Hopp til innhold

Forelæsninger over den norske Retshistorie/76

Fra Wikikilden

Indiciebeviset kunde ikke finde Plads under den ældste Rettergang, med dens forud lovbestemte Fordringer til Bevisernes Art og Styrke. Noget Andet er det, at visse indicerende Data af Loven selv var stemplede som fuldt Bevis, men af saadanne lovbestemte Indicier opstiller Lovene egentlig ikke mere end 3: den Dræbtes Sigtelse af sin Banemand, uhjemlet Besiddelse af stjaalne Koster, samt i nogle Tilfælde den Sigtedes Udeblivelse eller Undvigelse, – og selv disse kun med mange Indskrænkninger. – Derimod kom Indicier ofte i Betragtning som afgjørende, hvor selve det udvortes Faktum var bevist eller erkjendt, men det gjaldt Bedømmelsen af dettes retlige Karakter, – saavelsom ved Bestemmelsen af den større eller mindre Strenghed i Fordringerne til den Sigtedes Fralæggelse af Sigtelsen.

Den Dræbtes Sigtelse var efter G. L. 156, jfr. 169 og F. L. IV. 5 Slutn., jfr. 27 og 28, samt B. R. 14 og 27 fuldt Bevis mod Banemanden, og kunde alene mødes med Jærnbyrd[1]. Efter M. L. IV. 10, B. L. 11, kunde derimod den sigtede frie sig med Tylftered, hvilket var udelukket, naar Drabet var bevist med Vidner. Ogsaa hvor Spørgsmaalet var, hvorvidt et bevist Drab var øvet med eller uden Forsæt, var den Dræbtes Sigtelse afgjørende saaledes, at Gjerningsmanden, hvis han sigtedes som forsætlig Banemand, efter de ældre Love maatte fralægge sig Forsættet med Tylftered[2], hvilket imidlertid M. L. IV. 13 har formildet til Settered. Samme afgjørende Kraft synes F. L. IV. 43 og 44 at ville have tillagt Sigtelsen for de groveste Lemlæstelser: at gilde, afskjære Tungen eller udstikke Øjnene paa en Anden; ved andre Legemsfornærmelser kunde derimod den Mishandledes Sigtelse efter F. L. IV. 29, jfr. 24[3] mødes med den almindelige Ed; med mindre den tillige var bestyrket med eet Vidne; denne sidste Bestemmelse, der stiller den saaredes Sigtelse jævngodt med et Vidne, er udeladt i Magnus Lagabøters Lov.

Det viser sig iøvrigt navnlig i den ældre Gulatingslov, – der i det hele mere end de øvrige Love lægger an paa at give de forskjellige Bevisligheder en forud bestemt afgjørende Indflydelse paa Udfaldet, og at undgaa enhver Bedømmelse af deres Stilling i de enkelte Tilfælde, – en kjendelig Stræben efter at udelukke Benægtelsesed i Drabssager, naar det er givet, at Gjerningsmanden nødvendigvis maa være at søge inden en snæver Kreds. Hvor saaledes 3 Personer er i Følge, og den ene af dem bliver dræbt medens de 2 gjenlevende gjensidig beskylder hinanden for Drabet, skulde de efter G. L. 155 begge betragtes som Drabsmænd, med mindre den ene udeblev fra Tinget; efter F. L. IV. 6 havde de dog Adgang til at frie sig med Jærnbyrd. Var der 4 i Følge skulde den være Drabsmand, hvem to af de overlevende var enige om at sigte, „selv om det er en Træl“ (G. L. 154). Et Følge paa 5 eller flere regnedes for en Flok, og hvis nogen af dem bliver dræbt, uden at Drabsmanden opgives, er samtlige ansvarlige, og Eftermaalsmanden kan sigte den bedste Mand af dem som Gjerningsmand; den Sigtede kan imidlertid frie sig med Ed (G. L. 167 og 168, jfr. 152 og 154; F. L. IV. 23). I den nye Lov er disse Bestemmelser forsvundne.

Uhjemlet Besiddelse af stjaalne Koster var efter G. L. 254 og 255 fuldt Bevis for Tyveriet, naar dette strax var blevet efterlyst, og Besidderen enten forfaldsløst udeblev fra Tinget, eller Kosterne ved Ransagning blev fundne i hans Gjemmer, hvorved Forudsætningen vistnok er, at han fra først af har nægtet Besiddelsen; kun hvis Kosterne fandtes under saadanne Omstændigheder, at de uden hans Vidende kunde være indbragte der (bora-fóli, stunga-fóli, jfr E. K. R. 24), havde han Adgang til at frie sig med Ed. Efter F. L. XV. 7, 8. 9, 15 havde Besidderen derimod i alle Tilfælde Adgang til at frie sig med Ed, idet den mere eller mindre skjulte Maade, hvorpaa Kosterne fandtes forvarede, alene havde Indflydelse paa Edens Størrelse[4]. – Efter M. L IX. 6, B. L. 8 synes ligeledes Besidderen altid at have haft Adgang til at frie sig med Ed. – Havde han derimod nægtet Ransagning, betragtedes han efter alle Lovene som skyldig. – Efter B. R. 115 synes den Omstændighed, at den Enes Nøgel passede til den Andens Dør, at have haft samme Indflydelse, som om Kosterne var fundne i hans Gjemmer, saa at han maatte fralægge sig Tyvssigtelsen ved Settered med Nævndervidner, jfr. B. L. VIII. 8.

Den Sigtedes Udeblivelse fra Tinget uden lovligt Forfald havde, foruden efter G. L. 254 i Tyvssager, ogsaa efter G. L. 151, jfr. 155 i Drabssager den Virkning, at han ansaaes overført Gjerningen, uden at stædes Adgang til Ed. Det samme gjaldt efter G. L. 157, hvor Drab var begaaet i Gildehus om Natten, og nogen af Gjæsterne havde forladt Huset, medens de andre sov, uden at sige sit Erinde. Efter F. L. IV. 14 havde dog den Bortgangne i dette Tilfælde Adgang til at frie sig med Tylftered og Nævndervidne eller med Jærnbyrd.

Som Momenter ved Bedømmelsen af de nærmere Omstændigheder ved Sagen, navnlig saadanne, der udelukker eller formindsker Ansvaret, tillægger Loven ofte Indicierne stor Betydning. Blandt de vigtigste fremhæves her, at Gjerningsmanden strax uopfordret vedgaar sin Gjerning, hvilket i flere Tilfælde endog er bestemmende for selve dens Strafbarhed, navnlig om den skal behandles som Drab eller Mord (G. L. 156; F. L. IV. 7), om Beskadigelse af fremmed Gods skal betragtes som Spildeværk eller ikke (G. L. 96; F. L. XV. 11); om ulovlig Brug af Andres Ting skal ansees som Ran, eller alene med Aafangs-Boden (G. L. 92). – Her møder os fremfor alt Viglysningen, hvorved Drabsmanden i den Grad vendte Formodningen til sin Fordel, at den af ham opgivne Sammenhæng stod til Troende selv imod Øjenvidners Prov, hvilket imidlertid forandredes ved M. L. IV. 11. Fremdeles, hvor Nogen havde dræbt en Anden i Nødværge eller retmæssig Harme (G. L. 160; F. L. IV. 39 og 40), bevirker Gjerningsmandens ufortøvede Anmeldelse, at hans Forklaring staar til Troende og den Dræbte ligger ugild. – Paa den anden Side fordrer G. L. 158, 161 og 177, at den, hvis Stalbroder omkommer ved et Ulykkestilfælde, eller som finder en Anden liggende dræbt, strax skal gjøre Anmeldelse om det Indtrufne, for ikke at paadrage sig selv Formodning om at være Gjerningsmanden. Og naar et nyfødt Barn er dødt, skal efter E. K. R. 3 Moderen lade tilkaldte Vidner se, at det ikke bærer Spor af Vold eller Kvæling, for at frie sig fra Anklage for Barnemord. – I Tilfælde af Voldtægt havde Kvindens ufortøvede Klage efter B. K. R. (II) 13 den Virkning, at hendes sigtelse stod til Troende, selv om den blot støttedes af et Barns Vidnesbyrd; medens hendes Undladelse af at klage medførte, at hun ikke engang kunde kræve den Sigtede paa Ed; efter B. R. 46 og 96 tabte hun ved Forsømmelsen af at klage Adgang til at bevise sin Sigtelse med Vidner, men havde dog Ret til at kræve dan Sigtede paa Ed. M. L. IV . 4 Slutn., tilsteder endog et ublandet Indiciebevis i Voldtægtsager, naar Kvinden her klaget samme Dag[5]. – Og da denne Lov lagde Bedømmelsen af Spørgsmaalet om Vaade og Nødværge saavelsom af Gjerningens Tilregnelighed i det hele i Domsmændenes Haand (M. L. IV. 10, 14, 15, 22 o. fl.), maatte denne ogsaa overvejende blive et bygge paa Indicier. Jfr. en Dom af 1442 (Dipl. Norv, II. 747), hvorved en Kvinde, som hevde opbrændt en Bro og derved forvoldt, at en Mand var druknet, uden Edseflæggelse frifandtes for Drabssigtelsen, idet Døden fandtes ikke et kunne regnes Nogen til Skyld.

Af andre hidhørende Anvendelser af Indiciebeviset kan mærkes F. L. IV. 23, hvorefter man, naar der tvistes om, hvem af 2 stridende Flokke først begyndte Striden, skel tage Hensyn til, om der før havde været Fiendskab mellem Parterne, jfr. den dunkle Regel i G. L. 166[6], der synes et ville, at den, der har faaet sin sidste Rest, skal formodes at have været Ophavsmand til striden, hvilket dog vel ikke er at forstaa bogstaveligt. Efter samme F. L. IV. 23 var Formodningen for, at der var 3 Gjerningsmænd til et Drab, der viser sig at være forøvet med 3 Vaaben, som man ikke plejer at bære samtidig (vápn úsambær). Efter F. L. IV. 5 og M. L. IV. 10 gjælder det som Bevis for alibi, naar den Sigtede har været saa langt borte fra Gjerningsstedet, at han ikke kunde fare 2 Gange frem og tilbage derimellem paa een Dag, jfr. Lovb. 6–6–16. – Aldeles uregelmæssig er Bestemmelsen i G. L. 182, at, hvor Herren sigtes for at have myrdet sin Træl, – dræbe ham kunde han ustraffet, naar han blot lyste det, – og der fandtes saar paa Liget, var dette fuldt Bevis imod Herren saa at denne endog var udelukket fra Ed.

Paa Fordringerne til den Sigtedes Forsvar fik Indicierne navnlig Indflydelse i Tyvssager. Efter G. L. 255 havde, som anført, den Omstændighed, at de i Nogens Besiddelse fundne Tyvekoster fandtes paa et sted, hvor de kunde være indbragte udenfra, den Indflydelse, at Besidderen fik Adgang til Benægtelsesed, der i modsat Fald var ham afskaaren, ligesom den Omstændighed, at Bestjaalne havde forsømt strax at lyse Tyveriet, efter Kap. 258 bevirkede, at den sigtede slap med Lyrittered istedetfor Settered (forandret i M. L. IX. 7, B. L. 6, jfrd ovf. S. 102). Efter F. L. XV. 8, 15 og 16 havde Stedet, hvor Kosterne fandtes, og Maaden, hvorpaa de var forvarede, Indflydelse paa, hvorvidt den sigtede skulde anlægge Settered, Femtered, eller Lyrittered. – Ved Afgjørelsen af, om Nægtelsesed skulde aflægges med Nævnder- eller Fangevidne, tager Frostatingsloven og Bjarkøretten ikke saa meget Hensyn til Sagens egen Betydelighed, som til de mod eller for den Sigtede iøvrigt talende Omstændigheder. Saaledes skulde efter B. R. 22, 83, jfr. F. L. X. 32 den-sigtede altid benytte Nævndervidne, hvor Sigtelsen var støttet med et enkelt Vidne, men ellers Fangevidne Efter F. L. IV. 7 havde i Drabstilfælde den, der havde lyst sin Gjerning, altid Ret til at benytte Fangevidne; med mindre den Dræbtes sigtelse stod i Strid med hans Forklaring, eller den Sigtede ved mistænkelig Adfærd havde vakt Formodning mod sig, eller Sigtelsen gjaldt Trygð- eller Griðbrud, i hvilke Tilfælde Nævndervidne skulde benyttes (F. L. IV. 14, V. 9). Ifølge B. R. 46 og 96 skulde Settereden i Voldtægtssager, hvis Kvinden var blaa eller blodig, eller hendes Klæder sønderrevne, aflægges med Nævndervidne; i modsat Fald med Fangevidne. Ligesaa skulde efter B. R. 110 Sigtelse for Kjøb af ranet Guds fralægges ved Settered med Nævndervidne, hvis den var støttet af et bevisligt Rygte; i modsat Fald med Fangevidne. B. R. 115 kræver Settered med Nævndervidne, naar den Sigtedes Nøgle passer til den Bestjaalnes Hus; hvilket synes at tyde paa, at Fangevidne kunde anvendes, hvor ingen særlig mistænkelige Omstændigheder var tilstede, jfr. B. L. VIII. 8 og F. L. XV. 8, der i dette Tilfælde lader sig nøje med Femtered.

At et almindeligt Rygte betegner Nogen som skyldig, kunde efter de gamle Love aldrig faa Indflydelse paa Dommen; skjønt det forstaar sig, at Rygtet faktisk kunde faa Indflydelse paa Udfaldet, ved at gjøre det vanskeligere for den Sigtede at erholde Edshjælp. – Derimod fik Rygtet navnlig efter Frostatingsloven væsenlig Indflydelse med Hensyn til Adgangen til at rejse Sag. Der gjøres regelmæssig den Fordring, at, hvor Nogen vil optræde med nærgaaende Sigtelser mod en Anden, især hvis han ikke har nogen personlig Interesse i Paatalen, maa han bevise, at hans Sigtelse er bekræftet af Rygtet, da i modsat Fald den Sigtede ikke behøver at fralægge sig Beskyldningen, men uden videre kan søge den Anden som fjølmælismaðr. Denne Regel, der ogsaa gjaldt lige overfor Kongens og Kirkens Ombudsmænd, er sandsynligvis af kirkelig Oprindelse, og indkommen fra den kanoniske Proces[7], ligesom den ogsaa fra først af alene gjældte for Kristenrets-Sager, men efterhaanden er udstrakt ogsaa til verdslige. Allerede E. K. R. 41 forbyder Enhver at anklage Nogen for Troldom, hvor Troldommen ikke er øvet mod ham selv eller hans Hus, med mindre 3 Bønder eller flere bevidner, at der gaar Bygderygte derom. Samme Bestemmelse indeholdt den ældre Redaktion af G. L. 28 (N. gl. L. II. S. 495, jfr. Sv. K. R. 98), jfr. F. L. III. 16, B. R. 35 og 69. Fremdeles G. L. 32, jfr. F. L. III. 18 ved Beskyldning for Sodomitteri og crimen bestialitatis. Endvidere F. L. II. 29, B. R. 61, hvor Præsten eller Biskoppens Aarmand beskylder Nogen for Helligbrøde, uden selv at have grebet ham deri; jfr. E. K. R. 12, som ubetinget fordrer Vidnebevis, og i Mangel deraf udtrykkelig fritager den Anklagede for at fralægge sig Sigtelsen. Ligesaa fordres foregaaende Bevis for Bygderygte, naar Biskoppens Aarmand vil anklage Nogen for Mened (F. L. II. 46), for Ægteskab i forbudne Led (F. L. III. 3), for Hor, uden at have Øjenvidner (F.L. III. 5, B. R. 67). Og B. K. R. 17 forbyder i Almindelighed Biskop pene Aarmand at beskylde Nogen for Kristendomsbrud, med mindre han har andraget Sagen for Heredstinget, og Fjerdeparten af Tingmændene bekræfter at have hørt Rygte derom[8]. – Ogsaa af Kongens ombudsmand fordrer F. L. IV. 24 Bevis for Bygderygte, naar han vil sigte Nogen for at have dræbt en Mand, som er funden død, naar ikke rette Eftermaalsmand optræder. Og derhos forbyder F. L. V. 22–26[9] (N. gl. L. II. S. 505, jfr. Hkb. 37 og 38) Enhver, Kongens eller Biskoppens Aarmand saavelsom Private, at fremsætte ærerørige Sigtelser mod Nogen, med mindre de var støttede til bevisligt Bygderygte, jfr. B. R. 34, 35. 92, 93, 94 og 152; særskilt nævnes Sigtelse for Landsforræderi, Utugt, uægte Fødsel (naar den ikke fremkommer under Arve- eller Odelssøgsmaal), Troldom og Tyveri (naar ikke Anklageren selv er bestjaalen). Den Sigtede havde imidlertid, trods det beviste Rygte, Adgang til at frie sig med den foreskrevne Ed, og Anklageren maatte i saa Tilfælde, hvis han ikke selv var lovlig paataleberettiget i Sagen, bøde fuld Ret til den Sigtede; men for Fredløsheden, som oprindelig var Følgen af falske Beskyldninger, eller den istedet derfor sednere traadte Bod til Kongen (B. R. 36), var Anklageren, naar han havde bevist Rygtets Tilværelse, i ethvert Fald fri. – M. L. IV. 23 og 25, B. L. ibid., gjentager Frostatingslovens Bestemmelser om, at Ingen maa fremføre ærekrænkende Beskyldninger mod Nogen, med mindre han har heimskviðar-vitni, og at han selv i dette Tilfælde skal bøde fuld Ret til den Sigtede, hvis denne fralægger sig sigtelsen, med mindre han var lovlig paataleberettiget i Sagen; hvorimod Firemarksboden til Kongen bortfalder, jfr. Artt. 1557. 11. Og M. L. IV. 21, B. L. 22, gjør den kongelige Ombudsmands Adgang til at paatale Legemsfornærmelser mod Nogen, som ikke selv vil klage, afhængig, foruden af at Skaden er af en vis Betydenhed, ogsaa af at heimskviðar-vitni haves. – At den Sigtede overalt, hvor Anklageren havde heimskviðar-vitni, ved sin Fralæggelse maatte benytte Nævndervidne, er sandsynligt; skjønt det kun udtrykkelig er sagt i B. R. 110[10] om Sigtelse for Kjøb af ranet Gods.

Under det inkvisitoriske Princips stigende Udvikling, og den friere stilling, som de kongelige Befalingsmænd i den følgende Tid kom til at indtage ved Sagernes Paatale, gik det hele system med heimskvið efterhaanden af Brug. Vanrygte blev naturligvis altid en bestemmende Grund til Paatale, men ikke nogen Betingelse for Adgang dertil, og istedetfor den sigtedes Ret til at afvise Beskyldningen med sin Ed, traadte hans Pligt til, selv om Bevis imod ham ikke var tilvejebragt, naar Dommeren fandt, at en grundet Mistanke hvilede paa ham, som Vilkaar for Frifindelse at rense sig for den med Ed[11]. Jfr. Dipl. Norv. IV. 975 (af 1472), hvor en Mand fralægger sig den nøgne Sigtelse med Settered, hvorpaa Anklageren idømmes Straf; Dipl. Norv. IV. 1066 (af 1514), hvor en Mand til Tinge med 5 Vidner fralægger sig Rygtet om at have begaaet et Drab, samt Bergens Lagtingsdom af 2 Marts 1594 (N. Samll. I. S. 242), hvor en Kvinde blev tilfunden ved Tylftered at fralægge sig en Beskyldning for Troldom, der udelukkende var bygget paa Rygtet. – I Christian d. 4des Lov er selve Navnet Heimskvid forsvundet, og i de oven citerede Kildesteder gjengivet med „skjellige Vidner“, „lovligt Bevis“ – altsaa henført til Sigtelsens Realitet, jfr. Chr. IV. L. III. 21 og Chr. III. Kold. Rec. 1558 Art 20 (Reces 1537. 6), der forbyder at tilfinde Nogen Benægtelsesed „for Mummesag“.

I rent borgerlige Retstrætter kunde Indicier ikke spille nogen stor Rolle, da Nægtelseseden fra Sagvolderens Side efter Regelen indtraadte overalt, hvor ikke Sagsøgeren havde fuldt Vidnebevis. Mærkes maa dog B. R. 169, der lader den Omstændighed, at Befragteren har erlagt Fæstepenge eller bragt sit Tjæld eller sin Føring ombord, i Forbindelse med eet Vidne gjælde som fuldt Bevis for Betragtningen. – At Sagvolderens Vrangvillighed under Sagen i visse Tilfælde kan betragtes som Forsømmelse og bevirke hans Fældelse, er en anden Sag.

Endelig maa mærkes, at, uagtet Loven selv anviser Tortur som et lovligt Middel ved Trælles Afhørelse, se G. L. 262; F. L. X. 40, tilføjer dog det først nævnte Lovsted udtrykkelig, at den Tilstaaelse, som Trællen afgiver under pinligt Forhør, ikke skal komme i Betragtning, med mindre han bestyrker den med andre sande Jærtegn.

Om Modbevis i egentlig Forstand kunde der i den ældste Rettergang ikke vel være Tale, da Beviset fra Sagsøgerens Side forelagdes Domstolen i færdig Stand, medens Nægtelseseden, hvis den blev aflagt, udelukkede videre Forfølgning, og hvis den faldt, begrundede et nyt og selvstændigt vitterligt Søgsmaal[12]. – Vidner imod Vidner kan ikke ansees som egentligt Modbevis, da Vidnestriden altid løstes efter rent udvortes Hensyn saaledes, at det ene Parti toges forfulde og det andet ganske tilsidesattes, uden at tillægges nogen bevisende Kraft. Herimod kan ikke paaberaabes, at allerede de ældste Love i dere Tilfælde foreskriver en Vidneførsel fra begge Sider, saaledes at Udfaldet bliver afhængigt af det samlede Udbytte deraf. Saaledes efter F. L. V. 7, B. R. 29, i Slagsmaalssager, naar Parterne gjensidig sigter hinanden, hvor det udtrykkelig siges, at der ikke skal dømmes i Sagen, før end begge Parters Vidner er hørte, – og ligesaa efter F. L. V. 8 i Ejendomstrætter og Aaværkssager i Almindelighed; paa samme Maade foreskrives Vidneførsel for og imod i Grænsetvistigheder (G. L. 87, jfr. F. L. XIII. 25), Odelssager (G. L. 266), Arve- og Ægteskabssager (G. L. 124; B. K. R. (II) 10), hvor der tvistes om Betalingstiden for en Gjæld, hvis Virkelighed erkjendes, B. R. 135, hvor det udtrykkelig siges, at begge Parter skal føre sine Vidner, naar Retsdagen kommer, og, hvis Sagsøgeren ikke kan fyldestgjøre sit Vidnebevis, skal Sagvolderen aflægge Benægtelsesed, m. fl. Ti det er overalt rent ydre Hensyn: dels den numeriske Overvægt, dels Tiden for Vidnesbyrdets Aflæggelse, som gjør Udslaget, og alene det sejrende Prov betragtes som Bevis. – Derimod maa det betragtes som et virkeligt Modbevis, at den Sigtedes alibi, bevidnet paa den i F. L. IV. 5 anordnede Maade, omstøder Husfolkenes Vidnesbyrd om Hjemsøgelse. Ligeledes maa Gudsdom forsaavidt betragtes som et virkeligt Modbevis, som den kunde omstøde allerede førte direkte Beviser, saaledes Hjemsøgelsesvidne, den Dræbtes Sigtelse (G. L. 156; F. L. IV. 5) og de Røvedes Sigtelsesed (G. L. 314: nema þeir hrindi eiði þeirra aptr með járnburði). Derimod kan det ikke kaldes Modbevis, at den Sigtede kunde bevise sin Uskyldighed ved Gudsdom, efter at hans Ed var falden; ti Edfaldet var ikke noget virkeligt Bevis, og Gudsdommen er altsaa, efter den gamle Rettergangs hele System, at betragte som et nyt Befrielsesmiddel under den nye Sag.

I den efter Magnus Lagabøters Lovrevision følgende Tid, da Bevisførelsen inddroges under Domstolens Tilsyn og Medvirkning, og en friere Bedømmelse af de forskjellige Bevisdatas Indflydelse paa Sagens Udfald fandt Sted, – tildels ogsaa som Følge af den større Vilkaarlighed, som nu i det hele gjorde sig gjældende i Retsplejen, – maatte den strenge Formelighed i Bevisførelsen forsvinde, og Indiciernes Betydning som Bevismiddel tiltage. At nogen Sag umiddelbart er bleven paadømt udelukkende paa Indicier, lader sig dog neppe paavise. Men ligesom allerede efter den nye Lov Indicier maatte blive afgjørende ved Løsningen af Strid mellem Vidner, saaledes ligger det overmaade nær at antage, at man, efter at det var blevet Regel, at Partseden saavel paalagdes som modtoges af Retten, har afgjort det hele Eds-Spørgsmaal efter det samlede Indtryk af alt, hvad der forud var oplyst i Sagen, – saa at man har frifundet den Sigtede, uden at paalægge ham nogen Nægtelsesed, hvor Sagsøgerens Paastand aldeles ikke har været understøttet af noget Datum, og omvendt fældet ham, uden at stæde ham til Ed, om Sagsøgerens Bevis ikke just fyldte det lovbestemte Maal, naar det iøvrigt var bestyrket ved de oplyste Omstændigheder. At saaledes, under det inkvisitoriske Princips større og større Anvendelse i Misgjerningssager, Indicier blev benyttede til at fylde et utilstrækkeligt direkte Bevis, var ganske naturligt. – At en aflagt Nægtelsesed ikke i og for sig var endelig afgjørende, men at Sagen kunde gjenoptages og, efter sednere fremskaffet fuldt Bevis, paakjendes med modsat Resultat, er vel strengt taget ingen Afvigelse fra Lovens Regel om Bevisernes lovbestemte Virkning, og i ethvert Fald nærmere en Underkjendelse end et Modbevis. Men allerede 1493 finder man, at Bagaholms Lagting har kjendt en Fralæggelsesed for Drab ugyldig paa Grund af, at der sednere var oplyst Omstændigheder, som vakte stærk Mistanke om dens Urigtighed, uden dog at være tilstrækkelige til den sigtedes Fældelse, hvorfor denne dømtes til indtil videre at holdes fængslet (Dipl. Norv. V. 960). – At der da maatte være Adgang til at møde ethvert Bevismiddel med Modbevis ikke alene med den Virkning, at det første aldeles omstødtes, men ogsaa saaledes, at begge Beviser, naar ingen afgjørende Grund fandtes til ganske at forkaste noget af dem, ansaaes for at opveje hinanden, saa at Sagen blev at afgjøre efter de øvrige fremkomne Oplysninger, og i fornødent Fald ved Sagvolderens Ed selv imod Sagsøgerens Vidner, kan neppe være tvivlsomt, og maatte igrunden blive en ligefrem Følge af, at Bevisførelsen inddroges under Rettens Medvirkning, og Strid mellem vidnerne overlodes til dennes Løsning efter indre Kriterier.

At pinligt Forhør navnlig i Troldomssager og andre kapitale Sager, saasom Barnemord o. dl., fik Indpas ogsaa i den norske Rettergang, viser sig allerede fra Midten af 14de Aarhundrede.

  1. G. L. 156: Nú er sá mælandi munnr, er menn koma til hans, þá er sá bani, er hann segir søgu á hendr, nema vitnit mikla hjelpi hánum. – F. L. IV. 5: Ef maðr er særðr ok má hann mæla, þá er menn hitte hann, þá skal sá vera bani, er hann segir fyrst á hendr, ef hann mælir af viti ok má hann kenna hann, ok saga hans kemr bókat á fyrsta þing; nema hinn skíri sik med járnburð.
  2. G. L. 169: Nú telgja menn tveir tré eitt, ok rýtr øx úr hendi manni ok fær hinn bana af, nú ef hann er mælandi munnr, er menn koma til hans, þá skal hann orði ráða; vera því at eins váða-verk, ef hann vill; nú ef hann er eigi mælandi munnr, þá skal erfingi orði ráða. – F. L. IV. 27: Ef menn tveir fara í skóg ok telgja tré, ok skýtst annars øx á annantveggja, ok koma menn til þar, er hann liggr; nú ef hann má mæla, ok segir hann svá, er sár fékk, at hinum varð váða-verk, þá skal sá fara af landi ok hafa fé sitt alt; en ef hinn er úmáli, þá er menn hitta hann, þá er hinn útlagr, ok alt fé hans, nema hann hafi tylftar-eiða fyrir sér.
  3. Ef einn maðr særir tvá menn á gøtu úti, þá skal hvárrtveggi þeirra øðrum vitni bera; en bend skal hvárumtveggju fyrir annan vátt.
  4. F. L. XV. 8: Ef vindauga er á búrinu, þá ef útan má í stinga, þá skal fimtar-eiðr uppi, en ef eigi má útan í kasta, þá er settar-eiðr uppi; en þó at í byrðu sé ok í keri læstu, þá kemr eigi framar til.
  5. B. K. R. (II) 13: Ef kona gengr býa í millum ok barn þat, er heitir kvenna-leiðir, skel þat minsta lagi hafa þrjár jafnlengdir; kemr maðr í mót henni ok misgerir í mót henni, ok gengr hon til báar ok segir mønnum ok gefr søk, eptir því sem misgerningar eru til; barn stendr í hjá henni ok sanner søgu henner, segir at sá misgerði, er hon hefir søk gefit; þeir eigu vitni at bere á þingi, er hon skírskotaði undir úhluta sínum; sú skírskotan hennar ok sannen barnsins berr henni til fulls réttar eptir því, sem hon hefir søk gefit. Nú ef kona gengr bœja í mnillum leiðislaust, ok kemr maðr mót henni ok brýtr hana til svefnis, ok ef hann berr hana eðe bindir, ok er hon blá eða blódug, þá er hann sekr þrem mørkum fyrir bønd ok sex fyrir ben, ok aðrar sex fyrir hjálegr. Nú er eigi eru sjánds-váttar til, ok skírskotar hon undir fyrstu menn, er hon kemr til. Þá skírskotar hon til hálfréttis-eiðer ok hálfs réttar eptir því, sem søk er til gefin. En ef hon gengr um hit fyrsta bœ, þá skírskotar hon til hins sama eiðar ok 12 aura at tryggva-kaupi. Gengr hon um tvá ok til hins þriðja, þá er eiðr ok ekki fé. Nú ef hon gengr benleus ok skírskotar því undir hina fyrste menn, þá er halfréttis-eiðr ok 12 aurar at tryggva-kaupi. Gengr hon um fyrsta, þá er eiðr hinn sami ok 6 aurar at tryggva-kaupi. Gengr hon um tvá ok til hins þriðja, þá er eiðr ok ekki fé. Gengr hon um þrjá ok til hins fjórða, þá kemr hvátki til orð né eiðr; þat heitir svarta-slag hit hvíta.
  6. G. L. 166: Nú vígast menn at, ok sjá menn til deildar þeirrar um ár eða úfœrur, ok megu þeir eigi menn kenna; nú er annerr svá høggvinn, at høfuð er af, eða heili á jørðu eða hryggr í sundr, eða hendr af báðar, þá hefir sá deild hefða, því at engan mann mátti hann síðan høggva; þá er hann friðheilagr.
  7. Jfr. Hertzberg, Proces S. 210–16. Krit. Vierteljahrschr. XVIII. S. 67. Zorn, Staat u. Kirche in Norw. S 43. fgg.
  8. B. K. R. 17: Nú ef þau mál verða misger í heraði, er biskup lýtr rétt á, þá skal ármaðr hans stefna þing í heraði, skera boð upp fyrir þingi, ok láta fara í heraði; hverr bóndi er skylðr at sœkja heraðsþing. Nú er þing sett, þá skal biskups ármaðr upp standa: Ek hefir þat heyrt, at sá maðr hafi misgert í heraði váru um þat mál, er biskup lýtr rétt á, ok nefna mann á nafn; segja til saka slíkt sem er; nú vill ek vita, ef þér hafir heyrt þat mál fyrr. Ef fjórðungr heraðsmanna þeirra, er þar eru á þingi, kvedast fyrr heyrt hafa þat mál, þá heitir þat heraðs-fleytt at løgum; þá má biskups ármaðr sœkja til slíks réttar sem við liggr at løgum.
  9. F. L. V. 22: Engi skal þat við annen mæla, at hann hafi þegit skømm á sér, hvárki ármaðr né annarr maðr, nema hánum fylgi 10 menn til þings ok sanni mál hans, svá sem mælt er í løgum manna: Tveir skulu sverja, en 8 sanna mál hans, ok þeir tveir hafa bók í hendi ok sverja svá: þess legg ek hønd mína á bók, at þat høfum vér heyrt, en eigi vitum vér, hvat satt er. En útlagr, ef hann missir þeirra vátta.
  10. Ef maðr kennir manni þat, at hann hafi keypt grip þann, er með ráni var af hánum tekinn, þá syni með settar-eiði ok nefndar-vitni, ef hinn hefir heimskviðar-vitni til; en ef heimskviðar-vitni er eigi til, þá sé settar-eiðr ok fanga-vitni.
  11. Se Biener, Geschichte des Inqvisitionsprocesses S. 27–28.
  12. Paa Island var det endog under Straf forbudt at føre Modbevis (Vidner mod Kvid eller Kvid mod Vidner), Grág. þingsk.þ. 37.