Forelæsninger over den norske Retshistorie/85
Sammenfatter vi nu under et Overblik, hvad hidtil i det enkelte er forklaret om den Skikkelse, Rettergangsmaaden efterhaanden antog i Tidsrummet efter Magnus Lagabøters Lovgivning, vil man se, at den i Hovedtrækkene ikke bliver meget forskjellig fra den, som findes anordnet i Christian d. 5tes Lovbog. Forskjellige Uregelmæssigheder og mange Misbrug møder os vistnok i de bevarede Domme; men i det store taget er det dog Lovens Regler, som altid fastholdes. Udviklingen foregaar uden Brud, og det forandrede System indtræder efterhaanden af sig selv, uden at hidføres ved gjennemgribende Lovforandringer. Forholdet er i denne Henseende ganske det samme som i det Tidsrum, der ligger forud for Magnus Lagabøters Lovreform: det er de forandrede Samfundsforhold, der selv omdanner Procesreglerne efter sit Behov; Reglerne selv bliver staaende, men antager efterhaanden en ny Skikkelse og Betydning. – En væsenlig Indflydelse paa denne Overgang har vistnok den i Løbet af 16de Aarhundrede mere og mere udbredte Anvendelse af Skriftlighed i Rettergangen udøvet; denne Indflydelse har uden Tvivl været af lignende Art og virket paa lignende Maade, som i det paafølgende Tidsrum en retskyndig Sagførerstands Opkomst virkede til at give den i Christian den 5tes Lov anordnede Procesmaade den Skikkelse, hvori vor Tid anvender den.
Vi har seet, hvorledes allerede i Magnus Lagabøters Lov Tingene er blevne fra Folkeforsamlinger til virkelige Domstole, og deres Beslutninger i Retssager til virkelige Domme; vi har seet, hvorledes Tingenes Virksomhed efterhaanden udstrakte sig over Sagens hele Behandling lige fra dens Anlæg til dens endelige Paadømmelse, – hvorledes Bevisførelsen inddroges som Led i selve Retsforhandlingen, under Rettens Medvirkning og Ledelse, og hvorledes man’ istedetfor at binde sig til Modsætningen mellem vitterligt og ikke-vitterligt, lagde Vægten paa, hvorvidt Faktum var bevisligt, eller ikke; saa at det, som før var bestemmende for selve Behandlingsmaaden, nu alene fik Indflydelse paa Sagens endelige Udfald. Saaledes forsvinder efterhaanden Modsætningen mellem de forskjellige Rettergangsarter, og Procesmaaden bliver den samme i alle Sager, alene med de Forskjelligheder, som Tvistens Gjenstand selv medfører. – Paa samme Tid har vi seet, hvorledes Bevismidlernes Anvendelse, idet den kommer ind under Domstolene eget Omraade, bliver friere, og hvorledes det direkte Bevis for Paastanden, Vidnebeviset, faar større og større Anvendelse, og bliver tilgjængeligt paa ethvert af Sagens Trin. Dette medfører igjen en tilsvarende Indskrænkning i Nægtelsesedens Anvendelse, medens Garantierne ved Mededen forstærkes, og tilsidst ophører den ubetingede Ret og Pligt til at lade Sagen afgjøre paa denne Maade, idet Edens Anvendelse bliver afhængig af, hvorvidt Dommeren finder Sagen i det givne Tilfælde egnet til saadan Afgjørelse. Denne Udvikling finder tilsidst sit Udtryk i den Regel: at Sagsøgeren har Bevisbyrden, og at Sagvolderen intet behøver at foretage lige over for den blotte Sigtelse.
Dommerens selvstændige Deltagelse i Retsforhandlingerne maa nødvendigvis for nogen Del svække den strenge Formalisme. Vel var fremdeles Sagen overladt til Parternes egen Forhandling; men ved Siden deraf gik Domstolenes Søgen efter det rette Resultat. Retten stillede sig vistnok ikke ligefrem i Parternes Sted og overtog omsorgen for Sagens alsidige Oplysning; Graden af Dommerens Indgriben maatte altid blive afhængig af Sagens Beskaffenhed: dens Betydelighed, om den berørte de kongelige Interesser, angik Forbrydelser o. dl., saavelsom af om Dommeren blev opmærksom paa de Punkter, hvor nærmere Undersøgelse tiltrængtes, og om denne uden megen Vanskelighed kunde finde Sted. Men i ethvert Fald turde ingen formel Hindring stille sig ivejen for Sandheden.
I Sager angaaende Misgjerninger, navnlig af en grov og forargelig Beskaffenhed, der forfulgtes af Kongens Ombudsmand, ledede denne Grundsætning, tilligemed Forbilledet af Fremgangsmaaden ved de kirkelige Domstole samt Exemplet fra Danmark, ligefrem til Inkvisitions-Sysæmets Anvendelse[1]. Egen Tilstaaelse bliver nu det fortrinligste Bevis, og den hele Rettergang er anlagt paa at fremkalde denne. Den kongelige Ombudsmand forhører saavel Parter som Vidner, de første i Enrum, under „alvorlig Formaning“ til Sandheds Bekjendelse, efter Omstændighederne ledsaget af „passende Trusler“, og stundum vel ogsaa af Pinsler til at bekjende; se Dipl. Norv. III. 255 (fra 1348) og 981 (fra 1492); V. 1056 (fra 1529). – Indicier faar større Indflydelse, navnlig ved Spørgsmaalet om Nægtelsesedens Anvendelse. Den inkvisitoriske Proces førte ligefrem med sig, at det maatte blive Rettens Sag efter de øvrige Oplysningers Stilling at afgjøre, hvorvidt Eden skulde anvendes eller ikke, og at følgelig, lige saa lidt som den Sigtede ubetinget kunde fordre Adgang til at frie sig med sin Ed, saaledes kunde heller ikke den blotte Sigtelse i og for sig være nok til at paalægge ham Ed; men hertil udfordredes en grundet Mistanke, saa at den Anklagede uden videre blev at frifinde, hvor aldeles intet Bevis var fremkommet mod ham; jfr. Dipl. Norv. V. 862 (fra 1469) og IV. 1013 (fra 1492). Paa denne Maade anvendtes Benægtelseseden ved de gejstlige Domstole (purgatio canonica; jfr. c. 19 X. de accus., 5. 1; c. 5, 10 X. de purg. can., 5. 34; c. 12 X. de prob., 2. 19, og c. 36 X. de jurejurando, 2. 24). – Det næste Skridt maatte da blive, at man ogsaa tillod sig at udfylde et i sig selv utilstrækkeligt direkte Bevis ved Hjælp af Indicier, og derpaa at fælde den Anklagede, uden at stæde ham til Ed. Derimod gik man aldrig saa langt som til at fælde Nogen paa et ublandet Indiciebevis, jfr. Dipl. Norv. V. 960 (fra 1493). – Paa samme Tid har man vistnok ogsaa, hvor Mistanken var mindre stærk, eftergivet Fordringen paa Mededsmænd og ladet sig nøje med Angjældendes egen Ed i Sagen; Mededen, som i sin Grund hviler paa Fordringen om en, idetmindste formel Notorietet, passede overhovedet ikke ret ind i et System, hvis Hensigt er at opsøge Sandheden. Imidlertid finder man den dog anvendt den hele Tid, indtil den udtrykkelig afskaffedes ved Lovb. 1–14–8[2].
Men under alt dette adskiltes ikke Retsforfølgningen i Strafsager fra den almindelige borgerlige Proces som en egen Procesform. Anklageformen bibeholdtes fremdeles. Hvor store end Forskjellighederne mellem en Strafsags og en Gjældssags Behandling kunde være, var de dog altid blot faktiske, og kom mere tilsyne i Øvrighedens end i Domstolens Stilling lige overfor Sagen. Det er dog ikke usandsynligt, at Sorenskriver-Embedets Oprettelse har ledet til en virksommere Indgriben fra Rettens Side i Undersøgelsen.
At Mededsmænds Anvendelse ogsaa i rent borgerlige Trætter efterhaanden maatte tabe sig, var en naturlig Følge af Skilledommens ophør og Bevisførelsens Inddragen under Tinget. Det maatte falde naturligere for sagvolderen at stevne de Mænd, af hvem han kunde vænte sig en edelig Bekræftelse til sin Fordel, ligefrem som Vidner for Tinget, for saaledes direkte at afvæbne Sagsøgerens Paastand og opnaa umiddelbar Frifindelsesdom. Og selv hvor dette ikke lykkedes, opnaaede han dog vistnok altid, naar Sagsøgeren ikke havde ført fuldt Bevis for sin Paastand, medens Sagvolderens Vidner edelig bekræftede sin Overbevisning om Rigtigheden af hans Nægtelse, – at Retten tillod ham at stadfæste denne med sin egen Ed; uden nye Mededsmænd, hvilket jo, aldenstund Bevisets Istandbringelse og Bedømmelse henhørte under Retten selv, maatte føre til det samme Resultat. – Men i sit Væsen maatte Nægtelseseden herved antage en ganske forandret Betydning; Eden gik over i Bevismidlernes Række, idet Adgangen til at kræve sin Modpart paa Ed blev et Middel for Sagsøgeren, hvem Bevisbyrden paalaa, til at prøve Sandheden af Modpartens Benægtelse. Og nu var der kun et Skridt igjen til at indskrænke denne Adgang til den Betingelse, at Sagsøgeren havde frembragt i det mindste vis Formodning for sin Paastand, hvilket for Danmark skede ved Fr. 31 Marts 1635, gjentagen i Reces 1643, 2–6–20, men for Norge først ved Lovb. 1–14–6. – Partsedens Indskrænkning saavel i kriminelle som civile Sager til det Tilfælde, at der er frembragt grundet Mistanke eller vis Formodning, bør saaledes ikke opfattes som Anvendelse af en ny Regel om Bevisbyrde; begge Dele var uvilkaarlige Følger af Bevisførelsens Inddragen under Rettens Medvirkning; skjønt Resultatet vistnok i Strafsager og i borgerlige Retstrætter er fremkommet ad en forskjellig Vej.
Vi har endvidere seet, hvorledes Syn og Skjøn som retslig Afgjørelse af Sagernes faktiske Side allerede i Magnus Lagabøters Lovgivning havde faaet en udstrakt Anvendelse, og hvorledes Skjønnet antog en dobbelt Skikkelse: dels som selvstændig Retshandling, dels som Led i Bevisførelsen, – men i begge Tilfælde som endelig Afgjørelse af de faktiske Spørgsmaal, der var dets Gjenstand. Dette er den selvsamme Stilling, som Skjønnet endnu har beholdt i Christian d. 5tes Lovbog 1–16, hvor dets selvstændige judicielle Karakter, – modsat hvad der gjaldt i Danmark – er bevaret. At Sorenskriveren, efter dette Embedes Oprettelse, maatte blive Skjønnets Bestyrer, og at dette som enhver anden Retshandling kunde appelleres til Lagmanden, der i saa Fald med sin Lagret anstillede ny Undersøgelse, hvor dertil var Anledning og afgav Overskjøn, var ganske i Overensstemmelse med den almindelige Regel jfr. M. L. VII. 24.
Endelig har vi seet, hvorledes Budet om lovlig Stevning saavel til Doms Erhvervelse som til Bevisligheders Tilvejebringelse indskjærpes; – hvorledes Sagvolderens Udeblivelse ikke længere hindrer Sagens Paakjendelse; – hvorledes Dommene Fuldbyrdelse foregaar gjennem øvrighedens Mellemkomst som en Handling af offentlig Myndighed, – samt hvorledes et regelmæssigt Appelsystem udvikler sig derigjennem, at Dommeren maa svare for sin Dom ved den overordnede Ret, og hvorledes som Følge heraf igjen, Grundsætningen om Dommens Endelighed og afgjørende Kraft i fremtidige Trætter om samme Sag, saalænge den ikke er underkjendt ved højere Dom, vinder Erkjendelse.
Betragter man derimod Maaden, hvorpaa selve Retsforhandlingerne og Domstolenes Behandling af Sagerne foregik vil man se, at Rettergangen har antaget et helt forandret Udseende i Løbet af de 4 Aarhundreder, som ligger mellem Magnus Lagabøters og Christian den 5tes Lovgivning. Dette hidrører væsenlig fra Anvendelsen af Skrift saavel ved Sagernes Forhandling som ved deres Paakjendelse, hvilken i Løbet af det 16de Aarhundrede blev almindelig – Den hele Sagsbehandling fra først til sidst maatte derved erholde en større Sikkerhed og tillige en Fuldstændighed og Nøjagtighed i det enkelte, der fuldt ud erstattede den Garanti, man tidligere havde søgt i en streng Formalisme; skjønt den virkede paa en forskjellig Maade og gav Rettergangen et mindre tiltalende Præg. Og den var naturligvis ikke istand til at forebygge at vor Retspleje kom til at lide af hine mørke Tiders almindelige Brøst.