledes ved de gejstlige Domstole, har vi udenfor Kirkerettens almindelige Forskrifter ingen nærmere Meddelelser bevaret; men i Sager angaaende Forbrydelser ser man, at den kanoniske Retsforfølgning, udviklet paa den romerske Rets Grundlag med Tilsætning af germaniske Elementer, saaledes som den navnlig havde faaet sin bestemte Skikkelse gjennem Innocentius den 3djes Dekreter, bekræftede paa det 4de lateranske Kirkemøde 1215 (c. 24 X. de accus., 5. 1), almindelig er kommen til Anvendelse[2]. – Efter Regelen skulde en bestemt Anklage. (accusatio) foreligge. Anklageren maatte være en hæderlig i Mand, ikke den Anklagedes Avindsmand, og maatte forbinde sig til at bevise sin Anklage under Ansvar som Kalumniant (jfr. c. 4, 14, C. II. qv. 1; c. 1,10 X. de accus, 5. 1). Hvor ingen Anklager fremstod, skred den gejstlige Øvrighed ex offcio ikke ind, uden hvor Forbrydelsen enten var aabenbar[3] (notoria, c. 15, 16, 21 C. II. qv. 1; c. 9 X. de accus., 5. 1) eller bekræftet af Rygtet[4] (infamia, jfr. c. 6, 15 X. de purg. can., 5. 34; c. 21 § 1 X. de accus., 5. 1; c. 31 X. de simonia, 5. 3). Allerede vore gamle Kristenretter forbyder, som oven omhandlet, stadig ogsaa for de verdslige Domstole at saggive Nogen for Kristendomsbrud, med mindre der gaar Bygderygte derom (G. L. 28, 32; E. K. R. 41, jfr. 12; F. L. II. 29, 46; III. 3; 15, 18), og B. K. R. 17 anordner en Fremgangsmaade ved Paatalen af Kristendomsbrud, som stærkt minder om de frankiske Sendgerichte[5]. Lige med Rygte satte Innocentius III. en bestemt, paalitelig Angivelse for den gejstlige Øvrighed (denuntiatio), hvilken ikke var forbunden med det strenge Ansvar som den egentlige accusatio (c. 16, 19 X. de accus 5.1). – I disse Tilfælde tilstedes det ikke den Sigtede uden videre at frie sig med Ed; men den gejstlige Dommer holder selv foreløbigt Forhør (inqvisito) enten personlig eller ved udsendte Kommissarier eller hyppigst saaledes, at Biskoppen beordrer nogle Geistlige paa Stedet til at afholde Forhør over den Angjældende og derefter at stevne denne for ham. Under dette Forhør gaaes der først og fremst ud paa at erholde Tilstaaelse; den Sigtede tvinges ved Straf til personligt Møde; saavel han som Vidnerne afhøres af Dommeren enkeltvis; men saavel Beskyldningerne som Vidnernes Forklaringer tilligemed deres Navne skal meddeles den Sigtede, som har Frihed til at fremsætte alle de Indsigelser mod deres Habilitet og Troværdighed, hvortil han ser sig istand[6]. – Men saavel Offentligheden som Friheden i Forsvaret bortfalder efterhaanden gjennem Paavirkning af den ved Kjætter-Inkvisitionen (inqvisitio haereticae pravitatis) opkomne Praxis. Formaningerne (admonitio charitativa), der skulde gaa forud for Anklagen[7], bliver til „passende Trusler“, og hvor disse ikke hjalp, greb man vel stundum ogsaa til haardt Fængsel og endnu kraftigere Midler. Jfr. en Troldomssag fra 1325 i Samll. t. N. F. Sp. Hist. V. S. 479–84. – Forklaringerne under Forhøret nedtegnes skriftlig, og det derunder oplyste bliver Grundlaget for den paafølgende Retssag, under hvilken naturligvis Undersøgelserne i fornødent Fald kan fortsættes paa samme Maade. – Først naar ikke fuldt Bevis enten om Skyld eller Uskyld paa denne Maade fremkom, men en Mistanke blev tilbage, paalagdes Benægtelseseden (purgatio canonica), hvilken saaledes gik over til et subsidiært Bevismiddel, og blev ganske forskjellig fra Befrielseseden i verdslige Sager. Det var da ogsaa, som bemærket, naturligt, at man tog det mindre strengt med Fordringen paa Mededsmænd; idet man ogsaa her lod Mistankens Styrke komme i Betragtning, og efter Omstændighederne lod sig nøje med den sigtedes Ed alene.
Ved Reformationen blev Kirken en Stats-Institution, og dens selvstændige Lovgivnings- og Dommermyndighed bortfaldt aldeles. Saavel Chr. III. Kirkeordinans af 2 Septbr. 1537 som Chr. IV Kirkeord. 2 Juli 1607 foreskriver alene, at Superintendenterne skal „paaminde og advare de Præster, som forsømmer sit Embede, og straffe (d. e. irettesætte) dem, saa at de enten bedrer sig, eller og tage Lensherren og Provsten til sig med nogle andre Sognepræster og sætte dem ud af Embedet“. De Sognepræster, som forfalder til slet Opførsel, og ikke bedrer sig efter Paamindelse, maa „efter Provstens og Superintendentens Skjøn af Herskabet sættes i Rette, ja afsættes og regnes lige med andre uordinerede Almuesfolk“. Provsterne skal have Forstand i Landsloven, og dersom de under sine Visitatser finder Brøst hos Sognepræsterne, skal de minde dem om deres Pligt; hjælper ikke dette, skal de indstevne dem for Superintendenten, og dem, som han da ikke kan sætte til Rette, skal han lade indkomme for Herskabet eller Lensherren. Det samme foreskrives, dersom Sognefolket ikke holder Ordinansen og ikke vil give Præsterne, hvad dem tilkommer. – Her er der altsaa ej engang i Sager angaaende Gejstliges Overtrædelser af sine Embedspligter Tale om nogen gejstlig Domstol, men alene om en Inspektionsmyndighed for Superintendenten og Provsten, og den Afsættelse af uskikkede Præster ved Lensherren og Provsten i Forening med andre sognepræster, som foreskrives, er ingen Straffedom, men alene en administrativ Forføjning. – Verdslige Sager mod Præster skulde søges for verdslig Ret; dog skal Præsten tilsige Stiftsbefalingsmanden derom; for gejstlige skal de tiltales for Provsten eller Superintendenten i Stiftsbefalingsmandens Nærværelse; men hvis de ikke der kan forliges, maa de stevnes ind for Kongen selv. – Ved den 17de Riberartikkel af 1542 blev det bestemt, at, dersom en Bonde havde nogen Tiltale til en Sognepræst, skulde han tiltale ham for Heredsprovsten, der havde at hjælpe Bonden til hans Ret, „saafremt Præsten ikke vil lade sig af Bonden fordele til Tinge“, – og dette gjentages i Ordinansen af 1607 fol. 35 med det Tillæg, at hvis det ikke er for Gjæld eller deslige, men for andre verdslige Sager, saasom Jord, Ager eller Eng, da skal han tiltales for Lagrettet (d. e. Bygdetinget) eller Lagmanden. – Skolelærere skal formanes af Biskoppen og Sognepræsten og, hvis dette ikke hjælper, afsættes af Biskoppen.
Superintendenterne skulde efter Ordinansen af 1537 i Embedssager, for Kjætteri eller aabenbare Laster anklages for Kongen selv, „der skal stæde dem til Ords i 2 eller 3 andre Superintendenters Overvær efter Pauli ord i Tim. V. 19“, – hvilken Bestemmelse gjentages i Ordinansen af 1607 med det Tillæg at, naar de et Par Gange uden Frugt er advarede, skal Kgl. Majtt. have sin Ret til dem, efter at de er afsatte, ligesom til nogen Anden, der saadant gjør; saasom Herskabet og skal have sin Rettighed mod andre Kirkens Tjenere, naar de for nogen stor Last er satte fra Embedet, eller bliver befundne med nogen halsløs Gjerning.
Om Ægteskabssager bestemte Ordinansen af 1537 fol. 32 kun, at „Gejstligheden intet har at skaffe med Ægtepersoner paa Ægteskabs Vegne, uden at give og vie dem tilsammen og at underrette deres bekymrede Samvittigheder; alt Andet hører verdslig Øvrighed til“; – dette gjentages i Ordinansen af 1607 fol. (23 og i Lovb. 2–8–1. Altsaa skulde Gejstligheden ogsaa her være indskrænket til Mægling. Ved den 3dje Riberartikkel 1542 blev det endvidere bestemt, at „Ægteskabssager skulde forhandles for Stiftsbefalingsmanden og Kapitlet, og Superintendenten ikke dermed besværes uden i de største og drabeligete Sager“, i hvilke hans Raad skulde indhentes. Men dette sees at være blevet anvendt som en Dommermyndighed, og i Overensstemmelse hermed paalægges det ogsaa Fogderne i Reces 22 Juni 1565 Art. 4 „at skyde Ægteskabssagerne ind for Superintendenten og Kapitlet og rette sig efter, hvad disse derudi efter Guds Ord og Kongens Ordinans beslutte kan“. Ogsaa Frederik II. Ordinans om Ægteskabssager af 19 Juni 1582, der idet hele er Kilden til Lovbogens Skilsmisse-Bestemmelser, henvender sig til „vore Lensmænd, Superintendenter, Prælater, Kanniker og alle Andre, som enten paa Kapitler, udi consistorio, eller andetsteds skal sidde Ret, forhøre eller dømme udi Ægteskabssager“, – og taler stadig om Kapitlet og Konsistorium som en Domstol. Ved Ordinansen af 1607 fol. 75 blev det udtrykkelig bestemt, at Stiftsbefalingsmændene med Superintendenterne og Kapitel i hvert Stift skal stevne for sig alle Ægteskabssager og Horsager og derudi dømme, og holde deres Consistoria paa de Tider, som Lagrettet hos hver Biskops Sæde holdes – hvilken Bestemmelse med nogen Forvanskning er Kilde til Lovb. 1–3–11.
Men ogsaa i andre kirkelige Sager uddannede der sig gjennem Praxis en geistlig Jurisdiktion, da det var altfor stridende mod alle tilvante Begreber, at gejstlige Personer for gejstlige Sager skulde dømmes ved verdslig Ret. Den mæglende og irettesættende Myndighed som var tillagt den Anklagedes Foresatte i Forening med hans Medbrødre, gik snart over til virkelig Dommermyndighed. – At saadant dog ikke var Kirkeordinansens oprindelige Mening, viser sig allerede af den ubestemte Maade, hvorpaa Superintendenten og Provsten nævnes dels sammen, dels hver for sig, men om hinanden, – noget, som vel kunde passe, naar de blot skulde formane og irettesætte, da de begge var Gejstlighedens Foresatte; men naturligvis var ganske upassende naar de tænkes at skulle dømme. Men her ordnede Forholdet sig af sig selv saaledes, at Provsten med andre Sognepræster blev Underinstans under Stiftsbefalingsmanden og Superintendenten som Overdomstol, aldeles saaledes som Lovb. 1–2–12 og 13 jfr. 1–3–11 efter den rigtige Fortolkning anordnede. Men netop den Uklarhed hvormed de anførte Bestemmelser i Lovbogen er udtrykte, sammenlignede med de oven citerede Kildesteder, viser, at disse allerede forud gjennem Praxis havde antaget en fra deres oprindelige Mening forskjellig Betydning, hvilken det ved Optagelsen i Lovbogen har været Hensigten at godkjende. – Men finder ogsaa at Oslo Lagting i 1609 har henvist et af en Borger i Oslo anlagt Gjældesøgsmaal mod en Præst i Telemarken „efter Ordinansens 35te Blade Indhold“ fra Lagtinget til Provsten i Bamle, „som samme Sag Parterne imellem skal forrette og adskille“, – hvilken aabenbart er mere, end Ordinansen havde ment. Ligesaa sees af Herredagsprotokollen for 1661, at en Injuriesag mod en Præst blev anlagt for Kapitlet, der imidlertid afviste Sagen og henviste den til Lagmanden.
- ↑ Vér mægjumst við þá eða látum læra sunu vára, heder det i G. L. 15.
- ↑ Se Biener, Geschichte des Inqvisitionsprocesses S. 16–78, Walters Kirchenrecht, § 194; Richters Kirchenrecht § 226.
- ↑ under Paaberaab af Galaterbrevet V. 19–21.
- ↑ under Paaberaab af Genesis XVIII. 21.
- ↑ Jfr. Zorn, Staat u. Kirche, S. 41–50; Hertzberg, Proces 210–16; Krit. Vierteljahrschrift XVIII. S. 67.
- ↑ Debet igitur præsens esse is, contra qvem facienda est inqvisitio, nisi se per contumaciam absentaverit, et exponenda sunt ei illa capitula, de qvibus fuerit inqvirendum, ut facultatem habeat defendendi se ipsum, et non solum dicta, sed etiam nomina ipsa testium sunt ei publicanda, – heder det i Konciliets Dekret.
- ↑ efter Budet i Math. Ev. XVIII. 15–17; jfr. c. 18, 19 C. II. qv. l. c. 2. X de accus. (5. 1).