Hopp til innhold

Forelæsninger over den norske Retshistorie/79

Legg til lenke
Fra Wikikilden

Ogsaa hvor Sagen angik en Lovovertrædelse, hvilede Rettergangen paa den samme Grundsætning: at Rettens Mellemkomst alene tilsigter at bringe Gjerningens Retsfølge (Fredløshed eller Bod) i Udøvelse, efter at Faktum er blevet vitterligt. Men dels den Omstændighed, at Søgsmaalets Gjenstand her var noget, hvis frivillige Efterkommelse ikke lettelig kunde væntes, og i Regelen ikke engang var tilladt, dels den Omstændighed, at Strafskyld forudsætter en Flerhed af Momenter, hvis Bedømmelse kræver Samfundets umiddelbare Medvirkning, – medførte, at det formelige Paakrav her maatte bortfalde, og de private Skilledomme blive uanvendelige; hvorimod Sagen, hvis det overhovedet kom til Sag, umiddelbart forelagdes Tinget, hvor da enten, hvis Sagen var fuldt oplyst, Dommen blev afsagt og strax bragt i Udøvelse, eller, i modsat Fald, den sigtede fæstede den lovbestemte Ed.

Kun ved saadanne Lovovertrædelser, som havde en fuldkommen privat Karakter, og ikke indesluttede noget Brud paa Samfundets Fred, kom den almindelige Omgangsmaade i borgerlige Retstrætter angaaende Penge og Gods til Anvendelse, uagtet Gjerningen medførte Bøder. Vi har ovenfor seet, at Aaværkssager blev behandlede efter Reglerne for Gjældssager med Hjemstevne, hvorefter Boden, eftersom Gjerningen var vitterlig eller ikke, enten umiddelbart inddreves, eller Nægtelsesed fæstedes. Anden forsætlig Beskadigelse af Andres Ting fik netop sin kvalificerede Karakter som „spellvirki“ derved, at Gjerningsmanden fragik det; medens Ansvaret, hvis han vedgik det, betragtedes som et almindeligt vitterligt Gjældskrav (G. L. 96; F. L. V. 21 og XV. 11, jfr. X. 24 Slutn.). Det samme gjælder om ulovlig Benyttelse af Andres Ting (fornæmi), hvilket efter G. L. 92 blev til Ran, hvis Gjerningsmanden ikke godvillig vedtog at bede. – Navnlig bestemmer Løven ofte, at Ruderne i rene og klare Sager kan inddrives som vitterlig Gjæld. Saaledes for Undladelse af at betale Gejstligheden dens Tilkommende (G. L. 9), Forsømmelse af Korsbyrd (G. L. 19), Tingforsømmelse (G. L. 3, F. L. I. 1, M. L. I. 5), Undladelse af at erlægge sit Bidrag til Ledingsskibets Bygning (F. L. VII. 2), Nægtelse af at bære Vidne i Mandhelgsager (F. L. IV. 7, jfr. M. L. IV. 11), i hvilke Tilfælde Boden, hvis den ikke paa Stedet erlagdes, kunde umiddelbart inddrives med det dobbelte Beløb uden foregaaende Hjemstevning og Krav. F. L. IV. 18 anviser Søgsmaal med útbeiðsla i Tilfælde af mindre Legemsfornærmelser, og B. R. 44 og 45 ved Paatalen af Ran, hvorpaa der var skudt til Vidne, saavel for den Fornærmedes Ret som for Bøderne til Kongen. – B. R. 21 og 82 samt 48 siger i Almindelighed, at alle smaa Bøder i Sager, hvor ikke det offentlige tilkommer Bod, skal søges som privat Gjæld (á dómi).

Overhovedet træder Modsætningen mellem Forfølgningsmaaden i Straffesag og i privat Sag mindre klart frem, hvor Sagen selv er vitterlig, baade fordi Forfølgningen her i alle Tilfælde, selv om Sagen oprindelig kun gjalt en privat Fordring, umiddelbart gaar ud paa offentlig Straf (Ransbod), dels fordi der i vitterlige Strafsager lige saa lidt som i de rent private Tvisttilfælde er Spørgsmaal om nogen egentlig Rettergang, men den Angjældende bliver alene at fremstille for Tinget, hvorefter Straffen ved Tingmændenes og de kongelige Ombudsmænds Hjælp umiddelbart bringes i Udøvelse. – Men hertil var det ikke nok, at selve Gjerningen var erkjendt eller bevislig; den hele Sammenhæng maatte være notorisk. Dette var Tilfældet, hvor Drab eller Legemsfornærmelse var for øvet til Tinge, eller i offentlig Forsamling eller i Flok, hvor Gjerningsmanden, hvis han ikke paa Stedet faldt som Offer for Hævnen, strax skulde gribes og føres til Tings og, hvis det var Drab, strax aflives, men, hvis det var Saar, holdes i Lænker, indtil det viste sig, om dette blev dødeligt eller ikke (jfr. FmS. Magn. g. S. Kap. 19 og 20). Ingen maatte bistaa Gjerningsmanden ved hans Flugt, og hans Ejendom kunde strax optages af Kongens Aarmand, uden at forudgaaende Dom udfordredes (G. L. 152, 153, 181, 183, 189 og 202; F. L. IV. 9, 10, 30; B. R. 13). – Fremdeles, hvor en Tyv gribes i Gjerningen eller med Kosterne ihænde; da skal han med Kosterne bundne paa sin Ryg føres til Tinge, hvor vidner føres paa, at ile tilhørte Bestjaalne og var efterlyste og nu trufne i Tyvens Besiddelse. Kjender da Tingmændene Anholdelsen lovlig, føres Tyven lige til Fjæren for at halshugges; i andet Fald er Paagriberne brødige 15 Mark til Kongen (G. L. 253; F. L. XIV. 12)[1].

Hvor derimod Gjerningen ikke var vitterlig, maatte i alle større Strafsager en Undersøgelse til Tinge af Sagens faktiske Del finde Sted. Men her var Fremgangsmaaden forskjellig eftersom Sagen angik Drab, større Legemsfornærmelser og voldsom Hjemsøgelse, – eller andre Forbrydelser; ved de første gik en foreløbig Undersøgelse under Samfundets Medvirkning forud for den endelige Retsforhandling; hvorimod de øvrige Sager stevnedes umiddelbart til Tinget, hvor den endelige Dom enten til Fældelse eller Frifindelse eller til Ed blev afsagt.

Omgangsmaaden i Drabssager beskrives udførlig i G. L. 151 og 156, jfr. 161; F. 14. IV. 7, 8, 30, V. 3–6 (Hkb. 31–33), 9 og 12, samt IV. 24, 54, 56; B. R. 14. – Naar Nogen var dræbt, skulde hans Kone eller nærmeste Eftermaalsmand eller, hvor Nogen var dræbt i et fremmed Hered, den, som først fandt Liget, eller den nærmeste Bonde strax i Vidners Overvær udsende en Pil (ør, skera upp ør, lata ør fara), hvilken skulde bæres fra Gaard til Gaard gjennem Bygden og stevnede Bønderne til Møde samme Dag paa Drabsstedet (ørvar-þing)[2]. Ved Pilens Udsendelse opgaves selvfølgelig, i hvilken Anledning Tinget stevnedes, hvilken Besked da videre forkyndtes af dem, som frembragte Pilen. Navnlig opgaves det, hvem der sigtedes som formentlig Gjerningsmand (leggja á ørvar, G. L. 131, 151 og 156). Alle, hvem Pilen traf, var pligtige at møde for at forklare, hvad de vidste om Sammenhængen; kun de, som paa Vejen til Ørvartinget mødte Folk, som vendte tilbage derfra, efter at det var sluttet, havde Lov at vende hjem igjen. Navnlig skulde de møde, for hvem Drabet var blevet lyst, eller som havde Oplysning om Gjerningen at meddele, saavelsom, hvis det var muligt, Kongens Ombudsmand. Drabsmanden selv skulde ligeledes møde, og Bønderne skulde tilsige ham midlertidig Fred til og fra Tinget; blev den Sigtede nægtet Lejde, kunde ingen Fredløshedsdom fældes over ham. – Paa Ørvartinget skulde nu Sagens Sammenhæng granskes, og alle Oplysninger om de med Drabet forbundne Omstændigheder indhentes. Hvis mindst 27 Bønder havde indfundet sig, og derhos saavel Eftermaalsmanden som Drabsmanden var tilstede, eller den sidste var udebleven, skjønt Pilen havde naaet ham, synes Sagen endelig at have kunnet paakjendes ved Ørvartinget. Indfandt der sig ingen Eftermaalsmand, maatte sagens Forfølgning udstaa; var rette Eftermaalsmand bekjendt, skulde Kongens Aarmand efter F. L. IV. 24[3], jfr. 54 stevne ham med lovligt Varsel, og, hvis han ikke indfandt sig, havde han tabt sin Ret til sagens Forfølgning, som da overtoges af Aarmanden paa Kongens Vegne. Var Drabsmanden fraværende skulde der gives ham Varsel til et nyt Ting. Udeblev Drabsmanden uden lovligt Forfald, havde han dermed erkjendt sig skyldig. Forudsætningen er her, at Angjældende enten selv har lyst Drabet paa sig, eller formelig er sigtet som Drabsmand.

I Regelen var dog Forhandlingerne paa Ørvartinget, som det lader, kun forberedende, medens det endelige Søgsmaal fandt Sted paa et almindeligt Ting, stevnet den 5te Dag efter Ørvartingets Slutning paa det ordentlige Tingsted (fimtar-þing). Dette var kompetent, hvis Fjerdeparten af Tingmændene mødte. Her fremførtes nu alle Vidnesbyrd for og imod, og den endelige Dom afsagdes, hvorved den Sigtede enten frifandtes (til sýknar), hvis Drabet var øvet som Selvforsvar eller retmæssig Hævn, eller, hvis han nægtede Gjerningen, ilagdes den lovbestemte Befrielsesed eller Gudsdom (til undanfœrslu, til skírslar), eller som overbevist Drabsmand erklæredes fredløs (til útlegðar); – med mindre der tilvejebragtes Forlig (til sættar), hvorved Drabsmanden fæstede lovlige Bøder til den Dræbtes Frænder og Tegngilde til Kongen, og herfor stillede Borgen (vørðslur). I dette Tilfælde tilsagdes ham strax af Eftermaalsmanden foreløbig Fred (grið) og siden, naar Bøderne var udredede, fuld Tryghed (trygðir).

Til nærmere Fastsættelse af Boden samt de Terminer og de Gjenstande, hvori den skulde erlægges m. v., ansattes i Utlegds-Sager gjærne et sednere Forligsmøde (sættar-stefna eller sættar-dómr) af Mænd, opnævnte af begge Parter, hvor det endelige Forlig afsluttedes (F. L. VI. 1 og 2[4]). Nogen Dom blev i dette Tilfælde ikke afsagt paa Tinget; men Forliget selv kaldes i Lovene ofte dómr. – Viste det sig sednere, at Forliget ikke blev holdt, blev deraf en ny Sag med den Følge, at den skyldige betragtedes som Gridbryder, F. L. V. 9[5] jfr. Hkb. 38, og Magnus Erlingssøns Rb. 1164[6] (G. L. 32, F. L. V. 46) jfr. B. R. 104, der bestemte, et i Drabssager og de Lejermaalssager, som var Blodhævn undergivne, havde den skyldige, som ikke holdt Forliget, forbrudt sin Fred; men i andre sager skulde han for Domrov bøde 18 Ører til sagsøgeren og 15 Mark til Kongen og holde Forliget som før.

Faldt Tingets Dom til Fralæggelsesed, havde den sigtede at byde sin Modpart saavelsom Kongens Aarmand Eden i den Gaard, de opgav, inden de forskrevne 10 Uger. Faldt Eden, skulde Sagsøgeren efter G. L. 136 inden 12 Maaneder og efter F. L. IV. 8[7] inden 1 Maaned have paatalt Edfaldet, da han i modsat Fald havde spildt sin Sag; men Aarmanden havde efter F. L. ligefuldt Adgang til paa Kongens Vegne at paatale Edfaldet inden 1 Maaned, efter at han havde faaet Kundskab derom. – Eftermaalsmanden eller Aarmanden havde da atter at stevne Ting, og, hvis den Sigtede ikke godtgjorde, at Eden var rettelig aflagt, blev han lyst fredløs. – Først efter Fredløshedsdommens Forkyndelse blev det strafbart at hjælpe ener omgaaes med Drabsmanden, aldenstund Drabet ikke var forøvet til Tinge eller i anden Forsamling (G. L. 202; F. L. IV. 41, jfr. V. 12 og III. 23). – Naar Fredløshedsdommen var fældet, havde Kongens Ombudsmand at optage den Domfældtes Bo, efter behørig at have indstevnet hans Fordringshavere til først at modtage sit Tilkommende (G. L. 162; F. L. V. 13) og afsat Forlagsøre til de Trængende, han havde at forsørge.

Ogsaa Drabsmanden selv kunde stevne Ørvarting og „give den Døde Sag“, hvor han havde forøvet Drabet af Nødværge eller i retmæssig Harme (G. L. 160; F. L. IV. 39 og 40). Efter Frostatingsloven synes dette endog at have været hans Pligt, og den Dræbtes Arving havde Ret til med den foreskrevne Ed at frigjøre denne for Sigtelsen og erholde Drabsmanden fældet.

I Byerne tilstevntes samme Dag, et Drab var begaaet, et almindeligt Bymøde, hvorfra Gjaldkeren tilligemed Bymændene begav sig til Gjerningsstedet for at undersøge de nærmere Omstændigheder. Naar de atter var komne tilbage til Mødet, fortsattes Forhandlingerne og fældedes Dom. Havde der ikke været Anledning til at stevne Drabsmanden til Mødet, udsattes Sagen til nyt Møde med 7 Dages Varsel. Mødte han ikke da, blev han dømt fredløs (B. R. 14[8]).

Anvendelsen af Ørvarting er i Gulatingsloven indskrænket til Drabssager. I Frostatingsloven anvendes samme Fremgangsmaade ogsaa ved større Legemsfornærmelser (F. L. IV. 29, 30, 43, jfr. V. 6 og 7[9] og B. R. 29). Her er det naturligvis den Mishandlede, som selv har at udsende Pilen: var han ikke istand til at tale, kunde han vænte, til han havde faaet sin Førlighed igjen, hvilket var lige saa gyldigt, som og det var skeet samme Dag. Havde tvende gjensidig fornærmet hinanden, og hver for sig tilstevnet Ørvarting, og de saa kom til Femtertinget, skulde den, der først havde udsendt Pil, først føre sine Vidner, og derefter den anden, og først efter at begges Vidnesbyrd var granskede (rutt) og bedømte af Tingmændene, skulde Dom afsiges. Æskede Nogen Dom, førend Modparten havde ført sine Vidner, havde han tabt sin Sag. – Fremdeles foreskrives Udsendelse af Pil af alle Lovene i Tilfælde af røversk Overfald (hervirki, níðings-herr, grímu-menn) og Boran (G. L. 314; F. L. IV. 62 og V. 14), og det samme foreskrives i F. L. IV. 50–52 (jfr. G. L. 141 og 213) for det Tilfælde, at Konge, Jarl eller Lendermand gjør ulovlig Atfør hos nogen Mand. I disse Tilfælde er det imidlertid nærmest for at samle Bønderne til Røvernes Forfølgning, at Tingpilen udsendes, ikke til Retssagens Behandling; men det er sandsynligt, at de forsamlede Bønder ogsaa maatte kunne optræde som Ørvarting til Sagens Behandling, for saa vidt Røverne blev paagrebne eller frivillig indfandt sig; jfr. Brudst. af Eidsivatingsloven i NgL. II. S. 523[10].

Ved andre Forbrydelser var Fremgangsmaaden regelmæssigen den, at Sagsøgeren stevnede Gjerningsmanden lige til Tinget, hvor denne da enten blev ilagt den lovbestemte Nægtelsesed eller, hvis han var overført Gjerningen, den lovbestemte Straf. I Utlegdssager blev da, som sædvanligt, et Forligsmøde (sættar-stefna) til Bodens Fastsættelse at afholde. – Havde der ikke været Anledning til at varsle Gjerningsmanden, udsattes Sagen til et nyt Møde, hvor den endelige Dom blev fældet. – Ogsaa her omtales forudgaaende Hjemstevning for at modtage Stevnemaal til Tinge („til þingstefnu“, jfr. F. L. X. 4 og 7); men dette er alene en foreløbig Varsling om Sagsanlægget, der maaske ogsaa tilsigtede at bringe i Erfaring hvorvidt Angj. vedgik Gjerningen og var villig til mindelig Afgjørelse, men ikke, saaledes som Hjemstevning „til kvaða“ i borgerlige Retstrætter, dannede noget Led i selve Sagens Forfølgning. – Ved søgsmaal for Landsforræderi foreskriver F. L. IV. 4 og XV. 1, at Kongen skal opnævne en med den Anklagede jævnrettes Mand af Hirden til at udføre Paatalen; men om dennes Beskaffenhed siges intet videre, end at den skulde finde Sted, naar Kongen ikke var tilstede inden Fylket, og Nægtelseseden bydes i Kongens Gaard i Fylket med 3 Dages Varsel. – Umiddelbar Tiltale til Tinge foreskrives i G. L. 184[11] for Legemsfornærmelser, jfr. F. L. IV. 18; for Mordbrand (G. L. 98[12]); for Spildeværk (F. L. X. 24 Slutn.[13]); for Tyveri og Hæleri (G. L. 254[14]) samt Kjøb af røvet Gods (G. L. 314[15]) og ulovlig Forligelse med Forbrydere (G. L. 214 og 256); for Voldtægt (B. K. R. (II). 13), for Nidviser (F. L. V. 26, Hkb. 38[16]) m. v. – Dette er den selvsamme Forfølgningsmaade, som anvendes i borgerlige Retstrætter, hvor Forpligtelsen er vitterlig, – kun at i disse Edsdom selvfølgelig var udelukket, – og som sednere efterhaanden udstraktes ogsaa til de ikke-vitterlige Sager, hvor Granskning paa Aastædet ikke udfordredes. Forfølgningen i borgerlige Retstrætter og i Strafsager blev altsaa i sin Form den samme, idet Behandlingen i sin Helhed overførtes til Tinget, hvor da den efter Sagens Beskaffenhed mere eller mindre fuldstændige Undersøgelse angaaende den faktiske Sammenhæng fandt Sted; herfra gjaldt alene de 2 Afvigelser: de borgerlige Retstrætter, hvori Skilledom paa Aastædet, og de grovere Strafsager, hvori foregaaende Ørvarting var nødvendigt.

I alle Tilfælde, hvor Retsforfølgningen maatte udsættes, navnlig ved mellemkommende Helligdage, var den sigtede efter de ældste Love forpligtet til at stille Borgen (tak), hvis han ikke ejede Gaard eller Skib eller en Formue af mindst 3 Mark, i hvilket Tilfælde hans personlige Vederhæftighed agtedes som tilstrækkelig Borgen (bú hans varðar taki fyrir hann). I manglende Fald maatte han underkaste sig personlig Fængsling (bjóða sik sjálfum í tak), se G. L. 102 og 254; F. L. III. 23, jfr. 20og X. 26; B. R. 14 50; Eidsl. N. gl. L. II. S. 523. Jfr. Retshist. I. S. 329.

Den nyere Landslov bibeholder Forfølgningen gjennem Ørvarting og Femterting i Sager angaaende Drab og Legemsbeskadigelser, der ikke var aabenbare (M. L. IV. 11); medens andre Misgjerningssager søgtes umiddelbart ved Heredstinget og der, efter Bevisets Stilling paadømtes enten til umiddelbar Fældelse eller Frifindelse eller til Fralæggelse ved den lovbestemte Ed (M. L. IV. 3, 8, 14–16. 21, 25; VII. 28, 37. 40; IX. 2, 4, 5 m. fl.). – Men den fremtrædende Stilling, som de kongelige Ombudsmænd nu indtog ved Retsplejen, i Forbindelse med Privathævnens fuldstændige Afskaffelse og den friere Benyttelse af Bevismidlerne, som nu fandt Sted, maatte nødvendigvis give Forfølgningen en helt forandret Karakter. Til Sysselmanden skulde den paagrebne Misdæder føres, og af ham bringes til Tinget, for at dømmes, og Sysselmanden skulde besørge den idømte Straf exekveret, for saa vidt han ikke fandt Opfordring til at forelægge Kongen Sagen. Om nogen Ret for den Anklagede til at fordre Lejde til og fra Tinget er ikke Tale; det beroede paa Omstændighederne, hvorvidt Lejde kunde tilstaaes ham, og enhver bevislig Misdæder kunde gribes og holdes i fængslig Forvaring. – Sysselmanden havde at paatale ikke alene ethvert Drab, som ikke blev paatalt af rette Eftermaalsmand, men ogsaa større Legemsfornærmelser, naar den saarede ikke inden 3 Dage blev istand til at gjøre det, og overhovedet alle Lemster-Saar, selv om den Fornærmede taug; M. L. VIII. 8 paalægger ham derhos i Almindelighed at paatale enhver Sag for den, som mangler fornøden Indsigt til selv at gjøre det. – Ved Rb. 1273 (Hdsk. 36) paalægges Sysselmændene, naar Drab var forøvet under formildende Omstændigheder, først at sende Gjerningsmanden under Lejde til Kongen med en skriftlig Indberetning om Sagen, hvorpaa da i Almindelighed fulgte et Landsvist-Brev; ligesaa gives der Udsigt til, at Fængselstraf gjennem Kongens Naade kan blive sat istedetfor Dødsstraf. Var en Forbryder bleven paagreben i en fremmed Syssel, skulde Sysselmanden, paa Forlangende af Sysselmanden paa det Sted, hvor Gjerningen var forøvet, sende ham til denne til Sagens videre Forfølgning. – Paa hvert Lagting havde sysselmanden ifølge M. L. I. 5 at lade lyse, hvilke Fredløshedsdomme der i det forløbne Aar var faldne i hans Syssel, tilligemed de Domfældtes Signalement, jfr. Rb. 11 Oktbr. 1303, 17 Juni 1308, Art. 9 og 28 Aug. 1315.

Bestemmelserne om de Anklagedes Forpligtelse til at stille Tak er i Landsloven, udenfor Tyvssager (IX. 4), bortfalden, og Indskrænkningen i Eftermaalsmandens Ret til at sigte kun 3 Personer som Gjerningsmænd til et begaaet Mord er udtrykkelig ophævet.

Privathævnens Afskaffelse og hele Sagsbehandlingens Henlæggelse til Tinget, maatte nødvendigvis ogsaa medføre, at de private Forligsmøder i Utlegdssager inddroges under de almindelige Domstole. De blev vel bibeholdte som en selvstændig Bestanddel af disse, men tabte sin private Karakter; Mændenes Opnævnelse henlagdes til den kongelige Retsbestyrer (réttari). Se M. L. IV. 20, der paalægger Retsbestyreren at kalde begge Parter for sig og opnævne 12 skjønsomme Mænd til at dømme mellem dem, hvilken Dom, i Mangel af frivillig Efterkommelse, kan fuldbyrdes ved Atfør. I ringere Sager var Domsmændenes Antal 6. Den samme Fremgangsmaade foreskrives i Rb. 1280 Art. 28[17], jfr. M. L. IV. 17, ved Paadømmelsen af Sager, der gik ud paa Livs eller Lemmers Tab, eller andre store Refselser, i hvilke Lagmanden, hvis han var tilstede paa Tinget, og i andet Fald Sysselmanden skulde opnævne 12 skjellige Mænd til Dom, hvilke skulde træde afsides og indbyrdes komme overens om Dommen, og derpaa vende tilbage til de øvrige Tingmænd og stadfæste Dommen tilligemed disse. Under formildende Omstændigheder tillægges Domsmændene udtrykkelig Ret til at lempe Bøderne saavel til Kongen som til den Fornærmede. – Ved Siden heraf gjentager M. L. I. 8 Bestemmelsen i Rb. 1164 om Straffen for ikke at efterkomme de saaledes fældede Domme, – nemlig i Drabs- og Lejermaalssager, hvoraf fulgte hel eller halv Mandebod (IV. 5 og 25), at Fredløsheden indtræder paany, og i ringere Sager en Bod af 1 Mark til Domhaveren og 4 Mark til Kongen i Domrov, hvilken Bod tilligemed Domsbeløbet inddrives ved Atfør. – Disse 6 eller 12 Mænds Kjendelse blev saaledes virkelig Domme, og Mændene optræder ganske paa samme Maade som Lagretten ved Tinget.

Forfølgningsmaaden efter Byloven stemmer ganske overens med Landsloven; kun at Bymøder træder istedetfor saavel Ørvarting som Femterting, og at den strenge Taksætning overalt bibeholdes.

Ved Lagmands-Orskurd kunde Strafsager aldrig paakjendes, med mindre det var saadanne Overtrædelser, der forfulgtes som rent private Tvistemaal. Kun i Byerne henhørte ifølge B. L. VII. 15 ogsaa Forbrydelser under Lagmandens Jurisdiktion. – Da Misgjerningssager i Regelen blev endelig afgjorte ved Heredstinget, kunde Lagmanden heller ikke i Egenskab af Dommer paa Lagtinget faa nogen egentlig kriminel Jurisdiktion uden i de sjeldne Tilfælde, hvor en Forbryder umiddelbart stevnedes til Lagtinget for der at lide Dom, hvilket i alle Fald under visse Omstændigheder kunde ske (jfr. G. L. 202), navnlig ved Overtrædelser af selve Tingordningen. – Men eftersom Lagmandens selvstændige Dommermyndighed i Tidens Løb udvidedes fornemmelig derved, at han ogsaa paa Bygdetingene deltog i Sagernes Paakjendelse, naar han var tilstede, var det naturligt, at hans Virksomhed ogsaa udstraktes til Strafsager, saaledes at de 12 Mænd dømte i Forening med Lagmanden, og mindre Sager ligefrem afgjordes ved hans Orskurd. Allerede i Haakon Magnussøns Rb. 1297–1298 Art. 14[18], jfr. Rb. 23 April 1293 Art. 4, forbydes det Sysselmændene at stevne Nogen til Lagmanden til Bøders Udredsel, før Sagen er behørig undersøgt „hjemme i Bygden“; men i Reces 1568 Art. 5 (Paus S. 353) heder det at Kongens Ombudsmand ikke maa tage Bøder eller Faldsmaal af Nogen, inden Sagen er paadømt af Lagmanden, „om han er nærhos boende; men er Lagmanden ikke saa nær hos, da skal Lagrettet (ɔ: Bygdetinget) kjende derpaa“. I Haakon Magnussen den yngres udaterede Retterbod om Forholdene i Bergen Art. 16 (N. gl. L. III. S. 212) siges der ganske i Almindelighed, at, hvis Nogen bliver saggiven, og der er ikke Vidne til, „skal Lagmanden dømme ham til Undenførsel efter sagens Omstændigheder“. Chr. IV. L. I. 4 gjengiver Bestemmelsen i Rb. 1280 Art. 28 med det Tillæg, at de 12 Mænd skal „dømme i Lagmandens Nærværelse, om han er saa nær tilstede“, uden at tale om nogen efterfølgende vedtagelse af de øvrige Tingmænd, hvilken Gjengivelse udentvivl hidrører fra en i et Haandskrift af M. L. IV. 17 fra 2den Halvdel af det 14de Aarh. (Cod. reg. Hafn. 3260 qv.) indført Recension, hvor det imidlertid kun heder, at Lagmanden skal opnævne de 12 eller 6 Mænd, hvis han er tilstede (se Dipl. Norv. I. 1030 fra 1511). Og i Diplomsamlingen findes en Mængde Lagmandsdomme i Strafsager, saaledes Dipl. Norv. III. 153 (fra 1329); I. 552 (fra 1396), to Frifindelsesdomme i Drabssager. – Efter at et regelmæssigt Appel-Institut havde udviklet sig, forstaar det sig, at Strafsager lige saavel som andre Sager kunde indstevnes for Lagmanden, medens denne ikke mere dømte i første Instans.

Anklagerens Stilling lige over for den Anklagede i en Strafsag var ganske den samme som i en borgerlig Retstrætte. Han forebragte sin Klage (sókn) ledsaget af dens Bevisligheder, hvorefter den Anklagede paa samme Maade fremkom med sit Forsvar (vørn), og Tingmændene fældede Dommen. Om nogen Afhørelse af Tiltalte fra Rettens Side for at erholde Tilstaaelse er aldrig Tale; om det end ikke kan betvivles, at en og anden af Tingmændene kan have fundet sig opfordret til at rette Spørgsmaal til Parterne eller de fremstillede Vidner angaaende Sagens Sammenhæng. Nogen Lighed med et Forhør havde vistnok Ørvartinget; men det var dog alene rettet paa Indsamling af Oplysninger om Gjerningen i Almindelighed og ikke paa Afhørelse af den Anklagede (jfr. F. L. IV. 43); det samme gjælder om Ransagningen i Tyvssager. – Kun hvor en Træl var beskyldt for nogen Forbrydelse, skulde hans Herre overlade ham til Sagsøgeren, der var berettiget til at pine ham til Bekjendelse; dog saaledes at han ikke forringedes i Værd eller Arbejsdygtighed, og hverken med Ild, Jærn eller Vand (G. L. 262; F. L. X. 40). Men den Bekjendelse, Trællen afgav under Torturen, ansaaes ikke som fuldt Bevis, med mindre den bestyrkedes ved andre Oplysninger.

Eftersom imidlertid Forbrydelsers Paatale i større og større Udstrækning overtoges af de kongelige Ombudsmænd, er det let at forstaa, at en inkvisitorisk Fremgangsmaade lige overfor den Anklagede snart maatte komme i Brug. Allerede tidlig paalægges det Kongens Ombudsmænd at ransage efter Forbrydere i Bygden (jfr. Haakon Haakonssøns Rb. 1260, F. L. Indl. 12), og M. L. IV. 11 bestemmer, at, hvis den Fornærmede ikke inden 3 Dage faar sin Førlighed igjen, saa at han kan stevne Ørvarting, skal Sysselmanden „stevne Ting og ransage efter Gjerningsmanden“. At saadan Ransagning først og fremst indbefattede Afhørelse af den Sigtede selv, var saa meget mere naturligt, som det endog i rent private Tvistigheder anbefales Sysselmanden at undersøge Sammenhængen gjennem Afhørelse af Parterne, og Vidneførsel kunde foregaa for Sysselmanden, førend Sagen stevnedes for Tinget, se M. L. IV. 20; Rb. 1280 Art. 10, 23 og 24. – Til deslige Forhør af sysselmanden eller hans Foged findes mangfoldige Spor baade i Retterbøderne og Diplomerne, se især de ovennævnte Rb. 1273 (Hdsk. 36), 11 Oktbr. 1303 og 17 Juni 1308. 9, jfr. 22 Juli 1297. 14. Navnlig er dette Tilfældet i Drabssager, og den gamle Fremgangsmaade med Ørvarting er vistnok derigjennem efterhaanden gaaet af Brug. – At der da ved disse Examinationer har været anvendt saavel hemmelig Afhørelse som Trusler og vel ogsaa undertiden Tortur mod den Mistænkte, kan ikke betvivles. Exemplet fra, hvad der brugtes ved de gejstlige Retter, saavelsom hvad der gjaldt i andre Lande, navnlig Danmark, hvor Torturen var kjendt allerede i det 13de Aarhundrede, maatte ogsaa ytre sin Indflydelse i Norge. Se saaledes Dipl. Norv. III. 225 af 1348, og 981 af 1492 samt V. 1056 fra 1529 m. fl. – Chr. II. gejstlige Lov Art. 72, 77 og 78; verdsl. L. Art. 38 og 39. Chr. III. Reces 1547 Art. 17, og 1558 Art. 19 (Kilde til Lovb. 1–18),

At derimod Retten selv foretog sig foreløbig at forhøre de Anklagede, var uforeneligt med hele Tingets Indretning og stridende mod de Gamles Opfatning, og hertil findes først længer nede i Tiden noget Spor. Det var altid Anklageren (den Fornærmede selv eller Kongens Ombudsmand), som havde at tilvejebringe Bevislighederne og hænde Dom. Kun hvor Lagmanden skulde paadømme en Sag, forstaar det sig, at han har ladet saavel den Anklagede som vidnerne forklare sig om Sagen, og derunder i fornødent Fald selv rettet yderligere Spørgsmaal til dem; men dette var intet Andet end hvad der ligesaavel kunde ske i rent private Trætter. Den foreløbige Undersøgelse var afsluttet paa administrativ Vej, forinden Sagen kom til Lagmandens Behandling.

At personlig Fængsling efter den nye Lov var tilladt mod enhver bevislig Forbryder (M. L. IV. 16 og 19), ikke blot mod dem, som var grebne i Gjerningen, eller ikke kunde stille Borgen, forstaar sig selv; ligesaa foreskrives Fængsling af mistænkelige Personer, Rb. 11 Oktbr. 1303, 5 Marts 1304 o. fl. – Hvis Forbrydernes Frænder truede den kongelige Ombudsmand med Hævn, foreskriver Rb. 29 Maj 1303[19], at de skal holdes i Fængsel, indtil de stiller fyldestgjørende Borgen, og hvis der sednere tilføjes Ombudsmanden nogen Skade, som hine kan mistænkes for at have voldet, skal det ikke tilstedes dem at frie sig med sin Ed, forinden Sagen har været forelagt Kongen.

Var Drab forøvet i Gildehus, uden at være lyst, paalaa det efter de ældste Love de Tilstedeværende at oplyse Sammenhængen (G. L. 157, jfr. 187; F. L. IV. 14 og 15); havde Nogen hemmelig forladt Stedet om Natten, uden at sige sit Erende, var Formodningen for, at han var Gjerningsmand til det forøvede Mord. Hvilede ingen saadan Mistanke paa nogen Enkelt, havde Eftermaalsmanden Ret til at sigte 2 af de Tilstedeværende til Fralæggelse ved Tylftered. – Var Legemsfornærmelse tilføjet Nogen ved slagsmaal i Gildehus, skulde Sagen foretages for Drikkebrødrene selv den næste Dag; her skulde Oplysning om Sammenhængen indhentes, og de tilstedeværende Bordfællers Vidnesbyrd kunde ikke mødes med Modvidner. Ved dette Gildestevne, der saaledes svarede til Ørvartinget i Drabssager, kunde ifølge G. L. 187[20] Sagen endelig paadøm- mes af de Tilstedeværende, „hvis de kjendte Loven“; i andet Fald skulde den skydes til Tinget. Havde saa mange som Fjerdeparten af samtlige Gjæster deltaget i Slagsmaalet, forfaldt samtlige i Bøder til Kongen. – Tilsvarende Bestemmelser findes ikke i den nyere Lov, kun Bestemmelsen om, at Gildefæl1ernes Vidnesbyrd ikke kan mødes med Modvidner, er gjentaget i M. L. I. 4 og VIII. 2, B. L. 3.

Kristendomsbrud, for saa vidt de paakjendtes ved verdslig Domstol, forfulgtes paa samme Maade som verdslige Overtrædelser, ved Stevning umiddelbart til Tinge. Paatalen tilkom Biskoppen eller hans Aarmand (jfr. ovf. S. 145), selv om Bøderne tilfaldt Kongen (G. L. 33, jfr. 9). Ifølge B. K. R. 17 maatte han imidlertid ikke anlægge nogen Sag, med mindre han enten havde Vidner paa Gjerningen, eller et bestemt Bygderygte betegnede Nogen som skyldig. Han skulde i denne Hensigt stevne Ting og forkynde, at han har hørt, at en vis overtrædelse er begaaet i Heredet, samt spørge Tingmændene, om ogsaa de har hørt det. Hvis da en Fjerdepart af de Forsamlede har hørt det, skal Paatale finde Sted, i modsat Fald „heder det hans Paafund, og han maa ikke rejse Sag“. Ogsaa de øvrige Kristenretter fordrer i det mindste i de grovere Sager bevist Bygderygte som Betingelse for Sagene Paatale, hvilket stemmer med Kirkerettens almindelige Grundsætninger. Saaledes forbyder E. K. R. 41 at anklage Nogen for Troldom, med mindre enten Anklageren eller hans Hus selv er bleven forgjort, eller 3 Bønder bevidner, at der hersker Bygderygte derom. Ligeledes G. L. 28 (jfr. N. gl. L. II. S. 495 og Sv. K. R. 98) forbyder at anklage nogen Kvinde for Troldom, med mindre der gaar Bygderygte derom. Det samme foreskriver Magnus Erlingssøns Rb. 1164 (G. L. 32) om Anklage for Sodomitteri. Ligesaa fordrer Erkebiskop Sigurds Kristenret 1244 stadig bevist Bygderygte (at þat hefir flotit um þrjá bœja eða fleiri) som Betingelse for Paatalen af Kristendomsbrud: Saaledes F. L. II. 29 for Helligbrøde; II. 46 for Mened; III. 3 og 5 for Utugt; III. 15 for Hedenskab og Troldom; III. 18 for crimen bestialitatis. Bygderygte er i alle disse Tilfælde klarlig Betingelse for Søgsmaalets Tilstedelighed og ikke blot for Anklagerens Ansvarsfrihed. – Ved Anklage for Ægteskab i forbudne Led foreskriver F. L. III. 1, i Lighed med den almindelige Kirkerets Forskrift (c. 5, 6. 9 C. XXXV. qv. 6, jfr. N. gl. L. IV. S. 180–81), at Biskoppens Aarmand skal stevne Ægtefolkene til Tings; her skal Aarmanden opgive, hvorledes de Angjældende efter hans Formening er for nær forbundne, og disse havde da at legitimere sin Forbindelses Lovlighed. Beviset føres ved de Beslægtedes Vidnesbyrd; var disse ikke tilstede, skulde Sagen udsættes for at de kunde blive varslede. Gaves der ingen Beslægtede, skulde Aarmanden paa Tinget opnævne 12 af de bedste Bønder til at granske Slægtskabet, og af dem skulde da paa næste Ting to bevidne Forholdet. Lykkedes det da ikke Ægtefolkene at bevise Forbindelsens Lovlighed (koma mønnum meðal d. e. paavise flere mellemliggende Led i Rækken af Ascendenter op til den fælles Stamfader, end af Aarmanden angivet), – var de brødige 3 Mark, og hvis de ikke skiltes ad, skulde Aarmanden paany stevne dem til Tings, hvor de atter havde Adgang til at bevise sin Forbindelses Lovlighed, men i modsat Fald atter var brødige 3 Mark. Hvis de ikke endda vilde skilles, skulde Aarmanden stevne dem til det tredje Ting, hvor de fremdeles havde Adgang til at bevise Forbindelsens Lovlighed, men i modsat Fald tredje Gang var brødige 3 Mark, og hvis de ikke nu adskiltes, blev de fredløse (jfr. ovf. S. 150). – Samme Fremgangsmaade foreskrives for Konkubinatsforhold i F. L. III. 4.

Om Fredløshedens Idømmelse for Kristendomsbrud og dens Kundgjørelse samt om optagelsen af den Fredløses Gods indeholder F. L. III. 21, 23 og 24 de samme Forskrifter, som for verdslige Sager. Mærkes maa kun, at Biskoppen havde Ret til at give den skyldige Fred saaledes, at han blev fri for at erlægge saavel Bøder som Fredkjøb til Kongen, naar han, inden Sagen var bragt for Tingen forligte sig med Kirken og underkastede sig den ham paalagte Kirkebod, jfr. ovf. S. 145–6.

I Sager, som var Gjenstand for Forfølgning ved de gejstlige Domstole, kom naturligvis den kanoniske Procesmaade i sin Helhed til Anvendelse. Denne var ganske forskjellig fra den ovenfor skildrede, og fornemmelig rettet paa at bringe Sandheden for Lyset, fremfor alt gjennem egen Tilstaaelse. Herom skal nedenfor blive handlet.

  1. ↑ F. L. IV. 30: Svá er ok mælt, at engum manni skal synja þinggøngu nema mannsbana þeim, er vegr mann á þingi ok verðr tekinn í eptirrás, ok þjófi þeim, er fóli var á bak bundinn. En ef maðr verðr útlagr gerr á fylkisþingi eða á ørvarþingi því, er þar er, sem fylkisþingit skyldi vera; nú vill hann fara í þat sama fylki ok æsta sér þinggøngu, þá skulu búendr eigi játa hánum; en hverr maðr annarra á þinggengt, ok veri sitt mál, sem hánum leiðst. – Jfr. Hertzberg, Proces, S. 204 og 208.
  2. ↑ G. L. 151: Kona skal ørvar skera; en ef eigi er kona til, þá skal erfingi ør skera samdœgris, er hinn lætr líf sitt, fyrir váttum, ok hafa þar þing, sem víg er vigit, ef honn vill; þá megu peir dóm dœma, þó at eigi komi fleiri bœndr en 27. En ef á þingstoð skal rétt umldœma, þá skal koma fjorðungr þingmanna; þá megu þeir dóm dœma, þó at eigi komi fleiri. Allir skulu þær ørvar bera ok engi fella; en sá er sekr at aurum 12, er þær fellir; en sá er sekr at hálfu meira, er gerir bæði, fellir ørvar ok sitr heima um þing. Fyrir váttum skal hon þær ørvar skera, ok skera samdœgris, nema ræðismenn hennar sé svá fjarri staddir, at hon má eigi þeim ná. Nú ef ørvar taka hann, ok sœkir hann eigi þing, þá berr hann á baki søk; en ef ørvar taka hann eigi, þá skal gera hánum stefnu til þings annars, ok njóti hann þar skírsla sinna. En ef hann á frændr eða erfða-menn, þá skulu hánum boð gera. En ef hann kemr eigi ok firrist harm boð, þá berr hann á baki søk, ok kemr eigi nauðsyn hans.
  3. ↑ F. L. IV. 24: Ef maðr hittir dauðan mann í mørku sinni eða annars manns mørku, þá skal ør skera ok láta þat øru fylgja, at þangat skal fara, er hinn dauði liggr. Ef þann mann má kenna, þá á sá, er kennir, ef hann er réttr eptirmælandi, kost at sœkja 2 menn til tylftar-eiðar. En ef svá er, at engi maðr má þann mann kenna, þá standi þat mál kyrt til þess, er eptirmælandi kemr nær, ef mannsverk er á, ok á hann kosti enn þá at sœkja 2 menn til tylftar-eiðar. Nú er sakar-áberi innan fylkis ok kemr eigi til innan 7 nátta, þá geri ármaðr hálfs manaðar stefnu. – – – En ef sakar-áberi vill eigi sœkja, þá se hann fallinn at sóku sinni, en ármaðr eigi sókn þá síðan.
  4. ↑ Þeir, er í dómum sitja ok sáttmál gera.
  5. ↑ F. L. V. 9: Hvervitna þess, er bauggildis-menn ok nefgildis-menn þeir fjórir í hvárntveggja stað, er til eru skildir at løgum at selja mønnum grið til sættar, eða trygðar veita á móti baugum; þau grið innan griða-stefnu ok tryggvar, ef veittar verða, skulu svá halda bæði í faðerni ok moðerni, sem sjálfr hefði hverr veitt. En sá er á gengr, hann verðr tryggrofi eða griðníðingr á þeim griðum eða trygðum, er bauggildis-menn ok nefgildis-menn hafa veitt, sem sjálfr héldi hann á bók, ef mál hélzt, sem her skal skilja. Fjárhlut skal frændum með vitni bjóða eptir þeim sølum, er á sættar-stefnu verða tilgreidd. Eigi skal annarra bóta mega beiðast, heldr en hann stendr í eptir því sáttmáli, sem tekit hafa bauggildis- ok nefgildis-menn. En ef bœtr eru boðnar með vitni, ok vill hinn við taka, er hafa á, ok hefir eigi hinn þá enn með efnum upp at greiða, er í þeirri bót eru taldir, er at því sali skyldu fjárhlut upptaka, þá skal þó eigi vega á veittar trygðar. Umboðsmann skal fá sér til fjár viðtøku þann, er í nánd siti, ok skal þat uppgreiðast innan þrjá manaða. En ef þá greiðast enn eigi, þá er sjálfsagt griðum í sundr.
  6. ↑ Rb. 1164: Alla þá dóma, er um vígaferði skal setja eða þeirra kvenna legorð, er menn eigu vígt um at løgum, þá skal þá alla með løgum setja ok með griðum til fyrsta sals. En sá er rýfr dóm løgsamdan fyrir sal eða at fyrstum sølum nauðsynjalaust, þá gengr sá á grið sin, ok er tryggrofi, ok hefir fyrirgert fé ok friði. En þær eru nauðsynjar, ef maðr er sjúkr eða sárr eða einarhverjar þær stórnauðsynjar, er góðir menn bera vitni um, at hann mátti eigi viðkomast, ok skulu þær nauðsynjar koma í eindaga. En sal þat fyrsta skal framkoma innan þess sama mánaðar ok flytjast heim til hans, ok sé boðit með vátta tvá; en hinn taki þar við eða umboðsmaðr hans, nema sá vili inndælla hánum um gera, er taka skal. En um øll ønnur mál, er menn setja løgdóma til á meðal sín, þá sekist sá 18 aurum við sakar-áberan, er rýfr, ok halda dóm sem áðr, en við konung 15 mørkum, ok sœki konungr eða sýslu-menn hvárumtveggja til handa, ok taki hinn skuld sína fyrst upp eptir því, sem dómr dœmdi; en sekt hvárstveggja sé skipt eptir fjármagni. En ef hann vill enn eigi dóm halda, þá skulu sýslumenn hánum þing stefna ok gera hann útlagan, nema hann gjaldi slíkt, sem dœmt var.
  7. ↑ F. L. IV 8: Hvert víti, er maðr festir útlegðar-eið, þá segi sœkjandi innan fylkis til þess bœjar, er hánum skal eið bjóða til at fullu. En ef hann segir eigi, hvert eið skal bjôða, þá vinni hann eið á 10 víkum sœrum, ok sé sjálfboðinn áðr þeim, er heyra skyldi. En ármanni skal segja til, ok er þó fullt, at einni nátt eða samdœgris sé fyrr sagt ármanni, hvárt sem hann er heima eða eigi. En þar skal eið hvern vinna, hvárt sem er útlegðar-eiðr eða annarr eiðr, sem menn hafa fyrr eiða unnit. … En hvervitna er meðr festir eið fyrir útlegðar-mál, ok verðr hánum eiðfall, þá skal sakar-áberi hafa kent þing á þeim mánaði næsta eptir, ok sé sjálfstefnt þat þing þeim, er úskjóta veitti hánum, ok viti hann, hversu hann hefir fœrt eiðinn af hendi sér. En ef sakar-áberi kveðr eigi eie framfœrðan at fullu, því njóti verjandi vátta sinna þeirra tveggja, er hann skírskotaði því undir, þá er hann fœrði eið af hendi sér, at hann hafi eið unninn, sem festr var. En ef maðr festir útlegðar-eið, ok gætir eigi sakar-áberi mánað þann sóknar sinnar, er næstr er eptir eiðstefnu-dag, þá hefir hann fyrirfarit sókn sinni ok eigi meira; en ármaðrinn sœki hinn fyrir eiðfallit, þegar hann verðr varr við, ok hafi sótt innan mánaðar sóknar-daga, eða fallinn at sókn.
  8. ↑ B. R. 14: Ef maðr er til dauða drepinn í kaupangi; nú kennir eptirmælandi fleirum mønnum bane-orð en einum, þá skal gjalðkeri ok bœjarmenn af móti at sjá vápnastað. En þeir skulu sverja vápnastað þá, er þeir koma aptr til móts, er þeir hafa sár sén ok vápnastaði. En húsfastir menn meti þat mál síðan, sem løg eru.
  9. ↑ F. L. IV. 30: Ef maðr verðr sárr í heraði; ør skal fara at því sári ok þing at hafa. En ef hann vill á þing ganga, er særði manninn, þá æsti hann sér griða, en bœndr skulu selja hánum grið, sem løg eru, ok svá af þingi, fimm nátta grið á sumarsdegi en hálfs mánaðar á vetrardegi. … en synjast manni þinggøngu þá má þann mann eigi útlagan gera á þvi þingi; en síðan eptir þat þingit, þó at hinn verði dauðr ór sárum, þá varðar þat ekki búandum, en bani útlagt. – F. L. V. 6 (udfyldt af Hkb. 33): Ef maðr er eigi fœrr til þings, sá er særðr er, þá fari sá eptirmælandi hans, er réttr er, hvárt sem þat er með frændsemi eða umboði, til, ok skal selja grið ok festu taka eptir því sem hinn sári; en þau grið ok þá festu skal hann svá halda, ok allir hans frændr, sem hann hafi sjálfr festu tekit ok selt grið. En ef sá atburðr verðr, at menn særast eða ljóstast, ok er hvárgi til þings fœrr, ok festir hvárrtveggja eptirmælandi øðrum slíkt, er løg eru, eða umdœmi góðra manna, þá skal sú festa standa ok griðsala af hvárstveggja hendi at jafnfullu, sem þeir hefði sjálfir grið selt ok festu tekit, ok fé þeirra í veði, er verk gerðu hvárrtveggja við annan, en eigi þess, er festi, nema svá sé skilt. En ef maðr andast ór sárum, þá skulu arfar því máli skipa eptir góðra manna umdœmi; sjálfr, verðr hann heill, til allsættar; en eigi hinn, er festu tók, nema hann sé arfi. – 7: En hvervitna þess, er menn vinnast á með vandræðum, ok verða tvinn ørvar-þingin ok í sínum stað hvert, ok koma báðir til fimtar-þings, þá skal sá vitni fyrri flytja, er fyrr skar ør upp, ok njóti þar vitna sinna allra þeirra, er hann hefir til; en hinir hlýði meðan, ok standi údœmt mál þeirra til þess, er hvártveggi hefir rutt sín vitni; en bœndr meti vitni þeirra. En ef aðrirtveggja leggja fyrr dóm á, ok troða þing ok vitni hins, þá hefir sá fyrirfarit sókn sinni, en hinn sekr þrem mørkum, er dóm lagði á, en hverr annarra baugi, er vápn hélt upp; en hinn hafi sitt mál, er á løgum stendr.
  10. ↑ Nú skal hann stefna heraðs-þing af ørvar-þingi um nætr þrjár; þá skal herma láta þau vitni, er borin váru á ørvar-þingi, en ef þau hermast at fullu, þá skulu þeir hafa slíkan dóm á heraðs-þingi, sem þeir høfðu á ørvar-þingi.
  11. ↑ Gera menn til húss hánum, þar sem hann er heimfastr, ok stefna hánum til þings. … þat er þó rétt at hváru, þó at hinn sé eigi heima.
  12. ↑ Þá skal hinn fara til heimilis hans ok stefna hánum þing fyrir útlegð ok brennu. þá skal hann festa settar-eið á því þingi.
  13. ↑ stefni heim til þingstefnu ok þing síðan.
  14. ↑ Þá skal hann gera hvárt sem hann vill: at stefna hánum heim ok þeðan til þings, eða fara á þing ok lýsa þar þýft eptir; þá eigu þingmenn at gera hánum heimstefnu til næsta þings, ef hann er innan fylkis; þá skal gera hánum laga-stefnu aptr til þings, ef hann er utan fylkis.
  15. ↑ Þá skal stefna hánum til þings; þá eigu þingmenn hánum fé at dœma ellar lýrittar-eið fyrir.
  16. ↑ Þá skal hinn kveðja þings ok kveða á þingi.
  17. ↑ M. L. IV. 20: Nú vill sá eigi bœta, er misgerði, þá skal sá, er misgert er við, kæra fyrir konungs umboðsmanni; þá skal réttarinn þeim báðum til sín stefna ok nefna 12 hina skynsamastu menn til at dœma millum þeirra, ok setja á sala-stefnur. En ef sá vill eigi gjalda, er misgerði, slíkt sem dœmt var, þá sœki út með dómrofum ok atførum. – – – Hvervitna þar}} sem dómrinn vægr eptir mála-vøxtum þeim, er misgerði, ok fellir rétt þess, er fyrir verðr, þá berr réttara konungsdómsins eptir því at fella konungs sakareyri, því at svá gerir konungr sjálfr um þegngildi. – Rb. 1280 Art. 28: Geymi ok varist umboðsmenn innvirðiliga, at hvervitna þar, sem er at dœma um stór mál, um líf manna eða lima-lát eða aðrar stórar refsingar, at þeir nefni 12 skilríka menn til dóms, hvárki sakaða né sifjaða við þá, er um skal dœma. En þeir 12 gangi einsamnir ok staðfesti svá dóm sinn; síðan gangi þeir aptr til annarra þingmanna, ok samþykki þeir þá allir jafnsaman dóminn með lófa-taki.
  18. ↑ Eigi viljum vér ok, at sýslumenn eðr lénsmenn stefni bœndum til løgmanns um sakareyris útheimtingar (?), fyrr en þat, sem á er kært, er prófat ok rannsakat með skilríki heima í bygdinni, þar sem málit gerðist.
  19. ↑ Þat er boð várt ok fullkominn vili, at hverr er at því verðr kunnr ok sannr héðan af, takist ok innsetist undir konungs geymslu, þar til er hann fær fullkomna borganar-menn, at hinn sé traustr ok øruggr fyrir hánum, er hann heitaðist við, at hann fái þar hvárki skømm né skaða, ok gjaldi á ofan fjórar merkr konungdóminum fyrir sína ofdirfð, ok hinum fullrétti sitt eptir 6 manna dómi, er hann heitaðist við. Kan ok svá til at bera, at hinn sem heitazt var við, fær nøkkura skømm eða skaða, þó at síðar sé, ok sýnist skynsømum mønnum nøkkur grunsemd á, at þess ráð eða vøld hafa til gengit, er áðr heitaðist um, þá fyrirbjóðum ver sýslumennum várum ok løgmønnum nøkkura undanfœrs1u at taka af hánum, fyrr en vér erum sjálfir atspurðir; en ef nøkkur tekst, þá er sem úgert sé.
  20. ↑ G. L. 187: Nú deila menn at øldrhúsi at mønnum druknum, þá skulu þeir út ganga, er deilt hafa, ok koma aptr um morgun, er menn vakna; þá megu menn dœma um søk þeirra þar sem á þingi, ef þeir kunnu løg. Sessar manns beri vitni með hánum, eða møtunautar eða násessar eða øldrykkjar, ef eigi eru hinir við; þat skal standa, er þeir bera; fœra eigi andvitni á mót þeim. En hverr maðr er hálfu dýrri at rétti sínum þar en heima. Nu megu þeir setja þá søk þar, ef þeir kunnu løg; ellar á þing skjóta. Nú mælir þat ármaðr eða lendrmaðr, at þeir hafa misdeilt; þeir kveða við því nei allir; þá skal hverr þeirra taka bók í hønd sér ok sverja þess allir, at þeir drukku þar sáttliga. Nú er sá saklauss, er sverr: en sá á baugi at bœta konungi, er eiðfall verðr. En hinna hverr syni með lýrittar-eiði, er misdeild er kend; en ef eiðrinn fellr þeim, þá fellr til 15 marka vítis hverjum. Nú gengr fjórðungr manna í frá ok vill eigi sverja, þá eru allir ølhúsmenn víttir; en ef færri menn gánga frá, þá eru þeir sekir, er frá ganga; bœti baugi konungi; en hinir haldi eiðum upp.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Forelæsninger_over_den_norske_Retshistorie/79&oldid=185584»