Forelæsninger over den norske Retshistorie/75

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Grundtanken i hele vor ældste Rettergang, – at Samfundets Bistand først skulde paakaldes, efter at Parterne selv havde bragt sit Mellemværende paa det rene, maatte naturlig føre til, at ogsaa andre Afgjørelsesmidler, der efter Oldtidens synsmaader antoges at begrunde den ene Parts Ret imod den anden, tillagdes samme Virkning som et i Retsformer ført Bevis for Paastandens Sandhed. Det vigtigste af disse Afgjørelsesmidler var Tvekampen. At Sejrherren har lovlig Ret til, hvad han fratager den overvundne Fiende, er en Sætning, der under primitive Samfundstilstande gjælder overalt, ogsaa mellem Samfundets Medlemmer indbyrdes; Retsordenens Herredømme over den individuelle vilkaarlighed kan her alene gjøre sig gjældende ved at stille selve Kampen under Religionens og Lovenes Værn. Ogsaa blandt Nordmændene gjaldt i Hedendommen den Lov, at enhver Part i en Retstvist havde Ret til at fordre sin Modpart til Tvekamp, hvad enten han havde at søge eller værge sin Sag, med den Virkning, at, hvis Udfordreren sejrede, var Kampens Gjenstand hans; tabte han derimod, maatte han løse sig med en forud bestemt Sum (jfr. I. S. 270–71[1]). Man skjelnede i Oldtiden mellem 2 Former af Tvekamp: en simplere, Enekamp (einvígi), og en vanskeligere, Holmgang (holmganga). Den sidste synes at have været den, som i Regelen anvendtes ved Afgjørelsen af Retstrætter. Skikkene beskrives forskjellig og har vel ogsaa i Enkelthederne vexlet til de forskjellige Tider; men det væsenlige synes at have været, at de stridende var indskrænkede til en snæver Kampplads, helst en liden Holme, hvoraf Navnet, eller, i Mangel deraf, en med Stene eller Hasselstænger afmærket Plads en paa Jorden udbredt Feld eller desl., hvilken de ikke maatte overskride. Den Udfordrede havde Ret til det første Hug, og kunde stille en Anden i sit Sted. Kampen var ledsaget af Ofringer, og Kamplovene (holmgønguløg) blev, før den begyndte, lydelig forkyndte at Udfordreren. – Tvekampens Brug blev afskaffet, strax efter Kristendommens Indførelse, paa Island ved en Altingsbeslutning 1010 og i Norge under Erik Jarl 1014 (jfr. Egils S. Kap. 58 og 59, Gunnlaugs S. Ormst. Kap. 11 og Gretters S. Kap. 21). – I vore nu bevarede Love findes intet Spor af den retslige Tvekamp bevaret.

Ogsaa Gudsdommmen (guðs-skírslir, ordele, urtheil, lat. ordalium) maa vistnok nærmere betragtes som et selvstændigt Afgjørelsesmiddel end som egentligt Bevis, da den saavel kunde benyttes til at opretholde en Sigtelse som til at omstøde en Beskyldning, og det endog efter at det regelmæssige Befrielsesmiddel, Eden, var falden. Men for den laa der dog fremfor alt en Bestræbelse for at udfinde den virkelige Sandhed til Grund, idet man troede, at, hvor de menneskelige Beviser ej strakte til, vilde Forsynet paa overordentlig Vej bringe Sandheden for Dagen. Derfor anvendtes den ogsaa kun i overordentlige Tilfælde, i Regelen kun som Befrielsesmiddel for den Sigtede, der var afskaaren fra alt andet Bevis (vitnit mikla, G. L. 156).

Allerede under Hedendommen finder man Gudsdom anvendt, nemlig det ogsaa i den kristne Tid brugelige Kjedeltag (ketiltak, ketilfang), der alene anvendtes mod Kvinder, og bestod i med blottet Arm at optage en Sten eller andet fra Bunden af en med kogende Vand fyldt Kjedel, uden at forbrænde Haanden (Edda, Gudr. Kv. III.). – Derhos omtales paa et enkelt Sted i de islandske Sagaer (Laxdœla S. Kap. 18) at krybe under en Græstørvstrimel, hvis Ender var faste ved Jorden, men som paa Midten var fæstet op, uden at nedrive eller sønderrive Tørven (at ganga undir jarðarmen). Den omtales imidlertid intetsteds i Lovene.

I den kristne Tid brugtes, som det synes, ingen andre Gudsdomme end Jærnbyrd og Kjedeltag, det sidste kun for Kvinder, som sigtedes for Troldom (E. K. R. 42; Sv. K. R. 98; F. L. III. 15[2]; B. R. 69). – Jærnbyrden foregik paa den Maade, at den, som skulde aflægge Prøven, enten bar i sin Haand et glødende Jærn visse Skridt, eller med blotte Fødder traadte paa et vist Antal glødende Plogjærn. Prøven foregik i en dertil bestemt Kirke under Præstens Tilsyn og i Vidners Overvær, efter forudgaaende Forberedelse ved Bøn og Faste. Efter Prøvens Slutning blev Haanden eller Fødderne forbundne og efter 3 Dages Forløb undersøgte: befandtes han da uskadt, havde han vundet sin Sag; fandtes han derimod forbrændt, var han fældet. Jfr. Heimskr. Sig. Eyst. og Ol. S. Kap. 34 Sverris S. Kap. 52 Hák. S. Hks. Kap. 43 og 44[3].

Som umiddelbart Bevis for Paastanden anvendtes Gudsdom, som det synes, kun hvor det gjaldt at bevise Slægtskab, naar andre fuldgyldige Beviser ikke kunde haves, saasom naar en Kvinde udlagde en død eller udenlandsk Mand som Barnefader (F. L. II. 1[4]); naar en i Udlandet født Arving ikke havde Vidner paa sine Forældres Ægteskab (F. L. VIII. 16); naar Nogen ikke kunde med Vidner bevise sin fribaarne Herkomst (F. L. IX. 10). – Som Befrielsesmiddel anvendtes den derimod oftere, og stilles som saadant i Klasse med Eden, hvor Gjerningen er af en kvalificeret Beskaffenhed. Almindeligst kom Gudsdom dog først til Anvendelse, naar den Sigtede ikke kunde eller vilde frie sig med den foreskrevne Ed, og det synes endog, at Adgangen til Gudsdom stod aaben selv efter, at Eden var falden. Dette siges udtrykkelig i E. K. R. 3: naar en Kvinde sigtes for Barnemord, skal hun frie sig med Lyrittered, „hvilken falder hende til Jærnbyrd“, og hvis denne mislykkes, skal hun fare fredløs. Fremdeles havde efter E. K. R. 42 den, som beskyldtes for Troldom, Valget mellem guðsskírslir og mannaskírslir (Tylftered): har han først valgt Eden, er han bunden ved sit Valg; men hvis Eden falder, har han endda Adgang til Gudsdom, og først, naar ogsaa denne mislykkes, indtræder Fredløsheden. Efter G. L. 24 havde den for Blodskam sigtede Adgang til at frigjøre sig med Jærnbyrd, efter at Settereden var falden, og det samme gjaldt vistnok ogsaa ved Beskyldning for Sodomitteri og crimen bestialitatis (G. L. 32, F. L. III. 18, jfr. G. L. 30). Ved F. L. II. 45[5] blev det i Almindelighed bestemt, at naar nogen Anklaget ved Overmagt hindredes fra at komme til lovlig Nægtelsesed, eller ikke kunde erholde Edshjælp (jfr. IX. 10), men „dog havde retteligt Forsvar“ (d. e. paaberaaber sig en gyldig Forsvarsgrund), skulde der gives ham Adgang til at underkaste sig Jærnbyrd. – Paa samme Maade anvendtes Jærnbyrd i Mangel af Tylftered, hvor Drab var begaaet om Natten i Gildehus, og Nogen om Morgenen befandtes at have forladt Huset, uden at skyde til Vidne paa sin fredelige Bortgang (F. L. IV. 14), og efter F. L. IV. 23 skal, hvor Nogen er bleven dræbt i et Følge af fem eller flere, uden at Nogen lyser Drabet paa sig, den, hvem Eftermaalsmanden sigter, fralægge sig den med Lyrittered eller, hvis han ikke kan erholde Edshjælp, med Jærnbyrd. Efter F. L. II. 1 skal, hvor en Kvinde har udlagt en død Mand som Barnefader, og Kvinden ogsaa er død (og saaledes ikke kan stad fæste Udlæggelsen med Jærnbyrd, hvilken vilde været afgjørende), den Udlagtes Arving, hvis han ikke vil anerkjende Barnet, sværge Lyrittered eller bære Jærn. – Jærnbyrd var eneste Befrielsesmiddel, hvor Nogen var sigtet for at have myrdet sin Stalbroder (G. L. 158; F. L. IV. 6), saavelsom hvor en Kone var sigtet for at have myrdet sin Mand eller raadet ham Bane (F. L. IV. 35). Endvidere hvor Nogen var sigtet som Banemand af den Dræbte selv; hvorimod Husfolkenes Vidnesbyrd kunde omstødes med Tylftered, naar Mededsmændene tillige kunde bevidne den Sigtedes alibi (G. L. 156; F. L. IV. 4). – Ligesaa kunde de Plyndredes edelige Sigtelse mod Vikingerne efter G. L. 314 og F. L. IV. 62 ikke mødes paa anden Maade end med Jærnbyrd, jfr. Eids. L. N. gl. L. II. S. 523. – I B. K. R. 17 foreskrives Jærnbyrd som almindeligt Fralæggelsesmiddel for Ubodemaal mod Kristenretten, uden at der tales om Ed, jfr. F. L. III. 15; B. R. 69. – Endelig mærkes Bestemmelsen i B. K. R. (II) 10, at, naar Vidner staar imod Vidner, saa sejrer den, som har de fleste, med mindre Modparten vil „øge sine Vidners Tal med Jærnbyrd“. – Ved F. L. II. 45 blev det forbudt Præsten at tage Betaling for sin Bistand ved Jærnbyrden, jfr. derimod E. K. R. 43[6].

Jærnbyrd (og Kjedeltag) blev afskaffet i Norge ved Kardinal Vilhelm af Sabinas Legation 1247, „eftersom det ikke sømmer sig for kristne Mænd at friste Gud til at vidne i Menneskenes Sager“ (Hák. S. Hks. Kap. 255[7]). Samtidig blev den forbudt i Sverige; men holdt sig ligefuldt i Brug, indtil den endelig afskaffedes af Magnus Erikssøn 1320, se Helsingelagen, Ærfdab. Kap. 16.

Vandprøven for Troldkvinder og Baareprøven for dem, der var mistænkte for Mord, tilhører et sednere Tidsrum og optoges sammen med Torturen[8].

Den Fremgangsmaade, der anvendtes i alle de øvrige nordgermaniske Lande, at søge omtvistede Fakta afgjorte gjennem edeligt Sandsagn af dertil opnævnte gode og kyndige Mænd, saaledes som den islandske kviðr, den svenske og den danske nævnd, den normanniske enqueste, den engelske assisa et jurata[9]. – var i Norge ikke brugelig. Disse Institutioner var vistnok ligefrem Udtryk for den selvsamme Grundtanke, som gaar igjennem den norske Rettergang, nemlig at retlig Afgjørelse skal være bygget paa Notorietet, – og som kommer tilsyne i Mededs-Institutionen, og især ved Heimskviden, hvor det netop er det Omdømme, der inden Parternes Omgivelser har dannet sig om sagens Sammenhæng, der bestemmer Afgjørelsen. Men der er dog den væsenlige Forskjel, at Mededsmændene ikke havde nogen Pligt til at afgive en bestemt Udtalelse for eller imod; Mededen var et Befrielsesmiddel, som det ganske var overladt til Sagvolderen selv at tilvejebringe. Mededsmændene havde alene, hvis de var overbeviste om den sigtedes Uskyld, at udtale sig i denne Retning; i modsat Fald kunde de unddrage sig for enhver Udtalelse. Som Institution var altsaa Mededen ganske forskjellig fra Sandsagnet; mærkeligt er det ogsaa, at den islandske Lov, der anvender Kviden som regelmæssigt Bevismiddel, som Hovedbevis, fremført af Sagsøgeren, og som Modbevis, fremført af Sagvolderen, omvendt aldeles ikke anvender Meded.

I enkelte Tilfælde, dog, som det synes, af yngre Oprindelse, foreskriver imidlertid de norske Love en Afgjørelsesmaade, der kommer Nævningebeviset temmelig nær. Dette er Tilfældet i F. L. XIV. 7[10], i Tilfælde af Tvist, om en Strækning hører til privat Ejendom eller Almenning, hvilket ved M. L. VII. 61 blev udvidet til alle Tilfælde, hvor der tvistes om Ejendomsretten til Udmarks-Strækninger. Her skal der paa Tinget opnævnes 12 Haulder eller de bedste Bønder i Tinglaget, 6 af hver af Parterne, af hvilke den Part, der vil vindicere det omtvistede Stykke som sit, skal vælge 2 til at sværge, hvor de antager, at den rette Grænse er. Disse Vidner skal derefter fremstilles paa det næste Ting efter Femterstevne og sværge: „at det har de hørt, at dette er Grænsen mellem Bondens Ejendom og Almenningen, og ikke ved de noget Sandere at sige i den Sag“; derpaa skal Tingmændene dømme, hvo der skal have det Omtvistede. At samtlige 12 Mænd skulde deltage i Sandsagnets Afgivelse, skjønt blot de 2 skulde sværge, synes sikkert. – Endvidere kan mærkes den før anførte Bestemmelse i F. L. XIII. 24, B. R. 143, at, hvor Vidner stod mod Vidner, skulde 12 af begge Parter opnævnte gode Mænd afgjøre, hvilket Vidnesbyrd skulde gjælde, hvad M. L. VI. 8 og VII. 24 forandrer derhen, at Retten skal afgjøre, hvilken Parts Vidner skal stædes til Ed. Ligesaa bør vistnok ogsaa Bestemmelsen i M. L. IV. 4 Slutn.: at, hvis en Kvinde klager over at være bleven voldtagen; og ingen Vidner haves, „skal 12 af de skjønsomste Mænd dømme, efter som Sandsynligheden tykkes dem at stille sig, og hvem rimeligst tykkes at have Sandheden paa sin Side“, – forstaaes alene om en Afgjørelse af det Faktiske, ikke om nogen Dom angaaende Sagen i dens Helhed[11]. – Derimod er Bestemmelsen i Erkebiskop Sigurds Kristenret (F. L. III. 1) jfr. B. K. R. 15, J. K. R. 47, – at, hvor der opstaar Spørgsmaal, om tvende Ægtefolk er hinanden for nær beslægtede, og det ikke kan erholdes afgjort ved Vidnesbyrd af deres Slægtninge, skal Biskoppens Aarmand paa Tinget opnævne 12 af de bedste Bønder inden Fylket, hvoraf 2 paa næste Ting edelig skal bevidne Forholdet – uden Tvivl en Anvendelse af de ved de gejstlige Forhørsretter gjældende Regler, se c. 5 og 6 C. 35 qv. 6, jfr. N. gl. L. IV. S. 181.

Paa enkelte Steder foreskriver Loven til den Anklagedes Befrielse et Vidnesbyrd af 12 eller 6 Mænd, opnævnte enten af Sagsøgte selv eller af Tinget. Saaledes i G. L. 28[12], jfr. E. K. R. 45, jfr. (II) 34, 35, i Tilfælde af Anklage for Troldom. F. L. IV. 5, hvor den for morderisk Hjemsøgelse sigtede vil bevise sit alibi, og IV. 7, hvor udenbygds Mand er sigtet for Drab. – Disse 12 eller 6 Mænd er aabenbart ikke tænkte som Mededsmænd; der siges intet om, at den Sigtede selv skal sværge med; og fra et sædvanligt Erfaringsvidnesbyrd adskiller dette sig saavel ved Vidnernes Tal som ved den særlige Opnævnelse. Men paa den anden side var det et ublandet Befrielsesmiddel for den Sigtede – Mændene havde ikke at afgive nogen Kjendelse i Sagen, for eller imod; de skulde alene, ligesom Mededsmændene, i Tilfælde, stadfæste hans Uskyldighed, aldrig bekræfte hans Brøde.

Heller ikke Syn og Skjøn spiller nogen særskilt Rolle som Bevismiddel i vore ældste Love. Det siges vistnok oftere at en omtvistet Gjenstand skal besigtiges, et omtvistet Beløbs størrelse taxeres. Men Resultatet af saadan Besigtigelse eller Taxt bliver et regelmæssigt Vidnebevis, og det antydes intetsteds, at dette Vidnesbyrd fik nogen særlig Retskraft, eller at dets Erhvervelse var bundet til særlige Former. Var Skjønsmændene særlig tilkaldte eller skudte til Vidne, blev selvfølgelig ogsaa Faktum vitterligt. Saaledes foreskriver G. L. 41 og 43, at den, der har haft Andres Kreaturer paa Foder, skal lade dem besigtige, inden han bringer dem tilbage; efter Kap. 40 skal det afgjøres ved Skjøn, hvorvidt en vare er forfalsket[13]; Kap. 70 foreskriver Taxt over værdien af en Arbejdsmands Arbejde og Bekostningen ved hans Underhold; Kap. 182, jfr. F. L. IV. 56, over Erstatningen for en dræbt Træl og G. L. 57 over værdien af et Trællebarn; F. L. IV. 62 foreskriver Taxt over den af Røvere gjorte Skade, XII. 3, jfr. XIV. 4 over Forsalejordens Forbedring eller Forringelse; XIII. 1 over Mangler ved den lejede Jord; XIV. 2 over, hvor meget ombudsmanden har besveget sin Husbond[14]. F. L. XIII. 10 og 11, jfr. 12, 13, 21 samt XV. 13, bestemmer om ulovligt Aavirke i fremmed Skov, at Ejeren skal „lede Mænd til Stubben“, hvilke derefter optræder som Vidner baade om Skaden og dens Størrelse, jfr. G. L. 91, der foreskriver det samme. Paa samme Maade udtrykker sig G. L. 160, jfr. F. L. IV. 39, 40, om de Naboer, som den, der har dræbt en Anden i Nødværge eller retmæssig Harme, strax skulde tilkalde for at tage Gjerningen i øjesyn. I Drabssager foreskrives ofte Besigtigelse af Vaabenmærkerne paa Liget (meta vápnastað); ligesaa, hvor Nogen er funden dræbt, G. L. 151, 182; F. L. IV. 23, 24, 56; B. R. 14, saavelsom i Tilfælde af Saar og anden Legemsskade, G. L. 184 og 185, F. L. IV. 12 og 30.

En mere selvstændig Karakter antog Skjønnet i de Tilfælde, hvor Loven paalagde den, der tog Andres Gods under sin Bestyrelse, forud at lade det vurdere, nemlig Manden Hustruens Gods, forsaavidt der ikke lægges Fællig (G. L. 53, F. L. XI. 4 og 6) – og Værgen Myndlingens Gods (G. L. 115 og 119, F. L. XI. 22). Taxten afgives ikke her til Bevis i en Retstrætte, men den danner Grundlaget for hele det fremtidige Retsforhold; den gjør Forholdet vitterligt; medens dens Forsømmelse drager bestemte, ufordelagtige Følger efter sig. Dens Optagelse maa derfor have fundet Sted efter omhyggeligere Forberedelse og i betryggende Former, under Medvirkning af begge Parter. – Noget Lignende gjælder den Bedømmelse, som de af begge Parter opnævnte Vidner ved Edsaflæggelse skulde afgive, om denne var rettelig aflagt (meta eið, G. L. 136), ej at tale om den Bedømmelse af Vidnernes Godhed, som paalaa Mændene ved Skilledom. Løsningstaxter m. v. (meta vitni, G. L. 274, jfr. F. L. X. 12).

Som virkelig selvstændig Retshandling optræder Skjønnet ved Udskiftning af Fællesskab, G. L. 87 og F. L. XIV. 4, jfr. om Gjærdepligtens Fordeling G. L. 82 og F. L. XIII. 18, – hvor det endelig afgjør Retsforholdet uden videre Rettergang. Skjønnet er her bundet til bestemte Former og indledet med lovlig Stevning; Udskiftningen skulde, hvis Parterne ikke var enige, foretages af upartiske Mænd (valinkunnir heraðsmenn), og Fordelingen ske ved Lodkastning paa Tinget; jfr. ovf. I. S. 224. Dernæst ved Løsningssummens Fastsættelse i Odelstilfælde (G. L. 266, 269, 274, 287), hvilken, hvor Løsningsretten er paa det rene, foregaar som en Akt for sig selv og i lovbestemte Former; Taxationsmændene opnævnes halvt af hver af Parterne. Endelig kan mærkes G. L. 310, der anordner, at, naar Kongens Ombudsmand paastaar, at Ledingsskibet ikke er i sødygtig Stand, skal der tilkaldes Mænd af et andet Skibrede, hvilke skal „sværge, om Skibet er sødygtigt eller ikke“; vil de ikke sværge, skal der anstilles Prøve med Skibet. Her antager aabenbart Undersøgelsen Præget af en afsluttet Forretning, der i og for sig afgjør det faktiske Spørgsmaal.

I den nye Lov har Skjøns-Instituttet modtaget en meget betydelig Udvidelse derved, at saavel Boden til den Private som Skades-Erstatningens Størrelse skal bestemmes ved Skjøn af 6 eller 12 Mænd, opnævnte af Retsbestyreren (se M. L. IV. 5, 15, 19, 21, 23, 24, 25; VII. 17, 20, 27, 28, 37, 48, 49, 50, 62; VIII. 27 o. fl.). Disse Skjøn, der afgives under den offentlige Myndigheds Auktoritet, efter at selve Sagen forud er afgjort, erholder ganske Præget af selvstændige Retshandlinger; Afgjørelsen benævnes ogsaa jevnlig Dom og stilles ganske ved Siden af Tingets Afgjørelse af den egentlige Hovedsag (jfr. M. L. IV. 17, 20). – Det er neppe heller tvivlsomt, at Afgjørelsen af Skyld-Spørgsmaalet og Ansættelsen af Bøderne og Erstatningen i den virkelige Brug ofte er slaaede sammen, idet de Mænd, som opnævnes til at ansætte de sidste, netop har været med blandt dem, som forud har paakjendt det første, saa at det mere har været i Formen end i Virkeligheden, at Dommen og Skjønnet er udgaaet fra forskjellig Auktoritet.

  1. Se Keysers Afhandl. S. 347–55; Rogge, Gerichtswesen S. 204–9; Maurer i Krit. Überschau V. S. 222–33; v. Amira, Vollstreckungsverfahren, S. 290–300; Hertzberg, Proces S. 269–70.
  2. Ef dýl, beri karlmaðr járn fyrir, en kona taki í ketil.
  3. Jfr. Rogge, Gerichtswesen S. 195 fgg.; K. Maurer, Das Gottesurtheil im altnordischen Rechte, i Germania, N. R. IV. Jahrg. S. 139–48; R. Keyser, Afhandl. S. 358–61.
  4. Ef kona kennir dauðum manni barn, þá sanni hon með guds-skírslum, ok svá ef hon kennir þeim manni, er útanlands er. En ef hon verðr skír, þá taki arfi við barni; en ef hon verðr fúl, hyggi sjálf fyrir barni. Nú er kona dauð, er kendi dauðum manni barn, þá hafi arf hins dauða kosti þrjá: taki við barni, eða járn heri fyrir, eða vinna lýrittar-eið.
  5. Um þau ein mál skal járn bera, er í løgum eru til skild. En ef maðr verðr fyrir ofríki, ok nær haan eigi laga undanfœrslu, þá skal erkibiskup haga svá, at hann hafi løg, eða leyfa hánum elligr járnburð, eða brœðr at kristkirkju, ef erkibiskup er eigi nær; svá ok ef maðr hefir eigi eiðalið ok þó rétta vørn. En at fylkiskirkju skal járn bera í heraði, en at einni kirkju, er til er skild, í kaupangi hverjum. En prestr sá skal járn vígja, er tíund tekr þess manns, ok kauplaust bœði við hann ok fylkisprestinn, nema vistir þær, er hœgindisprestrinn þarf, er haan ferr til fylkiskirkju.
  6. Prestr sá, er vígir guðs-skírslir, skal hafa mørk sex-alna-eyris; skulu hvárirtveggja veð leggja, hinn er eiða gengr ok sá er søk gefir. Ef skír verðr, þá skal sá gefa fé, er til fœr er; ef fúll verðr, þá gefi sá fé, er járn berr. Fimtán nátta grið skal hafa frá guðsskírslum ok frá eiðum.
  7. I Henhold til Forbud paa det 4de lateranske Kirkemøde 1215 (c. 9 X ne clerici (3.50): nec qvisqvam purgationi aqvæ ferventis vel frigidæ, seu ferri candentis, ritum cujuslibet benedictionis aut consecrationis impendat). Dette er dog, ligesom den paa samme Kirkemøde gjorte Indskrænkning i de forbudne Slægtskabsgrader (ovf. I. S. 106–7), overseet i Erkebiskop Sigurds Kristenret af 1244, og det uagtet den norske Erkebiskop Guttorm i sin Tid havde været tilstede ved Konciliet.
  8. Jfr. Ugeblad for Lovk. IV. S. 16–17, Osenbrüggen, Rechtsgesch. Studien S. 327–32.
  9. Jfr. H. Brunner, Die Entstehung der Schwurgerichte, Berlin 1872; K. Maurer, i Kritische Überschau V. S. 374–90; J. E. Larsens Skrifter, I. 1. S. 78 fgg.; Hertzberg, Den ældste norske Proces S. 259–69, jfr. Kritische Vierteljahrschrift XVIII. S. 74–6.
  10. Ef menn skilr á, ok kallar annarr sér, en annarr almenning, þá festi sá løg fyrir, er sér kallar, ok kenni þing síðan; – – – en á þingi skulu þeir nefna haulda 12 eða bœndr hine bestu, ef eigi eru hauldar til, 6 hvárr þeirra, í þinghá þeirri, ok hafa tvá af þeim 12, er geta má, ok sverja, hvárt er eign hans eða almenningr. En af því pingi leggi sá fimtar-stefnu, er sér kallar jørð þá, ok njóti þar vitnis síns þess, er á þingi var nefnt. – – – En svá skal þann eið sverja, at þat hefir ek heyrt, at þat skill marka ámeðal eignar búanda ok almennings, ok eigi veit ek annet sannara í því máli. En síðan sé sett fimtar-stefna ok dœmi þar þat hvárum, sem hafa skal.
  11. Jfr. Ugebl. f. Lovk. IV. S. 227.
  12. Ef þat er konum kennt, at þær fari með gøldrum ok gjerningum, þá skal þar nefna konur 6, þrjár á hvára hønd henni, húsfreyjur þær, er menn vitu at góðar sé; þær skulu vitni bera, at hon kann eigi galdra né gerningar.
  13. Þat er alt fár, er menn meta til fárs.
  14. Þá meti jafnindir menn, hvárs hann hefir mist.