Forelæsninger over den norske Retshistorie/80

Fra Wikikilden

Med Hensyn til Værnetinget gjaldt det som almindelig Regel, at Sagen skulde anlægges der, hvor Sagvolderen opholdt sig, hvilket allerede følger af, at Søgsmaalet indledes med Hjemstevning (G. L. 35, 46, jfr. 79, 102; F. L. X. 3, 4, 9, 26, 27, 31[1]; M. L. VIII. 7, Chr. IV. L. ibid.). Men det var ikke nødvendigt, at Sagvolderen var fast bosat paa Stedet; hvorimod ogsaa den, der kun midlertidig opholdt sig i et fremmed Fylke, kunde sagsøges der. – Som Mandens Hjem betragtedes, hvis han ikke var bosat Bonde, det Sted, hvor hans Arving boede inden Fylket, og i Mangel heraf det Sted, hvor han tilbragte sidste Julenat. Var Sagvolderen en løs og ledig Person, der ingen Arving havde i Fylket, og heller ikke havde opholdt sig der Julenatten, skulde Sagsøgeren spørge ham om hans Hjem og, hvis han ikke vilde opgive dette, stevne ham til hvilken Gaard, han vilde, undtagen sin egen. Søgsmaal til Efterkommelse af en Kontrakt kunde altid tilstevnes til det Sted, hvor Kontrakten var sluttet (á kaupreinu).

Sager angaaende fast Eiendom anlagdes der, hvor Ejendommen var beliggende, se G. L. 266 fgg., 276; F. L. XII. 4. XIII. 26. – Arvesøgsmaal skulde efter G. L. 120 og 124. M. L. V. 19, B. L. ibid., altid anlægges i det Fylke, hvor Arven var falden, d. e. hvor Arveladeren havde haft sit Bo, eller hvor Odelsgodset var beliggende.

Misgjerningssager synes altid at have været forfulgte ved Gjerningsstedets Ting, hvilket ved aabenbare Forbrydelser, saavelsom hvor Forfølgningen skede med Ørvarting, forstod sig selv, men ogsaa i andre Sager synes at fremgaa af den Grundsætning, som Lovene saa tydelig anerkjender, at Retsforfølgningen skal foregaa der, hvor Forpligtelsen er opstaaet (F. L. IV. 7 og 56, B. R. 14; M. L. IX. 2[2], Chr. IV. L. ibid., B. L. 4; Rb. V 1273, Hdsk. 36). Men F. L. IV. 7 tilføjer, at hvis en Drabsmand træffes udenfor Lagdømmet, skal han søges overensstemmende med den der gjældende Lov. Med Hensyn til Forholdet mellem Kjøbstædernes og Landets Jurisdiktion (inden samme Lagdømme) siges der udtrykkelig i F. L. X. 31 og 32, jfr. G. L. 120, at Bonden skal sagsøges hjemme i alle Sager om Penge og Gods; med mindre Retsforholdet er stiftet i Kjøbstaden og han tillige personlig antræffes der. I alle Tilfælde skulde Sagen paadømmes efter den Lov, som gjaldt der, hvor Forholdet var stiftet; men Forfølgningen ske overensstemmende med den Lov, som gjælder der, hvor den foregaar.

Sager, som forefaldt ombord i Skib under Kjøbfærder, hørte under Bjarkøretten, men kunde paakjendes ombord af Skibsfællerne; Bøderne tilfaldt i dette Tilfælde Høvedsmanden (stýrimaðr) og Mandskabet (hásetar), hver for det halve, med Undtagelse af Tegngilde, der altid tilfaldt Kongen. Der skulde derfor være 4 Kvartermestre (reiðumenn) ombord, der, hver for sin Afdeling af Mandskabet, skulde overholde Orden og paatale Overtrædelser, ligesom Gjaldkeren i Byerne. Skibsret (skipara-stefna) skulde, hvis skibet laa i Havn i et kristent Land, holdes ved Brygge-Sporden; men tilsøs ved Masten. Var sagen ikke afgjort før Hjemkomsten, kunde den paatales i den første Kjøbstad, hvortil skibet kom, og hvor Bjarkøretten gjaldt, og i dette Tilfælde tilfaldt Bøderne Kongen og Bymændene, som om Sagen var opstaaet inden Byen (B. R. 172 og 173[3], jfr. 42 og 168; F. L. VII. 24, M. L. III. 10). – B. L. IX. 13 bestemmer derimod, at Kongen altid skal have sine Bøder for, hvad norske Søfolk forbryder ombord, selv om Sagen bliver afgjort i Mindelighed før Hjemkomsten, og Kongens Ombudsmand paa det sted, hvor skibet losser sin Ladning, skal indtale disse. Kun hvis Skibsfolkene har forbrudt sig mod Udlændinge i et fremmed Land, og bevislig har bødet derfor til den fremmede Øvrighed, er de fritagne for atter at bøde her hjemme; men for Slagsmaal mellem Nordmænd indbyrdes skal der altid bødes friðbrot til Norges Konge, naar de kommer hjem; því at á hans þegn var vunnit.

Ved Fr. 10 Decbr. 1617 blev det bestemt at, hvor en Forbryder hørte under en sekt- og sagefaldsberettiget Øvrighed, skulde Sagen følge Manden hjem; med mindre Forbryderen var greben paa fersk Gjerning, da hermed skulde forholdes efter Loven, og Tiltalen altsaa foregaa paa Gjerningsstedet (jfr. Chr. V. L. 1–2–21).

Varslets Længde til Skilledom eller Ting var, hvis Sagvolderen opholdt sig i samme Hered eller Fjerding, 5 Døgn. Var han fraværende, tilkom der ham, hvis han var udenfor Heredet men inden Fylket, en halv Maaneds Varsel; udenfor Fylket men inden Lagdømmet en Maaneds Varsel; udenfor lagdømmet men inden Riget 2 Maaneders og udenfor Riget 12 Maaneders Varsel, G. L. 37 og 102[4]. – I det egentlige Trøndelagen, hvor Fylket dannede den engeste Tingkreds, synes varslet inden de 4 indtrønderske eller de 4 udtrønderske Fylker at have været 7 Degn; medens Varslet fra en af de indtrønderske til en af de udtrønderske Fylker eller omvendt har været en halv Maaned. Bilandskaberne Raumsdal og Nordmøre, Jæmteland og Herjaadalen, Naumdølafylke og Haalogaland (fyrir útan Agðanes, fyrir ofan fjall eða fyrir norðan eið) sees snart at være betragtede som liggende udenfor det egentlige Lagdømmes Grænser, og varslet altsaa at have været 2 Maaneder, snart at have været regnede med til dette, og varselet 1 Maaned; men mellem de forskjellige Tinglag inden disse Fylker selv var Varslet som sædvanligt en halv Maaned (F. L. IV. 56, jfr. 24 og X. 3[5], jfr. XII. 8, XIII. 26 og XIV. 4). – Varselsfristerne i de øvrige Lagdømmer kjendes ikke. – M. L. I. 9 sætter ligesom G. L. Varslet i Almindelighed til ½ Maaned udenfor Fjerdingen og inden Fylket, en Maaned inden Lagdømmet, 2 Maaneder inden Riget og et Aar udenfor Riget. Varselets Længde inden selve Fjerdingen nævnes ikke udtrykkelig uden for Aaværkssager og Ejendomstrætter (VII. 24 og 25); men det var vistnok Meningen, at det overalt skulde være som tilforn 5 Dage. Chr. IV. L. I. 9 sætter Tinglaget i Fylkets Sted, saaledes at ½ Maaned bliver korteste Varsel, og Varslet udenfor Tinglaget og inden Lagsognet en Maaned; men den bibeholder dog de 5 Dages Varsel ved Forfølgningen af Forbudssager vedkommende fast Ejendom (VI. 22 og 23). – Inden Byen synes Varselsfristen efter B. R. 14 og 26 i Almindelighed at have været 7 Dage, forsaavidt ikke Sagen kom til Afgjørelse paa det først stevnede Møde, hvortil, som det synes, intet Varsel behøvedes. Den nye Bylov taler intet om Varsel til Bymødet. Jfr. Chr. V. L. 1–4–7.

Stevningens Forkyndelse maatte selvfølgelig ske med Vidner. Det synes at have været en almindelig Pligt at tjene som Stevnevidne, ligesom saadant Vidnesbyrd ikke kunde mødes med Modvidner (jfr. G. L. 59, 266; F. L. X. 7; M. L. I. 4, Chr. IV. L. ibid., B. L. VII. 25, Rb. 3 Novbr. 1318). Nogen særskilt Indvarsling behøvedes imidlertid ikke, naar det ved Tingbudets Udsendelse tillige var blevet opgivet, hvem Sagen gjaldt: da skal Budstikken stevne ham til Tings, G. L. 131. Hvorvidt det var nødvendigt, at For- kyndelsen skede for Sagvolderen personlig afhang af Sagens Beskaffenhed. I Drabssager synes det altid at have været fordret, at den Sigtede personlig skulde være varslet (jfr. G. L. 151 og 156[6]; F. L. IV. 7 og 56); men ellers var det tilstrækkeligt, at Stevnemaalet forkyndtes i hans Hjem, da hans Husfolk eller Arving var pligtige at give ham Bud og at værge for Sagen. Stevning til Fraværende kunde ogsaa forkyndes til Tinge (G. L. 102, 254, 286), i hvilket Tilfælde Tingmændene skulde give den Indstevnte Bud, hvis hans Arving ikke var tilstede.

Ved Hjemstevne kunde efter G. L. 35 Varslet være saa kort, som sagsøgeren vilde, men ikke længre end 15 Dage; efter Udtrykkene i Kap. 266 synes det, at Hjemstevningen altid maatte rettes til Sagvolderen eller hans Ombudsmand personlig, eller, hvis han ikke var tilstede ved Stevnemaalet, gives ham en efter Afstanden afpasset Frist til at indfinde sig (skapa hánum leiðarlengð til). F. L. X. 2–4 stiller derimod Hjemstevning ganske ved siden af andre Stevnemaal, og Varselsfristerne er de almindelige; kun hvor Hjemstevningen alene gjaldt at modtage Stevning til Tings, kunde efter X. 7 bruges 3 Nætters Varsel, hvis ikke Fjæld eller Fjord var ivejen. – Ved Stevning til foreløbig Ransagning for Sysselmanden skulde der efter Rb. 1280 Art. 24 gives et efter Vejlængden afpasset Varsel.

De ovennævnte Varselsfrister gjaldt ikke alene for Parten, men ogsaa for Vidnerne, saaledes at den første maatte gives saa langt Varsel, som var fornødent til at skaffe sine Vidner tilstede (jfr. F. L. XIII. 17). For saa vidt Vidnerne befandt sig inden Fylket, tilkom de dog alene et efter Vejens Længde afpasset Varsel (G. L. 59[7], M. L. VIII. 2, jfr. F. L. III. 1); men var de udenfor Fylket, tilkom de samme Varsel som Parterne Chr. IV. L. har, som det synes ved en Misforstaaelse, udslettet Forskjellen mellem de inden- og udenfylkes Vidner, og siger om begge kun, at de skal stevnes lovligen.

Alle Søgsmaal skulde efter G. L. 47 og M. L. VIII. 8, Chr. IV. L. ibid., hvile, medens Leding er ude, og indtil 5 Dage efter Hjemkomsten, samt under Langfasten (fra Askeonsdag til Paaske); dog knude Kristendomssager søges til enhver Tid, og Forbrydelser paatales, naar de begaaes (ný verk þau er verða). Ingen Rettergangshandling maatte foretages paa nogen Helligdag, undtagen Hjemstevning alene. – Ved Sigurds Kristenret, F. L. III. 20, forbydes det at anlægge noget Søgsmaal, stevne Ting eller aflægge Ed fra 3 Uger før Jul og 2 Uger i Julen (fra 4 Decbr. til 7 Januar), i Syvugers-Fasten (fra Qvinqvagesima til Paaske), i Paaske-Ugen, Himmelfarts-Ugen og Pintse-Ugen, samt de 3 Tamperdage om Høsten (d. e. Onsdag, Torsdag og Fredag efter exaltatio crucis, 14 Septbr. eller, hvis denne Dag falder paa en Onsdag, de samme Dage i den følgende Uge, 21–23 Septbr.), jfr. J. K. R. 35. Kun Mandhelgs- og Tyvssager, hvorfor Settered var foreskreven, maatte søges, og Ed aflægges, paa disse Tider. Intet Søgsmaal maatte anlægges paa nogen Tirsdag, da varslet (5 Dage) vil udløbe paa Søndag; med mindre Sagsøgeren aftaler med den Indstevnte om at foretage Sagen Lørdag eller Mandag. Anlagde Nogen Sag paa forbudte Tider (úsóknar-dagar), havde han forspildt sit Søgsmaal; Edsaflæggelse paa forbudte Tider straffedes som Helligbrøde. Den, som under disse forbudte Tider fik Sag mod Nogen, skulde foreløbig lovfæste for Jorden, eller æske Tak af Sagvolderen indtil lovlig Søgsmaalstid (til sóknar-dagar eru), og var da fortrinsberettiget til at faa sin Sag fremmet (G. L. 102). Formaaede den Sagsøgte ej at stille Tak, var han i ethvert Fald pligtig at blive tilstede og ikke forflytte eller afhænde sit Gods; undveg han i Mellemtiden, ansaaes han for at have erkjendt Søgsmaalet.

I Byen skulde Julefreden sættes Thomasmesse-Dag og vare i 3 Uger (21 Decbr. – 11 Januar), B. R. 135; B. L. VI. 1; i denne Tid maatte der ikke anlægges Søgsmaal om Penge og Gods. Havde Nogen noget at fordre af en Anden, kunde han kræve ham Jule-Aften; men hvis han ikke faar sit Tilkommende, skal han æske Tak til lovlig Søgsmaalstid.

Ved M. L. I. 10 forbydes det at stevne Nogen fra Mariamesse i Fasten (25 Marts) eller, hvis denne Dag falder nær under Paasken, fra 3 Uger før Paaske og frem til Halvardsmesse (15 Maj), – fra Seljumanna-Messe (8 Juli) til Korsmesse om Høsten (14 Septbr.), – og nærmere under Jul, end at den Stevnede, hvis Vejret tillader det, kan være hjemme til Julen. – Ifølge M. L. VII. 50 skulde ligeledes alle Søgsmaal hvile under Sildfisket; hvis Nogen imidlertid rejste bort, uden at gjøre Rede for sig, skulde Høvedsmanden staa inde for sine Folk (vera í vørðslu) og siden søge sin Regres hos dem. Endvidere bestemte Rb. 12 Aug. 1313, at alle Søgsmaal skulde hvile under Skreidfisket paa Haalogaland fra Kyndelmesse til Mariamesse i Fasten (2 Febr. – 25 Marts), i hvilken Tid hverken Kongens eller Biskoppens Tjenere maatte sagsøge Nogen, men alene kræve lovlig sikkerhed (taka laga-festir) af dem, som forbrød sig; vilde Nogen i Mellemtiden drage bort, skulde han stille fuld Borgen. – De 2 Retsferier Vaar og Hest (ánnfriðr) blev sednere ved Rb. 9 Febr. 1291 for Oplandene forandrede saaledes, at Aanfreden om Vaaren skulde vare til 30 Maj. men Aanfreden om Høsten først begynde 14 Dage sednere eller 22 Juli, – og ved Rb. 19 Juli 1312 for Borgartingslagen saaledes, at Vaar-Aanfreden skulde vare fra Sommernat til 7 Nætter før Botolfsmesse (14 April – 10 Juni). Grunden hertil var, at Vaar-Aannen falder sednere paa Østlandet end paa Vestlandet[8]. – Chr. IV. L. I. 9 sætter Vaar-Aanfreden fra Toketirsdag (14 Dage efter Paaske) til 10 Juni, og bestemmer forøvrigt, at Ting ej maa holdes inden 13de Dag Jul er forløben, og ikke i Dimmelugen eller paa Helligdage.

  1. G. L. 46: Nú kemr sá maðr í fylki, er þú vilt sóttan hafa nm eitthvert mal, ok á hann engan erfingja í fylki ok var eigi þar nátt hina helgu, þá skal spyrja hann at heimili sínu. En ef hann nefnir heimili sit, þá skal hánum þingat stefna; eigi skal hann segja at lendsmanns, nema þar sé. En ef hann vill eigi nefna, þá skal skírskota undir vátta, ok stefna hánum hverjum í garð, sem þú vilt, nema þér sjálfum, ok sœkja hann þar síðan. Þá er ok rétt stefnt hverjum manni, er stefnt er á kaupreinu, þar sem þeir keyptust við. Svá skal einhleypum manni heimstefna, sem búanda, þingat sem hann hefir sér tveggja missera vist tekna; en ef þat er hvergi, þá skal þingat sem erfingi hans býr innan fylkis; ellar skal spyrja hann at heimili sínu. – F. L. X. 26: Ef maðr hittir mann einhleypan innan fylkis ok vill sœkja hann, þá skal hann spyrja hann at heimili sinn, en hinn skal segja heimili sitt. En ef hann villir heimili sitt, þa skal hann gera hánum heimili innan fylkis, ok hafa vitni við, ok sœkja hann þar. Hann skal hann hafa heim með sér, ok hefla hann, sem hann vill, at hann meiðist ekki, ok kenni þing at, ok hafa hann til þings, ok njóta vátta sinna allra slíkt, sem vitni berst hánum. – 27: En ef hann fær hánum tak til heimilis síns, þá skal hann þar sœkja hann; en ef missir hans at heimili, þá skal sœkja þann, er í tak gékk fyrir hann. – 31: Heima skal búandi verjast at búi sínu um fjársóknir allar, nema um þat mál eitt, er hann festir fé i kaupangi.
  2. Þar skal hvern þjóf dœma, sem hann stal, hvar sem hann verðr tekinn.
  3. B. R. 172: Þeir eru fjórir reiðu-menn, – – –, þeir eigu at gæta allra mála ok at sœkja hverr sem hvílir til. Øll mál eigu þeir at gæta á skipi sem gjaldkyri í kaupangi, fyrir því at stýrimaðr á engan mann at sœkja, nema einhverr verðr svá uvr (ørr) ok þrjótr, at allir þurfi til ganga; þá skal hann í fyrstu ganga, ok allir hánum fylgja síðan. – 173: Sekta-mál øll þau, sem á skipi verða, þá á stýrimaðr hálf en hásetar hálf; nema þegngildi sé, þat á konungr, þar sem þeir brjóta bulka sinn at heilu, ok er kristinn konungr; fyrir því at øll sóknar-mál eigu reiðu-menn at sœkja við bryggju-sporð, ok hafa skjøld raudan uppi, æ meðan Þeir liggja við land; en meðan Þeir megu eigi landi ná, þá er mót þeirra við siglu sem við bryggju-sporð. Øll þau mál, er þeir sætja sín á milli, þau má eigi rjúfa; en øll þau mál er úsætt eru, er þeir koma í takmerkir, þau á konungr. Þat heitir takmerkir, er liggr í bœjarmanna-løgum.
  4. Hvervitna er menn skulu gera laga-stefnu manni á þingi, þá skal gera hálfs mánaðar stefnu innan fylkis ok útan fjórðungs; mánaðar stefnu útan fylkis og innan laga várra; tveggja mánaða stefnu innan lands ok útan laga várra; tólf mánaða stefnu, ef maðr er útanlands. Nú er erfingi skyldr at gera hanum boð; ellar þingmenn, ef eigi er erfingi á þingi; viðrmælis er hverr maðr verðr.
  5. F. L. IV 56: Ef Utþrœndir eigu við at skiptast, ok eru ór sínu fylki hvárir, þá stefni sakar-áberi þing um nætr 7; ok svá ef Innþrœndir eigu við at skiptast, þá fari þat mál, sem áðr var talit. En ef Utþrœndir eigu við at skiptast ok Innþrœndir, þá skal þing stefna um hálfan mánað. En ef þeir menn eigu við at skiptast, er innan-fjarðar eru, ok aðrir útan-fjarðar menn, þá skal stefna þing um mánað ok innan laga várra. En ef þeir menn eigu við at skiptast, er útan fjarðar eru ok innan fylkis, þá skal stefna þing um hálfan mánað. En ef þeir menn eigu við at skiptast, er ór sínu fylki eru hvárir, hvergi lángt er á meðal er, innan laga várra ok útan fjarðar, þá skal stefna þing um mánað. – X. 3: Ef hann finnr hann eigi heima, ok mæli hjún svá: eigi vitum vér, hvert hann er farinn, hvárt lángt eða skamt, þá skal þeim manni gera 5 nátta stefnu heim til heimilis síns. En hjún segja, at búandi sé farinn yfir fjøll upp, eða út um Agðanes, eða norðr yfir eið, eða nøkkut innanlands, þá skal þeim manni gera 2 mánaða stefnu heim til heimilis síns. En ef hjún mæla svá: eigi vitum vér, hvat hann fór; en þó ferr hann innan Agðanes ok þessu megin fjalls eða eiðs, þeim manni skal stefnu gera heim, ok hjún gera mann eptir hánum, ok telja dagleiðar á báða vega. En ef hjún segja svá í þeim fjórum fylkjum fyrir útan Agðanes, at maðr sé innan fylkis staddr, þá skal stefnu hánum heim um hálfan mánað. En ef hjún segja, at hann er útan fylkis farinn ok innan lands, þá skal gera hánum 2 mánaða stefnu heim til heimilis síns.
  6. G. L. 131: Ef menn eru 5 eða 5 fleiri, allir fyrir einni søk, þá má boð stefna þeim þing, ef þeir eru á lagðir fyrir váttum. – 151: Sá skal ørum fylgja, er fyrstr var á lagðr, ef þar er þriggja manna atvigi, en sá af, er eftri var á lagðr. Nú er þar eins manns atvígi, þá eru þeir af, er eftri váru á lagðir. – 156: Ráð mát-þú eigi kenna manni, nema hann fylgi ørum ok sé mælt á hendr hánum á þingi.
  7. Ef váttar eru innan fylkis, þá skal skapa þeim leiðarlengð til; en ef váttar eru útan fylkis, þá skal gera þeim laga-stefnu, at þeir komi þar ok beri slíkt vitni, sem þeir við váru.
  8. Jfr. D. Geh. Ark. Aarsberetn. II. Tillæg S. 74 fgg. Arnesen, Isl. Rettergang S. 84–92.