Forelæsninger over den norske Retshistorie/77

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

At give noget fuldstændigt Billede af den ældste Procesmaade i dens Enkeltheder, er vanskeligt af den Grund, at Kilderne intetsteds behandler Rettergangsreglerne i Sammenhæng. De Forskrifter, vore gamle Love indeholder om Processen, indskrænker sig væsenlig til, at der ved Behandlingen af de materielle Retsforhold i Korthed angives, hvad der er at foretage i Tilfælde af, at Modparten vægrer sig ved at opfylde sin Pligt; men uden at Fremgangsmaaden hermed nærmere beskrives. Vanskeligheden forøges derved, at Retsforfølgningen i Norge, som overalt paa Retsudviklingens tidligere Trin, har været bunden til temmelig strenge Former, hvis egentlige Betydning det ikke altid er os let at forstaa, men som har været Samtiden vel bekjendt, og som derfor ikke i Lovene nærmere beskrives. Hertil kommer, at, om det end kan forudsættes, at Rettergangen hvilede paa de selvsamme Grundsætninger og i sine Grundtræk var den samme over hele Landet, er det dog neppe tvivlsomt, at den i Enkelthederne kan have været afvigende i de forskjellige Lagdømmer, og det er vel muligt, at endog de samme processuelle Skridt kan have haft forskjellig Betydning efter de forskjellige Love; ej at tale om, at de ældstebevarede Lovbøger stammer fra forskjellig Tid og saaledes ikke giver os noget samtidigt Billede af Processen i de tvende Landsdele.

Efter Lovenes egen Anvisning vil det være hensigtsmæssigt særskilt at betragte de forskjellige Klasser af Sager, hvor Forfølgningsmaaden beskrives. I dem alle gjælder samme Grundsætning, at Sagsøgeren har at forelægge Tinget sin Sag i notorisk stand, ledsaget med Bevis for Retsformernes Iagttagelse, og at Dommen, naar dette er fyldestgjort, bestaar i umiddelbar Iværksættelse af det Pligtige. – Men i det Enkelte afændres naturligvis Gjennemførelsen paa mange Maader efter Søgsmaalets forskjellige Gjenstand.

Mellem de forskjellige Love indbyrdes er Forskjellighederne ikke større, end at de vel lader sig behandle under en samlet Fremstilling. Til Udgangspunkt bør man tage den ældre Gulatingslov, hvis Procesregler aabenbart bærer det ældste Præg, og knytte Fremstillingen heraf umiddelbart til Magnus Lagabøters Loves moderniserede Procesordning. Ti uagtet Frostatingsloven og Bjarkøretten indeholder enkelte Træk af kjendelig ældre Herkomst, maa de dog i det hele taget siges at staa paa et Mellemtrin, paavirket af sednere Ændringer, mellem det Gamle og det Nye.

Den almindelige Procesmaade i Sager angaaende Penge og Gods (fjársóknir, jfr. Retshist. I. S. 321) beskrives i G. L. 34, 35 og 37; F. L. X. 2–32; B. R. 52, 98, 153–160; M. L. 1. 4, 9–15, VIII. 2–8, B. L. 10–15. – Alle Søgsmaal indlededes med Hjemstevning, hvorved Sagsøgeren vidnesfast opfordrede sin Modpart til at være hjemme i sin Bolig paa en fastsat Dag, for at høre hans Krav eller Paastand. Havde Sagvolderen intet fast Hjem, skulde han stevnes til sin Arvings Bolig eller der, hvor han havde været den sidste Julenat. Vidste sagsøgeren ikke sin Modparts Hjem, var denne pligtig paa Forespørgsel at opgive det; dog maatte han ikke opgive nogen kongelig Ombudsmands Gaard, med mindre han virkelig boede der; i Vægringstilfælde kunde Sagsøgeren stevne ham til hvilken Gaard, han vilde, undtagen sin egen (G. L. 35 og 46; F. L. X. 4, 9 og 26). I Sager angaaende kontraktmæssige Forpligtelser kunde ogsaa stevnes til det Sted, hvor Kontrakten var indgaaet (kaupreina). Sagvolderen var strax ved Stevningen forpligtet til, hvis han ikke var bofast Mand, at stille Borgen for sin Tilstedeblivelse (brautartak, tak til heimilis, G. L. 102, F. L. X. 27 og 31).

Til den fastsatte Tid havde Sagsøgeren at indfinde sig, ledsaget af sine Hjemstevne-Vidner, og dernæst vidnesfast fremsætte sin Paastand (kvaða); var Sagen vitterlig, skulde han derhos fremstille Vidnerne paa Gjælden og æske Betaling (i G. L. kraf, krefja; i F. L. útbeiðsla, heien út; F. L. X. 5, 6 og 8). Betaler da Sagvolderen strax eller vedtager at betale til en fastsat Tid og herfor stiller Borgen (festa fé), er Sagen dermed afgjort. I modsat Fald er den videre Forfølgningsmaade afhængig af, hvorvidt Forpligtelsen er vitterlig eller ikke.

Var Gjælden vitterlig, og Skyldneren ved Paakravet nægtede Betaling, havde Sagsøgeren at gjentage Kravet 2 Gange, og derpaa erklære skyldnerens Forhold for Ran (Retsfornægtelse, løgleysa; leggja hánum rán við) og indstevne Sagen for Tinget. Der skal han fremstille sine Vidner, og hvis ikke da Skyldneren fra sin Side kan føre vidner paa, at Gjælden er betalt, skal han dømmes til at betale Gjældens dobbelte Beløb og Ransbod (efter G. L. 12 Ører; efter F. L. 3 Mark) til Kongen. Hvis Skyldneren endda ikke betaler, eller lover Betaling til en bestemt Tid, skal Sagsøgeren opfordre de forsamlede Tingmænd tilligemed Kongens Aarmand og saa mange Bønder, som tykkes ham fornødent, til at fare med ham til den Skyldiges Hjem (atfør) og udtage det Idømte (Fordringens dobbelte Beløb til Sagsøgeren og Ransboden til Kongen) tilligemed 6 Ører til Sagsøgeren for vanskelig Erholdelse (at harðafangi). Se G. L. 34 og 35[1]; F. L. X. 19–24 første Del; B. R. 157–159; M. L. VIII. 3, B. L. 12. – Naar G. L. 34 siger, at den Skyldige skal dømmes fredløs, indtil han betaler, da er dette, som det følgende Kapittel viser, alene en Form hvori dog Grundtanken i den hele Retsforfølgning udtaler sig: ti Atføren var i sig selv en Ytring af Fredløsheden; men denne bortfaldt selvfølgelig, idet Udsøgningen fandt Sted[2].

Paaskjød Sagvolderen, at Gjælden var betalt, maatte han efter G. L. 59, jfr. 116 strax ved Kravet erklære dette og samtidig opgive sine Betalingsvidner, hvilke han da, om Sagsøgeren forfulgte Sagen videre, havde at fremstille for Tinget, og hvorimod ingen Modvidner kunde føres. Havde Skyldneren derimod ikke Vidner paa Betalingen, kunde han ej kræve sin Modpart paa Ed, men maatte betale opigjen og siden tilbagesøge det Betalte som ikke-vitterlig Gjæld (með kvøðum). – Tilsvarende Bestemmelser findes ikke i Frostatingsloven; men det synes at være en ligefrem Følge af den hele Omgangsmaade i vitterlige Sager, at Sagvolderens Indsigelser kun, for saa vidt de selv var vitterlige kunde komme i Betragtning. Derimod kan det neppe betvivles, at tilfældige Erfaringsvidner efter Frostatingsloven har været anseede som fuldgyldigt Bevis, uden at det, som i Gulatingsloven, fordres, at de skal have været særlig tilkaldte ved Betalingen[3]. – M. L. VIII. 2 har vistnok optaget Bestemmelsen i G. L. 59: at mod Betalingsvidner kan ingen Modvidner føres, og gjentager i V. 14 lejlighedsvis Regelen i G. L. 116, at, naar Debitor ingen Vidner har paa Betalingen, maa han betale opigjen, hvis Kreditor nægter derfor. Men efter at Modsætningen mellem Forfølgningen af vitterlige og ikke-vitterlige Sager i den nye Lov paa det nærmeste er udslettet, er det neppe tvivlsomt, at det maatte staa Debitor frit for paa hvilken som helst Maade at bevise, at Betaling havde fundet Sted, ej alene med Erfaringsvidner, men ogsaa efter Omstændighederne ved Ed. – Andre Indsigelser end den, at Gjælden er betalt, tænker Loven ikke, at der kan fremkomme mod vitterlig Gjæld; jfr. dog B. R. 135, der, for det Tilfælde at Debitor paastaar, at Betalingstiden endnu ikke er kommen, uden at nogen af Parterne med Vidner kan bevise sin Paastand, foreskriver, at Debitor skal frie sig for Søgsmaalet med den til Gjældens dobbelte Beløb svarende Ed.

Var en bestemt Betalingsdag forud fastsat (eindagat fé), synes formelig Hjemstevning at have været ufornøden, og Kreditor berettiget til uden videre paa Betalingsdagen at fremstille sine Vidner og, hvis Betaling ikke erlagdes, strax stevne atfarar-þing (G. L. 36[4], M. L. VIII. 4, Rb. 1280 Art 17).

Paa lignende Maade skulde Sagsøgeren gaa frem, selv om Gjælden ikke var vitterlig, hvis ikke den hjemstevnede Sagvolder eller Nogen paa hans Vegne vilde fæste Dom efter hans Kvada, eller give noget Svar paa hans Opfordring. Hertil var nemlig Sagvolderen i alle Tilfælde forpligtet, og Vægring heraf var Retsfornægtelse. Sagsøgeren skulde da endnu 2 Gange gjentage Opfordringen; men hvis de 3 Opfordringer forblev frugtesløse, skulde han stevne Ting og der fremstille sine Vidner paa Hjemstevningen og de 3 frugtesløse Opfordringer, hvorpaa da fulgte Dom og Atfør. At Sagvolderen i dette Tilfælde havde tabt Adgangen til at frie sig med Ed, er en Selvfølge, se G. L. 37; F. L. X. 17[5]; jfr. G. L. 266 og 268.

Nødvendigheden af de 3 gjentagne Paakrav i vitterlige Sager er sednere bortfalden. I G. L. 35 foreskrives ikke mere end enkelt Krav, og F. L. X. 24 siger udtrykkelig, at eet Paakrav er tilstrækkeligt[6], men at dog Ransbod skal ilægges skyldneren for hver frugtesløs Opfordring. – Ogsaa M. L. VIII. 2 siger, at Skyldneren er brødig 1½ Øre „for hvert Krav“; men det paafølgende Kap. 3 bestemmer alene, at Kreditor vidnesfast skal kræve Betaling af sin Debitor een Gang, inden han stevner til Tings.

Benægtede derimod den hjemstevnede Sagvolder Gjælden, maatte han efter de ældste Love udtrykkelig „fæste Dom“ derfor, d. e. erklære sig villig til med Sagsøgeren at indlede de foreløbige Forhandlinger, der skulde bringe Fordringens Tilværelse paa det rene, og, hvis han ikke havde fast Hjem inden Fylket, stille Borgen for sin Tilstedeblivelse, se G. L. 37; F. L. X, 8 og 11–15; B. R. 52, jfr. 98. Dette foregik under Iagttagelse af en Ceremoni (Overrækkelse af en Stav), der i Frostatingsloven kaldes „at kasta fram laga-kefli“, men hvorom vi intet Nærmere ved[7]. Sagsøgeren skulde hertil udtrykkelig tilkjendegive sin Tilslutning og beramme Møde (leggja dóm á). Der skulde nu opnævnes 12 Mænd (skiladómr), 6 af hver af Parterne hvilke skulde sammentræde den femte Dag derefter, ifølge G. L. foran Sagvolderens Dør, ifølge F. L. paa det sædvanlige Tingsted, hvilket Sagsøgeren skulde opgive. Naar Skilledommen var sammentraadt, skulde først Sagvolderen „rydde Sagsøgerens Dom“, d. e. forskyde af de af ham opnævnte Domsmænd alle dem, mod hvem han havde nogen lovlig Inhabilitets-Indsigelse, enten som Beslægtede eller Besvogrede eller staaende i personligt Afhængighedsforhold til Modparten, eller som sine Avindsmænd, hvorpaa andre habile Mænd strax skulde opnævnes i deres sted; kunde saadanne ikke skaffes tilveje, var Søgsmaalet spildt. – Derefter skulde Sagsøgeren paa lige Maade rydde Sagvolderens Dom – Dernæst skulde Sagsøgeren fremføre sine Hjemstevnevidner og sine Kvada-Vidner, og gjentage sin Paastand. Domsmændene skulde nu, hvis alle Former fandtes iagttagne, afgjøre spørgsmaalet om den Sagsøgtes Forpligtelse.

Medens ingen andre end særlig tilkaldte Vidner gjaldt som Bevis forstaar det sig, at Skilledomsmændene i ikke-vitterlige Gjældssager alene kunde fastsætte den Ed, hvormed Sagvolderen skulde benægte Sagsøgerens Paastand, hvilket igjen var ligefrem afhængigt af Fordringens Størrelse (se ovf. S. 252 og 255–-6). Paa dette Standpunkt staar ogsaa Gulatingslovens ældste Text (Kap. 37[8]) i almindelige Gjældssager. Her forudsættes det ikke, at Domsmændenes Kjendelse kan være Gjenstand for nogen Meningsforskjel eller videre Paaanke. Skilledommen kan heller ikke egentlig siges at paakjende Sagens faktiske Side; skjønt vistnok Udfaldet nødvendigvis i sin Tid maa vise sig. – Efter Frostatingsloven var derimod Adgang fra begge Parters Side til at føre tilfældige Erfaringsvidner for Domsmændene, hvorefter disse afsagde en formelig Kjendelse om Faktum (lagði dómsorð á). Det samme gjaldt ogsaa efter Gulatingsloven i de Sager, hvor Vidnesbyrd om tilfældig Erfaring toges forfulde, navnlig i Odels- og Grænsetvistigheder (G. L. 266 og 86). Ligeledes lader G. L. 40, jfr. 78 Tvistemaal angaaende dobbelt Salg eller Leje afgjøre gjennem Vidneførsel for Skilledom (ef hánum fullnast vitni at skiladómi).

Ifølge Frostatingsloven[9] havde Sagvolderen, idet han „fæstede Dom“, at spørge Sagsøgeren, hvilke vidner han havde, og Sagsøgeren var pligtig at opgive disse, idet han „lagde Dom“, under Tab af Retten til at føre Vidner (F. L. X. 8, jfr. XII. 8) Paa samme Maade paalaa det den Sagsøgte, hvis ogsaa han fra sin Side vilde føre Vidner, at opgive disse, saasnart Sagsøgeren havde ført sine, jfr. XII. 8, der vistnok alene handler om Odelsprocessen, men synes at udtale en almindelig Regel: ogsaa G. L. 266 antyder det samme[10]. – Modvidnerne blev da at føre ved en ny Skilledom.

Udeblev Sagsøgeren fra Skilledommen, havde han tabt sin Sag. Sagvolderen fremførte i saa Fald Kvada-Vidnerne og forlangte Domsmændenes Kjendelse for, at Sagsøgeren „var ude af sin Sag“ (dómflogi). – Udeblev Sagvolderen, var han brødig 3 Ører; men Sagen havde ligefuldt sin Fremgang: Sagsøgeren førte sine Vidner paa alle Formers Iagttagelse og derefter sine vidner i Sagen selv. Derpaa afgav Domsmændene Kjendelse for: at Sagsøgeren rettelig havde fremmet sin Sag (at hann er kominn at sókn sinni). Sagsøgeren havde dernæst at lægge ny Dom, d. e. beramme en ny Skilledom efter 5 Dages Frist paa det samme Sted. Udeblev Sagvolderen ogsaa fra denne Dom, forfaldt han atter i 3 Ørers Bod og havde tabt sin Sag; men mødte han, havde han fuld Adgang til at føre sine Vidner (X. 12, jfr. 25). Ogsaa ved denne Dom blev naturligvis afgivet Kjendelse om, hvorvidt Sagvolderen rettelig havde udført sit Forsvar. „Derefter“, tilføjer Loven, „skal Sagsøgeren lægge den tredje Dom paa samme Sted med 5 Nætters Frist“. Og Kap. 25 tillægger: at „hver Mand maa holde sin Sag til 3dje Dom“.

Ved denne tredje Dom (veðjanar-dómr) skulde Domsmændene fra begge de foregaaende Domme møde, altsaa tilsammen 24, og tage Plads i 2 Rækker lige over for hinanden. Derpaa skulde Sagsøgerens Domsmænd tilbyde Sagvolderens Væddemaal saaledes, at hver erlagde 2 ører Sølv, der nedsattes hos en upartisk Tredjemand. Modtoges Væddemaalet, gav Mændene hinanden Haanden, og hvis de ikke kunde naa hinanden, skulde de i siddende Stilling rykke sammen; ti hvis nogen af Domsmændene rejste sig op, var Dommen spildt. Undslog nogen af Domsmændene sig for at indgaa Væddemaalet, havde hans Parti tabt, og Modpartiet æskede herom de tilstedeværende Tilhørere (heyrendr, dómstaurar) til Vidne. Blev Væddemaalet indgaaet skulde Sagsøgeren stevne sin Modpart til Tings (skjóta dómi sínum veðjaðum til þings). hvor da Sagen foretoges paany og, efter ny Vidneførsel fra begge Sider, endelig afgjordes. De tabende Domsmænd tabte naturligvis det Beløb (3 Mark), hvorom der var væddet. Om Fremførelsen af nye Beviser eller om nogen ny Kjendelse ved den tredje Dom er ikke Tale (X. 14 og 15[11]).

Frostatingslovens Forskrifter om de tre Domssætninger er efter Ordene knyttede til den Forudsætning, at den Indklagede udebliver fra den første Dom. Det synes imidlertid klart, at Lovens virkelige Forudsætning er, at begge Parter har Vidner at føre, idet den anden Dom netop var anordnet for Sagvolderens Vidneførsel, og den tredje Dom (Væddedommen) alene havde til Hensigt at konstatere en Meningsforskjel mellem Mændene ved de to foregaaende Domme, der nødvendiggjorde Sagens Henskyden til Tingets Afgjørelse. Derfor havde Sagvolderens Udeblivelse fra den første Dom heller ingen anden Virkning, end at han maatte erlægge en Bod og tabte Adgangen til at „rydde“ sin Modparts Dom; medens hans Indsigelser var ham forbeholdne, og først forspildtes, naar han ogsaa udeblev ved den anden Dom. Mødte derimod Sagvolderen ved første Dom, uden at paaberaabe sig Modvidner og æske ny Dom, kan det neppe betvivles, at den afsagte Kjendelse uden videre blev endelig forbindende, jfr. dog XII. 8, der viser, at de tre Domme i alle Tilfælde maatte sættes. Det samme var vistnok Tilfældet, ikke alene hvor Mændene ved begge de første Domme var enige, men ogsaa hvis nogen af Domsmændene unddrog sig ved Væddedommen; i første Fald blev ingen Væddedom sat, i sidste Fald intet Væddemaal af. Udeblev Sagvolderen ved Væddedommen, blev der naturligvis heller ingen Vædden af, og hans Sag var tabt; imidlertid sees det af XII. 8, at Sagsøgerens Domsmænd ligefuldt skulde tilbyde Modpartiet Væddemaal, hvilket dog alene kan have været en Formsag. Det kan ikke betvivles, at ogsaa Forskriften om, at Domsmændene skulde vædde om Sagen, alene har været en Form, og at det i Virkeligheden har været vedkommende Parter, som udredede Væddepengene, skjønt det hele gik i Mændenes Navn[12].

Fandt der fremdeles Meningsforskjel Sted, naar Sagen indkom for Tinget, kunde den skydes videre til de højere Ting, 2 Fylkers-, 4 Fylkers-ting og Frostating paa sædvanlig Maade (F. L. X. 30). – G. L. 266, der for Odelssager anordner den selvsamme Fremgangsmaade, som her beskreven, foreskriver endvidere, at ogsaa Tingmændene paa Heredstinget, hvis de ikke kan blive enige, paa samme Maade skal indgaa Væddemaal, idet Sagen henskydes til Fylkesting, og tilføjer, at, hvis Tingmændene ikke forenes om at vædde, kan Parten, efter at have skudt til Vidne „paa den Retsfornægtelse (løgrán), som Tingmændene har begaaet mod ham“, selv skyde Sagen til Fylkestinget, og det synes at være Meningen, at de Tingmænd, hvem den endelige Dom gik imod, i saa Fald maatte bøde hver 3 Ører til Kongen (for misdœmi).

Naar sagens faktiske Side paa denne Maade var afgjort enten ved Skilledommens Kjendelse eller ved Tingets Dom, var Fordringen bleven vitterlig (dœmt fé), og hvis nu ikke skyldneren betalte, forfaldt han i Ransbod til Kongen, der tilligemed Gjældens dobbelte Beløb blev inddreven ved Atfør paa sædvanlig Maade (F. L. X. 13).

Naar Sagsøgeren aldeles ingen Vidner havde paa sin Fordring, og Sagen saaledes blev at afgjøre ved Sagvolderens Ed, kunde der klarlig ingen Anvendelse blive for de gjentagne Domsætninger, da Edens Fastsættelse alene var et Regnestykke (F. L. V. 42). Hvorvidt denne Ed efter Frostatingsloven, saaledes som efter Gulatingsloven, skulde fastsættes ved en Skilledom, siges ikke. Det synes dog naturligst, at den Sagsøgte, naar han ved Kvada benægtede Gjælden, og Sagsøgeren, paa Tilspørgsel, ikke opgav vidner (F. L. X. 8), umiddelbart derefter fæstede den lovbestemte Ed. Dette er aabenbart Meningen i det eneste Lovsted, der omhandler Indtale af Gjæld, hvor Vidner ikke haves, F. L. X. 24, jfr. B. R. 158, og som ganske stemmer med den i Gulatingslovens nyere Text (Kap. 37) indtagne, Magnus Erlingssøn tillagte Anordning, hvorefter Skilledommen ganske afskaffes i saadanne Sager: Sagvolderen skulde, hvor Sagsøgeren ikke havde Vidner, strax ved Kvada enten vedtage at betale Gjælden (festa fé) eller at anlægge den lovbestemte Benægtelsesed (festa eið); i modsat Fald ansaaes han at have erkjendt Fordringen, hvorpaa de Tilstedeværende skjødes til Vidne, og Gjælden inddreves som vitterlig[13]. Hvis den fæstede Ed ikke blev aflagt, dannede Edfaldet en selvstændig Søgsmaalsgrund for en ny (vitterlig) Sag, jfr. G. L. 136, jfr. F. L. IV. 8, ovf. S. 269.

Hvor derimod Sagsøgeren vel havde vidner paa sin Fordring, men disse blot var tilfældige Erfaringsvidner, – der vel udelukkede Sagens Afgjørelse ved Sagvolderens Ed, men dog ikke kunde gjøre Sagen til vitterlig, jfr. ovf. S. 231 og 249–251, – var det Skilledommens Opgave at bedømme Vidnesbyrdets Tilstrækkelighed og, i Tilfælde, afgjøre Strid mellem Vidnerne (jfr. F. L. XIII. 25); herom skulde de afgive en formelig Kjendelse (at hann er kominn at sókn (eller vørn) sinni). – Erfaringsvidnesbyrdet fik saaledes ved Skilledommens Godkjendelse den fulde Kraft som den særlige Tilkaldelse gav Vidneprovet i vitterlige Sager; dertil sigter ogsaa de jævnlig forekommende Udtryk: ef vitni berast hánum at fullu, fullnast hánum, at skiladómi; – d. e. Sagen blev derved vitterlig[14].

Bjarkøretten[15] gjør den samme skjelnen mellem Forfølgningen af vitterlige og ikke-vitterlige Sager som Landslovene, og slutter sig i det hele til Frostatingsloven; men Forfølgningen er hurtigere og paa ethvert Trin forbundet med Sikkerhedsstillelse (tak) af den Sagsøgte, i hvis Mangel denne kunde sættes i fængslig Forvaring (se Retshist. I. S. 327–30). Vedgik han paa Opfordring sin Forpligtelse, og stillede Bergen for dens opfyldelse (fjár-tak), var Sagen dermed afgjort. Benægtede han Gjælden, skulde han stille tak til dóms (laga-tak); denne Dom skulde holdes den næste Morgen, og der skulde Sagsøgeren føre sine Vidner. Vilde Sagvolderen fra sin side føre Vidner, skulde han stille Tak til anden Dom, hvilken sandsynligvis skulde holdes den paafølgende Dag, og der føre Vidnerne; derfra gik Sagen til tredje Dom, og derfra, i Tilfælde af Væddemaal, til Bymødet, ligesom efter Landsloven. Havde Sagsøgeren ingen Vidner, skulde Sagvolderen stagge den lovbestemte Nægtelsesed. Hvorvidt denne skulde paalægges ham ved Skilledom, eller fæstes umiddelbart ved Sagsøgerens Kvada, siges ikke Se B. R. 52, 98 og 104, jfr. 158, der er en ligefrem Gjengivelse af F. L. X. 24 og neppe tilhører Byloven.

Den oven beskrevne Fremgangsmaade ved Forfølgningen af vitterlige Sager, nemlig Paatale til Tinget som Ranssag, kom imidlertid ikke til Anvendelse, hvor Sagvolderen alene bestred Gjældens forbindende Kraft, og strax ved Hjemstevnet, efter at Sagsøgeren havde ført sine Vidner „erklærede sig ubekjendt med Loven, men villig til at efterkomme, hvad Tingmændene maatte kalde Lov“. – Da skulde ifølge G. L. 35 Sagsøgeren stevne sagen til Tings og der føre alle sine Vidner, hvorefter Sagen i sin Helhed paakjendtes af Tingmændene, uden at Sagvolderen faldt i noget Ansvar for ikke strax godvillig at have efterkommet Kravet. – Ligeledes, tilføjer Gulatingsloven, kunde Sagsøgeren selv henskyde sin sag til Tingmændenes Afgjørelse[16], hvorved naturligvis ogsaa Ransboden for Modparten bortfaldt; dog maatte sagsøgeren altid først have hjemstevnet Sagvolderen og nedlagt sin Paastand. – Frostatingsloven omtaler ikke udtrykkelig dette Tilfælde; men Sætningen synes ikke at kunne være tvivlsom. – Sagsøgeren kunde vel tænkes at have Opfordring til at søge selve sagens Realitet paakjendt ved Tinget, naar han nærede Tvivl om sit Vidnesbyrds Tilstrækkelighed, eller havde gjort forgjæves Regning paa Tilstaaelse fra Modpartens side m. v., – men dog heller ikke uden videre vilde opgive Forfølgningen som vitterlig Sag og maaske lade det komme an paa modpartens Ed.

Men ved denne Adgang til Tinget udslettedes igrunden den skarpe Adskillelse mellem Forfølgningen i vitterlige og ikke-vitterlige Sager. Eftersom Forholdenes Udvikling og Lovgivningens tiltagende Fuldstændighed lod Retsspørgsmaalenes Tvivlsomhed gaa mere og mere op for Bevidstheden, medens derhos Anerkjendelsen af tilfældige Erfaringsvidnesbyrd i Rettergang ved Siden af de ved selve Forholdets Stiftelse tilkaldte Vidner ledede til en større Frihed ved Afgjørelsen af Sagernes faktiske Side, – er det let at forstaa, at denne Fremgangsmaade maatte blive mere og mere anvendt: at saaledes Sagvolderen, selv om han ikke benægtede Faktum, dog æskede Tingsdom paa Grund af Ubekjendtskab til Loven, – og at Sagsøgeren henskjød enhver Sag, hvor han ikke var ganske sikker paa sine Vidners Uangribelighed, men dog havde Haab om at kunne tilvejebringe tilstrækkeligt Bevis, umiddelbart under Tingmændene. – saa at Sagerne altsaa i begge Tilfælde, selv om de ikke fra først af i streng Forstand var vitterlige, gik lige fra Hjemstevnet til Tinget, med Forbigaaelse af Skilledommen.

Denne Fremgangsmaade synes ligefrem hjemlet i Haakon Haakonssøns Rb. 1244, F. L. Indl. 15 og 16, der bestemmer, at sagsøgeren i Gjældssager, naar han forgjæves havde opfordret sagvolderen til at rette for sig (beiða hann stefnulags), skulde stevne Sagen til Tings, hvor da begge Parter skulde føre sine vidner og Sagen paadømmes, uden at skydes videre til et andet Ting. I sager angaaende fast Ejendom skulde derimod fremdeles lægges Skilledom efter Femterstevne, hvor sagens faktiske Del skulde afgjøres; men Dommens Gjentagelse er afskaffet[17]. Der gjøres ingen Forskjel efter som Sagen er vitterlig eller ikke, skjønt det forudsættes, at begge Parter har vidner at føre; om nogen Skilledom er ikke Tale, hvor Sagen ikke angaar fast Ejendom. – Havde Sagsøgeren ikke Vidner, maatte Sagvolderen følgelig fæste den foreskrevne Nægtelsesed paa Tinget, hvorefter da, hvis Eden faldt, Inddrivelse som vitterlig Gjæld fandt Sted. Istedetfor paa hvorvidt Fordringen i sin Oprindelse er vitterlig eller ikke, lægges saaledes Vægten paa, hvorvidt Paastanden er bevislig eller ikke, hvilket faar sin Indflydelse paa Sagens Udfald: umiddelbar Domfældelse eller Nægtelsesed, men ikke paa Forfølgningsmaaden, der i begge Tilfælde bliver den samme. Man ser ogsaa jevnlig i Lovene, især Frostatingsloven, at ikke-vitterlige Sager paastevnes umiddelbart til Tinget, uden mellemkommende Skilledom: Udtrykket: stefna hánum heim ok þeðan til þings, stefna hánum heim til tingstefnu ok þing síðan bruges uden Forskjel om Paatalen af begge Slags Sager, jfr. F. L. X. 7; se f. E. G. L. 91 og F. L. XIII. 11 samt X. 24 og 33, jfr. V. 13. – Det er muligt, at vi ogsaa finder et Udtryk for denne overgang i det kjendeligt fra en sildigere Tid stammende F. L. X. 24 (jfr. B. R. 158), der først beskriver Omgangsmaaden i vitterlige Gjældssager og dernæst, inden der gaaes over til Beskrivelsen af de ikke-vitterlige Sager, gjentager Forskrifterne i den første Del som gjældende for allar þær fjársóknir, er eigi má með lagakefli sœkja, ok eru þó váttar til, d. e. alle Sager angaaende Penge og Gods, hvori vidner haves, med Undtagelse af Forbudssager. Det er ikke usandsynligt, at dette staar i Forbindelse med Haakon Haakonssøns nys citerede Retterbod, og at den nævnte Mellemsats netop sigter til det Tilfælde, at Vidnerne blot er Erfaringsvidner[18]. Er dette rigtigt saa er altsaa alle Gjældssager, hvori Vidner havdes, lige meget om disse var særlig tilkaldte eller Erfaringsvidner, blevne Gjenstand for samme Behandlingsmaade, nemlig som vitterlig Gjæld. Det maatte da blive en Selvfølge, at det aldrig kunde paadrage Sagvolderen noget Ansvar at lade Sagen komme for Tinget, naar han kun var villig til at fyldestgjøre dettes Dom. Og Behandlingsmaaden i Sager, hvor vidner ikke havdes, adskilte sig alene deri at Sagen ikke paa Tinget umiddelbart paadømtes, men at Sagvolderen i dets Sted fæstede den lovbestemte Ed.

En væsenlig Medvirkning ved denne overgang har vistnok Lagmands-Embedets Oprettelse øvet. Ti Lagmandens Orskurd maatte med Nødvendighed omfatte Sagen i dens Helhed, og at paaskyde Ubekjendtskab med Loven, efter at Lagmanden havde afgivet sit Orskurd, var naturligvis utilstedeligt. Det bragte saaledes paa engang Sagen i vitterlig Stand og afgjorde den retlige Forpligtelse, saa at nu alene Atføren stod tilbage. Den nys nævnte Retterbod af Haakon Haakonssøn (F. L. Indl. 16) gjorde det tillige til en Pligt, at underkaste sig og holde Lagmandens Orskurd under 3 Marks Bod, og gav derved legal Plads for en samlet Afgjørelse af Jus og Faktum efter forudgaaende Bevisførsel og Procedyre for den offentlige Dommer. Ved Siden heraf stod dog fremdeles den ældre Rettergang, der overlader det til Parternes Selvvirksomhed at bringe Faktum paa det rene, medens Retsspørgsmaalets Løsning henstilles til den Forpligtedes egen Retsfølelse, og først naar denne svigter, afgjøres af Tingmændene. Men at man under disse Omstændigheder maatte foretrække i alle virkelige Tvistigheder at gaa den retlige Vej; at Skilledommen maatte gaa af Brug, og Sagerne blive umiddelbart stevnede enten for Tinget eller for Lagmanden, er indlysende.

I Magnus Lagabøters Landslov fremtræder Overgangen tydelig. Af Skilledommen findes kun svage Levninger, og Modsætningen mellem vitterlig og ikke-vitterlig Sag har alene Hensyn til Bevisets Klarhed. Hjemstevningen er gaaet over til et vidnesfast Paakrav om Betaling. M. L. VIII. 3 og 4 siger alene, at hvis Gjælden er vitterlig, skal Fordringshaveren vidnesfast afkræve skyldneren Betaling inden en halv Maaneds Frist og, hvis den ikke erholdes, stevne Ting og der gjentage sit Paakrav. Hvis da ikke Betaling paafølger strax eller inden en halv Maaneds Frist forfaldsløst, skal der holdes Atfør og udtages, foruden Gjældens Beløb, fuld Ret til Sagsøgeren og ½ Mark (Ransbod) til Kongen. – Er Gjælden ikke vitterlig, skal Fordringshaveren stevne Skyldneren hjem til kvaða og fremføre sin Paastand, hvorefter denne enten har at betale eller aflægge Benægtelsesed; vil han ingen af Delene, betragtes han som vedgaaende, og Fordringen indtales, som ovenfor sagt om vitterlig Gjæld[19]. – Det er aabenbart Meningen, at en formelig Dom skal gaa forud for Atføren i begge Tilfælde (atfarar-dómr, atfarar-þing), og at ikke alene Vidneførselen men ogsaa Partsedens Modtagelse skal foregaa paa Tinget. – Forsaavidt Sagsøgeren valgte at stevne Sagen for Lagmanden, er vistnok fremgaaet paa selvsamme Maade. Naar M. L. VIII. 19, jfr. 4 stiller Lagmandens Orskurd ved Siden af en Skilledomskjendelse[20], da skulde vel heraf strengt taget følge, at endnu Tingsstevning maatte til, inden Atfør kunde foregaa; men dertil bar man vistnok ikke bundet sig, efter at Lagmanden havde faaet fuld Jurisdiktion, sideordnet med Tinget. Og naar samme Lovsted fremdeles omtaler Skilledom som værende i fuld Anvendelse, da er dette alene en Følge af, at M. L. har gjengivet F. L. X. 22, uden at bemærke, at en Del af dette nu havde tabt sin praktiske Betydning. Det samme gjælder, naar M. L. VIII. 13, B. L. 9 gjengiver G. L. 40 om dobbelt Salg saaledes, at, hvis den sidste Kjøber har Tingen i sin Besiddelse, da „má hann halda skiladómi fyrir kaupi sínu til løgmanns órskurðar“, hvor „halda skiladómi“ staar aldeles betydningsløst, og Meningen kun er, at den sidste Kjøber kan kræve at se Lagmandens Orskurd, inden han udleverer Tingen. – Ved Rb. 1280 Art. 16, jfr. 17 blev den gjentagne Frist af en halv Maaned til Betaling af vitterlig Gjæld ophævet, saa at, hvis skyldneren ikke inden ½ Maaned efter Paakravet betalte, kunde Sagsøgeren strax efter det første Ting holde Atfør[21].

I den nyere Bylov forekommer Skilledom ikke[22]. B. L. VII. 10 siger alene, at, hvis Nogen har Fordring paa en Anden, som denne ikke vedgaar, skal han æske Tak af ham til stevne for Lagmanden, og, hvis der ikke er Vidner paa Gjælden, skal Sagvolderen nægte den med sin Ed[23]. Angaaende vitterlig Gjæld, – hvortil henføres al Gjæld, som er stiftet i Vidners Overvær eller sednere vedgaaet for Vidner, eller som Nogen ved Bymødets Dom eller Lagmandens Orskurd er tilfunden at betale, – foreskriver B. L. VII. 12, ligesom de ældre Love, umiddelbar Inddrivelse uden videre Rettergang, med yderste Strenghed og Hurtighed: Kreditor skulde først vidnesfast afkræve Debitor Betaling og, hvis Betaling ikke erlagdes paa Stedet, Borgen for Gjælden (fjártak), hvilken Debitor under en Bod af 1 Mark Sølv til Kongen var pligtig at stille eller ogsaa underkaste sig Fængsling (Kap. 13). Betalte nu ikke Debitor sin Gjæld inden Morgenmessen den følgende Dag, skulde Kreditor, naar Messen var tilende, atter kræve ham, hvad enten han var hjemme eller ej, og, hvis ikke han eller Nogen paa hans Vegne nu paa Stedet betalte, lyse ham skyldig i Ran og stevne den, som var gaaet i Borgen for ham, til Bymøde (den næste Dag). Og hvad enten han nu indfandt sig paa Mødet, eller ikke, havde sagsøgeren alene at føre sine vidner paa, at han var gaaet i Borgen for den Anden, og at denne var krævet og lyst Ranssag paa Hænde, samt Kautionisten lovlig stevnet – da faldt denne i 1 Marks Bod til Kongen, og umiddelbart efter Bymødet holdtes Atfør hos ham for Boden og Gjældens dobbelte Beløb, hvoraf Kreditor tog sin Fordring tilligemed fuld Ret, og Kongen og Bykassen det Øvrige[24]. – Ogsaa her sees det altsaa, at der maatte erhverves Dom over Kautionisten, inden Atfør kunde holdes; hvorimod noget særskilt Bevis for Hoveddebitors Forpligtelse selvfølgelig her var overflødigt.

  1. G. L. 35: Ef maðr á fé at manni, þat er váttar vitn, þá skal stefna hánum heim til krøfn ok vátta søgu. – – – Nú skal svá mæla, at hann sé heima, er sá kemr þar – – – í ljósi ok úfólginn. Þá skal hann láta bera heimstefnu-vitni þar þegar, en síðan skal hann leiða vátta til fjár svá mikils, sem hann á at hánum. En ef hann vill eigi þá reiða, þá skal krefja hann ok leggja hánum rán við, nema hann reiði hánum þá. Nú ef hann svarer því, at ek kann eigi løg, en ek læt uppi hvetvetna þat, er þingmenn kalla løg, þá má hann stefna hánum til þings. – – – En ef á þing kemr þeirra mál, þá skal sœkjandi láta bera þingstefnu-vitni; þá eigu þingmenn um at dœma. – – – – En hvervitna þess er ellir verða á eitt sattir, at maðr hefir sótt fé sitt, ok fullnast hánum vitni til, þá eigi þeir at dœma hánum fé sitt. En ef hann bauð eigi þingmanna dóm fyrir krøfu, þá sekist hann baugi við konung, en hinum eykr hálfu sitt fé. En ef maðr skýtr máli sínu til þingmanna dóms, þá fellir hann baug med því; þá skal hann á þing leiða heyringja sína, at hann hefir þat fé at løgum sótt; þá er vel, ef hann vill þat fé á þingi reiða eða gerir stefnu til ok lýkr því þar. En ef hann vill eigi þá reiða, þá skal krefja þingmenn, þá er á þingi eru, at fara til, ok svá ármann konungs ok bœndr svá marga, sem hann þykkist purfa, er fé sitt hefir sótt at løgum, at fara til ok taka hálfu meira en hann sótti, ok konungi baug til handa. Sá skal hafa 6 aura at harða-fangi, er sótti. – F. L. X. 24: Svá skal vita-fé sœkja, sem allar skuldir, beiða út þrysvar, ok þó fullt at um sinn sé, ok leggja ran við, ef á er haldit, ok stefna hánum þing, nema hinn stefni þrínætting innan fimtar, sá er vørn á. En ef þeir sættast þar, þá er vel; en elligar stefni sœkjandi hánum þing ok njóti þar allra vitna sinna. En ef hánum fellst at vørn, þá haldi hann upp skuld ok sekt við konung, slikri sem hánum gefr søk til, þrjár merkr við hverja útbeiðslu, hvárt er beiðir eitt sinn eða optar, eða þoli atfør.En bœndr skyldir til atfarar.
  2. Jfr. V. Amira, Vollstreckungsverfahren S. 234–36. Hertzberg, Proces S. 74–79 og 190–93. Krit. Vierteljahrsschr. XVIII. 65–6.
  3. G. L. 36: Ef maðr krefr mann fjár, þá má hann svá krøfu verja, at kveðast þá skum goldit hafa, ok nefnir vátta sína, þá er við þat váru. – – Nú bera þeir svá vitni, at þeir við þat váru, er hann lauk skuld þeirri allri sér af hendi, þá hefir hann krøfu rétt varða; þat heitir álýktar-vitni, þar skal ok ekki andvitni ámóti koma. En ef þeir koma eigi, þá er hann sekr á krøfu þeirri. – 116: Skuld er engi goldin, nema váttar viti; en ef hinn dylr, þá verðr hann at gjalda aðra ok sœkja sitt med kveðum aptr.
  4. Þat fé alt, er eindagat er, þá skalt þú svá njóta vátta þinna í eindaga, sem þú hafir (M. L. hefðir) hánum heim stefnt.
  5. G. L. 37: Nú kveðr maðr fjár síns; en hánum vill engi maðr dóm festa, þá skal hann ganga útangarðs eða fara út um marreins-bakka, ok fara aptr til húss síðan ok kveðja í annat sinn. En ef han vill eigi dóm festa, biði hann, at hann sé heima hindar dags of morgun, ok kveðja enn í sinn hit priðja; vátta fjóra má nýta til kvaðrna þriggja. Nú ef hann vill eigi dóm festa, þá er hann sekr at 18 aurum við konung, 6 aurum við kvøðu hverja. En þeðan skal hann stefna hánum til þings ok leiða vátta sína á þingi alla slíka, sem á dómi settum skyldi. Nú vill hann þá enn eigi reiða, þá skulu þingmenn dœma hánum skuld sina; þá krefi hann þá, at þeir fari til ok taki af hánum aura 18 til handa konungi, en hánum hálfu meira, en hann átti at hánum. – F. L. K. 17: Nú er búanda heim stefnt; nú finnr hann eigi hann heima, er dóm festir, þá er hann sekr aurum 3 tøldum. Nú stefni hann heim hánum með heim váttum sømu, ok komi hann þar um morgunin ár morgins, ef svá er døgum farit. Nú kemr hann þar ok kveðr hann ok tekr dóm, ef heimamaðr festir, fyrr en hann komi fyrir útan þekjuna. En ef hann tekr við festu síðan er hann kemr fyrir útan þekjuna, þá er hann sekr 3 aurum tøldum. Nú er engi sá til, er dóm festir, þá er hinn sekr 3 aurum. En ef hann þolir þrjár kvøður, þá skal sakar-áberi stefna þing þeim manni, ok skal hann hafa fram vitni sitt alt á Því þingi saman bæði um heimstefnu ok um kvøðu-vátta. Nú hefir hann sótt mál sitt at løgum; nú biðr hann, at hinn reiði hánum sitt, en hann reiðir alls ekki, þá skal henn æsta liðs ok fara at hánum ok taka af hánum hálfu meira.
  6. beiða út þrysvar, ok þó fullt at um sinu sé.
  7. Jfr. Hertzberg, Proces, s. 55–60.
  8. G. L. 37: Ef maðr á fé at manni. þat er eigi vitu váttar, þá skal stefna hánum heim til kvøðu, ok kveðja hann fjár þess, er hann á at hánum. Hinn skal annattveggjn festa fé eða dóm setja á móti kvøðu hans, nema hann vili sekjast ákvøðu hans. – – – Nú er dómr þeirra settr, þá skal verjandi rydja dóm sœkjanda. En ef hann hefir setti dóm með sér bauggildis-menn eða nefgildis-menn eða námága eða søkunauta þess, er ímóti hánum er, þá skulu þeir rísa upp ok ganga brott ór dómi, ok setja aðra valinkunna menn í stað þeirra, ef til eru; en ef eigi eru til, þá er dómr hans únýtr. Nú ef hann hefir sett lendan-mann í dóm með sér eða lends-manns son, þann en yngri sé en fertugr, eða ármann konungs, þá er hann dómflogi, ok á alldrigin uppreist at því máli síðan, ok eigi skulu þeir svá nær dómi koma, at mál þeirra megi heyra. Nú skal sœkjandi ryðja dóm verjanda, sem verjandi ruddi dóm sœkjanda. Nú er hvárstveggja dómr ruddr, ok má hvárgi fyrir œdrum únýta. Þá skal sœkjandi láta bera heimstefnu-vitni, at hann stefndi hánum heim heimstefnu rétta til kvøðu, ok svá þat vitni, at hann kvaddi hann fjár síns. Þá eigu þeir um at dœma, er í dómi sitja, ok dœma þeim, er nei kveðr við skuld, eið svá mikinn, sem hann á at synja at løgmáli fyrir fé þat, er hann var kvaddr. – – – Nú skulu menn svá dóm halda, at rísa eigi upp ór dómi, né á brott ganga, nema nanðsynja-erenda gangi; þá skal hann leggja glófa sína eða vápn eða einhvern grip eptir ok segja til nauðsynja, ok ganga til dóms aptr enn þegar. Ef ef maðr riss upp ór dómi ok gengr í brott, fyrr enn þeir sé sáttir allir á þat mál, þá skal sá dómflogi, er hann hafdi i sínum dómi ok máli.
  9. F. L. K 2: Heim skal búanda stefna ok til húss fara. Ef hann finnr hann innan ekru-gerðis, þá stefni hann hánum inn til andvegis með kvøðu-váttum sínum. Nú eru þeir réttir til at bera bæði heimstefnu-vitni ok kvøðu-vitni. – 5: Nú skal hann heim koma nauðsynjalaust eða nauðsynja hans. En ef hvárki kemr fram, hann skal þó at hváru fara fram kvøðu sinni; en hinn er sekr þrim aurum tøldum. – 8: Nú er sá, er kvaddr var, heim kominn til andvegis síns, þá skal hinn laga-kvøð réttri kveðja. Sá skal dóm festa, er kvaddr er; en hverr sem dóm festir, þá skal hann at váttum spyrja, en hinn skal nefna, ef hann er spurðr; þá skal hafa þá vátta, er hann má fá at sverja með sér. – 11: sá skal dóm festa, er kvaddr er, ok kasta fram laga-kefli. En sá skal leggja dóm á, er kvaddi, á 5 nátta fresti á dómstað þeim, er menn hafa fyrr haft, ok nefni bœinn sá, er leggr dóm. Nú eru kvøðu-váttar réttir til at bera vitni bæði með sœkjanda ok svá verjanda. Nú skulu þeir fara til dóms sækjandi ok verjandi, ok bíða hverr annars til miðdags; en ef eigi kemr annarrtveggja, þá skal þó dóm setja saman, ok 6 menn af hvárstveggja hendi. En ef øðrum þeirra brestr einhverr, er í dómi skyldi sitja, þá er þeim fallin sókn. – 12: En ef sœkjandi kemr eigi til dóms, þá er hann af sókn sinni. Nú skal verjandi fœra frem vitni, kvøðu-vátta sína, ok geri svá sœkjanda dómfloga. En ef eigi kemr verjandi til dóms, þá er hann sekr 3 aurum; en sœkjandi seti dóm sinn at hvárn ok fœri fram kvøðu-vátta sína ok svá annat vitni sitt. Nú er sækjanda borit vitni at fullu, þá skulu dœmendr dóms-orð á leggja: at hann er kominn at sókn sinni. En sœkjandi leggi þar dómstefnu í sama stað á fimm nátta fresti. Nú kemr sœkjandi til annars dóms, en verjandi kemr eigi, þá hefir hann fyrirfarit sókn (ɔ: vørn) sinni, ok sekr 3 aurum. Nú ef hann kemr til annars dóms, þá skal hann njóta vitnis síns alls í øðrum dómi. En leggja skal dóm hine þriðja í sama stad á fimm nátta fresti, ok skal sœkjandi leggja.
  10. Þá skal hann með því dóm rjúfa, at hann hefir vitni í gegn nefnd.
  11. F. L. X. 14: Nú koma þeir báðir til hins þriðja dóms, ok hafi dœmendr hvárstveggja til dóms með sér, þá skulu dœmendr hvárstveggja á tvá vega sitja; eigi skulu bauggildis-menn i þeim dómi ok eigi nefgildis-menn ok eigi námágar ok eigi barnfóstrar ok eigi þyrmslamenn. – 15: En ef fullr er dómr hvárstveggja; nú skulu dœmendr sœkjanda veðjan bjóða ok sitja kyrrir. Nú megu þeir eigi høndum saman taka, þá skulu þeir fara sitjandi at þeim, er veðjan bjóða. En ef maðr ríss ór dómi annarstveggja, þá er dómr únýtr. Nú eru 11 i øðrum stað, en í øðrum 12, þá skulu þeir fœra vitni sitt fram, er 12 eru saman; en þat kalla menn dómstaura, er útan skulu standa, menn af hvárstveggja hendi, ok heyra mál þeirra; þá skulu þeir bera á hendr hinum, er 11 eru saman, at þeir eru feldir at máli. En ef þá skil á mál sitt, þá skulu þeir hafa hlut, er 2 váttum hafa fleira, hvárs þeir hafa veðjað. En 2 aura silfrs skal hverr þeirra veðja, ok hafa þat silfr þar hvárirtveggja, ok leggja undir jafnaðar-hønd; en þó at eins eyris missi, þá hefir sá fyrirfarit máli sínu. En ef veðjat er, þá skal sœkjandi stefna veðjanda (verjanda?) heim ok síðan fylkisþing, ok rýðja dóma alla þá, ok njóta hvárstveggja vátta sinna þar.
  12. Jfr. v. Amira, Vollstreckungsverfahren, S. 266–289. Hertzberg, Proces, S. 16–33.
  13. F. L. X. 24: En um þær fjárskuldir, er vitni eru (eigi) til, þá skal stefna heim til þingstefnu ok þing síðan; en hann hafi kosti tvá: lúki skuld eða vinni løgeiða; en bændr fari at hánum ok taki hálfu meira. – G. L. 37: Ef maðr á fé at manni, þat er eigi vitu váttar. Þá skal stefna hánum heim til kvøðu, ok kveðja hann fjár þess, er hann á at hánum. Hinn skal annattveggja festa fé eða eiða, þá er við liggja at løgum. En ef hann vill hvatki gera, þá sannar hann sér skuld á hendi; nú skal sœkjandi skírskota því undir vátta, ok stefna hánum til þings fyrir rán, ok leiði tveggja manna vitni á þing, at hann synjaði hánum bæði undanfœrslu ok fjár; nú eigu þingmenn at dœma hánum fé sitt, en konungi 12 aura baug.
  14. Jfr. Hertzberg, Proces S. 67–9.
  15. B. R. 52: Ef maðr á fé at manni, hvárt sem þat er meira eðr minna, ef hann gengr við fyrir husføstum mønnum, þá skal hann æsta hann fjártaks. En þar er maðr gengr eigi við, þá skal æsta hann taks til dóms, ok eiga dóm et um morguninn eptir, ok njóta vitnis síns, ef hann hefir til. En ef hann á eigi vitni til, þá skal einn eyris synja, tveir tveggja, þrír þriggja aura. En ef hálfum peningi er meiri en 3 aurar, þá er settar-eiðr ok fánga-vitni; nema einn váttr beri, þá er nefndar-vitni. Sœkjandi skal njóta vitnis sína í hinum fyrsta dómi, ok taks æsta til annars; en hinn skal tak fá, fyrr en hann gangi af beðsetum, eða er hann sekr 3 merkum við konung ok bœjarmenn. En verjandi skal síns vitnis njóta á øðrum dómi ok haldi til þriðja dóms, ef hann vill, ok til móts hins fjórða; þá skal þar ryðja dóma þeirra alla, sem farit hafa; þá er (eigu?) mótmenn dœma hánum fé sitt; þá skal hann æsta hinn taks, er í fjártak gékk. – 104: Um mál þau ell, er 12 manna dómr er tilsettr í kaupangi, ok setr sá, er setja á at løgum, þá skal halda. En sá, er rýfr þann dóm, er sekr 18 aurum; hafi sá hálft, er sœkir, en hálft konungr ok bœjarmenn, ok haldi dóminn sem áðr jafnt. En þat skal á móti sœkja.
  16. Jfr. derimod Hertzberg, Proces, S. 75–77.
  17. Ef maðr á skuld at manni, þá kæri hann med váttum: beiði hann stefnu-lags. En ef hann synjar, þá stefni hánum þing, hvárt sem hann er innan þinghár (?) eða eigi, fimnætting, ok hafi þar vitni sín hvárrtveggi frammi á þingi, ok ef búendr dœma hánum skuld sína, þá sé þeir skyldir til atfarar med hánum, ef hinn fær eigi fulla vørðslu fyrir sik til eindaga, ok fara af því þingi ok taka til hálfu meira; ok eigi skal halda til annars þings af þessu pingi. – 16: En allar þær eignir ok landskyldir, er menn skulu fimtar-stefnn til leggja, þá skal sakar-áberi nefna við vátta tvá ok leggja stefnu eptir, ok skal þeirri stefnu eigi mega spilla; en ef spillir, þá gjaldi sá 12 aura. – – – Ein skal ok fimtar-stefna at hverju máli vera, en eigi fleiri.
  18. Jfr. Hertzberg, Proces, S. 31–33 og 79; Maurer i Krit. Vierteljahrschrift XVIII. S. 55–6.
  19. M. L. VIII 3: Ef maðr á fé at manni, þat er váttar vitu, eða við gengit er, þá skal sá, er skuld á at heimta, krefja fjár síns með vátta tvá, hvar sent hann hittir þann, er lúka á, ok geri hánum til hálfs mánaðar stefnu. En ef eigi er goldit at þeirri stefnu, þá skal sœkjandi stefna þing, ok krefja þar enn fjár síns, sem váttar vitu. Nú er vel ef hann greiðir þar eða hans umboðsmaðr innan þess hálfs mánaðar forfalla-laust. En ef þá verðr eigi greitt, þá skal sækjandi nefna þingmenn svá marga, sem hann vill, at fara til heimilis þess, er skuld á at gjalda, ok virða hánum þar fé sitt ok fullrétti eptir laga-dómi af fé þrjóts. Nú eru bœndr allir skyldir til at fara þessa ferð; sekr hverr eyri silfrs við konung, er eigi ferr. Umboðsmaðr konungs er skyldr til at fara, ok óðlast með því hálfa mørk silfrs konungi til handa; en ef hann vill eigi fara, þá fellir hann með því móti sekt konungs. – 4: Nú á madr fé at manni, þat er eigi vitu váttar, þá skal stefna hánum heim til kvøðu ok kveðja fjár þess. Hinn skal annattveggja fé festa eða synja. En ef verjandi vill hvárki fé festa né eið vinna, þá sannar hann sér skuld á hendr at fyrri sókn.
  20. Þat er alt vita-fé, er dómr dœmir manni; svá ok ef løgmaðr segir fé á hendr manni með løgligum laga-órskurði at gjalda øðrum manni.
  21. Þá skal hafa atfarar-þing; þegar hann vill.
  22. Vistnok nævner ogsaa Byloven i sin Opregning af, hvad der skal ansees for vitterlig Gjæld: Þat er dómr dœmir manni, ved Siden af hvad mótmenn dœma. Men dette maa alene betragtes som overflødig Gjentagelse, hidrørende fra en ukritisk Gjengivelse af Landsloven.
  23. B. L. VII. 10: Ef maðr á fé at manni, ok gengr sá eigi í gegn, er gjalda á, þá æsti hann taka til stefnu ok laga-órskurðar. En ef hann hefir vitni til skuldar, eða hinn gengr í gegn, eða segir løgmaðr á hann, þá sœki sá skuld, er á, sem vita-fé. En ef hann dylr skuldar, ok eru eigi vitni til, syni med løgeiðum.
  24. B. L. VII. 12: Svá skal vita-fé sœkja sem aðrar skuldir: taka tvá húsfasta menn ok ganga með þeim til þess, er skuld á at gjalda, ok krefja hann fjár síns, ok ef hann fær hanum, þá er vel; en ef hann vill eigi lúka, sæti hann í fjár-tak at bœjarmanna-løgum réttum ok gefi hánum þat at søk, at hann vill eigi gjalda hánum fé sitt, ok segi, hvert fœra skal tak. En ef hann fœrir eigi, sekr mørk silfrs konungi. Nu fœrir hann fjár-tak, ok gengr maðr í fjár-tak fyrir hann, þá skal svá í ganga, at haan hafi goldit hánum fyrir messu um morguninn, þá er ringir at høfuðkirkju. En ef eigi er þá goldit, þá skal hann krefja fjár síns eptir messu, hvárt sem hann er heima eða brottu. En ef hann geldr þá þegar, þá er vel; en ef hann vill eigi gjalda ok engi annarra fyrir hann, þá skal lýsa ráni á hendr hánum ok æsta hann taks til móts, hvárt sem hann er heima eða eigi. En ef hann vill eigi til móts koma, er í fjár-tak gékk fyrir hann, þá skal sækjandi njóta vátta sína, at hann gékk i fjár-tak, ok þeirra síðan, at hann kvaddi fjárins, ok lagði rán við, ok æsti hann taka til móts. En ef þetta berst til fullu, þá er sá sekr, er í fjár-tak gékk, mørk silfrs konungi, ok æsti sakar-áberi liðs at fara at hánum ok taka hálfu meira. Hafi sakir-áberi fé sitt ok fullrétti með, en konungr ok bœjarmenn þat sem auk er. Nú synja mótmenn hánum tilfarar, þá er húsbóndi hverr sekr, er á moti var, eyri silfrs, er eigi vildi til fara. – 13: En fjár-tak skal hvervetna fœra, er maðr gengr í gegn … nema því at eins, at hann gangi sjálfr í tak með vitnum; þá skal hann heim ganga med hinum, er taksetti hann; en ef hann vill eigi, þá skal hann ganga nauðigr. Hann skal í rannsaks-hús setje, hvárt sem hann vill eða eigi; en um morguninn eptir skal leiða hann á mót fram lausan.