Forelæsninger over den norske Retshistorie/78

Legg til lenke
Fra Wikikilden

Den oven beskrevne Omgangsmaade ved Retsforfølgningen anvendtes i alle Sager, hvis Gjenstand var en Fordring paa Penge eller Gods, ligemeget om den hidrørte fra Kontrakt eller Delikt, om den gik ud paa legemlige Ting eller andre Præstationer (jfr. Retshist. I. S. 320–21). Loven tilføjer i Almindelighed, hvor den behandler selve de materielle Retsforhold, enten at „Sagen skal søges som vitterlig Gjæld“, eller at Sagvolderen „skal holde Skilledom“ eller „fæste Ed“ derfor. Som vitterlig Gjældssag behandledes saaledes Kjøberens Regressøgsmaal mod Sælgeren, naar den kjøbte Ting var ham fravindiceret (G. L. 40) ener led af skjulte Fejl (F. L. X. 48), saavelsom hvor Sælgeren ej vilde fuldbyrde Handelen (F. L. XII. 4, XIV. 4; B. R. 153); derimod foregik den bedre berettigede Kjøbers Søgsmaal mod den sednere Erhverver, som har faaet Tingen i Besiddelse (G. L. 40, jfr. 78, 79; F. L. XIII. 17), ligesom Vindikationssøgsmaal i Almindelighed (F. L. X. 25, slutn.[1]), som ikke-vitterligt. Vitterligt var derimod Søgsmaalet mod den, der havde modtaget noget af Fredløses forbrudte Gods (F. L. III. 23), saavelsom Tilbagesøgning af selvtaget eller ulovlig optaget Gods (F. L. X. 1. V. 13 og X 33[2]). Ligesaa var Søgsmaal mod den, der uden nogen Hjemmel havde taget anden Mands Jord i Besiddelse (G. L. 77), saavelsom Landnamssager, naar Aaværket var bevist, vitterlige; hvorimod Landnam i modsat Fald maatte indtales som ikke-vitterlig Gjæld (G. L. 91, F. L. XIII. 11). Naar Besidderen, efter at Vindikations-Søgsmaalet var gaaet ham imod, nægtede at vige eller at tilbagegive det ulovlig Aavirkede eller Høstede (F L. XIII. 17), forfulgtes Sagen selvfølgelig som vitterlig. – Som vitterlig Gjældssag forfulgtes overhovedet alle Sager angaaende lovbestemte Ydelser (G. L. 9, F. L. VII. 2) saavelsom angaaende Forpligtelser ifølge vidnesfast afsluttede Kontrakter; saaledes Fæstemandens Søgsmaal mod Giftningsmanden til Ægteskabets Fuldbyrdelse (G. L. 51). Sager mellem Husbond og frit Tyende (G. L. 70; F. L. X. 10). Sager angaaende pantsat (G. L. 144, jfr. 50) eller taksat Gods (F. L. III. 20; B. R. 98), Jorddrottens Søgsmaal mod sin Ombudsmand til Regnskabs Aflæggelse (F. L. XIV. 1 og 2, jfr. B. R. 144[3]), Søgsmaal til Fravigelse af Lejehus, naar Lejemaalet er ude (B. R. 100). Ligesaa angaaende Forpligtelser udenfor Kontraktstilfælde, naar Forholdet selv forudsættes at være notorisk eller Faktum erkjendt, saasom hvor nogen af Opsidderne paa en Gaard ikke vil fare af Hjemhagen til Sæters i lovlig Tid (G. L. 81), eller hvor Nogen vil formene den Anden Brugen af gammel Vej ener Landingsplads (F. L. XIII. 10). – Derimod anviser Loven den for ikke-vitterlige Sager foreskrevne Forfølgning i Markeskjelstrætter (G. L. 86; F. L. XIII. 23 og 25), jfr. XIV. 7 og M. L. VII. 61 (se Dipl. Norv. II. 4) om Almennings-Tvistigheden – samt i Odelsløsnings-Søgsmaal og i visse Tilfælde ogsaa ved Udøvelsen af kontraktmæssig Løsningsret (G. L. 266–269, 272, 276, 277, 281; F. L. XII. 6–8; M. L. VI. 8).

Imidlertid forstaar det sig selv, at Fremgangsmaaden i det enkelte i de forskjellige Tilfælde maatte afændres efter Søgsmaals-Gjenstandens forskjellige Beskaffenhed. Heller ikke kunde den skarpe Adskillelse mellem vitterlig og ikke-vitterlig Sag fastholdes, hvor Sagen ikke havde Kontraktsforhold til Grundlag. I slige Tilfælde finder man derfor stundum, at Sagen, hvor ikke Sagvolderen erkjendte sin Forpligtelse, stevnedes umiddelbart til Tings uden forudgaaende Skilledom, og at der paa Tinget fandt en mere eller mindre omstændelig Bevisførsel Sted, eller efter Omstændighederne sagvolderen fæstede Nægtelsesed, men at, hvis Sagvolderen tabte, den oprindelig forudsatte Vitterlighed gjorde sig gjældende ved Bestemmelsen af hans Ansvar.

Mest overensstemmende med Gjældsforfølgningen var Forfølgningsmaaden i Markeskjels- og Løsningssager, i hvilke Skilledom paa Aastædet altid anvendtes. Her var Nægtelsesed fra Sagvolderens Side udelukket, og Beviset for Søgsmaalsgrunden kunde alene føres med Vidner, uden at dog derved Sagen blev vitterlig, idet det i Regelen alene kunde være Erfaringsvidner, der fremstilledes fra begge Sider.

I Markeskjels-Sager afgjordes Grænsespørgsmaalet ved en Skilledom paa Aastedet[4]. Om dens Gjentagelse siges intet hverken i G. L. 86 eller i F. L. XIII. 23; men at Lovens almindelige Regel om gjentagen Skilledom og Væddedom ogsaa har gjældt i disse Sager, fremgaar af Haakon Haakonssens Rb. F. L. Indl. 16. der udtrykkelig afskaffer Dommenes Gjentagelse. Hver af Parterne kunde her optræde som Sagsøger, forsaavidt ikke nogen af dem forud havde det omtvistede Stykke i Besiddelse. I Tilfælde af Strid mellem Vidnerne, gjorde efter den almindelige Regel Antallet Udslaget, og hvis der stod lige mange paa hver Side, sejrede efter G. L 86 den af Parterne som med sin Ed vilde bekræfte sin Ret; vilde enten begge eller ingen af dem sværge skulde det omtvistede Stykke deles mellem dem. – I den følgende Del af Lovstedet, hvor der handles om det Tilfælde, at den ene af Parterne har det omtvistede Stykke i Besiddelse, og den anden altsaa maa optræde som Vindikant, siges derimod, at, hvor der staar lige mange vidner for og imod, skal (efter Regelen i Kap. 60) de Vidner gjælde, som føres først, altsaa Sagsøgerens; kun hvor ingen Vidner haves, skal Sagen afgjøres ved Parternes Ed og, hvis enten begge eller ingen af dem vil sværge, Deling indtræde. Men dette, der ligefrem strider mod, hvad der siges i Kapitlets Begyndelse, og i sig selv vilde være uden al rimelig Grund, da det vilde bringe Besidderen i en ufordelagtigere Stilling, end om han ikke var Besidder, – er vistnok enten en forældet Bestemmelse eller en ved Afskriverens Uopmærksomhed indløben Urigtighed[5]. – F. L. XIII. 25 tilføjer, at, hvis ingen af Parterne kunde bevise sin Ejendomsret, medens begge havde Vidner paa sin Besiddelse (hafnar-vitni), men den ene var Hauld og den anden Kjøblænding, skulde den første have Forretten til at sværge; men hvis den ene af Parterne havde en Odelsmand til den omtvistede Jord blandt sine Vidner, sejrede disse. – Naar Grænsespørgsmaalet paa denne Maade var afgjort, og nogen af Parterne ikke vilde holde sig Afgjørelsen efterrettelig, blev det til en almindelig Aaværkstrætte, der i hvert enkelt Tilfælde forfulgtes til Landnam efter den almindelige Regel (G. L. 91; F. L. XIII. 11), idet der nu selvfølgelig alene blev Spørgsmaal om Bevis for selve Aaværket.

I Løsningssager maatte efter G. L. 265[6] først en Udsigelse (forsøgn, segja fyrir) finde Sted om Høsten efter Vinternat og før Jul; efter F. L. XII. 6 maatte Løsningssagen være paabegyndt efter Mikkelsmesse og saa betimelig at i det mindste den første Skilledom kunde være holdt før Jul. Gulatingsloven siger udtrykkelig, at der til Udsigelsen ikke behøves forudgaaende Hjemstevning. Indrømmede nu Besidderen Løsningsmandens Ret, var Sagen dermed afgjort, og alene selve Indløsningen stod tilbage. I modsat Fald afhang den videre Forfølgning af, hvilket Svar Besidderen gav ved Udsigelsen.

Bestred Besidderen Løsningsmandens Odelsret, skulde denne hjemstevne ham (efter Gulatingsloven mellem Jul og Fasten) og der fremføre sin Paastand (kvaða); hvorimod Besidderen, hvis han vedblev sin Indsigelse, havde at fæste Skilledom, ganske som i ikke-vitterlige Gjældssager (efter F. L. X. 12–15). Ifølge G. L. 266[7] skulde ved Skilledommen Løsningsmanden først opregne sine Forfædre gjennem 5 Led; dernæst fremstille først sine vidner paa Udsigelsen, derpaa sine Hjemstevne-Vidner, derpaa sine Kvada-Vidner, og endelig Vidnesbyrd om sin Odelsret, hvilket skulde aflægges af 3 odelsbaarne Mænd af Fylket (árofar; maaske af rjúfa), som havde været 20 Aar gamle, da deres Fædre døde, og som skulde forklare, at Løsningsmandens opregnede Stamtavle stemmer overens med deres Fædres Beretning, – hvorhos andre 2 odelsbaarne Mænd, som havde været mindst 15 Aar, da deres Fædre døde, skulde sande hines Vidnesbyrd. Derefter skulde Domsmændene tildømme ham Jorden (til Løsning). – Benægtede nu Besidderen Odelsvidnernes Prov, havde han strax at nævne sine Modvidner, hvilke (overensstemmende med Regelen i Kap. 60) maatte være mindst 4 árofar og 3 andre, som kunde sande disses vidnesbyrd. Der skulde da lægges ny Dom 5 Dage derefter paa det samme Sted, hvor da Besidderen skulde fare sine Vidner. Tilsidst skulde begge Parter sætte den tredje Dom, Væddedommen, paa Grænseskjellet midt mellem begges Ejendomme (at markarmóti þeirra á millum), hvor Sagen med Væddemaal skulde skydes til Heredstinget og videre til Fylkesting og Lagting, forsaavidt ingen af Parterne frafaldt sin Sag.

Nogen anden Indsigelse fra Besidderens Side, end at Sagsøgeren ikke er odelsbaaren, omtales ikke i G. L. 266. Det synes imidlertid klart, at Besidderen ogsaa maatte kunne paaberaabe sig, at Løsningsretten var præskriberet, idet Jorden havde været Frænderne lovbuden; jfr. G. L. 277, der vistnok nærmest taler om Jord, der er solgt med Forbehold af Løsningsret, men hvis Regel ogsaa maa gjælde, hvor Jorden var endelig solgt ud af Ætten, jfr. F. L. XII. 4[8]. – I dette Tilfælde behøvede Besidderen heller ikke at værge sig med árofar, men blot at fremstille vidnerne paa Lovbydelsen, der var en vitterlig Akt.

Nægtede Besidderen at være kompetent Sagvolder, og ved Udsigelsen erklærede at have solgt Jorden til en Anden, var han, hvis Løsningsmanden fordrede det, ligefuldt pligtig saavel at fæste Dom, som deltage i at sætte den (G. L. 267). Men naar Dommen var sat, skulde Besidderen strax føre sine Vidner paa, hvorledes han svarede ved Udsigelsen, og dernæst, hvorledes han gjentog den samme Indsigelse ved Kvada, – og derpaa lade sine Domsmænd rejse sig og forlade Dommen, uden at høre paa Sagsøgerens Vidneførsel. Lod han derimod Dommen sidde og paahøre Sagsøgerens Vidneførsel, havde Sagen sin Fremgang mod Besidderen, og denne var, hvis Løsningsmanden vandt, erstatningspligtig lige overfor den rette Ejer, fordi han havde „misværget Jorden“. Blev Dommen derimod brudt, ved at den Indstevntes Domsmænd havde forladt den, maatte Løsningsmanden vende sig mod den opgivne rette Ejer. Nægtede nu ogsaa denne at have kjøbt Jorden, skulde Løsningsmanden skyde til Vidne herpaa og derefter stevne den oprindelig indstevnte Besidder til Tings. Her skulde han fremstille sine vidner paa, at denne havde nægtet at være Sagvolder, og sagt at have solgt Jorden; dernæst paa at den foregivne Kjøber nægtede at have kjøbt den, og endelig sit Odelsvidnesbyrd. Da havde Besidderen tabt Retten til at føre Modvidner, og Tingmændene skulde paakjende Sagen efter Sagsøgerens Vidnesbyrd og, hvis dette fandtes fuldgyldigt, tildømme ham Jorden til Eje uden noget Vederlag.

Nægtede Besidderen ganske at indlade sig med Løsningsmanden (svarer han ved Udsigelsen: at han aldrig i hans levende Liv skal faa den Jord), – skulde Løsningsmanden efter 3 frugtesløse opfordringer (kvøður), som i en vitterlig Sag (jfr. ovf. S. 298), stevne Besidderen til Tings for Ran og Lovløshed og paa Tinget fremstille sine Udsigelses-Vidner, Hjemstevne-Vidner og Vidnerne ved de 3 frugtesløse opfordringer, samt derefter sit Odelsvidnesbyrd. Da var Besidderen brødig 18 Ører til Kongen og udelukket fra at føre Modvidner, og Tingmændene skulde tildømme Løsningsmanden Jorden (G. L. 268). – Havde derimod Besidderen vel fæstet Dom, men alligevel ikke vilde deltage i Dommens Anordning (holde Dom), gik Sagen ligefuldt fremad. Løsningsmanden skulde desuagtet sætte sin Del af Skilledommen og fremføre sine vidner og Bevisligheder for Mændene, ligesom det havde været for en fuldstændig Dom; hans Domsmænd skulde derefter dømme ham løsningsberettiget. Paa alt dette skulde han skyde de omstaaende Tilhørere (heyrendr) til Vidne. Dernæst skulde han stevne Ting og der fremstille disse vidner og lade dem forklare, hvorledes det hele Søgsmaal var foregaaet; Tingmændene skulde derefter tildømme Løsningsmanden Jorden. Besidderen var i dette Tilfælde selvfølgelig udelukket baade fra at føre Modvidner og at skyde sin Sag videre (G. L. 269).

Naar Odelsmanden var kjendt løsningsberettiget, havde han efter G. L. 266 og 269[9] ved Midfaste Tid, Lørdagen før 3 Søndag i Fasten (oculi), at indfinde sig paa Jorden, lægge Penge paa den Sten, hvor Ager og Eng mødes, og opfordre Besidderen til at være tilstede paa Jorden Torsdag i Paaskeugen, da Løsningsmanden skulde indfinde sig, og skjellige Mænd, opnævnte af begge Parter, værdsætte Jorden. Taxtsummen skulde paa Stedet udredes, halvt i Guld og Sølv og halvt i Trælle. – Mødte ikke Besidderen ved Taxten, skulde de af Løsningsmanden medtagne Mænd ligefuldt taxere Gaarden; Løsningsmanden skulde da forevise mændene Taxtsummen, og derefter beholde Pengene, til Besidderen meldte sig. Gjorde Besidderen Modstand og ikke vilde vige, kunde han føres bort fra Jorden med Tingmændenes Hjælp.

Dette stevne til Jordens Taxation og overtagelse var selvfølgelig lige nødvendigt, om ogsaa Besidderen ved Udsigelsen havde erkjendt Løsningsmandens Odelsret, og Sagen saaledes var vitterlig. I dette Tilfælde bortfaldt naturligvis Hjemstevning, Kvada og Skilledom, og Løsningsmanden havde alene inden Midfaste at stevne Besidderen til Opladelsesstevnet Torsdag i Paaske-Ugen, hvor da den muligt fornødne Vidneførsel og Godkjendelse af Løsningsmandens Ret fandt Sted i Forbindelse med Jordens Værdsættelse (jfr. G. L. 274[10]).

F. L. XII. 6–8 beskriver Løsningsprocessen (jarðabrigð) med mindre Udførlighed end Gulatingsloven; men det sees, at Fremgangsmaaden i det væsenlige har været den samme, og navnlig Overensstemmelsen med Procesmaaden i (ikke-vitterlige) Gjældssager været tilstede. Frostatingsloven omhandler ogsaa det Tilfælde, at den paa Jorden boende Besidder alene ejer en Part i Jorden, eller alene er Lejlænding; i begge Tilfælde var han pligtig paa Løsningsmandens Kvada at fæste Dom og at opgive sine Medejere eller sin Jorddrot. I første Tilfælde havde Løsningsmanden, hvis han ikke vilde indskrænke sig til at løse Besidderens egen Lod, at vænte, indtil Medejerne kunde gives lovligt Varsel, hvilket vel maa have været Løsningsmandens egen Sag. Var derimod Besidderen Lejlænding, skulde der gives ham tilstrækkelig Tid til at varsle sin Jorddrot. Til den saaledes bestemte Tid skulde Løsningsmanden atter indfinde sig og fremsætte sin Kvada; hvis nu Jorddrotten var tilstede og vilde fæste Dom, gik Sagen over paa ham, og Lejlændingen var udenfor den; i modsat Fald skulde Lejlændingen fæste Dom paa sædvanlig Maade og med 5 Nætters Frist. Indfandt nu Jorddrotten sig og overtog Sagen, traadte Lejlændingen fra; i modsat Fald skulde Lejlændingen opnævne Domsmænd paa sin Jorddrots Vegne og derpaa fremstille sine Vidner paa, at han havde varslet sin Jorddrot, og dermed var han ude af Sagen[11]. – Løsningsmanden skulde nu forfølge Sagen videre til anden og tredje Dom, hvad enten Jorddrotten mødte eller ikke, og Sagsøgerens Domsmænd ligefuldt byde væddemaal og tage Vidner derpaa. Da havde Løsningsmanden vundet sin Sag, og det maa da antages, at han, hvis Jorddrotten nægtede at overdrage ham Jorden, havde at stevne Sagen til Tings og lade sig Jorden tilskjøde af Tingmændene med Vaabentag (jfr. F. L. XII. 4 Slutn.).

Løsningssager med Hjemmel af kontraktmæssig Løsningsret foregik i samme Former som Odelsløsningen og behandles i Lovene undereet med denne; det forstaar sig imidlertid, at der maatte forekomme Afvigelser paa Grund af Søgsmaalsgrundens Forskjellighed[12]. Disse Sager maa i Regelen forudsættes at have været vitterlige, da Kjøbet i sin Tid havde været afsluttet for tilkaldte Vidner; hvorimod de egentlige Odelssager alene, hvor Besidderen enten erkjendte Løsningemandens Ret, eller modvilligen nægtede at fæste Dom, kunde blive at behandle som vitterlige. – Var en bestemt Løsningstermin fastsat (stefnu-jørð), skulde Løsningsmanden ogsaa her udsige Besidderen før Jul, og umiddelbart derefter følger Opladelsesstevnet, Torsdag i Paaske-Ugen, hvor Løsningsmanden førte sine Kjøbevidner om Salgsvilkaarene og den i sin Tid betalte Kjøbesum, og Løsningen overensstemmende hermed fandt Sted (G. L. 276, 277, 280, 283 og 284[13]; F. L. XII. 1 og 2). Hvis Sælgeren havde forbeholdt sig at løse Gaarden naar som helst (mála-jørð), behøvede han ifølge G. L. 282 alene at udsige Besidderen en halv Maaned før Opladelsen; foretog han Løsningen sednere end Torsdag i Paaske-Ugen, men dog før end Vaararbejdet begyndte, havde Besidderen Ret til at blive boende paa Gaarden, men Løsningsmanden havde Ret til Landskyld; foretog han derimod Løsningen efter Vaar-Arbejdets Begyndelse, var Besidderen berettiget til, uagtet han modtog sine Penge, at vedblive Gaardens Brug uden Leje det Aar. – Frostatingsloven, der ikke gjør nogen Forskjel, eftersom Gjenløsningen er bunden til et bestemt Stevne, eller ikke, foreskriver i alle Tilfælde at Sælgeren skal udsige Besidderen og tilbyde ham hans Penge om Høsten mellem Mikkelsdag og Jul, og udbetale dem Lørdag før Fastelavns Søndag. – Udeblev Besidderen, eller nægtede at modtage Pengene eller fravige Jorden, indtraadte den sædvanlige Fremgangsmaade ligeoverfor modvillige Sagvoldere.

G. L. 276[14] og 277, jfr. 79 og 272 forudsætter imidlertid, at Besidderen ogsaa ligeoverfor den kontraktmæssige Løsning kan „værge sin Jord med Skilledom“, – altsaa Sagen blive at behandle som ikke-vitterlig Sag. Dette kan, – for ej at tale om det sikkerlig kun lidet praktiske Tilfælde, at Handelen i sin Tid var sluttet uden Vidner, – indtræde, hvor en Odelsmand vilde omstøde Salget, fordi Lovbydelse var forsømt, saavelsom hvor Løsningsmanden havde oversiddet den fastsatte Løsningstermin, eller Jorden i 20 Aar havde været hos Besidderen, uden at nogen Lysning af Pengemangel havde fundet Sted. I dette sidste Tilfælde var efter F. L. XII. 7 Sælgerens Løsningsret præskriberet; medens det efter Gulatingsloven alene medførte, at Jorden maatte løses for sin fulde Taxtværdi. Hvis imidlertid Besidderen nægtede, at Løsningsret var forbeholden, havde Forbeholdet tabt sin Vitterlighed; jfr. G. L. 272, der vil, at Kjøbevidnerne skal fremstilles ved Lysningen til Tinge[15]. – Omgangsmaaden med dette Søgsmaal beskrives ikke særskilt i Loven; men det maa antages, at den har været overensstemmende med den sædvanlige Odelsløsning. Umuligt er det dog ikke, at Opladelsesstevnet i dette Tilfælde har dannet den første Skilledom, og at den særskilte Hjemstevning og Kvada er bortfalden, jfr. Kap. 274 og 285 samt 283 og 284, hvor Opladelsesstevnet ligefrem benævnes dómr. – Særskilt siges der, at som Løsningsvidner (árofar) skal fortrinsvis benyttes de i sin Tid ved Handelen tilstedeværende Vidner, uden Hensyn til deres Stand; men, hvis disse ikke havdes, skulde der benyttes „rette“, d. e. odelsbaarne árofar (G. L. 272 og 276).

Var Jordens Besidder fraværende, uden at have nogen Fuldmægtig inden Lagdømmet, skulde Løsningsmanden ifølge G. L. 286[16] paa Tinget stevne ham til Tings, og der fremstille sine vidner paa Aftalen og frembyde Løsningssummen.

Den nyere Landslov har i det hele fulgt Gulatingslovens Forskrifter saavel om den egentlige Odelsløsning som Udøvelsen af den kontraktmæssige Løsningsret, se M. L. VI. 8–10 og 12–15, alene med den Forandring at Skilledommens Gjentagelse som Følge af Haakon Haakonssøns Rb. 1244 er bortfalden, og Afgjørelsen af Strid mellem Løsningsmandens og Besidderens vidner henlægges til Lagmanden. Derhos blev Opladelsesstevnet flyttet fra Torsdag i Paaske-Ugen til næste Tirsdag efter Paasken (þokutýrsdagr), og denne Dag tillige bestemt til selve Løsningssagens Tægtedag, hvor, i Tilfælde af Tvist om Løsningsretten, Bevisførselen for Skilledom foregik og Dom afsagdes. Jfr. ogsaa Rb. 1316 (N. g. L. III. S. 120), samt en Odelssag fra Nordfjord 1321 i Dipl. Norv. III. 122.

En vigtig Forskrift angaaende Odelsprocessen gaves ved Fr. 2 Maj 1629, der, til Forebyggelse af de vidtløftige Trætter, som Odelssager forvoldte, bestemmer, at den Odelsmand, som ikke fører sin Sag ud til endelig Dom, skal have sin Odelsret forbrudt.

I Almenningssager, hvilke i Gulatingslagen vistnok behandledes som andre Markeskjelstrætter (G. L. 86), foreskriver F. L. XIV. 7 en egen Fremgangsmaade til Afgjørelse af, hvorvidt en Strækning hører til Almenning eller privat Ejendom, hvilken Fremgangsmaade vistnok er af yngre Oprindelse, og ved M. L. VII. 61 blev udvidet til alle Grænsetvistigheder i Udmark. Den, der paastod, at Strækningen var hans private Ejendom, skulde, efter at have lovfæstet, inden 5 Dage stevne sin Modpart til Tings, hvor hver af Parterne skulde opnævne 6 Haulder eller, i Mangel heraf, de bedste Bønder i Tinglaget. Derpaa skulde han lægge Femterstevne (d. e. beramme Skilledom paa Aastædet med 5 Dages Varsel), og her skal 2 af de 12 Nævninger sværge om, hvor Grænsen gaar mellem Bondens Ejendom og Almenningen. Dernæst skal der paa et nyt Femterstevne dømmes om, hvem den omtvistede Strækning skal tilhøre. Jfr. Dipl. Norv. II. 4, en Sag fra Lom omtrent 1220.

Ved andre Tvistigheder om fast Ejendom findes ingen særskilt Omgangsmaade foreskreven i Lovene, uden forsaavidt Skilledom paa Aastædet kom til Anvendelse, hvor Sagen ikke var vitterlig. Men da, som før bemærket „Vitterlighed“ udenfor kontraktmæssige Forhold maatte tabe meget af sin Skarphed, og Vægten i dets Sted lægges paa Sagens Bevislighed, sees det ofte, at Sagsøgeren gaar Skilledommen forbi og lige fra Hjemstevnet til Tinget, og at der her føres Vidner, eller i Mangel heraf Sagvolderen fæster den lovbestemte Ed. – Dette er egentlig en Anvendelse af den samme Fremgangsmaade, som brugtes ved Paatalen af mindre Forbrydelser; i sig selv er ogsaa Modsætningen mellem Begreberne Retskrænkelse og Retsnægtelse i deslige Sager meget ubestemt. Saaledes siger G. L. 91 om Aaværkssager (hvor Ejendomsspørgsmaalet forudsættes at være uomtvistet), at, hvis Sagsøgeren har Vidner paa, at den Anden har hugget i hans Skov, kan han indtale Landnamsboden som vitterlig Gjæld; men hvis han ikke har Vidner, og Sagvolderen nægter, skal han stevne ham hjem og derfra til Tings, og paa Tinget skal Sagvolderen enten fæste Lyrittered eller Landnam. F. L. XIII. 10 og 11 foreskriver samme Forfølgning[17] og tilføjer, at, hvis den Sagsøgte hverken vil betale eller fæste Ed, indtræder det almindelige Ansvar: Inddrivelse af det dobbelte med Atfør. – Endvidere bestemmer F. L. XIII. 10, at, hvis Nogen formener en Anden Brugen af gammel Vej eller Landingsplads, skal denne, efter forgjæves at have vidnesfast krævet Adgangen aabnet, stevne Grundejeren til Tings, og der føre sine vidner paa, at han fra gammel Tid har udøvet Brugen, hvorefter han skal kjendes berettiget til denne; hvis derefter Grundejeren vil formene ham den, kan han bane sig Adgang med Magt. – Hvor Nogen havde gjærdet over Elv, og de ovenfor Boende formente dette at være ulovligt havde de derimod efter F. L. XIII. 9 at „lovfæste og lægge Femterstevne“, hvor da Grundejeren havde at fore vidner om sin Berettigelse, – altsaa en regelmæssig Skilledom paa Aastædet. Ifølge G. L. 85, hvorefter det aldrig var tilladt at gjærde over Elv, kunde derimod Naboerne uden videre nedbryde Gjærdet, hvis det ikke, efter vidnesfast Opfordring, inden 5 Dage borttoges.

Udskiftning af Fællesskab var alene en faktisk, ikke en retlig Afgjørelse (G. L. 87, F. L. XIV. 4; M. L. VI. 3); men den var dog en vitterlig Akt. Mod den, som ikke vilde respektere Udskiftningen, maatte der altsaa gaaes frem som sædvanlig, hvor Nogen uhjemlet tog anden Mands Jord i Besiddelse (G. L. 77; F. L. XIII. 17; M. L. VII. 11); men Retsspørgsmaalene var naturligvis fremdeles aabne. – Heller ikke til Efterkommelse af Gjærdepligten var der Tale om at erhverve nogen Dom; men, naar Gjærdeholdets Fordeling var bestemt, havde Naboen alene vidnesfast at opfordre den Anden til at gjærde, med den Virkning, at Ansvaret for al den Skade, Kvæget siden gjør, ipso jure falder paa den Forsømmelige (G. L. 82; F. L. XIII. 18; M. L. VII. 31).

Efter Frostatingsloven og den nyere Landslov sees Sager angaaende fast Ejendom, med Undtagelse af Løsningssager, regelmæssigen at have været indledede med Forbud eller Lovfæstelse (løgfesta), hvilket medførte den Virkning, at Bøderne for den ulovlige Brug i Tilfælde fordobledes og ledsagedes med Ransbod til Kongen (F. L XIII. 11, 23, 26; M. L. VII. 18–20). – Ogsaa Gulatingsloven kjender samme Institut, se især Kap. 91, jfr. 72, men anvender det ikke saa almindeligt, ligesom denne Lov heller ikke benytter den tekniske Benævnelse „løgfesta“, men det almindelige „fyrirbjóða“. – Lovfæstelse kunde iværksættes af hvilkensomhelst af Parterne eller af dem begge, da den ikke paalagde Nogen noget nyt Baand, men alene skjærpede Ansvaret for, hvad deri sig selv var lovstridigt; F. L. XIII. 23, jfr. 26, M. L. VII. 24 siger udtrykkelig, at det Aavirke, som har fundet Sted mellem Lovfæstelsen og Sagsanlægget, intet Ansvar medfører, naar det Aavirkede blot ikke bortføres, efter at Sagen er anlagt. Efter Lovfæstelsen kunde Sag anlægges af hvilkensomhelst af Parterne, hvem det interesserede at se Spørgsmaalet afgjort (er heldr þykkist þurfa); men Loven forudsætter, hvad ogsaa maatte være det naturlige, at den, som havde lovfæstet, ogsaa forfulgte sin Sag. Forfølgningen skede, efter Forholdets forskjellige Beskaffenhed, enten som vitterlig Sag umiddelbart til Tinget, eller, hvis Faktum var omtvistet, hvilket i Regelen var Tilfældet, ved Skilledom med 5 Nætters Varsel paa Aastædet (fimtar-stefna), hvor Vidneførsel fra begge Sider fandt Sted. Havde begge Parter lovfæstet og forfulgt sin. Sag, skulde dens Behandling og Paakjendelse foregaa undereet, og den, som først havde lovfæstet, føre sine Vidner først; krævede Nogen Dom, før Modparten havde ført sine Vidner, havde han tabt sin Sag (F. L. V. 8[18], jfr. 7). – Skilledommens Gjentagelse afskaffedes ved Haakon Haakonssøns Rb. F. L. Indl. 16, jfr. M. L. VII. 25, og Strid mellem Vidnerne afgjordes af Retten.

Ved Rettergangen i Ejendomstrætter nævnes i Frostatingsloven ogsaa en symbolsk Akt: með lagakefli, hvis Betydning imidlertid ikke nærmere forklares, men som sees at have været benyttet saavel af Sagsøger, som af Sagvolder. – Af IX 30. jfr. X. 24 skulde man ledes til at tro, at den alene kom til Anvendelse, hvor Sagen angik fast Gods, navnlig ved Forbuds Nedlæggelse, jfr. XIII. 23 og XIV. 11 og Parallelstederne i M. L. VII. 24 og B. R. 146, hvor Udtrykket bruges i den almindelige Betydning „med Lov og Dom“. Men X. 11 viser, at denne Ceremoni anvendtes ved Søgsmaal angaaende Penge og Gods i Almindelighed, idet der siges, at Sagvolderen, idet han fæster Dom imod Sagsøgerens Kvaða, skal „kasta fram lagakefli“. – Sandsynligvis har vi her et Sidestykke til den i andre germaniske Lande brugelige Skik at ledsage Overdragelser og andre højtidelige Erklæringer med Overrækkelsen af en Stav (festuca), og Ceremonien har været anvendt ved alle søgsmaal af vindikatorisk Karakter, med Undtagelse af Løsningssøgsmaal: Idet Klageren retter sin Paastand til Sagvolderen, stiller han en Stav imod ham som Tegn paa hans Forpligtelse, hvilken denne, idet han fæster Dom, kaster tilbage til Tegn paa, at han ikke anerkjender Forpligtelsen. – Ogsaa i G. L. 72 hentydes til en lignende Ceremoni ved Nedlæggelse af Forbud, hvorved et Kors synes at være anvendt[19], og i nogle Haandskrifter af M. L. VII. 19 siges den, som lovfæster, at „kasta lagakefli“.

Ved Søgsmaal angaaende Arv kom en blandet Fremgangsmaade til Anvendelse. Efter Princippet maatte disse Sager altid være vitterlige, da Forældrenes lovlige Ægteskab umiddelbart begrundede Arvingens Ret; – medens der alligevel forudsættes at kunne møde Indsigelser, der kan gjøre Vidneførsel nødvendig, navnlig angaaende Paterniteten og Personens Identitet. Sagen anlagdes derfor som vitterlig. Den formentlige Arving skulde efter G. L. 120, 121 og 124[20], gjentaget i M. L. V. 17 og 19, B. L. ibid., hjemstevne Arvens Besidder til Krav og, hvis denne nægtede at vige, stevne ham til Tings for Ran og modvillig Besiddelse (íseta). Paa Tinget skal han da fremstille sine Forældres Bryllupsvidner; men herimod kan Besidderen, om han dertil ser sig istand føre Modvidner. Hvis Arvesøgeren imidlertid vinder sin Sag, falder Besidderen i den højere Ransbod, 3 Mark, til Kongen, „fordi han lagde Dom for en Arv, hvortil han ingen Ret havde“. Sandsynligvis har vi her en nyere Regel. Efter B. K. R. (II) 9 kunde nemlig Giftermaalsvidnerne ikke mødes med Modvidner, hvoraf fulgte, at Arvesøgsmaal altid maatte blive vitterlige. – Ogsaa efter F. L. IX. 7, jfr. 30 og B. R. 132 foregik Arvesøgsmaal som vitterlig Sag med útbeiðsla, hvor Løsøre faldt i Arv, og Paterniteten var anerkjendt. Men hvis Paterniteten var bestridt, kunde Besidderen fæste Skilledom, og her maatte Arvesøgeren føre vidner paa sin Herkomst eller, hvis denne var bevist ved Gudsdom, Vidner herom (skíringar-vitni), – og der er ikke Tale om noget yderligere Ansvar for Arvens Besidder, forsaavidt ikke Lovfæstelse havde fundet Sted. At imidlertid Loven ogsaa her lader Formodningen være paa Arvesøgerens Side, viser sig deri, at Skilledommen ikke behøvede at gjentages, hvis han var indenlands fød; idet Mændenes Kjendelse ved den første Dom, – ved hvilken det da maa antages, at Besidderen strax har maattet fremstille sine Modvidner, – blev endelig. Var derimod Arvesøgeren udenlands fød, havde Arvens Besidder Ret til at prøve alle 3 Domme[21]. Men dette sidste bortfaldt ved Haakon Haakonssøns Rb. 1244, F. L. Indl. 15 og 16, og er i Overensstemmelse hermed udeladt i Hkb. 74. Hvor fast Gods faldt i Arv, foreskriver F. L. IX. 30, jfr. VIII. 16 og 17. at Arvesøgeren skal lovfæste og lægge Femterstevne[22], hvilket dog ikke behøvede at gjentages. – Arvesøgsmaal præskriberedes efter G. L. 122, hvis Arvingen ikke indfandt sig ved Stevnet den 7de eller 30te Dag efter Dødsfaldet; medmindre haa var fraværende, i hvilket Tilfælde han skulde have søgt Arven inden 12 Maaneder efter sin Tilbagekomst til Fylket, – eller umyndig, i hvilket Tilfælde han skalde have sagt den inden 5 Aar efter opnaaet Myndighed. – Efter F. L. IX. 29 og M. L. V. 18 præskriberedes Arvesøgsmaalet først 10 Aar efter Arvingens Myndighed eller Tilbagekomst til Landet. – Ligesaa forbrød Arvingen ifølge G. L. 120 og M. L. V. 16 sin Ret, naar han søgte Arven i et andet Fylke end der, hvor den var falden d. e. hvor den Afdøde havde haft sit Hjem, eller den faste Ejendom var beliggende.

Paa samme Maade som Arvesager forfulgtes ogsaa den myndigblevne Arvings Søgsmaal mod sin Værge, altsaa som vitterlig Sag, G. L. 119; F. L. IX. 22, 23, 26 og 27. Havde Værgen modtaget Arvegodset uden foregaaende Vurdering, havde Myndlingen Ret til at ansætte Beløbet ved sin egen Ed.

Paternitetssager behandledes efter G. L. 57[23] og F. L. II. 1, jfr. B. K. R. (II) 14 som ikke-vitterlige Sager, og Søgsmaalet omfattede saavel Overtagelsen af Barnets Forsørgelse som Bøder for Lejermaalet. Den af Moderen udlagte Barnefader var pligtig til, for saa vidt han ikke erkjendte Barnet for sit, strax ved Hjemstevnet uden mellemkommende Skilledom, at fæste Nægtelsesed. Skjønt saavel G. L. 57 som F. L. II. 1 bruger Udtrykket: at „den skal være Barnets Fader, som Moderen siger“, og G. L. 57 kalder Paastanden „kraf“, kan det dog ikke erfares, at Moderens Udlæggelse har haft nogen stærkere Beviskraft.

Ved Tvist angaaende Forsørgelsespligt for Umyndige eller Trængende anviser G. L. 130 og M. L. V. 22 den, der paastod Fritagelse, en tredobbelt Vej: Enten kunde han midlertidig overtage Forsørgelsen, og derefter sagsøge den formentlig nærmere Forpligtede (gjennem Kvada og Skilledom), – eller strax vise den Trængende tilbage (á hæl), i hvilket Tilfælde denne skulde vende tiltage til den, hos hvem han havde haft Tilhold sidste Nat, hvilken var pligtig midlertidig at tage sig af ham og siden søge sin Regres hos den rette Forpligtede – eller endelig gaa umiddelbart til Tinget, i hvilket Fald Tingmændene havde at afgjøre, hvem Forsørgelsespligten rettelig paahvilede. – Men Ansvaret, ifald den Trængende omkom af Mangel eller gik husemellem og tiggede (G. L. 70), paalaa i ethvert Tilfælde den, der urettelig havde vægret sig ved at overtage hans Forsørgelse. – Ligeledes kunde den, der urettelig havde vægret sig ved at overtage pligtigt Værgemaal, søges til Erstatning for det Tab, Myndlingen derved kom til at lide, jfr. F. L. IX. 24, 25 og 28.

  1. ↑ Hvert mál þeirra, er maðr vænist heimildar-manni at, þá skal festa skiladóm fyrir.
  2. ↑ F. L. V. 13: Ef ármaðr tekr fé manns upp, fyrr en hann hafi gert mønnum stefnu til, þá skulu menn á næsta þingi, ef þeir megu til komast, njóta vitnis síns. En ef ármaðr vill eigi útláta, þá skulu þeir beiða fjárins; en ef hann lætr þá eigi lanst, þá skal æsta bœndr liðs til at fara at hánum, ok taka af hánum hálfu meira, en vitni barst til; hafi hinn sitt, en bœndr þat sem auk er. – X. 33: Eigi skal ármaðr taka fyrir búanda ertog eða ertog meira; en ef hann tekr, fari sá til, er hann hefir af tekit, ok beiði ármann fjár síns; en ef hann lætr eigi laust, þá stefni hánum heim til þingstefnu ok þing síðan; en ef hann vill eigi af láta, þá æsti hann bœndr atfarar.
  3. ↑ sœki med þingstefnu ok eigi med heimstefnu.
  4. ↑ G. L. 86: Hvervitna þess er menn skilr á um setr eða á markteig eða á markreinu útangards, þá hefir sá sitt mál, er vitni berr til. Nú hefir hvárrtveggja vitni til, þá skal sá hafa sitt mál, er sverja vill til. Nú vilja báðir sverja til, eða hvárgi, þá skal brjóta sundr í miðju þat er þá skilr á. Of markreinur alt þat, er menn skilr á, þá má vitni bera um hverr er vill, frjáls ok fulltíða; hane skal svá at orðum kveða, at hér skilr, ok þá er rétt. – Nú skilr menn á um setr eða á markteig; sá skal hafa, er haft hefir 20 vetr eða 20 vetrum lengr úilt ok úspilt, ok vitu þat váttar med hánum. Sá skal dóm halda fyrir, er haft hefir, en sá skal stefna hánum til markteigs ok til dóms, er eigi vill una, eigi skemrum en 5 náttum fyrir. Þingat skal hann þá fara, er at þeim degi kemr, með dœmendr sína ok vitni han øll, er hann þarf; dœmendr sína skal hann setja þar sem hann kallar merki. Hinn skal setja hálfan dóm við hann, er mál á móti hánum. Vitni skal sá láta bera, er sœkir, þat at hann stefndi hánum þangat, en þat annat, at þau sé merki, er hann segir; þá er þat satt, nema annat komi meira í gegn ok auki; þá er merki, sem þeir bera. [En ef þeir eru báðir jafnmargir, þá hafa þeir sitt mál, er fyrri báru. En ef ekki er vitni, þá skal sá hafa sitt mál, er sverja vill til; en ef hvárgi vill sverja til eða bádir, þá skal brjóta sundt í miðju þat, er þá skilr á]. Svá skal hvervitna, er menn skilr á merki. sem ek hefi nu talt, ok skulu þeir þar dóm setja á markteig. Nú er þeir hafa dóm sett, þá skal sœkjandi njóta vátta sinna. Nú megu allir menn þat vitni bera, þó at hann væri þræll ok vann í þann teig, ok er hann þá frjáls. Nú skal sá þeirra hafa þann teig, er meira vitni hefir til ok betra, þó at sœkjandi leiði sína vátta fyrr. Nú hafa þeir báðir jørð, þá skal sá dóm nefna, er því veldr, at þá skilr á. – F. L. XIII. 23: Alt þat, er menn skilr á holt eða haga, akr eða engi, þá skal løgfesta fyrir: sá leggi til fimtar-stefnu, er heldr þykkist þurfa, ok 6 menn skal hvárrtveggi nefna í stefnu sem í dóm… En á fimtar-stefnu njóti hvárrtveggi vátta sinna. Sá skal fyrr njóta vátta sinna, er fyrr løgfesti. En ef annarr fœrir fram óðals-vitni, en annarr hafnar-vitni, þá skal hinn hafa sitt mál, er óðals-vitni fœrir fram. En hverr maðr skal sitt hafa slíkt, sem vitni berr til. – Kap. 25: Ef báðum berst hafnar-vitni en hvárgum oðals-vitni, þá ef annarr er ódalsmaðr en annarr kauplendingr, þá skal odalsmaðr einn sveija til, þar sem hann festi løg fyrir framast; en ef ódalsmaðr vill eigi sverja, þá skal kauplendingr sverja til, ef hann vill, sem hann festi løg framast fyrir. En ef hvárgi vill sverja, þa skipti þeir í miðju í sundr; en ef annarr vill sverja en annarr eigi, þá skal ok sá hafa sitt mál, er sverr; en ef þeir sverja báðir, þá skal skipta í sundr í miðju. En þess kauplendings vitni skal standa, er sá maðr herr vitni með, er ódalsmaðr er at jørðu þeirri. En ef annarr hefir hafnar-vitni, en annarr ekki, þá skal sá sverja, er hafnarvitni-hefir, en hinn sœkja, er ekki vitni hefir.
  5. ↑ Jfr. Hertzberg, Proces. S. 43–47; Maurer, i Krit. Vierteljahrschr. XVIII. S. 53.
  6. ↑ G. L. 265: Ef maðr vill óðal sitt brigða, þá skal hann fara til húss hánum um haust, er garði er um lokit, at vetrnáttum, ok segja hánum fyrir jørðu þá med vátta tvá, er hann vill brigt hafa. Hann skal þat gert hafa fyrir nótt hína helgu, hvárgi sem hann hittir hann, með vátta tvá. Eigi þarf hánum heim at stefna. Hann á hánum kost svør at veita, þau er hann vill. Hann má svá svara: þú segir mér fyrir jørðu þeirri, er þú átt ekki í; ek á þá jørð at eign ok at óðrli, ok verr ek þá løgum ok dómi. Ek má því øðru svara: at ek hefi þá jørð selda. Ek má því hinu þriðja svara: þú fær þá jørð aldrigi, nema þú af dauðum dragir.
  7. ↑ G. L. 266: En ef ek því svara, at ek verr þá løgum ok dómi, þá skal stefna hánum heim, því nær sem hann vill, milli jóla ok føstu, manni hverjum, er búi sínn býr, biðja hann heima vera í andvegi sínu. … En ef eigi hittir hann heima, þá skal hann gera hánnm stefnu ok leiðarlengð skapa hánum heim til heimilis síns. En þá skal hann fara ok fá sér vátta, þá menn er óðalbornir eru. … En þá skal hann fara með vátta þá til húss hinum, er hann hefir heimstefnt, ok koma þar at stefnu-degi, ok kveðja hann jarðer ok óðals síns. En hann skal hánum því svara, er hann at forsøgn svaraði at þú kveðr þeirrar jarðar, er þú átt ekki í; ek á þá jørð, ok verr ek þá løgum ok dómi, ok festi ek þér dóm fyrir. … Nú er þar dómr festr, ok fimtar-nafn á dómi með þeim, þann dóm skal á sýknumdøgum halda ok svá kvøð veita. En þeir skulu til þess dóms hafa valinkunna menn. En menn eru allir dómsætir frjálsir. En þeir megu eigi í dóm með sér nánga sína; þar skulu frá ganga bauggildis-menn ok nefgildis-menn ok námágar; ef þeir eru settir í dóm, þá skal rengja ór með váttum, en hinn skal setja í valinkunna menn. En þann dóm skal setja fyrir durum verjanda: skal sœkjandi sinn dóm setja, ok hverfa til karldura, en verjandi frá, ok setja svá fjarri durum, at bera megi inn bæði vatn ok við, ok aka milli dóms ok dura. Nú er þar dómr settr, þeir skulu telja til langfeðra sinna 5, er átt hafa, en sá hinn setti, er bæði átti at eigu ok at óðrli. Þá skal sækjandi leiða vitni sín, þá fyrst, er at forsøgn hafði hann; ef þau metast at fullu, þá skal hann fram fœra þau næst, er hann hánum heim stefndi; ef þau berast hánum at fullu, þá skal hann fram fœra kvøðu-vitni sín, óðalborna menn tvá. Nú er kvøðu-vitni borit ok sókn hans rétt, þá skal hann fram fœra óðal-vitni sitt, árofa þrjá, þá er tvítugir váru, þá er faðir þeirra varð dauðr, en þá aðra, er vitni þeirra sanni; þeir skuln 15 vetra gamlir vera, er faðir þeirra varð dauðr. Oðalbornir menn skulu allir óðal-vitni bera, þeir er óðal eigu innan fylkis, er sú jørð liggr í, er hann brigðir. Nú er hánum óðal-vitni borit, ok dœma dœmendr hánum jørð. En verjandi svarar því, at þú átt þar ekki í, hví at váttar þínir hafa þar borit skrøk; en ek á þar til aðra vátta fleiri ok betri at bera, ok manu þeir bera satt, þá skal verjandi nefna vitni í gegn, árofa fjóra ok sannaðar-vitni þeirra fleiri, þá skal hann með því dóm rjúfa, at hann hefir vitni í gegn nefnd, ok leggja dómstefnu aðra at. Fimm nætr skulu dóma í millum vera, nema sú fimt beri á helgan dag, þá skal dóm fœra á virkan dag ok setja í sama stað fyrir durum verjanda. Nú er dómr settr, þá skal verjandi fram fœra vitni sín þau øll, er hann á fyrra dómi nefndi, árofa fjóra ok sannaðar-vitni þeirra fleiri. Nú eru verjanda vitni at fullu borin, ef hans vitni er borit fleira árofa einum ok sannanðer-vitni fleiri; þá eru þeir skrøkváttar er fyrri báru; nema þeir sé ellir jefnmargir, þá eru þeir skrøkváttar, er eftri báru; þá skal sœkjandi ok verjandi leggja dómstefnu at markamóti þeirra á millum; telja røstum ok fjórðungum ok skapa til leiðar-lengð, þar sem þeir skulu dóm setja; þat kalla menn skila-dóm, er þeir skulu annettveggja veðja, eða af láta annerrtveggja af sinn máli. En ef þeir vilja hafa 12 þegna dóm, 6 af hvárstveggja hendi, þá skulu þeir reiða aura 2 hverr þeirra, þat eru aurar 12, er þeir skulu leggja undir jafna hønd, ok skírskota veðjen sinni undir valinkunna menn, er útan standa við dóm. En þeir er dóm settu, verjandi ok sœkjandi, skulu skjóta dómi veðjaðum á fjórðungs-þing. En þá er þeir koma á þat þing, þá skulu þeir vitni sín fram fœra, þeirra manne er þeir máli sínu undir skutu, þá er þeir veðjaðu: þá skulu þingmenn um dœma, hvárr sannara hefir; þá er vel, ef þeir verða á sáttir; þá eru aðrir veðjaðir ok skrøkváttar ok af sókn sinni. En ef þeir verða eigi á sáttir, þá skulu þingmenn skjóta dómi þeirra veðjaðum á fylkis-þing; þá er vel, ef þeir verða allir á þat sáttir. En ef þeir verða eigi á þat sáttir, vill annarr skjóta dómi sínum, en annarr vill eigi, þá skal sá, þó at hann megi eigi skoti orka, þá skal hann þó skírskota løgráni því, er þingmenn hafa hánum veitt, undir útheraðs-menn, þá er eigi eru þingat þingsóknar-menn; þá skal henn þó skjóta dómi sínum á fylkis-þing. En þá er hann kemr þar, þá skal henn frá løgráni því herma, er hann á fjórðungs-þingi fékk: hefi ek hér þau vitni, er ek undir skírskotaða; þau skal hann fram færa; þá skulu þingmenn þeim dóm dœma; þá er vel, ef þeir verða ellir á einn dóm sáttir. En ef þeir verða eigi á sáttir; þá vill annarr skjóta dómi sínum í løgréttu, en annerr vill una dómi fylkismanna, þá skal hinn af þingi ganga, er skjóta vill, ok afle sér liðs. En ef hann fær af fylkis-þingi fjórðung þingmanna, þá má hann skoti orka; en ef hann minna lið fær, þá verðr hann at þola dóm fylkismanna. Nú hafa þeir dómi skotit í løgréttu, þá verða þar aðrir veðjaðir ok af sínu máli; þá taka hinir veðfé sitt undan jafnri hendi, tvá auru af hverjum þeirra, er veðjaðr var; en þeir skulu bœta aurum þrim hverr þeirra við erendreka konungs, ok bœta svá aptr misdœmi sitt. Nú eru vátter hans skrøkvátter; þeir skulu bœta mørkum þrem hverr þeirra við erendreka konungs, er þat vitni báru, ok bera aldri óðalsvitni síðan.
  8. ↑ Ef óðalsmenn leysa eigi at aura-stefnu, þá hafi hann jørð jafnheimila, som óðalsmaðr bygði.
  9. ↑ G. L. 266: Nú hefir sá jørð sótta at løgum, er brigði, þá skal hann fé á jørð bera at miðri føstu, þváttdag þann, er þrjár vikur lifa føstu, hindar dags of morgun; hann skal þat fé á þann stein leggja, er akr ok eng mœtist. En hann skal svá mæla, at þú ver hér á jørðu þórsdag í þáskaviku ok tak við jardar-verði slíku, sem menn meta løgeyris; ek man hér koma með valenkunna menn, en þú haf hálfa fyrir; þeir skulu jørð meta at dæmum þeim, er menn skulu óðal sitt aptr leysa; þat fé skal hálft vera í gulli ok í silfri, en hálft í mani herrœnu eigi ellra en fertugu, né yngra en fimtán vetra. – 269: En ef hann eigi kemr, þá sknlu valenkunnir menn jørð meta; en síðan skal hann þeim jarðar-verd sýna ok leggja í pung sér, ok hafa at láni, til sá heimtir, er hafa skal. Nú stendr hann fyrir ok verr oddi ok eggju, þá skal hann krefja liðs þingmenn at fara þrjót af jørðu; sekr er hverr þeirra at 3 aurum, er eigi vill til fara með hánum. Sekr er at 3 mørkum hverr, er fyrir stendr, en høfðingi at 40 mørkum. En ef þeir falla, er fyrir standa, þá falle þeir útlagir; en hinir helgir, er til sœkja.
  10. ↑ Nú kemr jørð undir konu, sú er menn standa til lausnar undan henni, – – – þá skulu þeir segja henni fyrir jørdu of haust fyrir nótt hina helgu með vátta tvá ok stefna henni til þórsdag i Páskaviku, at taka við aurum slíkum, sem løgmál er til, ok hafa stefnt henni hit seinsta þváttdag þann, er 3 vikur lifa føstu, ok stefna henni til þeirrar jarðar, er þeir vilja undan henni leysa. Þá skulu þau fara til jarðar bæði þeir, er leysa skulu, ok hon, er við aurum skal taka; þá skal hann láta bera vitni, hversu hann sagði henni fyrir jørðu þeirri, ok hversu hann stefndi henni til ok hennar varnarmanni: þá ef þat er borit at fullu, þá skulu menn meta vitni hans ok meta, hvárt hann er til lausnar kominn eða eigi. Ef þat metst at fullu, þá skulu þeir meta jørð aura fullra; meta jørð ok sjá bæði útangarðs ok innangarðs. Þá er þeir hafa jørð metna, þá skal hann aura bjóða fimtungi minna en jørð er metin, eða verð er; þá skal hann reiða hálft í gulli ok silfri en hálft í mani ok búfé; þá veiti hann vørð óðrli sínu, en hon aurum.
  11. ↑ F. L. XII. 6: Ef maðr á jørð at brigða, þá skal hann hefja brigð sína eptir Mikjálsmessu um haust, ok hann skal hafa átt skiladóm einn fyrir jól, nema hann megi fleiri hafa. En ei maðr býr á jørðu þeirri, er hann á suma sjálfr en suma aðrir menn; nú ferr maðr til ok brigðir jørð þá, þá skal hann festa skiladóm fyrir ok nefna heimildarmann sinn at kvøð; þá skal sá kjósa, er kvaddi, hvárt hann vill brigða þann hlut einn, er hann á, eða bíða þeirrar stefnu, at þeir koma til, er eigu med hánum – Kap. 8: þann skal kveðja, er býr á jørðu; en hann skal festa skiladóm, ok skal at váttum spyrja, ok heimildarmann sinn nefna, ok sœkjandi skal nefna vitni sitt at kvøð, ef hann er atspurðr, ok hafa þat vitni frem á fyrsta dómi. En ef hann er atspurðr at vitni, ok nefnir hann eigi, þá skal einskis vitnis njóta; en lýsingar-vitni skal hann hafa fram á skiladómi, ok þá vátta, at hann sé sýnn at brigðarmanni, ok at hans er óðal. En verjandi skal nefna vitni sitt á fyrsta domi, ok hafa fram vitni sitt alt á øðrum dómi. En ef dœmendr eru allir á eitt sáttir, þá skal gera stefnu leiglendingi at fara eptir heimildarmanni sínum … ok stefni landsdróttni til, at hann veri jørð sína. … Nú skal brigðandi kveðja leiglending, þá er hann kemr aptr, þó at landsdrottinn siti inni. En ef landsdróttinn vill festa laga-dóm, þá skal leiglendingr lauss við vørn. En ef landsdrottinn vill eigi festa laga-dóm, þá skal leiglendingr festa, en sœkjandi skal leggja dóm á fimm nátta fresti i dómstað réttum. Þá skulu þeir þann dóm sœkja. En ef landsdróttinn er þar þá ok vill nefna dóm sinn, þá er leiglendingr lauss við vørn. En ef hann vill eigi þann dóm nefna, þá skal leiglendingr nefna laga-dóm landsdrottins síns, hvárt er hann er til kominn eða eigi, ok fœri fram vátta sína þá, at hann stefni dróttni þangat; þá er leiglendingr lauss við vørn. En sœkjandi skal leggja dóm við varnarmann á fimm nátta fresti á dómstað réttum, hvert sem hann er þar eða eigi, ok setja þann dóm ok halda ok bíða til miðdags. En þá er miðdag líðr, þá skal sœkjandi leggja veðjaðar-dóm á dómstað réttum við verjanda á fimm nátta fresti; en sœkjandi skal þann dóm ok halda, ok hafa dœmendr 12 hvárrtveggja, en dómstaurar fylgi; enda bíði til miðdags. Nú kemr eigi verjandi til dóms, þá skulu dœmendr hins veðjan bjóða ok rétti fram hendr ok nefni vitni við: at sœkjandi er kominn at jørðu þeirri, er hann brigði.
  12. ↑ Jfr. Retshist. I. S. 334–37; Hertzberg, Proces S. 38–43 og 86–95. Krit. Vierteljahrschr. XVIII. S. 47–54.
  13. ↑ G. L. 284: Nú vill maðr stefnu-jørð sína brigða, þá skal hann segja hánum fyrir of hadet með vátta tvá: hann má bæði senn gera, ef hann vill, ok stefna hánum til aura-tøku þórsdag í Páska-viku á jørð þá, er þeir deila um. Nú koma þeir þar, þá skal hann setja niðr dóm sinn ok njóta vátta sinna, hversu mikla aura hinn á í þeirri jørðu; þá skal hann þá reiða, nema hinum beri vitni til meiri aura; þá skal hann vátta hafa at, er at þeirri stefnu kemr, er hann á jørð sína aptr at leysa.
  14. ↑ G. L. 276: Nú liggr jørð um stefnu ok liggr 20 vetr, ok hafa þeir enga lýsing þar á, þá er hon at óðrli orðin; þá má hann dula óðals ok kenna sér; þá skal hann þá jørð verja með dómi; hann skal sœkja med árofum. Nú eru þeir árofar, er við kaup þeirra váru. Leysa aurum fullum þá jørð, nema lýsing hafi á verit á þeim 20 vetrum.
  15. ↑ Lýsing er at engu nýt, nema báðir játi kaupi ok sali; nú ef hinn níttir, þá njóti hann vátta sinna á þingi.
  16. ↑ Nú er sá útan laga várra eða útan lands, er stefnu-jørð hefir keypt eða mála-jørð, ok er hvárki haldsmaðr né erfingi innan laga várra, þá skal hann á þing fara, er brigða vill, ok gera hinum laga stefnu aptr, er keypt hafði. En ef hann kemr eigi í þá stefnu, þá skal hann fara á þing ok njóta þar vátta sinna, hversu þeirra var mælt á milli, ok bjóða þá aura. En ef hinn hefir engum manni umboðit at taka við, þá hafi hann ok hirði, til sá heimtir at hánum.
  17. ↑ G. L. 91: Nú ef hann á vátta til, at hann hefir verit í mørkinni. þá skal hann stefna hánum heim ok sœkja þat vita-fé sem landnám annat (!). Nú ef hinn kveðr nei við, ok hefir hann eigi vátta til, er sœkja skal, þá skal stefna hánum heim ok þeðan til þings; þá skal hann á þingi festa lýrittar-eið eða landnám. – F. L. XIII. 11: Ef hann stendr hann eigi, þá leiði menn til stofns, ok sýni áverka, ok láti meta viðarspell, ok kenni þeim, er hann vill, ok stefni hánum heim til þingstefnu ok þing síðan; en hann sýni, ef hann vill, með lýrittar-eiði.
  18. ↑ Svá er mælt um fimtar-stefnu, at sá maðr skal fyrr sinna vátta njóta, er fyrr løgfesti. En ef aðrirtveggja leggja dóm á, fyrr en hvártveggja vitni eru borin ok metin, þá hafi sá sínu máli fyrirfarit, er annan veg gerir. En hvárskis máli skal í því spillt, hverja tíð er hann nýtr vitna sinna á degi, ok þó eigi, at nónheilagt sé.
  19. ↑ Jfr. Grimm, Rechtsaltertümer S. 121–37 og 173; Ugebl. f. Lovk. m. m. II. S. 363–4; Hertzberg, Proces S. 55–61.
  20. ↑ G. L. 122: Nú sitr maðr í arfi ok leggr dóm fyrir, en annarr kallast tilkominn, þá skal sá stefna hánum heim heimstefnu rétta ok krefja hann arfs ok órfarar. Nú vill hann eigi ór fara, þá skal hann stefna hánum þing fyrir rán ok ísetu; ef þá fullnast hánum vitni ok gøgn øll til síns máls, ok kemr ekki vitni á móti, þá eigu þingmenn hánum arf at dœma. Hinn skal gjalda þrjár merkr konungi fyrir þat, at hann hafði lagt dóm fyrir arf þann, er hann átti ekki í. Nú vill hann eigi ór fara, þá skal hann æsta þingmenn liðs, svá at hann sé fulliða at fœra hann ór arfi. – 124: Nú leikr á tveim tungum, hvárt maðr er arfgengr eða eigi, stefni þeim til þings, er hánum stendr fyrir arfi; þá skal hann njóta vátta sinna, at hann stefndi hánum þing. Nú skulu þat aðrir váttar bera: vér várum þar, er móðir hans var mundi keypt, ok nefna hvar þat var; ok þar váru bæði brúðmenn ok brúðkonur, ok gjøf gefin, sú er við henni var fest, eigi minna en 12 aurar oreigi mundr. Nú mæla svá váttar verjandans: þar várum vér, sem þú vart; eigi var mundr gefinn til hennar at løgmáli; auka einum vátt, þá er hinn af sínu máli; ef ekki vitni kemr í gegn, þá eigu þingmenn hánum arf at dœma. Hvervitna þess er maðr vill sik til arfs fœra, leiðir vátta sína, ok stefnir eigi þeim til, er þeim arfi er næstr, þá er þeim váttum fyrirskotit. Þar skal um arf dœma, sem dáinn var, eða óðals-jarðir eru, eða bú hins dauða.
  21. ↑ F. L. IX 7: Ef maðr kallar til føðurarfs síns, ok hina játar því, at hann er þess sonr, er hann segir, ok af frjálsum kviði ok til arfs kominn, ok er hann innanlands getinn, þá má hann ganga til føðurarfs síns, en sá fari hinn á frá, er kallaði hann eigi arfa vera, med váttum ok með vitum. En ef hinn dular, at hann sé þess manns sonr, er haan segir, eða af frjálsum kviði kominn, þá skal hann kveðja fjárhaldsmann, ok eigi dóm einn til, ok njóti vátta sinna, at hann er þess manns sonr; er hann segir. En ef hann er útanlands getinn, þá skal hann kveðja føðurarfs síns, eða þess arfs, er hann kallar til, ok njóti vátta ok vitna sinna, at hann sé til arfs gerr, ok eiga dóma alla, nema hinn láti fyrr af. – Kap. 30: Ef maðr á jørð at sœkja, þá jørð er hann skyldi tekit hafa at arfi, þá skal hann með laga-kefli sœkja, ok hafa hat vitni á femtar-stefnu, at sá maðr átti jørð þá, er hann var arftaki at, ok hann gaf eigi, né sølum seldi, ok eigi galt hann øðrum mønnum at løgum. Svá skal hann sœkja jørð þá 10 vetr frá því er hann er fulltíða. Svá skal ok sœkja með laga-kefli, ef lóð eða bú berr í arf; en með útbeiðslu lausa aura alla, svá sem fyrr er skilt.
  22. ↑ Jfr. Hertzberg, Proces S. 33–35 og 53–4; Krit. Vierteljahrschr. XVIII. S. 54 og 60.
  23. ↑ G. L. 57: þá skal hánum heim stefna til krøfu. … En hon segja faðerni á hendr hánum. Þann mann skal hon þá krefja réttar síns, er hon sagði søgu á hønd, ok viðtøku úmaga; því at engi skal barn bera á gøtur út at bjóda þar manni. Nú er vel, ef hann kveðr já við, – – – en ef hann kveðr nei við, ok kveðst ekki í eiga, ok vill hvárki feste rétt né við barni taka, þá skal þar niðr leggja; því at nei hans er ekki, nema hann bjóði lýrittar-eið ok festi þar þegar; þá skal sœkjandi hafa barn brott med sér.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Forelæsninger_over_den_norske_Retshistorie/78&oldid=185562»